Historien om De Ti Bud

De 10 bud Historien bag De Ti Bud - og hvordan Gud gav dem til sit udvalgte folk - er en af de allermest selvmodsigende, ulogiske, rodede og latterlige i hele Bibelen. Og det siger ikke så lidt endda.

Historien starter ved Sinaj bjerg, hvor Gud lover Moses at vise sig for jøderne for at bevise over for folket, at Moses virkelig har guddommelig forbindelse:

2 Mosebog 19,9 Herren sagde til Moses: "Jeg vil komme til dig i en tæt sky, for at folket kan høre mig tale med dig og for al fremtid stole på dig." Moses fortalte Herren, hvad folket havde sagt,

Gud kan naturligvis ikke bare komme anstigende. Folket skal først bruge 3 dage på at "hellige" sig. Mange religioner benytter tricket med at udsætte kroppen for prøvelser for at få en religiøs oplevelse. Sult, tørst, varme, søvnmangel, monotone gentagelser af dans og bønner. Desværre får vi ikke detaljer om, hvordan jøderne skulle "hellige" sig, udover at »de skal vaske deres klæder« og »hold jer fra kvinder«. De har formodentlig også fastet - og så kan enhver gætte på, om jøderne — ligesom utallige andre folkeslag — har indtaget "hellige" euforiserende rødder, svampe, eliksirer eller røg.

2 Mosebog 19,10 og Herren sagde til Moses: "Gå ned til folket; du skal hellige dem i dag og i morgen, og de skal vaske deres klæder.
[.. .. ..] [. . .]
2 Mosebog 19,15 Og han sagde til dem: "Hold jer rede til i overmorgen; hold jer fra kvinder!"

Af uforklarlige grunde bliver bjerget forbudt område, og der er dødsstraf for at nærme sig foden:

2 Mosebog 19,12 Du skal spærre af for folket hele vejen rundt og sige til dem, at de skal vogte sig for at gå op på bjerget eller blot røre ved foden af det. Den, der rører ved bjerget, skal lide døden;
2 Mosebog 19,13 men ingen hånd må røre ham; han skal stenes eller skydes. Hvad enten det drejer sig om et dyr eller et menneske, må det ikke leve. Når vædderhornets lange tone lyder, må man gå op på bjerget."

Efter at jøderne har spæget deres legemer i tre dage, sker underet: Bjerget bliver dækket af en røgsky med ild, og der lyder en larmende hornmusik:

Bjerget afspærres, og tre dage senere dækkes det af en røgsky.
Sinaj

2 Mosebog 19,16 Da det blev morgen den tredje dag, kom der lyn og torden; en tung sky lagde sig over bjerget, og der lød kraftig klang af horn, så hele folket i lejren skælvede af rædsel.
2 Mosebog 19,17 Men Moses førte folket ud af lejren, hen imod Gud, og de stillede sig op ved foden af bjerget.
2 Mosebog 19,18 Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel,
2 Mosebog 19,19 og hornklangen blev kraftigere og kraftigere. Moses talte, og Gud svarede ham, så det kunne høres.

Selvom Gud godt "kunne høres", beordrer Gud alligevel Moses op på bjerget, hvor Guds første ord er »Gå ned«:

2 Mosebog 19,20 Herren steg ned på Sinajs bjerg, på toppen af bjerget; han kaldte Moses op på toppen af bjerget, og Moses gik derop.
2 Mosebog 19,21 Herren sagde til Moses: "Gå ned og advar folket mod at trænge sig frem til Herren for at se ham, for så vil mange af dem miste livet.

Godaw do! Moses blev altså kaldt op for at gå ned igen og gentage truslen til folket mod at gå op. Vi får aldrig nogen forklaring på, hvorfor Gud ikke kunne sige det til Moses nede ved foden af bjerget, når nu »Gud svarede ham, så det kunne høres« — eller for den sags skyld, hvorfor Gud ikke selv kunne sige det til folket, at der var adgang forbudt. Hele meningen med forestillingen var jo netop at bevise, at Moses og Gud var perlevenner.

