Bibelen fra 1931

Salmernes Bog

Om oversættelsen: Oversættelsen fra 1931 er på mange måder bedre end det makværk, der blev udført for vores skattepenge i 1992, selvom sproget er lidt arkaisk,

Kapitler: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150

Salme 1

1 Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står på Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag,
2 men har Lyst til HERRENs Lov, og som grunder på hans Lov både Dag og Nat.
3 Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får han Lykke til.
4 De gudløse derimod er som Avner, Vinden bortvejrer.
5 Derfor består de gudløse ikke i Dommen og Syndere ej i retfærdiges Menighed.
6 Thi HERREN kender retfærdiges Vej, men gudløses Vej brydes af.

Salme 2

1 Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på hvad fåfængt er?
2 Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede:
3 "Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!"
4 Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem.
5 Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:
6 "Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!"
7 Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag!
8 Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje;
9 med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!"
10 Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere,
11 tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven!
12 Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusser hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham!

Salme 3

1 En Salme af David, da han flygtede for sin Søn Absalom.
2 HERRE, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig,
3 mange, som siger om min Sjæl: "Der er ingen Frelse for ham hos Gud!" - Sela.
4 Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved.
5 Jeg råber højlydt til HERREN, han svarer mig fra sit hellige Bjerg. - Sela.
6 Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi HERREN holder mig oppe.
7 Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt om lejrer sig mod mig.
8 Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du på Kind, du brød de gudløses Tænder!
9 Hos HERREN er Frelsen; din Velsignelse over dit Folk! - Sela.

Salme 4

1 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme af David.
2 Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn!
3 Hvor længe, I Mænd, skal min Ære skændes? Hvor længe vil I elske Tomhed, søge Løgn? - Sela.
4 Vid dog, at HERREN er mig underfuldt god; når jeg påkalder HERREN, hører han mig.
5 Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders Leje og ti! - Sela.
6 Bring rette Ofre og stol på HERREN!
7 Mange siger: "Hvo bringer os Lykke?" Opløft på os dit Åsyns Lys!
8 HERRE, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn og Most flød over.
9 I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader mig bo alene i Tryghed.

Salme 5

1 Til Sangmesteren. El-hannehilot. En Salme af David.
2 HERRE, lyt til mit Ord og agt på mit Suk,
3 lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig!
4 Årle hører du, HERRE, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag og spejder.
5 Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig,
6 for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand,
7 tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld Mand er HERREN en Afsky.
8 Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dit hellige Tempel bøje mig i din Frygt.
9 Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, HERRE, jævn din Vej for mit Ansigt!
10 Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund, Struben en åben Grav, deres Tunge er glat.
11 Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig.
12 Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem, som elsker dit Navn, lad dem juble i dig!
13 Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med Nåde som Skjold.

Salme 6

1 Til Sangmesteren. Med Strengespil. Efter den ottende. En Salme af David.
2 HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme,
3 vær mig nådig, Herre, jeg sygner hen, mine Ledmod skælver, læg mig, Herre!
4 Såre skælver min Sjæl; o HERRE, hvor længe endnu?
5 Vend tilbage, HERRE, og frels min Sjæl, hjælp mig dog for din Miskundheds Skyld!
6 Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der?
7 Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, bader med Tårer min Seng;
8 mit Øje hentæres af Sorg, sløves for alle mine Fjenders Skyld.
9 Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi HERREN har hørt min Gråd,
10 HERREN har hørt min Tryglen, min Bøn tager HERREN imod.
11 Beskæmmes skal alle mine Fjender og såre forfærdes, brat skal de vige med Skam.

Salme 7

1 En Sjigajjon af David, som han sang for Herren i Anledning af Benjaminiten Kusj's Ord.
2 HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger,
3 at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier.
4 HERRE min Gud, har jeg handlet så, er der Uret i mine Hænder,
5 har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men,
6 så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til Jorden og kaste min Ære i Støvet. - Sela.
7 HERRE, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen, vågn op, min Gud, du sætte Retten!
8 Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det høje!
9 HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme du, HERRE, efter min Retfærd og Uskyld!
10 På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud.
11 Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet;
12 retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes.
13 Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og sigter;
14 men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine Pile til brændende Pile.
15 Se, han undfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder han Blændværk;
16 han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han gjorde.
17 Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret rammer hans egen Isse.
18 Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge HERREN den Højestes Navn.

Salme 8

1 Til Sangmesteren. Al-haggittit. En Salme af David.
2 HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen!
3 Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.
4 Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte,
5 hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham?
6 Du gjorde ham lidet ringere end Gud, med Ære og Herlighed kroned du ham;
7 du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder,
8 Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr,
9 Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier.
10 HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!

Salme 9

1 Til Sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David.
2 Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere,
3 glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,
4 fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn.
5 Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds Dommer.
6 Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt.
7 Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.
8 Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,
9 skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret.
10 HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider;
11 og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.
12 Lovsyng HERREN, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort!
13 Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb:
14 "HERRE, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte,
15 at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!"
16 Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte.
17 HERREN blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. - Higgajon Sela.
18 Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu.
19 Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.
20 Rejs dig, HERRE, lad ikke Mennesker få Magten, lad Folkene dømmes for dit Åsyn;
21 HERRE, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! - Sela.

Salme 10

1 Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?
2 Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;
3 thi den gudløse praler af sin Sjæls Attrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.
4 Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.
5 Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.
6 Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt."
7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;
8 han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;
9 han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;
10 han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.
11 Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."
12 Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!
13 Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?
14 Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.
15 Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!
16 HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;
17 du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til
18 for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.

