Klik på billedet og få Guds egen opskrift.
|
|
| Ezekiel 4,12 brød. Klik på billedet og få Guds egen opskrift. |
Om oversættelsen: Oversættelsen fra 1931 er på mange måder bedre end det makværk, der blev udført for vores skattepenge i 1992, selvom sproget er lidt arkaisk,
Om bogen: Ezekiel har æren for en meget speciel opskrift på brune brød:
Han bager dem med menneskelort.
Opskriften står i kapitel 4; se her for detaljer:
Profeten Ezekiels brød.
Kapitler:
1 2 3
4 5 6
7 8 9
10 11 12
13 14 15
16 17 18
19 20 21
22 23 24
25 26 27
28 29 30
31 32 33
34 35 36
37 38 39
40 41 42
43 44 45
46 47 48
Kapitel 1
1 I det tredivte År på den femte Dag i den fjerde Måned da jeg var
blandt de landflygtige ved Floden Kebar, skete det, at Himmelen
åbnede sig, og jeg skuede Syner fra Gud.
2 Den femte Dag i Måneden - det var det femte År efter at Kong
Jojakin var bortført -
3 kom HERRENs Ord til Præsten Ezekiel, Buzis Søn, i Kaldæernes
Land ved Floden Kebar, og HERRENs Hånd kom over ham der.
4 Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og en vældig Sky
fulgte med, omgivet af Stråleglans og hvirvlende Ild, i hvis
Midte det glimtede som funklende Malm.
5 Midt i Ilden var der noget ligesom fire levende Væsener, og de
så således ud: De havde et Menneskes Skikkelse;
6 men de havde hver fire Ansigter og fire Vinger;
7 deres Ben var lige og deres Fodsåler som en Kalvs; de skinnede
som funklende Kobber, og deres Vingeslag var hurtigt;
8 der var Menneskehænder under Vingerne på alle fire Sider.
9 De fire levende Væseners Ansigter vendte sig ikke, når de gik,
men de gik alle lige ud.
10 Ansigterne så således ud: De havde alle fire et Menneskeansigt
fortil, et Løveansigt til højre, et Okseansigt til venstre og et
Ørneansigt bagtil;
11 Vingerne var på dem alle fire udbredt opad, således at to og to
rørte hinanden, og to skjulte deres Legemer.
12 De gik alle lige ud; hvor Ånden vilde have dem hen gik de; de
vendte sig ikke, når de gik.
13 Midt imellem de levende Væsener var der noget som glødende Kul
at se til, som Blus, der for hid og did imellem dem, og Ilden
udsendte Stråleglans, og Lyn for ud derfra.
14 Og Væsenerne løb frem og tilbage, som Lynglimt at se til.
15 Videre skuede jeg, og se, der var et Hjul på Jorden ved Siden af
hvert af de fire levende Væsener;
16 og Hjulene var at se til som funklende Krysolit; de så alle fire
ens ud, og de var lavet således, at der i hvert Hjul var et
andet Hjul;
17 de kunde derfor gå til alle fire Sider; de vendte sig ikke, når
de gik.
18 Videre skuede jeg, og se, der var Fælge på dem, og Fælgene var
på dem alle fire rundt om fulde af Øjne.
19 Og når de levende Væsener gik, gik også Hjulene ved Siden af, og
når Væsenerne løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig;
20 hvor Ånden vilde have dem hen, gik Hjulene, og de løftede sig
samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene;
21 når Væsenerne gik, gik også de; når de standsede, standsede også
de, og når de løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig
samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene.
22 Oven over Væsenernes Hoveder var der noget ligesom en
Himmelhvælving, funklende som Krystal, udspændt oven over deres
Hoveder;
23 og under Hvælvingen var deres Vinger udspændt, den ene mod den
anden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres Legemer.
24 Og når de gik, lød Vingesuset for mig som mange Vandes Brus, som
den Almægtiges Røst; det buldrede som en Hær.
25 Det drønede oven over Hvælvingen over deres Hoveder; men når de
stod, sænkede de Vingerne.
26 Men oven over Hvælvingen over deres Hoveder var der noget som
Safir at se til, noget ligesom en Trone, og på den, ovenover,
var der noget ligesom et Menneske at se til.
27 Og jeg skuede noget som funklende Malm fra det, der så ud som
hans Hofter, og opefter; og fra det, der så ud som hans Hofter,
og nedefter skuede jeg noget som Ild at se til; og Stråleglans
omgav ham.
28 Som Regnbuen, der viser sig i Skyen på en Regnvejrsdag, var
Stråleglansen om ham at se til. Således så HERRENs
Herlighedsåbenbarelse ud. Da jeg skuede det, faldt jeg på mit
Ansigt. Og jeg hørte en Røst, som talede.
Kapitel 2
1 Han sagde til mig: "Menneskesøn, stå op på dine Fødder så jeg kan
tale med dig!"
2 Og som han talede til mig, kom Ånden i mig og rejste mig på mine
Fødder, og jeg hørte ham tale til mig.
3 Han sagde: "Menneskesøn! Jeg sender dig til Israeliterne, de
genstridige, der har sat sig op imod mig; de og deres Fædre har
forbrudt sig imod mig til den Dag i Dag.
4 Og Sønnerne har stive Ansigter og hårde Hjerter; jeg sender dig
til dem, og du skal sige: Så siger den Herre HERREN!
5 Hvad enten de hører eller ej - thi de er en genstridig Slægt -
skal de kende, at en Profet er kommet iblandt dem.
6 Men du, Menneskesøn, frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres
Ord, når du færdes mellem Nælder og Tidsler og bor blandt
Skorpioner; frygt ikke for deres Ord og vær ikke ræd for deres
Ansigter, thi de er en genstridig Slægt.
7 Du skal tale mine Ord til dem, hvad enten de hører eller ej, thi
de er en genstridig Slægt..
8 Og du, Menneskesøn, hør, hvad jeg taler til dig! Vær ikke
genstridig som den genstridige Slægt, men luk din Mund op og
slug, hvad jeg her giver dig! "
9 Og jeg skuede, og se, en Hånd var udrakt imod mig, og i den lå
en Bogrulle;
10 og han rullede den op for mig, - og der var skrevet på den både
for og bag; og hvad der stod skrevet, var Klage, Suk og Ve.
Kapitel 3
1 Så sagde han til mig: "Menneskesøn, slug hvad du her har for
dig, slug denne Bogrulle og gå så hen og tal til Israels Hus!"
2 Så åbnede jeg Munden, og han lod mig sluge Bogrullen
3 og sagde til mig: "Menneskesøn! Lad din Bug fortære den
Bogrulle, jeg her giver dig, og fyld dine Indvolde dermed!" Og
jeg slugte den, og den var sød som Honning i min Mund.
4 Så sagde han til mig: "Menneskesøn, gå til Israels Hus og tal
mine Ord til dem!
5 Thi du sendes til Israels Folk, ikke til et Folk med dybt Mål og
tungt Mæle,
6 ikke til mange Hånde Folkeslag med dybt Mål og tungt Mæle, hvis
Tale du ikke fatter, hvis jeg sendte dig til dem, vilde de høre
dig.
7 Men Israels Hus vil ikke høre dig, thi de vil ikke høre mig; thi
hele Israels Hus har hårde Pander og stive Hjerter.
8 Se, jeg gør dit Ansigt hårdt som deres Ansigter og din Pande
hård som deres Pander;
9 som Diamant, hårdere end Flint gør jeg din Pande. Frygt ikke for
dem og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig
Slægt!"
10 Videre sagde han til mig: "Menneskesøn, alle mine Ord, som jeg
taler til dig, skal du optage i dit Hjerte og høre med dine
Ører;
11 og gå så hen til dine landflygtige Landsmænd og tal til dem og
sig: Så siger den Herre HERREN! - hvad enten de så hører eller
ej!"
12 Så løftede Ånden mig, og jeg hørte bag mig Larmen af et vældigt
Jordskælv, da HERRENs Herlighed hævede sig fra sit Sted,
13 og Suset af de levende Væseners Vinger, der rørte hverandre, og
samtidig Lyden af Hjulene og Larmen af Jordskælvet.
14 Og Ånden løftede mig og førte mig bort, og jeg vandrede bitter
og gram i Hu, idet HERRENs Hånd var over mig med Vælde.
15 Så kom jeg til de landflygtige i Tel-Abib, de, som boede ved
Floden Kebar, og der sad jeg syv Dage iblandt dem og stirrede
hen for mig.
16 Syv Dage senere kom HERRENs Ord til mig således:
17 Menneskesøn! Jeg sætter dig til Vægter for Israels Hus; hører du
et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig.
18 Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke
advarer ham eller for at bevare hans Liv taler til ham om at
omvende sig fra sin gudløse Vej, så skal samme gudløse dø for
sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd.
19 Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin
Gudløshed og sin Vej, så skal samme gudløse dø for sin
Misgerning, men du har reddet din Sjæl.
20 Og når en retfærdig vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret,
og jeg lægger Anstød for ham, så han dør, og du ikke har advaret
ham, så dør han for sin Synd, og den Retfærdighed, han har øvet,
skal ikke tilregnes ham, men hans Blod vil jeg kræve af din
Hånd.
21 Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke
synder, så skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare,
og du har reddet din Sjæl.
22 Siden kom HERRENs Hånd over mig der, og han sagde til mig: "Stå
op og gå ud i Dalen, der vil jeg tale med dig!"
23 Så stod jeg op og gik ud i Dalen, og se, der stod HERRENs
Herlighed, som jeg havde set den ved Floden Kebar. Da faldt jeg
på mit Ansigt.
24 Men Ånden kom i mig og rejste mig på mine Fødder. Så talede han
til mig og sagde: Gå hjem og luk dig inde i dit Hus!
25 Og du, Menneskesøn, se, man skal lægge Bånd på dig og binde dig,
så du ikke kan gå ud iblandt dem;
26 og din Tunge lader jeg hænge ved Ganen, så du bliver stum og
ikke kan være dem en Revser; thi de er en genstridig Slægt.
27 Men når jeg taler til dig, vil jeg åbne din Mund, og du skal
sige til dem: Så siger den Herre HERREN! Så får den, der vil
høre, høre, og den, der ikke vil, får lade være; thi de er en
genstridig Slægt.
Kapitel 4
|
|
| Ezekiel 4,12 brød. Klik på billedet og få Guds egen opskrift. |
1 Du, Menneskesøn, tag dig en Teglsten, læg den for dig og indrids
i den et Billede af en By, Jerusalem;
2 og kast en Vold op omkring den, byg Belejringstårne, opkast
Stormvold, lad Hære lejre sig imod den og rejs Stormbukke mod
den fra alle Sider;
3 tag dig så en Jernpande og sæt den som en Jernvæg op mellem dig
og Byen og ret dit Ansigt imod den. Således skal den være
omringet, og du skal trænge den. Det skal være Israels Hus et
Tegn.
4 Og læg du dig på din venstre Side og tag Israels Hus's
Misgerning på dig; alle de Dage du ligger således, skal du bære
deres Misgerning.
5 Deres Misgernings År gør jeg til lige så mange Dage for dig, 190
Dage; så længe skal du bære Israels Hus's Misgerning.
6 Og når de er til Ende, læg dig så på din højre Side og bær Judas
Hus's Misgerning 40 Dage; for hvert År giver jeg dig en Dag.
7 Og du skal rette dit Ansigt og din blottede Arm mod det
omringede Jerusalem og profetere imod det.
8 Og se, jeg lægger Bånd på dig, så du ikke kan vende dig fra den
ene Side til den anden, før din Belejrings Dage er til Ende.
9 Og tag du dig Hvede, Byg, Bønner, Linser, Hirse og Spelt, kom
det i et og samme Kar og lav dig Brød deraf; alle de Dage du
ligger på Siden, 190 Dage, skal det være din Mad;
10 og Maden, du får, skal være efter Vægt, tyve Sekel daglig; du
skal spise den een Gang daglig.
11 Og Vand skal du drikke efter Mål, en Sjettedel Hin; du skal
drikke een Gang daglig.
12 Og som Bygkager skal du spise det og bage det ved Menneskeskarn
i deres Påsyn.
13 Og du skal sige: "Så sige HERREN: Således skal Israeliterne have
urent Brød til Føde blandt de Folk, jeg bortstøder dem til!"
14 Men jeg sagde: "Ak, Herre, HERRE, jeg har endnu aldrig været
uren; noget selvdødt eller sønderrevet har jeg fra Barnsben
aldrig spist, og urent Kød kom aldrig i min Mund!"
15 Da svarede han: "Vel, jeg tillader dig at tage Oksegødning i
Stedet for Menneskeskarn og bage dit Brød derved."
16 Videre sagde han til mig: Menneskesøn! Se, jeg bryder Brødets
Støttestav i Jerusalem; Brød skal de spise efter Vægt og i
Angst, og Vand skal de drikke efter Mål og i Rædsel,
17 for at de må mangle Brød og Vand og alle som een være slagne af
Rædsel og hensmægte i deres Misgerning.
Kapitel 5
1 Og du, Menneskesøn, tag dig et skarpt Sværd, brug det som Ragekniv
og lad det gå over dit Hoved og dit Skæg; tag dig så en Vægtskål
og del Håret.
2 En Tredjedel skal du brænde i et Bål midt i Byen, når
Belejringens Dage er omme; en Tredjedel skal du tage og slå den
med Sværdet rundt om Byen; og en Tredjedel skal du sprede for
Vinden; så drager jeg Sværdet bag dem.
3 Derefter skal du tage lidt deraf og svøbe det ind i din
Kappeflig;
4 og deraf skal du atter tage noget og kaste det midt ind i Ilden
og brænde det. Og du skal sige til hele Israels Hus:
5 Så siger den Herre HERREN: Dette er Jerusalem; jeg satte det
midt iblandt Folkene, omgivet af Lande.
6 Men det var gudløst og genstridigt mod mine Lovbud mere end
Folkene og mod mine Vedtægter mere end Landene rundt om; thi de
lod hånt om mine Lovbud og vandrede ikke efter mine Vedtægter.
7 Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I var mere genstridige
end Folkene rundt om og ikke vandrede efter mine Vedtægter eller
holdt mine Lovbud, men gjorde efter de omboende Folks Lovbud,
8 derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig og
holder Dom i din Midte for Folkenes Øjne.
9 For alle dine Vederstyggeligheders Skyld vil jeg gøre med dig,
hvad jeg aldrig har gjort og aldrig vil gøre Mage til.
10 Derfor skal Fædre æde deres Børn i din Midte og Børn deres
Fædre; jeg holder Dom over dig, og alle, som er til Rest i dig,
spreder jeg for alle Vinde.
11 Derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN:
Sandelig, fordi du gjorde min Helligdom uren med alle dine
væmmelige Guder og Vederstyggeligheder, vil jeg også støde dig
fra mig uden Medynk eller Skånsel.
12 En Tredjedel af dig skal dø af Pest og omkomme af Hunger i din
Midte, en Tredjedel skal falde for Sværdet rundt om dig, og en
Tredjedel spreder jeg for alle Vinde og drager Sværdet bag dem.
13 Min Vrede skal udtømme sig, og jeg vil køle min Harme på dem og
tage Hævn, så de skal kende at jeg, HERREN, har talet i min
Nidkærhed, når jeg udtømmer min Vrede over dem.
14 Jeg gør dig til en Grushob og til Spot blandt Folkene rundt om,
for Øjnene af enhver, som drager forbi.
15 Du skal blive til Spot og Hån, til Advarsel og Rædsel for
Folkene rundt om, når jeg holder Dom over dig i Vrede og Harme
og harmfuld Revselse. Jeg, HERREN, har talet!
