Den Brændende Busk

Efter 2.669 år synes Gud, det er på tide at introducere sig selv for sit folk. Gud forklæder sig snedigt som en brændende busk og kalder på Moses.

2 Mosebog 3,6 Og han sagde: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud." Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.
[.. .. ..] [. . .]
2 Mosebog 3,13 Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?"
2 Mosebog 3,14 Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer."
2 Mosebog 3,15 Gud sagde videre til Moses: "Sådan skal du sige til israelitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt.

Gud kalder sig selv »din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud«, men åbenbart ved Moses' far, Abraham, Isak, Jakob og alle de andre jøder ikke, hvad deres gud hedder. Moses bliver derfor nødt til at spørge: »Når […] de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?"« (3,13). Og så får Moses Guds hemmelige navn at vide: Jahve.

Efter at Gud har prøvet at myrde Moses, præsenterer Gud sig en gang til. Han gentager sit hemmelige navn overfor Moses, der åbenbart allerede har glemt det hele:

2 Mosebog 6,2 Gud talte til Moses og sagde til ham: "Jeg er Herren!
2 Mosebog 6,3 Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige, men under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende for dem.

Ja, faktisk siger Gud det to gange nu, for når der står "Herren" i 2 Mosebog 6,2, er det en oversættelse af præcis det samme navn, som bliver til "Jahve" i 6,3. Det kan man bl.a. se ved at kigge i den forrige Bibel-oversættelse fra 1931, hvor der står "HERREN" med store bogstaver netop for at vise, at det er en oversættelse af Guds navn, Jahve.

Men sidst i 2 Mosebog 6,3 kommer Gud med en mildt sagt forbløffende udtalelse: »under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende for dem«. Ifølge Gud er Moses faktisk det første menneske nogensinde, der har fået navnet HERREN/Jahve at høre.

Denne påstand står i grel modsætning til, at HERREN/Jahve er den suveræne hovedperson i hele Første Mosebog, og at de 50 kapitler er fyldt med beretninger om HERREN, lige fra HERREN skaber jorden, til HERREN sender jøderne til farao i Egypten.

Her har vi en af de mest massive modsigelser i Det Gamle Testamente. Gud fortæller Moses, at de gamle patriarker i 1. Mosebog ikke kendte hans hemmelige navn, Jahve. Men udstyret med en ordentlig Bibel som f.eks. den forrige Bibel-oversættelse fra 1931 kan enhver hurtigt se, hvorledes der står HERREN 165 gange i 1. Mosebog.(1)

Gud påstår, at hans navn havde været hemmeligt i 2.669 år, men fakta er, at det "hemmelige" navn står 165 gange i 1. Mosebog. Hvordan kan man som god kristen bedst bortforklare det?

Det hemmelige Navn, som alle Kendte

En typisk kristen bortforklaring er, at selvom 1. Mosebog er spækket med historier om, hvordan HERREN/Jahve gjorde dit og gjorde dat, er det ikke ensbetydende med, at folk på det tidspunkt vidste, hvad Gud hed. Det er kun noget (lyder forklaringen), som Moses havde fået at vide senere, og når Moses skrev de 165 gange "HERREN", var det i bagklogskabens klare lys.

Men den forklaring dækker ikke godt nok. I Biblen fra 1931 kan vi se, at utallige mennesker har været på fornavn med HERREN/Jahve. Allerede Eva sagde »Jeg har fået en Søn med HERRENs Hjælp!« (1 Mosebog 4,1); Noas far talte om »Jorden, som HERREN har forbandet« (1 Mosebog 5,28-29); Noa sagde »Lovet være HERREN, Sems Gud« (1 Mosebog 9,26); Abraham sagde navnet videre til Sodomas konge »Til HERREN […] løfter jeg min Hånd« (1 Mosebog 14,22), og til sin slave talte han om »HERREN, Himmelens Gud« (1 Mosebog 24,7), hvorefter slaven »tilbad HERREN« og sagde »Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud« (1 Mosebog 24,26-27).

