Muhammedkrisen, Carsten Niebuhr-overfaldet

I dag kan man næsten betragte overfaldet på Lektor J fra Carsten Niebuhr-instituttet som en slags generalprøve på Muhammed-krisen.

Billedet er en fotomanipulation, men baggrunden for billedet er desværre ægte nok.
Af med hovedet

Sagen startede 17. september 2004, hvor Lektor J(1) reciterede 6 vers fra Koranen. Initiativet kom fra Jean Butler, der underviste i koranstudier. Hun forklarer: »At recitere fra Koranen er en helt særlig kunstart, som kan gøre dem, der mestrer den, til mangemillionærer og elskede i hele Mellemøsten. […] Der er mange forskellige måder at recitere Koranen på. J reciterede på tre forskellige måder, fortæller Jean Butler« (Citat til Weekendavisen, se eksternt link forneden).

Lektor J er fra Marokko med en jødisk mor og muslimsk far. Desuden taler han 32 sprog og var altså yderst kvalificeret til opgaven. Dette var også tilbagemeldingen fra de studerende, der havde hørt oplæsningen: »De sagde, at den var på højde med de bedste ægyptiske recitatører«.

18 dage senere, tirsdag 5 oktober 2004, forlod Lektor J Institut for Bibelsk Eksegese i Købmagergade for at tage bus 40 til Carsten Niebuhr Instituttet. Ved Hovedbanegården blev taget med på en "køretur" af tre muslimer og pryglet bl.a. i nyrerne, så han fik blod i urinen. Han fik at vide, at han ikke skulle recitere Koranen. Det var han ikke berettiget til.

På den tid sad Ahmed Akkari som retslærd imam i Kristeligt Dagblads panel, hvor han besvarede spørgsmål fra læserne. Han kommenterede episoden således.

Lad os først ikke forhaste os omkring sagen med den universitetslærer, som blev overfaldet, for det har vist sig, at der har ligget andet bag, men aviserne har ikke helt bragt det frem.

Men uanset hvad så er alle mennesker på jorden inviteret til at søge viden om islam, for islam er en universel tro, og Mohammads budskab (fred være med ham) er for hele menneskeheden, som Quranen stadfæster flere steder.

Der er dog en restriktion for benægtere, idet de normalt ikke må røre ved den oprindelige arabiske version af Quranen. Det skyldes, at den kun må berøres at mennesker, der er i en rituel renhedstilstand.

Udover dette må alle gerne læse oversættelser af den, kigge i Quranen uden at røre, søge viden på arabisk m.m. Islams formål er, at mennesker kan finde sandheden, og det er også nemt nok for dem, som søger lidt.

Der er ingen tekster overhovedet, som forbyder ikke-muslimer at søge viden på arabisk, og faktisk kritiserer muslimer, at biblen ikke kunne læses af mange i Europa i middelalderen, og at kirkens folk havde en slags monopol på den.

Dette forhold eksisterer slet ikke i islam. Et tegn på dette er jo alle de folkeslag, som er ikke-arabiske, men som alligevel kan recitere, forstå og diskutere ud fra Quranens ord. Mange kendte og berømte lærde fra muslimernes historie og nutid er ikke arabere.

Tilbage til Carsten Niebuhr Instituttet og hændelsen: Hvis nogle muslimer har slået denne mand, fordi han har holdt Quranen (og jeg tror ikke det var årsagen), så er det en forbudt handling, som de har gjort, for man har ikke tilladelse til at slå andre, fordi de har begået en fejl - heller ikke hvis manden har været klar over det.

Men desværre så nedbryder sådanne hændelser meget mere, end hvad de resterende muslimer måtte udvise af deres oprigtige manerer.

Ahmed Akkari
(Kilde; Ikke-muslimer og den arabiske koran)

Her gav Akkari en prøve på den imam-dobbeltsnak, der siden blev hans kendemærke. Dengang i år 2004 kunne gadeoverfald stadig forarge os, så når Akkari skriver: »Lad os først ikke forhaste os«, mente han altså, at vi skulle vente med at forarges over forbrydelsen.

Derefter antød Akkari meget kraftigt, at offeret selv var skyld i overfaldet: »det har vist sig, at der har ligget andet bag, men aviserne har ikke helt bragt det frem.«. Akkari havde åbenbart — måtte man formode — en hemmelig viden om, at offeret ikke var så sagesløst endda.