16 Når jeg sender Hungerens onde Pile mod eder, og de, som jeg
sender for af ødelægge eder, volder Ødelæggelse, og jeg lader
Hungeren tage til, da sønderbryder jeg Brødets Støttestav for
eder
17 og sender Hunger over eder og Rovdyr, som skal affolke dig; Pest
og Blodsudgydelse skal hjemsøge dig, og jeg bringer Sværd over
dig. Jeg, HERREN, har talet.
Kapitel 6
1 Og HERRENs Ord kom til mig således:
2 Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Israels Bjerge, profetér imod
dem
3 og sig: Israels Bjerge, hør den Herre HERRENs Ord! Så siger den
Herre HERREN til Bjergene og Højene, til Kløfterne og Dalene:
Se, jeg sender Sværd over eder og tilintetgør eders Offerhøje.
4 Eders Altre skal ødelægges, eders Solstøtter sønderbrydes, og
eders dræbte lader jeg segne foran eders Afgudsbilleder;
5 jeg kaster Israeliternes Lig hen for deres Afgudsbilleder og
strør eders Ben rundt om eders Altre.
6 Overalt hvor I bor, skal Byerne lægges øde og Offerhøjene gå til
Grunde, for at eders Altre kan lægges øde og gå til Grunde,
eders Afgudsbilleder sønderbrydes og udryddes, eders Solstøtter
hugges om og eders Værker tilintetgøres.
7 Mandefald skal ske iblandt eder, og I skal kende, at jeg er
HERREN.
8 Men en Rest lader jeg blive tilbage, idet nogle af eder
undslipper fra Sværdet blandt Folkene, når I spredes i Landene,
9 og de undslupne skal komme mig i Hu blandt Folkene, hvor de er
Fanger; jeg sønderbryder deres bolerske Hjerter, som faldt fra
mig, og deres bolerske Øjne, som hang ved deres Afgudsbilleder;
og de skal væmmes ved sig selv over alt det onde, de har gjort,
over alle deres Vederstyggeligheder.
10 Og de skal kende, at jeg er HERREN; det var ikke tomme Ord, når
jeg talede om at gøre den Ulykke på dem.
11 Så siger den Herre HERREN: Slå Hænderne sammen, stamp med Foden
og råb Ve over alle Israels Hus's grimme Vederstyggeligheder! De
skal falde for Sværd, Hunger og Pest.
12 Den, som er langt borte, skal dø af Pest; den, som er nær, skal
falde for Sværd; og den, som levnes og reddes, skal dø af
Hunger; således udtømmer jeg min Vrede over dem.
13 De skal kende, at jeg er HERREN, når deres dræbte ligger midt
iblandt deres Afgudsbilleder rundt om deres Altre på hver høj
Bakke, på alle Bjergenes Tinder, under hvert grønt Træ og hver
løvrig Eg, der, hvor de opsendte liflig Duft til deres
Afgudsbilleder.
14 Jeg udrækker Hånden imod dem og gør Landet øde og tomt lige fra
Ørkenen til Ribla, overalt hvor de bor; og de skal kende, at jeg
er HERREN.
Kapitel 7
1 Og HERRENs Ord kom til mig således:
2 Du, Menneskesøn, sig: Så siger den Herre HERREN til Israels
Land: Enden kommer, Enden kommer over Landet vidt og bredt!
3 Nu kommer Enden over dig, og jeg sender min Vrede imod dig og
dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine
Vederstyggeligheder.
4 Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dig dine
Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og du
skal kende, at jeg er HERREN.
5 Så siger den Herre HERREN: Ulykke følger på Ulykke; se, det
kommer!
6 Enden kommer, Enden kommer; den er vågnet og tager Sigte på dig;
se, det kommer!
7 Turen kommer til dig, som bor i Landet; Tiden er inde, Dagen er
nær, en Dag med Rædsel og ikke med Frydeskrig på Bjergene.
8 Nu udøser jeg snart min Harme over dig og udtømmer min Vrede på
dig, dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine
Vederstyggeligheder.
9 Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dig dine
Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og I
skal kende, at jeg, HERREN, er den, som slår.
10 Se, Dagen! Se, det kommer; Turen kommer til dig! Riset
blomstrer, Overmodet grønnes.
11 Vold rejser sig til et Ris over Gudløshed; der bliver intet
tilbage af dem, intet af deres larmende Hob, intet af deres
Gods, og der er ingen Herlighed iblandt dem.
12 Tiden er inde, Dagen er nær; Køberen skal ikke glæde sig og
Sælgeren ikke sørge, thi Vrede kommer over al den larmende Hob
derinde.
13 Thi Sælgeren skal ikke vende tilbage til det solgte, om han end
bliver i Live; thi Synet om al den larmende Hob derinde tages
ikke tilbage, og ingen skal styrke sit Liv ved sin Misgerning.
14 Man støder i Hornet og gør alt rede, men ingen drager i Krig;
thi min Vrede kommer over al den larmende Hob derinde.
15 Sværd ude og Pest og Hunger inde! De, der er i Marken, omkommer
for Sværd, og dem, der er i Byen, fortærer Hunger og Pest.
16 Og selv om nogle af dem undslipper og når op i Bjergene som
Kløfternes Duer, skal de alle dø, hver for sin Misgerning.
17 Alle Hænder er slappe, alle Knæ flyder som Vand.
18 De klæder sig i Sæk, og Rædsel omhyller dem; alle Ansigter er
skamfulde, alle Hoveder skaldede.
19 Deres Sølv kaster de ud på Gaden, deres Guld regnes for Snavs;
deres Sølv og Guld kan ikke redde dem på HERRENs Vredes Dag; de
kan ikke stille deres Hunger eller fylde deres Bug dermed, thi
det var dem Årsag til Skyld.
20 I dets strålende Pragt satte de deres Stolthed, og deres
vederstyggelige Billeder, deres væmmelige Guder, lavede de
deraf: derfor gør jeg det til Snavs for dem.
21 Jeg giver det som Bytte i de fremmedes Hånd og som Rov til de
mest gudløse på Jorden, og de skal vanhellige det.
22 Jeg vender mit Åsyn fra dem og man skal vanhellige mit Klenodie,
Ransmænd skal trænge ind og vanhellige det.
23 Gør Lænkerne rede! Thi Landet er fuldt af Blodskyld og Byen af
Vold.
24 Jeg henter de værste af Folkene, og de skal tage Husene i Eje;
jeg gør Ende på de mægtiges Stolthed, og deres Helligdomme skal
vanhelliges.
25 Der opstår Angst; man søger Redning, men finder den ikke.
26 Uheld følger på Uheld, Rygte på Rygte; man skal tigge Profeten
om et Syn, Præsten kommer til kort med Vejledning og de Ældste
med Råd.
27 Kongen sørger, Fyrsten hyller sig i Rædsel, og Landboernes
Hænder lammes af Forfærdelse. Jeg gør med dem efter deres Færd
og dømmer dem, som de fortjener; og de skal kende, at jeg er
HERREN.
Kapitel 8
1 I det sjette År på den femte Dag i den sjette Måned da jeg sad i
mit Hus og Judas Ældste sad hos mig, faldt den Herre HERRENs
Hånd på mig.
2 Og jeg skuede, og se, der var noget ligesom en Mand; fra hans
Hofter og nedefter var der Ild, og fra Hofterne og opefter så
det ud som strålende Lys, som funklende Malm.
3 Han rakte noget som en Hånd ud og greb mig ved en Lok af mit
Hovedhår, og Ånden løftede mig op mellem Himmel og Jord og førte
mig i Guds Syner til Jerusalem, til Indgangen til den indre
Forgårds Nordport, hvor Nidkærhedsbilledet, som vakte Nidkærhed,
stod.
4 Og se, der var Israels Guds Herlighed; at se til var den, som
jeg så den i Dalen.
5 Og han sagde til mig: "Menneskesøn, løft dit Blik mod Nord!" Jeg
løftede mit Blik mod Nord, og se, norden for Alterporten stod
Nidkærhedsbilledet, ved Indgangen.
6 Og han sagde til mig: "Menneskesøn, ser du, hvad de gør? Store
er de Vederstyggeligheder, Israels Hus øver her, så jeg må vige
langt bort fra min Helligdom. Men du skal få endnu større
Vederstyggeligheder at se!"
7 Så førte han mig hen til Indgangen til Forgården.
8 Og han sagde til mig: "Menneskesøn, bryd igennem Væggen!" Og da
jeg brød igennem Væggen, så jeg en Indgang.
9 Og han sagde til mig: "Gå ind og se, hvilke grimme
Vederstyggeligheder de øver der!"
10 Og da jeg kom derind og skuede, se, da var alskens væmmelige
Billeder af Kryb og Kvæg og alle Israels Hus's Afgudsbilleder
indridset rundt om på Væggen.
11 Og halvfjerdsindstyve af Israels Hus's Ældste med Ja'azanja,
Sjafans Søn, i deres Midte stod foran dem, hver med sit
Røgelsekar i Hånden, medens Røgelseskyens Duft steg op.
12 Da sagde han til mig: "Ser du, Menneskesøn, hvad Israels Hus's
Ældste øver i Mørke hver i sine Billedkamre? Thi de siger:
HERREN ser intet, HERREN har forladt Landet!"
13 Og han sagde til mig: "Du skal få endnu større
Vederstyggeligheder at se, som de øver!"
14 Så førte han mig hen til Indgangen til HERRENs Hus's Nordport,
og se, der sad Kvinder og græd over Tammuz.
15 Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn? Men du skal få
endnu større Vederstyggeligheder at se!"
16 Så førte han mig hen til HERRENs Hus's indre Forgård, og se, ved
Indgangen til HERRENs Helligdom mellem Forhallen og Alteret var
der omtrent fem og tyve Mænd; med Ryggen mod HERRENs Helligdom
og Ansigtet mod Øst tilbad de Solen.
17 Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn? Har Judas Hus
ikke nok i at øve de Vederstyggeligheder her, siden de fylder
Landet med Vold og krænker mig endnu mere? Se, hvor de sender
Stank op i Næsen på mig!"
18 Men derfor vil også jeg handle med dem i Vrede; jeg viser dem
ingen Medynk eller Skånsel, og selv om de højlydt råber mig ind
i øret vil jeg ikke høre dem.
Kapitel 9
1 Så hørte jeg ham råbe med vældig Røst: "Byens Hjemsøgelse nærmer
sig, og hver har sit Mordvåben i Hånden!"
2 Og se, seks Mænd kom fra den øvre Nordport, hver med sin
Stridshammer i Hånden, og een iblandt dem bar linned Klædebon og
havde et Skrivetøj ved sin Lænd; og de kom og stillede sig ved
Siden af Kobberalteret.
3 Men Israels Guds Herlighed havde hævet sig fra Keruberne, som
den hvilede på, og flyttet sig hen til Templets Tærskel; og han
råbte til Manden i det linnede Klædebon og med Skrivetøjet ved
Lænden,
4 og HERREN sagde til ham: "Gå midt igennem Byen, igennem
Jerusalem, og sæt et Mærke på de Mænds Pander, der sukker og
jamrer over alle de Vederstyggeligheder, som øves i dets Midte!"
5 Og til de andre hørte jeg ham sige: "Gå efter ham ud gennem Byen
og hug ned! Vis ingen Medynk eller Skånsel!
6 Oldinge og Ynglinge, Jomfruer, Børn og Kvinder skal I hugge ned
og udrydde; men ingen af dem, der bærer Mærket, må I røre!
Begynd ved min Helligdom!" Så begyndte de med de Ældste, som
stod foran Templet,
7 Og han sagde til dem: "Gør Templet urent, fyld Forgårdene med
dræbte og drag så ud!" Og de drog ud og huggede ned i Byen.
8 Men medens de huggede ned og jeg var ene tilbage, faldt jeg på
mit Ansigt og råbte: "Ak, Herre, HERRE, vil du da tilintetgøre
alt, hvad der er levnet af Israel, ved at udøse din Vrede over
Jerusalem?"
9 Han svarede: "Israels og Judas Hus's Brøde er såre, såre stor,
thi Landet er fuldt af Blodskyld og Byen af Retsbrud; thi de
siger, at HERREN har forladt Byen, og at HERREN intet ser.
10 Derfor viser jeg heller ingen Medynk eller Skånsel, men
gengælder dem deres Færd."
11 Og se, Manden i det linnede Klædebon og med Skrivetøjet ved
Lænden kom tilbage og meldte: "Jeg har gjort, som du bød."
Kapitel 10
1 Og jeg skuede, og se, over Hvælvingen over Kerubernes Hoveder var
der noget som Safir; noget ligesom en Trone viste sig over dem.
2 Så sagde han til Manden i det linnede Klædebon: "Gå ind mellem
Hjulene under Keruberne og tag Hænderne fulde af glødende Kul
fra Rummet mellem Keruberne og strø det ud over Byen!" Og jeg så
ham gå derhen.
3 Keruberne stod sønden for Templet, da Manden gik derhen, og
Skyen fyldte den indre Forgård.
4 Og HERRENs Herlighed hævede sig fra Keruberne og flyttede sig
hen til Templets Tærskel; da fyldtes Templet af Skyen, og
Forgården fyldtes af HERRENs Herligheds Glans.
5 Og Suset af Kerubernes Vinger hørtes helt ud i den ydre Forgård
som Gud den Almægtiges Røst, når han taler.
6 Så bød han Manden i det linnede Klædebon: "Tag Ild fra Rummet
mellem Hjulene, inde mellem Keruberne!" Og Manden stillede sig
hen ved Siden af det ene Hjul
7 og rakte Hånden ind i Ilden, som brændte mellem Keruberne, og
kom ud med noget deraf.
8 Under Kerubernes Vinger sås noget, der lignede en Menneskehånd;
9 og jeg skuede, og se, der var fire Hjul ved Siden af Keruberne,
eet ved hver Kerub, og Hjulene var som funklende Krysolit at se
til.
10 De så alle fire ens ud, og det var, som om der i hvert Hjul var
et andet Hjul,
11 De kunde gå til alle fire Sider de vendte sig ikke, når de
gik. Thi de gik i den Retning, den forreste vendte, og de vendte
sig ikke, når de gik.
12 Hele deres Legeme, Ryg, Hænder og Vinger og ligeledes Hjulene
var fulde af Øjne rundt om; således var det med alle fire Hjul.
13 Og jeg hørte, at Hjulene kaldtes Galgal.
14 Hver af dem havde fire Ansigter; det ene var et Kerubansigt, det
andet et Menneskeansigt, det tredje et Løveansigt og det fjerde
et Ørneansigt.
15 Og Keruberne hævede sig i Vejret. Det var det samme levende
Væsen, jeg så ved Floden Kebar.
16 Når Keruberne gik, gik også Hjulene ved Siden af, og når
Keruberne løftede Vingerne for at hæve sig fra Jorden, vendte
Hjulene sig ikke fra dem;
17 når de standsede, standsede også de; og når de hævede sig,
hævede de sig med, thi Væsenets Ånd var i dem.
18 Så forlod HERRENs Herlighed Templets Tærskel og stillede sig
over Keruberne.
19 Og jeg så, hvorledes Keruberne løftede Vingerne og hævede sig
fra Jorden, da de gik, og Hjulene med dem; og de standsede ved
Indgangen til HERRENs Hus's Østport, og Israels Guds Herlighed
var oven over dem.
20 Det var det samme levende Væsen, jeg så under Israels Gud ved
Floden Kebar; og jeg skønnede, at det var Keruber.
21 Hver af dem havde fire Ansigter og fire Vinger og noget ligesom
Menneskehænder under Vingerne.
22 Og deres Ansigter var ligesom de Ansigter, jeg så ved Floden
Kebar. De gik alle lige ud.
Kapitel 11
1 Så løftede Ånden mig og bragte mig til Herrens Hus's Østport,
den der vender mod Øst. Og se, ved Indgangen til Porten var der
fem og tyve Mænd, og jeg så iblandt dem Ja'azanja, Azzurs Søn, og
Pelatja, Benajas Søn, Folkets Fyrster.
