Hvorfor er Abraham og hans efterkommere udvalgt? Hvorfor er Abraham og hans efterkommere udvalgt? 
|
De første par gange Abraham ser Gud, giver Gud ham sit løfte uden betingelser. F.eks.
1 Mosebog 12,7 Herren viste sig for Abram og sagde: "Jeg vil give dine efterkommere dette land." Dér byggede Abram et alter for Herren, som havde vist sig for ham.
Der er simpelthen intet i historien, der forklarer, hvorfor Gud har udvalgt lige netop ham.
Efter et par kapitler finder Gud på, at de skal slutte pagt: Han lader Abraham tælle stjernerne, og så kommer der en slags begrundelse for Abrahams udvælgelse: Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.
1 Mosebog 15,5 Så tog han ham udenfor og sagde: "Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan." Og han sagde: "Så mange skal dine efterkommere blive."
1 Mosebog 15,6 Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.
[.. .. ..] [. . .]
1 Mosebog 15,18 Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: "Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden:
To kapitler senere har både Gud og Abraham glemt det hele igen, så Gud opretter endnu engang sin evige pagt. Denne gang kræver han omskærelse som tegn på den evige pagt:
1 Mosebog 17,2 Jeg vil stifte en pagt mellem dig og mig, og jeg vil gøre dig uhyre talrig."
[.. .. ..] [. . .]
1 Mosebog 17,4 "Jeg indgår en pagt med dig, og du skal blive fader til en mængde folkeslag.
[.. .. ..] [. . .]
1 Mosebog 17,7 Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud.
[.. .. ..] [. . .]
1 Mosebog 17,10 Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres.
1 Mosebog 17,11 I skal lade jeres forhud omskære, og det skal være tegn på pagten mellem mig og jer.
Men til trods for alle disse evige pagter, beslutter Gud alligevel at friste Abraham. Gud beordrer ham til at halal-slagte sin eneste søn, og Abraham adlyder uden at protestere (billedet til højre).
Først da véd Gud, at Abraham er gudfrygtig, og så sværger Gud ved sig selv, at han vil gøre Abrahams sæd talrig som himlens stjerner.
1 Mosebog 22,12 og englen sagde: "Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn."
[.. .. ..] [. . .]
1 Mosebog 22,16 "Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn,
1 Mosebog 22,17 vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte.
1 Mosebog 22,18 Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig."
Gud fortæller tydeligt, hvorfor han vil gøre alt dette for Abraham: »Fordi du har handlet sådan« og »fordi du adlød mig«. Og han gentager forklaringen over for Abrahams søn, Isak:
1 Mosebog 26,3 du skal bo som fremmed her i landet, så vil jeg være med dig og velsigne dig. Jeg vil give dig og dine efterkommere alle disse lande, og jeg vil opfylde den ed, jeg tilsvor din far Abraham.
1 Mosebog 26,4 Dine efterkommere vil jeg gøre så talrige som himlens stjerner, og jeg vil give dine efterkommere alle disse lande, og alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom,
1 Mosebog 26,5 fordi Abraham adlød mig og holdt mine bud, mine befalinger, mine lovbud og mine love."
Så hvorfor er Abraham og hans arvinger blevet særligt udvalgte? Er det helt uden grund? Skyldes det Abrahams tro? Omskærelsen? Eller lydighed?
Paulus kunne pointere, at eftersom Gud havde indgået pagten allerede i kapitel 15, inden Abraham var blevet omskåret, så beviste det, at det er troen, og ikke omskærelsen, der er tegnet på Guds pagt.
Derved kom han op at slås med de andre kristne, der ikke var enige. Læs mere om Paulus og den jødiske omskærelse og Paulus' arrest.
Paulus så også her beviset for frelse gennem tro og nåde, fordi Abraham troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.
Her var forfatteren af Jakobsbrevet uenig. Han mente, Abraham først blev retfærdig, da han var i færd med at dræbe sin søn: »Blev vor fader Abraham ikke gjort retfærdig af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret?« (Jakob 2,21).
1.500 år senere brugte Martin Luther de vers, hvor Gud giver sit løfte betingelsesløst, til at underbygge sin (og Augustins) teologi om Den Ufortjente Nåde. Når frelse kommer gennem tro og nåde, var der ingen grund til at købe afladsbreve og vokslys af kirken
Den Katolske Kirke var på sin side hurtig til at påpege de steder, hvor Guds løfte var gjort betinget af lydighed (udover de ovenstående vers fra kapitel 22 og 26 er der f.eks. 1 Mosebog 18,19).
Således skændtes de til deres dages ende. Og hvis ikke de er døde, så skændes de endnu.
Mærker: 1 Mosebog, Jakobs Brev, Firekildehypotesen, Paulus