Jødernes krig mod Romerne, Tredie Bog

Af Flavius Josephus. Oversat af Alexander Rasmussen

Side 180

I.

1. Da Nero fik Meddelelse om Nederlagene i Judæa, blev han, som rimeligt var, greben af Skræk og Forfærdelse, men skjulte det og anstillede sig offenlig, som om han var opfyldt af Overmod og Forbitrelse; saaledes ytrede han, at det Forefaldne snarere skyldtes Feltherrernes Magelighed end Fjendernes Tapperhed. Han var nemlig af den Mening, at han, for at bevare Regeringens Værdighed, maatte se overlegent paa Ubehagelighederne og se ud, som om han følte sig hævet over enhver Modgang. Hans ivrige Overvejelser vidnede dog ikke destomindre om den Sindsbevægelse, han var i.

2. Da han overvejede, hvem han skulde betro det oprørske Østen og hvem der skulde straffe Jøderne for deres Opstand og forebygge, at de omkringboende Folkeslag, som allerede vare smittede af dem, fulgte deres Exempel, fandt han, at Vespasianus var den eneste, som var disse Opgaver voxen og var istand til at paatage sig Byrden af saa stor en Krig. Denne Mand1 var som ung bleven Kriger og var graanet under sine Felttog. Han havde tidligere skaffet Romerne Fred i Vesten, som blev foruroliget af Germanerne, og havde med sine Vaaben vundet den hidtil ukendte Del af Britannien, hvorved han havde gjort det muligt for Kejserens Fader Claudius at holde en Triumf uden at det havde kostet denne selv nogen Anstrengelse.


1Titus Flavius Vespasianus var født den 18de November Aar 9 e. Chr. Han stammede fra en temmelig uanselig Bankierfamilie i Reate, en By i Sabinerbjergene. Efter at have betraadt Embedsbanen avancerede han efter den sædvanlige Rækkefølge fra Quæstor til Ædil og Prætor, fik under Claudius en Kommando i Britannien, hvor han lagde den sydvestlige Del af Øen under Roms Herredømme, beklædte Consulatet Aar 51 og fik derefter Africa tildelt som Provins. Under Nero var han i Unaade og maatte leve tilbagetrukkent og tarveligt, indtil Kejseren i ham fandt den rette Mand at sende mod Jøderne.
Side 181

3. Denne hans Fortid tog Nero som et godt Varsel, idet han nemlig saa, at hans satte Alder var forbunden med Krigserfaring. Dernæst havde Kejseren i hans Sønner1 et Pant paa hans Troskab imod sig, og de kunde tillige, da de vare i deres kraftigste Alder, tjene som Redskaber for Faderens Indsigt. Gud begyndte vel ogsaa allerede nu at forberede sin Raadslutning med Hensyn til Verdens Styrelse. Hvorom nu alting er, Nero sendte altsaa denne Mand ud for at tage Kommandoen over Tropperne i Syrien, og for at forøge hans Iver overvældede Kejseren ham med Smiger og Gunstbevisninger, hvilket Nødvendigheden jo krævede. Vespasianus sendte saa fra Achaia, hvor han var hos Nero, sin Søn Titus til Alexandreia for derfra at hente 5te og 10de Legion. Selv satte han over Hellespontos og kom over Land til Syrien, hvor han samlede de romerske Stridskræfter samt talrige Hjælpetropper fra Nabokongerne.


II.

1. Efter at have slaaet Cestius, bleve Jøderne saa overmodige ved deres uventede Held, at de ikke kunde styre deres Iver; men de vilde, ligesom opblæste af Lykken, give Krigen en større Udstrækning. De samlede derfor strax alt deres tapreste Mandskab og styrtede imod Askalon. Denne gamle By, som ligger 520 Stadier borte fra Jerusalem, havde altid været Jøderne forhadt; derfor blev den ogsaa dennegang Genstand for deres første Angreb. I Spidsen for Angrebet stode tre Mænd, som vare fremragende baade i Henseende til Kraft og Forstand: Peræeren Niger, Babyloneren Silas samt Johannes Essæeren. Askalon var ganske vist stærkt befæstet, men var omtrent blottet for Besætning. Den holdtes nemlig kun besat af een Cohort Fodfolk og een Eskadron Ryttere under Antonius' Kommando.

2. Jøderne havde i deres Iver marscheret overmaade hurtigt og indtraf i en Hast, som om de kun havde haft en kort Afstand at tilbagelægge. Antonius var imidlertid ikke uvidende om, at der vilde finde et Angreb Sted af dem, førte sine Ryttere ud, modstod, uden hverken at frygte Fjendernes Mængde eller deres Dristighed, med Kraft deres første Stormløb og drev dem tilbage, som trængte frem mod Muren. Jøderne kæmpede jo ogsaa her som ukyndige Folk imod øvede Krigere, som Fodfolk imod Ryttere, som uordnede Skarer


1De senere Kejsere Titus og Domitianus.
Side 182

imod tæt sammensluttede, og som slet bevæbnede imod vel rustede Sværtbevæbnede. Da de endelig kæmpede med større Mod end Forstand, var det intet Under, at de lede Nederlag imod de veldisciplinerede Romere som i enhver Henseende lystrede Feltherrens Vink. Da saaledes Romernes forreste Rækker vare bragte i Forvirring, dreves de paa Flugt af Rytteriet, og idet de bagerste trængte frem imod Muren, løb de imod hinanden og ødelagte hinanden indbyrdes, indtil alle maatte vige for Rytternes Stormløb og bleve adsplittede over hele Sletten. Denne var stor og frembød en ypperlig Tumleplads for Rytteriet, og da ogsaa denne Omstændighed hjalp Romerne, fandt der et stort Mandefald Sted blandt Jøderne. Nogle, som søgte at flygte, bleve stoppede og tvungne til at vende om, og naar de Flygtende havde samlet sig, trængte Rytterne igennem Flokken og dræbte overmaade mange. Andre omringede andre Skarer, red omkring dem, til hvad Side de end vendte sig, og nedskød dem med Lethed. I denne fortvivlede Stilling syntes Jøderne, at de, trods deres Mængde, vare for faa; Romerne derimod syntes paa Grund af deres Held, at de, skønt faa, havde overmaade rigeligt Mandskab til dette Slag. Trods Nederlaget strede Jøderne dog med Iver, idet de skammede sig over en saa hastig Flugt og haabede paa et Omslag i Kampen. Paa den anden Side bleve Romerne ikke trætte, da de jo havde Heldet med sig, saa Kampen varede lige til Aften. Der faldt af Jøderne et Antal af 10,000 samt to af Feltherrerne, Johannes og Silas. Resten, af hvilke Størstedelen vare saarede, flygtede sammen med den overlevende af Feltherrerne, Niger, til en lille By i Idumæa ved Navn Chaallis. Paa Romernes Side var der i dette Slag kun nogle faa Saarede

3. Selv efter et saa stort Tab kunde Jøderne ikke slaa sig til Ro; men deres Ulykke gjorde deres Forvovenhed endnu større, saa de ikke lagde Mærke til de Lig, som laa for deres Fødder; men i Tillid til deres tidligere Bedrifter lode de sig lokke til et nyt Nederlag. De tøvede altsaa knap saa længe til de kunde faa deres Saar lægede, samlede saa hele deres Styrke og stormede endnu hidsigere og i langt større Antal for anden Gang løs mod Askalon. Men da de jo vare lige saa ukyndige og begik de samme Fejl i Krigsførelsen som forrige Gang, havde de ogsaa samme Skæbne som sidst. Antonius havde nemlig ladet Vejene besætte, Jøderne faldt uventet i disse Baghold og bleve, førend det kom til Kamp, omringede, saa at der igen faldt over 8000, medens alle de øvrige flygtede. Iblandt de sidste var ogsaa Niger, som selv under Flugten gav mange Beviser paa sit Mod. Da Fjenderne fulgte dem i Hælene, bleve Jøderne drevne sammen i en befæstet Borg i Landsbyen Belzedek. Antonius og hans Mænd vilde ikke spilde Tiden ved at belejre denne vanskeligt indtagelige Borg; men paa den anden Side vilde de nødigt, at Anføreren, som jo var den tapreste blandt deres Fjender, skulde

Side 183

slippe levende derfra. De satte da Ild paa Fæstningsværkerne. Da Borgen saa brændte, droge Romerne bort i den glade Tro, at Niger var omkommen. Han var imidlertid sprunget ned i Fæstningens underste Kælderhvælving og slap levende ud af Borgen. Da man nemlig efter tre Dages Forløb under Klageraab søgte efter ham for at begrave ham, gav han et Skrig fra sig dernede. Da han kom frem for Dagens Lys, vakte han hos alle Jøder en uventet Glæde; det saa jo nemlig ud, som om han ved Guds Styrelse var bleven reddet til ogsaa i Fremtiden at være deres Fører.

4. Vespasianus afmarscherede imidlertid med sine Stridskræfter fra Antiocheia, Syrens Hovedstad, som for sin Størrelses og hele Velstands Skyld ubestridt indtager den tredie Plads i den romerske Verden.1 Dér havde han ogsaa modtaget Kong Agrippa, som med hele sin Styrke afventede hans Ankomst. Han ilede saa til Ptolemais. I denne By kom Beboerne af Staden Sepforis i Galilæa ham i møde; de vare de eneste fredeligsindede i denne Landsdel og havde, i Tanken paa deres egen Frelse og den romerske Magt, allerede før Vespasianus' Ankomst aflagt Troskabsed til Cæsennius Gallus, havde faaet Løfte om Fred og modtaget en Besætning. Nu toge de med Glæde imod Feltherren og lovede ivrigt at ville staa ham bi imod deres Landsmænd. Paa deres Forlangende gav Feltherren dem ved denne Lejlighed for deres Sikkerheds Skyld saa mange Ryttere og Fodfolk, som de antoge behøvedes til at afværge Angreb, hvis Jøderne skulde foretage noget imod dem. Han mente nemlig, at det vilde medføre en ikke ringe Fare i den kommende Krig, hvis Sepforis gik tabt; det var jo nemlig den største By i Galilæa, den var befæstet og laa paa et i Forvejen fast Sted; den kunde saaledes frembyde et Støttepunkt for hele Nationen. -


III.

1. Galilæa bestaar af to Dele, der kaldes Øvre- og Nedre Galilæa og omgives af Foinikien og Syrien. Det grænser mod Vest til Ptolemais og dens Distrikt samt til Karmel, hvilket Bjerg tidligere tilhørte Galilæerne, men nu Tyrierne. Op til det støder Gabaa, Rytterstaden, som den kaldes, fordi de af Kong Herodes afskedigede Ryttere boede dér. Mod Syd grænser Galilæa til Samaria og Skythopolis indtil Jordans Flod. Mod Øst begrænses det af Hippene, Gadara og


1De to største Byer var Rom og Alexandreia.
Side 184

Gaulonitis, hvor det støder sammen med Agrippas Rige.1 Den nordlige Del grænser til Tyros og Tyriernes Land. Det saakaldte Nedre-Galilæa2 strækker sig i Længden fra Tiberias til Chabulon, som ligger ved Kysten og er Nabostad til Ptolemais. I Bredden gaar det fra een paa den store Slette liggende Landsby ved Navn Exaloth til Bersabe, hvor Øvre-Galilæa begynder og saa strækker sig i Bredden til Landsbyen Baka, der danner Grænsen mod Tyriernes Land. Øvre-Galilæa strækker sig i Længden fra Landsbyen Thella tæt ved Jordan til Meroth.

2. Skønt disse Landskaber altsaa ikke vare større, og skønt de vare omgivne af saa mange fremmede Folkeslag, have Indbyggerne dog stedse bestaaet enhver Prøve, de ere blevne satte paa med Hensyn til Krig. Galilæerne have nemlig altid været krigeriske fra Ungdommen af samt talrige, saa Mændene bave aldrig nogensinde lidt af Frygtsomhed eller Landet af Mangel paa Mænd. Hele Landet var nemlig frugtbart, havde gode Græsgange og var bevoxet med alle Slags Træer, saa at det ved sin Yppighed gav selv den Sløveste Lyst til at dyrke Jorden. Det var derfor under Dyrkning i hele sin Udstrækning, og der var ikke en Plet, som laa hen til Unytte. Der var ogsaa, paa Grund af Landets blomstrende Tilstand, mange Stæder og overalt en Mængde saa folkerige Byer, at den mindste havde over 15,000 Indbyggere.

3. Ja, kort sagt, selv om man ogsaa, hvad Størrelsen angaar, maa sætte Galilæa under Peræa, maa man dog give det førstnævnte Fortrinet, naar det kommer an paa Hjælpekilder. Det hele er nemlig indbringende, og det er overalt frugtbart. Peræa derimod er ganske vist langt større, men ligger for Størstedelen hen som Ørken og har en skarp Jordbund, der er for gold til at bære dyrkede Planter. Dog gives ogsaa dér fede og frugtbare Egne og Sletter bevoxede med forskellige Træer. Navnlig dyrkes Oliven, Vin og Palmer. Det vandes af Vinterbække fra Bjergene, og selv om de undertiden paa Grund af Tørke ophøre at flyde, er der dog nok af stedse rindende Kilder. Landet strækker sig i Længden fra Machairus til Pella, i Bredden fra Filadelfeia til Jordan. Det grænser, som sagt, mod Nord til Pella og mod Vest til Jordan, mod Syd til Moabiternes Land og mod Øst til Arabien og Silonitis samt til Filadelfene og Gerasa.

4. Landskabet Samaria ligger imellem Galilæa og Judæa. Det tager nemlig sin Begyndelse ved Landsbyen Geneos, som ligger paa Sletten og gaar til Distriktet Akrabetene. Det adskiller sig i naturlig Beskaffenhed ikke fra Judæa. Begge Landskaber ere nemlig bjergfulde; men mellem Bjergene er der Sletter, fortrinlig egnede til


1Heraf synes det at fremgaa, at Gennesaretsøens Østkyst regnedes til Galilæa; thi Gaulonitis dannede Landskabets Østgrænse Nord for Søen, Gadara Syd for Søen og Hippene Øst for Søen. 2Sydgalilæa.
Side 185

Agerdyrkning, frugtbare og rige paa Træer, der bugne saavel af vilde som af dyrkede Frugtsorter. Skønt de intetsteds af Naturen ere blottede for Kilder, vandes de dog for Størstedelen af Regnen. Alle Kilder i Landskaberne have fortrinligt fersk Vand, og paa Grund af det rigelige gode Græs give Køerne dér mere Mælk end andet Steds. Det bedste Bevis paa Landenes Godhed og Yppighed er, at de begge havde en talrig Befolkning.

5. Paa Grænsen af disse Landskaber ligger en Landsby ved Navn Anuathu Borkaios. Den danner Judæas Grænse mod Nord, medens Landskabets sydlige Del, naar man gaar paa langs gennem Landet, begrænses af en til det arabiske Omraade stødende By, som Jøderne dér paa Egnen kalde Jordan. I Bredden strækker det sig fra Jordanfloden til Joppe. I Midten af Landet ligger Staden Jerusalem, af hvilken Grund ogsaa nogle ganske træffende have kaldt denne Stad Landets Navle. Judæa savner ikke de Fordele, der følge med Havet, det strækker sig nemlig langs Kysten lige til Ptolemais. Det deltes i elleve Distrikter, blandt hvilke Kongestaden Jerusalem indtog den første Plads og ragede frem over hele det omliggende Land som Hovedet over Kroppen. Til hver af de Byer, som fulgte efter den, hørte et Distrikt. Det andet var Gofna, dernæst Akrabeta, endvidere Thamna, Lydda, Ammaus, Pella, Idumæa, Engaddai, Herodeion og Jericho. Derefter fulgte Jamnia og Joppe, hvortil hørte det omkringliggende Land. — Dertil kom Gamalas Distrikt, Gaulanitis, Batanaia og Trachonitis, som ere Dele af Agrippas Rige. Dette begynder ved Libanons Bjerge og Jordans Kilder og breder sig til Søen ved Tiberias, medens det i Længden strækker sig fra Landsbyen Arfa til Julias. Det beboes af en blandet Befolkning af Jøder og Syrere. Vi have saaledes, saa kort som muligt, givet en Beskrivelse af Jødernes Land og dets Omgivelser.


IV.

1. Den Undsætning, som Vespasianus havde sendt Sepforiterne, og som bestod af 1000 Ryttere og 6000 Fodfolk under Krigstribunen Placidus, slog Lejr paa den store Slette, men delte sig saa i to Parter. Fodfolket lagde sig ind i Byen for at bevogte denne, Rytteriet derimod blev liggende i Lejren. Disse sidste foretog uafladelig Strejftog til forskellige Sider og gennemstrejfede det omliggende Land, hvorved de i høj Grad skadede Josef og hans Folk, skønt han forholdt sig rolig; de plyndrede Byer, som slet ikke havde med

Side 186

Krigen at gøre, og drev Borgerne tilbage, hvis de nogensinde vovede sig udenfor. Josef satte sig da i Bevægelse i Haab om at kunne tage Sepforis, som han jo selv, før den faldt fra Galilæerne, havde befæstet, saa den vilde have været vanskelig for Romerne at indtage. Men derfor blev han ogsaa skuffet i sine Forhaabninger og saa sig ude af Stand til enten at tage Byen med Magt eller overtale Sepforiterne. Han fik derimod Krigen til at blusse stærkere op i Landet, og Romerne bleve saa forbitrede over dette Angreb, at de hverken rastede Nat eller Dag, men hærgede Sletterne, plyndrede Ejendommene i Landet, dræbte stadig det vaabenføre Mandskab og gjorde de Forsvarsløse til Slaver. Hele Galilæa blev fyldt med Ild og Blod og maatte prøve al Slags Lidelse og Elendighed. Der var dog eet Tilflugtssted for de Forfulgte, nemlig de af Josef befæstede Byer.

