Septuaginta

En gang var kirken lykkelig. Hele Bibelen - Det Gamle Testamente, apokryferne og Det Nye Testamente var skrevet på græsk. Når Jesus eller apostlene citerede fra Det Gamle Testamente, kunne man slå efter og se, at citatet var ordret. Når Jesus havde opfyldt en eller anden profeti, kunne man slå efter og se, at han havde opfyldt den til mindste bogstav.

Så gik det grusomt galt. Kirken gik over til at basere Det Gamle Testamente på den hebraiske teksttradition i stedet for den græske. Det er derfor, der i dag ikke er en eneste profeti om Jesus, der er gået i opfyldelse. Hver gang Jesus hævder at have opfyldt en eller anden profeti, viser det sig, at profetien i den hebraiske teksttradition siger noget helt andet, end det Jesus har opfyldt. Det mest kendte eksempel er, at Jesus blev født af en jomfru, som der står i den græske tekst, selvom den hebraiske tekst bare siger "ung kvinde".

Verdens ældste Bibel, Codex Vaticanus, fra ca. år 350. Denne græske Bibel er 650 år ældre end den ældste eksisterende hebraiske Bibel.
(Billedet viser Galaterbrevet)

Septuaginta er den ældste oversættelse af Det Gamle Testamente fra hebraisk til græsk. Oversættelsen af de enkelte bøger - inklusive apokryferne - er sket fra ca. 250-130 f.v.t. Ifølge legenden deltog 6 lærde fra hver af Israels 12 stammer - ialt 72 ("Septuaginta" betyder 70 på latin). De lavede hver sin oversættelse, og da de var færdige, viste det sig, at alle 72 oversættelser var fuldstændigt ens. Halleluja!

Lad mig understrege, at der er tale om en meget gammel oversættelse — faktisk omtales den i selve Bibelen. Siraks Bog starter med »Forord til den græske oversættelse«, hvor forfatteren fortæller, hvor svært det er at oversætte en tekst uden at ændre betydningen, og som eksempel på tekster, der er oversat til græsk, nævner han netop "loven og profetierne og de øvrige skrifter", altså det jødiske TaNaCH:

Sirak 0 [. . .]
I opfordres nu til at gå til læsningen med velvillig opmærksomhed og have overbærenhed i de tilfælde, hvor det ser ud til, at vi trods det energiske arbejde med oversættelsen er kommet til kort over for nogle af ordene. For noget, der oprindelig er udtrykt på hebraisk, kan få en anden betydning, når det oversættes til et andet sprog. Det gælder ikke blot denne bog; også selve loven og profetierne og de øvrige skrifter er ikke så lidt anderledes, når de læses på grundsproget.
[. . .]

I virkeligheden er Septuaginta ikke en bestemt bog, men en tekst-tradition. De græsktalende jøder, bl.a. i Alexandria i Egypten, benyttede Septuaginta, mens de hebraisktalende masoreter fulgte en masoretisk tekst. Det forudsigelige resultat var, at de to tekster muterede i hver sin retning med utallige afvigelser - oversættelsesfejl, ord og linier, der tilføjes eller fjernes, og store portioner, der kommer i anderledes rækkefølge.

Det pudsige er, at Helligånden foretrækker Septuaginta. Når evangelister og apostle citerer fra det Gamle Testamente, viser det sig i reglen, at de citerer fra den græske Septuaginta. Helligånden er altså bedre til at læse græsk end hebraisk. Lad os se på nogle eksempler:

Jakobs efterkommere

I Apostlenes Gerninger kommer en opsummering af Mosebøgerne — bl.a. dér hvor Josefs familie drager til Ægypten:

I Det Nye Testamente flygter Josef til Ægypten, for at historien kan gentage sig

Apost. G. 7,14 Josef sendte bud efter sin far Jakob og hele slægten, i alt femoghalvfjerds mennesker.