Salme 11

1 Til Sangmesteren. Af David. Jeg tager min Tilflugt til HERREN! Hvor kan I sige til min Sjæl: "Fly som en Fugl til Bjergene!
2 Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette på Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet.
3 Når selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?"
4 HERREN er i sin hellige Hal, i Himlen er HERRENs Trone; på Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn;
5 retfærdige og gudløse ransager HERREN; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl;
6 over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr er deres tilmålte Bæger.
7 Thi retfærdig er HERREN, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Åsyn!

Salme 12

1 Til Sangmesteren. Efter den ottende. En Salme af David.
2 HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;
3 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.
4 Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,
5 dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"
6 "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."
7 HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.
8 HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.
9 De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

Salme 13

1 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit Åsyn for mig?
3 Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag og Nat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig?
4 Se til og svar mig, HERRE min Gud, klar mine Øjne, så jeg ej sover ind i Døden
5 og min Fjende skal sige: "Jeg overvandt ham!" mine Uvenner juble, fordi jeg vakler!
6 Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad mit Hjerte juble over din Frelse! Jeg vil synge for HERREN, thi han var mig god!

Salme 14

1 Til Sangmesteren. Af David. Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.
2 HERREN skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.
3 Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een!
4 Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder HERREN?
5 Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt.
6 Gør kun den armes Råd til Skamme, HERREN er dog hans Tilflugt.
7 Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når HERREN vender Folkets Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes!

Salme 15

1 En Salme af David. HERRE, hvo kan gæste dit Telt, hvo kan bo på dit hellige Bjerg?
2 Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit Hjerte;
3 ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej bringer Skam over Ven,
4 som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter HERREN, ej bryder Ed, han svor til egen Skade,
5 ej låner Penge ud mod Åger og ej tager Gave mod skyldfri. Hvo således gør, skal aldrig rokkes.

Salme 16

1 En Miktam af David. Vogt mig, Gud, thi jeg lider på dig!
2 Jeg siger til HERREN: "Du er min Herre; jeg har ikke andet Gode end dig.
3 De hellige, som er i Landet, de er de herlige, hvem al min Hu står til."
4 Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund.
5 HERREN er min tilmålte Del og mit Bæger. Du holder min Arvelod i Hævd.
6 Snorene faldt mig på liflige Steder, ja, en dejlig Arvelod tilfaldt mig.
7 Jeg vil prise HERREN, der gav mig Råd, mine Nyrer maner mig, selv om Natten.
8 Jeg har altid HERREN for Øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke.
9 Derfor glædes mit Hjerte, min Ære jubler, endogså mit Kød skal bo i Tryghed.
10 Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige skue Graven.
11 Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Åsyn, Livsalighed er i din højre for evigt.

Salme 17

1 En Bøn af David. HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage, lån Øre til Bøn fra svigløse Læber!
2 Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne.
3 Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.
4 Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;
5 mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.
6 Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord!
7 Vis dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!
8 Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge
9 for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig;
10 de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale.
11 De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden.
12 De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.
13 Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,
14 fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!
15 Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse, når jeg vågner.

Salme 18

1 Til Sangmesteren. Af HERRENs Tjener David, som sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.
2 Han sang: HERRE, jeg har dig hjerteligt kær, min Styrke!
3 HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!
4 Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
5 Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
6 Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
7 i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
8 Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
9 Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
10 Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
11 båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
12 han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
13 Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.
14 HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.
15 Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.
16 Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE, for din Vredes Pust.
17 Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
18 frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
19 På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.
20 Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
21 HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
22 thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud
23 hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.
24 Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
25 HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje!
26 Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
27 du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
28 De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29 Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.
30 Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
31 Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
32 Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
33 den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
34 gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene,
35 oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen!
36 Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;
37 du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
38 Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
39 slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.
40 Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
41 du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.
42 De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
43 Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.
44 Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
45 hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;
46 Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.
47 HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
48 den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod
49 og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
50 HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
51 du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.

Salme 19

1 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders Værk.
3 Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide.
4 Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres,
5 når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt;
6 som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,
7 rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød.
8 HERRENs Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, HERRENs Vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis,
9 HERRENs Forskrifter er rette, glæder Hjertet, HERRENs Bud er purt, giver Øjet Glans,
10 HERRENs Frygt er ren, varer evigt, HERRENs Lovbud er Sandhed, rette til Hobe,
11 kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor Honning og Kubens Saft.
12 Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.
13 Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst!
14 Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder.
15 Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå frem for dit Åsyn, HERRE, min Klippe og min Genløser!

Salme 20

1 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 På Trængselens Dag bønhøre Herren dig, værne dig Jakobs Guds Navn!
3 Han sende dig Hjælp fra Helligdommen, fra Zion styrke han dig;
4 han komme alle dine Afgrødeofre i Hu og tage dit Brændoffer gyldigt! - Sela.
5 Han give dig efter dit Hjertes Attrå, han fuldbyrde alt dit Råd,
6 at vi må juble over din Frelse, løfte Banner i vor Guds Navn ! HERREN opfylde alle dine Bønner!
7 Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde.
8 Nogle stoler på Heste, andre på Vogne, vi sejrer ved HERREN vor Guds Navn.
9 De synker i Knæ og falder, vi rejser os og kommer atter på Fode.
10 HERRE, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder!

