De to guder, Jahve og Elohim

En af de ting, der gør det gamle testamente så forvirrende er, at de fleste historier optræder 2 gange, der ofte er indbyrdes modstridende. Forklaringen er, at det er flere teksttraditioner, der er flettet sammen - med hver sin gud.

Dette rod gennemsyrer Bibelen lige fra Skabelsen af: Næppe har Gud (Elohim) skabt hele verden (1 Mosebog 1,1 - 2,3), før HERREN (Jahve) skaber hele verden en gang til - i en anden rækkefølge, med andre metoder og en anden morale end den første historie (læs evt. mere om de to skabelsesberetninger).

Tilsvarende med historien om Noas ark. Først bliver Noa beordret af Gud (Elohim) til at tage et (1) par med af alle dyr:

Noas ark
Noas ark

1 Mosebog 6,13 Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre Ende på alt Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af Jorden.
[. . .] [. . .]
1 Mosebog 6,19 og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han- og Hundyr skal det være,
[. . .] [. . .]
1 Mosebog 6,22 Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.
(Bibeloversættelse fra 1931)

Men efter af Noa har gjort »ganske som Gud havde pålagt ham« udsteder HERREN (Jahve) kontraordre. Der skal ikke være et par, men syv par:

1 Mosebog 7,1 Derpå sagde HERREN til Noa: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
1 Mosebog 7,2 Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle urene Dyr eet Par, Han og Hun,
1 Mosebog 7,3 ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan forplante sig på hele Jorden.
[. . .] [. . .]
1 Mosebog 7,5 Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham.
(Bibeloversættelse fra 1931)

Netop historien om Noas Ark er specielt rodet. Efter at have fyldt arken med henholdsvis to og syv dyr, går de ind i arken to gange. Så regner det i henholdsvis 40 og 150 dage, og til sidst sender Noa en ravn henholdsvis en due ud. Læs evt. mere om Noas ark.

Fader Abram tog til et fremmed rige. Han bildte den fremmede konge ind, at hans kone Saraj var hans søster — og solgte hende til gengæld for får, køer og æsler, trælle og trælkvinder, æselhopper og kameler.

Så blev HERREN (Jahve) gal i skralden, og med bibelsk logik går det ud over den stakkels konge og hans folk:

1 Mosebog 12,10 Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.
1 Mosebog 12,11 Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj: Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;
1 Mosebog 12,12 når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår de mig ihjel og lader dig leve;
1 Mosebog 12,13 sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!"
1 Mosebog 12,14 Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre smuk Kvinde;
1 Mosebog 12,15 og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så blev Kvinden ført til Faraos Hus.
1 Mosebog 12,16 Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og Kameler.
1 Mosebog 12,17 Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams Hustru Sarajs Skyld.
1 Mosebog 12,18 Da lod Farao Abram kalde og sagde: "Hvad har du gjort imod mig! Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?
1 Mosebog 12,19 Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!"
1 Mosebog 12,20 Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom på Vej;
(Bibeloversættelse fra 1931)

Otte kapitler senere gentager han tricket: Det-er-ikke-min kone-det-er-min-søster, og han sælger konen en gang til.

I denne genfortælling har aktørerne skiftet navn, Abram hedder nu Abraham, Saraj hedder Sara, landet er Gerar istedet for Ægypten, og den uretfærdige gud, der lader Abrahams forbrydelse gå ud over den stakkels konge og hans folk, hedder ikke længere HERREN (Jahve), men Gud (Elohim):

1 Mosebog 20,1 Derpå brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar.
1 Mosebog 20,2 Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster, sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig.
1 Mosebog 20,3 Men Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten og sagde til ham: "Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun er en anden Mands Hustru!"
1 Mosebog 20,4 Abimelek var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde: "Herre,(1) vil du virkelig slå retfærdige Folk ihjel?
1 Mosebog 20,5 Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed og med rene Hænder har jeg gjort dette."
1 Mosebog 20,6 Da sagde Gud til ham i Drømmen: "Jeg ved, at du har gjort det i dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har også hindret dig i at synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende.
[.. .. ..] [. . .]
1 Mosebog 20,14 Derpå tog Abimelek Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham;
1 Mosebog 20,15 og Abimelek sagde til ham: "Se, mit Land ligger åbent for dig; slå dig ned, hvor du lyster!"
1 Mosebog 20,16 Men til Sara sagde han: "Jeg har givet din Broder 1000 Sekel Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning."
1 Mosebog 20,17 Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn.
1 Mosebog 20,18 HERREN havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus for Abrahams Hustru Saras Skyld.
(Bibeloversættelse fra 1931)

Abraham og Isak
Jahve's engel giver kontraordre.

