Publius Cornelius Tacitus (56 - 117)

Tacitus Tacitus var senator, historiker og guvernør. Tacitus betyder "tavs", og dette cognomen var ironisk ment, eftersom han også var en kendt orator.

Hans mest berømte værk var Annalerne, der i 16 bind beskrev kronologisk, hvad der var sket i Romerriget lige fra Kejser Augustus' død til og med Neros kejserdømme, det vil sige fra år 14 til 68.

Her kunne vi omsider have haft en kilde til den historiske Jesus (eller i det mindste til den verdensomspændende solformørkelse og det verdensomspændende jordskælv, der skete ved korsfæstelsen), men det morsomme er, at de par år, hvor Jesus formodes at have udført sine mægtige gerninger, mangler, idet slutningen af bind 5 og starten af bind 6 er forsvundet.

Vi kan dermed konkludere, at Tacitus ingenting har skrevet om Jesus i disse afsnit. Ellers skulle Kirken nok have sørget for at bevare — eller i det mindste at citere — afsnittene.

Til gengæld har Tacitus en beskrivelse af Roms brand.

Nero og Roms Brand

Ifølge Tacitus blev Nero anklaget for at være ansvarlig for branden, og derfor valgte han at skyde skylden på de stakkels kristne, som han straffede på de mest sadistiske måder:

Men al menneskelig virksomhed og regentens [Neros] gaver formåede lige så lidt som forsoningen af guderne at bringe det slemme rygte til at forstumme, at ilden var påsat efter Neros befaling.

For altså at gøre en ende på folkesnakken kastede han skylden over på andre og straffede navnlig på de mest udsøgte måder de for deres skændigheder forhadte mennesker, som man kaldte kristne. Disse mennesker havde dette navn efter Kristus, som under Tiberius' regering blev henrettet ved prokuratoren Pontius Pilatus.

Således blev denne fordærvelige overtro for øjeblikket undertrykt, men brød siden atter ud, ikke blot rundt om i Judæa, hvor den fra først af var opstået, men også her i hovedstaden, hvor alt afskyeligt og skammeligt strømmer sammen fra alle kanter og finder tilhængere. Først lod man dem pågribe, som tilstod, dernæst efter deres angivelse en meget stor mængde andre mennesker, og de blev ikke så meget overbevist om brandstiftelse som om had til menneskeslægten. Man nøjedes ikke med at henrette dem, men drev oven i købet løjer med dem: nogle blev dækket med dyrehuder og sønderrevet af hunde; andre korsfæstedes, og atter andre blev indsvøbt i brandbare klæder og tjente, når dagen var omme, til at oplyse natten. Nero havde åbnet sine haver for dette skuespil og gav lege i det derværende cirkus, hvor man så ham klædt som vognstyrer blande sig med mængden eller køre på en vogn. Dette var også årsagen til, at man, skønt disse mennesker var skyldige og fortjente at behandles med den yderste strenghed, trods dette følte medlidenhed med dem, idet man tænkte, at det ikke var for almenvellets skyld, de måtte lide døden, men for at tilfredsstille en enkelt mands grusomme sind.

(Tacitus, Annaler 15,44, efter O.A. Hovgaards oversættelse fra 1887)

Her har vi, hvad der måske er vores første ikke-kristne vidne til kristendommen. Og ikke bare det: Måske har vi også et vidne til den historiske Jesus, eftersom romeren Tacitus her bekræfter, at Kristus var blevet henrettet af Pontius Pilatus på Kejser Tiberius' tid, og at de kristne stammede fra Judæa.

Tacitus er måske det bedste bevis for Jesus' historiske eksistens. Problemet er, at afsnittet kunne være forfalsket, eller endnu mere sandsynligt: At Tacitus bare gentager historier, han har hørt fra de kristne selv.

Men inden vi kigger på disse to teorier, må vi lige kigge på noget helt andet:

Var Pilatus Guvernør, Landsfyrste, Præfekt eller Prokurator?