2. Titus havde imidlertid foretaget sin Overfart fra Achaia til Alexandreia hurtigere, end man paa Grund af Vinlertiden skulde have ventet, havde taget Kommandoen over den Styrke, som han var sendt ud for at hente, var draget af Sted i Ilmarsch og kom hurtigt til Ptolemais. Han traf her sin Fader, som stod dér med 15de Legion og føjede nu hertil de to berømte — 5te og 10de —, som han havde bragt med sig. Til disse hørte 18 Cohorter. Hertil kom fra Cæsarea 5 Cohorter og 1 Eskadron Ryttere samt 5 andre af de syriske Ryttere. Af Cohorterne talte de 10 hver 1000 Fodfolk, de øvrige 13 derimod hver 600 Fodfolk og 120 Ryttere. Der samledes ogsaa en talrig Skare Hjælpetropper fra Kongerne, idet Antiochos, Agrippa og Soaimos hver stillede 2000 buebevæbnede Fodfolk og 1000 Ryttere, medens Araberen Malchos sendte 1000 Ryttere foruden 5000 Fodfolk, hvoraf Størstedelen vare Bueskytter, saaledes at der i det Hele — de kongelige Tropper iberegnede — var samlet en Styrke af Ryttere og Fodfolk paa 60,000 Mand foruden Slaverne. Af disse fulgte der et stort Antal med; men paa Grund af den krigerske Uddannelse, de havde faaet, kunde man ikke vurdere dem ringere end Kombattanterne; thi i Fredstid overværede de jo stedse deres Herrers Øvelser, og i Krigene delte de Farerne med dem, saa at de hverken i Erfaring eller Styrke stode tilbage for nogen, uden da netop for deres Herrer.


V

1. Man kan ikke undlade at skænke Romernes Omsigt sin Beundring, fordi de indøve deres Slaver saaledes, at de ikke alene

Side 187

kunne være dem til Tjeneste i det daglige Liv, men ogsaa kunne gøre Nytte i Krigen. Men ser man dernæst paa deres øvrige Hærordning, maa man erkende, at deres Herredømme er et Resultat af deres Dygtighed og ikke en Gave af et lykkeligt Tilfælde. Man maa ikke tro, at de først begynde at øve sig i Vaabenbrug, naar Krigen er udbrudt, eller at de ligge ledige i Fredstid og kun, naar Nødvendigbeden kræver det, give sig til at røre Hænderne; nej, som om de vare sammenvoxede med Vaabnene, unde de sig aldrig Hvile i deres Øvelser og vente ikke med at begynde, indtil Krigen staar for Døren. Deres Øvelser adskille sig i ingen Henseende fra en virkelig Kamp; men enhver Soldat bliver daglig indøvet med en Iver, som om han var i Krigen. Derfor kunne de med saa stor Lethed udholde Kampen. Naar de eengang ere opstillede i den vante Orden, kan Intet bringe dem i Uorden: Frygt forskrækker dem ikke, og Anstrengelse udmatter dem ikke. Følgen heraf er, at de stedse sejre over Modstandere, som ikke indtage en saa fast Holdning. Man kan derfor med Sandhed sige, at deres Øvelser ere ublodige Slag og Slagene blodige Øvelser. Ikke engang ved Overumpling ere de lette for Fjenderne at besejre; thi naar de ere faldne ind i Fjendernes Land, indlade de sig ikke i Slag, førend de have befæstet deres Lejr. Og dette sker ikke paa nogen overfladisk eller uregelmæssig Maade, ej heller tage Alle, uden nogen Orden, Del deri. Skulde den udsete Plads tilfældigvis være ujævn, bliver den planeret. Deres Lejr bliver afslukket som en Firkant. En Mængde Tømmermænd følger Hæren med det til Lejrbygningen nødvendige Værktøj.

2. Det Inderste af Lejren anvendes til Opstilling af Telte; den udvendige Omkres frembyder derimod Skikkelse af en Vold og er forsynet med Taarne, som staa lige langt fra hverandre. I Mellemrummene mellem Taarnene opstille de Kastemaskiner, Catapulter,1 Stenkastere og alle Slags Skyts, altsammen færdigt til Brug. De bygge fire Porte, een paa hver af Lejrens Sider, hvilke Porte ere bekvemme for Lastdyrene at gaa ind ad og brede nok til, at Soldaterne kunne gøre Udfald derigennem, hvis det skulde behøves. De inddele paa en praktisk Maade det Indvendige af Lejren ved Gader og opslaa i Midten Befalingsmændenes Telte; midt imellem disse igen staar Overfeltherrens Telt, som ligner et Tempel. Og i kort Tid fremtrylles der ligesom en Stad, et Torv, et Værksted for Haandværkerne og Sæder for Troppeførerne og Afdelingscheferne, hvor disse kunne sidde og holde Rettergang, hvis der skulde opstaa nogen Strid. Lejren omgives af en Vold og alt derinde opføres af de mange og øvede Arbejdere, hurtigere end man kan tænke sig det. Hvis det gøres nødigt, graves der udenfor Volden en Grav paa fire Alens Dybde og med samme Bredde.


1En Slags stor Flitsbue, som udslyngede Spyd og Brandpile.
Side 188

3. Efter at have forskanset Lejren ligge alle i Orden, stille og rolige i deres Kvarterer. Forøvrigt blive alle Ting ordentligt og bestemt besørgede for dem, idet enhver efter sin Tur, naar de trænge dertil, faar Brænde, Proviant og Vand. De maa ej heller spise Middags- eller Frokostmaaltid, naar de selv finde for godt; men alle skulle spise paa een Gang; det tilkendegives dem ogsaa ved Trompetstød, naar de skulle sove, naar de skulle paa Vagt, og naar de skulle staa op, ja der sker overhovedet Intet uden forudgaaet Signal. Ved Morgenens Frembrud begive samtlige Soldater sig hver til sin Centurion, disse samles saa igen hos Krigstribunerne for at gøre deres Opvartning hos dem, og alle Afdelingscheferne gaa saa sammen med Krigstribunerne til Overfeltherren. Denne giver dem da efter gammel Skik Feltraabet samt udsteder de øvrige Befalinger til dem, for at de kunne lade dem gaa videre til deres Undergivne. Det samme sker i Tilfælde af Slag, og Soldaterne kunne derfor, om fornødent, i en Fart foretage Svingninger og i samlet Trop følge deres Førere baade til Angreb og ved Tilbagetog.

4. Naar de skulle drage ud af Lejren, bliver der givet Trompetsignal, og strax kommer hver Mand i Bevægelse og begynder, saa snart Signalet lyder, at nedtage Teltene og gøre alt rede til Afmarsch. Atter lyde Trompeterne og tilkendegive, at de skulle gøre sig færdige. Hurtig læsse de da Bagagen paa Mulæslerne og Lastdyrene og staa saa ligesom bag Snoren,1 rede til at rykke ud. Samtidig sætte de ogsaa Ild paa Lejren, da det jo er let for dem at opslaa en anden, og de ikke ville, at den gamle skal komme deres Fjender til Nytte. Nu lyde Trompeterne tredie Gang for at give Signal til Bortmarschen og skynde paa dem, som af en eller anden Grund ere forsinkede, at alle kunne komme paa Plads i Geleddet. En Herold, som staar ved Feltherrens højre Side, udraaber da tre Gange paa deres Modersmaal, om de ere beredte til at drage i Felten. Soldaterne raabe da til Gengæld højt og ivrigt det samme Antal Gange og sige, at de ere beredte; ja de komme endogsaa Spørgsmaalet i Forkøbet, og fyldte af krigerisk Mod strække de, samtidig med at de raabe, deres højre Haand i Vejret.

5. Derefter afmarschere de og gaa alle stille og rolig, idet enhver, som om det var under et Slag, iagttager sin Plads. Fodfolkene ere udrustede med Brystpansere og Hjelme samt bære et Sværd ved hver Side; men Sværdet ved deres venstre Side er meget længere end det andet; det ved højre Side er nemlig kun halvandet Kvarter langt. De udvalgte Fodfolk omkring Feltherren bære Kastespyd og et rundt Skjold. Resten af Tropperne føre derimod Lanse og et aflangt Skjold, desuden en Sav, en Kurv, en Skovl, en Øxe


1En Snor, som var trukket over Væddeløbsbanen foran Deltagerne i Løbet. Naar den blev trukket bort, var det Tegn til at de skulde starte.
Side 189

samt en Læderrem, en Hage, en Kæde og Proviant for tre Dage, saa der er kun liden Forskel paa en Fodsoldat og de bepakkede Mulæsler. Rytterne føre paa højre Side et langt Sværd og i Haanden en lang Spydstage, skraas ned ad Hestens Side hænger der et Skjold, og i et Kogger hænger der tre eller flere Kastespyd med brede Spidser og ikke meget mindre end Lanser. De have alle Hjelme og Brystpansere ligesom Fodfolkene. De udvalgte Ryttere omkring Feltherren ere i Bevæbning ikke forskellige fra de andre i de forskellige Eskadroner. Det afgøres ved Lodtrækning, hvilken af Legionerne der skal gaa i Spidsen.

6. Saaledes gaar det altsaa til, naar Romerne marchere og holde Hvil, og disse ere deres forskellige Vaaben. I deres Kampe sker der Intet, uden at det har været Genstand for Raadslagning og Overvejelse; men forud for enhver Handling gaar der en Beslutning, og naar noget er blevet fastslaaet, følger Udførelsen derefter. Derved risikere de kun i ringe Grad at tage fejl, og selv om de ogsaa have Uheld med sig, kunne de let gøre Fejltagelserne gode igen. Selv om det gaar dem galt med noget, de saaledes have overvejet i Forvejen, anse de det dog for at være bedre, end om de havde opnaaet noget ved et Lykketræf; thi et saadant uforudset Held frister til Uforsigtighed. Overvejelse har derimod, selv om der ogsaa undertiden sker Uheld, det Gode ved sig, at man søger at undgaa et Uheld næste Gang. Sker der uformodet noget Heldigt, saa er det ikke nogen Fortjeneste for den, som har Heldet med sig; men hænder der imod Forventning noget Sørgeligt, saa har man dog den Trøst, at man, saa godt som muligt, har truffet sine Forholdsregler.

7. I deres Vaabenøvelser udvikle Romerne imidlertid ikke blot deres Legemer, men gøre ogsaa deres Sjæle fastere. De blive ogsaa hærdede mod Frygt. Deres Love paalægge nemlig Dødsstraf ikke blot for Desertion, men selv for en ringe Efterladenhed, og de have endnu mere Grund til at frygte Feltherrerne end Lovene. Dog, paa Grund af de Hædersbevisninger, de skænke de tapre Soldater, lægger man ikke Mærke til, at de ere haarde imod dem, de straffe. Soldaternes Lydighed imod deres Feltherrer er saa stor, at det er en Prydelse for Hæren i Fredstid, og i Tilfælde af Slag danner hele Hæren eet Legeme, saa faste staa Geledderne og saa raske ere de til at dreje sig. Deres Øren ere anspændte efter at høre Kommandoordene, deres Øjne efter at se Signalerne, deres Hænder efter at udføre Befalingerne. Derfor ere de stedse hurtige til at handle og sejge til at holde ud, og man har ikke noget Exempel paa, at de, hvor de end have slaaet, enten ere bukkede under for Mængden, eller for Krigslist, eller for vanskelige Terrænforhold, ja end ikke for Lykken; thi deres Herredømme har vist sig at være endog stærkere end den. Men naar altsaa Raadslagning danner Indledningen til Kampen, og Hæren derpaa saa modig efterkommer hvad der

Side 190

er besluttet, kan man da undre sig over, at deres Herredømmes Grænser mod Øst strækker sig til Eufrat, mod Vest til Oceanet, mod Syd til den frugtbareste Del af Libyen og mod Nord til Istros og Rhinen? Man kunde jo med Rette sige, at Besiddelsen er for ringe til saadanne Besiddere.

8. Nu har jeg altsaa givet denne Beskrivelse, ikke saameget i den Hensigt at rose Romerne som for at trøste de Overvundne og bringe de Oprørslystne paa bedre Tanker. Det kunde jo ogsaa være, at Videnskabsdyrkere, som ikke kende Romernes Krigsvæsen, kunde høste Belæring deraf. Jeg vender nu tilbage dertil, hvor jeg slap, da jeg gav mig til at fortælle dette.


VI.

1. Imidlertid tilbragte Vespasianus sammen med sin Søn Titus nogen Tid i Ptolemais med at ordne sine Stridskræfter, medens Placidus gennemstrejfede Galilæa og nedhuggede en stor Mængde af dem, han fik fat paa, — hvilket var den svageste Del af den galilæiske Befolkning og dem, der ikke kunde bekvemme sig til at flygte. Han saa derimod, at de kampdygtige hele Tiden flygtede til de af Josef befæstede Byer og satte sig derfor i Bevægelse mod den fasteste af disse, Iotapata, i den Tro, at han let kunde tage den ved et rask Stormløb og derved skaffe sig selv stor Berømmelse hos Feltherrerne og gavne dem meget med Hensyn til den følgende Del af Felttoget. Naar han havde den stærkeste By i sin Magt, vilde de øvrige Stæder, som han mente, blive saa forskrækkede, at de vilde overgive sig. Han led imidlertid heri en stor Skuffelse, Iotapatenerne havde nemlig i Forvejen faaet Nys om hans Plan og toge imod hans Angreb foran Byen. De vare talrige, kampberedte og ivrige som Folk, der kæmpe for deres faretruede Fædreland, for Hustruer og Børn, og da de styrtede løs paa Romerne, uden at disse anede noget, dreve de dem hurtigt tilbage. De saarede mange Romere, men dræbte kun syv, fordi Romerne trak sig tilbage i god Orden, og Saarene trængte ikke dybt ind paa dem, da jo deres Legemer overalt vare pansrede. Jøderne maatte ogsaa mest indskrænke sig til at skyde paa dem i Afsland, da de som upansrede ikke vovede sig i Nærkamp med de Sværtbevæbnede. Paa Jødernes Side var der tre Mand faldne og nogle faa saarede. Placidus fandt imidlertid, at han var for svag til at angribe Byen og trak sig tilbage.

2. Vespasianus satte sig nu i Bevægelse for selv at falde ind i

Side 191

Galilæa; han drog ud af Ptolemais efter at have givet Hæren Befaling til at marschere, som Romerne vare vante til. De Letbevæbnede blandt Forbundstropperne samt Bueskytterne lod han gaa forrest, for at de kunde tilbageslaa pludselige Anfald fra Fjendernes Side samt undersøge de Skove, som forekom dem mistænkelige og syntes at kunne rumme Baghold. Efter dem fulgte en Del af Romernes sværtbevæbnede Tropper, baade Fodfolk og Ryttere; de ledsagedes af 10 Mand af hver Centurie, som foruden deres egen Oppakning bare Redskaber til at opslaa Lejr med. Dernæst fulgte Sapørerne, som skulde rette Landevejens Krumninger, jævne de ufarbare Steder og omhugge de Skove, som stode Tropperne i Vejen, for at Hæren ikke skulde lide under daarlige Vejforhold. Bagefter dem lod han sin egen og sine Underfeltherrers Bagage føre afsted under Bedækning af talrige Ryttere. Efter dem red han selv, omgiven af udvalgte Fodfolk, Ryttere og Lansenerer. Næst efter ham fulgte det egentlige Legionsrytteri; til hver Legion hørte nemlig 120 Ryttere. Saa kom Mulæslerne med Belejringsredskaberne og de øvrige Maskiner; derefter Legaterne,1 Cohorternes Befalingsmænd og Krigstribunerne, omgivne af udvalgte Soldater. Efter dem bares Felttegnene og midt blandt disse Ørnen, som er enhver romersk Legions fornemste Mærke; den er jo Fuglenes Konge og den stærkeste af dem alle, hvorfor den ogsaa for Romerne staar som et Symbol paa deres Herredømme og et Varsel om Sejr over alle de Modstandere, de drage imod. Efter disse hellige Tegn fulgte Trompeterne og bag dem Hovedstyrken med sex Mand i hvert Geled; de ledsagedes af en Centurion, som efter Sædvane passede paa, at Ordenen blev bevaret. Hele det Hold Slaver, som hørte til hver Legion, fulgte med Fodfolket og førte Soldaternes Bagage paa Mulæsler og Lastdyr. Efter alle Legionerne kom Lejetropperne, og til Bedækning for dem fulgte en Bagtrop af sværtbevæbnede Fodfolk og mange Ryttere.

3. Efter at have marscheret i denne Orden, kom Vespasianus med sin Hær til Galilæas Grænser. Der lod han slaa Lejr og holdt sine kamplystne Soldater tilbage fra at levere Slag. Derimod opstillede han sin Hær for derved at forskrække Fjenderne og give dem Tid til at betænke sig, om de maaske kunde skifte Sind, før det kom til Kamp. Samtidig gjorde han sig dog rede til at belejre Fæstningerne. Ved Synet af Overfeltherren kom mange til at fortryde deres Frafald, og alle bleve forfærdede. Josef og hans Folk laa nemlig lejrede ikke langt fra Sepforis ved Byen Garis; men da de hørte, at Fjenden nærmede sig, og at Romerne inden ret længe vilde indlade sig i Slag med dem, adsplittedes de til alle Sider, ikke blot før Kampen, men endogsaa før de havde set Fjenderne. Josef stod tilbage med nogle faa Folk, og da han mærkede, at han ikke


1Generaladjutanterne.
Side 192

havde en tilstrækkelig Troppestyrke til at tage imod Fjenderne med, samt at Jødernes Mod var sunket, og at de fleste af dem med Glæde vilde slutte Forlig, hvis det blev dem tilbudt, kom han fra nu af til at nære Frygt for hele Krigens Udfald og besluttede at drage sig saa langt bort, at han var udenfor Fare. Han tog da de Tropper med sig, som han endnu havde, og flygtede til Tiberias.