2 Og han sagde til mig: "Menneskesøn! Det er de Mænd, som pønser
på Uret og lægger onde Råd op i denne By,
3 idet de siger: "Er Husene ikke nys bygget? Byen er Gryden, vi
Kødet!"
4 Profetér derfor imod dem, profetér, Menneskesøn!
5 Så faldt HERRENs Ånd på mig, og han sagde til mig: Sig: Så siger
HERREN: Således taler I, Israels Hus; jeg kender godt, hvad der
stiger op i eders Ånd.
6 Mange har I dræbt i denne By; I har fyldt dens Gader med dræbte.
7 Derfor, så siger den Herre HERREN: De, som I dræbte og
henslængte i dens Midte, de er Kødet, og Byen er Gryden; men
eder vil jeg føre ud af den.
8 I frygter for Sværd, og Sværd vil jeg bringe over eder, lyder
det fra den Herre HERREN.
9 Jeg vil føre eder ud af den og give eder i fremmedes Hånd, og
jeg vil holde Dom over eder.
10 For Sværd skal I falde; ved Israels Grænse vil jeg dømme
eder. Og I skal kende, at jeg er HERREN.
11 Byen skal ikke være eder en Gryde, og I skal ikke være Kødet
deri; ved Israels Grænse vil jeg dømme eder.
12 Og I skal kende, at jeg er HERREN, hvis Vedtægter I ikke fulgte,
og hvis Lovbud I ikke levede efter, hvorimod I levede efter
eders Nabofolks Lovbud. -
13 Men medens jeg profeterede således, døde Pelatja, Benajas
Søn. Da faldt jeg på mit Ansigt og råbte med høj Røst: "Ak,
Herre, HERRE, vil du da helt udrydde Israels Rest?"
14 Så kom HERRENs Ord til mig således:
15 Menneskesøn! Dine Brødre, dine Medfanger og alt Israels Hus,
alle de, om hvem Jerusalems Indbyggere siger: "De er langt borte
fra HERREN, os er Landet givet i Eje!" -
16 derfor skal du sige: Så siger den Herre HERREN: Ja, jeg har ført
dem langt bort blandt Folkene og spredt dem i Landene, og kun i
ringe Måde var jeg dem en Helligdom i de Lande, hvor de kom hen.
17 Men derfor skal du sige: Så siger den Herre HERREN: Jeg vil
samle eder sammen fra Folkeslagene og sanke eder op i Landene,
hvor I er spredt, og give eder Israels Jord.
18 Derhen skal de komme og fjerne alle dets væmmelige Guder og alle
dets Vederstyggeligheder;
19 jeg giver dem et nyt Hjerte og indgiver dem en ny Ånd; jeg tager
Stenhjertet ud af deres Legeme og giver dem et Kødhjerte,
20 for at de må følge mine Vedtægter og holde mine Lovbud og gøre
efter dem. Så skal de være mit Folk, og jeg vil være deres Gud.
21 Men hines Hjerter holder sig til deres væmmelige Guder og deres
Vederstyggeligheder; dem gengælder jeg deres Færd, lyder det fra
den Herre HERREN.
22 Så løftede Keruberne Vingerne og samtidig Hjulene; og Israels
Guds Herlighed var oven over dem.
23 Og HERRENs Herlighed steg op fra Byen og stillede sig på Bjerget
østen for.
24 Derpå løftede Ånden mig og bragte mig ved Guds Ånd i Synet til
de landflygtige i Kaldæa; og Synet, som jeg havde skuet, steg op
og svandt bort.
25 Så kundgjorde jeg de landflyggige alle de Ord, HERREN havde
åbenbaret mig.
Kapitel 12
1 HERRENs Ord kom til mig således:
2 Menneskesøn! Du bor midt i den genstridige Slægt, som har Øjne
at se med, men ikke ser, og Ører at høre med, men ikke hører,
thi de er en genstridig Slægt.
3 Men du, Menneskesøn, udrust dig ved højlys Dag i deres Påsyn som
en, der drager i Landflygtighed, og drag så i deres Påsyn fra
Stedet, hvor du bor, til et andet Sted! Måske de så får Øjnene
op; thi de er en genstridig Slægt.
4 Bær ved højlys Dag i deres Påsyn dine Sager udenfor, som om du
skal i Landflygtighed, men selv skal du drage bort om Aftenen i
deres Påsyn som en, der drager i Landflygtighed.
5 Slå i deres Påsyn Hul i Væggen og drag ud derigennem;
6 tag Sagerne på Skulderen og drag ud i Bælgmørke med tilhyllet
Ansigt uden at se Landet; thi jeg gør dig til et Tegn for
Israels Hus!
7 Og jeg gjorde, som der bødes mig: Jeg bar ved højlys Dag mine
Sager udenfor, som om jeg skulde i Landflygtighed, og om Aftenen
slog jeg med Hånden Hul i Væggen, og i Bælgmørke drog jeg ud;
jeg tog det på Skulderen i deres Påsyn.
8 Næste Morgen kom HERRENs Ord til mig således:
9 Menneskesøn! Har Israels Hus, den genstridige Slægt, ikke spurgt
dig: "Hvad gør du der?"
10 Sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Således skal det være
med Fyrsten, denne Byrde i Jerusalem, og hele Israels Hus
derinde.
11 Sig: Jeg er eder et Tegn; som jeg har gjort, skal der gøres med
dem: I Landflygtighed og Fangenskab skal de drage.
12 Og Fyrsten i deres Midte skal tage sine Sager på Skulderen, og i
Bælgmørke skal han drage ud, han skal slå Hul i Væggen for at
drage ud derigennem, og han skal tilhylle sit Ansigt for ikke at
se Landet.
13 Men jeg breder mit Net over ham, og han skal fanges i mit Garn;
og jeg bringer ham til Babel i Kaldæernes Land, som han dog ikke
skal se; og der skal han dø.
14 Og alle hans Omgivelser, hans Hjælpere og alle hans Hærskarer
vil jeg udstrø for alle Vinde og drage Sværdet bag dem.
15 Da skal de kende, at jeg er HERREN, når jeg spreder dem blandt
Folkene og udstrør dem i Landene.
16 Kun nogle få af dem levner jeg fra Sværd, Hunger og Pest, for at
de kan fortælle om alle deres Vederstyggeligheder blandt de
Folk, de kommer til; og de skal kende, at jeg er HERREN.
17 HERRENs Ord kom til mig således:
18 Menneskesøn, spis Brød i Angst og drik Vand i Frygt og Bæven;
19 og sig til Landets Folk: Så siger den Herre HERREN om Jerusalems
Indbyggere i Israels Land: Brød skal de spise med Bæven, og Vand
skal de drikke med Rædsel, for at deres Land og alt deri må
ligge øde til Straf for alle dets Indbyggeres Voldsfærd;,
20 og Byerne, der nu er beboet, skal ligge øde, og Landet skal
blive til Ørk; og I skal kende, at jeg er HERREN.
21 HERRENs Ord kom til mig således:
22 Menneskesøn! Hvad er det for et Mundheld, I har om Israels Land:
"Det trækker i Langdrag, og alle Syner slår fejl!"
23 Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN: Jeg vil bringe
dette Mundheld til at forstumme, så de ikke mere bruger det i
Israel. Sig tværtimod til dem: "Tiden er nær, og alle Syner
træffer ind!"
24 Thi der skal ikke mere være noget Løgnesyn eller nogen falsk
Spådom i Israels Hus,
25 men jeg, HERREN taler, hvad jeg vil, og det skal ske. Det skal
ikke længer trække i Langdrag; men i eders Dage, du genstridige
Slægt, vil jeg tale et Ord og fuldbyrde det, lyder det fra den
Herre HERREN.
26 HERRENs Ord kom til mig således:
27 Menneskesøn! Se, Israels Hus siger: "Synet, han skuer, gælder
sene Dage, og han profeterer om fjerne Tider!"
28 Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN: Intet af mine Ord
skal lade vente på sig mere; hvad jeg taler, skal ske, lyder det
fra den Herre HERREN.
Kapitel 13
1 HERRENs Ord kom til mig således:
2 Menneskesøn, profetér mod Israels Profeter, profetér og sig til
dem, som profeterer efter deres eget Hjertes Tilskyndelse: Hør
HERRENs Ord!
3 Så siger den Herre HERREN: Ve Profeterne, de Dårer, som følger
deres egen Ånd uden at have skuet noget!
4 Dine Profeter, Israel, er som Sjakaler i Ruiner.
5 De stillede sig ikke i Murbruddet og byggede ikke en Mur om
Israels Hus, så det kunde stå sig i Striden på HERRENs Dag.
6 De skuede Tomhed og spåede Løgn, idet de sagde: "Så lyder det
fra HERREN! " uden at HERREN havde sendt dem, og dog ventede de
Ordet stadfæstet,
7 Var det ikke tomme Syner, I skuede, og Løgnespådomme, I
fremsatte? Og I siger: "Så lyder det fra HERREN!" uden at jeg
har talet.
8 Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I forkynder Tomhed og
skuer Løgn, se, derfor kommer jeg over eder, lyder det fra den
Herre HERREN.
9 Jeg udrækker min Hånd mod Profeterne, der skuer Tomhed og spår
Løgn; i mit Folks Samfund skal de ikke være, de skal ikke
optages i Israels Hus's Mandtalsbog og ikke komme til Israels
Land; og I skal kende, at jeg er den Herre HERREN.
10 Fordi, ja fordi de vildleder mit Folk ved af forkynde Fred, hvor
ingen Fred er, og når det bygger en Væg, stryger den over med
Kalk,
11 så sig til dem, der stryger over med Kalk: Skylregn skal komme,
Isstykker skal falde og Stormvejr bryde løs,
12 og når så Væggen styrter sammen, vil man da ikke spørge eder:
"Hvor er Kalken, I strøg på?"
13 Derfor, så siger den Herre HERREN: Og jeg lader et Stormvejr
bryde løs i min Harme, og Skylregn skal komme i min Vrede og
Isstykker i min Harme til Undergang;
14 og Væggen, som I strøg over med Kalk, river jeg ned og lader den
styrte til Jorden, så dens Grundvold blottes, og ved dens Fald
skal I gå til Grunde derinde; og I skal kende, at jeg er HERREN.
15 Jeg vil udtømme min Vrede over Væggen og dem, der strøg den over
med Kalk, så man skal sige til eder: "Hvor er Væggen, og hvor er
de, som strøg den over,
16 Israels Profeter, som profeterede om Jerusalem og skuede
Fredssyner for det, hvor ingen Fred var - lyder det fra den
Herre HERREN.
17 Og du, Menneskesøn, vend dit Ansigt mod dit Folks Døtre, som
profeterer efter deres eget Hjertes Tilskyndelse; profetér imod
dem
18 og sig: Så siger den Herre HERREN: Ve dem, der syr Bind til alle
Håndled og laver Slør til alle Hoveder efter hver Legemshøjde
for at fange Sjæle! Dræber I Sjæle, der hører til mit Folk, og
holder Sjæle i Live af Egennytte?
19 I, som vanhelliger mig for mit Folk for nogle Håndfulde Bygkorn
og nogle Bidder Brød og således dræber Sjæle, der ikke skulde
dø, og holder Sjæle i Live, som ikke skulde leve, idet I lyver
for mit Folk, som gerne hører på Løgn!
20 Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over eders
Bind, med hvilke I fanger Sjæle, og river dem af eders Arme, og
de Sjæle, I fanger, lader jeg slippe fri som Fugle;
21 og jeg sønderriver eders Slør og frier mit Folk af eders Hånd,
så de ikke mere er Bytte i eders Hånd; og I skal kende, at jeg
er HERREN.
22 Fordi I ved Svig volder den retfærdiges Hjerte Smerte, skønt jeg
ikke vilde volde ham Smerte, og styrker den gudløses Hænder, så
han ikke omvender sig fra sin onde Vej, at jeg kan holde ham i
Live,
23 derfor skal I ikke mere skue Tomhed eller drive eders
Spådomskunst; jeg frier mit Folk af eders Hånd; og I skal kende,
at jeg er HERREN.
Kapitel 14
1 Nogle af Israels Ældste kom til mig og satte sig lige over for mig.
2 Så kom HERRENs Ord til mig således;
3 Menneskesøn! Disse Mænd har lukket deres Afgudsbilleder ind i
deres Hjerte og stillet det, der blev dem Årsag til Skyld, for
deres Ansigt - skulde jeg lade mig rådspørge af dem?
4 Tal derfor med dem og sig: Så siger den Herre HERREN: Hver den
af Israels Hus, som lukker sine Afgudsbilleder ind i sit Hjerte
og sætter det, der blev dem Årsag til Skyld, for sit Ansigt og
så kommer til Profeten, ham vil jeg, HERREN, selv svare trods
hans mange Afgudsbilleder
5 for at gribe Israels Hus i Hjertet, fordi de faldt fra mig med
alle deres Afgudsbilleder.
6 Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Vend om,
vend eder bort fra eders Afgudsbilleder og vend eders Ansigt
bort fra alle eders Vederstyggeligheder!
7 Thi hver den af Israels Hus og af de fremmede, der bor i Israel,
som skiller sig fra mig og lukker sine Afgudsbilleder ind i sit
Hjerte og sætter det, der blev ham Årsag til Skyld, for sit
Ansigt og så kommer til Profeten, for at denne skal rådspørge
mig for ham, ham vil jeg, HERREN, selv svare;
8 jeg retter mit Åsyn mod den Mand og gør ham til Tegn og Mundheld
og udrydder ham af mit Folk; og I skal kende, at jeg er HERREN.
9 Men lader Profeten sig lokke til at sige et Ord, så er det mig,
HERREN, der har lokket ham, og jeg udrækker min Hånd imod ham og
udrydder ham af mit Folk Israel.
10 De skal begge bære deres Skyld, Spørgeren og Profeten skal være
lige skyldige,
11 for at Israels Hus ikke mere skal fare vild fra mig og blive
urent ved alle sine Overtrædelser; da skal de være mit Folk, og
jeg vil være deres Gud, lyder det fra den Herre HERREN.
12 HERRENs Ord kom til mig således:
13 Menneskesøn! Når et Land troløst synder imod mig, og jeg
udrækker min Hånd imod det og bryder Brødets Støttestav for det
og sender Hungersnød over det og udrydder Folk og Fæ,
14 og disse tre Mænd var i dets Midte: Noa, Daniel og Job, så
skulde kun de tre redde deres Liv ved deres Retfærdighed, lyder
det fra den Herre HERREN.
15 Eller lader jeg Rovdyr fare igennem Landet og gøre det
folketomt, så det bliver øde og ingen tør gå derigennem for de
vilde Dyr,
16 og disse tre Mænd var i dets Midte - så sandt jeg lever, lyder
det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde deres Sønner
eller Døtre; de selv alene skulde reddes, men Landet måtte blive
øde.
17 Eller lader jeg Sværdet komme over dette Land og siger: "Sværdet
skal fare igennem Landet!" og udrydder Folk og Fæ deraf,
18 og disse tre Mænd var i dets Midte - så sandt jeg lever, lyder
det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde deres Sønner
eller Døtre; de selv alene skulde reddes.
19 Eller sender jeg Pest over dette Land og udgyder min Harme over
det med Blod og udrydder Folk og Fæ deraf,
20 og Noa, Daniel og Job var i dets Midte - så sandt jeg lever,
lyder det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde Søn eller
Datter; de selv alene skulde redde deres Liv ved deres
Retfærdighed.
21 Men så siger den Herre HERREN: Og dog, når jeg sender mine fire
grumme Straffedomme, Sværd, Hunger, Rovdyr og Pest, over
Jerusalem for at udrydde Folk og Fæ deraf,
22 se, da skal der levnes en Flok undslupne, som fører Sønner og
Døtre ud derfra; se, de skal drage hid til eder, og I skal se
deres Færd og Gerninger; da skal I trøste eder over den Ulykke,
jeg har bragt over Jerusalem, alt det, jeg har bragt over det.
