Gaius Suetonius Tranquillus var en romersk historiker, der levede ca. 70 - 130 ca. e.v.t.
Han er især kendt for værket om de 12 kejsere, hvor han beskriver kejserne fra Cæsar til Domitianus —
bl.a. Augustus, Nero og Claudius.
Guds søn
|
|
| Fra venstre: Augustus' far Apollo, Augustus' mor Atia og Apollo forklædt som slange. Den vingede Eros og Quirinus-Romulus kigger på. |
For lidt over 2.000 år siden blev Guds søn født på jorden. Hans verdensherredømme var forudsagt af ældgamle profetier, og hans moder og jordiske fader fik i drømme storslåede visioner om deres guddommelige søns himmelske storhed. Magthaverne, der læste naturens jærtegn, forsøgte at dræbe den nyfødte konge ved at beordre et massemord på alle drengebørn. Straks efter fødslen erklærede en vismand, at "der var født verden en herre".
Hans spæde barndom, ungdom og voksne liv var fyldt med mirakler, der er alt for talrige til, at vi kan liste dem alle her. Ikke blot blev han verdens hersker, som spået, men selv naturen lød hans bud. Efter hans død blev han set stige til himmels, og hans folk dyrkede ham som en gud generation efter generation.
Lyder ovenstående bekendt? Beskrivelsen er et hastigt sammendrag af de mange tegn og undere, der ledsagede Kejser Augustus' liv og levned ifølge historikeren Sueton. Sueton skrev sin historiebog ca. år 120, men kulten omkring Divus Augustus stoppede først, da kristendommen blev romerrigets nye officielle religion i år 391.
Der er ingen ende på varsler og mirakler i de gamle historiebøger. Folk var overtroiske dengang, og der var ingen, der satte spørgsmålstegn ved, at Augustus var søn af Apollo. Når historikerne ikke nævner Jesus, er det ikke fordi, historierne om ham var mere usandsynlige end alle de andre mirakler, der fyldte samtidens litteratur. Der var bare ingen historikere, der nogensinde har hørt om Jesus.
Augustus optræder i øvrigt i Biblen. Det var ham, der ifølge
Lukasevangeliet
Lukas 2,1: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.
skulle have beordret
den berømte folketælling, der var årsag til, at Jesus blev født i Betlehem.
Augustus er altså ældre end Jesus, og hvis historierne om de to gudesønner lyder ens, så er det Jesus,
der har kopieret Augustus og ikke omvendt.
Nero
I afsnittet om Nero er der en ultrakort omtale af kristne mennesker:
Nero Claudius Caesar
XVI. Der blev under ham skredet ind med alvorlige straffe mod
mange misbrug og ligeledes indført nye strenge bestemmelser.
Der blev sat grænse for overdådighed; offentlige bespisninger
blev reduceret til uddeling af mad; det blev forbudt at sælge
andet kogt i spisehusene end grøntsager og kål, medens der
tidligere var enhver art af spisevarer til fals;
de kristne, en slags mennesker, der var befængt med en ny og skadelig overtro,
blev ramt af hårde straffe;
firspandskuskenes optøjer blev
forbudt (de havde ifølge en gammel uskik ret til at løbe omkring
og narre folk eller stjæle fra dem for løjer); pantomimespillernes
tilhæng blev forvist tillige med dem selv; […]
(Sueton, Romerske Kejsere. Side 266)
. . . så med de sædvanlige forbehold for kristne falsknerier har vi her et vidne fra år 110,
der fortæller, at omkring år 60
befandt der sig mennesker i Rom, der kaldte sig kristne,
»befængt med en ny og skadelig overtro«, som Nero straffede.
Men lad os lige erindre om, hvad der ikke står:
Sueton skriver ikke noget om, at "straffen" var uretfærdig eller unødvendigt hård. Tværtimod er afsnittet om de kristne fra den del af bogen (op til afsnit 19), der handler om Neros gode gerninger, inden han blev forbryderisk.
Kristne elsker at svælge i historier, om hvordan deres "martyrer" blev brændt levende eller ædt af løver. Mange af disse historier er skrøner, som kirken har opdigtet for at få sine egne forbrydelser til at virke mere moderate i sammenligning.
