Jødernes krig mod Romerne, Sjette Bog

Af Flavius Josephus. Oversat af Alexander Rasmussen

Side 335

I.

1. De elendige Forhold inde i Jerusalem bleve imidlertid værre Dag for Dag, og midt i disse Ulykker forbitredes de Oprørske end yderligere, da Hungersnøden, efter at have hjemsøgt den egentlige Befolkning, nemlig nu ogsaa begyndte at plage dem. De omkring i Byen massevis ophobede Lig frembød et gyseligt Skue og udsendte en pestsvanger Stank, ja de gjorde det ligefrem besværligt for de kæmpende at foretage Udfald. De maatte gaa som over en Valplads med Bunker af faldne og træde paa Ligene. Men naar de saaledes trampede paa de døde, var der hverken Tale om, at de skælvede, følte Medlidenhed eller forstode, at der i denne Forhaanelse mod de hensovede kunde ligge et daarligt Forvarsel for dem selv. Nej, de styrtede med deres af Borgerblod besmittede Hænder ud til Kamp mod Fjenderne, idet de, forekommer det mig, ved deres Adfærd haanede Gud, fordi han tøvede med at straffe dem. Det var nemlig ikke længer i Haab om Sejr, men i en Slags Desperation, at de førte Krigen med en saadan Dristighed. — Skønt Romerne maatte døje meget med at faa Tømmer skaffet til Veje, fik de dog paa een og tyve Dage Belejringsvoldene opførte; men saa havde de ganske vist ogsaa, som før omtalt, ryddet hele Byens Omegn i 90 Stadiers Afstand til alle Sider. Det var en Ynk at se Egnen. Den havde tidligere været smykket med Træer og Lysthaver, men var nu over alt øde, og Træerne fældede. Ingen Fremmed, som tidligere havde set Judæa og Byens dejlige Omgivelser, kunde se den Ørken, der nu var, uden at jamre og sørge over den store Forandring, der havde fundet Sted. Ethvert Spor af Skønhed havde Krigen nemlig tilintetgjort, og hvis een, der tidligere havde kendt Stedet, pludselig var bleven henflyttet dertil, vilde han sikkert ikke have kunnet genkende det, men vilde have spurgt om, hvor Byen laa.

2. Fuldendelsen af Belejringsvoldene fremkaldte imidlertid Bekymring, lige saa vel hos Romerne som hos Jøderne. Jøderne ven

Side 336

tede nemlig, at hvis de ikke fik ogsaa disse nedbrændte, vilde Byen blive taget; men Romerne tænkte, at hvis ogsaa disse bleve ødelagte, fik de aldrig Byen erobret. Der var jo nemlig Mangel paa Tømmer, og ligesom Slid og Slæb allerede havde udmattet Soldaternes Kroppe, begyndte de uafladelige Uheld nu ogsaa at svække deres Mod. I Virkeligheden fremkaldte Elendigheden inde i Byen mere Modløshed hos Romerne end hos dem derinde. Thi skønt saa store Lidelser havde hjemsøgt dem, mærkede Romerne ikke noget til, at de bleve lettere at bekæmpe. Tværtimod svækkedes Romernes Forhaabninger, hvor de end saa hen: Belejringsvoldene stode i Fare for at angribes; Murene vare saa faste, at Maskinerne ikke kunde gøre dem noget; i Nærkamp vandt Jøderne Fordele ved deres Dristighed, og navnlig: de indsaa, at Jøderne havde en Sjælsstyrke, der trodsede Borgerkrig, Hunger, Krig og alle Ulykker. Mænd, hvis Mod var saa uopslideligt i Ulykker, mente de, vare uimodstaaelige i deres Angreb. Hvad vilde de ikke kunne udføre under heldige Omstændigheder, naar selv Elendighed kun styrkede deres Kraft. Altsaa forsynede de Belejringsvoldene med endnu kraftigere Besætning end tidligere.

3. Johannes og hans Folk søgte paa deres Side at sikre deres Stilling i Antonia ogsaa fremtidig for det Tilfældes Skyld, at Muren skulde blive omstyrtet og angrebe nu Værkerne, før Vædderne vare blevne førte frem. Deres Angreb lykkedes dog ikke; de kom vel styrtende frem med Brande i Hænderne, men maatte forsagte vige tilbage, før de havde naaet Voldene. For det første syntes de ikke at være enige i deres Færd, men styrtede ud i smaa Afdelinger, med Mellemrum og paa en forsigtig, frygtsom Maade, kort sagt: ikke paa jødisk Vis. De savnede netop, hvad der var deres Folks Særkende: Dristighed, Energi, samlet Fremstormen og Fasthed selv i Ulykken. Dernæst fandt de, medens de saaledes angrebe uden Kraft, hos Romerne en mere end almindelig kraftig og ordnet Modstand. Med deres Legemer og Vaaben dækkede disse Voldene saaledes paa alle Sider, at der intet Steds blev noget Punkt, hvor Ilden kunde faa fat. Enhver var fast besluttet paa ikke at lade sig rokke, saa længe der var Liv i ham. Skulde nemlig ogsaa disse Værker gaa op i Luer, vilde alle deres Forhaabninger være bristede, og Soldaterne vilde ikke paa nogen Maade være bekendte, at List ganske skulde kunne faa Overhaand over Tapperhed, Raseri over Vaabendygtighed, Massen over Erfaring, Jøder over Romere. Tilmed gjorde deres Kasteskyts dem stort Gavn ved at række lige hen til Udfaldsporten. Mangen een faldt og laa i Vejen for den, der skulde følge efter ham, saa at Faren ved at rykke ud gjorde dem ganske forsagte. Af dem, som undgik Kasteskytset, var der nogle, som gjorde omkring, endog før de kom i Kamp, forskrækkede over Fjendernes faste og tætsiuttede Rækker, andre vege tilbage for de fældede Lanser. Tilsidst trak de sig alle tilbage med uforrettet Sag under gensidige

Side 337

Beskyldninger for Fejghed. Dette Angreb fandt Sted den første Panemos.1 Da Jøderne havde trukket sig tilbage, førte Romerne deres Murbrækkere frem, skønt de fra Antonia bleve overdængede med Sten, Ild, Jærn og alle Slags Kastevaaben, som Jøderne i deres Nød kunde faa fat paa. Skønt de nemlig fuldt og fast stolede paa Murens Holdbarhed og ringeagtede Maskinerne, vilde de dog forhindre Romerne i at føre dem frem. Disse mente, at Jødernes Iver for at værge Antonia imod Væddernes Stød kom af, at Muren var svag, og i det Haab, at Grundvolden var skrøbelig, anstrængte de sig af al Magt. I Begyndelsen rokkedes Muren ikke en Smule; men Romerne fik endelig, under stadig Kamp og uden at agte Angrebene ovenfra, Murbrækkerne stillede saaledes op, at de kunde virke. Soldaterne stode under en Regn af Sten oppe fra Muren; men medens nogle dækkede deres Kammeraters Legemer med deres Skjolde, brøde disse med deres Hænder og med Brækjærn Hul paa Sokkelen og fik ved deres Anstrængelser fire Sten brækkede løse. Natten tvang nu begge Parter til at lade Kampen hvile; men selv om Natten rystedes Muren af Vædderne, og paa det Punkt, hvor Johannes under sit Angreb paa de første Belejringsvolde havde undermineret Jorden, gav den efter og sank pludselig sammen.

4. Denne Begivenhed vakte hos begge Parter lige de modsatte Følelser af, hvad man skulde vente. Jøderne, som man skulde tro, maatte blive modløse, vare nemlig ved godt Mod, da Sammenstyrtningen egentlig ikke var kommen dem ganske uventet, og de desuden havde taget andre Sikkerhedsforanstaltninger, saa de stolede paa, at Antonia nok skulde holde sig. Romernes Glæde over den uventede Sammenstyrtning blev derimod strax udslukket,— da deres Øjne mødte en anden Mur, som Johannes' Folk havde opført indenfor den nedstyrtede. Den nye syntes dem dog lettere at angribe end den første. De mente nemlig, at det vilde være let at komme op gennem Breschen, og de antoge, at Muren var langt svagere end selve Antonias Mur, og at den, da den var saa hurtigt opført, vilde være let at stede ned. Der var dog ingen, der vovede at gaa frem; thi de forreste kunde ikke vente sig andet end den visse Død.

5. Da Titus vidste, at man ved at vække Forhaabninger og give gode Ord snarest kunde opægge de Kæmpendes Mod, og at Opfordringer og Løfter ofte kunde bringe Mennesker til at glemme Farer, ja indgyde dem Dødsforagt, samlede han sine kækkeste Folk og forsøgte hvad han kunde udrette ved disse Midler: "Kammerater," sagde han, "at holde Opmuntringstaler til Folk for at faa dem til at paatage sig noget, der ingen Fare er ved, det er at gøre Nar ad dem, man opmuntrer, ja det kaster et Skær af Fejghed over den, der holder Talen. Derimod mener jeg, at Opmuntring er paa sin Plads, naar det gælder vanskelige Foretagender, saadanne, som ethvert Men-


1Juli.
Side 338

neske vil agte det stort at give sig i Lag med. Jeg skal villig indrømme, at det ikke bliver let for Eder at stige op igennem denne Murbresche; men dernæst skal jeg minde Eder om, at de, som elske Hæder, have en særlig Glæde af at bekæmpe Vanskeligheder, at det er skønt at dø med Ære, og at de, der gaa i Spidsen ved denne kække Bedrift, ikke ville forblive ubelønnede. Lad først dette blive Eder en Tilskyndelse, — som maaske vilde afskrække andre — : Jødernes Udholdenhed og faste Holdning midt under deres Ulykker. Det vilde jo da være en Skændsel for Eder, I, som ere Romere, I, som ere mine Soldater, I, som i Fredstid have lært at føre Krig, og som i Krig ere vante til at sejre, om I skulde være Jøderne underlegne i legemlig eller sjælelig Henseende, og særlig nu, da I ere nær ved at naa Sejren og have Gud til at staa Eder bi. Vore Uheld skyldes jo nemlig Jødernes vanvittige Raseri; men deres Lidelser forøges ved Eders Tapperhed og Guds Bistand. Borgerkrigen, Hungersnøden, Belejringen, de uden Maskinernes Virksomhed nedfaldne Mure, — hvad er alt dette vel andet end Guds Hjemsøgelse over dem og hans Understøttelse af os? Det er derfor usømmeligt for Eder, naar I ikke blot ligge under for dem, der i Virkeligheden ere Eders Undermænd, men ogsaa derved kaste Vrag paa den guddommelige Bistand. Maatte det ikke kaldes en Skændsel, at Jøderne, for hvem det ikke er saa stor en Skam at tabe, da de jo ere vante til Trældom, nu med Dødsforagt kæmpe for at vinde Friheden og ofte gøre Udfald og trænge midt ind iblandt Eder, ikke i Haab om Sejr, men ene og alene for at vise deres Tapperhed, medens derimod I, som paa lidt nær beherske hele Jorden og Havet, og for hvem det vil være en Vanære ikke at sejre, ikke en eneste Gang ville gøre Anfald paa Eders Fjender, men ville sidde ledige med vore mange Vaaben og vente til Hungersnøden og Skæbnen gør det af med dem, og det, skønt vi ved en lille Kraftanstrengelse kunne erobre det hele. Naar vi blot ere naaede op til Antonia, have vi jo nemlig hele Byen. Selv om der ogsaa venter os en Kamp mod dem derinde, hvad jeg imidlertid ikke troer, vil dog vor Stilling paa et ophøjet Punkt, som tillader os at kvæle Fjendernes Angreb i Fødselen, love os en hurtig og fuldstændig Sejr. Jeg skal ikke her indlade mig paa at lovprise Krigerdøden og den Udødelighed, der vindes af dem, som falde i Kamptummelen; men derimod beklager jeg dybt dem, der lide den modsatte Skæbne, som dø en fredelig Straadød, og hvis Sjæl sammen med deres Legeme er fordømt til at sænkes i Graven. Hvem er uvidende om, at de tapre Mænds Sjæle, som i Slaget ved et Sværdhug ere skilte fra deres Legemer, optages i Ætheren, det reneste af alle Elementer, iblandt Stjærnernes Skarer og derfra senere som gode Aander og naadige Halvguder aabenbare sig for deres Efterkommere? De derimod, som hentæres i svagelige Legemer, maa, om de end aldrig ere saa uplettede og ubesmittede, dog forsvinde i

Side 339

en underjordisk Nat og gaa i en fuldstændig Forglemmelse; thi som der bliver sat en Grænse for deres Livs og Legemes Bestaaen, saaledes ogsaa for deres Ihukommelse. Naar det er beskikket Menneskene at dø, og det er lettere at dø for Sværdet end af nogensomhelst Sygdom, maa det saa ikke kaldes usømmeligt ikke at ville ofre det Liv, som vi dog ere Skæbnen skyldige, for at tjene de nærmeste Krav? — Jeg har nu talt om disse Ting, som om de, der ville forsøge Angrebet, med det samme vare Gravens Bytte. Og dog have kække Mænd, selv under de vanskeligste Forhold, Mulighed for Frelse. I Breschen vil det jo for det første være let at stige op, og dernæst vil hele den nybyggede Mur være let at bryde ned. I ere jo de fleste, gaa derfor til Værket med frisk Mod, tilskynd og hjælp hverandre, saa skal Eders faste Holdning snart knække Fjendernes Mod. Ja, maaske kunne I fuldføre denne Bedrift uden Blodsudgydelse, naar I blot ville tage fat. Medens I stige derop, ville de formodentlig nok forsøge at drive Eder tilbage; men ere I først eengang slupne derop og have faaet dem drevne tilbage, ville de ikke længer gøre Modstand, selv om det ogsaa kun er faa af Eder, der ere naaede derop. Jeg maatte ogsaa skamme mig, om jeg ikke vilde anspore Eder ved at udlove Belønninger til den, der vil gaa i Spidsen. Slipper han levende derfra, skal han faa Kommandoen over dem, der nu ere hans Ligemænd, og de, der falde, skulle opnaa den herligste Mindekrans."

