|
|
Abort er et emne, der kan dele vandene. Skal man vægte barnets tarv højere end kvindens? Pro-life eller pro-choice? Kvindehader eller barnemorder? Uanset hvilket valg man tager, vil det have grimme konsekvenser, og så er det jo godt, hvis man kan få Gud på sin side.
For katolikker er sagen enkel: Den katolske kirke er generelt imod enhver form for fødselskontrol og har været imod abort siden 1869. Kirken bakker det op ved at citere Barnabasbrevet (kapitel 19) og Didaké (kapitel 2), men selvom disse to skrifter er meget gamle, er de jo ikke en del af Bibelen.
Protestanter er mere bundne til Bibelens ord, men forbløffende nok er den protestantiske modstand mod abort af nyere dato, omkring 1970'erne.
|
Indtil da havde protestanter, såvel som jøder, peget på lovreglerne i det kapitel, der kommer lige efter De Ti Bud.
2 Mosebog 21,12 Den, der slår en mand ihjel, skal lide døden.
[.. .. ..] [. . .]
2 Mosebog 21,22 Når mænd kommer op at slås og kommer til at skubbe til en gravid kvinde, så hun aborterer, men der ikke støder anden ulykke til, skal den skyldige bøde med så meget, som kvindens mand pålægger ham. Boden skal han betale hos dommerne.
2 Mosebog 21,23 Men støder der en ulykke til, skal du betale med liv for liv,
2 Mosebog 21,24 øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod,
2 Mosebog 21,25 brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme.
|
I dette kapitel finder vi de berygtede "øje for øje, tand for tand"-regler. Både vers 12 og 23 kræver liv for liv, men samtidig fremgår det, at der er visse undtagelser (f.eks for slaver). Hvis en slagsbror får en kvinde til at abortere, men der ikke sker anden ulykke (end aborten), resulterer det i en bøde (vers 22). Hvis derimod kvinden også kommer til skade (vers 23), så er vi tilbage til den gamle remse: "liv for liv, øje for øje", osv.
Der er altså forskel på fosteret og kvinden: Hvis fosteret dør, kan det klares med en bøde; hvis moderen dør, kræves der dødsstraf. Utallige kristne teologer og jødiske rabbier har derfor konkluderet, at ifølge Bibelen regner Gud ikke fosteret for en sjæl. Når ikke der skal bødes "liv for liv", er det fordi, Gud ikke regner fosteret for levende.
På et eller andet tidspunkt i 1970'erne har den protestantisk-evangeliske bevægelse i USA imidlertid vejret morgenluft og har introduceret nye oversættelser. Derfor må vi afsætte en separat side til denne lovtekst.
Læs mere om 2. Mosebog 21,22-23.
Inden vi forlader disse vers, må vi dog huske, at de handler om et foster af en vis størrelse. Man kan påstå, at livet starter ved undfangelsen, men denne lovtekst handler åbenlyst ikke om befrugtede ægceller og blastocyster.
Der mangler stadig argumenter imod abort, og
her kan man som kristen sætte sig på den høje hest og citere De Ti Bud:
2 Mosebog 20,13 Du må ikke begå drab.
Dette argument er tyndere end tyndt, eftersom man ikke kan åbne en side i Det Gamle Testamente uden finde den ene massakre efter den anden. Moses nåede ikke engang at bære tavlerne med De Ti Bud ned ad bjerget, før han fik myrdet 3.000 af sine landsmænd (2 Mosebog 32,28).
|
Ved disse folkemord skånede man sommetider jomfruerne. Når man således kun dræbte kvinder, der havde haft samleje, øgede Guds folk netop chancen for, at de dræbte kvinder var gravide:
4 Mosebog 31,17 Dræb nu alle drenge og alle kvinder, der har haft samleje med en mand.
4 Mosebog 31,18 Alle piger derimod, der ikke har haft samleje med en mand, skal I lade leve hos jer.
Dommer 21,10 Da sendte menigheden tolv tusind af de mest erfarne krigere af sted med denne befaling: "Drag ud, og hug indbyggerne i Jabesh i Gilead ned med sværd, også kvinder og børn.
Dommer 21,11 Sådan skal I gøre: I skal lægge band på alle mænd og på enhver kvinde, der har haft samleje med en mand."
Dommer 21,12 Blandt indbyggerne i Jabesh i Gilead fandt de fire hundrede unge piger, der var jomfruer og ikke havde haft samleje med en mand. Dem førte de til lejren i Shilo i Kana'an.
|
Da patriarken Juda hørte, at hans svigerdatter var blevet gravid, var hans reaktion: »hun skal brændes!« (1 Mosebog 38,24). Fosteret i hendes mave havde altså ikke krav på beskyttelse.
Her vil standard-undskyldningen være, at selvom folk optræder i Bibelen, er de ikke nødvendigvis eksempler til efterfølgelse. Men Juda var ikke en tilfældig forbryder: Han var patriark, og både han og det foster, der nær var brændt ihjel, blev senere stamfar til både David, Salomon og Jesus (Matthæus 1,1-16).
Man skal også huske, at Gud i det Gamle Testamente er absolut enerådig. Alle fødsler er en gave fra Gud, og omvendt kan Gud finde på at lukke for kvindernes moderliv.