Den alvidende Gud har åbenbart glemt, at han selv har beordret jøderne til at afspærre bjerget, men Moses minder ham om det: »du har jo selv advaret os og sagt, at vi skulle afspærre bjerget«. Gud siger derefter, at præsterne ikke må komme op, med mindre de har gjort sig hellige. Præsterne har ellers brugt 3 dage på at gøre sig hellige efter Guds egne ordrer, men det har Gud åbenbart også glemt, at han har sagt. Så skifter Gud mening: Præsterne må ikke komme op — helliggjorte eller ej — Moses må kun tage sin bror, Aron, med. Det hænger sammen med, at der slet ikke findes nogle præster endnu.

2 Mosebog 19,22 Selv præsterne, der må træde frem for Herren, skal hellige sig, for at Herren ikke skal bryde løs mod dem."
2 Mosebog 19,23 Moses svarede Herren: "Folket kan ikke komme op på Sinajs bjerg, for du har jo selv advaret os og sagt, at vi skulle afspærre bjerget og hellige det."
2 Mosebog 19,24 Men Herren sagde til ham: "Gå nu ned, og kom så herop sammen med Aron! Præsterne og folket må ikke trænge sig frem for at komme op til Herren, for så bryder han løs mod dem."
2 Mosebog 19,25 Så gik Moses ned til folket og sagde det til dem.

Kapitel 19 slutter med, at Moses går ned igen for tredje gang. Nu udtaler Gud de De Ti Bud (2 Mosebog 20,1-17). Det fremgår ikke helt, hvem Gud taler til, eller om der er nogen, der hører ordene. Jøderne »blev stående på lang afstand« og hører bare en vældig larm, som de er bange for:

2 Mosebog 20,18 Hele folket oplevede tordenbragene og lynglimtene og hornklangen og så bjerget hyllet i røg. Da rystede de og blev stående på lang afstand,

Moses går derefter på bjerget igen, igen (vers 21) og får en la-a-ang række af yderligere lovregler (kapitel 20-23). Derefter beder Gud Moses, der nu er oppe på bjerget, om at gå op(!) og tage nogle af de ældste med sig:

2 Mosebog 24,1 Herren sagde til Moses: "Gå op til Herren sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af Israels ældste. På lang afstand skal I kaste jer ned;

Moses sprøjter okseblod på folket, og læser højt af "pagtsbogen", som han formentligt har skrevet i løbet af natten. Desværre er Pagtsbogen en af Bibelens mange forsvundne bøger. Hvad har der stået i Pagtsbogen? Den har indeholdt »alle Herrens ord og alle retsreglerne«, dvs. alle reglerne fra kapitel 20-23:

2 Mosebog 24,3 Moses gik hen og kundgjorde alle Herrens ord og alle retsreglerne for folket, og folket svarede med én røst og sagde: "Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre."
2 Mosebog 24,4 Så skrev Moses alle Herrens ord ned, og næste morgen byggede han et alter ved bjergets fod og rejste tolv stenstøtter, en for hver af Israels tolv stammer.
[.. .. ..] [. . .]
2 Mosebog 24,7 Derpå tog han pagtsbogen og læste den op for folket, og de sagde: "Vi vil adlyde Herren og gøre alt, hvad han befaler."
2 Mosebog 24,8 Så tog Moses blodet og stænkede det på folket, og han sagde: "Dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord."

Det interessante er altså, at alle de love, som jøderne lover at holde, og den pagt, de slutter med Herren, er skrevet ned af Moses. Pagtsbogen er som sagt forsvundet, men ifølge Bibelen indeholdt den alle de love, Gud har dikteret i kapitel 20-23.

