Døde Judas overhovedet?

Man kan hævde, at "de tolv" inkluderer Matthias, der blev valgt til at overtage Judas' plads:

Apostl. G. 1,26 Så kastede de lod mellem dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve.

Men udvælgelsen af Matthias sker først i fortsættelsen af historien, Apostlenes Gerninger, efter at Jesus har vist sig for en masse mennesker, efter at han har opholdt sig hos disciplene i 40 dage, og efter at han er taget til himmels.

Sådan er historien beskrevet i Bibelen, og det omvendte ville jo heller ikke give mening. Hvorfor skulle disciplene vælge en tolvtemand, før de havde mødt den opstandne Jesus?

Man kan hævde, at "de tolv" bare er et andet ord for Jesus' disciple, selvom der ikke er præcis tolv apostle lige for øjeblikket.

Men så er det pudsigt, at evangelierne konsekvent omtaler resten af flokken som "de elleve": »Men de elleve disciple gik til Galilæa« (Matthæus 28,16): »Til sidst viste han sig for de elleve selv« (Markus 16,14); »og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre« (Lukas 24,9) og »hvor de fandt de elleve og alle de andre« (Lukas 24,33). Og da Matthias bliver valgt (se den forrige bortforklaring), er det netop »sammen med de elleve«.

Vendingen "De Tolv" er bestemt ikke et standardbegreb for Paulus. Han bruger kun ordet "tolv" i dette ene vers, og han har ingen steder nogen antydning af, at en af apostlene i Jerusalem skulle være død eller forræder.

I forbindelse med den forrige bortforklaring kan man pege på episoden med Thomas Tvivleren. Bibelen kalder ham »en af de tolv«, selvom Judas var død på dette tidspunkt.

Johannes 20,24 Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom.

For det første må vi huske, at der ikke står noget i Johannesevangeliet om, at Judas døde (som nævnt øverst på denne side).

Men derudover er det rigtigt: Thomas var "en af de tolv". En af de tolv, Jesus havde udvalgt, og som havde fulgt Jesus gennem Galilæa og Juda. Men det var Judas også. Man kan ikke ændre fortiden.

Der er forskel på at være en af de tolv, der en gang blev udnævnt, og på at insistere på, at flokken stadig hedder "De Tolv", når der ikke længere er tolv tilbage.

Man kan kombinere de forrige bortforklaringer: Matthias var ganske vist ikke blandt De Tolv, dengang Jesus viste sig for dem, men det var han blevet senere, da Paulus skrev sit epistel.

Måske skal man fortolke Paulus' ord som, at Jesus viste sig for de elleve og på et andet tidspunkt for Matthias. Så har Jesus jo vist sig for alle dem, der på Paulus' tid var De Tolv.

Det rejser selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt Jesus overhovedet har vist sig for Matthias, eftersom denne ikke optræder nogen andre steder i Bibelen. Det kan man bortforklare dels ved at påstå, at han må have været en af de 500 brødre (1 Korintherne 15,6, citeret foroven).

Alt dette er selvfølgelig en påstand, eftersom Matthias' navn, som sagt, ikke står nogen steder i resten af Bibelen.

Tidligere tiders kristne har fundet det nemmest bare at forfalske den hellige tekst, så der står det, der "burde" stå, nemlig elleve.

Et af vores vigtigste manuskripter er Codex Claromontanus, der er fra det sjette århundrede. Manuskriptet er på både latin og græsk, og den latinske tekst siger: »et quia visus est cephae et postea illis undecim« (v og u byttet om for øge læsbarheden), mens den græske tekst siger: »kai oti ôphthê kêpha kai meta tauta tois endeka«.

Denne variant var standard i den latinske Vulgata (før Erasmus af Rotterdam). Vulgata lød: »et quia visus est Cephæ, et post hoc undecim:«.

Dette afspejlede sig i de katolske oversættelser:

1 Korintherne 15,5 And that he was seen by Cephas, and after that by the eleven.
(Douay-Rheims Bibel)

Den hellige Augustin af Hippo skrev i det femte århundrede »De consensu evangeliorum« (evangeliernes harmoni), hvor han forsøgte at bortforklare alle selvmodsigelserne.

Selvom han især skrev om evangelierne, kom han kort ind på Paulus' beskrivelse, og her havde han mange bortforklaringer:

71. […] For the statement which Paul also gives is not in the form, He was seen first of Cephas. But it runs thus: He was seen of Cephas, then of the twelve: after that He was seen of above five hundred brethren at once. And thus it is not made clear who these twelve were, just as we are not informed who these five hundred were. It is quite possible, indeed, that the twelve here instanced were some unknown twelve belonging to the multitude of the disciples. For now the apostle might speak of those whom the Lord designated apostles, not as the twelve, but as the eleven. Some codices, indeed, contain this very reading. I take that, however, to be an emendation introduced by men who were perplexed by the text, supposing it to refer to those twelve apostles who, by the time when Judas disappeared, were really only eleven. It may be the case, then, that those are the more correct codices which contain the reading eleven; or it may be that Paul intended some other twelve disciples to be understood by that phrase; or, once more, the fact may be that he meant that consecrated number to remain as before, although the circle had been reduced to eleven: for this number twelve, as it was used of the apostles, had so mystical an importance, that, in order to keep the spiritual symbol of the same number, there could be but a single individual, namely, Matthias, elected to fill the place of Judas. But whichever of these several views may be adopted, nothing necessarily results which can appear to be inconsistent with truth, or at variance with any one most trustworthy historian among them. […]
(The Harmony of the Gospels, Bog III)

Så for at opsummere.

• "De tolv" kunne være nogle helt andre tolv end apostlene — ligesom de 500 brødre.

• En del Bibelmanuskripter var forfalsket til at sige "de elleve" (se bortforklaring #5). Men Augustin lader døren stå åben for, at det kunne være omvendt: Måske var det manuskripterne med "de elleve", der var de ægte, og alle dem med "de tolv", der var forfalskede?

• Måske var "de tolv" bare et helligt tal, der skulle bevares? (se bortforklaring #2 og #3).

Augustin slutter med at konkludere, at uanset hvilke af disse mange synspunkter, man vælger, er der ikke noget, der "kan synes at være uforeneligt med sandheden eller i modsætning til en højt troværdig historiker blandt dem".