|
|
|
Den officielle historie — som den fortælles af kristne og jødiske præster — er, at der kun er én gud. Ja, Det Gamle Testamente er ganske vist sprængfyldt med djævle, gudesønner, engle, keruber, onde ånder og urene ånder, men de er naturligvis ikke "rigtige" guder.
Derfor kan man blive overrasket, hvis man læser jødernes historie, som den er beskrevet i Kongebøgerne og Krønikebøgerne: Allerede Davids søn, Salomon, dyrkede andre guder. Som der står: »Salomo fulgte Astarte, sidoniernes gud, og Milkom, ammonitternes ækle gud« (1 Kongebog 11,5).
Som straf blev Det Hellige Land delt i to riger, der overgik hinanden i at dyrke Ba'al og Moloch, bygge offerhøje, lave stenstøtter og rejse Ashera-pæle. Om alle Israels (det nordlige riges) konger hedder det: »Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne«. Til sidst fik Jahve nok af dem, og i 2 Kongebog kapitel 17 blev indbyggerne fra det nordlige rige ført i eksil til Assyrien. De ti stammer var tabt.
Det sydlige rige var lidt mere Jahve-tro (det var jo her, forfatterne til Biblen boede), men ikke ret meget. Den eneste konge, der for alvor ryddede op i afgude-uvæsnet, var Kong Josija, der "fandt" Femte Mosebog (billedet til højre). Men da han døde, kørte hans søn videre i den gamle rille: »Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ganske som sine fædre« (2 Kongebog 23,32). Få generationer senere blev beboerne af det sydlige rige ført bort i eksil til Babylon, og dermed havde Jahve spredt sit folk for alle vinde.
Som normalt tænkende menneske kan man undre sig: Hvorfor svigtede jøderne konstant Jahve, hvis der ikke eksisterer andre guder? Og hvorfor dyrkede de frivilligt Ba'al og Moloch og ofrede deres førstefødte sønner i stedet for at holde sig til den barmhjertige gud — Jahve?
En del af forklaringen er naturligvis, at Jahve hverken var værre eller bedre, end alle de andre lokale guder. Jahve var bare den gud, der havde valgt jøderne som sit folk, og så skulle jøderne ikke ofre til andre guder. Ligesom danskere ikke betaler skat til den svenske konge.
Men der er mere i det. Se bare Kong David:
|
2 Samuel 5,20 Så drog David til Ba'al-Perasim, og dér slog han dem. Og han sagde: "Herren er brudt igennem fjenderne foran mig, som vand bryder igennem." Derfor kalder man dette sted Ba'al-Perasim.
Herren bryder gennem fjenderne, og Bibelselskabet forklarer i en fodnote: »På hebraisk er der ordspil mellem Ba'al-Perasim og Herren er brudt igennem«. Det er alt sammen meget godt, men Bibelselskabet glemmer at forklare, hvorfor stedet skulle hedde Ba'al-Perasim. Hvis Herren (Jahve) havde brudt igennem, hvorfor kaldte David så ikke stedet for Jahve-Perasim?
Sagen er, at "Ba'al" betyder "herre", "ejer" eller ægtemand (kvinder er jo ejendom). Ba'al er en titel, ligesom Jahve's andre titler: Adonai (herre) og Elohim (guder).
Og hvad er der så galt med, at David kalder sig gud for "herre"? Ingenting. Gud fortæller selv, at hans folk kalder ham "Min Ba'al", og at de skal blive ved med det, indtil han slutter en ny pagt med Israel:
Hoseas 2,18 På den dag, siger Herren, skal du kalde mig Min Mand, du skal ikke længere kalde mig Min Ba'al.
Hoseas 2,19 Jeg fjerner Ba'alernes navne fra hendes mund, de skal ikke længere nævnes ved navn.
Hoseas 2,20 På den dag slutter jeg en pagt for Israel med de vilde dyr, med himlens fugle og med jordens krybdyr. Bue, sværd og krigsmagt sønderbryder jeg i landet, og jeg lader dem bo trygt.
Hoseas 2,21 Jeg forlover mig med dig for evigt; jeg forlover mig med dig i ret og retfærdighed, i godhed og barmhjertighed.
