Jødernes krig mod Romerne, Fjerde Bog

Af Flavius Josephus. Oversat af Alexander Rasmussen

Side 226

I.

1. Alle de Galilæere, som efter Iotapatas Indtagelse havde været i Opstand mod Romerne, overgave sig nu efter Nederlaget i Taricheai, og Romerne toge alle Fæstningerne og Byerne i Besiddelse undtagen Gischala og Bjerget Itabyrion, hvor nogle havde sat sig fast. Paa de sidstnævntes Side stod ogsaa Gamala, en By, der ligger ligeoverfor Taricheai paa den anden Side af Søen. Den hørte til Agrippas Rige ligesom ogsaa Sogane og Seleukeia, hvilke to laa i Gaulanitis. Sogane var nemlig en Del af det saakaldte Øvre-Gaulana, medens Gamala laa i Nedre-Gaulana og Seleukeia ved SemechonitisSøen. Denne Sø har en Bredde af 30 Stadier og en Længde af 60; de til den stødende Sumpe strække sig til Dafne,1 der i det hele taget er et yppigt Sted og besidder Kilder, som fylde den saakaldte Lille-Jordan og efter et Løb nedenunder Guldkalvens Tempel sende den ud i Store-Jordan. Indbyggerne i Sogane og Seleukeia havde Agrippa lige i Begyndelsen af Opstanden faaet bragt til Forlig. Gamala havde derimod, i Tillid til sin Beliggenhed, der gjorde den endnu mere utilgængelig end Iotapata, ikke gjort nogen Tilnærmelse. En stejl Aas strakte sig nemlig ud fra et højt Bjerg og hævede sig op i Midten som en Pukkel; fra dette Højdepunkt gik Aasen ud i Længden og sænkede sig baade for- og bagtil, saa den i Udseende lignede en Kamel, af hvilken Grund den ogsaa har sit Navn,2 omendskønt Beboerne ikke udtale det ganske korrekt. Til Siden og fortil aabner der sig uoverstigelige Kløfter, paa den bagerste Side, hvor Aasen hænger sammen med Bjerget, er Adgangen derimod lidt


1Her maa hellere læses Dan (nu Tell-el-Qadi, en vulkansk Høj, hvorfra en af Jordans tre Kildefloder Leddan har sit Udspring). I Dan var det af Jerobeam grundede Guldkalvetempel. 2En Kamel hedder paa Hebraisk Gamal.
Side 227

mindre vanskelig; men denne Side havde Indbyggerne gjort utilgængelig ved at grave en Tværgrav. Husene, der vare byggede op ad Bjærgskrænten, laa usædvanlig tæt sammenknebne ovenover hverandre, saa at Byen syntes at svæve og paa Grund af den stærke Hældning at ville skride ned over sig selv. Den skraanede mod Syd; paa Sydsiden var der imidlertid ogsaa en Banke, der hævede sig til en overordentlig Højde og var Byens Borg; da den faldt stejlt af mod den uhyre dybe Kløft, var den ikke omgivet af Mure. Der var ogsaa en Kilde indenfor Muren i den yderste Udkant af Byen.

2. Denne af Naturen saa uangribelige Stad havde Josef gjort endnu stærkere ved at anlægge Mure, underjordiske Gange og Grave. Dernæst vare Indbyggerne ved Stedets naturlige Beskaffenhed blevne gjorte dristigere, end Iotapatenerne havde været; her var ganske vist langt færre kampdygtige Mænd; men i Tillid til Pladsens Fasthed mente de ikke, at nogen kunde være dem overlegne. Forøvrigt var Byen paa Grund af sin Styrke bleven opfyldt af Flygtninge. Den havde ogsaa nu i syv Maaneder udholdt en Belejring af Agrippas i Forvejen sendte Tropper.

3. Imidlertid var Vespasianus brudt op fra Ammathus1; dér havde han nemlig slaaet Lejr, medens han laa for Tiberias. Ammathus vilde i Oversættelse komme til at hedde "Varmtbad", der findes nemlig en Kilde med varmt Vand, som kan helbrede visse Sygdomme. Derfra kom han til Gamala. At omringe og indeslutte hele Byen var han ikke i Stand til, saadan som dens Beliggenhed var; men paa de Punkter, hvor det var muligt, stillede han Vagtposter, og han bemægtigede sig det ovenover Byen liggende Bjerg. Da Legionerne som sædvanlig havde anlagt en af Volde omgiven Lejr deroppe, begyndte han bag Byen at opføre Belejringsdæmninger paa et Sted, der laa øst for hans egen Stilling; her var nemlig Stadens højeste Taarn, overfor hvilket den 15de Legion laa, medens den 5te opererede midt for Byen, og den 10de opfyldte Gravene og Kløfterne. Imidlertid skred Kong Agrippa hen imod Murene og forsøgte at forhandle med de dérstaaende om Overgivelse; men da ramte een af Slyngekasterne ham med en Sten paa den højre Albue. Hans Folk sluttede da hurtig Kres om ham. Romerne bleve herved tilskyndede til med større Kraft at fortsætte Belejringen, dels af Vrede over den Medfart, Kongen havde lidt, dels af Frygt for, hvad der ventede dem selv; thi naar Jøderne havde handlet saa brutalt mod deres egen Landsmand, der tilmed raadede dem til deres eget Gavn, kunde man skønne, at de ikke vilde finde nogen Grusomhed haard nok mod Fremmede og Fjender.

4. Da Belejringsdæmningerne vare fuldførte, hvilket skete tem-


1Her læses ogsaa Ammaus, og ifølge Sammenhængen maa der menes de varme Bade syd for Tiberias (nu Hamath). Hermed stemmer det, at Vespasianus' Lejr jo laa midt imellem Tiberias og Taricheai.
Side 228

melig hurtig, da der jo var mange og arbejdsvante Hænder dertil, førte man Maskinerne frem. Chares og Josef, de mest fonmaaende Mænd i Byen, ordnede da sammen med deres Venner de Sværtbevæbnede, rigtignok fulde af Forfærdelse, da de nemlig antoge, at de ikke kunde udholde Belejringen ret længe, idet de hverken havde Forraad af Vand eller andre Fornødenheder. Efter at have opmuntret Folkene førte de dem imidlertid hen til Muren og drev en kort Tid dem tilbage, som førte Maskinerne frem; men da de bleve beskudte af Kastemaskinerne og Stenkasterne, vendte de tilbage og trak sig ind i Byen. Da førte Romerne paa tre forskellige Steder Vædderne frem, stødte Murene ned og strømmede ind over Ruinerne med stor Trompetblæsen og Vaabengny, idet de under Kampraab styrtede løs paa Byens Beboere. Disse gjorde en Tidlang Modstand mod de første Angreb, forhindrede dem fra at trænge længere frem og sloge kraftig Romerne tilbage; men da de fra alle Sider bleve trængte af Overmagten, tyede de tilbage til Byens højeste Punkter. Da Fjenderne saa fulgte efter dem herhen, vendte de om, faldt over dem, trængte dem tilbage og nedhuggede dem efter at have klemt dem sammen paa snævre og vanskelige Steder. Romerne, som hverken kunde slaa dem ovenfor tilbage eller undgaa deres egne Landsmænd, som trængte paa for at komme frem, tyede da op paa Fjendernes Huse, som nemlig vare temmelig lave. Husene sank imidlertid snart sammen, da de bleve overfyldte og ikke kunde bære Vægten, og eet Hus væltede i sit Fald mange andre, som laa nedenfor, og hine atter dem underneden. Dette ødelagde en Mængde Romere. I deres Raadvildhed sprang de nemlig over paa Tagene, skønt de saa, at disse sank sammen, og mange bleve saaledes begravede under Ruinerne, mange slap vel derfra, men med Tabet af et eller andet Lem; men Størstedelen blev kvalt af Støvet. Gamalenserne mente heri at se Guds Bistand og trængte frem uden at tænke paa deres egne Tab; de dreve Fjenderne op paa Tagene, og dem, som glede ned derfra, dræbte de ved Skud ovenfra, naar de faldt ned i de stejle og snævre Gader. De kunde i Ruinerne finde fuldt op af Kastesten, og Sværd fik de af de døde Fjender. De toge nemlig Sværdene fra de Faldne og brugte dem imod dem, der laa og droges med Døden. Mange omkom ogsaa ved at kaste sig ned fra de faldende Huse. Det var ej heller saa let for dem at flygte, om ogsaa de vilde; thi af Ukendskab med Gaderne og paa Grund af den tykke Støvsky kunde de ikke kende hverandre, men bleve dræbte og faldt mellem hverandre.

5. De, som med nogen Besværlighed fandt Udgangene, trak sig imidlertid ud af Byen. Vespasianus derimod holdt sig stadig i Nærheden af sine betrængte Soldater, han blev nemlig greben af en frygtelig Sorg ved at se Byens Huse rundt omkring styrte sammen over Tropperne, og uden at huske paa sin egen Sikkerhed kom han

Side 229

lidt efter lidt, uden at vide af det, op i den øverste Del af Byen, hvor han saa sig og nogle faa Ledsagere ladt aldeles i Stikken, omgivet af Farer paa alle Sider; ja ikke engang hans Søn Titus var ved denne Lejlighed hos ham, han var nemlig dengang paa en Sendelse til Mucianus i Syrien. At vende Ryggen ansaa han nu hverken for sikkert eller passende, han huskede nemlig paa de Besværligheder, han havde gennemgaaet fra Ungdommen af, samt paa sin Tapperhed, og besjælet af et næsten guddommeligt Mod dækkede han sit og sine Ledsageres Legemer og deres Vaaben med et fælles Skjoldtag og modstod saaledes det mod ham fra Byens øverste Punkt rettede Angreb, og uden at forfærdes hverken for Folkenes eller Kastevaabnenes Mængde, holdt han Stand, indtil Fjenderne, som i hans Fasthed mente at se noget overnaturligt, bleve langsommere til at angribe. Da de saaledes trængte mindre heftigt paa, veg han tilbage Fod for Fod, dog uden at vende Ryggen, førend han var uden for Muren. - I denne Kamp faldt imidlertid en Mængde Romere, deriblandt Decurionen Æbutius, en Mand, der ikke alene i det Sammenstød, hvori han faldt, men ogsaa allevegne tidligere havde vist sig overmaade kæk og havde voldt Jøderne stor Skade. En Centurion ved Navn Gallus havde, medens Forvirringen rasede omkring ham, med ti Soldater skjult sig i en Borgers Hus, og der hørte han — han og hans Folk vare nemlig Syrere, — hvorledes Beboerne under deres Maaltid talte sammen om de Planer, Folket havde lagt imod Romerne og angaaende sig selv. Han stod da op om Natten, nedhuggede dem alle og slap med sine Soldater i god Behold ud til Romerne.

6. Hæren var imidlertid modløs og ude af sig selv over de skete Ulykker, fordi de aldrig tidligere havde prøvet saa stort et Uheld, og i Særdeleshed skammede de sig over, at de havde udsat deres Feltherre ubeskyttet for Fare. Vespasianus opmuntrede dem derfor, uden at berøre, hvad der var foregaaet med ham selv, for at han ikke skulde faa Udseende af at begynde med at dadle dem. Han sagde, at man maatte finde sig i, hvad der kunde ramme alle, og tænke paa Krigens Væsen, som medfører, at man ikke kan gøre Regning paa at sejre uden Blodsudgydelse. Lykken tager og giver. Efter at have nedlagt saa mange Tusinde Jøder havde de nu strax taget dette lille Sammenstød som Vidnesbyrd om, at Skæbnen var dem imod. Ligesom uædle Charakterer blive altfor stolte under Medgang, saaledes blive de Modløse nedslaaede under Ulykker. Men der kan i begge Tilfælde ske et brat Omslag, og den Mand er den tapreste, som bevarer sin Besindighed i Medgangen, og paa den anden Side holder Stand og med godt Mod opretter de Ulykker, der skeer. "Hvad der nu er hændet, kan hverken tilskrives Eders Uduelighed eller Jødernes Tapperhed; men det er de vanskelige Stedforhold, der have gjort, at de havde Held med sig og vi Uheld. Og skulde man

Side 230

dadle noget hos Eder, da maatte det være Eders altfor ivrige Fremrykken. Da nemlig Fjenderne vare flygtede op paa Højderne, skulde I have holdt Eder tilbage og ikke have ilet Faren i møde ved at trænge op mod Toppen. I skulde derimod have sat Eder fast i den nedre Del af Byen og saa i Tidens Løb have faaet de Flygtende lokkede ned til en ufarlig og regelmæssig Kamp. Nu derimod jagede I ustyrligt efter Sejren og tænkte ikke paa Eders egen Sikkerhed. Men Mangel paa Omsigt i Krigen samt Raseri i Angrebet sømmer sig ikke for os Romere, som pleje at opnaa alt ved Kyndighed og Orden; det er derimod Træk, som findes hos Barbarerne, og det er særlig deri, at Jøderne have deres Styrke. Nu bør I imidlertid atter støtte Eder til Eders Tapperhed og snarere føle Harme end Modløshed over dette for Eder saa uværdige Uheld. Den bedste Trøst skal enhver søge at skaffe sig med sin egen Haand; saaledes hævne I de Faldne og øve Gengældelse paa dem, der have dræbt dem. Jeg for min Part skal søge, ligesom nu, i enhver Kamp at gaa i Spidsen for Eder mod Fjenderne og være den sidste, der viger tilbage."

7. Med disse Ord satte han paany Mod i Hæren. Hvad Gamialenserne angik, da fattede de ganske vist for en kort Stund Mod ved det uventede og store Held, de havde haft med sig; men senere kom de til at tænke paa, at de nu ikke længer kunde have Haab om Kapitulation, og at de ej heller kunde flygte derfra, og da Livsfornødenhederne imidlertid vare slupne op, bleve de frygtelig forknytte, og deres Mod sank. Dog forsømte de ikke derfor, hvad der var muligt med Hensyn til deres Redning: men de tapreste bevogtede Brescherne i Muren, og de øvrige de Stykker af den, som endnu stode. Men da Romerne saa igen opførte Angrebsvolde og atter prøvede paa at storme, flygtede mange ud af Byen igennem de uvejsomme Kløfter, hvor der ikke laa Vagtposter, og nogle flygtede igennem de underjordiske Gange. De der, af Frygt for at blive fangne, forbleve i Byen, omkom af Mangel; thi al den Føde, der fandtes, blev der lagt Beslag paa til de Kampdygtige.

8. Selv under saadanne Lidelser holdt de imidlertid Stand. Ved Siden af Gamalas Belejring tog Vespasianus sig samtidig for at angribe dem, der havde besat Bjerget Itabyrion. Dette ligger imellem den store Slette og Skythopolis, skraaner i Vejret i en Længde af 30 Stadier og er næsten utilgængeligt fra Nordsiden; det danner foroven et Plateau paa 26 Stadier i Omkres, og dette er paa alle Sider omgivet af en Mur. Denne store Ringmur havde Josef opført i 40 Dage, og samtidig havde han nede fra Sletten forsynet Stedet med andre Fornødenheder og særlig med Vand. Ellers havde Beboerne nemlig kun Regnvand. Da nu en stor Menneskemængde var samlet dér, sendte Vespasianus Placidus derhen med 600 Ryttere. Da det var ham umuligt at bestige Bjerget, haabede han, at Jøderne vilde kapitulere og søge Forlig, han opfordrede derfor Hoben til at slutte

Side 231

Fred. De stege da ogsaa ned, men med en lignende underfundig Bagtanke, som Placidus havde. Placidus havde nemlig føjet sine Ord saa forsonligt i den Hensigt at faa dem ned paa Sletten, og Jøderne paa deres Side stege ned for at falde over ham, naar han mindst ventede det. Placidus' List var imidlertid bedst beregnet. Da Jøderne nemlig havde begyndt Kampen, lod han, som om han flygtede, og da de forfulgte ham, fik han dem trukket langt ud paa Sletten, hvor han lod sine Ryttere vende Hestene, drev Jøderne paa Flugt og nedhuggede de fleste af dem. Den øvrige Hob afskar han og spærrede den Tilbagevejen. De lode da Itabyrion være, hvad det var, og flygtede til Jerusalem. De egentlige Beboere paa Bjerget toge derimod mod Forlig, — deres Vandbeholdning var nemlig sluppen op, — og overgav Bjerget og sig selv til Placidus.

9. Af Gamalas Indbyggere vare imidlertid de forvovneste ubemærket flygtede derfra, de svage vare omkomne af Sult; men de Vaabenføre udholdt Belejringen indtil den 42de i Maaneden Hyperberetaios,1 da tre Soldater af den 15de Legion i Morgenvagten havde gravet sig ind under et Taarn, der hævede sig nær ved dem, og i al Stilhed havde undermineret det. Da det jo var ved Nattetid, havde Vagterne paa Taarnet hverken mærket dem, da de kom, eller da de vare der. Soldaterne vogtede sig vel for at frembringe Larm; de fik de fem sværeste Grundsten rullede ud af deres Plads og sprang derpaa til Side. Taarnet styrtede da pludselig sammen med et mægtigt Bulder, Vagterne ovenpaa styrtede hovedkulds ned med Taarnet, og Folkene paa de andre Poster flygtede forfærdede bort. Romerne ihjelsloge mange, som dristede sig til at bryde igennem Belejrerne, saaledes dræbte een Josef med et Spydkast, idet han søgte at springe ud over den væltede Mur. Folkene inde i Byen vare blevne saa forfærdede ved Bulderet, at der blev en Løben frem og tilbage og en stor Rædsel, som om alle Fjenderne vare faldne ind i Staden. Ved Denne Lejlighed døde ogsaa Chares, der laa til Sengs og var syg; Skrækken slog sig sammen med Sygdommen og bevirkede hans Død. Romerne huskede imidlertid paa deres tidligere Uheld og rykkede ikke ind i Byen før den 23de i førnævnte Maaned.

10. Titus var imidlertid kommen tilstede, og harmfuld over det Uheld, Romerne havde lidt under hans Fraværelse, udvalgte han sig 200 Ryttere samt Fodfolk2 og trængte i al Stilhed ind i Byen. Da Vagterne mærkede hans Komme, grebe de med Raab til Vaaben, og da hans Indfald ogsaa hurtig blev bekendt for Folkene inde i Byen, grebe nogle deres Børn og Hustruer, trak dem med sig og flygtede med Jamren og Skrigen op til Borgen, andre gjorde Modstand imod Titus, men faldt strax. Alle de, der vare blevne forhindrede i at flygte op til Toppen, faldt i deres Forvirring i Hænderne paa Ro-


1Oktober 67. 2Tallet paa Fodfolkene er udfaldet af Texten.
Side 232

mernes Vagtposter. Allevegne hørte man en forfærdelig Jamren af dem, der bleve nedhuggede, og Blodet strømmede ned ad de stejle Gyder og oversvømmede hele Byen. Imod dem, der vare flygtede op til Borgen, rykkede nu Vespasianus med hele Styrken. Denne Højde var paa alle Sider beskyttet af Klipper og vanskelig tilgængelig, den ragede nemlig op til en overordentlig Højde, og hvor man end vendte sig hen, var der en dyb Afgrund, de omgivende Kløfter havde man desuden ved Gravning gjort endnu dybere. Her gjorde Jøderne Angriberne Afbræk ved Kastevaaben og særlig ved at rulle Sten ned over dem, medens de selv paa Grund af Højden næppe vare til at naa med en Pil. Til deres Ulykke opstod der imidlertid en forbausende Storm, som blæste lige imod dem og førte Romernes Pile op til dem, men derimod drev deres tilbage eller gav dem en skæv Retning. Ja, Blæsten var saa stærk, at Jøderne ikke kunde staa fast, da de jo ikke havde noget at holde sig ved, ej heller kunde de se, at Romerne klatrede op til dem. Romerne steg imidlertid op, omringede dem og nedhuggede nogle, før de kunde forsvare sig, og andre, medens de bade om Naade. Mindet om dem, der vare omkomne ved det første Angreb, havde opægget deres Harme imod alle. Da Jøderne ikke kunde vente sig nogen Skaansel og vare omringede paa alle Sider, styrtede mange sig med Børn og Hustruer hovedkulds ned i Afgrunden, der jo var meget uddybet omkring Borgen. Saaledes kom de overvundnes afsindige Raseri imod sig selv til at blive endda værre end Romernes Vrede. 4000 bleve nemlig nedhuggede af Romerne; men man fandt over 5000, som havde styrtet sig selv ned. Der var ingen, som slap derfra uden to Kvinder, hvilke vare Døtre af Filippos' Søster. Denne Filippos, Søn af Iakimos, var en bekendt Mand, der havde været Tetrarch under Kong Agrippa. De undgik Romernes Raseri under Indtagelsen og slap derfra. Romerne skaanede ved denne Lejlighed end ikke spæde Børn, men grebe mange, hvor de kunde faa fat paa dem, og slængte dem ned fra Borgen. Saaledes blev Gamala tagen den 23de i Maaneden Hyperberetaios, efter at Oprøret var begyndt den 24de Gorpiaios.1


II

1. Nu var den lille By Gischala det eneste Punkt i Galilæa,som var ubetvunget. Størstedelen af Befolkningen var fredeligsindet,


1September 67.
Side 233

det var nemlig mest Agerdyrkere, og de tænkte stadig kun paa den Afgrøde, de haabede at avle; men en ikke saa lille forvorpen Skare Banditter var trængt ind imellem dem, og derved vare ogsaa nogle af selve Bybefolkningen blevne smittede. De bleve tilskyndede og æggede til Oprør af Johannes, Levis Søn,1 en Bedrager og en Mand med en meget underfundig Charakter, dristig til at fatte store Forhaabninger og dygtig til at gøre Forhaabningerne til Virkelighed. Det stod alle klart, at han ønskede Krig for at skaffe sig selv Magten. Under hans Indflydelse stod hele det revolutionære Parti i Gischala, og det var vistnok for deres Skyld, at Befolkningen, som egentlig ønskede at sende Tilbud om Overgivelse, ventede paa Romernes Ankomst og lod, som om de vilde prøve Krigslykken. Vespasianus sendte imidlertid Titus imod dem med 1000 Ryttere; den 10de Legion forlagde han til Skythopolis, og selv vendte han med de to øvrige tilbage til Cæsarea for at unde dem Hvile ovenpaa de uafladelige Anstrængelser og i den Hensigt ved de nævnte Byers rigelige Proviantfonaad at ville styrke deres Legemer og deres Mod til fremtidige Kampe. Han indsaa nemlig, at der ventede ham en ikke ringe Anstrængelse foran Jerusalem. Den var jo Hovedstaden og hele Nationens vigtigste By, og desuden vare alle Flygtninge i Krigen strømmede sammen dér. Endvidere blev han yderst betænkelig ved dens Fasthed, som baade skyldtes Naturen og de opførte Mure; han kendte jo ogsaa Folkenes Sindelag og Forvovenhed og vidste, at de, selv uden deres Mure, vilde være vanskelige at faa Bugt med. Derfor forplejede han sine Soldater, som om det var Brydere, der skulde i Væddekamp.