Salme 21

1 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 HERRE, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse!
3 Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela.
4 Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved.
5 Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende.
6 Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham.
7 Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham.
8 Thi Kongen stoler på HERREN, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.
9 Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine Avindsmænd.
10 Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem.
11 Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn.
12 Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;
13 thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.
14 HERRE, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk!

Salme 22

1 Til Sangmesteren. Efter 'Morgenrødens Hind'. En Salme af David.
2 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
3 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
4 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.
5 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
6 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
8 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
9 "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."
10 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
11 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
12 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
13 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,
14 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
15 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
16 min Gane er tør som et Potteskår, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
17 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
18 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
19 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
20 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
21 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
22 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
23 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
24 "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
25 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"
26 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
27 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
28 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;
29 thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.
30 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
31 Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;
32 de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

Salme 23

1 En Salme af David. HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes,
2 han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl,
3 han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld.
4 Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.
5 I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over.
6 Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i HERRENs Hus skal jeg bo gennem lange Tider.

Salme 24

1 Af David. En Salme. HERRENs er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpå;
2 thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme.
3 Hvo kan gå op på HERRENs Bjerg, og hvo kan stå på hans hellige Sted?
4 Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk;
5 han får Velsignelse fra HERREN, Retfærdighed fra sin Frelses Gud.
6 Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn, Jakobs Gud! - Sela.
7 Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!
8 Hvo er den Ærens Konge? HERREN, stærk og vældig, HERREN, vældig i Krig!
9 Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!
10 Hvo er han, den Ærens Konge? HERREN, Hærskarers Herre, han er Ærens Konge! - Sela.

Salme 25

1 Af David. HERRE, jeg løfter min Sjæl til dig,
2 min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig.
3 Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund.
4 Lad mig kende dine Veje, HERRE lær mig dine Stier.
5 Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig.
6 HERRE, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af.
7 Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o HERRE!
8 God og oprigtig er HERREN, derfor viser han Syndere Vejen.
9 Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej.
10 Alle HERRENs Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.
11 For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er stor.
12 Om nogen frygter HERREN, ham viser han den Vej, han skal vælge;
13 selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje.
14 Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt.
15 Mit Øje er stadig vendt imod HERREN, thi han frier mine Fødder af Snaren.
16 Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm.
17 Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød.
18 Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder.
19 Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund.
20 Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes.
21 Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, HERRE.
22 Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!

Salme 26

1 Af David. Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på HERREN uden at vakle.
2 Ransag mig, HERRE, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte;
3 thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed.
4 Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke.
5 Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej.
6 Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, HERRE,
7 for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere.
8 HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.
9 Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd,
10 i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse.
11 Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig!
12 Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love HERREN.

Salme 27

1 Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes?
2 Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender!
3 Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg.
4 Om eet har jeg bedet HERREN, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i HERRENs Hus for at skue HERRENs Livsalighed og grunde i hans Tempel.
5 Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe.
6 Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN.
7 HERRE, hør mit Råb, vær nådig og svar mig!
8 Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, HERRE;
9 skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud!
10 Thi Fader og Moder forlod mig, men HERREN tager mig til sig.
11 Vis mig, HERRE, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld;
12 giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig.
13 Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue HERRENs Godhed i de levendes Land -
14 Bi på HERREN, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på HERREN!

Salme 28

1 Af David. Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.
2 Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel.
3 Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord.
4 Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste!
5 Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!
6 Lovet være HERREN, thi han har hørt min tryglende Røst;
7 min Styrke, mit Skjold er HERREN, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.
8 HERREN er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse.
9 Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!

Salme 29

1 En Salme af David. Giver HERREN, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris,
2 giver HERREN hans Navns Ære; tilbed HERREN i helligt Skrud!
3 HERRENs Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, HERREN, over de vældige Vande!
4 HERRENs Røst med Vælde, HERRENs Røst i Højhed,
5 HERRENs Røst, den splintrer Cedre, HERREN splintrer Libanons Cedre,
6 får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse!
7 HERRENs Røst udslynger Luer.
8 HERRENs Røst får Ørk til at skælve, HERREN får Kadesj's Ørk til at skælve!
9 HERRENs Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven. Alt i hans Helligdom råber: "Ære!"
10 HERREN tog Sæde og sendte Vandfloden, HERREN tog Sæde som Konge for evigt.
11 HERREN give Kraft til sit Folk, HERREN velsigne sit Folk med Fred!

Salme 30

1 En Salme. En Sang ved Husets Indvielse. Af David.
2 HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig;
3 HERRE min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig.
4 Fra Dødsriget, HERRE, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb.
5 Lovsyng HERREN, I hans fromme, pris hans hellige Navn!
6 Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.
7 Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!"
8 HERRE, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet.
9 Jeg råbte, HERRE, til dig, og tryglende bad jeg til HERREN:
10 "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud?
11 HERRE, hør og vær nådig, HERRE, kom mig til Hjælp!"
12 Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde,
13 at min Ære skal prise dig uden Ophør. HERRE min Gud, jeg vil takke dig evigt!

Salme 31

1 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd,
3 du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse;
4 thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig,
5 fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,
6 i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, HERRE, du trofaste Gud,
7 du hader dem, der holder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på HERREN,
8 jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide.
9 Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.
10 Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre.
11 Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.
12 For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Kendinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig.
13 Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar.
14 Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.
15 Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud,
16 mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig,
17 lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed.
18 HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden.
19 Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.
20 Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, øver mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne.
21 Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv.
22 Lovet være HERREN, thi underfuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad.
23 Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig.
24 Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold.
25 Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier på HERREN!