1 Mosebog 4,1: Adam kendte sin Hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med HERRENs Hjælp!"
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 5,28: Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn,
1 Mosebog 5,29: som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: "Han skal skaffe os Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har forbandet."
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 14,22: Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til HERREN, Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd på,
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 24,6: Abraham svarede: "Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage dertil!
1 Mosebog 24,7: HERREN, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran dig, så du kan tage min Søn en Hustru derfra;
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 24,26: Da bøjede Manden sig og tilbad HERREN,
1 Mosebog 24,27: idet han sagde: "Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud, som ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed! HERREN har ført mig på Vejen til min Herres Broders Hus."
(Bibeloversættelse fra 1931)

Jahves hemmelige navn var på alles læber. Rebekka »gik hen for at adspørge HERREN« (1 Mosebog 25,22); Esau og Rebekka kendte det: »jeg kan velsigne dig for HERRENs Åsyn« (1 Mosebog 27,6-7); Laban sagde »HERREN skal stå Vagt mellem mig og dig« (1 Mosebog 31,49); Lea sagde »HERREN har set til min Ulykke« (1 Mosebog 29,32); Rakel sagde »HERREN give mig endnu en Søn!« (1 Mosebog 30,24); Saraj sagde »HERREN har jo nægtet mig Børn« (1 Mosebog 16,2); Hagar mødte HERRENs engel, der trøstede hende: »HERREN har hørt, hvad du har lidt« (1 Mosebog 16,11); Abimelek, Ahuzzat og Pikol udtalte i kor »Vi ser tydeligt, at HERREN er med dig« (1 Mosebog 26,28); Laban og Betuel sagde i kor: »Denne Sag kommer fra HERREN« (1 Mosebog 24,50); Rebekkas bror og mor kendte Herren (1 Mosebog 24,55-56); Lot og hans svigersønner kendte HERREN »thi HERREN vil ødelægge Byen« (1 Mosebog 19,14); og Potifar så, at »HERREN var med Josef« (1 Mosebog 39,1-3).

1 Mosebog 25,22: Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: "Står det således til, hvorfor lever jeg da?" Og hun gik hen for at adspørge HERREN.
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 27,6: sagde hun til sin yngste Søn Jakob; "Se, jeg hørte din Fader sige til din Broder Esau:
1 Mosebog 27,7: Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENs Åsyn før min Død.
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 31,48: Da sagde Laban: "Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os to!" Derfor kaldte han den Galed
1 Mosebog 31,49: og Mizpa; thi han sagde: "HERREN skal stå Vagt mellem mig og dig, når vi skilles.
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 26,22: Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de ikke yppede Kiv om den, kaldte han den Rehobot, idet han sagde: "Nu har HERREN skaffet os Plads, så vi kan blive talrige i Landet"
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 26,25: Da byggede Isak et Alter der og påkaldte HERRENs Navn; og der opslog han sit Telt, og hans Trælle gravede der en Brønd.
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 26,26: Imidlertid kom Abimelek til ham fra Gerar med sin Ven Ahuzzat og sin Hærfører Pikol.
[. . .]
1 Mosebog 26,28: Men de svarede: "Vi ser tydeligt, at HERREN er med dig, derfor har vi tænkt: Lad der blive et Edsforbund mellem os og dig, og lad os slutte en Pagt med dig,
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 19,14: Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte hans Døtre: "Stå op, gå bort herfra, thi HERREN vil ødelægge Byen!" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 24,55: Men Rebekkas Broder og Moder svarede: "Lad dog Pigen blive hos os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller så, siden kan du drage bort"
1 Mosebog 24,56: Da sagde han til dem: "Ophold mig ikke, nu HERREN har ladet min Rejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!"
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 29,32: Så blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Ruben; thi hun sagde: "HERREN har set til min Ulykke; nu vil min Mand elske mig!"
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 16,2: og Saraj sagde til Abram: "HERREN har jo nægtet mig Børn; gå derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved hende!" Og Abram adlød Saraj.
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 16,11: Og HERRENs Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har hørt, hvad du har lidt;
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 39,1: Da Josef var bragt ned til Ægypten, blev han af Ismaeliterne, der havde bragt ham derned, solgt til Faraos Hofmand Potifar, Livvagtens Øverste, en Ægypter.
1 Mosebog 39,2: Men HERREN var med Josef, så Lykken fulgte ham. Han var i sin Herre Ægypterens Hus;
1 Mosebog 39,3: og hans Herre så, at HERREN var med ham, og at HERREN lod alt, hvad han foretog sig, lykkes for ham.
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 15,2:Men Abram svarede: "Herre, HERRE, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus."
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 15,7: Derpå sagde han til ham: "Jeg er HERREN, som førte dig bort fra Ur-Kasdim for at give dig dette Land i Eje!"
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 28,13: og HERREN stod foran ham og sagde: "Jeg er HERREN, din Fader Abrahams og Isaks Gud! Det Land, du hviler på, giver jeg dig og dit Afkom;
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 28,16: Da Jakob vågnede af sin Søvn, sagde han: "Sandelig, HERREN er på dette Sted, og jeg vidste det ikke!"
(Bibeloversættelse fra 1931)

Den næste kristne bortforklaring kunne så være, at alle de mennesker, vi lige har nævnt, har været specielt udvalgte folk (inklusiv Sodomas konge og ægypteren Potifar), der holdt hemmeligheden inden for deres egen lukkede skare.