Holbein d. Ældre: Jesus for Pilatus
Præfekt eller Prokurator?

I Det Nye Testamente omtales Pontius Pilatus som "statholder" eller "landshøvding". Ordet, der bruges i den græske originaltekst, er det upræcise "êgemôn", der bare betyder "øverste leder". Historikeren Josephus bruger i øvrigt det samme ord, og andre gange skriver han "epitropos". Ingen af disse kilder fortæller os Pilatus' præcise titel.

Imidlertid har man i 1961 i Caesarea Maritima fundet en inskription, hvor Pilatus kalder sig selv for »Praefectus Judaeae«. Hans korrekte titel var præfekt: Judæa var indlemmet i den romerske provins Syrien, der blev styret af en guvernør med rang af prokonsul. Guvernøren kunne derefter ansætte en (meget) lavere rangeret præfekt til at administrere de enkelte områder i provinsen (en præfekt er bogstaveligt talt "en, der er sat foran").

Derimod omtaler Tacitus Pilatus som prokurator.(1) Her kunne man tro, der var tale om en afslørende fejl, der viser, at afsnittet er forfalsket — eller i det mindste, at Tacitus ikke har tjekket de officielle arkiver.

Dr. Bart Ehrman argumenterer i bogen "Did Jesus Exist?" for, at fejlen med at kalde Pilatus for prokurator viser, at Tacitus kun gentager løs sladder:

It should be clear in any event that Tacitus is basing his comment about Jesus on hearsay rather than, say, detailed historical research. Had he done serious research, one might have expected him to say more, if even just a bit. But even more to the point, brief though his comment is, Tacitus is precisely wrong in one thing he says. He calls Pilate the "procurator" of Judea. We now know from the inscription discovered in 1961 at Caesarea that as governor, Pilate had the title and rank, not of procurator (one who dealt principally with revenue collection), but of prefect (one who also had military forces at his command). This must show that Tacitus did not look up any official record of what happened to Jesus, written at the time of his execution (if in fact such a record ever existed, which is highly doubtful). He therefore had heard the information. Whether he heard it from Christians or someone else is anyone's guess.

(Bart Ehrman, Did Jesus Exist?, side 80-81)

Derimod har Dr. Richard Carrier for en del år siden skrevet en afhandling om, hvordan Pilatus var både præfekt og prokurator: Præfekt er den officielle titel, når han arbejdede på Romerrigets vegne, som landets øverste regent. Men samtidig var kejseren en af verdens rigeste mænd, der skulle bruge tusinder af prokuratorer til at se efter sine private interesser overalt i riget — og hvem var så bedre at hyre som prokurator end den præfekt, der styrede landet?

Med moderne øjne virker det horribelt (og meget italiensk): Tænk, hvis man lagde sag an mod en af de mange private forretninger, som kejseren drev, og det viste sig, at den kejserlige dommer i retten var den samme prokurator, som man havde indklaget. Fra kejserens synspunkt var det naturligvis genialt.

Diskussionen mellem de to lærde doktorer var meget tilspidset (og underholdende). Ehrman lagde ud med at sammenligne sine modstandere med holocaustfornægtere, men da Carrier påpegede faktuelle fejl i Ehrman's bog, jamrede han og tog det som personligt angreb. Det sjoveste er, at Ehrman, der argumenterer for Jesus' historiske eksistens, samtidigt mener, at prokurator-fejlen afslører Tacitus, mens Carrier, der er mere skeptisk overfor Jesus' eksistens, argumenterer for, at prokurator ikke er en fejl (se eksternt link forneden).

Er Afsnittet en Forfalskning?

Det er en fristende tanke, at afsnittet kunne være forfalsket — det ville lissom ikke være første gang, at fromme kristne har forfalsket en tekst. Her skal det dog siges, at afsnittet er skrevet helt i Tacitus' særlige stil. Beskrivelsen af denne »fordærvelige overtro« er præcis, som man kunne forvente af denne arrogante aristokrat.

