Hvaba?? Salomons offer i Gibeon Hvaba??

David bringer arken til Jerusalem.
Tilsyneladende havde han glemt Åbenbaringsteltet og bronzealteret.
David og arken

Inden Salomon byggede Guds første tempel, tog han til offerhøjen i Gibeon og bragte »tusind brændofre«. Samme aften kom Gud til Salomon i en drøm, og Gud må have kunnet lide, hvad han så, for nu gjorde han Salomon til verdens klogeste mand til evig tid.

1 Kongebog 3,4 Kongen tog til Gibeon for at ofre, for dér var den store offerhøj; tusind brændofre bragte Salomo på alteret dér.
1 Kongebog 3,5 I Gibeon viste Herren sig for Salomo i en drøm om natten. Gud sagde: "Sig, hvad jeg skal give dig!"

Men det som både Salomon og Gud havde glemt er, at det var strengt forbudt at ofre på den slags "uautoriserede" altre. Det må kun ske ved »indgangen til Åbenbaringsteltet«, der er en slags kodeord for templet i Jerusalem:

3 Mosebog 17,3 Hvem som helst af Israels hus, der slagter en okse eller et får eller en ged i lejren eller slagter det uden for lejren,
3 Mosebog 17,4 men undlader at bringe det hen til indgangen til Åbenbaringsteltet for at bringe det som en gave til Herren foran Herrens bolig, skal regnes for skyldig i blodsudgydelse; den mand har udgydt blod, han skal udryddes fra sit folk.
3 Mosebog 17,5 Derfor skal israelitterne komme til Herren med de slagtofre, som de nu ofrer ude i det fri; de skal bringe dem til præsten ved indgangen til Åbenbarings teltet og ofre dem som måltidsofre til Herren.

Her har vi en af de utallige selvmodsigelser, der opstår, fordi forfatteren af Samuels- og Kongebøgerne ikke aner, hvad der står i Mosebøgerne.

Til gengæld er forfatteren af Krønikebøgerne langt mere inde i Mosebøgerne, og han retter rutinemæssigt den slags fejl, når han genfortæller historierne:

2 Krønikebog 1,3 Så gik Salomo sammen med hele forsamlingen til offerhøjen i Gibeon, for dér stod Guds Åbenbaringstelt, som Herrens tjener Moses havde lavet i ørkenen;
2 Krønikebog 1,4 men Guds ark havde David ført op fra Kirjat-Jearim til det sted, David havde beredt til den; han havde nemlig slået et telt op til den i Jerusalem.
2 Krønikebog 1,5 Bronzealteret, som Besal'el, Uris søn, Hurs sønnesøn, havde lavet, stod foran Herrens bolig; dér søgte Salomo og forsamlingen råd hos Herren.
2 Krønikebog 1,6 Og på Åbenbaringsteltets bronzealter bragte Salomo ofre for Herrens ansigt; han bragte tusind brændofre på det.
2 Krønikebog 1,7 Samme nat viste Gud sig for Salomo; han sagde til ham: "Sig, hvad jeg skal give dig!"

Normalt er »indgangen til Åbenbaringsteltet« en slags kodeord for templet i Jerusalem. Mosebøgerne skal jo forestille, at være skrevet af Moses ude i ørkenen, længe før templet blev bygget. Men Kronikøren har fundet et smuthul, for templet var heller ikke bygget endnu på dette tidspunkt i historien. Og hvor havde teltet så stået i mellemtiden? Naturligvis i Gibeon.

Forfatteren må indrømme, at Guds ark ikke kunne være der, for den havde David ført til Jerusalem, hvor den stod i et telt (2 Krønikebog 1,4), der så ikke kan have været Åbenbaringsteltet. Men forfatteren kunne roligt påstå, at resten af tilbehøret, Åbenbaringsteltet og bronzealter, stod på offerhøjen i Gibeon, og at det var i dette telt og foran dette alter, at Salomon mødte op og bragte sine tusind brændofre.

Yderligere Selvmodsigelser


Mærker: 3 Mosebog, 1 og 2 Kongebog, 1 og 2 Krønikebog