VII.

1. Vespasianus rykkede saa mod Byen Gadara,1 indtog den ved sit første Angreb og fandt den blottet for kampdygtigt Mandskab. Efter at være trængt ind i Byen, lod han alle, selv Ungdommen, nedsable, og Romerne viste ingen Barmhjertighed, hverken mod Ung eller Gammel, baade fordi de afskyede det jødiske Folk og fordi de huskede paa deres Fremfærd mod Cestius. Vespasianus afbrændte ikke blot denne Stad, men ogsaa alle de omkringliggende Landsbyer og Smaastæder, hvoraf han fandt nogle fuldstændig forladte; men der var ogsaa nogle, hvor han gjorde Indbyggerne til Slaver.

2. Josef fremkaldte ved sit Komme Rædsel i den By, hvor han for sin Sikkerheds Skyld havde valgt at begive sig til. Tiberienserne mente nemlig ikke, at han nogensinde vilde have vendt Fjenderne Ryggen, hvis han ikke fuldstændig havde opgivet Haabet med Hensyn til Krigen, og heri toge de visselig heller ikke Fejl af hans Anskuelse. Han saa nemlig godt, hvad Ende det vilde tage med Jødernes Sager, og skønnede, at de kun havde eet Middel til Frelse: at underkaste sig. Skønt han for sit eget Vedkommende kunde vente Tilgivelse hos Romerne, vilde han dog hellere lide Døden mange Gange, end han vilde forraade sit Fædreland og, med Tilsidesættelse af den ham betroede Kommando, tage imod nogen Begunstigelse fra de Folks Side, som han var udsendt for at bekæmpe. Han besluttede derfor at skrive til de Regerende i Jerusalem og nøje berette dem Sagernes Stilling: han vilde hverken gøre Fjendernes Styrke større end den var, for at han ikke bagefter skulde udskældes for Fejghed, men vilde ej heller udgive den for mindre end den var, for ikke at indgyde dem Dristighed, hvis de maaske just vare ved


1Den bekendte By i Peræa S. for Jarmukfloden (nu Ruinerne ved Mqes). Imidlertid maa her vel snarere læses Gabara, en By i Sænkningen mellem Nord- og Sydgalilæa. Vi høre jo nemlig intetsomhelst om, at Vespasianus paa dette Tidspunkt har overskredet Jordan, men baade før og senere end her foregaar hans Felttog i Vestjordan-Landet. Desuden fortælles der om Gadaras Besættelse i fjerde Bog VII.
Side 193

at komme paa andre Tanker. Han anmodede dem om, hvis de foretrak Forlig, da hurtigt at sende ham Svar paa hans Brev, eller hvis de havde besluttet Krig, da at sende ham en Hær, som duede til at stilles op imod Romerne. Efter at have udfærdiget dette Brev, sendte han Folk afsted for hurtigt at bringe Skrivelsen til Jerusalem.

3. Vespasianus havde til Hensigt at erobre Jotapata; han havde nemlig hørt, at de fleste af Fjenderne vare flygtede sammen dertil, og at det i det Hele taget var deres faste Holdepunkt. Han sendte da Fodfolk og Ryttere ud for at jævne Vejen, som var bjergagtig og fuld af Sten, saa den var vanskelig at passere for Fodfolk og aldeles ufremkommelig for Ryttere. De udførte dette Arbejde i fire Dage og aabnede saaledes en bred Vej for Hæren. Den femte Dag — det var den 21de i Maaneden Artemisios1 — lykkedes det Josef at slippe ind i Jotapata fra Tiberias, og han opmuntrede Jødernes sunkne Mod. Imidlertid kom en Overløber og meldte Vespasianus om Josefs Rejse. Vespasianus ilede da mod Byen i den Tanke, at hvis han ved dens Erobring kunde faa Josef i sin Magt, havde han med det samme erobret hele Judæa. Han greb derfor med Iver denne Melding som en glædelig Efterretning og mente, at det var ifølge Forsynets Styrelse, at den, som han ansaa for den forstandigste af Fjenderne, saaledes af sig selv løb i Fælden. Han udsendte derfor strax 1000 Ryttere under Anførsel af Placidus og Decurionen2 Æbutius, en Mand af fremragende Tapperhed og Forstand. De fik Befaling til at holde Byen indesluttet, for at Josef ikke skulde slippe ubemærket bort.

4. Selv fulgte Vespasianus den næste Dag bagefter med hele sin Hær og ankom til Jotapata efter at have marscheret lige til Aften. Han førte Hæren om paa Byens Nordside og slog Lejr paa en Høj syv Stadier derfra, idet han lagde Vind paa at blive saa meget som muligt set af Fjenderne for at indjage dem Skræk. Jøderne bleve ogsaa ganske rigtig straks saa forskrækkede, at ikke een vovede at gaa udenfor Muren. Romerne undlode at storme lige med det samme, da de jo havde marscheret hele Dagen igennem; men de omgave derimod Byen med en dobbelt Kres, og deruden om lagde de som en tredie Ring Rytteriet, hvorved de lukkede enhver Udgang for Jøderne. Dette berøvede Jøderne ethvert Haab om Frelse og indgav dem Fortvivlelsens Mod. Der er jo nemlig Intet, der i saa høj Grad som Nøden gør Folk tapre i Krig.

5. Da derfor Stormløbet fandt Sted næste Dag, stode Jøderne altsaa i Forvejen paa Sletten, lejrede foran Muren og holdt Romerne


1Maj 67. Denne Datum kan næppe være rigtig; thi da Belejringen af Jotapata varede i 47 Dage og endte den 1ste Panemos (Juli), maa den være begyndt ikke saa kort før 21de Artemisios. 2Underofficer, der kommanderede 10 Mand.
Side 194

Stangen. Vespasianus stillede da Bueskytterne, Slyngekasterne og alle dem, der kunde kaste med Spyd, op imod dem og befalede dem at skyde, medens han selv med Fodfolkene søgte at trænge op paa et højt Punkt, hvorfra Muren var let angribelig. Nu blev Josef bange for Byens Skæbne og styrtede frem, efterfulgt af hele Jødernes Skare. I sluttet Trop stødte de sammen med Romerne, dreve dem bort fra Muren og aflagde mange Beviser paa Kraft og Mod. Dog lede de ligesaa stort et Tab, som de tilføjede Fjenderne; thi ligesaameget som de dreves frem af Fortvivlelse, ligesaameget dreves Romerne af Skamfølelse. De sidste strede med Forstand og Kraft, hine derimod med Forvovenhed og Raseri. Efter at de havde kæmpet hele Dagen, skilte Natten dem ad. Jøderne havde da saaret en Mængde Romere, men kun dræbt 13 af dem. Selv havde de 17 faldne, men 600 saarede.

6. Atter den følgende Dag gjorde de Udfald, angrebe Romerne og kæmpede med endnu større Voldsomhed imod dem; de vare ogsaa blevne mere dristige, fordi de den foregaaende Dag imod Forventning havde været Romerne voxne. Paa den anden Side viste ogsaa Romerne større Tapperhed; de følte sig nemlig skamfulde og opflammedes derved til Vrede; det, at de ikke hurtigt kunde sejre, regnede de nemlig for ensbetydende med et Nederlag. Saaledes gik det i fem Dage: Romerne foretoge uafladelige Stormløb, medens Jotapatenerne gjorde Udfald og kæmpede med stor Kraft fra Murene, — og ligesaalidt som Jøderne lode sig forskrække af Fjendernes Magt, ligesaalidt tabte Romerne Modet over den Vanskelighed, som Byens Erobring frembød.

7. Hele Jotapata er, paa et lille Stykke nær, utilgængelig. Paa de tre Sider er den nemlig allevegne omgivet af saa uhyre dybe Kløfter, at eens Øjne, naar man prøver at se derned, er for svage til at naa Bunden. Alene fra Nordsiden er den tilgængelig, dér er den nemlig bygget ned ad Bjergets Skraaning. Denne Side havde Josef, da han befæstede Byen, omgivet med en Mur, saa den op over Muren ragende Bjergtop ikke kunde bestormes af Fjenderne. Byen var til alle Sider skjult af andre Bjerge, saa den aldeles ikke var til at se, før man kom tæt til den. Saa fast en Beliggenhed havde altsaa Jotapata.

8. Vespasianus som saaledes baade havde Stedets naturlige Beskaffenhed og Jødernes Forvovenhed at kæmpe imod, besluttede med større Eftertryk at tage fat paa Belejringen. Han sammenkaldte derfor sine Underfeltherrer og holdt et Krigsraad angaaende Angrebsplanen. Da det dér var blevet besluttet at opkaste en Angrebsvold1 mod den lettest tilgængelige Del af Muren, sendte han hele Hæren


1En Dæmning, der skraanede opad imod Bymuren og gjordes højere end denne. Opad denne Dæmning førtes Angrebstaarnene og Kastemaskinerne.
Side 195

ud for at samle Materiale. De fældede da Skovene paa de omkring Byen liggende Bjerge og slæbte foruden Tømmeret en uhyre Mængde Sten sammen. Nogle udspændte til Værn mod de ovenfra udsendte Kastevaaben Vidjefletninger over deres Stilladser, og under dem opdyngede de deres Vold, idet de ingen eller dog kun liden Skade toge af de fra Muren udsendte Kastespyd. Andre udgravede de nærmeste Høje og tilførte dem stadig Jord. De vare delte i tre Hold, og ingen var ledig. Jøderne slyngede imidlertid fra Murene store Klippestykker og alle Slags Kastevaaben ned over deres Skærmtage. Selv om disse Ting ikke trængte igennem Fletningerne, frembragte de dog et stort og forfærdeligt Skrald og var til Hinder for Arbejderne.

9. Vespasianus lod da rundt om opstille Kasteredskaberne, — der var ialt 160 saadanne Maskiner, — og befalede at beskyde dem, som stode paa Muren. Da for paa een Gang Kastespydene susende ud af Catapulterne, Stene paa en Talents Vægt1 bleve udskudte af Stenslyngerne, foruden Ild og en talrig Mængde Pile. Herved gjorde han det umuligt for Jøderne at betræde, ikke blot Muren, men ogsaa den Strækning indenfor, som Kastevaabnene kunde naa. Desuden stod den arabiske Trop af Bueskytter, Spydkastere og Slyngekastere og skød alle samtidigt med Maskinerne. Skønt Jøderne saaledes bleve forhindrede fra at føre Forsvaret deroppefra, lagde de dog ikke Hænderne i Skødet. De gjorne nemlig Udfald flokkevis paa Røvermanér, rev Skærmtagene bort fra Arbejderne og dræbte dem, naar de saaledes vare udækkede, og hvor Romerne vege Pladsen, sløjfede Jøderne deres Vold og satte Ild paa Stilladserne samt Vidjefletningerne, indtil Vespasianus indsaa, at Grunden til den Skade, han led, var, at Arbejderne foregik for spredt. I Mellemrummene havde Jøderne nemlig Plads til at foretage deres Angreb. Han flyttede da Skærmtagene sammen, og da Hærstyrken tillige med dem blev trukken sammen, blev der sat en Stopper for Jødernes Snigangreb.

10. Da Volden nu hævede sig og betænkeligt nærmede sig til samme Højde som Murtinderne, ansaa Josef det for en Pligtforsømmelse, hvis han ikke fandt paa noget Modtræk derimod, som kunde frelse Byen. Han sammenkaldte da Haandværkerne og befalede dem at forhøje Muren. Da de sagde, at det var umuligt at bygge noget under en saadan Pileregn, udtænkte han følgende Dækning for dem. Han lod oprejse et Gitterværk og lod det overtrække med nyflaaede Oxehuder, i hvis Folder Stenene fra Kastemaskinerne kunde opfanges, og mod hvilke de øvrige Kastevaaben kunde prelle af, og Ilden slukkes ved Hudernes Fugtighed. Disse opstillede han foran Haandværkerne. Dækkede heraf arbejdede de Dag og Nat, højnede Muren tyve Alen i Vejret, byggede talrige Taarne paa den og forsynede den med et stærkt Brystværn. Dette gjorde Romerne, som


1Omtrent 45 Pund.
Side 196

allerede troede at være Herrer over Byen, meget modløse, og de bleve forfærdede over Josefs Opfindsomhed og Byens Standhaftighed.

11. Vespasianus blev imidlertid meget forbitret baade over dette listige Krigspuds og over Jotapatenernes Forvovenhed. De havde nemlig fattet nyt Mod ved dette deres Befæstningsarbejde og begyndte nu igen at gøre Udfald imod Romerne. Der skete daglig Sammenstød af de forskellige Flokke, de fandt paa allehaande Røverkunster, plyndrede, hvad de kunde komme til, og satte Ild paa Resten, indtil Vespasianus tilsidst besluttede at holde sin Hær borte fra Kamp, indeslutte Byen og tage den ved Udhungring. Enten maatte de jo da, tvungne af Manglen, bede ham om Naade, eller, hvis de bestandig holdt haardnakket ud, omkomme af Sult. Han mente ogsaa, at de vilde blive lettere at kæmpe imod, hvis han, efter en Tidlang at have holdt sig tilbage, faldt over dem, naar de var udhungrede. Altsaa befalede han at holde alle Udgange besatte.

12. Der var inde i Byen en Mængde baade af Korn og alle andre Fornødenheder, undtagen Salt. Der var imidlertid Vandmangel, idet der nemlig ingen Kilde var i Byen; men Indbyggerne maatte nøjes med Regnvand, og ved Sommertid er det sjældent, at det regner. Da nu Belejringen netop fandt Sted paa denne Aarstid, bleve de Belejrede frygtelig mismodige og grundede paa, hvorledes de skulde faa slukket deres Tørst; de sørgede allerede paa Forhaand, som om Vandet helt var sluppet op. Da Josef nemlig saa, at Byen var vel forsynet med andre Fornødenheder, at Besætningens Mod var usvækket, og han ønskede at skuffe Romernes Haab og trække Belejringen ud, befalede han strax at uddele Drikke til Besætningen i visse Rationer. Men det, at man saaledes skulde omgaaes sparsomt med Vandet, syntes dem værre, end om de helt skulde undvære det, og det, at de ikke kunde drikke, saameget de lystede, opvakte yderligere deres Begær; de sank derfor sammen, som om de allerede vare naaede til den yderste Grad af Tørst. Romerne vare ikke uvidende om, at Sagerne stode saaledes; de kunde nemlig fra et ligeoverfor liggende Bjerg ovenover Muren se, hvorledes Besætningen strømmede sammen til eet Sted og dér fik tilmaalt deres Vandration. Dette Sted kunde Romerne ogsaa naa med deres Kastemaskiner, og de dræbte mange.

13. Vespasianus haabede da, at deres Vandbeholdere om ikke lang Tid vilde være tømte, og at de da, tvungne af Nøden, vilde overgive ham Byen. Josef vilde imidlertid berøve ham dette Haab og befalede da en Mængde Soldater at dyppe deres Klæder i Vand og hænge dem op rundt omkring paa Brystværnene, saa at det paa een Gang dryppede ned ad hele Muren. Da bleve Romerne grebne af Modløshed og Forfærdelse ved at se Jøderne, som de ikke engang troede havde Drikkevand, endog have Raad til at spilde Vand for at haane dem. Feltherren mistvivlede nu om at kunne erobre Byen

Side 197

ved at udpine dem og gik atter over til at anvende Vaaben og Magt. Det var imidlertid netop det, Jøderne ivrigt ønskede. De havde nemlig opgivet ethvert Haab om at redde sig selv og Staden og foretrak nu at dø i Kampen fremfor at dø af Hunger og Tørst.

14. Foruden denne Krigslist fandt Josef dog ogsaa paa en anden, som gik ud paa at skaffe ham Tilførsel. Der var en Klippekløft, som var vanskelig at passere, og som derfor ikke bevogtedes saa nøje af Belejringstropperne; igennem den vestlige Ende af denne Kløft udsendte Josef Folk med Breve, som vare rettede til nogle Jøder udenfor Byen, — hvem han nu syntes, — han fik da Svar tilbage og blev godt forsynet med alle de Fornødenheder, som vare slupne op inde i Byen. Han havde givet Budene Befaling til, saa vidt muligt, at krybe forbi Vagtposterne og indhylle Ryggen i Skind, for at de, om ogsaa nogen ved Nattetid skulde faa Øje paa dem, kunde se ud som Hunde. Dette gik godt, indtil Vagtposterne opdagede Paafundet og spærrede Kløften.

15. Nu indsaa Josef, at Byen ikke kunde holde sig ret længe, og at det var tvivlsomt, om han og hans Folk kunde blive frelste, hvis han blev i Byen. Han raadslog derfor med Stormændene om at flygte. Dette fik Folket imidlertid Nys om, de strømmede sammen omkring ham og bad ham om ikke at lade dem i Stikken; deres Redning beroede jo paa ham alene. Naar han blev, kunde der nemlig endnu være Haab om, at Byen kunde blive frelst; thi saa vilde enhver Mand for hans Skyld kæmpe med Iver; — ja selv om Byen skulde blive tagen, vilde hans Nærværelse være dem en Trøst. Det sømmede sig da ej heller for ham hverken at fly for Fjenderne eller lade sine Venner i Stikken eller at løbe bort, som naar man under Uvejr vilde springe af et Skib, hvorpaa man var gaaet ombord under Vindstille. Naar han, som var den, der havde indgydt dem Dristighed, drog bort, vilde ingen yderligere vove at gøre Fjenderne Modstand, og han vilde saaledes foraarsage Byens Undergang.

