Hvad skete der år 4.000?

Herrens veje er uransagelige, men han bruger et titalssystem og kan lide runde tal.
Dogbert
Jordens undergang
Åbenbaringen

En del af tillokkelsen ved at udgrave kronologier er at kunne beregne Messias' komme og jordens undergang.

I de første mange århundreder benyttede den samlede kristendom sig ikke af den hebraiske tekst, men derimod af den græske teksttradition, Septuaginta. I denne tekst bliver de første patriarker typisk 100 ældre, før de får deres første søn, og derfor bliver epokerne væsentligt længere. De tidlige kristne kirkefædre beregnede jordens skabelse til alt mellem 5.336 og 5.592 år f.v.t.

I den østromerske (byzantiske) kirke holdt man fast i Septuaginta, og verdens skabelse var officielt sat til 1. september år 5509 f.v.t. Samtidig mente mange, at jorden ville bestå én uge, hvor én dag er lig med 1.000 år (Salmernes Bog 90,4, 2 Peter 3,8). Efter seks "dage" ville "ugen" afslutte med Guds sabbat. Vi kan citere Barnabasbrevet for, at jorden ville slutte 6.000 år efter skabelsen: »the Lord will finish all things in six thousand years […] in six days, that is, in six thousand years, all things will be finished«. Barnabasbrevet er med i den ældste kristne Bibel, Codex Sinaiticus, så dengang var det lige så guddommeligt inspireret som resten af Det Nye Testamente.(1)

Som tiden gik, passerede man de 6.000 år efter jordens skabelse, men der var stadig ingen, der havde set Jesus stige ned på jorden og dømme de ugudelige, mens Solen, Månen og stjernerne faldt ned af himlen. I Rusland fandt nogle apokalyptiske sekter i stedet på, at hele "ugen", 7.000 år, først skulle afsluttes. Det ville medføre, at jorden skulle være gået under i år 1492 e.v.t. (der var jo ikke noget år 0), men det eneste der skete dette år var, at Spanien og Portugal kom ud af 700 års islamisk herredømme, at Columbus opdagede Amerika, og at Stiegl-bryggeriet blev grundlagt i Østrig.

Salmernes Bog 90,4: Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi, som en nattevagt.
2 Peter 3,8: Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag.

De protestantiske teologer brugte ikke Septuaginta, men derimod den hebraiske, masoretiske tekst og fik derfor meget færre år i deres kronologier. Vi har kigget en del på ærkebiskop Ussher, og han var næppe ked af, at han kunne "bevise", at Salomons tempel var blevet grundlagt år 3.000 AM, og at Jesus var født år 4.000 AM. Det vil så sige, at jorden skulle være gået under i 1997 e.v.t. (der var jo ikke noget år nul), men heldigvis er Barnabasbrevet for længst "faldet ud" af vores Bibler igen.

Vi har også kigget på Seder 'Olam (Verdensordenen), der blev skrevet af talmudisten Yose ben Halafta i det 2. århundrede e.v.t. Den dag i dag starter den officielle jødiske kalender 3.761 år f.v.t., og denne kalender går via Maimonides i det 12. århundrede tilbage til Seder 'Olam.

Et indblik i det store maskineri
Flammarion

Yose ben Halafta's tal er alt for små, og antallet af år fra templets ødelæggelse til hans egen tid var alt for få. Fejlen var, at han groft undervurderede længden af de persiske imperier og fik reduceret et dynasti, der havde varet flere århundreder, til kun 52 år. Fejlen kan skyldes uvidenhed fra Halafta's side, men den kan også skyldes en bevidst hensigt om at manipulere historien, så Daniels profeti blev rykket frem til at kunne handle om Simon bar Kockba.

Der er en tredje mulighed, for det fremgår af jødernes Talmud, at (nogle) rabbier delte verden op i 2.000 år med kaos, 2.000 år med Moseloven og 2.000 år med Messias:

The school of Eliyahu taught: Six thousand years is the duration of the world. Two thousand of the six thousand years are characterized by chaos; two thousand years are characterized by Torah, from the era of the Patriarchs until the end of the mishnaic period; and two thousand years are the period of the coming of the Messiah.
(Sanhedrin 97A)

Måske har Yose ben Halafta fiflet med tallene for at få rykket 4.000-året, hvor Messias skulle komme, hen til den nære fremtid?

Genindvielsen af templet

Lad os nu vende blikket mod den tidslinje, vi har beregnet i de forrige afsnit. Vi kom frem til, at jødernes udvandring fra Egypten skete år 2.666, og at dette var mistænkeligt tæt på to tredjedele af 4.000.

