Jødernes krig mod Romerne, Første Bog

Af Flavius Josephus. Oversat af Alexander Rasmussen

Side 14

I.

1. Paa den Tid da Antiochos med Tilnavnet Epifanes laa i Strid med Ptolemaios den Sjette om Herredømmet i Syrien, opkom der Splid iblandt det jødiske Aristokrati. Striden drejede sig om Magten i Staten, da de af dem, som nøde nogen Anseelse, ikke kunde finde sig i at staa under deres Standsfæller. Onias, en af Ypperstepræsterne, fik Overhaand og udjog Tobiassønnerne af Staden. Men de flygtede til Antiochos og bønfaldt ham om at gøre Indfald i Judæa, idet de tilbøde at være hans Vejvisere.1 Kongen, som længe selv havde næret Ønsker i den Retning, fulgte deres Raad og satte sig i Bevægelse med en stor Hær, erobrede Byen med Storm og dræbte en stor Mængde af Ptolemaios' Tilhængere. Han gav Soldaterne uindskrænket Tilladelse til at plyndre; men selv plyndrede han Templet og hindrede i 3 Aar og 6 Maaneder de daglige Ofringer. Ypperstepræsten Onias var imidlertid flygtet til Ptolemaios og fik af ham overladt en Plads i Provinsen Heliopolis, hvor han byggede en lille By, der skulde ligne Jerusalem, og opførte et lignende Tempel. Herom skulle vi senere fortælle paa et andet Sted.

2. Antiochos var dog ikke tilfreds, hverken med sin uventet heldige Erobring af Byen eller med Byttet eller med det store Blodbad, han havde anrettet; men i sin ustyrlige Heftighed og i Tanken om sine Tab under Belejringen vilde han tvinge Jøderne til at opgive deres fædrene Skikke, lade deres Børn forblive uomskaarne og ofre Svin paa Alteret. Herved vægrede alle sig; men saa bleve de anseteste Mænd myrdede. Og Bakchides2, der af Antiochos var


1Denne Josephus' Fremstilling af Forholdene før Antiochos Epifanes' Indskriden er meget sammentrængt og delvis urigtig. Jerusalems Erobring fandt Sted Aar 169 f. Chr. Ediktet mod den jødiske Religion udstedtes 168. 2Udførelsen af Kongens Edikt var ikke betroet Bakchides, men Skatmesteren Apollonios. Bakchides kom først til Judæa paa et senere Tidspunkt Aar 161, da han overvandt og fældede Judas Makkabæus.
Side 15

sendt ned som Kommandant, udførte — grusom som han var af Naturen, — de ugudelige Befalinger, idet han optraadte med den højeste Grad af Ondskab, lod den ene efter den anden af de ansete Mænd mishandle og hver Dag offentlig truede Byen med Ødelæggelse, indtil han ved sin voldsomme Optræden opirrede de forpinte Mennesker, saa de fik Mod til at gøre Modstand.

3. En Præst ved Navn Matthias, Asamonaios' Søn1 fra Landsbyen Modeein, væbnede da sig og sin Familie, — han havde nemlig fem Sønner, — og dræbte Bakchides2 med Dolkestød. Strax derpaa flygtede han til Bjergene af Frygt for de mange fjendtlige Garnisoner; men da mange af Folket flokkede sig om ham, dristede han sig til at komme ned og indlade sig i Kamp; han besejrede da Antiochos' Feltherrer og uddrev dem af Judæa. Ved denne heldige Bedrift kom han til Magten og fik paa Grund af de Fremmedes Fordrivelse godvillig Herredømmet tilstaaet af sine Landsmænd3. Han døde efter at have overladt Herredømmet til sin ældste Søn Judas4.

4. Denne, som nok forudsaa, at Antiochos ikke vilde holde sig uvirksom, samlede Stridskræfter blandt sine Landsmænd og var den første, der sluttede Venskab med Romerne. Da Epifanes atter faldt ind i Landet, drev han ham ud igen, idet han tilføjede ham et stort Nederlag. Opflammet ved dette Held satte han sig i Bevægelse mod den i Staden liggende Besætning; — den var nemlig endnu ikke uddreven — og efter at have fordrevet den fra den øvre Stad, indesluttede han Soldaterne i den nedre, hvilken Staddel kaldtes Akra. Efter at have gjort sig til Herre over Templet, rensede han hele Pladsen og omgav den med en Mur, og han lod de til Gudstjenesten hørende Redskaber forfærdige af nyt og bragte dem ind i Templet, da jo de tidligere vare besmittede, og han byggede et nyt Alter og lod paany Ofringerne begynde. Da Staden just havde faaet sine gudstjenestelige Forhold ordnede, døde Antiochos;5 men som Arving baade til hans Kongerige og til hans Had mod Jøderne optraadte hans Søn Antiochos.

5. Da denne havde samlet 50,000 Fodfolk, 5000 Ryttere og 80 Elefanter, drog han gennem Judæa ind i Bjerglandet og indtog den lille By Bethsur. Men paa et Sted, der kaldes Bethzacharia, hvor der var et snævert Pas, mødte Judas ham med sin Styrke. Førend Rækkerne stødte sammen, fik hans Broder Eleazar Øje paa en Ele-


1Han hed, som det ses af 1 Makk. 2, Mattathias og var Søn af Johannes og Sønnesøn af Simeon (Asamonaios). 2Det var ikke Bakchides, men en underordnet Udsending fra Apollonios ved Navn Apelles, der blev dræbt af Mattathias. 3Mattathias' Virksomhed falder i Aarene 168 — 167. 4Judas var ikke den ældste, men vel den berømteste af Mattathias' fem Sønner, som baade i 1 Makk. 2 og i Josephus' Archæologi XII, 6 nævnes i følgende Orden: Johannes, Simon, Judas, Eleazar og Jonathan. 5Aar 164.
Side 16

fant, der var højere end de andre, og som var udstyret med et stort Taarn og en gylden Rustning. Da han antog, at Antiochos befandt sig paa den, løb han et langt Stykke frem foran sine Landsmænd, gennembrød de fjendtlige Rækker og naaede helt hen til Elefanten. Men paa Grund af dens Højde var han ikke i Stand til at naa ham, som han antog for Kongen; han stak da Dyret i Maven, hvorved det faldt ned over ham selv, saa han blev knust og døde uden at have udrettet andet end at fatte den dristige Plan og vise, at han foretrak Berømmelsen for Livet. Den der styrede Elefanten var forøvrigt en menig Soldat, og om det ogsaa tilfældig havde været Antiochos, saa havde den Forvovne dog alligevel næppe opnaaet andet end at vise, at han for en eneste glimrende Bedrifts Skyld var villig til at gaa i Døden. Denne Hændelse blev for hans Broder et Varsel om hele Slagets Udfald; thi Jøderne kæmpede vel haardnakket og længe; men de Kongelige havde Overvægten ved deres Mængde, og Lykken fulgte dem, saa de gik af med Sejren. Mange faldt; men med Resten flygtede Judas til det gofnitiske Distrikt. Antiochos drog saa til Jerusalem; men efter at have dvælet der faa Dage brød han op paa Grund af Mangel paa Levnedsmidler, idet han dog efterlod saa stor en Besætning, som han ansaa for nødvendig; Resten af Hæren førte han derimod i Vinterkvarter i Syrien.

6. Efter Kongens Bortrejse laa Judas ikke ledig; men da mange af hans Landsmænd havde sluttet sig til ham, og han desuden havde samlet dem om sig, der vare slupne frelste fra Slaget, angreb han ved Landsbyen Akedasa Antiochos' Feltherrer; men skønt han i Slaget viste sig som en Helt og dræbte mange Fjender, blev han dog fældet. Faa Dage efter faldt hans Broder Johannes for et Baghold, som nogle Tilhængere af Antiochos havde lagt for ham.1

II

1. Broderen Jonathan, som efterfulgte Judas, førte med Forsigtighed sine Landsmænds Sag, befæstede sin Magt ved at bevare Venskabet med Romerne og sluttede Forlig med den unge Antiochos. Men alt dette formaaede ikke at skaffe ham en sikker Stilling. Thi Magthaveren Tryfon, som var Formynder for den unge Antiochos,


1Josephus omtaler her ikke Religionsfreden 162, Ypperstepræsten Alkimos' Optræden eller Bakchides' første Tog. Judas faldt mod Bakchides Aar 161. Judas' Historie læses 1 Makk. 3-9.
Side 17

nærede Planer imod denne og søgte da først at rydde hans Venner af Vejen. Jonathan, som med en ringe Styrke kom til Antiochos i Ptolemais, lod han svigagtig gribe, og efter at have fanget ham drog han imod Jøderne. Han blev imidlertid dreven tilbage af Simon, Jonathans Broder, og harmfuld over sit Nederlag lod han Jonathan dræbe.1

2. Simon styrede Forholdene med Dygtighed, indtog Nabostæderne Gazara, Joppe og Jamnia og sløjfede Akra efter at have overvundet den derværende Besætning. Derefter blev han Antiochos'2 Forbundsfælle imod Tryfon, hvem denne før sit Felttog mod Mederne belejrede i Dora; men skønt han saaledes havde været behjælpelig med at skaffe Tryfon af Vejen, kunde han dog ikke tilfredsstille den havesyge Konge; thi ikke længe efter sendte Antiochos sin Feltherre Kendebaios med en Hær for at hærge Judæa og bringe Simon til Underkastelse. Men denne førte, skønt Olding, Krigen med en Ynglings Kraft; sine Sønner sendte han forud med Kærnetropperne, selv beholdt han en Del af Hæren for at angribe Fjenden i Flanken, og mange Tropper lagde han i Baghold hist og her i Bjærgene, saaledes at han stod overlegen overfor alle Angreb. Efter at have vundet en glimrende Sejr blev han udnævnt til Ypperstepræst og befriede saaledes Jøderne fra Makedonernes 170aarige Herredømme.3

3. Men ogsaa han led Døden ved Forræderi, idet han nemlig blev dræbt ved et Gæstebud af sin egen Svigersøn Ptolemaios. Denne indespærrede desuden hans Hustru og to Sønner og sendte Mordere ud efter den tredie Søn Johannes, der bar Tilnavnet Hyrkanos. Men denne unge Mand vidste Besked allerede før deres Ankomst og skyndte sig at komme ind i Staden, idet han nærede fast Tillid til Folket, som erindrede hans Faders Bedrifter og følte Afsky for Ptolemaios' Ugærning. Ptolemaios søgte ganske vist at trænge ind ad en anden Port, men blev hurtig uddreven af Folket, der allerede havde modtaget Hyrkanos. Han drog da strax bort til een af sine Fæstninger paa den anden Side af Jericho ved Navn Dagon. Hyrkanos, som havde overtaget Ypperstepræsteværdigheden efter sin Fader, foretog en Ofring og satte sig saa hurtig i Bevægelse mod Ptolemaios for at yde sin Moder og sine Brødre Hjælp.

4. Da han saa belejrede Fæstningen, havde han ganske vist Overmagten; men hans naturlige Følelse forhindrede ham i at benytte sig deraf. Naar nemlig Ptolemaios kom i Knibe, førte han Hyrkanos' Moder og Brødre op paa Muren, hvor han i alles Paasyn lod dem piske og truede med at styrte dem ned, dersom Hyrkanos


1Jonathans Virksomhed strakte sig over Aarene 101-143. Hans Historie læses i 1 Makk. 9-12. 2Antiochos Sidetes. 3Aar 141. Simons Historie læses i 1 Makk. 13-16.
Side 18

ikke snarest drog bort. Hvor stor Hyrkanos' Vrede end var, blev dog hans Medlidenhed og Frygt større. Hans Moder derimod lod sig hverken bevæge af Piskeslagene eller af Truslerne om Døden, men udstrakte sine Hænder og bønfaldt sin Søn om, at han ikke ved hendes Mishandling maatte lade sig bevæge til at skaane Forræderen; thi at lide Døden for Ptolemaios' Haand var hende kærere end at leve, naar han blot kunde faa sin Straf for de Ugærninger, han havde øvet imod deres Hus. Naar Johannes saaledes blev opmuntret ved Moderens Fasthed og ved at høre hendes Bønner, lod han foretage en Storm; men naar han saa hende blive slaaet og mishandlet, slappedes hans Mod, og han blev opfyldt af Bedrøvelse. Herved trak Belejringen i Langdrag, og saa indtraf Sabbatsaaret, — alt hviler nemlig hos Jøderne hvert syvende Aar ligesom hver syvende Dag. Og da Ptolemaios herved var bleven fri for Belejringen, lod han Johannes' Brødre og Moder dræbe og flygtede til Zenon med Tilnavnet Kotylas, der var Hersker i Filadelfeia.

5. Antiochos gjorde imidlertid, harmfuld over det Nederlag, han havde lidt imod Simon, et Felttog imod Judæa, lagde sig for Jerusalem og belejrede der Hyrkanos. Denne aabnede da Davids Grav, — han havde nemlig været den rigeste af de jødiske Konger — og udtog deraf et Beløb paa over 3000 Talenter.1 Ved at give Antiochos 300 Talenter bevægede han ham til at hæve Belejringen. Hyrkanos var ogsaa den første Jøde, der holdt fremmede Lejetropper, og netop hertil anvendte han det, han havde tilbage af nævnte Sum.

6. Da Antiochos senere var draget imod Mederne, gav han Hyrkanos Lejlighed til at øve Gengæld, og han drog straks imod de syriske Stæder i den Tro, at han vilde finde dem blottede for Besætninger, hvad de i Virkeligheden ogsaa vare. Altsaa indtog han først Medabe og Samaga med deres Nabobyer og dernæst Sikinia og Argarizein. Desuden underkastede han sig Kuthaierfolket, som i deres Land havde et Tempel i Lighed med det i Jerusalem. Dernæst indtog han ikke saa faa idumæiske Stæder, for Exempel Adoreos og Marisa.

7. Efter at være trængt frem lige til Samaria, — hvor nu den af Kong Herodes grundlagte By Sebaste ligger, — omgav han den med en Belejringsvold og overlod saa den egentlige Belejring til sine Sønner Aristobulos og Antigonos, som holdt Byen saa godt indesluttet, at Hungersnøden blandt Indbyggerne steg til den Grad, at de endog maatte tage deres Tilflugt til de uspiseligste Ting. De kaldte da Antiochos med Tilnavnet Aspendios til Hjælp. Han fulgte beredvillig Opfordringen, men maatte bukke under for Aristobulos' Tropper; han slap dog bort, skønt han blev forfulgt af Brødrene lige til Skythopolis. Disse vendte saa tilbage mod Samaritanerne, inde-


11 Talents Metalværdi var omtrent 4000 Kr.
Side 19

sluttede atter Befolkningen inden for Muren, erobrede Byen, sløjfede den og bortførte Indbyggerne som Slaver.1 De havde stadig Held med sig i deres Foretagender og lod ikke deres Iver kølnes, men rykkede med deres Hær frem mod Skythopolis, som de tog med Storm, og de hærgede hele Landstrækningen indtil Karmels Bjerg.

8. Men Misundelse over disse Johannes' og hans Sønners heldige Foretagender vakte et Oprør hos deres Landsmænd; mange rejste sig imod dem og helmede ikke, før de fik anstiftet aaben Krig, hvori de dog maatte bukke under. Resten af sit Liv henlevede Johannes i Lykke, og han døde efter paa den heldigste Maade at have ført Regeringen i 33 Aar.2 Fem Sønner overlevede ham. Han var i Sandhed en lykkelig Mand og havde i ingen Henseende Grund til at klage over sin Skæbne. Han forenede nemlig i sin Person de tre ypperste Herligheder: Fyrsteværdigheden, Ypperstepræstedømmet og Profetiens Gave. Gud samtalede nemlig med ham, saa at der ikke var noget, som skulde ske, uden at han jo vidste det, saaledes at han for Exempel med Hensyn til sine to ældste Sønner baade kunde forudse og forudsige, at de ikke længe skulde beholde Herredømmet. Deres Skæbne er nok værd at omtale; de naaede nemlig ikke paa langt nær deres Faders Lykke.


III.

1. Efter Faderens Død forandrede den ældste af dem, Aristobulos,3 Regeringsformen til et Kongedømme og var den første, der paasatte sig Kronen, hvilket skete 471 Aar og 3 Maaneder efter at Folket, befriet fra den babyloniske Trældom, var draget ind i Landet.4 Iblandt sine Brødre syntes han at nære Forkærlighed for Antigonos, der var den næste efter ham i Alder, og han behandlede ham som sin Jævnlige; de andre derimod lod han lænke og kaste i Fængsel, og paa samme Maade fængslede han sin Moder, der vilde gøre ham Magten stridig, — Johannes havde nemlig ved sin Død tiltænkt hende Regeringen, — ja, han drev sin Grusomhed saa vidt, at han lod hende omkomme af Sult i Fængslet.

2. Straffen herfor kom over ham i hans Forhold til Broderen, hvem han elskede og havde gjort delagtig i Regeringen. Ogsaa


1Samarias Indtagelse fandt Sted kort for 107. 2Rigtigere 30, han regerede nemlig fra 135-105. 3Aristobulos den Første regerede 105-104. 4En unøjagtig Angivelse, da Tilbagekomsten fra Babylon skete Aar 538 f. Chr.
Side 20

ham lod han sig nemlig forlede til at dræbe ved de Bagtalelser, som slette Personer ved Hoffet havde udspredt. I Begyndelsen vilde Aristobulos ganske vist ikke fæste Lid til disse Udtalelser, da han jo havde sin Broder kær og desuden tilskrev Størstedelen af Rygterne Misundelse. Men da Antigonos engang i straalende Rustning kom hjem fra Hæren til den Fest, ved hvilken det fra Fædrenes Tid er Skik at bygge Løvhytter til Guds Ære,1 traf det sig netop i de samme Dage, at Aristobulos laa syg. Antigonos gik da i Slutningen af Festen med sit Følge af Sværtbevæbnede, pragtfuld smykket som han var, op til Templet for at bede, og særlig da for at anraabe om sin Broders Helbredelse. Af dette benyttede Bagtalerne sig, gik til Kongen og fortalte om de Sværtbevæbnedes Optog og Antigonos' hovmodige Optræden, som overskred hvad der sømmede sig en Privatmand, samt at Antigonos var kommen med en meget stor Hærafdeling for at myrde Kongen; thi han var ikke tilfreds med blot at have Del i Kongedømmets Hæder, men vilde besidde selve Kongedømmet.

3. Næsten modstræbende begyndte Aristobulos at skænke disse Beskyldninger Tiltro; men han holdt Mistanken ved sig selv. For at sikre sig imod enhver Mulighed opstillede han nogle Drabanter i en underjordisk mørk Gang, der førte ind til Slottet, — han laa nemlig syg paa Slottet Baris, som det dengang kaldtes, medens Navnet senere blev forandret til Antonia. Drabanterne fik Befaling til ikke at røre Antigonos, hvis han kom vaabenløs, men nedhugge ham, hvis han kom bevæbnet. Kongen sendte saa Bud til ham med den Besked, at han skulde komme ubevæbnet. Ved denne Lejlighed var Dronningen i Ledtog med Antigonos' Fjender om deres lumske Plan: de overtalte nemlig de udsendte Bud til at fortie det Bud, de skulde overbringe fra Kongen, men derimod sige til Antigonos, at hans Broder havde hørt. at han i Galilæa havde ladet sig forfærdige pragtfulde Vaaben og krigeriske Prydelser; men ved sin Sygdom var han jo forhindret i at faa dem at se; "nu da Du staar i Begreb med at drage bort, kunde han have megen Lyst til at se Dig i Rustningen, før Du rejser."

4. Da Antigonos hørte dette, gik han hen for at vise ham sine Vaaben; thi hans Broders Stemning havde jo ikke givet ham Anledning til at ane noget ondt. Men da han kom til den mørke Gang, som kaldtes "Stratonstaarn", blev han dræbt af Drabanterne, og han blev saaledes et tydeligt Bevis paa, at Bagtalelse kan tilintetgøre enhver Velvilje, ja Blodets Baand, og at ingen god Følelse er stærk nok til i Længden at modstaa Misundelse.

5. Ved denne Lejlighed maatte man forundre sig over en vis


1Løvhyttefesten indtraf den 15de i Maaneden Tisri, der svarer til vor Oktober.
Side 21

Judas' Optræden. Han tilhørte Essæernes Sekt og plejede uden Usikkerhed eller Fejltagelse at kunne forudsige det tilkommende. Da han den Dag saa Antigonos gaa igennem Templet, raabte han til sine Bekendte, — der var nemlig ikke saa faa af hans Disciple samlede om ham: "O, Himmel! nu maa jeg hellere lægge mig hen at dø, da jeg ser, at min Sandfærdighed i Forvejen er død, og een af mine Spaadomme er slaaet fejl; thi Antigonos her er endnu i Live, og han skulde i Dag have været slaaet ihjel. Stratonstaarn var af Skæbnen bestemt til at være Skuepladsen for hans Drab, og det er 600 Stadier herfra.1 Der er allerede gaaet 4 Timer af Dagen, saa alene Tiden gør Spaadommens Opfyldelse umulig." Efter at have sagt disse Ord blev den gamle Mand bedrøvet og tankefuld staaende; men kort efter kom der Underretning om, at Antigonos var bleven myrdet paa det underjordiske Sted, som jo netop ogsaa kaldtes Stratonstaarn og havde Navnet tilfælles med Cæsarea ved Havet. Netop dette var det, som havde forvirret Spaamanden.

6. Angeren over denne Ugærning forværrede strax Aristobulos' Sygdom, og da han ved Tanken om Mordet stadig var i Sindsbevægelse, tæredes han hen, indtil han paa Grund af sin grænseløse Sorg fik indvendige Blødninger og opkastede en Mængde Blod. Da een af Tjenerskabet skulde bære dette ud, snublede han ved Forsynets Styrelse paa det Sted, hvor Antigonos var bleven myrdet, og spildte Morderens Blod over de Blodpletter, som endnu saas efter Mordet. De der saa det, opløftede strax et Skrig i den Tro, at Tjeneren med Vilje havde udhældt Blodet just der. Kongen, som havde hørt Raabet, spurgte om Grunden dertil, og da ingen vovede at sige det, trængte han endnu mere paa for at faa det at vide. Tilsidst truede og tvang han dem til at sige Sandheden. Da fyldtes hans Øjne med Taarer, han sukkede, saa dybt han kunde, og sagde: "Jeg kunde ikke vente, med mine syndige Gærninger, at skulle undgaa Guds skarpe Øje; men Straffen for min Frændes Mord rammer mig dog hurtigere, end jeg havde troet. Hvorlænge vil Du, skændige Legeme, holde fast paa min Sjæl, der er tildømt min Broder og Moder? Hvorlænge skal jeg blive ved med lidt efter lidt at udgyde mit Blod til dem? Lad dem faa det paa een Gang, at deres hævnende Aand ikke længer skal narres ved saaledes kun at faa noget af mine Indvolde som Dødningeoffer." Saasnart han havde sagt dette, døde han, efter kun et Aars Regering


11 Stadion er 600 danske Fod, 1/40 Mil.


Side 22

IV.

1. Dronningen løslod da hans Brødre og gjorde Alexandros1 til Konge, da han baade med Hensyn til Alder og Forstand var den første iblandt dem. Efter at være kommen til Magten lod han imidlertid den ene af Brødrene dræbe, da han stræbte efter Kongemagten; den anden derimod, som elskede et tilbagetrukkent Liv, lod han leve.

2. Alexandros havde et Sammenstød med Ptolemaios, med Tilnavnet Lathuros, der havde bemægtiget sig Byen Asochis; men skønt han nedlagde en Mængde af Fjenderne, gik Ptolemaios dog af med Sejren. Men da denne senere, forfulgt af sin Moder Kleopatra, drog til Ægypten, bemægtigede Alexandros sig ved Belejring Gadara og Amathus, den største Fæstning hinsides Jordan og Opbevaringsstedet for Theodoros, Zenons Søns værdifuldeste Skatte. Men Theodoros faldt pludselig over ham og tog baade sit Eget tilbage og desuden Kongens Bagage samt dræbte henimod 10,000 Jøder. Alexandros kom dog til Kræfter igen efter dette Nederlag og vendte sig imod Kystlandet, hvor han indtog Gaza, Rafeia og Anthedon, som senere af Kong Herodes fik Navnet Agrippias.

3. Men da han havde undertvunget disse Stæder, gjorde selve Jødefolket Opstand imod ham paa en Festdag; — det er nemlig især ved saadanne festlige Lejligheder at Oprør udbryde —, og han havde næppe været i Stand til at blive Herre over Rejsningen, hvis ikke fremmede Tropper, Pisider og Kilikier, havde understøttet ham; syriske Lejetropper vilde han nemlig ikke have med at gøre paa Grund af deres medfødte Fjendskab mod Jøderne. Efter at have nedhugget omtrent 6000 af de Oprørske faldt han ind i Arabien og erobrede heraf Galaaditernes og Moabiternes Land; efter at have paalagt dem Skat, vendte han tilbage mod Amathus. Theodoros blev skræmt bort ved Rygtet om hans Vaabenheld, og han bemægtigede sig da den for Besætning blottede Fæstning og sløjfede den.

4. Derefter kom han i Kamp med den arabiske Konge Obaidas, der i Forvejen havde lagt sig i Baghold ved Gaulane. Da dette Baghold angreb Alexandros, mistede han hele sin Hær, der blev sammentrængt i en dyb Kløft og nedtraadt af de mange Kameler. Selv slap Kongen dog derfra og flygtede til Jerusalem, hvor Folket, der allerede i Forvejen var ham fjendtligt, ved hans store Ulykke blev opmuntret til Oprør. Han fik dog ogsaa denne Gang Bugt med Opstanden, og i forskellige hurtig paa hinanden følgende Kampe nedlagde han i Løbet af sex Aar ikke mindre end 50,000 Jøder. Han havde dog ikke nogen Grund til at glæde sig over sine Sejre;


1Alexandros Jannai regerede 104 — 78.
Side 23

thi han ødelagte sit eget Rige, saa at han tilsidst lod Vaabnene hvile og ved Overtalelser søgte at blive udsonet med sine Undersaatter. Men de bleve endnu mere hadefulde imod ham ved at se hans Fortrydelse og hans forandrede Sindelag, og da han spurgte dem om Aarsagen dertil, og om hvad han skulde gøre for at stille dem tilfreds, svarede de, at han skulde dræbe sig selv, og selv, naar han var død, vilde det falde dem svært at forsone sig med ham, der havde øvet saameget Ondt. Samtidig1 indkaldte de tillige Demetrios med Tilnavnet Akairos. I Haab om at opnaa store Fordele, fulgte han gærne Opfordringen og kom med en Hær, og med disse Forbundsfæller forenede Jøderne sig ved Sikima.

5. Alexandros mødte begge Parter med 1000 Ryttere og 8000 Mand lejede Fodfolk, desuden havde han om sig henimod 10,000 venligsindede Jøder. Paa Modstandernes Side var der derimod 3000 Ryttere og 14,000 Fodfolk. Før Kampens Begyndelse søgte begge Kongerne ved Herolder at bringe hinandens Folk til Frafald, idet Demetrios nemlig haabede at overtale Alexandros' Lejetropper, og Alexandros de med Demetrios forbundne Jøder. Men da hverken Jøderne opgav deres Forbitrelse eller Hellenerne deres Troskab, tog Nærkampen sin Begyndelse. Demetrios vandt Slaget, omendskønt Alexandros' Lejetropper lagde et stort Mod for Dagen og udførte store Bedrifter. Resultatet af Slaget blev dog et ganske andet, end begge Parter havde troet; thi de, der havde indkaldt Demetrios, holdt ikke fast paa ham, skønt han stod som Sejrherre; men af Medlidenhed med den ulykkelige Alexandros, der var flygtet til Bjærgene, gik 6000 Jøder over til ham. Dette Omslag ødelagde Demetrios' Stilling, og da han antog, at Alexandros allerede igen var kampdygtig, og at saa hele Folket vilde løbe over til ham, drog han derfra.