Hoseas 2,22 Jeg forlover mig med dig i troskab, og du skal kende Herren.
|
Men det pudsige er jo, at Ba'al er et skældsord i det meste af Biblen. Lad mig citere, hvad Biskop John William Colenso skrev om 2. Samuel 5,20 i 1865:
The later writer — whether living in or after David's time! — had manifestly no such a horror of the name 'Baal,' as a still later writer,
e.g. of the time of Josiah, would have had; and the phenomenon, which we have here before us, is precisely similar to that which occurs with the Jehovistic writer in G.xvi.11,
where we read 'Thou shalt call his name Ishma-El (=El hears), for Jehovah hath heard thy affliction,' — the two names 'El' and 'Jehovah' being here treated as interchangeable, just as 'Baal' and 'Jehovah' are in 2 5.v.20.
In fact, the names Eshbaal, Meribbaal, and Baalyadah, of the sons of Saul, Jonathan, and David, imply distinctly that in David's time no such feeling existed, —
that Jehovah might be called by good men 'the Baal' of Israel, as JHVH was by the multitude.
The worship of Baalim in Israel, 1865. Se link længere nede
|
Colenso ser en parallel mellem David, der bruger navnene "Jahve" og "Baal" i flæng, og en lignende sammenblanding af "El" og "Jahve", hvor et barn kaldes Ismael (dvs. "El hører") med begrundelsen "for Jahve har hørt din lidelse" (1 Mosebog 16,11). Det lyder måske som noget nymodens ateistisk propaganda, og det er præcis derfor, jeg citerer en biskop fra 1865.
Biskop Colenso påpeger også, at Saul, Jonatan og David havde børn ved navn Eshba'al (1 Krønikebog 8,33), Meribba'al (1 Krønikebog 8,34) og Be'eljada (1 Krønikebog 14,7). Man kunne komme med flere eksempler: En af Israels 12 stammer havde engang et overhoved ved navn Ba'al (1 Krønikebog 5,3-5), og en af Davids betroede mænd hed Bealja (1 Krønikebog 12,6), der var en sammensætning af Jah (forkortelse af Jahve) og Baal — dvs. at navnet efter smag betyder "Jah er Ba'al" eller "Jah er herre".
|
Til gengæld begår Colenso en fejl: Han mener, at det kun har været på et tidligt tidspunkt, at Bibelens forfattere turde bruge tilnavnet "Ba'al" om Gud. Colenso spekulerer sågar på, om forfatteren af Samuelsbøgerne skulle have levet på Davids tid. Biskoppen mener, at senere forfattere — der levede, efter at Josija fandt Femte Mosebog — ville have været bange for at kalde Gud for "Ba'al": »such a horror of the name 'Baal,' as a still later writer, e.g. of the time of Josiah, would have had«.
Her glemmer biskop Coleso, at der er præcis den samme historie i 1 Krønikebog 14,11: »Derfor kalder man dette sted Ba'al-Perasim«. Første og Anden Krønikebog fortæller om jødefolkets historie fra David — over Josija — og videre frem, til jøderne føres i eksil i Babylon. Krønikebøgerne er altså skrevet længe efter Josija, og alligevel har disse forfattere heller ikke været bange for at kalde Gud for Ba'al.
Den nærliggende konklusion er derfor, at den berømte jødiske/kristne/islamiske monoteisme er et nymodens fænomen, og at jøderne senere — længe efter eksilet i Babylon — har censureret deres hellige skrifter for at fjerne hentydninger til gamle dages polyteisme. I eksemplet med Ba'al-Perasim kunne man ikke ændre teksten — byen hedder jo det, den hedder — og vi får denne selvmodsigelse.
|
Nu hvor vi snakker censur, så havde David som nævnt en søn ved navn Be'eljada. Navnet betyder "Baal er vidende", og Davids søn nævnes sammen med sine brødre: »Elishama, Be'eljada og Elifelet« (1 Krønike 14,7 - dvs. 4 vers før episoden i Ba'al-Perazim). Men faktisk optræder brødrenes navne to gange mere, men her har Be'eljada skiftet navn til Eljada ("El er vidende") »Elishama, Eljada og Elifelet« (2 Samuel 5,16 - dvs. 4 vers før episoden i Ba'al-Perazim og 1 Krønikebog 3,8. Jøderne har simpelthen forfalsket deres egne helligskrifter, fordi de ikke brød sig om navnet Ba'al. Det lyder måske som noget nymodens ateistisk propaganda, og det er præcis derfor, jeg citerer Jewish Encyclopedia fra 1901 (billedet til venstre).