Der er ingen, der har snakket om nogle tavler endnu. Og der er heller ingen, der har snakket om Ti Bud. Det er først i kapitel 34, at vendingen "Ti Bud" optræder. Men her i kapitel 24 får en udvalgt skare Gud at se:

2 Mosebog 24,9 Moses gik op sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af Israels ældste,
2 Mosebog 24,10 og de så Israels Gud. Under hans fødder var der som et flisegulv af safirer, så rent og klart som himlen selv.
2 Mosebog 24,11 Disse fornemme israelitter lagde han ikke hånd på. De skuede Gud og spiste og drak.

Det vil altså sige, at resten af det jødiske folk ikke har set Gud — kun en røgsky. Hvorfor skulle de så "helliggøre" sig i tre dage?

Efter at de ældste har spist og drukket sammen med Gud(!), går Moses op på toppen, fordi Gud nu (og først nu) lover at skrive sine love ned på to tavler. Bemærk, at der ikke står, at Gud kun har skrevet De Ti Bud ned. Strengt taget siger teksten, at Gud har skrevet alle lovreglerne i kapitel 20-23 ned:

2 Mosebog 24,12 Herren sagde til Moses: "Kom op til mig på bjerget og bliv der, så vil jeg give dig stentavlerne med den lov og befaling, som jeg har skrevet ned for at belære dem."

Man kan undre sig over, at Gud først nævner stentavlerne nu, hvor Moses allerede selv har skrevet lovene ned i sin Pagtsbog.

Underligt nok tager Moses Josva med sig på bjerget. Selvom Gud selv har inviteret dem op, gemmer han sig 6 dage bag foran en sky.

2 Mosebog 24,13 Så rejste Moses sig sammen med Josva, som var i hans tjeneste, og Moses gik op på Guds bjerg.
2 Mosebog 24,14 Til de ældste sagde han: "Bliv her, til vi kommer tilbage til jer; Aron og Hur er hos jer. Skal nogen have en sag afgjort, kan han henvende sig til dem."
2 Mosebog 24,15 Så gik Moses op på bjerget. Skyen dækkede bjerget,
2 Mosebog 24,16 og Herrens herlighed tog bolig på Sinajs bjerg. I seks dage dækkede skyen bjerget, og på den syvende dag kaldte han på Moses inde fra skyen.
2 Mosebog 24,17 For israelitterne så Herrens herlighed ud som en fortærende ild på bjergets top.
2 Mosebog 24,18 Men Moses gik ind i skyen og op på bjerget, og han blev på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter.

I de næste 40 dage leverer Gud en endeløs række af lovordninger (kapitel 25-31). Til allersidst i kapitel 31 tier Gud omsider stille, og Moses får sin to tavler, »beskrevet med Guds finger«:

2 Mosebog 31,18 Da han var færdig med at tale med Moses på Sinajs bjerg, gav han ham Vidnesbyrdets to tavler, stentavler beskrevet med Guds finger.

Mens disse 6 + 40 dage går, er folket blevet utålmodigt og forlanger at få et gudebillede:

2 Mosebog 32,1 Da folket så, at Moses stadig ikke kom ned fra bjerget, samledes de om Aron og sagde til ham: "Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os op fra Egypten."
2 Mosebog 32,2 Aron svarede dem: "Tag de guldringe af, som jeres koner og jeres sønner og døtre har i ørerne, og bring dem til mig."
2 Mosebog 32,3 Så tog hele folket de guldringe af, de havde i ørerne, og bragte dem til Aron;

Næppe har Moses forladt jøderne, før de kræver en ny gud. »Lav os en gud, som kan gå foran os«. Selvom de lige har set Gud i sin herlighed på Sinaj — for ikke at tale om Egyptens 10 plager, delingen af havet og den daglige manna — er de ikke mere imponerede, end at de straks ønsker en ny gud.

Bibelen i Lego, Aron støber guldkalven.
Lego: Aron og guldkalven

Man kan undre sig over, at jøderne har haft det så-å-å hårdt som slaver i Egypten, men at de alligevel har guld nok i øreringene til, at Aron kan lave en Guldkalv, som de kan danse omkring.

