(efter 1968).
|
|
Det er ikke meget, Bibelen siger om abort. Derfor skal hvert ord vejes på en guldvægt.
Det gælder blandt andet lovreglerne i det kapitel, der kommer lige efter De Ti Bud. Her finder vi de berygtede "øje for øje, tand for tand"-regler: Både vers 12 og 23 kræver liv for liv, men der er visse undtagelser (f.eks. for slaver).
En af disse undtagelser er, hvis en slagsbror får en kvinde til at abortere:
2 Mosebog 21,12 Den, der slår en mand ihjel, skal lide døden.
[.. .. ..] [. . .]
2 Mosebog 21,22 Når mænd kommer op at slås og kommer til at skubbe til en gravid kvinde, så hun aborterer, men der ikke støder anden ulykke til, skal den skyldige bøde med så meget, som kvindens mand pålægger ham. Boden skal han betale hos dommerne.
2 Mosebog 21,23 Men støder der en ulykke til, skal du betale med liv for liv,
2 Mosebog 21,24 øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod,
2 Mosebog 21,25 brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme.
Hvis slaget får kvinden til at abortere, kan det klares med en bøde. Hvis kvinden derimod kommer til skade, »støder der en ulykke til« (vers 23), så er vi tilbage til den gamle remse: "liv for liv, øje for øje", osv.
Sådan har de jødiske rabbier læst versene i tusinder af år (dem vender vi tilbage til), og sådan blev de også fortolket af protestanter indtil for ca. et halvt hundrede år siden.
|
Som eksempel på en protestantisk autoritet kan vi citere Bruce K. Waltke, professor og indehaver af en lange række titler, inklusive en Ph.D. fra Harvard University. I 1968 udgav Christianity Today et særnummer om prævention og abort, og hovedvinklen var især at modsige den katolske kirkes mere firkantede holdninger.
A second factor suggesting that abortion was permissible is that God does not regard the fetus as a soul, no matter how far gestation has progressed.
The Law plainly exacts: "If a man kills any human life he will be put to death" (Lev. 24:17). But according to Exodus 21:22-24, the destruction of a fetus is not a capital offense.
The divine law reads: "When men struggle together and one of them pushes a pregnant woman and she suffers a miscarriage but no other harm happens, he shall be fined according as the woman's husband may exact from him.
But if harm does ensue, then you shall impose soul for soul..." Clearly, then, in contrast to the mother, the fetus is not reckoned as a soul. The money compensation seems to have been imposed not to protect the fetus but rather to compensate the father for his loss.
(Christianity Today, The Old Testament and Birth Control, 1968, Bruce K. Waltke)
Der er altså forskel på fosteret og kvinden: Hvis fosteret dør, kan det klares med en bøde; hvis moderen dør, kræves der dødsstraf. Professor Waltke konkluderede derfor, ligesom utallige kristne teologer og jødiske rabbier før ham, at ifølge Bibelen regner Gud ikke fosteret for en sjæl: »God does not regard the fetus as a soul«, uanset hvor langt kvinden er henne i graviditeten: »no matter how far gestation has progressed«. Når ikke der skal bødes "liv for liv", er det fordi, Gud ikke regner fosteret for levende.
|
Bruce Waltke lever stadig (skrevet i 2023), men han mener næppe det samme som i 1968. I dag indtager Christianity Today og den samlede protestantisk-evangeliske bevægelse nemlig det modsatte synspunkt: Alt liv er helligt fra undfangelsen.
Præcis hvornår dette holdningsskifte er sket er usikkert. Nogle peger på tiden under Reagan-administrationen, og andre på NeoCon. Men man kan se udviklingen ved at sammenligne to revisioner af den samme oversættelse — fra hhv. 1977 og 1995:
2 Mosebog 21,22 And if men struggle with each other and strike a woman with child so that she has a miscarriage, yet there is not further injury, he shall surely be fined as the woman's husband may demand of him; and he shall pay as the judges decide.