Der står ikke noget om, at "straffen" havde noget at gøre med Roms brand i år 64. Denne brand omtales først i kapitel 38, hvor Sueton lægger hele skylden på Nero.
Der er ingen omtale af Jesus. Afsnittet fortæller os intet om en historisk Jesus bag myten.
I kapitlet om Kejser Claudius optræder der i forbifarten en "Chrestus".
|
| Oldtidskundskab. |
Tiberius Claudius Drusu Caesar
XXV. […] oplæste en gammel skrivelse på græsk fra det romerske senat
og folk, hvori de kun lovede kong Seleucus venskab og
forbund på den betingelse, at han garanterede deres slægtninge
ilienserne frihed for alle byrder.
Jøderne, der på Chrestus's tilskyndelse idelig gjorde optøjer, forviste han fra Rom.
Germanernes udsendinge tillod han at sidde i Orchestra på grund
af deres naivitet og selvfølelse; de var nemlig blevet ført ind
på de almindelige pladser, men da de så, at partherne og armenierne
sad mellem senatorerne, var de på egen hånd gået
over på samme plads, idet de erklærede, at de ikke stod tilbage
for dem i tapperhed og rang. Druidernes græsselige og
umenneskelige gudsdyrkelse hos gallerne, som August havde
nøjedes med at udelukke romerske borgere fra, afskaffede
han fuldstændig; […]
(Sueton, Romerske Kejsere. Side 244)
Claudius blev først kejser år 41, så den "Chrestus", der gik rundt og
»tilskyndede jøderne«, kan ikke have været Jesus af Nazaret.
Sueton fortæller os derfor intet om den historiske Jesus.
Mange kristne vil påstå, at "Chrestus" er en stavefejl for "Christus", og at de jøder, der »på Chrestus's tilskyndelse idelig gjorde optøjer« i virkeligheden var kristne. Så kommer sætningen i det mindste til at handle om de tidlige kristne.
Åbenbart står der et eller andet sted i den Chrestne Bibel, at Chrestus tilskynder de Chrestne til at gøre optøjer forklædt som jøder.
Men så er det jo pudsigt, at Sueton i afsnittet om Nero, som vi lige har set, godt kan finde ud af stave til "Christiani" (på latin), og at Sueton ikke har problemer med at skelne mellem disse "Christiani" og jøderne.
Og det er også pudsigt, at Paulus møder nogle af disse jøder, som tydeligvis ikke var kristne:
Apost. G. 18,1 Derpå forlod Paulus Athen og kom til Korinth.
Apost. G. 18,2 Dér mødte han en jøde, som hed Akvila, og som stammede fra Pontus. Sammen med sin hustru Priskilla var han for nylig kommet fra Italien på grund af Claudius' påbud om, at alle jøder skulle forlade Rom. De to sluttede Paulus sig til,
Apost. G. 18,3 og da de havde samme håndværk, blev han hos dem og arbejdede; de var nemlig teltmagere af fag.
Apost. G. 18,4 Og hver eneste sabbat førte Paulus samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere.
Apost. G. 18,5 Da Silas og Timotheus kom oppe fra Makedonien, var Paulus fuldt optaget af forkyndelsen og vidnede for jøderne, at Jesus er Kristus.
Apost. G. 18,6 Men de stillede sig afvisende og spottede. Da rystede Paulus støvet af sin kappe og sagde: "Jeres blod kommer over jeres eget hoved. Jeg er uden skyld. Fra nu af går jeg til hedningerne."
Paulus møder "en jøde", der sammen med sin kone er ramt af Claudius' forbud. I Det Nye Testamente bruges ordet "jøde" om de jøder, der ikke er kristne. I episoden foroven står der netop, at Paulus søgte at overbevise "jøderne" (18,4) og han »vidnede for jøderne, at Jesus er Kristus« (18,5).
Navnet "Chrestus" var almindeligt navn blandt slaver, og Bibelen bekræfter, at Claudius' forbud intet havde med hverken Jesus eller de kristne at gøre.
Konklusion: Sueton kan fortælle os meget om datidens overtro og ganske lidt om de første kristne, men intet om Jesus.