23 De skal være eder en Trøst, når I ser deres Færd og Gerninger,
og I skal skønne, at jeg ikke uden Grund gjorde alt, hvad jeg
lod det times, lyder det fra den Herre HERREN.
Kapitel 15
1 HERRENs Ord kom til mig således:
2 Menneskesøn! Hvad har Vinstokken forud for alle andre Træer,
Ranken, som står iblandt Skovens Træer?
3 Tager man Gavntræ deraf? Eller tager man deraf en Knag til at
hænge alskens Redskaber på?
4 Når den så oven i Købet har været givet Ilden til Føde, så at
Ilden har fortæret begge dens Ender, og Midten er svedet, duer
den så til noget?
5 Se, da den endnu var uskadt, brugtes den ikke til noget, endsige
at den skulde kunne bruges til noget nu, da Ilden har fortæret
den og den er svedet.
6 Derfor, så siger den Herre HERREN: Som det går Vinstokken blandt
Skovens Træer, hvilke jeg giver Ilden til Føde, således giver
jeg Jerusalems Indbyggere hen;
7 jeg vender mit Åsyn imod dem; af Ilden slap de ud, men Ild skal
dog fortære dem; og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg
vender mit Åsyn imod dem.
8 Og jeg gør Landet øde, fordi de var troløse, lyder det fra den
Herre HERREN.
Kapitel 16
1 HERRENs Ord kom til mig således:
2 Menneskesøn, forehold Jerusalem dets Vederstyggeligheder
3 og sig: Så siger den Herre HERREN til Jerusalem: Dit Udspring og
din Oprindelse var i Kana'anæernes Land; din Fader var Amorit,
din Moder Hetiterinde.
4 Og ved din Fødsel gik det således til: Da du fødtes, blev din
Navlestreng ikke skåret over, ej heller blev du tvættet ren med
Vand eller gnedet med Salt eller lagt i Svøb.
5 Ingen så på dig med så megen Medynk, at han af Medlidenhed
gjorde nogen af disse Ting for dig, men du henslængtes på
Marken, den Dag du fødtes; således væmmedes man ved din Sjæl.
6 Men jeg kom forbi, og da jeg så dig sprælle i Blod, sagde jeg
til dig, som du lå der i Blodet: "Du skal leve
7 og vokse som en Urt på Marken!" Og du voksede, blev stor og
trådte ind i din Skønheds Fylde; dine Bryster blev faste, og dit
Hår voksede; men du var nøgen og bar.
8 Så kom jeg forbi og så dig, og se, din Tid var inde, din
Elskovstid; og jeg bredte min Kappeflig over dig og tilhyllede
din Blusel; så tilsvor jeg dig Troskab og indgik Pagt med dig,
lyder det fra den Herre HERREN, og du blev min.
9 Så tvættede jeg dig med Vand, skyllede Blodet af dig og salvede
dig med Olie;
10 jeg klædte dig i broget vævede Klæder, gav dig Sko af
Tahasjskind på, bandt Byssusklæde om dit Hoved og hyllede dig i
Silke;
11 jeg smykkede dig, lagde Spange om dine Arme og Kæde om din Hals,
12 fæstede en Ring i din Næse, Kugler i dine Ører og en herlig
Krone på dit Hoved;
13 du smykkedes med Guld og Sølv, din Klædning var Byssus, Silke
og broget vævede Klæder; fint Hvedemel, Honning og Olie var din
Mad, og du blev såre dejlig og drev det til at blive Dronning.
14 Dit Ry kom ud blandt Folkene for din Dejligheds Skyld; thi den
var fuldendt ved de Smykker, jeg udstyrede dig med, lyder det
fra den Herre HERREN.
15 Men du stolede på din Dejlighed og bolede i Kraft af dit Ry; du
udøste din bolerske Attrå over enhver, som kom forbi; du blev
hans.
16 Af dine Klæder tog du og gjorde dig spraglede Offerhøje og
bolede på dem.
17 Du tog dine Smykker af mit Guld og Sølv, som jeg havde givet
dig, og gjorde dig Mandsbilleder og bolede med dem.
18 Du tog dine broget vævede Klæder og hyllede dem deri, og min
Olie og Røgelse satte du for dem.
19 Brødet, som jeg havde givet dig - fint Hvedemel, Olie og Honning
gav jeg dig at spise - satte du for dem til en liflig Duft,
lyder det fra den Herre HERREN.
20 Og du tog dine Sønner og Døtre, som du havde født mig, og
slagtede dem til Føde for dem. Var det ikke nok med din Bolen,
21 siden du slagtede mine Sønner og gav dem hen, idet du indviede
dem til dem?
22 Og under alle dine Vederstyggeligheder og din Bolen kom du ikke
din Ungdoms Dage i Hu, da du var nøgen og bar og lå og sprællede
i Blod.
23 Og efter al denne din Ondskab - ve dig, ve! lyder det fra den
Herre HERREN -
24 byggede du dig en Alterfod og gjorde dig en Offerhøj på alle
Torve.
25 Ved hvert Gadehjørne byggede du dig en Offerhøj og vanærede din
Dejlighed; du spredte Benene for enhver, som kom forbi, og drev
din Bolen vidt.
26 Du bolede med Ægypterne, dine sværlemmede Naboer, og drev din
Bolen vidt og krænkede mig.
27 Men se, jeg udrakte min Hånd imod dig og unddrog dig, hvad der
tilkom dig, og jeg gav dig dine Fjender Filisterindernes
Gridskhed i Vold, de, som skammede sig over din utugtige Færd.
28 Siden bolede du med Assyrerne, umættelig som du var; du bolede
med dem, men blev endda ikke mæt.
29 Så udstrakte du din Bolen til Kræmmerlandet, Kaldæernes Land,
men blev endda ikke mæt.
30 Hvor vansmægtede dog dit Hjerte, lyder det fra den Herre HERREN,
da du gjorde alt dette, som kun en arg Skøge kan gøre,
31 da du byggede dig en Alterfod ved hvert Gadehjørne og gjorde dig
en Offerhøj p
å hvert Torv. Men du lignede ikke Skøgen i at samle
Skøgeløn;
32 hvilken Horkvinde, der tager fremmede i sin Mands Sted! -
33 ellers giver man Skøgen en Gave, men du gav alle dine Elskere
Gaver og købte dem til at komme til dig rundt om fra og bole med
dig.
34 Hos dig var det modsat af, hvad Tilfældet ellers er med Kvinder;
ingen løb efter dig for at bole, men du gav Skøgeløn og fik selv
ingen; det var det modsatte.
35 Derfor, du Skøge, hør HERRENs Ord!
36 Så siger den Herre HERREN: Fordi din Skam ødtes bort og din
Blusel blottedes for dine Elskere ved din Boler, derfor og for
alle dine vederstyggelige Afgudsbilleders Skyld og for dine
Sønners Blods Skyld, som du gav dem,
37 se, derfor vil jeg samle alle dine Elskere, hvem du var til
Glæde, både alle dem, du elskede, og alle dem, du hadede; jeg
vil samle dem imod dig trindt om fra og blotte din Blusel for
dem, så de ser den helt.
38 Jeg vil dømme dig efter Horkvinders og Morderskers Ret og lade
Vrede og Nidkærhed ramme dig.
39 Jeg giver dig i deres Hånd, og de skal nedbryde din Alterfod,
ødelægge dine Offerhøje, rive Klæderne af dig, tage dine Smykker
og lade dig stå nøgen og bar.
40 De skal sammenkalde en Forsamling imod dig, stene dig og med
deres Sværd hugge dig sønder og sammen;
41 de skal sætte Ild på dine Huse og fuldbyrde Dommen over dig i
mange Kvinders Påsyn. Jeg gør Ende på din Bolen, og du skal ikke
mere komme til at give Skøgeløn.
42 Jeg stiller min Vrede på dig, til min Nidkærhed viger fra dig,
så jeg får Ro og ikke mere er krænket.
43 Fordi du ikke kom dine Ungdoms Dage i Hu, men vakte min Vrede
ved alt dette, se, derfor vil jeg gøre Gengæld og lade din Færd
komme over dit Hoved, lyder det fra den Herre HERREN. Du skal
ikke vedblive at føje Skændsel til alle dine
Vederstyggeligheder.
44 Se, enhver, som ynder Ordsprog, skal bruge det Ordsprog om dig:
"Som Moder så Datter!"
45 Du er din Moders Datter, hun lededes ved sin Mand og sine Børn;
og du er dine Søstres Søster, de lededes ved deres Mænd og
Børn. Eders Moder var Hetiterinde, eders Fader Amorit.
46 Din store Søster var Samaria og hendes Døtre norden for dig, og
din lille Søster sønden for dig var Sodoma og hendes Døtre.
47 På deres Veje vandrede du ikke, og Vederstyggeligheder som deres
øvede du ikke; kun en liden Stund, så handlede du endnu værre
end de på alle dine Veje.
48 Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERRE, din Søster
Sodoma og hendes Døtre handlede ikke som du og dine Døtre!
49 Se, din Søster Sodomas Brøde var Overmod; Brød i Overflod og
sorgløs Tryghed blev hende og hendes Døtre til Del, men de rakte
ikke den arme og fattige en hjælpende Hånd;
50 de blev hovmodige og øvede Vederstyggelighed for mine Øjne;
derfor stødte jeg dem bort, så snart jeg så det.
51 Heller ikke Samaria syndede halvt så meget som du! Du har øvet
flere Vederstyggeligheder end de og retfærdiggjort dine Søstre
ved alle de Vederstyggeligheder, du øvede.
52 Så bær da også du din Skændsel, du, som har skaffet dine Søstre
Oprejsning; da dine Synder er vederstyggeligere end deres, står
de retfærdigere end du; så skam da også du dig og bær din
Skændsel, fordi du har retfærdiggjort dine Søstre.
53 Og jeg vil vende deres Skæbne, Sodomas og hendes Døtres og
Samarias og hendes Døtres, og jeg vil vende din Skæbne midt
iblandt dem,
54 for at du kan bære din Skændsel og blues ved alt, hvad du har
gjort, idet du derved skaffede demen Trøst.
55 Dine Søstre Sodoma og hendes Døtre og Samaria og hendes Døtre
skal blive, hvad de fordum var, og du og dine Døtre, hvad I
fordum var.
56 Din Søster Sodomas Navn tog du ikke i din Mund i dit Overmods
Dage,
57 da din Blusel endnu ikke var blottet som nu, du Spot for Edoms
Kvinder, og alle Kvinder deromkring og for Filisternes
Kvinder,
som hånede dig fra alle Sider!
58 Du må bære din Skændsel og dine Vederstyggeligheder, lyder det
fra HERREN.
59 Ja, så siger den Herre HERREN: Jeg gør med dig, som du har
gjort, du, som lod hånt om Eden og brød Pagten.
60 Men jeg vil ihukomme min Pagt med dig i din Ungdoms Dage og
oprette en evig Pagt med dig.
61 Og du skal komme dine Veje i Hu og blues, når jeg tager dine
Søstre, både dem, der er større, og dem, der er mindre end du,
og giver dig dem til Døtre, men ikke fordi du var tro i Pagten.
62 Jeg opretter min Pagt med dig, og du skal kende, at jeg er
HERREN,
63 for at du skal komme det i Hu med Skam og ikke mere kunne åbne
din Mund, fordi du blues, når jeg tilgiver dig alt, hvad du har
gjort, lyder det fra den Herre HERREN.
Kapitel 17
1 HERRENs Ord kom til mig således:
2 Menneskesøn, fremsæt en Gåde og tal i Lignelse til Israels
Slægt;
3 sig: Så siger den Herre HERREN: Den store Ørn med vældigt
Vingefang, lange Vinger, tæt Fjederham og brogede Farver kom til
Libanon og tog Cederens Top;
4 Spidsen af dens Skud brød den af, bragte den til et Kræmmerland
og satte den i en Handelsby.
5 Så tog den en Plante der i Landet og plantede den i en Sædemark
ved rigeligt Vand ...,
6 for at den skulde vokse og blive en yppig, lavstammet Vinstok,
hvis Ranker skulde vende sig til den, og hvis Rødder skulde
blive under den. Og den blev en Vinstok, som skød Grene og
bredte sine Kviste.
7 Men der var en anden stor Ørn med vældigt Vingefang og rig
Fjederham; og se, Vinstokken bøjede sine Rødder imod den og
strakte sine Ranker hen til den, for at den skulde give den mere
Vand end Bedet, den stod i.
8 På en frugtbar Mark ved rigeligt Vand var den plantet for at
skyde Grene, bære Frugt og blive en herlig Vinstok.
9 Sig derfor: Så siger den Herre HERREN: Mon det lykkes den? Mon
den første Ørn ikke rykker dens Rødder op og afriver dens Frugt,
så alle de friske Skud tørres hen? Der skal jo ingen kraftig Arm
eller mange Folk til at rive den løs fra Roden.
10 Se, den er plantet, men mon det lykkes den? Mon den ikke, så
snart Østenvinden når den, hentørres i Bedet, den voksede i?
11 Og HERRENs Ord kom til mig således:
12 Sig til den genstridige Slægt: Ved I ikke, hvad dette betyder?
Sig: Babels Konge kom til Jerusalem, tog Kongen og Fyrsterne og
førte dem med hjem til Babel.
13 Derpå tog han en Ætling af Kongehuset og sluttede Pagt med ham og
lod ham aflægge Ed. Landets Stormænd tog han dog med,
14 for at Riget skulde holdes nede og ikke hovmode sig, men holde
hans Pagt, at den måtte stå fast.
15 Men han faldt fra og sendte sine Bud til Ægypten, for at de
skulde give ham Heste og Folk i Mængde. Mon det lykkes ham? Mon
den, der bærer sig således ad, slipper godt derfra? Skal den,
der bryder en Pagt, slippe fra det?
16 Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Hvor den
Konge bor, som gjorde ham til Konge, hvis Ed han lod hånt om, og
hvis Pagt han brød, der hos ham i Babel skal han dø.
17 Og Farao skal ikke hjælpe ham i Krigen med en stor Hær eller en
talrig Skare, når der opkastes Stormvold og bygges
Belejringstårne til Undergang for mange Mennesker.
18 Thi han lod hånt om Eden og brød Pagten trods givet Håndslag;
alt dette gjorde han; han skal ikke undslippe!
19 Sig derfor: Så siger den Herre HERREN: Så sandt jeg lever: Min
Ed, som han lod hånt om, og min Pagt, som han brød, vil jeg
visselig lade komme over hans Hoved!
20 Jeg breder mit Net over ham, så han fanges i mit Garn, og jeg
bringer ham til Babel for der at gå i Rette med ham for den
Troløshed, han viste mig.
21 Alle hans udvalgte Folk i alle hans Hære skal falde for Sværd,
og de, der er til Rest, spredes for alle Vinde; og I skal kende,
at jeg, HERREN, har talet.
22 Så siger den Herre HERREN: Så tager jeg selv en Gren af Cederens
Top, af dens Skuds Spidser bryder jeg en tynd Kvist og planter
den på et højt, knejsende Bjerg.
23 På Israels høje Bjerg vil jeg plante den, og den skal skyde
Grene og bære Løv og blive en herlig Ceder. Under den skal alle
vingede Fugle bygge, i dens Grenes Skygge skal de bo.
24 Og alle Markens Træer skal kende, at jeg, HERREN, nedbøjer det
høje Træ og ophøjer det lave, udtørrer det friske Træ og lader
det tørre blomstre. Jeg, HERREN, har talt og grebet ind.
Kapitel 18
1 HERRENs Ord kom til mig således:
2 Hvor tør I bruge det Mundheld i Israels Land: Fædre åd sure
Druer, og Børnenes Tænder blev ømme.
3 Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Ingen skal
mere bruge dette Mundheld i Israel.