Det gælder også "fejlen" med at kalde Pilatus for prokurator: Tacitus var selv guvernør og har kunnet regne begge Pilatus' titler ud uden at behøve at tjekke efter. Hans problem var et helt andet: Tacitus var ikke bare senator, men consul, og tilhørte dermed den absolut øverste elite i Romerriget. Ikke desto mindre måtte han lide den tort, at disse "underklasse"-prokuratorer fik mere og mere magt og overtog embeder, der retteligt tilhørte senator-klassen.

Når derfor Tacitus skulle beskrive, hvor foragtelige disse kristne og deres »fordærvelige overtro« var, så lå det lige til højrebenet, at pointere at deres grundlægger var blevet henrettet som en simpel forbryder — og oveni købet af en elendig prokurator. At denne prokurator så rent faktisk også var præfekt og dermed landets øverste leder, behøvede Tacitus jo ikke at underholde sine læsere med.

Langt de fleste eksperter mener, at afsnittet er ægte, men ikke desto mindre er der noget meget mistænkeligt: Ikke så meget den flygtige omtale af Jesus, som den lange udpenslede beretning om Neros mishandling af de kristne. Neros forfølgelse af de kristne er nemlig næsten lige så historisk ukendt, som Jesus er.

På siden om Sueton kan vi se, at Nero ganske rigtigt "straffede" de kristne: »de kristne, en slags mennesker, der var befængt med en ny og skadelig overtro, blev ramt af hårde straffe«. Men Sueton nævner de kristne sammen med almindelige optøjer og gadeuorden — ikke noget der minder om de grusomheder, Tacitus svælger i — brugt som levende fakler og sønderrevet af hunde — og Sueton kæder ikke de kristne sammen med Roms brand, der sker i et helt andet afsnit. Historien om Neros "afstraffelse" af den »ny og skadelig overtro« sker i de indledende afsnit, inden Nero blev ond.

Historikeren Josephus kender heller intet til de horrible kristenforfølgelser, selvom Josephus var interesseret i religion (han var selv præstesøn) og selvom de kristne nominelt var jøder på Neros tid. Josephus er ellers ikke bange for at kalde Nero vanvittig og grusom og meget mere, men Nero har intet gjort, der vedrører jøderne:

2,13,1: Hvordan nu Nero i et overmål af lykke og rigdom blev grebet af storhedsvanvid og forsyndede sig mod skæbnens magt, hvordan han lod sin broder, hustru og moder dræbe, den ene efter den anden, hvordan han derefter lod sin grusomhed gå ud over de bedste mænd i riget, og hvordan han til sidst i sit vanvid drev sit uvæsen på scenen og i teatret, det vil jeg forbigå som noget, der have er almindeligt kendt og jeg vil i stedet for gå over til at fortælle om begivenhederne i Judaia i hans regeringstid

(Citeret fra "Den Jødiske Krig" - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997)

Henrettelse ved stening
Apostlenes Gerninger kapitel 7: Stefanus bliver den første kristne martyr.

I det fjerde århundrede skrev Eusebius kirkens historie, hvor han gennemgik alle martyrerne fra Stefanus (billedet til venstre) og op til sin egen tid. Folk, der tæller den slags, kommer frem til, at Eusebius beskriver 146 martyrer. Her udnævner han Nero til at være den første kejser, der har forfulgt de kristne. Nero får skylden for at have dræbt Paulus, men der er stadig intet om, at han skulle have skudt skylden for Roms brand på de kristne.

Kristenforfølgelser er et populært emne blandt de kristne — det leder nemlig opmærksomheden væk fra deres egne forbrydelser. Derfor er det underligt, at det har taget den samlede kristne verden 400 år, før de er "kommet i tanker om", hvordan Nero skulle have forfulgt dem efter Roms brand, og den groteske mishandling han skulle have udsat dem for. En ting er, at de har overset Tacitus, men hvordan kunne de selv "glemme" de grusomme forfølgelser og bagefter "komme i tanker" om dem flere hundrede år senere?