16. Josef, som ikke vilde lade sig mærke med, at han sørgede for sin egen Sikkerhed, sagde, at det var for deres Skyld, han vilde drage ud af Byen. Ved at blive der, kunde han nemlig ikke være dem til synderlig Nytte, hvis de bleve frelste, og hvis de bleve overvundne, var det jo til ingen Gavn, at han omkom sammen med dem. Slap han derimod ud af den belejrede By, kunde han gavne dem saare meget udenfor: han vilde nemlig i Hast samle Galilæerne omkring fra Landet og, ved at rejse en ny Krig, bringe Romerne til at drage bort fra Byen. Han kunde ikke indse, hvad Gavn han for Øjeblikket kunde gøre dem ved at blive; tværtimod tilskyndede han snarere Romerne til at fortsætte Belejringen; de satte nemlig særlig Pris paa at faa fat i ham, og hvis de erfarede, at han var undløbet, vilde deres Iver efter at tage Byen i høj Grad svækkes. — Han kunde dog ikke overtale dem, men opflammede tværtimod

Side 198

Mængden til at klynge sig endnu mere til ham. Der kom Børn, Oldinge og Kvinder med deres spæde Børn og kastede sig jamrende ned for ham, greb om hans Fødder og holdt ham fast, medens de med Jamren bønfaldt ham om at blive og dele Skæbne med dem. Det var, saavidt jeg kan skønne, ikke fordi de misundte ham hans Frelse; men fordi de derved haabede paa deres egen. De kunde nemlig ikke tro det muligt, at de skulde lide nogen Ulykke, naar blot Josef blev hos dem.

17. Han forstod da, at hvis han lod sig bevæge, vilde de tro, at det skyldtes deres Bøn; men hvis han med Magt vilde gennemføre sit Forsæt, vilde han blive sat i Forvaring; — desuden havde den Medlidenhed, som han følte med de jamrende Mennesker, i høj Grad svækket hans Lyst til at drage bort. Han besluttede da at blive, væbnede sig med det Fortvivlelsens Mod, som besjælede alle andre i Byen, og sagde: "Nu er det Tid ret at tage fat paa Kampen, da der ikke er noget Haab om Frelse. Det er skønt at falde, naar man giver Livet i Bytte for et godt Eftermæle og udfører en Heltegærning, som kan blive erindret af en sildig Efterslægt." Derpaa lagde han Haand paa Værket. Han gjorde Udfald med sine tapreste Mænd, adsplittede de fjendtlige Vagtposter, trængte frem lige til Romernes Lejr, nedrev Vidjefletningerne, hvorunder de opholdt sig paa Voldene, og stak Ild paa deres Værker. Paa samme Maade gik det den næste Dag og den tredie Dag, og i adskillige Dage og Nætter lod han sig ikke trætte af Kampen.

18. Romerne lede Tab ved disse Udfald, — de skammede sig nemlig ved at flygte for Jøderne, og naar de havde drevet Jøderne tilbage, vare de paa Grund af deres tunge Rustning for langsomme til at forfølge dem. Jøderne flygtede saaledes altid, saasnart de havde udført, hvad de vilde, tilbage til Byen, før de lede noget Tab. Vespasianus befalede derfor de Sværtbevæbnede at unddrage sig deres Anfald og ikke indlade sig i Sammenstød med disse Mennesker, som jo kun søgte Døden. Der var jo nemlig Intet, der indgød mere Kraft end Fortvivlelsen. Deres brændende Iver vilde imidlertid blive slukket, naar de saa, at der manglede Modstandere, ligesom Ilden slukkes, naar der mangler Træ. Det passede sig visselig ogsaa bedst for Romerne, — som jo ikke førte Krig af Nødvendighed, men for at erobre — at vinde deres Sejre uden at udsætte sig for Tab. Han anvendte da særlig de arabiske Bueskytter og de syriske Slyngekastere og Stenkastere til at drive Jøderne tilbage. De mange Kastemaskiner stode heller ikke ubenyttede. For dem maatte Jøderne med Tab vige tilbage; men naar de vare komne inden for den Linie, hvor de fjerntskydende Maskiner ramte, trængte de haardt ind paa Romerne og kæmpede uden Hensyn hverken til Sjæl eller Legeme, idet de skiftevis kom hinanden til Hjælp, naar de vare udmattede.

19. Vespasianus, som paa Grund af, at Tiden trak saalænge ud

Side 199

og paa Grund af Fjendernes Udfald havde Følelsen af selv at blive belejret, besluttede nu, da Belejringsvoldene allerede nærmede sig Murene, at føre Vædderen frem. Det er en overmaade svær Bjælke af Størrelse som en Skibsmast; den er forsynet med en tyk Jærnspids, der fortil er dannet som et Vædderhoved, hvoraf den jo ogsaa har sit Navn. Den hænger i Midten ved Tove ligesom en Vægtstang ned fra en anden Bjælke, der atter paa begge Sider hviler paa faste, korsvis stillede Bjælker. Naar denne Vædder af en Mængde Mennesker trækkes tilbage, og de samme Folk derpaa med forenede Kræfter slynger den fremad, støder den med den foransiddende Jærnspids imod Muren, og der er intet Taarn saa stærkt eller ingen Mur saa tyk, at den, — selv om den ogsaa taaler de første Stød — kan staa for den i Længden. Denne Maskine vilde den romerske Feltherre nu prøve i sin Iver for med Magt at tage Staden, da der jo, fordi Jøderne aldrig holdt sig rolige, var forbundet Fare med at ligge lejret foran Byen. Man førte da Catapulterne og de øvrige Kastemaskiner frem, saa at de kunde naa dem, som fra Muren søgte at lægge Romerne Hindringer i Vejen, og de begyndte med at skyde, samtidig med at Bueskytterne og Slyngekasterne ogsaa kom nærmere. Medens derfor ingen vovede at bestige Murene, førte de andre Vædderen frem. Den var rundt omkring og foroven bedækket med Vidiefletninger og Læder til Beskyttelse baade for Folkene og selve Maskinen. Allerede ved det første Stød rystede Muren, og der opløftedes et højt Skrig af dem derinde, som om Byen allerede, var taget.

20. Da Josef saa, at de mange Gange stødte løs paa det samme Sted, og at det ikke vilde vare længe, før Muren styrtede sammen, udtænkte han efterhaanden et Middel til at svække Maskinens Kraft. Han lod Sække fylde med Avner og hejse ned til det Sted, mod hvilket man saa Vædderen stadig blive rettet. Herved gled Vædderen ud til Siden, og om ogsaa Sækkene modtog Stødene, afdæmpede de dem ved deres Elasticitet. Dette voldte Romerne et stort Tidsspilde; thi mod hvilket Punkt de end drejede Maskinen, førte Folkene oppe fra Muren altid Sækkene derhen og holdt dem for Vædderens Angreb, saa at Muren ingen Skade tog ved at tage imod Stødet. Dette gik, indtil Romerne til Gengæld fandt paa at binde Leer paa Enden af lange Stænger og dermed skar Sækkene ned. Saaledes kom Murbrækkeren atter til at virke, og da Muren, som var nyopført, allerede vaklede, skyndte Josef og hans Folk sig derefter med at anvende Ilden som Forsvarsmiddel. De grebe alle de brændbare Stoffer, som de havde, gjorde Udfald fra tre forskellige Steder og satte Ild paa Romernes Maskiner, Vidiefletninger og Stilladser. Romerne ydede kun svag Modstand herimod; thi dels vare de forfærdede over Jødernes Dristighed, og dels bleve de ved Branden forhindrede i at sætte sig til Modværge. Træet var nemlig tørt,

Side 200

og da der var hældt Beg, Tjære og Svovl derpaa, greb Ilden om sig hurtigere, end man kunde tænke sig det, og ødelagde i een Time, hvad Romerne med megen Møje havde opført.

21. Ved denne Lejlighed gjorde en jødisk Mand sig fortjent til Omtale og Ihukommelse. Han hed Eleazar, var Søn af Samias og var fra Byen Saba i Galilæa. Han tog en overmaade svær Sten og kastede den med en saadan Kraft fra Muren ned paa Murbrækkeren, at Hovedet knækkedes af Maskinen. Han sprang saa ned, greb Hovedet midt iblandt Fjenderne og førte det med stor Uforfærdethed tilbage til Muren. Han stod der som Skive for alle Fjenderne, frembød sit ubedækkede Legeme som Maal for Skuddene og blev da ogsaa gennemboret af fem Pile. Intet af dette anfægtede ham dog, saalænge han klatrede op ad Muren. Der stillede han sig og blev bemærket af alle for sit Heltemods Skyld; men saa krummede han sig sammen paa Grund af sine Saar og faldt ned med Vædderen. Som de kækkeste næst efter ham viste sig to Brødre, Neteiras og Filippos, ogsaa Galilæere, fra Landsbyen Ruma; de vare de forreste til at angribe Mandskabet af 10de Legion og styrtede løs paa dem med saadan Fart og Kraft, at de gennembrød Geledderne og drev alle dem paa Flugt, som de stødte paa.

22. Efter dem fulgte Josef og den øvrige Skare. De medbragte Ild og antændte atter Maskinerne og Skærmtagene tilligemed de Arbejder, som vare opførte af 5te og 10de Legion, der vare flygtede. Andre fulgte efter og skyndte sig at vælte baade Maskiner og alt Træværk. Imidlertid opstillede Romerne ved Aftenstid atter Vædderen og førte den hen til det Punkt af Muren, som før havde lidt under dens Stød. Ved denne Lejlighed var der een af Forsvarerne, som fra Muren ramte Vespasianus i Fodbladet med en Pil og saarede ham, — dog kun let; thi Skudet havde paa Grund af Afstanden allerede mistet sin Kraft. Det fremkaldte dog stor Uro blandt Romerne. De nærmeststaaende bleve nemlig forskrækkede ved Synet af Blodet, og Rygtet derom udbredte sig i hele Hæren, hvorfor de fleste lod Belejringen passe sig selv og med Forskrækkelse og Frygt strømmede sammen om Feltherren. Allerførst kom Titus tilstede i Bekymring for sin Faders Skæbne, — og saa styrtede hele Hæren til af Kærlighed til Feltherren og ved at se hans Søns Angest. Faderen fik dog let sin forskrækkede Søn beroliget og Hærens Uro stillet; han beherskede nemlig sine Smerter, skyndte sig med at vise sig for alle, der havde været forskrækkede for hans Skyld, og iværksatte et kraftigere Angreb paa Jøderne. Nu ønskede nemlig enhver, ligesom for at hævne Feltherren, at gaa Faren imøde, og de styrtede imod Muren, idet de opmuntrede hverandre med Raab.

23. Omendskønt Mændene omkring Josef faldt, den ene over den anden, ramte af Catapulternes Kastespyd og Stenene fra Stenslyngerne, vege de dog ikke tilbage fra Muren, men slyngede Ild, Jærn

Side 201

og Stene ned paa dem, som under Skærmtagene skubbede Vædderen frem. Jøderne udrettede dog lidet eller intet, men lede derimod et uafladeligt Mandefald, da de jo kunde ses af Romerne, som selv stode skjulte. Medens nemlig Jøderne, omstraalede af de brændende Sager, de havde, stode som Skive, for Fjenderne og vare ligesaa synlige, som om det havde været ved Dagens Lys, kunde Maskinerne derimod ikke ses i Afstand, og Jøderne kunde saaledes vanskeligt tage sig i Vare for Projektilerne. Kastemaskinerne og Catapulterne skøde med en saadan Kraft, at de ihjelsloge mange paa een Gang, og Stenene fløj hvinende ud af Maskinerne med saa stor Voldsomhed, at de afreve Murtinderne og brøde Hjørnerne af Taarnene. Selv om en Skare Mænd stod nok saa fast opstillet, bleve de dog strakte til Jorden allesammen lige til den bagerste Række ved Stenens voldsomme Fart og Størrelse. Man kan, ved at betragte nogle Tilfælde, som indtraf netop den Nat, forstaa, hvilken Kraft en saadan Maskine besad. En Mand, som stod paa Muren ved Josefs Side, blev ramt af den, hans Hoved blev afrevet af Stenen, og Hjærneskalen blev slynget omtrent tre Stadier bort. I Dagningen blev en frugtsommelig Kvinde, lige da hun var traadt ud af sit Hus, ramt i Livet, saa at Fosteret blev stødt ud og fløj næsten en halv Stadie bort. Saa stor en Kraft besad denne Stenslynger. Der var en forfærdelig Larm af Maskinerne og Hvinen af Projektilerne. Hvert Øjeblik hørte man den dumpe Lyd, naar Ligene styrtede ned fra Muren, og inde fra Byen opløftedes der et forfærdeligt Skrig af Kvinderne, samtidig med at der udenfor lød Hyl fra de faldende. Hele Muren, hvor Kampen stod, flød af Blod, og man kunde stige op paa den over de faldnes Legemer. Bjergene rundt omkring gjorde, ved at give Genlyd, Larmen endnu forfærdeligere. Ja, i det hele taget manglede der i hin Nat intet, som kunde indgyde Rædsel, og det baade gennem Hørelse og Syn. En Mængde af dem, der saaledes kæmpede for Iotapatas Forsvar, faldt som kække Mænd; men de fleste bleve dog kun saarede. I den fjerde Nattevagt1 gav Muren efter for Maskinernes uafladelige Stød. Jøderne lukkede imidlertid Breschen med deres Legemer og deres Vaaben og fik Muren istandsat igen, førend Romerne kunde faa kastet Stormstigerne over paa den.

24. Ved Morgenens Frembrud samlede Vespasianus sin Hær for at tage Byen med Storm. Efter at have ladet Hæren tage et lille Hvil ovenpaa Nattens Anstrengelse lod han, i den Hensigt at drive Forsvarerne bort fra Breschen, de tapreste af sine Ryttere stige af Hestene og opstillede dem i tre Afdelinger overfor de nedstyrtede Dele af Muren. De vare fuldt rustede og stode med fældede Lanser, for at de, saasnart man havde kastet Stormbroerne over paa


1Natten var hos Romerne delt i fire Nattevagter.
Side 202

Muren, kunde begynde at trænge ind i Byen. Bagved dem opstillede han Kærnen af Fodfolket. Resten af Rytteriet lod han derimod udbrede sig ligeoverfor Muren langs hele Bjergryggen, forat ingen Flygtninge, naar Byen var indtaget, skulde slippe ubemærket bort. Rundt omkring bagved dem stillede han Bueskytterne med Befaling til at have deres Pile beredte til Skydning. Samme Befaling fik Slyngekasterne og de, som betjente Maskinerne. Andre, som bare Stormstiger, skulde føre dem hen og opstille dem imod de ubeskadigede Dele af Muren. Meningen hermed var, at nogle, for at drive dem tilbage, skulde løbe bort fra den Besætning, der skulde forsvare Breschen. De, som bleve tilbage dér, vilde da nok af Pileregnen blive tvungne til at vige Pladsen og lade Romerne trænge ind.

25. Josef gennemskuede imidlertid hans Plan og opstillede paa den uskadte Del af Muren Oldingene og de udmattede Folk, som jo dér ikke vilde lide synderlig Skade; men til at forsvare den sammenstyrtede Del af Muren valgte han de kraftigste Folk og særlig en Skare paa sex Mand, sammen med hvilke han selv vilde tage det værste Stød af. Han befalede, at man skulde tilstoppe Ørerne for ikke at høre Legionernes Krigsskrig1 og derved blive forskrækket. Imod Pileregnen skulde de krumme sig sammen og foroven dække sig med deres Skjolde, og de skulde trække sig en Smule tilbage, indtil Bueskytterne havde tømt deres Koggere. Naar Fjenderne kastede deres Stormbroer over til dem, skulde de derimod springe frem og gaa Fjenderne imøde paa deres egne Stormbroer. Enhver Mand skulde kæmpe, ikke som for at frelse sit Fædreland; men som man kæmper for at hævne det, naar det allerede er ødelagt. De skulde have for Øje, at Oldingene nu vilde blive slagtede og Kvinder og Børn nedhuggede af Fjenderne om en kort Stund. De skulde samle alt det Raseri, som de følte ved Tanken om disse kommende Ulykker, og udøse det over Ulykkernes Ophavsmænd.

26. Saaledes gav han altsaa begge Afdelinger sine Ordrer. Da imidlertid Byens ikke-vaabenføre Befolkning, Kvinder og Børn, saa, at Staden var omringet af en tredobbelt Kres (ingen af de tidligere Belejringsposter vare nemlig inddragne for at deltage i Kampen), da de endvidere saa, at Fjenderne stode med dragne Sværd udenfor de nedstyrtede Mure, at Bjergryggen ovenover skinnede af Vaaben, og at de arabiske Bueskytter stode med Pilene paa Buestrengen, udstødte de i den yderste Fortvivlelse det Raab: "Staden bliver indtaget!" saa man skulde tro, at Ulykken ikke blot truede dem, men allerede var kommen over dem. For at Kvinderne nu ikke ved deres Jamren skulde svække deres Slægtninges Kampiver, lod Josef dem indelukke i Husene og befalede dem under Trusler at holde sig rolige. Selv begav han sig hen til det Punkt af den nedstyrtede Mur,


1Egentlig Alaláraab. Alalá svarer til vort Hurra.
Side 203

hvor han havde sin Post. Han skænkede ikke dem, som førte Stormstiger frem mod Byens andre Sider, nogen Opmærksomhed, men ventede i Spænding, at Pileregnen skulde begynde.