2 Mosebog 32,4 han tog imod dem og støbte dem i en lerform til et billede af en tyrekalv. Da sagde de: "Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten."
2 Mosebog 32,5 Da Aron så det, byggede han et alter foran den og lod udråbe: "I morgen er der fest for Herren."

Moses på vej ned af bjerget med de to tavler
Moses

Her bliver historien helt surrealistisk. Aron — storebror til Moses og stamfar til slægten af præster — skal lave et billede af Gud, og så laver han en tyrekalv, og tilføjer »I morgen er der fest for Herren«.

Man kan ikke se det i Bibelselskabets makværk fra 1992, men ordet "Herre" er en oversættelse af Guds hellige navn, Jahve. I den forrige oversættelse stod "HERREN" derfor med stort: »I Morgen er det Højtid for HERREN!« (læs evt kapitel 32). Der er altså ikke tale om noget afgudsbillede, og jøderne har ikke svigtet Jahve; det er ham, tyren skal forestille: »Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten«

Aron har lige været med oppe på bjerget og spist og drukket sammen med Gud, og vores øjenvidne mener åbenbart, at Gud ligner en tyrekalv! Og det samme mente de 72 fornemme jøder, der havde været sammen med Moses og Aron oppe på bjerget, og som også havde spist og drukket med Gud.

Og befolkningen vidste heller ikke bedre. Hvordan skulle de kunne det? Gud havde ganske vist lovet, han ville vise sig for dem, men det løfte brød han, selvom de havde brugt tre dage på at "hellige sig" og "holde sig fra deres kvinder". Folket havde kun set en røgsky, men denne røgsky har måske lignet en kalv?

Så starter dansen om Guldkalven, og Gud ser det — han ser jo alt — og han fortæller det til Moses. Gud truer med at dræbe alle jøderne, men Moses får Gud hidset ned (2 Mosebog 32,7-14)

Ingen (undtagen Moses) har nogensinde set det første sæt tavler.
Moses knuser lovens tavler

Efter at have beroliget Gud, går Moses ned af bjerget med de to stentavler:

2 Mosebog 32,15 Moses begav sig så ned af bjerget med Vidnesbyrdets to tavler i hænderne; der var skrevet på begge sider af tavlerne, både forpå og bagpå.
2 Mosebog 32,16 Tavlerne var Guds eget værk, og skriften var Guds egen skrift, mejslet i tavlerne.

Disse tavler har formodentlig indeholdt meget mere end bare De Ti Bud. Hebraisk er et kompakt skriftssprog uden mellemrum og vokaler. Gud har altid været fiks på fingrene, det er Ham, der har designet DNA og myggenes forplantningsdele, så Han skulle let kunne skrive en større roman på 2 stentavler, især når Bibelen fortæller, at »der var skrevet på begge sider af tavlerne, både forpå og bagpå«.

Efter at have kommet ned af bjerget smadrer Moses de to tavler — de to oprindelige tavler, der var skrevet med Guds egen finger. Her løber man simpelthen tør for superlativer til at beskrive idiotiet:

Den kopi, som Moses senere laver, var så hellig, at den i 40 år blev slæbt rundt i Pagtens Ark. Der var dødsstraf for bare at kigge på denne kopi, ja Gud selv dræbte 50.070 mennesker for bare at kigge på boksen, der indeholdt kopierne.

Alligevel smadrer Moses originalen — det eneste dokument, der nogensinde har været skrevet med Guds egen finger. Og hvorfor gjorde han så det? Han vidste jo allerede, at jøderne dansede om Guldkalven - det havde Gud fortalt ham, og det var Moses, der havde fået Gud hidset ned. Alligevel bærer Moses de to uvurderlige stentavler — verdens største kulturskat — ned af bjerget bare for at smadre dem.

