Jødernes krig mod Romerne, Syvende Bog

Af Flavius Josephus. Oversat af Alexander Rasmussen

Side 373

I.

1. Da Hæren nu ikke længer fandt nogen at dræbe eller udplyndre, og der ikke længer fandtes nogen Genstand for deres Raseri, — de vilde nemlig ikke have sparet nogen, saalænge der var nogen at tage fat paa, — befalede Cæsar at sløjfe hele Byen og Templet og kun lade de Taarne blive staaende, som ragede op over de andre, nemlig Fasael, Hippikos og Mariamme, samt det Stykke af Muren, der begrænsede Byen mod Vest, sidstnævnte for at tjene til Beskyttelse for den Besætning, der skulde efterlades, og Taarnene forat tjene som Vidnesbyrd om, hvilken By og Fæstning Romernes Tapperhed havde faaet Bugt med. Hele Byens øvrige Befæstning blev da af Tropperne jævnet med Jorden i den Grad, at det ikke var Tilrejsende muligt at tro, at Stedet nogensinde havde været beboet. Saadan en Skæbne bragte altsaa Oprørernes Vanvid over Jerusalem, denne glimrende og blandt alle Folk navnkundige Stad.

2. Cæsar besluttede at lade 10de Legion, nogle Eskadroner Ryttere og nogle Fodfolksafdelinger blive liggende paa Stedet som Garnison. Efter nu saaledes at have afsluttet Krigen ønskede han at rose hele Hæren for dens Bedrifter og at tildele dem, som havde udmærket sig, passende Belønninger. Der blev altsaa midt i den første Lejr oprejst en stor Tribune til ham, hvor han steg op med sine Generaler, og hvorfra han kunde høres af hele Hæren. Han sagde, at han nærede den største Taknemlighed imod dem for det gode Sindelag, de havde udvist imod ham fra først til sidst. Han roste den Lydighed, som de i hele Krigen under mange og store Farer havde lagt for Dagen sammen med Tapperhed. Ved dem var Fædrelandets Magt forøget, og det var gjort klart for alle Mennesker, at hverken Fjenders Mængde, Fæstningers Styrke, Byers Størrelse eller vanvittige Fjenders Forvovenhed og dyriske Vildhed nogensinde formaaede at tage det op med Romernes Tapperhed, selv om

Side 374

Fjenderne ogsaa i mange Henseender havde Fordelen paa deres Side. Han tilføjede, at det var ærefuldt, at de havde gjort en Ende paa denne saa langvarige Krig; de havde jo ikke kunnet ønske sig noget bedre, da de indlode sig paa den. Men hvad der tjente dem til endnu større Ære og Hæder var, at de Fyrster, som de havde valgt og ved deres Stemme sat til at herske over Romerriget og sendt hjem til Fædrelandet, vare blevne modtagne med Glæde af alle, og man var vedbleven at underkaste sig dem, de havde udpeget, og vare taknemmelige mod dem, der havde valgt dem. Han tilføjede, at han beundrede og elskede dem alle, da han jo vidste, at ikke een havde ladet det mangle paa den Iver, som svarede til hans Kræfter. Der var jo imidlertid nogle, som havde kæmpet ypperligere end andre, fordi de havde haft større Kræfter, og derved havde smykket deres Liv med Heltegærninger og forøget hans Hærs Berømmelse ved deres Bedrifter. Dem vilde han strax give Belønninger og Æresbevisninger, og ingen, som havde været villig til at paatage sig mere end sin Kammerat, skulde komme til at gaa glip af sin fortjente Løn. Herfor vilde han være særlig omhyggelig; thi det var ham kærere at kunne belønne sine Kammeraters Tapperhed end at skulle straffe de forsømmelige.

3. Strax befalede han saa de dertil udnævnte at oplæse Navnene paa dem, der havde udført glimrende Bedrifter i Krigen. Derpaa kaldte han dem frem med Navns Nævnelse, roste dem, eftersom de kom frem for ham. og lagde derved en Glæde for Dagen, som om han selv havde udført Bedrifterne. Han paasatte dem derpaa Guldkranse eller Guldhalsbaand og gav dem smaa Guldspyd og Sølvmedailler. Han forfremmede hver især til en højere Rang og uddelte desuden gavmildt iblandt dem Sølv, Guld og Klædningsstykker af de Skatte og det Krigsbytte, der var taget. Efter saaledes at have hædret alle, eftersom han mente, enhver især fortjente, opsendte han Bønner for hele Hæren, steg under høje Hyldestraab ned og begav sig hen for at bringe Takofre for Sejren. Han lod ofre en stor Mængde Oxer. som stode opstillede ved Altrene, og uddelte derpaa dem alle til Hæren, forat man kunde holde Gilde paa dem. Selv holdt han en tre Dages Fest sammen med de Fornemste, og derpaa fordelte han Hæren omkring til de Steder, som han ansaa for de mest passende. Den 10de Legion bestemte han til at være Garnison i Jerusalem og sendte den altsaa ikke tilbage til Eufrat, hvor den før havde ligget. I Erindringen om, at den 12te Legion under Cestius' Kommando var flygtet for Jøderne, vilde han aldeles ikke have den til at blive i Syrien, — den havde nemlig tidligere ligget i Rafaneai, — men sendte den til det saakaldte Melitene ved Eufrat i Grænsedistrikterne mellem Armenien og Kappadokien. To Legioner, den 5te og den 15te, besluttede han at beholde hos sig, indtil han kom til Ægypten. Han drog saa med Hæren ned til Cæ-

Side 375

sarea ved Havet, hvor han nedlagde største Delen af Byttet og lod Fangerne blive under Bevogtning. Vinteren forhindrede nemlig Sejladsen til Italien.


II.

1. Mens Titus Cæsar laa for Jerusalem og belejrede den, var imidlertid Vespasianus gaaet ombord paa et Fragtskib og var sejlet fra Alexandreia over til Rhodos. Derfra var han sejlet videre paa treradaarede Skibe, havde besøgt alle de Byer, han sejlede forbi, var bleven modtaget med Hyldest og var saaledes kommen fra Ionien til Hellas og videre fra Kerkyra til det iapygiske Forbjerg, hvorfra han fortsatte sin Rejse over Land. Titus var imidlertid fra Cæsarea ved Havet draget til det saakaldte Filips Cæsarea, hvor han opholdt sig en rum Tid og lod opføre alle Slags Skuespil, hvorved mange Fanger maatte lade Livet, idet nogle blev kastede for vilde Dyr og andre i Massevis tvungne til at kæmpe mod hverandre som Fjender. Der fik han ogsaa Efterretning om Simon, Gioras Søns Tilfangetagelse, som var gaaet for sig paa følgende Maade:

2. Simon havde jo under Jerusalems Belejring opholdt sig i Øvrestaden. Da nu den romerske Hær var trængt indenfor Murene og plyndrede hele Byen, samlede han de trofasteste af sine Venner samt nogle Stenhuggere, der vare forsynede med det til deres Arbejde fornødne Jærnværktøj. De havde ogsaa Proviant til mange Dage. Sammen med alle disse begav han sig ned i een af de hemmelige underjordiske Gange. Saalænge den oprindelige Gang strakte sig, gik de igennem den, og da de derpaa stødte paa en fast Klippemasse, begyndte de at hugge sig igennem den, i det Haah, at de, naar de vare trængte længere frem, ubemærket vilde kunne stige op og saaledes slippe derfra. Forsøget viste imidlertid, at dette var et falsk Haab. Det var nemlig kun med Besvær, at Stenhuggerne arbejdede sig frem, og Provianten syntes ogsaa, hvor sparsomt de end toge af den, at ville slippe op. Da fandt Simon paa at narre Romerne ved at indjage dem Skræk: han iførte sig hvide Klæder, kastede over Skuldrene en purpurfarvet Kappe og dukkede op af Jorden netop paa det Sted, hvor Helligdommen tidligere havde staaet. Først bleve de, som saa ham, ganske rigtigt grebne af Rædsel og stode som naglede til Pletten; men derpaa kom de nærmere og spurgte, hvem han var. Herpaa svarede Simon ikke, men befalede dem at kalde paa deres Anfører. De løb hurtig for at hente ham, og saa kom Terentius Rufus, der var ladt tilbage som Hærens Anfører. Efter at have faaet Besked om, hvordan det hele forholdt sig, lod han ham kaste i Lænker og bevogte samt meddelte Cæsar, hvor-

Side 376

ledes han var bleven taget til Fange. Saaledes gav Gud Simon i hans værste Fjenders Vold, for at han kunde komme til at lide Gengæld for den Grumhed, han havde udvist mod sine Medborgere, hvem han saa haardt havde tyranniseret. Det var ikke med Magt, de fik ham i deres Vold; men han overgav sig frivillig til Afstraffelse, han, som saa grusomt havde ladet saamange Mennesker henrette paa falske Beskyldninger om, at de vilde løbe over til Romerne. Saaledes viser det sig, at Sletheden ikke kan undfly Guds Vrede eller Retfærdigheden blive kraftesløs. Den skal nok i Tidens Løb komme over dem, der har syndet imod den, og de ondes Straf føles saameget desto haardere, naar de, fordi Straffen ikke kommer strax, have gjort Regning paa at skulle undgaa den. Dette fik Simon at mærke, nu da han var hjemfalden til Romernes Vrede. Hans Dukken op af Jorden bevirkede forøvrigt, at i de følgende Dage en stor Mængde andre Oprørske bleve opdagede i de underjordiske Gange. Saasnart Cæsar igen var kommen til Cæsarea ved Havet, blev Simon ført lænket til ham. Cæsar befalede, at han skulde forvares til den Triumf, som han forberedte sig paa at holde i Rom.


III.

1. Under sit Ophold der højtideligholdt han paa prægtig Maade sin Broders1 Fødselsdag og lod til hans Ære mange Jøder sende i Døden. Tallet paa dem, der omkom i Dyrekampene, samt paa dem, der bleve brændte, og paa dem, der maatte dræbe hverandre indbyrdes, løb nemlig op til 2500. Skønt de altsaa maatte lide Døden paa saamange forskellige Maader, syntes alt dette dog Romerne at være en utilstrækkelig Straf. Derefter kom Cæsar til Berytos, som er en romersk Koloni i Foinikien. Ogsaa her opholdt han sig i længere Tid og udfoldede den største Pragt for at fejre sin Faders Fødselsdag2. Intet blev sparet hverken ved de kostbare Skuespil eller ved de andre Festligheder. Af Fangerne maatte en Mængde lade Livet paa samme Maade som før omtalt.

2. Netop paa samme Tid hændte det, at ogsaa de Jøder, som endnu vare tilbage i Antiocheia3, bleve ramte af Beskyldninger og stode i Fare for at blive udryddede, idet nemlig hele Byen Antiocheia kom i Bevægelse mod dem, og det ikke alene paa Grund af de i Øjeblikket udspredte Bagtalelser, men ogsaa paa Grund af, hvad


1Den senere Kejser Domitianus, som dengang var 20 Aar gammel (født 24de Oktober Aar 50). 2Han blev dengang 61 Aar (født 17de November Aar 9). 3Ifølge Anden Bog XVIII 5 vare disse blevne sparede i de Jødeforfølgelser, som havde fundet Sted i Krigens Begyndelse.
Side 377

der var foregaaet kort i Forvejen. Herom maa jeg nødvendig forudskikke en kort Bemærkning, forat jeg i min Fortælling kan faa den rette Sammenhæng imellem dette og det efterfølgende.

3. Som Jøderne jo bo spredte om imellem de Indfødte over hele Verden, saaledes findes de særlig talrigt repræsenterede i deres Naboland Syrien, og da fortrinsvis i Antiocheia baade paa Grund af Byens Størrelse, og navnlig fordi de af Kong Antiochos' Efterfølgere havde faaet Bevilling til at fæste Bo der. Antiochos med Tilnavnet Epifanes var jo den, der havde hærget Jerusalem og plyndret Templet; men hans Efterfølgere paa Thronen havde tilbagegivet de i Antiocheia boende Jøder alle de af Kobber forfærdigede Tempelkar og skænket dem til deres Synagoge, ligesom de havde indrømmet dem samme Ret i Staden, som Hellenerne nøde. Da de bleve behandlede paa samme Maade ogsaa af de senere Konger, toge de stærkt til, smykkede deres Helligdom med Prydelser og kostbare Tempelgaver, trak stadig en Mængde Hellener til deres Gudstjenester og gjorde saaledes paa en Maade disse til en Bestanddel af deres Folk. Paa den Tid, da Krigsrygterne begyndte at lyde, og Vespasianus just var sejlet til Syrien, og Hadet mod Jøderne hos alle var steget til Toppunktet, var der en af deres egen Midte ved Navn Antiochos, som for sin Faders Skyld nød stor Anseelse, — Faderen var nemlig Forstander for de antiochenske Jøder, — og denne Antiochos indfandt sig engang, da det antiochenske Borgerskab holdt Folkeforsamling i Theatret og angav sin egen Fader og de øvrige Jøder, idet han beskyldte dem for, at de havde besluttet i en bestemt Nat at ville afbrænde hele Staden. Han overleverede dem samtidig nogle fremmede Jøder, som skulde være delagtige i dette Anslag. Da Borgerne hørte dette, kunde de ikke styre deres Harme, men befalede øjeblikkelig at kaste dem paa Baalet, som de saaledes havde faaet fat paa. De bleve strax allesammen brændte i Theatret. Derpaa gjorde de sig rede til at falde over alle de andre Jøder, idet de troede, ved hurtigt at lade Straffen ramme dem, at skulle kunne redde deres Fædrestad. Antiochos pustede end yderligere deres Vrede op, og for at give dem et Tegn paa, at han selv havde skiftet Religion og havde fattet Afsky for de jødiske Skikke, ofrede han efter hellenisk Skik og opfordrede dem til at tvinge de øvrige Jøder til at gøre ligesaa. Det skulde saa nok vise sig, at de, som vægrede sig, vare Anstifterne af Planen. Da Antiochenerne saa satte Jøderne paa denne Prøve, var der nogle faa, som gik ind derpaa; men alle de, som nægtede det, bleve nedhuggede. Antiochos fik nu Tropper overladt af den romerske Kommandant og blev for Fremtiden en haard Svøbe overfor sine Medborgere: han forbød dem nemlig at helligholde den syvende dag og tvang dem til paa denne Dag at udføre alle Arbejder ligesom paa de øvrige Dage. Han styrtede dem i en saadan Elendighed, at Helligholdelsen af den syvende

Side 378

Dag ikke alene blev afskaffet i Antiocheia; men at man en Tidlang fulgte det der givne Exempel ogsaa i andre Byer.