Den første, der opdagede dette, var formentlig Alfred von Gutschmid (1835 - 1887). Hans ven Theodor Nöldeke citerede ham for, at 2.666 var et kunstigt tal, der var en del af et system, hvor verden ville vare 4.000 år. (2)

Nöldeke mente også, at nøglen til systemet var gået tabt, men i det 20. århundrede er denne "nøgle" tilsyneladende blevet fundet. På forrige side kom vi frem til, at år 3.600 AM er det samme som år 562 f.v.t., og så må år 4.000 AM være 162 f.v.t. plus/minus det løse. Skete der noget spændende dengang?

Hanukkah menorah Ja, det gjorde der.

1 Makkabæer 4,52 Den femogtyvende dag i den niende måned ­ det er måneden kislev ­ år 148, tidligt om morgenen,
1 Makkabæer 4,53 bragte de et offer, som loven foreskriver, på det nye brændofferalter, som de havde bygget.

Judas Makkabæeren og hans brødre genindviede templet i år 148 af det syriske kongerige. Denne begivenhed fejrer jøderne stadig hvert eneste år i november/december under navnet "Chanukka" eller "Hanukkah".

Det syriske kongerige blev grundlagt år 312 f.v.t., så år 148 er det samme som vores år 164 f.v.t., og genindvielsen er sket ret tæt på år 4.000 AM. Det er den slags tal, Nöldeke og von Gutschmid straks ville have slået ned på som "kunstige".

Sådan er der mange der har tænkt siden 1954. Her er et nyere eksempel af Davies fra 2015:

From the birth of Abraham to the building of the Temple is exactly 1,200 years. More significantly, the Exodus occurs at a point (2666) that is two-thirds of 4,000. By adding the remaining 375 years we arrive - in our modern calculations - at 538 - 375 = 163 BCE, the date of the rededication of the temple by Judas Maccabee. Of course, this calculation implies that the framers of the chronology were aware of the accurate figure. So possibly the endpoint is the year of desecration (167), or even a date a little in the future, the date of the expected eschaton (the culmination of history), which so many Jewish writings of the Hasmonean period anticipate. If so, the present Masoretic chronology dates from the second century BCE.
(The History of Ancient Israel: A Guide for the Perplexed, af Philip R. Davies, 2015, side 43. Se eksternt link)

Davies konstaterer de samme runde tal, som vi allerede er stødt på: 1.200 år fra Abrahams fødsel til templets grundlæggelse, udvandringen fra Egypten år 2.666 AM, og templets genindvielse år 4.000 AM.

Helt konkret falder mistanken på hasmonæerne, det kongehus, der blev grundlagt af Judas Makkabæerens bror. Da vi gennemgik kronologien, så vi på de 20 første patriarker fra Verdens skabelse til syndfloden og fra syndfloden til udvandringen til Egypten. For hver af dem angiver Bibelen, hvor gammel han var, da han fik sin ældste søn, og disse tal afviger ofte voldsomt mellem de forskellige kilder.

Måske har hasmonæerne redigeret i deres egne hellige skrifter, så summen af alle intervallerne kunne give 4.000? Som Davies skriver: »If so, the present Masoretic chronology dates from the second century BCE«.

Tanken er fristende, men den må afvises.

År 2.000 er stort og rundt.
Dogbert

For det første er vores kronologi ikke mejslet i sten. Ved hvert eneste skridt har vi måttet vurdere, hvilke tekster vi ville medtage og hvilke vi ville ignorere. Vores kronologi kræver f.eks., at vi ser bort fra de selvmodsigende og ufuldstændige oplysninger i Dommerbogen og i stedet fokuserer på et enkelt vers, der siger, at Salomons tempel blev grundlagt 480 år efter jødernes udgang fra Egypten, og vi har valgt at se bort fra kongehuset i Det Nordlige Rige og i stedet fokusere på Judas kongerække.

Davies begår en lille fejl, for "i det 480. år" er ikke det samme som "efter 480 år" (jvf. diskussionen om Noa var 600 år eller i det 600. år). Derfor er Davies' tal for Templets grundlæggelse og ødelæggelse 1 år højere end vores.

For det andet er det i sig selv en stor fejl at rode Bibelen sammen med moderne historie. Så antager man implicit, at antallet af år mellem (f.eks.) Salomons tempel og genindvielsen har ligget klippefast i folkets bevidsthed, mens hasmonæerne bare har kunnet ændre patriarkernes alder efter forgodtbefindende.