6. Trods denne Titus' Tale var saa godt som alle frygtagtige ved Tanken om Farens Størrelse; men der var dog een Mand, der traadte frem af Soldaternes Rækker, en vis Sabinus, som stammede fra Syrien, en Helt baade i legemlig og aandelig Forstand. Naar man saa paa hans ydre Skikkelse, skulde man dog slet ikke tænke, at det var en Kriger, man havde for sig. Hans Hudfarve var mørkladen, han var mager og fuld af Rynker; men en Heltesjæl boede i dette uanselige Legeme, som forøvrigt rummede mere Kraft, end man saa det an for. Han var altsaa den første, der traadte frem, og han sagde: "Jeg opofrer mig, Cæsar! med Glæde for Dig. Jeg skal være den første, der bestiger Muren, og jeg vil kun ønske, at min Kraft og min Plan maa blive ledsaget af Din Lykke. Men skulde jeg have Uheld med mig i mit Forsøg, da skal Du vide, at jeg ikke har ventet mig det anderledes; men at jeg med fuldt Overlæg har valgt at gaa i Døden for Dig!" Med disse Ord hævede han med venstre Haand Skjoldet op over sit Hoved, drog med højre Haand sit Sværd og styrtede omtrent ved den sjette Time paa Dagen hen imod Muren. Kun elleve andre fulgte ham, ivrige efter at vise en lignende Tapperhed; men han ilede langt forud for dem alle, besjælet af en overmenneskelig Energi. Vagtposterne oppe paa Muren skøde paa dem, overdængede dem fra alle Sider med utallige Kastevaaben og rullede uhyre Klippeblokke ned over dem, som ogsaa

Side 340

sloge nogle af de elleve til Jorden; men Sabinus løb ufortrødent frem, skønt han blev beskudt og overdænget med Kastevaaben, og han stansede ikke sin Fart, før han befandt sig oppe paa Murkanten, hvor han drev Fjenderne tilbage. Jøderne vare nemlig blevne forskrækkede over hans legemlige og aandelige Kraft, og da de desuden troede, at flere end han vare klatrede derop, trak de sig tilbage. Her kunde man have Lyst til at dadle Lykken, som synes at være misundelig paa Tapperheden og altid lægger Hindringer i Vejen for Udførelsen af overordentlige Bedrifter. Da nemlig vor Mand her saagodtsom havde naaet sit Maal, snublede han, idet han løb imod en Sten og faldt hovedkulds til Jorden med stort Rabalder. Jøderne saa sig tilbage, og da de saa, at han var alene og tilmed falden omkuld, skøde de paa ham fra alle Sider. Han rejste sig op paa sine Knæ, dækkede sig med sit Skjold og forsvarede sig saaledes en Tid, ja saarede mange af dem, der kom ham nær. Men snart lammedes hans højre Haand af mange Saar, og tilsidst opgav han Aanden, overvældet af Kastespyd. Han var en Mand, der paa Grund af sin Tapperhed havde fortjent en bedre Lykke; men hans Foretagende var jo saa forvovent, at han ikke kunde vente sig andet end Døden. Af de andre vare de tre blevne knuste og dræbte af Sten, allerede før de havde naaet Muren, de otte bleve baarne saarede tilbage og førte til Lejren. Dette skete den 3die i Maaneden Panemos.

7. To Dage senere sluttede en Snes Mand af Forposterne, som holdt Vagt ved Belejringsvoldene, sig sammen med en Fanebærer af 5te Legion, to Eskadronsryttere og en Hornblæser, og i den niende Time af Natten stege de ganske sagte op gennem Breschen og ind i Antonia, nedhuggede de forreste Vagtposter, som laa og sov, gjorde sig saaledes til Herre over Muren og lode saa Hornblæseren blæse Signal. Herved lode de øvrige Vagtposter sig pludselig forskrække og flygtede førend de havde set, hvormange Romere, der vare stegne derop. Deres egen Forskrækkelse og Hornsignalet indgav dem nemlig den Forestilling, at der var kommen en Mængde Fjender op. Saasnart Cæsar hørte Signalet, kaldte han Styrken til Vaaben og begav sig hurtig derop i Spidsen for sine Generaler og ledsaget af udvalgte Tropper. Jøderne flygtede nu henimod Templet; men under deres Flugt søgte ogsaa mange Romere at trænge ind gennem den Minegang, som Johannes havde anlagt ud under Romernes Belejringsværker. Oprørske af begge Partier, saavel af Johannes' som af Simons, satte sig imidlertid til Modværge og aflagde de mest storartede Vidnesbyrd om Kraft og Mod. De forstode jo nemlig, at hvis Romerne naaede ind i Templet, havde de dermed fuldendt Byens Erobring, og Romerne mente paa deres Side nu at være ved Sejrens Begyndelse. Der opstod da en hæftig Kamp ved Portene,1 idet Ro-


1som førte ind til Tempelpladsen.
Side 341

merne vilde trænge sig ind ad den og tage Templet med det samme, medens Jøderne vilde drive dem tilbage til Antonia. Ingen af Parterne kunde anvende Pile og Spyd; men man kæmpede med blanke Sværd, og i dette Sammenstød var det ikke til at skelne, paa hvad Side hver enkelt kæmpede; thi Folk vare pressede sammen, saa man i det indskrænkede Rum ikke kunde kende dem fra hverandre, og der var en saa højrøstet Raaben, at man ikke kunde høre Ørenlyd. Paa begge Sider var der et stort Mandefald, og de kæmpende trampede og vadede omkring paa de faldnes Legemer og Rustninger. Snart hældede Krigslykken til den ene og snart til den anden Side, og man hørte da opmuntrende Tilraab fra de sejrende og Klageraab fra de tabende. Der var imidlertid hverken Plads til Flugt eller til Forfølgelse; men under vexlende Held og Uheld stod Kampen omtrent lige. De, som stode i forreste Række, maatte enten dræbe deres Modstander eller selv lade sig dræbe; thi Tilbagegang var umulig, idet nemlig de bagvedstaaende paa begge Sider skubbede dem frem, saa der ingen aaben Plads blev ladt tilbage mellem de kæmpende. Ved deres Raseri vandt Jøderne imidlertid Overhaand over Romernes Krigskunst, og Kamplykken hældede efterhaanden til deres Side. De havde nu kæmpet fra den 9de Time om Natten til den 7de Time om Dagen,1 Jøderne med deres hele Styrke, hvis Mod tilmed blev forøget ved Frygten for Byens Indtagelse, Romerne derimod kun med en Del af deres Stridsmagt; thi Legionstropperne vare endnu ikke opmarscherede, hvilket de kæmpende havde ventet paa, og de maatte da for Øjeblikket lade sig nøje med at have taget Antonia.

8. Der var en Centurion af de bithyniske Tropper ved Navn Iulianus, en bekendt Mand, hvem jeg i denne Krig havde lært at kende som alles Overmand baade i Vaabenfærdighed, Legemskraft og Sjælsstyrke. Han stod ved Titus' Side oppe paa Antonia, og da han herfra saa, hvorledes Romerne vege tilbage og forsvarede sig daarligt, sprang han frem og drev, ene som han var, de allerede sejrende Jøder tilbage til Hjørnet af den indre Tempelplads. Hele Flokken flygtede i den Overbevisning, at hans Styrke og hans Dristighed var mere end menneskelig. Han ilede nu frem og tilbage midt inde blandt de adsplittede og nedhuggede alle dem, han kunde naa. Cæsar kunde ikke noksom undre sig og Fjenderne ikke noksom forfærdes over dette Syn. Da blev imidlertid ogsaa han indhentet af sin Skæbne, som jo ingen dødelig formaar at undfly. Hans Sko vare nemlig, ligesom alle de andre Soldaters, tæt beslaaede med spidse Søm, og idet han nu løb henad den flisebelagte Plads, gled han og faldt bagover. Ved at høre det store Rabalder, hans Rustning gav, da han faldt til Jorden, vendte de flygtende om.


1fra Kl. 3 om Natten til Kl. 1 om Eftermiddagen.
Side 342

Romerne oppe paa Antonia skrege af Frygt for, at Manden var fortabt, og Jøderne flokkedes nu alle om ham og stak fra alle Sider efter ham med Lanser og Sværd. Han afværgede imidlertid mange Stød med sit Skjold og forsøgte flere Gange at rejse sig op, men blev atter kastet om af de mange Angribere. Selv i liggende Stilling ramte han dog mange med sit Sværd. Det varede ogsaa en Tid, inden de fik ham dræbt, da hans Hjælm og Harnisk jo beskyttede de Legemsdele, hvor han kunde saares dødeligt, og han tilmed trak Hovedet ned mellem Skuldrene. Tilsidst maatte han dog bukke under, saaret paa alle Lemmer, uden at nogen havde vovet at komme ham til Hjælp. Det gik Cæsar nær til Hjærte, at en saa fremragende Mand skulde blive dræbt og det tilmed i saa manges Paasyn. Pladsen, hvorpaa han befandt sig, gjorde det umuligt for ham selv at hjælpe ham, hvor gærne han end vilde, og de, som vare i Stand til at hjælpe, turde ikke. Saaledes fik de da endelig med stort Besvær Julianus dræbt, efter at han i sin lange Dødskamp kun havde ladet faa af sine Drabsmænd usaarede, og han efterlod sig den største Berømmelse ikke blot hos Romerne og Cæsar, men ogsaa hos sine Fjender. Jøderne slæbte hans Lig med sig, dreve atter Romerne tilbage og tvang dem til at indeslutte sig i Antonia. Af Jøderne havde følgende særlig udmærket sig i denne Kamp: Alexas og Gyftheos af Johannes' Parti; af Simons dernæst Malachias og Judas, Mertons Søn, endvidere Idumæerhøvdingen Jakob, Sosas Søn, og af Zeloterne de to Brødre, Simon og Judes, Aris Sønner.


II

1. Titus gav nu de Soldater, han havde hos sig, Ordre til at sløjfe Antonia lige til Grunden for at lette Fremrykningen for hele den øvrige Styrke. Derefter lod han Josef hente til sig, — han havde nemlig hørt, at det saakaldte stedsevarende Offer til Gud1 fra en bestemt Dag, den 17de Panemos,2 havde maattet undlades af Mangel paa tjenestgørende Præster, og at Befolkningen var frygtelig fortvivlet derover. Han befalede ham derfor endnu engang at forkynde for Johannes, hvad han allerede før havde sagt,3 at dersom han virkelig var besjælet af en ustyrlig Lyst til at kæmpe, skulde det staa ham frit for at rykke ud med saamange Folk, han ønskede, og indlade sig i Kamp, uden at derved baade Byen og Templet skulde udsættes for


1Det daglige Morgen- og Aftenoffer. 2Juli 70. 3Femte Bog VIII. I.
Side 343

at gaa til Grunde sammen med ham. Han skulde ikke fremture i sin Besmittelse af Templet og sin Krænkelse af Gud; men det skulde blive ham tilladt at lade de undladte Ofringer udføre ved hvilke Jøder, han dertil vilde udvælge. Dette Cæsars Tilbud forkyndte Josef paa Hebraisk, staaende paa en Plads, hvor han kunde høres ikke alene af Johannes, men ogsaa af mangfoldige andre. Han tilføjede mange Bønner om dog at skaane deres Fædrestad, slukke den lid, som allerede næsten havde grebet fat i Templet og bringe Gud de ham tilkommende Ofre. — Efter disse Ord bemærkede man en nedslaaet og taus Stemning hos Befolkningen, Tyrannen derimod overøste Josef med Skældsord og Forbandelser og tilføjede sluttelig, at han ikke frygtede for, at Byen skulde blive erobret; den var i Guds Varetægt. Ved at høre dette raabte Josef overlydt: "Ja, Du har rigtignok bevaret den ren overfor Gud, Templet er ganske ubesmittet, Du har jo slet ikke krænket ham, hvis Hjælp Du haaber paa! Han modtager jo stadig sine sædvanlige Ofre! Din Skurk! Hvis nogen vilde berøve Dig Din daglige Næring, vilde Du vel regne ham for Din Fjende, men Du, som har unddraget Gud den Dyrkelse, han har modtaget i umindelige Tider, Du venter dog at faa ham til Forbundsfælle i Krigen! Du forekaster Romerne deres Fejl, og dog ere de endnu i dette Øjeblik betænkte paa at opretholde Eders Love og ivre for, at de af Dig afskaffede Ofringer kunne blive bragte Gud. Maa man ikke sukke og jamre over denne Bys forunderlige Skæbne, hvor fremmede og Fjender maa raade Bod paa Din ugudelige Færd, medens Du, en Jøde, opfostret under vore Love, viser Dig som en værre Fjende af disse end de Fremmede. Det er ingen Skam for Dig, Johannes, selv nu paa dette yderlige Tidspunkt, at vende om fra det onde. Som et smukt Exempel paa een, der virkelig vilde frelse sin Fædrestad, vil jeg fremføre for Dig den jødiske Konge Iechonias. Da han nemlig havde været Skyld i, at den babyloniske Konge rykkede imod Staden, gik han af egen Drift ud af Byen, før den blev taget og gik med sin Slægt i frivilligt Fangenskab,1 for at han ikke skulde se Helligdommen overgivet til Fjenderne og Guds Hus brændt. Derfor lovpriser den hellige Skrift ham blandt alle andre Jøder, hans Minde er bevaret ufordunklet blandt Efterkommerne ned igennem Tiderne og har gjort hans Navn udødeligt. Det er et smukt Exempel for Dig, Johannes, omendskønt Du udsætter Dig for Fare ved at følge det. Dog, jeg kan paa Romernes Vegne forsikre endogsaa Dig om deres Tilgivelse. Husk paa, at jeg er Din Landsmand, jeg som advarer Dig, jeg er en Jøde, jeg som giver Dig dette Løfte. Man maa jo se hen til, hvem det er, som giver een et Raad, og hvorfra det skriver sig. Gud fri mig for, at jeg skulde have ladet mig fange levende paa den Betingelse, at jeg


12 Kong. 24 og 2 Krøn. 36.
Side 344

skulde svigte min Slægt eller glemme mine Landsmænd! — Du bliver atter forbitret og udraaber Skældsord imod mig! — Ja, jeg fortjener paa en vis Maade en endnu værre Tiltale, jeg, som imod Skæbnens Bestemmelse fremkommer med mine Formaninger og stræber at frelse Mennesker, som Gud har fordømt. Hvem kender ikke de gamle Profeters Skrifter og den Spaadom, som længe har hvilet over denne ulykkelige Stad, og som nu nærmer sig sin Opfyldelse: det er jo nemlig spaaet, at den skulde ødelægges, naar man begyndte paa indbyrdes Myrderi. Men nu er jo ikke blot selve Byen, men ogsaa hele Templet opfyldt af Eders Lig. I Sandhed, det er Gud, Gud selv, der bruger Romerne som sine Redskaber til at føre den lutrende Ild over det og ødelægge den By, der er opfyldt af saamange Skændsler."