2. Da Titus med sine Ryttere var kommen til Gischala, havde det været let for ham at tage Byen ved det første Angreb; men da han vidste, at Befolkningen, hvis Byen blev tagen med Storm, uden Barmhjertighed vilde blive nedhugget af Soldaterne, og han nu var mæt af Blodsudgydelse og nødig vilde, at den store Mængde uden Skyld skulde gaa tilgrunde sammen med de Skyldige, ønskede han hellere at bringe Byen i sin Magt ved Kapitulation. Da Murene vare fulde af Mænd, hvoraf de fleste tilhørte den oprørske Bande, sagde han til dem, at han undrede sig over, hvad de egentlig satte deres Haab til, siden de alene, efter at alle de andre Byer vare erobrede, vilde modsætte sig Romernes Vaaben. De havde jo dog set, at langt stærkere Byer vare blevne ødelagte ved et eneste Angreb, men at andre havde beholdt deres Ejendele uskadte, de, som nemlig havde modtaget Romernes Forligstilbud. Et saadant Tilbud vilde han nu ogsaa gøre dem uden at huske paa den Fortræd, de havde voldt ved deres Opsætsighed. Det var jo tilgiveligt nok, at de havde næret Haab om Frihed; men utilgiveligt var det, at de vilde holde


1Se Anden Bog. XXI.
Side 234

fast derved nu, da det var umuligt at opnaa den. Hvis de ikke vilde lytte til hans menneskekærlige Ord og hans Forligstilbud, skulde de faa at prøve, at Vaabnene vare skaanselsløse, og inden ret længe mærke, hvorledes Romernes Murbrækkere skulde faa den Mur til at vakle, hvortil de satte deres Lid, og hvorved de ene blandt alle Galilæere fik Mod til at vise sig opsætsige, skønt de jo i Virkeligheden allerede vare Fanger.

3. Herpaa var der ingen af Bybefolkningen, som vovede at svare, ja de vovede ikke engang at stige op paa Muren; thi den var nemlig helt besat af Banditerne, og disse bevogtede ogsaa Portene, saa at ingen kunde gaa ud enten for at slutte Forlig eller lukke nogle af Rytterne ind i Byen. Johannes udtalte imidlertid, at han for sin Part godt kunde antage Titus' Tilbud, og at han vilde enten overtale eller nøde de uvillige til at antage dem. Dog burde man netop i Henseende til Dagen tage Hensyn til Jødernes Lov; det var nemlig en Sabbat, og paa den var det lovstridigt ikke alene at bruge Vaaben, men ogsaa at slutte Overenskomst om Fred. Romerne vidste jo ogsaa meget godt, at denne Ugedag hos Jøderne var en Dag, da alt skulde ligge stille, og naar der handledes derimod, gjorde den, der fremtvang Overtrædelsen, sig skyldig i en ikke ringere Synd end de, der bleve tvungne. En Opsættelse kunde jo heller ikke gøre Titus nogen Skade; thi hvad kunde man vel foretage sig om Natten andet end Flugt, og det kunde han jo sikre sig imod ved at lade Soldaterne lejre sig omkring Byen. For Jøderne derimod var det af stor Betydning, at de ikke overtraadte deres Fædres Skikke. Han, som vilde skænke dem Fred, — hvilket var mere, end de havde ventet, — vilde sikkert ogsaa give dem, han skaanede, Tilladelse til at holde deres Love! — Med disse underfundige Ord svarede han Titus; han talte visselig ikke saameget af Iver for Sabbaten som for sin egen Frelse; thi han var bange for, at han strax, naar Byen var taget, skulde blive ladt i Stikken af Beboerne, og havde kun Haab om at redde Livet ved at benytte Natten til Flugt. Det var en Guds Førelse, — han vilde nemlig spare Johannes til Jerusalems Undergang, — at han ved dette Paaskud ikke alene fik Titus bevæget til Opsættelse, men at han endogsaa lejrede sig længere borte fra Byen ved Kydasoi, en stærkt befæstet Landstad i Tyriernes Distrikt, som altid havde ligget i Kiv og Strid med Galilæerne, og som havde en Mængde Indbyggere og ved sin stærke Befæstning afgav et Støttepunkt for hvem, der laa i Kamp med den jødiske Nation.

4. Da Johannes nu saa, at der ikke var nogen romersk Vagt omkring Byen, greb han Lejligheden og flygtede om Natten ikke blot med sine Sværtbevæbnede, men ogsaa med mange Vaabenløse og deres Familier i Retning af Jerusalem. Tyve Stadier vedblev han at føre Kvindernes og Børnenes Hob med sig, skønt han dreves frem

Side 235

af Frygt for Fangenskab og for at miste sit Liv; men da han var kommen længere frem ad Vejen, bleve de ladte tilbage, og der hørtes nu forfærdelige Veklager af de forladte. Jo længere deres Paarørende nemlig fjærnede sig, desto mere mente de, at Fjenderne nærmede sig, og de forfærdedes i den Tro, at de allerede vare der for at bemægtige sig dem. Ved Lyden af deres egen Flugt vendte de sig forskrækkede om, som om de, hvem de flygtede for, allerede kom. Saaledes faldt mange ned i Afgrundene, og paa Vejen opstod der Strid om, hvem der skulde gaa forrest, hvorved mange bleve nedtraadte. Det var en Ynk at se Kvindernes og Børnenes Undergang, og nogle dristede sig da til at raabe efter deres Mænd og Slægtninge og med Jammerskrig bede dem om at vente. De toge imidlertid mere efter Johannes, der tilraabte dem en Opfordring til at redde sig selv og flygte et Sted hen, hvorfra de kunde tage Hævn over Romerne ogsaa for disse Efterladte, dersom de skulde bemægtige sig dem. Saaledes adspredtes denne Mængde Flygtninge, idet enhver skyndte sig afsted, saa godt som hans Kræfter og Hurtighed tillod.

5. Ved Dagens Frembrud kom saa Titus ifølge Overenskomsten frem til Muren. Befolkningen aabnede da Portene for ham og droge med deres Familier frem og tiljublede ham som deres Velgører og som den, der havde befriet Byen for den revolutionære Besætning. Samtidig meddelte de ham nemlig Johannes' Flugt og anmodede ham om at skaane dem selv, men rykke ind i Byen og straffe de tiloversblevne Revolutionære. Han skænkede foreløbig ikke Befolkningens Bønner nogen Opmærksomhed, men sendte en Trop Ryttere ud for at forfølge Johannes. De naaede ham dog ikke, han havde nemlig faaet Forspringet og var flygtet til Jerusalem. Af dem, der vare dragne med ham, nedhuggede de derimod henved 6000, og lidt mindre end 3000 Kvinder og Børn dreve de sammen i en Hob og førte tilbage. Titus var forbitret over, at han ikke strax kunde faa Hævn over Johannes for hans Bedrageri, men maatte trøste sig for sin Skuffelse med den Mængde Fanger, han havde taget, og med dem, der vare blevne dræbte. Han holdt saa under Jubelraab sit Indtog i Byen efter at have befalet sine Soldater at nedrive et Stykke af Muren, som det plejer at ske ved en Bys Indtagelse. Han optraadte snarere truende end straffende overfor dem, der havde bragt Uro i Byen; thi han mente, at hvis han vilde udskille de Strafværdige fra den øvrige Befolkning, vilde mange Uskyldige blive angivne paa Grund af privat Had og Fjendskab. Det var da bedre at holde den Skyldige hen i Frygt, end sammen med ham at styrte en Uskyldig i Fordærvelse. Maaske vilde ogsaa den Skyldige komme paa bedre Tanker af Frygt for Straffen og ved Skamfølelsen, naar han fik Tilgivelse for, hvad han havde gjort; men vare de Uskyldige eengang blevne straffede, stod det ikke til at ændre. Han sik-

Side 236

rede sig dog Byen ved at lægge Garnison deri, hvorved han vilde holde de Revolutionære i Tømme og gøre de Fredeligsindede mere modige. — Saaledes var da altsaa hele Galilæa indtaget, og de mange Besværligheder havde hærdet Romerne til nu at gaa mod Jerusalem.


III.

1. Ved Johannes' Ankomst til Jerusalem kom hele Befolkningen i Bevægelse, og en talrig Flok samledes om enhver af Flygtningerne for at spørge, hvilke Ulykker der havde ramt dem derude. Deres Aandedræt, der endnu var forpustet og gispende, tydede nemlig paa, at de havde været i Knibe; men de vare stortalende selv midt i deres Elendighed og sagde, at de ikke vare flygtede for Romerne, men vare komne for at kunne føre Krigen imod dem fra et fast Punkt. Det vilde nemlig være taabeligt og unyttigt, om man ubesindigt udsatte sig for Fare ved Gischala og lignende svagtbefæstede Smaabyer, nej man burde gemme Vaaben og Kraft og bevare dem til Hovedstadens Forsvar. Da de imidlertid aabenbarede Gischalas Indtagelse, forstode de fleste, at det de med en smuk Benævnelse kaldte et Tilbagetog, i Virkeligheden havde været en Flugt. Og da man hørte om Fangernes Skæbne, blev Folket betaget af en ikke ringe Uro og saa deri et sikkert Forvarsel om deres egen Tilfangetagelse. Det var imidlertid saa langt fra. at Johannes rødmede ved Tanken om dem, han havde ladt tilbage, nej han gik derimod rundt og tilskyndede de enkelte til Krig ved at indgyde dem lyse Forhaabninger: Han fremstillede Romernes Magt som svag; deres egen Styrke hævede han derimod til Skyerne, og han førte de uerfarne og ukyndige Mennesker bag Lyset ved at paastaa, at Romerne, selv om de toge Vinger paa, ikke nogensinde kunde overskride Jerusalems Mur. Det havde nemlig knebet dem haardt nok ved de galilæiske Smaabyer, og mod deres Mure havde de faaet deres Belejringsmaskiner ødelagte.

2. Flertallet af de Unge blev herved forført til samme slette Sindelag som Flygtningerne og higede efter Kamp. Af de Besindige og de Ældre var der derimod ikke en eneste, som ikke forudsaa, hvad der vilde komme, og sørgede, som om Byen allerede var ved at gaa under. Skønt altsaa Befolkningen var i en saadan Gæring, kom det dog til indbyrdes Krig blandt Landbefolkningen, før Revolutionen udbrød i Jerusalem. — Titus var nemlig fra Gischala kommen til Cæsarea og Vespasianus fra Cæsarea til Jamneia og Azotos, havde bemægtiget sig dem, lagt Besætning deri og vendte nu

Side 237

tilbage, idet han slæbte en stor Mængde med sig af dem, der havde søgt Fred. Men da opstod der i hver eneste By Forvirring og Borgerkrig, og ikke saasnart aandede de frit paany efter Romernes Bortmarch, førend de vendte deres Hænder imod hverandre indbyrdes. De Fredelskende maatte stride en svær Strid mod de Krigslystne. Først opstod der Strid i Familier, der tidligere have levet i Enighed, derefter optændtes Folk, som ellers vare nære Venner, af Raseri mod hverandre; enhver sluttede sig sammen med sine Meningsfæller, og man kæmpede saa flokkevis indbyrdes. Allevegne var der Oprør, og de Unge og Krigslystne fik ved deres Ungdom og Dristighed Overtaget over de Gamle og Besindige. Først gave de sig i Færd med at plyndre deres Byesbørn, dernæst sluttede de sig sammen i Bander for at plyndre Folk omkring i Landet, saa at de, ved deres Raahed og Selvtægt overfor deres Landsmænd, ikke gave Romerne noget efter; ja det forekom de Udplyndrede, at det havde været langt bedre at blive undertvungne af Romerne.

3. Af Frygt for Fare og af Had til den jødiske Nation gjorde de romerske Besætninger i Byerne lidet eller intet for at komme de mishandlede til Hjælp. Da Bandithøvdingerne tilsidst vare mætte af at plyndre omkring i Landet, samlede de deres Skarer rundt omkring fra, og da de saaledes vare blevne en hel Flok af Skurke, kastede de sig ind i Jerusalem. Byen savnede jo en egentlig Leder og aabnede efter Fædrenes Skik udenvidere sine Porte for enhver Landsmand, og særlig nu, da man troede, at alle de, der strømmede til, kom drevne af Velvilje for at hjælpe til at forsvare Byen. Dette blev imidlertid, ved Siden af Oprøret, det, der senere styrtede Byen i Elendighed. Thi af denne unyttige og uvirksomme Hob bleve paa Forhaand alle de Forraad fortærede, som havde kunnet strække til til de egentlige Forsvarere, og til Krigen, som man havde i Forvejen, føjede disse nu yderligere Oprør og Hungersnød.

4. Der kom ogsaa andre Banditer fra Landet ind i Byen, og efter at de derinde havde knyttet de værste Personer til sig, afholdt de sig ikke længer fra nogen Rædselsgærning. De lode det ikke være nok blot med Røveri og Plyndring, men de indlode sig ogsaa paa ligefremme Mord, og det var ikke om Natten eller i Hemmelighed eller overfor Folk, de tilfældig traf paa; men aabenlyst, midt om Dagen, og de begyndte med de mest fremragende Mænd. De første, de saaledes grebe og indespærrede, var Antipas, en Mand af kongelig Familie og een af Byens mægtigste Mænd, hvem man da ogsaa havde betroet Opsynet med de offentlige Skatkamre. Derpaa gik det ud over en vis Levias, en fremragende Mand, og Syfas, Aregetas' Søn, som ogsaa begge vare af kongelig Slægt, og efter dem kom Turen til Landets ansete Mænd. En frygtelig Forfærdelse bemægtigede sig Folket, og enhver tænkte kun paa at redde sig selv, saa man skulde tro, at Byen var erobret i Krig.

Side 238

5. Banditerne vare imidlertid ikke tilfredse med at have fængslet disse Mænd og lagt dem i Lænker; de ansaa det heller ikke for sikkert i Længden at bevogte disse mægtige Mænd paa den Maade, deres Paarørende vare nemlig ikke faatallige og vare vel i Stand til at befri dem, ja hele Folket vilde maaske rejse sig, ophidset ved denne lovløse Færd. De besluttede da at ombringe dem og udsendte da en vis Johannes, som var den forvovneste Morder iblandt dem. Han kaldtes i Landets Sprog "Hindens Søn". Sammen med ham gik 10 Mænd ind i Fængslet med dragne Sværd og myrdede de indespærrede. Denne skændige Forbrydelse søgte de at besmykke ved en stor Løgn: de opdigtede som Paaskud, at de myrdede havde indladt sig i Forhandlinger med Romerne om Jerusalems Overgivelse, og de sagde, at det var Forrædere mod den offentlige Frihed, de havde dræbt; kort sagt, de brystede sig af deres Skændselsgærninger, som om de vare Byens Velgørere og Frelsere.

6. Medens nu Befolkningen var saa dybt nedsunken i Ydmygelse og Skræk, gik Banditerne saa vidt i deres Galskab, at de endogsaa tiltog sig Magt til at udnævne Ypperstepræster. De fratoge da de Slægter, hvoraf Ypperstepræsterne i Rækkefølge plejede at blive tagne, deres Rettigheder og indsatte i deres Sted ubekendte Mænd af ringe Byrd, for at de i dem kunde faa Medhjælpere til deres ugudelige Gærninger. Disse Mænd, som uden Fortjeneste havde opnaaet den højeste Hæderspost, maatte jo nemlig nødvendigvis adlyde dem, der havde skaffet dem den. De bragte ogsaa ved forskellige Opdigtelser og Rygter Uenighed imellem de Fornemme og benyttede sig saa af Lejligheden, naar de havde fremkaldt Splid mellem deres Modstandere. Da de endelig vare mætte af at øve Vold imod Mennesker, vendte de deres Overmod imod det Guddommelige og gik med deres besmittede Fødder ind i Helligdommen.

7. Nu begyndte dog Befolkningen at rejse sig imod dem efter Tilskyndelse af Ananos,1 den ældste af Ypperstepræsterne, en meget forstandig Mand, der maaske vilde have kunnet redde Byen, hvis han var undsluppen sine Efterstræberes Hænder. Disse skaffede sig imidlertid i Guds Tempel en Fæstning og et Tilflugtssted for Befolkningens Angreb, og Helligdommen blev Sæde for deres Tyranni. Til deres Rædselsgærninger føjede de Bespottelse og dette var, at alt hvad de gjorde, det som var haardest at finde sig i. For at se, hvor stor Folkets Forfærdelse vilde blive og for at prøve deres egen Magt gave de sig nemlig til at indsætte Ypperstepræster ved Lodtrækning, skønt disse, som vi før sagde, skulde udtages efter Rækkefølge i den ypperstepræstelige Slægt. Som Paaskud for denne lovstridige Handling angave de en gammel Skik; de sagde nemlig, at Ypperstepræsteembedet ogsaa fordum var bleven besat ved Lodtræk-


1Se Anden Bog XX. og XXII.
Side 239

ning; men i Virkeligheden var det en Kuldkastelse af en grundfæstet Lov og et Kunstgreb for at komme til Magten ved Hjælp af de Myndigheder, som de saaledes selv havde udnævnt.

8. De kaldte da een af de ypperstepræstelige Familier for sig, de saakaldte Eniachim1 og valgte ved Lodtrækning een til Ypperstepræst. Tilfældigvis traf Loddet netop en Mand, der afgav et særdeles tydeligt Bevis paa, hvad det var for et Lovbrud, de havde gjort sig skyldige i. Det var en Mand ved Navn Fanni, Samuels Søn, fra Landsbyen Afthia, en Mand der ikke blot ikke hørte til Ypperstepræsternes Kres; men som var saa bondeagtig, at han ikke havde noget egentligt Begreb om hvad Ypperstepræstedømmet var. Ham slæbte de derpaa imod hans Vilje ind fra Landet, lod ham, som det hænder paa Scenen, spille en Rolle, som var ham ganske fremmed, iførte ham det hellige Skrud og lærte ham, hvorledes han skulde optræde ved enhver Lejlighed. Denne store Ugudelighed var for dem en Spas og en Leg; men de øvrige Præster, som i Afstand vare Vidner til, at de saaledes dreve Spot med Loven, brast i Graad og sukkede over, at Helligdommens Ære blev krænket.

9. Denne deres Frækhed var dog mere end Folket vilde finde sig i, og alle rejste sig for at gøre en Ende paa dette Tyranni. De mest ansete Mænd i Byen, Gorion,2 Josefs Søn, og Simeon, Gamaliels Søn, opæggede nemlig Befolkningen, baade naar den var samlet i større Antal og ved at gaa omkring til hver enkelt og sagde, at de dog endelig engang skulde tage Hævn over disse Frihedens Ødelæggere og rense Helligdommen for disse Tempelskændere. Ligesaa kom de mest fremragende af Ypperstepræsterne, Jesus, Gamalas Søn, og Ananos, Ananos' Søn, med mange Bebrejdelser mod Folket for dels Ligegyldighed og ophidsede dem mod de Nidkære:3 — saaledes kaldte de nemlig sig selv, som om de vare nidkære for gode Formaal og ikke meget mere nidkære for at overgaa hinanden i de værste Gærninger.