4. Efter at saadanne Ulykker paa den nævnte Tid havde ramt de antiochenske Jøder, kom senere en ny Hjemsøgelse over dem, og det var den, vi skulde til at berette om, da vi maatte forudskikke ovenstaaende Fortælling. Der opstod nemlig en Ildebrand, som fortærede Bygningerne omkring det firkantede Torv, Raadhuset, Archiverne og Slolsbygningerne, og det var med Nød og næppe, at man fik begrænset Ilden, som med stor Voldsomhed syntes at ville omspænde hele Staden. Antiochos skyldte nu Jøderne for at have forvoldt denne Brand. Selv om Antiochenerne ikke paa Forhaand havde været hadefulde mod Jøderne, vilde de under den Forvirring, Ulykken havde fremkaldt, let have fattet Tro til denne Bagvaskelse; men nu fik det andet, som var gaaet forud, dem jo saameget desto lettere til at fæste Lid til hans Ord. De vare nær ved at tro, at de selv havde set Jøderne antænde Ilden, og som rasende Mennesker, ja som stukne af en Brems, styrtede de alle løs paa de bagtalte Jøder. Det kostede Legaten1 Gnaeus Collega megen Møje at faa dem til at holde ind med Angrebet. Han holdt nemlig paa, at Sagen skulde indberettes til Kejseren; thi Caesennius Paetus, som af Vespasianus var udsendt for at skulle være Statholder i Syrien, var endnu ikke kommen tilstede. Ved at anstille en nøjagtig Undersøgelse kom Collega imidlertid paa Spor efter Sandheden, og det viste sig, at de af Antiochos angivne Jøder slet ikke havde med Sagen at gøre; men hele Ulykken var forvoldt af nogle slette Personer, som forpinte af Gæld mente, at naar de fik brændt Torvet og de offentlige Archiver, vilde man ikke kunne afkræve dem deres Skyld. Men saalænge Beskyldningerne endnu hang over Jødernes Hoved, svævede de i stor Angst for, hvad Fremtiden vilde bringe.


IV.

1. Titus Cæsar fik nu Budskab fra sin Fader, om at denne var bleven hilset velkommen i alle Italiens Byer, og at særlig Rom havde modtaget ham med Jubel og med Pragt. Titus blev meget glad og fornøjet ved paa en saa behagelig Maade at blive befriet for de Bekymringer, han havde næret for sin Fader. Alle Mennesker i Italien havde jo nemlig, endnu medens Vespasianus var langt borte, været saa opfyldte af Sympati for ham, som om han havde været i deres Midte, og havde i deres Længsel og Forventning om at se


1Legat: højere Officer i en Befalingsmands Følge, omtrent = Adjutant.
Side 379

ham følt en Glæde, som om hans Ankomst allerede havde fundet Sted. Denne deres velvillige Stemning var jo tilmed ganske frivillig og utvungen. Senatet, som havde i frisk Erindring de Ulykker, der vare skete under de skiftende Herskere1, ønskede inderlig at faa ham til Regent, ærværdig som han var ved sin Alder og smykket med den største Krigshæder. Hans Ophøjelse vilde, som de vare overbeviste om, kun blive benyttet til hans Undersaatters Vel. Og Almuen, som havde maattet døje saameget under de indvortes Ulykker, var endnu ivrigere efter at se ham komme; saa troede de nemlig fuldt og fast, at alle Ulykker vilde faa Ende, og stolede paa, at de skulde nyde Tryghed og Overflod. Særlig havde dog Hæren sin Opmærksomhed rettet paa ham; her var man jo nemlig vel kendt med hans store Krigsbedrifter. Her havde man ærgret sig over de andre Herskeres Uduelighed og Umandighed og ventede derfor nu, at han skulde aftvætte den store Skændsel, de havde maattet bære paa. De glædede sig derfor til at modtage ham som den eneste, der kunde bringe dem Befrielse og Hæder. Da en saadan Velvilje strømmede ham imøde fra alle Sider, havde de mest ansete Mænd ikke Taalmodighed til at oppebie hans Ankomst i Rom, men hastede afsted for at træffe ham, længe før han naaede Byen. Ja, heller ikke i de brede Lag var der nogen, der kunde finde sig i nogen Opsættelse af Mødet med Kejseren; men Folk myldrede ud i store Flokke, og da alle fandt det lettere og behageligere at drage afsted end at blive hjemme, fik Byen for første Gang den særegne Følelse at være fattig paa Indbyggere; thi det var de færreste, som bleve hjemme. Da hans Ankomst blev meldt, og Folk, som vare ilede forud, fortalte om den vennesæle Maade, hvorpaa han optraadte overfor hver enkelt, kom alle Mand paa Benene, sammen med Kvinder og Børn hilste de ham Velkommen i Forbifarten, og eftersom han passerede forbi dem, opløftede Folk et mangestemmigt Raab af Glæde over hans vindende Ydre og milde Blik og prisede ham som Roms Velgører, Redningsmand og eneste værdige Behersker. Ja, hele Byen var som et Tempel fuldt af Kranse og Røgelseduft. Det var kun med Nød og næppe, at han gennem Mængden, som omringede ham, naaede op til Kejserborgen, hvor han bragte Husguderne Takofre for sin Ankomst. Folkemasserne hengav sig nu til Festligheder: Selskaber, Familier og Nabofolk foranstaltede Fællesspisninger, udgød Drikofre og opsendte Bønner til Gud, om at Vespasianus gennem lange Tider maatte beherske Romerriget, og om at Herredømmet altid ubestridt maatte forblive hos hans Sønner og deres Efterkommere. Efter at Rom saaledes med Jubel havde taget imod Vespasianus, gik Byen en lykkelig Fremtid imøde.

2. Før denne Tid, medens Vespasianus endnu opholdt sig i


1Kejserne Galba, Otho og Vitellius.
Side 380

Alexandreia, og Titus laa og belejrede Jerusalem, var en stor Del af Germanerne kommen i oprørsk Bevægelse, til dem havde Flertallet af Gallerne sluttet sig, og de nærede i Fællesskab store Forhaabninger om at skulle kunne frigøre sig fra Romernes Herredømme. Hvad der bevægede Germanerne til at begynde Oprør og indlade sig paa Krig var først deres Naturel, der var utilgængeligt for fornuftige Raad og rede til at styrte sig i Fare selv med ringe Haab om noget godt Udfald. Dertil kom saa det Had, de nærede til deres Herrer; de vare sig jo nemlig bevidste, at deres Folk aldrig var bleven tvunget til at trælle for andre end nu for Romerne. Fremfor alt var det dog det belejlige Tidspunkt, der gav dem Dristighed: de saa jo nemlig, at Romernes Herredømme ved den stadige Skiften Kejsere var rokket indefra, de havde hørt, at alle Dele af deres Verdensrige rystede og vaklede, og følgelig mente de, at Romernes Uheld og indre Krige tilbød dem den gunstigste Lejlighed, de kunde ønske sig. Classicus og Vitellius1 vare deres Førere og havde tilskyndet dem til denne Beslutning og indgydt dem disse Forhaabninger. Det var tydeligt, at disse Mænd længe havde haft Oprøret i Sigte, og nu gav den belejlige Tid dem Mod til at lægge deres Planer for Dagen, og da saa Befolkningen med Iver sluttede sig til dem, besluttede de sig til at gøre Forsøget. Netop som altsaa en stor Del af Germanerne havde sammensvoret sig om at falde fra, og Resten var lige ved at fatte den samme Beslutning, sendte Vespasianus, som ved en Guds Styrelse, Brev til den tidligere Befalingsmand i Germanien, Petilius Cerealius, hvori han tildelte ham Consulsrang og befalede ham at drage som Statholder til Britannien. Paa Vejen til denne sin Provins fik Cerealius Underretning om Germanernes Oprør, faldt over deres allerede samlede Styrke og leverede dem et Slag. I denne Kamp nedhuggede han en stor Mængde af dem og tvang dem saaledes til at opgive deres vanvittige Planer og holde sig rolige. Selv om han ikke saa hurtigt var kommen til Stede, vilde de forøvrigt alligevel snart være blevne tugtede; thi saasnart den første Melding om deres Oprør var indtruffen i Rom og var kommen Domitianus Cæsar for Øre, betænkte denne sig ikke et Øjeblik, hvad vel enhver anden saa ung Mand vilde have gjort, paa at paatage sig Ordningen af disse vanskelige Forhold; men med sin fra Faderen arvede Tapperhed og en Dygtighed, som man ikke skulde have tiltroet hans Alder, gav han sig strax paa Vej mod Barbarerne. Strax da disse hørte Rygtet om hans Komme, overgave de sig skrækslagne til ham og havde den store Fordel af deres Frygtagtighed, at ingen videre Ulykke kom over dem; men de maatte jo paatage sig det samme Aag som før. Domitianus satte nu


1Skal være Civilis, som i Aarene 69-70 rejste Bataverne (i det nuværende Holland) til Oprør mod Rom.
Side 381

de galliske Forhold i en saadan Skik, at der for Fremtiden ikke saa hurtigt og let kunde opstaa Forstyrrelser, og vendte derpaa tilbage til Rom med en Hæder og en Berømmelse, som man ikke skulde have tænkt sig, naar man saa hen til hans unge Alder, men derimod nok, naar man erindrede hans Faders Bedrifter.

3. Netop i de samme Dage, da den omtalte Opstand blandt Germanerne brød løs, naaede ogsaa Rygtet om et skythisk Overfald til Rom. En skythisk Stamme, de saakaldte Sarmater1, som vare meget talrige, vare ubemærket gaaede over paa denne Side af Istros. De trængte frem med stor Kraft og vare saa meget farligere, som deres Angreb var ganske uventet. Under deres Fremrykken nedhuggede de derfor mange romerske Garnisonstropper, fældede trods tapper Modstand Consularlegaten Fonteius Agrippa, som søgte at standse dem, og gennemstrejfede derpaa hele hans Provins, røvende og plyndrende alt, hvad de traf paa. Da Vespasianus hørte om disse Begivenheder og om Møsiens Plyndring, udsendte han Rubrius Gallus for at tugte Sarmaterne. Da han var kommen derover, nedhuggede han mange af dem i forskellige Træfninger, hvorpaa Resten forfærdet flygtede til deres Hjemland. Da Feltherren saaledes havde gjort Ende paa Krigen, sørgede han for Provinsens fremtidige Sikkerhed, idet han forsynede dem med flere og større Garnisoner, saa Overgangen over Floden blev ganske umuliggjort for Barbarerne. — Krigen i Møsien fandt saaledes en hurtig Afgørelse.


V.

1. Titus Cæsar tilbragte, som vi før omtalte, nogen Tid i Berytos. Efter at være draget herfra lod han i alle de syriske Byer, som han passerede, opføre prægtige Skuespil, ved hvilke han lod fangne Jøder optræde og spille deres egen Dødsscene. Paa sin Rejse besaa han en Flod, som har en saa mærkelig Natur, at den fortjener at omtales. Den løber imellem Arkea i Agrippas Kongerige og Rafanea og har følgende mærkelige Egenskab: Naar den flyder, er den vandrig nok og har en temmelig rivende Strøm; men sex Dage i Træk er Floden ganske tom lige fra Udspringet, og dens Leje ser ganske udtørret ud. Men paa den syvende Dag strømmer den, som om der slet ingen Afbrydelse havde været, og denne regelmæssige Skiften iagttager den stadig ganske nøjagtig, hvorfor man ogsaa kalder den Sabbatsfloden2 efter den af Jøderne helligholdte syvende Dag, som jo kaldes Sabbat.


1I den sydlige og vestlige Del af det nuværende Rusland. 2Andetsteds (hos Naturforskeren Plinius) fortælles, at Floden strømmede sex Dage og var tør den syvende. Begge Dele ere selvfølgelig lige usandsynlige.
Side 382

2. Da Befolkningen i Antiocheia hørte, at Titus nærmede sig, kunde de i deres Glæde ikke vente indenfor Murene, men ilede for at møde ham mere end 30 Stadier ud ad Vejen, og det var ikke alene Mænd, men ogsaa en Mængde Kvinder og Børn, som saaledes myldrede ud af Byen. Da de saa ham nærme sig, stillede de sig paa begge Sider af Vejen, hilsede ham med oprakte Hænder og ledsagede ham derpaa til Byen med allehaande Tilraab. Mellem alle deres Lykønskninger hørte man uafladelig Bønnen om, at han vilde udjage Jøderne af Byen. Titus svarede ikke ja til denne Begæring, men hørte rolig paa deres Raab. Da det saaledes stod hen i det uvisse, hvad han tænkte derved, eller hvad han agtede at gøre, gik Jøderne i stor og pinlig Angst. Titus dvælede nemlig ikke i Antiocheia, men fortsatte strax sin Rejse til Zeugma ved Eufrat, hvor der kom Sendebud til ham fra Parthernes Konge Bologeses og overrakte ham en Guldkrans i Anledning af Sejren over Jøderne. Han modtog og beværtede de kongelige Sendebud og vendte derfra tilbage til Antiocheia. Her modtog han en indstændig Anmodning fra det antiochenske Raad og Borgerskab om at komme hen i Theatret, hvor hele den forsamlede Befolkning ventede paa hans Komme. Han efterkom velvilligt Anmodningen. Da man atter her trængte stærkt ind paa ham med smigrende Ord og indstændige Bønner om at drive Jøderne ud af Byen, gav han dem det slaaende Svar: "Men deres Fædrestad, til hvilken man altsaa maatte henvise disse uddrevne Jøder, er jo indtaget, og der er intet andet Sted, hvor jeg kan tænke mig, at man vil tage imod dem." — Da saaledes deres første Anmodning var bleven afslaaet, fremkom Antiochenerne med en anden; de bad ham nemlig om at fjærne de Kobbertavler, hvorpaa Jødernes Privilegier vare optegnede. Heller ikke heri indvilgede Titus, men lod alt vedrørende de antiochenske Jøder forblive ved det gamle og begav sig saa til Ægypten. Hans Rejse førte ham forbi Jerusalem, og ved at se den sørgelige Ørken dér, kom han til at anstille en Sammenligning med Byens tidligere Pragt og genkaldte i sin Erindring, hvor store og skønne de nedrevne Bygningsværker havde været. Han kom herved til at ynkes over Byens Undergang, og det var langtfra, at han, som vel mangen anden vilde have gjort, hovmodede sig over at have indtaget en saa prægtig og stor Stad. Derimod udbrød han tit i Forbandelser over dem, der havde Skyld i Opstandens Begyndelse og havde voldt, at denne Tugtelse var kommen over Byen. Man saa tydelig, at det ikke havde været hans Hensigt at styrte de hjemsøgte Mennesker i Ulykke for at faa Lejlighed til at vise sin Tapperhed. Af Byens store Rigdom fandtes der selv nu i Ruinerne ikke saa faa Rester: meget stødte Romerne paa ved Gravning; men det meste fandt de efter Fangernes Anvisning: Guld, Sølv og kostbart Bohave, som Ejermændene af Hensyn til Krigens uvisse Udfald havde gemt i Jorden.