4 Se, alle Sjæle er mine; både Faderens Sjæl og Sønnens Sjæl er
mine; den Sjæl der synder skal dø.
5 Når en Mand er retfærdig og gør Ret og Skel,
6 ikke spiser på Bjergene eller løfter sit Blik til Israels Hus's
Afgudsbilleder eller skænder sin Næstes Hustru eller nærmer sig
en Kvinde, så længe hun er uren,
7 eller volder noget Menneske Men, men giver sit Håndpant tilbage,
ikke raner, men giver den sultne sit Brød og klæder den nøgne,
8 ikke låner ud mod Åger eller tager Opgæld, men holder sin Hånd
fra Uret, fælder redelig Dom Mand og Mand imellem,
9 vandrer efter mine Anordninger og tager Vare på at udføre mine
Lovbud, han er retfærdig, han skal visselig leve, lyder det fra
den Herre HERREN.
10 Men avler han en Voldsmand til Søn, som udøser Blod og gør en
eneste af disse Ting -
11 medens han selv ikke gjorde nogen af disse Ting - spiser på
Bjergene, skænder sin Næstes Hustru,
12 volder de arme og fattige Men, raner, ikke giver Håndpant
tilbage, men løfter sit Blik til Afgudsbillederne, gør, hvad
vederstyggeligt er,
13 låner ud mod Åger og tager Opgæld, så skal han ingenlunde leve;
han har øvet alle disse Vederstyggeligheder, han skal visselig
lide Døden, hans Blod skal komme over ham.
14 Men sæt, at Sønnen avler en Søn, som ser alle de Synder, Faderen
gjorde, og at han bliver angst og ikke bærer sig således ad,
15 ikke spiser på Bjergene eller løfter sit Blik til Israels Hus's
Afgudsbilleder eller skænder sin Næstes Hustru
16 eller volder noget Menneske Men eller tager Håndpant eller
raner, men giver den sultne sit Brød og klæder den nøgne,
17 holder sin Hånd fra Uret, ikke tager Åger eller Opgæld, men
holder mine Lovbud og vandrer efter mine Anordninger, så skal
han ikke dø for sin Faders Misgerning, men visselig leve.
18 Hans Fader derimod døde for sin Misgerning, fordi han øvede
Vold, ranede og gjorde i sit Folk hvad ikke var godt.
19 Og I siger: "Hvorfor skulde Sønnen ikke bære Faderens
Misgerning?" Nej, thi Sønnen gjorde Ret og Skel, holdt alle mine
Lovbud og levede efter dem. Visselig skal han leve.
20 Den Sjæl, der synder, den skal dø; Søn skal ikke bære Faders
Misgerning, ej heller Fader Søns. Over den retfærdige skal hans
Retfærdighed komme, over den gudløse hans Gudløshed.
21 Men når den gudløse omvender sig fra alle de Synder, han har
gjort, og holder alle mine Anordninger og gør Ret og Skel, da
skal han visselig leve og ikke dø.
22 Ingen af alle de Overtrædelser, han har øvet, skal tilregnes
ham; i Kraft af den Retfærdighed, han øver, skal han leve.
23 Mon jeg har Lyst til den gudløses Død, lyder det fra den Herre
HERREN, mon ikke til, at han omvender sig fra sin Vej, så han må
leve?
24 Men når den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og gør
Uret, lignende Vederstyggeligheder, som den gudløse øver, så
skal ingen af de retfærdige Gerninger, han har gjort tilregnes
ham; for den Troløshed, han øvede, og den Synd, han gjorde, skal
han dø.
25 Og I siger: "HERRENs Vej er ikke ret!" Hør dog, Israels Hus! Er
det min Vej, der ikke er ret? Er det ikke snarere eders Vej, der
ikke er ret?
26 Når den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret,
skal han dø; for den Uret, han gør, skal han dø.
27 Men når en gudløs vender sig fra den Gudløshed, han har øvet, og
gør Ret og Skel, skal han holde sin Sjæl i Live.
28 Han vendte sig fra alle de Overtrædelser, han havde øvet; han
skal visselig leve og ikke dø.
29 Og Israels Hus siger: "HERRENs Vej er ikke ret!" Er det min Vej,
Israels Hus, der ikke er ret? Er det ikk
e snarere eders Vej, der
ikke er ret?
30 Derfor dømmer jeg enhver af eder efter hans Veje, Israels Hus,
lyder det fra den Herre HERREN. Vend om og omvend eder fra alle
eders Overtrædelser, at de ikke skal blive eder Årsag til Skyld.
31 Gør eder fri for alle de Overtrædelser, I har øvet imod mig, og
skab eder et nyt Hjerte og en ny Ånd; thi hvorfor vil I dø,
Israels Hus?
32 Thi jeg har ikke Lyst til nogens Død, lyder det fra den Herre
HERREN. Omvend eder derfor, så skal I leve!
Kapitel 19
1 Du, Menneskesøn, istem en Klagesang over Israels Fyrster og sig:
2 Hvor var dog din Moder en Løvinde midt iblandt Løver! Hun hviled
blandt unge Løver, opfostred Unger.
3 En Unge voksede til, en Ungløve blev den; den lærte at røve Rov,
Mennesker åd den.
4 Da opbød man Folkene mod den, i Grav blev den fanget, de slæbte
den bort med Kroge til Ægyptens Land.
5 Da hun så, at den var ført bort, at Håbet var bristet, tog hun
en anden Unge og gjorde til Løve.
6 Den gik imellem Løvinder, en Ungløve blev den, den lærte at røve
Rov, Mennesker åd den.
7 Den overfaldt Vædre på Græs, var Hjordenes Rædsel, Landet og dets
Fylde stivned af Angst for dens Brøl.
8 Og Folkene lagde Snarer rundt omkring den, over den bredte de
Nettet, i Grav blev den fanget.
9 De trak den med Kroge i Bur og førte den til Babels Konge, hen
til Borgen, at dens Røst ej mer skulde høres på Israels Bjerge.
10 Din Moder var en Vinstok i Vingården, plantet ved Vand, frugtbar
og rig på Grene ved rigelig Væde.
11 En af dens Grene blev til et Herskerspir dens knejsende Vækst
skød op imellem Løvet, let at se i sin Højde, med mange Ranker.
12 Men, i Vrede blev Vinstokken oprykt, slænget til Jorden,
Østenstorm tørred dens Frugt, den reves af, dens stolte Gren
blev vissen, Ild åd den op.
13 Nu er den plantet i Ørkenen, et tørt og tørstigt Land.
14 Ild for ud af dens Gren, fortæred dens Ranker og Frugt: en stolt
Gren findes ej på den til Herskerspir. Dette er en Klagesang, og
en Klagesang blev det.
Kapitel 20
1 I det syvende År på den tiende Dag i den femte Måned kom nogle
af Israels Ældste for at rådspørge HERREN, og de satte sig lige
over for mig.
2 Så kom HERRENs Ord til mig således:
3 Menneskesøn, tal til Israels Ældste og sig: Så siger den Herre
HERREN: Kommer I for at rådspørge mig? Så sandt jeg lever: Jeg
lader mig ikke rådspørge af eder, lyder det fra den Herre
HERREN.
4 Vil du dømme dem, vil du dømme, Menneskesøn? Så forehold dem
deres Fædres Vederstyggeligheder
5 og sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Dengang jeg udvalgte
Israel, løftede jeg min Hånd til Ed for Jakobs Hus's Afkom og
gav mig til Kende for dem i Ægypten; jeg løftede min Hånd for
dem og svor: Jeg er HERREN eders Gud.
6 Dengang løftede jeg min Hånd og tilsvor dem, at jeg vilde føre
dem ud af Ægypten til Landet, jeg havde givet dem, et Land, der
flyder med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande.
7 Og jeg sagde til dem: Enhver skal bortkaste sine væmmelige
Guder, som hans Øjne hænger ved; og I må ikke gøre eder urene
ved Ægyptens Afgudsbilleder. Jeg, HERREN, er eders Gud!
8 Men de var genstridige imod mig og vilde ikke høre mig; de
bortkastede ikke deres væmmelige Guder, som deres Øjne hang ved,
og lod ikke Ægyptens Afgudsbilleder fare. Så tænkte jeg på at
udøse min Vrede over dem og køle min Harme på dem midt i
Ægypten.
9 For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres
for de Folks Øjne, blandt hvilke de levede, og i hvis Påsyn jeg
havde åbenbaret mig for dem, idet jeg førte dem ud af Ægypten.
10 Så førte jeg dem ud af Ægypten og bragte dem ud i Ørkenen;
11 og jeg gav dem mine Anordninger og kundgjorde dem mine Lovbud;
det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem.
12 Også mine Sabbater gav jeg dem, for at de skulde være et Tegn
mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, HERREN, er den,
som helliger dem.
13 Men Israels Hus var genstridigt imod mig i Ørkenen; de vandrede
ikke efter mine Anordninger, men lod hånt om mine Lovbud - det
Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem - og mine Sabbater
vanhelligede de grovelig. Så tænkte jeg på at udøse min Vrede
over dem i Ørkenen og tilintetgøre dem.
14 For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres
for de Folks Øjne, i hvis Påsyn jeg havde ført dem ud.
15 Og jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg ikke
vilde føre dem ind i det Land, jeg havde givet dem, et Land, der
flyder med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande,
16 fordi de lod hånt om mine Lovbud og ikke vandrede efter mine
Anordninger, men vanhelligede mine Sabbater; thi deres Hjerte
holdt sig til deres Afgudsbilleder.
17 Jeg havde Medlidenhed med dem, så jeg ikke tilintetgjorde dem;
jeg gjorde ikke Ende på dem i Ørkenen.
18 Så sagde jeg til deres Sønner i Ørkenen: Følg ikke eders Fædres
Anordninger, hold ikke deres Lovbud og gør eder ikke urene med
deres Afgudsbilleder.
19 Jeg, HERREN, er eders Gud! Følg mine Anordninger og tag Vare på
at holde mine Lovbud;
20 hold mine Sabbater hellige, så de bliver et Tegn mellem mig og
eder, at det må kendes, at jeg, HERREN, er eders Gud.
21 Men også Sønnerne var genstridige imod mig; de fulgte ikke mine
Anordninger og tog ikke Vare på at holde mine Lovbud - det
Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem - og vanhelligede
mine Sabbater. Så tænkte jeg på at udøse min Harme over dem og
køle min Vrede på dem i Ørkenen.
22 Dog holdt jeg min Hånd tilbage, og jeg greb ind for mit Navns
Skyld, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis
Påsyn jeg havde ført dem ud.
23 Jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg vilde
sprede dem blandt Folkene og udstrø dem i Landene,
24 fordi de ikke holdt mine Lovbud, men lod hånt om mine
Anordninger og
vanhelligede mine Sabbater, og deres Øjne hang
ved deres Fædres Afgudsbilleder.
25 Derfor gav jeg dem Anordninger, som ikke er gode, og Lovbud ved
hvilke de ikke vandt Liv;
26 jeg gjorde dem urene ved deres Gaver, idet de lod alt hvad der
åbner Moders Liv, gå igennem Ilden; thi jeg vilde have dem til
at stivne af Rædsel, at de måtte kende, at jeg er HERREN.
27 Derfor, Menneskesøn, tal til Israels Hus og sig til dem: Så
siger den Herre HERREN: Eders Fædre hånede mig ydermere ved at
være troløse imod mig.
28 Jeg bragte dem til det Land jeg med løftet Hånd havde svoret at
give dem; men hver Gang de så en høj Bakke eller et løvrigt Træ
ofrede de der deres Slagtofre og bragte deres krænkende
Offergave; der beredte de deres liflige Duft og udgød deres
Drikofre.
29 Da sagde jeg til dem: "Hvad er det for en Offerhøj, I går hen
til?" Og derfor bærer den endnu den Dag i Dag Navnet Offerhøj.
30 Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Gør I
eder ikke urene på eders Fædres Vis og boler med deres væmmelige
Guder?
31 Ja, når I bringer eders Gaver, når I lader eders Sønner gå
igennem Ilden, gør I eder den Dag i Dag urene til Ære for alle
eders Afgudsbilleder - og så skulde jeg lade mig rådspørge af
eder, Israels Hus? Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre
HERREN: Jeg lader mig ikke rådspørge af eder!
32 Hvad der er kommet op i eders Sind, skal visselig ikke ske; I
siger: "Vi vil være som Folkene, som Slægterne i andre Lande og
dyrke Træ og Sten!"
33 Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Med stærk
Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg vise, at jeg er
eders Konge.
34 Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg føre eder
bort fra Folkeslagene og samle eder fra de Lande, hvor I er
spredt,
35 og bringe eder til Folkeslagenes Ørken, og der vil jeg gå i
Rette med eder Ansigt til Ansigt.
36 Som jeg gik i Rette med eders Fædre i Ægyptens Ørken, vil jeg gå
i Rette med eder, lyder det fra den Herre HERREN.
37 Jeg vil lade eder gå under Staven og føre eder fuldtalligt frem.
38 Jeg vil fraskille dem, der var genstridige og faldt fra mig; jeg
fører dem ud af deres Udlændigheds Land, men til Israels Land
skal de ikke komme; og I skal kende, at jeg er HERREN.
39 Men I, Israels Hus! Så siger den Herre HERREN: Gå hen og dyrk
hver sit Afgudsbillede, men siden skal I visselig høre min Røst
og ikke mere vanhellige mit hellige Navn med eders Offergaver og
Afgudsbilleder.
40 Thi på mit hellige Bjerg, på Israels høje Bjerg, lyder det fra
den Herre HERREN, der skal hele Israels Hus i Landet tjene mig;
der vil jeg vise dem mit Velbehag, og der vil jeg spørge efter
eders Offerydelser og Førstegrødegaver, alt, hvad I vil hellige.
41 Ved den liflige Duft vil jeg vise eder mit Velbehag, når jeg
fører eder ud fra Folkeslagene og samler eder fra alle de Lande,
hvor I er spredt, og jeg vil på eder vise mig som den Hellige
for Folkenes Øjne.
42 Og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg fører eder til
Israels Jord, det Land, jeg med løftet Hånd svor at give eders
Fædre.
43 Der skal I ihukomme eders Veje og alle de Gerninger, I gjorde
eder urene med, så I ledes ved eder selv for alt det onde, I
øvede.
44 Og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg gør således med eder
for mit Navns Skyld, ikke efter eders onde Veje og skændige
Gerninger, Israels Hus, lyder det fra den Herre HERREN.
45 HERRENs Ord kom til mig således:
46 Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Sønden og lad din Tale strømme
sønderpå og profetér mod Sydlandets Skov!
47 Sig til Sydlandets Skov: Hør HERRENs Ord! Så siger den Herre
HERREN: Jeg sætter Ild på dig, og den skal fortære alle Træer i
dig, både friske og tørre; den luende Ild skal ikke slukkes, og
alle Ansigter skal svides fra
Syd til Nord.
48 Og alt Kød skal se, at jeg, HERREN, har tændt den; den skal ikke
slukkes!
49 Da sagde jeg: "Ak, Herre, HERRE, de siger om mig, at jeg altid
taler i Lignelser!"
Kapitel 21
1 Da kom HERRENs Ord til mig således:
2 Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Jerusalem, lad din Tale
strømme mod Helligdommen og profetér mod Israels Land!
3 Sig til Israels Land: Så siger HERREN: Se, jeg kommer over dig
og drager mit Sværd af Skeden for at udrydde både retfærdige og
gudløse af dig.
4 Fordi jeg vil udrydde både retfærdige og gudløse af dig, derfor
skal mit Sværd fare af Skeden mod alt Kød fra Syd til Nord.
5 Og alt Kød skal kende, at jeg, HERREN, har draget mit Sværd af
Skeden; det skal ikke vende tilbage!
6 Men du, Menneskesøn, støn, støn for deres Øjne, som om dine
Lænder skulde briste, i bitter Smerte!
