Loven, Profeterne og Skrifterne

Moses med lovens tavler
Gustave Doré. Moses med lovens tavler.

Det Gamle Testamente er jødernes historie og jødernes lov.

Jøderne opdeler Det Gamle Testamente mere fornuftigt end de kristne. Jøderne taler om TaNaCH eller TaNaK, der er en forkortelse for Torah-Neviim-Ketubim, hvilket betyder Loven, Profeterne og Skrifterne.

Moses og Elias opstår
Biblia Pauperum: Moses og Elias opstår. En mulig fortolkning er, at Moses og Elias repræsenterer Loven og profeterne.

I den danske Bibel har man radbrækket jødernes bog for at få Malakias' Bog til sidst, således at Det Gamle Testamente slutter med Malakias 3,23-24, som de kristne betragter som en profeti om Johannes Døberen.

Malakias 3,23: Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige.
Malakias 3,24: Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse.

Jøderne opdeler derimod Det Gamle Testamente efter alder:

Loven - Mosebøgerne er de 5 bøger, der indeholder Moseloven, og som man engang troede, var skrevet af Moses.

Profeterne opdeles i tidligere profeter og senere profeter. De tidligere profeter er i virkeligheden jødernes historie lige fra Adam og frem til Jerusalems fald (Josva, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne). De senere profeter er Esajas, Jeremias, Ezekiel og 12 "mindre" profeter som f.eks. Malakias.

Skrifterne er en blandet landhandel af bøger. Fx handler Højsangen om kærligheden mellem to mennesker og er kun medtaget, fordi den tilskrives kong Salomon. På samme måde medtages Ordsprogenes Bog, fordi Salomon mentes at have skrevet nogle af afsnittene; Salmernes Bog er med, fordi nogle af dem tilskrives David; og Ruths bog er med, fordi den handler om Davids oldeforældre.

Denne kanon er fastsat omkring år 100 e.v.t. I lang tid troede man, dette skete på en kongres i Jamnia år 70, men det er der ikke længere enighed om. Kongressen har tilsyneladende handlet om alt muligt andet end lige præcis at vedtage en Bibel-kanon. I dag er konsensus snarere, at der er tale om en langsomt opstået enighed.

En fjerde gruppe er de apokryfe skrifter, som altså ikke blev inkluderet sammen med Skrifterne. Derimod har katolikkerne ikke haft problemer med at optage de apokryfe skrifter i deres Bibel, mens protestanterne har et lidt mere uldent forhold.

Sammenhængen mellem
de 24 bøger i TaNaCH
og de 39 bøger i
Det Gamle Testamente
TitelAntal
Loven (5)
1. Mosebog1
2. Mosebog1
3. Mosebog1
4. Mosebog1
5. Mosebog1
I alt5
Profeterne (8)
Josva1
Dommerne1
Samuel2
Kongebøgerne2
Esajas1
Jeremias1
Ezekiel1
De mindre profeter12
I alt21
Skrifterne (11)
Salmernes Bog1
Ordsprogenes Bog1
Job1
Højsangen1
Ruth1
Klagesangene1
Prædikeren1
Ester1
Daniel1
Ezra-Nehemias2
Krønikebogen2
I alt13
Totalt antal bøger39

I dag kender vi apokryferne på græsk fra Septuaginta, men mange af dem fandtes også på hebraisk — ved Qumran har man fundet Tobits Bog, Siraks Bog, Jeremias' brev og Salme 151. En bog som 2. Makkabæerbog fandtes også på hebraisk, men bogen handler om en jødisk slægt, der gør oprør mod de fremmede, vantro overherrer. Dette emne var alt for sprængfarligt i Jamnia år 70, eftersom romerne samme år havde erobret Jerusalem, dræbt 1.100.000 af indbyggerne og solgt 97.000 som slaver.

Masoreterne

Aleppo-kodekset
Aleppo-kodekset - starten af Josva.
Bemærk de mange prikker og streger, der er tilføjet mellem det 5. og 9. århundrede for at gøre teksten forståelig.
Guds hemmelige navn optræder to gange.

Den hebraiske teksttradition, der danner grundlaget for den danske kirkes Gamle Testamente, kaldes den masoretiske tekst.

Masoreterne var en gruppe af jødiske lærde, der startede efter Jerusalems ødelæggelse år 70 med at bevare deres tekster ved omhyggeligt at kopiere de gamle bøger og ruller, når de var slidt op.

Den oprindelige hebraiske tekst indeholdt ikke vokaler; de blev overleveret mundtligt. Dette begyndte at blive et problem i den tidlige Middelalder, da hebraisk ikke længere var et talesprog. Derfor tilføjede masoreterne små prikker og streger — over, under og midt i bogstaverne — for at angive vokalerne (billedet til venstre). Grunden til at man brugte disse prikker, istedet for at opfinde nye bogstaver, var, at man undgik at ændre ved antal bogstaver per linie.

Det vides ikke, hvornår dette er sket. Det var først i 1500-tallet, at den jødiske forsker, Elijah Levita, pointerede at der ikke var hentydninger til vokal-prikkerne i Talmud og Mishnah. Derfor konkluderede han, at disse vokaler ikke kunne være skrevet før år 500 og altså ikke stammede fra Moses.

