Historien bag De Ti Bud - og hvordan Gud gav dem til sit udvalgte folk - er en af
de allermest selvmodsigende, ulogiske, rodede og latterlige i hele Bibelen.
Og det siger ikke så lidt endda.
Historien bag De Ti Bud - og hvordan Gud gav dem til sit udvalgte folk - er en af
de allermest selvmodsigende, ulogiske, rodede og latterlige i hele Bibelen.
Og det siger ikke så lidt endda.
Historien starter ved Sinaj bjerg, hvor Gud lover Moses at vise sig for jøderne for at bevise over for folket, at Moses virkelig har guddommelig forbindelse:
2 Mosebog 19,9 Herren sagde til Moses: "Jeg vil komme til dig i en tæt sky, for at folket kan høre mig tale med dig og for al fremtid stole på dig." Moses fortalte Herren, hvad folket havde sagt,
Gud kan naturligvis ikke bare komme anstigende. Folket skal først bruge 3 dage på at "hellige" sig. Mange religioner benytter tricket med at udsætte kroppen for prøvelser for at få en religiøs oplevelse. Sult, tørst, varme, søvnmangel, monotone gentagelser af dans og bønner. Desværre får vi ikke detaljer om, hvordan jøderne skulle "hellige" sig, udover at »de skal vaske deres klæder« og »hold jer fra kvinder« De har formodentlig også fastet - og så kan enhver gætte på, om jøderne — ligesom utallige andre folkeslag — har indtaget "hellige" euforiserende rødder, svampe, eliksirer eller røg.
2 Mosebog 19,10 og Herren sagde til Moses: "Gå ned til folket; du skal hellige dem i dag og i morgen, og de skal vaske deres klæder.
[.. .. ..] [. . .]
2 Mosebog 19,15 Og han sagde til dem: "Hold jer rede til i overmorgen; hold jer fra kvinder!"
Af uforklarlige grunde bliver bjerget forbudt område, og der er dødsstraf for at nærme sig foden:
2 Mosebog 19,12 Du skal spærre af for folket hele vejen rundt og sige til dem, at de skal vogte sig for at gå op på bjerget eller blot røre ved foden af det. Den, der rører ved bjerget, skal lide døden;
2 Mosebog 19,13 men ingen hånd må røre ham; han skal stenes eller skydes. Hvad enten det drejer sig om et dyr eller et menneske, må det ikke leve. Når vædderhornets lange tone lyder, må man gå op på bjerget."
Efter at jøderne har spæget deres legemer i tre dage, sker underet: Bjerget bliver dækket af en røgsky med ild, og der lyder en larmende hornmusik:
2 Mosebog 19,16 Da det blev morgen den tredje dag, kom der lyn og torden; en tung sky lagde sig over bjerget, og der lød kraftig klang af horn, så hele folket i lejren skælvede af rædsel.
2 Mosebog 19,17 Men Moses førte folket ud af lejren, hen imod Gud, og de stillede sig op ved foden af bjerget.
2 Mosebog 19,18 Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel,
2 Mosebog 19,19 og hornklangen blev kraftigere og kraftigere. Moses talte, og Gud svarede ham, så det kunne høres.
Selvom Gud godt "kunne høres" beordrer Gud alligevel Moses op på bjerget, hvor Guds første ord er »Gå ned«:
2 Mosebog 19,20 Herren steg ned på Sinajs bjerg, på toppen af bjerget; han kaldte Moses op på toppen af bjerget, og Moses gik derop.
2 Mosebog 19,21 Herren sagde til Moses: "Gå ned og advar folket mod at trænge sig frem til Herren for at se ham, for så vil mange af dem miste livet.
Godaw do! Moses blev altså kaldt op for at gå ned igen og gentage truslen til folket mod at gå op. Vi får aldrig nogen forklaring på, hvorfor Gud ikke kunne sige det til Moses nede ved foden af bjerget, når nu »Gud svarede ham, så det kunne høres« — eller for den sags skyld, hvorfor Gud ikke selv kunne sige det til folket. Hele meningen med forestillingen var jo at bevise, at Moses og Gud var perlevenner.