Side 383

3. Titus fortsatte saa sin paabegyndte Rejse til Ægypten, passerede Ørkenen saa hurtigt som muligt og kom til Alexandreia. Derfra var det hans Hensigt at sejle til Italien, hvorfor han sendte de to Legioner, som havde ledsaget ham, tilbage til deres Garnisonssteder, den 5te til Møsien og den 15te til Pannonien. Af Fangerne befalede han, at man til Italien uopholdelig skulde sende Anførerne Simon og Johannes samt et Antal af 700 Mand, som han havde udvalgt af Hensyn til deres ualmindelige Størrelse og Skønhed. Dem agtede han nemlig at lade gaa i Procession ved Triumfen. Hans Overrejse gik efter Ønske, og Rom forberedte sig nu paa at modtage ham og gaa ham i Møde, som man havde gjort overfor hans Fader. Den største Ære, der vistes Titus, var dog den, at selve hans Fader kom ham i Møde og bød ham velkommen. For alle Borgere var det en ubeskrivelig Glæde nu at se de tre fyrstelige Personer1 samlede paa eet Sted. Faa Dage efter besluttede disse at holde een fælles Triumf for deres udførte Bedrifter, skønt Senatet havde bevilget hver af dem en særskilt. Dagen, paa hvilken Sejrsfesten skulde holdes, var forud bleven bekendtgjort, og da den kom, var der ikke een af Byens utallige Befolkning, som holdt sig inden Døre; men alle mødte op og bemægtigede sig Plads overalt, hvor det overhovedet var muligt at staa. Man lod kun saamegen Plads aaben, som var absolut nødvendig, for at de Personer, man vilde se, overhovedet kunde komme forbi.

4. Allerede om Natten havde hele Hæren under sine Førere taget Opstilling afdelingsvis og stod ved Portene, dog ikke ved den øvre Kejserborg, men nær ved Isistemplet, hvor nemlig de kejserlige Personer havde tilbragt Natten. Ved det første Dagsskær fremtraadte Vespasianus og Titus med Laurbærkranse paa deres Hoveder og iførte de fra gammel Tid brugelige Purpurkapper. Saaledes begave de sig til Octavias Søjlegange, hvor Senatet, de fornemste Embedsmænd og Ridderskabet afventede deres Komme. Foran Søjlegangene var der oprejst en Tribune med to Elfenbensstole, paa hvilke de strax efter deres Ankomst toge Sæde, og strax begyndte Hæren at tilraabe dem Lykønskninger og alle som een at berømme dem for deres Tapperhed. Ogsaa Soldaterne vare ubevæbnede, klædte i Silke og laurbærkransede. Efter at have taget imod deres Hyldest, gav Vespasianus, som saa, at de vilde blive ved, Tegn til Taushed, og under den almindelige Stilhed, som nu indtraadte, rejste han sig op, hyllede sit Hoved næsten helt ind i sin Kappe og opsendte de sædvanlige Bønner. Ligeledes forrettede ogsaa Titus sin Bøn. Efter Bønnen rettede Vespasianus en ganske kort Tiltale til alle de tilstedeværende, hvorpaa han lod Soldaterne træde af og begive sig til det Maaltid, som de Kejserlige efter Skik og Brug havde ladet an-


1 Vespasianus og hans to Sønner, Titus og Domitianus.
Side 384

rette for dem. Selv begav han sig til Triumfporten, saaledes kaldet, fordi Triumftogene altid passerede derigennem. Der smagte de fyrstelige Personer paa Festretterne, iførte sig Triumfdragten, ofrede til de Guder, hvis Billedstøtter stode ved Porten, og lod saa Triumftoget udgaa derfra, idet de sørgede for, at det passerede de Pladser, hvor Tilskuerflokken lettest kunde faa det at se.

5. En Umulighed er det at levere en passende Beskrivelse af alt det meget, som her blev stillet til Skue, og af den Pragt, som fandtes i alle tænkelige Henseender, i Kunstværker, Rigdomsskatte og Natursjældenheder. Saa at sige alt, hvad formuende Mennesker rundt om i Verden hver for sig nogensinde kan have besiddet af Mærkværdigheder og Kostbarheder, det var paa denne Dag samlet her paa eet Sted og afgav et Bevis paa Romerrigets Storhed. Sølv og Guld og Elfenben forarbejdet i alle mulige Former saa man her, ikke blot blive baaret i Festtoget, men, om jeg saa maa sige, flyde derigennem som en Flod. Nogle bare Klæder, vævede af det sjældneste Purpur, andre havde deres Tøj indvirket med livagtige Billeder, som skyldtes babylonisk Kunst. Skinnende Ædelstene, dels indfattede i Guldkroner og dels i andre Smykker, bares af saa mange, at man her kunde lære, hvor forkert det var at kalde saadanne Sten sjældne. Ogsaa Gudebilleder bleve førte afsted i Optoget, vidunderlige ved deres Størrelse og udarbejdede med ualmindelig Kunst, og ikke eet fandtes der, uden at det jo var af kostbart Stof. Ligesaa alle Slags Dyr, hvert prydet paa sin særlige Maade. Den Mængde Mennesker, som førte disse Ting frem, vare iførte guldindvævede Purpurklædninger, og de af dem, der vare udvalgte til at gaa i det egentlige Triumftog, vare især overvældende kostbart smykkede. Naar man saa vendte sig til den Flok Fanger, som gik bagefter disse, saa man, at heller ikke de vare uprydede; tværtimod, deres brogede og smukke Dragter skjulte for Øjet deres afmagrede Legemer. Hvad der særlig vakte Beundring, var de Stilladser, som bleve baarne frem; de vare saa store, at man maatte frygte for, at det vilde overstige Menneskekræfter at bære dem; thi mange af dem vare optømrede i tre eller fire Stokværk, og det var forbausende at se den Kostbarhed, hvormed de vare udstyrede. Mange vare behængte med guldindvirkede Tæpper, og paa dem alle stod der Kunstværker af Guld og Elfenben. I mange forskellige Billeder var der givet en livagtig Fremstilling af Krigen i dens forskellige Former: man saa her et blomstrende Landskab blive hærget, hele Rækker af Fjender blive nedsablede, nogle flygte og andre føres i Fangenskab. Man saa høje, svære Mure styrte sammen for Væddernes Stød, de stærkeste Fæstninger erobrede, folkerige og højtliggende Stæders Ringmure besatte, Hæren trængende indenfor Murene og fyldende hele Byen med Mord og Drab. Man saa de forsvarsløse udstrække deres bedende Hænder, man saa, hvorledes der blev stukket Ild paa Templer, hvorledes

Side 385

Huse styrtede sammen over deres Ejermænd, og efter saamegen Ødelæggelse og Elendighed saa man Floder, som strømmede ikke igennem et dyrket Landskab, bydende Drikke til Mennesker og Kvæg, men igennem et Land, der vidt og bredt stod i Flammer. Alt saadant havde Jøderne jo nemlig selvforskyldt maattet gennemgaa i Krigen. Disse Billeder vare saa kunstfærdigt og prægtigt gjorte, at de stillede Begivenhederne livagtigt frem selv for dem, der ikke havde været Øjenvidner. Med hvert af disse Stilladser fulgte en Kommandant fra en erobret By, og det fremstilledes, hvorledes han var bleven taget til Fange. Ogsaa mange Skibe fremførtes i Toget. Saa fremførtes der Bytte i Massevis, og hvad her særlig vakte Opmærksomhed, var det, man havde taget i Jerusalems Tempel, nemlig et Bord af Guld paa mange Talenters Vægt og en ligeledes af Guld forarbejdet Lysestage, hvis Form afveg fra den ellers hos os brugelige. Midt op fra Fodstykket hævede sig et Skaft, og derfra udgik tynde Grene som en Trefork paa hver Side; Skaftet og hver af Grenene bar saa foroven en Kobberlampe1. Der var altsaa syv Lamper, hvilket antydede den Ære, som Syvtallet nyder hos Jøderne. Derefter kom som det sidste Stykke af Byttet et Exemplar af Jødernes Lovbog2. Bagefter Byttet gik mange Soldater, der bare Nikebilleder3, som alle vare forfærdigede af Elfenben og Guld. Allersidst kom Vespasianus selv ridende, efterfulgt af Titus, ved hvis Side Domitianus red, pragtfuldt smykket og paa en herlig Ganger.

6. Maalet for Toget var Jupiters Tempel paa Capitolium, hvor man gjorde Holdt. Her skulde man nemlig efter gammel Skik afvente Meldingen om den fjendtlige Hærførers Død. Det var jo her Simon, Gioras Søn. Han havde under Triumftoget vandret iblandt de andre Fanger, men blev nu, med en Strikke om Halsen og under stadige Piskeslag af sine Bevogtere, slæbt hen til et Sted ovenfor Torvet, hvor Romerne pleje at henrette de dødsdømte Forbrydere4. Ved Meldingen om, at hans Henrettelse havde fundet Sted, opløftede alle et Jubelraab, hvorpaa man begyndte Ofringerne. Efter at disse lykkeligt vare fuldbragte under de sædvanlige Bønner, trak de Kejserlige sig tilbage til Paladset. Her vare nogle indbudte til Taffel; men ogsaa omkring i Hjemmene ventede der alle de andre Festdeltagere herlige Maaltider; thi dette var en Dag, da Byen Rom vilde holde Fest baade for Sejren over Fjenderne, for Slutningen paa de indre Stridigheder og for Begyndelsen til den lykkelige Fremtid, som man nu haabede paa.

7. Efter Triumfen, og da Forholdene i hele Romerriget vare fæstnede, besluttede Vespasianus at opføre et Fredens Tempel. Det


1Denne syvarmede Lysestage ses afbildet paa Titusbuen i Rom. 2En saakaldt Thorarulle. 3Nike var Sejrens Gudinde. 4Til det mamertinske Fængsel, i hvis underjordiske Hvælving, Tullianum, Henrettelserne fuldbyrdedes ved Kvælning med en Snor.
Side 386

blev fuldført i meget kort Tid og blev skønnere, end noget Menneske havde kunnet tænke sig. Til dets Udsmykning anvendte han nemlig saavel sine overordentlige Rigdomsskatte som ogsaa ældre Mesterværker af Maler- og Billedhuggerkunst. I dette Tempel fandt man paa eet Sted samlet og opstillet alt det, som man ellers tidligere havde maattet vandre Verden rundt efter, hvis man havde ønsket at se det Stykke for Stykke. Han opstillede ogsaa her de gyldne Genstande fra Jødernes Tempel, af hvilke han var særlig stolt. Deres Lovbog og Purpurforhængene fra det Allerhelligste lod han derimod anbringe og opbevare i Kejserpaladset.


VI.

1. Lucilius Bassus, der var sendt til Judæa som Befalingsmand, havde imidlertid faaet Hæren overleveret af Cerealius Vetilianus1 og havde derpaa bemægtiget sig Fæstningen Herodeion med dens Besætning. Derpaa sammendrog han sine Stridskræfter, som laa i en meget spredt Indkvartering, trak 10de Legion2 til sig og besluttede at angribe Machairus. Det var paatrængende nødvendigt at faa denne Fæstning erobret, for at den ikke ved sin Fasthed skulde forlede mange til at fortsætte Oprøret. Dens naturlige Beliggenhed var nemlig saa gunstig, at den maatte indgyde Besætningen et urokkeligt Haab om at kunne holde sig og fylde Angriberne med Betænkelighed og Frygt. Selve Fæstningen ligger paa en Klippetop, som hæver sig til en saadan Højde, at alene dette gør den vanskelig at indtage. Tilmed har selve Naturen sørget for, at der saa at sige ingen Adgang findes. Den er nemlig paa alle Sider omgivet af Kløfter, saa dybe, at Øjet ikke kan naa deres Bund. De ere selvfølgelig vanskelige at komme over og ganske umulige at fylde. Dalkløften mod Vest strækker sig i en Længde af 60 Stadier og udmunder ved Asfaltsøen. Ud mod denne Kløft vender Machairus sin højeste, knejsende Top. Kløfterne mod Nord og Syd ere ganske vist ikke saa dybe som den førnævnte, men gøre dog ligesom denne et Angreb umuligt. Den østlige Kløft har endelig en Dybde af ikke mindre end 100 Alen og adskiller Machairus fra et ligeoverfor liggende Bjerg.