10. Befolkningen samledes nu til et Møde, og alle vare forbitrede over at Zeloterne holdt Helligdommen besat, over deres Røverier og over deres Mord; men de havde dog endnu ikke gjort noget Skridt for at tage Hævn, fordi de, som ogsaa rigtigt var, mente, at Zeloterne vare vanskelige at faa Bugt med. Da rejste Ananos sig midt iblandt dem og talte med hyppige Øjekast op mod Templet og med taarefyldte Øjne saaledes: "I Sandhed! det havde været bedre for mig at dø end at se Guds Hus fyldt med saadanne Rædselsgærninger og de hellige Steder, som ikke maa betrædes, overtram-


1Formodenlig identisk med Jakim, som i 1 Krøn. 24 nævnes blandt Præsteslægterne. 2Formodenlig den samme, som i Anden Bog XX. kaldes Josef, Gorions Søn, og som sammen med Ananos havde Kommandoen i Jerusalem. 3Zeloterne.
Side 240

pede af Tempelskænderes Fødder. Men da jeg er beklædt med det ypperstepræstelige Skrud og bærer det ærværdigste af alle gejstlige Navne, maa jeg jo leve og se at bevare Livet, at jeg ikke skal lide en Død, — som forøvrigt i min høje Alder vilde være mig til Hæder. Men skal jeg staa alene og være som i en Ørken, vil jeg opofre mit Liv alene for Guds Sag. Thi hvortil skal man egentlig leve i et Folk, der mangler Følelsen af sine egne Ulykker, og hos hvem man ikke engang hører nogen Beklagelse over den nærværende Elendighed? I finde jo Eder i at blive plyndrede, og tie stille, naar man slaar Eder, ja selv naar Folk blive myrdede, er der ikke nogen, der vover saa meget som at sukke aabenlyst. O, hvilket bittert Tyranni! Dog, hvorfor laster jeg Tyrannerne? Ere de ikke blevne opmuntrede af Eder selv og af Eders Taalmodighed? Er det ikke Eder selv, som ved at se igennem Fingre med de første sammensvorne, da de endnu kun vare faa, have forøget deres Antal ved Eders Taushed? Ved at holde Eder stille, medens de væbnede sig, have I jo vendt deres Vaaben imod Eder selv. Nej, man skulde have gjort Modstand mod deres første Foretagender, dengang da de overøste Eders Slægtninge med Beskyldninger; men I lode fem være lige og opmuntrede derved disse Skurke til Plyndringer, og da saa Eders Huse bleve plyndrede, hørte man ikke et Kny. Derfor grebe de ogsaa Husenes Ejere, og ikke een kom disse til Hjælp, da de bleve slæbte midt igennem Byen. Saa gave de sig til at mishandle og lænke dem, som I saaledes havde ladt i Stikken. — det er ikke værdt at tale om, hvormange de vare eller af hvad Slægt de vare; men saameget er vist, at ikke een kom Fangerne til Hjælp, skønt de ikke vare ramte af nogen Anklage eller Dom. Følgen blev da, at I maatte se paa, at de bleve myrdede. Ja vi have set paa, at man bestandig, som om det var af en Flok umælende Dyr, har trukket den ypperste frem for at ofre ham, og der er ikke een, der har hævet sin Røst eller rørt sin Haand derimod. Nu maa I taale, ja taale at se Helligdommen nedtrampet, og I som selv have bygget Trinene, ad hvilke de ugudelige Mennesker i deres Frækhed ere stegne op, I kunne ikke besvære Eder over, at de nu have naaet Toppen. Ja, og dog vilde de være gaaet endnu videre, dersom der havde været noget endnu helligere, som de havde kunnet ødelægge. Det fasteste Punkt i Byen er i deres Vold; man maa jo nu nemlig kalde Templet en Slags Borg eller Fæstning, — og da de saaledes have et saa stort og saa stærkt befæstet Sæde for deres Tyranni, og I se Eders Fjender sidde højt oppe over Eder, hvad ville I saa beslutte? hvormed ville I saa opflamme Eders Sind? Vente I maaske paa Romerne, at de skulle rykke vor Helligdom til Hjælp? Ja ganske vist, Byens Sager staa saa slet, og vi ere komne saa vidt i indbyrdes Kiv, at selv vore Fjender maa fatte Medynk med os. Ville I da ikke rejse Eder, I dorske Mennesker? og vende Eder imod dem, som slaa Eder

Side 241

for at hævne Eder paa Eders Angribere; det kan man jo endog se Dyrene gøre. Ville I da ikke huske paa, hvad enhver har maattet lide, og forestille Eder, hvad I have gennemgaaet, saa Eders Sind derved kunde ophidses til Modstand mod dem? Nej, den bedste og naturligste af alle Lidenskaber er uddød hos Eder, nemlig Begærligheden efter Frihed, vi ere blevne Folk, som elske Trældom og Despoti, som om vi fra vore Forfædre have arvet den Lærdom at underkaste os. Nej, de udholdt tværtimod mange og store Krige for at bevare deres Uafhængighed, og i deres Kamp for ikke at adlyde Befalinger lode de sig hverken betvinge af Ægypternes eller Medernes Magt. Dog, til hvad Nytte er det at tale om Eders Forfædres Sager? — Hvad dernæst den nuværende Krig mod Romerne angaar, da skal jeg ikke indlade mig paa at afgøre, om den er heldbringende og gavnlig eller det modsatte; men hvad Hensigt have vi med den? Mon ikke at opnaa Frihed? Men naar vi ikke have kunnet underordne os Verdens Herskere, skulle vi saa finde os i de hjemlige Tyranner? Og naar man adlyder Fremmede, maa man dog tilskrive dette Lykken, som eengang er gaaet os imod, medens derimod det, at give efter for hjemlige Skurke er et Tegn paa, at vi ere uværdige Personer, der selv ville det saaledes. — Og siden jeg eengang er kommen til at omtale Romerne, vil jeg ikke undlade at sige Eder, hvad der under min Tale er faldet mig ind og har tildraget sig min Opmærksomhed: at selv om vi skulde blive overvundne af dem — gid vi aldrig maa faa det at prøve! — saa vilde vi dog ikke komme til at gennemgaa værre Ting end hine have paadraget os. Og hvorledes kan man andet end fælde Taarer ved at betragte disses Tempelgaver i Helligdommen og saa se vore Landsmænd plyndre Skattene, ødelægge vor Hovedstads Pragt og myrde Mænd, som endog Romerne vilde have skaanet, dersom de stode som Sejrherrer. Og medens Romerne aldrig have overskredet Grænsen for de offentlig tilgængelige Steder eller overtraadt nogen af de hellige Skikke, men ærefrygtsfuldt have studset, naar de i Afstand have set Gitteret omkring Helligdommen, saa have hine, som dog ere fødte i dette Land og opdragne under vore Skikke og kaldes Jøder, travet midt igennem Helligdommen med Hænder, der dampede af deres Landsmænds Blod. Hvem skulde da være bange for en udvortes Krig og for Modstandere, som i Sammenligning med vore egne vilde være langt mildere imod os? Og dersom vi skulle bruge de Udtryk, som passer med Forholdene, vil man vistnok finde, at Romerne have været vore Loves Forsvarere, men at Fjenderne deraf findes i vor egen Midte. At nu disse Frihedens Modstandere bør ødelægges, ja at ingen kan optænke nogen Straf, som svarer til hvad de have gjort, det tænker jeg, at I alle vare paa det rene med, da I gik hjemmefra, og I vare, før I hørte min Tale, forbitrede mod dem paa Grund af det, I have maattet døje. Maaske ere nu

Side 242

mange forfærdede over deres Mængde og deres Dristighed og særlig over den fordelagtige Plads, de holde besat. Men ligesom dette er fremkaldt ved Eders Ligegyldighed, saa vil det ogsaa nu blive værre ved at Sagen bliver udsat. Deres Antal voxer jo Dag for Dag, idet enhver slet Person søger over til sine Lige, deres Frækhed opmuntres ved, at der hidtil ingen Hindring har rejst sig, og da de ere I Besiddelse af Pladsen deroppe ville de, hvis vi give dem Tid dertil, ogsaa yderligere befæste den. I maa tro, at hvis vi gaa løs paa dem, ville de blive ramte i deres Samvittighed, og deres Sindsbevægelse vil tilintetgøre den Fordel, de have i den høje Beliggenhed. Muligt er det ogsaa, at Guddommen, som de have krænket, vil vende deres Kastevaaben imod dem selv, og de Ugudelige saaledes omkomme for deres egne Pile. Lader os blot vise os for dem, saa ville de være færdige. Selv om der saa ogsaa skulde være nogen Fare forbunden dermed, er det jo skønt at dø foran de hellige Porte og at sætte Livet til, om end ikke for Børn eller Hustruer, saa dog for Gud og Helligdommen. Jeg vil staa Eder bi, baade med Raad og med Daad; hvad Paafund der kan tjene Eder til Sikkerhed, skal ikke mangle fra min Side, og I skulle heller ikke se mig spare mit Legeme."

11. Med disse Ord opæggede Ananos Befolkningen imod Zeloterne, skønt han ikke var uvidende om, at disse nu paa Grund af deres Antal, Ungdom og Mod vare vanskelige at faa Bugt med, sæilig da de lede af Samvittighedsnag over, hvad de havde gjort. De vilde derfor ikke give efter; thi de gjorde sig intet Haab om tilsidst at faa Tilgivelse for hvad de havde øvet. Men Ananos havde besluttet hellere at udholde alt, hvad det saa skulde være, end at staa som ørkesløs Tilskuer under saa forvirrede Forhold. Befolkningen raabte ogsaa, at han skulde føre dem imod dem, som han havde opmuntret dem til at bekæmpe, og alle vare overmaade ivrige for at gaa Faren imøde.

12. Medens nu Ananos samlede og opstillede de Kampdygtige til Angreb, fik Zeloterne Nys om deres Forehavende, der kom nemlig Folk og meldte dem alt, hvad Borgerne toge sig for, og de komda i Bevægelse, gjorde Udfald fra Templet baade samlede og i Flokke og skaanede ingen af dem, de stødte paa. Borgerskabet blev da i en Fart samlet under Ananos' Anførsel og var ganske vist overlegent i Tal, men stod i Bevæbning og fast Sammenhold tilbage for Zeloterne. Begge Parters Iver raadede imidlertid Bod paa deres Mangler: Folkene fra Byen vare opfyldte af en Vrede, der var stærkere end deres Vaaben, og de fra Templet vare i Besiddelse af en Dumdristighed, som gav dem Overvægten over en hel, stor Folkemasse. Det ene Parti mente, at Byen ikke var til at være i for dem, hvis de ikke fik Banditerne udryddede deraf; Zeloterne derimod troede, at der, hvis de ikke stode sig, ikke vilde være en

Side 243

Straf, uden at de jo vilde komme til at lide den; — saaledes styrtede de, opfyldte af Lidenskab, løs paa hinanden. I Begyndelsen stod man i Byen og foran Templet og slyngede i nogen Afstand Sten og Spyd paa hinanden; men saa snart saa det ene Parti vendte Ryggen til, brugte Sejrherrerne Sværdene. Der var et stort Mandefald paa begge Sider, og der blev mange saarede. De faldne iblandt Borgerne bleve af deres Paarørende førte til deres Hjem; blev derimod nogen af Zeloterne ramt, slæbte han sig op i Templet og overblødte Helligdommens Gulv, saa man kunde med Sandhed sige, at det var deres Blod alene, som besudlede Helligdommen. Banditerne havde imidlertid Overhaand, hver Gang de gjorde Udfald, og Borgerpartiet, som stadig blev talrigere, blev forbitret herover. De udskældte de Flygtende, og de bagerste holdt sig tæt sammen for ikke at lade Flygtningerne komme tilbage. Derpaa vendte de hele deres Styrke mod Modstanderne. Dette voldsomme Angreb kunde disse ikke modstaa, og da de langsomt trak sig tilbage op til Templet, trængte Ananos' Folk sammen med dem derind. De bleve grebne af Forfærdelse ved saaledes at miste deres første Forsvarslinie, flygtede ind i det indre Rum og lukkede i Hast Portene. Ananos ønskede imidlertid ikke at gaa løs paa de hellige Porte, skønt hine beskøde hans Folk deroppe fra. Han ansaa det nemlig for lovstridigt, selv om han ogsaa derved kunde have gjort sin Sejr fuldstændig, at føre Folkene derind, uden at de i Forvejen havde gennemgaaet en Renselse. Af sin Hær udtog han derfor ved Lodtrækning 6000 Sværtbevæbnede og stillede dem paa Vagt ved Buegangene. Andre afløste dem, og enhver var forpligtet til at møde paa Vagt efter sin Tur. Mange af de ansete Mænd fik ganske vist af de Kommanderende Lov til at blive fri derfor, men maatte saa leje nogle af de Fattige og sende dem paa Vagt i deres Sted.

13. Skylden for at alle maatte gennemgaa denne Elendighed laa hos Johannes, der, som vi fortalle, var flygtet fra Gischala. Han var en meget listig Mand og gik omkring med en stærk Lyst til at blive Eneherre. Det var ham, som med sine underfundige Raad stod bagved disse Begivenheder. Han gav sig paa dette Tidspunkt ud for at staa paa Befolkningens Side og fulgte med Ananos omkring om Dagen, naar denne holdt Raad med de indflydelsesrige Mænd, og om Natten, naar han eftersaa Vagterne; men han forraadte hans Hemmeligheder til Zeloterne, og enhver Sag, som Befolkningen overvejede, blev igennem ham aabenbaret for Fjenderne, endog før der var bleven taget nogen endelig Beslutning. I sine Bestræbelser for ikke at blive mislænkt anvendte han overdrevne Smigrerier overfor Ananos og Befolkningens Ledere. Hans Iver herfor ledte ham imidlertid til det modsatte af, hvad han egentlig tilsigtede; thi paa Grund af sine meningsløse Smigrerier blev han netop mere Genstand for Mistanke, og det at han saaledes var tilstede allevegne, uden at

Side 244

nogen havde haft Bud efter ham, fremkaldte den Tanke, at han forraadte de hemmelige Planer. Man mærkede jo nemlig, at Fjenderne vare kendte med alt, hvad man raadslog om, og der var ingen, hvem det laa nærmere at mistænke for disse Meddelelser end Johannes. At skille sig af med ham var imidlertid heller ikke let, da han jo netop i Kraft af sin Slethed havde en vis Indflydelse og desuden blev støttet af mange ganske ansete Mænd, der havde forenet deres Vaaben med Befolkningen. Man besluttede da at sikre sig hans Velvilje ved at tage ham i Ed. Og Johannes svor beredvilligt, at han vilde være Befolkningens Ven, og hverken aabenbare nogen Beslutning eller noget Foretagende for Fjenderne, men baade med Raad og Daad hjælpe til at gøre en Ende paa Modstanderne. Ananos og hans Tilhængere troede paa hans Eder og toge ham nu, uden at nære nogen Mistanke, med til deres Raadslagninger, ja de sendte ham endog som Sendebud til Zeloterne for at forhandle om Ophør af Fjendtlighederne. De bestræbte sig nemlig for, at Helligdommen ikke skulde blive besmittet for deres Skyld, og at ingen af deres Landsmænd skulde falde inde i den.

14. Johannes opførte sig imidlertid, som om det var Zeloterne og ikke deres Modstandere, han havde svoret Troskab. Han begav sig ind til dem, stillede sig op midt iblandt dem og sagde, at han ofte havde været i Fare for deres Skyld, for at de ikke skulde være uvidende om nogen af de hemmelige Raadslagninger, som Ananos og hans Parti holdt imod dem. Nu vilde han imidlertid sammen med dem alle blive styrtet i den allerstørste Fare, hvis ikke Forsynet paa en eller anden Maade kom dem til Hjælp. Nu betænkte Ananos sig nemlig ikke længer, men havde faaet Folket overtalt til at sende Bud til Vespasianus, at han hurtig skulde komme og tage Byen. For at komme dem til Livs havde Ananos bestemt den følgende Dag til en Renselsesdag, for at hans Tilhængere kunde komme ind i Templet enten ved at gaa derind for at forrette Gudstjeneste eller ved at tiltvinge sig Adgang og saaledes komme i Kamp med dem. Han kunde ikke indse, hvorlænge de skulde kunne udholde Belejringen eller holde saamange Modstandere Stangen. Han fremstillede derpaa Sagen saaledes, som om det var ved Guds Forsyns styrelse, at han var bleven sendt til dem som Forligssendebud. Ananos' Hensigt dermed var at indgyde dem Tillid for saa derpaa at falde over dem, naar de vare blevne godtroende. Der var altsaa intet andet at gøre end at bønfalde Belejrerne om at spare deres Liv, eller se at skaffe nogen Undsætning tilstede udefra. De, som imidlertid, i Tilfælde af Nederlag, sloge sig til Ro i Haab om Tilgivelse, var Folk, som havde glemt deres egne dristige Gærninger og som mente, at saasnart som Gærningsmændene følte Fortrydelse, skulde strax de forurettede tilgive dem. Men selv om de, der havde gjort Uret, opnaaede Tilgivelse, vare de dog ofte Genstand for Had,

Side 245

og naar de forurettede fik Magten, vilde deres Harme bryde voldsommere frem. De omkomnes Venner og Slægtninge vilde efterstræbe dem, ja hele Folkets Masse var jo harmfuld over Lovenes og Domstolenes Opløsning, — saa, selv om ogsaa eet Parti vilde have Medlidenhed med dem, vilde det dog intet kunne udrette overfor Flertallets Forbitrelse.


IV.

1. Ved denne snildt holdte Tale satte han dem alle i Skræk; han vovede vel ikke ligefrem at nævne, hvilke Hjælpetropper de skulde søge udefra: men han antydede, at det skulde være Idumæerne. For særlig at ophidse Zelolernes Anførere, beskyldte han Ananos for Grusomhed og sagde, at han særlig havde truet dem. Det var Eleazar, Gions Søn,1 som forøvrigt var den mest tiltalende Mand blandt dem og dygtig baade til at lægge de fornødne Planer og udføre det besluttede, — og dernæst Zacharias, Amfikalleis Søn, — begge af præstelig Slægt. Da disse havde hørt, at der foruden de Trusler, som gjaldt alle, rettedes særlige imod dem, og at endvidere Ananos og hans Parti for at skaffe sig Magten havde tilkaldt Romerne, — dette havde Johannes nemlig ogsaa paaløjet dem, — saa vare de længe i Forlegenhed med hvad de skulde gøre. De maatte jo imidlertid ikke bruge lang Betænkningstid; thi dels var Befolkningen rede til inden ret længe at angribe dem, og dels vilde et saadant pludseligt Angreb afskære dem Udsigten til at faa Undsætning udefra. De kunde jo blive helt tilintetgjorde endog før de kunde faa sendt nogen af deres Hjælpere Besked. De besluttede desuagtet at tilkalde Idumæerne og skreve kortelig til dem, at Ananos havde ført Folket bag Lyset og forraadt Hovedstaden til Romerne, medens de selv havde rejst sig for Frihedens Sag og nu holdtes indesluttede i Templet. De kunde kun gøre Regning paa at holde sig i kort Tid, og hvis de ikke hurtig kom dem til Hjælp, vilde de falde i Ananos' og deres Fjenders Haand, og Staden blive Romernes. Endvidere paalagde de Sendebudene at give Idumæernes Høvdinger yderligere Besked. Til at overbringe dette Bud bleve to dristige Mænd foreslaaede, som baade vare dygtige til at tale og overtale, og hvad der var endnu nyttigere, vare ypperlige Hurtigløbere. Man vidste nok, at Idumæerne paa Stedet vilde lade sig


1Eller Simons Søn, som der maaske rettere bør læses. Han nævnes ogsaa Anden Bog XX.
Side 246

overtale, det er jo nemlig et uroligt og tøjlesløst Folk, som stedse er paa Færde ved ethvert Røre og glæder sig ved Omvæltninger. Naar man bad dem og smigrede dem lidt, vilde de gribe til Vaaben og rykke i Felten som til en Fest. Hvad det gjaldt om, var at faa Budet hurtigt besørget, og i den Henseende lode Udsendingerne det ikke mangle paa Iver. De hed begge Ananias, og det varede ikke længe, inden de stode for Idumæernes Høvdinger.

2. Ved at læse Brevet og høre hvad Overbringerne berettede, bleve disse forfærdede, løb som rasende Mennesker rundt iblandt Folket og raabte paa Krig. Der samlede sig da en Mængde Tropper, endog hurtigere end de havde faaet Ordre til, og alle grebe de til Vaaben for Hovedstadens Frihed. Efter at der var organiseret en Hær paa 20,000 Mand, ankom den til Jerusalem, anført af fire Høvdinger, Johannes og Jakob, Sosas Søn, og desuden Simon, Thakeus Søn, og Fineas, Klusoths Søn.