Og hvad var jødernes forbrydelse? De havde såmænd brudt et af De Ti Bud, eftersom de havde lavet et gudebillede. Så De Ti Bud er åbenbart ikke bare "universelle", de blev leveret "med tilbagevirkende kraft", og ukendskab til loven var ingen undskyldning.

Derefter bryder Moses et af De Ti Bud, som han lige har båret ned: »Du må ikke begå drab«. Moses giver ordre til et af de utallige massemord, Bibelen er fyldt med. Ifølge Bibelen var Moses »mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden« (4 Mosebog 12,3), men denne verdensmester i sagtmodighed beordrer alligevel en nedslagtning af 3.000 af Guds eget folk:

4 Mosebog 12,3: Men manden Moses var mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden.

2 Mosebog 32,25 Da Moses så, hvor løssluppent folket var, fordi Aron havde sluppet tøjlerne, til skadefryd for dets fjender,
2 Mosebog 32,26 stillede han sig i lejrporten og sagde: "Kom over til mig, I, der er på Herrens side!" Og alle levitterne samlede sig hos ham.
2 Mosebog 32,27 Han sagde til dem: "Dette siger Herren, Israels Gud: Spænd hver især jeres sværd om lænden, og gå lejren rundt fra den ene port til den anden, og slå både broder, ven og nabo ihjel."
2 Mosebog 32,28 Levitterne gjorde, som Moses sagde, og der faldt den dag hen ved tre tusind mand af folket.

Vi får oven i købet at vide, at Gud lod "velsignelse komme over" morderne. Bagefter sendte Gud pest over sit folk - selvom det var Aron, der var for dum til at kende forskel på Jahve og en tyrekalv. Alligevel forblev Aron og hans slægt præster i al fremtid. I det hele taget er det en rød tråd i Bibelen, at Gud altid straffer uskyldige folk for andres synder.

2 Mosebog 32,29 Da sagde Moses: "Gå i dag i Herrens tjeneste, for I er endog gået imod jeres egne sønner og brødre. Han vil i dag lade velsignelse komme over jer."
[.. .. ..] [. . .]
2 Mosebog 32,35 Og Herren slog folket med plager, fordi de havde lavet kalven, den Aron havde lavet.

Gud tilbyder så at skrive to nye stentavler — med egen finger og med samme indhold:

De to tavler. Var Moses virkelig 40 dage og 40 nætter om så lidt?
De to tavler fra filmen De Ti Bud

2 Mosebog 34,1 Herren sagde til Moses: "Tilhug to stentavler som de forrige; på dem vil jeg skrive de ord, der stod på de forrige tavler, som du knuste.

Alligevel skifter Gud lynhurtigt mening og lader Moses overtage skrivearbejdet. Det tager Moses 40 dage og 40 nætter:

2 Mosebog 34,27 Herren sagde til Moses: "Skriv disse ord ned, for det er på grundlag af disse ord, jeg slutter pagt med dig og med Israel."
2 Mosebog 34,28 Så blev han der hos Herren i fyrre dage og fyrre nætter uden at spise eller drikke noget, og han skrev pagtens ord, de ti bud, på tavlerne.

Disse nye tavler, som altså er de eneste tavler, nogen andre end Moses har set, blev opbevaret af jøderne i Pagtens Ark, men disse rigtige Ti Bud er vidt forskellige fra de andre Ti Bud, vi normalt kender.

Femte Mosebog

Kan det blive værre? Går paven rundt med en fisk på hovedet? Selvfølgelig kan det det. Historien genfortælles i Femte Mosebog, og som altid, når Bibelen gentager en historie, vælter selvmodsigelserne frem.