2. Dette udtalte Josef med Jamren og Taarer, saa at hans Stemme tilsidst blev kvalt af Hulken. Romerne havde Medynk med hans Sorg og beundrede hans Utrættelighed; Johannes og hans Folk derimod bleve kun mere ophidsede mod Romerne og higede efter at faa Josef i deres Magt. Hans Tale havde imidlertid gjort Indtryk paa mange af de fornemme, hvoraf dog nogle, af Frygt for Oprørernes Vagtposter, bleve, hvor de vare, omendskønt de godt kunde forudse deres egen, deres Paarørendes og hele Byens Undergang; men der var andre, som greb en Lejlighed til at slippe ubemærket bort og gik over til Romerne. Blandt dem var Ypperstepræsterne Josef og Jesus og af Ypperstepræsteslægten tre Sønner af Ismael, som var bleven halshugget i Kyrene, fire Sønner af Matthias og een Søn af den anden Matthias, hvilken sidste flygtede efter sin Faders Død. Denne var jo nemlig, som før omtalt, sammen med tre af sine Sønner bleven dræbt af Simon, Gioras Søn1. Mange andre fornemme Folk fulgte Ypperstepræsternes Exempel. Cæsar tog i enhver Henseende venligt imod dem, og da han kunde forstaa, at det var dem ubehageligt at leve overensstemmende med fremmede Skikke, lod han dem drage til Gofna med Befaling til foreløbig at blive der; naar han var kommen i Ro efter Krigens Slutning, skulde han nok overlade dem alle deres Ejendomme igen. De begave sig nu i Sikkerhed og med Glæde hen til den dem anviste Landsby. Da man savnede dem i Jerusalem, lode de Oprørske det Rygte udbrede, at nu vare ogsaa disse som Overløbere blevne nedhuggede af Romerne, — naturligvis for ved Frygt at afholde de øvrige fra at løbe over. Og en Tidlang havde de ogsaa som tidligere Held med dette listige Paafund. Folk lode sig af Frygt afholde fra at løbe over.

3. Men da lod Titus Mændene kalde tilbage fra Gofna og befalede dem sammen med Josef at gaa rundt omkring Muren, for at Befolkningen kunde se dem. Da flygtede mange over til Romerne.


1Femte Bog XIII 1.
Side 345

De samlede sig, stillede sig foran Romernes Lejr og bade med Jamren og Taarer de Oprørske først om at overgive Romerne hele Byen og skaane denne deres Fædrestad eller, hvis de ikke vilde dette, saa dog i hvert Fald rømme Helligdommen og saaledes bevare Templet. Romerne vilde nemlig ikke, uden den yderste Nødvendighed, indlade sig paa at brænde Helligdommen. Herpaa svarede de Oprørske kun med Skældsord, udslyngede mange Bebrejdelser imod Overløberne og opstillede ovenover Tempelportene Kastemaskiner, Catapulter og Stenslyngere, saa Templets nærmeste Omkres blev opfyldt af Døde og kom til at ligne en Kirkegaard, og selve Templet saa ud som en Fæstning. I de hellige og ellers utilgængelige Rum vankede de omkring i fuld Rustning og med Hænder, som dampede af deres Medborgeres Blod. Ja, de gik saavidt i deres Ugudelighed, at de hos Romerne ved denne Krænkelse af deres egen Helligdom vakte lige saa stor en Harme, som man kunde tænke sig, de selv vilde have følt, hvis Romerne havde begaaet disse Krænkelser mod dem. Der var ikke een romersk Soldat, uden at han jo med Gysen saa op mod Templet og, opfyldt af Ærefrygt mod det, ønskede, at disse Banditer maatte komme paa andre Tanker, før en ubodelig Ulykke skete.

4. Titus var saa oprørt, at han atter udtalte Bebrejdelser mod Johannes og hans Folk, idet han sagde følgende: "Have I ikke, I Skurke! oprejst et Gitter omkring Helligdommen? Have I ikke opstillet Søjler derved, hvorpaa I baade med græske og med vore Bogstaver have indhugget Forbud imod, at nogen overskrider Skellinien? Have vi ikke givet Eder Tilladelse til at dræbe Overtræderne, selv om det var Romere? Hvad tænke I da paa, I Slyngler! som nu gaa omkring derinde og trampe paa Ligene? Hvorfor besudle I Templet med Blod baade af Fremmede og af Eders egne? Jeg kræver mine fædrene Guder til Vidne, jeg kræver ham til Vidne, som fordum har skuet ned over dette Sted, — nu troer jeg nemlig ikke, han gør det længer, — jeg kræver min Hær, de hos mig værende Jøder, ja Eder selv til Vidne paa, at det ikke er mig, der har tvunget Eder til at besmitte det. Ville I flytte Kamppladsen andetsteds hen, saa skal ingen Romer komme til at betræde eller krænke Helligdommen. Jeg vil bevare dette Tempel for Eder, skønt I ikke selv synes at ville det."

5. Da Josef udviklede dette Cæsars Forslag for dem, afslog Banditerne og Tyrannen det med overmodig Foragt, idet de nemlig mente, at disse Opfordringer udsprang ikke af Velvillie men af Frygt. Da Titus saaledes mærkede, at disse Mennesker hverken følte Medlidenhed med sig selv eller brød sig om at skaane Templet, rykkede han atter frem til Kamp, skønt meget mod sin Villie. At føre hele Styrken frem imod dem lod sig ikke gøre paa Grund af den snævre Plads; men han udvalgte de 30 bedste Soldater af

Side 346

hver Centurie og gav hver Krigstribun 1000 saadanne under sin Kommando samt gav Cerealius Befalingen over dem alle med Ordre til at anfalde de fjendtlige Vagtposter ved den 9de Time om Natten Selv var han iført sin Rustning og rede til at deltage i Stormen; men hans Venner paaviste ham den store Fare, han udsatte sig for, og da Generalernes Udlalelser gik i lignende Retning, opgav han det. De sagde nemlig, at han vilde kunne gøre mere Gavn ved at blive paa Antonia og derfra lede Kampen end ved at stige ned derfra og styrte sig i Fare. Alle vilde sikkert, naar de vidste, at Cæsar betragtede dem, vise sig som kække Mænd. Cæsar lod sig herved overtale og sagde til Soldaterne, at Grunden til, at han blev tilbage, var ene og alene den, at han derved bedst kunde bedømme deres Tapperhed; ingen tapper Mand skulde blive ubelønnet og ingen fejg ustraffet, idet nemlig han, der var Herre over Straf og Belønning, selv vilde være Tilskuer og Øjenvidne ved alt, hvad der foregik. Ved det ovenfor nævnte Tidspunkt sendte han dem saa afsted til deres Gærning og begav sig selv op til et Sted i Antonia, hvorfra han kunde holde Øje med alt, hvad der skulde foregaa.

6. De udsendte Tropper traf imidlertid ikke Vagtposterne sovende, saaledes som de havde haabet. De udstødte tværtimod Krigsskrig og gjorde Modstand mod Angriberne, og ved deres Raab bleve de øvrige vækkede og kom flokkevis løbende derinde fra. De første Angreb kunde Romerne nok modstaa, og de senere tilkomne faldt over deres egne Kammerater, og mange forvexlede deres egne med Fjenderne. Den forvirrede Raaben paa begge Sider samt Mørket forhindrede dem nemlig i at høre og se Forskel paa Ven og Fjende. Tilmed forblindedes de, nogle af Ophidselse, andre af Forfærdelse, saa de sloge løs, paa hvem det bedst kunde træffe, uden at tænke paa, hvem det var. Dette Vilderede skadede dog ikke Romerne synderlig, da de satte deres Skjolde sammen og rykkede frem i Orden, ligesom enhver især huskede paa Feltraabet. Jøderne derimod, som hele Tiden vare spredte og foretog baade Angreb og Tilbagerykning uden Orden, bleve tit ansete for Fjender blandt deres egne Folk, saa at dersom nogen Jøde vendte sig om, blev han i Mørket antaget for en Romer, der rykkede frem. Der var saaledes flere, der bleve saarede af deres egne Landsmænd end af Fjenderne; men da Dagen brød frem, fik man efterhaanden et Overblik over Kampen, og man stillede sig da i Geled, kæmpede regelmæssig med Kastevaaben og dækkede sig. Ingen af Parterne veg eller blev træt; Romerne, som jo vidste, at Cæsar betragtede dem, kappedes Mand med Mand og Afdeling med Afdeling, og hver enkelt tænkte ved sig selv, at denne Dag vilde danne Begyndelsen til en glimrende Løbebane for ham, hvis han fægtede tappert. Ogsaa Jødernes Mod


1Kl. 3 om Morgenen.
Side 347

opflammedes, dels ved Frygten for deres egen Skæbne og for Templets og dels ved, at Tyrannen stod bag ved dem, opmuntrende nogle, slaaende andre med en Pisk og æggende dem ved Trusler. I det hele taget blev Kampen nu staaende, med smaa og pludselige Hældninger til den ene og den anden Side. Ingen af Parterne havde Plads til Flugt eller til Forfølgelse. Fra Antonia ledsagede man hele Tiden alt, hvad der skete, med Tilraab; gik Soldaterne frem, raabte man til dem om at gaa paa, og bleve de drevne tilbage, raabte man, at de skulde holde Stand. Det var som Tilskuerpladsen paa Krigstheatret; thi baade Titus og hans Omgivelser kunde se alt, hvad der foregik under Kampen. Tilsidst skiltes de stridende, som nu havde kæmpet fra den 9de Time om Natten til den 5te Time om Dagen1 og havde hævdet den Plads, hvor de havde begyndt Kampen. Ingen af Parterne havde i Virkeligheden kunnet drive den anden tilbage, men maatte lade Kampen ganske uafgjort. Af Romerne havde mange kæmpet dygtigt, af Jøderne udmærkede sig særlig følgende: Af Simons Folk: Judes, Mareotes' Søn, og Simon, Hosaias' Søn, af Idumæerne: Jakob, Sosas Søn, og Simon, Akatelas' Søn, af Johannes' Tilhængere: Geftheos og Alexas, og af Zeloterne: Simon, Aris Søn.

7. Imidlertid var Resten af Romernes Styrke beskæftiget med at sløjfe Antonia lige ned til Grunden, hvilket tog 7 Dage. Herved frembragte de en jævn Adgang til Templet. Legionerne nærmede sig nu den forreste Tempelgaard og begyndte paa deres Angrebsvolde: den ene lige imod det nordvestlige Hjørne af det indre Tempel, den anden imod den Bygning paa Nordsiden, som ligger imellem de to Porte, og den tredie og fjerde mod Tempelpladsens ydre Søjlegang, den ene mod Vest og den anden mod Nord. Disse Arbejder fremmedes dog kun med megen Besvær og Vanskelighed, da de nemlig maatte hente Tømmeret 100 Stadier borte. Af og til døjede de ogsaa under Fjendernes Angreb, idet de nemlig i Følelsen af deres Overlegenhed vare blevne temmelig uforsigtige, medens derimod Jøderne, som mistvivlede om Redning, stadig bleve mere og mere forvovne. Saaledes plejede de romerske Ryttere, naar de vare ude at samle Træ og Furage, at tage Bidslet af deres Heste og lade dem gaa løse og græsse, medens de selv indsamlede Forraad; men saa kom Flokke af Jøder styrtende ud og bortsnappede Hestene. Da dette skete flere Gange, og Cæsar, som ogsaa rigtigt var, mente, at disse Hesterøverier snarere skyldtes hans egne Folks Ligegyldighed end Jødernes Kækhed, besluttede han ved Strænghed at tvinge de øvrige til at passe bedre paa deres Heste. Han lod derfor een af de plyndrede Soldater føre til Retterstedet og indjog derved de andre Skræk, saa de bleve mere forsigtige med Hestene; de sloge


1Kl. 11 Formiddag.
Side 348

dem ikke længer løse paa Græs, men vare som sammenvoxede med dem, naar de vare paa Furagering. Imidlertid fortsatte altsaa Romerne deres Angreb paa Templet og deres Opførelse af Angrebsvolde.

8. Dagen efter Romernes Angreb samledes mange Oprørske; hvem Hungeren pinte, nu da de ikke havde mere at røve, og foretog omtrent ved den 11te Time paa Dagen1 et Angreb mod de paa Oliebjerget staaende romerske Vagtposter i den Tro, at de vilde træffe dem uforberedte eller ogsaa ifærd med at hvile sig, og at de saaledes let vilde kunne faa Bugt med dem. Romerne havde imidlertid i rette Tid bemærket deres Forehavende, de nærmeste Vagtmandskaber kom hurtigt løbende til og forhindrede Jøderne fra at springe op og ødelægge Skansen. Der udspandt sig nu en haard Kamp, under hvilken der fra begge Sider blev kæmpet med al mulig Tapperhed, og hvor Romerne foruden deres Mod ogsaa lagde deres Krigskunst for Dagen, og Jøderne udviste en hensynsløs Energi og et uimodstaaeligt Raseri. Det forekom jo Romerne at være en Skandale, om de nu lode Jøderne slippe fra sig, da de havde dem indelukkede som i en Snare, og Jøderne havde jo kun det ene Haab om Frelse: at kunne trænge frem og gennembryde Forskansningen. Da Jøderne imidlertid havde maattet vende Ryggen og bleve drevne ned i Dalkløften, var der en Eskadronsrytter ved Navn Pedanius, som sporede sin Hest og red ind i deres Flanke, hvor han greb een af de flygtende Fjender, en ung, kraftig og fuldtrustet Mand ved det ene Ben og slæbte ham med sig. Saa dybt ned kunde han bøje sig under det hurtige Ridt, saa stor en Kraft besad han i sin højre Arm og i hele sit Legeme og saa stor Færdighed viste han som Rytter. Han kom nu til Cæsar, slæbende sin Fange efter sig som en erobret Kostbarhed. Titus undrede sig over Soldatens Styrke; men Fangen lod han henrette som Straf, fordi han havde været med til at angribe Skansen. Selv havde han travlt med Belejringen af Templet og skyndede paa Opførelsen af Angrebsvoldene.

9. Imidlertid maatte Jøderne, som stadig lede Tab i Sammenstødene, nu, da Kampen blev sværere og sværere, og Faren nærmede sig Templet, bære sig ad, ligesom naar man amputerer de angrebne Lemmer af et sygt Legeme for at forhindre Sygdommens videre Udbredelse. De satte saaledes Ild paa den nordlige og vestlige Søjlegang, der stod i Forbindelse med Antonia, og nedreve derpaa omtrent 20 Alen deraf. Det var altsaa dem selv, der begyndte med at brænde Helligdommen. To Dage senere, den 24de i den førnævnte Maaned2, antændte Romerne den Del af Søjlegangen, som var dem nærmest, og da Ilden var rykket 15 Alen frem, afbrød Jøderne Taget paa Søjlegangen og holdt ikke op hermed, førend de


1Kl. 5 Eftermd. 2Panemos, Juli.
Side 349

havde afbrudt enhver Forbindelse med Antonia. Skønt de godt havde kunnet hindre Branden, saa de dog rolig paa, at Ilden greb om sig, idet de mente, at dens Ødelæggelser vare gavnlige for dem. Imidlertid vedblev der at finde Sammenstød Sted omkring Templet, og der kæmpedes stadig imellem fremrykkende Skarer fra begge Sider.