3. Ananos, ja endog Vagterne, havde været uvidende om Sendebudenes Bortgang; men han fik derimod i god Tid Meddelelse om Idumæernes Fremrykning og lukkede Portene for dem samt holdt Murene bevogtede. Det var dog ikke hans Bestemmelse at ville kæmpe med dem, men at tale sig til Rette med dem, før de angrebe. Jesus, som næst efter Ananos var den ældste af Ypperstepræsterne, gik derfor op paa det Taarn, der stod ligeoverfor deres Lejr, og sagde: "Under de mange forskellige Uroligheder, som have plaget denne By, er der intet, man maa undre sig saadan over som over det Tilfælde, der nu er indtruffet, at de Slette have faaet en saa uventet Hjælp. I ere jo nemlig komne for at hjælpe disse forvorpne Mennesker imod os, og det med en større Beredvillighed, end man skulde tro, I vilde vise, dersom Hovedstaden havde kaldt Eder til Hjælp mod Barbarer. Dersom jeg nu kunde se, at Eders Skare bestod af lignende Mennesker som de, der have tilkaldt Eder, vilde jeg ikke finde noget forunderligt i Eders Iver; thi der er Intet, der frembringer et saadant Venskab som Overensstemmelse i Væsen. Men nu er Forholdet det, at dersom man vilde undersøge disse een for een, skulde man finde, at hver eneste havde fortjent Døden 10,000 Gange. Det er Pakket og Afskummet fra hele Landet, som efter først at have forødt hvad de selv havde og ladet deres Galskab gaa ud over de omkringliggende Landsbyer og Stæder, nu tilsidst hemmelig have sneget sig ind i den hellige Stad, og med deres overordenlige Skurkestreger have de, — Banditer som de ere, — endog besmittet den hellige Grund, hvor man nu kan se dem skamløse sidde og svire i Helligdommen og fylde deres umættelige Buge med det Bytte, de have taget fra de Myrdede. Naar man ser Eders Antal og smukke Vaaben, da skulde man antage, at Hovedstaden ifølge en fælles Beslutning have kaldt Eder til Hjælp som Forbundsfæller imod Fremmede. Men hvad skal man kalde det andet end et

Side 247

ondskabsfuldt Spil af Skæbnen, naar man ser et Folk fuldtalligt komme en Bande af Skurke til Undsætning. Jeg har længe ikke kunnet begribe, hvad det kan have været, der saa hurtig har kunnet sætte Eder i Bevægelse; thi der skal jo en vigtig Grund til, før man griber til Vaaben for Banditer og imod et beslægtet Folk; — men nu hører jeg Ordene "Romere" og "Forræderi", — det var der nemlig nogle af Eder, som nylig raabte, — og dernæst, at de "ere komne for at befri Hovedstaden." Over den vanvittige Løgn, Skurkene dér have udtænkt, forbauses jeg mere end over alle de andre frække Gærninger, de have gjort. Men de have vel ikke paa anden Maade kunnet faa Eder opæggede imod os end ved at paadigte os Forræderi mod den længselsfuldt elskede Frihed. I ere jo nemlig af Naturen frihedskære Mænd og derfor strax rede til at kæmpe mod udefra kommende Fjender. I bør imidlertid se hen til, hvem det er, der udslynger disse Bagtalelser, og imod hvem de rettes. — og saaledes uddrage Sandheden ikke af opdigtede Taler, men ved Betragtning af begge Parters Gærninger. Hvad skulde ogsaa bevæge os til at sælge os selv til Romerne nu; det stod os jo frit for fra allerførst af at lade være med at gøre Oprør, eller da vi eengang vare faldne fra, kunde vi jo have søgt Forlig, før Egnene rundt om vare blevne ødelagte. Selv om vi nu ønskede det, vilde det ikke være let at opnaa Forlig nu, da Galilæas Underkuelse har gjort Romerne overmodige, og underkastede vi os dem nu, da de staa nær herved, vilde det bringe en Skændsel over os, der vilde være værre end Døden. Jeg personlig sætter Freden højere end Døden; men da jeg nu eengang har indladt mig i Krig og Kamp, foretrækker jeg en berømmelig Død for et Liv i Fangenskab. — Mon de sige, at vi, Folkets Ledere, hemmelig have sendt Bud til Romerne? eller er det Folket selv, som i Fællesskab har besluttet det? Hvis det er os, saa lad dem sige, hvilke af vore Venner det er, der ere sendte, og hvilke af vore Husfolk, der have besørget dette Forræderi. Er nogen bleven greben paa Udrejsen eller opsnappet paa Hjemvejen? Har man faaet fat i noget skriftligt? Hvor kunde vi forblive uopdagede af saamange Borgere, iblandt hvem vi færdes hver Time, medens hine. som ere faa og indespærrede, saa de slet ikke kunne komme fra Templet ned i Byen, vide Besked om, hvad der skal være foretaget hemmeligt ude i Landet? Det er maaske først nu, at de have faaet Besked om det, nu da de skulle til at lide Straf for deres Skurkestreger; saalænge de vare de store Herrer, var der ingen af os, der mistænktes for Forræderi. — Er det derimod Befolkningen i sin Helhed de give Skylden, saa maatte Sagen jo dog vel være bleven besluttet i et offentligt Møde, og ingen vilde have været udelukket fra Forsamlingen, saa i det Tilfælde vilde et tydeligt Rygte nok være kommet til Eder forud for Meddelelsen, I have modtaget. Endvidere! Mon vi saa ikke ogsaa, efter at have bestemt os til

Side 248

Forlig, maatte have udsendt Bud? Hvem er bleven valgt dertil? Lad dem sige det! — Nej, det er en Opdigtelse af Folk, som ere i Dødsfare og som bruge alle Kneb nu da de se, at Straffen er nær. Skulde det være Skæbnens Bestemmelse, at Byen skal forraades, saa vare da de, som udslynge Beskyldningerne, de eneste, der vilde have Frækhed nok dertil. Det manglede blot, at de ogsaa skulde begaa denne Skurkestreg: Forræderi. — Da I nu eengang ere komne bevæbnede tilstede, saa er det rigtigste, I kunne gøre, at forsvare Hovedstaden og hjælpe til med at udrydde disse Tyranner, som have ophævet Domstolene, traadt Lovene under Fødderne og afgjort Sagerne med deres Sværd. Ja, fornemme og ganske sagesløse Mænd have de grebet paa aabent Torv, betynget dem med Lænker og endelig dræbt dem uden at tage Hensyn til deres Raab eller Bønner. Hvis I ville komme med Fred, maa I gærne komme herind, og saa skulle I se Beviser paa hvad jeg siger: Huse, der ere tømte ved deres Plyndringer, de Myrdedes Kvinder og Slægtninge vandrende sørgeklædte omkring, Jammer og Graad over hele Byen. Der er nemlig ingen, uden at han jo har maattet lide under disse Ugudeliges Angreb. Ja, de have drevet deres Galskab saavidt, at de ikke alene, efter at have ødelagt Landet og Byerne her udenfor, have ladet deres røveriske Frækhed gaa ud over hele Nationens vigtigste By, dens Hovedstad; — men fra Staden er Turen kommen til Templet. Det er bleven deres Støttepunkt, deres Tilflugtssted og det Rustkammer, hvorfra de gøre Forberedelser til at angribe os. Ja, dette Sted, som er bleven tilbedt af hele Verden, og hvis Rygte har fremkaldt Ærefrygt hos Fremmede fra Jordens Grænser, det nedtrampes nu af Umennesker, som ere fødte her i Landet. I deres fortvivlede Tilstand fryde de sig over, at det ene Folk kan komme i Strid med det andet, den ene By med den anden, og over at en Nation samler Tropper for at sønderrive sine egne Indvolde. Nej, det smukkeste og sømmeligste, I kunne gøre, er som sagt, at hjælpe til med at udrydde disse Skurke og tage Straf over dem fordi de have bedraget Eder, idet de have haft Frækhed til at sende Bud efter Eder som Hjælpere i Stedet for at frygte Eder som Hævnere. Mene I imidlertid, at I bør tage Hensyn til deres Bud, nu vel, saa maa I gærne, efter at have nedlagt Vaabnene, komme ind i Byen, da I jo ere vore Stammefrænder, og I kunne da indtage en neutral Stilling, uden hverken at være deres Forbundsfæller eller Fjender, og saa dømme os imellem. I maa dog i saa Fald betænke, hvilken Fordel det er for hine at blive dømte af Eder for deres aabenlyse og store Forbrydelse, medens de ikke have tilladt sagesløse Folk at fremkomme med et Ord. Lad dem dog kun have denne Fordel af Eders Komme. Hvis I imidlertid ikke dele vor Harme og ikke heller ville være Dommere, saa er der den tredie Udvej, at I overlade begge Partier til deres Skæbne og hverken benytte Eder af vore

Side 249

Ulykker eller gøre fælles Sag med Hovedstadens Fjender. Skulde I særlig have den Mistanke, at nogle iblandt os have forhandlet med Romerne, saa staar det Eder frit for at bevogte Vejene, og skulde noget af det, vi bagtales for, vise sig virkeligt, da kunne I jo komme og indespærre Hovedstaden for at straffe dem, der ere afslørede som Skyldige. Fjenderne kunne ikke komme Eder i Forkøbet, da I jo allerede ligge for Byen. Er der imidlertid intet af disse Forslag, der synes Eder fornuftigt eller rimeligt, saa maa I ikke undre Eder over, at Portene holdes lukkede, indtil I nedlægge Vaabnene."

4. Denne Tale holdt altsaa Jesus. Størstedelen af Idumæerne hørte dog ikke efter, hvad han sagde, men vare rasende over, at de ikke fandt Adgangen fri, og Høvdingerne vare forbitrede over Fordringen om at nedlægge Vaabnene; de ansaa det nemlig for Tegn paa Trældom at nedlægge dem paa nogetsomhelst Menneskes Befaling. Een af Høvdingerne, Simon, Knathas Søn,1 bragte med Nød og næppe Stilhed tilveje blandt sine Landsmænd, stillede sig derefter paa et Sted, hvor han kunde høres af Ypperstepræsterne, og sagde: Det var ikke at undre sig over, at Frihedens Forkæmpere holdtes indesluttede i Templet, naar man ogsaa lukkede Folket ude fra dets fælles By. Havde det været Romerne, da havde man sagtens været rede til at lukke dem ind, ja bekranset Portene. Idumæerne derimod forhandlede man med fra Taarnene og befalede dem at nedlægge de Vaaben, som de havde grebet for Frihedens Sag. "Man vil ikke betro os, et beslægtet Folk, at bevogte Hovedstaden, men vil dog gøre os til Dommere angaaende indbyrdes Uenigheder. Man anklager nogle for at have myrdet Folk udømte, og saa vil man dømme en hel Nation til Skændsel. Staden skulde jo staa alle Fremmede aaben, saa de kunne dyrke Gud, og saa lukke I den til5 for Eders egne Landsmænd! Vi have skyndt os alt, hvad vi kunde, med at drage i Strid, ja i en Kamp med vore Stammefrænder, vi have skyndt os, for at vi kunde bevare Eders Frihed. Det er vel for det samme, I ere blevne fornærmede paa dem, I holde indesluttede, og den Mistanke, I nære til dem, er, kan jeg tænke mig, af lignende Art som den imod os. Og saa sige I, at I blive tyranniserede, I, som holde alle dem indesluttede, der bekymre sig for Statens Sager, I, som udelukke samtlige nærbeslægtede Folkeslag fra Byen og desuden komme med hovmodige Befalinger, — I hæfte Tyrannavnet paa dem, der lide under Eders eget Tyranni! Hvem vil lade sig narre af Eders Ord, naar man ser, at Eders Handlinger ere lige stik imod Ordene? Hvad om Idumæerne, hvem I nu holde ude fra deres fædrene Helligdom, nu lukkede Eder selv ude fra Hovedstaden? Man kunde egentlig med Rette dadle de i Templet belejrede, fordi de, da de dristede sig til at tugte Forræderne, hvem


1Formodentlig identisk med den i § 2 nævnte Simon, Thakeus' Søn.
Side 250

I, deres Medskyldige, kalde fremragende og sagesløse Mænd, ikke begyndte med Eder og først bortskar de vigtigste Dele af Forræderiet. Men selv om nu de have været noget mere blødhjærtede, end de burde, saa skal i hvert Fald vi Idumæere beskærme Guds Hus, forsvare det fælles Fædreland og tage Hævn over vore Fjender, baade dem, der angribe os udefra, og Forræderne i det Indre. Vi blive da staaende i Vaaben her foran Murene, indtil enten Romerne blive trætte af at indlade sig med Eder, eller I forandre Mening og fatte Kærlighed til Friheden."

5. Alle Idumæerne tilraabte disse Ord deres Bifald; men Jesus begav sig modløs bort; han saa jo nemlig, at Idumæerne vare alt andet end besindige, og at Byen nu maatte kæmpe til to Sider. Idumæernes Sind var imidlertid ej heller roligt; de vare nemlig ophidsede over den Fornærmelse, man havde vist dem ved at holde dem ude fra Byen, og da de saa, at Zeloterne, hvem de havde troet stærke, ikke rakte dem nogen hjælpende Haand, kom de i Forlegenhed, og der var mange, som fortrød, at de vare komne. Følelsen af, at det vilde være en Skam at vende tilbage med ganske uforrettet Sag, overvandt dog Fortrydelsen, saa at de bleve der foran Muren, skønt de havde et ubehageligt Nattekvartér. I Nattens Løb udbryder der nemlig et forfærdeligt Uvejr: hæftige Vindstød med umaadelige Regnskyl, Lyn, der fulgte umiddelbart efter hinanden, gyselige Tordenskrald og Jordrystelse, ledsaget af uhyre Drøn. En saadan Forstyrrelse i Naturen var et tydeligt Tegn paa mange Menneskers Undergang, og man maatte tro, at det var et Varsel om en ikke lille Ulykke.

6. Saavel Idumæerne som de i Byen kom derved paa een og samme Tanke; hine troede, at Gud var vred over deres Felttog, og at de ikke vilde slippe godt fra at have grebet til Vaaben imod Hovedstaden, og Ananos og hans Parti mente, at de havde sejret uden Kamp, og at Gud stred for dem. Men det viste sig sandelig, at de havde sluttet forkert med Hensyn til, hvad der skulde ske, og at de selv skulde komme til at lide det, de havde spaaet deres Fjender. — Idumæerne havde nemlig sluttet sig tæt sammen og havde indgydt hverandre nyt Mod; ved at sætte skjoldene tæt sammen over deres Hoveder lede de ogsaa mindre under Regnen. Zeloterne vare imidlertid i større Bekymring for dem, end for den Fare, de selv svævede i, og de samledes derfor og undersøgte, om de ikke kunde udfinde noget Middel til at hjælpe dem. De mest ivrige mente nu, at man med Kraft skulde falde over dem, der belejrede Templet og derefter styrte ned midt igennem Byen og udenvidere uåbne Portene for Hjælpetropperne. Vagterne vilde nok vige, forfærdede over deres uventede Angreb; de fleste af dem vare tilmed vaabenløse og uden Krigserfaring, og dernæst bleve de fleste af Byens Folk holdte inde i deres Huse af Uvejret og vilde vanske-

Side 251

lig kunne samles. Og skulde der ogsaa være nogen Fare ved denne Plan, saa maatte de dog hellere lide hvadsomhelst end rolig se paa, at en saa stor Skare for deres Skyld ynkelig skulde gaa tilgrunde. De mere forstandige derimod fraraadede at bruge Magt, de saa nemlig ikke blot, at Vagten, der belejrede dem, var forstærket; men at ogsaa Bymuren for Idumæernes Skyld blev omhyggelig bevogtet, og de troede, at Ananos var tilstede overalt og hver Time inspicerede Vagterne. Dette var ganske vist ogsaa sket de andre Nætter; men netop denne Nat blev det undladt, dog ikke paa Grund af Efterladenhed fra Ananos' Side; men det var som en Skæbnens Bestemmelse, at han og Flertallet af Vagterne skulde gaa tilgrunde. Da det nemlig var et Stykke hen paa Natten, og Uvejret blev jo længer jo værre, vilde Skæbnen, at Vagterne i Søjlegangen faldt i Søvn, og at Zeloterne imidlertid greb det Paafund at tage nogle Save, der fandtes i Helligdommen, og oversave Portenes Bomme. Blæstens Tuden og de uafladelige Tordenskrald hjalp dem, saa at man ikke hørte den Støj, dette gjorde.

7. Saaledes slap de ubemærkede ud af Helligdommen og kom hen til Muren, hvor de ved Hjælp af de samme Save aabnede den Port, der vendte ud imod Idumæerne. Disse bleve først urolige, da de troede, at det var Ananos og hans Folk, der gjorde Angreb, og enhver greb efter sit Sværd for at forsvare sig; men de fik snart at vide, hvem det var, der kom, og droge saa ind i Byen. Hvis de nu havde begivet sig rundt omkring i Byen, vilde Intet have kunnet hindre dem i at dræbe Befolkningen til sidste Mand, — de vare nemlig ophidsede nok til at gøre det; — men nu skyndte de sig først op for at befri de indesluttede Zeloter; thi de, der havde skaffet dem ind i Byen, bade indtrængende, at de ikke maatte glemme, at de, for hvis Skyld de vare komne, befandt sig i stor Vanskelighed, og at de ikke maatte bringe en endnu værre Ulykke over dem. Naar de havde bemægtiget sig Vagterne, vilde det være let for dem at falde over Byen; men hvis Byen først blev alarmeret, vilde man ikke kunne faa fat i dem; thi saasnart de mærkede Uraad, vilde de samle sig og spærre Adgangen til Templet.


V.

1. Dette indrømmede Idumæerne og marscherede igennem Byen op til Templet, hvor Zeloterne i Spænding ventede deres Komme. Saasnart de vare komne indenfor, bleve disse dristige og rykkede frem fra det Indre af Helligdommen. Sammen med Idumæerne styr-

Side 252

tede de sig over Vagterne, og nogle, som laa og sov udenfor, nedsablede de i deres Søvn; de, som derimod vaagnede op, gave sig til at raabe, og herved kom hele Befolkningen i Bevægelse, greb forfærdet til Vaaben og rykkede til Undsætning. Saalænge de troede, at det alene var Zeloterne, som angrebe, vare de ved godt Mod og mente, at de ved deres Mængde nok skulde faa Bugt med dem; men da de saa, at der strømmede andre ind udefra, mærkede de, at Idumæerne vare trængte ind, og Størstedelen af dem tabte strax Modet,, slængte deres Vaaben fra sig og gave sig til at jamre sig. Der var dog nogle faa unge Mennesker, som sluttede sig sammen, toge kækt imod Idumæerne og i lang Tid dækkede de forknyttes Skare. Andre meldte ved deres Raaben Byens Indbyggere den Ulykke, der var sket, og ingen vovede at komme de ovennævnte til Hjælp, saasnart de fik at vide, at Idumæerne vare faldne ind i Byen; men, uden at udrette noget, gave de sig ogsaa til at raabe og jamre; der rejste sig tillige et stort Skrig fra Kvinderne og fra Vagterne, som hver for sig vare stedte i stor Fare. Zeloterne derimod forenede deres Krigsskrig med Idumæernes, og medens alle saaledes skrege, bidrog Uvejret til at gøre Stillingen endnu frygteligere. Idumæerne skaanede ingen; de ere nemlig af Naturen blodtørstige og vare tillige blevne ærgerlige over det slemme Vejr, hvorfor de nu udøste deres Harme over dem, der havde lukket Portene for dem. De gjorde ingen Forskel paa dem, der bade om Naade, og dem, der satte sig til Modværge. Mange gennemborede de med deres Sværd, skønt de mindede dem om det Slægtskab, der fandtes imellem deres Folk, og bade dem have Ærefrygt for deres fælles Helligdom. Der var intet Sted. hvorhen man kunde flygte, pg der var intet Haab om Frelse, Folk bleve drevne sammen imellem hinanden og nedhuggede. Da Flertallet var bleven drevet tilbage, saa de intet Sted havde at ty til, og de blodtørstige Fjender gik løs paa dem, kastede de sig i deres Raadvildhed hovedkulds ned ad Muren til Staden og beredte sig saaledes frivillig en Død, der efter min Mening var ynkeligere end den, de flygtede for. Hele den ydre Helligdom flød med Blod, og da Dagen brød frem, fandt man 8500 Lig.

2. Idumæernes Raseri var imidlertid ikke mættet herved; men de vendte sig nu mod Staden, udplyndrede ethvert Hus og myrdede, hvem de traf paa. At dræbe den almindelige Hob syntes dem dog at være ørkesløst, de ledte derimod efter Ypperstepræsterne, og imod dem rettedes de flestes Bestræbelser. Man fik dem hurtig fat, og efter at de vare blevne myrdede, trampede man paa deres Lig og drev Spot med Ananos for hans Kærlighed til Folket og med Jesus for hans Tale fra Muren. De gik saa vidt i deres Ugudelighed, at de slængte Ligene bort uden at begrave dem, og det skønt Jøderne dog ellers bære saa stor Omsorg for de Dødes Begravelse, at de endog før Solnedgang nedtage og begrave dem, der ere dømte

Side 253

til Korsfæstelse.1 Jeg gaar ikke for vidt, naar jeg siger, at Byens Indtagelse begyndte med Ananos' Død, og at Muren begyndte at omstyrtes og Jødernes Sager at komme i Forfald fra hin Dag af, da man saa Ypperstepræsten, den Mand der vaagede over Statens Velfærd, ligge myrdet midt i Byen. Han var en i hver Henseende ærværdig Mand og navnlig meget retfærdig og trods den Anseelse, der fulgte med hans fornemme Fødsel, hans Værdighed og den Ære, han nød, yndede han dog at vise et jævnt og ligefremt Væsen selv overfor de ringeste. Han elskede Friheden og Demokratiet overordentlig højt. Man satte altid det almene Vel over, hvad der kunde gavne ham selv, og fremfor alt bestræbte han sig for at bevare Freden; han vidste nemlig, at man ikke kunde tage det op imod Romerne; men, tvungen af Nødvendigheden, havde han ogsaa sin Opmærksomhed rettet paa Krigens Førelse, for at Jøderne, hvis de ikke vilde slutte Forlig, dog i hvert Fald kunde føre Krigen dygtigt. Men, kort sagt, hvis Ananos havde levet, vilde de sikkert være blevne forligte med Romerne; thi han besad ypperlige Evner til at tale og overtale Folket, og han havde jo allerede faaet Bugt med dem, der stode som en Hindring for Forliget. Men vilde Jøderne endelig fortsætte Krigen, saa kunde de, hvis de havde beholdt ham som Leder, have voldt Romerne mere Fortræd end nu. — Ved hans Side stod Jesus, der vel ikke kunde sammenlignes med ham, men dog ragede op over de andre. — Men jeg tænker mig, at Gud, der havde dømt den besmittede By til Undergang og vilde udrense Helligdommen med Ild, nu først vilde bortrykke dem, der forsvarede og elskede den. De, som saa kort i Forvejen havde baaret det hellige Klædebon, havde forestaaet den verdenskendte Gudsdyrkelse og vare blevne ærede af dem, der fra hele Verden kom dragende til Byen, dem saa man nu henslængte nøgne som Føde for Hunde og vilde Dyr. Jeg kan tænke mig Dyden selv begræde disse Mænd og sørge over, at den havde lidt et saa stort Nederlag mod Sletheden. — Et saadant Endeligt fik altsaa Ananos og Jesus.