Så får vi alligevel at vide, at der er »en restriktion for benægtere« — altså ikke-muslimer, idet »de normalt ikke må røre ved den oprindelige arabiske version af Quranen«. Med andre ord: Der er faktisk et forbud mod, at en lektor med en jødisk mor læser op af en arabisk Koran. Det skyldes ikke, som man kunne tro, at ikke-muslimer er urene, men at de ikke har en »rituel renhedstilstand«. Hvad forskellen så siden er.

Akkari fortsætter: »Hvis nogle muslimer har slået denne mand«. Man må formode, at ifølge Akkari's hemmelige informationer, er offeret slet ikke blevet overfaldet, og offeret er fuld af løgn. Han fortsætter: »og jeg tror ikke det var årsagen«.

Akkari fortæller, at det ikke er lovligt at overfalde folk ifølge Islam: »fordi de har begået en fejl - heller ikke hvis manden har været klar over det«. Det lyder måske positivt, men samtidig antyder han jo, at offeret faktisk har »begået en fejl«, som han muligvis ikke selv har været klar over.

Man kan her se den specielle imam-logik (Sigmund Freud ville have kaldt det for kedel-logik(2)):

  1. Danskere er ikke urene, men de har ikke »en rituel renhedstilstand«.
  2. Der er ingen forbud, men offeret har alligevel brudt dem.
  3. Han er ikke blevet overfaldet, men overfaldet var hans egen skyld.

Tilsidst konkluderer Akkari, at de virkelige ofre var de stakkels muslimer: »Men desværre så nedbryder sådanne hændelser meget mere, end hvad de resterende muslimer måtte udvise af deres oprigtige manerer«.

Journalist Jeppe Gaardboe spurgte i et nyt indlæg, hvad Akkari havde at begrunde sine ord med (kilde: Hvad antyder Ahmed Akkari?) Akkari svarede, at han ikke havde nogen konkret viden, »men udelukkelsesmetoden driver mig derhen«. Med andre ord havde Akkari overhovedet intet grundlag for at tilsvine offeret, og sætningen »det har vist sig, at der har ligget andet bag« var ren løgn.

Politiet fandt aldrig de skyldige, men problematiserede, at offeret ikke kunne give en ordentligt beskrivelse af overfaldsmændene (hvilket naturligvis hang samme med, at han var blevet skubbet fremover i sædet, mens de hamrede ham i nyrerne). Politiet henlagde hurtigt sagen med den underlige begrundelse, at »det er utrolig sjældent, at vi har religiøs vold i Danmark«. Det havde måske været rigtigere at konkludere, at det er utrolig sjældent, politiet formår at gøre noget ved religiøs vold i Danmark.

Hjemme på arbejdspladsen havde institutleder Ingolf Thuesen travlt med at understrege den gode multikulturelle stemning. Der var dog en enkelt slange i paradiset: »Ingolf Thuesen har én gang bortvist en studerende for racistisk opførsel, fordi han gik rundt og generede medstuderende, der bar tørklæde«. Ingolf Thuesen forklarede ikke nærmere, hvad der lå i at "genere", men man kunne fornemme, at han i fremtiden ville vise endnu større ildhu i kampen mod kritik af muslimske klædedragter.

Budskabet fra de verdslige myndigheder var altså det samme som fra de religiøse: Offeret var ikke blevet overfaldet, og de virkelige ofre var de muslimske kvinder, der blev "generet", fordi de bar tørklæder.

Med den særegne logik, der kendetegner de politisk korrekte, blev en episode med uprovokeret religiøs vold fra muslimsk side brugt til at kvæle enhver fremtidig kritik af Islam. Det har formentlig også været slut med at recitere koranvers på instituttet, hvilket jo netop var voldsmændenes hensigt.

Historien om overfaldet har mange af de samme ingredienser, som Muhammedkrisen:

Kilder


Fodnoter: (1) (2)

Eftersom historien endte med, at offeret blev så kraftigt mistænkeliggjort, vil jeg undlade at nævne hans navn.

Freud fortalte en historie om en mand, der havde lånt en kedel. Kedlen var i stykker, da han afleverede den igen, men heldigvis havde han tre gode undskyldninger:

  1. Jeg har aldrig lånt nogen kedel.
  2. Kedlen fejlen ikke noget, da jeg leverede den tilbage.
  3. Kedlen var allerede i stykker, da jeg lånte den.

Op til Muhammedkrisen