6. Det øvrige Parti ophørte dog ikke, skønt Forbundsfællerne saaledes drog bort, med sine Fjendtligheder; men deres Krig mod Alexandros fortsattes uafbrudt, indtil han havde dræbt de fleste af dem og trængt de øvrige ind i Byen Bemeselis, efter hvis Erobring han førte dem fangne til Jerusalem. Han lod sig da af sin grænseløse Harme drive til en ugudelig Grusomhed: af Fangerne lod han nemlig 800 korsfæste midt i Staden, og deres Hustruer og Børn lod han nedsable for deres Øjne. Hertil var han selv Tilskuer, medens han sad og holdt Drikkelag og Gæstebud med sine Friller. En saadan Forskrækkelse greb da Folket, at 8000 af Modpartiet i den følgende Nat flygtede ud af Judæa, og først Alexandros' Død gjorde Ende paa deres Landflygtighed. Da han ved saadaane Midler langt om længe og med Nød og næppe havde bragt Ro tilveje i sit Rige, nedlagde han Vaabnene.



1Omtrent Aar 88 f. Chr.
Side 24

7. Antiochos med Tilnavnet Dionysos, Demetrios' Broder, den sidste Seleukide, gav imidlertid snart Anledning til nye Uroligheder. Alexandros blev nemlig bange for ham, da han paatænkte et Felttog imod Araberne, og lod grave en dyb Grav imellem Bjærglandet ovenfor Antipatris og Kysten ved Joppe, og foran Graven opkastede han en høj Vold og byggede Trætaarne for at spærre de bekvemme Adgange. Han formaaede dog ikke at holde Antiochos ude; thi denne opbrændte Taarnene, opfyldte Graven og drog igennem med sin Hær. Han ansaa det for at være af ringere Betydning at faa Hævn over Alexandros, som vilde have spærret ham Vejen, og drog strax mod Araberne. Deres Konge, som havde trukket sig tilbage til de for en Kamp bedst egnede Steder i Landet, kastede sig med Rytteriet, 10,000 Mand stærkt, pludselig mod Antiochos og faldt over hans Tropper, før de havde faaet Tid til at stille sig i Slagorden. Kampen blev haard; dog saalænge Antiochos var i Live, holdt hans Hær Stand, skønt de bleve dræbte for Fode af Araberne; men da Kongen faldt — han udsatte sig nemlig meget for Fare ved bestandig at ile de Betrængte til Hjælp — saa vendte alle Ryggen, og Størstedelen af dem faldt, dels i Slagordenen, dels paa Flugten; men Resten, som flygtede til Landsbyen Kana, fristede paa faa Undtagelser nær den Skæbne at dø af Mangel paa Levnedsmidler.

8. Derefter indkaldte Damaskenerne, af Had til Ptolemaios Mennaios' Søn, Aretas og gjorde ham til Konge over Hulesyrien. Han gjorde et Felttog imod Judæa og besejrede Alexandros i et Slag, men drog, i Følge Overenskomst, bort igen. Alexandros derimod indtog Pella, og begærlig efter Theodoros' Skatte gik han atter mod Gerasa, omsluttede Besætningen med tre Volde og bemægtigede sig Byen ved Storm. Endvidere underkastede han sig Gaulane og Seleukeia og den saakaldte Antiochos' Dal; dernæst indtog han den stærke Fæstning Gamala og afsatte dens Befalingsmand Demetrios, paa Grund af de mange Beskyldninger, der rejstes imod ham. Han vendte efter 3 Aars Felttog1 tilbage til Judæa og blev, paa Grund af sit Held, modtaget af Folket med Glæde. Han slog sig nu til Ro efter sine Krige, men dette blev Begyndelsen til hans Sygdom. Han faldt nemlig i en Fjerdedagsfeber og troede at kunne fordrive Sygdommen ved paany at kaste sig ind i Virksomhed; men ved at gaa i Felten paa et uheldigt Tidspunkt og anstrænge sit Legeme over Evne, blev han svækket og døde under sin Færden midt i Krigens Uroligheder efter at have været Konge i 27 Aar.


184-81 f. Chr.


Side 25

V.

1. Han overlod Riget til sin Dronning Alexandra1, i den Overbevisning, at Jøderne snarest vilde vise hende Lydighed. Hun havde nemlig taget Afstand fra hans Grusomhed og været en Modstander af hans lovløse Færd, hvorved hun havde vundet Folkets Yndest. Han tog heller ikke fejl i dette sit Haab; thi denne Kvinde fik ved sit Ry for Gudfrygtighed fast Fod i Riget. Hun havde nemlig et særdeles nøje Kendskab til Folkets gamle Skikke, og dem, der overtraadte de hellige Love, udjog hun af Riget. Af de to Sønner, hun havde med Alexandros, gjorde hun den ældste, Hyrkanos, til Ypperstepræst dels for hans Alders Skyld og dels vel ogsaa, fordi han var temmelig sløv, saa at han ikke vilde være hende i Vejen med Hensyn til Magten. Den yngre Søn, Aristobulos, lod hun imidlertid leve som Privatmand af Frygt for hans varmblodige Charakter.

2. For at faa Del i Herredømmet, sluttede Farisæerne sig til hende. Det var et Parti blandt Jøderne, som mente sig at være gudfrygtigere end de øvrige og at have nøjagtigere Kendskab til Lovenes Udlæggelse. Til dem knyttede Alexandra sig meget nøje, da hun jo selv var nidkær for Religionen. De indsneg sig da lidt efter lidt saaledes i den godtroende Kvindes Gunst, at de bleve Ledere af alle offentlige Forhold, kunde forjage og tilbagekalde, løslade og fængsle hvem de vilde, — ja kort sagt, de havde alle Regeringens Behageligheder, men Alexandra alle Omkostningerne og Besværlighederne. Men hun var forøvrigt dygtig til at lede store Forhold, og samlede stadig Tropper, saa hun forøgede Hæren til det dobbelte og samlede et ikke ringe Antal Lejetropper, hvorved hun ikke alene befæstede sit eget Folks Magt, men ogsaa indgød de fremmede Fyrster Skræk. Saaledes herskede hun altsaa over andre, men Farisæerne herskede over hende.

3. Diogenes, en fremragende Mand, der havde været en Ven af Alexandros, lod de saaledes dræbe, idet de beskyldte ham for at have raadet Kongen til at lade de 800 korsfæste. De fik ogsaa Alexandra til ligeledes at henrette de Øvrige af dem, der havde ophidset Alexandros mod Farisæerne, og da hun i sin Religiøsitet helt gav sig i deres Vold, lod de henrette, hvem de vilde. De mest fremragende af dem, der saaledes følte sig truede, toge da deres Tilflugt til Aristobulos, som ogsaa bevægede sin Moder, saa hun vel sparede disse Mænds Liv paa Grund af deres Anseelse, men forjog dem fra Byen med Undtagelse af dem, hun fandt uskyldige. Efter at have faaet denne Lettelse i Straffen, spredtes de ud over Landet. Alexandra sendte en Hær mod Damaskos under det Paaskud, at


1Alexandra regerede 78 — 69.
Side 26

Ptolemaios stadig truede Byen, og hun bemægtigede sig den, uden at den gjorde nogen nævneværdig Modstand.1 Tigranes, Konge af Armenien, som laa for Ptolemais og der belejrede Kleopatra, søgte hun at vinde ved at slutte Forbund med ham og sende ham Gaver; men før noget blev bestemt, vendte han hjem af Frygt for Uroligheder i sit eget Land; Lucullus2 var nemlig falden ind i Armenien.

4. Da imidlertid Alexandra blev syg, greb den yngste af hendes Sønner, Aristobulos, Lejligheden, og ved Hjælp af sine Folk, — hvoraf han havde mange, der alle yndede ham for hans Raskhed — bemægtigede han sig alle Fæstningerne, og ved Hjælp af de der erhvervede Penge samlede han Lejetropper og opkastede sig saa til Konge. Herover blev Hyrkanos urolig, og Moderen, som stod paa hans Side, indespærrede Aristobulos' Hustru og Børn i Antonia. Det var en Borg, der laa Nord for Templet, og før — som ovenfor bemærket — hed Baris, men senere fik denne Benævnelse, da Antonius var ved Magten, ligesom ogsaa Byerne Sebaste og Agrippias bleve opkaldte efter Sebastos3 og Agrippa. Men før Alexandra kunde faa tugtet Aristobulos, fordi han vilde afsætte sin Broder, døde hun efter at have ført Regeringen i 9 Aar.


VI.

1. Hyrkanos var nu ganske vist Arving til Riget, som ogsaa Moderen før sin Død havde overdraget ham; men i Kraft og Forstand var Aristobulos4 hans Overmand. Og da det ved Jericho kom til en Kamp imellem dem om Magten, var der en Mængde, som forlod Hyrkanos og gik over til Aristobulos. Med de Øvrige flygtede Hyrkanos skyndsomt til Antonia og var dér Herre over Gisler, som kunde sikre hans Frelse, nemlig Aristobulos' Hustru og Børn. Dog, før det kom til Yderligheder, sluttede de Forlig, saaledes at Aristobulos skulde være Konge og Hyrkanos trække sig tilbage, men iøvrigt nyde Ære som Kongens Broder. Da de havde sluttet Forlig paa disse Betingelser, hilste de i Templet i Folkets Nærværelse kærligt hinanden og byttede derpaa Boliger; Aristobulos flyttede nemlig ind i Kongeborgen og Hyrkanos ind i Aristobulos' Hus.


1Toget mod Damaskos fandt Sted omtr. Aar 70. 2L. Licinius Lucullus besejrede Tigranes 69 f. Chr. 3Sebastos græsk Form for Augustus (den Ærværdige). 4Aristobulos den Anden regerede 69 — 63.
Side 27

2. Da Aristobulos saaledes mod Forventning var kommen til Magten, greb Frygt alle hans Modstandere og i Særdeleshed Antipatros, der fra gammel Tid havde næret Had til ham. Han var af Slægt en Idumæer og indtog baade ved sin Herkomst, sin Rigdom og sin Magt den første Plads blandt sit Folk. Han raadede nu Hyrkanos til at tage sin Tilflugt til Kong Aretas af Arabien og derved komme til Magten igen, og Aretas raadede han til at modtage Hyrkanos og genindsætte ham paa Thronen; han fremkom med mange Beskyldninger mod Aristobulos' Sæder og hævede Hyrkanos til Skyerne, hvorfor han formanede Aretas til at modtage ham, og som det sømmede sig en Fyrste over et saa glimrende Rige, række den Forurettede en hjælpende Haand. Hyrkanos havde nemlig lidt Uret ved at blive berøvet Herredømmet, som tilkom ham efter Førstefødselsretten. Efter saaledes at have bearbejdet begge, tog han en Nat Hyrkanos med sig, flygtede bort fra Byen og ankom i ilsom Flugt til Byen Petra, Arabiens Kongestad. Dér overgav han Hyrkanos til Aretas, og ved sine mange Fortællinger og store Gaver vandt han denne og fik ham overtalt til at yde Hjælp for at føre Hyrkanos tilbage. Aretas' Hær var paa 50,000 Mand, Fodfolk og Rytteri, og den formaaede Aristobulos ikke at modstaa, men blev i det første Sammenstød forladt af sine Folk og dreven til Jerusalem, hvor han var lige ved at blive tagen til Fange med Magt; men saa kom den romerske Feltherre Scaurus imod dem og tvang dem i Tide til at ophæve Belejringen. Scaurus var nemlig bleven sendt til Syrien fra Armenien af Pompeius Magnus,1 som dér kæmpede mod Tigranes; han kom saa til Damaskos, som nylig var erobret af Metellus og Lollius, og traadte i deres Sted; men da han hørte, hvorledes Forholdene stod i Judæa, ilede han dertil, da han betragtede det som et kærkomment Bytte, der var faldet paa hans Vej.

3. Saasnart han var kommen til Landet, kom der strax Sendebud til ham fra begge Brødrene for at bede ham om Hjælp; men, hvad der gjorde mere Virkning end Retfærdighedshensynet, var 300 Talenter, som Aristobulos sendte; thi da Scaurus havde faaet dem, sendte han Bud til Hyrkanos og Araberne og truede dem med Romerne og Pompeius, hvis de ikke hævede Belejringen. Forfærdet herover trak Aretas sig tilbage fra Judæa til Filadelfeia, og Scaurus drog atter fil Damaskos. Aristobulos var imidlertid ikke tilfreds med saaledes at være sluppen for Fangenskab, men samlede hele sin Hær og fulgte efter Fjenderne. Han stødte sammen med dem ved Papyron og nedlagde over 6000 Mand, hvoriblandt ogsaa Antipatros' Broder Fallion.

4. Hyrkanos og Antipatros, som saaledes havde mistet Arabernes Hjælp, overførte nu deres Forhaabninger paa disses Modstandere,


1Pompeius' Felttog mod Mithridates og Tigranes begyndte 66.
Side 28

og da Pompeius paa sin Vej gennem Syrien kom til Damaskos, toge de deres Tilflugt til ham, og uden at bringe ham Gaver, brugte de de samme Forestillinger som overfor Aretas og bad ham optræde imod Aristobulos' Voldsfærd og igen sætte den Mand paa Thronen, som baade ved sin Opførsel og ved sin Alder havde Ret til den. Heller ikke Aristobulos udeblev; men i Tillid til Scaurus, som han havde vundet ved Gaver, indfandt ogsaa han sig og optraadte med den mest kongelige Pragt. Men da han ikke vilde nedværdige sig til at gøre Pompeius sin Opvartning og ikke fandt en ydmyg Optræden, som dog vilde have været til hans eget Gavn, stemmende med sin Værdighed, forlod han atter Solgudens By.

5. Herover blev Pompeius meget forbitret, og da Hyrkanos og dennes Omgivelser stadig vedblev med deres Anmodninger, satte han sig i Bevægelse mod Aristobulos med den romerske Hær og mange Hjælpetropper fra Syrien. Efter at have passeret Pella og Skythopolis kom han til Koreai, hvor det jødiske Omraade begynder, naar man drager midt gennem Landet, og da han dér hørte, at Aristobulos var flygtet til Alexandreion, en meget stærkt befæstet Plads, der laa paa et højt Bjerg, sendte han Bud og befalede ham at komme ned derfra. Men da denne meget bydende Kaldelse kom til ham, vilde han hellere vove det Yderste end adlyde. Han saa imidlertid, at hans Folk vare forsagte, og hans Venner formanede ham til at se hen til Romernes Styrke, mod hvem Modstand var umulig. Bevæget ved deres Overtalelser steg han ned til Pompeius, og efter at have fremført meget til Forsvar for sin Ret til Regeringen, vendte han tilbage til Fæstningen. Derefter kom han igen ned paa sin Broders Opfordring, og efter en Ordstrid med ham om deres Rettigheder drog han atter derop, uden at Pompeius hindrede det. Svævende mellem Haab og Frygt steg han saaledes snart ned og bønfaldt Pompeius om at lade ham beholde Magten, og snart drog han atter op paa Borgen, for at det ikke skulde se ud, som om han opgav alt, før han nødtes dertil. Men da Pompeius befalede ham at overgive Fæstningerne og — eftersom Kommandanterne havde Befaling til kun at adlyde hans egenhændige Breve — tvang ham til at give hver enkelt af dem Ordre til at rømme, saa adlød Aristobulos vel disse Paabud, men drog derpaa harmfuld til Jerusalem og traf Forberedelser til Kamp mod Pompeius.

6. Denne gav ham imidlertid ikke Tid til Forberedelse, men fulgte strax efter, og hans Fremrykken paaskyndedes ved Budskabet om Mithridates'1 Død, hvilket traf ham i Nærheden af Jericho. Denne Egn er den frugtbareste i Judæa og frembringer Palmer og Balsam i Mængde. Dette sidste faar man ved at ridse Barken med skarpe Sten, saa drypper det nemlig ud af Snittet. I denne Egn slog Pom-


1Den bekendte Romerfjende døde ved Selvmord Aar 63.
Side 29

peius Lejr en Nat; men om Morgenen ilede han mod Jerusalem. Forfærdet ved hans Ankomst gik Aristobulos ham ydmygtbedende imøde og stillede den opbragte Pompeius tilfreds ved Løftet om store Pengesummer og om at overgive baade sig selv og Byen. Denne Overenskomst blev dog ikke udført; thi da Gabinius blev udsendt for at hente Pengene, vilde Aristobulos' Parti ikke engang indlade ham i Staden.

VII.

1. Forbitret herover lod Pompeius Aristobulos fængsle og nærmede sig til Staden for at udspejde, hvor han snarest skulde bestorme den: han saa nemlig, at de stærke Mure gjorde den vanskelig at indtage, og den foranliggende Kløft var frygtelig dyb, og endelig var Templet indenfor Kløften forsynet med meget stærke Mure, saa at det, selv om Byen var indtaget, dannede et nyt Tilflugtssted for Fjenderne.

2. Medens han længe var i Tvivl om, hvad han skulde gøre, udbrød der Uenighed inde i Byen, idet nemlig Aristobulos' Parti vilde kæmpe og befri Kongen, medens Hyrkanos' Tilhængere vilde aabne Portene for Pompeius. Mange bleve drevne over til dette Parti af Frygt, da de nemlig saa Romernes gode Krigsberedskab. Aristobulos' Parti, som var underlegent, trak sig da ind i Templet, brød den Dæmning ned, som forbandt det med Byen1 og beredte sig til at gøre Modstand til det Yderste. De andre derimod indlod Romerne i Byen og overgav Slottet,2 hvorefter Pompeius sendte en af sine Underanførere Piso ind med Tropper, og han besatte saa Byen; men da han ved sine Overtalelser ikke kunde bevæge en eneste af dem, der havde søgt Tilflugt i Templet, til mindelig Overenskomst, gjorde han alt rundt omkring rede til Storm og blev heri hjulpen af Hyrkanos' Parti, som var rede til at staa ham bi med Raad og Daad.

3. Han fyldte saa Graven paa Nordsiden3 og hele Kløften, idet Soldaterne slæbte Materialier dertil. Men den var vanskelig at fylde paa Grund af den usædvanlige Dybde og fordi Jøderne ovenfra paa


1En Viadukt, der førte fra Tempelpladsens Vestside (hvor nu den saakaldte Wilsons Brobue ses) over Tyropoiondalen til Pladsen Xystos i Øvrebyen. 2Hasmonæerpaladset lige vest for Pladsen Xystos op ud den første Murs Inderside. 3 Paa Nordsiden af Jerusalem var der ikke som paa de tre andre Sider nogen naturlig Sænkning i Terrænet, men en kunstig Fæstningsgrav foran Muren.
Side 30

enhver Maade søgle at hindre Arbejdet. Romerne maatte være dragne bort med uforrettet Sag, hvis ikke Pompeius havde afventet Sabbaten, paa hvilken Jøderne for deres Gudsdyrkelses Skyld lade alt Arbejde hvile; han forhøjede da Opfyldningen; men holdt Soldaterne tilbage fra egentlig Kamp, paa Sabbaten indskrænke Jøderne sig nemlig til Selvforsvar.1 Men da Graven var opfyldt, og han havde opstillet høje Taarne paa Opfyldningen og havde ført de fra Tyros hentede Maskiner derhen, forsøgte han et Angreb paa Muren, medens Stenkasterne drev Forsvarerne deroppe tilbage. De paa denne Del af Muren staaende store og prægtige Taarne gjorde dog stærk Modstand.

4. Romerne maatte ved denne Lejlighed udholde meget ondt, og Pompeius beundrede i høj Grad Jødernes Tapperhed, men i Særdeleshed det, at de ikke i nogen Maade forsømte deres Gudstjeneste midt under det Blodbad, som Kasteskytset anrettede. Thi som om Byen hvilede i dyb Fred, varetog de de daglige Ofringer og Renselser og hele Gudstjenesten paa det Nøjeste, og ikke engang da de ved selve Erobringen bleve dræbte omkring Alteret, ophørte de med efter Loven at forrette den daglige Gudstjeneste. I Belejringens tredie Maaned2 trængte man endelig med Besvær ind til Templet, efter at have nedrevet eet af Taarnene. Den første, der vovede at bestige Muren, var Sullas Søn, Faustus Cornelius, og efter ham to Centurioner3, Furius og Fabius. Enhver af dem fulgtes af sin Afdeling. Efter at de paa alle Sider havde omringet Templet, begyndte Blodbadet, dels paa dem, der vare flygtede ind i Tempelbygningen, og dels paa nogle, der forsøgte en kortvarig Modstand.

5. Selv da forblev mange Præster, skønt de saa Fjenderne trænge ind med dragne Sværd, uforstyrrelig ved deres Gudstjeneste, og bleve nedhuggede medens de udgød Drikoffer og bragte Røgelseoffer, idet de satte Gudstjenestens Forrettelse højere end deres egen Frelse. Størstedelen af dem bleve dræbte af deres egne Landsmænd af det fjendtlige Parti, og en Mængde styrtede sig ned ad Skrænten, ja der var nogle, som i Raseri over deres Hjælpeløshed stak Ild paa Murens Omgivelser4 og opbrændte sig selv derved. Der omkom i det Hele 12,000 Jøder, medens der af Romerne vare meget faa Døde, men en Mængde Saarede.

6. Der var dog intet, som under denne Elendighed krænkede Folket saameget, som at de fremmede skulde se Helligdommen, hvilket Ingen hidtil havde skuet. Pompeius gik nemlig med sit Følge ind i Tempelbygningen, hvor kun Ypperstepræsten har Lov til at


1Smlgn. 1 Makk. 2. 2Efteraar 63. 3Centurion: romersk Underofficer, udtoges blandt veltjente Soldater, kommanderede over 100 Soldater, deraf Navnet (Hundredemandsfører). 4 De Søjlegange som løb rundtom Tempelpladsen langs Murens Inderside.
Side 31

komme1, og betragtede hvad dér var, nemlig Lysestagen og Lysene, Skuebrødsbordet, Drikofferkarrene og Røgelsekarrene, som alle var af Guld, og den Mængde vellugtende Røgelse, som der var ophobet, og Tempelskatten, som beløb sig til omtrent 2000 Talenter. Han rørte dog hverken noget af disse eller nogen anden af Templets Kostbarheder; men befalede endogsaa Dagen efter Indtagelsen Tempeltjenerne at rense Templet, at de sædvanlige Ofre kunde fuldbyrdes. Derefter gjorde han atter Hyrkanos til Ypperstepræst, da han jo baade beredvillig havde været ham behjælpelig under Belejringen, og navnlig fordi han havde faaet en stor Del af Landets Befolkning til at falde fra Aristohulos, skønt de var ilede til for at hjælpe ham. I det hele taget søgte Pompeius, som det sømmer sig en god Feltherre, snarere at bringe Folket paa sin Side ved Velvilje end ved Frygt. Blandt Fangerne var ogsaa Aristobulos' Svigerfader, der tillige var hans Onkel. Dem, der havde mest Skyld i Krigen, lod han henrette med Øxen; men Faustus og de andre, der sammen med ham havde kæmpet dygtigt, skænkede han prægtige Tapperhedsbelønninger. Landet og Jerusalem paalagde han en Skat.

7. Han fratog ogsaa Jødefolket de Stæder, som de havde erobret i Hulesyrien, og lagde dem under den derværende romerske Landshøvding, idet han saaledes indskrænkede Jøderne til deres eget Omraade. Han opbyggede ogsaa det af Jøderne ødelagte Gadara for at vise en Gadarener, Demetrios, een af sine Frigivne, en Opmærksomhed. Ligeledes befriede han fra Jødernes Herredømme de midt i Landet liggende Stæder, som de ikke i Forvejen havde ødelagt, nemlig Hippos, Skythopolis, Pella, Samaria, Jamnia, Marisa, Azotos og Arethusa, ligeledes ogsaa Kystslæderne Gaza, Joppe, Dora og det fordum saakaldte Stratons Taarn, som senere af Kong Herodes blev ombygget, forsynet med prægtige Bygninger og fik sit Navn forandret til Cæsarea. Alle disse Byer overgav han til deres egne Borgere og lagde dem under Provinsen Syrien. Denne Provins og Judæa samt Landet indtil Ægypten og Eufrat gav han Scaurus at bestyre samt overlod ham to Legioner.2 Selv drog han gennem Kilikien til Rom, idet han førte Aristobulos og hans Slægt med sig som Fanger. Aristobulos havde nemlig to Døtre og to Sønner, af hvilke den ene, Alexandros, undveg paa Vejen; men den yngste, Antigonos, blev med sine Søstre ført til Rom.3


1Josephus er her mindre nøjagtig. Det var kun det Allerhelligste, hvortil Ypperstepræsten alene havde Adgang. De nævnte Genstande havde Plads i det Hellige. 2En Legion bestod af 4-6000 Mand Fodfolk og 300 Ryttere. Fodfolket deltes i 10 Cohorter, 30 Manipler og 60 Centurier. Rytteriet deltes i alæ og turmæ. 3Poinpejus' Triumf fandt Sted Aar 61.


Side 32

VIII.

1. Imidlertid formaaede Scaurus, der var falden ind i Arabien, ikke at naa Petra paa Grund af de daarlige Vejforhold; men han hærjede Landet rundt om, skønt han samtidig maatte udstaa meget; thi Hæren led Hunger. Mod denne hjalp Hyrkanos ham og sendte ham Levnedsmidler ved Antipatros, hvem Scaurus ogsaa sendte til Aretas, hvis fortrolige Ven Antipatros jo var, for at faa Aretas til at købe sig Fred. Araberen lod sig ogsaa overtale til at give 300 Talenter, og paa disse Betingelser trak Scaurus sin Hær ud af Arabien.

2. Den fra Pompeius undvegne Søn af Aristobulos, Alexandros,1 fik snart samlet en talrig Skare, hvormed han foruroligede Hyrkanos og gennemstrejfede Judæa, ja det saa ud, som om han hurtig skulde gøre det af med Hyrkanos; thi han havde den Dristighed at begive sig til Jerusalem for at genopbygge den af Pompeius nedrevne Mur; men saa kom Gabinius, der som Scaurus' Efterfølger var bleven sendt til Syrien, og som ved mange Lejligheder havde vist sig som en tapper Mand, og han rykkede mod Alexandros. Denne blev forfærdet over hans Fremrykken og samlede en større Styrke, saa han havde 10,000 Sværtbevæbnede og 1500 Ryttere og befæstede de faste Punkter Alexandreion, Hyrkaneion og Machairus, som laa i Bjergene ved Arabiens Grænse.

3. Gabinius sendte Marcus Antonius i Forvejen med en Del af Hæren og fulgte saa selv efter med hele Styrken. Nogle udvalgte Tropper under Antipatros, og Jødernes øvrige Krigsmagt under Malichos' og Peitholaos' Anførsel, forenede sig med Marcus Antonius' Befalingsmænd for at gaa mod Alexandros, og ikke længe efter kom Gabinius med Hovedstyrken. Alexandros oppebiede ikke Fjendernes samlede Magt, men trak sig tilbage; dog blev han tæt ved Jerusalem tvungen til at indlade sig i Kamp, og i Kampen mistede han 6000 Mand, af hvilke 3000 faldt og 3000 toges til Fange. Med Resten flygtede han saa til Alexandreion.

4. Da Gabinius kom til Alexandreion, traf han mange lejrede udenfor, hvilke han ved Løfte om Tilgivelse for deres Forseelser søgte at drage over paa sin Side, før Kampen tog sin Begyndelse; men da de vare aldeles umedgørlige, lod han mange nedhugge og indesluttede de Øvrige i Fæstningen. I denne Kamp udmærkede sig Feltherren Marcus Antonius, der ganske vist overalt havde vist sig tapper, men dog intet Steds i saa høj Grad som her. Gabinius udtog saa nogle Tropper til at fortsætte Belejringen; men selv forlod han Stedet og drog rundt for at istandsætte de ikke erobrede Byer og


1Den nævnte Opstand begyndte 57.
Side 33

genopbygge de ødelagte. Saaledes blev paa hans Befaling følgende Stæder genopbyggede: Skythopolis, Samaria, Anthedon, Apollonia, Jamnia, Rafeia, Marisa, Adoreos, Gabala og Azotos samt mange andre, idet Indbyggerne med Glæde flyttede til dem igen.