Gud siger derefter, at selv præsterne ikke må komme op, med mindre de har gjort sig hellige. Præsterne har eller brugt 3 dage på at gøre sig hellige ifølge Guds egne ordrer. Det har den alvidende Gud åbenbart glemt, men Moses minder ham om det. Så skifter Gud mening: Præsterne må ikke komme op — helliggjorte eller ej — Moses må kun tage sin bror, Aron, med.
2 Mosebog 19,22 Selv præsterne, der må træde frem for Herren, skal hellige sig, for at Herren ikke skal bryde løs mod dem."
2 Mosebog 19,23 Moses svarede Herren: "Folket kan ikke komme op på Sinajs bjerg, for du har jo selv advaret os og sagt, at vi skulle afspærre bjerget og hellige det."
2 Mosebog 19,24 Men Herren sagde til ham: "Gå nu ned, og kom så herop sammen med Aron! Præsterne og folket må ikke trænge sig frem for at komme op til Herren, for så bryder han løs mod dem."
2 Mosebog 19,25 Så gik Moses ned til folket og sagde det til dem.
Kapitel 19 slutter med, at Moses går ned igen (vers 25). Nu udtaler Gud de De Ti Bud (2 Mosebog 20,1-17). Det fremgår ikke helt, hvem Gud taler til, eller om der er nogen, der hører ordene. Jøderne hører bare en vældig larm, som de er bange for:
2 Mosebog 20,18 Hele folket oplevede tordenbragene og lynglimtene og hornklangen og så bjerget hyllet i røg. Da rystede de og blev stående på lang afstand,
Moses går derefter på bjerget igen, igen (vers 21) og får en la-a-ang række af yderligere lovregler (kapitel 20-23). Derefter beder Gud Moses, der nu er oppe på bjerget, om at gå op(!) og tage nogle præster med sig:
2 Mosebog 24,1 Herren sagde til Moses: "Gå op til Herren sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af Israels ældste. På lang afstand skal I kaste jer ned;
Moses sprøjter okseblod på folket, hvorefter de udvalgte præster får Gud at se:
2 Mosebog 24,8 Så tog Moses blodet og stænkede det på folket, og han sagde: "Dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord."
2 Mosebog 24,9 Moses gik op sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af Israels ældste,
2 Mosebog 24,10 og de så Israels Gud. Under hans fødder var der som et flisegulv af safirer, så rent og klart som himlen selv.
2 Mosebog 24,11 Disse fornemme israelitter lagde han ikke hånd på. De skuede Gud og spiste og drak.
Det vil altså sige, at resten af det jødiske folk ikke har set Gud — kun en røgsky. Hvorfor skulle de så "helliggøre" sig i tre dage?
Efter at præsterne har spist og drukket (med Gud?), går Moses op på toppen, fordi Gud har skrevet sin love ned på to tavler. Bemærk, at der ikke står, at Gud kun har skrevet De Ti Bud ned. Strengt taget siger teksten, at Gud har skrevet alle lovreglerne i kapitel 20-23 ned:
2 Mosebog 24,12 Herren sagde til Moses: "Kom op til mig på bjerget og bliv der, så vil jeg give dig stentavlerne med den lov og befaling, som jeg har skrevet ned for at belære dem."
Underligt nok tager Moses Josva med sig på bjerget. Efter at de har ventet 6 dage foran en sky, kommer de op på bjergtoppen.
2 Mosebog 24,13 Så rejste Moses sig sammen med Josva, som var i hans tjeneste, og Moses gik op på Guds bjerg.
2 Mosebog 24,14 Til de ældste sagde han: "Bliv her, til vi kommer tilbage til jer; Aron og Hur er hos jer. Skal nogen have en sag afgjort, kan han henvende sig til dem."