Her er indledningen til De Ti Bud. Moses starter med at mindes, hvordan overleveringen skete:

5 Mosebog 5,1 Moses kaldte hele Israel til sig og sagde til dem: Hør, Israel, de love og retsregler, som jeg i dag kundgør for jer, lær dem, og følg dem omhyggeligt!
5 Mosebog 5,2 Herren vor Gud sluttede en pagt med os ved Horeb.
5 Mosebog 5,3 Det var ikke med vore fædre, Herren sluttede denne pagt, men med alle os, som er i live og til stede her i dag.
5 Mosebog 5,4 Herren talte til jer på bjerget, inde fra ilden, ansigt til ansigt.
5 Mosebog 5,5 - Dengang stod jeg mellem Herren og jer for at forkynde jer Herrens ord, for I var bange for ilden og gik ikke med op på bjerget. - Han sagde:
[.. .. ..]
[.. .. ..] [[De Ti Bud fra Femte Mosebog]]
[.. .. ..]
5 Mosebog 5,22Disse ord talte Herren til hele jeres forsamling på bjerget, inde fra ilden, omgivet af skyer og mulm, med høj røst og uden at føje mere til, og han skrev dem på to stentavler, som han gav mig.

Tja, hvor skal man starte? Moses fortæller (5,22), at »Disse ord talte Herren […] uden at føje mere til, og han skrev dem på to stentavler«. Der må man så bemærke, at Gud faktisk "tilføjede" ret meget i Anden Mosebog, nemlig de utallige bud i resten af kapitel 20, plus buddene i kapitel 21, 22 og 23, før han godt inde i kapitel 24 nævner noget som helst om nogen stentavler (2 Mosebog 24,12), og derefter "tilføjede" Gud endnu flere bud i kapitel 25, 26, 27, 28, 29 og 30, før Gud langt inde i kapitel 31 omsider tier stille og giver Moses de lovede tavler (2 Mosebog 31,18).

2 Mosebog 24,12: Herren sagde til Moses: "Kom op til mig på bjerget og bliv der, så vil jeg give dig stentavlerne med den lov og befaling, som jeg har skrevet ned for at belære dem."
2 Mosebog 31,18: Da han var færdig med at tale med Moses på Sinajs bjerg, gav han ham Vidnesbyrdets to tavler, stentavler beskrevet med Guds finger.

Moses bebrejder også jøderne, at de var bange: »I var bange for ilden og gik ikke med op på bjerget« (5,5). Her har Moses vist "glemt", at han selv havde spærret bjerget af »Du skal spærre af for folket hele vejen rundt« (2 Mosebog 19,12) og havde truet med dødsstraf til dem, der nærmede sig bjerget: »Den, der rører ved bjerget, skal lide døden; […] han skal stenes eller skydes. Hvad enten det drejer sig om et dyr eller et menneske, må det ikke leve« (2 Mosebog 19,12-13).

Jødernes vandring fra Egypten til det forjættede land
Ørkenvandring

Men den allerstørste ændring er, hvor buddene er modtaget henne. Moses påstår, at det skete »ved Horeb« (5,2) — i Anden Mosebog sker det på Sinaj-bjerget. Den allerstørste begivenhed i menneskenes historie, to tavler skrevet med Guds egen finger, og Moses kan ikke lige huske, hvor det var, det skete.

Den kristne forklaring er, at Sinaj og Horeb "i virkeligheden" er det samme bjerg. Og det kan de sagtens påstå, eftersom der ikke er nogen, der aner, hvad disse to bjerge er for nogen, eller hvor de skulle ligge henne.

Men forfatteren af Femte Mosebog fortæller os, at Horeb ligger 11 dagsrejser fra det sted, hvor Moses holdt sin tale øst for Jordanfloden:

5 Mosebog 1,1 Dette er den tale, Moses holdt til hele Israel øst for Jordan i ørkenen, i Araba-lavningen, over for Suf, mellem Paran og Tofel, Laban, Haserot og Di-Zahab,
5 Mosebog 1,2 elleve dagsrejser fra Horeb ad vejen over Se'irs bjerge til Kadesh-Barnea.