3. Efter deres Mord gik Zeloterne og Idumæerflokken løs paa Befolkningen og slog dem ned ligesom en Flok urene Dyr. Folk uden Betydning og Indflydelse dræbte de, hvor de traf dem; de Fornemme og de Unge fangede de derimod, satte dem i Fængsel og opsatte deres Henrettelse i Haab om at faa nogle af dem over paa deres Parti. Ingen af dem lod sig dog bevæge; men alle foretrak Døden fremfor at gaa i Ledtog med Skurkene imod Fædrelandet. De maatte da til Straf for deres Vægring lide frygtelige Pinsler, de bleve piskede og underkastede Tortur, og naar deres Legeme ikke kunde taale flere Pinsler, vilde man knap give dem Naadesstødet. Dem man havde grebet om Dagen, slog man ihjel om Natten, og


1Sammenlign Jesu Gravlægning.
Side 254

derpaa bar man Ligene ud og slængte dem bort, for at der kunde blive Plads til nye Fanger. Saa stor var Befolkningens Skræk, at ingen vovede aabenlyst at begræde sine døde Slægtninge eller at begrave dem; men de lukkede sig inde og græd i al Hemmelighed, og før de turde klage, maatte de spejde rundt om, for at ikke nogen af Fjenderne skulde høre det. Thi i saa Tilfælde maatte den, der sørgede, lide samme Skæbne som dem, han sørgede over. Ved Nattetid toge de med Hænderne en Smule Sand og kastede over Ligene, og nogle vare saa forvovne, at de gjorde det om Dagen. Saaledes omkom 12,000 fornemme unge Mænd.

4. De andre bleve imidlertid kede af at myrde Folk udenvidere og indførte derfor paa Skrømt Domstole og Rettergang. Saaledes havde de i Sinde at dræbe Zacharias, Bareis' Søn.1 Hvad der havde ophidset dem imod ham, var hans store Had til al Slethed og hans Kærlighed til Friheden; men han var desuden en rig Mand, saa de haabede ikke blot at kunne tilrane sig hans Gods, men ogsaa at skille sig af med en indflydelsesrig Mand, der vilde kunne skade dem. De sammenkaldte altsaa efter Tilsigelse 70 ansete Borgere i Templet, beklædte dem, som om det var en Theaterforestilling, med Dommerdragt, medens de i Virkeligheden ingen Myndighed havde, og anklagede Zacharias for at have villet forraade Staten og for i Anledning af dette Forræderi at have sendt Bud til Vespasianus. Der var intet Bevis for disse Anklagepunkter, ja ikke engang nogen Sandsynlighed for at de kunde være sande. Hans Fjender sagde imidlertid, at de vare aldeles overbeviste om hans Skyld og mente, at dette var tilstrækkelig Sikkerhed for Anklagens Sandhed. Zacharias forstod nok, at der ikke var levnet ham noget Haab om Frelse og at man falskelig havde indstævnet ham for at kaste ham i Fængsel og ikke for at stille ham for nogen virkelig Domstol; men skønt han havde opgivet ethvert Haab om at slippe fra det med Livet, mistede han dog ikke sin Frimodighed. Han rejste sig op, omtalte spottende det Bevis, hvorpaa man støttede Anklagen, og fralagde sig ganske kort de Beskyldninger, man havde fremført. Derefter førte han imidlertid Talen over paa sine Anklagere og gennemgik deres Forbrydelser een for een, samtidig med, at han dybt beklagede de forvirrede Forhold. Zeloterne støjede og kunde næppe afholde sig fra Haandgribeligheder; men de havde foresat sig, lige til det sidste at bevare Skinnet af, at det var en Domstol, og forøvrigt havde de Lyst til at prøve, om Dommerne under den Fare, de selv svævede i, vilde huske Retfærdigheden. De 70 afgave imidlertid alle deres Stemme til Gunst for den anklagede og foretrak at dø sammen med


1Man læser ogsaa Zacharias Baruchs Søn, og nogle have ment, at han skulde være identisk med den i Matth. 23, 35 (Luc. 11, 51) nævnte Zacharias Barachias' Søn.
Matthæus 23,35: For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret.
Side 255

ham fremfor at faa Skyld for hans Død. Over denne Frikendelse opløftedes der et Raab fra Zeloterne, som alle vare harmfulde paa Dommerne fordi disse ikke havde forstaaet, at den Myndighed, man havde overdraget dem, kun var Komediespil. To af de frækkeste sprang frem, nedhuggede Zacharias midt i Templet og sagde spottende til ham, da han faldt: "Tag ogsaa vor Stemme til Bekræftelse af at Du er frifunden!" Derpaa kastede de ham med det samme ned i en Slugt nedenfor Templet. Hvad Dommerne angik, slog de dem haanligt med Bagen af deres Sværd og drev dem udenfor Tempelhegnet. Hensigten med, at man sparede deres Liv, var alene den, at de skulde løbe rundt i Byen, saa at alle kunde vide, hvilket Slaveri, de vare under.

5. Idumæerne begyndte imidlertid at fortryde, at de vare komne, og at blive betænkelige ved hvad de havde gjort. Der var nemlig een af Zeloterne, som hemmelig kom til dem, kaldte dem sammen, paaviste, hvilke Forbrydelser de havde deltaget i sammen med dem, der havde indkaldt dem, og opregnede hvad Skade de havde gjort Hovedstaden. De havde jo grebet til Vaaben i den Tro, at Hovedstaden var i Færd med at blive forraadt til Romerne af Ypperstepræsterne; men der var ikke fundet nogetsomhelst Tegn paa dette Forræderi, og de, der havde foregivet at ville beskytte Hovedstaden, var Folk, der frækt havde begaaet Krigens og Tyranniets Ugærninger. Idumæerne burde fra først af have sat en Stopper for dem; men da de nu engang havde taget Del i det indbyrdes Myrderi, saa burde de dog nu gøre Ende paa deres Fejl og ikke ved deres Forbliven styrke dem, der vilde opløse de fædrene Skikke. Var der nogle, som vare vrede over, at Portene vare blevne lukkede, og at man ikke strax beredvilligt havde givet dem Adgang med deres Vaaben, saa maatte de huske paa, at de, der havde lukket dem ude, nu vare straffede. Ananos var jo død, og i een eneste Nat var næsten hele Borgerskabet blevet udryddet. Man kunde jo ogsaa mærke, at mange af Borgerne selv fortrøde hvad de havde gjort. — De skulde se den umaadelige Grusomhed, som vistes af dem, der havde indkaldt dem, og som nu intet Hensyn toge til deres Redningsmænd. De dristede sig, lige for Øjnene af deres Forbundsfæller, til de skændigste Gærninger, og i deres Forbrydelser vilde Idumæerne jo være medskyldige, saalænge indtil de vilde gøre Ende derpaa eller skille sig fra Gærningsmændene. Da altsaa Talen om Forræderi havde vist sig at være Bagtalelse og der ikke var noget Angreb at vente fra Romernes Side, og da tilmed Byen var saa stærkt befæstet, at den ikke var let at faa Bugt med, saa burde de nu drage hjem. Naar de frasagde sig alt Samfund med disse slette Mennesker, forsvarede de sig samtidig for alt det, de vare blevne narrede til at tage Del i.


Side 256

VI.

1. Idumæerne lode sig overtale ved disse Forestillinger og løslode først dem, der sade i Fængslerne, omtrent 2000 Borgere, hvilke strax flygtede fra Byen og kom til Simon,1 om hvem vi skulle fortælle lidt nedenfor. Dernæst begave Idumæerne sig fra Jerusalem til deres Hjem. Deres Bortrejse blev en Overraskelse for begge Partier. Befolkningen, som ikke kendte noget til deres Fortrydelse, fattede paany for en kort Tid Mod ved saaledes at være slupne fri for Fjenderne; men paa den anden Side blev Zeloterne ogsaa dristigere; de saa nemlig ikke paa Sagen, som om de vare forladte af deres Forbundsfæller, men som om de vare blevne Folk kvit, der saa skævt til eller kunde hindre deres Forbrydelser. Der gik nu ej heller nogen Tøven eller Overvejelse forud for deres Voldshandlinger, de fattede lynsnart deres Beslutninger med Hensyn til alt, og det gik endda raskere med at udføre Beslutningerne end med at tage dem. Særlig rettede de deres Mordplaner mod de dygtige og fornemme og ihjelsloge hine, fordi de misundte dem, og de fornemme, fordi de frygtede dem; de saa nemlig deres eneste Sikkerhed i ikke at lade een eneste indflydelsesrig Mand beholde Livet. Saaledes blev blandt mange andre ogsaa Gurion2 dræbt, en baade ved Anseelse og Fødsel fremragende Mand, som var en Tilhænger af Demokratiet og opfyldt af en saa frisindet Tankegang som nogen iblandt Jøderne. Foruden hans øvrige Fortrin var det navnlig hans frimodige Tale, der voldte hans Død. Ej heller Peræeren Niger undslap deres Efterstræbelser, og det var jo dog en Mand, der havde udmærket sig særligt i Kampene mod Romerne.3 Han blev slæbt midt igennem Byen, skønt han opløftede hyppige Skrig og viste dem Arrene efter sine Saar. Da han var ført udenfor Portene, indsaa han, at han var fortabt, og bad dem kun om at give ham en ordenlig Begravelse; men de nedhuggede ham med den Forsikring, at de ikke vilde begrave ham, hvor inderligt han end ønskede det. Døende udtalte Niger det Forbandelsesønske, at Romerne som Hævnere maatte komme over dem, at de foruden Krigen maatte døje baade Hunger og Pest, og at indbyrdes Strid maatte følge med alt det øvrige. Alt dette lod Gud ogsaa komme over disse ugudelige, og det var ikke mere end retfærdigt, at de kort efter deres Oprør maatte lide under deres indbyrdes Raseri. Efter at Niger saaledes var dræbt, frygtede de ikke længer for, at deres Herredømme skulde blive styrtet, og nu var der ikke længer nogen Del af Befolkningen, mod hvem de ikke udtænkte Paaskud til at dræbe dem; nogle bleve slaaede ihjel, fordi de tidligere havde haft Uenighed med nogen af Zeloterne, andre


1 Gioras Søn. 2Gorion, Fjerde Bog III. 3Anden Bog XIX og Tredie Bog II.
Side 257

havde holdt sig fredelige og ikke fornærmet dem; men alligevel fandt de Anledning til at anklage dem: Den, der slet ikke vilde have noget med dem at gøre, var hovmodig, den, der frimodig indlod sig med dem, ringeagtede dem, den, der gik dem til Haande, blev mistænkt for Forræderi. For de sværeste som for de ringeste Beskyldninger gaves der samme Straf: Døden, og ingen slap fri undtagen de allerlaveste Samfundsklasser, de lavættede og de besiddelsesløse.1

2. Alle de romerske Befalingsmænd, som i Fjendernes Tvedragt saa en stor Fordel, higede nu efter at drage imod Staden, og de trængte ind paa Vespasianus, som jo var den Øverstkommanderende, idet de sagde, at Gud stod paa deres Side, da han jo styrede Forholdene saaledes, at deres Fjender vendte sig imod hverandre indbyrdes. Stillingen kunde imidlertid pludselig forandre sig, og Jøderne kunde hurtig blive forligte, naar de enten bleve udmattede af de indvortes Ulykker eller kom til at føle Anger derover. Vespasianus svarede imidlertid, at de toge storlig fejl i hvad der burde gøres: de higede, uden Hensyn til Faren, efter at fremvise deres Tapperhed og Vaaben, som om det var paa en Skueplads, de optraadte, og tænkte ikke paa, hvad der var nyttigt og sikkert. Hvis han nemlig nu strax satte sig i Bevægelse mod Staden, vilde han bevirke, at Fjenderne bleve enige og vendte deres endnu usvækkede Styrke imod ham. Hvis han derimod holdt sig i Ro, vilde han faa stadig færre at kæmpe imod, da de jo gik tilgrunde i Borgerkrig. Gud var en bedre Feltherre end han selv, og han vilde overgive Jøderne til Romerne, uden at det skulde koste disse nogen Møje, og vilde saaledes skænke Overkommandoen en farefri Sejr. Mens Fjenderne ødelagde sig selv med egne Hænder og lede under Borgerkrig, — den største Ulykke, der gives — skulde de hellere sidde som Tilskuere ved disse farlige Begivenheder end indlade sig i Kamp med blodtørstige Mennesker, som rasede imod hverandre indbyrdes. Men skulde nogen mene, at Æren ved Sejren vilde være mindre glimrende, naar den opnaaedes uden Kamp, da skulde han huske paa, at en Fordel; man kan vinde i Fred og Ro, er mere værd, end naar den skal vindes ved den usikre Vaabenlykke. Og man bør ikke anse de Mænd for mindre berømmelige, som ved Besindighed og Forstand opnaa ligesaa glimrende Resultater, som andre ved Vaaben. Medens Fjenderne svækkedes, vilde han komme til at staa i Spidsen for en stedse stærkere Hær, idet den jo nemlig kom til Kræfter efter sine stadige Anstrængelser. Til dem, der higede efter en glimrende Sejr, vilde han forøvrigt bemærke, at Lejligheden til


1Omtrent paa denne Tid har vistnok den christne Menighed forladt Jerusalem. Ifølge Eusebios' Kirkehistorie III. 5. drog den efter guddommelig Indskydelse bort fra den truede Stad og begav sig til den af Krigen uberørte By Pella østen for Jordan.
Side 258

at vinde en saadan ikke var kommen. Jøderne vare jo hverken ifærd med at forstærke deres Udrustning eller Befæstning og ej heller med at samle Hjælpetropper; hvis det havde været Tilfældet, vilde man skade sig selv ved at give dem nogen Tidsfrist; men under Trykket af indre Krig og Tvedragt lede de daglig værre Kvaler, end Romerne vilde kunne paaføre dem efter at have angrebet og fanget dem. Hvis man altsaa tog Hensyn til det sikre, saa skulde man lade dem faa Lov til at ødelægge sig selv, og vilde man saa ogsaa tage Hensyn til den Berømmelse, man kunde vinde ved en heldig Daad, saa skulde man dog ikke angribe Folk, der led af indre Splid; thi saa kunde det med nogen Ret siges, at Sejren ikke skyldtes dem, men Borgerkrigen.

3. Disse Vespasianus' Ord vandt Tilslutning hos Befalingsmændene, og det viste sig ogsaa strax, hvor forstandig hans Mening var. Der var daglig mange, som løb over for at undslippe Zeloterne. Flugten var dog vanskelig, da hine havde besat alle Udgangene og ihjelslog enhver, som de paa nogen Maade kunde gribe dér ifærd med at drage over til Romerne. Dog lode de dem løbe, som vilde give dem Penge, og blot den, der intet gav, blev regnet for Forræder. Resultatet blev da, at de rige købte sig Tilladelse til at flygte, og kun de fattige bleve nedhuggede. Omkring paa alle Landeveje laa Lig opdyngede i Massevis, og mange, som stode i Begreb med at løbe bort, foretrak dog, naar det kom til Stykket, at lide Døden i Hjemmet. Tanken at dø i Fædrestaden syntes dem nemlig mindre forfærdelig, da de jo i saa Tilfælde haabede at blive begravede. Zeloterne gik imidlertid saavidt i deres Raahed, at de hverken vilde jorde dem, der vare slaaede ihjel i deres Hjem, eller dem, der laa paa Vejene. Det saa ud, som om de havde forpligtet sig til at ophæve, saavel deres Fædrelands, som selve Naturens Love, og samtidig med deres Forbrydelser mod Mennesker ogsaa at besmitte det Guddommelige; de lode saaledes Ligene ligge og raadne under aaben Himmel. Den, der begravede een af sine Paarørende, blev kendt skyldig til samme Død som Overløberne, og den, der havde stedt en anden til Jorde, fik strax derefter selv en Grav behov. Kort sagt: ingen Følelse var under disse Ulykker saa fuldstændig gaaet til Grunde som Medlidenheden; hvad der burde vække Medynk, det opirrede tværtimod disse Skurke, og de vendte deres Harme fra de levende til de dræbte og atter fra de døde til de levende. Rædselen gik saavidt, at den Overlevende priste de ihjelslaaede lykkelige, fordi de havde faaet Fred, og naar de, der bleve pinte i Fængslerne, kom til at sammenligne sig selv med dem, der henlaa ubegravede, kaldte de disse for lykkelige. Enhver menneskelig Retsorden blev saaledes traadt under Fødder af dem, de guddommelige Ting lo de ad, og Profeternes Spaadomme spottede de som bedragerisk Sladder. Disse Profeter havde i deres Forudsigelser

Side 259

talt meget om Dyd og Slethed, og ved at handle herimod bidroge Zeloterne til at fuldbyrde Profetien mod deres Fædrestad. Der gik nemlig mellem Mand og Mand det gamle Sigende, at naar der udbrød Borgerkrig, og Folket med egne Hænder besmittede Guds hellige Sted, da skulde Staden erobres og det Allerhelligste opbrændes efter Krigens Skik. Skønt Zeloterne ikke helt vilde betvivle denne Spaadom, hjalp de dog selv til, at den blev opfyldt.


VII.

1. Johannes, som nu tragtede efter Eneherredømmet, var ikke tilfreds med at staa i Række med sine Jævnlige, og efter at have vundet nogle Tilhængere blandt de værste Forbrydere, trak han sig ud af sit tidligere Parti. Idet han stedse var ligegyldig for andres Meninger, men fremsatte sine egne paa en despotisk og bydende Maade, blev det klart, at han tragtede efter en enevældig Magt. Nogle underkastede sig ham af Frygt, men andre, fordi de syntes om ham; han havde nemlig sin Styrke i at skaffe sig Venner ved Bedrageri og Snak. Saa var der ogsaa mange, som mente, at de skulde blive mere sikrede, idet Skylden for hvad de havde dristet sig til, nu vilde blive kastet paa ham alene i Stedet for paa mange. Forøvrigt skaffede hans Dygtighed baade til Raad og Daad ham ikke saa faa haandgangne Mænd. Der blev dog et stort Parti tilbage, som modsatte sig ham; nogle dreves af Misundelse, da de fandt det utaaleligt at underordne sig en tidligere Ligemand; men de fleste dreves fra ham af Frygt for Eneherredømmet; de forudsaa nemlig, at det ikke vilde være saa let at styrte ham, naar han eengang havde grebet Magten, og han vilde da have den Beskyldning at rette imod dem, at de havde modarbejdet hans Herredømme. Derfor foretrak enhver især at kæmpe og taale hvadsomhelst fremfor frivillig at underkaste sig Trældom og omkomme som Slaver. Disse udskilte sig altsaa til et Parti, og over det modsatte Parti regerede Johannes. Paa begge Sider udstillede man Vagter, men foretog forøvrigt intet eller dog kun lidet fjendtligt mod hinanden. Derimod fejdede de mod Befolkningen og kappedes om, hvilket af Partierne, der kunde bortslæbe det meste Bytte. Da Staden saaledes pintes af de tre største Onder: Krig, Tyranni og Borgerkrig, forekom det Borgerne, at Krigen, i Sammenligning med de øvrige to, var det taaleligste, og følgelig løb de fra deres Landsmænd, flygtede over til de fremmede og opnaaede bos Romerne den Frelse, som de havde opgivet Haabet om blandt deres egne.

Side 260

2. Nu slog en fjerde Ulykke sig til for at fremskynde Nationens Undergang. Der var ikke langt fra Jerusalem et meget stærkt befæstet Fort ved Navn Masada, som var opført af de gamle Konger til Opbevaringssted for deres Skatte under Krigens Omskiftelser og til deres personlige Sikkerhed. Dette havde de saakaldte Dolkemænd1 bemægtiget sig, men havde hidtil kun gennemstrejfet den nærmeste Omegn for at skaffe sig Proviant. De bleve nemlig af Frygt holdte tilbage fra yderligere Røveri. Men da de nu erfarede, at Romernes Hær holdt sig rolig, og at Jøderne i Jerusalem var delte i Partier ved Borgerkrig og indre Voldsherredømme, saa toge de fat paa kraftigere Foretagender. Under de usyrede Brøds Fest, som Jøderne fejre til Erindring om Frelsen fra Ægypternes Trældom og Tilbagekomsten til deres Fædreland, rykkede de ved Nattetid, uden at deres Modstandere vidste noget derom, imod en lille By ved Navn Engaddi. Her adsplittede de det forsvarsdygtige Mandskab, før man kunde faa grebet til Vaaben og blive ordenlig samlet, og joge dem ud af Byen. Dem, der ikke kunde flygte, nemlig Kvinder og Børn, sloge de ihjel i et Antal af over 700. Derefter udplyndrede de Husene, høstede det modne Korn og slæbte det med sig til Masada. Nu plyndrede de alle Landsbyer omkring Fortet, hærgede hele Egnen og fik daglig et ikke saa lille Tilløb allevegne fra af ligesaa fordærvede Personer som de selv vare. Røverbanderne i Judæas andre Egne, som hidtil havde forholdt sig rolige, kom nu ogsaa i Bevægelse. Det gik som med et menneskeligt Legeme; thi naar det vigtigste Organ bliver angrebet, saa gribes ogsaa alle andre Lemmer af Sygdommen. Ved Borgerkrigen og Forstyrrelsen i Hovedstaden fik nemlig Forbryderne rundt omkring i Landet Lejlighed til at plyndre, og efter at hver især havde hærget sin Egns Landsbyer, begave de sig ud i Ørkenen. Efter at have forenet sig og sammensvoret sig, dannede de Flokke, der vel vare faatalligere end en Hær, men dog talrigere end en almindelig Røverbande, og nu gik de løs paa Synagoger og Byer. Det kunde vel hænde, at de bleve tagne til Fange i Kampen og fik en slem Medfart af dem de angrebe; men for det meste undgik de Gengældelsen ved paa Røveres Vis at flygte afsted med deres Bytte. Saaledes var der ikke en Plet i Judæa, uden at den jo sammen med Hovedstaden gik sin Undergang imøde.