75 mennesker står der, men hvis vi tjekker historien i Mosebøgerne, står der et andet tal:

1 Mosebog 46,27 De sønner, Josef havde fået i Egypten, var to. I alt kom halvfjerds af Jakobs slægt til Egypten.

2 Mosebog 1,5 Tallet på Jakobs efterkommere var i alt halvfjerds. Josef var allerede i Egypten.

Umiddelbart ligner det en af de mindre selvmodsigelser — en af dem, enhver kristen kan bortforklare 10 af inden morgenmaden. Men hvis vi i stedet kigger på de samme vers i Septuaginta (i engelsk oversættelse), passer det bedre:

1 Mosebog 46,27 And the sons of Joseph, who were born to him in the land of Egypt, were nine souls; all the souls of the house of Jacob who came with Joseph into Egypt, were seventy-five souls.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1870)

2 Mosebog 1,5 But Joseph was in Egypt. And all the souls born of Jacob were seventy-five.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1870)

En lille ekstra detalje er, at Bibelselskabet skriver »femoghalvfjerds mennesker«, mens den forrige bibeloversættelse fra 1907 skrev »halvfjerdsindstyve Sjæle«. Det er oversættelsen fra 1907, der er korrekt. Ordet der bruges på græsk er psuchai (minder om "psyke"), og på orignalsproget skriver både Septuaginta og Apostlenes Gerninger »femoghalvfjerds sjæle«.

Der er simpelthen ingen fornuftig grund til, at Bibelselskabet lige dette ene sted oversætter psuchai til "mennesker". De har ingen problemer i 1 Peter 3,20 med at skrive »otte sjæle, frelst gennem vand«.

Isajs rodskud

Romerne 15,12 Og igen siger Esajas: Isajs rodskud skal komme, han, som rejser sig for at herske over folkeslagene; på ham skal folkene håbe.

Esajas 11,10 På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene; til ham skal folkene søge, og hans bolig skal være herlighed.

Paulus er ikke helt heldig med citatet. Der står ikke noget om at herske over folkene, og der står "søge" i stedet for "håbe".

Septuaginta, Esajas 11,10 på oldgræsk sammen med engelsk oversættelse.

Hvis derimod man kigger i Septuaginta, passer pengene lige pludselig. Her kommer Septuaginta i engelsk oversættelse. Folk, der foretrækker oldgræsk kan kigge på billedet til højre

Esajas 11,10 And in that day there shall be a root of Jesse, and he that shall arise to rule over the Gentiles; in him shall the Gentiles trust, and his rest shall be glorious.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1870)

Her er citatet perfekt - »rule over the Gentiles«, d.v.s. herske over de ikke-jødiske folkeslag. Paulus skriver "håbe", mens Septuaginta skriver "trust", men det er det samme ord på græsk, ελπιουσιν. Lad os sammenligne indholdet på originalsproget, græsk:

Romerne 15,12	Og igen siger Esajas:	Isajs rodskud skal komme, han, som rejser sig for at herske over folkeslagene; på ham skal folkene håbe.
Romerne 15,12	kai palin Êsaias legei estai	ê riza tou Iessai kai o anistamenos archein ethnôn ep autô ethnê elpiousin
Esajas 11,10 (Septuaginta)	kai estai en tê êmera ekeinê	ê riza tou Iessai kai o anistamenos archein ethnôn ep autô ethnê elpiousin	kai estai ê anapausis autou timê
Esajas 11,10 (Septuaginta)	And in that day there shall be	a root of Jesse, and he that shall arise to rule over the Gentiles; in him shall the Gentiles trust,	and his rest shall be glorious.

Som man ser, er citatet (den store bid i midten) fuldstændigt korrekt til mindste bogstav. Hvis bare kirken brugte den rigtige version af Det Gamle Testamente, ville profetien stadig fungere.

Folkene håber på hans navn

Endnu en falsk profeti om Jesus: Matthæus kommer med en længere profeti af Esajas, hvor sidste vers lyder således:

I krydshenvisningerne peger Bibelselskabet på Esajas 42,1-4, så her kommer den spændende profeti:

Esajas 42,1 Se min tjener, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag. Jeg lader min ånd komme over ham, og han skal bringe ret til folkene.
Esajas 42,2 Han skriger ikke, han råber ikke, han løfter ikke sin røst i gaderne.
Esajas 42,3 Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr.
Esajas 42,4 Han bliver ikke svag og knækkes ikke, til han har ført retten igennem på jorden; de fjerne øer venter på hans belæring.

Bla bla bla, men ikke et ord om, at "folkene håber på hans navn". Hvis man i stedet kigger på Esajas 42,4 i Septuaginta, er man straks mere heldig:

Esajas 42,4 He shall shine out, and shall not be discouraged, until he have set judgment on the earth: and in his name shall the Gentiles trust.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1870)

Den var bedre - de ikke-jødiske folkeslag skal håbe på hans navn. Der står godt nok "trust" på engelsk og "håbe" på dansk, men det er, ligesom før, det græske ord, ελπιουσιν, der oversættes forskelligt. Lad os sammenligne originalteksten på græsk.