Kortet til højre er fra en kristen hjemmeside og viser jødernes vandring i de 40 år fra Egypten til det forjættede land. Nederst i kortet (nummer 8) er bjerget markeret. Teksten »Sinaj? (Horeb)« viser tydeligt, hvor stor usikkerhed der er, om hvor bjerget ligger, og om det er samme bjerg. Det er meget typisk for disse kort, at Sinaj/Horeb altid placeres i midten som et "kompromis" mellem Anden og Femte Mosebog.

Efter nummer 8 Sinaj/Horeb går turen videre, og punkt 12 er Kadesh-Barnea. Som man kan se, er der en underlig "krølle" på ruten, hvilket skyldtes, at jøderne fór vild p.g.a. deres ulydighed mod Gud.

Jøderne kom altså ikke fra Horeb til "øst for Jordan" på 11 dage. Det tog faktisk 38 år:

5 Mosebog 2,14 Fra vi forlod Kadesh-Barnea, til vi gik over Zered, var der gået otteogtredive år; da var hele det slægtled af krigere i lejren omkommet, sådan som Herren havde svoret.

Ikke bare tog det 38 år, men i mellemtiden »var hele det slægtled af krigere i lejren omkommet«. Det er en af de pinlige ting, man ikke taler højt om i søndagsskolen, men Gud førte ikke jøderne fra Egypten til det forjættede land. Han førte dem ud i ørkenen, blev vred på dem, slog dem ihjel i løbet af de 40 år, og lod deres børn komme ind det forjættede land i stedet for.

Det er jo det samme, Moses sagde i den tale, vi lige har set på: »Det var ikke med vore fædre, Herren sluttede denne pagt, men med alle os, som er i live og til stede her i dag«. De jøder (»vore fædre«), som Gud førte ud af Egypten, fik ingen pagt, men deres efterkommere, der overlevede ørkenvandringen, og »som er i live og til stede her i dag« 40 år senere, fik en pagt ved Horeb — 11 dagsrejser fra Jordan.

Bar jøderne rundt på Pagtens Ark i 11 dage eller i 40 år?
Pagtens Ark

Så kan vi ikke komme længere ud. Jeg lader Moses og Aron få det sidste ord:

Moses: Du Aron, kan du huske, da vi fik de der Ti Bud ved Sinaj-bjerget?
Aron: Sinaj-bjerget? Var det ikke ved Horeb-bjerget?
Moses: Var det det? Ja, man glemmer jo med tiden. Jeg er jo 120 år.
Aron: Hvad skal jeg så sige? Jeg er 123 år.
Moses: Nå ja, men det var i al fald i starten af vandringen — lige efter at vi forlod Egypten.
Aron: Nej da, det var næsten 40 år senere — 11 dage før vi kom frem.
Moses: Jamen, hvad så med de 38 år, hvor vi boede i Kadesh-Barnea? Havde vi de Ti Bud dengang?
Aron: Det kan jeg ikke lige huske. Vi har jo fået så mange bud af ham Gud.
Moses: Nå ja. Det havde jeg glemt. Jeg er jo 120 år.
Aron: Det har du allerede sagt, senile dumkop.
Moses: Men kan du huske Pagtens Ark?
Aron: Ja tak, den der kasse med stentavlerne i? Oy, hvor var den tung at bære rundt på.
Moses: Kan du huske, om vi bar rundt på Pagtens Ark i 40 år, eller om det var 11 dage?
Aron: Nej, det kan jeg ikke lige huske.
Moses: Heller ikke mig, men jeg er jo også 120 år.
Aron: Ja tak, og du har vadet rundt i det samme tøj og de samme sandaler i 40 år. (5 Mosebog 29,5). Hvad med at se og få skiftet? Ellers kommer du aldrig ind i det forjættede land.

5 Mosebog 29,5: Jeg lod jer endda vandre fyrre år i ørkenen, uden at jeres klæder blev slidt i laser og faldt af jer, og uden at dine sandaler blev slidt op og faldt af dine fødder;

Yderligere information