27. Da begyndte paa een Gang alle Legionernes Trompetere at blæse, Hæren opløftede et forfærdeligt Krigsskrig, og ifølge Signalet kom Pilene flyvende fra alle Sider, saa Dagens Lys blev ganske formørket. Josefs Folk erindrede nu hans Befalinger, lukkede deres Ører for Krigsskriget, dækkede deres Legemer mod Skuddene og sprang, da Stormbroerne vare kastede over, ud paa dem, førend de, som havde kastet dem ud, kunde betræde dem. I den Nærkamp, som nu udfoldede sig med Angriberne, gave Jøderne tilstrækkelige Beviser paa Kraft og Mod og bestræbte sig for, at de, som jo vare i den yderste Nød, ikke skulde synes at være ringere end Romerne, som, uden at være i saa farlige Forhold, kæmpede saa mandigt imod dem. Derfor slap de ikke Romerne, før de enten selv faldt eller fik dræbt, deres Modstander. Jøderne bleve imidlertid udmattede under deres uafladelige Forsvarskamp og havde ikke Mandskab til at afløse Forkæmperne, medens derimod paa Romernes Side friske Tropper afløste de trætte, og nye Soldater hastigt kom op paa Broerne i Stedet for dem, der bleve trængte tilbage. Under gensidig Opmuntring stillede de sig tæt Side om Side, dækkede sig oventil med deres Skjolde og dannede saaledes en uigennemtrængelig Hob. Idet hele Skaren var som eet Legeme, trængte de Jøderne tilbage og fik Fodfæste paa Muren.

28. Under disse fortvivlede Forhold tvang Nøden Josef til at finde paa Raad. Nøden er jo ypperlig til at lære Folk at bruge deres Forstand, især naar Fortvivlelsen ogsaa opmuntrer dertil. Han befalede at hælde kogende Olie over de med Skjolde bedækkede Romere. Da Jøderne just havde Olien ved Haanden, kom mange hurtigt løbende med en Mængde deraf og hældte det fra alle Sider ned over Romerne, idet de samtidig ogsaa kastede de glohede Kedler ned paa dem. Da Romerne saaledes bleve skoldede, opløstes deres Rækker, og de trillede under forfærdelige Smerter ned ad Muren; thi Olien løb jo nemlig med Lethed under Rustningen ned ad hele deres Legeme lige fra Issen til Fødderne og sved Kødet ligesom Ild. Olie bliver jo nemlig efter sin Beskaffenhed hurtigt varm, men afkøles paa Grund af sin Fedme kun langsomt. Da Romerne vare omsluttede af deres Brystpansere og Hjælme, fandt de ingen Lindring for deres Brandsaar, men sprang omkring, krummede sig sammen af Smerte og faldt ned fra Broerne. Andre løb tilbage til deres Landsmænd, som trængte paa og vilde frem; men de bleve let nedhuggede af Jøderne, som saarede dem bagfra.

29. Under disse for Romerne saa uheldige Omstændigheder udviste de ligesaamegen Kraft, som Jøderne udviste Forstand; thi omendskønt de saa deres Kamerater i en ynkelig Tilstand, efter at de

Side 204

vare blevne overhældte med Olie, styrtede de dog ind paa dem, der udhældte den, og enhver bebrejdede sin Formand, at han stod i Vejen for hans Angreb. Jøderne søgte da ved en anden List at hindre deres Fremtrængen; de strøede nemlig kogte Kløverblade paa Broplankerne. Herpaa gled Romerne og faldt ned, og der var ikke en eneste, hverken af dem, der flygtede, eller af dem, der angrebe, som kunde staa fast; men nogle faldt baglænds om paa selve Stormbroerne og bleve nedtraadte, medens mange faldt ned paa Angrebsvolden. De, som vare faldne ned, bleve imidlertid dræbte af Jøderne. Da nemlig Romerne vare drevne tilbage, og Jøderne vare blevne frie for Nærkampen, havde de god Lejlighed til at skyde og kaste med Spyd. Da Romerne havde lidt stort Tab i denne Kamp, kaldte Feltherren ved Aftenstid Soldaterne tilbage. Ikke faa af dem vare faldne, og mange flere saarede. Af Iotapatas Forsvarere var der derimod kun sex Mand døde; men der blev baaret over 300 Saarede bort. Denne Kamp fandt Sted den 20de i Maaneden Daisios.1

30. Vespasianus søgte at trøste Hæren over det Forefaldne, men mærkede, at Soldaterne vare ophidsede og ikke brød sig om Opmuntring, men higede efter Bedrifter. Han befalede da at forhøje Voldene og at opføre tre Taarne, hvert paa 50 Fods Højde; de skulde overalt beslaaes med Jærn, at de kunde staa fast ved deres Tyngde og ikke let kunde antændes. Han lod dem opstille paa Voldene og besatte dem med Spydkastere, Bueskytter og de lettere Kastemaskiner samt de kraftigste Slyngekastere. De kunde ikke ses af Jøderne paa Grund af den Højde, hvori de stode, og paa Grund af Taarnenes Brystværn; men skøde ned paa Jøderne, som stode synlige for dem paa Muren. Jøderne kunde ikke let undgaa de Kastevaaben, som bleve slyngede ned i Hovedet paa dem, ej heller kunde de forsvare sig imod Angriberne, da de ikke kunde se dem. Taarnenes Højde var desuden saa stor, at de kunde indse, at man næppe med Haanden kunde slynge et Kastespyd derop; endvidere var Jærnbeklædningen uangribelig for Ild. Jøderne flygtede da bort fra Muren og gjorde Udfald imod Modstanderne, som søgte at storme. Saaledes holdt Iotapatas Forsvarere Stand, skønt der faldt mange hver Dag; og de kunde ikke gøre Fjenderne anden Skade til Gengæld, end at de, med Fare for sig selv, kunde holde dem ude fra Byen.

31. I de samme Dage udsendte Vespasianus Traianus imod een af Iotapatas Nabobyer ved Navn Jafa, som pønsede paa Uroligheder og var bleven tillidsfuld ved Iotapatenernes over Forventning udholdende Modstand. Traianus var Chef for 10de Legion, og Vespasianus overlod ham 1000 Ryttere og 2000 Fodfolk. Han mærkede


1Juni 67.
Side 205

imidlertid, at Byen vilde blive vanskelig at indtage; thi den var, allerede ved sin naturligs Beliggenhed, fast og var desuden befæstet med en dobbelt Mur. Men da Traianus saa, at dens Indbyggere af sig selv kom ham imøde, rede til Strid, gav han sig i Kamp med dem og forfulgte dem, efter at de havde gjort Modstand en kort Tid. Paa deres Flugt til den første Mur fulgte Romerne dem lige i Hælene og trængte, sammen med dem, inden for. Da Jøderne derpaa styrtede henimod den anden Mur, lukkede deres egne Landsmænd dem ude fra Byen af Frygt for, at Fjenderne skulde følge med dem ind. Man kunde her i Sandhed sige, at Gud skænkede Romerne Lejlighed til at tugte Galilæerne, idet han ved denne Lejlighed lod Byens hele Befolkning blive lukket ude af deres egne Landsmænd og blive udleveret til Bytte for deres blodtørstige Fjender. I Flokkevis styrtede de hen mod Portene, raabte højt paa dem indenfor, kaldte paa dem med Navns Nævnelse, men bleve nedsablede midt under deres Bønner. Vejen gennem den første Mur spærrede Fjenderne, og Vejen gennem den anden spærrede deres Landsmænd for dem, og da de saaledes vare tæt sammenpressede imellem de to Mure, gennemborede mange hverandre indbyrdes, mange dræbte sig selv, og utallige faldt for Romerne uden saameget som at driste sig til Forsvar; thi til deres Forskrækkelse for Fjenderne kom jo end yderligere deres Forknythed over deres Landsmænds Forræderi. Saaledes lede de tilsidst Døden under Forbandelser, ikke mod Romerne, men mod deres Egne, indtil alle vare omkomne, 12,000 Mand i Tallet. Traianus antog, at Byen nu maatte være bleven blottet for Krigere, og selv om der ogsaa skulde være nogen derinde, mente han, at de af Frygt intet vilde vove at foretage sig. Han vilde imidlertid overlade Feltherren Æren for Erobringen og sendte derfor Bud til Vespasianus med Bøn om at sende ham sin Søn Titus for at fuldstændiggøre Sejren. Vespasianus sluttede heraf, at der endnu krævedes nogen Anstrængelse for at tage Byen, og sendte saa sin Søn afstod med en Hær paa 500 Ryttere og 1000 Fodfolk. Titus kom snart til Byen, stillede Tropperne op, gav Traianus Kommandoen over venstre Fløj, førte selv højre og gav saa Ordre til at foretage en Storm. Soldaterne førte fra alle Sider Stormstiger frem mod Muren, og Galilæerne forsvarede sig en kort Tid deroppefra, men forlode saa Muren. Da sprang Titus' Folk frem og bemægtigede sig hurtigt Byen. Dog maatte de udstaa en haard Kamp med Befolkningen, som samlede sig imod dem inde i Byen. De Kampdygtige anfaldt dem nemlig i Gaderne, og Kvinderne kastede fra Husene ned paa dem alt, hvad der faldt dem i Hænde. Saaledes holdt de Kampen gaaende i sex Timer. Da de Vaabenføre vare omkomne, blev hele den øvrige Befolkning nedsablet, dels under aaben Himmel, dels i Husene, Unge og Gamle imellem hverandre. Ingen Mandsperson blev skaanet undtagen de spæde Børn, som sam-

Side 206

men med Kvinderne bleve gjorte til Slaver. Tallet paa dem, der vare blevne dræbte, dels i Byen og dels i det tidligere Slag, var 15,000, og der var 2130 Fanger. Denne Ulykke ramte Galilæerne den 25de i Maaneden Daisios.

32. Ej heller Samaritanerne bleve uberørte af Ulykkerne. De havde nemlig forsamlet sig paa det saakaldte Garizims Bjerg, der af dem betragtes som helligt, og paa dette Sted vedbleve de at opholde sig. Baade denne deres Forsamling og deres Sindelag indeholdt en Trussel om Krig. De vare ikke blevne en Smule klogere ved deres Naboers Ulykker, men vare ved Romernes Held komne i urolig Bevægelse og, uden at tage Hensyn til deres egen Svaghed, holdt de sig stadig rede til at begynde Uroligheder. Vespasianus besluttede da at komme Bevægelsen i Forkøbet og umuliggøre deres Rejsning. Skønt nemlig hele Samaria var forsynet med romerske Besætninger, gav dog baade Mængden af de paa Garizim forsamlede og deres Sammenrotteise Anledning til Frygt. Han udsendte altsaa Cerealis, Chefen for 5te Legion, med 600 Ryttere og 3000 Fodfolk. Denne ansaa det ikke for sikkert at bestige Bjerget og begynde Slag, da der jo var en Mængde Fjender deroppe. Han omringede derfor med sin Troppestyrke hele Bjergets Fod og holdt dem indesluttede hele Dagen igennem. Nu traf det sig, at Samaritanerne manglede Vand og plagedes af en skrækkelig Hede, — det var nemlig i Sommertiden — og Mængden var ikke forsynet med Levnedsmidler, saa at der endogsaa samme Dag var nogle, der døde af Tørst, og mange, som foretrak Trældom fremfor et saadant Endeligt, løb over til Romerne. Heraf sluttede Cerealis, at de, der vare tilbage, maatte være nedbrudte af Lidelser; han besteg da Bjerget, stillede sin Styrke i en Kres omkring Fjenderne, opfordrede dem først til at kapitulere, bad dem tænke paa deres Frelse og lovede dem bestemt Sikkerhed, naar de blot vilde nedlægge Vaabnene. Da han ikke kunde overtale dem, faldt han over dem og nedhuggede dem alle, 11,600 i Tallet. Dette fandt Sted den 27de i Maaneden Daisios, og en saadan Ulykke ramte altsaa Samaritanerne.

33. Imidlertid holdt Iotapatas Forsvarere sig tappert og udholdt imod Forventning alle Ulykker; men paa Belejringens 47de Dag ragede Romernes Angrebsvolde op over Muren, og samme Dag kom en Overløber til Vespasianus og underrettede ham om Besætningens Faatallighed og Udmattelse: de vare saa medtagne af den bestandige Mangel paa Søvn og de uafladelige Kampe, at de ikke mere vare i Stand til at afslaa noget Angreb; de kunde let tages ved Overrumpling, hvis man blot vilde falde over dem. Han sagde nemlig, at Vagterne sov i den sidste Nattevagt, naar de troede at have en Hviletime under deres Lidelser, og i Morgenstunden sov de haardest, udmattede som de vare. Han raadede derfor Vespasianus til at foretage sit Angreb paa dette Tidspunkt. Overløberen forekom imidler-

Side 207

tid Vespasianus noget mistænkelig; thi han vidste nok, hvor tro Jøderne vare overfor hverandre og kendte deres Foragt for Pinsler. Der var nemlig tidligere bleven fanget een af Iotapatas Forsvarere; men han havde udholdt enhver Slags Pinsel og vilde intet sige om Forholdene derinde, skønt hans Fjender under Forhøret pinte ham med Ild, ja da han blev korsfæstet, gik han smilende i Døden. Imidlertid syntes Sagen rimelig, og dette gjorde Forræderens Beretning trolig; det kunde jo dog være, at han talte Sandhed, og selv om det var et Baghold, mente Vespasianus ikke at kunne lide stor Skade derved. Han befalede da at holde ham under Bevogtning og gjorde sin Hær rede til at indtage Byen.

34. Paa den angivne Tid vare Tropperne i al Stilhed gaaede hen til Muren, og Titus var den første, der besteg den, sammen med een af Krigstribunerne, Domitius Sabinus, som førte nogle faa Folk af 5te og 10de Legion. Efter at have nedhugget Vagtposterne, trængte de ind i Byen. Efter dem fulgte Krigstribunen Sextus Calvarius samt Placidus med deres Undergivne. Højborgen blev indtaget, Fjenderne færdedes midt inde i Byen, og det var allerede blevet Dag, uden at de besejrede havde mærket noget til Indtagelsen. De fleste vare nemlig hensunkne i Udmattelse og Søvn, og da de vaagnede, vanskeliggjorde en stærk Taage, som tilfældigvis havde sænket sig over Byen, dem Synet af Fjenderne, indtil hele Hæren var trængt ind; thi da bleve de vækkede, men blot for at mærke den Ulykke, som var over dem. Nu, da de bleve dræbte, fik de at mærke, at Byen var erobret. Romerne, som huskede paa, hvad de havde lidt under Belejringen, viste hverken Skaansel eller Medlidenhed med nogen, men drev Befolkningen fra Højborgen ned ad Skraaningen og nedsablede dem. De vanskelige Stedforhold gjorde det her umuligt for dem, som endnu vare kampdygtige, at gøre nogen Modstand. De bleve nemlig pressede sammen i Gaderne, glede ned ad Skraaningen og overvældedes af Fjenderne, som strømmede ned fra Højborgen. Dette bragte mange, endog af Josefs udvalgte Folk, til selv at gøre Ende paa deres Liv. Da de nemlig saa, at de ikke kunde dræbe nogen af Romerne, kom de dem i Forkøbet, og før Romerne kunde dræbe dem, samlede de sig i Udkanterne af Byen og ombragte sig selv.

35. Imidlertid havde nogle af Vagtposterne, som først havde mærket, at Byen var taget, faaet Tid til at flygte og vare stegne op i eet af de nordlige Taarne. Her forsvarede de sig en Tidlang; men efter at være blevne omringede af en Mængde Fjender, tilbøde de at kapitulere. Dette Tilbud kom dog forsent, og de udleverede sig da modigt til deres Modstandere for at blive nedsablede. Romerne vilde have kunnet prale af, at de havde gjort Ende paa Belejringen uden at lide nogetsomhelst Tab, hvis der ikke ved Erobringen lige netop var faldet een eneste Mand, nemlig Centurionen

Side 208

Antonius, der blev snigmyrdet. En af dem, der vare flygtede ned i Hulerne, — hvilket en Mængde havde gjort — bad nemlig Antonius om at række ham sin højre Haand til Tegn paa, at han vilde skaane dem og hjælpe dem til at slippe ud. Antonius strakte uforsigtigt Haanden frem; men den anden jog da hurtigt et Spyd nedenfra op gennem Underlivet paa ham og dræbte ham med det samme.

36. Paa hin Dag dræbte Romerne altsaa hele den Del af Befolkningen, som var til at faa Øje paa. De følgende Dage gennemsøgte de Skjulestederne, faldt over dem, der laa i Kælderne og Hulerne og dræbte Mennesker af enhver Alder undtagen spæde Børn og Kvinder. Af Fanger blev der samlet 1200; men man udregnede, at der ved Indtagelsen og under de tidligere Kampe var faldet 40,000. Vespasianus befalede at jævne Byen med Jorden og lod alle dens Fæstningsværker nedbrænde. Saaledes blev altsaa Iotapata erobret i Neros trettende Regeringsaar, paa Nymaanedagen i Panemos.1


VIII.