Men denne (bort)forklaring holder heller ikke. Hele befolkningen kendte det hemmelige navn: Bibelen fortæller, at meget tidligt »begyndte man at påkalde HERRENs Navn« (1 Mosebog 4,26); Folk kalder den dag i dag Nimrod for »En vældig Jæger for HERRENs Øjne« (1 Mosebog 10,9); og Abraham opkaldte et bjerg efter Jahve, et navn det har den dag i dag: »som man nu til dags siger: Bjerget, hvor HERREN viser sig« (1 Mosebog 22,14).

1 Mosebog 10,9: Han var en vældig Jæger for HERRENs Øjne; derfor siger man: "En vældig Jæger for HERRENs Øjne som Nimrod."
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 22,14: Derfor kaldte Abraham dette Sted: HERREN udser sig, eller, som man nu til dags siger: Bjerget, hvor HERREN viser sig.
(Bibeloversættelse fra 1931)

Den næste kristne undskyldning kunne så være, at alle 2,4 millioner jøder — inklusive Moses' far, der var præst — havde fået kollektivt hukommelsestab. Det står der ganske vist ikke noget om i teksten, men den slags bortforklaringer er de kristne gode til at ryste ud af ærmerne.

Men den (bort)forklaring holder heller ikke. Gud siger, at »for Abraham, for Isak og for Jakob […] under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende«. Her siger han specifikt, at disse tre patriarker aldrig har hørt hans hemmelige navn, og dermed modsiger han igen handlingen i Første Mosebog: Jahve/HERREN havde præsenteret sig for Abraham: »Jeg er HERREN« (1 Mosebog 15,7), hvilket sådan set var lidt overflødigt, da Abraham allerede havde kaldt ham Jahve: »Herre, HERRE, hvad kan du give mig« (1 Mosebog 15,2). Dermed var Abraham i stand til at påkalde sig »HERREN den evige Guds Navn« (1 Mosebog 21,33), og han beordrede sin slave til at tage fat om sine (Abrahams) testikler, »så jeg kan tage dig i Ed ved HERREN« (1 Mosebog 24,2-3). Senere fik Jakob samme besked: »Jeg er HERREN« (1 Mosebog 28,13), og han vågnede og sagde: »Sandelig, HERREN er på dette Sted« (1 Mosebog 28,16). Jakobs sidste tanker gik til Jahve: »På din Frelse bier jeg, HERRE!« (1 Mosebog 49,18). Isak sagde: »Nu har HERREN skaffet os Plads« (1 Mosebog 26,22), og han »påkaldte HERRENs Navn« (1 Mosebog 26,25), og hans sidste tanke var at velsigne Esau »for HERRENs Åsyn« (1 Mosebog 27,7); Jakob sagde til Isak, at han havde fanget en hjort for »HERREN din Gud sendte mig det i Møde!« (1 Mosebog 27,20); og Isak mente Jakobs duft var »som Duften af en Mark, HERREN har velsignet!« (1 Mosebog 27,27).

Uanset hvad Gud påstår, kendte Abraham, Jakob og Isak altså godt til HERRENs navn. Det er meget svært at se forskellen på det »Jeg er HERREN«, som Gud havde sagt til Abraham (1 Mosebog 15,7) og til Jakob (1 Mosebog 28,13), og det »Jeg er HERREN«, Gud sagde til Moses ved den brændende busk (2 Mosebog 6,2).

1 Mosebog 24,2: Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for hele hans Ejendom: "Læg din Hånd under min Lænd,
1 Mosebog 24,3: så jeg kan tage dig i Ed ved HERREN, Himmelens og Jordens Gud, at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre, blandt hvem jeg bor,
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 27,7: Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENs Åsyn før min Død.
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 27,20: Men Isak sagde til sin Søn: "Hvor har du så hurtigt kunnet finde noget, min Søn?" Han svarede: "Jo, HERREN din Gud sendte mig det i Møde!"
(Bibeloversættelse fra 1931)

1 Mosebog 27,27: Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af hans Klæder. Så velsignede han ham og sagde: "Se, Duften af min Søn er som Duften af en Mark, HERREN har velsignet!
(Bibeloversættelse fra 1931)

Alle kendte altså Guds navn, så hvorfor siger han sådan noget vrøvl? Og hvorfor skal Gud introducere sig selv to gange for Moses?

