|
|
Vi har kigget på de apokryfe skrifter: En blandet landhandel af bøger, som de forskellige kristne sekter har forskellige holdninger til.
En ting der karakteriserer dem er, at tidsmæssigt placerer de sig typisk imellem Det Gamle Testamente og Det Nye. Sommetider kaldes de derfor "intertestamentale".
Hvis man tror på de officielle årstal, er der "et hul" i den danske Bibel på 400-450 år mellem de yngste bøger i Det Gamle Testamente og Jesus' fødsel.
Tanken om, at Gud er tavs i lange perioder, er ikke uhørt som sådan. Gud var også tavs i de 430 år, jøderne opholdt sig i Egypten, men der skete det jo i overensstemmelse med en guddommelig plan, som han på forhånd havde annonceret: Der skulle gå fire hundrede år og fire slægtled. For den sags skyld er der heller ikke skrevet nye bøger til Bibelen i de sidste knap 2.000 år, men det kan jo skyldes, at Jesus vender tilbage lige straks.
Pausen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente er anderledes: Der står ingen steder, at Gud har besluttet at gemme sig i 400-500 år, og at de bøger, der er blevet skrevet i mellemtiden, nemlig de apokryfe skrifter, derfor ikke er guddommeligt inspirerede.
Som kristen er man nødt til at læse dette "mellem linjerne".
|
I den næstsidste bog i Det Gamle Testamente siger Gud, at "på den dag" vil han fjerne profeterne: »Også profeterne og den urene ånd fjerner jeg fra landet. Profeternes egne forældre »vil hugge ham ned, fordi han har profeteret«, og profeterne vil »blive til skamme over deres syner, når de profeterer« (Zakarias 13,1-6).
I den sidste bog i Det Gamle Testamente lover Gud, at han vil sende sin engel for at bane sin (Guds) vej:
Malakias 3,1 Se, jeg sender min engel, han skal bane vejen for mig. Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel, pagtsenglen, som I længes efter, kommer, siger Hærskarers Herre.
Gud har nemlig en af de gode, gamle profeter i ærmet. Profeten Elias døde aldrig, men blev taget til himlen (billedet til højre). Det Gamle Testamente ender med, at Gud lover, han vil sende profeten Elias tilbage til jorden, lige før Dommedag.
Malakias 3,23 Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige.
Malakias 3,24 Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse.
Lidt over 400 år senere tager Det Nye Testamente tråden op. Det ældste evangelium starter med at fortælle, at denne engel, der skulle bane Herrens vej, var Johannes Døberen:
Markus 1,2 Som der står skrevet hos profeten Esajas: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej.
[.. .. ..] [. . .]
Markus 1,4 - således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse.
|
Og Johannes var ikke kun en tilfældig engel. Jesus skar ud i pap, at Johannes Døberen var Elias:
Matthæus 11,13 For alle profeterne og loven har indtil Johannes været forudsigelser.
Matthæus 11,14 Og om I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme.
Matthæus 17,11 Han svarede: "Ja, Elias skal komme og genoprette alt,
Matthæus 17,12 men jeg siger jer: Elias er allerede kommet, og de kendte ham ikke, men gjorde med ham, som de ville. Sådan skal også Menneskesønnen lide for deres hånd."
Matthæus 17,13 Da forstod disciplene, at han talte til dem om Johannes Døber.
Med kristne øjne har Gud holdt en pause i 400 år, og vi ved jo, at »for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag« (Salme 90,4, 2 Peter 3,8), så de 400 år er bare en slags forlænget frokostpause.
Faktisk kan man citere apokryferne for, at der ikke var profeter i landet i denne periode.
Da Judas Makkabæer genindviede templet
(det skete 4.000 år efter verdens skabelse),
ventede de stadig på en profet.
1 Makkabæer 4,46 De lagde stenene til side på et egnet sted på tempelbjerget, indtil der ville fremstå en profet, som kunne give besked om, hvad der skulle gøres med dem.
Det var længe siden, der havde vist sig profeter for jøderne:
1 Makkabæer 9,27 Der opstod i Israel en trængselstid så hård, som der ikke havde været siden den dag, en profet sidst viste sig for dem.