7 Og når de spørger: "Hvorfor stønner du?" så svar: "Over en
Tidende; thi når den kommer, skal hvert Hjerte smelte, alle
Hænder synke, hver Ånd sløves og alle Knæ flyde som Vand. Se,
den kommer, den fuldbyrdes, lyder det fra den Herre HERREN."
8 HERRENs Ord kom til mig således:
9 Menneskesøn, profetér og sig: Så siger HERREN:
10 Et Sværd, et Sværd er hvæsset og slebet blankt, hvæsset med
Slagtning for Øje, blankt til at udsende Lyn...
11 Jeg gav en Slagter det, at han skal tage det fat; det er hvæsset
og slebet for at gives en Drabsmand i Hænde,
12 Råb og vånd dig, Menneskesøn! Thi det kommet over mit Folk, over
alle Israels Fyrster; sammen med mit Folk er de givet til
Sværdet. Derfor slå dig på Hoften!
13 lyder det fra den Herre HERREN.
14 Og du, Menneskesøn, profetér og slå Hænderne sammen, gør Sværdet
som to, ja, gør det som tre! Det er et dræbende Sværd, den store
Hednings Sværd; indjag dem Rædsel dermed,
15 at deres Hjerter må ængstes og mange må falde ved alle
Porte. Jeg sætter dig til at slagte, du Sværd, som er gjort til
at lyne, hvæsset til Slagtning.
16 Indjag Rædsel både til højre og venstre, hvor din Od rettes hen!
17 Også jeg vil slå Hænderne sammen og køle min Vrede. Jeg, HERREN,
har talet!
18 HERRENs Ord kom til mig således:
19 Du, Menneskesøn, afsæt dig to Veje, ad hvilke Babels Konges
Sværd skal komme, således at begge udgår fra et og samme Land;
og opstil en Vejviser der, hvor de to Byveje skilles,
20 så at Sværdet både kan komme til Rabba i Ammoniternes Land og
til Juda og Jerusalem midt i Juda.
21 Thi Babels Konge står på Vejskellet, hvor de to Veje skilles,
for at tage Varsler; han ryster Pilene, rådspørger Husguderne,
ransager Leveren.
22 I sin højre holder han Loddet "Jerusalem", at han skal åbne
Munden til Skrig og løfte Røsten til Krigsråb, rejse Stormbukke
mod Portene, opkaste Stormvold og bygge Belejringstårne.
23 Ederne, svorne ved Gud, regnede de lige med falsk Spådom, men
han bringer deres Brøde i Minde, for at de skal fanges.
24 Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I bringer eders Brøde i
Minde, idet eders Overtrædelser åbenbares, så eders Synder
bliver synlige i alt, hvad I gør, fordi I bringer eder i Minde
ved dem, skal I fanges.
25 Og du, gudløse Hedning, Israels Fyrste, hvis Time slår, når din
Misgerning er fuldmoden,
26 så siger den Herre HERREN: Bort med Hovedbindet, ned med Kronen!
Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det
høje!
27 Grushobe, Grushobe, Grushobe gør jeg det til. Ve det! Således
skal det være, til han kommer, som har Retten til det; ham vil
jeg give det.
28 Du, Menneskesøn, profetér således: Så siger den Herre HERREN om
Ammoniterne og deres Hån! Og sig: Et Sværd, et Sværd er draget
til at slagte, hvæsset til at udsende Lyn,
29 medens man skuer dig Tomhed og spår dig Løgn, for at det skal
lægges på de gudløse Hedningers Hals, hvis Time slår, når deres
Misgerning er fuldmoden.
30 Vend tilbage til din Borg! På det Sted, hvor du skabtes, i det
Land, du stammer fra, vil jeg dømme dig.
31 Jeg vil udøse min Vrede over dig, blæse min Harmes Ild op imod
dig
og give dig i grumme Menneskers Hånd, som er Mestre i at
tilintetgøre.
32 Du skal blive Ildens Føde, dit Blod skal flyde i dit Land; du
skal ikke kommes i Hu, thi jeg, HERREN, har talet.
Kapitel 22
1 HERRENs Ord kom til mig således:
2 Du Menneskesøn! Vil du dømme Blodbyen? Så forehold den alle dens
Vederstyggeligheder
3 og sig: Så siger den Herre HERREN: Ve Byen, der udøser Blod i
sin Midte, for at dens Time skal komme, og laver sig
Afgudsbilleder for at gøre sig uren.
4 Ved dine egne Folks Blod, som du har udgydt, har du pådraget dig
Skyld, og ved de Afgudsbilleder du har lavet, er du blevet uren;
du har bragt din Time nær og hidført dine Års Frist. Derfor gør
jeg dig til Hån for Folkene og til Spot for alle Lande;
5 fra nær og fjern skal man spotte dig, du, hvis Navn er skændet,
og som er fuld af Larm.
6 Se, Israels Fyrster optræder hver og een egenmægtigt i dig og
udøser Blod.
7 Fader og Moder ringeagtes, den fremmede undertrykkes i dig, den
faderløse og Enken lider Uret.
8 Mine hellige Ting agter du ringe og vanhelliger mine Sabbater.
9 Du har Æreskændere i din Midte, som bagtaler, så der udøses
Blod, og Folk, som spiser på Bjergene. Utugt går i Svang i din
Midte;
10 i dig blottes Faderens Skam, og Kvinder krænkes i deres Urenheds
Tid.
11 Man øver Vederstyggelighed mod sin Næstes Hustru, man gør sin
Sønnekone uren ved Utugt, man skænder i dig sin kødelige Søster.
12 I dig tager man Gave for at udøse Blod; du tager Åger og Opgæld,
voldelig øver du Svig mod din Næste; og mig glemmer du, lyder
det fra den Herre HERREN.
13 Men se, jeg slår Hænderne sammen over den uredelige Vinding, du
har skaffet dig, og over det Blod, der er udøst i dig.
14 Kan dit Hjerte holde Stand, kan dine Hænder være faste i de
Dage, da jeg tager fat på dig? Jeg, HERREN, har talet, og jeg
fuldbyrder det.
15 Jeg vil sprede dig blandt Folkene og udstrø dig i Landene og
tage din Urenhed fra dig;
16 jeg vil lade mig vanære ved dig for Folkenes Øjne; og du skal
kende, at jeg er HERREN.
17 Og HERRESs Ord kom til mig således:
18 Menneskesøn! Israels Hus er blevet mig til Slagger; de er alle
blevet Kobber, Tin, Jern og Bly i Smelteovnen; Sølvslagger er de
blevet.
19 Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I alle er blevet til
Slagger, derfor vil jeg samle eder i Jerusalem;
20 som man samler Sølv, Kobber, Jern, Bly og Tin i en Smelteovn og
blæser til Ilden for at smelte det, således vil jeg i min Vrede
og Harme samle eder og kaste eder ind og smelte eder;
21 jeg vil samle eder og blæse min Vredes Ild op imod eder, så I
smeltes deri.
22 Som Sølv smeltes i Smelteovnen, skal I smeltes deri; og I skal
kende, at jeg, HERREN, har udøst min Vrede over eder.
23 Og HERRENs Ord kom til mig således:
24 Menneskesøn, sig til Landet: Du er et Land, der ikke får Regn og
Byger på Vredens Dag,
25 hvis Fyrster er som brølende Løver på Rov; de tilintetgør Sjæle,
tilriver sig Gods og Guld, gør mange til Enker deri.
26 Præsterne øver Vold mod min Lov, vanhelliger mine hellige Ting
og gør ikke Skel mellem det, der er helligt, og det, der ikke er
helligt, lærer ikke Forskel mellem rent og urent og lukker
Øjnene for mine Sabbater, så jeg er blevet vanhelliget iblandt
dem.
27 Fyrsterne er som Ulve på Rov: de er ivrige efter at udøse Blod
og tilintetgøre Menneskeliv for at skaffe sig Vinding.
28 Profeterne stryger over med Kalk, idet de skuer Tomhed og
varsler Løgn og siger: "Så siger den Herre HERREN!" uden at
HERREN har talet.
29 Det menige Folk øver Vold og går på Rov, den arme og fattige gør
de Uret, og den fremmede undertrykker de imod Lov og Ret.
30 Jeg søgte iblandt dem efter en, der vilde bygge en Mur og stille
sig i Gabet for mit Åsyn til Værn for Landet, at jeg ikke skulde
ødelægge det; men jeg fandt ingen.
31 Derfor udøser jeg min Vrede over dem, med min Harmes Ild
tilintetgør jeg dem; deres Færd lader jeg komme over deres
Hoved, lyder det fra den Herre HERREN.
Kapitel 23
1 HERRENs Ord kom til mig således:
2 Meneskesøn! Der var to Kvinder, Døtre af en og samme Moder.
3 De bolede i deres Ungdom i Ægypten: der krammedes deres Bryster,
der krænkede man deres Jomfrubarm.
4 Den ældste hed Ohola, hendes Søster Oholiba. Og de blev mine og
fødte Sønner og Døtre. Ohola er Samaria, Oholiba Jerusalem.
5 Men i Stedet for at holde sig til mig bolede Ohola og var i
Brynde for sine Elskere, Assurs Sønner, der nærmede sig hende
6 klædt i Purpur, Statholdere og Landshøvdinger, alle sammen
smukke unge Mænd, Ryttere højt til Hest; og hun gav dem sin
bolerske Elskov, alle Assurs ypperste Sønner, og alle Vegne,
hvor hun kom i Brynde, gjorde hun sig uren ved deres
Afgudsbilleder.
8 Men sin Bolen med Ægypterne opgav hun ikke, thi de havde ligget
hos hende i hendes Ungdom; de havde skændet hendes Jomfrubarm og
udøst deres bolerske Attrå over hende.
9 Derfor gav jeg hende i hendes Elskeres, Assurs Sønners, Hånd,
for hvem hun var i Brynde;
10 og de blottede hendes Blusel, tog hendes Sønner og Døtre og
dræbte hende selv med Sværd, så hun fik Vanry blandt Kvinder;
således fuldbyrdede de Dommen over hende.
11 Det så hendes Søster Oholiba, og dog kom hun i endnu værre
Brynde og bolede endnu værre end Søsteren.
12 Hun kom i Brynde for Assurs Sønner, Statholdere og
Landshøvdinger, der nærmede sig hende herligt klædt, Ryttere
højt til Hest, alle sammen smukke unge Mænd.
13 Og jeg så, at hun blev uren; begge fulgte samme Vej.
14 Men hun drev sin Bolen videre endnu; thi da hun så Mænd
afbildede på Muren, Billeder af Kaldæere, malet med rødt,
15 med Bælte om Lænd og nedhængende Hovedbind, alle at se til som
Høvedsmænd, en Afbildning af Babels Sønner, hvis Hjemstavn
Kaldæa er,
16 så kom hun i Brynde for dem, så snart hun fik Øje på dem, og hun
sendte Bud til dem i Kaldæa:
17 Og Babels Sønner gik ind til hende, lå hos hende i Elskov og
gjorde hende uren ved deres Bolen; og hun blev uren ved dem, til
hun følte Lede ved dem.
18 Da hun havde åbenbaret sin bolerske Attrå og blottet sin Blusel,
følte jeg Lede ved hende, som jeg var blevet led ved hendes
Søster.
19 Men hun drev sin Bolen videre endnu, idet hun kom sin Ungdoms
Dage i Hu, da hun havde bolet i Ægypten,
20 og hun kom i Brynde ved dets Bolere, der havde Kød som Æsler og
var gejle som Hingste;
21 og hun optog sin Ungdoms Skændsel, dengang Ægypterne krænkede
hendes Jomfrubarm og krammede hendes unge Bryster,
22 Derfor, Oholiba, så siger den Herre HERREN: Jeg hidser dine
Elskere på dig, dem, du følte Lede ved, og fører dem mod dig fra
alle Kanter,
23 Babels Sønner og alle Kaldæerne, Pekod, Sjoa og Koa og med dem
alle Assurs Sønner, alle sammen smukke unge Mænd, Statholdere og
Landshøvdinger, Høvedsmænd og navnkundige Mænd, alle højt til
Hest;
24 og de skal komme imod dig med en Vrimmel af Vogne og Hjul og en
Hærskare af Folkeslag; store og små Skjolde og Hjelme skal de
rette imod dig fra alle Kanter. Jeg overlader dem Dommen, og de
skal dømme dig efter deres Ret.
25 Jeg retter min Nidkærhed imod dig, og de skal handle med dig i
Vrede; din Næse og dine Ører skal de skære af, dit Afkom skal
falde for Sværdet; de skal tage dine Sønner og Døtre, og dit
Afkom skal fortæres af Ild;
26 de skal rive Klæderne af dig og tage alle dine Smykker;
27 jeg gør Ende på din Skændsel og din Bolen, som du hengav dig til
i Ægypten, og du skal ikke mere løfte dit Blik til dem eller
komme Ægypten i Hu.
28 Thi så siger den Herre HERREN: Se, jeg giver dig i deres Hånd,
som du hader og ledes ved;
29 de skal handle med dig i Had og tage alt dit Gods og efterlade
dig nøgen og bar, så din bolerske Blusel blottes.
30 Det kan du takke din Skændsel og din Bolen for, thi du bolede
med Folkene og gjorde dig uren med deres Afgudsbilleder.
31 Du vandrede i din Søsters Spor; derfor giver jeg dig hendes
Bæger i Hånden.
32 Så siger den Herre HERREN: Du skal drikke af din Søsters Bæger,
som er både dybt og bredt; du skal blive til Latter og Spot;
Bægeret rummer meget;
33 det er fuldt af Beruselse og Stønnen, et Bæger med Gru og Rædsel
er din Søster Samarias Bæger.
34 Du skal drikke det ud til sidste Dråbe, gnave dets Skår og
sønderrive dine Bryster, så sandt jeg har talet, lyder det fra
den Herre HERREN.
35 Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi du glemte mig og
kastede mig bag din Ryg, skal du bære Følgen af din Skændsel og
Bolen.
36 Og HERREN sagde til mig: Menneskesøn! Vil du dømme Ohola og
Oholiba, så forehold dem deres Vederstyggeligheder,
37 at de horede og har Blod på Hænderne; de horede med deres
Afgudsbilleder, og til Føde for dem lod de Børnene, de fødte
mig, gå igennem Ilden.
38 Fremdeles har de gjort mig dette: De har gjort min Helligdom
uren og vanhelliget mine Sabbater;
39 endog samme Dag de havde slagtet deres Børn til
Afgudsbillederne, kom de til min Helligdom og vanhelligede
den. Sandelig, således gjorde de i mit Hus.
40 Ja, for Mænd, som kom langvejs fra, straks der var sendt dem
Bud, badede du dig, sminkede du dine Øjne og tog dine Smykker
på;
41 og du satte dig på et prægtigt Leje, og foran det dækkedes et
Bord, på hvilket du satte min Røgelse og min Olie.
42 Og det ligefrem larmede hos Søstrene; så mange Mænd kom der fra
Ørkenen; og de lagde Spange om deres Arme og satte en herlig
Krone på deres Hoved.
43 Så sagde jeg: Således har de horet, på Skøgevis har de bolet.
44 Man gik ind til dem som til en Skøge; således gik man ind til
Ohola og Oholiba og øvede Skændsel.
45 Uvildige Mænd skal dømme dem efter Ægteskabsbryderskers og
Morderskers Ret; thi de horede og har Blod på Hænderne.
46 Thi så siger den Herre HERREN: En Forsamling skal sammenkaldes
imod dem, og de skal gives hen til at mishandles og udplyndres;
47 Forsamlingen skal stene dem og hugge dem sønder og sammen med
Sværd; deres Sønner og Døtre skal man dræbe, og deres Huse skal
man brænde.
48 Jeg gør Ende på Skændselen i Landet, og alle Kvinder skal lade
sig advare derved og ikke efterligne eders Skændsel.