1. Romerne søgte nu ivrigt efter Josef, dels drevne af deres egen Forbitrelse, og dels fordi Feltherren satte særlig Pris paa at faa ham fanget og mente, at Krigen derved for største Delen vilde være afgjort. De søgte baade imellem de Døde og i Smuthullerne. Han havde imidlertid under Byens Erobring, ved en Slags guddommelig Bistand, listet sig bort midt imellem Fjenderne og var sprunget ned i en dyb Cisterne, fra hvis ene Side der udgik en bred Hule, som ikke var synlig for de ovenforstaaende. Han traf dér fyrretyve fremragende Mænd, som laa skjulte derinde, og som havde Forraad af Levnedsmidler, der kunde forslaa til ikke saa faa Dage. Om Dagen holdt han sig skjult dernede, da Fjenderne jo havde bemægtiget sig alle Punkter; men om Natten steg han derimod op, søgte Lejlighed til Flugt og udspejdede Vagtposterne. Da han imidlertid mærkede, at alle Udveje for hans Skyld overalt bleve bevogtede, saa det ikke var muligt at slippe bort, steg han atter ned i Hulen. Saaledes undgik han i to Dage Fjendernes Opmærksomhed; men den tredie Dag blev han røbet af en Kvinde, som havde været nede hos dem, og som var bleven fanget. Vespasianus sendte da strax, fuld af Iver, to Krigstribuner, Paulinus og Gallicanus, afsted med Befaling til at give Josef frit Lejde og tilskynde ham til at komme frem.

2. De kom altsaa derhen, opfordrede ham og gav ham Løfter


11ste Juli 67.
Side 209

om Benaadning, men fik ham dog ikke overtalt. Han blev nemlig mistænksom, idet han overvejede, hvad Straf han, der havde gjort dem saa stor Skade, rimeligvis vilde faa, og ikke tænkte paa det milde Sindelag hos dem, fra hvem Opfordringen udgik. Han nærede altsaa Frygt for, at de kun kaldte ham frem for at kunne straffe ham; men saa udsendte Vespasianus en tredie Krigstribun Nikanor, en Bekendt og gammel Omgangsven af Josef. Han kom tilstede og udviklede for ham, at Romerne af Naturen vare milde imod dem, som de een Gang havde overvundet, og sagde, at han, for sin Tapperheds Skyld, snarere var Genstand for Beundring end for Had fra Feltherrernes Side, — at Anføreren var ivrig for at faa ham draget frem, ikke for at straffe ham — det kunde han nemlig gøre, selv om han ikke kom frem —; men i den Hensigt at redde ham, saa tapper en Mand, som han var. Han tilføjede, at Vespasianus ikke havde udsendt ham, Josefs Ven, for at øve Svig og bruge den skønneste Dyd, Venskabet, som Skalkeskjul for den skændigste Handling, Troløshed. Han for sin Part vilde heller ikke have adlydt Vespasianus og være kommen, hvis det havde drejet sig om at bedrage en Mand, der var hans Ven.

3. Da Josef ogsaa stod tvivlraadig overfor Nikanors Forslag, styrtede de forbitrede Soldater til og vilde kaste Ild ned i Hulen; men Høvedsmanden, som satte Pris paa at fange Manden levende, holdt dem tilbage. Da nu Nikanor vedblev med sine indtrængende Anmodninger, og Josef hørte de fjendtlige Troppers Trusler, kom han til at huske paa nogle Drømme, han havde haft om Natten, ved hvilke Gud forud havde tilkendegivet ham Jødernes kommende Ulykker og de romerske Kejseres kommende Skæbne. Han var nemlig ved Udlægning af Drømme i Stand til at udtyde, hvad Gud i dem tilkendegav paa en dunkel Maade. Han var jo nemlig i sin Egenskab af Præst og som nedstammende fra Præster ikke ukendt med Profetierne i de hellige Bøger, og tilmed kom han just nu i denne Stund i en Henrykkelsestilstand, fremdrog i sin Erindring de grufulde Drømmebilleder, han nylig havde set, og opsendte i Stilhed en Henvendelse til Gud saalydende: "Eftersom det behager Dig, alle Tings Skaber, at nedtrykke den jødiske Stamme, medens hele dens Lykke er gaaet over til Romerne, og Du har udvalgt min Sjæl til at udsige det kommende, saa vil jeg frivillig give mig i Romernes Hænder og leve;— jeg hævder imidlertid, at jeg ikke optræder som Forræder, men som Din Tjener!"

4. Efter at have bedt saaledes, stod han rede til at følge Nikanors Opfordring; men da de Jøder, som var flygtede til Hulen sammen med ham, mærkede, at Josef gav efter for Fjendernes Anmodninger, omringede de ham alle og raabte: "Nu ville sandelig de fædrene Love komme til at sukke dybt over Dig, de Love, som Gud har udtalt, han som har skænket Jøderne Sjæle, der foragte Døden.

Side 210

Elsker Du Livet saa højt Josef! at Du kan finde Dig i at se Dagens Lys som Slave? Det er i en Hast, at Du har forglemt Dig selv! Hvor mange har Du ikke overtalt til at lide Døden for Friheden! Du har med Urette nydt Berømmelse for Manddom, ja ogsaa for Forstand, hvis Du bilder Dig ind at skulle finde Skaansel hos dem, Du saa heftigt har bekriget, og hvis Du vil tage mod Frelse af dem, dersom de virkelig holde deres Ord. Men selv om nu ogsaa Romernes Lykke har gjort Dig glemsom, saa paahviler det dog os at sørge for at bevare den Ære, vi have arvet fra vore Forfædre. Her er vor højre Haand og vort Sværd! Dersom Du vil dø frivilligt, da dør Du som Jødernes Anfører; men er Du uvillig dertil, da skal Du dø en Forræders Død!" — Samtidig med disse Ord løftede de deres Sværd og truede med at dræbe ham, hvis han vilde overgive sig til Romerne.

5. Josef blev da bange for, at de skulde angribe ham, og idet han ansaa det for at være Forræderi imod de fra Gud modtagne Oplysninger, hvis han gik i Døden, førend han fik dem aabenbaret, begyndte han overfor sine Fæller at anstille Betragtninger om den vanskelige Stilling, hvori de befandt sig: "Venner!" sagde han, "hvorfor hige vi saa stærkt efter at dræbe hverandre indbyrdes? Eller hvorfor skulle vi skille Sjæl fra Legeme? de klynge sig jo dog saa kærligt til hinanden! Det hedder sig, at jeg har skiftet Sind! Romerne have dog maattet erfare, at det ikke forholder sig saaledes. Det er skønt at dø i Krigen; men vel at mærke: efter Krigens Skik; det vil sige, at dø for Sejrherrernes Haand. Hvis jeg altsaa havde villet søge at unddrage mig Romernes Sværd, da var jeg sandelig ikke bedre værd end at dø ved mit eget Sværd og for min egen Haand; men naar de ville skaane os, deres Fjender, hvormeget mere rimeligt er det da ikke, at vi skaane os selv? thi det er jo dumt at gøre det ved os selv, som vi have kæmpet med dem om at blive fri for. — Men det er jo skønt at dø for Friheden! — Ja, det er ogsaa mine Ord; det vil da sige: at dø under Kampen og at dø for deres Haand, som ville berøve os den. Men nu ville de jo hverken komme os imøde som Fjender eller dræbe os. Den, som ikke vil dø, naar det kræves, og den, som vil dø, naar det ikke kræves, ere sandelig lige fejge. Hvad er det egentlig, vi frygte for, naar vi nu ikke ville gaa op til Romerne? Det er dog vel ikke for Døden? Jamen den ville vi jo absolut tilføje os selv, medens vi fra Fjendernes Side dog kun have en Formodning om den. — Nej, det er Slaveri! siges der. Ja, jeg skal love for, at vi i Øjeblikket ere overmaade fri. — Jamen, det er ædelt at dræbe sig selv! — hedder det. Nej, langtfra; det er tværtimod Tegn paa en lav Charaktér, ligesom jeg ogsaa for min Part regner den Mand for en ussel, fejg Styrmand, som af Frygt for Uvejret, endogsaa før Stormen, med Vilje sænker sit Skib til Bunds. Endvidere er det, at lægge Haand paa

Side 211

sig selv, noget der strider imod alle levende Væseners Natur, og desuden er det en Forsyndelse mod Gud. vor Skaber. Der er jo nemlig ikke eet Dyr, som dør forsætligt eller ombringer sig selv; thi Viljen til Livet er en fast Naturlov hos dem alle. Af samme Grund anse vi jo ogsaa dem for Fjender, som aabenlyst ville berøve os det, og vi straffe dem, der med Svig efterstræbe det. Tro I da ikke, at Gud fortørnes, naar Mennesker foragte hans Gave. Som det jo er ham, af hvem vi have faaet Tilværelsen, saa er det ogsaa ham, vi maa overlade Bestemmelsen om Tilværelsens Ophør. Alles Legemer ere vel dødelige og dannede af et forgængeligt Stof; men Sjælen er altid udødelig og bor i Legemerne som en Del af Gud. Hvis nu nogen forøder det ham af et Menneske betroede Gods eller forvalter det daarligt, anses han for slet og upaalidelig; men hvis I af Eders Legemer fjærner Guds betroede Gods, tro I saa det forbliver ukendt af den, I derved fornærme? Det anses for retfærdigt at straffe bortløbne Trælle, selv om de Herrer, de have forladt, ere strenge; men mon da ikke vi, naar vi løbe bort fra Gud, — den allerbedste Herre, — faa Ord for at være ugudelige? Eller vide I ikke, at de, som forlade Livet efter Naturens Orden, og som, naar Giveren vil have det igen, betaler Gud det betroede Gods tilbage, som de have modtaget, faa evig Hæder, uforgængelige Huse og Slægter, deres Sjæle forblive ubesmittede og lydige, de faa som deres Del det helligste, himmelske Opholdssted, hvorfra de i Tidernes Kresløb drage tilbage og atter komme til at bo i hellige Legemer. Paa den anden Side aabner det bælgmørke Hades1 sig for at opsluge de Menneskers Sjæle, som have lagt voldelig Haand paa sig selv, og Gud, deres Fader, hjemsøger Fædrenes Forbrydelser paa Efterkommerne. Derfor er dette baade vederstyggeligt for Gud, og det bliver da ogsaa straffet af vor vise Lovgiver. Det er jo nemlig Vedtægt hos os, at de, der have dræbt sig selv, skulle udkastes og ligge ubegravede til Solnedgang, og det uagtet vi regner det for en Pligt endog at begrave vore Fjender. Hos andre Folk er det befalet af saadannes Lig at afhugge den højre Haand, hvormed de have ødelagt sig selv, idet man mener, at ligesom Legemet er skilt fra Sjælen, saaledes skal ogsaa Haanden skilles fra Legemet. Det er derfor ret, mine Venner! at tænke fornuftigt og ikke til de Ulykker, vi have lidt af Mennesker, yderligere at føje Forsyndelse imod vor Skaber. Er det Meningen, at vi skulle frelses, saa lad os blive frelste; det er ingen Skam at tage imod Naade af Folk, overfor hvem vi ved saamange Bedrifter have vist vor Tapperhed. Og skulle vi dø, da er det rimeligt at dø for deres Haand, som have taget os til Fange. Jeg vil ikke løbe over i Fjendernes Række for at blive en Forræder mod mig selv; thi saa vilde jeg jo være langt taabe-


1Dødsriget.
Side 212

ligere end Overløbere i Almindelighed; de gøre det jo for at frelse sig selv; men jeg vilde jo i saa Tilfælde gøre det til min egen Undergang. Jeg kunde næsten ønske, at Romerne vilde handle svigagtigt; thi hvis jeg nemlig, efter at have faaet frit Lejde, blev dræbt af dem, vilde jeg frimodigt gaa i Døden, idet jeg i disse Løgneres Troløshed fandt en Trøst, der var mere værd end Sejren."

6. Dette og meget lignende sagde altsaa Josef for at faa dem til at lade være med at lægge Haand paa sig selv; men de havde i Fortvivlelse stoppet deres Øren, havde forlængst indviet sig selv til Døden og bleve derfor forbitrede paa ham. De styrtede med dragne Sværd ind paa ham fra hver sin Side, udskældte ham for Fejghed og vilde aabenbart hver især slaa løs paa ham med det samme. Josef kaldte da paa een med Navns Nævnelse, en anden betragtede han med et strengt Feltherreblik, en tredie trykkede han i Haanden, en fjerde beskæmmede han ved sin Bøn, og ved saaledes, under disse vanskelige Forhold, at benytte sig af forskellige Sindsstemninger, fik han dem alle afholdt fra at bruge Sværdet, idet han, som vilde Dyr, der ere omringede af Fjender, stadig vendte sig imod den, som vilde gribe fat paa ham. Der var dog ogsaa nogle, som selv under disse yderlige Forhold stedse nærede Ærefrygt for deres Feltherre; deres Hænder sank slappe ned, Sværdene glede fra dem, og mange, som rettede deres Spyd imod ham, lode af sig selv Vaabnene falde.

7. Under disse fortvivlede Forhold tabte Josef imidlertid ikke sin Aandsnærværelse; men i Tillid til Guds Omsorg lod han sin Frelse komme an paa et Lykketræf. Han sagde nemlig: "Da det altsaa nu er bestemt, at vi skulle dø, velan, lader os da ved Lodtrækning bestemme, hvorledes vi indbyrdes skulle dræbe hverandre. Den, hvem Loddet træffer, skal da falde for den, som kommer næst efter, og saaledes skal Lykketræffet bestemme Rækkefølgen med Hensyn til os alle. Paa den Maade behøver ingen at falde for egen Haand, og det er heller ikke rigtigt, at nogen, naar alle de andre ere døde, skal skifte Sind og slippe derfra." De antoge, at han mente, hvad han sagde; han fik dem overtalt og kastede Lod med dem. Den, som Loddet traf, erklærede sig strax rede til at dø for sin Eftermands Haand, i det Haab, at ogsaa Feltherren snart skulde lide Døden, — de syntes nemlig, at det at dø sammen med Josef var skønnere end at leve. Han blev imidlertid selv, tilligemed en anden, tilbage som den sidste, hvad enten man nu vil sige, at det skyldtes et Lykketræf eller Guds Forsyn,1 og da han nødig vilde enten dømmes til Døden af Loddet eller, hvis han blev sidst tilbage, besmitte sine Hænder med sin Landsmands Blod, fik han ved sine Løfter den anden overtalt til at leve.


1Formodentlig skyldtes det Bedrageri fra Josefs Side.
Side 213

8. Efter nu at være undsluppen Faren, som truede ham baade fra Romernes og hans Landsmænds Side, lod han sig af Nikanor føre til Vespasianus. Romerne strammede da alle sammen for at sé ham, og idet Mængden trængte sammen omkring Feltherren, opstod der en stor Støj: nogle vare glade over at han var bleven fanget, andre udstødte Trusler mod ham, og andre trængte paa for at se ham nærved. De, der stode i Afstand, raabte, at man burde straffe denne Fjende; men de nærmeststaaende kom til at tænke paa hans Bedrifter og forundredes over Lykkens Omskiftelse, ja der var ikke een af Anførerne, som nu ikke, selv om han ogsaa forhen havde været vred paa ham, blev formildet ved at se ham. Særlig blev Titus fremfor alle andre greben af den Styrke, hvormed Josef bar Ulykkerne, og fyldtes af Medlidenhed med ham for hans Alders Skyld.1 Han erindrede, hvorledes han førhen havde kæmpet, og ved at se, hvorledes han nu var i sine Fjenders Hænder, kom han til at tænke paa, hvad Lykken formaaede, hvor hurtigt et Omslag, der kan ske i Krigen, og at der i menneskelige Forhold ikke er noget, som er sikkert. Derfor fik han ogsaa mange ind paa sin Tankegang og fik dem til at ynke Josef, ligesom han ogsaa lagde et stort Lod i Vægtskaalen hos sin Fader for at redde ham. Vespasianus gav dog Befaling til med al Forsigtighed at holde ham i Bevogtning, idet han agtede snart at sende ham til Nero.

9. Da Josef havde hørt dette, sagde han, at han ønskede at tale med ham i Enrum, og da Vespasianus havde fjærnet alle Tilstedeværende undtagen sin Søn Titus og to af sine Venner, sagde han: "Nu mener Du sagtens, Vespasianus! at Du har faaet Josef i Din Magt som en blot og bar Fange; men jeg kommer imidlertid til Dig for at forkynde store Ting. Hvis jeg nemlig ikke havde været udskikket af Gud, saa havde jeg vel nok kendt Jødernes Lov og vidst, hvorledes det sømmer sig Feltherrer at dø. Du agter at sende mig til Nero! Hvorfor vil Du det?2 Neros Efterfølgere skulle kun regere, indtil Du kommer. Du, Vespasianus! skal blive Kejser og Selvhersker, Du og denne Din Søn. Bind mig nu saa fast, som Du vil, og hold mig i Forvaring til Dig selv; thi Du er som Kejser Herre ikke alene over mig, men ogsaa over Jord og Hav, ja over hele Menneskeslægten. Men jeg beder om, at Du vil holde mig i et strængt Fangenskab og straffe mig, hvis jeg med Paaberaabelse af Gud har talt letsindigt." — Da han sagde dette, gjorde han ikke i Øjeblikket noget troværdigt Indtryk paa Vespasianus; thi denne formodede, at Josef opdigtede dette for sin Frelses Skyld; men lidt efter lidt kom han til at tro ham, da Gud, som havde bestemt ham til Regeringen, nu ogsaa ved andre Tegn forud viste ham, at han


1De vare nemlig omtrent jævnaldrende 2Her er et Hul i Texten, hvor Neros snarlige Død sagtens har været omtalt.
Side 214

skulde bære Scepteret. Han erfarede tillige, at Josef ogsaa i andre Forhold havde vist sig paalidelig. Den ene af Vespasianus' Venner, som havde været Vidne til den hemmelige Forudsigelse, sagde nemlig til Josef, at han undrede sig over, at han hverken havde forudsagt Iotapatas Indbyggere noget om Byens Indtagelse eller vidst noget om sin egen Tilfangetagelse. Grunden var nok den, at hvad han sagde kun var løs Snak, hvorved han vilde undgaa den Forbitrelse, som herskede imod ham. Josef svarede da, at han virkelig havde forudsagt Iotapatenerne, at de efter 47 Dages Forløb skulde blive overvundne, og at han selv levende skulde falde i Romernes Hænder. Vespasianus lod i al Stilhed Fangerne udspørge herom, og da han erfarede, at det var sandt, begyndte han ogsaa at fæste Lid til de Udsagn, der gjaldt ham selv. Han slap dog ikke Josef løs af Fængsel eller Lænker, men gav ham en Klædning og andre Værdigenstande, behandlede ham med Venlighed og lod ham vedblivende pleje godt, samtidig med at Titus i mange Retninger bidrog til at hædre ham.