3. Dette blev meddelt Vespasianus af Overløberne. Skønt nemlig Oprørerne bevogtede alle Udgangene og allevegne nedhuggede alle dem, der kom Vagterne nær, saa var der dog nogle, som undgik deres Opmærksomhed og flygtede til Romerne, hvor de anmodede Feltherren om at tage Byen under sin Beskyttelse og redde hvad der var tilbage af Befolkningen. Paa Grund af velvilligt Sindelag mod Romerne var nemlig en Mængde Mennesker blevne myrdede,


1Anden Bog XIII. 3.
Side 261

og de tiloversblevne vare udsatte for Fare. Vespasianus fattede nu Medlidenhed med deres Vanskæbne og gik imod Jerusalem, tilsyneladende for at belejre den, men i Virkeligheden for at undsætte den. Han maatte imidlertid først underkaste sig de Punkter, som endnu stode tilbage, saa at han ikke lod noget bag ved sig, som kunde hindre Belejringen. Han kom derfor til Gadara, Peræas stærktbefæstede Hovedstad, og rykkede ind i Byen den fjerde Dag i Maaneden Dystros.1 Magthaverne havde nemlig, uden at de Revolutionære vidste af det, sendt Bud til ham om Overgivelse, fordi de ønskede Fred og vilde bevare deres Ejendele; der boede nemlig mange rige Folk i Gadara. Modstanderne vidste ikke noget om dette Gesandtskab; men fik først Besked derom, da Vespasianus allerede var i Nærheden. De havde ikke nogen Tro til, at de kunde holde Byen, da de vare færre end deres Fjender derinde og desuden saa Romerne staa ikke langt fra Byen. Paa den anden Side vilde de, da de besluttede sig til at flygte, nødig gøre dette uden at udøse Blod og tage Hævn over dem, der vare Skyld i Romernes Komme; De grebe derfor Dolesos, som ikke blot var den første Mand i Byen paa Grund af den Anseelse, han nød, og paa Grund af sin Herkomst, men ogsaa, som man mente, havde foranlediget, at Gesandtskabet var blevet afsendt. Efter at have dræbt ham og i deres rasende Harme mishandlet hans Lig, flygtede de ud af Byen. Da saa den romerske Hærstyrke rykkede ind, bød den gadareniske Befolkning med Jubel Vespasianus velkommen, modtog hans Forsikring om Fred og fik en Besætning af baade Ryttere og Fodfolk til Forsvar mod de bortflygtedes Angreb. Deres Mur havde de nemlig, endog før Romerne forlangte det, selv nedrevet, for at det kunde tjene disse som Bevis paa, at de elskede Freden, og ikke, selv om de ogsaa vilde, kunde kæmpe imod dem.

4. Imod dem, der vare flygtede fra Gadara, sendte Vespasianus Placidus med 500 Ryttere og 3000 Fodfolk. Selv vendte han med den øvrige Del af Hæren tilbage til Cæsarea. Da Flygtningerne pludselig saa Rytterne forfølge dem, kastede de sig, før det kom til Kamp, ind i en Landsby ved Navn Bethennabris. Her fandt de en ikke saa lille Skare unge Mennesker, som de, dels med det Gode og dels ved Tvang, fik til ubetænksomt at gribe til Vaaben, hvorpaa de styrtede ud imod Placidus og hans Tropper. Disse trak sig ved det første Angreb en Smule tilbage, idet de derved havde den Hensigt at lokke Fjenderne længere bort fra Muren. Da de havde faaet dem saa langt hen, som det passede for dem, omringede de dem og overøste dem med Kastespyd. Rytterne afskar Tilbagevejen for dem, dér vilde flygte, medens Fodfolket med Kraft nedhuggede dem, der holdt Stand. Jøderne fik i dette Nederlag ikke Lejlighed til andet


1Marts 68.
Side 262

end til at vise deres Forvovenhed. De anfaldt nemlig Romerne, da disse stode tæt sammensluttede og i deres fulde Rustning vare som dækkede af en Mur. Selv havde Jøderne derimod ingen Dækning mod Kastespydene, ej heller havde de Kraft til at gennembryde Slagordenen. De faldt da, gennemborede af Fjendernes Kastespyd; som vilde Dyr løb de lige ind imod deres Sværd, og saaledes omkom den ene Part af dem, ramte af Fjendernes Sværd, idet de kæmpede Ansigt til Ansigt med dem, den anden Part blev splittet ad af Rytterne.

5. Placidus' Bestræbelser gik ud paa at afskære dem Flugten tilbage til Byen. Han red derfor uopholdelig hen til den Kant, gjorde derpaa omkring, brugte Kastespydene og dræbte heldig dem, der vare nærmest, medens han skræmmede de fjærnere staaende paa Flugt. Tilsidst gjorde de tapreste et Angreb, tiltvang sig Gennemgang og slap hen til Muren. De, som bevogtede denne, vare i Forlegenhed med, hvad de skulde gøre; de kunde nemlig ikke faa sig til at lukke dem fra Gadara ude, da deres Kamerater jo vare imellem disse, og paa den anden Side vare de forberedte paa, at de vilde komme til at gaa tilgrunde sammen med dem, de gave Adgang. Dette slog ogsaa til. Da Flygtningerne vare klemte sammen ind imod Muren, vare de romerske Ryttere lige ved at trænge ind i Byen sammen med dem. Imidlertid fik man dog Tid til at faa Portene lukkede; men saa foretog Placidus en Storm, og efter at have kæmpet tappert lige til Aften gjorde han sig til Herre baade over Muren og over Byens Besætning. De vaabenløse bleve nedhuggede, de mere kampdygtige derimod fandt Lejlighed til at flygte. Soldaterne plyndrede derpaa Husene og nedbrændte saa Byen. De, som vare slupne derfra, satte Egnens Befolkning i Skræk, idet de baade overdrev deres egne Ulykker og sagde, at hele Romernes Hær var under Fremrykning; herved indjog de overalt alle Mennesker Rædsel, og efter at de vare blevne samlede i en Flok, flygtede de i Retning af Jericho. Det var nemlig den eneste By, hvor de haabede at kunne finde Redning, da den var stærkt befæstet og folkerig. Placidus, som var dristig paa Grund af sit Rytteri og sit tidligere Held, fulgte efter dem og blev ved indtil Jordan, idet han stadig nedhuggede dem, han traf paa. Han drev dér hele Flokken sammen ned imod Floden, og medens de her bleve indeklemte af Strømmen, som var opsvulmet efter Regnskyl og ikke til at passere, stillede han sig i Slagorden lige overfor dem. Da der ikke var nogen Side, de kunde flygte til, tvang Nødvendigheden dem til at slaas. De fordelte sig da paa en meget lang Strækning langs Flodbredden og toge her imod Kastespydene og Stormløbene af Rytterne, som dræbte mange af dem og styrtede dem ud i Strømmen. For deres Haand faldt 15,000, og Tallet paa dem, som bleve klemte hen imod Jordan og af sig selv sprang ud deri, var overordentlig stort. Omtrent 2200 bleve

Side 263

tagne til Fange, og der fandtes et rigt Bytte af Æsler, Faar, Kameler og Oxer.

6. Skønt denne Ulykke, der traf Jøderne, var hverken større eller mindre end saamange andre, syntes den at være større, end den egentlig var, fordi ikke alene hele den Egn, gennem hvilken de vare flygtede, var fyldt med døde Legemer, men ogsaa Jordan var saa fuld af Lig, at man ikke kunde vade over den, og tilmed blev ogsaa Asfalt-Søen fuld af de døde Kroppe, som jo i stor Mængde bleve førte ned i den af Strømmen. Placidus benyttede sig nu af sit Held, gik imod de omkringliggende Byer og Landsbyer, indtog Abila, Julias og Besimo samt alle Byerne lige ned til Asfalt-Søen, og lagde i hver By en paalidelig Besætning af Folk, der vare gaaede over til Romerne. Derefter lod han Soldaterne gaa ombord paa Baade og fangede dem, der vare flygtede ud paa Søen. Saaledes var hele Peræa, med Undtagelse af Machairus, enten gaaet over til Romerne eller erobret.


VIII.

1. Paa dette Tidspunkt kom der Efterretning om Bevægelsen i Gallien, og om at Vindex samt de indflydelsesrigeste af Provinsens Beboere vare faldne fra Nero, hvilket findes beskrevet hos dem, der nøjere have behandlet hans Historie. Disse Efterretninger drev Vespasianus til at tage fat paa Krigen, da han allerede forudsaa de indre Krige, som nu vilde komme, og den Fare, hele Staten vilde blive udsat for. Ved at faa bragt Forholdene i Orienten i Ro, mente han at kunne mindske den Frygt, der vilde gribe Indbyggerne i Italien. Medens Vinteren holdt ham fra at rykke ud, sikrede han sig de undertvungne Landsbyer og Købstæder ved at lægge Besætninger i dem; i Landsbyerne lagde han Decurioner, i Byerne Centurioner. Han genopbyggede ogsaa meget af, hvad der var ødelagt. Ved Foraarets Begyndelse tog han det meste af Hærstyrken og førte den fra Cæsarea til Antipatris. Der blev han i to Dage og ordnede Byens Forhold, hvorpaa han den tredie Dag plyndrende og brændende rykkede frem i Omegnen. Efter at have ødelagt alt i Distriktet Thamna, rykkede han imod Lydda og Jamneia. Da begge disse Byer havde underkastet sig, bosatte han et passende Antal Overløbere deri og kom derpaa til Ammaus. Her bemægtigede han sig de til Hovedstaden førende Veje, forskansede sin Lejr, efterlod dér 5te Legion og rykkede med den øvrige Styrke frem til Distriktet Bethleptenfon. Efter at have sat dette og de omliggende Egne i Flammer befæstede han nogle Forter i Idumæa, som laa paa

Side 264

passende Punkter. Han bemægtigede sig saaledes to Landsbyer lige midt i Idumæa, Betabris og Kafartobas, hvor han dræbte over 10,000 og fangede over 1000; den øvrige Befolkning drev han derfra og lagde en ikke ubetydelig Del af sin egen Hærstyrke dér som Garnison. De foretog saa Strejftog og hærgede hele Bjerglandet. Selv vendte han med den øvrige Styrke tilbage til Ammaus, og derfra drog han gennem Samaria og forbi det saakaldte Neapolis, af Indbyggerne kaldet Mabartha, ned til Korea, hvor han slog Lejr den 2den i Maaneden Daisios.1 Den følgende Dag kom han til Jericho, hvor Traianus, een af Befalingsmændene, sluttede sig til ham med Styrken fra Peræa, da alt hinsides Jordan nu var undertvunget.

2. Størstedelen af Indbyggerne i Jericho vare imidlertid før deres Ankomst tyede til Bjerglandet ligeoverfor Jerusalem. Der var dog ikke blevet saa faa tilbage, og de bleve nedhuggede. De bemægtigede sig saa den tomme By, som ligger paa en Slette; men over denne hæver sig et meget langstrakt, nøgent og ufrugtbart Bjergland, der strækker sig mod Nord lige til Skythopolitanernes Distrikt, imod Syd lige til Egnen ved Sodoma og Asfaltsøens Bredder. Det er overalt ujævnt og paa Grund af sin Ufrugtbarhed ubeboet. Ligeoverfor dette strækker sig hinsides Jordan et andet Bjergland, der begynder ved Julias i de nordlige Egne og strækker sig mod Syd til Somora, som støder op til Petra i Arabien. I dette Bjergland findes ogsaa det saakaldte Jærnbjerg, der gaar helt ud til Moabitis. Landet imellem disse to Bjergkæder kaldes den store Slette,2 og den strækker sig fra Landsbyen Ginnabris til Asfaltsøen. Dens Længde er 1200 Stadier, medens Bredden er 120; midt igennem den løber Jordan, og den rummer to Søer, Asfaltsøen og Tiberias-Søen, hvilke to have en ganske forskellig Natur; hin er nemlig saltholdig og gold, Tiberias-Søen derimod fersk og frugtbar. Sletten er i Sommertiden ophedet3 og indeholder paa Grund af den overmaade stærke Tørke en usund Luft. Den er nemlig, naar man undtager Jordan, ganske blottet for Vand, hvoraf det ogsaa kommer, at de paa Flodbredden staaende Palmetræer ere meget frodige og frugtbare, medens dette i langt ringere Grad er Tilfældet med dem, der staa længere derfra.

3. Ved Jericho findes der dog en meget rigtflydende Kilde, som er meget frugtbargørende, naar den anvendes til Overrisling; den vælder frem ved den gamle By, hvilken var den første i Chananæernes Land, som Jesus Naves Søn,4 Hebræernes Anfører, erobrede. Denne Kilde havde fra Førstningen af Ord for at virke ødelæggende, ikke blot paa Jordens og Træernes Afgrøde, men endogsaa paa Kvindernes Frugtbarhed, og for i det hele taget at være usund og skadelig for alting; men den skal af Profeten Elisaios være bleven forbedret, saa


1Juni 68. 2El-ghor. 3Middeltemperaturen ved det døde Hav er + 24o C. 4Josva (Josvas Bog 6).
Side 265

at den, tværtimod hvad den var før, blev meget sund og frugtbargørende.1 Denne Profet var en Fortrolig af Elias og blev hans Efterfølger. Da han engang havde nydt Gæstfrihed hos Indbyggerne i Jericho, og de havde modtaget ham med særlig Velvillie, saa gjorde han Gengæld ved at skænke dem og Omegnen en stedsevarig Gave. Han gik nemlig hen til Kilden og kastede et Lerkar fuldt af Salt ned i Vældet; derpaa rakte han sin retfærdige højre Haand op mod Himlen, udgød et forsonende Drikoffer paa Jorden og bad denne, om den vilde gøre Vældet bedre og aabne mere ferske Vandaarer; samtidig anraabte han Himlen om, at den vilde sende frugtbarere Luftninger hen over Vældet, skænke Indbyggerne frugtbare Afgrøder samt talrigt Afkom og ikke unddrage dem dette frugtbargørende Vand, saalænge de vedbleve at være retfærdige. Efter disse Bønner foretog han indsigtsfuldt forskellige Arbejder ved Brønden og fik derved Kilden forandret, saa at Vandet, som før havde foraarsaget Barnløshed og Hungersnød, fra nu af fremkaldte Rigdom paa Børn og et rigeligt Udkomme. Dette Vand er, naar det bruges til Overrisling, saa kraftigt, at naar det blot rører ved Jorden, bliver denne mere frugtbar end Jorder, som Vandet har staaet saa længe over, at de ere ganske gennemvædede. Derfor have ogsaa de, som bruge rigelig Overrisling, kun lidet Gavn deraf, men de, der bruge den sparsomt, faa et rigt Udbytte. Den vander dernæst et større Areal end alle andre Kilder, idet den nemlig gennemløber en Slette paa 70 Stadiers Længde og 20 Stadiers Bredde, og den fremkalder dér de skønneste tæt ved hinanden liggende Lysthaver. Mange Slags Palmer vandes af Kilden og have forskellig Smag og forskellige Navne. Nogle ere saa saftrige, at de, ved at blive pressede, yde en Mængde Honning, som ikke staar synderligt tilbage for den almindelige Honning. Egnen har forøvrigt ogsaa mange Bier. Den frembringer ogsaa Opobalsam, det værdifuldeste af Egnens Produkter, endvidere Kypros- og Myrobalanostræet, saa det er ikke formeget sagt, naar man kalder det en gudsvelsignet Egn, hvor de sjældneste og skønneste Planter voxe saa yppigt. Man kan heller ikke let med Hensyn til andre Frugter sammenligne nogen Egn i Verden med denne; — hvad der bliver saaet, yder den mangefold igen. Det kommer efter min Mening af Luftens Varme og det kraftige Vand, idet Varmen nemlig fremkalder og udbreder Planterne, medens Fugtigheden gør, at hver enkelt kraftig kan slaa Rod og giver dem Trivsel selv under Tørke. Egnen er nemlig saa gennemhedet. at det ellers ikke vilde være let for noget at skyde frem. Vandet derimod, som bliver øst op før Solopgang og derefter udsat for Luftens Paavirkning, bliver overordentlig koldt og faar saaledes lige den modsatte Beskaffenhed som den omgivende Luft. Om Vinteren er det


1Denne Fortælling findes ogsaa 2 Kong. 2, men i betydelig kortere Skikkelse.
Side 266

derimod varmt og føles som meget velgørende af dem, der gaa ned i det. Luften er saa mild, at Indbyggerne kunne gaa klædte i Lærredstøj samtidig med, at det sner i det øvrige Judæa.1 Egnen ligger 150 Stadier fra Jerusalem og 60 Stadier fra Jordan. Strækningen derfra til Jerusalem er øde og klippefuld, Strækningen henimod Jordan og Asfaltsøen er ganske vist mere flad, men dog ligeledes øde og ufrugtbar. Men nu faar det være nok med denne Beskrivelse af den dejlige Egn omkring Jericho.

4. Asfaltsøens naturlige Beskaffenhed fortjener imidlertid ogsaa at omlales. Den er, som jeg nævnede før, salt og ufrugtbar, og Vandet deri har en saadan Bærekraft, at det bærer selv de tungeste Ting oppe, som blive kastede deri, ja det er ikke let at dykke ned i Dybet, selv naar man gør sig Umage derfor. Da Vespasianus kom dertil, gav han, for at undersøge Søen, Befaling til, at nogle Personer, som ikke kunde svømme, skulde kastes ud i Dybet med Hænderne bundne paa Ryggen; det viste sig da, at de alle flød ovenpaa og bleve drevne op ligesom af en Vind. Hvad der ogsaa er forunderligt ved denne Sø, er de forskellige Farver, den antager; den skifter nemlig Udseende tre Gange hver Dag og kaster Solstraalerne tilbage med et broget Skær. Paa mange Steder skyller den Asfalt op i store Klumper; disse svømme ovenpaa og ligne i Udseende og Størrelse hovedløse Oxer. Naar de, som færdes paa Søen, træffe paa dem, gribe de fat i den sammenhængende Masse og trække den op i Baadene; men naar de have fyldt disse, er det ikke let at faa dem rensede igen; thi Asfalten er saa klæbrig, at den hænger fast ved Baaden, indtil man faar den opløst ved Hjælp af det Blod, som Kvinderne afsondre, samt ved Hjælp af Urin; det er nemlig de eneste Vædsker, den lader sig opløse af. Den bruges ikke blot til at kalfatre Skibe med, men ogsaa som Helbredelsesmiddel; man blander den nemlig i mange Slags Medicin. Denne Sø er 580 Stadier lang, den strækker sig nemlig lige ned til Zoara i Arabien, og den er 150 Stadier bred.2 Op til den støder Sodomitis, som fordum var et dejligt frugtbart Land med rige Byer, men nu er ganske ødelagt af Ild; man fortæller, at det paa Grund af Indbyggernes Ugudelighed skal være bleven fortæret af Lynild.3 Der er endnu Spor af denne fra Gud udsendte Ild, og man kan se Ruiner af fem Byer, ja Planterne indeholde endnu Aske; de se vel udvendig ganske ud som spiselige Frugter; men naar man plukker dem af med Hænderne, smuldre de hen og blive til Røg og Aske. Hvad der fortælles om Sodomitis, erholder saaledes en Bekræftelse, naar man ser Egnen.


1 Snevejr kan indtræffe i Palæstina (se Buhl: Palæstina. 45). Smlgn. ogsaa Første Bog. XVI. 2. og 1 Makk. 13, 22. 2Den maaler 915 KvadratKilometer. 3Smlgn. 1 Mos. 19.
1 Makkabæer 13,22: Tryfon gjorde hele sit rytteri klar til afgang, men samme nat faldt så store mængder sne, at han ikke kunne komme frem. Han brød da op og nåede til Gilead.


Side 267

IX.

1. Vespasianus agtede nu at indeslutte Jerusalem fra alle Sider og oprettede derfor Standkvarterer i Jericho og i Adida og lagde begge Steder Besætninger baade af romerske Soldater og Forbundstropper. Samtidig sendte han Lucius Annius til Gerasa og medgav ham en Afdeling Ryttere og et stort Antal Fodfolk. Han erobrede da ogsaa Byen, saasnart han angreb den, og nedhuggede 1000 unge Mennesker, som ikke i Tide havde grebet Flugten. Deres Familier gjorde han til Fanger, og deres Ejendom overlod han Soldaterne til Plyndring. Derpaa satte han Ild paa Husene og begav sig ud imod Landsbyerne i Omegnen. De, der kunde, flygtede, de svagere bleve slaaede ihjel, og alt, hvad der var efterladt, blev brændt. Da Krigen nu havde omspændt baade hele Bjerglandet og Sletten, vare alle Udveje spærrede for dem i Jerusalem. De, som havde Lyst til at løbe over, bleve holdte tilbage af Zeloterne, medens den romerske Hær, som fra alle Sider omringede Byen, indespærrede dem, der endnu ikke vare romersksindede.