5. Efter at have sørget herfor vendte han atter tilbage til Alexandreion og fortsatte Belejringen med større Eftertryk, saa Alexandros ganske tabte Modet og sendte en Herold til ham med Bøn om Tilgivelse for, hvad han havde forbrudt, samt overgav ham Fæstningerne Hyrkaneion og Machairus, der endnu vare i hans Magt, ja, kort efter overgav han ogsaa Alexandreion. Alle disse Fæstninger sløjfede Gabinius efter Alexandros' Moders Tilskyndelse, for at de ikke skulde blive Udgangspunkter for en ny Krig. Denne Alexandros' Moder var kommen til Gabinius for at vinde ham for sig, hun nærede nemlig Bekymring for Fangerne i Rom, baade hendes Mand og de øvrige Børn. Efter disse Begivenheder førte Gabinius Hyrkanos tilbage til Jerusalem og overgav ham Omsorgen for Templet, men indførte ellers en ny Regeringsform, der bestod i et Stormandsherredømme. Han lagde Folket under fem Provincialraad, der skulde samles, det ene i Jerusalem, det andet i Gadara, det næste i Amathus, det fjerde i Jericho, og det femte fik anvist Byen Sepforis i Galilæa. Folket styredes saaledes for Fremtiden af et Aristokrati og var glad over at være bleven befriet for Eneherredømmet.

6. Det varede dog ikke længe før Aristobulos gav Anledning til nye Uroligheder.1 Han var nemlig undvegen fra Rom og havde igen samlet en Mængde Jøder om sig, dels Folk, der havde Lyst til Omvæltninger, dels hans fordums Venner. Han bemægtigede sig først Alexandreion og søgte at befæste den; men da Gabinius havde sendt en Hær imod ham under Sisenna, Antonius og Servianus, drog han, saasnart han fik det at vide, afsted til Machairus og skilte sig af med dem af sine Folk, der vare ham til Besvær, saa han blot førte et Antal velrustede Tropper paa 8000 Mand med sig, hvoriblandt ogsaa Underfeltherren fra Jerusalem, Peitholaos, der var løbet over til ham med 1000 Mand. Romerne forfulgte Aristobulos, og da det var kommet til Slag, holdt Aristobulos' Folk sig en Tidlang og kæmpede tappert; men tilsidst bleve de overvældede af Romerne, og der faldt 5000, omtrent 2000 flygtede til en Høj, men de øvrige 1000 sammen med Aristobulos slog sig igennem Romernes Rækker og drog til Machairus. Der overnattede Kongen den første Nat i Ruinerne og haabede, der skulde ske en Stansning i Krigen, saa han kunde faa samlet en ny Styrke, og han satte Fæstningen i Stand, skønt kun daarligt. I to Dage modstod han vel Romernes overmægtige Angreb, men saa blev han fangen og med sin Søn Antigonos, der sammen med ham var flygtet fra Rom, ført som Fange til Gabinius


1Dette Forsøg af Aristobulos fandt Sted 56.
Side 34

og af Gabinius tilbage til Rom. Ham selv lod Senatet sætte i Fængsel, men hans Børn sendte de tilbage til Judæa, da Gabinius i sine Breve forklarede, at han havde lovet Aristobulos' Hustru dette til Gengæld for Fæstningernes Overgivelse.

7. Gabinius beredte sig nu til et Felttog mod Partherne, men Ptolemaios1 fik ham fra det, og han vendte saa om fra Eufrat og førte Ptolemaios tilbage til Ægypten. Ved denne Lejlighed havde han Nytte af Hyrkanos og Antipatros, der i enhver Henseende skaffede ham, hvad han behøvede under Felttoget. Antipatros tilførte ham baade Penge, Vaaben, Korn og Hjælpetropper, og han overtalte de derboende Jøder, som bevogtede Passerne ved Pelusion til at tilstede Gabinius Gennemgang. Da ogsaa det øvrige Syrien ved Gabinius' Bortrejse var kommen i Bevægelse, oprørte Alexandros, Aristobulos' Søn, paany Jøderne, samlede en stor Styrke og havde tit Hensigt at dræbe alle Romere i Landet. Forfærdet herover ilede Gabinius, som allerede var paa Hjemvejen fra Ægypten, til ved Rygtet om Urolighederne og sendte i Forvejen Antipatros mod nogle af de Frafaldne, hvem han ogsaa fik omstemt. Der var dog 30,000, som blev Alexandros tro, og han higede efter at indlade sig i Kamp. Han drog saa ud i Kamp, og Jøderne gik Fjenden i Møde; men i Slaget ved Bjerget Itabyrion faldt der 10,000, og den øvrige Mængde flygtede til alle Sider. Gabinius drog saa til Jerusalem og indrettede Regeringen efter Antipatros' Ønske. Derefter drog han mod Nabatæerne og overvandt dem i Kampen, Mithridates og Orsanes, nogle parthiske Overløbere, sendte han hemmelig bort; men til Soldaterne sagde han, at de vare undvegne.

8. Imidlertid var hans Efterfølger Crassus kommen og havde overtaget Syrien. Han tog, til Brug for Felttoget mod Partherne, baade alt det øvrige Guld i Jerusalems Tempel og i Særdeleshed tog han de 2000 Talenter, som dog Pompeius havde ladet ligge. Efter at have overskredet Eufrat, gik baade han selv og hans Hær tilgrunde; men herom er der ikke nu Lejlighed til at tale.

9. Da Partherne, efter Crassus' Nederlag, søgte at trænge ind i Syrien, bleve de slaaede af Cassius, som havde trukket sig tilbage til denne Provins. Da han havde sat sig fast dér, ilede han mod Judæa, indtog Taricheai, hvor han gjorde 30,000 Jøder til Slaver og dræbte Peitholaos, som havde støttet Oprørerne af Aristobulos' Parti. Denne Henrettelse fandt Sted efter Antipatros' Raad. Denne, der havde ægtet en fornem Kvinde fra Arabien ved Navn Kypros, havde fire Sønner, Fasaelos og den senere Kong Herodes, endvidere Josef og Feroras og Datteren Salome. Han havde allevegne vundet mægtige


1Den fra Ægypten fordrevne Kong Ptolemaios Auletes, som ved Overtalelser og Bestikkelser formaaede Gabinius til igen at hjælpe ham paa Thronen. Dette Felttog fandt Sted 56-55.
Side 35

Mænd for sig ved Venskab og Gæstfrihed, og i Særdeleshed havde han ved Svogerskab knyttet den arabiske Konge til sig, og til ham sendte han ogsaa, da han begyndte Krigen mod Aristobulos, sine Børn i Forvaring. Da Cassius ved en Overenskomst havde forpligtet Alexandras til at holde sig rolig, vendte han tilbage til Eufrat for at forhindre Partherne fra at gaa over. Herom skulle vi fortælle andetsteds.


IX:

1. Da Cæsar, efter Pompeius' og Senatets Flugt over det ioniske Hav,1 havde bemægtiget sig Rom og Regeringen, løslod han Aristobulos af Fængslet, gav ham to Legioner og sendte ham i Hast til Syrien i det Haab, at han ved ham let kunde undertvinge baade denne Provins og Judæa med Omgivelser. Men Hadet gjorde baade Aristobulos' Iver og Cæsars Forhaabninger til Intet. Han blev nemlig ved Gift ombragt af Pompeius' Parti, og det varede længe, inden han fik saa meget som en Grav i sin Fædrejord; hans Lig blev imidlertid indbalsameret i Honning, indtil det af Antonius blev sendt til Jøderne for at begraves i den kongelige Begravelse.

2. Ogsaa hans Søn Alexandros blev dræbt, nemlig henrettet med Øxe af Scipio i Antiocheia paa Pompeius' Befaling, efter at han for Domstolen var bleven anklaget for den Skade, han havde tilføjet Romerne. Hans Søskende tog Ptolemaios, Mennaios' Søn til sig. Han herskede over Chalkis nedenfor Libanon og sendte sin Søn Filippion til Askalon efter dem; han tog saa Antigonos og hans Søstre fra Aristobulos' Hustru og førte dem til sin Fader. Greben af Kærlighed ægtede Filippion den yngste, men blev derpaa for hendes Skyld dræbt af sin Fader Ptolemaios, som saa selv efter sin Søns Drab ægtede Alexandra, og for dette Ægteskabs Skyld tog han sig omhyggeligt af hendes Søskende.

3. Efter Pompeius' Død2 skiftede Antipatros Parti og indsmigrede sig hos Cæsar, og da Milhridates af Pergamon med sin Hær, som han førte mod Ægypten, maatte ligge stille i Askalon, fordi Vejen var spærret for ham gennem Passerne ved Pelusion, overtalte Antipatros Araberne, hvis Gæsteven han jo var, til at komme ham til Hjælp, og selv kom han i Spidsen for henved 3000 sværtbevæbnede Jøder. Han tilskyndede ogsaa de syriske Fyrster til at hjælpe ham; baade Ptolemaios, der boede paa Libanon, og Jamblichos, ved hvis


1I Begyndelsen af 49. 2September 48.
Side 36

Indflydelse de derværende Stæder beredvillig deltog i Krigen. Mithridates, som allerede havde fattet Mod ved den ham af Antipatros tilførte Styrke, rykkede mod Pelusion, og da Gennemgangen blev ham forbudt, belejrede han Staden. Ogsaa ved dette Angreb udmærkede Antipatros sig i højeste Grad; thi efter at have nedrevet Muren paa den Side, hvor han ledede Angrebet, var han den første, der med sine Folk trængte ind i Byen.

4. Saaledes blev altsaa Pelusion erobret. Men da man vilde drage længere frem, søgte atter Indbyggerne i Landskabet Onias at spærre Vejen. Det var ægyptiske Jøder. Dem overtalte Antipatros til ikke alene at hæve Spærringen, men ogsaa at skaffe Hæren Levnedsmidler, hvorfor ej heller Indbyggerne omkring Memfis lod det komme til Kamp, men godvillig overgav sig til Mithridates. Men da denne naaede til Deltaet, stødte han sammen med de øvrige Ægyptere paa et Sted, som kaldes Jødernes Lejr. Her i dette Slag kom han i Fare med hele højre Fløj; men saa styrtede Antipatros ham til Hjælp, idet han gjorde en omgaaende Bevægelse langs Flodbredden. Da han nemlig med venstre Fløj havde overvundet sine Modstandere, faldt han over dem, der forfulgte Mithridates; han nedhuggede mange og forfulgte de øvrige saa skarpt, at han endog erobrede deres Lejr. Han mistede kun 80 at sine egne Folk; men Mithridates havde under sin Flugt tabt omtrent 800. Mithridates, der saaledes mod Forventning var bleven reddet, optraadte senere overfor Cæsar som et uegennyttigt Vidne om Antipatros' Bedrifter.

5. Cæsar opmuntrede da ved Lovtaler og Løfter Antipatros til at vove nye Farer for hans Skyld, og i alle disse viste han sig som en forvoven Kriger og fik som Tegn paa sin Tapperhed mange Saar omtrent over hele Legemet. Da Cæsar senere, efter at have ordnet de ægyptiske Forhold, var kommen til Syrien, skænkede han ham romersk Borgerret og Skattefrihed samt ydede ham saa megen anden Hæder og Bevaagenhed, at han blev Genstand for Misundelse. Han stadfæstede ogsaa for hans Skyld Hyrkanos i Ypperstepræsteembedet.


X.

1. Samtidig hermed kom Antigonos, Aristobulos' Søn til Cæsar og gav, hvor underligt det end kan lyde, Foranledning til Antipatros' yderligere Forfremmelse. — Antigonos skulde nemlig have indskrænket sig til at klage over den Skæbne, der havde ramt hans Fader, som øjensynlig var bleven forgivet paa Grund af sine Stridigheder

Side 37

med Pompeius, og beklage sig over Scipios Grusomhed mod hans Broder, og han burde ikke have ladet sig mærke med noget hadefuldt Sindelag, som kunde forstyrre den Medlidenhed, man maatte føle med ham. Men tværtimod kom han og anklagede Hyrkanos og Antipatros for at de paa den ulovligste Maade ganske havde uddrevet ham og hans Søskende af deres Fædreland, at de i deres Overmod havde øvet mange Voldshandlinger mod Folket, og at det ikke var af Velvilje, de havde sendt ham, Cæsar, Undsætning til Ægypten, men det var sket af Frygt, og de tænkte derved at bringe de tidligere Uenigheder og Venskabet med Pompeius i Forglemmelse.

2. Da Antipatros hørte dette, kastede han sine Klæder af sig, fremviste sine mange Saar og sagde, at han, for at vise sit gode Sindelag imod Cæsar, ikke behøvede mange Ord; selv om han nemlig tav, raabte dog hans Legeme. Han forundrede sig imidlertid over Antigonos' Dristighed, at denne, der var en Søn af en Mand, som havde været Romernes Fjende og var flygtet fra romersk Fangenskab og som selv var et uroligt Hoved og en Oprører ligesom Faderen, vovede overfor Romernes Feltherre at anklage andre og søge selv at opnaa nogen Fordel. Han maatte være glad ved overhovedet at være i Live, og saa søgte han endda nu at komme til Magten, ikke saa meget af Nød som for at han kunde bringe Jøderne til Oprør og bruge sine Hjælpemidler imod dem, som havde givet ham dem.

3. Da Cæsar havde hørt dette, erklærede han Hyrkanos for mest værdig til at beklæde Ypperstepræsteembedet, og Antipatros gav han Lov til at vælge sig, hvilken Magtstilling han ønskede; men Antipatros overlod ham, som vilde skænke ham Værdigheden, ogsaa at bestemme, hvilken Værdighed det skulde være. Han blev da udnævnt til Statholder over hele Judæa og opnaaede desuden Tilladelse til at opbygge sin Fædrenestads nedbrudte Mure. Om disse Hædersbevisninger befalede Cæsar, at der skulde forfattes en Indskrift paa Capitolium, for at den kunde staa som et Vidnesbyrd, baade om hans egen Retfærdighed og om Antipatros' Tapperhed.

4. Da Antipatros havde fulgt Cæsar paa Vej fra Syrien, vendte han tilbage til Judæa. Det første han gjorde, var at genopbygge sin Fædrenestads af Pompeius nedbrudte Mur; derpaa rejste han rundt og dæmpede Urolighederne i Landet, idet han snart truede og snart brugte Overtalelser og forestillede enhver især, at de, der sluttede sig til Hyrkanos, kunde leve i Lyksalighed og Ro, i Nydelsen af deres Ejendom og af almindelig Fred; men hvis de ved frugtesløse Forhaabninger lode sig forlede af dem, der for egen Fordels Skyld ønskede Omvæltninger, saa skulde de i ham, i Stedet for en Beskytter, faa en stræng Herre, i Hyrkanos ikke en Konge, men en Tyran, i Romerne og Cæsar Fjender og ikke Overherrer og Venner; thi disse vilde ikke taale, at den, som de selv havde indsat, blev

Side 38

fordreven fra Regeringen. Samtidig med, at han udtalte sig saaledes, ordnede han Landets Forhold efter sit eget Hoved, da han saa, at Hyrkanos var sløv og for svag til at føre Regeringen. Fasael, den ældste af sine Sønner, gjorde han saaledes til Statholder over Jerusalem og Omegn, den næste Søn sendte han, udrustet med lignende Magt, til Galilæa, skønt han var ganske ung.1

5. Herodes, som af Naturen var virksom, fandt hér strax en Tumleplads for sin Dygtighed. Han stødte nemlig sammen med Røverhøvdingen Ezekias, som i de til Syrien grænsende Egne strejfede rundt med en stor bande; han greb ham og lod ham og mange af Røverne henrette. Herved gjorde han sig fortjent til Tak af Syrerne, og baade i Landsbyerne og i Stæderne sang man Herodes' Pris, fordi han havde skaffet dem Fred og sikret deres Ejendom. Herved stiftede han ogsaa Bekendtskab med Sextus Cæsar, der var en Slægtning af den store Cæsar og var Landshøvding i Syrien. Der opstod en smuk Væddekamp imellem Herodes, som saaledes vandt Berømmelse, og Broderen Fasael, som i høj Grad vandt Jerusalemiterne for sig, og skønt det var ham. der havde Magten i Byen, benyttede han ikke sin Magt overmodig eller misbrugte den til nogen lav Handling. Derfor nød ogsaa Antipatros hos Folket kongelig Hæder og modtog fra alle Sider Æresbevisninger, som om han var Landets Herre, uden at han dog derved lod det skorte paa Velvilje og Troskab mod Hyrkanos.

6. Naar Heldet følger een, er det umuligt at undgaa Misundelse. Saaledes ærgrede Hyrkanos sig i al Stilhed over Ynglingenes Berømmelse, og hvad der i Særdeleshed krænkede ham, var Herodes' Bedrifter og de Bud, der kom, det ene efter det andet, og meldte om begges Anseelse. Der var ogsaa ved Hoffet mange Misundere, hvem baade Antipatros og Sønnerne vare overlegne i Forstand; de opirrede ham yderligere ved at sige, at han havde overgivet Antipatros og hans Sønner Regeringen, saa at han nu sad og blot havde Kongenavnet, men ingensomhelst Magt. Hvorlænge mon han vilde fremture i denne Fejl og til sin egen Skade opfostre disse Konger? De skjulte visselig ikke længer deres Herredømme, men optraadte aabenlyst som Herrer efter at have skubbet ham til Side; — saaledes havde nu Herodes uden hverken mundtlig eller skriftlig Ordre fra ham ladet saa mange Mennesker henrette i Strid med Jødernes Lov, og burde altsaa, da han jo dog ikke var Konge men endnu kun Undersaat, møde for Domstolen og aflægge Regnskab for Hyrkanos og de fædrene Love, som ikke tillade at henrette nogen uden Lov og Dom.

7. Herved blev Hyrkanos lidt efter lidt ophidset og lod tilsidst


1Herodes var da 25 Aar gammel. 2Sex. Cæsar var Landshøvding i Syrien 47-46.
Side 39

sin Vrede bryde løs, saa han stævnede Herodes for Domstolen. Denne drog saa afsted efter sin Faders Opfordring og frimodig ved Tanken om sine Bedrifter. Han forstærkede dog først Besætningerne i Galilæa. Han mødte med et stort Følge, dog ikke saa stort, at man skulde faa det Indtryk, at han med en overvældende Styrke vilde styrte Hyrkanos, men ej heller saa faatalligt, at han ubeskyttet skulde blive et Bytte for Misundelsen. Sextus Cæsar nærede dog Bekymring paa den unge Mands Vegne, og for at han ikke skulde falde i sine Fjenders Magt og komme i Ulykke, sendte han Bud til Hyrkanos og forlangte udtrykkelig, at Herodes skulde frikendes for Mordanklagen. Og da Hyrkanos ogsaa ellers var tilbøjelig dertil, thi han holdt af Herodes, frikendte han ham.

8. Men da Herodes troede, at det ikke var med Kongens gode Vilje, at han var sluppen fri, drog han op til Sextus i Damaskos, fast besluttet paa ikke at møde, selv om han paany blev stævnet. Da ophidsede hans Fjender atter Hyrkanos, idet de sagde, at Herodes var dragen bort i Vrede og beredte sig til Fjendtligheder imod ham. Kongen troede dette og vidste ikke. hvad han skulde gribe til; thi han saa, at denne Modstander var ham overlegen. Da Herodes derpaa af Sextus Cæsar blev udnævnt til Statholder over Hulesyrien og Samaria, indtog han en frygtindgydende Stilling, ikke blot ved sin Folkeyndest, men ogsaa ved sin Magt, og Hyrkanos blev da i allerhøjeste Grad forskrækket, da han ventede, at han strax vilde hjemsøge ham med sin Hær.

9. Han tog heller ikke Fejl i denne Formodning; thi Herodes havde, harmfuld over at være bleven truet med Domfældelse, samlet en Hær og førte den med Jerusalem for at afsætte Hyrkanos. Dette vilde han ogsaa snart have gjort, hvis ikke hans Fader og hans Broder vare komne ham imøde og havde standset hans Fremrykken, idet de bade ham indskrænke sin Hævn til Trusel og Forskrækkelse, men spare Kongen, ved hvis Hjælp han dog havde opnaaet sin store Magt. Han burde desuden, selv om han ogsaa var ophidset over at være bleven stævnet for Retten, være taknemlig for at være bleven frikendt og ikke beskæftige sig med mørke Tanker og være utaknemlig for sin Frelse. Og naar man maa antage, at Krigens Udfald beror paa Gud, saa kan en uretfærdig Sag ødelægge et helt Felttog. Derfor skulde han ikke haabe altfor sikkert paa Sejr, naar han havde til Hensigt at anfalde sin Konge, der tillige var hans Omgangsven og hyppig havde været hans Velgører, men aldrig havde gjort ham nogen Fortræd, undtagen at han, forledt af slette Raadgivere, havde tilføjet ham en tilsyneladende Forurettelse. Herved lod Herodes sig overtale, idet han nemlig mente, at det med Hensyn til hans fremtidige Planer var tilstrækkeligt at have vist Jødefolket sin Magt.

10. Paa samme Tid opstod der ved Apameia Urolighed og Borgerkrig iblandt Romerne, idet nemlig Cæcilius Bassus paa Grund af sit

Side 40

pompeianske Sindelag havde snigmyrdet Sextus Cæsar og tiltaget sig Kommandoen over hans Hær, medens Cæsars øvrige Feltherrer rykkede til med deres Tropper for at hævne dette Mord. Til dem sendte Antipatros sine Sønner med Hjælpetropper baade for den myrdede og den levende Cæsars Skyld, som jo begge vare hans Venner. Krigen trak imidlertid i Langdrag, og saa kom Murcus fra Italien som Sextus' Efterfølger.


XI

1. Paa samme Tid opstod blandt Romerne den store Krig, der foranledigedes ved, at Cassius og Brutus snigmyrdede Cæsar,1 som da havde regeret i 3 Aar og 7 Maaneder. Efter dette Mord opstod der en stor Bevægelse, og under disse Stridigheder imellem Stormændene søgte enhver at tilfredsstille sine egne Ønsker dér, hvor han troede at kunne opnaa nogen Fordel. Saaledes kom da ogsaa Cassius til Syrien for at overtage Stridskræfterne, der laa for Apameia. Efter at have faaet sluttet Forlig mellem Bassus paa den ene Side og Murcus samt de opsætsige Legioner paa den anden Side, hævede han Belejringen af Apameia, tog selv Kommandoen over Hæren og drog rundt og paalagde Stæderne en saa høj Skat, at den oversteg deres Evne.

2. Da der ogsaa udgik Befaling til Jøderne om at udrede 700 Talenter, blev Antipatros bange for Cassius' Trusler og fordelte den Opgave, i en Hast at skaffe Pengene til Veje, imellem sine Sønner og nogle af sine Betjente, blandt andre ogsaa en af hans Fjender, Malichos. Nødvendigheden tvang ham hertil. Herodes var den første, der skaffede sin Part tilveje, og indyndede sig hos Cassius ved at bringe 100 Talenter fra Galilæa; han kom derved i nært Venskab med Cassius. De andre blev Cassius derimod vred paa for deres Sendrægtighed, og han lod sin Vrede gaa ud over Byerne. Gofna, Ammaus og to mindre betydelige Byer lod han udplyndre og rykkede saa frem for at lade Malichos dræbe, fordi han ikke hurtig nok havde tilvejebragt Skatten. Antipatros forebyggede dog dette samt forhindrede flere Byers Ødelæggelse ved hurtig at skaffe 100 Talenter og saaledes formilde Cassius.

3. Efter Cassius' Bortrejse glemte Malichos snart denne Anti-


1Cæsars Mord fandt Sted den 15de Marts 44. I Slutningen af Aaret kom en af Cæsarmorderne, G. Cassius Longinus, til Syrien og bemægtigede sig denne Provins.
Side 41

patros' Velgærning og lagde Raad op imod ham, skønt han ofte havde frelst ham, men han higede efter at faa ryddet ham af Vejen, da han var en Hindring for hans Ugærninger. Antipatros frygtede for Mandens Magt og List og drog over Jordan for at samle Tropper til at værge sig imod disse Efterstræbelser. Skønt Malichos var røbet, vandt han dog ved sin Frækhed Antipatros' Sønner, baade Fasael, der var Kommandant i Jerusalem, og Herodes, der havde Hæren i sin Magt, førte han bag Lyset ved sine mange Undskyldninger og Eder og fik dem overtalt til at være Mæglere mellem ham og deres Fader. Een Gang endnu reddede Antipatros hans Liv ved nemlig at stille Murcus, den daværende Statholder i Syrien tilfreds, da denne vilde dræbe Malichos paa Grund af hans Uroligheder.

4. Da Krigen brød løs imellem Cassius samt Brutus og den unge Cæsar1 samt Antonius, samlede Cassius og Murcus en Hær i Syrien, og da de mærkede, at Herodes skaffede en stor Del af deres Fornødenheder til Veje, indsatte de ham til Bestyrer af hele Syrien og gav ham baade Fodfolk og Rytteri, og Cassius lovede, at han efter Krigens Slutning endogsaa vilde gøre ham til Konge i Judæa. — Men Antipatros havde den Skæbne, at netop hans Søns Magt og de Forhaabninger, han nærede, blev Aarsag til Faderens Undergang. Af Frygt herfor forledte nemlig Malichos ved Bestikkelse en af Kongens Mundskænke til at give Antipatros Gift, og han døde strax efter Maaltidet som et Offer for Malichos' Ondskab.2 Han var en i enhver Henseende energisk Mand med Hensyn til de Bedrifter, han udførte, og det var ham, der baade havde skaffet Hyrkanos Herredømmet og bevaret det for ham.

5. Malichos søgte ved Benægtelser at berolige det forbitrede Folk, der havde ham mistænkt for Giftmordet; han søgte ogsaa at skaffe sig en mægtigere Stilling ved at samle Sværtbevæbnede; han antog nemlig ikke, at Herodes vilde forholde sig rolig, og denne indfandt sig da ogsaa strax med en Hær for at hævne sin Fader. Hans Broder Fasael raadede ham imidlertid til ikke aabenlyst at gaa fjendtlig frem imod Manden, thi derved kunde han let vække Urolighed iblandt Mængden, og han lod da Malichos komme for sig og forsvare sig, hvorpaa han erklærede ham fri for Mistanke og højtideligholdt saa sin Faders Ligbegængelse med stor Pragt.

6. Han vendte sig derpaa mod Samaria, der var bragt i Uro ved et Oprør og tilvejebragte Rolighed i Byen. Derefter vendte han til Højtiden atter tilbage til Jerusalem med sine Sværtbevæbnede. Hyrkanos sendte da Bud og forbød ham (paa Malichos' Anstiftelse; thi denne frygtede hans Komme) at føre sine fremmede Soldater ind imellem de Indfødte, der rensede sig til Festen. Herodes tog imid-


1Cæsars Adoptivsøn, C. Julius Cæsar Octavianus (den senere Kejser Augustus), der sammen med M. Antonius optraadte som Cæsars hævner. 2Aar 43.
Side 42

lertid hverken noget Hensyn til dette Paaskud til at holde ham ude eller til den, der havde udstedt Befalingen, men drog om Natten ind i Byen. Malichos indfandt sig da atter hos ham og beklagede Antipatros' Død. Herodes forstilte sig igen, skønt han med Nød og næppe kunde beherske sin Vrede, og til Cassius, som allerede i Forvejen hadede Malichos, sendte han Breve, hvori han beklagede sig over sin Faders Mord. Cassius skrev tilbage, at han skulde straffe sin Faders Morder, og han gav hemmelig sine Krigstribuner1 Befaling til at hjælpe Herodes ved hans retfærdige Forehavende.

7. Da Cassius derefter havde erobret Laodikeia,2 og de Fornemme allevegne fra strømmede til ham med Gaver og Sejrskranse, valgte Herodes denne Lejlighed til at fuldbyrde sin Hævn. Malichos anede imidlertid Uraad, da han kom til Tyros, og bestemte sig til hemmelig at bortføre sin Søn, der var Gissel hos Tyrierne, og beredte sig til selv at undvige til Judæa. Ja, hans fortvivlede Sindsstemning ophidsede ham til at sysle med endnu større Planer. Han haabede nemlig, medens Cassius var indviklet i Krig med Antonius, med Lethed at kunne rejse Jødefolket imod Romerne, afsætte Hyrkanos og gøre sig selv til Konge.

