Kristendommens begyndelse Kristendommens begyndelse 
|
Her vil vi kigge på en af de største og mest grundlæggende selvmodsigelser om den tidlige kristendom: Nemlig at historien i Apostlenes Gerninger overhovedet ikke hænger sammen med evangelierne.
Alle fire evangelier ender med, at Jesus tager til Jerusalem til påsken. Her bliver han hurtigt arresteret af ypperstepræsternes folk (Matthæus 26,47), der får ham dødsdømt. Da han genopstår tre dage senere, sidder hans disciple og gemmer sig »bag lukkede døre af frygt for jøderne« (Johannes 20,19). Underligt nok viser Jesus sig aldrig for andre end sine disciple.
Sådan er status: Ypperstepræsterne er på krigsstien; disciplene gemmer sig af frygt for de jøder, der fik presset Pilatus til at henrette Jesus; og ingen udenforstående har set den genopstandne Jesus.
Det mest logiske ville altså være, at disciplene skyndte sig tilbage til deres hjemby i Galilæa. Det sker også i tre af evangelierne:
Markus 16,7 Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det."
Matthæus 28,16 Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne.
Johannes 21,1 Derefter åbenbarede Jesus sig igen for disciplene ved Tiberias Sø, og det gik sådan til:
Lukas skal derimod bruge disciplene til fortsættelsen af historien, Apostlenes Gerninger, så i dette (og kun dette) evangelium slutter historien med, at disciplene var »hele tiden i templet« — altså netop det tempel, hvor ypperstepræsterne, de skriftkloge og de andre jøder havde deres hovedkvarter.
Lukas 24,53 og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
Faktisk forbyder Jesus dem at forlade Jerusalem.
|
Det er en grundlæggende selvmodsigelse i kristendommen: At den skulle udspringe fra Jerusalem — netop den by, hvor »Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen« (Lukas 19,47).
Hvordan hænger det sammen med historien i evangelierne? Det gør det overhovedet ikke. Som kristen kan man måske påstå, at genopstandelsens mirakel har overbevist de stivnakkede jøder, men genopstandelsen sker i hemmelighed. Jesus viser sig kun for sine disciple, og jøderne tror den dag i dag, at graven var tom, fordi disciplene havde stjålet Jesus' lig (Matthæus 28,13-15).
Jesus' genopstandelse har altså kun gjort situationen værre for apostlene, der nu har fået en anklage om ligrøveri og svindel på nakken. Eller rettere: Det ville de have haft, hvis historien ellers hang sammen.
Men der er slet ingen sammenhæng, for faktisk er der ingen jøder, der kender til genopstandelsen eller nogen af de andre mirakler ved korsfæstelsen: Det flængede tempelforhæng, solformørkelse, jordskælv og en hær af zombier. Apostlenes Gerninger foregår ikke i en ruinby hjemsøgt af zombier. Der er ingen, der spørger disciplene om den tomme grav, og der er ingen hentydninger til, at jøderne har travlt med at sy det flængede tempelforhæng sammen. Tværtimod: en banal helbredelse bliver hurtigt udnævnt til det største mirakel nogensinde.
Der er med andre ord ingen fornuftig forklaring på, hvordan og hvorfor disciplene pludselig har deres daglige gang i templet. På samme måde med romerne: For få dage siden har de henrettet Jesus for at »ophidse[] folket med sin lære over hele Judæa« (Lukas 23,5), men i Apostlenes Gerninger lader de hans disciple gå frit rundt i byen og omvende mange tusinde mennesker (2,41) til den samme rebelske lære.
Naturligvis kan det bortforklares. Det kan alting. Men det kræver, at man selv må opfinde en eller anden historie, om at Jesus har udstyret disciplene med jedi-kræfter, så de kunne hypnotisere ypperstepræsterne og romerne (billedet til venstre). Og det står der altså ikke noget om i Bibelen.
Mærker: Matthæus, Markus, Lukas, Johannes, Apostlenes Gerninger