2. Men da Vespasianus var vendt tilbage til Cæsarea og forberedte sig til med hele sin Styrke at drage imod Jerusalem, fik han Melding om, at Nero var kommen af Dage efter en Regering paa 13 Aar og 8 Dage.1 Hvordan denne Kejser havde misbrugt sin Magt og overladt Forretningerne til de to Slyngler Nymfidius og Tigellinus og til uværdige Frigivne, og hvordan de saa lagde Raad op imod ham, og han, forladt af alle sine Livvagtssoldater, maatte flygte sammen med fire trofaste Frigivne og dræbte sig selv i Byens Udkant, — hvordan de, som havde foraarsaget hans Død, lede deres Straf ikke lang Tid efter —, og hvordan Krigen i Gallien endte, — og hvordan Galba, udraabt til Kejser, kom til Rom fra Spanien, men af sine Soldater fik Skyld for at være en lumpen Person og blev snigmyrdet midt paa Torvet i Rom, — og hvordan Otho saa blev udraabt til Kejser, samt hans Felttog mod Vitellius' Generaler og hans Undergang, dernæst Forvirringen under Vitellius og Kampen omkring Capitolium, — og hvordan Antonius Primus og Mucianus slog Vitellius samt de germaniske Legioner og gjorde en Ende paa Borgerkrigen, — — alt dette har jeg anset mig for fritaget for udførligt al omtale, da det er alle noksom bekendt og findes beskrevet hos mange baade Hellenere og Romere. Men for at vise Begivenhedernes indbyrdes Forbindelse, og forat Fortællingen ikke skal blive usammenhængende, berører jeg ganske kort hver enkelt af disse Ting. — Vespasianus opsatte nu foreløbig Felttoget imod Jerusalem og forholdt sig afventende for at se, hvem Herredømmet vilde tilfalde efter Nero. Da


1Juni 68.
Side 268

han saa hørte, at Galba var bleven Kejser, vilde han ikke foretage sig noget, før denne havde sendt ham Besked angaaende Krigen; men han sendte sin Søn Titus til ham for at hylde ham og modtage hans Befalinger vedrørende Jøderne. I samme Ærinde sejlede ogsaa Kong Agrippa til Galba sammen med Titus. Men medens de ved Vintertid paa deres Langskibe sejlede forbi Achaia, blev Galba pludselig dræbt efter at have regeret 7 Maaneder og ligesaamange Dage. Efter ham greb Otho Herredømmet og bemægtigede sig Styrelsen. Agrippa bestemte sig nu alligevel til at drage til Rom uden at lade sig afskrække af den der indtrufne Omvæltning. Titus derimod sejlede, dreven af en guddommelig Tilskyndelse, tilbage fra Hellas til Syrien og kom hastig til sin Fader i Cæsarea. De svævede nu i Uvished med Hensyn til de offentlige Forhold, og medens Romernes Herredømme saaledes rystede, tænkte de ikke paa deres Felttog mod Jøderne; medens de nærede Skræk for deres Fædrelands Skæbne, ansaa de det nemlig for meningsløst at foretage Angreb paa Fremmede.1

3. Imidlertid var der opstaaet endnu en Strid i Jerusalem. Der var nemlig en vis Simon, Gioras Søn,2 der stammede fra Gerasa, en ung Mand, som ganske vist i Snedighed stod tilbage for Johannes, der allerede havde Herredømme i Byen, men overgik ham i Legemsstyrke og Frækhed, for hvilken sidste Egenskabs Skyld han af Ypperstepræsten Ananos var bleven jaget bort fra Distriktet Akrabetene, som han før havde haft i sin Magt. Han begav sig da til de Røvere, som havde indtaget Masada. I Førstningen saa de imidlertid paa ham med Mistænksomhed, ja de gave kun ham og de Kvinder, han kom slæbende med, Adgang til de nederste Rum i Fæstningen, medens de selv boede foroven. Snart saa de dog, at han stemmede godt overens med dem og var paalidelig, og han kom da i Spidsen for dem, drog ud og plyndrede Egnen omkring Masada. Naar han opfordrede dem til større Foretagender, kunde han dog ikke faa dem med sig; de vare nemlig blevne vante til at opholde sig i Fæstningen og vare bange for at gaa for langt bort fra dette Smuthul; han derimod higede efter at spille Herre og havde store Planer, og da han havde hørt om Ananos' Død, drog han afsted op i Bjerglandet og samlede der slette Personer om sig fra alle Kanter, idet han lovede Slaverne deres Frihed og lovede de Frie Gaver.

4. Da han saaledes raadede over en stærk Skare, gennemstrejfede han Landsbyerne i Bjerglandet, og da der stadig strømmede flere til, fik han Mod til at gaa ned i Lavlandet. Da han havde indjaget de dérliggende Stæder Frygt, var der mange indflydelsesrige Mænd, som ved hans Magt og rivende Fremgang lode sig vinde for ham, og hans Hær bestod nu ikke længer blot af Slaver og Røvere;


1Krigen hvilede nu et helt Aar: Juni 68 — Juni 69. 2Anden Bog. XIX.
Side 269

men ikke faa af Landbefolkningen adlød ham som en Konge. Han foretog nu Strejftog ind i Distriktet Akrabetene og lige ind til StoreIdumæa. Omkring en Landsby ved Navn Ain opførte han en Mur, og den saaledes dannede Fæstning benyttede han som Tilflugtssted. I Kløften Feretai udvidede han mange Huler og mange fandt han færdige; dem benyttede han til Skatkamre, og Gemmesteder for Byttet. Han henlagde ogsaa deri det røvede Korn, og mange af Stimændene havde deres Ophold i dem. Det var aabenbart, at han forberedte og øvede sin Skare til et Foretagende mod Jerusalem.

5. Derfor bleve Zeloterne bange for et Angreb fra hans Side, og for at komme ham i Forkøbet, før han fik samlet Kræfter nok til at kæmpe imod dem, rykkede de bevæbnede ud i stort Antal. Simon gik dem imøde og leverede dem et Slag, hvori han fældede mange af dem og drev de øvrige ind i Byen igen. Han stolede dog endnu ikke rigtig paa sin Styrke og opgav derfor at angribe Murene, derimod besluttede han først at undertvinge Idumæa og drog med 20,000 Sværtbevæbnede imod dets Grænser. Høvdingerne i Idumæa samlede da i al Hast Landets mest kampdygtige Mandskab, 25,000 i Tallet, og efterlode desuden en Mængde til at beskytte deres Land imod Anfald af Dolkemændene i Masada. Saaledes toge de imod Simon ved Grænsen. Der stødte han sammen med dem; men, efter at han havde kæmpet hele Dagen, kunde man ikke afgøre, om han var Sejrherre eller overvunden. Han drog da til Nain,1 og Idumæerue droge hjem. Men ikke længe efter satte Simon sig med en større Styrke atter i Bevægelse mod deres Land, slog Lejr i en Landsby ved Navn Thekue og sendte een af sine Venner Eleazar til Besætningen i Herodeion, som laa tæt derved, for at bevæge dem til at overgive Fortet. Besætningen tog velvilligt imod ham, da de ikke vidste, i hvad Ærende han kom; men saasnart han begyndte at ymte om Overgivelse, droge de deres Sværd og gik løs paa ham. Da der intet Sted var at flygte hen, kastede han sig fra Muren ned i Kløften, som fandtes nedenfor. Han fandt strax Døden; men Idumæerne vare nu blevne forskrækkede for Simons Magt og besluttede, før det kom til Kamp, at lade Fjendernes Hær udspionere.

6. At udføre dette Hverv tilbød beredvilligt en vis Jakob, een af Høvdingerne, som pønsede paa Forræderi. Han begav sig altsaa fra Aluros, i hvilken Landsby Idumæernes Krigshær dengang stod samlet, og kom til Simon, hvor han først gik ind paa at forraade sit Fædreland til ham og dernæst modtog edelige Løfter om, at han stedse skulde leve højt æret. Til Gengæld lovede han altsaa at virke til hele Idumæas Erobring. Derefter blev han gæstfrit beværtet af Simon og fik glimrende Løfter om Ophøjelse, hvorpaa han vendte tilbage til sine Landsmænd, hvor han begyndte med at lyve Simons Hær


1Skal vel være den i foregaaende Stykke omtalte Landsby Ain.
Side 270

flere Gange saa stor som den var, og derpaa ved sin beregnende Tale bevægede Høvdingerne og, med faa Undtagelser, ogsaa hele Befolkningen, til at tage imod Simon og uden Kamp overlade ham Magten i Landet. Samtidig med at han udvirkede dette, sendte han Bud til Simon og hidkaldte ham, idet han lovede at faa Idumæerne til at flygte hver til sit, hvilket han da ogsaa satte igennem. Da Simons Hær nemlig var kommet nær til dem, sprang han strax op paa sin Hest og tog Flugten sammen med Deltagerne i sit Forræderi. Herved faldt der Forfærdelse over hele Skaren, og før det var kommet til Nærkamp, løb alle ud af Rækkerne og begave sig hver til sit.

7. Simon drog saaledes imod al Forventning uden Blodsudgydelse ind i Idumæa, rykkede derpaa uventet frem og indtog først Byen Chebron,1 hvor han bemægtigede sig et meget stort Bytte og røvede en Mængde Korn. Efter hvad Indbyggerne siger, er Chebron ikke alene den ældste Stad i dette Landskab, men endog ældre end Memfis i Ægypten.2 Man regner nemlig, at den er 2300 Aar gammel. De fortælle ogsaa, at den blev Jødernes Stammefader Abrahams Bopæl efter hans Flytning fra Mesopotamien. Hans Efterkommere skulle saa derfra være dragne ned til Ægypten. Deres Gravmindesmærker paavises endnu i denne Stad, de ere omhyggeligt udhugne af meget smukt Marmor.3 Man fremviser ogsaa sex Stadier fra Byen et meget stort Terebinthetræ,4 og man siger, at dette Træ har staaet der siden Verdens Skabelse. Derfra drog Simon gennem hele Idumæa, idet han ikke blot hærgede Landsbyer og Stæder, men ogsaa anrettede Ødelæggelse paa Landet. Foruden de Sværtbevæbnede fulgte ham nemlig 40,000, saa der var ikke Levnedsmidler nok til den Mængde Mennesker. Til den Trang, han altsaa virkelig var i, kom hans Grusomhed og Harme imod denne Nation, af hvilke Aarsager Idumæa blev end yderligere ødelagt. Som en Skov ser ud, naar den fuldstændig er bleven afpillet af Græshopper, saa øde saa Landet ud, efter at Simons Hær havde passeret det. Noget opbrændte de, andet nedreve de, og alt hvad der voxede paa Marken ødelagde de, enten ved at trampe det ned eller græsse det af, og den dyrkede Mark trampede de ved deres Marscheren saa haard som en Ørken. Kort sagt: i de hærgede Egne blev der ikke engang Spor tilbage af hvad de før havde været.

8. Dette satte atter Zeloterne i Bevægelse. De vare bange for at indlade sig i aaben Kamp med Simon, men ved at lægge Baghold i Passerne lykkedes det dem at opsnappe hans Hustru og hendes


1Den fra det Gl. Test. bekendte By Hebron i Juda, Syd for Jerusalem. 2I 4de Mos. 13 siges Hebron at være bygget 7 Aar før Zoan (Tanis) i Ægypten. 3 Ved Hebron findes nu en stor, af en gammel Mur omgivet Moske, som skal være bygget over Abrahamidernes Gravsted Makpela-Hnle. 4Eller Egetræ. Ogsaa nu vises ved Hebron en ældgammel Eg, kaldet "Abrahams Eg".
Side 271

talrige Tjenerskab. De vendte derpaa tilbage til Staden, ligesaa glade, som om det var Simon selv, de havde fanget, og man ventede strax, at han vilde nedlægge Vaabnene og bede om at faa sin Hustru tilbage. Det var imidlertid ikke Eftergivenhed, men tværtimod Harme over Hustruens Rov, som besjælede ham; han indfandt sig foran Jerusalems Mure og lod — ligesom vilde Dyr, der ere blevne saarede og ikke kunne faa fat paa dem, der have forvoldt det, — sin Vrede gaa ud over alle dem, han traf paa. Saaledes opsnappede han alle dem, som vare gaaede udenfor Portene for at samle Grønt eller Brændsel, — vaabenløse eller gamle Folk, — og lod dem mishandle og ihjelslaa, ja han var i sin rasende Harme nær ved at ville æde deres døde Legemer. Mange huggede han Hænderne af og sendte dem ind i Byen igen i den Hensigt at de skulde forskrække hans Fjender og samtidig opbringe Folket imod dem, der vare skyldige i hans Hustrus Fangenskab. Han paalagde dem at sige, at Simon havde svoret ved den altstyrende Gud, at han, dersom man ikke i en Hast tilbagegav ham hans Hustru, vilde nedbryde Muren og tildele alle Mennesker i Byen een og samme Straf, idet han hverken vilde tage Hensyn til nogen Alder, eller gøre Forskel paa Skyldige og Uskyldige. Ved disse Trusler blev ikke alene Almuen, men ogsaa Zeloterne forfærdede og sendte ham hans Hustru tilbage. Da lod han sig noget formilde og holdt op med sit stadige Myrderi.

9. Det var ikke blot i Judæa der var Oprør og Borgerkrig, men ogsaa i Italien. Galba var nemlig bleven myrdet midt paa Torvet i Rom,1 Otho var bleven udraabt til Kejser og førte nu Krig med Vitellius, som ogsaa attraaede at blive Regent. Ham havde nemlig Legionerne i Germanien udvalgt. Da det ved Bedriacum i Gallien var kommet til Kamp med Vitellius' Generaler Valens og Caecinna, sejrede Otho ganske vist den første Dag, men Vitellius' Hær den anden Dag, og efter at et stort Blodbad havde fundet Sted, dræbte Otho, som i Brixellum fik Melding om Nederlaget, sig selv efter at have styret Riget i tre Maaneder og to Dage.2 Hæren gik saa over til Vitellius' Generaler, og denne selv rykkede med sin Hærstyrke ned til Rom. Samtidig, nemlig den 5te Dag i Maaneden Daisios,3 brød Vespasianus op fra Cæsarea og gik imod de endnu ikke undertvungne Egne af Judæa. Efter at være draget op i Bjerglandet erobrede han to Distrikter, det saakaldte gofnitiske og akrabetenske, desuden Byerne Bethega og Efraim, og efter at have lagt Besætning der, foretog han med sit Rytteri en Rekognoscering lige hen til Jerusalem, ved hvilken Lejlighed han nedhuggede mange Mennesker, som han fik fat paa, og gjorde adskillige Fanger. Cerealis, een af hans Generaler, hærgede med en Afdeling Ryttere og Fodfolk det saakaldte Øvre-Idumæa, indtog ved sit første Angreb en købstadlig-


1Januar 69. 2April 69. 3Juni 69.
Side 272

nende By Kafethra og satte Ild paa den. En anden By ved Navn Charabis angreb han ogsaa; men den maatte han belejre, den omgaves nemlig af en meget stærk Mur. Han ventede derfor, at han vilde komme til at anvende længere Tid paa Belejringen; men da aabnede Indbyggerne uventet Portene, kom ydmygtbedende frem og overgave sig. Da Cerealis havde faaet disse Byer i sin Magt, drog han mod en anden By, det gamle Chebron. Den ligger, som før omtalt, i Bjerglandet ikke langt fra Jerusalem. Efter at have tiltvunget sig Indgang dræbte han for Fode den Skare, som var bleven tilbage derinde og opbrændte derpaa Byen. Da saaledes alt var undertvunget med Undtagelse af Herodeion, Masada og Machairus, som jo vare besatte af Banditerne, blev Jerusalem nu det Punkt, Romerne rettede deres Opmærksomhed paa.

10. Da Simon havde fravristet Zeloterne sin Hustru, begav han sig tilbage igen og vendte sig mod hvad han tidligere havde skaanet i Idumæa; han drev allevegne Befolkningen foran sig og tvang mange til at flygte til Jerusalem. Han selv fulgte bag efter dem henimod Staden, omringede paany Muren og dræbte alle, som han fik fat paa, naar de gik ud paa Landet for at arbejde. Udenfor Staden var Simon en frygteligere Svøbe for Befolkningen end selve Romerne; inde i Byen var derimod Zeloterne endnu værre end baade han og Romerne, og iblandt Zeloterne var atter den galilæiske Skare den mest fremtrædende ved sin Opfindsomhed med Hensyn til Ondskab og ved sin Frækhed. Det var nemlig dem, der havde bragt Johannes til Magten, og han maatte saa til Gengæld for det Herredømme, han havde faaet, give dem Lov til at gøre, hvad enhver havde Lyst til. Deres Rovbegærlighed var umættelig, og Husundersøgelse i de riges Boliger, Drab paa Mænd og Krænkelse af Kvinder betragtede de som en Morskab. Hvad de saaledes under Blodsudgydelse havde tilrøvet sig, anvendte de til Svir, og de udøvede skamløst unaturlig Utugt for at tilfredsstille deres Sanselighed. De flettede deres Haar, iførte sig Kvindeklæder, oversmurte sig med vellugtende Salver, og for at se mere indtagende ud sminkede de sig under Øjnene. De efterlignede ikke blot Kvindernes Dragt, men ogsaa deres Lidenskaber og opfandt i deres grænseløse Liderlighed utilladelige kønslige Nydelser. De dreve omkring i Staden som i et usædeligt Hus og besmittede hele Byen med deres usømmelige Gærninger. Skønt de saa ud som Kvinder, kunde de dog godt bruge deres Hænder til Myrderier, og allerbedst som de kom trippende med smaa Skridt, forvandledes de til Krigere, trak Sværd frem fra deres farvede Kaaber og gennemborede hvem de traf paa. Dem, der slap levende fra Johannes, tog Simon blodtørstigt imod; flygtede saaledes een fra Tyrannen indenfor Murene, saa blev han slaaet ihjel af Tyrannen udenfor Portene. Enhver Udvej til Flugt var saaledes afskaaret for dem, der ønskede at gaa over til Romerne.

Side 273

11. Nu opstod der ogsaa Splid i selve Johannes' Parti, idet alle de Idumæere, som fandtes deri, skilte sig ud og lagde Planer op imod Tyrannen, dels af Misundelse over hans Magt, dels af Had til hans Grusomhed. Det kom til et Sammenstød, hvor de dræbte mange af Zeloterne og dreve Resten ind i det kongelige Slot, som var opført af Grapte, en Slægtning af Adiabenernes Konge Iza.1 Idumæerne trængte efter dem derind, dreve ogsaa Zeloterne derfra og op i Templet og gave sig derpaa til at plyndre Johannes' Skatte. I det førnævnte Slot havde denne nemlig sin Bolig og havde ogsaa der gemt det Bytte, han havde skaffet sig ved sit Tyranni. Imidlertid havde den omkring i Staden spredte Del af Zeloterne begivet sig op i Templet og sluttet sig sammen med dem, som vare flygtede derop, og Johannes beredte sig nu til at føre dem ned mod Befolkningen og Idumæerne. Disse vare Zeloterne overlegne som Krigere og frygtede forsaavidt ikke meget for deres Angreb; men de vare dog bange for, at de i deres Fortvivlelse om Natten skulde gøre Udfald fra Templet, overvælde dem og sætte Ild paa Byen. De holdt derfor et Møde og raadsloge sammen med Ypperstepræsterne om, paa hvilken Maade man skulde værge sig imod deres Foretagender. Gud styrede da deres Raadslagning til det Værste, og de fandt paa et Middel til Redning, som var værre end selve Undergangen. For nemlig at svække Johannes besluttede de at byde Simon velkommen og ved ydmyge Bønner at skaffe sig en anden Tyran paa Halsen. Denne Beslutning blev bragt til Udførelse, de udsendte Ypperstepræsten Matthias for at bede Simon, hvem de dog havde frygtet saa stærkt, om at holde sit Indtog i Byen. Den samme Opfordring fremsatte ogsaa de, som vare flygtede fra Jerusalem af Frygt for Zeloterne; de længtes nemlig efter at komme tilbage til deres Hjem og Ejendomme. Simon lovede overlegent at ville overtage Regeringen og rykkede ind som for at befri Staden fra Zeloterne, hilset af Befolkningen som en Frelser og Beskærmer. Men da han med sin Styrke var kommen ind i Byen, tog han kun Hensyn til, hvad der kunde fremme hans Magt, og betragtede dem, der havde indkaldt ham, som Fjender ligesaa vel som dem, imod hvem han var bleven indkaldt.