8. Men Skæbnen spottede hans Forhaabninger. Herodes, som anede, hvad han havde for, indbød nemlig ham og Hyrkanos til et Gæstebud. Derpaa kaldte han nogle tilstedeværende Tjenere til sig og sendte dem afsted, tilsyneladende for at gøre Maaltidet rede, men i Virkeligheden for at give Krigstribunerne Besked om at lægge sig i Baghold. Disse, der jo i Forvejen vare blevne underrettede af Cassius, gik bevæbnede ned til Strandbredden udenfor Byen, og dér omringede de Malichos og dræbte ham, idet de tilføjede ham en Mængde Saar. Hyrkanos faldt strax af Forskrækkelse i en Besvimelse, og saa snart han var kommen lidt til sig selv, spurgte han Herodes, hvem der havde dræbt Malichos. Da en af Krigstribunerne svarede: "Det er sket paa Cassius' Befaling," sagde han: "Cassius har da frelst baade mig og mit Fædreland; thi han har dræbt ham. der efterstræbte baade mig og det." Om nu Hyrkanos mente, hvad han sagde, eller om han af Frygt lod, som om han billigede denne Gærning, er ikke godt at vide. Men saaledes fik Herodes altsaa Hævn over Malichos.


1En Krigstribun: (tribunus militum) højere Befalingsmand i en romersk Legion. Der var i hver Legion ialt 6, hvoraf 2 skiftevis havde Befalingen samtidig. 2 Cassius tvang her Cæsarianeren Dolabella til Overgivelse.
Side 43

XII.

1. Da Cassius var dragen bort fra Syrien,1 opkom der atter Uroligheder i Jerusalem, idet Felix med en Haandfuld Folk gjorde Oprør mod Fasael og vilde øve Gengæld paa Herodes' Broder for den Hævn, der var taget over Malichos. Herodes var tilfældigvis dengang hos Statholderen Fabius i Damaskos og blev af Sygdom forhindret fra at komme til Hjælp. Imidlertid fik Fasael ved egne Kræfter Bugt med Felix og bebrejdede Hyrkanos hans Utaknemlighed, at han havde gjort fælles Sag med Felix og at han havde set gennem Fingre med, at Malichos' Broder havde bemægtiget sig Fæstningerne. Han havde nemlig taget mange og især den stærkeste af dem alle, Masada.

2. Dog det hjalp ham intet mod Herodes' Angreb; thi denne tilbageerobrede, saasnart han var bleven rask, alle de andre Fæstninger og tvang ham til at overgive Masada og bede om Naade, hvorpaa han jog ham bort. Han uddrev ogsaa af Galilæa Tyrannen Marion af Tyros, som allerede havde bemægtiget sig tre Fæstninger. Alle de fangne Tyrier skænkede han Livet, og der var nogle af dem, som han sendte bort med rige Gaver, hvorved han skabte sig Yndest i Byen og gjorde Tyrannen forhadt. Denne Marion havde faaet Herredømmet overdraget af Cassius, der havde delt hele Syrien i Smaastater; men af Fjendskab mod Herodes havde Marion gjort fælles Sag med Aristobulos' Søn Antigonos, og i Særdeleshed havde han gjort dette for Fabius' Skyld, hvem Antigonos ved Penge havde faaet paa sin Side, for at han skulde hjælpe ham tilbage til Fædrelandet. Antigonos' Svoger, Ptolemaios, forsynede dem med alt, hvad de behøvede.

3. Herodes drog nu disse i Møde, og han vandt et Slag over dem ved Indgangen til Judæa og uddrev Antigonos, hvorpaa han vendte tilbage til Jerusalem, højt skattet af alle for sine Bedrifter, og selv de, der ikke før havde yndet ham, sluttede sig nu til ham paa Grund af det Slægtskab, hvori han ved Giftermaal kom til Hyrkanos. Han havde nemlig først haft til Hustru en anset Kvinde af sine Landsmænd ved Navn Doris, med hvem han havde avlet Antipatros; men nu ægtede2 han en Datter af Aristobulos' Søn Alexandros og en Datterdatter af Hyrkanos, Mariamme, og blev saaledes beslægtet ined Kongen.

4. Da Cassius3 var falden ved Filippi, vendte Cæsar4 tilbage til Italien, men Antonius drog til Asien. Da der fra alle andre Byer kom Gesandtskaber til Antonius i Bithynien, kom ogsaa de for


1Aar 42. 2Ægteskabet blev først fuldbyrdet nogle Aar senere 3Cassius dræbte sig selv efter det uheldige Slag ved Filippi. Efteraar 42. 4Octavianus.
Side 44

nemme Jøder og vilde anklage Fasael og Herodes for at de med Vold havde tiltaget sig Regeringen, saa at Hyrkanos kun havde den Ære at bære det blotte Navn. Herodes var imidlertid kommen tilstede i Forvejen og havde med betydelige Pengesummer vundet Antonius for sig, saa at han ikke engang lod Modstanderne komme til Orde. Og saaledes bleve de sendte bort.

5. Men saa kom der atter af de fornemme Jøder 100 til Dafne ved Antiocheia, hvor Antonius allerede trællede i Kleopatras Kærlighedslænker. De udvalgte de anseteste og mest veltalende af deres Midte til Ordførere og klagede over de to Brødre. Paa den modsatte Side førte Messala Forsvaret, og Hyrkanos understøttede ham for det Slægtskabs Skyld, hvori han var kommen til Herodes. Da Antonius havde hørt begge Parter, spurgte han Hyrkanos, hvem der var mest skikket til at regere, og da denne svarede: "Herodes og hans Slægtninge," glædede Antonius sig; thi han var jo fra deres Faders Tid deres Gæsteven og var bleven venligt modtaget af Antipatros, da han kom til Judæa sammen med Gabinius. Han udnævnte da Brødrene til Tetrarcher1 og overdrog dem Bestyrelsen af hele Judæa.

6. Da Sendebudene bleve vrede herover, lod han 15 af dem gribe og kaste i Fængsel, ja han havde endogsaa i Sinde at henrette dem; de øvrige derimod jog han bort med Foragt. Herover opstod der stor Uro i Jerusalem, og de sendte atter 1000 Sendebud til Tyros, hvor Antonius opholdt sig paa sin Rejse til Jerusalem. Da disse fremstod og opløftede deres Raab, udsendte han imod dem Kommandanten i Tyros med den Befaling, at han skulde dræbe, hvem han kunde faa fat paa og saaledes befæste deres Herredømme, som han havde indsat til Tetrarcher.

7. Førend dette blev udført, gik Herodes og Hyrkanos ud paa Strandbredden og formanede dem meget til ikke ved deres uforstandige Trættesyge at paadrage sig selv Ødelæggelse og deres Fædreland Krig. Men herved blev de kun end yderligere opbragte, og saa dræbte de af Antonius udsendte Sværtbevæbnede mange af dem, og mange saarede de. Hyrkanos sørgede for at faa de faldne begravede og de saarede helbredte. De, der vare undslupne, holdt sig dog ikke rolige, men voldte en saadan Uro i Byen, at de ophidsede Antonius til ogsaa at dræbe dem, han havde ladet fængsle.


1En Titel omtrent svarende til vort "Hertug".


Side 45

XIII.

1. To Aar senere, da den parthiske Satrap Bazafranes og Kongens Søn Pakoros havde bemægtiget sig Syrien,1 bevægede Lysanias, som netop havde overtaget Regeringen efter sin Fader, Ptolemaios Mennaios' Søns Død, ved Løftet om 1000 Talenter og 500 Kvinder, Satrapen til at sætte Antigonos paa Thronen og afsætte Hyrkanos. Bevæget ved disse Løfter drog Pakoros selv langs Kysten og gav Bazafranes Befaling til at falde ind i Midten af Landet. Af Kystens Beboere vilde Tyrierne ikke have noget at gøre med Pakoros, medens derimod Ptolemaiterne og Sidonierne aabnede deres Byer for ham. Han overgav da en af de kongelige Mundskænke, der hed ligesom han selv, en Del af Rytteriet og befalede ham at falde ind i Judæa for at udspejde, hvad Fjenderne toge sig for, og være Antigonos til Hjælp med, hvad der behøvedes.

2. Medens disse plyndrede Karmel, strømmede mange Jøder til Antigonos og erklærede sig rede til at gøre et Indfald i Landet. Antigonos sendte dem da først afsted til det saakaldte Drymos for at bemægtige sig dette Sted. Dér kom det til en Kamp, hvori de slog Fjenderne og under Forfølgelsen af dem kom lige til Jerusalem, hvor flere strømmede til, og de trængte frem lige op til Borgen. Hyrkanos og Fasael gjorde Modstand med en tapper Skare, og der udspandt sig en Kamp paa Torvet,2 hvor Herodes' Parti slog Fjenderne, indesluttede dem i Templet og lagde 60 Mand ind i hvert af de nærliggende Huse for at bevogte dem. Folket rejste sig imidlertid mod disse deres Landsmænd, angreb dem og indebrændte dem. Af Vrede over deres Død greb Herodes en Mængde af Folket og lod dem nedhugge; der skete daglig indbyrdes Overfald og der var en uophørlig Blodsudgydelse.

3. Da Pintsefesten stod for Døren, vare alle Templets Omgivelser og hele Byen opfyldt med en Mængde Folk fra Landet, for Størstedelen bevæbnede. Fasael forsvarede Muren,3 og Herodes, som kun havde faa Folk, Borgen.4 Han gjorde et Udfald mod de uordnede Fjender i Forstaden5 og dræbte de fleste, samt jog de andre paa Flugt, nogle ind i Byen, andre til Templet og andre indesluttede han indenfor den yderste Mur. Samtidig anmodede Antigonos om, at Pakoros6 maatte blive taget til Voldgiftsmand. Fasael gik ind herpaa og lod Partneren som Gæst komme ind til Byen med 500 Ryttere, idet han, som det hed sig, kom for at gøre en Ende paa Striden, men i Virkeligheden for at hjælpe Antigonos. Han overlistede Fasael og overtalte ham til at drage til Bazafranes for


1Den parthiske Invasion fandt Sted Aar 40. 2Den senere Plads Xystos. 3Den saakaldte første Mur. 4Hasmonæernes Palads V. for Pladsen Xystos, 5Imellem den første og anden (dengang den yderste) Mur. 6Mundskænken.
Side 46

at slutte Forlig, omendskønt Herodes raadede ham meget derfra og raadede ham til at dræbe Forrædderen og ikke udsætte sig for hans Efterstræbelser; thi Barbarer vare af Naturen troløse. Han drog alligevel afsted sammen med Hyrkanos, og Pakoros efterlod, for at det mindre skulde vække Mistanke, nogle af de saakaldte "frie Ryttere" hos Herodes, medens han med de øvrige fulgte Fasael paa Vej.

4. Da de kom til Galilæa, fandt de, at Indbyggerne vare faldne fra og stode under Vaaben, og de traf Satrapen, som med stor List og med Venskabsytringer skjulte Forrædderiet. Først gav han dem Gaver; men ved deres Bortrejse lod han lægge Baghold for dem. Da de vare blevne førte til et Sted ved Kysten, der kaldes Ekdippon, gik det op for dem, at der var Forrædderi med i Spillet; thi dér hørte de nemlig baade Løftet om de 1000 Talenter, og at Antigonos vilde hengive de fleste af deres Hustruer til Partnerne blandt de 500, han skulde levere dem. Endvidere hørte de, at Barbarerne hver Nat holdt Vagt over dem, og at de forlængst vilde være blevne lænkede, hvis man ikke først havde villet afvente, at Herodes skulde blive fanget i Jerusalem; thi han maatte ikke faa at vide, hvorledes de havde det, for at han ikke skulde tage sig i Agt. Dette var heller ikke løs Tale; thi de kunde se deres Vogtere langt borte.

5. Fasael kunde dog ikke bekvemme sig til at flygte og saaledes lade Hyrkanos i Stikken, omendskønt han fik mange Opfordringer dertil af Ofellios, der nemlig af Saramalla, som dengang var den rigeste Mand i Syrien, havde hørt Sammenhængen med hele Forrædderiet. Derimod gik han til Satrapen og bebrejdede ham lige i Øjnene hans Forrædderi og i Særdeleshed, at han for Penges Skyld havde indladt sig paa sligt. Han vilde give ham mere for sin Frelse, end Antigonos havde lovet for Kongeriget. Herpaa søgte Partheren snildt ved Forsvarstaler og Eder at afvende Mistanken, og drog saa til Pakoros. Strax da Partnerne vare rejste, greb nogle Mænd, som havde faaet Befaling dertil, Fasael og Hyrkanos, som udstødte Forbandelser over dem for hele deres Adfærd og især for deres Edsbrud og Troløshed.

6. Samtidig havde ogsaa den udsendte Mundskænk, som det var ham befalet, forsøgt at lokke Herodes uden for Muren og gribe ham dér. Men denne havde fra Begyndelsen af næret Mistanke til Barbarerne, og nu erfarede han tillige, at et Brev, som var sendt til ham for at fortælle om Forrædderiet, var faldet i Fjendernes Hænder; han vilde derfor ikke gaa ud, skønt Pakoros paa en saare tillidvækkende Maade opfordrede ham til at gaa dem i Møde, der kom med Brevet; thi hverken var dette blevet opsnappet af Fjenderne, ej heller indeholdt det noget om Forrædderi, men kun om, hvorledes Fasael havde det. Herodes havde imidlertid tilfældigvis hørt af andre,

Side 47

at Broderen var taget til Fange, og Hyrkanos' Datter Mariamme,1 en meget forstandig Kvinde, kom til ham og bønfaldt ham om ikke at gaa ud og ikke betro sig til Barbarerne, som jo aabenbart vilde gribe ham.

7. Medens nu Pakoros og hans Mænd overvejede, hvorledes de hemmelig skulde lægge Garn ud for ham; thi det var ikke til at tænke paa aabenlyst at faa Bugt med en saa tapper Mand, kommer Herodes dem i Forkøbet og drager uden Fjendernes Vidende om Natten til Idumæa med sine Nærmeste. Da Partherne fik det at vide, forfulgte de ham. Han lod da sin Moder, sine Brødre, sin trolovede Brud med hendes Moder og yngste Broder2 drage i Forvejen; selv slog han med sine Tjenere kækt Barbarerne tilbage, og efter at have dræbt mange ved hvert Angreb, skyndte han sig til Fæstningen Masada.

8. Paa denne Flugt maatte han bekende, at Jøderne vare værre efter ham end Partherne; thi de foruroligede ham bestandig, og da han var 60 Stadier fra Byen kæmpede de med ham lang Tid næsten som i et helt Slag. Herodes fik dog Overhaand dér og dræbte mange af dem; senere lod han paa dette Sted til Minde om det heldige Udfald anlægge en By, smykkede den med de kostbareste Slotte og opbyggede en meget fast Borg, samt gav den efter sig selv Navnet Herodeion. Mens han saaledes var paa Flugt, strømmede der daglig mange til ham; men da han ved Rhesa i Idumæa traf sin Broder Josef, raadede denne ham til at bortsende de fleste af hans Følge; thi Masada var ikke i Stand til at rumme saa stor en Skare. Den var nemlig paa over 9000. Herodes fulgte dette Raad og sendte dem af sine Folk, som vare mere til Ulejlighed end til Gavn, til Idumæa, efter at have givet dem Foræringer med paa Vejen. De bedste Tropper beholdt han hos sig og slap saaledes med sine Paarørende ind i Fæstningen. Dér efterlod han hos Kvinderne 800 Mand til Bevogtning og forsynede dem med det Nødvendige til at kunne udholde en Belejring; men selv ilede han til Petra, i Arabien.

9. Partherne gav sig nu i Jerusalem til at plyndre de Bortflygtedes Ejendomme; de brøde ind i Husene og Kongeborgen og sparede blot Hyrkanos' Penge, som imidlertid ikke udgjorde mere end 300 Talenter. Hos de andre opnaaede de dog ikke saa meget, som de havde haabet. Herodes, der forlængst havde gennemskuet Barbarernes Troløshed, havde nemlig i Forvejen sendt sine prægtigste Klenodier til Idumæa, og hans Venner havde hver for sig gjort ligesaa. Efter denne Plyndring gik Partherne saa vidt i deres Frækhed,


1Her bør læses: Mariummes Moder; Mariamme var jo en Datterdatter af Hyrkanos. 2Den senere Ypperstepræst Aristobulos den Tredje (Johannes), som Herodes senere lod dræbe.
Side 48

at de uden Krigserklæring opfyldte det hele Land med Krig, ødelagde Byen Marisa og ikke alene indsatte Antigonos til Konge, men overleverede ogsaa Fangerne Fasael og Hyrkanos i hans Hænder, at han kunde mishandle dem. Han sprang da løs paa Hyrkanos og afbed med Tænderne hans Øren,1 for at han ikke atter, om der igen skete nogen Omvæltning, skulde kunne opnaa Ypperstepræstedømmet; til Ypperstepræsteembedet kræves nemlig Mænd uden nogen Legemsfejl.2

10. Før han imidlertid kom til at øve nogen Mishandling mod Fasael, kom denne tapre Mand ham i Forkøbet, idet han knuste sit Hoved mod en Sten; thi han var berøvet sine Vaaben og Brugen af sine Hænder. Medens Hyrkanos opførte sig jammerligt, viste han sig altsaa som Herodes' værdige Broder og døde paa en mandig Maade, en Død, der stemmede med hans Livs Bedrifter. Der gaar ogsaa et andet Rygte: at han nemlig skal have overlevet Stødet; men at saa den Læge, der af Antigonos var sendt for at helbrede ham, skal have hældt en farlig Gift i Saaret og paa den Maade dræbt ham. Men hvilken, af Beretningerne der nu end er Sandhed; han skaffede sig i hvert Tilfælde en hæderlig Død. Man fortæller ogsaa, at han, før han udaandede, fik at vide af en Kvinde, at Herodes var sluppen bort. "Nu," sagde han da, "dør jeg glad; thi jeg efterlader een, som nok skal hævne mig paa mine Fjender."

11. Saaledes døde altsaa han. Partherne gik imidlertid glip af, hvad de mest havde attraaet, nemlig Kvinderne; men de ordnede alligevel Forholdene for Antigonos i Jerusalem og slæbte Hyrkanos med sig som Fange til Parthien.


XIV.

1. Herodes fremskyndede nu sin Rejse til Arabien, og i den Tro, at hans Broder endnu levede, skyndte han sig for at faa Penge af Kongen; thi det var det eneste Middel, hvorved han haabede at kunne tilfredsstille Barbarernes Gerrighed og frelse Fasael. Han tænkte som saa, at omend Araberen havde glemt sit Venskab med hans Fader og var for smaalig til at ville give ham Pengene som Foræring, saa vilde han dog kunne laane Løsepengene hos ham, naar han satte et Barn i Pant, Sønnen af den, der skulde løskøbes. Derfor førte han sin syvaarige Brodersøn med sig. Han var rede til


1I Archæologien XIV. 13 hedder det dog, at han afskar Hyrkanos' Øren. 2Sammenlign 3 Mos. 21.
Side 49

at give 300 Talenter og opfordrede Tyrierne til at tage sig af Sagen. Forsynet kom imidlertid hans Iver i Forkøbet, og da Fasael allerede var død, var Herodes' Broderkærlighed jo forgæves. Han mødte ej heller noget venskabeligt Sindelag hos Araberne; deres Konge, Malchos, sendte nemlig Bud og befalede ham hurtigst mulig at forføje sig ud af Landet, som han sagde: for Parthernes Skyld; thi disse havde sendt Bud til ham om at udjage Herodes af Arabien; men i Virkeligheden var det, fordi han havde bestemt ikke at betale de Penge, han skyldte Antipatros, og fordi han ikke vilde lade sig bevæge til at gengælde dennes Gaver ved at hjælpe hans betrængte Børn. Saa skændigt optraadte han altsaa og lyttede efter de Raadgivere, der ikke vilde, at han skulde tilbagegive, hvad Antipatros havde betroet ham. Dette vare de Fornemste blandt hans Omgivelser.

2. Herodes fandt saaledes Araberne fjendtligstemte imod sig, og det netop af den Grund, hvorfor han havde haabet at finde dem venligsindede, og han gav da Sendebudene det Svar, som hans Harme lagde ham i Munden, hvorpaa han vendte sig til Ægypten. Den første Nat tilbragte han i en Helligdom, som Egnens Beboere havde, og oppebiede dér sit Følge, som kom bagefter. Da han den følgende Dag kom til Rhinokurura, fik han Meddelelse om, hvordan det var gaaet til med hans Broders Død. Han behøvede saa ganske vist ikke længer at gruble over Midler til at frelse ham, men grebes jo saa samtidig af Sorg over ham, hvorpaa han drog videre frem. Imidlertid var Araberen pludselig bleven omstemt og sendte hurtig Folk afsted for at tilkalde ham, som han nylig havde behandlet saa overmodigt. Men før de kunde naa ham, var Herodes kommen til Pelusion. Han kunde her ikke faa Lov af Vagten til at passere, men fik Tilladelse dertil af Befalingsmændene, som af Ærefrygt for Mandens Ry og Anseelse fulgte ham paa Vej til Alexandreia. Ved sin Ankomst til denne By fik han en glimrende Modtagelse af Kleopatra, da hun nemlig haabede i ham at faa en Anfører paa et Tog, hun rustede sig til. Han afslog imidlertid Dronningens Opfordringer og sejlede til Rom uden at ænse hverken at det var midt om Vinteren1 eller at der herskede Uroligheder i Italien.

3. I Nærheden af Pamfylien kom han i Havsnød og maatte kaste det meste af Lasten overbord, saa det var med Nød og næppe at han slap til Rhodos, der havde lidt meget ved Krigen mod Cassius. Her blev han modtaget af sine Venner Ptolemaios og Sapfinios. Skønt han var i Pengetrang, lod han udruste et stort treradaaret Skib, paa hvilket han med sine Venner sejlede til Brundusium og ilede derfra til Rom, hvor han først paa Grund af Venskabet fra


1Det var sent paa Efteraaret Aar 40.
Side 50

Faderens Tid henvendte sig til Antonius og fortalte baade om sine egne og sin Slægts Ulykker, og at han havde efterladt sine Nærmeste i en Fæstning, hvor de vare Genstand for Belejring, medens han selv var sejlet afsted midt om Vinteren og nu kom til Antonius for at bede om Hjælp.

4. Antonius blev greben af Medlidenhed ved at høre om denne Skæbnens Omskiftelse og ved Erindringen om Antipatros' Gæstfrihed; men det var i Særdeleshed paa Grund af den tilstedeværende Herodes' Dygtighed, at han besluttede at gøre ham til Jødernes Konge, ligesom han jo før havde gjort ham til Tetrarch. Hvad der bevægede ham var hans Velvilje mod Herodes, men ligesaavel hans Had til Antigonos, hvem han ansaa for en Urostifter og en Fjende af Romerne. Han fandt ogsaa stor Beredvillighed hos Cæsar,1 der ihukom det Felttog, hvori Antipatros havde deltaget i Ægypten sammen med hans Fader,2 samt hans Gæstfrihed og Velvillighed i alle Forhold. Han saa desuden, at Herodes var en energisk Mand. Han sammenkaldte da Senatet, for hvilket Messala og derefter Atratinus fremstillede Herodes og berettede om hans Faders Velgærninger og hans egen Velvilje mod Romerne; de paaviste tillige, at Antigonos var deres Fjende, ikke blot fordi han saa pludselig havde gjort Oprør, men fordi han nu uden at tage Hensyn til Romerne vilde modtage Herredømmet af Partherne. Senatet kom i Bevægelse herved, og da Antonius fremstod og sagde, at det vilde være af Betydning for Krigen mod Partherne, hvis Herodes blev Konge, stemte alle derfor.3 Efter at Mødet var hævet, gik Antonius og Cæsar ud med Herodes midt imellem sig. Foran gik Consulerne4 og de andre Øvrighedspersoner for at ofre og nedlægge Beslutningen paa Capitolium. Antonius fejrede ved et Gæstebud Herodes' første Regeringsdag.

XV.

1. I hele den Tid belejrede Antigonos dem, der vare indesluttede i Masada. De havde rigeligt Forraad af andre Fornødenheder, men led af Vandmangel. Derfor besluttede ogsaa Herodes' Broder Josef sig til at flygte til Araberne med 200 af sine Folk, da han havde hørt, at Malchos fortrød sin skammelige Optræden mod Herodes. Han vilde


1Octavianus. 2Hans Adoptivfader, Diktatoren G. Julius Cæsar, 3Udnævnelsen fandt Sted i Slutningen af Aar 40. 4Dette Aars Consuler vare Gn. Domitius Calvinus og G. Asinius Pollio.
Side 51

ogsaa have forladt Fæstningen, hvis der ikke netop Natten før hans Afrejse var falden en stærk Regn. Da Vandbeholderne nemlig herved bleve fyldte, havde han ikke længer nødig at flygte; men de gjorde dog et Udfald mod Antigonos' Tropper og dræbte mange af dem, dels i aaben Kamp, dels ved Baghold. De havde dog ikke Held med sig paa alle Punkter; thi der var ogsaa Steder, hvor de selv bleve slaaede og maatte vende om.

2. Imidlertid var den romerske Feltherre Ventidius1 bleven udsendt for at fordrive Partherne fra Syrien, og efter at have gjort dette, drog han ind i Judæa, efter Sigende for at hjælpe Josef og hans Parti, men i Virkeligheden for at udpresse Penge af Antigonos. Han lejrede sig altsaa i Nærheden af Jerusalem; men da han var bleven stoppet med Penge, drog han bort med den største Del af Hæren. Dog efterlod han Silo med en Afdeling, for at han ikke, ved at trække alle Tropperne bort, fuldstændig skulde røbe, at han havde taget imod Bestikkelse. Antigonos, som haabede, at Partherne atter skulde hjælpe ham, søgte imidlertid at holde sig gode Venner med Silo, for at denne ikke skulde lægge Hindringer i Vejen for hans Forhaabninger.

3. Herodes var nu sejlet fra Italien til Ptolemais og havde samlet en ikke ringe Styrke baade af fremmede og Landsmænd, hvormed han drog gennem Galilæa mod Antigonos, idet han understøttedes af Ventidius og Silo, hvem Dellius, der var udsendt af Antonius, havde bevæget til at genindsætte Herodes. Ventidius var netop beskæftiget med at stille de Uroligheder, som Partherne havde foraarsaget i Stæderne, og Silo var i Judæa bleven bestukket af Antigonos. Herodes var imidlertid ikke i Forlegenhed for Stridskræfter; thi eftersom han rykkede frem, forøgedes daglig hans Hær, og paa faa Undtagelser nær sluttede hele Galilæa sig til ham. Det laa ham nu særlig paa Hjærte at iværksætte det mest nødvendige Foretagende, Undsætteisen af Masada, og først og fremmest at befri sine Paarørende for Belejringen. Her var Joppe ham i Vejen; thi denne fjendtligsindede Stad maatte han først indtage, for at han kunde have Ryggen fri, naar han drog imod Jerusalem. Silo sluttede sig nu ogsaa til ham, glad over at finde et Paaskud til at bryde op; men Jøderne fulgte ham i Hælene. Herodes gik da med en lille Skare ud imod dem, slog dem hurtig paa Flugt og reddede Silo, der forsvarede sig daarligt.

4. Derpaa ilede han, efter først at have indtaget Joppe, mod Masada for at befri sine Paarørende. Af Befolkningen var der mange, der sluttede sig til ham, nogle af Venskab til hans Fader, nogle paa Grund af hans egen Berømmelse, nogle for at øve Gengæld for de Velgærninger, de havde nydt af begge, men de fleste i Haab


1P. Ventidius førte med Held Krigen mod Partherne i Syrien 39-38.
Side 52

om Fordel, naar han fik fast Fod paa Thronen, — og saaledes blev der samlet en meget stærk Hær. Medens han nu rykkede frem, søgte Antigonos at hindre ham ved at lægge Besætning paa de mest bekvemme Steder, hvor han skulde passere, hvorved han dog kun skadede Fjenderne lidet eller intet. Herodes udfriede let sine Paarørende af Masada, og efter at have erobret Fæstningen Rhesa, drog han mod Jerusalem. Silos Tropper forenede sig da med ham og ligesaa mange fra Staden, der vare blevne forfærdede over hans Magt.

5. Da han havde slaaet Lejr paa Vestsiden af Staden, udsendte de dérstaaende Vagtposter Pile og Kastespyd mod hans Soldater, andre derimod gjorde Udfald i ordnet Række og foruroligede hans Fortropper. Herodes lod da først ved Herolder forkynde omkring Muren, at han var kommen til Folkets Gavn og Byens Frelse, og at han ikke engang vilde tage nogen Straf over sine aabenbare Fjender, men vilde give endog de mest fjendtligsindede Amnesti. Antigonos' Parti opløftede da et Raab derimod, saa ingen kunde høre, hvad Herolderne forkyndte, eller forandre Mening derved. Dernæst befalede Antigonos sine Folk at drive Herolderne bort fra Muren, og de drev da hurtig dem alle bort fra Taarnene med deres Kastevaaben.

