Magt, tro, trusler, bønner eller faste? Magt, tro, trusler, bønner eller faste? 
|
Jesus gav disciplene »magt over urene ånder«, før han sendte dem ud:
Matthæus 10,1 Jesus kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al sygdom og lidelse.
[.. .. ..][...]
Matthæus 10,7 Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær!
Matthæus 10,8 Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.
Men senere i historien havde disciplene alligevel ikke magt til at uddrive ånderne:
Matthæus 17,14 Da de kom ned til folkeskaren, kom en mand hen til Jesus, faldt på knæ for ham
Matthæus 17,15 og bad: "Herre, forbarm dig over min søn, for han er månesyg og lider slemt. Han styrter snart i ild og snart i vand.
Matthæus 17,16 Og jeg har bragt ham til dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham."
Matthæus 17,17 Jesus udbrød: "Du vantro og forvildede slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!"
Matthæus 17,18 Og Jesus truede ad dæmonen, og den fór ud af ham, og i samme øjeblik blev drengen rask.
Jesus truede ad dæmonen, så den fór ud.
Disciplene ville selvfølgelig gerne vide, hvorfor de alligevel ikke havde magt til at uddrive dæmoner.
Matthæus 17,19 Da de var blevet alene, kom disciplene hen og spurgte Jesus: "Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?"
Matthæus 17,20 Han sagde til dem: "Fordi I har så lille en tro. Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.
Jesus påstod, det var fordi, de ikke havde en tro som et sennepskorn. Det er ærlig talt en tyndbenet bortforklaring: Først giver ham dem magt over de urene ånder, og når de alligevel ikke har magt over ånderne, er det deres egen skyld.
Man kan sikkert bruge mange kræfter på at skelne mellem "onde onder" og "dæmoner", men som man kan se i Matthæus 10,1 + 8 (citeret foroven), bruger Bibelen "ånder" og "dæmoner" i flæng. Her er et eksempel mere på, hvordan de to ord bruges i flæng:
Markus 5,2 Og da Jesus steg ud af båden, kom der i det samme en mand hen imod ham fra gravhulerne; han var besat af en uren ånd.
[.. .. ..] [. . .]
Markus 5,8 Jesus havde nemlig sagt til ham: "Du urene ånd, far ud af manden."
[.. .. ..] [. . .]
Markus 5,12 og dæmonerne bad ham: "Send os over i svinene, så vi kan fare ind i dem."
Markus 5,13 Det gav han dem lov til. Og de urene ånder fór ud af manden og ind i svinene; og flokken på omkring to tusind styrtede ud over skrænten ned i søen og druknede.
[.. .. ..] [. . .]
Markus 5,15 De kommer hen til Jesus og ser den dæmonbesatte, som havde haft legionen i sig, sidde påklædt og ved sin fulde fornuft, og de blev grebet af frygt.
Markus 5,16 Men de, der havde set det, forklarede dem, hvad der var sket med den dæmonbesatte, og fortalte om det med svinene.
De kristne har meget tidligt set, at der var hul i logikken. Man har derfor tilføjet et ekstra vers, der er et af de 50-60 falske vers i Det Nye Testamente:
Matthæus 17,21 Den slags fordrives kun ved bøn og faste."
Nu havde Jesus fået to ekstra undskyldninger: Bøn og faste. Men det er jo noget vrøvl: Jesus havde hverken bedt eller fastet — han havde bare truet ad dæmonen, og så var den straks faret ud.
Og hvordan skulle disciplene i grunden rent praktisk have brugt en faste til at uddrive en dæmon fra drengen? Skulle de have truet dæmonen med at gå i sultestrejke?
Desuden får dette falske vers Jesus til at modsige sig selv, for Jesus' disciple skulle ikke faste.
Så hvad var den rigtige metode til at uddrive dæmoner? Magt, tro som et sennepskorn, bøn, trusler eller faste?
Mærker: Matthæus, Forfalskninger