Salme 32

1 Af David. En Maskil. Salig den, hvis Overtrædelser er forladt, hvis Synd er skjult:
2 saligt det Menneske, HERREN ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig.
3 Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem,
4 thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela.
5 Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for HERREN!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela.
6 Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå.
7 Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.
8 Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig.
9 Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig.
10 Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på HERREN, omgiver han med Nåde.
11 Glæd jer i HERREN, I retfærdige, fryd jer, jubler, alle I oprigtige af Hjertet!

Salme 33

1 Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang;
2 lov HERREN med Citer, tak ham til tistrenget Harpe;
3 en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!
4 Thi sandt er HERRENs Ord, og al hans Gerning er trofast;
5 han elsker Retfærd og Ret, af HERRENs Miskundhed er Jorden fuld.
6 Ved HERRENs Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde.
7 Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre.
8 Al Jorden skal frygte for HERREN, Alverdens Beboere skælve for ham;
9 thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der.
10 HERREN kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet;
11 HERRENs Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt.
12 Saligt det Folk, der har HERREN til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!
13 HERREN skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn;
14 fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden;
15 han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.
16 Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft;
17 til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke.
18 Men HERRENs Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden,
19 for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid.
20 På HERREN bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold;
21 thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.
22 Din Miskundhed være over os, HERRE, såsom vi håber på dig.

Salme 34

1 Af David, da han lod afsindig for Abimelek, og denne jog ham fra sig, og han drog bort.
2 Jeg vil love HERREN til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund
3 min Sjæl skal rose sig af HERREN, de ydmyge skal høre det og glæde sig.
4 Hylder HERREN i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn!
5 Jeg søgte HERREN, og han svarede mig og friede mig fra alle mine Rædsler.
6 Se hen til ham og strål af Glæde, eders Åsyn skal ikke beskæmmes.
7 Her er en arm, der råbte, og HERREN hørte, af al hans Trængsel frelste han ham.
8 HERRENs Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.
9 Smag og se, at HERREN er god, salig den Mand, der lider på ham!
10 Frygter HERREN, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet.
11 Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger HERREN, dem fattes intet godt.
12 Kom hid, Børnlille, og hør på mig, jeg vil lære jer HERRENs Frygt.
13 Om nogen attrår Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke,
14 så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig;
15 hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og jag derefter.
17 Mod dem, der gør ondt, er HERRENs Åsyn for at slette deres Minde af Jorden; (vers 16 og 17 har byttet plads)
16 på retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Råb;
18 når de skriger, hører HERREN og frier dem af al deres Trængsel.
19 HERREN er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis Ånd er brudt.
20 Den retfærdiges Lidelser er mange, men HERREN frier ham af dem alle;
21 han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes.
22 Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige.
23 HERREN forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham, skal bøde.

Salme 35

1 Af David. HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,
2 grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
3 tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"
4 Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
5 de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,
6 deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!
7 Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
8 Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
9 Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
10 alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"
11 Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;
16 for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.
17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.
18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
19 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
20 Thi de taler ej Fred, mod de stille i Landet udtænker de Svig;
21 de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!"
22 Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
23 rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
24 døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
25 Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!"
26 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
27 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"
28 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.

Salme 36

1 Til Sangmesteren. Af HERRENs Tjener David.
2 Synden taler til den gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje;
3 thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham.
4 Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt;
5 på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke.
6 HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne,
7 din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; HERRE, du frelser Folk og Fæ,
8 hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge;
9 de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm;
10 thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!
11 Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet.
12 Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort.
13 Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.

Salme 37

1 Af David. Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret!
2 Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne.
3 Stol på HERREN og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab,
4 da skal du have din Fryd i HERREN, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår.
5 Vælt din Vej på HERREN, stol på ham, så griber han ind
6 og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag.
7 Vær stille for HERREN og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker.
8 Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm.
9 Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN, skal arve Landet.
10 En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke.
11 Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred.
12 Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham;
13 men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme.
14 De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;
15 men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen.
16 Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom;
17 thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN støtter de retfærdige;
18 HERREN kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig;
19 de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage.
20 Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er HERRENs Fjender, de svinder, de svinder som Røg.
21 Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver;
22 de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes.
23 Af HERREN stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej;
24 om end han snubler, falder han ikke, thi HERREN støtter hans Hånd.
25 Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød;
26 han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse.
27 Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig;
28 thi HERREN elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes;
29 de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid.
30 Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er;
31 sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt.
32 Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet,
33 men, HERREN giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten.
34 Bi på HERREN og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang.
35 Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder
36 men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.
37 Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid;
38 men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt.
39 De retfærdiges Frelse kommer fra HERREN, deres Tilflugt i Nødens Stund;
40 HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.

Salme 38

1 En Salme af David. Lehazkir.
2 HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme!
3 Thi dine Pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.
4 Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;
5 thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.
6 Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;
7 jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
8 Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,
9 jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.
10 HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;
11 mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
12 For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjernt;
13 de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.
14 Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,
15 som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
16 Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,
17 når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"
18 Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
19 thi jeg må bekende min Skyld, må sørge over min Synd.
20 Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,
21 som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.
22 HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,
23 il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!

Salme 39

1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
2 Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"
3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,
4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
6 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.
7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.
8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.
9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!
10 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.
11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.
12 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela.
13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.
14 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

Salme 40

1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme.
2 Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig.
3 Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed,
4 en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN.
5 Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.
6 Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.
7 Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke.
8 Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift;
9 at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre."
10 I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.
11 Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling.
12 Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.
13 Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet.
14 Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.
15 Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;
16 Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig!
17 Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "HERREN er stor!"
18 Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!