6. Det kom nu for Dagen, at Silo havde taget imod Bestikkelse; thi han fik mange af Soldaterne til at raabe paa, at der manglede Levnedsmidler og til at kræve Penge til Mad samt til at forlange at blive førte i Vinterkvarter paa passende Steder, eftersom hele Byens Omegn i Forvejen var lagt øde ved Antigonos' Foranstaltninger. Han satte saaledes Lejren i Bevægelse og forsøgte at drage bort. Men Herodes henvendte sig til Silos Underanførere og til en stor Mængde af Soldaterne og bad dem ikke forlade sig, da han jo var sendt af Cæsar, Antonius og Senatet. Han skulde endnu samme Dag raade Bod paa deres Mangel. Og efter saaledes at have bønfaldt dem, drog han strax ud i Landet og bragte et saa stort Forraad af Levnedsmidler tilveje til dem, at han afskar Silo fra alle hans Paaskud, og i de følgende Dage var han saa forsynlig, for at Forplejningen ikke skulde slippe op, at han paalagde Byerne omkring Samaria — denne By havde nemlig sluttet sig til ham —, at føre Korn, Vin, Olie og Kvæg til Jericho. Da Antigonos fik dette at høre, sendte han Bud ud i Landet med Befaling til at stanse og overfalde Korntransporterne. Hans Befaling blev adlydt, og en stor Mængde Sværtbevæbnede blev samlet ved Jericho og laa dér paa Bjergene for at passe dem op, der transporterede Korn. Herodes var dog ej heller ledig, men begav sig til Jericho med ti Cohorter, hvoraf fem vare romerske og fem jødiske, blandede med nogle Lejetropper, samt nogle faa Ryttere. Han fandt selve Byen forladt; men der var 500, som med deres Hustruer og Børn havde besat Borgen;

Side 53

dem tog han til Fange, men slap dem løs igen; Romerne derimod faldt ind i den øvrige Del af Byen, plyndrede den og fandt Husene fulde af allehaande Kostbarheder. Efter at have lagt en Besætning i Jericho, vendte Kongen tilbage og sendte den romerske Hær i Vinterkvarter i de Byer, der havde sluttet sig til ham, baade i Idumæa, Galilæa og Samaria. Antigonos udvirkede ved Bestikkelser hos Silo, at en Del af Hæren kom til at ligge i Lydda,1 og vilde derved indsmigre sig hos Antonius.


XVI.

1. Romerne tilbragte saaledes Tiden i Overflod, medens de lode Vaabnene hvile. Herodes derimod laa ikke ledig, men besatte Idumæa med 2000 Fodfolk og 400 Ryttere og sendte sin Broder Josef derhen, for at der ikke skulde opstaa nogen ny Urolighed til Fordel for Antigonos. Selv hentede han sin Moder og de Paarørende, der havde været i Masada, derfra og førte dem til Samaria. Efter at have anbragt dem i Sikkerhed dér, drog han videre for at bemægtige sig de Stæder i Galilæa, som endnu stode tilbage, og uddrive Antigonos' Besætninger.

2. Han naaede til Sepforis i et meget hæftigt Snevejr og bemægtigede sig uden Anstrengelse Byen, da Besætningen var flygtet før hans Ankomst. Han lod sine Folk, som havde lidt under Vinteren, udhvile sig dér, — der var nemlig rigeligt Forraad af Levnedsmidler — og gik saa løs paa de i Hulerne levende Røvere.2 Disse gennemstrejfede en stor Del af Landet og tilføjede Beboerne ikke mindre Skade end den egentlige Krig. Han sendte tre Afdelinger Fodfolk og en Eskadron Ryttere i Forvejen til Landsbyen Arbela og kom selv 40 Dage senere med den øvrige Styrke. Her bleve Fjenderne dog ikke forskrækkede ved hans Ankomst, men gik Soldaterne imøde med baade krigerisk Dygtighed og røverisk Frækhed. I Sammenstødet med deres højre Fløj flygtede Herodes' venstre Fløj. Herodes ilede dog hurtig til Hjælp fra sin højre Fløj og stansede ikke alene sine Soldaters Flugt, men faldt over Forfølgerne og slog deres Angreb tilbage, indtil de ikke længer kunde holde Stand i Nærkampen, men maatte vende Ryggen.


1Hvad Antigonos havde til Hensigt ved den omtalte Foranstaltning er ikke klart. 2Med Ordet Røvere betegnes her de mod Herodes fjendtlige Patrioter.
Side 54

3. Han forfulgte dem lige til Jordan og dræbte en stor Del af dem; de øvrige bleve adspredte paa den anden Side af Floden, saa at Galilæa blev befriet for denne Frygt. Dog var der endnu nogle tilbage, som holdt sig skjulte i Hulerne, og for deres Skyld maatte han forlænge sit Ophold dér. Han gav derfor først Soldaterne Udbyttet af de udstaaede Besværligheder, idet han uddelte til hver af dem 150 Sølvdrachmer,1 og til Anførerne meget mere, hvorpaa han sendte dem til de Steder, hvor de skulde overvintre. Sin yngste Broder Feroras satte han til at have Omsorg for deres Forplejning og til at befæste Alexandreion, og han sørgede ogsaa for begge Dele.

4. Paa denne Tid2 opholdt Antonius sig i Athen; Ventidius sendte da Bud efter Silo og Herodes for at tage fat paa Krigen imod Partherne, dog paalagde han dem først at have Forholdene i Judæa ordnede. Herodes lod med Glæde Silo drage til Ventidius og rykkede selv imod Huleboerne. Men disse Huler vare beliggende i Bjergskrænter og ikke tilgængelige fra nogen Side; der var kun krumme og meget snævre Adgange til dem. Klippen faldt foran deres Indgange ned imod meget dybe Kløfter og sænkede sig næsten lodret ned imod Bjergstrømmene, saa at Kongen længe var i Forlegenhed med, hvad han skulde gøre paa dette vanskelige Sted; men tilsidst brugte han følgende vovelige Kunstgreb. De kækkeste Folk hejsede han ned i Kurve og lod dem gaa ind i Hulernes Aabninger, hvor de nedhuggede Røverne med deres Familier og kastede Ild paa dem, der satte sig til Modværge. Da Herodes gærne vilde skaane nogle af dem, lod han forkynde, at de skulde komme til ham. Men der var ingen, som kom frivillig frem, og af dem, der blevne tvungne dertil, var der mange, der foretrak Døden for Fangenskabet. Der var dér en gammel Mand, som var Fader til syv Børn, og da Børnene tilligemed deres Moder bad ham om at give dem Lov til at gaa ud og tage mod den tilbudte Fred, dræbte han dem paa følgende Maade. Han befalede dem at komme frem een for een; men selv stod han ved Aabningen og nedhuggede Sønnerne, eftersom de kom frem. Herodes, som saa dette fra et højt Punkt, kom i stor Sindsbevægelse, udstrakte sin højre Haand mod Oldingen og bad ham skaane sine Børn. Denne tog imidlertid intet Hensyn til hans Ord, men gav sig endogsaa til at haane Herodes for hans ringe Herkomst samt dræbte foruden sine Børn ogsaa Hustruen, hvorpaa han kastede Ligene ned ad Skrænten og tilsidst styrtede sig selv bagefter.

5. Saaledes fik Herodes Bugt med Hulerne og deres Beboere. Han efterlod saa stor en Del af Hæren, som han mente var nødvendig til at dæmpe nye Uroligheder, og satte Tholemaios i Spidsen for den. Selv vendte han tilbage til Samaria og førte 3000 Sværtbevæbnede og 600 Ryttere imod Antigonos. Men da de, som oftere


11 Drachme (Denarius) = 50 Øre. 2Foraar 38.
Side 55

havde vakt Uroligheder i Galilæa, ved hans Bortrejse følte sig sikre, faldt de uformodet over Feltherren Tholemaios, dræbte ham og hærgede Landet, medens de indrettede sig Tilflugtssteder i Sumpe og vanskelig tilgængelige Egne. Da Herodes havde hørt om denne nye Opstand, kom han strax til Hjælp og dræbte en stor Del af dem. Efter at have undsat de belejrede Besætninger, inddrev han, som Straf for Frafaldet, 100 Talenter af Byerne.

6. Imidlertid vare Partherne nu uddrevne og Pakoros dræbt, og Ventidius sendte saa, paa Antonius' Befaling, 1000 Ryttere og 2 Legioner til Herodes som Hjælpetropper mod Antigonos. Deres Anfører Machæras fik Breve fra Antigonos, hvori denne bad ham komme sig til Hjælp og klagede meget over Herodes' voldsomme Optræden samt lovede ham Penge. Machæras vilde dog ikke svigte den, der havde udsendt ham, og forøvrigt havde Herodes ogsaa givet ham mere; han gik derfor ikke ind paa Forrædderiet, men begav sig under Venskabs Maske til Antigonos for at udspejde hans Forhold, uden at bryde sig om Herodes, der fraraadede ham det. Antigonos anede imidlertid, hvad hans Hensigt var, lukkede ham ude fra Byen og drev ham bort fra Muren som en fjende, saa at Machæras skamfuld vendte tilbage til Herodes i Ammaus, og rasende over sit Uheld dræbte han alle de Jøder, han traf paa, uden at vise endog Herodianerne den ringeste Skaansel; han behandlede alle, som om de hørte til Antigonos' Parti.

7. Harmfuld herover besluttede Herodes at behandle Machæras som Fjende; men han beherskede dog sin Vrede og rejste til Antonius for at føre Klage over Machæras' ulovlige Optræden. Denne var imidlertid kommen til Erkendelse af sin Fejl og ilede bag efter Kongen, med hvem han efter mange Bønner blev forligt. Herodes opgav dog ikke derfor sin Rejse til Antonius, han havde nemlig hørt, at denne med en stor Styrke angreb Samosata — en stærkt befæstet By nær ved Eufrat — og skyndte sig ilsomt derhen, da han indsaa, at her var en gunstig Lejlighed til at vise sin Tapperhed og yderligere indynde sig hos Antonius. Ved hans Komme blev der ogsaa gjort en Ende paa Belejringen, idet han nedlagde en Mængde Barbarer og fratog dem et stort Bytte, saa at Antonius, der allerede i Forvejen havde beundret hans Tapperhed, nu kom til at gøre det end mere, overvældede ham med Hædersbevisninger og bestyrkede ham i hans Haab om at opnaa Kongemagten. Kong Antiochos blev altsaa tvunget til at overgive Samosata.1


1I Efteraaret 38.
Side 56

XVII.

1. Imidlertid stod Herodes' Sag slet i Judæa. Han havde nemlig overladt sin Broder Josef Overkommandoen og befalet ham ikke at foretage sig noget mod Antigonos før hans egen Tilbagekomst; deres Forbundsfælle Machæras var jo nemlig, som han havde erfaret, ikke paalidelig. Da Josef imidlertid hørte, at hans Broder var rejst længere bort, glemte han disse Befalinger og rykkede mod Jericho med fem Cohorter, som Machæras havde sendt ham; hans Hensigt med Toget var at bemægtige sig Kornet, som lige skulde høstes. Fjenderne havde imidlertid besat Bjergene og de vanskelige Veje, saa at han selv faldt, skønt han viste sig meget tapper i Kampen, og hele den romerske Styrke blev nedsablet. Cohorterne bestod nemlig af Rekruter fra Syrien, som manglede Krigserfaring og ikke vare blandede med Veteraner, der kunde støtte dem.

2. Antigonos lod sig ikke nøje med at have sejret, men gik saa vidt i sit Raseri, at han mishandlede Josefs Lig; thi da han havde bemægtiget sig de Dræbtes Legemer, lod han Josefs Hoved afhugge, omendskønt Broderen Feroras havde givet ham 50 Talenter for at faa Liget udleveret. Efter Antigonos' Sejr kom hele Galilæa atter i Uro, ja det gik saa vidt, at Antigonos' Tilhængere slæbte de anseligste af Herodes' Parti til Søen1 og druknede dem. Der skete ogsaa store Omvæltninger i Idumæa, hvor Machæras befæstede et fast Punkt ved Navn Gittha. — Alt dette vidste Herodes endnu ikke noget om. Efter Indtagelsen af Samosata havde Antonius nemlig sat Sosius over Syrien, havde paalagt ham at hjælpe Herodes mod Antigonos og var derefter selv draget til Ægypten. Sosius sendte saa to Afdelinger i Forvejen til Judæa for at understøtte Herodes og fulgte selv tæt bagefter med den øvrige Styrke.

3. Under Herodes' Ophold i Dafne ved Antiocheia havde han en Drøm, som tydelig forudsagde ham hans Broders Død. Og netop da han forfærdet sprang ud af Sengen, traadte i det samme Sendebud ind og meldte Ulykken. Han sørgede en kort Tid over denne Tilskikkelse, men kastede saa sin Sorg tilside og ilede imod Fjenderne med en overmenneskelig Hurtighed. Efter at være kommen til Libanon, skaffede han sig en Forstærkning af 800 Bjergboere, og med dem forenede han en Afdeling Romere. Med disse Tropper gjorde han, uden at oppebie Dagens Frembrud, et Indfald i Galilæa, og efter at være stødt sammen med Fjenderne, drev han dem tilbage til det Sted, hvorfra de vare komne. Han foretog derpaa et vedholdende Angreb paa deres befæstede Stilling; men før han fik den erobret, blev han af et svært Uvejr tvunget til at lægge sig i


1Naturligvis Genesaret Sø.
Side 57

Kvarter i de nærliggende Landsbyer. Men faa Dage efter sluttede en anden Troppeafdeling fra Antonius sig til ham, og Fjenderne bleve da forskrækkede for hans Styrke og forlode ved Nattetid Fæstningen.

4. Derpaa drog han igennem Jericho, ivrig efter saa hurtig som mulig at faa Hævn over sin Broders Mordere. Dér modtog han et af Forsynet sendt vidunderligt Tegn, blev tværtimod al Forventning reddet fra en Fare og fik derved Ord for at være en særlig gudvelbehagelig Mand. Da nemlig en Aften mange ansete Mænd havde spist hos ham, styrtede pludselig Huset sammen, da Selskabet var opløst og alle vare gaaede. Han saa deri et Tegn, der baade forudsagde ham Farer og lovede ham Frelse i den forestaaende Krig, og han satte da i den tidlige Morgenstund Hæren i Bevægelse. Der var nu omtrent 6000 Fjender, som kom løbende ned fra Bjergene og foruroligede Fortropperne. De vare dog ikke synderlig dristige ved at indlade sig i Nærkamp med Romerne, men kastede i Afstand med Sten og Kastespyd, hvorved de saarede adskillige. Blandt andre blev ogsaa Herodes selv under denne Fremrykning ramt af et Kastespyd i Siden.

5. Antigonos vilde imidlertid vise sin Overlegenhed ikke blot ved sine Troppers Tapperhed, men ogsaa ved deres Mængde, og han sendte derfor een af sine Venner, Pappos, med en Hær mod Samaria. Han skulde bekæmpe Machæras. Herodes gennemstrejfede imidlertid det fjendtlige Omraade, undertvang fem Smaastæder, nedsablede 2000 af deres Indbyggere, og efter at have sat Ild paa Husene vendte han tilbage til sin Lejr, som han havde opslaaet ved Landsbyen Kana.

6. Der kom daglig en stor Mængde Jøder og sluttede sig til ham, baade fra selve Jericho og fra det øvrige Land, nogle af Had til Antigonos, andre bevægede af Herodes' Fremgang; atter andre lededes af en hensigtsløs Lyst til Omvæltning. Herodes rykkede ilsomt frem for at komme i Kamp, og Pappos samt hans Folk lode sig hverken forskrække af hans talrige Hær eller hidsige Angreb, men gik ham kækt imøde. Da Sammenstødet skete, holdt den ene Fløj af Pappos' Hær en kort Tid Stand; men Herodes, som huskede paa sin Broders Fald og styrtede frem for at hævne sig paa dem, der vare Skyld i hans Drab, fik snart Bugt med dem, der stode overfor ham, og derefter drev han den Fløj, som endnu holdt sig, paa Flugt og forfulgte dem alle. Der blev et stort Blodbad, idet nogle bleve sammentrængte i den Landsby, hvorfra de vare udgaaede, og Herodes var i Hælene paa de bageste og dræbte utallige. Han trængte ind i Byen samtidig med Fjenderne, og ethvert Hus blev fyldt af Sværtbevæbnede, medens Tagene vare fuldt besatte med Forsvarere. Da Herodes havde overvældet dem udenfor, lod han Husene nedrive og slæbte dem ud, som vare derinde. Han dræbte

Side 58

en Mængde ved at vælte Tagene ned over dem, og de, der flygtede ud af Ruinerne, bleve modtagne af hans Soldater med dragne Sværd. Der blev opdynget en saadan Mængde Lig, at Sejrherrerne ikke kunde passere Gaderne. Dette Nederlag indjog Fjenderne, en saadan Skræk, at alle de, der endnu vare samlede, tog Flugten hver sin Vej, da de saa alle Ligene i Byen. Modig efter denne Sejr vilde Herodes strax være rykket mod Jerusalem, hvis han ikke var bleven forhindret ved en meget stræng Vinter.1 Denne hindrede hans fuldstændige Sejr og Antigonos' Nederlag; den sidstnævnte tænkte nemlig allerede paa at forlade Staden.

7. Da Herodes om Aftenen havde bortsendt sine udmattede Stalbrødre, for at de kunde sørge for deres Forplejning, gik han selv, efter Soldaternes Skik, varm som han var af Kampen, hen for at bade sig. Kun en Slave fulgte ham. Før han var kommen ind i Badstuen, kom en fjendtlig Soldat med draget Sværd løbende ud imod ham, derefter en anden, en tredie og flere efter hinanden. Disse vare nemlig med deres Vaaben flygtede fra Slaget ind i Badstuen og havde dér kastet sig ned og ligget skjult; men da de saa Kongen, bleve de grebne af Rædsel, skønt han var nøgen, og løb skælvende forbi ham og søgte hen imod Udgangen. Da der tilfældigvis ikke var nogen tilstede, der kunde gribe Mændene, maatte Herodes være glad over selv at være sluppen vel derfra og lade dem alle løbe.

8. Den følgende Dag lod han Hovedet hugge af Pappos, Antigonos' Feltherre; han var nemlig omkommen i Slaget, og Herodes sendte Hovedet til sin Broder Feroras som Vidnesbyrd om den Hævn han havde taget for deres dræbte Broder. Det var nemlig Pappos, der havde dræbt Josef. Da Vinteren var hørt op, rykkede han mod Jerusalem og førte sine Tropper lige ind til Muren. Det var nu paa tredie Aar, siden han i Rom var bleven udnævnt til Konge. Han lejrede sig overfor Templet, hvor det var lettest at angribe Byen, og fra hvilken Side ogsaa Pompeius tidligere havde indtaget den. Efter at have tildelt hver Afdeling af Hæren deres bestemte Arbejder og efter at have sløjfet Forstæderne,2 befalede han dem at opkaste tre Volde og bygge Taarne paa dem. Da han havde overladt de dygtigste af sine Venner at forestaa disse Arbejder, drog han selv til Samaria for at ægte Alexandros' Aristobulos' Søns Datter, med hvem han, som vi ovenfor have sagt, var forlovet, og han holdt saaledes Bryllup, idet han betragtede Belejringen som en Biting: thi han betragtede allerede nu Fjenderne med Foragt.

9. Efter sit Bryllup vendte han sig igen med en større Styrke


1Vinteren mellem 38 og 37. 2Pladsen udenfor den saakaldte anden Mur, den senere saakaldte Nyby; her har paa denne Tid kun været Haver og enkelte spredte Bygninger.
Side 59

mod Jerusalem: thi ogsaa Sosius sluttede sig nu til ham med en stor Hær, baade Ryttere og Fodfolk. Denne Hær havde han sendt i Forvejen midt ned gennem Landet, medens han selv var rejst gennem Foinikien. Da hele Styrken var samlet, bestod den af 11 Legioner Fodfolk og 6000 Ryttere foruden de syriske Hjælpetropper, som udgjorde en ikke ringe Del af Hæren. De slog Lejr nær ved Nordsiden af Muren. Herodes optraadte i Kraft af de Senatsbeslutninger, hvorved han var bleven udnævnt til Konge, og Sosius kom paa Antonius' Vegne, som jo havde sendt ham med hans Hær for at understøtte Herodes.


XVIII.

1. Imidlertid var Størstedelen af Jøderne i Byen i den fuldstændigste Forvirring. Den mest forsagte Del, som havde samlet sig omkring Templet, var aldeles ude af sig selv og fremkom, ligesom efter guddommelig Indskydelse, med mange Forudsigelser af hvad der skulde ske. De mere dristige derimod samlede sig i Flokke og drev paa mange Maader Røveri, idet de navnlig røvede Levnedsmidler omkring Byen og hverken levnede Føde til Heste eller Mennesker. Men den mest krigsøvede Del af Befolkningen beskæftigede sig med at forsvare Byen mod Belejrerne, drev de fjendtlige Jordarbejdere bort fra Muren og fandt stadig paa nye Midler til at forhindre dem i at gøre Skade med deres Maskiner. Der var dog ikke noget, hvorved de skadede Fjenderne saameget som ved deres Minegange.

2. For at stanse Røverierne lod Kongen sine Folk lægge sig i Baghold, hvorved han satte en Grænse for Strejftogene; for at raade Bod paa Mangelen af Levnedsmidler lod han dem bringe langvejs fra. Han havde vel Overvægten over sine Modstandere ved Romernes Krigskunst; men Modstanderne kæmpede med den yderste Grad af Dristighed, idet de frimodigt gave sig i Kast med Romerne, skønt det var den visse Død, og gennem de underjordiske Gange dukkede de pludselig op midt iblandt disse, og ikke saa snart var nogen Del af Muren bleven omstyrtet, førend de bagved havde oprejst en anden, ja, kort sagt, de bleve hverken trættede i deres Tapperhed eller i deres Opfindsomhed; thi de havde besluttet at holde ud til det Yderste. Omendskønt Belejringshæren var saa stor, udholdt de dog Belejringen i 5 Maaneder,1 indtil nogle udvalgte Folk af Herodes' Tropper


1Jerusalems Erobring maa have fundet Sted i Sommeren 37. I Archæologien XIV. 16 sætter Josephus den til den store Forsoningsdag (i Oktober); men dette er vistnok forsent, da Belejringen jo blev begyndt strax ved Foraarets Frembrud (f. Ex. i Februar) og varede fem Maaneder.
Side 60

vovede at bestige Muren og faldt ind i Byen, efterfulgt af Sosius' Centurioner. Først blev Templets Omgivelser erobrede; men da saa hele Hæren var strømmet ind i Byen, blev der et forfærdeligt Blodbad, idet Romerne vare forbitrede over Belejringens Langvarighed, og de herodiansksindede Jøder vare ivrige for ikke at lade nogen af deres Modstandere slippe derfra. Saaledes blev en Mængde nedhuggede i de snævre Gader, ligesaa de, der havde trængt sig sammen i Husene, og de, der havde taget deres Tilflugt til Templet, og der blev hverken vist Barmhjærtighed mod Børn eller Oldinge eller svage Kvinder; men skønt Kongen sendte Bud og bad dem vise Skaansel, var der dog ingen der kunde styre sit Raseri; men som Vanvittige nedhuggede de Mennesker af enhver Alder. Antigonos optraadte her paa en Maade, som hverken stemmede med hans tidligere eller hans nuværende Stilling; han gik nemlig ned fra Borgen og kastede sig for Sosius' Fødder. Denne havde ikke nogen Medlidenhed med hans Vanskæbne, men opslog en vild Latter og kaldte ham Antigone;1 han gav ham dog ikke fri, som han vilde have gjort med en Kvinde, men lod ham lægge i Lænker og bevogte.

3. Herodes, som før havde haft nok at tænke paa for at faa Bugt med sine Fjender, havde nu Besvær med at styre sine fremmede Hjælpetropper. Hele den fremmede Skare styrtede nemlig nu op for at se Templet og dets hellige Genstande. Kongen formanede dem, truede dem, ja drev endogsaa nogle tilbage med Magt; thi han ansaa sin Sejr for at være værre end et Nederlag, dersom de skulde faa noget at se af de Ting, der ikke maatte beskues. Han søgte ogsaa at hindre Plyndringen rundt om i Byen, idet han indtrængende spurgte Sosius, om Romerne helt vilde tømme Staden for Gods og Mennesker og saa lade ham blive tilbage som Konge over en øde Stad; ja, om han saa kunde opnaa Herredømmet over hele Verden,, vilde han anse det for et ringe Vederlag for saa mange Borgeres Drab. Da Sosius sagde, at det var rimeligt, om Soldaterne, til Løn for Belejringen, fik Lov at plyndre, svarede han, at han af sine egne Penge vilde give enhver sin Belønning. Han holdt ogsaa sit Løfte og købte saaledes Resten af sin Fædrenestad fri for Plyndring. Han gav enhver Soldat en prægtig Gave, og Anførerne fik i Forhold dertil; men Sosius skænkede han kongelige Gaver, saa ingen drog tomhændet derfra. Efter at Sosius som Tempelgave til Gud havde skænket en Guldkrans, brød han op fra Jerusalem og førte den fangne Antigonos til Antonius. Antigonos, som lige til det sidste klamrede sig til det forfængelige Haab at beholde Livet, maatte, som han havde fortjent for sin lave Charakter, dø under Øxen.2

4. Kong Herodes foretog nu en Adskillelse mellem Borgerne i


1Det til Mandsnavnet Antigonos svarende Kvindenavn. 2Han var den første Konge, som Romerne lod henrette.
Side 61

Staden og gjorde sine Tilhængere endnu mere velsindede imod sig ved at yde dem Naadesbevisninger. Antigonos' Tilhængere derimod lod han henrette. Da han manglede rede Penge, gjorde han alle de Smykker, han havde, i Penge og sendte dem til Antonius og hans Omgivelser. Han købte sig dog ikke herved fri for enhver Ubehagelighed. Antonius var nemlig nu saa betaget af Kærlighed til Kleopatra, at han helt lod sig beherske af sin Lidenskab. Da nu Kleopatra havde raset saaledes imod sin egen Slægt, at der ikke var en eneste af Familien tilbage, begyndte hun at tørste efter fremmedes Blod og bagtalte Syriens fornemste Mænd hos Antonius, saa hun fik ham til at henrette dem, for at hun derved lettere kunde komme i Besiddelse af deres Ejendomme. Ja, hendes Begærlighed gik endogsaa saa vidt, at hun fik Lyst til Judæa og Arabien og satte alt ind paa at faa disse Landes Konger, Herodes og Malchos, ryddede af Vejen.

5. Antonius vægrede sig dog for en Del ved at føje hende i disse Begæringer: thi han ansaa det for skammeligt at dræbe saa brave Mænd og saa store Konger; men han atbrød sit nære Venskab med dem og berøvede dem meget af deres Lande, især da Palmeskoven ved Jericho, hvor der ogsaa voxer Balsam, og gav hende alle Byerne indenfor Eleutherosfloden undtagen Tyros og Sidon.1 Da hun var bleven Herre over dem, fulgte hun Antonius, som skulde paa Tog mod Partherne,2 paa Vej til Eufrat og kom saa til Judæa gennem Apameia og Damaskos. Dér formildede Herodes ved store Gaver hendes fjendtlige Stemning og forpagtede de Landstrækninger, som vare tagne fra hans Rige, for en Afgift af 200 Talenter aarlig. Derpaa fulgte han hende med alle mulige Hædersbevisninger til Pelusion. Ikke længe efter kom Antonius fra Parthien og førte Tigranes' Søn Artabazes med sig som Fange. Denne Parther blev strax tillige med Pengene og hele det øvrige Bytte sendt som Foræring til Kleopatra.


XIX.