Dengang Abraham bildte Kong Abimelek ind, at Sarah var søster til Abraham, lukkede Gud alle moderliv i nærheden: »Gud havde lukket hvert eneste moderliv i Abimeleks hus« (1 Mosebog 20,18). Det må have været hårdt de stakkels fostre, der allerede var undfangede, dengang Gud besluttede at "lukke" for alle livmoderne.
Guds evner til svangerskabsforebyggelse bliver især tydelige, da Jakob får sine 12 sønner med fire kvinder. Gud lukker og åbner på skift deres moderliv (f.eks.: »Da Herren så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes moderliv, mens Rakel var ufrugtbar«), og efter hver fødsel takker den nybagte mor Gud for at have skænket hende et barn (f.eks.: »Herren har hørt, at jeg er tilsidesat, og har givet mig også denne søn«).
En af Guds profeter anråber Gud om at give nabolandet aborter og udtørrede moderliv. Gud leverer varen: hans rødder tørrer ud, han bærer ikke frugt.
|
Hoseas 9,14 Giv dem, Herre - hvad skal du give dem? Giv dem golde moderliv og udtørrede bryster!
[.. .. .. ] [. . . ]
Hoseas 9,16 Efraim er slået, hans rødder tørrer ud, han bærer ikke frugt. Selv om de føder, dræber jeg deres elskede børn.
Lidt senere er det er ikke længere nok, at livmoderne er golde, og at børnene bliver dræbt. Gud er vred, Gud er skuffet, og nu skruer Han bissen på:
Hoseas 14,1 Samaria pådrog sig skyld, da de trodsede deres Gud. De skal falde for sværdet, deres småbørn bliver knust, deres gravide kvinder får maven sprættet op.
Hoseas 14,2 Vend om, Israel, til Herren din Gud, for du snublede i din skyld.
Gud sender en fjendtlig hær, der sprætter maven op på de gravide kvinder. Hvordan kan man så påstå, at Gud er imod abort?
|
Jesus aldrig udtalte sig aldrig imod abort, og det kunne han ellers sagtens have gjort. Den hippokratiske lægeed havde på det tidspunkt forbudt abort i 400 år: »Selv om jeg opfordres dertil, vil jeg ikke […] give nogen Kvinde fosterfordrivende Midler«, men Jesus var åbenbart ikke interesseret.
Til gengæld var Jesus god for en trussel til Judas Iskariot:
Matthæus 26,24 Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«
For nogle mennesker var abort altså den bedste løsning.
Faktisk har Bibelen en opskrift på fosterfordrivelse. Nemlig hvis en mand mistænker sin kone for at have været ham utro.
Bibelen beskriver den ulækre metode til provokeret abort:
|
4 Mosebog 5,11 Herren talte til Moses og sagde:
4 Mosebog 5,12 Tal til israelitterne og sig til dem: Hvis en kvinde kommer på afveje og er sin mand utro,
4 Mosebog 5,13 ved at en anden mand har samleje med hende, uden at hendes mand ved det, og uden at det bliver opdaget, skønt hun er blevet uren, og der ikke er noget vidne imod hende, fordi hun ikke blev grebet på fersk gerning,
[.. .. ..][. . .]
4 Mosebog 5,17 Præsten skal så tage helligt vand i en lerskål, og han skal tage noget af støvet på gulvet i boligen og komme det i vandet.
[.. .. ..][. . .]
4 Mosebog 5,21 præsten tager nu kvinden i ed med forbandelseseden og siger til hende - »så skal Herren gøre dig til en forbandelse og besværgelse i dit folk ved at lade dine hofter skrumpe og din mave svulme.
4 Mosebog 5,22 Når dette vand, der bringer forbandelse, kommer ned i dine indvolde, skal din mave svulme og dine hofter skrumpe«. Og kvinden skal sige: »Amen, amen.«
[.. .. ..][. . .]
4 Mosebog 5,27 Han skal give hende vandet at drikke, og hvis hun er blevet uren og har været sin mand utro, så vil hendes mave svulme og hendes hofter skrumpe, når bitterhedens vand, der bringer forbandelse, kommer ind i hende, og så bliver kvinden til forbandelse i sit folk.
4 Mosebog 5,28 Men hvis kvinden ikke er blevet uren, men er ren, skader det hende ikke, og hun vil kunne få børn.
|
Så hvis den uhygiejniske blanding af »vand, der bringer forbandelse« og snavs fra gulvet med blod, tarmindhold og parasitter fra offerdyrene får kvindens mave til at svulme op (og hendes hofter til at skrumpe), er hun skyldig i hor. At fosteret ikke vil overleve den forgiftning, siger sig selv.
Det skal dog siges, at teksten — som altid — er tvetydig.
Strengt taget står der jo ikke, at kvinden er gravid. Der står kun: »Hvis en kvinde […] er sin mand utro, ved at en anden mand har samleje med hende«. Det er fristende at tro, at den jaloux ægtemand vil være sikker på, at et evt. barn i kvindens mave er hans, men der står jo ikke, at sidespringet nødvendigvis har resulteret i et barn. Tværtimod står der, at hvis hun er uskyldig, så »vil [hun] kunne få børn« (vers 28).
Men omvendt står det jo fast, at hvis kvinden er gravid, vil fosteret lide en kummerlig skæbne.
Fodnoter: (1)
Rashi levede fra 1040 til 1105 og hed egentlig Shlomo Yitzhaki, men han er mere kendt under akronymet RAbbi SHlomo Itzhaki.