2 Mosebog 24,15 Så gik Moses op på bjerget. Skyen dækkede bjerget,
2 Mosebog 24,16 og Herrens herlighed tog bolig på Sinajs bjerg. I seks dage dækkede skyen bjerget, og på den syvende dag kaldte han på Moses inde fra skyen.
2 Mosebog 24,17 For israelitterne så Herrens herlighed ud som en fortærende ild på bjergets top.
2 Mosebog 24,18 Men Moses gik ind i skyen og op på bjerget, og han blev på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter.
I de næste 40 dage leverer Gud en endeløs række af lovordninger (kapitel 25-31), og det er faktisk underligt, at Moses har taget Josva med op, eftersom alle disse lovordninger handler om præstegerningen og direkte omtaler Aron.
Mens disse 6+40 dage går, bliver folket utålmodigt og forlanger at få et gudebillede:
2 Mosebog 32,1 Da folket så, at Moses stadig ikke kom ned fra bjerget, samledes de om Aron og sagde til ham: "Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os op fra Egypten."
2 Mosebog 32,2 Aron svarede dem: "Tag de guldringe af, som jeres koner og jeres sønner og døtre har i ørerne, og bring dem til mig."
2 Mosebog 32,3 Så tog hele folket de guldringe af, de havde i ørerne, og bragte dem til Aron;
Næppe har Moses forladt jøderne, før de kræver en ny gud. »Lav os en gud, som kan gå foran os«. Selvom de lige har set Gud i sin herlighed på Sinaj — - for ikke at tale om Egyptens 10 plager, vanddelingen i Det Røde Hav og den daglige manna — er de ikke mere imponerede, end at de straks ønsker en ny gud.
|
| Bibelen i Lego, Aron støber guldkalven. |
Man kan undre sig over, at jøderne har haft det så-å-å hårdt som slaver i Egypten, men at de alligevel har guld nok i øreringene til at lave en Guldkalv, de kan danse omkring.
2 Mosebog 32,4 han tog imod dem og støbte dem i en lerform til et billede af en tyrekalv. Da sagde de: "Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten."
Her bliver historien helt surrealistisk. Aron storebror til Moses og stamfar til en slægt af præster, fremstiller rask væk et afgudsbillede. Og han påstår, at Gud er en tyrekalv — selvom han lige har spist og drukket med Gud.
Befolkningen vidste åbenbart ikke, at den guldkalv, ypperstepræsten havde fremstillet, ikke lignede Gud. Gud havde ganske vist lovet, han ville vise sig for dem, men det løfte brød han. Folket havde kun set en røgsky, men denne røgsky har måske lignet en kalv?
Så starter dansen om Guldkalven, og Gud ser det — han ser jo alt — og han fortæller det til Moses. Gud truer med at dræbe alle jøderne, men Moses får Gud hidset ned (2 Mosebog 32,7-14)
Efter at have beroliget Gud, går Moses ned af bjerget med de to stentavler:
2 Mosebog 32,15 Moses begav sig så ned af bjerget med Vidnesbyrdets to tavler i hænderne; der var skrevet på begge sider af tavlerne, både forpå og bagpå.
2 Mosebog 32,16 Tavlerne var Guds eget værk, og skriften var Guds egen skrift, mejslet i tavlerne.
Disse tavler har formodentlig indeholdt meget mere end bare De Ti Bud. Hebraisk er et kompakt sprog uden vokaler, og tavlerne var oven i købet beskrevet på begge sider.
Efter at have kommet ned af bjerget smadrer Moses de to tavler — de to oprindelige tavler, der var skrevet med Guds egen finger. Her løber man simpelthen tør for superlativer til at beskrive idiotiet:
Den kopi, som Moses senere laver, var så hellig, at den i 40 år blev slæbt rundt i Pagtens Ark. Der var dødsstraf for bare at kigge på denne kopi, ja Gud selv dræbte 50.070 mennesker for bare at kigge på boksen, der indeholdt kopierne.
