Dagen med de to måner

Den jødiske påske falder på den fjortende dag i årets første måned, og da måneden starter ved nymåne, falder påsken altid på en fuldmåne.

Fuldmåne sker, når vi får mest muligt genskær fra Månen, og vi får genskær, når Månen og Solen er på hver sin side af jorden (billedet til venstre). Solformørkelse sker derimod, når Månen går mellem Solen og Jorden (billedet til højre). Da månen ikke kan være på begge sider af jorden samtidig, kan der ikke ske solformørkelser i påsken.

Den første bortforklaring er den sædvanlige med, at "ordene betyder noget andet". Selvom »solen formørkedes«, skal man endelig ikke tro, der var tale om en almindelig solformørkelse, men et mirakel. Hertil er der bare at sige, at Lukas bruger ordet "ekleipo", der, som man kan se, er det samme ord, som det engelske ord for solformørkelse "eclipse".

I forlængelse af den forrige bortforklaring var de kristne Bibler forfalsket i mange hundrede år. I den græske originaltekst var det afslørende ord, "ekleipo", erstattet af et andet ord, "eskotisthê", der betyder "at blive mørkere".

Der var altså ikke tale om en (naturstridig) solformørkelse, men en mirakuløs "solsortning".

Dette falskneri har selvfølgelig aldrig haft den store betydning for de danske oversættelser, og i dag er det rettet. Brug evt. konkordansen til at analysere Lukas 23,45.

Med hensyn til at »hele jorden« (Lukas 23,44) blev dækket af dette mørke i tre timer, uden at nogle historikere har opdaget det, kan man igen bruge forklaringen med, at "ordene betyder noget andet". I dette tilfælde skal »hele jorden« i Lukas 23,44 fortolkes som "Jerusalem og nærmeste omegn".

Denne bortforklaring er dog ikke nok til at bortforklare, at Johannes intet har set til dette mirakel.

Den fjerde bortforklaring er stik modsat de tre forrige: Der var faktisk tale om en solformørkelse, der dækkede hele jorden, og dette verdensomspændende mirakel blev (påstås det) observeret af de græske historikere Flegon og Thallus.