Salme 41

1 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN på Ulykkens Dag;
3 HERREN vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold.
4 På Sottesengen står HERREN ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.
5 Så siger jeg da: Vær mig nådig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig!
6 Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?"
7 Kommer en i Besøg, så fører han hyklersk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom.
8 Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde:
9 "En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!"
10 Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig.
11 Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem.
12 Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig.
13 Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.
14 Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen!

Salme 42

1 Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.
2 Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min Sjæl efter dig, o Gud.
3 Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn?
4 Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?"
5 Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i Højtidsskaren.
6 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
7 Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg.
8 Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig.
9 Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.
10 Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?
11 Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?"
12 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

Salme 43

1 Skaf mig Ret, o Gud, og strid for mig mod Folk, som ej kender til Mildhed, fri mig fra en falsk, uretfærdig Mand!
2 Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?
3 Send dit Lys og din Sandhed, de lede mig, bringe mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger,
4 at jeg må komme til Guds Alter, til min Glædes Gud, juble og prise dig til Citer, Gud, min Gud!
5 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

Salme 44

1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Maskil.
2 Gud, vi har hørt det med egne Ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd;
3 Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig;
4 thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.
5 Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr.
6 Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn;
7 thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;
8 men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme.
9 Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. - Sela.
10 Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære;
11 du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte;
12 du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene,
13 dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget.
14 Til Hån for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander,
15 du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste på Hovedet ad os.
16 Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn
17 for spottende, hånende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.
18 Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt!
19 Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej.
20 Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke.
21 Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud,
22 vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løndom -
23 nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg!
24 Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse!
25 Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor Nød og Trængsel?
26 Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden.
27 Stå op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!

Salme 45

1 Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af Koras Sønner. En Maskil. En Sang om Kærlighed.
2 Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge.
3 Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt på dine Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt.
4 Omgjord din Lænd med Sværdet, o Helt,
5 Lykken følge din Højhed og Hæder, far frem for Sandhedens Sag, for Ydmyghed og Retfærd, din højre lære dig frygtelige Ting!
6 Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for din Fod, Kongens Fjender rammes i Hjertet.
7 Din Trone, o Gud, står evigt fast, en Retfærds Stav er din Kongestav.
8 Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med Glædens Olie fremfor dine Fæller,
9 af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder. Du glædes ved Strengeleg fra Elfenbenshaller,
10 Kongedøtre står i kostbare Klæder, Dronningen i Ofirguldets Skrud ved din højre.
11 Hør, min Datter, opmærksomt og bøj dit Øre : Glem dit Folk og din Faders Hus,
12 at Kongen må attrå din Skønhed, thi han er din Herre.
13 Tyrus's Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets Rigmænd bejle til din Yndest.
14 Idel Pragt er Kongedatteren, hendes Dragt er Perler, stukket i Guld;
15 fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget Pragt, Veninderne fører hende hen til Kongen.
16 De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i Kongens Palads.
17 Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster rundt i Landet!
18 Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal Folkene love dig evigt og altid.

Salme 46

1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. Al-alamot.
2 Gud er vor Tilflugt og Styrke, en Hjælp i Angster, prøvet til fulde.
3 Derfor frygter vi ikke, om Jorden end bølger og Bjergene styrter i Havenes Skød,
4 om end deres Vande bruser og syder og Bjergene skælver ved deres Vælde. - Sela.
5 En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget sin Bolig;
6 i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den Hjælp, når Morgen gryr.
7 Folkene larmed, Rigerne vakled, han løfted Røsten, så Jorden skjalv,
8 Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.
9 Kom hid og se på HERRENs Værk, han har udført frygtelige Ting på Jord.
10 Han gør Ende på Krig til Jordens Grænser, han splintrer Buen, sønderbryder Spydene, Skjoldene tænder han i Brand.
11 Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt Folkene, ophøjet på Jorden!
12 Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.

Salme 47

1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.
2 Alle Folkeslag, klap i Hænderne, bryd ud i jublende Lovsang for Gud!
3 Thi HERREN, den Højeste, er frygtelig, en Konge stor over hele Jorden.
4 Han bøjede Folkefærd under os og Folkeslag under vor Fod;
5 han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes Stolthed. - Sela.
6 Gud steg op under Jubel, HERREN under Hornets Klang.
7 Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor Konge;
8 thi han er al Jordens Konge, syng en Sang for Gud.
9 Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin hellige Trone har Gud taget Sæde.
10 Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud; thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han!

Salme 48

1 En Sang. En Salme af Koras Sønner.
2 Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad.
3 Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By.
4 Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge.
5 Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen;
6 de så og tav på Stedet, flyed i Angst,
7 af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder.
8 Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.
9 Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers HERREs By, i vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. - Sela.
10 I din Helligdom tænker vi, Gud, på din Miskundhed;
11 som dit Navn så lyder din Pris til Jordens Grænser. Din højre er fuld af Retfærd,
12 Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre jubler over dine Domme.
13 Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl dets Tårne,
14 læg Mærke til dets Ringmur, gå gennem dets Borge, at I kan melde Slægten, der
15 kommer: Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede os.