1. Da den Krig,3 som endte med Slaget ved Actium, var udbrudt, rustede Herodes sig til at drage afsted sammen med Antonius. Han havde nu stillet alle Uroligheder i Judæa og havde gjort sig til Herre over Hyrkania, hvilken Fæstning Antigonos' Søster havde holdt


1Kleopatra har altsaa faaet alle Kyststæderne baade de filistæiske, jødiske og foinikiske fra Ægyptens Grænse til Syrien. 2I Virkeligheden gjaldt Toget den armeniske Konge Artabazes, som det ses nedenfor. Toget begyndte 34. 3Krigen udbrød 32.
Side 62

besat. Kleopatra søgte imidlertid underfundig at faa forhindret, at han kom til at tage Del i Antonius' Foretagender; som vi før have fortalt, efterstræbte hun jo nemlig de to Konger, og hun overtalte nu Antonius til at overdrage Herodes Krigen mod Araberne,1 for at hun, hvis han vandt, kunde blive Herre over Arabien, eller, hvis han blev overvunden, over Judæa, saaledes at hun ved den ene at Fyrsterne kunde ødelægge den anden.

2. Denne Plan blev dog til stor Fordel for Herodes. Først tog han nemlig Gisler af Fjenderne, samlede dernæst en stor Rytterskare, som han sendte imod dem, og vandt et Slag ved Diospolis, skønt Fjenderne gjorde tapper Modstand. Efter dette Nederlag opstod der en stor Bevægelse blandt Araberne, og der blev samlet en utallig Hær, som ved Kanatha i Hulesyrien oppebiede Jødernes Angreb. Da Herodes var kommen til Stede med sin Hær, bestemte han sig til at føre Krigen med Forsigtighed og befalede at befæste Lejren. Soldaterne vilde imidlertid ikke adlyde; men de vare blevne dristige ved den første Sejr og styrtede løs paa Araberne, hvem de drev paa Flugt ved det første Angreb og forfulgte dem derpaa. Medens Herodes forfulgte dem, sendte Athenion, en af Kleopatras Feltherrer, som altid havde været Herodes' Fjende, Kanathas Indbyggere afsted for at falde ham i Ryggen. Ved disses Angreb fattede Araberne nyt Mod, vendte om og fik samlet deres Folk. De sloge nu i de klippefulde og ufarbare Egne Herodes' Folk paa Flugt og anrettede et stort Blodbad blandt dem. De, der slap levende fra Kampen, flygtede til Ormiza, hvor Araberne ogsaa omringede deres Lejr og bemægtigede sig den tilligemed hver eneste Mand.

3. Kort efter denne Ulykke kom Herodes til Hjælp, men forsilde. Aarsagen til dette ulykkelige Slag var hans Underbefalingsmænds Ulydighed; thi hvis de ikke saa pludselig havde begyndt Slaget, vilde Athenion ikke have faaet Lejlighed til at falde dem i Ryggen. Herodes fik dog snart Hævn over Araberne, idet han bestandig blev ved at gennemstrejfe Landet, saa at han mange Gange fik gengældt den ene Sejr, de havde vundet over ham. Medens han saaledes tugtede Fjenderne, lod Forsynet en ny Ulykke komme over ham i hans Regerings syvende Aar, da Actiumskrigen rasede allerværst. I Begyndelsen af Foraaret2 skete der nemlig et Jordskælv, hvorved der omkom en utallig Mængde Kvæg og 30,000 Mennesker, Hæren forblev dog uskadt; thi den laa under aaben Himmel. Nu bleve Araberne gjort end mere modige ved Rygtet, der jo altid gør sørgelige Begivenheder endnu værre, end de ere. De troede nemlig, at hele Judæa var ødelagt, og rykkede frem for at bemægtige sig det øde Land, efter at de havde dræbt de Afsendinge, som just kom


1som ikke vilde svare Kleopatra den skyldige Tribut. 2Foraaret 31.
Side 63

til dem fra Jøderne.1 Da Herodes mærkede, at Folkene vare forfærdede over dette Angreb og fortvivlede over de paa hinanden følgende store Ulykker, samlede han dem og forsøgte at opmuntre dem til Modstand ved følgende Tale:

4. "Den Frygt, som i Øjeblikket har grebet Eder, synes mig saare ufornuftig. Jeg finder det rimeligt, at man kan være mismodig over de Ulykker, som Forsynet sender over os, men at være lige saa bedrøvet over et menneskeligt Angreb, det er umandigt. Jeg for min Part er saa langt fra at frygte Fjenderne efter Jordskælvet, at jeg tror Gud har ladet dette ske for at lokke Fjenderne herind og saaledes skaffe os Hævn. Thi det er ikke saameget i Tillid til deres Vaaben eller Hænder, at de kommer, som i Tillid til vore tilfældige Ulykker. Men det er et usikkert Haab, der bygges ikke paa egen Styrke, men paa andres Uheld, og hverken Ulykke eller det modsatte er bestandig for os Mennesker; men man kan jo se Lykken skifte fra den ene til den anden Side. Dette maa I jo ogsaa have lært af Eders eget Exempel. I forrige Slag vare først vi Sejrherrer; men derpaa sejrede vore Fjender, og efter al Sandsynlighed ville nu de lide Nederlag, naar de tro at skulle sejre. Thi altfor megen Tillidsfuldhed gør uforsigtig; Frygt derimod lærer Forsigtighed. Netop det, der har gjort Eder forsagte, indgyder saaledes mig Mod. Thi da I vare dristige, ja mere end det behøvedes, og imod min Vilje styrtede løs paa Fjenderne, fik Athenion Lejlighed til sin Overrumpling; nu derimod er Eders Forsagthed og tilsyneladende mismodige Svaghed mig et Pant paa Sejr. Nu er det ganske vist heldigt at være saaledes før Striden; men naar det gaar løs, da gælder det om at fatte Mod og vise disse ugudelige Mennesker, at hverken den af Mennesker tilføjede eller af Forsynet tilskikkede Ulykke nogensinde formaar at bøje Jødernes Mod, saalænge der er Liv i dem; ej heller maa nogen af Eder se rolig paa, at en Araber, som han saa ofte har været nær ved at tage til Fange, nu skal blive Herre over hans Ejendom. Ingen af Eder skal lade sig forskrække ved de livløse Tings Rystelser, ej heller skulle I tro, at Jordskælvet har fundet Sted som et Varsel om nogen anden Ulykke. Saadanne Forstyrrelser i Naturkræfterne ske efter Naturens Love og bringe kun Menneskene Skade, saalænge de vare. Det kan vel være, at der forud for en Pest, en Hungersnød og Jordrystelser kan gaa et eller andet mindre Varsel; men selve disse Ulykker, hvor store de end ere, høre dog op engang. Og selv om vi blive overvundne, kan da Krigen tilføje os større Skade end Jordskælvet har gjort? — Der er imidlertid sket et stort Varsel om Undergang for vore Fjender, et Varsel, der ikke er kommet af sig selv eller foraarsaget af


1Herodes havde nemlig sendt Afsendinge til Araberne for at bede om Fred.
Side 64

fremmede Hænder; det er det, at de, tværtimod alt, hvad der anses for Ret blandt alle Mennesker, med Grumhed have myrdet vore Afsendinge og bragt dem som Ofre til Gud for at faa Sejr i Krigen. Men de ville ikke kunne undfly hans skarpe Øje og uovervindelige Arm, men skulle strax komme til at aflægge Regnskab for os, hvis vi da bevare vore Forfædres Mod og rejse os for at straffe disse Troløse. Velan! Her kæmpes ikke for Hustru, ej heller for Børn, ej heller for det betrængte Fædreland, men for at hævne vore Afsendinge! De ville føre Krigen bedre end vi, der leve! Jeg vil gaa i Spidsen for Eder, naar blot I ville adlyde mig. I vide jo vel, at Eders Tapperhed er uimodstaaelig, naar I blot ikke selv fordærve Eders Stilling ved Fremfusenhed!"

5. Da han med disse Ord havde opmuntret Hæren, saa han, at den var ved godt Mod, lod ofre til Gud og satte efter Ofringen over Jordanfloden med Styrken. Han slog Lejr ved Filadelfeia, tæt ved Fjenderne, omkring en Fæstning, der laa midt imellem Hærene, og lod skyde paa dem, da han ønskede, at det snart maatte komme til Slag. Ogsaa Fjenderne havde sendt Folk ud for at bemægtige sig Fæstningen. De bleve dog hurtig drevne tilbage af Kongens udsendte Folk, som derpaa indtog Stedet; selv førte Herodes daglig Hæren frem, opstillede den i Slagorden og udæskede Araberne. Ingen gik dog frem imod ham; thi de vare grebne af en frygtelig Skræk, og ved Synet af Fjendernes Antal kom deres Feltherre, Elthemos, til at sitre af Frygt. Herodes rykkede da frem og begyndte at sløjfe deres Forskansninger. Derved bleve de tvungne til at rykke ud til Kampen, skønt de vare fuldstændig uordnede, og Fodfolk og Rytteri vare blandede imellem hinanden. I Antal vare de ganske vist Jøderne overlegne; men de manglede Fyrighed: dog kæmpede de, mistvivlende om Sejren, med Fortvivlelsens Mod.

6. Saalænge de holdt Stand, var der derfor ikke mange af dem, som faldt; men da de vendte Ryggen, mistede mange Livet, dels bleve de dræbte af Jøderne, dels nedtraadte af deres egne Landsmænd. Der faldt saaledes paa Flugten 5000 Mand: men Resten naaede at kaste sig ind i Forskansningen. Dem omringede og belejrede Herodes, og de vare lige ved at blive overvundne ved Vaabenmagt, da de af Tørst og Vandmangel bleve tvungne til Overgivelse. De sendte da Afsendinge og tilbød at give 500 Talenter for at købe sig fri; men Kongen viste dem overmodig tilbage og angreb dem endnu stærkere. Vansmægtende af Tørst gik de saa frem i Hobetal og overgav sig frivillig til Jøderne, saa at der blev fanget 4000. Den sjette Dag gjorde de tiloversblevne i Fortvivlelse et Udfald, men Herodes stansede dem og nedlagde atter henimod 7000. Ved dette Nederlag hævnede han sig paa Arabien og ydmygede deres Overmod, medens hans egen Magt voxede i den Grad, at de maatte anerkende ham for deres Overherre.


Side 65

XX.

1. Snart efter, da Cæsar havde vundet Sejren ved Actium, kom Herodes i Bekymring for sin hele Velfærd paa Grund af sit Venskab med Antonius. Han nærede dog større Frygt end han behøvede; thi Cæsar ansaa endnu ikke Antonius for overvunden, saalænge Herodes var tilbage. Kongen besluttede sig til at gaa Faren imøde og sejlede til Rhodos, hvor Cæsar opholdt sig.1 Han traadte da frem for ham uden Diadem og med Klædedragt og Udseende som en Privatmand, men dog med en Optræden som en Konge, og, uden at lægge Skjul paa Sandheden, sagde han ligefrem: "Jeg, Cæsar! som er bleven gjort til Konge af Antonius, skal ikke nægte, at jeg i enhver Henseende har været Antonius til Tjeneste. Ej heller vil jeg fragaa, at jeg, hvis ikke Araberne havde givet mig nok at bestille, vilde have vist min Taknemlighed ved at komme ham til Hjælp med Vaabenmagt. Jeg har ogsaa efter Evne understøttet ham og har sendt ham en Mængde Korn. Ja, ikke engang efter Slaget ved Actium har jeg svigtet min Velgører; men da jeg ikke længer kunde være ham til Nytte som Kampfælle, gav jeg ham et udmærket godt Raad, idet jeg nemlig sagde, at det eneste, der atter kunde bringe hans Sager paa Fode, var Kleopatras Død. Naar han nemlig vilde lade hende dræbe, lovede jeg at skaffe ham Penge, Fæstninger til Sikkerhed og en Hær samt selv at tage Del i Krigen mod Dig; men hans glødende Kærlighed til Kleopatra og Gud, som vilde skænke Dig Sejren, forhindrede ham fra at følge dette Raad. Nu er jeg sammen med Antonius en Overvunden, og jeg har samtidig med hans Fald aflagt Diademet; jeg er kommen til Dig, idet jeg af Din Ædelmodighed henter Haab om Frelse og venter, at der maa blive taget Hensyn til, ikke hvis Ven jeg har været, men hvordan jeg har været som Ven."

2. Hertil svarede Kejseren: "Jeg skænker Dig Livet og vil bekræfte Dig i Din Kongeværdighed. Thi Du, som er saa trofast i Dit Venskab, fortjener at herske over mange. Søg ogsaa for Fremtiden at vise Dig tro imod dem, der have været lykkeligere end han, hvad jeg ogsaa paa Grund af Din Forstand har det bedste Haab om, at Du vil gøre. Det var godt, at Antonius adlød Kleopatra mere end Dig; thi ved denne hans Uforstandighed har jeg vundet Dig. Du har jo ogsaa, lader det til, allerede begyndt at gøre mig Tjenester; thi Ventidius2 skriver til mig, at Du har sendt ham Hjælp imod Gladiatorerne.3 Jeg skal nu udstede et Dekret, der be-


1Foraar 30. 2Maa være en Fejlskrift for Q. Didnis, der i Aaret 30 var Statholder i Syrien. 3Nogle Gladiatorer, som fra Lilleasien vilde ile Antonius til Hjælp i Ægypten, men bleve stansede af Didius, der hertil fik Hjælp af Herodes.
Side 66

kræfter Din Kongemagt, og jeg skal søge at vise Dig saameget Godt, at Du ikke skal savne Antonius."

3. Da han havde tiltalt Kongen med disse smigrende Ord og paasat ham Diademet, udstedte han et Dekret, hvori han bekendtgjorde, hvad han havde skænket ham, og hvori han ogsaa paa en smigrende Maade anførte meget til Mandens Ros. Herodes vandt end yderligere Kejserens Hjærte ved Gaver og gik i Forbøn for en af Antonius' Venner ved Navn Alexas, men formaaede ikke at overvinde Kejserens Vrede; denne havde nemlig mange haarde Beskyldninger at fremføre mod den, hvem Forbønnen gjaldt, og afslog derfor Begæringen. Da Kejseren senere drog til Ægypten1 gennem Syrien, var Herodes den første, der drog ham imøde, og modtog ham med den mest kongelige Overdaadighed, og han red ved Kejserens Side, da denne ved Ptolemais mønstrede sin Hær. Han gav ogsaa et Gæstebud for ham og alle hans Venner, og desuden lod han uddele Mad til hele Hæren. Han sørgede ligeledes for, at der var rigeligt Vand til dem, da de droge gennem den vandløse Egn til Pelusion, og paa samme Maade, da de skulde drage tilbage igen. I det hele taget lod han ikke Hæren mangle noget af. hvad den behøvede. Det var derfor en almindelig Mening baade hos Kejseren og blandt Soldaterne, at Herodes' Rige var altfor lille, naar man tog Hensyn til, hvad han ydede. Da derfor Kejseren var kommen til Ægypten, hvor allerede baade Kleopatra og Antonius vare døde,2 forøgede han ikke blot sine Hædersbevisninger mod Herodes, men knyttede atter til hans Rige den ham af Kleopatra berøvede Landsstrækning, og desuden Gadara, Hippos og Samaria, endvidere Søstæderne Gaza, Anthedon, Joppe og Stratonstaarn. Han skænkede ham ogsaa til Livvagt 400 Galler, som fordum havde været Drabanter hos Kleopatra. Hvad der særlig bevægede ham til at vise en saadan Gavmildhed, var den ædle Tænkemaade, han fandt hos Modtageren.

4. Efter Udløbet af den første Aktiade3 lagde Kejseren det saakaldte Trachon og det tilgrænsende Batanaia og Auranitis til Herodes' Rige af følgende Grund: Zenodoros, som havde forpagtet Indtægterne af Lysanias' Besiddelse, sendte stadig Røvere ud fra Trachon ind i Damaskenernes Omraade. Disse toge da deres Tilflugt til Varro, Statholderen i Syrien, og bad ham indberette deres ulykkelige Tilstand til Kejseren. Saasnart Kejseren fik Besked herom, sendte han den Befaling tilbage, at Røverne skulde udryddes. Varro rykkede imod dem, rensede Landet for Røvere og tog det fra Zeno-


1For at tilintetgøre Antonius og Resterne af hans Parti. 2August 30. 3Tidsrum af 4 Aar. Herodes stiftede nemlig Aar 28 til Minde om Sejren ved Actium Kamplege med 4 Aars Mellemrum i Lighed med de olympiske, altsaa 28-24-20-16 osv. Ordet Aktiade er dannet i Lighed med Olympiade. Gaven til Herodes skænkedes ham altsaa 24 eller 23.
Side 67

doros. Kejseren skænkede saa senere Herodes Landet, for at det ikke paany skulde blive Udgangspunkt for Røverier mod Damaskos. Da Kejseren ti Aar senere atter kom til Provinsen, gav han ham ogsaa Overopsynet med hele Syrien, saaledes at det ikke var Statholderne tilladt at foretage sig noget uden Samraad med ham.1 Da Zenodoros var død,2 tildelte han ham ogsaa hele Landstrækningen mellem Trachon og Galilæa. Men hvad der var af størst Betydning for Herodes var, at han næst efter Agrippa stod højest hos Kejseren og næst efter Kejseren stod højest hos Agrippa. Herved opnaaede han stor Lykke, men endnu større var hans Begavelse, og sine højeste Bestræbelser viede han Religionen.

XXI.

1. Saaledes begyndte han i sit femtende Regeringsaar3 at ombygge Templet, og Pladsen deromkring4 gjorde han dobbelt saa stor og omgav den med en Mur. Dette kostede umaadelige Summer og udførtes med enestaaende Pragt. Som Exempel kan nævnes de store Søjlegange omkring Templet og Borgen ved dets nordlige Side. Søjlegangene opbyggede han fra Grunden af, og Borgen udstyrede han med ødsel Pragt, saa den i ingen Henseende stod tilbage for de kongelige Slotte, og til Ære for Antonius kaldte han den Antonia. Til sig selv byggede han et Slot i den øvre Stad5 med to store og prægtige Bygninger, hvormed ikke engang Templet kunde sammenlignes. Efter sine Venner kaldte han dem Cæsareum og Agrippeum.

2. Det var ikke alene med Huse, opkaldte efter dem, at han søgte at bevare Mindet om dem; men hans Taknemlighed bragte ham til at bygge hele Byer. I Landskabet Samaria lod han anlægge en By og omgav den med en prægtig Mur, 20 Stadier i Omkres. Han førte 6000 Kolonister dertil og skænkede dem frugtbare Jorder, og midt i Staden rejste han et mægtigt Tempel, og omkring det var en til Kejseren indviet Lund, 3œ Stadier i Omkreds. Byen kaldte han Sebaste og skænkede dens Indbyggere særegne Begunstigelser i retslig Henseende.


1Denne Beretning synes overdreven og er næppe at lide paa. 2Aar 20. 3Archæologien siger: det 18de. I hvert Fald var det omkring Aar 20. 4Den store firkantede, for en Del paa Underbygninger hvilende Plads midt paa Østhøjens Ryg; den kaldes nu Haram es Scherif og har fuldstændig sit gamle Omfang. 6Vesthøjen. Af Herodes' Borg staar endnu det svære Taarn Fasael, der gaar under Benævnelsen Davidstaarnet. Borgen laa i Byens NV Hjørne ved Murens Krumning.
Side 68

3. Da Kejseren senere havde skænket ham flere Landstrækninger, byggede han ogsaa i disse et Tempel for ham; det var af hvidt Marmor og laa ved Jordans Kilder. Stedet kaldes Paneion.1 Dér var en Bjergtop, som hævede sig til en umaadelig Højde; i en Kløft, ved Bjergets Fod aabner der sig en skyggefuld Grotte, i hvilken der er en stejl Klippevæg, som sænker sig ned til en umaadelig dyb Kumme med stillestaaende Vand, og naar man prøver paa at sænke noget ned deri, kan man ikke, selv med en nok saa lang Line, finde Bund. Ved Udkanten af denne Hule udvælde nogle Kilder, og her har, som nogle mene, Jordan sit Udspring. I det følgende skulle vi nøjere omtale dette.

4. Ogsaa i Jericho mellem Borgen Kypros og det gamle Slot opførte Kongen bedre og bekvemmere Herberger for Fremmede og opkaldte den efter de samme Venner. Kort sagt, der var ikke noget dertil egnet Sted i hans Rige, uden at han jo opførte noget dér til Kejserens Ære. Da han saaledes havde opfyldt sit eget Land med Templer, udbredte han ogsaa i sine Provinser hans Hæder og opførte Kejsertempler i mange Byer.

5. Da han bemærkede, at Søstaden Stratonstaarn var i Forfald, men paa Grund af sin gunstige Beliggenhed var værd at gøre noget for, opbyggede han hele Byen af hvide Sten, smykkede den med straalende Paladser og gav saaledes navnlig her et Bevis paa sin storslaaede Foretagsomhed. Imellem Dora og Joppe, hvor denne By laa, var Strandbredden ganske blottet for Havne, saa at enhver, der sejlede langs Foinikien til Ægypten, maatte holde Søen af Frygt for Sydvestvinden, som selv med almindelig Brise rejser en saadan Brænding mod Klipperne, at Havet ved Bølgernes Tilbageslag kommer i det heftigste Oprør. Ved stor Bekostning og ved sin Energi lykkedes det dog Kongen at besejre Naturen, og han byggede en Havn, større end den ved Peiraieus, og i dens inderste Hjørner indrettede han adskillige dybe Ankerpladser.

6. Omendskønt Naturforholdene vare vanskelige, overvandt han dog alle Besværligheder, saa at Bygningens Fasthed kunde modstaa Havet og var saa smuk, som om det ingen Vanskelighed havde kostet at indrette den. Han lod altsaa først opmaale, hvor stor Havnen skulde være, derpaa sænkede han Sten ned i Havet paa en Dybde af 20 Favne. De fleste af disse Sten vare 50 Fod lange, 9 Fod høje og 10 Fod brede, nogle vare ogsaa større. Da der saaledes var fyldt op fra Bunden af, udvidede han Dæmningen, der lige ragede op over Havet, til en Længde af 200 Fod, af hvilke de 100 Fod vare indrettede til at modstaa Bølgeslaget og kaldtes Bølgebryderen, det øvrige Stykke bar en Stenmur, som løb rundt om


1Det senere Cæsarea Philippi. En Beskrivelse af dette interessante Sted findes hos Buhl: Palæstina, 139 f.
Side 69

Havnen. Den var besat med svære Taarne, af hvilke det højeste og skønneste efter Kejserens Stifsøn1 kaldtes Drusion.

7. Der var indrettet mange Hvælvinger til Opholdssted for Skibsfolkene, og hele Pladsen foran dem rundt om var en stor Spasereplads for de ankommende Rejsende. Indsejlingen var paa Nordsiden, da Nordenvinden paa dette Sted var den mildeste, og paa hver Side af Indløbet stod paa Søjler tre Billedstøtter og ved dem paa venstre Haand, naar man sejlede ind, stod et svært Taarn; paa højre Haand derimod to opretstaaende, indbyrdes forbundne Stensøjler, som vare højere end den øverste Rand af Taarnet ligeoverfor. De op til Havnen grænsende Huse vare ogsaa af hvide Sten, og Byens Gader strakte sig lige ned imod Havnen i lige lang Afstand fra hinanden. Ligeoverfor Indløbet laa der paa en Jordhøj et til Kejseren indviet Tempel, der udmærkede sig ved sin Skønhed og Størrelse, og deri stod en Billedstøtte af Kejseren ligesaa stor som Zeus' i Olympia, hvoraf den var en Kopi, og en Støtte af Rom efter Herestatuen i Argos.2 Byen skænkede han til Provinsen, Havnen til de Søfarende; men Æren for Byggeforetagendet tilskrev han Kejseren og kaldte derfor Byen Cæsarea.

8. Af andre Arbejder kan mærkes et Amfitheater, et Theater og Torvepladse, som han oprettede, og som nok fortjene at nævnes. Han indstiftede ogsaa Lege med fire Aars Mellemrum, gav dem Navn efter Kejseren og udsatte første Gang i den 192de Olympiade3 store Sejrsbelønninger, hvorved ikke blot Sejrherrerne, men ogsaa de af anden og tredie Rang fik deres Del i Kongens Rigdomme. Han opbyggede ogsaa Søstaden Anthedon, der var bleven ødelagt i Krigen, og kaldte den Agrippeion, ja af overvættes Venskab lod han samme sin Ven Agrippas Navn indhugge over Tempelporten,4 som han havde bygget.

9. Han bar ogsaa Kærlighed til sin Fader, om ellers nogen gjorde det; thi som Mindesmærke for Faderen anlagde han en By, som han lod opføre i den smukkeste Egn i Riget, et vandrigt og skovrigt Sted, og kaldte den Antipatris. Borgen i Jericho opførte og befæstede han, saa den blev enestaaende baade med Hensyn til Fasthed og Skønhed, og efter sin Moder kaldte han den Kypros. Til Ære for sin Broder Fasael byggede han i Jerusalem et Taarn, der bar hans Navn; om dets Udseende og Størrelse, som gjorde det meget kostbart, skulle vi i det følgende fortælle. Han byggede og-


1Livias Søn af et tidligere Ægteskab, Claudias Nero Drusus, bekendt for sine Kampe mod Germanerne, — død Aar 9 f. Chr. 2Feidias' Zeusstatue i Olympia og Polykleitos' Herestatue i Argos vare i Oldtiden anerkendte som de ypperste i deres Slags. 3En Olympiade var 4 Aar. Man regnede fra Aar 776 f. Chr. 4Den store aabne Port ind til Templets Forhal. Over Porten var anbragt en gylden Ørn og Navnet Agrippa.
Side 70

saa en By ved den Dal, ad hvilken man fra Jericho drager imod Nord, og kaldte den Fasaelis.

10. Medens han saaledes forevigede sine Paarørende og Venner, undlod han ej heller at sørge for sit eget Minde; men han opførte en Fæstning paa et Bjerg ved Arabiens Grænse og kaldte den efter sig selv Herodeion; og en 60 Stadier fra Jerusalem beliggende, med Kunst tildannet Høj af Form som et Kvindebryst gav han samme Navn samt udstyrede den paa det prægtigste; dens øverste Del omgav han nemlig med runde Taarne, og Pladsen indenfor opfyldte han med de kostbareste Paladser, saaledes at ikke blot det Indre af Bygningerne frembød et glimrende Skue; men ogsaa udvendig var der paa Væggene, Gesimserne og Tagene anvendt stor Bekostning. Fremdeles lod han med uhyre Bekostning en stor Vandmængde lede derhen og indrettede en Trappe derop med 200 Trin af hvidt Marmor. Banken var nemlig temmelig høj og fuldstændig tildannet af Menneskehaand. Ved Foden af Højen byggede han andre Bygninger, dels til at gemme Forraad i og dels til at huse sine Venner i, saa at Fæstningen, der egentlig kun var bestemt til at være en kongelig Borg, indeholdt alle Ting og saa ud som en hel By.

11. Efter at have iværksat alle disse Byggeforetagender, udviste han ogsaa sit Højsind overfor en Mængde udenlandske Stæder. I Tripolis, Damaskos og Ptolemais lod han bygge Gymnasier, i Byblos en Mur, i Berytos og Tyros Forsamlingssale, Søjlegange, Templer og Torve, i Sidon og Damaskos Theatre, i Laodikeia ved Havet en Vandledning, i Askalon Bade og kostbare Springvande, endvidere Søjlegange, som fremkaldte Beundring baade ved Arbejdets Udførelse og ved deres Størrelse. Der var ogsaa Byer, ved hvilke han anlagde Lunde og Enge; mange Byer fik Jorder skænkede af ham, som om de hørte til hans eget Rige. For at vedligeholde de offentlige Lege skænkede han aarlige, vedvarende Bidrag, for Exempel til Kos, i den Hensigt, at de ikke skulde savne Penge til Sejrsbelønninger. Han uddelte Korn til alle, som bad ham derom; Rhodos skænkede han baade een og mange Gange Penge til at udruste deres Flaade, og Pythion,1 som var afbrændt, lod han paa egen Bekostning langt prægtigere opbygge. Jeg vil ikke tale om hans Gaver til Lykien og Samos eller hans Udgifter til hele Ionien, naar de trængte dertil. Men er ikke Athen, Lakedaimon, Nikopolis og Pergamon i Mysien fulde af Gaver fra Herodes? I Antiocheia i Syrien lod han en Gade, som man nødvendig skulde passere, men som var meget sølet, brolægge med poleret Marmor, skønt den var 20 Stadier lang, og som Tilflugt i Regnvejr lod han anlægge en ligesaa lang Søjlegang langs dermed.