12. Saaledes blev Simon i Krigens tredie Aar, i Maaneden Xanthikos2, Herre i Jerusalem; Johannes og det zelotiske Parti vidste nu aldrig, hvad de skulde gøre for at slippe fra det; Udgangene fra Templet vare nemlig spærrede for dem, og hvad de havde i Staden var ødelagt, — Simon og hans Folk havde nemlig strax plyndret deres Ejendomme. Simon foretog saa med Befolkningens Understøttelse et Angreb paa Templet; men Modpartiet stod


1Det laa lige syd for Tempelpladsen. Adiabenerkongerne Izates og Monobazos samt deres Moder Dronning Helene havde antaget den jødiske Religion, og nogle at Slægten havde bosat sig i Jerusalem. 2 April 69.
Side 274

paa Buegangene og Murtinderne og viste Angrebene tilbage. Der faldt mangfoldige af Simons Folk, og mange bleve baarne derfra som saarede. Zeloterne, som stode højere oppe, kunde nemlig udslynge deres Kasteskyts med Lethed og uden at fejle. Og skønt de i Forvejen besade en fordelagtig Stilling, havde de dog desuden faaet opført fire mægtige Taarne, saa deres Skud udgik fra en stor Højde. Det ene Taarn stod ved det nordøstlige Hjørne af Tempelpladsen, det andet lige overfor Xystos, og det tredie paa et andet Hjørne lige overfor Nedrebyen. Det sidste var oprejst paa Pastoforie-Toppen, hvor een af Præsterne ifølge gammel Skik plejede at staa og med Trompetstød om Aftenen tilkendegive enhver Sabbats Begyndelse, og atter næste Aften dens Slutning. Den ene Gang gav han Folket Tegn til at standse Arbejdet, den anden Gang til at tage fat paa det igen. Paa disse Taarne havde man opstillet Maskiner til at udslynge Spyd og Sten, samt desuden Bueskytter og Slyngekastere. Snart bleve Simons Angreb mere seendrægtige, idet hans fleste Folk tabte Modet; dog kunde han, paa Grund af sit rigelige Mandskab, holde Stillingen, skønt Kastespydene fløj langt omkring og dræbte mange af hans Stridsmænd.


X.

1. Paa samme Tid var ogsaa Rom optaget af alvorlige Tildragelser. Vitellius var jo altsaa kommen fra Germanien med sin Hær og slæbte ogsaa en hel Mængde andre Mennesker med sig. Da, der ikke var Plads nok i de Soldaterne anviste Kvarterer, gjorde han hele Rom til en Lejr og fyldte ethvert Hus med Sværtbevæbnede. Da disse med deres til Tarvelighed vante Øjne saa Romernes Rigdom og allevegne omstraaledes af Sølv og Guld, kunde de vanskelig holde deres Begærlighed i Tømme og lade være med at plyndre og ihjelslaa dem, der vilde hindre dem deri. Saaledes stode da Sagerne i Italien.

2. Efter at have hærget Egnen nær ved Jerusalem, vendte Vespasianus tilbage til Cæsarea, hvor han hørte om Urolighederne i Rom, og at Vitellius var bleven Kejser. Skønt han godt forstod at lyde ligesaavel som at byde, opvakte dette dog hans Harme, og han kunde ikke have nogen Agtelse for en Herre, der med saa rasende Begærlighed havde grebet efter Herredømmet, som om det stod rede for enhversomhelst. Dybt bedrøvet som han var, formaaede han ikke at bære denne Tilskikkelse og saa tilmed indlade sig i andre Krige,

Side 275

medens hans Fædreland blev hærget. Hvormeget nu end hans Harme tilskyndede ham til Hævn, saa holdt Tanken om den lange Afstand ham dog tilbage. Lykken kunde jo nemlig i sin Lunefuldhed omskifte mange Ting, før han kunde komme over til Italien, særlig da han skulde sejle ved Vintertid. Hvor hæftig hans Vrede derfor end var, beherskede han den dog.

3. Imidlertid samlede Befalingsmænd og Soldater sig i Klynger og begyndte allerede aabenlyst at raadslaa om et Thronskifte. De raabte forbitrede: Naar Soldaterne i Rom, der levede i Sus og Dus og ikke engang taalte at høre Krig nævne, kunde bortskænke Herredømmet, til hvem de vilde, og, i Haab om Bytte, udraabe Herskere, saa kunde ogsaa de, der havde gennemgaaet saamange Besværligheder og vare graanede under Hjelmene, skænke andre Herredømmet, og det særlig, da de i deres Midte havde en Mand, der var værdigere til at regere end nogen anden. Paa hviken mere passende Maade kunde de nogensinde gengælde ham hans Godhed imod dem, dersom de lode denne Lejlighed gaa ubenyttet hen? Vespasianus var værdigere til at regere end Vitellius, og det i lige saa høj Grad som de selv vare bedre end de Soldater, der havde udvalgt Vitellius. De havde gennemgaaet ikke ringere Kampe end Soldaterne fra Germanien, og de stode i Tapperhed ikke tilbage for dem, som havde bragt deres Tyran ned histoppefra. Imidlertid var Strid unødvendig. Hverken Senatet eller Romerfolket vilde nemlig foretrække Vitellius' Vellystighed for Vespasianus' Visdom, eller vælge en raa Tyran fremfor en god feltherre, eller have en barnløs Mand til Fyrste i Stedet for en Fader. Det var jo nemlig af stor Betydning for Fredens Sikkerhed, at Fyrster havde ægtefødte Efterfølgere. Tilkom det den erfarne Alderdom at regere, da havde de Vespasianus; — tilkom det den kraftige Ungdom, da havde de Titus; man kunde altsaa drage Fordel af begges Alder. Vare de først udraabte til Kejsere, vilde de ikke alene yde dem Støtte med den forhaandenværende Styrke, 3 Legioner; men ved Hjælp af de fra Kongerne sendte Forbundstropper have vi ogsaa Herredømmet over hele Østen og over alt det i Europa, som ikke frygter for Vitellius. Ogsaa i Italien have vi Hjælpere i Vespasianus' Broder og i hans anden Søn,1 af hvilke sidstnævnte kunde vinde mange fornemme unge Mennesker, og den førstnævnte var Byens Kommandant, et Forhold, der ikke havde saa lidt at sige ved et Regeringsskifte. Kort sagt: hvis de tøvede med at tage en Beslutning, kunde det hænde, at Senatet vilde udraabe en Mand til Kejser, som kun fortjente Ringeagt af de Soldater, som havde frelst Riget.

4. Saadan Tale førte Soldaterne i deres smaa Krese. Derpaa kom de alle sammen, styrkede hverandre i deres Forsæt og udraabte


1Sabinus og Domitianus.
Side 276

Vespasianus til Kejser samt bade ham redde det faretruede Rige. Han havde ganske vist i længere Tid interesseret sig for de politiske Forhold, men havde ingenlunde tænkt sig, at han selv skulde komme til at regere. Imidlertid mente han nok, at hans Bedrifter gjorde ham værdig dertil; men paa den anden Side foretrak han Privatmandens Ro for de Farer, som ere forbundne med en glimrende Stilling. Da han altsaa nægtede at tage imod Valget, trængte Generalerne yderligere ind paa ham, og Soldaterne stimlede sammen om ham med dragne Sværd og truede med at myrde ham, hvis han ikke vilde leve i den ham tiltænkte Æresstilling. Han søgte at gøre dem nogle af de Grunde indlysende, som fik ham til at vægre sig ved at tage imod Regeringen; men da han ikke kunde bevæge dem, gav han tilsidst efter for dem, der havde udraabt ham.

5. Da han saaledes nu var bleven Kejser,1 opfordrede saavel Mucianus som de øvrige Generaler samt hele Hæren ham strax til at føre dem mod alle hans Modstandere; men han higede først og fremmest efter at faa Herredømmet over Alexandreia, da han vidste, at Ægypten var Rigets vigtigste Provins paa Grund af Kornudførselen, og ved at blive Herre over denne haabede han at skulle kunne styrte Vitellius, selv om denne ogsaa ved Vold fik det øvrige Rige i sin Magt; Almuen i Rom vilde nemlig ikke finde sig i at lide Hungersnød. Endvidere ønskede Vespasianus at knytte de to i Alexandreia liggende Legioner til sig. I det hele ønskede han i dette Land at have et sikkert Tilflugtssted under Lykkens lunefulde Tilskikkelser. Det er nemlig paa Landsiden vanskeligt at trænge ind i, og mod Søen mangler det Havne. Mod Vest har det Libyens vandløse Ørkener, imod Syd Syene, som skiller det fra Aithiopien, samt endvidere den usejlbare Flod med dens Strømhvirvler, mod Øst det røde Hav, som strækker sig lige til Koptos. Mod Nord beskyttes det af Landet, der grænser til Syrien, og af det saakaldte ægyptiske Hav, som er blottet for Havne. Saaledes er Ægypten forsvaret til alle Sider. Dets Længde, regnet fra Pelusion til Syene, er 2000 Stadier, og Sejladsen fra Plinthine til Pelusion er 3600 Stadier lang. Nilen kan besejles op til den saakaldte Elefantby; men ovenfor den spærre de før omtalte Strømhvirvler videre Fremtrængen. Alexandreia har vel en Havn; men Indsejlingen er vanskelig, og det selv i stille Vejr. Indløbet er nemlig snævert, og paa Grund af undersøiske Klipper kan man ikke sejle i lige Retning derind. Til venstre Side er Havnen beskyttet ved kunstigt opførte Moloer, paa højre Haand ligger derimod den saakaldte Faros-Ø, paa hvilken der staar et mægtigt Fyrtaarn,2 der lyser for de Søfarende i en Afstand af 300 Stadier, saa at de om Natten kunne kaste Anker langt ude og


1Juli 69. 2Regnedes i Oldtiden som et af de saakaldte "syv Underværker".
Side 277

vente med den vanskelige Indsejling. Omkring denne Ø er der opført svære kunstige Bolværker, og naar Havet skyller op mod disse og brydes mod de ligeoverfor liggende Moloer, bliver Sejladsen farlig, og Indsejlingen gennem det snævre Indløb vanskelig. Naar man først er inde i Havnen, er den imidlertid meget sikker, og den er 30 Stadier bred. Her indføres de Produkter, som Landet mangler til sit Forbrug, og hvad det kan undvære af sine gode Frembringelser, udføres herfra over hele Verden.

6. Det var altsaa ikke saa urimeligt, at Vespasianus stræbte efter at faa fast Fod her for at støtte sit Herredømme over hele Riget. Han sendte derfor strax Bud til Statholderen over Ægypten og Alexandreia, Tiberius Alexander, underrettede ham om Hærens Stemning og om, at han nødtvungen havde paataget sig Regeringens Byrde og nu anmodede ham om Hjælp og Bistand. Efter at have læst denne Skrivelse lod Alexander beredvilligt Legionerne og Befolkningen aflægge Troskabsed til Vespasianus. Alle underkastede sig denne med Glæde, da de jo havde hørt om hans Dygtighed under Felttoget i deres Naboland. Alexander, der følte sig som den ny Regerings Tillidsmand, gjorde nu Forberedelser til at modtage Kejseren. Hurtigere end man kan tænke sig det, udbredte Rygtet sig om Kejseren, der var udraabt i Østen; enhver Stad holdt Fest i Anledning af disse Tidender, og man anordnede Ofringer for ham. Legionerne i Mysien og Pannonien, som kort før vare komne i Uro paa Grund af Vitellius' dristige Foretagende, svore nu med større Glæde Troskabsed til Vespasianus. Denne var imidlertid brudt op fra Cæsarea og kommen til Berytos, hvor der mødte ham mange Gesandtskaber fra Syrien og mange fra de andre Provinser, og de bragte ham Kranse fra hver By samt Lykønskningsudtalelser. Dér mødte ogsaa Mucianus, Provinsens Statholder, og afgav Beretning om Befolkningens venlige Sindelag og om, at der var aflagt Troskabsed omkring i Byerne.

7. Da Lykken saaledes overalt føjede hans Ønsker, og Forholdene næsten allevegne vare ham gunstige, saa faldt det Vespasianus paa Sinde, at han ikke saaledes kunde være kommen til Magten uden det guddommelige Forsyns Vilje; men at det maatte være en lovmæssig Skæbnens Styrelse, der havde givet Rigets Herredømme i hans Haand. Han kom nemlig til at erindre de Varsler, der vare gaaede forud; — thi der var overalt sket mange saadanne, som havde henpeget paa hans Regering; — men særlig kom han til at huske paa Josefs Udtalelser; denne havde jo nemlig, endnu medens Nero levede, dristigt forjættet ham Kejserværdigheden. Det slog ham saa, at denne Mand endnu opholdt sig hos ham som Fange, og han tilkaldte da Mucianus samt sine andre Generaler og Venner og omtalte først Josefs Dygtighed, og hvor store Anstrængelser han havde nødt dem til at gøre sig, da de laa for Iotapata. Derpaa berørte han

Side 278

Spaadommene, hvilke han først havde antaget for Fantasifostre, fremkaldte af Frygt; men Tiden og Forholdene havde nu vist, at de stammede fra Gud. "Det er derfor en Skam," sagde han, "at den, som har spaaet mig Herredømmet og har været Overbringer af Guds Røst, endnu skal finde sig i at behandles som Krigsfange og at bære Lænker." Han tilkaldte derpaa Josef og befalede, at han skulde gives fri. Ved at se denne Vespasianus' Naade mod en Fremmed kom Generalerne til at gøre sig store Forventninger om de Belønninger, der ventede dem selv. Titus, som dengang opholdt sig hos sin Fader, sagde derpaa: "Det vilde være det rigtigste ogsaa at befri Josef for Skammen, ligesom han nu bliver befriet for Lænken. Lad os derfor, for at han kan staa paa lige Fod med en Mand, som aldrig har været lænket, ikke løse hans Baand, men hugge dem over." — Saaledes plejer man nemlig at gøre med dem, som uden Skyld ere blevne kastede i Lænker. Dette fandt man rigtigt, og der blev hentet en Mand, som med en Øxe huggede Lænken over. Denne Oprejsning fik Josef til Løn for sin Spaadom, og fra nu af nød han Tiltro, naar han udtalte sig om Fremtiden.


XI.

1. Efter at Vespasianus havde svaret Gesandtskaberne samt retfærdigt og efter enhvers Fortjeneste havde foretaget Embedsudnævnelser, kom han til Antiocheia. Han overvejede her, hvor han skulde vende sig hen, og kom da til det Resultat, at det vilde være hensigtsmæssigt at gaa til Rom fremfor at drage til Alexandreia. Her saa han nemlig, at alt var roligt, medens Vitellius hist havde vakt stor Forstyrrelse. Han sendte da Mucianus til Italien og medgav ham en anseelig Styrke Ryttere og Fodfolk. Selv frygtede han for at sejle afsted midt i Vinterens Hjærte og førte saa Hæren til Lands gennem Kappadokien og Frygien.

2. Imidlertid var Antonius Primus med den tredie Legion fra Mysien, hvor han var Statholder, ogsaa ilet af Sted for at bekæmpe Vitellius. For at møde ham udsendte Vitellius en stor Styrke under Anførsel af Cæcinna Alienus, hvem han havde stor Tillid til paa Grund af hans Sejr over Otho. Han gav sig paa Vej fra Rom og traf kort efter Antonius i Nærheden af Cremona i Gallien, en By ved Italiens Grænse. Da han der saa Fjendernes Antal og gode Holdning, vovede han ikke at indlade sig i Kamp, og da han paa den anden Side ansaa et Tilbagetog for farligt, syslede han med

Side 279

Tanken om Forræderi. Han samlede da sine undergivne Centurioner og Krigstribuner og bevægede dem til at gaa over til Antonius, idet han udtalte sig ringeagtende om Vitellius' Stilling, men derimod ophøjede Vespasianus' Styrke og sagde, at hin kun af Navn havde Herredømmet, medens den anden besad Magten. Det fornuftigste for dem var at gøre en Dyd af Nødvendigheden og skaffe sig Tak i Tilgift; de vilde tabe i en mulig Kamp, derfor skulde de ved deres Beslutning undfly denne Fare i Tide. Vespasianus var nemlig i Stand til, ogsaa uden deres Hjælp, at bemægtige sig det af Riget, han endnu ikke besad, Vitellius derimod kunde, selv ved deres Hjælp, ikke bevare det, han havde.

3. Ved mange saadanne Udtalelser bragte han dem paa sin Side og gik med hele Styrken over til Antonius. Samme Nat fortrød imidlertid Soldaterne, hvad de havde gjort, og bleve bange ved Tanken om den Straf, de vilde faa, dersom han, der havde sendt dem i Krigen, gik af med Sejren. De droge Sværdene og gik løs paa Cæcinna for at dræbe ham. Dette havde de ogsaa gjort, hvis ikke Krigstribunerne havde lagt sig imellem og bedt dem lade det være. De afstode da fra at dræbe ham, men bandt ham og stode lige i Begreb med at sende ham til Vitellius som en Forræder. Efter at have hørt dette lod Primus strax sine Soldater bryde op og førte dem fuldt kampberedte imod de Frafaldne. Disse optoge Kampen, men holdt kun Stand et Øjeblik; derpaa vendte de Ryggen og flygtede ad Cremona til. I Spidsen for sine Ryttere søgte Primus at afskære dem Adgangen til Byen, omringede en stor Mængde af dem og nedhuggede dem udenfor. Samtidig med de øvrige trængte han ind i Byen og gav sine Soldater Tilladelse til at plyndre den. Ved denne Lejlighed omkom mange fremmede Købmænd, mange Borgere, samt hele Vitellius' Hær, der bestod af 30,200 Mand. Antonius mistede af Soldaterne fra Mysien 4,500. Han befriede derpaa Cæcinna og sendte ham til Vespasianus for at melde ham, hvad der var sket. Ved sit Komme blev han vel modtaget, og Æresbevisninger, langt større end han havde turdet haabe, bragte Folk til at glemme hans skammelige Forræderi.

4. Da det meldtes, at Antonius allerede var nærved Rom, tog Sabinus1 Mod til sig, samlede de Afdelinger Soldater, som havde Nattevagt, og gjorde sig ved Nattetid til Herre over Capitolium. Ved Dagens Frembrud sluttede mange fornemme Mænd sig til ham, særlig hans Brodersøn Domitianus, og dette styrkede højlig deres Forhaabninger om Sejr. Primus' Angreb voldte ikke Vitellius synderlig Bekymring, derimod var han forbitret paa Sabinus og de andre, der vare faldne fra ham. Grusom, som han var af Naturen, tørstede han efter Adelshærens Blod og lod den Del af Hæren, som havde


1Vespasianus' Broder.
Side 280

fulgt ham til Rom, angribe Capitolium. Der øvedes mange kække Bedrifter, baade paa deres Side og paa deres, som kæmpede oppe i Templet: men tilsidst bleve Tropperne fra Germanien, som vare de talrigste, Herrer over Højen. Domitianus og mange ansete Romere slap som ved et Vidunder derfra; men hele det øvrige Antal blev nedhugget. Sabinus blev ført frem for Vitellius og dræbt, og Soldaterne satte Ild paa Templet efter at have røvet Tempelgaverne. Dagen efter kom Antonius dragende med sin Styrke; Vitellius' Folk gik ham i Møde; men efter at have kæmpet paa tre forskellige Steder i Byen bleve de dræbte til sidste Mand. Nu kom Vitellius ud af Paladset, beruset og forædt, da han lige havde rejst sig fra et Maaltid, der havde været særlig overdaadigt, som om han havde forudset, at det var det sidste, han skulde nyde. Han blev slæbt afsted af Pøbelen, mishandlet med mangfoldige Pinsler og derpaa myrdet midt i Byen efter at have regeret i 8 Maaneder og 5 Dage. Skulde han have levet længere Tid, tror jeg ikke, at Riget vilde have været stort nok til at tilfredsstille hans nydelsessyge Tilbøjeligheder. Af andre Døde talte man over 50,000. Dette skete den 3die i Maaneden Apellaios.1 Dagen efter holdt Mucianus Indtog med sin Hær og fik Antonius' Folk til at høre op med deres Myrderi. De vare nemlig blevne ved at gennemsøge Husene og havde myrdet mange af Vitellius' Soldater, men desuden mange Borgere, som om de ogsaa havde været hans Tilhængere. Deres Harme var saa stor, at de ikke gave sig Tid til nøjere Undersøgelse. Mucianus førte nu Domitianus frem og fremstillede ham for Folket som Regent indtil hans Faders Ankomst. Folket, som nu var befriet for sin Frygt, hilste med Jubel Vespasianus som Kejser og festligholdt paa een Gang hans Indsættelse og Vitellius' Afsættelse.

5. Glædesbudskaberne fra Rom naaede Vespasianus, just som han var kommen til Alexandreia. Der kom nu Sendebud fra hele hans Rige for at lykønske ham. Skønt Byen er den største næst efter Rom, viste den sig dog for lille til at rumme denne Mængde Mennesker. Da Vespasianus nu havde faaet fast Fod i hele Riget, og Forholdene i Rom saaledes over al Forventning vare blevne sikrede, henvendte han sin Opmærksomhed paa de endnu ikke undertvungne Dele af Judæa. Da han ved Vinterens Ophør agtede at tage til Rom, ordnede han i Hast Forholdene i Alexandreia og sendte sin Søn Titus afsted med en udsøgt Hær for at indtage Jerusalem. Denne rykkede saa til Lands frem til Nikopolis, der ligger 20 Stadier fra Alexandreia; der indskibede han Hæren paa Langskibe og sejlede ad Nilen langs det mendesiske Distrikt til Byen Thmuis. Dér gik han fra Borde, marscherede afsted og tog Kvarter i den lille By Tanis. Hans andet Kvarter var Heraklesbyen og det tredie Pelusion.


1December 69.
Side 281

Dér lod han Hæren hvile sig i to Dage, og paa den tredie overskred han Pelusionsmundingerne, rykkede en Dagsrejse frem gennem Ørkenen og lejrede sig ved Zeus Kasios' Tempel, og den næste Dag ved Ostrakine. Denne Plads mangler Vand, og Beboerne faar ikke andet Vand end det, som føres dertil. Derefter stansede han i Rhinokurura og rykkede derfra frem til Rafeia, hans fjerde Kvarter. Ved denne By begynder Syrien. Den femte Lejr slog han i Gaza, derefter kom han til Askalon, derfra til Jamneia, derfra til Joppe, og fra Joppe til Cæsarea. Dér havde han bestemt, at de øvrige Stridskræfter skulde samles.