Derfor var Makkabæer-dynastiet kun en midlertidig løsning, indtil der igen kom profeter:
1 Makkabæer 14,41 Jøderne og præsterne har nu besluttet, at Simon skal være deres leder og ypperstepræst for al tid, indtil der fremstår en troværdig profet.
Det Nye Testamente siger også rimeligt klart, at profeter hørte til i fortiden og nu er erstattet af Jesus:
Hebræerne 1,1 Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne,
Hebræerne 1,2 men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden.
For nogle kristne er sagen derfor klar: Den sidste jødiske profet lovede, at Gud ville sende Elias. Jøderne venter stadig, men for de kristne er han kommet i skikkelse af Johannes Døberen, der har banet vejen for Jesus Kristus.
Derfor er der ikke noget profetisk at læse i de apokryfe bøger, der blev skrevet i "ventetiden".
|
Ovenstående viser, hvordan nogle kristne argumenterer, men
andre kristne har andre briller på (billedet til højre).
Med disse briller kan man i stedet fokusere på nogle andre vers i Bibelen.
For katolikker er de "deuterokanoniske" bøger ganske vist af en anden kanon end den hebraiske, men de er lige så inspirerede.(1) Katolikker kan desuden påpege, at Malakias ikke er den sidste bog i den hebraiske tradition.
De jødiske skrifter — som Jesus formodes at have læst i — er anderledes organiseret. De er opdelt i tre grupper: Mosebøgerne, Profeterne og Skrifterne, og Zakarias og Malakias er placeret blandt Profeterne. Bagefter kommer de 11-13 bøger i Skrifterne, hvor vi f.eks. finder profeten Daniel. Det skyldes, at selvom historien om Daniel foregår tidligere, er den optaget i kanonen senere, hvilket også siger noget om, hvornår den er skrevet.
Daniels Bog foregår under jødernes fangenskab i Babylon, men de fleste forskere — også protestanter — ved, at den er skrevet mange hundrede år senere, år 167-164 f.v.t.,(2) altså på samme tid som de apokryfe skrifter. Derfor nåede Daniels Bog ikke at komme med i Profeterne.
|
Dermed er argumentet med "den sidste profet" selvmodsigende: For at opfinde et "hul" på 400-450 år efter Malakias skal man følge rækkefølgen i de kristne (katolske) Bibler, netop de bøger, der indeholder de apokryfe bøger.
Med hensyn til om der fandtes profeter, er "profet" ikke er en beskyttet titel, der er reserveret for de tunge kanoner som Moses, Elias og Jesus. Der er — bogstaveligt talt — flokke af profeter i Bibelen. Kong Saul mødte »en flok profeter« og kom selv »i profetisk henrykkelse«, så folk spurgte: »Er også Saul blandt profeterne?« (1 Samuel 10,10-11). Dette skete vel at mærke på et tidspunkt, hvor Bibelen forsikrer os, at »På den tid lød Herrens ord sjældent, og syner var ikke almindelige« (1 Samuel 3,1). Rekorden må gå til Obadja: Dengang »Jezabel slog Herrens profeter ihjel«, havde han gemt en lille reserve på »hundrede af Herrens profeter«, som skulle konkurrere med »fire hundrede og halvtreds Ba'al-profeter og fire hundrede Ashera-profeter« (1 Kongebog 18,13-19).
Det kan godt være, vi lige har citeret Judas Makkabæer for, at der ikke var profeter i Jerusalem på hans tid, men det forhindrede ham ikke i selv at modtage og dele en profeti i en drøm om den kommende sejr:
|
2 Makkabæer 15,11 Han udrustede hver og én, ikke så meget med den sikkerhed, skjolde og lanser giver, som med den opmuntring, der kommer fra gode ord. Desuden fortalte han en troværdig drøm og gjorde dermed dem alle overmåde glade.
Og hvem har fundet på, man skal være profet for at skrive Bibelens bøger? Mange salmer og mange bøger er tilskrevet David og Salomon, der var konger, men som normalt ikke regnes for profeter.(3) Ezra var skriftlærd, men ikke profet, Nehemias var ingen af delene. Faktisk ved vi ikke, hvem der er forfatter til de fleste af Bibelens bøger. Profeten Samuel døde i Første Samuelsbog, så han har i al fald ikke skrevet Anden Samuelsbog.