2. Den jødiske Konge Alexandros3 var den første, som havde Øje for dette Steds gunstige Beliggenhed og derfor byggede en Fæstning her, hvilken Gabinius dog senere under sin Krig med Aristobulos lod nedrive4. Kong Herodes indsaa derimod, at Stedet fremfor


1Sex. Vettulenus Cerealis, som tidligere havde kommanderet 5te Legion. 2 Som jo laa i Garnison i Jerusalem. 3Jannai. 4Det var i Krigen mod Aristobulos' Søn Alexandros. Første Bog VIII 5.
Side 387

noget andet fortjente Opmærksomhed og burde befæstes saa stærkt som muligt, særlig af Hensyn til Naboskabet med Araberne. Det har jo nemlig en meget heldig Beliggenhed med Front ud imod deres Land. Han omgav derfor en stor Plads med Ringmure og Taarne og byggede en By derinden for, hvorfra der gik en Sti op til selve Klippetoppen. Ogsaa omkring dennes øverste Del byggede han en Ringmur, paa hvis Hjørner han opførte Taarne, som vare 160 Alen høje. Midt i denne Fæstning byggede han et kostbart Slot med store og smukke Værelser, og paa dertil egnede Punkter indrettede han mange Cisterner til at opsamle Vand, saa at Byen rigeligt kunde forsynes dermed. Ved disse Foranstaltninger vilde han ligesom kappes med Naturen: om han med sine Befæstningsarbejder eller den med Stedforholdene kunde udrette mest for at gøre Fæstningen uindtagelig. Ogsaa en Mængde Vaaben og Maskiner samlede han der, og han opbød kort sagt al sin Opfindsomhed for at sætte Besætningen i Stand til at trodse selv den langvarigste Belejring.

3. Inde i Paladset voxede der en Rude-Plante, som havde naaet en forbausende Størrelse. Hverken i Højde eller Tykkelse gav den et Figentræ noget efter. Man fortalte, at den havde staaet der fra Kong Herodes' Tid, og den kunde jo formodentlig være bleven staaende meget længer endnu, hvis ikke Jøderne havde fældet den, da de bemægtigede sig Stedet1. I Dalen nord for Byen er der et Sted, som kaldes Baaras, hvor der voxer en Rod, der bærer samme Navn2. Den har en ildrød Farve, og om Aftenen udsender den Lysstraaler. Naar man nærmer sig og vil rykke den op, er den ikke let at faa fat i; men den trækker sig tilbage og holder sig ikke stille, førend man faar overhældt den enten med en Kvindes Urin eller med det Blod, som Kvinderne maanedlig udsondre. Men selv da rammes de, som trække den op, af den visse Død, naar de da ikke passe paa at bære Roden saaledes i Haanden, at den hænger ned ad. Der er en anden Maade, hvorpaa man uden Fare kan faa fat i den. Det er følgende: man graver Jorden løs rundt om den, saa at Roden kun hænger fast ved en lille Trævl. Naar man saa binder en Hund til Roden og gaar derfra, vil Hunden jo søge at følge sin Herre og trækker derved med det samme Roden op. Men saa falder Hunden strax død om og bøder saaledes med Livet i Stedet for den, som vil bemægtige sig Roden. Saa kan man uden Frygt tage den. Skønt det er forbundet med saa stor en Fare at faa fat paa denne Rod, er den dog meget eftertragtet paa Grund af en bestemt Kraft, den besidder. De saakaldte Dæmoner, hvilket er onde Væseners Aander, der fare ind i levende Mennesker og volde deres Undergang, hvis der da ikke bliver skaffet Hjælp, dem for-


1De revolutionære besatte Machairus i Begyndelsen af Krigen. Anden Bog XVIII 6. 2De til denne Plante knyttede æventyrlige Beretninger ligne Fortællingerne om Roden Alrune (mandragora) i middelalderlige Sagn.
Side 388

maar den nemlig øjeblikkelig at uddrive, naar den blot saameget som bringes nær til den syge. — Paa samme Sted flyde ogsaa flere varme Kilder, som ere meget forskellige med Hensyn til Vandets Smag; nogle af dem ere salte, andre derimod næsten ferske. Der er ogsaa mange kolde Kildevæld, særlig i de lavere Dele af Dalen, hvor der er Væld ved Væld; men hvad der er mere forunderligt, er følgende: Tæt ved ser man en, dog ikke synderlig dyb, Grotte, over hvilken der luder en stejl Klippe. Oven paa denne hæve sig tæt ved hinanden to Forhøjninger, der ligne Kvindebryster, og den ene af dem udsender et varmt, den anden et koldt Kildevæld. Naar deres Vande blandes sammen, danne de et behageligt Bad, som kan læge flere Sygdomme; særlig er det nervestyrkende. Sammesteds findes ogsaa Svovl- og Allungruber.

4. Efter at Bassus havde taget Stedforholdene i Øjesyn, bestemte han sig til at skaffe sig Adgang til Fæstningen ved at opfylde den østlige Kløft og tog strax fat paa Værket, ivrig efter saa hurtigt som muligt at faa opkastet en Belejringsvold for derved lettere at faa Ende paa Belejringen. Jøderne inde i Byen skilte sig nu fuldstændig fra Ikke-Jøderne, som i deres Øjne ikke vare andet end Pøbel; de tvang disse til at blive i den nedre Bydel for der at tage imod det første Stød, medens de selv besatte den øvre Fæstning og slog sig ned der, dels fordi den var saa stærk, og dels fordi de haabede, at den selv i værste Fald skulde kunne sikre dem Frelse. De ventede nemlig at skulle opnaa Tilgivelse, naar de vilde overgive denne Plads til Romerne. Først vilde de dog prøve, om de ikke, som de haabede, kunde slippe godt fra Belejringen. Derfor gjorde de hæftige daglige Udfald og indlode sig i Nærkamp med dem, der fyldte Jord i Kløften, hvorved de ganske vist tabte mange Folk, men ogsaa fældede mange Romere. Det viste sig hele Tiden, at det gjaldt om at gribe det belejlige Øjeblik; thi herpaa beroede Udfaldet. Jøderne gik af med Sejren, naar de kunde falde over Fjenderne, uden at disse vare forberedte, Romerne derimod sejrede, naar de fra Opfyldningen havde set dem komme og i sluttet Række kunde tage imod deres Angreb. Det var imidlertid ikke disse Skærmydsler, der skulde hidføre Slutningen paa Belejringen; det blev derimod en forunderlig, tilfældig indtræffende Begivenhed, som gjorde det til en Nødvendighed for Jøderne at overgive Fæstningen. Iblandt de Belejrede fandtes der en ung, forvoven og vaabendygtig Mand ved Navn Eleazar. Han havde under de omtalte Udfald spillet en fremtrædende Rolle; det var ham, der havde opfordret Besætningen til at rykke ud og forhindre Opfyldningsarbejdet. Under Kampene havde han tilføjet Romerne mange slemme Tab, han var gaaet i Spidsen for Angrebet og havde derved banet Vej for sine Kammerater, medens han, naar de trak sig tilbage, havde holdt sig bagest for at sikre Tilbagetoget. En Dag, da Kampen var ophørt og begge Par-

Side 389

ter ifaerd med at trække sig tilbage, blev han, — dels af Overmod, og dels fordi han ikke troede, at nogen af Fjenderne vilde genoptage Kampen, — staaende udenfor Porten, gav sig i Snak med Folkene oppe paa Muren og var helt optaget deraf. En romersk Soldat af ægyptisk Herkomst ved Navn Rufus tog imidlertid dette gunstige Øjeblik i Agt, og uden at nogen havde ventet det, styrtede han pludselig frem og greb fat i Eleazar, og medens Tilskuerne oppe paa Muren stode som lammede af Forfærdelse, slæbte han ham, fuldt rustet som han var, over til Romernes Lejr. Feltherren gav nu Befaling til at klæde Fangen nøgen af, stille ham op paa et Punkt, hvor han kunde ses fra Byen, og lade ham gennempiske. Jøderne bleve da grebne af en stærk Medfølelse med den unge Mand; hele Byen jamrede sig, og der var en Græden, saa man skulde tro, at der var sket en langt større Ulykke end det ene Menneskes Tilfangetagelse. Da Bassus bemærkede dette, byggede han herpaa sin Krigsplan: han vilde nemlig spænde deres Medlidenhed mere og mere og haabede, at de tilsidst for at redde Fangen skulde overgive Fæstningen. Heri tog han heller ikke fejl. Han lod nu oprejse et Kors, og det saa ud til, at Eleazar lige med det samme skulde korsfæstes derpaa. Da man saa dette fra Fæstningen, blev der en endnu større Bevægelse end før; Folk jamrede højlydt og raabte, at dette ikke var til at holde ud at se paa. Tilmed begyndte nu ogsaa Eleazar selv at anraabe dem om, at de dog ikke rolig maatte se paa, at han led denne jammerlige Død; de skulde hellere redde baade ham og sig selv ved at overgive sig til Romerne; disse havde jo dog ved deres Magt og Lykke faaet Bugt med alle andre. Disse hans Ord gjorde et stærkt Indtryk paa dem, og da der ogsaa var mange inde i Byen, som talte Eleazars Sag, — han var nemlig af en stor og meget vidtforgrenet Slægt, — lod Befolkningen sig, hvad ellers ikke lignede den, rive med af Medlidenheden. Man udsendte saa i al Hast nogle Afsendinge for at tilbyde Overgivelse af Fæstningen, imod at Besætningen fik fri Afmarsch, og at Eleazar blev givet fri. Romerne og deres Feltherre gik ind herpaa; men da Befolkningen i den nedre By hørte om det Særforlig, Jøderne havde sluttet, bestemte de sig til at flygte hemmelig bort ved Nattetid. Da de i denne Hensigt vare ved at lukke Portene op, bleve de imidlertid forraadte til Bassus, og det netop af dem, som havde været ude at slutte Overenskomsten. Disse røbede dem, enten fordi de ikke undede dem Redning, eller ogsaa af Frygt for, at de skulde faa Skylden for de andres Flugt. De tapreste af Flygtningerne fik dog Held til at slaa sig igennem og slippe bort. Af dem, der maatte blive tilbage i Byen, blev der nedsablet l700 Mand, medens Kvinder og Børn bleve solgte som Slaver. Overenskomsten med dem, der havde overgivet Fæstningen, vilde Bassus derimod ikke bryde; han lod Besætningen uhindret drage bort og løslod Eleazar.

Side 390

5. Efter at have ordnet Forholdene her førte Bassus hurtigt sin Hær videre mod den saakaldte Jardes-Skov. Man havde nemlig meldt ham, at mange Flygtninger baade fra Jerusalems og Machairus' Belejring havde samlet sig her. Efter at være kommen til Stede og have forvisset sig om, at dette ganske rigtig forholdt sig saaledes, lod han hele Egnen omringe med Rytteri for at gøre det umuligt for Jøderne at slippe bort, selv om de maaske prøvede paa hugge sig igennem. Fodfolket gav han derimod Ordre til at fælde Træerne i Skoven, hvor Flygtningerne havde deres Tilhold. Herved bleve Jøderne tvungne til at tage en dumdristig Beslutning: ved et forvovent Angreb troede de at kunne slippe bort, og de styrtede da i sluttet Trop med høje Raab løs paa Troppekæden, som stod omkring Skoven. Disse toge imidlertid kækt imod dem, og saaledes udspandt der sig en længere Kamp, hvor der blev kæmpet med Fortvivlelsens Raseri paa den ene Side og med fast Holdning paa den anden. Kampens Udfald blev meget forskelligt for de kæmpende Parter: Romerne havde nemlig ialt kun 12 faldne og nogle faa saarede; af Jøderne var der derimod ikke een, som slap levende fra Kampen; men de faldt alle tilhobe, ikke mindre end 3000 i Tallet, deriblandt ogsaa deres Anfører Judas, Aris Søn, om hvem vi tidligere har fortalt1, at han under Jerusalems Belejring som Fører for en Afdeling hemmelig havde listet sig ud ad en underjordisk Gang og var sluppet bort.

6. Omtrent paa samme Tid sendte Kejseren Bassus og Laberius Maximus, som da var Statholder, Befaling til at bortforpagte hele Jødernes Agerland. Han vilde nemlig ikke anlægge nogen ny Stad her, men vilde selv beholde Ejendomsretten over Landet. Kun 800 udtjente Soldater gav han et Stykke Land til Beboelse; det var det saakaldte Ammaus, 30 Stadier fra Jerusalem2. Han paalagde Jøderne, hvorsomhelst de end boede, en Skat paa 2 Drachmer for hver Person, at indbetale hvert Aar paa Capitolium, ligesom de før havde indbetalt den til Templet i Jerusalem. Saadanne vare Jødernes Vilkaar paa den Tid.


VII.

1. I Vespasianus' fjerde Regeringsaar3 blev Kong Antiochos af Kommagene og hele hans Hus ramt af svære Ulykker. Aarsagen hertil var denne: Cæsennius Pætus, som dengang var Statholder i Syrien, sendte Breve til Kejseren, hvori han — uden at det bestemt


1Han nævnes ganske vist Sjette Bog I 8, men der siges intet om hans Flugt. 2Nu Qalonie. Vistnok er det dette Ammaus (Emmaus), der omtales hos Lukas 24, skønt Afstanden angives forskelligt (her 30 og hos Lukas 60 Stadier). 3Altsaa 72 e. Chr.
Side 391

kan afgøres, om han talte Sandhed eller lededes af Had til Antiochos, — meddelte, at Antiochos og hans Søn Epifanes havde besluttet at falde fra Romerne og derom havde indgaaet Forbund med Parthernes Konge: Det gjaldt derfor om at bemægtige sig dem i Tide, for at de ikke skulde faa Forspringet og kaste hele Romerriget ind i Krigens Tummel. Kejseren kunde selvfølgelig ikke forholde sig ligegyldig overfor en saadan Angivelse; de omtalte Kongers Naboskab gjorde tværtimod Sagen saa alvorlig, at den krævede de bestemteste Forholdsregler. Samosata, Kommagenes største By, ligger jo ved Eufrat, saa dersom Partnerne nærede Planer i den Retning, vilde de let kunne komme over Floden og faa Fodfæste paa denne Side. Pætus' Angivelse fandt altsaa Tiltro hos Kejseren, og han gav ham Fuldmagt til at handle, som det syntes ham rettest. Pætus tøvede da ikke, men kastede sig pludselig, uden at Antiochos og hans Omgivelser anede det mindste, ind i Kommagene med 6te Legion samt nogle mindre Afdelinger og nogle Eskadroner Rytteri. Som Forbundsfæller fulgte Kongerne Aristobulos af Chalkidike og Soaimos af Emesa med ham. Deres Indfald mødte aldeles ingen Modstand, der var ikke eet Menneske i Landet, som løftede sine Hænder imod dem. Da Rygtet om Angrebet naaede til den intetanende Antiochos, faldt det ham ikke et Øjeblik ind at ville føre Krig mod Romerne, men han besluttede udenvidere at lade sit Rige skøtte sig selv og flygte bort med Hustru og Børn. Paa den Maade troede han ogsaa, at han i Romernes Øjne vilde staa renset for den mod ham rejste Beskyldning. Han fjernede sig saa 120 Stadier fra Byen og slog Lejr paa en derværende Slette.