Man kan også undre sig over, at de kristne på den ene side var så ukendte, at Josephus aldrig har hørt om den, hverken i Jerusalem eller Rom, men på den anden side var de så kendte, at Nero kunne bruge dem til syndebukke.

Gentager Tacitus de Kristnes Egne Forklaringer?

Det er præcis her, vi har problemet med Tacitus. Som vi lige har citeret Bart Ehrman: »It should be clear in any event that Tacitus is basing his comment about Jesus on hearsay rather than, say, detailed historical research«. Tacitus fortæller bare, hvad de kristne selv siger, og de kristne siger bare, hvad der står i evangelierne.

Her forsøger nogle apologeter at argumentere for, at Tacitus afskyede løse rygter.(2) Disse apologeter er helt sikre på, at Tacitus har gennempløjet de romerske arkiver for at få alle detaljer i forbindelse med henrettelsen af Jesus frem i lyset (selvom Tacitus jo netop ikke har nogen detaljer).

Denne rørende(!) tillid til Tacitus står i skærende kontrast til, hvad de kristne plejede at sige om ham. I kirkens oldtid klagede kirkefaderen Tertullian (ca. 160 - ca. 225) over, at Tacitus var det stik modsatte af "tacit" d.v.s. tavs, når han løj om de kristne. Det var nemlig Tacitus, der havde bildt romerne ind, at den kristne Gud var et æselhoved!

Romersk graffito
Denne berømte graffito fra starten af den 3. århundrede er den ældste fremstilling af en korsfæstelse.

Tertullian skrev sin klage både i Ad Nationes kapitel 11 og Apologi 16. De to afsnit er næsten enslydende, så jeg citerer sidstnævnte her:

For, like some others, you are under the delusion that our god is an ass's head. Cornelius Tacitus first put this notion into people's minds. In the fifth book of his histories, beginning the (narrative of the) Jewish war with an account of the origin of the nation; and theorizing at his pleasure about the origin, as well as the name and the religion of the Jews, he states that having been delivered, or rather, in his opinion, expelled from Egypt, in crossing the vast plains of Arabia, where water is so scanty, they were in extremity from thirst; but taking the guidance of the wild asses, which it was thought might be seeking water after feeding, they discovered a fountain, and thereupon in their gratitude they consecrated a head of this species of animal. And as Christianity is nearly allied to Judaism, from this, I suppose, it was taken for granted that we too are devoted to the worship of the same image. But the said Cornelius Tacitus (the very opposite of tacit in telling lies) informs us in the work already mentioned, that when Cneius Pompeius captured Jerusalem, he entered the temple to see the arcana of the Jewish religion, but found no image there.

(Tertullian, Apologi 16)

Det talende æsel
Sådan ser den kristne Gud ud ifølge Tacitus.

Med fare for at komme for langt ud af en tangent, havde Tertullian ret. Tacitus skrev et helt bind om jøderne (se det eksterne link længere nede), og umiddelbart er det svært at genkende jødefolkets historie: Tacitus fortæller, hvordan jøderne oprindeligt kom fra enten Kreta eller Etiopien, hvordan de blev smidt ud af Egypten på grund af deres vansirende sygdom, og hvordan de dyrkede billedet af de vilde æsler, der havde hjulpet dem med at finde vand i ørkenen.

Tacitus skrev godt nok om jøderne, men som Tertullian klagede, var kristne dengang nominelt jøder, og løse rygter om jøderne smittede af på de kristne: »Christianity is nearly allied to Judaism« (hvilket, som nævnt, gør det mistænkeligt, at den jødiske historiker og præstesøn Josephus ikke omtaler Neros sadistiske forfølgelser af de kristne).