Profeter kommer og går. Efter Jerusalems ødelæggelse klager en salme: »der er ikke mere nogen profet« (Salme 74,9-11), men selvom der ikke var nogen profeter, er Salmernes Bog alligevel med i de kanoniske bøger. På ca. samme tid lyder klagesangene: »Byens […] profeter modtager ingen syner fra Herren« (Klagesangene 2,9), men selvom profeterne ikke modtog syner, er Klagesangene også en af de kanoniske bøger. Jeremias klager over, at »Profeterne profeterer løgn« (Jeremias 5,31), men det forhindrer ikke hans egen bog i at være kanonisk.
|
Med hensyn til at der ikke skulle have været profeter siden Malakias, kan vi vende blikket mod Det Nye Testamente: En af de første mennesker, der så Jesusbarnet, var »en profetinde ved navn Anna«. Hun var »en enke på fireogfirs« (Lukas 2,36-37), så hun har været aktiv profet i mange år under denne påståede "400 års tavshed".(4) Senere i historien, rejser apostlene rundt i landet, hvor de møder »nogle profeter fra Jerusalem« (Apostlenes Gerninger 11,27), »profeter og lærere« (Apostl. G. 13,1), »Judas og Silas, der selv var profeter« (Apostl. G. 15,32), og »en profet fra Judæa, som hed Agabos« (Apostl. G. 21,10).
|
Og hvis man tror, at Johannes/Elias var den sidste profet, må man tro om igen. Når Paulus beskriver den tidlige kirke, bruger han meget blæk på at beskrive profeters rolle i den enkelte menighed: Nogle medlemmer er apostle, andre profeter eller lærere (1 Korintherne 12,28); Kirken er »bygget på apostlenes og profeternes grundvold« (Efeserne 2,20); nogle får den gave at tale profetisk, andre kan bedømme ånder eller tale i tunger (1 Korintherne 12,10). Det vigtigste for Paulus er, at mændene ikke skal dække deres hoveder: »Enhver mand, der beder eller taler profetisk med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved« (1 Korintherne 11,4), mens det er stik modsat for profetiske kvinder. Medlemmerne »skal stræbe efter at tale profetisk« (1 Korintherne 14,39), »To eller tre kan tale profetisk« (1 Korintherne 14,29), for »I kan alle komme til at tale profetisk, men én ad gangen« (1 Korintherne 14,31). Dette var blot et beskedent uddrag; læs evt. 1 Korintherne 14.
Der er altså intet, der tyder på, at antallet af profeter hænger sammen med, om der bliver tilføjet nye bøger til Bibelen eller ej.
Men lad os kigge på et sidste argument: Har apokryferne haft indflydelse på Det Nye Testamente?
Denne artikel er en del af serien om De apokryfe skrifter.
Det sidste afsnit handler om Apokryferne og Det Nye Testamente.
Fodnoter: (1) (2) (3) (4)
Der er tilsyneladende en lille forskel for den Østromerske kirkes vedkommende, der mener, at de "deuterokanoniske" bøger har en anden autoritet — altså lidt ringere — end de 39 hebraiske bøger.
år 167-164 . . .: Daniels Bog er formentlig den bog i Bibelen, der er lettest at datere.
Det skyldes, at forfatteren er utroligt god til at "spå", om begivenheder gennem flere århundreder op til og med Antiokus IV Epifanes, men går fuldstændigt galt i byen med hensyn til, hvordan Antiokus IV døde.
Kong David bliver normalt ikke regnet som profet, men det gør han alligevel i Apostlenes Gerninger 2,30, fordi forfatteren skal bruge en profeti om Jesus.
Det understreger bare, at "profet" ikke er en beskyttet titel.
Profetinden Anna kan have været langt ældre end 84 år. Faktisk mener mange eksperter lige fra John Gill til Howard Marshall (The Gospel of Luke: A commentary on the Greek text), at den korrekte oversættelse er, at Anna havde været enke i 84 år. The NetBible oversætter Lukas 2,37 til: »She had lived as a widow since then for eighty-four years«.
Hvis vi antager, at hun var blevet gift som 14-årig, »og havde levet syv år med sin mand« (Lukas 2,36), ville hun altså på daværende tidspunkt være 105 år.