2. Pætus udsendte nu Tropper for at besætte Samosata og fik saaledes Byen i sin Magt. Selv rykkede han med den øvrige Styrke mod Antiochos. Selv i denne fortvivlede Stilling lod Kongen sig ikke drive til noget krigerisk Foretagende mod Romerne, men nøjedes med at beklage sin Skæbne og afvente, hvad der skulde komme over ham. For hans unge, krigsdygtige og kraftige Sønner Epifanes og Kallinikos faldt det derimod ikke saa let at finde sig modstandsløst i Ulykken, og de belavede sig derfor paa Kamp. Kampen blev haard og varede hele Dagen. Prinserne viste en glimrende Tapperhed, og deres Hær havde ikke lidt synderlige Tab, da de om Aftenen afbrøde Slaget. Selv efter dette ganske heldige Udfald af Kampen ansaa Antiochos det ikke for raadeligt at blive, men flygtede, ledsaget af sin Hustru og sine Døtre, til Kilikia. Ved dette Skridt lamslog han aldeles sine Soldaters Mod. Da de nemlig saa, at han saaledes helt opgav sit Rige, faldt de fra og gik over til Romerne. Alle havde tydeligt nok opgivet det hele. Epifanes og hans Venner saa sig da, før de bleve helt ladte i Stikken af deres Folk, nødsagede til at bringe sig selv udenfor Fjendernes Rækkevidde. De og deres Ledsagere vare tilsammen kun 10 Ryttere, da de satte over

Side 392

Eufrat. Her følte de sig i Sikkerhed og begav sig til Parthernes Konge Bologeses, hvor de aldeles ikke bleve behandlede med Nedladenhed som Flygtninger, men nøde al mulig Ære, som om de endnu havde indtaget deres tidligere Stilling.

3. Da Antiochos var kommen til Tarsos i Kilikien1, lod Pætus en Centurion fængsle ham og sendte ham i Lænker til Rom. Vespasianus kunde dog ikke bære det over sit Hjærte at se Kongen i denne Forfatning; han vilde hellere mindes deres gamle Venskab end nære en uforsonlig Vrede over de ham paasagte Krigsplaner. Han gav derfor Befaling til, at Kongen, som endnu var undervejs, skulde befries for sine Lænker, at Rejsen til Rom skulde opsættes, og at han foreløbig skulde opholde sig i Lakedaimon2, og her skænkede han ham rige Pengemidler, saa at han kunde føre en ikke blot sorgfri, men endogsaa kongelig Tilværelse. Da Epifanes og hans Broder hørte dette, faldt der en tung Sten fra deres Hjærte; thi de havde svævet i stor Bekymring for deres Faders Skæbne. De fattede nu ogsaa Haab om selv at opnaa Tilgivelse hos Kejseren, særlig da Bologeses havde skrevet til ham om dem. Thi skønt de havde det godt, hvor de vare, kunde de ikke finde sig i at leve udenfor Romerriget. Kejseren viste dem virkelig den Naade at tilgive dem, hvorefter de kom til Rom. Hertil blev ogsaa deres Fader strax efter ført fra Lakedaimon, og her boede de saa fremtidig og nøde stor Ære.

4. Vi have før omtalt Alenerne, en skythisk Stamme, som boer omkring Tanais og Søen Maiotis3. De havde paa denne Tid besluttet at gaa ud paa et Plyndringstog til Medien og endnu længere bort og førte i den Anledning Forhandlinger med Hyrkanernes Konge: han var nemlig Herre over det Pas, som de skulde igennem, og som Kong Alexandros4 havde spærret med en Jærnport. Han tilstod dem imidlertid fri Gennemmarsch, hvorpaa de flokkevis faldt over de intetanende Meder og plyndrede det stærkt befolkede og kvægrige Land, uden at nogen vovede at gøre Modstand. Ja, selve Landets Konge Pakoros maatte forfærdet flygte til Bjærgegnene og lade alting i Stikken. Kun med Nød og næppe fik han dem mod en Betaling af 100 Talenter til at udlevere hans Hustru og hans Medhustruer, som de havde taget tilfange. Da Alanerne saaledes uhindret og uden Kamp kunde foretage deres Plyndringer, trængte de hærgende frem lige til Armenien. Her herskede Kong Tiridates, som gik dem imøde og indlod sig i et Slag med dem, hvori han var lige ved at blive taget til Fange. En Soldat havde nemlig slynget en Løkke om hans Hals og vilde have trukket afsted med ham, hvis Kongen ikke i en Fart havde overhugget Snoren med sit Sværd, hvorpaa han skyndte


1Pauli Fødeby i den sydlige Del af Lilleasien. 2Sparta. 3Josephus husker forkert. Han har ikke før nævnet Alanerne i dette Skrift. 4Den Store.
Side 393

sig at tage Flugten. Efter denne Kamp bleve Alanerne endnu vildere og hærgede Landet forfærdeligt. Med en stor Mængde Fanger og andet Bytte fra begge Kongeriger vendte de endelig tilbage til deres Hjemland.


VIII.

1. Efter at Bassus var afgaaet ved Døden i Judæa1, overtog Flavius Silva Statholderskabet, og da han fandt hele Landet undertvunget med Undtagelse af een eneste Fæstning, samlede han hele den Hærstyrke, som laa i disse Egne, og rykkede imod denne Fæstning. Det var Masada. I Spidsen for de Dolkemænd, som havde bemægtiget sig den, stod en dygtig Mand, Eleazar, en Efterkommer af hin Judas, der, som tidligere omtalt2, dengang da Quirinius var sendt som Skatteopkræver til Judæa, havde formaaet ikke saa faa Jøder til at nægte Skatten. Ogsaa disse Dolkemænd havde dannet en Sammensværgelse imod alle, der vilde adlyde Romerne, og behandlede dem paa enhver Maade som Fjender. De plyndrede og bortslæbte deres Ejendele og stak Ild paa deres Huse. De paastod nemlig, at de, som saa fejgt opgave Jødernes omstridte Frihed og foretrak at finde sig i Trældom under Romerne, ikke vare et Haar bedre end selve de Fremmede. Saadanne Udtalelser af dem vare dog kun et Paaskud for at besmykke den Grusomhed og Rovbegærlighed, som de saa tydelig lagde for Dagen ved deres Gærninger. Thi disse andre Jøder havde jo dog sammen med dem taget Del i Oprøret og i Fællesskab med dem ført Krig mod Romerne og maatte saa dog taale værre Medfart af Dolkemændene end af Romerne, og vilde man saa forekaste dem deres løgnagtige Paastande, bleve de, der saaledes med Rette bebrejdede dem deres Ondskab, mishandlede endnu værre end før. — I det hele taget var dette Tidsrum rigt paa alle Slags Skændigheder iblandt Jøderne; der var ikke nogen Skurkestreg, som ikke blev øvet, og selv om man anvendte al sin Opfindsomhed, var det ikke muligt at optænke ukendte Forbrydelser. Saaledes stode alle, baade i det private og offentlige Liv, under Lastens Herredømme og stræbte kun efter at overgaa hverandre i Bespottelser mod Gud og Forbrydelser mod deres Medmennesker. De Herskende mishandlede Almuen, og Masserne tragtede efter at styrte de Herskende. Disse vilde regere som Tyranner, hine begaa Voldshandlinger og udplyndre de Besiddende. Det var Dolkemændene, som gav Exemplet paa denne Ryggesløshed og denne Grusomhed imod Landsmænd, og de sparede ligesaa lidt noget Ord, der kunde krænke,


1Aar 73. 2Anden Bog VIII 1.
Side 394

som nogen Gærning, der kunde ødelægge dem, de vilde til Livs. Dog, da Johannes1 optraadte, viste det sig, at de forholdsvis havde været maadeholdne; thi ikke alene myrdede han alle Borgere, som kom med fornuftige og gavnlige Raad, og behandlede dem som sine argeste Fjender; men ved sin offentlige Optræden bragte han utallige Ulykker over sit Fædreland, hvilket da ikke var andet, end man kunde vente sig af et Menneske, som allerede forlængst havde fordristet sig til at trodse Gud. Hans Bord bugnede af forbudne Retter, og han lod haant om den af Loven og Fædrene foreskrevne Renhed, saa det var ikke til at undres over, at et Menneske, der fremturede saaledes i Ugudelighed, ogsaa lod det mangle paa Menneskekærlighed og Samfundsfølelse. — Og saa Simon, Gioras Søn! Hvilke Skurkestreger har han ikke begaaet? Eller hvilke Overgreb tillod han sig ikke overfor frie Mænd, og det endog saadanne, der selv havde hjulpet ham til Magten. Mon Venskab, mon Slægtskab holdt disse Tyranner tilbage fra den daglige Udgyden af Blod? Nej, det gjorde dem kun frækkere og frækkere. At mishandle Fremmede ansaa de jo nemlig for en dagligdags Bedrift, som enhver kunde gøre dem efter; men ved at vise Grusomhed mod deres allernærmeste mente de at udføre en mere iøjnefaldende Daad. — Og saa søgte tilmed de rasende Idumæere at kappes med disse i Galskab! Disse forbandede Skurke myrdede endog Ypperstepræsterne, forat der ikke skulde være saameget som en Smule tilbage af, hvad der havde med Gudsdyrkelsen at gøre. Alt, hvad der endnu bestod af borgerlig Orden, tilintetgjorde de og indførte i alle Forhold den yderste Grad af Lovløshed. I disse Tilstande befandt det saakaldte zelotiske Parti sig som Fisk i Vandet, og deres Gærninger svarede godt nok til det Navn, de bare2. Alle Slags Ondskab efterlignede de nemlig med saa stor Iver, at der ikke var nogen Forbrydelse, hvorom Mindet fortalte, uden at de jo begik den. Og dog havde de med deres Navn villet betegne deres Iver for det gode, hvad enten de nu herved vilde haane dem, der bleve Ofre for deres dyriske Færd, eller de maaske virkelig ansaa de største Skurkestreger for gode Gærninger. Som man kunde tænke sig, fik de da ogsaa allesammen et Endeligt, som svarede til deres Liv, og Gud tildelte dem alle den velfortjente Straf. Thi alle de Straffe, som den menneskelige Natur kan udstaa, maatte de jo lide, indtil en kvalfuld Død tilsidst gjorde Ende paa deres Liv. Og dog vil man maaske kunne sige, at det, de lede, var mindre end det, de havde tilføjet andre; thi en fuldt ud retfærdig Straf for dem var utænkelig. — Her er ikke Tid og Sted til at udtrykke den Sorg, som skyldes dem, der blev Ofre for deres Grumhed. Jeg maa genoptage og slutte min Fortælling.

2. Imod Eleazar og de Dolkemænd, som sammen med ham holdt Masada besat, rykkede nu den romerske Feltherre frem med sine


1fra Gischala. 2Zeloterne betyde jo: De ivrige.
Side 395

Stridskræfter. Han bemægtigede sig strax hele Omegnen og lagde Besætninger paa dertil egnede Punkter. Derpaa trak han en Mur omkring hele Fæstningen, for at de belejrede ikke saa let skulde slippe fra ham, og besatte denne Mur med Vagtposter. Selv opslog han sin Lejr paa det Sted, hvorfra han mente, at det vilde være heldigst at aabne Belejringen, nemlig der, hvor Fæstningsklippen nærmede sig mest til Nabobjerget. Forøvrigt frembød denne Lejrplads Vanskeligheder med Hensyn til Tilførselen; thi ikke alene maatte Fødemidlerne langvejsfra og med stort Besvær føres herhen af de dertil udkommanderede Jøder; men ogsaa Drikkevand maatte hentes til Lejren, da der ingen Kilde fandtes i Nærheden. Efter at Silva havde faaet alt dette bragt i Orden, gav han sig i Lag med Belejringen, som krævede megen Opfindsomhed og Anstrængelse paa Grund af Fæstningens Styrke. Naturforholdene ere nemlig følgende:

3. Rundt omkring en temmelig udstrakt og høj Klippe aabner der sig dybe Kløfter, saa dybe, at Øjet ikke kan skimte Bunden, og med saa stejle Skrænter, at intet levende Væsen kan passere dem, undtagen paa to Steder, hvor der findes ganske vist noget ubekvemme Adgange til Klippen. Den ene af disse Stier fører fra Asfaltsøen op ad Østsiden, og den anden, som er noget lettere at befærde, fra Vestsiden. Den første kalder man Slangestien, da den ved sin Snæverhed og sine talrige Bugtninger minder om en Slange. Den snoer sig opad mellem Klippespidser, bøjer ofte tilbage i sig selv og fører saa atter et kort Stykke videre, saa man næppe mærker, at man kommer fremad. Den, der vandrer op ad den, maa staa godt fast paa den ene Fod, medens han flytter den anden, ellers er Døden ham vis; thi paa begge Sider gaber der dybe Afgrunde, og Synet af dem er saa frygteligt, at det kan gøre selv den modigste Mand bange. Naar man har vandret 30 Stadier op ad denne Sti, er man ved Toppen, som dog ikke er en skarp Klippesids, men et bredt Plateau. Heroppe byggede først Ypperstepræsten Jonathan1 en Fæstning og kaldte den Masada. Senere ofrede Kong Herodes meget paa at befæste Stedet. Han opførte nemlig rundt om hele Toppen en Mur af hvide Sten, 7 Stadier i Omkres, 12 Alen høj og 8 Alen tyk, og paa den oprejste han 37 Taarne paa 50 Alens Højde. Fra dem var der saa Indgang til de Bygninger, som laa langs hele Indersiden af Muren. Plateauet, hvor Jorden var saa fed og frugtbar som noget Steds nede i Lavlandet, anvendte Kongen til Kornavl, for at Fæstningens Forsvarere, selv om Tilførsel af Fødemidler udefra skulde blive afskaaret, dog ikke derfor behøvede at give tabt. Ogsaa en Kongeborg lod han bygge ved den vestlige Opgang nedenfor Ringmuren med Front imod Nord. Denne Borg havde ligeledes en høj og stærk Mur, og paa Hjørnerne stode fire Taarne paa 60 Alens Højde. Inde i Slottet var der mange prægtigt udstyrede Sale, Søjlegange og


1Makkabæeren Jonathan 161-143 f. C.
Side 396

Badeværelser, der stod ikke en Søjle, uden at den jo var af en enkelt Sten, og Salenes Vægge og Gulve vare beklædte med Mosaik. Ved alle Boligerne deroppe, ved Borgen og foran Muren lod han i Klippen udhugge mange store Bassiner til Vandopsamling og skaffede derved en saa god Vandforsyning til Veje, som om der havde været Kilder paa Bjerget. Fra Slottet førte en i Klippen udhugget, udefra usynlig Gang op til Klippetoppen. Men selv de Stier, som man kunde se, vare jo ikke lette for Fjenderne at benytte. Den østlige var, som før omtalt, paa Grund af Stedforholdene saa godt som ufarbar, og den vestlige havde han paa dens snævreste Sted spærret med et Taarn, som laa ikke mindre end 1000 Alen fra Fæstningen, og som det hverken var muligt at komme udenom eller let at erobre. Selv for dem, der kom vandrende i fredelig Hensigt, var Adgangen saaledes gjort vanskelig. Man vil altsaa se, at denne Fæstning baade ved Natur og Kunst var sikret mod fjendtlige Angreb.