10. I disse Dage gjorde en Jøde sig bemærket, en Mand lille af Væxt og med uskønt Ydre; hverken hans Slægt eller han selv var bekendt, — hans Navn var Jonathan. Han gik frem til Ypperstepræsten Johannes' Mindesmærke, udstødte mange overmodige Raab mod Romerne, og blandt andet udfordrede han den tapreste af dem til Tvekamp. Af de der staaende Soldater hørte de fleste paa ham med Foragt; men der var formodentlig ogsaa nogle, som lode sig forskrække af ham. Nogle tænkte, hvad der var meget fornuftigt, at det ikke var værdt at indlade sig i Kamp med ham, da han jo kun søgte Døden. De, som have opgivet alt Haab om Redning, storme jo aldeles hensynsløst frem og frygte ikke engang Gud selv; at indlade sig i Kamp med saadanne, som det ikke er nogen stor Ære at vinde over, men skammeligt og farligt at give tabt for, — det er ikke Tegn paa Mod, men paa Dumdristighed. Det varede altsaa længe, inden nogen traadte frem imod ham, og Jøden udskældte dem da og beskyldte dem for Fejghed; han var nemlig en meget stor Mand i sine egne Tanker og fuld af Hovmod. Men saa var der en Romer ved Navn Pudens, en Eskadronsrytter, som blev ærgerlig over hans Ord og hans Overmod og vel ogsaa noget uforsigtigt ringeagtede ham paa Grund af hans Lidenhed. Han styrtede frem imod ham, og det saa ud til, at han skulde blive hans Overmand; men Lykken svigtede ham. Han faldt nemlig omkuld, og Jonathan sprang frem og dræbte ham. Han satte derefter Foden paa Liget, svingede det blodige Sværd og med venstre Haand sit Skjold, udstødte Krigsskrig mod den romerske Hær, pralede af sin Sejr og haanede de Romere, som havde været Vidner dertil, indtil en Centurion ved Navn Prisens gennemborede ham med en Pil, mens han stod der og hoppede omkring som en Nar. Herover opløftede baade Jøder og Romere et Skrig, men rigtignok af forskellig Art. Vridende sig af Smerte sank Jonathan ned paa sin Fjendes Lig og blev saaledes et Exempel paa den hastige Gengældelse, som i Krigen rammer den, der har haft et ufortjent Held med sig.


III.

1. De Oprørske i Templet undlod imidlertid ikke den aabenlyse, daglige Modstand mod Soldaterne paa Belejringsvoldene; men sam-

Side 350

tidig dermed udtænkte de den 27de i førnævnte Maaned følgende Krigslist: i den vestlige Søjlegang opfyldte de Mellemrummet imellem Bjælkerne og Taget med tørt Træ samt Beg og Tjære, hvorpaa de trak sig tilbage derfra, tilsyneladende drevne bort af Fjenderne. Mange af de forvovne blandt disse styrtede fulde af Iver bagefter de vigende, satte Stiger til Søjlegangen og sprang op paa Taget. Andre vare derimod mere fornuftige; de kunde indse, at Jøderne ingen Grund havde til at flygte, og bleve derfor paa deres Post. Søjlegangen blev dog opfyldt af Folk, som vare kravlede derop, og i samme Øjeblik satte Jøderne Ild paa den over det hele. Flammen slog pludselig i Vejret overalt, hvorved de Romere, som vare udenfor Faren, bleve grebne af Forfærdelse, og de, som vare midt i det, af fuldstændig Raadvildhed. Omringede af Flammen lode nogle sig baglænds styrte ned i Staden, andre sprang ned iblandt Fjenderne, mange haabede at redde sig ved at springe tilbage til deres egne; men herved brækkede de Lemmerne. De fleste bleve imidlertid et Bytte for Luerne, før de kunde foretage sig noget; nogle undgik dog Flammedøden ved at dræbe sig selv med deres Sværd. Forøvrigt udbredte Ilden sig med en saadan Fart, at den snart omspændte ogsaa alle dem, som allerede vare omkomne paa andre Maader. Cæsar var ganske vist meget vred paa de ulykkelige, fordi de uden Befaling vare klatrede derop; men ved Siden deraf følte han ogsaa Medlidenhed med dem, og skønt det jo var en Umulighed at bringe Hjælp, havde de i deres Undergang dog den Trøst at se ham, for hvis Skyld de satte Livet til, sørge over dem. De kunde nemlig tydelig bemærke, hvorledes han raabte, sprang omkring og opfordrede de nærmeststaaende til at gøre alt muligt for at hjælpe dem. Disse Raab og hans gode Hensigt opfattede de som et prægtigt Æreminde, han satte dem, og gik derfor med Glæde i Døden. Nogle enkelte klatrede ud paa Søjlegangens brede Sidevæg og reddede sig derved ud af Ilden, men vare jo stadig omringede af Jøderne. De holdt vel Stand i lang Tid trods deres Saar, men faldt tilsidst alle.

2. Den sidste, der faldt, var en ung Mand ved Navn Longus, hvis Færd dannede et Lyspunkt i hele denne sørgelige Begivenhed, og som, hvor mindeværdige end alle de andre omkomne vare, dog viste sig som den ypperste blandt dem. Jøderne, som beundrede hans Tapperhed, og som ikke vare i Stand til at fælde ham, opfordrede ham til at komme ned til dem og lovede ham Skaansel. Paa den anden Side tilraabte hans Broder Cornelius ham, at han ikke maatte beskæmme sin egen Berømmelse og hele den romerske Hær. I Overensstemmelse med Broderens Ord drog han sit Sværd og gennemborede sig selv dermed i begge Hæres Paasyn. Af dem, der saaledes vare omsluttede af Ilden, var der en Mand ved Navn Artorius, som reddede Livet ved et snildt Paafund. Han tilkaldte en Soldat ved Navn Lucius, der var hans Teltkammerat, og raabte med

Side 351

høj Røst: "Jeg gør Dig til Arving af alt, hvad jeg ejer og har, hvis Du vil komme herhen og tage imod mig." Den anden løb ivrig frem, og Artorius sprang ned paa ham og reddede derved Livet, hvorimod den anden ved hans Vægt blev kastet om paa Flisegulvet og døde paa Stedet. — Dette Tab gjorde for en Tid Romerne mismodige; men det lærte dem for Fremtiden at være mere tilbageholdende og forsigtige overfor Jødernes Krigspuds og var saaledes egentlig til Gavn for dem. Ved saadanne Krigspuds havde de jo, som ubekendte med Stedet og med Beboernes Charakter, lidt betydeligt. Søjlegangen nedbrændte imidlertid lige hen til det Taarn, som Johannes under sin Kamp med Simon havde ladet opføre over Porten, som vendte ud mod Xystos1. Hvad Ilden levnede, nedbrøde Jøderne, efter at de, som vare stegne derop, vare omkomne. Dagen efter afbrændte Romerne hele den nordlige Søjlegang lige hen til Nordøsthjørnet, hvor den løb ud imod Kedronsdalen, og hvor den sænkede sig ned imod en frygtelig dyb Afgrund. Saaledes var Stillingen altsaa ved Templet.

3. Af dem, som inde i Byen lede af Hungersnød, omkom der imidlertid et umaadeligt Antal, og hvad de maatte døje, er ikke til at beskrive. I hvert Hus, hvor der fandtes det mindste Spor af Levnedsmidler, opstod der Strid om dem, og de bedste Venner kom i Klammeri indbyrdes, idet de ligefrem frarøvede hverandre de usle Fødemidler, hvorved de holdt Livet oppe. Selv naar Folk laa og droges med Døden, vilde Banditerne ikke tro, at det var af Sult, de døde, men undersøgte dem, om de ikke i deres Klæder havde Levnedsmidler og kun paa Skrømt anstillede sig døende. Gabende af Sult løb de planløst omkring som gale Hunde; naar de skulde ind ad Døre, ravede de som fulde Mennesker, og i deres Raadvildhed gennemstøvede de de samme Huse baade to og tre Gange i een Time. Nøden tvang dem til at putte alting i Munden, ja selv Føde, som de urenligste, umælende Dyr forsmaaede, maatte de bekvemme sig til at samle sammen og spise. Ja tilsidst lod de sig nøje med Remme og Sandaler, og Læderbetrækket paa Skjoldene pillede de af og tyggede paa. Ogsaa Viske af gammel Halm tjente nogle til Næring, andre samlede Sener og solgte en lille Vægt af dem for fire Attiker. Men hvad Nytte er det til, at jeg fortæller om den Raahed, Hungersnøden drev dem til overfor livløse Ting? Nej, nu gaar jeg over til at berette om en Gærning, hvis Lige man aldrig har hørt om hverken hos Hellener eller hos Barbarer. Gyseligt at fortælle og utroligt at høre om! Blot jeg ikke hos Eftertidens Mennesker skal faa Ord for at overdrive; jeg vilde egentlig helst have udeladt denne rædselsfulde Begivenhed; men jeg har paa den anden Side blandt mine Samtidige utallige, som have været Vidner dertil,


1Fjerde Bog IX 12.
Side 352

og jeg vilde kun fortjene ringe Tak af mit Fædreland, hvis jeg udelod Fortællingen om, hvad det virkelig maatte gennemgaa.

4. Der var en Kvinde ved Navn Maria, Eleazars Datter, som var fra Landet hinsides Jordan, fra Landsbyen Bethezubas, som betyder Isophuset. Hun var af fornem Slægt, besad betydelig Rigdom og var som saamange andre flygtet til Jerusalem, hvor hun sammen med dem maatte gennemgaa Belejringen. Hendes Rigdom, som hun havde taget med fra Peræa og ført med sig til Staden, var forlængst bleven hende berøvet. Hvad hun kunde have tilbage af Ejendele, og hvad Føde hun kunde stikke tilside, blev røvet af Soldaterne, som daglig hjemsøgte hende. Kvindemennesket blev da Bytte for en frygtelig Harme, og ofte gjorde hun, hvad hun kunde, for at ophidse Røverne imod sig ved sine Skældsord pg Forbandelser. Imidlertid var der ingen, som hverken af Vrede eller Medlidenhed vilde slaa hende ihjel; ved at samle Føde indsaa hun, at hun kun sled og slæbte til Fordel for andre, og tilmed blev det nu umuligt at skaffe noget, hvor man end vendte sig hen. Hungersnøden trængte hende tilsidst igennem Marv og Ben, og hendes Sindslidelser pinte hende endnu værre end Hungeren. Under disse Forhold lod hun sig af sin Harme og sin Trang drive til at begaa en naturstridig Handling. Hun greb nemlig sit Barn, — en Dreng, som hun endnu gav Die, — og udraabte: "Elendige Foster! Hvorfor skal jeg under denne Krig, under Hungersnød og Oprør vedblive at holde Liv i Dig? Hos Romerne venter der os kun Trældom, hvis de i det hele taget lader os leve; men forøvrigt vil vel Hungeren gøre det af med os, før Trældommen kommer over os, og de Oprørske ere ubarmhjærtigere end baade Hunger og Trældom. Velan, Du skal tjene mig som Føde, og Du vil tillige derved blive som en Hævnens Engel over de Oprørske, og Din Skæbne vil blive omtalt i hele Verden som det eneste, der hidtil har manglet i Jødernes Ulykker!" Med disse Ord slagtede hun sin Søn, stegte ham, fortærede Halvdelen af ham og skjulte omhyggelig Resten. Strax indfandt de Oprørske sig, da de fornam Lugten af denne rædselsfulde Steg og truede hende med den øjeblikkelige Død, hvis hun ikke strax viste dem, hvad det var, hun havde tilberedt. Hun svarede, at hun havde gemt en god Portion til dem, og viste dem Levningerne af sit Barn. De bleve strax grebne af Gysen og Forfærdelse og stode ved dette Syn som stivnede af Rædsel. Hun fortsatte: "Det er mit eget Barn, og det er mig selv, der har gjort det; spis, jeg har selv spist deraf! Vis Eder dog ikke blødagtigere end en Kvinde eller barmhjærtigere end en Moder! Men ere I saa fintfølende, at I ikke ville nyde noget af dette mit Offer, saa har jeg spist deraf for Eder alle sammen, og Resten beholder jeg saa ogsaa for mig selv." Ved denne Tiltale gik de rystende deres Vej. Dette Syn havde gjort det af med deres Mod, og hvor sultne de end vare, overlode de dog Moderen denne

Side 353

Føde. Hele Byen blev strax opfyldt af Væmmelse, man forestillede sig levende denne Gærning og gyste, som om det var een selv, der havde begaaet den. De hungersyge higede nu kun efter Døden, og man priste dem lykkelige, som vare gaaede bort, førend de havde hørt eller set slige Rædselsgærninger.

5. Snart fortalte man ogsaa ude hos Romerne om den gyselige Gærning. Nogle vilde ikke rigtig tro det, andre grebes af Medynk; men Flertallet æggedes derved til et endnu mere glødende Had mod Jødefolket. Cæsar fralagde sig for Guds Aasyn Skylden ogsaa for denne Gærning, idet han sagde, at der fra hans Side var tilbudt Jøderne Fred, Selvstyre og Forglemmelse af alle deres Voldsgærninger; men at det var dem selv, der i Stedet for Forlig havde valgt Oprør, i Stedet for Fred Krig, i Stedet for Mættelse og Overflod Hungersnød. Med deres egne Hænder havde de begyndt at opbrænde det Tempel, som vi havde ladet dem beholde; det var ikke formeget til dem, at de nu maatte tage til Takke med en Føde som den omtalte. Han skulde imidlertid nu skjule deres oprørende Børneopæden under deres Fædrestads Ruiner og ikke lade Verdens Sol beskinne en By, i hvilken Mødre søgte en saadan Næring. For Resten havde det passet sig bedre, om det havde været Fædrene og ikke Mødrene, der nøde en saadan Kost; thi det var jo Mændene, som trods saa store Lidelser stadig fortsatte Krigen. Mens han udtalte sig saaledes, tænkte han paa, hvilket Fortvivlelsens Mod disse Mennesker maatte være besjælede af; det stod ikke til at vente, at Folk, som havde gennemgaaet alt dette, vilde forandre Sind; thi saa vilde de sikkert have gjort det, før det var kommet saa vidt.


IV.