12. Nu kunde man jo sige, at disse Ting kun kom det enkelte


1Et Apollonstempel.
Side 71

Folk tilgode, som modtog dem; men hvad der for Exempel blev skænket til Elis, var en Gave, som var fælles ikke blot for Hellas, men for hele den Del af Jorden, hvor de olympiske Leges Berømmelse var trængt hen. Thi da han saa, at disse paa Grund af Pengemangel vare ved at ophøre, og at saaledes den eneste Rest af det gamle Hellas var ved at forsvinde, saa optraadte han ikke blot selv som Kampdommer, da han just paa en Rejse til Rom kom tilstede det Aar, Legene afholdtes, men han anviste stedsevarende Indtægter til Legene for bestandig at bevare Mindet om, at han havde fungeret som Kampdommer. Det er ikke til at beskrive, hvormegen Gæld og hvormange Skatter han eftergav, for Exempel Indbyggerne i Fasaelis og Balanea og for Smaabyerne omkring Kilikien lettede han de aarlige Afgifter. Ja, han vilde have vist dem endnu mere Ædelmodighed, hvis han ikke havde frygtet for, at det skulde synes mistænkeligt, eller at han skulde faa Ord for at nære mere vidtrækkende Planer ved saaledes at vise disse Byer større Velgærninger end sine egne.

13. Hans Legeme svarede til den Sjæl, som boede deri; han var stedse en ypperlig Jæger og havde, paa Grund af sin Færdighed som Rytter, særligt Held med sig paa Jagten. Paa en Dag nedlagde han saaledes undertiden fyrretyve Stykker Vildt; der var nemlig i Landet mange Vildsvin og særlig en Mængde Hjorte og Vildæsler. Han var uimodstaaelig i Vaabenbrug, og der var mange, som paa Gymnasierne forundredes ved at se den Sikkerhed, hvormed han kastede Spyd og skød med Bue. Foruden disse sjælelige og legemlige Fortrin havde han en sjælden Lykke med sig. Det var sjældent, at han havde Uheld med sig i Krigen, og gik det uheldigt, var ikke han selv men andres Forrædderi eller Soldaternes Fremfusenhed Skyld deri.


XXII

1. Medens Herodes saaledes havde Held med sig i udvortes Henseende, var den indre Lykke ham nægtet, og han plagedes af huslige Bekymringer. Aarsagen til disse sørgelige Tilstande var fra først af hans Dronning, til hvem han dog nærede den største Kærlighed. Efter at være kommen paa Thronen havde han nemlig forskudt den Hustru, han havde ægtet, medens han endnu var Privatmand; — hun stammede fra Jerusalem og hed Doris, — og han ægtede derpaa Mariamme, en Datter af Aristobulos' Søn Alexandros. Hun foraarsagede snart Uroligheder i hans Hus, særlig efter at han

Side 72

var kommen tilbage fra Rom. Først forviste Herodes for Mariammes Børns Skyld Antipatros, sin Søn med Doris, fra Byen og tillod ham blot ved Højtiderne at komme derind. Derefter lod han sin Dronnings Bedstefader, Hyrkanos, der var kommen tilbage til ham fra Parthien, ombringe,1 fordi han mistænkte ham for at lægge Raad op imod ham. Hyrkanos var jo nemlig bleven fanget af Bazafranes, da denne gennemstrejfede Syrien; men hans Landsmænd hinsides Eufrat havde af Medlidenhed faaet ham befriet, og havde han fulgt deres Raad, ikke at drage tilbage til Herodes, vilde han have beholdt Livet. Men Herodes' Ægteskab med hans Datterdatter lokkede ham hjem og førte ham saaledes i Døden. Thi i Tillid hertil og i stærk Længsel efter sit Fædreland vendte han tilbage. Hvad der ophidsede Herodes var ikke, at Hyrkanos gjorde ham Herredømmet stridigt, men at han havde større Ret dertil end Herodes selv.

2. Af de fem Børn, som han havde med Mariamme, vare de to Døtre og de tre Sønner. Den yngste af Sønnerne døde i Rom, hvor han blev opdraget; de to ældste lod Herodes kongeligt opdrage paa Grund af deres Moders høje Byrd og fordi de vare fødte, efter at han var bleven Konge. Dertil kom hans store, Dag for Dag voxende Kærlighed til Mariamme, en Kærlighed, der var saa hæftig, at han ikke mærkede de Ulykker, hun foraarsagede ham. Mariammes Had til ham var nemlig ligesaa stærkt som hans Kærlighed til hende. Hun havde jo tilstrækkelig Grund til at hade ham, og da Tanken om hans Kærlighed gjorde hende tryg, bebrejdede hun ham aabenlyst hans Adfærd mod hendes Bedstefader Hyrkanos og hendes Broder Jonathan.2 Heller ikke ham havde Herodes nemlig sparet, skønt han kun var en Yngling; men efter først at have overladt ham Ypperstepræstedømmet i hans syttende Aar, lod han ham dræbe strax efter denne Hædersbevisning, fordi nemlig det forsamlede Folk udgød Taarer3 ved paa Højtiden at se ham, iført den hellige Klædning, gaa frem for Alteret. Det unge Menneske blev saa om Natten sendt til Jericho, hvor han paa Herodes' Befaling af de galliske Drabanter blev druknet i Badet.

3. Dette bebrejdede Mariamme Herodes og haanede hans Søster og Moder med slemme Skældsord. Herodes tav, paa Grund af sin Kærlighed, stille hertil; men hans kvindelige Slægtninge bleve frygtelig vrede herover og satte alt ind paa at opægge Herodes ved at beskylde Mariamme for Ægteskabsbrud. Blandt andre Ting, som de opdigtede for at finde Tiltro, anklagede de hende ogsaa for at have sendt sit Billede til Antonius i Ægypten, og saaledes i sin overordentlige Liderlighed, skønt fraværende, at have budt sig frem til


1Foraar 30. 2Bedre kendt under Navnet Aristobulos den Tredie. Han var Ypperstepræst fra Begyndelsen til Slutningen af Aaret 35. 3Naturligvis Glædestaarer.
Side 73

denne kvindekære Mand, som jo ogsaa havde Magt til at skaffe sig hende. Dette forfærdede Herodes, som om han var bleven truffet af Lynet; han var desuden meget skinsyg i sin Kærlighed og betænkte tillige Kleopatras Grusomhed, for hvilken allerede Kong Lysanias og Araberen Malchos1 vare faldne som Ofre. Han mente derfor, at han løb Fare for, ikke alene at miste sin Hustru, men ogsaa sit Liv.

4. Da han nu stod i Begreb med at rejse bort,2 betroede han sin Hustru til Josef, sin Søster Salomes Mand, der var ham en trofast og velsindet Svoger, og gav ham hemmelig Befaling til at dræbe hende, hvis Antonius skulde dræbe ham selv. Josef aabenbarede imidlertid denne Hemmelighed, dog ikke i nogen ond Mening, men for at vise Dronningen Kongens Kærlighed, der var saa stærk, at han ikke engang i Døden kunde taale at være skilt fra hende. Da Herodes nu atter kom hjem og, under en Samtale, med mange Eder forsikrede hende om sin Kærlighed til hende, og at han ingensinde havde elsket nogen anden Kvinde saa højt, sagde hun: "Ja vist, ved den Befaling, Du har givet Josef om at dræbe mig, har Du tydelig nok vist, af hvad Art Din Kærlighed er!"

5. Ved at høre hende omtale denne Hemmelighed, blev han strax ligesom ude af sig selv; thi, paastod han, Josef vilde ikke have aabenbaret hende denne Befaling, hvis han ikke havde staaet i utilladeligt Forhold til hende; han blev da aldeles rasende af Skinsyge, sprang op af Sengen og løb som en Afsindig frem og tilbage i Slottet. Denne Lejlighed greb hans Søster Salome til at fortsætte sine Bagtalelser og bestyrke hans Mistanke mod Josef. I sit Raseri og sin ustyrlige Skinsyge gav han da Befaling til strax at dræbe dem begge.3 Anger efterfulgte dog strax Vreden, og efter at hans Harme var forbi, flammede Kærligheden atter op. Saa stor var hans glødende Attraa, at han ikke troede, hun var død, og i sin Sorg tiltalte hende, som om hun var levende, indtil Tiden belærte ham om det virkelige Forhold. Da blev hans Længsel og Sorg lige saa stor, som hans Kærlighed til hende, medens hun levede.


1Ituræerkongen Lysanias blev ganske vist paa Kleopatras Anstiftelse dræbt 36; med Hensyn til Malchos er Josephus Angivelse derimod urigtig. Derimod mistede Malchos nogle Landstrækninger. 2for overfor Antonius at undskylde sig i Anledning af den unge Aristobulos den Tredies Mord. 3Arch. XV, 7 giver en anden Beretning om Mariammes Død, som henlægges efter Herodes Rejse til Octavianus 30. I Archæologien skal Herodes to Gange have betroet Mariamme til andre under sin Fraværelse, først til Josef, senere til en vis Soemus. Begge Gange gik det ens, og dette gør Archæologiens Beretning noget mistænkelig.


Side 74

XXIII.

1. Hendes Sønner arvede Moderens Had, og ved at tænke paa deres Faders Forbrydelse kom de til at betragte ham som deres Fjende, baade i Førstningen under deres Opdragelse i Rom,1 og endnu mere, da de vare vendte tilbage til Judæa. Denne deres Sindsstemning voxede med Aarene. Da de havde naaet Ægteskabsalderen, ægtede den ene en Datter af sin Faster Salome, som havde anklaget deres Moder, og den anden ægtede en Datter af Kong Archelaos af Kappadokien. Nu lagde de ikke mere Skjul paa deres Had. Paa Grund af denne deres Dristighed, fik deres Bagtalere noget at holde sig til, og der var nogle, som aabenlyst fortalte Kongen, at han var Genstand for Efterstræbelser fra begge sine Sønners Side, og at den af dem, der var Archelaos' Svigersøn, i Tillid til sin Svigerfaders Hjælp, agtede at flygte bort og anklage Herodes for Kejseren. Da Herodes var bleven fyldt med disse Bagtalelser, kaldte han som Værn mod disse sine Sønner Doris' Søn Antipatros hjem og begyndte paa enhver Maade at fremhæve ham fremfor de andre,

2. Dette Omslag var dem utaaleligt, og da de saa, at han, som var født af en borgerlig Moder, skulde foretrækkes for dem med deres høje Byrd, kunde de ikke styre deres Harme, men lagde deres Vrede over denne Krænkelse for Dagen overfor enhver som helst. De bleve saaledes Dag for Dag mere opbragte; men Antipatros paa sin Side anstrængte sig for at befæste sin Stilling og var meget dygtig til at indsmigre sig hos sin Fader og opspinde allehaande Bagtalelser imod sine Brødre, idet han dels selv fremkom dermed, dels lod andre dertil skikkede Personer udsaa Rygter, indtil han endelig afskar Brødrene fra alt Haab om at komme paa Tronen; — han selv blev nemlig i Faderens Testamente ligefrem erklæret for Thronarving. Han blev ogsaa som en Konge sendt til Kejseren2 med kongelig Prydelse og Følge, dog uden Diadem. I Tidens Løb fik han ogsaa sin Moder indsat i Mariammes ægteskabelige Rettigheder. Ved at anvende disse to Vaaben: Smiger og Bagtalelse, imod sine Brødre, bragte han Kongen saa vidt, at han lagde Planer mod sine Sønners Liv.

3. Faderen slæbte saaledes Alexandros med sig til Rom3 og anklagede ham hos Kejseren for Giftblanderi imod sig. Alexandros kunde næppe tale for Jamren; men i Tillid til, at han havde en Dommer, der var forstandigere end Antipatros og visere end Herodes, undgik han med Beskedenhed at laste sin Fader, men fralagde sig kraftig de Beskyldninger, der vare rettede imod ham; han paa-


1fra 23-17 f. Chr. 2Aar 13, da han i M. Vipsanius Agrippas Følge rejste til Rom for at blive fremstillet for Kejseren. 3De traf Kejseren i Aquileja i Norditalien. Dette foregik Aar 12.
Side 75

viste ogsaa sin Broders Uskyldighed; thi Broderen var jo i Fare saavel som han selv; endelig beklagede han sig over Antipatros' Underfundighed og den Ringeagt, de maatte lide under. Hans rene Samvittighed gjorde et stærkt Indtryk, og hertil kom hans dygtige Forsvar; han var nemlig meget veltalende. Han sluttede med at sige, at hans Fader gærne maatte dræbe dem, hvis Beskyldningen var sand, og bragte herved Taarer i alles Øjne; men Kejseren blev saa bevæget, at han tilbageviste alle Anklagerne imod dem og snart fik dent forsonede med Herodes. Forsoningen fandt Sted paa de Vilkaar, at de i enhver Henseende skulde være deres Fader hørige og lydige, og han skulde have Ret til at overlade Riget til hvem, han vilde.

4. Derefter vendte Kongen tilbage fra Rom og syntes ikke at tage Hensyn til Beskyldningerne mod sine Sønner; men dog slap han ikke sin Mistanke. Antipatros fulgte jo nemlig med, og han var den egentlige Aarsag til Misstemningen. Han undsaa sig dog nu, da der lige var sluttet Forlig, for aabent at lægge sit Sindelag for Dagen. Da Herodes var sejlet forbi Kilikien og kom til Eleusa, fik han en prægtig Modtagelse ved et Gæstebud, som Archelaos gjorde for ham for at takke for sin Svigersøns Frelse og i sin Glæde over Forsoningen. Han havde ogsaa i Hast skrevet til sine Venner i Rom om at understøtte Alexandros under Retssagen. Han fulgte nu Herodes paa Vej til Zefyrion og skænkede ham Gaver paa omtrent tredive Talenters Værdi.

5. Da Herodes kom til Jerusalem, sammenkaldte han en Folkeforsamling, fremstillede sine tre Sønner for dem, gav en Beretning om Rejsen og sendte mange Taksigelser til Gud og Kejseren, som havde stiftet Fred i hans splidagtige Hus og skaffet Enighed tilveje iblandt hans Sønner, hvilket var mere værd end et helt Rige. "Denne Enighed," sagde han, "skal jeg yderligere befæste. Kejseren har nemlig erklæret mig for at være Rigets Herre og har givet mig Ret til at udnævne min Efterfølger, og jeg vil nu vise min Erkendtlighed mod ham, samtidig med at jeg handler i min egen Interesse. Disse mine tre Sønner erklærer jeg da herved for Konger og beder om, at først Gud og dernæst ogsaa I vil bifalde denne min Beslutning. Den ene fortjener, paa Grund af sin Alder, de to andre paa Grund af deres høje Byrd, at blive mine Efterfølgere, og Riget er stort nok for Flere. Nu skulle I ære dem, som Kejseren har forsonet, og deres Fader har indsat, og yde dem de bestemte Hædersbevisninger, som kunne tilkomme dem, enhver efter sin Alder; thi om nogen bliver æret mere, end hans Alder berettiger ham til, glæder han sig dog ikke saameget derover som den græmmer sig, der bliver tilsidesat for ham. Jeg skal ansætte visse Slægtninge og Venner til at omgaas enhver af dem, og vil sætte dem til at være Vogtere over den indbyrdes Enighed; jeg ved nemlig meget vel, at det er

Side 76

slette Mennesker i deres Omgangskres, som have fremkaldt Urolighederne og Splidagtigheden; er deres Omgang derimod god, vil Kærligheden bevares. — Jeg vil dog have, at ikke alene disse, men ogsaa Befalingsmændene i min Hær for nærværende Tid kun skulle vente noget af mig; thi det er ikke selve Riget, men kun den kongelige Hæder, jeg overgiver mine Sønner; de skulle vel nyde Behagelighederne som Fyrster, men Regeringens Byrde hviler alligevel paa mig, om jeg end gærne vilde være fri derfor. Se hen til min Alder, min Levemaade og min Gudfrygtighed; jeg er dog endnu ikke saa gammel, at jeg snart maa opgive Haabet om at leve længere; ej heller lever jeg i Vellevnet, som jo ofte river Folk bort i den unge Alder, og jeg har dyrket Gud, saa jeg haaber at opnaa en høj Alder. Er der nogen, som i Haab om min Bortgang vil indsmigre sig hos mine Sønner, han skal komme til at undgælde derfor. Det er ikke af Misundelse mod mine Børn, at jeg vil forhindre Andre i at vise dem Ære; men jeg ved, at saadant skaber dristige Planer hos unge Mennesker. Blot enhver af deres Omgivelser vilde betænke, at den Retsindige vil faa Belønning hos mig; men at den, der stifter Ufred, ikke engang hos den, han søger at gavne, vil faa Noget for sin Slethed, — saa tænker jeg, at Alle vil gøre mig til Behag, og det vil ogsaa være til mine Sønners sande Gavn. Thi det, at jeg fører Regeringen, er til Fordel for dem, og at de ere enige, er til Fordel for mig. — Og I, kære Børn! tænk først paa Naturens hellige Baand, som endogsaa hos Dyrene bevarer den indbyrdes Kærlighed, dernæst paa Kejseren, der har stiftet Forlig imellem Eder, og for det tredje paa mig, som formaner, omendskønt jeg havde Ret til at befale: Opfører Eder som Brødre! Jeg giver Eder nu kongelig Klædning og Tienerskab, og jeg beder Gud om at bevare mine Bestemmelser, naar blot I vilde være enige." Efter at have sagt dette og kærlig at have hilset enhver af Sønnerne, hævede han Forsamlingen. Der var nogle, som ønskede, at hans Ord maatte gaa i Opfyldelse; men de, som ønskede Omvæltninger, lode som om de Intet havde hørt.


XXIV.

1. Den indbyrdes Uenighed blev imidlertid ved at følge disse Brødre, og de fjernede sig mere og mere fra hverandre, idet den indbyrdes Mistænksomhed bestandig voxede. Alexandros og Aristobulos vare misfornøjede med, at Antipatros havde faaet sin Førstefødselsret anerkendt, og Antipatros misundte Brødrene, skønt

Side 77

de kun indtoge den anden Plads. Men den sidstnævnte, som var meget underfundig, forstod at skjule sit Sindelag og fordulgte med stor Snildhed sit Had til dem; hine derimod, som vare stolte af deres høje Byrd, udtalte frit, hvad de tænkte. Der var mange, som yderligere ophidsede dem, og flere indsneg sig i Venskab med dem for at udspionere dem. Alt hvad Alexandros sagde, blev saaledes strax bragt for Antipatros, og med Tilføjelser gik det atter fra Antipatros til Herodes. Ikke engang, naar det unge Menneske sagde noget ganske uskyldigt, slap han fri for Dadel; men alt, hvad han sagde, blev udlagt i værste Betydning, og naar han talte en Smule frimodigt, blev der af Ubetydeligheder lavet de største Ting. Antipatros satte ogsaa bestandig Folk til at opægge dem, for at hans Løgn kunde have noget sandt som Grundlag, og for at han, ved at bevise een af sine Udtalelser, kunde gøre det altsammen sandsynligt. Af hans Venner vare nogle af Naturen tause, eller med Gaver underkøbte til ikke at forraade nogen af hans Hemmeligheder, saa at man passende kunde kalde Antipatros' Liv et Skalkeskjul. Ved at bestikke Alexandros' Omgivelser med Penge eller vinde dem ved Smiger, opnaaede han alt, hvad han vilde, og fik dem til tyvagtig at forraade, baade hvad der blev gjort og sagt. Ved saaledes snildelig at forstille sig, skaffede han ogsaa med stor Snuhed sine Bagtalelser Indgang hos Herodes; han selv gik under Broderskabets Maske, men lod andre optræde som Angivere. Naar saa noget blev berettet imod Alexandros, kom han hyklerisk tilstede og begyndte med at modsige Beretningen; men derpaa fik han uformærket Sagen drejet saaledes, at han opæggede Kongens Vrede. Alt, hvad han foretog sig, gik ud paa at komme Broderen tillivs og faa det til at se ud, som om Alexandros havde til Hensigt at dræbe sin Fader. Og der var Intet, hvorved Antipatros mere skaffede sine Bagtalelser Tiltro end ved at lade, som om han tog Broderen i Forsvar.

2. Forbitret over alt dette unddrog Herodes Dag for Dag Ynglingene sin Kærlighed; men i lige saa høj Grad forøgedes hans Kærlighed til Antipatros. Ogsaa Hoffolkene trak sig tilbage fra dem, nogle af fri Vilje og andre ifølge Befaling, saaledes Ptolemaios,1 den mest ansete af Kongens Venner, Kongens Brødre2 og hele hans Slægt. Antipatros formaaede Alt, og — hvad der mest krænkede Alexandros — ogsaa Antipatros' Moder formaaede Alt, og hun efterstræbte dem værre end nogen Stifmoder og nærede særlig Had til dem, fordi de vare Dronningens Børn. Alle indsmigrede sig nu hos Antipatros og satte deres Forhaabninger til ham; de bleve ogsaa


1Der var ved Herodes Hof to Mænd af Navnet Ptolemaios, den ene var en Broder til Ministeren Nikolaos Damaskenos, den anden bestyrede Pengevæsenet og var Kongens Seglbevarer. 2Kun een af disse kan der være Tale om: Feroras.
Side 78

drevne over til ham ved Kongens Befalinger; thi han paalagde de Anseteste, at de hverken maatte omgaas med eller slutte sig til Alexandros' Parti. Og Herodes indgød ikke alene Frygt blandt sine Undersaatter, men ogsaa blandt Alexandros' udenlandske Venner; thi han var den eneste Konge,1 hvem Kejseren havde givet Ret til at hente Folk, som vare flygtede fra ham, hjem igen, selv om det var fra en By, der ikke stod under ham. Ynglingene vare imidlertid uvidende om alle disse Bagtalelser, hvorfor de saameget lettere ved Uforsigtighed bleve Genstand derfor. Aabenlyst dadlede deres Fader dem nemlig ikke; men de mærkede snart hans Stemning af hans Kulde imod dem og hans Opfarenhed, hvergang noget mishagede ham. Antipatros knyttede ogsaa til sig sin Farbroder Feroras, som var fjendtlig stemt imod dem, samt sin Faster Salome, med hvem han stedse talte saa fortroligt, som om hun havde været hans Hustru, og hvem han saaledes ophidsede. Til at forøge dette Fjendskab bidrog ogsaa Alexandros' Hustru Glafyra, der pralede af sin høje Byrd og betragtede sig som Herskerinde over hele Hoffet, fordi hun paa fædrene Side nedstammede fra Temenos2 og paa mødrene Side fra Dareios, Hystaspis' Søn.3 Hun spottede meget over Herodes Søsters og Hustruers ringe Herkomst; det var for deres velskabte Legemes og ikke for deres Fødsels Skyld, at Herodes havde valgt dem. Der var mange af dem; thi fra gammel Tid har det været Jøderne tilladt at have flere Hustruer, og Kongen fandt en Nydelse i at have mange.4 Alle disse kom ved Glafyras Praleri og haanlige Udtalelser til at hade Alexandros.

3. Aristobulos havde ogsaa lagt sig ud med Salome, skønt hun var hans Svigermoder; hun var jo i Forvejen ophidset over Glafyras Spotterier, og nu forekastede Aristobulos stadig sin Hustru hendes lave Herkomst og sagde, at han havde giftet sig med en borgerlig Pige, hvorimod hans Broder Alexandros havde ægtet en Kongedatter. Dette fortalte Datteren grædende til Salome og tilføjede, at Alexandros og hans Venner ogsaa truede de andre Brødres Mødre med, at de, naar de kom til Magten, vilde gøre dem til Væverpiger sammen med deres Slavinder og sætte Brødrene til at være Skriverkarle paa Landet, hvorved de tillige spottede over deres omhyggelige Opdragelse. Ved at høre dette kunde Salome ikke styre sin Vrede, men fortalte det altsammen til Herodes. Hun indgød ham Tillid, da det jo var hendes egen Svigersøn, hun fortalte om. Hertil kom en anden Beskyldning, som havde ophidset Kongens Sind. Han hørte nemlig, at de idelig raabte paa deres Moder og beklagede hendes Skæbne, medens de ønskede Ondt over ham, og ofte, naar han


1Herodes' Stilling har næppe været saa foretrukken, som Josephus ved denne og andre Lejligheder afmaler den. 2Efterkommer af Herakles og Konge af Argos i Hellas. 3Den store Perserkonge, der regerede 521-485. 4Han havde ialt 10.
Side 79

skænkede nogle af Mariammes Klæder til sine senere Hustruer, truede de dem med, at de snart, i Stedet for at gaa i kongelige Klæder, skulde komme til at bære Haarskjorter.

4. Skønt Herodes herved blev noget bange for de unge Menneskers Sindelag, opgav han dog ikke Haabet om at faa dem paa bedre Tanker, men kaldte dem for sig — han stod nemlig i Begreb med at sejle til Rom1 — og truede dem først lidt som Konge, hvorefter han som Fader gav dem mange Formaninger, bad dem om at elske deres Brødre og lovede at tilgive deres tidligere Forseelser, naar de blot vilde opføre sig bedre for Fremtiden. De fralagde sig imidlertid de mod dem rettede Beskyldninger og betegnede dem som usande; deres Gærninger, sagde de, skulde tjene dem som Forsvar. Han burde lukke sine Øren for Fabler og ikke være saa lettroende; thi der vilde aldrig mangle Folk, som vilde lyve for ham, saalænge de mærkede, at de kunde faa ham til at tro det.

5. Herved stillede de ham tilfreds — han var jo dog deres Fader, — og bleve saaledes fri for den øjeblikkelige Frygt; men de vare bedrøvede ved at betragte Fremtiden; de vidste nemlig, at Salome og deres Farbroder Feroras vare dem fjendske, og de vare begge slemme og besværlige Fjender, især Feroras, som havde Del i den kongelige Magt, — kun manglede han Diademet — og havde sine særlige Indtægter. 100 Talenter; som Gave af sin Broder havde han desuden faaet Indkomsterne af hele Landet hinsides Jordan. Herodes havde ogsaa faaet Lov af Kejseren til at gøre ham til Tetrarch,2 og havde skaftet ham et kongeligt Giftermaal ved at give ham sin egen Hustrus Søster til Ægte. Efter hendes Død vilde han skænke ham den ældste af sine Døtre med en Medgift paa 300 Talenter. Men Feroras havde af Kærlighed til en Slavinde undslaaet sig for dette Giftermaal, hvorover Herodes var bleven vred paa ham og havde bortgiftet sin Datter til sin Brodersøn, som senere blev dræbt af Partnerne. Han glemte dog snart sin Vrede mod Feroras og undskyldte ham for hans Svagheds Skyld.

6. Feroras var allerede tidligere, — medens Dronningen endnu levede — bleven beskyldt for at ville ombringe Kongen med Gift. Nu kom der mange Angivere, som meldte Kongen det, og skønt Herodes elskede sin Broder højt, fik de ham dog til at tro deres Beskyldninger og blive bange. Mange af de mistænkte lod han lægge paa Pinebænken og kom tilsidst til Feroras' Venner. Ingen af dem bekendte ligefrem noget om Anslaget mod Kongen, men kun, at Feroras vilde bortføre den Pige, han elskede, og flygte til Partherne. Som Medvider i denne Plan og Hjælper ved Flugten havde han Kostobaros, Salomes Mand, som Kongen havde givet hende til Ægte, da hendes første Mand var bleven henrettet for Ægteskabsbrud.3


1Tidspunktet herfor er usikkert. 2Aar 20 f. Chr. 3Josef, henrettet Aar 34.
Side 80

Heller ikke Salome blev fri for Beskyldning; hendes Broder Feroras anklagede hende nemlig for at have underhandlet om Ægteskab med Syllaios, Araberkongen Obaidas'1 Statholder, en bitter Fjende af Herodes. Hun blev vel overbevist herom samt om alt det andet, Feroras anklagede hende for; men hun opnaaede Tilgivelse for det. Ogsaa Feroras erklærede Kongen fri for de mod ham rettede Anklager.