4. Endnu større Forundring maatte dog de i Fæstningen opdyngede Forraad vække, og det baade ved deres Størrelse og deres Holdbarhed. Her laa gemt Masser af Korn, tilstrækkeligt til lange Tiders Forbrug, en Mængde Vin og Olie samt alle Slags Bønner og Dadler. Alt dette havde Eleazar, da han og Dolkemændene ved List havde faaet Fæstningen i deres Magt, fundet i saa frisk Tilstand, som om det nylig var blevet henlagt der, og dog var der, fra Fæstningen først blev provianteret, og indtil Romerne nu indtog den, gaaet omtrent 100 Aar. Ogsaa Romerne fandt de levnede Forraad ganske ufordærvede. Man tager vist ikke Fejl, naar man formoder, at denne Holdbarhed skyldes Luften, som her oppe paa Toppen er fri for jordagtige og usunde Dunster. — Her fandtes ogsaa fra Kongens Tid en Mængde af alle Slags Vaaben, tilstrækkelige til 10,000 Mand, og desuden uforarbejdet Sølv, Kobber og Bly. Man kan forstaa, at han maa have haft vægtige Grunde til at opdynge saadanne Forraad just her. Og i Virkeligheden fortælles det ogsaa, at Herodes havde udset sig denne Fæstning som sit sidste Tilflugtssted, hvis to farlige Tilfælde skulde indtræffe. Det ene Tilfælde, han frygtede, var, at Jødefolket skulde støde ham fra Thronen og genindsætte den tidligere Kongeslægt. Den anden og større Fare truede ham fra Dronning Kleopatra i Ægypten. Hun lagde ikke Skjul paa sine Hensigter, men trængte ofte ind paa Antonius og begærede af ham, at han skulde lade Herodes dræbe og saa skænke hende Jødeland. Det var virkelig ogsaa ganske forunderligt, at Antonius, som dog saa sørgeligt lod sig beherske af sin Kærlighed til hende, ikke efterkom disse hendes Anmodninger. Man skulde langt snarere have ventet, at han havde skænket hende, hvad hun bad om. Det var Frygten herfor, som havde faaet Herodes til at befæste Masada, hvis Erobring nu var Romernes sidste Gærning i den jødiske Krig.

5. Efterat den romerske Hærfører, som ovenfor sagt, havde dra-

Side 397

get en Mur rundt omkring hele Pladsen og saaledes gjort alt for at hindre nogen i at slippe bort, aabnede han altsaa Belejringen. Der var kun et Punkt, som han fandt egnet til Opførelse af Belejringsvolde. Bag ved det Taarn, som spærrede den vestlige Vej op til Slottet og Bjergets Top, fandtes der nemlig en bred og meget anseelig Bjergknude, som dog var 300 Alen lavere end Masada. Man kaldte den det hvide Bjerg. Her steg Silva op, besatte Stedet og gav Hæren Ordre til at forhøje Bjerget ved Opfyldning. Ved mange Hænders flittige Arbejde blev der saa opkastet en svær Vold paa 200 Alens Højde. Dog syntes denne Vold endnu ikke at være hverken stærk eller stor nok til at bære Maskinerne, hvorfor der ovenpaa den af svære, tilhugne Sten blev opført en Sokkel paa 50 Alens Bredde og Højde. De Maskiner, man anvendte, lignede dem, som tidligere Vespasianus og senere Titus havde opfundet til Belejringsbrug; men desuden byggedes der et 60 Alen højt Taarn, helt pansret med Jærn. Herfra skød Romerne med mange Kastemaskiner og Stenkastere efter dem, der kæmpede paa Muren, og fik dem hurtigt drevne bort, saa at ingen saameget som turde række Hovedet op over Muren. Samtidig lod Silva ogsaa opstille en stor Murbrækker og lod den uafladelig støde mod Muren. Med stort Besvær naaede den endelig at løsne et Stykke af Muren og støde en Bresche i den. Dolkemændene vare imidlertid paa deres Post og havde indenfor Muren bygget et andet Værn, som var saaledes beskaffent, at Maskinerne intet kunde udrette imod det. For at det skulde være elastisk og kunne give efter for de stadige Stød, var det nemlig opført paa følgende Maade: Store Bjælker vare lagte ovenpaa hinanden og vare forbundne og sammentømrede med hinanden paa langs. Der var to saadanne parallele Lag med en Afstand som Murens Bredde, og Mellemrummet var fyldt med Jord. For at Jorden ikke, eftersom denne Vold byggedes højere og højere, skulde presse Bjælkelagene fra hinanden, vare de paa langs liggende Bjælker atter forbundne med Tværstykker. Det hele fik saaledes Udseende som et Bjælkehus, og herimod prellede Maskinernes Stød virkningsløst af; ved Rystelsen sank Jorden tværtimod sammen og gjorde det hele endnu fastere. Da Silva saa dette, indsaa han, at her maatte snarest Ilden kunne udrette noget, og befalede derfor sine Soldater at slynge en Masse brændende Fakler hen derimod. Da Værket jo for Størstedelen bestod af Træ, fik Ilden hurtigt fat, og da Ilden var trængt ind i Mellemrummene mellem Træværket, slog en stor Flamme i Vejret. Da det begyndte at brænde, blæste Vinden fra Nord, og det saa da galt nok ud for Romerne; thi Vinden drev Flammen bort fra Fæstningen og lige ned imod dem, ja de vare allerede ved at opgive Haabet om at redde deres Maskiner fra at brænde; men da sprang Vinden pludselig, som ved en Himlens Styrelse, om til Syd, tog til i Styrke og drev Ilden tilbage mod

Side 398

Skansen, som snart brændte fra øverst til nederst. Glade over, at Gud saaledes stod dem bi, vendte Romerne tilbage til deres Lejr; fast bestemte paa at de næste Dag vilde foretage en Storm. Foreløbig holdt de omhyggelig Nattevagt, for at ingen ubemærket skulde snige sig bort.

6. Flugt var dog det sidste, Eleazar tænkte paa for sit eget Vedkommende, og ligesaa lidt vilde han tillade nogen anden at flygte. Da han saa Skansen blive fortæret af Ilden og ikke var i Stand til at optænke noget andet Middel til Redning eller Forsvar, forestillede han sig, hvilken Behandling Romerne efter Byens Indtagelse vilde give dens Forsvarere samt Børn og Kvinder, og fattede den Beslutning, at alle frivilligt skulde gaa i Døden. Da han var kommen til det Resultat, at dette var det bedste, de kunde gøre, samlede han de kækkeste af sine Mænd og opfordrede dem til denne Daad med følgende Ord: "Alt for længe siden have vi jo, brave Kammerater! besluttet, ikke at tjene hverken Romerne eller nogen anden, uden Gud alene; thi han er jo Menneskenes eneste, sande, retfærdige Herre. Og nu er Tiden kommen, som byder os at vise vor Beslutning i Gærningen. Vi have tidligere vægret os ved at taale Trældom, da den dog var nogenlunde udholdelig, lad os nu ikke nedværdige os selv ved at finde os i den Trældom og den frygtelige Straf, som vil ramme os, hvis vi falde levende i Romernes Hænder. Vi vare jo de allerførste til at begynde Oprøret, og vi ere de sidste, som endnu staa under Vaaben. Jeg anser det for en særlig Guds Naade, at vi have det i vor Magt at dø en skøn Død som frie Mænd; mange andre, som uformodet ere blevne overvældede, have ikke været saa heldigt stillede. Hvad os angaaer, er det kun altfor sikkert, at Byen vil blive erobret ved Dagens Frembrud; men det staar os frit for at vælge en ædel Død sammen med vore Kære. Det er Fjenderne ikke i Stand til at forhindre os i, hvormeget de end ønske at tage os levende, og paa den anden Side ere vi ikke i Stand til at besejre dem i Kampen. — Maaske vi allerede strax i Begyndelsen, da vor Kamp for Friheden stødte paa saa megen Modstand fra vore Landsmænds og endnu mere fra Romernes Side, burde have kunnet gætte og forstaa Guds Raadslutning: at hans tidligere saa kære Jødefolk var dømt til Undergang. Thi havde han stedse været os naadig eller dog været mindre fortørnet, saa vilde han ikke rolig have set paa saa mange Menneskers Undergang og ikke have prisgivet sin hellige Stad til at opbrændes og nedbrydes af Fjenderne. Skulle vi alene af Jødefolket kunne haabe at overleve Ødelæggelsen og bevare Friheden, som om vi stode skyldfri overfor Gud og ikke havde Del i nogen Uret? Vi have jo tværtimod været andres Læremestre. Se, han viser os jo nu, hvor forfængeligt Haabet er, ved i denne vor fortvivlede Stilling at føre en Ulykke over os, som vi ingenlunde havde tænkt os mulig. Ikke en Gang denne Fæstning, som jo af

Side 399

Naturen er uindtagelig, har kunnet redde os; men skønt her er fuldt op af Levnedsmidler, Masser af Vaaben og overflødigt Forraad af alle Fornødenheder, har dog Gud selv tydeligt nok betaget os alt Haab om Frelse. Thi det var ikke nogen Tilfældighed, at Flammen, som først bar over imod Fjenderne, vendte sig imod den Skanse, vi havde opført; nej, det var et Udslag af Guds Vrede over de mange Ugærninger, vi i vort Raseri have øvet imod vore Landsmænd. Lad nu ikke vore argeste Fjender, Romerne, fuldbyrde Straffen over os, men lad os selv betale Gud, hvad vi ere skyldige. Herved bliver Straffen taaleligere. Lad Kvinderne gaa ukrænkede og Børnene ulænkede i Døden! og lader os saa efter disses Død som kække Mænd give hverandre Naadesstødet og derved sætte Friheden et skønt Gravmæle! Dog lad Ilden først fortære vore Rigdomme og Fæstningen! Thi det vil sikkerlig volde Romerne Ærgrelse, at de ikke skulle faa vore Legemer i deres Magt og tilmed blive narrede for Bytte. Kun Levnedsmidlerne ville vi lade ligge, for at de efter vor Død kunne vidne, at det ikke er Hungersnød, som har besejret os; men at vi, som vi fra Begyndelsen af have besluttet, have foretrukket Død for Trældom!"

7. Saaledes lød Eleazars Ord. Det var imidlertid ikke alle de Tilstedeværende, som skænkede hans Plan deres Bifald. Nogle gik strax ind paa hans Tanke, ja vare fulde af Glæde derover og ansaa en saadan Død for skøn; de mere følsomme Charakterer fyldtes derimod af Medynk med Hustruer og Familier. Da imidlertid deres egen Død jo var uundgaaelig, viste de kun deres Misbilligelse af Forslaget ved at se paa hverandre med taarefyldte Øjne. Da Eleazar saa, hvor forsagte de vare, og hvorledes deres Hjærter krympede sig ved at tage denne skæbnesvangre Beslutning, blev han bange for, at de ved deres Sorg og Græden ogsaa skulde svække Begejstringen hos de andre, der beredvilligt havde hørt hans Ord. Han vedblev derfor at opflamme dem, rettede sig op i sin fulde Højde og begyndte, gennemtrængt af Lidenskab, med glødende Ord at tale til dem om Sjælens Udødelighed. Med Blikket uafladelig fæstet paa de grædende udbrød han i stor Sindsbevægelse: "Saa har jeg da ganske taget fejl, naar jeg ansaa Eder, mine Kampfæller i Frihedens Tjeneste, for at være kække Mænd, fast besluttede paa at dø, naar I ikke kunde leve med Ære! I rage jo slet ikke op over Hverdagsmenneskene, hverken i Tapperhed eller Dristighed, I, som frygte Døden, selv naar den kommer som en Befrielse fra de største Onder. Nej, I burde ikke betænke Eder et Øjeblik og ikke behøve mine Opfordringer. Fra første Færd, ja lige fra det Øjeblik, vi kunde begynde at skønne, har vore Fædres og Guds Ord jo dog atter og atter indpræntet os, hvad ogsaa yderligere bekræftes ved Forfædrenes Gærninger og Tankegang: at Livet og ikke Døden er en Ulykke for Menneskene. Døden frigør jo nemlig Sjælene, saa de kunne begive