1. Da imidlertid de to Legioner vare færdige med deres Angrebsvolde, gav han den 8de i Maaneden Loos1 Befaling til at føre Vædderne frem imod det ydre Tempels vestlige Bygning. Før de kom frem, havde forøvrigt den kraftigste af alle Romernes Murbrækkere i 6 Dage uafbrudt banket løs paa Muren uden at udrette noget, og saa store og vel sammenføjede vare Stenene, at de hverken lode sig rokke af denne eller af de andre Maskiner. Samtidig dermed underminerede andre Soldater Grundvoldene under den nordlige Port og fik med stort Besvær de yderste Sten skubbede ud af deres Leje. Porten hvilede imidlertid paa nogle indenfor liggende Sten og blev derfor staaende. Tilsidst opgave de at udrette noget ved Hjælp af Maskiner og Brækjærn og satte Stiger op imod Buegangene. Jøderne naaede ikke at hindre dem deri, men gik i Kamp mod dem, som


1August 70.
Side 354

vare klatrede op ad Stigerne. Nogle skubbede de tilbage og stødte dem hovedkulds ned, andre gik de imøde og nedhuggede dem, mange skyndte de sig at gennembore med deres Spyd, idet de forlode Stigerne, og førend de kunde faa dækket sig med deres Skjolde, og nogle rystede de ned ved at skubbe til Stigerne, som vare overlæssede med Sværtbevæbnede. Selv mistede de imidlertid ogsaa en Mængde Folk. De, som bare Felttegnene, kæmpede særlig for at forsvare disse, idet de ansaa det for en skrækkelig Skændsel, hvis de skulde blive tagne. Tilsidst fik Jøderne Felttegnene i deres Vold og fik dræbt dem, der vare klatrede op, hvorpaa de øvrige vege tilbage, forfærdede over den Skæbne, der havde ramt de omkomne. Alle de faldne Romere havde kæmpet tappert; men ogsaa blandt de Oprørske havde mange, ligesom i tidligere Sammenstød, kæmpet bravt, og særlig havde ved denne Lejlighed Tyrannen Simons Brodersøn Eleazar udmærket sig. Da Titus saa, at den Skaansel, han havde villet udvise mod en Helligdom, som egentlig var ham uvedkommende, kun førte til Tab og Mandefald blandt hans Soldater, befalede han at sætte Ild paa Portenes nederste Del.

2. Paa denne Tid kom følgende Overløbere til ham: Ananos fra Ammans, den mest blodtørstige af Simons Drabanter, og Archelaos, Magaddatos' Søn. De haabede at finde Naade, da de jo havde forladt Jødernes Parti paa et Tidspunkt, hvor disse havde haft Held med sig. Titus lod dem høre, at han havde gennemskuet denne deres snedige Beregning, og da han meget vel kendte den Grusomhed, de havde udvist mod deres Landsmænd, var han besluttet paa at lade dem begge dræbe. Det var den haarde Nød og ikke deres gode Villie, sagde han, som havde ført dem herhid, og Mænd som de, der forlode deres Fædrestad, efter at den allerede ved deres Skyld stod i Flammer, fortjente ingen Skaansel. Tanken paa hans givne Løfte fik ham dog til at beherske sin Harme, og han lod Mændene løbe. Dog fik de ikke saa god en Behandling som de tidligere. Soldaterne havde imidlertid tændt Ild opad Portene, og da Sølvbeslaget var smeltet, fængede Ilden snart i Træværket, hvorfra den rask forplantedes videre og fik fat i Søjlegangene. Da Jøderne saa sig omspændte af en Flammering, tabte de baade Kraft og Mod og bleve saa forskrækkede, at ingen rørte sig, hverken for at yde Modstand eller slukke. Lamslaaede stode de og saa til. — Hvor modfaldne de end vare ved at se paa Branden, gjorde dette dem dog ikke ivrigere for at redde Resten; men deres Harme mod Romerne skærpedes kun derved, som om det allerede var selve Templet, der stod i Brand. Ilden rasede nu hele denne Dag og den paafølgende Nat; man havde nemlig ikke paa een Gang kunnet sætte Ild paa alle Søjlegangene; men de brændte Stykke for Stykke.

3. Dagen efter gav Titus en Del af Styrken Befaling til at slukke og rydde Pladsen ved Portene for at lette Afdelingernes Indmarsch.

Side 355

Selv samlede han Generalerne om sig. Her mødtes de sex fornemste: Tiberius Alexander, Hærens Stabschef, Sextus Cerealis, Anfører for 5te Legion, Larcius Lepidus for 10de, Titus Frygius1 for 15de, samt Heterius Fronto, som havde Kommandoen over de to Legioner fra Alexandreia, og Marcus Antonius Julianus, Landshøvding over Judæa. Foruden disse var der forsamlet andre Statholdere og Krigstribuner. Forhandlingerne drejede sig om, hvad man skulde gøre med Templet. Nogle stemte for, at man skulde gaa frem efter Krigens Ret; thi Jøderne vilde aldrig ophøre at pønse paa Uroligheder, saalænge Templet blev staaende, hvori de jo kom sammen allevegne fra. Andre henstillede, at man, hvis Jøderne forlode det og ikke søgte at forsvare det, skulde spare det, men derimod sætte Ild paa det, hvis de satte sig fast derinde og fortsatte Kampen; thi saa var det jo en Fæstning og ikke længer et Tempel, og saa maatte Ansvaret for Helligbrøden lægges ikke paa Romerne, men paa dem, der havde tvunget dem til at begaa den. Titus derimod sagde, at selv om Jøderne satte sig fast og kæmpede videre i Templet, burde man dog ikke lade det gaa ud over livløse Genstande i Stedet for Mennesker og under ingen Omstændigheder opbrænde et saadant Bygningsværk. Tabet vilde jo ogsaa være paa Romernes Side, ligesom det jo vilde være en Pryd for hans Rige, hvis Templet fik Lov at blive staaende. Ved at høre disse Udtalelser, ytrede Fronto, Alexander og Cerealis deres Samstemning med ham. Derpaa hævede han Krigsraadet, gav Generalerne Ordre til at lade Soldaterne nyde nogen Hvile, forat de kunde vinde Kræfter til den forestaaende Kamp, og befalede nogle udvalgte Folk af Afdelingerne at gøre ryddeligt blandt Ruinerne og slukke Ilden.

4. Den Dag forhindrede Udmattelse og Forfærdelse Jøderne i at foretage noget Udfald; men Dagen efter, da de havde samlet deres Styrke og fattet nyt Mod, gjorde de omtrent ved den anden Time2 et Udfald gennem den østlige Port mod Vagtposterne udenfor Templet. Disse toge kraftigt imod deres Angreb, satte Skjoldene sammen foran sig og sluttede Geled, saa de stode tæt sammen som en Mur. Det var dog tydeligt, at de ikke længe vilde kunne holde Stand, men snart maatte bukke under for Udfaldstroppernes Mængde og rasende Mod. Før der imidlertid var sket nogen Vending i Kampen, skyndte Cæsar, som havde set det hele fra Antonia, sig til Undsætning med nogle udvalgte Ryttere. Dette Angreb kunde Jøderne ikke modstaa; men efter at de forreste af dem vare faldne, trak Hovedstyrken sig tilbage. Da saa Romerne ogsaa gik tilbage, vendte de imidlertid om og angrebe paany, men maatte atter vige, da Romerne gjorde omkring. Endelig bleve de omtrent ved den 5te Time drevne tilbage og indesluttede i det indre Tempel.


1Hans rette Navn var M. Tittius Frugi. 2Kl. 8 Formiddag.
Side 356

5. Titus trak sig saa tilbage til Antonia i den Hensigt, at han næste Dag ved Morgenens Frembrud med hele sin Styrke vilde forsøge en Storm og angribe Templet fra alle Sider. Allerede forlængst havde Gud besluttet, at det skulde blive Ildens Bytte, og nu var den skæbnesvangre Dag oprunden, den 10de i Maaneden Loos1, samme Dag, paa hvilken Templet tidligere var blevet opbrændt af den babyloniske Konge2. Begyndelsen og Aarsagen til Branden skyldtes forøvrigt Jøderne selv. Da Titus nemlig havde trukket sig tilbage, og de Oprørske vare komne en Smule til Kræfter, angrebe de paa ny Romerne, og det kom til en Kamp imellem Vagtposterne i Templet og dem, der vare beskæftigede med at slukke Ilden i den indre Helligdom. Disse sidste dreve Jøderne tilbage og forfulgte dem lige hen til Templet. Da var der en Soldat, som, uden at have modtaget nogen Befaling derom og uden Frygt for at indlade sig paa en saadan Gærning, dreven af en Slags guddommelig Tilskyndelse, rev en Brand ud af det brændende Baal, lod sig løfte op af en Kammerat og kastede Branden ind ad en guldbeslaaet Glug, ad hvilken der nordfra var Adgang til de omkring Tempelbygningen liggende Rum. Da Flammen slog i Vejret, rejste der sig fra Jødernes Side et Skrig, som stod i Forhold til den skete Ulykke, og de strømmede sammen for at redde, idet de hverken sparede deres Liv eller holdt Maade med deres Kræfter, nu da det var ved at gaa til Grunde, som de tidligere havde været Vogtere af.

6. En Mand løb hen og meldte Titus, hvad der var sket. Han laa tilfældigvis i sit Telt og udhvilede sig efter Kampen, men sprang op med et Sæt og løb til Templet for at faa Ilden standset. Efter ham fulgte alle Generalerne, ledsagede af de forfærdede Soldater. Der var en Raaben og Støj i den store Hærstyrke, som saaledes rykkede frem uden Orden. Med Raaben og med Vinken gav Cæsar de Kæmpende Ordre til at slukke Ilden; men den øredøvende Støj hindrede dem i at høre hans Raab, og optagne, dels af Kampen, dels af Ophidselse, lagde de ikke Mærke til hans Vinken med Haanden. Hverken ved Formaning eller Trusel var det muligt at holde de fremstormende Legioner tilbage. Det Raseri, som besjælede alle, drev dem frem. De trængte sig sammen omkring Indgangen, hvor mange bleve trampede ned af deres Kammerater, og mange faldt over de endnu varme og rygende Ruiner af Søjlegangene og lede der samme Skæbne som de overvundne. Da de vare komne nær til Templet, lode de, som om de ikke kunde høre Cæsars Befalinger, men raabte til dem, som vare forrest, at de skulde kaste Ild derind. For de Oprørske var det ganske umuligt at afværge det, overalt var der Mandefald og Flugt. Især af det egentlige Borgerskab — en


1August = den jødiske Maaned Ab. 2Dette beror paa en Fejltagelse, thi ifølge 2 Kong. 25 var det den 7de Ab, at Jerusalems Tempel blev opbrændt af Babyionerne.
2 Kongebog 25,8: På den syvende dag i den femte måned, det var i babylonerkongen Nebukadnesars nittende regeringsår, kom babylonerkongens tjener Nebuzar'adan, chefen for livvagten, til Jerusalem.
2 Kongebog 25,9: Han stak ild på Herrens tempel og på kongens palads, og alle huse i Jerusalem, også dem der tilhørte rigmændene, brændte han ned.
Side 357

ukampdygtig og ubevæbnet Hob — blev enhver, man kunde faa fat paa, nedhugget. Omkring Alteret opdyngedes en Mængde Lig, ned ad Tempeltrapperne flød Blodet i Strømme, og Legemerne af dem, der vare dræbte deroppe, glede ned ad Trinene.

7. Da Cæsar ikke var i Stand til at holde de rasende Soldaters Hidsighed i Ave, og Ilden greb om sig, gik han med sine Generaler ind i Templet og besaa det Hellige og Genstandene derinde, hvilket langt overstraalede det Ry, som det nød hos de fremmede Folk, og ikke gjorde den Ros og Berømmelse til Skamme, som Jøderne havde skænket det. Da Ilden endnu ikke paa noget Punkt var trængt ind til det Indre, men foreløbig kun fortærede Rummene omkring Tempelbygningen, mente han med Rette, at det endnu var muligt at frelse selve Bygningen, hvorfor han ilede afsted og i egen Person forsøgte at opfordre Soldaterne til at slukke Ilden, ligesom han befalede Liberalius, Centurion over hans Livdrabanter, at give de ulydige Stokkeprygl. Deres Ophidselse, deres Had mod Jøderne og deres uslukkelige Kampiver var imidlertid stærkere end deres Undseelse for Cæsar og deres Frygt for at overtræde hans Forbud. Mange tilskyndedes ogsaa af Haab om Bytte, idet de nemlig havde den Mening, at alle de indre Rum vare fulde af Skatte, ligesom de jo saa, at det Ydre var beslaaet med Guld. Saasnart derfor Cæsar var ilet ud for at holde Soldaterne tilbage, skyndte een af dem, som havde været derinde sammen med ham, sig at kaste en Brand ind i det mørke Rum bag Porten. Strax slog Flammen ud derinde fra, Generalerne maatte sammen med Cæsar skynde sig bort, og nu var der ingen, som forhindrede Soldaterne derude i at øge Ilden. Saaledes kom altsaa Templet i Brand mod Cæsars Vilje.

8. Mangen en vil vel dybt beklage Ødelæggelsen af et Bygningsværk, der saavel ved sin Bygningsmaade, sin Størrelse, den Kostbarhed, der var anvendt paa hver Enkelthed, og det Ry, det nød for sin Hellighed, saa langt overgik alt andet, man havde set og hørt om. Den bedste Trøst maa da søges i den Sandhed, at Bygningsværker og Steder ligesaalidt som levende Væsener kunne undgaa deres Skæbne. Hvad man maa undre sig over, er det mærkelige Træf i Henseende til Tidspunktet; thi, som før nævnt, skete Ødelæggelsen i samme Maaned og paa samme Dag, paa hvilken Templet tidligere var brændt af Babylonierne. Fra dets første Grundlæggelse, som foretoges af Kong Salomon, indtil den nuværende Ødelæggelse, som skete i det andet Aar af Vespasianus' Regering, var der forløbet 1130 Aar, 7 Maaneder og 15 Dage, men fra den anden Grundlæggelse, som Haggai1 foretog i Kyros' andet Regeringsaar, var der indtil Indtagelsen under Vespasianus forløbet 639 Aar og 45 Dage.


1Det var Josva og Serubabel, som grundlagde Templet, Esra 3, men ganske vist under Haggais og Zacharias' Opmuntringer, Esra 4.
Side 358

V.