Matthæus 12,21	Esajas 42,4, slutning (Septuaginta)
kai tô onomati autou ethnê elpiousin	kai epi tô onomati autou ethnê elpiousin

Man må man sige, at Septuaginta rammer ret tæt - især i betragtning af at citatet overhovedet ikke kunne findes i Det Gamle Testamente

Med og uden nød og næppe

1 Peter 4,18 Hvis den retfærdige med nød og næppe frelses, hvordan vil den ugudelige og synderen da være stedt?

Det kunne Peter have ret i, men problemet er bare, at der ikke står noget om "nød og næppe" eller frelse det sted, Peter citerer:

Ordsprog 11,31 Når den retfærdige får sin løn på jorden, hvor meget mere da ikke den uretfærdige og synderen!

Det oprindelige citat siger det modsatte af Peter - nemlig at den retfærdige får sin løn. Og der står ikke noget om frelse - der står udtrykkeligt »løn på jorden«. Der er heller ikke noget spørgsmål om, "hvordan synderen vil være stedt".

Ordsprog 11,31 If the righteous scarcely be saved, where shall the ungodly and the sinner appear?
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1870)

Septuaginta har formuleringen »scarcely be saved« - eller på dansk »med nød og næppe frelses«. Septuaginta slutter også med et spørgsmål om syndere. Lad os sammenligne de græske originaltekster;

1 Peter 4,18	Ordsprog 11,31 (Septuaginta)
kai ei o dikaios molis sôzetai, o asebês kai amartôlos pou phaneitai?	ei o men dikaios molis sôzetai o asebês kai amartôlos pou phaneitai

Man skal bare bruge den rigtige version af Det Gamle Testamente, før Peters teologi fungerer.

Sommetider er Septuaginta inspireret

Nu skal alt dette ikke forlede én til at tro, at den danske Bibel udelukkende er baseret på den hebraiske tekst. Sommetider er Septuaginta alligevel god nok. Eksempler:

At føre med udstrakt arm

Apost. G. 13,17 Dette folks Gud, Israels Gud, har udvalgt vore fædre. Han gjorde folket stort under opholdet i det fremmede, i Egypten, og førte dem ud derfra med løftet arm.

Ordet, der bruges i den græske originaltekst, er υψηλος, og det er samme ord, Septuaginta bruger i 2 Mosebog. Paulus har altså citeret perfekt.

Problemet er bare, at det ord, der står i den hebraiske Bibel, netujah, ikke betyder løftet, men udstrakt. Derfor faldt citatet til jorden i den forrige Bibeloversættelse:

2 Mosebog 6,6 Derfor skal du sige til Israeliterne: Jeg er HERREN, og jeg vil udfri eder fra det Trællearbejde, Ægypterne har pålagt eder, og frelse eder fra deres Trældom og udløse eder med udrakt Arm og med vældige Straffedomme;
(Oversættelsen fra 1931)

Den slags stopper derimod ikke Bibelselskabet, der i stedet har besluttet, at lige præcis i dette tilfælde er Septuaginta "mere inspireret" end den hebraiske tekst:

2 Mosebog 6,6 Sig derfor til israelitterne: Jeg er Herren! Jeg vil føre jer bort fra tvangsarbejdet i Egypten og befri jer fra trældommen. Jeg vil udfri jer med løftet arm og under hårde straffedomme.

Syng jødernes pris

Et eksempel mere — denne gang er det ikke en profeti, men teksten passer åbenbart ikke Bibelselskabet. Den forrige bibeloversættelse, opfordrede nemlig alverdens folkeslag til at prise Guds folk (jøderne):

5 Mosebog 32,43 I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod; han hævner sig på sine Fjender, og skaffer sit Folks Land Soning!
(Oversættelsen fra 1931)

Denne oversættelse passede smukt med Jewish Publication Society's oversættelse: »Sing aloud, O ye nations, of His people; […]«. Men Bibelselskabet har åbenbart ikke lyst til at synge jødernes pris, så de har kigget lidt i Septuaginta, hvor den engelske oversættelse siger: »Rejoice, ye heavens, with him, and let all the angels of God worship him; […]«. I den Danske Bibeloversættelse fra 1992 hedder det derfor:

5 Mosebog 32,43 Du himmel, bryd ud i jubel med ham, tilbed ham, I gudssønner, for han hævner sine tjeneres blod; han hævner sig på sine fjender, gør gengæld mod sine modstandere. Han tilgiver sit folks land.