En af de mest dramatiske episoder er den, hvor Gud (Elohim) giver Abraham ordre til at ofre sin søn Isak:

1 Mosebog 22,1 Efter disse Begivenheder satte Gud Abraham på Prøve og sagde til ham: "Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
1 Mosebog 22,2 Da sagde han: "Tag din Søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija Land og bring ham der som Brændoffer på et af Bjergene, som jeg vil vise dig!"
1 Mosebog 22,3 Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde sagt ham.
1 Mosebog 22,4 Da Abraham den tredje Dag så op, fik han Øje på Stedet langt borte.
1 Mosebog 22,5 Så sagde Abraham til sine Drenge: "Bliv her med Æselet, medens jeg og Drengen vandrer derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til eder."
1 Mosebog 22,6 Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde, det på sin Søn Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen.
1 Mosebog 22,7 Da sagde Isak til sin Fader Abraham: "Fader!" Han svarede: "Ja, min Søn!" Da sagde han: "Her er Ilden og Brændet, men hvor er Dyret til Brændofferet?"
1 Mosebog 22,8 Abraham svarede: "Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet, min Søn!" Og så gik de to sammen.
1 Mosebog 22,9 Da de nåede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et Alter og lagde Brændet til Rette; så bandt han sin Søn Isak og lagde ham på Alteret oven på Brændet.
1 Mosebog 22,10 Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn.
(Bibeloversættelse fra 1931)

Spændingen stiger, men lige da galningen skal til at udføre Guds modbydelige kommando og halal-slagte sin egen søn, griber HERREN ind ved at sende sin engel afsted:

1 Mosebog 22,11 Da råbte HERRENs Engel til ham fra Himmelen: "Abraham, Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
1 Mosebog 22,12 Da sagde Engelen: "Ræk ikke din Hånd ud mod Drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud(2) og end ikke sparer din Søn, din eneste, for mig!"
1 Mosebog 22,13 Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder, hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik hen og tog Væderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted.
1 Mosebog 22,14 Derfor kaldte Abraham dette Sted: HERREN udser sig, eller, som man nu til dags siger: Bjerget, hvor HERREN viser sig.
1 Mosebog 22,15 Men HERRENs Engel råbte atter til Abraham fra Himmelen:
1 Mosebog 22,16 "Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra HERREN: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste, for mig,
1 Mosebog 22,17 så vil jeg velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og Sandet ved Havets Bred; og dit Afkom skal tage sine Fjenders Porte i Besiddelse;
(Bibeloversættelse fra 1931)

Så det lykkedes Jahve at frelse Isak fra Gud (Elohim). Eller gjorde det? Forskere som Richard E. Friedman mener, at Jahve's indgriben er en senere tilføjelse til historien, hvor forfatterne ønskede, at få israelitterne til at opgive menneskeofringer.

engel Vi får et indblik i den oprindelige historie, når vi ser, at der gik to mennesker op på bjerget: »så gik de to sammen« (vers 6), men at Abraham bagefter gik alene ned fra bjerget:

1 Mosebog 22,19 Så vendte Abraham tilbage til sine karle, og sammen gik de til Be'ersheba, og dér blev Abraham boende.
(Den autoriserede Bibeloversættelse fra 1992)

Det der sker i disse eksempler er altså, at mindst fire forskellige teksttraditioner er flettet sammen. Vi kan kalde de tre af forfatterne J, E og P:

Man skelne mellem de forskellige tråde udfra teksternes sprog, om guden er fysisk eller åndelig, om guden bruger engle eller drømme, om præsterne er af Levis stamme eller Arons slægt, og på navnene: Abram/Abraham, Saraj/Sara, Horeb/Sinaj.

Men den bedste hjælp er at se på, om guden hedder Gud (Elohim) eller HERREN (Jahve). Med denne hjælp er det muligt at skelne trådene selv i den komplicerede historie om Noas ark.

Desværre duer dette trick kun, indtil Gud (Elohim) dukker op i den brændende busk og fortæller sit hemmelige navn til Moses.

 
Guds hånd

Læs evt. mere om dengang Gud mødte Moses i den brændende busk.

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2)

Herre . . .: Her står netop "Herre" med små bogstaver. Herved viser oversættelsen fra 1931, at det er en oversættelse af ordet »adonai« og ikke gudsnavnet Jahve.
Som nævnt er "Gud" en oversættelse af "Elohim", der betyder "guderne og gudinderne".

En lige så god oversættelse er altså "Nu ved jeg, at du frygter guderne".


Op til Gamle Testamente