Hvad har der stået oprindeligt i teksten? Var det Ba'al, der hjalp David ved Ba'al-Perazim? Eller har David bare brugt "Ba'al"/herre som smigrende titel for Jahve? Det får vi næppe nogen sinde at vide.
Lad os se på et andet eksempel med andre afguder. Vi tager fire oversættelser:
|
Amos 5,26 But ye have borne the tabernacle of your Moloch and Chiun your images, the star of your god, which ye made to yourselves.
King James Bible, 1611
Amos 5,26 Yea, ye took up the tabernacle of Moloch, and the star of your god Raephan, the images of them which ye made for yourselves.
Septuaginta oversat til engelsk
Amos 5,26 Yea, ye have borne the tabernacle of your king and the shrine of your images, the star of your god, which ye made to yourselves.
American Standard Version
Amos 5,25 Bragte I mig slagtofre og afgrødeofre de fyrre år i ørkenen, Israels hus?
Amos 5,26 Bar I Sakkut, jeres konge, og Kevan, jeres gudestjerne, de billeder, I har lavet jer?
Amos 5,27 Så fører jeg jer bort til et sted på den anden side af Damaskus, siger Herren. Hans navn er Hærskarers Gud.
Den autoriserede Bibeloversættelse fra 1992
|
Som man ser, er der en del forvirring. Er det gudestjernen eller billederne, som »I har lavet jer«? Hedder guden med billederne Chiun, Kevan eller Raephan? Er der nul, en eller to guder? Hvor bliver Moloch af? Hvor bliver hans tabernakel af? Og hvor kommer Sakkut ind i billedet?
Hvis vi koncentrerer os om starten af Amos 5,26, så betyder Moloch simpelthen "konge". Derfor er det op til oversætteren at afgøre, om Moloch er en mennesketitel, en gudetitel, eller navnet på en bestemt afgud. Præcis ligesom med Ba'al.
Den græske oversætter af Septuaginta har oversat teksten til "tên skênên tou Moloch", hvor det græske skênê betyder telt/tabernakel, og Moloch kun kan være et u-græsk navn. King James Bible læner sig op af Septuaginta, og mange engelsksprogede Bibler læner sig den dag i dag op af King James Bible.
Bibelselskabet er derimod gået den modsatte vej. Det hebraiske ord "sikkûth" optræder kun dette ene sted i Biblen, så i stedet for at oversætte det til tabernakel (der normalt hedder "mishkân" på hebraisk), betragter Bibelselskabet det som et navn, og Molochs tabernakel bliver til »Sakkut, jeres konge«.
|
Så vidt. så godt, men i Apostlenes Gerninger citerer Stefanus fra Amos 5,26-27:
Apost. G. 7,43 Teltet med Molok førte I med jer og jeres gud Raifans stjerne, de billeder, I har lavet for at tilbede dem. Så fører jeg jer bort til et sted på den anden side af Babylon.
Her ser vi igen, at dengang Helligånden inspirerede de græske forfattere til at skrive Det Nye Testamente, foretrak Helligånden at citere fra Septuaginta. Derfor hedder stjerneguden nu Raifan i stedet for Kevan. Helligånden citerer Septuaginta ret nøje — bortset fra, at ordet »tilbede« er tilføjet, og Damaskus er blevet til Babylon — og dermed har Moloch fået sit telt igen.
Til gengæld falder Helligåndens citat af Amos 5,26 til jorden.
Konklusion: Ba'al og Moloch er titler - fuldstændig som Adonai, El og Elohim, og i gamle dag havde jøderne ingen problemer med disse titler.
I den forrige oversættelse står HERREN med stort for at vise, at det er en oversættelse af
navnet Jahve:
1 Mosebog 16,11: Og HERRENs Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har hørt, hvad du har lidt;
Oversættelse fra 1907.