IX.

1. Den fjerde i Maaneden Panemos1 brød Vespasianus op, drog til Ptolemais og kom derfra til Cæsarea ved Havet, een af Jødelands største Byer, som hovedsagelig er beboet af Hellener. Indbyggerne modtoge da ogsaa baade Hæren og Feltherren med allehaande Ytringer af Glæde og Venlighed, dels af Velvilje mod Romerne, men særlig af Had til de overvundne. Derfor raabte de ogsaa alle som een og forlangte, at man skulde straffe Josef, men Vespasianus overhørte ganske rolig denne Begæring, som jo fremsattes af den uforstandige Hob. Af Legionerne lagde han de to i Vinterkvarter i Cæsarea, da han saa, at Byen egnede sig dertil; den 15de sendte han derimod til Skythopolis, for ikke at besvære Cæsarea med hele Hæren. Denne By er ved Vintertid ligesaa varm, som den om Sommeren er kvælende hed; den ligger jo nemlig paa en Slette og er en Kystby.

2. Imidlertid havde der samlet sig en ikke ringe Mængde af Folk, som for Oprørets Skyld havde forladt deres Byer, eller som vare flygtede fra de erobrede Stæder, og de havde, som et Udfaldspunkt, genopbygget Joppe, der tidligere var bleven ødelagt af Cestius. Da de ikke kunde nære sig i det gennemhærgede Land, besluttede


1Juli 67.
Side 215

de at søge ud paa Havet. De byggede sig da talrige Sørøverskibe, plyndrede i Farvandet mellem Syrien, Foinikien og Ægypten og gjorde Havene dér usejlbare for alle. Da Vespasianus erfarede denne deres Adfærd, sendte han baade Fodfolk og Ryttere mod Joppe, og de trængte om Natten ind i Byen, der var ubevogtet. Indbyggerne havde nemlig forud anet, at der vilde ske et Angreb og havde, da de ikke vovede at modsætte sig Romerne, taget Flugten og vare tyede ud paa deres Skibe, ombord paa hvilke de tilbragte Natten udenfor Skudvidde.

3. Der er ingen naturlig Havn ved Joppe, Landet falder nemlig brat af imod Kysten og er overalt stejlt, men strækker sig paa begge Sider et kort Stykke ud som to Horn; disse have imidlertid høje Skrænter, og der er Klippestykker, som rage ud i Havet. Dér vises endnu Spor af Andromedas Lænker, hvilket bekræfter det paagældende Sagns Ælde.1 Naar Nordenvinden blæser lige ind imod Kysten, rejser den en høj Brænding imod de fremspringende Klipper og gør det vanskeligere at opholde sig paa Rheden end paa det aabne Hav. Da nu Joppenerne ved denne Lejlighed laa drivende derudenfor, bleve de ved Morgenstunden overfaldne af en heftig Storm, — som af Søfolkene i disse Farvande kaldes "den sorte Nordenvind". Den slog da nogle af Skibene imod hverandre dér hvor de laa, andre drev den mod Klipperne, og da mange søgte at arbejde sig op imod Søen ud paa Havet, — Strandbredden var jo nemlig klippefuld, og de vare bange for Fjenderne, som stode dér, — skyllede den høje Sø over dem og bragte dem til at synke. Der var intet Sted at ty hen, og der var heller ingen Redning for dem, der blev. Vindens Magt drev dem nemlig bort fra Havet, og Romernes Magt drev dem fra Byen. Der blev da en vild Skrigen, idet Skibene stødte sammen, og et stort Brag, idet de knustes. Af de mange Mennesker omkom nogle ved at blive overskyllede af Bølgerne, mange kom i Klemme mellem Vragene, og nogle skyndte sig at dræbe sig selv, idet de mente, at Døden for Sværdet var lettere end Drukning. Størstedelen blev imidlertid revne med af Bølgerne og knuste mod Klippespidserne, saa at et stort Stykke af Havet blev farvet af Blod og Strandbredden blev opfyldt af Lig. Dem, der bleve drevne op paa Kysten, angrebe og dræbte nemlig Romerne. Tallet paa de opskyllede Legemer var 4200. Romerne, som saaledes uden Kamp havde taget Byen, ødelagde den i Bund og Grund.

4. Joppe blev saaledes for anden Gang i kort Tid taget af Romerne. For at Sørøverne ikke paany skulde samle sig dér, oprettede Vespasianus et Standkvartér paa Byens Borg og efterlod dér


1Et græsk Sagn fortæller, hvorledes Zeus' og Danaes Søn, Helten Perseus, her befriede den til Klippen lænkede og af et Uhyre truede Andromeda, som han derpaa ægtede.
Side 216

Rytteriet samt nogle faa Fodfolk, for at disse sidste kunde blive paa Stedet og bevogte Lejren, medens Rytterne droge paa Strejftog i Omegnen og indtoge de omkring Joppe liggende Landsbyer og Smaabyer. De gennemstrejfede altsaa, ifølge deres Ordrer, daglig Landet, hærgede det og lagde det fuldstændig øde.

5. Da der kom Efterretning til Jerusalem om Iotapatas Skæbne, vilde de Fleste i Førstningen ikke tro det, baade fordi Ulykken var saa stor, og fordi der ikke var noget Øjenvidne, som kunde bekræfte Rygterne. Der var nemlig ikke engang bleven reddet nogen, som kunde bringe Budskab; men Rygtet havde af sig selv kundgjort Erobringen, og det er jo af Naturen tilbøjeligt til at udbrede sørgelige Nyheder. Lidt efter lidt sivede dog Sandheden ud ved Hjælp af de omkringboende, og snart var Sagen hos alle hævet over enhver Tvivl. Til hvad der virkelig havde fundet Sted blev der dog ogsaa føjet usande Rygter; det blev nemlig fortalt, at ogsaa Josef var død under Indtagelsen. Dette fyldte Jerusalem med den største Sorg. Der var ikke et Hus og ikke en Familie, som ikke hver for sig havde en Slægtning iblandt de omkomne at begræde; men Sorgen over Feltherren blev en Landesorg. Nogle begræd Omgangsfæller, andre Slægtninge, andre Venner; men alle begræd Josef, saa Veklagerne i Byen ikke standsede før 30 Dage derefter, og man lejede en Mængde Fløjtespillere, som skulde lede Klagesangene for dem.

6. Da Sandheden i Tidens Løb kom for Dagen, erfarede man, hvorledes det virkelig var gaaet med Iotapata, men at Rygtet om Josefs Skæbne var falskt. Man hørte tværtimod at han levede, befandt sig hos Romerne og af Feltherrerne behandledes bedre, end man skulde vente sig, da han jo var Fange. Nu, da man hørte, at han levede, opstod der lige saa stor Vrede imod ham, som der havde hersket Velvilje imod ham før, da man troede ham død. Af nogle udskældtes han for Fejghed, af andre for Forræderi, og hele Byen var fuld af Forbitrelse og Forhaanelser imod ham. Jøderne bleve dog kun endnu mere opæggede ved disse Ulykker og opflammede ved Uheldene, ja Modgangen, som lærer fornuftige Folk Forsigtighed og forhindrer dem fra at lide lignende Ulykker, blev tværtimod for hine en Spore, der drev dem ind i ny Elendighed, saa at Slutningen paa den ene Række Ulykker stedse igen blev Begyndelsen til nye. Nu rasede de altsaa saa meget ivrigere mod Romerne, som de ogsaa tænkte paa samtidig at hævne sig paa Josef. Et saadant Røre bemægtigede sig altsaa Befolkningen i Jerusalem.

7. Vespasianus vilde nu besøge Agrippas Rige, — Kongen havde nemlig indbudt ham, dels for at modtage ham og Hæren med al den Luxus, hans Hus kunde opbyde, og dels for ved deres Hjælp at stille Urolighederne i sit Rige. Vespasianus brød da op fra Cæsarea ved Havet og drog til det saakaldte Filippos' Cæsarea. Dér lod han

Side 217

Hæren udhvile sig i 20 Dage, deltog selv i det ene Gæstebud efter det andet og bragte Gud Takofre for de heldige Bedrifter. Men da det blev meldt ham, at Tiberias pønsede paa Oprør, og at Taricheai var faldet fra — begge disse Byer dannede en Del af Agrippas Rige —, og han havde besluttet allevegne at bringe Jøderne til Underkastelse, fandt han det belejligt at gøre et Tog imod dem, hvorved han tillige kunde yde Agrippa Gengæld for hans Gæstfrihed ved at tvinge Byerne til Lydighed imod ham. Han sendte altsaa sin Søn Titus til Cæsarea for at føre den dér liggende Hær til Skythopolis, som er den største By i Dekapolis og Nabostad til Tiberias. Dér indtraf han ogsaa selv, tog imod sin Søn, rykkede frem med 3 Legioner og slog Lejr 30 Stadier fra Tiberias paa en Plads, der var synlig for de Revolutionære. Stedets Navn er Ennabris. Han sendte saa Decurionen Valerianus afsted med 50 Ryttere for at forhandle om Fred med Byens Indbyggere og opfordre dem til Kapitulation; han havde nemlig hørt, at Almuen ønskede Fred, men var under Indflydelse af nogle, der vilde tvinge dem til at føre Krig. Valerianus red da tæt hen til Muren, steg selv af Hesten og lod sine Ledsagere gøre ligesaa, for at man ikke skulde faa Indtryk af, at de vare komne for at indlade sig i nogen Skærmydsel. Men før han kunde faa sagt et Ord, styrtede Anførerne for Oprørerne bevæbnede ud imod ham. I Spidsen for dem gik en vis Jesus, Tufas Søn, som var Hovedmanden for den revolutionære Bande. Valerianus ansaa det ikke for raadeligt, imod Feltherrens Ordre, at indlade sig i Kamp, selv om han ogsaa var sikker paa at sejre, og tilmed var det jo vanskeligt med faa og uforberedte Folk at kæmpe mod mange, kampfærdige. Forøvrigt var han ogsaa bleven forfærdet over Jødernes uventede Dristighed og flygtede derfor tilfods. Det samme gjorde ogsaa fem andre, idet de lode deres Heste i Stikken, hvilke Jesus og hans Kammerater førte ind i Byen, saa glade som om de havde taget dem i Kamp og ikke ved Overrumpling.

8. Herover bleve de gamle blandt Almuen samt de fremragende Mænd meget forfærdede. De flygtede ud til Romernes Lejr, fik Kongen til at antage sig deres Sag og kastede sig ydmygtbedende ned for Vespasianus, hvem de bade om at tage Hensyn til deres Begæring og ikke lade hele Byen undgælde for nogle faa Menneskers Afsindighed. De bade ham skaane Folket, der altid havde været venligt stemt imod Romerne, men derimod straffe dem, der vare Ophavsmænd til Frafaldet. Det var nemlig disse, der lige indtil nu havde holdt de andre tilbage, som for længe siden havde haft Lyst til at overgive sig. Ved disse Bønner lod Feltherren sig bevæge, skønt han for de røvede Hestes Skyld var opbragt paa hele Byen; men han saa, at dens Frelse laa Agrippa meget paa Sinde. Da disse Mænd nu paa Folkets Vegne havde kapituleret, fandt Jesus og hans Kammerater det ikke længer sikkert at dvæle i Tiberias og

Side 218

flygtede derfor til Taricheai. Dagen efter sendte Vespasianus Traianus i Forvejen med nogle Ryttere op paa Bjergryggen for at undersøge Folkets Sindelag, om alle vare fredelig stemte. Da han erfarede, at Folket var enigt med Fredsunderhandlerne, tog han hele Styrken med sig og rykkede hen mod Byen. Indbyggerne aabnede da Portene for ham, kom ham imøde med Glædesraab og hilsede ham som deres Frelser og Velgører. Da Hæren paa Grund af Indgangenes Snæverhed kun med Nød kunde komme igennem, befalede Vespasianus at nedrive et Stykke af den søndre Mur og saaledes skaffe dem en bredere Indgang. Han befalede af Hensyn til Kongen, at Soldaterne skulde afholde sig fra Plyndring og Vold, ligesom han ogsaa for Agrippas Skyld lod Resten af Muren blive staaende, da Kongen nemlig indestod for Indbyggernes Troskab i Fremtiden. Saaledes tog han denne By til Naade, efter at den havde lidt saa meget under Oprøret.


X.

1. Derefter rykkede han frem og lejrede sig midt imellem Tiberias og Taricheai. Han befæstede Lejren temmelig stærkt, da han forudsaa, at Krigen her vilde trække længe ud; hele det revolutionære Parti var nemlig strømmet sammen til Taricheai, hvor de forlode sig baade paa Byens Fasthed og paa Søen, som af Egnens Beboere kaldes Gennesars Sø. Byen, der ligesom Tiberias ligger ved Foden af Bjergene, var nemlig af Josef paa alle Sider, hvor den ikke beskylledes af Søen, bleven stærkt befæstet, — dog ikke i saa høj Grad som Tiberias; thi dennes Mur havde han i Oprørets Begyndelse ladet forstærke med rigelig Anvendelse af Penge og Mandskab; Taricheai fik derimod kun godt af hvad der blev tilovers efter denne hans Bekostning. De havde imidlertid paa Søen mange Skibe, som laa rede, saa de kunde ty derud, hvis de lede Nederlag paa Landjorden, og de vare udrustede til, hvis det skulde gøres nødigt, at levere et Søslag. Da Romerne vare ifærd med at opkaste Vold om deres Lejr, gjorde Jesus og hans Folk et Udfald, uden hverken at lade sig forskrække af Fjendernes Mængde eller Kampdygtighed. Ved det første Angreb bleve Arbejderne adsplittede, og Jøderne fik sløjfet lidt af det, de havde opført; men da de saa de Sværtbevæbnede samle sig, flygtede de, før de lede noget Tab, tilbage til deres Landsmænd. Romerne forfulgte dem og dreve dem ud paa Skibene. De lagde sig da ud i Søen; men kun saa langt, at de kunde naa Romerne med deres Skud; dér kastede de Anker, sluttede Skibene tæt sammen til hinanden i Slaglinie og kæmpede ombord paa Far-

Side 219

tøjerne mod de paa Land staaende Fjender. Vespasianus fik imidlertid at høre, at en stor Mængde af dem havde samlet sig paa Sletten foran Staden, og han sendte da sin Søn derhen med 600 udvalgte Ryttere.

2. Da denne nu saa, at Fjendernes Mængde var overvældende stor, sendte han Bud til sin Fader, at han behøvede en større Styrke; men da han saa, at de fleste af Rytterne, endogsaa før Forstærkningen kom, vare ivrige efter Kamp, medens der ogsaa var nogle, der vare blevne en Smule forfærdede over Jødernes store Antal, steg han op paa et Sted, hvor han kunde høres af alle, og holdt følgende Tale: "Romerske Mænd! Ja, saaledes kalder jeg Eder; thi jeg anser det for godt, her i Begyndelsen af min Tale at minde Eder om, hvad Nation I høre til, for at I kunne vide, hvem I ere, og hvem de ere, som vi skulle kæmpe imod. Indtil dette Øjeblik har intet Folk i Verden kunnet undgaa vore Hænder; men disse Jøder — for ogsaa at tale om dem — de ere, skønt overvundne, dog endnu ikke blevne trætte. Det vilde dog være skammeligt, om vi skulde svækkes under Medgangen, medens hine staa oprejste midt under deres Uheld. Jeg glæder mig ganske vist ved at se, at I bære saa megen Kampiver til Skue; men jeg frygter for, at Fjendernes Mængde skal have indgydt nogen af Eder Forfærdelse, selv om I ikke ville være den bekendt. Enhver skal derfor atter betænke, hvem han er, og hvem han skal kæmpe imod, og at Jøderne, skønt yderst forvovne og dødsforagtende, dog ere uordnede, ukyndige i Krig og snarere fortjene at kaldes en Bande end en Hær. Men hvad behøver jeg at tale om Eders Erfaring og Orden? Vi ere jo de eneste, som ogsaa i Fredstid øve os i Vaabenbrug, og det netop, for at vi i Krigen ikke skulle staa og sammenligne os i Antal med Modstanderne. Hvad Gavn have vi af vor bestandige Felttjeneste, hvis vi alligevel skulle være ligesaa talrige for at kunne kæmpe mod uøvede Fjender? Tænk dog paa, at I gaa i Kampen som Sværtbevæbnede mod upansrede, som Ryttere mod Fodfolk, som godt anførte mod Folk uden Fører, — og disse Fordele forøger vort Antal mange Gange, medens Fjendernes Mangler formindsker deres Antal meget. Hvad der gør Udslaget i Krig er ikke Mandskabets Antal, selv om de ere modige; men Tapperhed, selv om der kun er faa; thi i saa Tilfælde kan man let bevare Ordenen og understøtte hinanden. De overvældende Masser lide derimod mere Skade af hverandre indbyrdes end af Fjenderne. Jøderne have nu deres Styrke i Forvovenhed, Dristighed og Afsindighed, — Stemninger, som ere kraftige, saalænge det gaar godt, men som slappes ved de ringeste Uheld. Paa vor Side findes der derimod Tapperhed, Disciplin og Kækhed, som ganske vist kommer særlig frem, naar Lykken følger; men som ej heller nogensinde svigter under Ulykker. I kæmper desuden for større Maal end Jøderne; thi ganske vist gælder Krigen deres Frihed og

Side 220

Fædreland; men hvad kan for os være større end Berømmelsen? Vi ville ej heller have Ord for, at vi, efter at have vundet Verdensherredømmet, skulle føre en Kamp mod Jøderne med tvivlsomt Udfald. Husk ogsaa paa, at vi ikke behøve at frygte for at lide noget uopretteligt Tab; vi have jo mange Hjælpere, og de ere nærved. Vi kunne tilrive os Sejren, og vi maa se, om vi kunne komme de Hjælpetropper i Forkøbet, som min Fader sender; saa bliver vor Bedrift udført uden Hjælp og derved større. Nu mener jeg, at der i denne Stund skal dømmes om min Fader, om mig og om Eder: om han fortjener Berømmelsen, som han nyder for sine glimrende Bedrifter, om jeg er en værdig Søn af ham, og om I ere mine Soldater. Det er jo hans Vane at sejre, og jeg vilde ikke kunne finde mig i at komme hjem til ham og staa tilbage for ham. Og kunne I andet end skamme Eder ved at lide Nederlag, naar Eders Feltherre gaar i Spidsen for Eder? Jeg vil nemlig gaa i Spidsen, som I vel vide, og vil være den første, som anfalder Fjenderne. Svigt mig nu ikke, men værer forvissede om, at min Angrebsplan støttes af Guds Medvirkning. I vide jo godt, at vi udrette mere ved at gaa løs paa Fjenderne end ved at skyde paa dem i Afstand."