Salme 49

1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.
2 Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
3 både høj og lav, både rig og fattig!
4 Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
5 jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.
6 Hvorfor skulle jeg frygte i de onde Dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,
7 de, som stoler på deres Gods og bryster sig af deres store Rigdom?
8 Visselig, ingen kan købe sin Sjæl fri og give Gud en Løsesum
9 - Prisen for hans Sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live
10 og aldrig få Graven at se;
11 nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,
12 deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
13 Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.
14 Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.
15 I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.
16 Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela.
17 Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;
18 thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
19 Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!"
20 han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.
21 Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.

Salme 50

1. En Salme af Asaf. Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;
2 fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans
3 - vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;
4 han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:
5 "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"
6 Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. - Sela.
7 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!
8 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;
9 jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;
10 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;
11 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.
12 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!
13 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?
14 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.
15 Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,
16 Men til den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,
17 når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?
18 Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle holder du til,
19 slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.
20 Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;
21 det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.
22 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.
23 Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.

Salme 51

1 Til Sangmesteren. En Salme af David,
2 dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos Batseba.
3 Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed,
4 tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd!
5 Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje.
6 Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer.
7 Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd.
8 Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet.
9 Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne;
10 mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble;
11 skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger;
12 skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre;
13 kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig;
14 glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd!
15 Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig.
16 Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge lovsynge din Retfærd;
17 Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris.
18 Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke.
19 Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.
20 Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure!
21 Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da bringes Tyre op på dit Alter.

Salme 52

1 Til Sangmesteren. En Maskil af David,
2 da Edomiten Doeg kom og meldte Saul, at David var gået ind i Ahimeleks Hus.
3 Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?
4 Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed,
5 du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela.
6 Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!
7 Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela.
8 De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende:
9 "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"
10 Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på.
11 Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn.

Salme 53

1 Til Sangmesteren. Al-mahalat. En Maskil af David.
2 Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.
3 Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.
4 Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een.
5 Er de Udådsmænd da uden Forstand, de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud?
6 Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejrers Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.
7 Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes.

Salme 54

1 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David,
2 da Zifiterne kom og sagde til Saul: 'David har skjult sig hos os'.
3 Frels mig o Gud, ved dit Navn og skaf mig min Ret ved din Vælde,
4 hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord!
5 Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.
6 Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl!
7 Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed!
8 Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o HERRE, thi det er godt;
9 thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender!

Salme 55

1 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David.
2 Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min Tryglen,
3 lån mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,
4 jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;
5 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.
6 Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.
7 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,
8 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela.
9 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.
10 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;
11 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;
12 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
13 Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min Uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;
14 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,
15 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.
16 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!
17 Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.
18 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre
19 og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.
20 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.
21 På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.
22 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
23 Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.
24 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!

Salme 56

1 Til Sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En Miktam, da Filisterne grab ham i Gat.
2 Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til Livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd;
3 mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig!
4 Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig,
5 og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?
6 De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt.
7 De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet.
8 Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!
9 Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog.
10 Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig.
11 Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENs Hjælp skal jeg prise hans Ord.
12 Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig?
13 Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig.
14 Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.

Salme 57

1 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da han flygtede ind i Hulen for Saul.
2 Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over.
3 Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;
4 han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed.
5 Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.
6 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
7 Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.
8 Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig,
9 vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.
10 Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd;
11 thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
12 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

Salme 58

1 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam.
2 Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt?
3 Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold.
4 Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild.
5 Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre
6 og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger.
7 Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE;
8 lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.
9 Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol.
10 Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede
11 Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod;
12 Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!"

Salme 59

1 Til Sangmesteren, Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da Saul udsendte Folk, som skulde vogte Huset for at dræbe ham.
2 Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;
3 fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
4 Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
5 Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!
6 Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela.
7 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!
8 Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"
9 Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
10 dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
11 med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!
12 Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,
13 giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
14 udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela.
15 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,
16 vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.
17 Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag.
18 Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.

Salme 60

1 Til Sangmesteren. Al-sjusjan-edut. En Miktam af David til Indøvelse,
2 dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab vendte tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, 12 000 Mand.
3 Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vrededes - vend dig til os igen;
4 du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler!
5 Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin.
6 Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela.
7 Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!
8 Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal;
9 mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav,
10 Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg."
11 Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom?
12 Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.
13 Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte.
14 Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!

Salme 61

1 Til Sangmesteren. Til Strengespil. Af David.
2 Hør, o Gud, på mit Råb og lyt til min Bøn!
3 Fra Jordens Ende råber jeg til dig. Når mit Hjerte vansmægter, løft mig da op på en Klippe,
4 led mig, thi du er min Tilflugt, et mægtigt Tårn til Værn imod Fjenden.
5 Lad mig evigt bo som Gæst i dit Telt, finde Tilflugt i dine Vingers Skjul! - Sela.
6 Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter, opfyldt deres Ønsker, der frygter dit Navn.
7 Til Kongens Dage lægger du Dage, hans År skal være fra Slægt til Slægt.
8 Han skal trone evigt for Guds Åsyn; send Nåde og Sandhed til at bevare ham!
9 Da vil jeg evigt love dit Navn og således Dag efter Dag indfri mine Løfter.

Salme 62

1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
2 Min Sjæl er stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham;
3 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget.
4 Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på en hældende Væg, en faldende Mur?
5 Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela.
6 Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb;
7 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes.
8 Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud;
9 stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. - Sela.
10 Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe.
11 Forlad eder ikke på Vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpå!
12 Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds,
13 Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.