Alligevel smadrer Moses originalen — det eneste dokument, der nogensinde har været skrevet med Guds egen finger. Og hvorfor gjorde han så det? Han vidste jo allerede, at jøderne dansede om Guldkalven - det havde Gud fortalt ham, og det var Moses, der havde fået Gud hidset ned. Alligevel bærer Moses de to uvurderlige stentavler ned af bjerget bare for at smadre dem.
Og hvad var jødernes forbrydelse? De havde såmænd brudt et af De Ti Bud, eftersom de havde lavet et gudebillede. Så De Ti Bud er åbenbart ikke bare "universelle", de blev leveret "med tilbagevirkende kraft", og ukendskab til loven var ingen undskyldning.
Derefter bryder Moses selv et af De Ti Bud og foranlediger et massemord. Ifølge Bibelen var Moses "mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden" (4 Mosebog 12,3), 4 Mosebog 12,3: Men manden Moses var mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden. men denne verdensmester i sagtmodighed beordrer alligevel en nedslagtning af 3.000 af Guds eget folk:
2 Mosebog 32,25 Da Moses så, hvor løssluppent folket var, fordi Aron havde sluppet tøjlerne, til skadefryd for dets fjender,
2 Mosebog 32,26 stillede han sig i lejrporten og sagde: "Kom over til mig, I, der er på Herrens side!" Og alle levitterne samlede sig hos ham.
2 Mosebog 32,27 Han sagde til dem: "Dette siger Herren, Israels Gud: Spænd hver især jeres sværd om lænden, og gå lejren rundt fra den ene port til den anden, og slå både broder, ven og nabo ihjel."
2 Mosebog 32,28 Levitterne gjorde, som Moses sagde, og der faldt den dag hen ved tre tusind mand af folket.
Vi får oven i købet at vide, at Gud bifaldt slagteriet, og at Gud bagefter sendte pest over sit folk - selvom det altsammen var Arons skyld. Alligevel forblev Aron og hans slægt præster i al fremtid. I det hele taget er det en rød tråd i Bibelen, at Gud altid straffer uskyldige folk for andres synder.
2 Mosebog 32,29 Da sagde Moses: "Gå i dag i Herrens tjeneste, for I er endog gået imod jeres egne sønner og brødre. Han vil i dag lade velsignelse komme over jer."
[.. .. ..] [. . .]
2 Mosebog 32,35 Og Herren slog folket med plager, fordi de havde lavet kalven, den Aron havde lavet.
Gud tilbyder så at skrive to nye stentavler — med egen finger og med samme indhold:
|
| De to tavler. Var Moses virkelig 40 dage og 40 nætter om så lidt? |
2 Mosebog 34,1 Herren sagde til Moses: "Tilhug to stentavler som de forrige; på dem vil jeg skrive de ord, der stod på de forrige tavler, som du knuste.
Alligevel skifter Gud lynhurtigt mening og lader Moses overtage skrivearbejdet. Det tager Moses 40 dage og 40 nætter:
2 Mosebog 34,27 Herren sagde til Moses: "Skriv disse ord ned, for det er på grundlag af disse ord, jeg slutter pagt med dig og med Israel."
2 Mosebog 34,28 Så blev han der hos Herren i fyrre dage og fyrre nætter uden at spise eller drikke noget, og han skrev pagtens ord, de ti bud, på tavlerne.
Disse nye tavler, som altså er de eneste tavler, nogen andre end Moses har set, blev opbevaret af jøderne i Pagtens Ark, men disse rigtige Ti Bud er vidt forskellige fra de bud, vi normalt kender. Og ingen kan forklare hvorfor.
Kan det blive værre? Går paven rundt med en fisk på hovedet? Selvfølgelig kan det det. Historien genfortælles i Femte Mosebog, og som altid, når Bibelen gentager en historie, vælter selvmodsigelserne frem. Det vil vi snart kigge på.