Side 400

sig til deres rette, ubesmittede Bopæl, hvor de skulle leve, uberørte af al Sorg. Saa længe de derimod ere bundne til det dødelige Legeme og opfyldte af de dermed følgende Ulykker, kan man med større Sandhed kalde dem døde. Fællesskab mellem det guddommelige og det dødelige er i sig selv unaturligt. Rigtignok formaar Sjælen, mens den er knyttet til Legemet, at udføre store Ting, idet den jo gør Legemet til sit synlige Redskab, — selv usynlig, — sætter det i Bevægelse og ved de udførte Bedrifters Storhed hæver det op over den dødelige Natur. Men naar Sjælen er befriet fra den Byrde, som hænger ved den og drager den nedad mod Jorden, kan den begive sig til sit rette Hjem, faar der Del i den velsignede Kraft og Styrke, som intetsteds møder Hindring, og bliver usynlig for menneskelige Øjne ligesom Gud selv. Ja, Sjælen er jo ogsaa usynlig, allerede mens den er i Legemet; den drager uset derind og drager atter uset derfra, og, skønt selv af en uforanderlig Natur, er den dog Aarsag til de Forandringer, der sker i Legemet; thi naar Sjælen forener sig med et Legeme, da lever og trives det; men naar den forlader det, visner og dør det, — saa stor Livskraft har den i sig. Søvnen er det bedste Bevis paa disse mine Ords Sandhed; thi under denne føle Sjælene, løste fra Legemet og ene med sig selv, den livsaligste Fred, og i Samkvem med Gud, af hvis Slægt de jo ere, svæve de vide om og skue langt ind i de kommende Ting. Skulle da de, som elske Søvnens Fred, nære Frygt for Døden? Og er det ikke meningsløst at hige efter Friheden hernede i dette Liv og saa ikke bryde sig om at opnaa den evige Frihed? Vi med vor Børnelærdom burde jo gaa frimodig i Døden og derved tjene til Exempel for andre. Men er det saadan, at vi tværtimod trænge til at opmuntres ved fremmede Folks Exempel, saa lad os betragte de Indere, som særlig lægge Vind paa Indøvelse i Visdom. Disse ædle Mænd finde sig kun uvilligt i Livet hernede, betragte det som et nødvendigt Onde og hilse med Glæde den Stund, da Sjælene befries fra Legemerne; ja, selv om intetsomhelst ondt truer eller tvinger dem, forkynde de en skønne Dag deres Venner, at de, blot af Længsel efter det evige Liv, have besluttet at drage herfra, og ingen tænker paa at hindre dem deri; men alle prise dem lykkelige, og man medgiver dem Breve til sine afdøde Slægtninge, — saa fast og utvivlsom er for dem Troen paa Sjælenes fortsatte Liv med hverandre hisset. Naar de saa have modtaget de Budskaber, som de skulle overbringe, hengive de deres Legeme til Ilden for at faa Sjælen saa ren som mulig ført ud af Forbindelsen med Legemet, og syngende gaa de i Døden. Vennerne følge dem til Døden gladere, end man andetsteds følger sine Medborgere paa Vej, naar de agte sig paa en lang Rejse; de begræde sig selv, men prise de døende salige, fordi de allerede nu skulle opnaa det evige Liv. Maa vi da ikke skamme os over at staa lavere end disse Indere og over ved vor Frygtagtighed

Side 401

at gøre vor fædrene Lærdom Skam, — den, som dog alle Mennesker søge at efterligne? Men selv om vi ogsaa fra Barndommen af vare blevne oplærte i lige den modsatte Lærdom: at nemlig Livet var Menneskenes største Gode og Døden en Ulykke, — saa tvinge dog Forholdene os til at finde os i denne Ulykke med Taalmodighed, da Guds Vilje og den haarde Nød byder os at dø. Allerede for længe siden har Gud, forekommer det mig, tilkendegivet hele det jødiske Folk denne sin Raadslutning: vi skulle skilles fra Livet, da vi ikke have brugt det, som vi burde. Det er sandelig ikke Eders Skyld og ej heller Romernes Fortjeneste, at Krigen har styrtet os alle i Elendighed. Det er ikke vore Fjenders Styrke, som har bevirket dette; men en højere Magt har styret det saaledes, at de nu staa som Sejrherrer. Var det for Exempel romerske Vaaben, som bragte Døden over Jøderne i Cæsarea? Nej, disse havde jo aldeles ikke tænkt paa at falde fra Romerne; men just som de vare i Begreb med at fejre Sabbaten, styrtede Cæsareas Pøbel løs paa dem og nedsablede dem samt deres Kvinder og Børn, uden at de gjorde den ringeste Modstand1. De toge herved ikke noget Hensyn til Romerne, som jo kun regnede de Oprørske blandt os for deres Fjender. Nu vil man maaske sige, at Cæsareenserne altid havde ligget i Strid med de derboende Jøder og altsaa greb en gunstig Lejlighed til at tilfredsstille et gammelt Had; men hvad skal man da sige om Jøderne i Skythopolis? De sluttede sig jo til Hellenerne og gik endogsaa saa vidt, at de bekæmpede os, i Stedet for sammen med deres Landsmænd at hævne sig paa Romerne. Og jeg skal love for, at de fik en smuk Løn for deres Velvillie og Troskab mod deres Medborgere: de bleve paa det grusomste nedhuggede alle tilhobe2; det var den Tak, de fik for deres Hjælpsomhed. Det, som de vilde hindre os i at gøre ved Hellenerne, det droge de nu paa en vis Maade over deres egne Hoveder. Dog, det vilde blive for vidtløftigt her at gaa ind paa alle Enkeltheder. I vide jo, at der ikke er een By i Syrien, hvor man ikke har nedsablet de derboende Jøder og har vist sig langt mere fjendske imod os end Romerne. Saaledes have jo Damaskenerne uden nogen somhelst rimelig Grund anrettet det afskyeligste Blodbad i deres By, hvorved de nedhuggede 18000 Jøder foruden Hustruer og Familier3. Tallet paa de Jøder, som man i Ægypten har mishandlet og myrdet, skal, efter hvad jeg har hørt, overstige 60,000. Ja, vil man sige, disse boede paa en fremmed Jordbund og vare ikke i Stand til at opbyde nogen Modstand mod deres Fjender, saa det var ikke saa underligt, at de maatte lide en saadan Død. Men saa alle de andre, som i deres eget Land førte Krig imod Romerne, og kunde have det bedste Haab om Sejr! — Hvorfor vandt de den ikke? Vaaben, Mure, uindtage-


1Anden Bog XIV, 5 og XVIII, 1. 2Anden Bog XVIII, 3. 3Anden Bog XX, 2.
Side 402

lige Fæstningsværker og et ubøjeligt Mod til at vove alt for Friheden, — ja alt dette besad vi, og det gav os Dristighed til at begynde Oprøret. Men dette, som en Tid lang holdt os oppe og fyldte os med Forhaabninger, viste sig snart at være Kilden til de største Ulykker. Alt blev erobret, alt maatte bøje sig for Fjenderne, saa man skulde tro, at Foranstaltningerne til Forsvar kun vare trufne for at forherlige deres Sejr og ikke for at redde Forsvarerne. Dem, der faldt i Slagene, maatte man for saa vidt prise lykkelige; de døde dog kæmpende og uden at svigte Friheden. Men hvem vil ikke ynke den Masse, som nu er i romersk Fangenskab? Hvem vil ikke skynde sig at gaa i Døden for ikke at komme til at dele deres Skæbne? Nogle ere allerede døde paa Pinebænken, paa Baalet eller under Piskeslag, nogle ere halvt opædte af vilde Dyr, men leve dog endnu og gemmes for endnu engang at gives Dyrene til et Maaltid, og i Ventetiden tjene de til Latter og Spot for Fjenderne. Endnu mere beklagelsesværdige ere dog, efter min Mening, de som leve og ofte ønske sig Døden, men ikke finde den. — Hvor er den store Stad, hele Jødefolkets Hovedstad, som var befæstet med saamange Ringmure, beskyttet af saamange Borge og mægtige Taarne, Staden, som bugnede af Krigsforraad og rummede saamange Tusinder af Mænd til at forsvare sig? Hvor er den at finde, denne Stad, som Gud selv havde valgt til sin Bolig? Den er ødelagt i Bund og Grund, og som eneste Minde om den staar nu dens Erobreres Lejr paa Ruinerne. Ulykkelige Oldinge sidde paa Helligdommens Grushobe, og de faa Kvinder, som Fjenderne have ladt i Live, maa taale den skændigste Krænkelse. Har virkelig nogen, som betænker alt dette, Lyst til fremdeles at se Solens Lys, selv om han kunde leve uden Fare? Hvem er saa fjendsk mod sit Fædreland, hvem er saa umandig, hvem hænger saa fast ved Livet, at han ikke sørger over at have levet indtil denne Dag? Ak, gid vi dog alle vare døde, før vi havde set denne hellige Stad nedrives af Fjendehænder, førend det hellige Tempel saa frækt var bleven ødelagt! Hvad der holdt os oppe var jo det i sig selv saa ædle Haab, at vi maaske vilde kunne tage Hævn over Fjenderne for alt dette; men nu da dette Haab er ude, og vi staa her i den yderste Nød, lader os da skynde os at dø en ædel Død, lad os have Barmhjærtighed med os selv, vore Børn og vore Hustruer, medens vi endnu ere i Stand til at vise hverandre en Barmhjærtighedsgærning. Thi til Døden ere vi fødte, til Døden have vi født vore Børn; den kan selv Lykkens Yndlinge ikke undfly. Men Mishandling, Trældom og Synet af Kvinder og Børn, som slæbes afsted for at skændes, — det er Ulykker, som Mennesker ikke ere nødte til rolig at finde sig i; det er kun de fejge, de der ikke foretrække Døden, som maa finde sig i sligt. I stolt Følelse af vort mandige Mod gjorde vi Oprør mod Romerne, og nu tilsidst, da vi bleve opfordrede til Overgivelse, vilde vi ikke

Side 403

høre Tale derom. Hvor forbitrede ville Fjenderne ikke være, dersom de faa os levende i deres Magt? Ulykkelige ville de unge blive; deres Legemsstyrke vil kun gøre deres Pinsler langvarigere. Ulykkelige ville de ældre blive; paa Grund af deres Alder kunne de jo ikke taale Ulykke. Manden vil faa at se, hvorledes man slæber hans Hustru afsted for at øve Vold mod hende; han vil komme til at staa med bagbundne Hænder og høre sit Barn raabe "Fader!" — Nej lad disse vore Hænder, medens de endnu ere frie og kunne føre et Sværd, gøre os en god Tjeneste. Lad os dø fri for Fjendernes Trældom, lad os som frie Mænd forlade Livet med vore Børn og Hustruer! Saaledes byde vore Love os det, derom bønfalde vore Hustruer og Børn os, Gud selv har nødt os dertil, og Romerne ønske lige det modsatte; de frygte for, at nogen af os skal dø, førend de faa os fangne. Lad os da skynde os; i Stedet for den Glæde, de haabe at skulle faa paa vor Bekostning, ville vi fylde dem med Forfærdelse ved Synet af vore Lig og med Undren over vort Mod!"


IX.

1. Eleazar vilde have fortsat sin Opmuntringstale; men de afbrød ham, og opfyldte af en uimodstaaelig Iver skyndte de sig alle at gøre, som han sagde. De styrtede afsted som besatte, den ene mere ivrig end den anden; thi da man jo ansaa den paatænkte Gærning som et Bevis paa Mandighed og Besoluthed, vilde ingen være den sidste. De vare besjælede af en lidenskabelig Iver efter at se deres Hustruers, deres Børns og deres eget Blod. Og det gik ikke, som man skulde have troet, saaledes, at de bævede tilbage i Handlingens Øjeblik; nej de holdt fast ved den Beslutning, som de havde fattet, da de hørte Eleazars Tale. Den naturlige og inderlige Følelse for deres Kære havde visselig ikke forladt dem; men de vare fuldt forvissede om, at hvad de havde besluttet, var det bedste for dem, de elskede. Saa omfavnede de da til Afsked deres Hustruer, toge Børnene paa deres Arme, trykkede grædende de sidste Kys paa deres Læber og fuldbyrdede derpaa deres Beslutning uden at ryste paa Hænderne. Ved Tanken om de Ulykker, som de vilde være komne til at lide, hvis Fjenderne havde faaet dem i deres Magt, gjorde de sig stærke under deres fortvivlede Gærning. Det viste sig, at der ikke var een, som veg tilbage fra denne forfærdelige Daad; alle gennemborede de deres Nærmeste een efter een. Til hvilken Grad maa disse Menneskers Elendighed ikke være steget, naar det at dræbe Hustruer og Børn med egen Haand kunde synes dem at være det mindste Onde! Da Daaden "var fuldbragt, vilde de

Side 404

ikke længe gaa og bære paa Sorgen derover, og de ansaa det ogsaa for en Uret mod de dræbte at overleve dem, om end nok saa kort en Tid; de slæbte da i al Hast alle deres Ejendele sammen i en Dynge, satte Ild derpaa og udvalgte saa ved Lodtrækning ti til at dræbe alle de øvrige. Derpaa lagde de sig ned ved deres Hustruers og Børns Side, sloge Armene om dem og modtoge beredvilligt Dødsstødet af de ti, som viste dem denne sørgelige Venskabstjeneste. Da disse uden at skælve havde dræbt dem alle, kastede de paa samme Maade Lod om deres egen Skæbne: den, som Loddet traf, skulde saa dræbe de ni og tilsidst sig selv. Alle stolede fast paa, at den ene ikke vilde staa tilbage for den anden, hverken naar det gjaldt om at uddele eller modtage Dødsstødet. De ni fulgte saa alle de andre i Døden, og den eneste, som altsaa nu var tilbage, kastede saa et sidste Blik omkring paa Ligdyngen for at se, om der ikke i det store Blodbad skulde være een eller anden, der endnu trængte til hans Bistand for at dø. Da han imidlertid saa, at alle vare døde, satte han Ild paa Paladset, jog med sikker Haand sit Sværd igennem sig og sank død om ved sine Kammeraters Side. Saaledes døde de, overbeviste om, at der ikke var een levende Sjæl tilbage, som kunde falde i Romernes Haand; men der var dog en gammel Kone, samt en kvindelig Slægtning af Eleazar, en ualmindelig begavet og oplyst Kvinde, som sammen med fem Børn vare krøbne ned i de underjordiske Vandledninger, uden at blive bemærkede af de andre, som jo vare fuldt optagne af deres Beslutning om Selvmord. Tallet paa de døde — Mænd, Kvinder og Børn — beløb sig til 960. Denne frygtelige Begivenhed fandt Sted den 15de i Maaneden Xanthikos1.