49 Man skal lade eders Skændsel komme over eder, og I skal bære
Følgen af de Synder, I gjorde med eders Afgudsbilleder; og I
skal kende, at jeg er den Herre HERREN.
Kapitel 24
1 HERRENs Ord kom i det niende År på den tiende Dag i den tiende
Måned til mig således:
2 Menneskesøn, opskriv dig Navnet på denne Dag, Dagen i Dag, thi
netop i Dag har Babels Konge kastet sig over Jerusalem.
3 Og tal i Lignelse til den genstridige Slægt og sig: Så siger den
Herre HERREN: Sæt Kedelen over, sæt den over; kom også Vand
deri;
4 læg Kødstykker i, alle Hånde gode Stykker, Kølle og Bov, fyld
den med udsøgte Knogler;
5 tag af Hjordens bedste Dyr og læg en Stabel Brænde under den;
kog Stykkerne, så også Knoglerne koges ud!
6 Derfor, så siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen, den rustne
Kedel, hvis Rust ikke er gået af. Stykke efter Stykke giver den
fra sig; der kastes ikke Lod om dem; - thi Blodet er endnu midt i
Byen; den hældte det på den nøgne Klippe og udgød det ikke på
Jorden for at dække det med Muld.
8 For at fremkalde Vrede, for at tage Hævn hældte jeg Blodet på
den nøgne Klippe uden at dække det.
9 Derfor, så siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen! Nu vil også jeg
gøre Brændestabelen stor;
10 hent Brænde i Mængde, lad Ilden lue og Kødet blive mørt, hæld
Suppen ud og lad Benene brændes
11 og sæt Kedelen tom på de glødende Kul, for at den kan blive så
hed, at Kobberet gløder og Urenheden smelter; Rusten skal
svinde!
12 Møje har den kostet, men den megen Rust gik ikke af. I Ilden med
Rusten!
13 Fordi du er uren af Utugt, fordi du ikke kom af med din Urenhed,
skønt jeg rensede dig, skal du ikke blive ren igen, før jeg har
kølet min Harme på dig.
14 Jeg, HERREN, har talet, og det kommer! Jeg griber ind og opgiver
det ikke, jeg skåner ikke og angrer ej heller; efter dine Veje og
dine Gerninger vil jeg dømme dig, lyder det fra den Herre
HERREN.
15 HERRENs Ord kom til mig således:
16 Menneskesøn! Se, jeg tager dine Øjnes Lyst fra dig ved en brat
Død; men du skal ikke klage eller græde; du skal ikke fælde
Tårer;
17 suk i Stilhed og hold ikke Dødeklage, bind Huen på og tag Sko
på Fødderne, tilhyl ikke dit Skæg og spis ikke Sørgebrød!
18 Tal så om Morgenen til Folket! - Så døde min Hustru om Aftenen,
og næste Morgen gjorde jeg, som mig var pålagt.
19 Og da Folket sagde til mig: "Vil du ikke lade os vide, hvad det,
du der gør, skal sige os?"
20 svarede jeg: "HERRENs Ord kom til mig således:
21 Sig til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg vil
vanhellige min Helligdom, eders Hovmods Stolthed, eders Øjnes
Lyst, eders Sjæles Længsel; og de Sønner og Døtre, I lod
tilbage, skal falde for Sværdet!
22 Og I skal gøre, som jeg nu gør: I skal ikke tilhylle eders Skæg
eller spise Sørgebrød;
23 eders Huer skal blive på Hovederne og eders Sko på Fødderne; I
skal ikke klage eller græde, men svinde hen i eders Synder og
sukke for hverandre.
24 Ezekiel skal være eder et Tegn; når det sker, skal I gøre, som
han gør; og I skal kende, at jeg er den Herre HERREN,"
25 Og du, Menneskesøn! På den Dag jeg tager deres Værn, deres
herlige Fryd, deres Øjnes Lyst og deres Sjæles Længsel, deres
Sønner og Døtre fra dem,
26 på den Dag skal en Flygtning komme til dig og melde det for dine
Ører;
27 på den Dag skal din Mund åbnes, når Flygtningen kommer, og du
skal tale og ikke mere være stum; du skal være dem et Tegn; og
de skal kende, at jeg er HERREN.
Kapitel 25
1 HERRENs Ord kom til mig således:
2 Menneskesøn, vend dit Ansigt imod Ammoniterne, profetér imod
dem
3 og sig til dem: Hør den Herre HERRENs Ord: Så siger den Herre
HERREN: Fordi du råbte "Ha, ha!" over min Helligdom, da den
vanhelligedes, og over Israels Land, da det lagdes øde, og over
Judas Hus, da de vandrede i Landflygtighed,
4 se, derfor giver jeg dig i Eje til Østens Sønner; de skal opslå
deres Teltlejre og indrette deres Boliger i dig; de skal spise
din Frugt og drikke din Mælk.
5 Jeg gør Rabba til Græsgang for Kameler og Ammons Byer til
Lejrsted for Småkvæg; og I skal kende, at jeg er HERREN.
6 Thi så siger den Herre HERREN: Fordi du klappede i Hænderne og
stampede med Fødderne og med dyb Ringeagt godtede dig af Hjertet
over Israels Land,
7 se, derfor udrækker jeg Hånden imod dig og gør dig til Rov for
Folkene; jeg udrydder dig af Folkeslagene, udsletter dig af
Landene og tilintetgør dig; og du skal kende, at jeg er HERREN.
8 Så siger den Herre HERREN: Fordi Moab siger: "Se, det er med
Judas Hus som med alle de andre Folk!"
9 se, derfor lægger jeg Moabs Skrænter åbne, så Byerne går tabt
fra dets ene Ende til den anden, Landets Pryd, Bet Jesjimot,
Bål-Meon og Hirjatajim.
10 Østens Sønner giver jeg det i Eje, for at det ikke mere skal
ihukommes blandt Folkene.
11 Jeg holder Dom over Moab; og de skal kende, at jeg er HERREN.
12 Så siger den Herre HERREN: Fordi Edom optrådte hævngerrigt mod
Judas Hus og pådrog sig svar Skyld ved at hævne sig på dem,
13 derfor, så siger den Herre HERREN: Jeg udrækker Hånden mod Edom
og udrydder Folk og Fæ deraf og gør det øde; fra Teman til Dedan
skal de falde for Sværdet.
14 Jeg fuldbyrder min Hævn på Edom ved mit Folk Israels Hånd, og de
skal handle med Edom efter min Vrede og Harme, og Edom skal
kende min Hævn, lyder det fra den Herre HERREN.
15 Så siger den Herre HERREN: Fordi Filisterne optrådte hævngerrigt
og med Foragt i Hjertet tog Hævn og hærgede i endeløst Had,
16 derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg udrækker Hånden mod
Filisterne og udrydder Kreterne, og jeg tilintetgør, hvad der er
levnet ved Havets Strand.
17 Jeg tager vældig Hævn over dem og revser dem i Vrede; og de skal
kende, at jeg er HERREN, når jeg fuldbyrder min Hævn på dem.
Kapitel 26
1 I det ellevte År på den første Dag i ... Måned kom HERRENs Ord
til mig således:
2 Menneskesøn! Fordi Tyrus siger om Jerusalem: "Ha, ha!
Folkeslagenes Port er knust; den står mig åben; den var rig, men
er nu øde!"
3 derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig,
Tyrus, og fører mange Folk imod dig, som når Havet rejser sine
Bølger.
4 De skal ødelægge Tyrus's Mure og nedbryde Tårnene. Jeg fejer
Muldet bort og gør Tyrus til nøgen Klippe;
5 en Tørreplads for Net skal det være ude i Havet, så sandt jeg
har talet, lyder det fra den Herre HERREN; og det skal blive et
Bytte for Folkene.
6 Dets Døtre på Land skal hugges ned med Sværd; og de skal kende,
at jeg er HERREN.
7 Thi så siger den Herre HERREN: Se, nordenfra fører jeg mod Tyrus
Kong Nebukadrezar af Babel, Kongernes Konge, med Heste, Vogne og
Ryttere og en vældig Hærskare.
8 Dine Døtre på Land skal han hugge ned med Sværd; han skal bygge
Belejringstårne, opkaste Stormvold og rejse Skjoldtag imod dig;
9 sin Murbrækkers Stød skal han rette imod dine Mure og nedbryde
dine Tårne med sine Sværd.
10 Hans Heste skal myldre, så Støvet, de rejser, skjuler dig;
Ryttere, Hjul og Vogne skal larme, så dine Mure ryster, når han
drager igennem dine Porte, som når man trænger ind i en stormet
By.
11 Med sine Hestes Hove skal han nedtrampe alle dine Gader; dit
Folk skal han hugge ned med Sværdet og styrte dine stolte
Støtter til Jorden.
12 De skal rane din Rigdom og gøre dine Handelsvarer til Bytte; de
skal nedbryde dine Mure og nedrive dine herlige Huse: Sten,
Tømmer og Ler skal de kaste i Vandet.
13 Jeg gør Ende på dine brusende Sange, og dine Citres Klang skal
ikke mere høres.
14 Jeg gør dig til nøgen Klippe, en Tørreplads for Net skal du
være. Aldrig mere skal du bygges, så sandt jeg, HERREN, har
talet, lyder det fra den Herre HERREN.
15 Så siger den Herre HERREN til Tyrus: For sandt, ved dit drønende
Fald, ved de såredes Stønnen, når Sværd hugger løs i din Midte,
skal Strandene skælve.
16 Ned fra sin Trone stiger hver Fyrste ved Havet, Kapperne lægger
de bort, aflægger de brogede Klæder og klæder sig i Sorg; de
sidder på Jorden og skælver uafbrudt, slagne af Rædsel over dig.
17 De synger en Klagesang om dig og siger til dig: Ak, du gik
under, forsvandt fra Havet, du fejrede By, du, som var vældig på
Havet, du og dine Borgere, du, der jog Rædsel i alle, som boede
der!
18 Nu gribes Strandene af Skælven, den Dag du falder, og Havets Øer
forfærdes over din Udgang!
19 Thi så siger den Herre HERREN: Når jeg gør dig til en øde By og
lige med affolkede Byer, når jeg fører Verdensdybet over dig, og
de vældige Vande skjuler dig,
20 så støder jeg dig ned iblandt dem, der steg ned i Dybet, blandt
Fortidens Folk, og lader dig ligge i Underverdenen som ældgamle
Ruiner blandt dem, der steg ned i Dybet, for at du aldrig mere
skal bebos eller rejse dig i de levendes Land;
21 jeg giver dig hen til brat Undergang, og det skal være ude med
dig; selv om der søges efter dig, skal du aldrig i Evighed
findes, lyder det fra den Herre HERREN.
Kapitel 27
1 HERRENs Ord kom til mig således:
2 Du, Menneskesøn, istem en Klagesang over Tyrus og sig til Tyrus,
som ligger ved Adgangen til Havet og driver Handel med
Folkeslagene på de mange fjerne Strande: Så siger den Herre
HERREN: Tyrus, du siger: "Fuldendt i Skønhed er jeg!"
4 De bygged dig midt i Havet, fuldendte din Skønhed.
5 De tømred af Senircypresser hver Planke i dig, fra Libanon
hented de Cedre at lave din Mast,
6 af Basans højeste Ege skar de dig Årer, de lagde dit Dæk af Fyr
fra Kittæernes Strande;
7 dit Sejl var ægyptisk Byssus i broget Væv, dit Tag var Purpur i
blåt og rødt fra Elisjas Strande.
8 Zidons og Arvads Folk var Rorkarle for dig, om Bord var de
kyndigste i Zarepta, de var dine Styrmænd,
9 de ældste og kyndigste i Gebal, de bøded din Læk. Alle Havets
Skibe med Søfolk var hos dig for at omsætte dine Varer.
10 Folk fra Persien, Lydien og Put var i din Hær som Krigsfolk, de
ophængte Skjolde og Hjelme i dig; de gav dig Glans.
11 Arvaditerne og deres Hær stod rundt på dine Mure, Gammaditerne
på dine Tårne; de ophængte deres Skjolde rundt på dine Mure, de
fuldendte din Skønhed.
12 Tarsis var din Handelsven, fordi du havde alskens Gods i Mængde;
Sølv, Jern, Tin og Bly gav de dig for dine Varer.
13 Javan, Tubal og Mesjek drev Handel med dig; Trælle og Kobberkar
gav de dig i Bytte.
14 Togarmas Hus gav dig Køreheste, Rideheste og Muldyr for dine
Varer.
15 Rodosboerne drev Handel med dig, mange fjerne Strande var dine
Handelsvenner; Elfenben og Ibenholt bragte de dig som Vederlag.
16 Edom var din Handelsven, fordi du havde Varer i Mængde;
Karfunkler, Purpur, brogede Tøjer, fint Linned, Koraller og
Rubiner gav de dig for dine Varer.
17 Juda og Israels Land drev Handel med dig; Hvede fra Minnit,
Bagværk, Honning, Olie og Mastiksbalsam gav de dig i Bytte.
18 Damaskus var din Handelsven fordi du havde alskens Gods i
Mængde; de kom med Vin fra Helbon og Uld fra Zahar.
19 Vedan og Javan gav Sager fra Uzal for dine Varer; smeddet Jern,
Kassia og Kalmus fik du i Bytte.
20 Dedan drev Handel med dig med Sadeldækkener til Ridning.
21 Araberne og alle Kedars Fyrster var dine Handelsvenner; med Lam,
Vædre og Bukke handlede de med dig.
22 Sabas og Ramas Handelsfolk drev Handel med dig; den allerfineste
Balsam, alle Slags Ædelsten og Guld gav de dig for dine Varer.
23 Karan, Kanne og Eden, Assyrerne og hele Medien drev Handel med
dig;
24 de handlede med dig med smukke Klæder, Purpurkapper, brogede
Tøjer, farvede Tæpper, tvundet og fastsnoet Reb på dine
Markeder;
25 Tarsisskibene tjente dig ved din Omsætning. Du fyldtes, blev
såre tung midt ude i Havet.
26 I rum Sø fik de dig ud, dine roende Mænd; da knuste en
Østenstorm dig midt ude på Havet;
27 dit Gods, dine Varer, din Vinding, dine Søfolk og Styrmænd, de,
der bøded din Læk, dine Handelsfolk, alt dit Krigsfolk, som var
om Bord, alt Mandskab i din Midte styrter i Havets Dyb, den Dag
du falder.
28 Markerne skælver ved dine Styrmænds Skrig.
29 Alle, der sidder ved Årer, går da fra Borde, Søfolk og alle
Styrmænd går da i Land;
30 de løfter Røsten over dig, klager bittert; på Hovedet kaster de
Jord og vælter sig i Støvet,
31 klipper sig skaldet for dig, klæder sig i Sæk, begræder dig,
bitre i Hu, med Sjælekvide,
32 istemmer jamrende Klage over dig, klager: Ak, hvor Tyrus er øde
midt i Havet!
33 Når din Vinding kom ind fra Havet, mætted du mange Folkeslag;
med dit meget Gods og dine Varer gjorde du Jordens Konger rige.
34 Nu led du Skibbrud på Havet, på Vandets Dyb, dine Varer og alt
dit Mandskab gik under med dig.
35 Over dig gyser alle, som bor på de fjerne Strande, deres Konger
er slagne af Angst, deres Ansigt blegner.
36 Deres Kræmmere hånfløjter ad dig, til Rædsel blev du, er borte
for evigt.