Der er i øvrigt et problem med vokalerne og Guds navn. I udsnittet til venstre optræder Guds navn to gange, men vokalerne er med vilje sat forkert. Det gør, at i dag er der ingen, der ved, hvad Gud hedder. Læs meget mere om Guds hellige navn.

Hvor gammelt er det Gamle Testamente?

Det ældste komplette eksemplar er Leningrad-kodekset, der er fra ca. år 1010. Aleppo-kodekset (se billede foroven til venstre) er endnu ældre — fra det tiende århundrede — men ikke komplet.

Til sammenligning har vi udgaver af den græske teksttradition, Septuaginta, der er meget ældre. Codex Sinaiticus er fra år 330-350, og Codex Vaticanus er lige så gammel.

Disse to Septuaginta-udgaver, indeholder også Det Nye Testamente. Det betyder, at ikke bare har vi langt ældre eksemplarer af den græske teksttradition end af den hebraiske, men det betyder også, paradoksalt nok, at vi har langt ældre eksemplarer af Det Nye Testamente end af det Gamle Testamente. Desuden skal man huske, at vokalerne i de hebraiske manuskripter som sagt er tilføjet mellem år 500 og 900.

Josephus

Josephus
Josephus med spids "jødisk" hat

Som altid skal man huske, at den tekst, som Den Danske Folkekirke har valgt som grundlag for deres Bibel, kun er en enkelt tradition ud af mange, og som nævnt er det ældste eksemplar fra år 1010. Vi har et meget ældre vidne, nemlig historikeren Josephus. Han var præstesøn og var den første til at beskrive den lukkede Bibel-kanon. Josephus er ikke bare vores ældste vidne, men også det bedste, eftersom det var ham, der overtog alle templets helligskrifter efter Jerusalems ødelæggelse i år 70.(1) Hvis der er forskel på den masoretiske tekst, som den danske Bibel bygger på, og på Josephus' tekst, er det Josephus' tekst, der er den rigtige.

Den Bibel Josephus kendte indeholdt 22 bøger.

Against Apion, Bog 1,8,038-041

We do not have thousands of discordant and conflicting books, but only twenty-two which contain the records of all our past and which are properly believed.

Of these, five come from Moses, containing his laws and the tradition from the origin of mankind until his death; this period was little short of three thousand years.

From the death of Moses to the reign of Artaxerxes, who reigned after Xerxes, king of Persia, the prophets after Moses wrote down in thirteen books what was done in their times. .

The other four books contain hymns to God and precepts for human living.

It is true, our history since Artaxerxes has also been written but it is not esteemed as highly as the former, as there was no clear succession of prophets during that time.

(Josephus, jødisk præst og historiker, år 37 - ca. 99)

Dinosaurus med Bibel
Hvilke bøger var der i Bibelen i gamle dage?

Sådan så Det Gamle Testamente ud på Josephus' tid: Efter de 5 Mosebøger var der 13 bøger om perioden efter Moses og frem til Artaxerxes — og så 4 bøger med salmer og "forskrifter på opførsel i livet". I alt 22 bøger. Tilsidst er der nogle uspecificerede apokryfe skrifter, som ikke er så højt værdsatte, som de andre. Her skal det tilføjes, at meget af Josephus' historieskrivning er baseret på Første Makkabæerbog, så problemet er åbenbart ikke, at apokryferne ikke er sande — de blev bare ikke regnet som guddommeligt inspirerede.

Josephus er altså uenig med masoreterne, der regner med 24 bøger (se tabellen længere oppe til højre). Josephus mener, der er toogtyve bøger — samme tal som antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet. Mange kristne kirkefædre (fx Origenes og Hieronymus) påpegede også den guddommelige sammenhæng mellem antallet af hebraiske bogstaver og antallet af bøger. De kristne kirkefædre kom fra 24 til 22 ved at slå Dommernes Bog sammen med Ruths Bog (Hieronymus' begrundelse var, at de foregår i samme periode), og slå Jeremias sammen med Klagesangene (fordi de tilskrives den samme profet).

Spørgsmålet er så, om det er det samme, Josephus har gjort. Man kan sagtens komme fra et vilkårligt tal til et andet vilkårligt tal ved at postulere, at så og så mange bøger er slået sammen. Det virker meget tilfældigt at slå Dommernes Bog sammen med Ruths Bog, når den første hører hjemme iblandt Profeterne og den anden blandt Skrifterne. Det samme gælder Jeremias og Klagesangene.

Det er og bliver rent gætværk, om præstesønnen Josephus' 5+13+4 bøger er de samme som masoreternes 5+8+11.

Yderligere oplysninger


Fodnoter: (1)

Josephus overtog de hellige skrifter fra templet . . .: Moreover, when the city Jerusalem was taken by force, Titus Caesar persuaded me frequently to take whatsoever I would of the ruins of my country; and did that he gave me leave so to do. But when my country was destroyed, I thought nothing else to be of any value, which I could take and keep as a comfort under my calamities; so I made this request to Titus, that my family might have their liberty: I had also the holy books by Titus's concession.
(Josephus' Liv, 75).

Op til Gamle Testamente