Dette eksempel skulle sætte Tacitus' grundighed i relief: Det er muligt, at han udviste nidkær omhu, når det drejede sig om intriger i det romerske senat. Men alt, hvad der lugtede af underklasse og "fremmed overtro" var under hans værdighed. Det samme gælder for den historie, vi kigger på: Emnet er Neros udskejelser — denne folkevenlige kejser, som aristokraten Tacitus hadede. Fortællingen om de foragtelige kristne med deres »fordærvelige overtro« er kun taget med for at vise, hvor depraveret Nero var.

Hvis de kristne selv hævdede, at deres grundlægger var henrettet under Pontius Pilatus, har Tacitus været tilfreds. Nye religioner havde ikke den samme ret til respekt, som de gamle religioner havde, og især ikke, hvis grundlæggeren af denne »fordærvelige overtro« var blevet henrettet som forbryder — af en simpel prokurator. Tacitus befandt sig dengang i Lilleasien, og hvorfor skulle han begive sig til Rom og gennemgå firs år gamle arkiver for at tjekke en så underordnet detalje? Historien var jo allerede så god, som den kunne blive.

Hvem siger overhovedet, at der eksisterede et sådant dokument små hundrede år efter korsfæstelsen? Halvdelen af Rom var jo brændt ned. Af Nero og de kristne, ikke sandt? Og hvilket år døde Jesus i grunden? Hvis Tacitus vitterligt havde fremskaffet et officielt dokument, ville han ikke have skrevet "Kristus". Romerne var ikke kristne, så hvis Tacitus havde læst de romerske sagsakter, ville han kun have kendt Jesus' borgerlige navn, Yeshua Ben Yosef.

Ehrman skriver i citatet foroven, at enhver kan gætte på, om Tacitus har sine oplysninger fra de kristne eller andre steder fra: »Whether he heard it from Christians or someone else is anyone's guess«. Men faktisk kan vi komme med at ret godt bud på, hvorhenne Tacitus har hørt om de kristne. Samtidig med at han var proconsul i Asien år 112-113, var hans ven, Plinius den Yngre, kejserens "legatus augusti" i Bitynien. De to venner var næsten naboer, og vi ved fra Plinius' korrespondance med Kejser Trajan, hvordan han var stødt på nogle kristne, og at han havde forhørt: »to slavinder, som kaldtes tjenerinder, under pinsler«.

Vi har stadig hundreder af Plinius' breve. Vi har det brev, han skrev til Kejser Trajan om disse kristne, og Trajans svar. Vi har andre breve, hvor Plinius skriver til Tacitus — sommetider af personlig karakter og sommetider med det formål, at Tacitus skulle bruge det i sin historiebøger. F.eks. har vi to medrivende breve fra Plinius til Tacitus om Vesuvs udbrud år 79, hvor hans onkel, Plinius den Ældre, døde.

Derfor er det oplagt, at Plinius ikke kun har skrevet til Trajan om disse kristne, men også til Tacitus, og at han har fortalt, hvad han har fået ud af forhøret af de kristne. Plinius' og Tacitus' beretninger har flere lighedspunkter: De taler begge om Kristus i stedet for Jesus, og de bruger begge udtrykket overtro ("superstitio") om den nye religion.

Konklusion: Tacitus beviser formentlig, at der var kristne omkring år 112, der dyrkede en korsfæstet gud.

Eksterne links

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2)

Helt nøjagtigt skriver Tacitus: »auctor nominis eius Christus Tibero imperitante per procuratorem Pontium Pilatum supplicio adfectus erat«.
Tacitus tager afstand fra at viderebringe løse rygter: »My object in mentioning and refuting this story is, by a conspicuous example, to put down hearsay, and to request all into whose hands my work shall come, not to catch eagerly at wild and improbable rumours in preference to genuine history which has not been perverted into romance«.
(Annaler, IV,11)

Op til historiske omtaler af Jesus