Salme 63

1 En Salme af David, da han var i Judas Ørken.
2 Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min Sjæl, efter dig længes mit Kød i et tørt, vansmægtende, vandløst Land
3 (således var det, jeg så dig i Helligdommen) for at skue din Vælde og Ære;
4 thi din Nåde er bedre end Liv, mine Læber skal synge din Pris.
5 Da vil jeg love dig hele mit Liv, opløfte Hænderne i dit Navn,
6 Som med fede Retter mættes min Sjæl, med jublende Læber priser min Mund dig,
7 når jeg kommer dig i Hu på mit Leje, i Nattevagterne tænker på dig;
8 thi du er blevet min Hjælp, og jeg jubler i dine Vingers Skygge.
9 Dig klynger min Sjæl sig til, din højre holder mig fast.
10 Forgæves står de mig efter Livet, i Jordens Dyb skal de synke,
11 gives i Sværdets Vold og vorde Sjakalers Bytte.
12 Men Kongen glædes i Gud; enhver, der sværger ved ham, skal juble, thi Løgnernes Mund skal lukkes.

Salme 64

1 Til Sangmesteren. En Salme af David
2 Hør, o Gud, min Røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende;
3 skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle Hob,
4 der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen
5 for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset.
6 Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer, siger: "Hvem skulde se os?"
7 De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.
8 Da rammer Gud dem med en Pil, af Slaget rammes de brat;
9 han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet;
10 alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming;
11 de retfærdige glædes i HERREN og lider på ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe!

Salme 65

1 Til Sangmesteren. En Salme af David. En Sang.
2 Lovsang tilkommer dig på Zion, o Gud, dig indfrier man Løfter, du, som hører Bønner;
3 alt Kød kommer til dig, når Brøden tynger.
4 Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem.
5 Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgårde! Vi mættes af dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed.
6 Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt for den vide Jord, for fjerne Strande,
7 du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjordet med Kraft,
8 du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og Folkefærds Larm,
9 så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og Aften oprinder, bringer du Jubel.
10 Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dets Korn,
11 du vander dets Furer, jævner Knoldene, bløder det med Regn, velsigner dets Sæd.
12 Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor flyder af Fedme;
13 de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene;
14 Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de ud og synger!

Salme 66

1 Til Sangmesteren. En Sang. En Salme. Bryd ud i Jubel for Gud, al Jorden,
2 lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang,
3 sig til Gud: "Hvor forfærdelige er dine Gerninger! For din vældige Styrkes Skyld logrer Fjenderne for dig,
4 al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger dit Navn." - Sela.
5 Kom hid og se, hvad Gud har gjort, i sit Virke en Rædsel for Menneskenes Børn.
6 Han forvandlede Hav til Land, de vandrede til Fods over Strømmen; lad os fryde os højlig i ham.
7 Han hersker med Vælde for evigt, på Folkene vogter hans Øjne, ej kan genstridige gøre sig store. - Sela.
8 I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner,
9 han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud!
10 Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser Sølv;
11 i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på vore Lænder,
12 lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!
13 Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine Løfter,
14 dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden.
15 Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft, jeg ofrer Okser tillige med Bukke. - Sela.
16 Kom og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad han har gjort for min Sjæl!
17 Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge.
18 Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt;
19 visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst.
20 Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig!

Salme 67

1 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme. En Sang.
2 Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse over os - Sela -
3 for at din Vej må kendes på Jorden, din Frelse blandt alle Folk.
4 Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig;
5 Folkefærd skal glædes og juble, thi med Retfærd dømmer du Folkeslag, leder Folkefærd på Jorden, - Sela.
6 Folkeslag skal takke dig Gud, alle Folkeslag takke dig!
7 Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os,
8 Gud velsigne os, så den vide Jord må frygte ham!

Salme 68

1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. En Sang.
2 Når Gud står op, da splittes hans Fjender, hans Avindsmænd flyr for hans Åsyn,
3 som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn.
4 Men retfærdige frydes og jubler med Glæde og Fryd for Guds Åsyn.
5 Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der farer frem gennem Ørknerne! HERREN er hans Navn, jubler for hans Åsyn,
6 faderløses Fader, Enkers Værge, Gud i hans hellige Bolig,
7 Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger ud til Lykke; men genstridige bor i tørre Egne.
8 Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred frem gennem Ørkenen - Sela - da rystede Jorden,
9 ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds Åsyn, Israels Guds.
10 Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende Arvelod styrkede du;
11 din Skare tog Bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din Godhed,
12 Ord lægger Herren de Kvinder i Munden, som bringer Glædesbud, en talrig Hær:
13 "Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue uddeler Bytte.
14 Vil I da blive imellem Foldene? Duens Vinger dækkes af Sølv, dens Fjedre af gulgrønt Guld.
15 Da den Almægtige splittede Kongerne der, faldt der Sne på Zalmon."
16 Et Gudsbjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med spidse Tinder er Basans Bjerg;
17 Hvi skæver I Bjerge med spidse Tinder til Bjerget, Gud ønskede til Bolig, hvor HERREN også vil bo for evigt?
18 Titusinder er Guds Vogne, tusinde Gange tusinde, HERREN kom fra Sinaj til Helligdommen.
19 Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, HERRE, o Gud.
20 Lovet være Herren! Fra Dag til Dag bærer han vore Byrder; Gud er vor Frelse. - Sela.
21 En Gud til Frelse er Gud for os, hos den Herre HERREN er Udgange fra Døden.
22 Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses Isse, der vandrer i sine Synder.
23 Herren har sagt: "Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem fra Havets Dyb,
24 at din Fod må vade i Blod, dine Hundes Tunger få Del i Fjenderne."
25 Se på Guds Højtidstog, min Guds, min Konges Højtidstog ind i Helligdommen!
26 Sangerne forrest, så de, der spiller, i Midten unge Piger med Pauker:
27 "Lover Gud i Festforsamlinger, Herren, I af Israels Kilde!"
28 Der er liden Benjamin forrest, Judas Fyrster i Flok, Zebulons Fyrster, Naftalis Fyrster.
29 Opbyd, o Gud, din Styrke, styrk, hvad du gjorde for os, o Gud!
30 For dit Tempels Skyld skal Konger bringe dig Gaver i Jerusalem.
31 Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, så de hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker Strid!
32 De kommer med Olie fra Ægypten, Ætioperne iler til Gud med fulde Hænder.
33 I Jordens Riger, syng for Gud, lovsyng HERREN;
34 hyld ham der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst.
35 Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed, Hans Vælde i Skyerne,
36 frygtelig er Gud i sin Helligdom. Israels Gud; han giver Folket Styrke og Kraft. Lovet være Gud!