1. Under Templets Brand plyndredes alt, hvad man kunde faa fat paa. Ligeledes skete der et forfærdeligt Blodbad paa alle dem, man paagreb. Der vistes hverken nogen Medlidenhed med Alderdommen eller nogen Agtelse for Helligheden; men baade Børn og Oldinge, Lægmænd og Præster nedhuggedes i Flæng, og Kampens Elendighed gik ud over alle Klasser, saavel over dem, der bade om Naade, som over dem, der satte sig til Modværge. Knitren af Flammen, der bredte sig mere og mere, lød sammen med de faldendes Jamren, og paa Grund af Klippens Højde og den brændende Bygnings Størrelse saa det ud, som om hele Byen stod i Brand. Man kan umulig forstille sig noget større og rædselsfuldere end den Raaben, der lød. De romerske Legioner opløftede deres Krigsskrig, idet de forenede sig med hinanden, de Oprørske skrege, da de saa sig omringede af Ild og Sværd, den oppe i Templet indespærrede Folkehob søgte i stor Forfærdelse at flygte ud imellem Fjenderne og udstødte Klageraab over sin Skæbne. Befolkningen nede i Byen raabte i Kor med dem oppe paa Tempelbjerget. Ja, mange, som vare saa medtagne af Hunger, at de næppe kunde aabne Munden, samlede, da de saa Templets Brand, al deres Kraft og gave sig igen til at jamre og skrige. Højene hinsides Dalen og de omkringliggende Bjerge kastede Lyden tilbage og gjorde Larmen endnu stærkere. Selve Elendigheden var dog endnu frygteligere end den Larm, den fremkaldte. Ilden rasede overalt, saa man skulde tro, at Tempelbjerget vilde smelte derved lige ned til sine Rødder, og dog syntes Blodet at maatte kunne slukke Ilden; thi der blev dræbt mange flere Mennesker, end der var Fjender. Jordbunden var intetsteds til at se, saa oversaaet var den med Lig, og Soldaterne løb hen over Ligdyngerne efter de Flygtende. Oprørsskaren banede sig med Besvær Vej midt ud imellem Romerne ud til den ydre Tempelplads og derfra ud i Byen; de tiloversblevne af Befolkningen tog deres Tilflugt til den ydre Søjlegang. Nogle af Præsterne grebe i Begyndelsen de Templet tilhørende Stegespid og deres Stole, som vare forfærdigede af Bly, og slyngede dem imod Romerne; men senere, da de saa, at der intet var at gøre, og Ilden begyndte at true dem, stege de op paa den otte Alen tykke Tempelmur, og der bleve de staaende. To af de mest fremragende iblandt dem, Meiros, Belgas Søn, og Josef, Dalaios' Søn, som godt kunde have reddet Livet ved at overgive sig til Romerne eller dog i det mindste være blevne der og have delt Skæbne med de andre, styrtede sig ned i Ilden og brændte sammen med Templet.

2. Da Templet saaledes brændte, ansaa Romerne det for meningsløst at spare de omkringliggende Bygninger og satte derfor Ild paa

Side 359

det altsammen, baade paa det, der endnu stod af Søjlegangene og Portene, dog med Undtagelse af den østlige og den sydlige, hvilke de dog senere nedreve. De brændte ogsaa Skatkamrene, i hvilke der fandtes uhyre Pengesummer, Klæder og andre Kostbarheder, ja kort sagt, hele Jødernes opdyngede Rigdom, idet nemlig de Rige dér havde indrettet sig private Opbevaringsrum. Derpaa kom Turen til Resten af den ydre Tempelpladses Søjlegange. Herhen havde Befolkningens Kvinder og Børn og en blandet Skare, ialt henimod 6000 Mennesker, taget deres Tilflugt. Før Cæsar havde fattet nogen Beslutning eller givet Generalerne nogen Befaling angaaende dem, satte Soldaterne i deres Raseri Ild paa Buegangen, saaledes at nogle omkom under deres Forsøg paa at springe ned fra Ilden, og andre omkom i Flammerne. Ikke een af saamange kom levende derfra. Skylden for disses Undergang maa tilskrives en falsk Profet, som netop samme Dag var fremstaaet og havde forkyndt Byens Befolkning, at Gud befalede dem at begive sig op i Templet for der at skue Tegnet paa deres forestaaende Frelse. Der var ogsaa paa samme Tid fremstaaet mange andre Profeter, som stode i Tyrannernes Sold, og som formanede Folket til at holde ud, idet de lovede Hjælp fra Gud. Dette gjorde de for at forhindre dem i at løbe over og for ved Hjælp af Forhaabninger at holde sammen paa dem, som hverken Frygt eller Bevogtning kunde holde tilbage. Under ulykkelige Forhold bliver Mennesket jo lettroende, og naar en Bedrager saa lover Befrielse for de knugende Ulykker, hengiver den lidende sig fuldtud til Haabet.

3. Saaledes lod da det ulykkelige Folk sig føre bag Lyset af disse Bedragere, som endog vilde gøre Gud selv til en Løgner, og fæstede ikke Lid eller Tiltro til de tydelige Tegn, som bebudede den kommende Ødelæggelse; ja, som bedøvede Mennesker, der hverken have deres Øjnes eller Forstands fulde Brug, overhørte de Guds Advarsler. Saaledes for Exempel, da der over Byen viste sig en Stjærne, som lignede et Sværd. Det var en Komet, som holdt sig et helt Aar. Ligesaa, da Folket før Opstanden og det forud for Krigen gaaende Røre var forsamlet til de usyrede Brøds Fest den 8de i Maaneden Xanthikos1. Da viste der sig ved den 9de Time paa Natten et skinnende Skær omkring Alteret og Templet, saa man skulde tro, at det var højlys Dag. Det holdt sig henved en halv Time. De ukyndige ansaa det for et godt Tegn; men de Skriftkloge forstode strax, at det var et Varsel om, hvad der skulde komme. Under samme Fest fødte en Ko, som blev trukket hen for at ofres, et Lam midt i Templet, og Porten, som østfra førte ind til den indre Helligdom, og som var af Kobber og saa svær, at tyve Mand med Nød og næppe kunde lukke den om Aftenen, og som tilmed var lukket med Jærnrigler og hvilede paa Tapper, som gik dybt ned i


1Nisan, April.
Side 360

Grunden, der var en sammenhængende Stenmasse, — den saa man om Natten ved den 6te Time springe op af sig selv. Vagterne i Templet styrtede hen og meldte det til Høvedsmanden, som kom til Stede og kun med stort Besvær fik den lukket igen. Atter dette blev af enfoldige Mennesker kaldt et godt Tegn: Gud havde ligesom villet aabne Lykkens Port! men forstandige Mennesker indsaa, at den Sikkerhed, som Templet syntes at frembyde, vilde blive betydningsløs, og at Portens Aabning var et Varsel om Held for Fjenderne, ja det hele stod for dem som et tydeligt Tegn paa Ødelæggelsen. Ikke mange Dage efter Festen, den 21de i Maaneden Artemisios1, blev der set et aldeles forbausende Himmelsyn. Naar man hørte om det, skulde man tro, at det var en Fabel, hvis det ikke var blevet fortalt af Øjenvidner, og hvis ikke den paafølgende Elendighed havde svaret godt nok til disse Tegn. Før Solens Nedgang viste der sig nemlig over det hele Land Stridsvogne, som svævede i Luften, og væbnede Skarer, som fore igennem Skyerne og fylkede sig omkring Byerne. Og paa Pintsefesten, da Præsterne ved Nattetid kom gaaende for at begive sig ind i det indre Tempel, som de plejede, naar de gik til Gudstjenesten, hørte de, som de senere fortalte, først Lyden af en Bevægelse og en Trampen, og derpaa lød det, som om flere raabte paa een Gang: "Lader os flytte herfra!" Men hvad der var mere skrækindjagende end alt andet, var følgende: En vis Jesus, Ananias' Søn, en uvidende Bonde, havde fire Aar før Krigen, da Byen endnu glædede sig ved uforstyrret Fred og Blomstring, indfundet sig til den Fest, under hvilken alle til Guds Ære pleje at opføre Løvhytter, og begyndte pludselig oppe i Templet at raabe: "En Røst fra Øst, en Røst fra Vest, en Røst fra de fire Verdenshjørner, en Røst mod Jerusalem og Templet, en Røst mod Brudgomme og Brude, en Røst mod det hele Folk!" Saaledes gik han baade ved Dag og ved Nat rundt i alle Gader og raabte. Nogle fornemme Borgere bleve vrede over at høre dette stygge Raab, de lode Manden gribe og lode ham tildele mange Svøbeslag. Han klagede sig dog aldeles ikke for sin egen Person, henvendte ej heller nogen Bemærkning til dem, der piskede ham, men blev ved at raabe det samme som før. Myndighederne tænkte, hvad jo var ganske rigtigt, at Manden lededes af en overnaturlig Drift, og førte ham for den romerske Landshøvding. Denne lod ham saadan gennemtærske, at man kunde se ham lige ind til Knoglerne, og dog bad han ikke for sig, ej heller græd han; men hans Stemme fik et saa klagende Tonefald, som det overhovedet er tænkeligt, og for hvert Slag udraabte han: "Ve over Jerusalem!" Albinus, som nemlig dengang var Landshøvding2, spurgte ham, hvem og hvorfra han var. og hvorfor han raabte dette. Herpaa gav han intetsomhelst Svar, men


1Maj. 262-64
Side 361

vedblev derimod uden Ophør med sit sørgelige Raab imod Staden, indtil Albinus tilsidst antog ham for gal og lod ham gaa. I Tidsrummet lige indtil Krigen saa man ham hverken komme til nogen af Borgerne, ej heller give sig i Samtale med nogen; blot udjamrede han daglig, som om det var en Bøn, han fremsagde: "Ve over Jerusalem!" Han udstødte intet Skældsord mod dem, som sloge ham, hvilket skete daglig; men ligesaalidt takkede han dem, der gave ham Føde; overfor alle og enhver havde han kun eet Svar: det sørgelige Varselsraab. Særlig ved Festerne raabte han det ud, og saaledes blev han ved at raabe i 7 Aar og 5 Maaneder, og hans Stemme blev hverken hæs eller svækket derved. Da han nu under Belejringen saa, hvad han havde varslet, blive til Virkelighed, blev han endelig bragt til Taushed. Han gik nemlig omkring paa Muren og raabte ned derfra med gennemtrængende Røst: "Atter og atter Ve over Staden og Folket og Templet!" Tilsidst føjede han til: "Ve ogsaa over mig selv!" og i det samme kom en Sten, som var udslynget af en Kastemaskine, ramte ham og dræbte ham paa Stedet, saa han opgav Aanden med disse Varselsord paa sine Læber.

4. Hvo, som betænker alt dette, maa indrømme, at Gud har Omsorg for Menneskene og paa mangfoldige Maader anviser Menneskeslægten Vej til Frelse; men at det er Menneskene selv, som ved deres Vanvid og slette Lyster volde deres egen Fordærvelse. Saaledes nu for Exempel Jøderne. Efterat Antonia var nedreven, gjorde de Helligdommen firkantet, skønt der dog i deres Skrifter fandtes den Sætning, at Byen og Templet skulde blive erobret, naar Helligdommen var bleven firkantet1. Men hvad der særlig havde tilskyndet dem til denne Krig, var et tvetydigt Udsagn, som ligeledes fandtes i deres hellige Skrifter, om at paa denne Tid skulde een fra deres Land vinde Verdensherredømmet2. Dette toge de som hentydende til dem selv, og mange vise Mænd lode sig vildlede ved denne Udtydning. Spaadommen gjaldt jo i Virkeligheden Vespasianus' Herredømme; thi det var jo i Judæa, han blev udraabt til Kejser. Men det er ikke Mennesker muligt at undgaa deres Skæbne, selv om de kunne forudse den. Jøderne udtydede altsaa nogle af Tegnene til deres egen Fordel, andre regnede de for intet, indtil deres Vanvid ved deres Fædrestads Indtagelse og deres egen Undergang kom til at ligge klart for Dagen.


1Hvad Josephus her sigter til, er uforstaaeligt. 2En af de eneste Hentydninger, Josephus giver til de messianske Spaadomme. Ogsaa hos hedenske Forfattere, som Tacitus og Suetonius, findes saadanne Forudsigelser.


Side 362

VI.

1. Efter at de Oprørske vare flygtede ind i Byen, og medens selve Templet og alle dets Omgivelser stode i Flammer, førte Romerne deres Felttegn ind i Helligdommen, stillede dem ligeoverfor den østlige Port, bragte der Ofre for dem og hyldede under den største Jubel Titus som Imperator1. Alle Soldaterne vare i den Grad blevne berigede med Bytte, at man i Syrien solgte en Vægt Guld for den halve Pris af, hvad det før havde kostet. Hos de Præster, som jo bleve ved at holde sig paa Tempelmuren, var der en Dreng, som led af Tørst og derfor bad de romerske Vagtposter om at give ham Tilladelse til at komme ned, idet han klagede over sin Tørst. De ynkedes over hans Ungdom og hans Nød og gave ham den ønskede Tilladelse, hvorpaa han steg ned, drak, fyldte en Krukke, han havde, med Vand og flygtede fra dem tilbage til sine Landsmænd. Ingen af Vagterne kunde faa fat paa ham, og de bebrejdede ham hans Troløshed. Han svarede herpaa, at han ikke havde sveget Overenskomsten. Han havde ikke taget imod Tilladelsen paa den Betingelse, at han skulde blive hos dem, men havde faaet Lov til at komme ned og faa Vand. Begge Dele havde han ogsaa gjort og mente derfor at være sagesløs. Selv de, som vare blevne narrede, maatte beundre denne Snedighed, særlig naar de tænkte paa Drengens Alder. Paa den femte Dag stege Præsterne imidlertid ned, tvungne af Hunger; de bleve af Vagterne førte for Titus og bade om at maatte finde Naade. Han svarede dog, at den Tid, i hvilken de havde kunnet vente Tilgivelse, nu var forbi. Det Sted, for hvis Skyld der kunde have været nogen Mening i at skaane dem, var nu ødelagt, og det skikkede sig bedst for Præster at gaa til Grunde sammen med deres Tempel. Han gav derfor Befaling til at henrette dem.