Stamtavlerne afbrydes brutalt af syndfloden.
Noas ark

I virkeligheden havde de jødiske skriftkloge ikke den historiske viden, vi har i vore dage. Som nævnt afsatte Seder Olam kun 52 år til et persisk dynasti, vi i dag ved, varede flere hundrede år. Et andet eksempel er Daniels profeti, der lapper på gamle, mislykkede profetier, men som stadig rammer helt forkert. For flere eksempler på historisk uvidenhed henvises til side 5 i det eksterne link.

Det er netop det forbehold, Davies selv tager: »Of course, this calculation implies that the framers of the chronology were aware of the accurate figure«. Han afviger også fra de fleste ved at sætte genindvielsen til år 163 f.v.t., hvor de fleste andre sætter den til år 164, men det er forventeligt, når man konverterer mellem de babylonske, syriske, hebraiske og vestlige kalendersystemer.

For det tredje er der en god forklaring på, at patriarkernes alder afviger i de forskellige kilder, og den forklaring har ikke noget at gøre med den kommende dommedag. Sagen er, at kronologien afbrydes af historien om Noas ark, og selvom patriarkerne levede længe, kunne de jo ikke overleve syndfloden.

De tre kilder har løst dette problem på hver sin vis: SP har forkortet Jared, Metusalem og Lamechs liv; MT lader i stedet de samme tre patriarker få deres førstefødte hundrede år senere; og Septuaginta lader alle patriarkerne få deres første sønner 100 år senere. For detaljer, se Metusalem og syndfloden:

Noget lignende gør sig gældende efter syndfloden, hvor Septuaginta og SP retter i sønnernes alder, så de fleste af patriarkerne er døde på Abrahams tid. Fusk, javist, men det har ikke noget at gøre med Makkabæernes genindvielse af templet.

Vi må altså erkende, at tallene ikke er manipulerede med den hensigt at pege frem på en bestemt begivenhed. Enhver kronologi vil støde på runde og "kunstige" tal, og vores kronologi viser, at jødernes udgang fra Egypten skete år 2.666 AM, at Templet blev grundlagt i det 1.200. år efter Abrahams fødsel, at Nebukadnesar døde år 3.600 AM, og at templet blev genindviet ca. år 4.000 AM.

Gud elsker store, runde tal, men alligevel dukkede Messias ikke op år 1839 e.v.t. (år 6.000 AM).

 
Guds hånd

Denne artikel er tiende og sidste del af serien om Bibelens tidslinje.

Forrige afsnit indeholdt det store overblik.

Eksterne links

I denne sektion om Bibelens tidslinje

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2)

Her er et større klip fra Barnabasbrevet:

The Sabbath is mentioned at the beginning of the creation [thus]: "And God made in six days the works of His hands, and made an end on the seventh day, and rested on it, and sanctified it." Attend, my children, to the meaning of this expression, "He finished in six days." This implieth that the Lord will finish all things in six thousand years, for a day is with Him a thousand years. And He Himself testifieth, saying, "Behold, to-day will be as a thousand years." Therefore, my children, in six days, that is, in six thousand years, all things will be finished. "And He rested on the seventh day." This meaneth: when His Son, coming [again], shall destroy the time of the wicked man, and judge the ungodly, and change the-sun, and the moon, and the stars, then shall He truly rest on the seventh day.

Bemærk, hvordan "[again]" står i klammer. Åbenbart er dette ord ikke en del af teksten, og åbenbart mente Barnabas ikke, at Jesus nogensinde har været på jorden.

Summa von Adam's Erschaffung bis zum Auszug aus Aegypten 2666 Jahr.
Diese Summe hat nun das an der Berechnung wirklicher und fingierter chronologischer Systeme der verschiedensten Völker geübte Auge meines Freundes v. Gutschmid als eine künstliche erkannt, nämlich als 2/3 4000 d.h. die Zahl ist aus einem System, welches die Weltdauer zu 4000 Jahren bestimmte […]

Der Schlüssel des Systems musste verloren sein, und man bemühte sich durch Umdeutungen (indem man z. B. die 430 ägyptischen Jahre nur für die Hälfte rechnete) oder geradezu durch Textesänderungen die vermeintlichen Schwierigkeiten zu heben
(Theodor Nöldeke, Untersuchungen zur Kritik des alten Testaments, 1869, side 111-112)

Nöldeke havde i øvrigt dedikeret bogen til sin kære ven, friherre (baron) von Gutschmid: »Meinem theuren Freunde A. Frh. v. Gutschmid gewidmet«.


Venstre Op til Tidslinje