Salme 69

1 Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.
2 Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,
3 jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;
4 træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;
5 flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
6 Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
7 Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud!
8 Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;
9 fremmed er jeg for mine Brødre, en Udlænding for min Moders Sønner.
10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig:
11 jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
12 i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
13 De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
14 Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!
15 Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
16 lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.
17 Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;
18 dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;
19 kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
20 Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.
21 Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;
22 de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
23 Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;
24 lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
25 Din Vrede udøse du over dem, din glødende Harme nå dem;
26 deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
27 Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.
28 Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd;
29 lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
30 Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
31 Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
32 det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!
33 Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!
34 Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
35 Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;
36 thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;
37 hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.

Salme 70

1 Til Sangmesteren. Af David. Lehazkir.
2 Du værdiges, Gud, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp!
3 Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;
4 lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!"
5 Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "Gud er stor!"
6 Arm og fattig er jeg, il mig til Hjælp, o Gud! Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, HERRE!

Salme 71

1 HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes.
2 Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøjede dit Øre til mig;
3 red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg!
4 Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands Kløer;
5 thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var HERREN min Tillid;
6 fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang.
7 For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt;
8 min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang.
9 Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu Kraften svinder;
10 thi mine Fjender taler om mig, de der lurer på min Sjæl, holder Råd:
11 "Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!"
12 Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud;
13 lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der står mig imod, lad dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt!
14 Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris;
15 min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang; thi jeg kender ej Ende derpå.
16 Jeg vil minde om den Herre HERRENs Vælde, lovsynge din Retfærd, kun den alene.
17 Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg forkyndt til nu;
18 indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter.
19 Din Vælde og din Retfærdighed når til Himlen, o Gud; du, som øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud?
20 Du, som lod os skue mangefold Trængsel og Nød, du kalder os atter til Live og drager os atter af Jordens Dyb;
21 du vil øge min Storhed og atter trøste mig.
22 Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud, lege på Citer for dig, du Israels Hellige;
23 juble skal mine Læber - ja, jeg vil lovsynge dig og min Sjæl, som du udløste;
24 også min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam og Skændsel får de, som vil mig ilde.

Salme 72

1 Af Salomo. Gud, giv Kongen din Ret, Kongesønnen din Retfærd,
2 så han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret!
3 Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd.
4 De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige Frelse, og han slår Voldsmanden ned.
5 Han skal leve, så længe Solen lyser og Månen skinner, fra Slægt til Slægt.
6 Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl, der væder Jorden;
7 i hans Dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen forgår.
8 Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender;
9 hans Avindsmænd bøjer Knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet;
10 Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og Sebas Konger kommer med Skat;
11 alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans Tjenere.
12 Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp, den arme, der savner en Hjælper,
13 ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle;
14 han skal fri deres Sjæle fra Uret og Vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne.
15 Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham bestandig, velsigne ham Dagen igennem.
16 Korn skal der være i Overflod i Landet, på Bjergenes Top; som Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som Jordens Urter.
17 Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal prise ham lykkelig!
18 Lovet være Gud HERREN, Israels Gud som ene gør Undergerninger,
19 og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes af hans Herlighed. Amen, Amen!
20 Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner.

Salme 73

1 En Salme af Asaf. Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!
2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;
3 thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;
4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.
7 Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.
8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.
10 Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.
11 De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"
12 Se, det er de gudløses Kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!
13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,
14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!
15 Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."
16 Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,
17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:
18 Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
19 Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!
20 De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.
21 Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
24 du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed.
25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden!
26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.
27 Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.
28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.

Salme 74

1 En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
5 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
6 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
8 De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?
11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Dårer,
23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!

Salme 75

1 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. En Salme af Asaf. En Sang.
2 Vi takker dig, Gud, vi takker dig; de, der påkalder dit Navn, fortæller dine Undere.
3 "Selv om jeg udsætter Sagen, dømmer jeg dog med Retfærd;
4 vakler end Jorden og alle, som bor derpå, har jeg dog grundfæstet dens Støtter." - Sela.
5 Til Dårerne siger jeg: "Vær ej Dårer!" og til de gudløse: "Løft ej Hornet,
6 løft ikke eders Horn mod Himlen, tal ikke med knejsende Nakke!"
7 Thi hverken fra Øst eller Vest kommer Hjælp, ej heller fra Ørk eller Bjerge.
8 Nej, den, som dømmer, er Gud, han nedbøjer en, ophøjer en anden.
9 Thi i HERRENs Hånd er et Bæger med skummende