3. Efter denne Titus' Tale bleve Mændene grebne af en rasende Iver, og da Traianus før Slagets Begyndelse kom tilstede med 400 Ryttere, beklagede de sig over, at deres Sejr blev forringet ved hans Deltagelse i Kampen. Vespasianus havde ogsaa sendt Antonius Silo med 2000 Bueskytter og givet dem Befaling til at besætte det lige overfor Byen liggende Bjerg og drive Jøderne bort fra Muren. Ifølge deres Befaling holdt de da de Jøder tilbage, som ad denne Vej vilde komme deres Landsmænd til Undsætning; men Titus styrede imidlertid forrest sin Hest ind imod Fjenderne, de øvrige fulgte ham med højt Raab og udstrakte deres Linie over saa meget af Sletten, som Fjenderne holdt besat, hvorved de tillige gjorde Indtryk af at være mange flere, end de vare. Skønt Jøderne bleve forfærdede over deres voldsomme Anfald og gode Orden, holdt de dog en kort Tid Stand mod deres Angreb; men de bleve nedstukne af Lanserne, maatte flygte for de fremstormende Ryttere og bleve nedtrampede. Da der overalt var et stort Mandefald, bleve de adsplittede, og enhver flygtede saa hastigt han kunde til Byen. Titus fulgte dem i Hælene og nedhuggede dem, — nogle angreb han, mens de endnu vare samlede, andre omgik han og gennemborede dem forfra, mange red han ind paa, naar de laa faldne over hverandre, og nedtrampede dem; men dem alle afskar han Flugten til Muren og drev dem ud paa Sletten, indtil de tilsidst ved deres Mængde tiltvang sig Gennemgang, slap igennem og flygtede ind i Byen.

4. Derinde ventede dem nu en slem Splid. De egentlige Indbyggere havde nemlig fra Begyndelsen af for deres Ejendommes og for Byens Skyld ikke haft i Sinde at føre Krig, og nu efter Neder-

Side 221

laget havde de det endnu mindre. De talrige Fremmede derimod vilde saa meget des mere tvinge dem til at fortsætte Kampen. De bleve da opbragte paa hinanden og der blev saa stor en Raaben og Støj, at der ikke manglede meget i, at de skulde slaas indbyrdes. Titus, som ikke var langt fra Muren, hørte denne Støj og raabte: "Nu er Tiden kommen! Hvorfor tøve vi, Kammerater? Gud giver jo Jøderne i vor Haand. Grib Sejren! Høre I ikke Raabet? Nu strides de indbyrdes efter at være slupne ud af vore Hænder. Vi har Byen, naar blot vi skynde os. Men her kræves Anstrængelse, Hurtighed og en fast Vilje; thi store Bedrifter pleje ikke at lade sig udføre uden Fare. Nu gælder det ikke blot om at skynde sig, før Fjenderne blive enige, — Nøden maa jo dog snart tvinge dem til at forliges, — men lader os skynde os, før vor Forstærkning kommer, for at vi faa, der have besejret saa stor en Mængde, ogsaa kunne være ene om at erobre Byen!"

5. Med disse Ord sprang han op paa sin Hest, styrede den ned imod Søen, red tværs igennem Vandet og var den første, der trængte ind i Byen. Ham fulgte de øvrige. Ved denne hans Dristighed grebes de, som stode paa Muren, af Rædsel, og ingen vovede at kæmpe eller gøre Modstand; men Jesus og hans Kammerater forlode deres Post og flygtede ad Landet til, medens andre løb ned mod Søen, hvor de mødte Fjenderne og omkom. Nogle bleve nedhuggede, idet de vilde stige ombord i Skibene, andre idet de søgte at svømme ud til dem, som sejlede ude paa Søen. Der anrettedes et stort Blodbad paa dem, der vare i Byen — baade paa de Fremmede, som ikke havde faaet Tid til at flygte, og som nu satte sig til Modværge, — og paa de egentlige Indbyggere, som ingen Modstand gjorde. De afholdt sig nemlig fra Kamp i Haab om Skaansel og Bevidstheden om, ikke at have ønsket Krigen; — tilsidst lod da ogsaa Titus, af Medlidenhed mod Borgerne, Blodbadet stanse efter at have faaet de Skyldige dræbt. Da de, som vare flygtede ud paa Søen, saa at Staden var indtaget, sejlede de saa langt bort fra Fjenderne som muligt.

6. Titus udsendte nu en Rytter og meldte sin Fader denne Bedrift. Han blev, som rimeligt var, overmaade glad over sin Søns Mod og Held, han mente nemlig, at Krigen nu for største Delen var endt. Han kom derpaa selv tilstede, lod Byen omringe og befalede Soldaterne at passe paa, for at ingen skulde slippe ud af den; de skulde dræbe enhver, som forsøgte det. Den følgende Dag tog han ned til Søen og gav Ordre til at bygge Skibe til Anvendelse imod Flygtningerne. Da man havde Overflod af Materiale og en Mængde Arbejdsfolk, bleve de hurtigt forfærdigede.

7. Den omtalte Sø kaldes efter det tilstødende Land Gennesars Sø. Den har en Bredde af 40 Stadier samt en Længde af 140.1


18½ og 20 Kilometer. Fladeindholdet er omtr. 170 [kvadrat]-Kilometer.
Side 222

Den har ferskt Vand, som er meget behageligt at drikke; det er tyndtflydende og ikke grumset som i Sumpe; Vandet er klart, da Søen overalt har sandede Bredder. Dernæst er det, naar man øser det op, tempereret, behageligere end Flod- eller Kildevand, og det holder sig altid koldere, end man skulde vente sig i en saa udstrakt Sø. Ja, naar Indbyggerne, som de have for Skik, øse det op om Sommernatten, er det akkurat lige saa koldt som Snevand. Der findes i Søen Fiskearter, som baade med Hensyn til Smag og Udseende ere forskellige fra dem, der findes andet Steds. Jordan løber midt igennem Søen. Tilsyneladende findes Jordans Kilde i Paneion; men i Virkeligheden kommer den dertil efter at have løbet skjult under Jorden fra den saakaldte Fiale-Sø.1 Denne ligger 120 Stadier fra Cæsarea, naar man rejser op til Trachonitis, paa højre Haand, ikke langt fra Vejen. Efter sin Form kaldes denne Sø træffende Fiale,2 den er nemlig rund som et Hjul. Vandet staar altid lige op til Kanten uden hverken at synke eller flyde over. Man var i lang Tid uvidende om, at Jordan havde sit Udspring dér, men saa blev det godtgjort af Filippos, Tetrarchen i Trachonitis. Efter at han nemlig havde ladet kaste Avner i Fiale, fandt han, at de vare flydte ned til Paneion, hvor de gamle havde ment, at Floden udsprang. Paneions naturlige Skønhed er yderligere bleven forøget paa kongelig Bekostning, idet den er bleven udsmykket ved Agrippas Rigdom. Jordans synlige Løb begynder altsaa i den derværende Hule, dernæst gennemløber den Semechonitis-Søens3 Sumpe og Moradser, tilbagelægger atter 120 Stadier, løber forbi Byen Iulias, gennemstrømmer Gennesars Sø, løber derpaa igennem en stor Ørken4 og falder ud i Asfaltitis-Søen.5

8. Langs Gennesars Sø strækker sig et Landskab af samme Navn med en vidunderlig Natur og Skønhed.6 Paa Grund af dets Frugtbarhed frembringer det villigt enhver Plante, og Beboerne plante da ogsaa alle Slags Træer deri. Luftens Temperatur passer ogsaa for de forskellige Planter. Saaledes voxer der en utallig Mængde Nøddetræer, som dog kræve Kølighed, endvidere Palmer, som trives bedst i Varme, og ved Siden af dem Figen- og Oliventræer, for hvilke en Middeltemperatur er den heldigste. Man kan næsten sige, at Naturen har sat en Ære i paa eet Sted at samle de største Modsætninger, eller man kunde kalde det en ædel Væddestrid imellem Aarstiderne, som hver især ligesom lægge Beslag paa dette Sted; thi ikke blot frembringer det en forbausende Mængde forskellige


1Nu Birket Ram, en lille Bjergsø øst for Banias. Fortællingen om den underjordiske Forbindelse mellem Fialesøen og det stærke Væld ved Banias er imidlertid forkert. Vældet ved Banias hidrører maaske derimod fra en underjordisk Sø i Hermon. 2c: en Skaal. 3IV. I. 1.: Nu Chule-Søen. Den er omgiven af vidtstrakte Moradser. 4El-ghors ufrugtbare Dal. 5Det døde Hav. 6Langs Søens nordvestlige Strandbred. Det kaldes nu El-ghuvair.
Side 223

Frugter; men Frugttiden varer ogsaa længe ved; — saaledes bære Planterne uafbrudt i 10 Maaneder Druer og Figen, som man jo maa kalde de ypperste af alle Frugter, og de øvrige Frugter findes modne hele Aaret rundt. Først har Landskabet jo nemlig en heldig Temperatur, og dernæst vandes det af en meget rigtflydende Kilde, som Beboerne kalde Kafarnaum.1 Der er nogle, som anse den for en Gren af Nilen, da den nemlig frembringer en Fiskeart, som ligner den i Søen ved Alexandreia levende Korakinos. Landskabet strækker sig langs Stranden ved Søen af samme Navn i en Længde af 30 Stadier og har en Bredde af 20. Saaledes er altsaa dets naturlige Beskaffenhed.

9. Da Skibene vare færdige, bemandede Vespasianus dem med saa stor en Del af sin Hær, som han mente, der behøvedes for at tage Kampen op med dem, der vare paa Søen, og sejlede saa ud efter dem. De, som vare drevne derud, kunde nu hverken flygte iland; — thi alt var jo i Fjendernes Magt, — ej heller havde de Udsigt til at staa sig i et Søslag. Deres Baade vare nemlig kun smaa og beregnede til Sørøveri, medens de derimod vare for svage overfor Vespasianus' Skibe. De faa Søfolk, som fandtes i hver Baad, vare ogsaa bange for at komme nær til Romerne, som i stort Antal drog imod dem. Dog sejlede de rundt omkring Vespasianus' Skibe og kastede i Afstand Sten paa Romerne, ja undertiden kom de ogsaa nærmere, lagde sig Side om Side med dem og sloges med dem. I begge Tilfælde lede Jøderne imidlertid det største Tab. Med deres Stenkast udrettede de ikke andet, end at det gav det ene Skrald efter det andet, naar de ramte de pansrede Romere; derimod bleve de selv skudte af Romernes Kastevaaben, og vovede de sig nærmere, bleve de, før de kunde udrette noget, dræbte og sank til Bunds med deres Skibe. Af dem, som søgte at gøre egentlig Modstand, gennemborede Romerne mange med deres Lanser, nogle sloge de ihjel, idet de med Sværdet i Haanden sprang ned i Baaden, og andre indesluttede de med Skibene, saa de kom til at ligge midt iblandt Romerne, som saa toge baade dem og deres Baade. Naar de, som vare faldne i Vandet, stak Hovedet op, bleve de enten ramte af et Kastespyd eller tagne til Fange fra det fjendtlige Skib. Nogle forsøgte i deres Raadvildhed at klatre ombord til Fjenderne; men saa huggede Romerne enten Hovederne eller Hænderne af dem. Overalt omkom der en Mængde Mennesker paa forskellig Maade, og tilsidst søgte de overlevende, da deres Baade vare blevne omringede, at slippe iland. Men mange bleve drevne tilbage i Søen og dér nedskudte, og mange


1Vistnok den nu saakaldte Ain-tabigha, tæt ved Ruinerne Tell-hum (Kapernaum). Denne nord for Gennesars Sletten fremvældende Kilde lededes tidligere gennem en i Klipperne indhugget Rende ned over den nordligste Del af Gennesars Slette.
Side 224

andre omkom paa Landjorden, hvor Romerne sprang op efter dem. Hele Søen saa ud, som om Vandet var blandet med Blod, og den var fuld af Lig; der var nemlig ingen, som slap levende derfra. Landskabet omkring Søen var i de følgende Dage opfyldt af en forfærdelig Stank og frembød et skrækkeligt Skue. Kysterne vare nemlig fulde af baade Vrag og opsvulmede Lig, som ved at gaa i Forraadnelse og Opløsning forpestede Luften, saa denne sørgelige Begivenhed ikke blot forekom Jøderne ynkværdig, men endogsaa syntes selve Ophavsmændene afskyelig. Saaledes endte altsaa dette Søslag. Der var sammen med dem, som tidligere vare faldne i Byen, 6700 Døde.

10. Efter Kampen satte Vespasianus sig paa sit Dommersæde i Taricheai. Han skelnede imidlertid mellem Byens egentlige Indbyggere og de Fremmede, som han nemlig ansaa for Krigens Ophavsmænd, og han overvejede sammen med sine Befalingsmænd, om man ogsaa skulde spare dem. Befalingsmændene mente, at det vilde være farligt at lade dem slippe: disse Mennesker, som havde mistet deres Hjem, vilde nemlig efter deres Frigivelse ikke holde sig i Ro, ja de vare endogsaa i Stand til at fremkalde Krig blandt dem, de flygtede til. Vespasianus indsaa godt, at de ikke fortjente Skaansel, og at de, hvis de fik Lov at flygte, vilde optræde fjendtligt mod dem, der havde sparet dem. Han overvejede imidlertid, paa hvad Maade han skulde dræbe dem. Ved nemlig at nedhugge dem paa Stedet forudsaa han, at han vilde ophidse de egentlige Indbyggere, som jo ikke vilde finde sig i, at saamange, som bade for Livet, bleve ombragte hos dem, og han holdt ikke af at øve Vold mod Borgerne, hvem han jo havde lovet Tilgivelse, da de overgave sig. Hans Venner holdt imidlertid paa deres og sagde, at der overfor Jøderne ikke kunde tales om Grusomhed, og at man maatte foretrække det nyttige for det ønskelige, naar man ikke kunde forene begge Hensyn. Han lod det staa hen, om han vilde skaane dem eller ej, men tillod dem kun at drage bort ad Vejen til Tiberias. De fattede hurtigt Tillid til det, som de jo ønskede, og gik ganske trygge hen ad den Vej, som var dem anvist, idet de aabenlyst førte deres Gods med sig. Romerne holdt imidlertid hele Vejen til Tiberias besat, for at ingen skulde dreje af til Siden, og indelukkede dem saa i denne By. Vespasianus kom selv tilstede, lod dem alle opstille paa Rendebanen og gav Befaling til at lade de gamle og uarbejdsdygtige, 1200 i Tallet, nedhugge. Af de unge udvalgte han 6000 af de kraftigste og sendte dem til Nero for at arbejde ved Isthmen.1 Den øvrige Hob, henimod 30,400, lod han sælge, med Undtagelse af nogle, som han forærede Agrippa. Han gav ham


1Den korinthiske Tange, gennem hvilken Nero var ifærd med at grave en Kanal.
Side 225

nemlig Lov til at gøre, hvad han vilde, med dem, der vare fra hans Rige. Kongen lod ogsaa disse sælge. Resten var Trachoniter, Gaulaniter, Hippener og Folk fra Gadaritis. Det var for Størstedelen oprørske Hoveder, Flygtninge, Folk, som ansaa Fred for en Skændsel, og som derfor havde foretrukket Krigen. De bleve fangne den 8de i Maaneden Gorpiaios.1


1September 67.


Bog 2
Bog 4

Op til Jødernes Krig mod Romerne