2. Romerne, som jo vare forberedte paa at skulle møde Modstand, satte sig i Bevægelse om Morgenen tidlig, kastede fra Belejringsvoldene Stormbroer over til Fæstningen og rykkede frem til Angreb. Da de ikke saa nogen Fjende, men overalt kun bemærkede en uhyggelig Tomhed og Stilhed samt saa Ildebranden derinde, kunde de ikke begribe, hvad der var sket. Endelig istemte de et Krigsskrig, der lød saa kraftigt, saa man skulde tro, at Kastemaskinerne vare satte i Virksomhed, og prøvede, om de ikke derved kunde kalde et Menneske frem derindefra. Dette Raab hørte Kvinderne, de kom frem fra deres Skjulested og fortalte Romerne alt, saadan som det var gaaet til; især den sidstnævnte Kvinde berettede nøjagtigt alt, saaledes som det var bleven sagt, og paa hvad Maade Daaden var bleven udført. Romerne vilde først ikke rigtig høre paa hende og vægrede sig ved at tro paa en saa forbausende Heltebedrift. Derimod gave de sig i Lag med at slukke Ilden, banede sig hurtig Vej igennem den og kom ind i Paladset. Da de her mødte Dynger af Lig, følte de ikke nogen Glæde over deres Fjenders Fald, men fyld-


1April 73.
Side 405

tes af Beundring over den storslaaede Beslutning, de havde taget, og den urokkelige Dødsforagt, som saamange Mennesker havde udvist.


X.

1. Da Masada saaledes var erobret, efterlod Feltherren en Besætning i Fæstningen og drog saa med sin Hær til Cæsarea. Der var nu ikke een Fjende tilbage i Landet; men det var fra Ende til anden bleven ødelagt under den langvarige Krig. Ufreden mærkedes forøvrigt ogsaa af mange fjærnereboende Jøder og blev farlig for dem. Saaledes maatte kort herefter en Mængde Jøder lide Døden i Alexandreia i Ægypten. Det var nemlig lykkedes en Del Dolkemænd at redde sig ud af Oprørskrigen og slaa sig ned her, og, ikke tilfredse med at være slupne saa godt, pønsede de paa nye Uroligheder og havde overtalt mange af dem, som havde ydet dem Gæstfrihed, til at løfte Frihedens Fane, ikke længer at ville regne Romerne for deres Overmænd, men kun anse Gud for deres Herre. Da saa nogle ret ansete Jøder optraadte imod dem, sloge de dem ihjel og trængte endnu ivrigere ind paa de øvrige med deres Opfordringer til Oprør. Da de fornemste i Ældsteraadet1 bemærkede deres vanvittige Færd, ansaa de det ikke for raadeligt at se igennem Fingre dermed, men sammenkaldte Jøderne til et Møde, gjorde her Rede for Dolkemændenes vanvittige Planer og paaviste, at de vare Skyld i alle Jødernes Ulykker. Og nu — fortsatte de — da disse Flygtninge ikke kunne være sikre paa deres Liv, men saa snart de blive kendte, strax ville blive henrettede af Romerne, saa ville de nu drage aldeles uskyldige Folk med i den Ulykke, de selv ærlig have fortjent. De formanede derfor Forsamlingen til Forsigtighed, at de ikke skulde komme til at følge disse Mennesker i Undergangen. De maatte hellere udlevere dem til Romerne og derved vise, at de selv vare sagesløse. Forsamlingen forstod, hvor stor Faren var og billigede Forslaget; de styrtede med stor Iver løs paa Dolkemændene og grebe dem. 600 bleve grebne paa Stedet, medens nogle flygtede ind i det Indre af Ægypten og særlig til Theben; men ogsaa de bleve kort efter fangede og førte tilbage. Man kunde umuligt andet end forbauses over deres Fasthed, hvad enten man nu vil kalde den Galskab eller Standhaftighed; thi trods alle de Pinsler og al den Mishandling, man tilføjede dem, blot for at de skulde kalde Kejseren deres Herre, var der ikke een eneste, der gav efter eller vilde sige det; men midt under alle deres Pinsler holdt de fast ved


1Den jødiske Menighed i Alexandreia saavel som i flere andre Byer havde et vist Selvstyre. Deres særlige Anliggender varetoges af et Ældsteraad (Gerusia), hvis Formand i Alexandreia kaldtes Alabarch.
Side 406

deres Overbevisning, saa man skulde tro, at deres Legemer vare aldeles følesløse, og Sjælen kun glædede sig ved Pinslerne og ved Baalet. Særlig vakte de smaa Drenge Tilskuernes Forbauselse; thi ikke een af dem var at formaa til at kalde Kejseren Herre, saa stort et Herredømme havde deres trodsige Sind over deres svage Legemer.

2. Lupus var dengang Statholder i Alexandreia og sendte strax Indberetning til Kejseren om dette Røre. Kejseren fik det Indtryk, at Jødernes Oprørslyst endnu ikke var helt kuet, og frygtede for, at de atter skulde samle sig i større Antal og drage andre over paa deres Parti, hvorfor han befalede Lupus at nedrive Jødernes Tempel i det saakaldte Onias-Distrikt1. Dette ligger i Ægypten, og Anledningen til, at Templet var bleven opført, og Distriktet havde faaet dette Navn, var følgende: Onias, Simons Søn, en Mand fra Jerusalem af ypperstepræstelig Slægt, havde nemlig maattet flygte for Kong Antiochos af Syrien, som jo førte Krig mod Jøderne, og var saaledes kommen til Alexandreia2. Her modtog Ptolemaios ham gæstfrit paa Grund af hans fjendtlige Forhold til Antiochos, og Onias lovede da Kongen at bringe hele den jødiske Nation til at slutte sig til ham, naar Ptolemaios blot vilde efterkomme et Ønske, han havde. Da Kongen svarede, at han vilde gøre det, hvis det var muligt, bad Onias ham om Tilladelse til at opføre et Tempel et eller andet Steds i Ægypten og der dyrke Gud efter de fædrene Skikke. Saa vilde nemlig Jøderne i Jerusalem desto hæftigere kæmpe mod Antiochos, der jo havde ødelagt deres Tempel; men derimod komme til at nære des større Hengivenhed for Ptolemaios, og mange vilde paa Grund af den frie Religionsøvelse, som han tilstod dem, vandre ind i hans Land.

3. Ptolemaios lod sig virkelig bevæge ved disse hans Forestillinger og skænkede ham et Grundstykke i 180 Stadiers Afstand fra Memfis i Distriktet Heliopolis. Her opførte Onias først en Fæstning og byggede dernæst et Tempel, som dog ikke lignede det i Jerusalem, men havde Form som et Taarn, var bygget af store Kvadersten og var 60 Alen højt. Alteret indrettede han derimod i Lighed med det hjemlige og smykkede Templet med lignende hellige Redskaber, dog med Undtagelse af Lysestagen. Han lod nemlig ikke lave nogen Lysestage, men derimod en Guldlampe, som udsendte Straaler til alle Sider og hang i en Guldkæde. Hele Helligdommen omgav han med en Mur af brændte Sten, hvorigennem der førte Stenporte. Ptolemaios skænkede ham ogsaa et andet stort Grundstykke, og Indtægten heraf skulde tjene til Præsternes Underhold samt til, hvad der behøvedes ved Gudstjenesten. Alt dette gjorde Onias imidlertid ikke af uegennyttige Grunde, men fordi han bar Nag


1Se Første Bog IX 4. 2Vistnok Aar 162 f. Chr, da Onias, skuffet over, at Alkimos blev Ypperstepræst, flygtede fra Hjemmet. Stødet til det ægyptiske Tempels Grundlæggelse blev vistnok givet, da Makkabæeren Jonathan blev Ypperstepræst Aar 153 og Onias saaledes for anden Gang blev tilsidesat.
Side 407

til Jøderne i Jerusalem og ikke kunde glemme, at de havde drevet ham paa Flugt. Ved at bygge dette sit Tempel mente han nu, at han skulde drage en Mængde Jøder fra Jerusalem dertil. Der gaves forøvrigt en omtrent 600 Aar gammel Spaadom om dette Tempel, idet Profeten Esaias nemlig havde forudsagt, at der i Ægypten vilde blive bygget et Tempel af en jødisk Mand1. Saaledes var altsaa dette Tempel bleven grundlagt.

4. Da Lupus, Statholderen i Alexandreia, havde modtaget den nævnte Befaling fra Kejseren, begav han sig til Templet, lod nogle af de hellige Redskaber føre ud og lukkede saa Tempelbygningen2. Kort efter døde Lupus, og Paulinus overtog Statholderskabet. Han førte alt Inventariet ud, efterat han ved Trusler havde tvunget Præsterne til at udlevere det altsammen. Han forbød alle at betræde Helligdommen og holde Gudstjeneste der, lukkede Portene og spærrede aldeles Adgangen til Templet, saa der ikke levnedes Spor af, at der havde været holdt Gudstjeneste paa dette Sted. Fra Templets Opførelse til dets Lukning var der hengaaet 343 Aar3.


XI.

1. Dolkemændenes Galskab havde som en smitsom Sygdom ogsaa angrebet Kyrene og Nabobyerne4. Her havde nemlig en vis Jonathan, en skurkagtig Person, som egentlig af Haandtering var Væver, fundet et Tilflugtssted, havde vundet ikke saa faa fattige Folk for sig og havde ført dem ud i Ørkenen, hvor han lovede at ville vise dem Tegn og Undere. Disse hans Foretagender og Bedragerier vare undgaaede den almindelige Opmærksomhed; men saa meldte de mest ansete af de kyreniske Jøder hans Bortrejse og hans Forehavende til Catullus, Statholderen i Libya Pentapolis. Denne udsendte baade Rytteri og Fodfolk og fik let Bugt med de ubevæbnede Skarer: Størstedelen faldt i Kampen; men nogle bleve tagne til Fange og førte for Catullus. Bevægelsens Leder Jonathan lykkedes det foreløbig at slippe bort; men efter en langvarig og meget omhyggelig Eftersøgning i hele Provinsen blev han endelig fanget og ført for Statholderen. Her forstod han imidlertid at give Sagen et saadant Udseende, at han selv slap fri for Straf, medens han derimod forledte Catullus til at begaa de største Uretfærdigheder, idet han nemlig løgnagtig angav de rigeste Jøder for at have været de virkelige Ophavsmænd til hans Foretagende.

2. Catullus hørte gærne paa disse Bagtalelser, pustede hele Sagen


1Her sigtes til Esai 19, 19. 2Aar 73. 3Der kan kun være Tale om c. 226 Aar (fra 153 f. C. til 73 e. C). 4Disse Byer laa i det nedenfor nævnte Libya Pentapolis, det nuværende Tripolis.
Side 408

op, som om den havde den største Betydning, og gebærdede sig paa en opstyltet Maade for at give det Udseende af, at ogsaa han havde gjort Ende paa en jødisk Krig. Dog værre var det, at han, som havde vist sig saa lettroende, tilmed opmuntrede Dolkemændene til at gaa videre med deres falske Angivelser. Han fik saaledes Jonathan til at angive en Jøde ved Navn Alexandros, hvem Statholderen fra gammel Tid var Uven med og aabenlyst havde vist Fjendskab imod. Ogsaa hans Hustru Berenike fik han indviklet i Anklagen og lod saa først dem henrette og dernæst alle de velstaaende Jøder, saa han ialt lod 1000 Mennesker dræbe. Dette mente han at kunne gøre uden Risiko, idet han nemlig tildømte Kejseren deres Ejendomme.

3. For at nu ikke andet Steds boende Jøder skulde afsløre hans uretfærdige Optræden, udstrakte han sine Løgne endnu videre og overtalte Jonathan og nogle af hans Medfanger til at anklage ansete Jøder, i Alexandreia og Rom for Oprørsplaner. Een af dem, der saaledes paa en lumpen Maade blev anklaget, var Josef, denne Bogs Forfatter. Den listige Plan lykkedes dog ikke, som Catullus havde haabet. Han kom nemlig til Rom, førte Jonathan og hans Kammerater med sig i Lænker, og havde ikke ventet, at den af ham forebragte og af ham fremkaldte falske Beskyldning yderligere skulde undersøges. Vespasianus havde imidlertid en Anelse om Sagens sande Sammenhæng og søgte derfor at bringe Sandheden for en Dag. Da han maatte erkende, at den Mændene paasagte Beskyldning var falsk, frikendte han dem paa Titus' Opfordring for den rejste Anklage, men idømte Jonathan hans velfortjente Straf: han blev pisket og levende brændt.

4. Catullus kunde takke de Kejserliges Mildhed for, at han slap for Domfældelse; men ikke længe efter blev han ramt af en vidtforgrenet og uhelbredelig Sygdom og døde, ikke blot under legemlige, men tillige under endnu haardere sjælelige Kvaler. Gyselige Syner viste sig for ham, og han raabte hele Tiden, at han kunde se dem, han havde ladet myrde, staa som Spøgelser for sig. Han kunde ikke ligge stille, men sprang ud af Sengen, som om man havde truet ham med Torturredskaber og glødende Tænger. Sygdommen tog mere og mere til; Indvoldene gik i Forraadnelse og udsondredes med Exkrementerne. Saaledes døde han og blev ved sin Død et særlig tydeligt Exempel paa, at Gud tildeler de Onde deres Straf.

5. Her slutter min Beretning, som jeg efter Løfte har fortalt saa nøjagtigt som muligt for dem, der ønske at vide, hvorledes denne Krig imellem Romerne og Jøderne blev ført. Om det er godt fortalt, derom maa Læserne dømme; men hvad Sandfærdigheden angaar, da tør jeg trøstig sige, at den har været mit Maal hele Bogen igennem.


Bog 6
Tillæg

Op til Jødernes Krig mod Romerne