2. Da Tyrannerne og deres Venner saaledes overalt vare bukkede under i Kampen og indespærredes af deres egne Mure, saa at de intetsteds kunde flygte hen, bade de om at maatte faa Titus i Tale. Han var jo menneskekærlig af Charakter og havde hele Tiden helst villet skaane Staden. Hans Venners Raad gik nu tilmed i samme Retning, og han formodede, at Banditerne nu vare blevne mere myge. Han stillede sig derfor paa Vestsiden af den ydre Tempelplads, hvor der vendte Porte ud imod Xystos, og en Bro forbandt Templet med Overstaden. Denne Bro laa saaledes imellem Tyrannerne og Cæsar. Paa begge Sider stod en Mængde Mennesker stimlede sammen: Jøderne omkring Simon og Johannes, vaklende imellem Frygt og Haab om Naade, Romerne omkring Cæsar, nys-


1Imperator = Overfeltherre, en Titel, som ellers kun tilkom den regerende Kejser. Denne Hyldest af de begejstrede Soldater fremkaldte forøvrigt Mistanke om, at Titus agtede at opkaste sig til selvstændig Hersker i Østen.
Side 363

gerrige efter at høre, hvorledes han vilde tage imod deres Begæring. Titus befalede først sine Soldater at beherske deres Harme og afholde sig fra Fjendtligheder, og med en Tolk ved sin Side aabnede han, som et Vidnesbyrd om, at han var Sejrherre, Forhandlingen ved at sige: "Mænd! Nu ere I vel mætte af Eders Fædrestads Ulykker? I, som hverken have villet tage Lære af vor Magt eller Eders egen Svaghed, men som ved Eders ufornuftige Fremfusenhed og Raseri have styrtet Folket, Staden og Templet i Ødelæggelse! I burde selv rettelig gaa til Grunde samtidig; thi have I nogensinde, siden Pompeius med Magt undertvang Eder, ophørt med at pønse paa Uroligheder? Ja have I ikke nu tilsidst paaført Romerne aabenbar Krig? Mon det er Eders Mængde, I have stolet paa? Den mindste Del af Romernes Stridsmagt har jo kunnet holde Eder Stangen! Mon I have troet at skulle faa Forbundsfæller? Hvilket af de udenfor vort Herredømme levende Folk skulde vel ville foretrække Jøderne for Romerne? Eders Legemsstyrke? I vide jo dog, at selv Germanerne trælle for os! Eders stærke Mure? Hvilken Forhindring gives der større end Oceanets Mur, hvoraf Britannerne ere omgivne? og de adlyde dog Romernes Vaaben, Eders Sjælsstyrke og Anføreres Snildhed? Ja, men I vide jo dog, at selv Carthaginienserne ere overvundne. Sandelig, intet andet har rejst Eder mod Romerne end selve Romernes Menneskekærlighed. Vi have jo først overladt Eder Eders Land at bebo og indsat Konger af Eders egen Nation, dernæst have vi bevaret Eders fædrene Love og tilladt Eder at leve, som I selv ville, ikke alene hjemme hos Eder selv, men ogsaa ude iblandt andre. Men særlig maa det fremhæves, at vi have givet Eder Lov til at indkræve Afgift til Eders Gud og samle Tempelgaver, o g dem, der bragte saadanne Gaver, have vi hverken tilrettevist eller lagt Hindringer i Vejen. Saaledes gik det til, at I bleve rigere end vi selv og benyttede vore Penge til at ruste Eder imod os, og medens I nøde saa store Goder, anvendte I Eders Overflod imod dem, der havde skaffet Eder den, og udspy ligesom vilde Slanger Eders Gift mod dem, der have kælet for Eder. Sagen er den: Neros Letsindighed gjorde, at I fattede Foragt for os, og saa er det gaaet med Eder som med brudte eller forvredne Lemmer, som en Tidlang synes Intet at fejle, men senere blive saa meget desto daarligere, ja saaledes har Eders grænseløse Begæringer ført til skændige Forhaabninger. Da kom min Fader her til Landet, ikke for at tage nogen Hævn over Eder, for hvad der var begaaet imod Cestius, men for at tildele Eder en Advarsel. Var han nemlig kommen for at udrydde Eders Nation, vilde han selvfølgelig være ilet til Landets Centrum og strax have ødelagt denne By; men han gav sig til at føre Krig i Galilæa og dets Naboegne og lod Eder saaledes faa Tid til at komme paa andre Tanker. Denne menneskekærlige Fremgangsmaade syntes Eder imidlertid at være Tegn paa Svaghed,

Side 364

og af vor Mildhed øste I Dristighed. Efter Neros Død have I opført Eder saa ondskabsfuldt som vel muligt, idet I ere blevne modigere ved vore indre Uroligheder, og da jeg og min Fader vare dragne til Ægypten, have I benyttet Tiden til Krigsrustninger, ja I have ikke undset Eder for at volde os Fortrædeligheder, efter at vi ere blevne Kejsere, os, hvem I dog, medens vi kun vare Feltherrer, have lært at kende som opfyldte af Menneskekærlighed. Da nemlig Herredømmet var tilfaldet os, og alle Folk i Riget holdt sig rolige, og udenrigske Nationer sendte Bud og ønskede os til Lykke, vare atter I Jøder de eneste, som optraadte fjendtligt. Der gik Bud fra Eder til Folkene hinsides Eufrat for at hidse til Uroligheder, I byggede nye Ringmure, der opstod Strid, Fjendskab imellem Tyrannerne indbyrdes, Borgerkrig, — altsammen Ting, man kun kunde vente sig af saa slette Mennesker som Eder. Jeg kom her til Staden med Befalinger, som ganske vist vare sørgelige, men som min Fader havde været nødt til at medgive mig. Jeg hørte, at Befolkningen var fredelig stemt, og glædede mig derover. Jeg opfordrede Eder til at nedlægge Vaabnene, før Kampen begyndte, og selv efter at I havde begyndt at kæmpe, skaanede jeg Eder længe; jeg skænkede Overløberne Tilgivelse, jeg holdt mine Løfter til Flygtningerne, jeg ynkedes over mange Fanger og anvendte kun Pinsler og Straf mod dem, der hidsede til Krig. Haardt imod mit Ønske lod jeg Belejringsmaskiner føre frem mod Eders Mure, mine Soldater, som tørstede efter Eders Blod, holdt jeg stedse tilbage. Efter hver Sejr, jeg har vundet over Eder, har jeg opfordret Eder til at slutte Fred. Efter at være trængt nær ind til Templet har jeg atter med velberaad Hu handlet imod Krigens almindelige Regler, idet jeg opfordrede Eder til at skaane Eders egne Helligdomme og frelse Eders Tempel og gav Eder Tilladelse til at drage ud og Løfte om Skaansel, ja, hvis I ønskede det, tilbød jeg Eder at optage Kampen imod Eder paa en anden Plads. Alt dette have I ikke villet høre; med Eders egne Hænder have I antændt Templet. Og nu, I fordærvede Mennesker, forlange I en Samtale med mig! Er det Eders Mening at ville redde det, som allerede er gaaet til Grunde? Hvilken Skaansel mene I at fortjene, efter at Templet er ødelagt? Ja, selv nu staa I jo i Vaaben, og selv nu i Eders yderste Nød synes I ikke at ville bønfalde! I elendige Mennesker! Hvem stole I paa? Er ikke Eders Mandskab dræbt, Eders Tempel gaaet til Grunde, Staden i min Magt, Eders Liv i mine Hænder? Mon I mene at skulle vinde Ry for Manddom ved at dø en ynkelig Død? Jeg nærer sandelig ingen Lyst til at indlade mig med Eder, I vanvittige Mennesker. Men ville I kaste Vaabnene og give Eder i min Vold, vil jeg skænke Eder Livet, dog vil jeg — hvad selv en mild Husbonde maa gøre i sit Hus — straffe de uforbederlige; men de øvrige vil jeg skaane."

3. Hertil svarede de, at de ikke kunde tage imod nogen Naade

Side 365

af ham, da de nemlig havde svoret ingensinde at ville gøre det. Derimod bade de om med deres Hustruer og Børn at maatte drage ud gennem Muren. De vilde saa begive sig ud i Ørkenen og overlade ham Staden. Titus blev harmfuld over, at disse, der vare at betragte som Fanger, vovede, som om de havde været Sejrherrer, at foreskrive ham Vilkaar, og han lod forkynde for dem, at han for Fremtiden ikke tog mod nogen Overgivelse, og at de ikke længer maatte haabe paa Skaansel; han vilde ikke spare nogensomhelst, men kæmpe videre af al Kraft, og saa maatte de se at redde sig, som de bedst kunde. Nu vilde han i alle Henseender gaa frem efter den sædvanlige Krigsbrug. Han tillod derfor Soldaterne at opbrænde og udplyndre Staden. De gjorde dog intet ved det den Dag; men Dagen efter satte de Ild paa Archivet, Akra, Raadhuset og det saakaldte Ofla. Ilden udbredte sig til Helenes Slot, som laa midt i Akra. Ogsaa de snævre Gader brændte samt Husene, der vare opfyldte af ihjelsultede Menneskers Lig.

4. Samme Dag forenede Kong Izates's Sønner og Brødre1 sig med mange fremragende Borgere og bade ydmygt Cæsar om at skænke dem Naade. Skønt han var opfyldt af Vrede mod alle de tiloversblevne Jøder, viste han dog her som overalt sin Mildhed og tog mod disse Mænd. Han holdt dem imidlertid alle i Forvaring, og Kongens Sønner og Slægtninge førte han senere fangne til Rom, for at de kunde tjene ham som Gisler.


VII.

1. De Oprørske skyndte sig nu op i det kongelige Palads2, hvor mange paa Grund af Stedets Fasthed havde gemt deres Ejendele. De dreve Romerne tilbage herfra, nedhuggede derpaa hele den Flok af Almuen, som havde samlet sig her, og som beløb sig til 8400, og gave sig saa til at plyndre Skattene. De havde fanget to Romere, en Rytter og en Fodfolkssoldat. Denne sidste nedhuggede de strax og slæbte Liget omkring i Byen, som om de ved denne enes Drab mente at have hævnet sig paa alle Romerne. Rytteren derimod lovede at aabenbare dem noget, som kunde gavne og redde dem, og blev derfor ført frem for Simon. Her havde han imidlertid intet at fremføre og blev derfor overgivet til een af Anførerne ved Navn Ardalas for at lide sin Straf. Denne lod hans Hænder binde paa Ryggen og førte ham med Bind for Øjnene frem for at han i Ro-


1Den adiabeniske Kongeslægt, der jo havde antaget den jødiske Religion. 2 Herodes' Slot i Øvrestaden.
Side 366

mernes Paasyn kunde blive halshugget. Medens Jøden drog Sværdet, saa den anden imidlertid sit Snit og løb over til Romerne. Titus kunde ikke bekvemme sig til at dræbe denne, der saaledes var undløben fra Fjenderne; men da han paa den anden Side ansaa ham for uværdig til længer at være romersk Soldat, idet han jo havde ladet sig tage til Fange, fratog han ham hans Vaaben og udstødte ham af Legionen, hvilket jo for en ærekær Mand var en sværere Straf end Døden.

2. Dagen efter fordreve Romerne Banditerne fra Nedrebyen og opbrændte alt lige til Siloa1. De havde ganske vist den Glæde at se Byen gaa op i Luer; men de bleve skuffede med Hensyn til Plyndring; thi de Oprørske havde tømt alt, før de trak sig op i Øvrestaden. Selv nu mærkede man ikke noget til, at de fortrøde deres Ugærninger; men de viste et Overmod, saa man skulde tro, at deres Sager stod udmærket. De betragtede saaledes med glade Ansigter Byens Brand og erklærede, at de med godt Mod ventede paa, hvad Enden vilde blive: Nu var jo Befolkningen dræbt, Templet brændt og Byen gaaet op i Luer, saa der var intet levnet til Fjenderne. Dog blev Josef ikke træt af nu i sidste Øjeblik at bønfalde dem om at skaane Resterne af Byen, men talte meget til dem om deres Grusomhed og Ugudelighed og gav dem mange Raad, som kunde have reddet dem, men havde ikke andet ud af det end Spot. Skønt de nu ikke, paa Grund af den Ed, de havde svoret, kunde bekvemme sig til at overgive sig og heller ikke længer vare i Stand til med nogen Udsigt til Held at kunne kæmpe mod Romerne, idet de jo vare indespærrede som i et Fængsel, vare de dog komne saadan i Vane med at udgyde Blod, at de ikke kunde holde deres Hænder i Ro; men de spredte sig ud foran Byen og lagde sig paa Lur i Ruinerne for at passe paa dem, der vilde løbe over til Romerne. De fangede ogsaa mange og nedhuggede dem alle; thi de vare saa forsultne, at de ikke kunde løbe fra dem. Ligene kastede de for Hundene. Enhver Dødsmaade syntes dog taaleligere end Hungersdøden, og skønt Folk nu ikke længer turde nære Haab om Medlidenhed hos Romerne og vidste, at de vilde blive dræbte af de Oprørske, flygtede de dog og lode sig med velberaad Hu gribe af dem. Der var saaledes ikke den Plet i Byen, der var bar; men alt var bedækket af Ofre enten for Hungeren eller for Borgerkrigen.

3. Det sidste Haab, der holdt Modet oppe hos Tyrannerne og deres Bande, var, at de kunde flygte ned i de underjordiske Huler, hvor de ikke ventede at skulle blive eftersøgte. Deres Plan var da den, at de, naar Romerne efter Byens fuldstændige Indtagelse vare dragne afsted, vilde komme frem og flygte bort. Dette var dog kun en Illusion, de nærede; thi de kunde hverken skjule sig for Gud


1Længst mod Syd
Side 367

eller for Romerne. Da de nu imidlertid satte deres Lid til Hulerne, vare de endnu ivrigere end Romerne til at sætte Ild paa, og dem, som fra de brændende Bygninger flygtede ned i Hulerne, dræbte de for Fode og udplyndrede dem. Hvad Levnedsmidler de fandt, snappede de til sig og nedslugte dem, selv om de var bestænkede med Blod. Ja, der begyndte under disse Plyndringer at blive indbyrdes Kiv iblandt dem, og jeg er nærved at tro, at de, hvis ikke Byens Indtagelse hurtig var fulgt efter, i deres grænseløse Raahed endogsaa vilde have begyndt at æde Ligene.


VIII.

1. Da det var ugørligt uden Angrebsvolde at indtage den højtliggende Øvrestad, beordrede Cæsar den 20de i Maaneden Loos1 sin Styrke til Arbejde derpaa. Tilførselen af Materiale var imidlertid vanskelig, da, som før omtalt, hele Byens Omegn i en Afstand af 100 Stadier var ganske raseret i Anledning af de tidligere Voldes Opførelse. De fire Legioner opførte nu Værker mod Byens Vestside ligeoverfor det kongelige Palads. Forbundstropperne og det øvrige Mandskab foretog Opfyldningsarbejder ved Xystos, ved Broen og ved det Taarn, som Simon havde bygget til Værn for sig2, da han bekæmpede Johannes.

2. I de samme Dage holdt Idumæernes Høvdinger hemmelige Møder og raadsloge om at overgive sig. De sendte saa fem Mænd til Titus og bønfaldt ham om at skænke dem Naade. Titus, som haabede, at ogsaa Tyrannerne vilde give sig, naar de havde mistet Idumæerne, som dannede deres fornemste Krigsmagt, lovede dem, skønt ganske vist noget modstræbende, Skaansel og sendte Mændene tilbage med den Besked. Mens Idumæerne saa forberedte sig paa at drage bort, fik Simon imidlertid Nys herom og nedhuggede strax de fem, der havde været hos Titus, samt greb og indespærrede Høvdingerne, blandt hvilke Jakob, Sosas Søn, var den mest fremragende. De menige Idumæere, som vare ganske raadvilde, nu da de havde mistet deres Førere, passede han ogsaa nøje paa og lod Muren bevogte med yderligere Forsigtighed. Vagtposterne formaaede dog ikke at forhindre Folk i at løbe over; thi skønt mange bleve dræbte under Forsøget, var der dog langt flere, som naaede at flygte bort. Romerne toge godt imod dem alle, idet Titus i sin Skaansomhed saa


1August 70. 2I Fjerde Bog IX 12 og Femte Bog I 5 omtales saadanne Taarne, som opførte af Zeloterne og Johannes imod Simon. Sidstnævnte maa altsaa have opført tilsvarende Værker i Øvrestaden.
Side 368

bort fra sine tidligere givne Befalinger, og hans Folk nu vare mætte af at dræbe og kun higede efter at tjene Penge. Folk af den fattigste Klasse lode de løbe; men Resten solgte de sammen med Kvinder og Børn, idet hver enkelt Person gik for en saare ringe Pris, da der var saa mange, der skulde sælges, og saa faa til at købe. Skønt Titus havde ladet bekendtgøre, at ingen Overløber maatte komme alene, idet han nemlig vilde have, at de skulde føre deres Familier med sig, tog han dog ogsaa mod enkelte Personer. Han udnævnte dog nogle af deres egen Midte til at bedømme, om een eller anden fortjente Straf. Tallet paa dem, der bleve solgte, var umaadelig stort; men desuden var der over 40,000 fattige Folk, som bleve skaanede, og som Cæsar lod løbe, hvorhen de vilde.