Kapitel 28
1 HERRENs Ord kom til mig således:
2 Menneskesøn, sig til Tyrus's Fyrste: Så siger den Herre HERREN:
Fordi dit Hjerte hovmoder sig og du siger: "Jeg er en Gud, på et
Gudesæde sidder jeg midt ude i Havet!" skønt du er et Menneske
og ingen Gud, og fordi du føler dig i Hjertet som en Gud;
3 se, du er visere end Daniel, ingen Vismand måler sig med dig;
4 ved din Visdom og Indsigt vandt du dig Rigdom og samlede dig
Guld og Sølv i dine Skatkamre;
5 ved dit store Handelssnilde øgede du din Rigdom, så dit Hjerte
hovmodede sig over den -
6 derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi du i dit Hjerte føler
dig som en Gud,
7 se, derfor bringer jeg fremmede over dig, de grummeste Folk, og
de skal drage deres Sværd mod din skønne Visdom og vanhellige
din Glans.
8 De skal styrte dig i Graven, og du skal dø de ihjelslagnes Død i
Havets Dyb.
9 Mon du da Ansigt til Ansigt med dem, der dræber dig, vil sige:
"Jeg er en Gud!" du, som i deres Hånd, der slår dig ihjel, er et
Menneske og ikke en Gud.
10 De uomskårnes Død skal du dø for fremmedes Hånd, så sandt jeg
har talet, lyder det fra den Herre HERREN.
11 Og HERRENs Ord kom til mig således:
12 Menneskesøn, istem en Klagesang over Kongen af Tyrus og sig til
ham: Så siger den Herre HERREN: Du var Indsigtens Segl, fuld af
Visdom og fuldkommen i Skønhed.
13 I Eden, Guds Have, var du; alle Slags Ædelsten var din Klædning,
Karneol, Topas, Jaspis, Krysolit, Sjoham, Onyks, Safir, Rubin,
Smaragd og Guld var på dig i indfattet og indlagt Arbejde; det
var til Rede, den Dag du skabtes.
14 Du var en salvet, skærmende Kerub; jeg gjorde dig dertil; på det
hellige Gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds Sønner.
15 Fuldkommen var du i din Færd, fra den Dag du skabtes, indtil der
fandtes Brøde hos dig.
16 Ved din megen Handel fyldte du dit Indre med Uret og forbrød
dig; da vanhelligede jeg dig og viste dig bort fra Gudebjerget
og tilintetgjorde dig, skærmende Kerub, så du ikke blev mellem
Guds Sønner.
17 Dit Hjerte hovmodede sig over din Skønhed, du satte din Visdom
til på Grund af din Glans. Jeg slængte dig til Jorden og
overgav dig til Konger, at de skulde nyde Skuet af dig.
18 Med dine mange Misgerninger, ved din uredelige Handel
vanhelligede du dine Helligdomme. Da lod jeg Ild bryde løs i din
Midte, og den fortærede dig; jeg gjorde dig til Støv på Jorden
for alle, som så dig.
19 Alle blandt Folkeslagene, der kendte dig, stivnede af Skræk over
dig; du blev en Rædsel, og borte er du for evigt.
20 HERRENs Ord kom til mig således:
21 Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Zidon og profetér imod det
22 og sig: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig,
Zidon, og herliggør mig på dig; og du skal kende, at jeg er
HERREN, når jeg holder Dom over dig og viser min Hellighed på
dig.
23 Jeg sender Pest over dig og Blod i dine Gader; ihjelslagne Mænd
skal segne i din Midte for Sværd, der er rettet imod dig fra
alle Sider; og du skal kende, at jeg er HERREN.
24 Fremtidig skal der ikke være nogen Tidsel til at såre eller Torn
til at stikke Israels Hus blandt alle dets Naboer, som nu håner
dem; og de skal kende, at jeg er den Herre HERREN.
25 Så siger den Herre HERREN: Når jeg samler Israels Slægt fra de
Folkeslag, de er spredt iblandt, vil jeg hellige mig på dem for
Folkenes Øjne, og de skal bo i deres Land, som jeg gav min
Tjener Jakob;
26 de skal bo trygt deri, bygge Huse og plante Vingårde, ja bo
trygt, medens jeg holder Dom over alle dem, der håner dem fra
alle Sider; og de skal kende, at jeg er HERREN deres Gud.
Kapitel 29
1 I det tiende År, på den tolvte Dag i den tiende Måned kom
HERRENs Ord til mig således:
2 Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Farao, Ægyptens Konge, og
profetér mod ham og hele Ægypten.
3 Tal og sig: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig,
Farao, Ægyptens Konge, du store Drage, som ligger midt i dine
Strømme, som siger: "Nilen er min, jeg skabte den selv!"
4 Jeg sætter Kroge i Kæberne på dig og lader dine Strømmes Fisk
hænge ved dine Skæl og drager dig op af dine Strømme med alle
deres Fisk, som hænger ved dine Skæl.
5 Jeg slænger dig hen i Ørkenen med alle dine Strømmes Fisk; på
åben Mark skal du falde, ej samles op eller jordes; til Jordens
Dyr og Himlens Fugle giver jeg dig som Føde.
6 Og kende skal hver en Ægypter, at jeg er HERREN. Fordi du har
været en Rørkæp for Israels Hus -
7 du splintredes, når de greb om dig, og flænged dem hele Hånden;
du brast, når de støtted sig til dig, fik hver en Lænd til at
vakle -
8 derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg bringer Sværd over
dig og udrydder Folk og Fæ af dig;
9 Ægypten skal blive til Ørk og Øde; og de skal kende, at jeg er
HERREN, fordi du sagde: "Nilen er min, jeg skabte den selv!"
10 Se, derfor kommer jeg over dig og dine Strømme og gør Ægypten
til Øde og Ørk fra Migdol til Syene og Ætiopiens Grænse.
11 Hverken Mennesker eller Dyr skal sætte deres Fod der, ingen skal
færdes der, og det skal ligge hen uden Indbyggere i fyrretyve
År.
12 Jeg gør Ægypten til en Ørk blandt øde Lande, og Byerne skal
ligge øde hen blandt tilintetgjorte Byer i fyrretyve År; og jeg
spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene.
13 Thi så siger den Herre HERREN: Efter fyrretyve Års Forløb vil jeg
sanke Ægypterne sammen fra de Folkeslag, de er spredt iblandt,
14 og vende Ægyptens Skæbne og føre dem tilbage til Patros, det
Land, de stammer fra, og der skal de blive et lille Rige.
15 Det skal blive mindre end de andre Riger og ikke mere svinge sig
op over Folkene; jeg gør dem få i Tal, for at de ikke mere skal
råde over Folkene.
16 Og fremtidig skal de ikke være Israels Hus's Tillid og således
minde mig om dets Misgerning, når det slutter sig til dem; og de
skal kende, at jeg er den Herre HERREN.
17 I det syv og tyvende År på den første Dag i den første Måned kom
HERRENs Ord til mig således:
18 Menneskesøn! Kong Nebukadrezar af Babel har ladet sin Hær udføre
et stort Arbejde mod Tyrus; hvert Hoved er skaldet, hver Skulder
flået, og hverken han eller Hæren fik Løn af Tyrus for det
Arbejde, han udførte imod det.
19 Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg giver Kong
Nebukadrezar af Babel Ægypten; han skal bortføre dets Rigdom,
tage Bytte og røve Rov der; og det skal være hans Hærs Løn;
20 som Vederlag for hans Arbejde giver jeg ham Ægypten, fordi de
sled for mig, lyder det fra den Herre HERREN.
21 På den Dag lader jeg et Horn vokse frem for Israels Hus, og dig
giver jeg at åbne din Mund iblandt dem; og de skal kende, at jeg
er HERREN.
Kapitel 30
1 HERRENs Ord kom til mig således:
2 Menneskesøn, profetér og sig: Så siger den Herre HERREN: Jamrer:
Ak, hvilken Dag!
3 Thi nær er Dagen, ja nær er HERRENs Dag; det bliver en Mulmets
Dag, Hedningernes Tid.
4 Et Sværd kommer over Ægypten, og Ætiopien gribes af Skælven, når
de slagne segner i Ægypten, når dets Rigdom bortføres og dets
Grundvolde nedbrydes.
5 Ætioperne, Put og Lud og alt Blandingsfolket, Kub og min Pagts
Sønner" skal falde for Sværdet med dem.
6 Så siger HERREN: Alle, som støtter Ægypten, skal falde og dets
stolte Herlighed synke sammen; fra Migdol til Syene skal de
falde for Sværdet, lyder det fra den Herre HERREN.
7 Det skal lægges øde blandt øde Lande, og Byerne skal ligge hen
blandt tilintetgjorte Byer;
8 og de skal kende, at jeg er HERREN, når jeg sætter Ild på
Ægypten og alle dets Hjælpere knuses.
9 På hin Dag skal der udgå Sendebud fra mig på Skibe for at
indjage det sorgløse Ætiopien Rædsel, og de skal gribes af
Skælven over Ægyptens Dag; thi se, den kommer.
10 Så siger den Herre HERREN: Jeg gør Ende på Ægyptens Herlighed
ved Kong Nebukadrezar af Babel.
11 Han og hans Folk med ham, de grummeste blandt Folkene, skal
hentes for at ødelægge Landet; de skal drage deres Sværd mod
Ægypten og fylde Landet med slagne.
12 Jeg tørlægger Strømmene, sælger Landet til onde Folk, og ved
fremmede ødelægger jeg det med alt, hvad der er deri. Jeg,
HERREN, har talet.
13 Så siger den Herre HERREN: Jeg tilintetgør Afgudsbillederne og
udrydder Høvdingerne af Nof og Fyrsterne af Ægypten; de skal
ikke findes mere; og jeg indjager Ægypten Rædsel.
14 Jeg lægger Patros øde, sætter Ild på Zoan og holder Dom over No.
15 Jeg udøser min Vrede over Sin, Ægyptens Bolværk, og udrydder Nos
larmende Hob.
16 Jeg sætter Ild på Ægypten, Syene skal skælve af Angst, der skal
brydes Hul på No, og dets Mure skal nedrives.
17 De unge Mænd i On og Pibeset skal falde for Sværdet og Kvinderne
vandre i Fangenskab.
18 I Takpankes sortner Dagen, når jeg der sønderbryder Ægyptens
Herskerstav, og dets stolte Herlighed får Ende der. Selv skal
det skjules af Skyer og dets Småbyer vandre i Fangenskab.
19 Jeg holder Dom over Ægypten; og de skal kende, at jeg er HERREN.
20 I det ellevte År på den syvende Dag i den første Måned kom
HERRENs Ord til mig således:
21 Menneskesøn! Ægypterkongen Faraos Arm har jeg brudt; og se den
skal ikke forbindes, ikke læges ved at der lægges Bind om den,
så den kunde få Kræfter til atter at gribe Sværdet.
22 Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over Farao,
Ægyptens Konge, og bryder hans Arme, både den hele og den
brudte, og lader Sværdet falde af hans Hånd.
23 Jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene.
24 Men jeg styrker Babels Konges Arme og lægger mit Sværd i hans
Hånd; og jeg bryder Faraos Arme, og han skal stønne for ham på
såredes Vis.
25 Jeg styrker Babels Konges Arme, men Faraos skal synke; og de
skal kende, at jeg er HERREN, når jeg lægger mit Sværd i Babels
Konges Hånd og han svinger det imod Ægypten.
26 Og jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i
Landene; og de skal kende, at jeg er HERREN.
Kapitel 31
1 I det ellevte År på den første Dag i den tredje Måned kom
HERRENs Ord til mig således:
2 Menneskesøn, sig til Farao, Ægyptens Konge, og til hans larmende
Hob: Ved hvem kan du lignes i Storhed?
3 Se, du er en Libanonceder med smukke Grene og skyggefuld Krone,
høj af Vækst, hvis Top rager op i Skyerne;
4 Vand gav den Vækst, Verdensdybet Højde; sine Strømme lod det
flyde rundt om dens Sted og sendte sine Vandløb til hele dens
Mark.
5 Derfor blev den større af Vækst end hvert Træ på Marken; mange
blev dens Kviste og Grenene lange af megen Væde.
6 Alle Himlens Fugle bygged i dens Grene, under dens Kviste fødte
hvert Markens Dyr, i dens Skygge boede al Verdens Folk.
7 Den blev stor og dejlig med lange Grene, den stod jo med Roden
ved rigeligt Vand.
8 Guds Haves Cedre var ikke dens Lige, ingen Cypres havde Mage til
Grene, ingen Platan havde Kviste som den; intet Træ i Guds Have
målte sig med den i Skønhed.
9 Jeg gjorde den skøn med dens mange Kviste, så alle Edens Træer i
Guds Have misundte den.
10 Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi den blev høj af Vækst
og løftede sin Krone op i Skyerne og Hjertet hovmodede sig over
dens Højde,
11 derfor overgiver jeg den til en, som er vældig blandt Folkene;
han skal gøre med den efter dens Gudløshed og tilintetgøre den.
12 Fremmede, de grummeste blandt Folkene hugger den om og kaster
den hen; på Bjerge og i alle Dale falder dens Kviste; dens Grene
ligger knækket i alle Landets Kløfter, og alle Jordens Folkeslag
går bort fra dens Skygge og lader den ligge.
13 På den faldne Stamme slår alle Himmelens Fugle sig ned, og på
Grenene lejrer alle Markens Dyr sig,
14 for at ingen Træer ved Vande skal hovmode sig over deres Vækst
og løfte deres Krone op i Skyerne og gøre sig til af deres
Højde, ingen Træer, som smager Vand; thi alle er hjemfaldne til
Døden og må til Underverdenen, midt iblandt Menneskens Børn,
blandt dem, der steg ned i Graven.
15 Så siger den Herre HERREN: Den Dag den farer ned i Dødsriget,
lukker jeg Verdensdybet for den og holder dets Strømme tilbage,
så de mange Vande standses; jeg lader Libanon sørge over den, og
alle Markens Træer vansmægter over den.
16 Ved Drønet af dens Fald bringer jeg Folkene til at bæve, når jeg
styrter den ned i Dødsriget til dem, der steg ned i Graven; og
nede i Underverdenen trøster alle Edens Træer sig, de ypperste
og bedste på Libanon, alle, som smager Vand.
17 Også de farer med den ned i Dødsriget til de sværdslagne, da de
som dens Hjælpere har siddet i dens Skygge blandt Folkene.
18 Hvem var din Lige i Herlighed og Størrelse blandt Edens Træer?
Og dog styrtes du med Edens Træer ned i Underverdenen; midt
iblandt uomskårne skal du ligge hos de sværdslagne. Dette er
Farao og al hans larmende Hob, lyder det fra den Herre HERREN.
Kapitel 32
1 I det tolvte År på den første Dag i den tolvte Måned kom HERRENs
Ord til mig således:
2 Menneskesøn, istem en Klagesang over Farao, Ægyptens Konge, og
sig til ham: Du Folkenes Løve, det er ude med dig! Du var som en
Drage i Havet med prustende Næse, med Fødderne plumred du
Vandet, oproded dets Strømme.
3 Så siger den Herre HERREN: Jeg breder mit Garn over dig ved en
Sværm af mange Folk, de skal drage dig op i mit Net.
4 Jeg kaster dig på Land og slænger dig hen på Marken, lader alle
Himlens Fugle slå sig ned på dig og al Jordens Dyr blive mætte
ved dig.
5 Jeg lægger dit Kød på Bjergene, fylder Dalene op med dit Ådsel,
6 vander med dit Udflåd Jorden lige til Bjergene, Kløfterne skal
fyldes af dit Blod.
7 Jeg skjuler Himlen, når du slukkes, klæder dens Stjerner i Sorg,
jeg skjuler Solen i Skyer, og Månen skinner ej mer.
8 Alle Himmellys klæder jeg i Sorg for dig, hyller dit Land i
Mørke, lyder det fra den Herre HERREN.
9 Jeg volder mange Folkeslags Hjerter Kvide, når jeg bringer dine
Fanger til Folkene, til Lande du ikke kender;
10 jeg lader mange Folkeslag stivne af Rædsel over dig, og deres
Konger skal gyse over dig, når jeg svinger mit Sværd for d