De Tre Forfattere

Vi har andetsteds set på, hvordan der i Mosebøgerne optræder mindst to guder: Men ikke bare er der to guder, der er rodet sammen — der er også mindst tre forfattere: Vi kan kalde to af forfatterne for J og E — alt efter om de kalder deres gud Jahve (der er et navn), eller Elohim, der simpelthen betyder gud eller guderne.

Man kan skelne mellem de forskellige forfattere udfra teksternes sprog, om guden er fysisk eller åndelig, om guden bruger engle eller drømme, om præsterne er af Levis stamme eller Arons slægt, og på navnene: Abram/Abraham, Saraj/Sara, Horeb/Sinaj.

Men den bedste hjælp er altså at se på, om guden hedder Gud (Elohim) eller HERREN (Jahve). Med denne hjælp og en ordentlig Bibel er det muligt at skelne trådene selv i den komplicerede historie om Noas ark.

I hele første Mosebog har E kaldt guden for "Gud", og hans navn har været ukendt, indtil han dukker op i den brændende busk. Derfor bliver Moses nødt til at spørge, hvad Gud hedder: »hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans Navn?« (2 Mosebog 3,13). Spørgsmålet er fuldt berettiget i E-historien, hvor jøderne ikke aner, at deres gud har et navn.

Et par kapitler senere, er det P-forfatterens tur til at lade Moses møde Gud, som om mødet i kapitel 3 aldrig var sket. I denne udgave er der ingen brændende busk, men Gud havde faktisk en slags navn i Første Mosebog: »For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige« (2 Mosebog 6,3). P-forfatteren har ret, for det er lige præcis det navn, Gud bruger i de dele af 1 Mosebog, der er skrevet af P-forfatteren. Gud introducerer sig selv »Jeg er Gud den Almægtige« til Abraham (1 Mosebog 17,1), og Jakob (1 Mosebog 35,11), og han omtales som Gud den Almægtige af både Isak (1 Mosebog 28,3) og Jakob (1 Mosebog 43,14, 1 Mosebog 48,3, 1 Mosebog 49,25). Guds udtalelse er altså fuldstændig korrekt i P-historien.

1 Mosebog 17,1: Da Abram var nioghalvfems år, viste Herren sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige! Du skal vandre for mit ansigt og være udadlelig.

1 Mosebog 35,11: Han sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod.

1 Mosebog 43,14: Måtte Gud den Almægtige lade jer finde barmhjertighed hos manden, så han lader jer få jeres anden bror og Benjamin med hjem! Men skal jeg være barnløs, så lad mig være barnløs!"

1 Mosebog 49,25: fra din fars Gud, han hjælpe dig, fra Gud den Almægtige, han velsigne dig med velsignelser fra himlen deroppe, med velsignelser fra urdybet, der hviler dernede, med velsignelser fra bryster og moderliv.

Så både E og P har sådan set ret i, at Guds navn havde været hemmeligt i 2.669 år — i deres respektive historier — men samtidig har J nævnt Guds hemmelige navn 165 gange i 1. Mosebog.(1) Når man blander tre historier sammen, får man naturligvis en række selvmodsigelser, ligesom her.

Yderligere information

165 gange . . .: Faktisk står der kun HERRE 160 gange i Første Mosebog i den danske oversættelse fra 1931.

Dels er HERREN ved en fejl skrevet med småt i 1 Mosebog 18,14 »Skulde noget være umuligt for Herren?«, og dels er HERREN skrevet om til "han" (eller udeladt) i 1 Mosebog 3,8; 8,21; 11,6 og 39,23.

Derimod snyder en ellers velanset oversættelse, NRSV, og tilføjer "LORD" i 4,10; 15,6 og 15,13, således at de får 166 gange "LORD" og 2 gange "GOD".

Det bedste bud er endnu gang at kigge i den gode gamle King James Bible fra 1611, hvor der står "LORD" 161 gange, "GOD" 3 gange og "Jehovah" 1 gang.