(NASB, New American Standard Bible, revideret 1977)
2 Mosebog 21,22 If men struggle with each other and strike a woman with child so that she gives birth prematurely, yet there is no injury, he shall surely be fined as the woman's husband may demand of him, and he shall pay as the judges decide.
(NASB, New American Standard Bible, revideret 1995)
I de mellemliggende 18 år er konteksten ændret fra abort ("miscarriage") til en for tidlig fødsel. Det samme gjaldt allerede for den berømte/berygtede NIV i 1978: »and she gives birth prematurely« (2 Mosebog 21,22). Sidstnævnte har dog en fodnote med den traditionelle oversættelse: »Or she has a miscarriage«.
Som altid er Djævlen i detaljen, for en for tidlig fødsel behøver jo ikke at gå galt. Med den nye oversættelse hentyder formuleringen: »men der ikke støder anden ulykke til« til de tilfælde, hvor barnet overlever.
Det samme gælder det næste vers: »Men støder der en ulykke til«, der nu kan fortolkes som en skade på barnet, og ikke på kvinden. Kvinden er stort set forsvundet fra vers 22-23, selvom det er hende, der modtager et så voldsomt slag, at hun nedkommer i utide.
|
Som altid skal vi huske, at den hebraiske tekst, som den danske Bibel bygger på, kun er en af mange traditioner. Parallelt med den hebraiske tekst, Tanach, findes Det Gamle Testamente i en græsk teksttradition, Septuaginta.
Der er tusinder af forskelle på disse to teksttraditioner, og sommetider finder de kristne på, at lige præcis her er Septuaginta mere guddommeligt inspireret end den hebraiske tekst.
Sådan ser de samme to vers ud i Septuaginta (i engelsk oversættelse):
2 Mosebog 21,22 And if two men strive and smite a woman with child, and her child be born imperfectly formed, he shall be forced to pay a penalty: as the woman's husband may lay upon him, he shall pay with a valuation.
2 Mosebog 21,23 But if it be perfectly formed, he shall give life for life,
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851)
I denne tradition er der fokus på barnets form. Det græske ord er "exeikonismenon", der kun bruges disse to steder i hele Bibelen (dvs. Septuaginta og Det Nye Testamente tilsammen). Ordets rødder er "ex" (fra/af) og "eikon" (ikon/billede).
Der fokuseres altså på, om fosteret er et perfekt af-billede (af faderen). Det fremgår ikke, hvem der skal afgøre dette, men det er lige præcis den slags tvetydigheder, teologer elsker at boltre sig i.
Denne græske tekst bringes dog sjældent til torvs (i den vestlige verden), for den medfører nogle problemer:
Det er en dårlig strategi først at påberåbe sig Bibelen som Guds ufejlbarlige ord og bagefter påstå, at en anden tekst (den græske) er endnu mere ufejlbarlig.
Den græske tekst tillader åbenbart abort af ikke-perfekt formede fostre. Det medfører ganske vist en bøde, men den skal betales til kvindens mand. Hvis manden fraskriver sig bøden (eller hvis lægen indregner den i sit gebyr), er der ingen problemer.
Den græske tekst modsiger den hebraiske, ved at begge vers nu udelukkende handler om faconen på fosteret. Kvinden, der får det hårde slag og mister sit barn, er forsvundet fra teksten, hvilket er uspiseligt i vore moderne tider.
Den græske tekst modsiger den populære (bort)forklaring, som vi lige har set på. Ifølge denne bortforklaring handlede loven om en for tidlig fødsel, det sagtens kunne gå godt, mens den græske tekst lægger op til, at den tidlige fødsel altid går galt.
Den hebraiske tekst siger helt bogstaveligt: "hendes børn (i flertal) kommer frem". Sådan oversættes det i Young's Literal Translation (1898): »and her children have come out, and there is no mischief« og i English Standard Version (1971): »so that her children come out, but there is no harm«. Den gode gamle King James fra 1611 oversatte det lidt poetisk til: »so that her fruit depart« (2 Mosebog 21,22), men fortolkningen med den tidlige fødsel har sneget sig ind i New King James Version fra 1982: »so that she gives birth prematurely, yet no harm follows«.
|
Den danske oversættelse fra 1992 (citeret foroven) bruger entydigt ordet abortere: »skubbe til en gravid kvinde, så hun aborterer«. Den forrige oversættelse oversatte ganske vist teksten til: »så hun nedkommer i Utide«, men den gjorde det samtidigt klart, at fosteret ikke overlevede: »det dødfødte Barn«.
