Hvaba?? Protesterede Abraham overfor Gud? Hvaba??

Abraham adlyder Gud uden at stille spørgsmål.
Abraham

Da Gud ville lægge Sodoma øde som straf for Sodomas synd, protesterede Abraham voldsomt og ihærdigt.

Læseren må undskylde det lange citat, men pointen er netop, at Abraham brugte mange kræfter på at tale Gud fra hans forehavende:

1 Mosebog 18,22 Mændene drejede af derfra og gik mod Sodoma, men Abraham blev stående foran Herren.
1 Mosebog 18,23 Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige?
1 Mosebog 18,24 Måske er der halvtreds retfærdige i byen. Vil du så virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet på grund af de halvtreds retfærdige, som er i den?
1 Mosebog 18,25 Du kan umuligt handle sådan og slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige, så retfærdige og uretfærdige får samme skæbne. Det kan du umuligt! Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?"
1 Mosebog 18,26 Herren svarede: "Hvis jeg i Sodoma finder halvtreds retfærdige i byen, vil jeg tilgive hele stedet for deres skyld."
1 Mosebog 18,27 Abraham svarede: "Nu vover jeg igen at tale til dig, Herre, skønt jeg kun er støv og aske!
1 Mosebog 18,28 Måske mangler der fem i de halvtreds retfærdige; vil du så ødelægge hele byen på grund af de fem?" Han svarede: "Jeg vil ikke ødelægge den, hvis jeg finder femogfyrre."
1 Mosebog 18,29 Men Abraham blev ved med at tale til ham: "Måske findes der fyrre," og han svarede: "For de fyrres skyld vil jeg lade være at gøre det."
1 Mosebog 18,30 Så sagde han: "Nu må du ikke blive vred, Herre, når jeg taler. Måske findes der tredive," og han svarede: "Jeg vil ikke gøre det, hvis jeg finder tredive."
1 Mosebog 18,31 Men han sagde: "Jeg vover igen at tale til dig, Herre! Måske findes der tyve," og han svarede: "For de tyves skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
1 Mosebog 18,32 Så sagde han: "Du må ikke blive vred, Herre, når jeg taler denne ene gang endnu. Måske findes der ti," og han svarede: "For de tis skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
1 Mosebog 18,33 Så gik Herren, da han var færdig med at tale med Abraham, og Abraham vendte hjem.

Abraham "forhandler" med Gud: Hvad nu, hvis der er 50 retfærdige mennesker i Sodoma? Hvad, hvis der er 45? Eller bare 40? Eller 30? Eller 20? Eller 10? Hele dialogen lyder som en sketch, to spejdere kunne opføre foran et lejrbål med grinende ulveunger.

Men da Gud beordrer Abraham til at halal-slagte sin eneste søn, adlyder Abraham uden at sige et eneste ord (billedet til højre):

1 Mosebog 22,2 sagde han: "Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om."

Er det virkelig den samme mand, der det ene øjeblik manipulerer med Gud og får ham handlet ned fra en hel by til 50 til 45 til 40 til 30 til 20 til 10, men når det er hans egen søn, smækker han bare hælene sammen og siger javel?

Kristen bortforklaring #1

Med hensyn til Sodoma kan man påstå, at Gud kun forhandlede på skrømt, fordi han allerede vidste, at der ikke var 10 retfærdige mennesker i Sodoma. Der var kun én, nemlig Abrahams egen bror den retfærdige Lot. Som bekendt endte historien med, at Gud ødelagde Sodoma.

Men denne bortforklaring er i modstrid med begge episoder. De viser netop, at Gud ikke ser alt. Gud måtte selv besøge Sodoma, for at se, om rygterne havde talt sandt: »Nu vil jeg gå ned og se, om deres handlinger virkelig svarer til det skrig, som har nået mig, eller om de ikke gør; det vil jeg vide.« (1 Mosebog 18,21). På samme måde fristede Gud Abraham til at slagte Isak, for at få at vide, om Abraham frygtede Gud: »Nu ved jeg, at du frygter Gud« (1 Mosebog 22,12).

Desuden handler denne selvmodsigelse ikke om Herrens vegne, der som bekendt er uransagelige, men om Abrahams reaktion, der er så forskellig i de to episoder, at man skulle tro, de var skrevet af to forskellige forfattere.

Kristen bortforklaring #2

Den tilsvarende bortforklaring kan bruges om Abrahams ofring af Isak. Måske adlød abraham bare "på skrømt", fordi han vidste, at Gud alligevel ville stoppe ham.

Her kan man ovenikøbet pege på Abrahams ord til sine to slaver: Vi går op, og vi kommer tilbage:

1 Mosebog 22,5 og han sagde til karlene: "Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer."

Men for det første er det en ret dum forklaring. Hvis Abraham "vidste", at det bare var for sjov, og han ikke regnede med at skulle ofre sin søn, så falder hele grundlaget for frelse gennem tro væk.

For det andet står der udtrykkeligt, at Abraham var på nippet til at dræbe sin søn, da han blev afbrudt:

1 Mosebog 22,10 Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn.

For det tredje er det så heldigt, at den guddommeligt inspirerede forfatter af Brevet til Hebræerne har indsigt i Abrahams inderste tanker:

Hebræerne 11,17 I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne,
Hebræerne 11,18 og der var blevet sagt til ham: "Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn;"
Hebræerne 11,19 for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage.

Altså:

  1. Abraham »var rede til at ofre sin eneste søn« (11,17).

  2. Dette var en selvmodsigelse, eftersom Gud jo have lovet, at »Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn« (11,18).

  3. Abraham regnede med, at Gud ville klare selvmodsigelsen ved at lade Isak genopstå efter slagtningen: »for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde« (11,18).

Yderligere selvmodsigelser


Mærker: 1 Mosebog, Firekildehypotesen