3. I de samme Dage var der ogsaa en Præst ved Navn Jesus, Thebutheis Søn, hvem Cæsar edelig lovede Skaansel paa Betingelse af, at han skulde skaffe ham nogle af Helligdommens Kostbarheder. Han kom da frem og overleverede ham to Lysestager, som han fremdrog fra en Hulhed i Tempelvæggen, og som vare Mage til dem, der stode i selve Templet, og endvidere Borde, Bægere og Skaaler, alt af massivt og svært Guld. Han overleverede ogsaa Forhængene og Ypperstepræsternes Klædninger med de dertil hørende Ædelsten og mange andre af de ved Gudstjenesten brugte Redskaber. Ogsaa Templets Skatmester, der hed Fineas, og som var bleven taget til Fange, paaviste, hvor man kunde finde Præsternes Kjortler og Bælter samt en Mængde Purpur og Skarlagen, som laa gemt til at istandsætte Forhænget med; endvidere en Masse Kanel, Kassia og mange andre vellugtende Sager, der bleve blandede sammen og brugte ved det daglige Røgelsesoffer. Han overleverede ogsaa mange andre Kostbarheder og ikke saa faa af Templets Prydelser, og skønt han var bleven fanget med Magt, nød han derfor den samme Skaansel som Overløberne.

4. Da nu Voldene i Løbet af 18 Dage vare gjorte færdige den 7de i Maaneden Gorpiaios1, førte Romerne deres Maskiner frem. En Del af de Oprørske, som nu havde opgivet ethvert Haab om at holde Byen, trak sig da tilbage fra Muren, og nogle droge ind i Borgen, andre gik ned i de underjordiske Rum. Mange holdt dog Stand og kæmpede mod dem, der førte Belejringsmaskinerne frem. Romerne vare dem dog overlegne baade ved deres Mængde og Kraft, og særlig da de vare ved godt Mod, medens de andre vare modløse og udtærede. Da nu tilmed en Del af Muren styrtede sammen, og nogle af Taarnene begyndte at give efter for Væddernes Stød, gave Forsvarerne sig strax paa Flugt, og Tyrannerne bleve grebne af en Frygt, som egentlig var større, end der var Grund til; thi allerede førend Fjenderne vare stegne over Muren, vare de som


1September 70.
Side 369

lammede af Rædsel og rede til at flygte. Nu kunde man se disse hidtil stolte og frække Mænd ydmygede og skælvende, ja skønt disse Skurke ikke fortjente det, maatte man uvilkaarlig fatte Medlidenhed ved at se dette Omslag. De havde nu den Plan at styrte afsted i Stormløb ud imod Indespærringen for at drive Vagterne tilbage, hugge sig igennem og saaledes slippe bort; men deres fordum saa trofaste Folk vare intetsteds mere at finde; thi de vare, tvungne af Nøden, flygtede hver til sin Side. Samtidig kom nogle løbende og meldte, at hele Vestmuren var falden ned, andre, at Romerne allerede vare trængte ind og nu vare i Nærheden og søgte efter dem, atter andre sagde, at man nu kunde se Fjenderne oppe paa Taarnene, hvilket Syn Frygten havde foregøglet dem. Ved at høre dette kastede de sig næsegrus til Jorden, bebrejdede jamrende sig selv deres afsindige Handlemaade og laa som med overskaarne Sener uden engang at have Kraft til at flygte. Her havde man særlig Lejlighed til at bemærke Guds Vælde overfor disse Ugudelige samt Romernes Lykke; thi Tyrannerne berøvede sig selv deres sikre Tilflugtsted og stege frivillig ned fra Taarnene, som man paa ingen Maade havde kunnet tage med Magt, men kun ved Hjælp af Hungeren. Romerne, som havde døjet saameget med at tage Murene, som dog vare svagere end Taarnene, kom nu ved deres Lykke i Besiddelse af disse, som deres Maskiner ikke havde kunnet faa Bugt med. Disse tre Taarne1, om hvilke vi tidligere have fortalt, kunde nemlig yde Modstand mod en hvilkensomhelst Maskine.

5. Efter at have forladt disse, eller, rettere sagt, af Gud at være uddrevne derfra, flygtede de strax ned i Dalen ved Siloam, og efter at være komne sig en Smule af deres Rædsel, gik de løs paa den derværende Spærring. Deres Fyrighed var imidlertid mindre end før, da de jo vare svækkede af Nøden; deres Kraft var nu brudt af Rædsel og Ulykker, og de bleve derfor slaaede tilbage af Vagterne, skiltes fra hverandre og søgte ned i Hulerne. Romerne havde imidlertid bemægtiget sig Murene, plantede deres Felttegn paa Taarnene og sang med Larm og Jubel deres Sejrssang. De havde jo fundet Krigens Slutning betydelig lettere end dens Begyndelse: at de uden Blodsudgydelse havde besteget den sidste Mur, kunde de næppe faa sig selv til at tro, og ved ikke længer at se nogen Modstander for sig, grebes de ligefrem af en vis Flovhed. Imidlertid gik de med dragne Sværd omkring i Gaderne og nedhuggede for Fode, hvem de traf paa; og var der nogen, der flygtede op i Husene, lode de baade Menneskene og Husene gaa op i Luer. Mange Huse plyndrede de; men sommetider fandt de, naar de kom ind for at plyndre, hele Familier døde og alle Værelser fulde af Lig af ihjelsultede Mennesker, saa at de kom til at gyse ved Synet af dem og gik deres Vej med tomme Hænder. Men skønt de ynkedes over dem, der saa-


1Fasael, Hippikos og Mariamme.
Side 370

ledes vare omkomne, viste de ikke den samme Følelse mod de levende, tværtimod nedstødte de, hvem de mødte, og fyldte Gaderne med Lig og oversvømmede hele Byen med Blod, saa at endog meget af, hvad der brændte, blev slukket ved Blodbadet. Myrderiet stansede henimod Aften; men om Natten rasede Ilden, og saaledes oprandt den 8de Gorpiaios over det brændende Jerusalem, en By, der under Belejringen havde maattet prøve saamange Ulykker, at dersom den fra sin Grundlæggelse havde nydt ligesaamange Goder, vilde den være blevet Genstand for Misundelse. Og af ingen anden Grund var den bleven skyldig til at lide en saadan Vanskæbne, end fordi den havde frembragt en Slægt som den, der voldte dens Undergang


IX.

1. Da Titus var rykket ind i Staden, maatte han blandt meget andet beundre Byens Fasthed og de Taarne, som Tyrannerne i deres Vanvid havde forladt. Da han nemlig havde set deres med Fasthed forbundne Højde og hver enkelt Stens Størrelse og deres nøjagtige Sammenføjning, samt hvor brede og lange de vare, udraabte han: "Vi have haft Gud med os i Kampen, og Gud er det, som har uddrevet Jøderne af disse Fæstningsværker, da jo hverken Menneskehænder eller Maskiner formaa noget mod disse Taarne." Senere kom han med mange lignende Udtalelser overfor sine Venner. Alle dem, som Tyrannerne havde fængslet, og som de havde efterladt i Fængselsrummene, satte han i Frihed. Medens han senere tilintetgjorde hele den øvrige By og jævnede Murene med Jorden, lod han disse Taarne blive staaende1, for at de kunde tjene til Mindesmærker for hans Lykke, ved hvis Hjælp han var bleven Herre over saa uindtagelige Værker.

2. Da Soldaterne nu begyndte at trættes ved Blodbadet, og der dog viste sig at være en Mængde, der endnu levede, befalede Cæsar, at man kun skulde dræbe de bevæbnede og dem, der satte sig til Modværge, men gøre Resten til Fanger. Tværtimod denne Befaling nedhuggede de imidlertid de gamle og skrøbelige, hvorimod de dreve de kraftige og arbejdsdygtige sammen i Templet og indelukkede dem i Kvindernes Forgaard. Til at bevogte dem der indsatte Cæsar een af sine Frigivne, og een af hans Venner, Fronto, bemyndigedes til at dømme enhver efter Fortjeneste. Denne lod da nedhugge de Oprørske og Røverne, som alle angave hverandre indbyrdes; men iblandt de yngre lod han de højeste og smukke udtage og gemte dem til


1Det ene af dem staar endnu (det saakaldte Davidstaarn i den tyrkiske Kaserne).
Side 371

Triumfen. Af den øvrige Mængde lod han dem, der vare over 17 Aar, binde og sendte dem til Tvangsarbejde i Ægypten. Mange lod Titus ogsaa sende omkring til Provinserne for der at omkomme i Theatrene ved Sværdet eller for de vilde Dyr. De, som vare under 17 Aar, bleve solgte. I de Dage, da Fronto traf disse Afgørelser, omkom der af Hunger 11,000, nogle, fordi Bevogterne af Had ingen Føde gav dem, andre, fordi de ikke vilde røre det, man gav dem. Forøvrigt var der heller ikke Føde nok til dem alle.

3. Tallet paa alle de Fanger, som vare tagne i Krigen, var nu løbet op til 97,000, og under hele Belejringen var der omkommet 1 Million og 100,000. Størstedelen af disse vare ganske vist Jøder, men ikke Indfødte dér i Byen; thi netop som Folk fra hele Landet vare komne sammen til de usyrede Brøds Fest, vare de blevne spærrede inde af Krigen. Som Følge af den snævre Plads, paa hvilken de maatte opholde sig, opstod der først en forfærdelig Pest iblandt dem, og senere kom den endnu strængere Hungersnød. At Byen virkelig rummede saamange, kan bevises ud fra en Optælling, Cestius lod foretage. Han ønskede nemlig overfor Nero, der nærede Foragt for Jødefolket, at paavise Byens Storhed og anmodede derfor Ypperstepræsterne om, saavidt muligt, at tælle Folkemængden. Dette gjorde de da ogsaa paa den førstkommende Fest, Paaskefesten, paa hvilken der bringes Ofre fra den 9de til den 11te Time, og hvor de Selskaber, som slaa sig sammen om et Offer, ikke ere mindre end paa 10 Mand, — alene maa man nemlig ikke holde Offermaaltid, - ja, mange samle sig ogsaa i Selskaber paa 20, og det viste sig da, at Antallet af Ofre var 255,600. Regner man nu 10 Mand til at fortære hvert Offer, bliver der med et rundt Tal et Antal Mennesker af 2 Millioner og 700,000, og det udelukkende rene og gudfrygtige. Hverken spedalske eller dem, der lede af Kønssygdomme, eller Kvinder, som havde deres maanedlige Svaghed, eller andre besmittede maatte nemlig tage Del i denne Ofring, og det samme gjaldt de fremmede, som vare komne dertil for at dyrke Gud.

4. Af saadanne Udlændinge var der en stor Mængde forsamlet. Og nu blev hele denne Folkeskare af Skæbnen indesluttet ligesom i et Fængsel, og Krigen slog en Kres rundt omkring den med Mennesker stoppede By. Mængden af de omkomne overstiger al anden baade menneskelig og guddommelig Ødelæggelse; thi de, der færdedes over Jorden, bleve altsaa enten slaaede ihjel eller fangne af Romerne, og dernæst opsøgte de dem, som vare i Hulerne, brøde sig Vej under Jorden og dræbte alle dem, de traf paa. Hernede fandtes ogsaa over 2000 Lig, nogle dræbte af sig selv, nogle af hverandre indbyrdes, men de fleste omkomne af Sult. En skrækkelig Stank fra de døde Legemer slog de Indtrængende imøde, saa at mange strax løb ud igen, medens andre af Begærlighed kravlede derind og trampede paa de opdyngede Lig. De fandt da ogsaa mange

Side 372

Kostbarheder i disse Huler, og deres Havesyge lod dem anse alle Midler for lige gode. Man fremdrog ogsaa mange, som vare blevne fængslede af Tyrannerne; thi lige til det sidste havde disse drevet deres grusomme Færd. Gud tildelte dem imidlertid begge deres velfortjente Straf. Johannes, som med sine Ligesindede pintes af Hunger nede i Hulerne, maatte nemlig tilsidst bekvemme sig til det, som han saa ofte havde forsvoret, nemlig at bede Romerne om Naade, og ligeledes maatte Simon overgive sig efter at have strittet imod det uundgaaelige, saalænge han kunde, hvorom vi senere skulle fortælle. Han blev forvaret for at opofres under Triumfen, medens Johannes blev dømt til livsvarigt Fængsel. Romerne opbrændte saa de sidste Rester af Byen og sløjfede Murene.


X.

1. Saaledes blev altsaa Jerusalem indtaget i Vespasianus' andet Regeringsaar, den 8de i Maaneden Gorpiaios1. Fem Gange tidligere var den bleven indtaget, og nu blev den for 2den Gang jævnet med Jorden. Den ægyptiske Konge Asochaios2, og senere Antiochos og Pompeius og tilsidst Herodes og Sosius havde ganske vist ogsaa indtaget den, men lode dog Byen blive staaende. Men forud for dem havde den babyloniske Konge3 indtaget den og ødelagt den 1468 Aar og 6 Maaneder efter dens Grundlæggelse. Dens første Grundlægger var en chananæisk Fyrste, som paa vort Sprog kaldtes "den retfærdige Konge"4, hvad han ogsaa i Virkeligheden var; han var nemlig den første, der tjente Gud som Præst, og den første, som byggede Templet, hvorefter han gav Staden, som før havde heddet Solyma, Navnet Hierosolyma5. Efter at David, Jødernes Konge, havde uddrevet Chananæerfolket derfra6, gjorde han den til sin Residensstad, og 477 Aar og 6 Maaneder derefter blev den ødelagt af Babylonierne. Fra Kong David, den første jødiske Konge, som regerede der, indtil den under Titus skete Ødelæggelse forløb der 1179 Aar, og fra dens første Grundlæggelse indtil dens sidste Indtagelse 2177 Aar. Imidlertid havde hverken dens Ælde, dens store Rigdom, dens over hele Verden udbredte Folk eller dens Gudstjenestes store Ry kunnet afvende dens Undergang. Saadan endte altsaa Jerusalems Belejring.


1September 70. 2Sisak. 1 Kong. 14. 3Nebukadnesar. 2 Kong 25. 4Melchisedek. 1 Mos. 14. 5"Det hellige Solyma". Denne Navneforklaring er ikke rigtig. 62 Sam. 5.


Bog 5
Bog 7

Op til Jødernes Krig mod Romerne