2 Mosebog 21,22 Når Mænd kommer i Slagsmål og støder til en frugtsommelig Kvinde, så hun nedkommer i Utide, men der ellers ingen Ulykke sker, da skal han bøde, hvad Kvindens Mand pålægger ham, og give Erstatning for det dødfødte Barn.
(Den forrige danske oversættelse)
Hvem og hvad skal man tro på? Jøderne har læst disse vers i langt længere tid end de kristne, og de jødiske rabbier har traditionelt fortolket versene, som at barnet er dødfødt. I bronzealderen, hvor man ikke havde kejsersnit og kuvøser i hver en landsby, var det katastrofalt, hvis børnene "kom frem" før tiden — for barnet og ofte også for moderen. Den berømte Rashi(1) skar igennem i sine Bibel-kommentarer:
AND YET THERE BE NO MISCHIEF - no further mischief with the woman
[…]
HE SHALL SURELY BE AMERCED to pay the value of the offspring to the husband.
We estimate her value according to what she is worth if she were sold as a slave in the market giving her a higher value on account of her being with child
(Rashi om 2 Mosebog 21,22, se eksternt link)
Hvis der ikke sker noget med kvinden selv, skal der betales en bøde. Størrelsen af bøden bestemmes ved at gå ned på det lokale slavemarked for at høre om prisforskellen på en slavinde med og uden barn. En gravid slavinde havde større værdi end en barnløs.
Hvis kvinden derimod omkommer, er rabbierne uenige om, hvad der menes med "liv for liv".
THEN THOU SHALT GIVE SOUL FOR SOUL. Our Rabbis differ as to the explanation
[…] others say that it means monetary compensation but not literally life, and they say that this must be so because he who intends to kill a certain person and inadvertently kills another instead, (as is the case here), is exempt from the death penalty, and has only to pay to his heirs his value estimating this as though he were sold as a slave in the market.
(Rashi om 2 Mosebog 21,23, se eksternt link)
Hvad er et liv værd? Nogle rabbier mener, det kan klares med endnu en tur ned til slavemarkedet for at forhøre sig om, hvilken dagspris han selv ville kunne indbringe som slave.
En ting, der står fast er, at pengene skal udbetales til det sande offer, nemlig kvindens mand. Som professor Bruce Waltke skrev (citeret foroven): »The money compensation seems to have been imposed not to protect the fetus but rather to compensate the father for his loss« dvs.: "Pengeerstatningen synes ikke at være blevet pålagt for at beskytte fosteret, men snarere for at kompensere faderen for hans tab".
|
Loven er ikke lavet for at beskytte fosteret — og for den sags skyld beskytter den heller ikke kvinden. Det ser man i den (hypotetiske) situation, hvor et ægtepar var ikke-jøder (frigivne slaver eller konvertitter), og manden senere er død. Her skal der ikke betales nogen erstatning for aborten. Erstatningen skulle udtrykkeligt kun betales til manden:
If the pregnant woman was a Canaanite maidservant and then she was emancipated, or a convert, and she was married to an emancipated Canaanite slave or to a convert who died without any heirs, the one who caused the damage is exempt from pay-ing compensation for miscarried offspring.
This is because this payment is made specifically to the husband, not to the woman.
(Bava Kamma 49a)
Inden vi forlader 2 Mosebog 21,22-23, må vi huske, at disse vers handler om et foster af en vis størrelse. Man kan påstå, at livet starter ved undfangelsen, men disse vers handler åbenlyst ikke om befrugtede ægceller og blastocyster.
Fodnoter: (1)
Rashi levede fra 1040 til 1105 og hed egentlig Shlomo Yitzhaki, men han er mere kendt under akronymet RAbbi SHlomo Itzhaki.