I stedet for at folkeslagene skal synge jødernes pris, er det nu gudssønnerne (dvs. englene) og himlen, der skal juble med Gud og tilbede ham.

Bethlehem i Judæa

I Josva-bogen er der lange lister over, hvilke byer der tilfalder de enkelte stammer. I Josva 15,20-63 er det Judæas byer, der listes, og hvis man sammenligner listen i den hebraiske tekst med Septuaginta er der naturligvis vildt mange forskelle. Den værste forskel (set med kristne øjne) er, at i vers 59 mangler der 11 byer — inklusive Betlehem.

Josva 15,59 og Maarath og Beth-Anoth og Elthekon, seks Stæder og deres Landsbyer.
(Dansk oversættelse fra 1871)

Josva 15,59 and Magaroth, and Baethanam, and Thecum; six cities, and their villages; Theco, and Ephratha, this is Baethleem, and Phagor, and Ætan, and Culon, and Tatam, and Thobes, and Carem, and Galem, and Thether, and Manocho: eleven cities, and their villages,
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1870)

Hvad gør Bibelselskabet så? Skal man gøre som i 1871 og finde sig i, at Betlehem er faldet ud af Bibelen? Eller skal man tage listen over Judæas byer fra Septuaginta? Ingen af delene. Bibelselskabet vedtager, at den hebraiske tekst er "mest inspireret" i hele Josva 15,20-63, undtagen sidste halvdel af Josva 15,59, hvor Septuaginta pludselig er "mere inspireret".

Resultatet er, at første halvdel af Josva 15,59 tages fra den hebraiske tekst, mens resten af verset tages fra Septuaginta. Bemærk, at de tre første byer kaldes "Ma'arat, Bet-Anot og Eltekon", og ikke "Magaroth, and Baethanam, and Thecum", som der står i den græske tekst.

Josva 15,59 Ma'arat, Bet-Anot og Eltekon, i alt seks byer med tilhørende landsbyer, Tekoa, Efrata, det samme som Betlehem, Peor, Etam, Kulon, Tattam, Sores, Kerem, Gallim, Beter og Menoho, i alt elleve byer med tilhørende landsbyer,

Er Septuaginta den rigtige version?

Der er enkelte tilfælde (9 ialt), hvor Helligånden foretrækker den hebraiske tekst, og andre tilfælde (14 ialt), hvor Helligånden tilsyneladende har brugt en helt tredje teksttradtion (eller bare citerer dårligt). I langt de fleste tilfælde foretrækker Helligånden at citere fra Septuaginta.

Alligevel har "vi" her i Danmark valgt at bruge den masoretiske tekst som grundlag for det danske Gamle Testamente. Den græsk-ortodokse kirke bruger stadig Septuaginta, men i Vest-Europa bruger kristne og jøder den samme hebraiske tekst. Dermed får de kristne jøderne som en slags garanter for kristendommens grundlag, men det sætter den kristne kirke i et dilemma:

Når nu Helligånden, Jesus, Apostlene, Paulus og kirkefædrene alle foretrækker Septuaginta, hvorfor er Septuaginta så ikke fin nok til os andre?

De tilføjelser, der adskiller Septuaginta fra den masoretiske tekst, er ikke bare "fejl" - mange af de samme tekster er siden fundet i dødehavsrullerne. Septuaginta er simpelthen en anden teksttradition - og ikke nødvendigvis en ringere tradition. Oven i købet er de eksisterende eksemplarer af Septuaginta meget ældre end de ældste hebraiske Bibler. Septuaginta-Bibler som Codex Vaticanus, Codex Sinaiticus og Codex Alexandrinus er fra det 4. og 5. århundrede. Den ældste masoretiske / hebraiske tekst, Leningrad kodexet, er fra år 1008 e.v.t.

Tænk, hvis den danske kirke brugte Septuaginta som grundlag for det Gamle Testamente, så ville mange af de falske profetier om Jesus pludselig "fungere", apostlenes citater fra Det Gamle Testamente ville være ordrette, og Jesus ville være født af en jomfru.

Konklusion: Teologi og profetier fungerer kun, hvis man bruger den rigtige oversættelse.