7. Det huslige Uvejr trak imidlertid hen over Alexandros og udgød sig helt over hans Hoved. Kongen havde tre Gildinger, som vare i stor Anseelse hos ham, hvilket man kunde se af deres Stillinger; den ene havde han nemlig ansat som Mundskænk, den anden som Taffeldækker, og den tredie var Kammertjener og delte Soveværelse med Kongen. Dem havde Alexandros ved store Foræringer forført til Utugt med sig. Da dette blev meldt til Kongen, bleve de forhørte paa Pinebænken og bekendte strax, at de havde haft Omgang med ham; de anførte ogsaa de Løfter, hvorved de vare blevne forledte dertil af Alexandros; han havde nemlig sagt, at de ikke mere skulde knytte Forhaabninger til Herodes, som var en Olding og ikke skammede sig ved at farve sit Haar, om Folk maaske derved kunde komme til at anse ham for ung; de skulde derimod holde sig til ham, som nok, selv imod Faderens Vilje, skulde komme paa Thronen om ikke lang Tid, og saa skulde han straffe sine Fjender, men gøre sine Venner glade og lykkelige, og fremfor alle da dem. De fornemste Mænd, sagde de, gjorde ogsaa allerede hemmelig Alexandros deres Opvartning, og Hærens Feltherrer og Befalingsmænd havde hemmelige Sammenkomster med ham.

8. Dette forskrækkede Herodes i den Grad, at han ikke strax vovede at lade sig mærke med, hvad han havde faaet at vide, men udsendte Spejdere, som baade ved Nat og Dag skulde vaage over, hvad de gjorde eller sagde, og dem, der faldt i Mistanke, lod han strax henrette. Paladset var helt opfyldt af en grusom Vilkaarlighed. Af Fjendskab og privat Had opdigtede enhver Beskyldninger, og mange benyttede sig af Kongens mordlystne Sind til at styrte deres Fjender. Enhver Løgn fandt strax Tiltro, og Straffedommene fandt Sted næsten før Anklagerne. Naar een lige havde angivet en anden, blev han snart selv anklaget og førtes til Retterstedet sammen med den, han havde anklaget; thi Kongens Frygt for sit Liv afskar al Undersøgelse. Hans Forbitrelse gik saa vidt, at han ikke engang sendte dem, der ikke vare anklagede, et naadigt Blik, og var meget uvenlig endog overfor sine Venner. Saaledes forviste han mange af dem fra Hoffet, og han var vranten mod dem, overfor hvem han ikke havde nogen Strafferet. Under disse ulykkelige Omstændigheder


1Obaidas den Anden regerede 28-9 f. Chr.; med hans Minister Syllaios havde Herodes en bitter Strid, der endog bragte ham i Unaade hos Kejseren.
Side 81

var Antipatros stadig paa Nakken af Alexandros, og han og hans Slægtninge dannede en Kres, hvor der ikke var en Bagtalelse, uden at de jo fremførte den mod Alexandros. Kongen blev ved Antipatros' og hans Medsammensvornes fabelagtige Beretning bragt til en saadan Grad af Frygt, at han syntes at se Alexandros komme imod sig med draget Sværd. Han lod ham nu strax gribe og fængsle og lagde hans Venner paa Pinebænken. Mange led Døden uden at sige et Ord og tale noget imod bedre Vidende; andre lode sig ved Pinslerne tvinge til Usandhed og sagde, at Alexandros havde lagt Raad op imod ham med sin Broder Aristobulos og pønsede paa at dræbe ham under Jagten, hvorpaa de vilde flygte til Rom. Omendskønt dette ikke var sandt, men opdigtet af dem for at undgaa Pinsel, troede Kongen det dog gærne; thi han fik nu den Tilfredsstillelse, at man ikke kunde finde det uretfærdigt, at han havde ladet sin Søn fængsle.


XXV.

1. Da Alexandros saa, at det var umuligt at faa Faderen omstemt, saa han troede paa hans Uskyldighed, besluttede han sig til at gaa Faren imøde og affattede fire Skrivelser imod sine Fjender, hvori han ganske vist tilstod at have stræbt Faderen efter Livet, men tillige angav de fleste af sine Fjender som Medskyldige, fremfor alle Feroras og Salome; den sidstnævnte havde ogsaa trængt sig ind til ham en Nat for, skønt han var uvillig dertil, at have Samleje med ham. Disse Skrivelser med deres mange og haarde Beskyldninger mod de fornemste Personer vare ikke saa snart komne Herodes i Hænde, førend Archelaos i stor Hast kom til Judæa, i Frygt for sin Svigersøns og Datters Skæbne.1 Det lykkedes ham ogsaa ved sin Kløgt at hjælpe dem og ved Snildhed at dæmpe Kongens Vrede. Strax ved sin Ankomst tilraabte han nemlig Kongen: " Hvor er min vanartede Svigersøn? Hvor skal jeg faa Øje paa denne Person, der pønser paa Fadermord? Jeg vil sønderrive ham med mine egne Hænder. Min Datter skal faa samme Skæbne som hendes smukke Ægtefælle; thi selv om hun ikke har taget Del i hans Plan, er hun bleven besmittet alene ved at have været en saadan Skurks Hustru. Jeg undrer mig over, at Du, som dog har været Genstand for hans Mordplaner, kan være saa langmodig, at Du


1Vistnok Aar 10 f. Chr.
Side 82

endnu lader Alexandros leve. Jeg har nemlig skyndt mig hertil fra Kappadokien i den Tro, at jeg skulde finde ham tilbørlig afstraffet for længe siden, og jeg vilde saa sammen med Dig undersøge, hvorledes det har sig med min Datter, hvem jeg jo af Hensyn til Din Berømmelse har ladet ham faa til Ægte. Nu maa vi altsaa raadslaa om dem begge to, og hvis Du som Fader føler Dig for svag til al straffe denne Din forræderske Søn, lad os saa bytte Roller og overtage hinandens Harme."

2. Ved denne højttravende Tale rokkede han Herodes' allerede fattede Beslutning. Herodes rakte ham nu de af Alexandros forfattede Skrivelser, at han skulde læse dem, og de gennemgik dem nøje hver for sig, idet de dvælede ved hvert enkelt Punkt. Nu greb Archelaos Lejligheden til at udføre sin List og væltede lidt efter lidt Skylden over paa de i Skrivelsen omtalte, særlig Feroras. Da han mærkede, at Kongen skænkede ham Tiltro, sagde han: "Det bør undersøges, om ikke det unge Menneske er bleven efterstræbt af slette Personer, og ikke Du af det unge Menneske. Thi det er ikke til at se, hvad Grund han skulde have til at styrte sig i en saa stor Skændselsgærning, da han jo allerede nyder kongelig Ære og har Haab om at blive Din Efterfølger. Der maa være nogle, som have misbrugt hans Ungdoms Letsindighed og saaledes forledt ham dertil. Thi af saadanne slette Personer kan ikke blot unge, men ogsaa gamle Mennesker blive bedragne, og de berømteste Huse, ja hele Kongeriger blive omstyrtede."

3. Denne Tale vandt Bifald hos Herodes, og han glemte lidt efter lidt sin Vrede mod Alexandros, hvorimod han blev ophidset mod Feroras, der i de fire Skrivelser var angivet som Hovedmand. Da denne saa, hvor hurtig Kongen havde skiftet Sind, og at Archelaos' Venskab formaaede alt hos ham, søgte han ved sin Frækhed at opnaa Frelse; thi han indsaa nok, at han ikke kunde opnaa den paa hæderlig Maade. Han lod da Alexandros' Sag ligge og tog sin Tilflugt til Archelaos. Denne sagde, at han ikke indsaa, hvorledes han skulde kunne redde ham, da han jo var indviklet i saa mange Beskyldninger, hvoraf det tydelig fremgik, at han havde lagt Raad op imod Kongen og var Skyld i de Ulykker, som nu vare komne over Prinsen, — hvis han ikke vilde lade sin Underfundighed og sine Benægtelser fare og bekende sig skyldig i det, han var anklaget for, og bede sin Broder, der stedse havde Kærlighed til ham, om Tilgivelse. Til at opnaa denne skulde han paa enhver Maade hjælpe ham.

4. Feroras fulgte hans Raad, klædte sig, for at synes des mere beklagelsesværdig, i en sort Dragt og faldt grædende ned for Herodes' Fødder, idet han bad om, at han, som ofte før, maatte opnaa Tilgivelse, og bekendte, at han var skyldig, han havde nemlig, gjort alt, hvad man anklagede ham for. Han beklagede sin Sinds-

Side 83

forvirring og sit Vanvid og sagde, at hans Kærlighed til den omtalte Kvinde var Skyld deri. Da Archelaos saaledes havde faaet Feroras til at fremstaa baade som Anklager og Vidne mod sig selv, gik han i Forbøn for ham hos Herodes og mildnede dennes Vrede, idet han forestillede ham et Exempel fra sine egne huslige Forhold. Han sagde nemlig, at han havde maattet taale meget værre Ting af sin Broder, men dog havde ladet Naturens Ret gælde mere end Hævngerrighed. I Kongeriger var der nemlig, ligesom i store Legemer, altid et eller andet Sted, der gik i Betændelse paa Grund af Tryk; man burde da ikke strax skære det af, men helbrede det ved Skaansomhed. —

5. Ved mange saadanne Overtalelser formildede han Herodes overfor Feroras. Selv vedblev han imidlertid at anstille sig vred paa Alexandros og sagde, at han vilde have sin Datter skilt fra ham og tage hende med sig hjem; han bragte det tilsidst saa vidt, at Herodes gik i Forbøn for Prinsen og bad, om han ikke atter vilde betro denne sin Datter. Archelaos sagde først med ypperlig Forstillelse, at han vilde overlade Herodes hende, for at han kunde give hende til hvem, han vilde, kun ikke til Alexandros. Archelaos vilde nemlig gøre alt for at bevare det engang bestaaende Svogerskab med Herodes. Kongen sagde da, at han vilde betragte det, som om Archelaos havde skænket ham hans Søn, naar han tillod Ægteskabet at bestaa; de havde nemlig allerede Børn sammen, og Hustruen var saa højt elsket af Prinsen, at hun, naar hun blev hos ham, vilde holde ham borte fra Forbrydelser; men blev hun revet bort fra ham, vilde han derved helt falde i Fortvivlelse; thi selv de mest forvovne Mennesker kunne ved Hjemmets Indflydelse lade sig formilde. Archelaos gav da efter nogen Modstræben sit Samtykke og lod sig forsone, ligesom han ogsaa forligede Prinsen med hans Fader. Denne skulde dog absolut, sagde han, sende Alexandros til Rom med Beretning til Kejseren; Herodes havde nemlig tidligere skrevet om det altsammen til ham.

6. Saaledes lykkedes Archelaos' listige Plan, hvorved han reddede sin Svigersøn. Efter at Forsoningen havde fundet Sted, levede man i Gæstebud og Fryd. Da Archelaos drog bort, skænkede Herodes ham en Gave paa 70 Talenter, en gylden Stol, besat med Ædelstene, nogle Gildinger og en Medhustru, der kaldtes Pannychis. Ogsaa Archelaos' Venner gav han Foræringer efter enhvers Rang. Ligesaa gave ogsaa alle Kongens Frænder, efter hans Befaling, Archelaos herlige Gaver, og han blev fulgt paa Vej af Herodes og de fornemste Mænd lige til Antiocheia.


Side 84

XXVI

1. Ikke længe efter kom der imidlertid til Judæa en Mand, der fik meget større Indflydelse end Archelaos med al dennes Snildhed; han omstyrtede ikke alene det ved Archelaos' Mellemkomst sluttede Forlig med Alexandros, men blev Skyld i dennes Undergang. Han var af Fødsel en Lakoner og hed Eurykles. Det var Pengebegærlighed, som havde ført ham ind i Riget; thi Hellas kunde ikke længer skaffe ham Penge nok til Fortsættelse af hans overdaadige Levevis. Som Lokkemiddel for at opnaa, hvad han ønskede, bragte han Herodes herlige Gaver, og fik dem strax mangefold igen. Han var imidlertid ikke fornøjet med denne paa hæderlig Maade opnaaede Foræring, men vilde, selv om det skulde koste Blod, skaffe sig Indflydelse i Riget. Han vandt Kongen for sig ved Smiger, Veltalenhed og falske Lovtaler over ham. Han blev snart kendt med Herodes' Væsen og kunde saaledes sige og gøre alt, hvad der var ham behageligt, saa at han blev een af hans nærmeste Venner. Baade Kongen og alle hans Omgivelser satte ham nemlig særligt højt for hans Fædrelands Skyld, da han jo var en Spartiat.1

2. Da han havde mærket de usunde Forhold i Kongehuset, baade at Brødrene vare uenige, og hvorledes Faderen var stemt imod enhver af dem, tog han først Ophold som Gæst i Antipatros' Hus, men vandt samtidig ved sit Hykleri Alexandros' Venskab og indbildte ham løgnagtig, at han og Archelaos vare gamle Venner. Derved blev han hurtig modtaget som en højtæret Gæst, og Alexandros skaffede ham ogsaa snart Adgang til sin Broder Aristobulos. Efter at have lært alle disse Personer at kende, omgikkes han den ene paa een Maade, den anden paa en anden, men var i Virkeligheden lejet af Antipatros og en Forræder mod Alexandros. Han bebrejdede Antipatros, at han, som den ældste, rolig saa paa, at de andre pønsede paa at tilintetgøre hans Forhaabninger, og han spurgte Alexandros, om han, der var Søn af en Dronning og havde en Prinsesse til Ægte, vilde tillade, at den borgerlige Kvindes Søn fik Herredømmet, og det især, da Alexandros jo vilde kunne faa stor Støtte hos Archelaos. Hvad der især gjorde, at Prinsen havde Tillid til hans Raad, var hans foregivne Venskab med Archelaos. Alexandros lagde derfor ikke Skjul paa noget, men beklagede sig for ham over sit Forhold til Antipatros og sagde, at det ikke vilde være at undres over, om Herodes, der havde myrdet deres Moder, ogsaa vilde fratage dem hendes Rige. Herover hyklede Eurykles Smerte og Medlidenhed. Det samme lokkede han Aristobulos til at sige, og da han havde faaet dem begge to til at indvikle sig i Beklagelser over


1Lakonerne eller Spartiaterne (paa Peloponnes) vare fra gammel Tid Jødernes Venner. 1 Makk. 12.
Side 85

deres Fader, gik han til Antipatros og fortalte ham, hvad de havde betroet ham. Han føjede hertil den Usandhed, at hans Bredre forberedte et Overfald paa ham, og det vilde ikke vare længe, før de angreb ham med dragne Sværd. For disse Meddelelser fik han en Mængde Penge og roste saa Antipatros hos hans Fader. Tilsidst gav han sig til at anklage Aristobulos og Alexandros for Faderen; thi han havde sat sig for, at de skulde miste Livet; han gik da til Herodes og sagde, at han, som Gengæld for de Velgærninger, denne havde bevist ham, vilde redde hans Liv, og som Tak for hans Gæstfrihed vilde bevare ham, saa han kunde vedblive at se Dagens Lys; thi Sværdet var allerede hvæsset imod ham, og Alexandros' højre Arm var allerede udstrakt; men han havde ved sin Forstillelse hindret, at Mordet endnu var sket. Alexandros havde nemlig sagt, at Herodes ikke var tilfreds med at herske i et Rige, der egentlig tilhørte Andre, og med at have myrdet deres Moder og bortødsle hendes Rige, men vilde endogsaa indsætte et Slegfredbarn til sin Efterfølger og give Skurken Antipatros deres Forfædres Rige. Han vilde hævne Hyrkanos' og Mariammes Død; thi det sømmede sig ikke for ham at modtage Riget efter en saadan Fader uden at have dræbt ham. Ja, han blev jo ogsaa daglig ophidset dertil ved mange Ting, han kunde saaledes ikke sige et Ord, uden at det jo blev brugt til at mistænkeliggøre ham. Naar der blev talt om andres høje Byrd, blev han uden Grund forhaanet, idet nemlig Faderen sagde: "Den eneste højbyrdige er Alexandros, ja han foragter endogsaa sin Fader paa Grund af dennes lave Herkomst." Naar de vare paa Jagt sammen, var det galt, hvis han tav stille, men gav han sig til at rose nogen, hed det sig, at han talte ironisk. I det hele taget havde han i Herodes en stræng Fader; thi han brød sig kun om Antipatros, og derfor vilde han gærne dø, hvis hans Plan ikke skulde lykkes. Hvis han derimod fik sin Fader dræbt, skulde han nok komme i Sikkerhed; thi for det første havde han en Støtte i sin Svigerfader Archelaos, til hvem han let kunde flygte, dernæst i Kejseren, som hidtil havde været uvidende om Herodes' Optræden, og saa vilde han ikke som forrige Gang staa og ryste paa Grund af sin Faders Nærværelse eller blot tale om Beskyldninger mod ham selv, men først berette om Folkets Elendighed og om, at det blev udsuget af Skatter i allerhøjeste Grad, og fortælle, til hvilket Fraadseri og til hvilke Foretagender de Penge vare blevne anvendte, som vare skaffede tilveje ved Folkets Blod, og hvad det var for Folk, der havde beriget sig med vore Penge, og hvilke Byer det var, han havde begunstiget. Han vilde ved samme Lejlighed føre Klager over Mordet paa sin Bedstefader og Moder og fortælle alle de Ugærninger, der vare øvede i Riget; naar Kejseren fik det at høre, vilde han ikke blive dømt som Fadermorder.

3. Efter at Eurykles var fremkommen med denne svære Anklage

Side 86

mod Alexandros, gav han sig til i høje Toner at rose Antipatros: han var den eneste, der havde nogen Kærlighed til sin Fader, og han havde derfor hidindtil hindret deres forræderske Forehavende. Kongen, som ikke endnu var bleven helt befriet for sin tidligere Mistanke, blev ophidset til en uforsonlig Harme, og nu greb Antipatros igen Lejligheden og udsendte nogle andre for at anklage sine Brødre og sige, at de hemmelig havde drevet Underhandlinger med Jucundus og Tyrannos, som fordum havde været Kongens Rytteranførere, men for nogle Forseelsers Skyld vare udstødte af Hæren. Overordenlig vred herover lod Herodes strax disse Mænd underkaste pinligt Forhør. De bekendte dog Intet af det, de beskyldtes for. Men nu blev der fremlagt et Brev til Kommandanten i Alexandreion fra Alexandros, hvori denne anmodede om, at han skulde aabne Fæstningen for ham og hans Broder Aristobulos, efter Faderens Drab, og lade dem faa Vaaben og andre Fornødenheder. Alexandros paastod, at dette Brev var lavet af Diofantos; denne Diofantos var Kongens Skriver, et frækt Menneske, som var istand til at efterligne enhvers Haandskrift. Han forfalskede for Resten mange Skrivelser og blev ogsaa tilsidst henrettet af den Grund. Herodes lod den paagældende Kommandant lægge paa Pinebænken, men fik ej heller af ham nogen Besked om Beskyldningen.

4. Skønt han saaledes fandt disse Anklager ugrundede, gav han dog Befaling til at holde Sønnerne fængslede; men de bleve endnu ikke lænkede.1 Eurykles derimod, der havde bragt Fordærvelse over hans Hus og opspundet hele denne skændige Beskyldning, kaldte han sin Frelser og Velgører og skænkede ham 50 Talenter. Han skyndte sig, før Sagen blev nøjere oplyst, afsted til Kappadokien og berigede sig ogsaa hos Archelaos, hvor han havde den Frækhed at sige, at han havde faaet Herodes forsonet med Alexandros. Derefter rejste han til Hellas, hvor han forbrugte, hvad han havde erhvervet ved sine slette Gærninger, til lignende Ting. Efter to Gange at være bleven anklaget hos Kejseren for at have bragt hele Achaia i Oprør og plyndret Byerne, blev han jaget i Landflygtighed. Saaledes ramte Straffen ham, for hvad han havde gjort mod Alexandros og Aristobulos.

5. Som Modsætning til denne Spartiat kan passende fremhæves Euarestos fra Kos. Han var nemlig een af Alexandros' nærmeste Venner og opholdt sig ved Hoffet samtidig med Eurykles. Da Kongen udspurgte ham om de Ting, som hin beskyldte dem for, bekræftede han med sin Ed, at han ikke havde hørt noget saadant af Prinserne. Dog nyttede dette ikke de Ulykkelige noget; thi kun slette Udtalelser fandt et villigt Øre hos Herodes, og den, der delte hans Mening og hans Harme, var i størst Yndest hos ham.


1Aar 8 f. Chr.


Side 87

XXVII

1. Ogsaa Salome ophidsede ham til Vrede imod hans Sønner. Aristobulos vilde nemlig drage hende, der baade var hans Svigermoder og Faster, med sig i Faren og sendte Bud til hende, hvori han bad hende sørge for sin egen Sikkerhed; thi Kongen tænkte nemlig paa at lade hende dræbe, da den samme Beskyldning var rejst imod hende som tidligere, at hun stræbte efter at blive gift med Araberen Syllaios og havde aabenbaret ham Kongens Hemmeligheder, skønt han var Kongens Fjende. Dette blev som det sidste Vindpust, der bragte de allerede faretruede Ynglinge til helt at synke; thi Salome løb til Kongen og fortalte ham denne Aristobulos' Formaning. Kongen kunde da ikke længer styre sig, men kastede begge sine Sønner i Lænker og holdt dem afsondrede fra hinanden; han sendte derpaa i stor Hast Feltherren Volumnius og sin Fortrolige Olympos til Kejseren med forklarende Skrivelser. Efter at være sejlede til Rom overleverede de Kongens Brevskaber, og Kejseren blev meget bedrøvet paa de unge Menneskers Vegne, men mente dog ikke, at man burde fratage Faderen hans Strafferet over sine Sønner. Han skrev da tilbage, at Herodes selv var Herre over dem; dog vilde han gøre rettest i at undersøge den Sammensværgelse, de anklagedes for, i et almindeligt Raad, bestaaende af hans egne Slægtninge og Statholderne i Provinsen. Befandtes de da skyldige, kunde han jo henrette dem; men havde de blot haft til Hensigt at flygte, kunde han paalægge dem en mildere Straf.

2. Herodes fulgte dette Raad, begav sig til Berytos, hvilket Sted Kejseren havde anvist, og nedsatte dér en Domstol. Forsædet førte efter Kejserens skriftlige Befaling Statholderne Saturninus og Pedanius med deres Legater, hvoriblandt Landshøvdingen Volumnius; derefter kom Kongens Slægt og Venner, Salome og Feroras; derefter de fornemste Mænd i Syrien, undtagen Kong Archelaos, hvem Herodes havde mistænkt, da han jo var Alexandros' Svigerfader. Herodes var saa forsigtig ikke at fremstille sine Sønner for Retten; thi han vidste at Dommerne, blot ved at se dem, vilde fatte Medlidenhed med dem, og fik de Lov til at forsvare sig, vilde Alexandros med Lethed fri sig for al Skyld. De bleve derimod bevogtede i Landsbyen Platane ved Sidon.

3. Kongen fremstod da og talte saa heftigt imod dem, som om de selv havde været tilstede. Han gik let hen over Anklagen for at stræbe ham efter Livet; thi her havde han ikke kunnet overbevise dem; men derimod opregnede han for Rettens Medlemmer deres Skældsord, Spottegloser, Forhaanelser og utallige Forseelser imod ham, hvilke vare endnu utaaleligere end Døden. Da Ingen svarede ham noget hertil, beklagede han sig og sagde, at det var, som

Side 88

om de derved anklagede ham selv, og det var paa den Maade en sørgelig Sejr, han vandt over sine Børn. Han spurgte derpaa enhver om deres Mening. Først afgav Saturninus sin Stemme: de unge Mennesker burde vel dømmes, men ikke til Døden. Det passede sig ikke for ham, som selv havde tre Sønner nærværende, at stemme for andres Børns Død. Samme Kendelse afgav ogsaa de to Legater, og nogle andre samstemmede med dem. Volumnius var den første, der stemte for Dødsstraf, og efter ham stemte alle for Prinsernes Død, nogle for at smigre Herodes, andre af Had til ham, men ingen, fordi de havde noget imod Prinserne. Nu ventede hele Syrien og Jødeland i Spænding paa Sørgespillets Slutning. Der var dog Ingen, som mente at Herodes vilde være saa grum at udgyde sine Sønners Blod. Han lod imidlertid Sønnerne slæbe til Tyros og sejlede derfra til Cæsarea, idet han overvejede, paa hvad Maade han skulde lade de unge Mennesker henrette.

4. Kongen havde en gammel Soldat ved Navn Tiron, hvis Søn havde været en nær Omgangsfælle og Ven af Alexandros, og han selv nærede ogsaa for sit Vedkommende Kærlighed til Prinserne. Han blev af Forbitrelse ligesom ude af sig selv, først løb han rundt og raabte, at Retfærdigheden var traadt under Fødder. Sandheden var gaaet til Grunde, Naturens Orden var forstyrret, Livet var faldt af Uretfærdighed, og i sin Lidenskabelighed sagde han mere saadant, da han var lige glad, om han end skulde miste Livet. Tilsidst havde han endog den Dristighed at fremstaa for Kongen og sige: "I mine Øjne er Du i højeste Grad at beklage, Du, som til Skade for dem, Du elsker højest, fæster Lid til de sletteste Mennesker. Feroras og Salome, som Du ofte har dømt til Døden, dem tror Du mere end Dine egne Børn; men deres Mening er, at de ville berøve Dig Dine ægtefødte Efterkommere, saa blot Antipatros bliver tilbage; i ham ville de nemlig faa en Konge, med hvem de kunne faa det, som de ville. Se dog til, om ikke hans Brødres Død vil gøre ham forhadt iblandt Soldaterne; thi der er ikke een, som ikke har Medlidenhed med Prinserne, og der er mange af Befalingsmændene, som aabent lægge deres Misfornøjelse for Dagen." Samtidig hermed navngav han de misfornøjede, hvilke Kongen strax lod gribe tilligemed ham selv og hans Søn.

5. Imidlertid kom een af Hoffets Barberer ved Navn Tryfon løbende til og begyndte i en Slags Afsindighed at angive sig selv; "Ja, denne Tiron." sagde han, "har ogsaa overtalt mig til at skære Halsen over paa Dig, naar jeg barberer Dig, og han har lovet mig store Belønninger af Alexandros." Da Herodes havde hørt dette, lod han Tiron, hans Søn og Barberen lægge paa Pinebænken. De to første nægtede alt, og den sidste gav ingen nærmere Oplysning; Kongen befalede da, yderligere at pine Tiron. Det gjorde Sønnen ondt for Faderen, og han lovede at aabenbare Kongen alt, hvis Fa-

Side 89

deren maatte blive skaanet. Da han faaet Løfte herpaa, sagde han, at hans Fader paa Alexandros' Tilskyndelse vilde myrde Kongen. Dette mente nogle, at han havde opdigtet for at befri sin Fader for yderligere Mishandling; men der var ogsaa nogle, som mente, at det var sandt.

6. Herodes anklagede imidlertid i en Folkeforsamling de omtalte Anførere samt Tiron og ophidsede Folket imod dem. De bleve da sammen med Barbéren ihjelslagne med Knipler og Sten. Kongen lod derpaa sine Sønner bringe til Sebaste ikke langt fra Cæsarea og gav Befaling til at kvæle dem. Hans Befaling blev hurtig udført,1 og han bød da, at Ligene skulde bringes til Fæstningen Alexandreion og begraves sammen med deres Morfader Alexandros. Et saadant Endeligt fik altsaa Alexandros og Aristobulos.


XXVIII.

1. Antipatros havde nu ubestridt Arveret til Thronen, men var Genstand for et voldsomt Had fra Folkets Side; thi alle vidste, at det var ham, der havde opspundet alle de falske Beskyldninger imod sine Brødre. Han blev ogsaa greben af en stor Frygt, efterhaanden som han saa de dræbtes Børn voxe til. Alexandros havde nemlig med Glafyra to Sønner: Tigranes og Alexandros, og Aristobulos havde med Salomes Datter Bernike Sønnerne: Herodes, Agrippa og Aristobulos, samt Døtrene Herodias og Mariamme. Da Herodes havde ladet Alexandros henrette, sendte han Glafyra med hendes Medgift tilbage til Kappadokien; Aristobulos Enke Bernike bortgiftede han derimod til Antipatros' Morbroder. Dette Giftermaal havde Antipatros faaet i Stand for derved at vinde Salome, der var bleven ham fjendsk. Han søgte ogsaa ved Gaver og forskellige Tjenester at bringe Feroras og Kejserens Venner over paa sit Parti og sendte ikke ringe Pengesummer til Rom. Saturninus i Syrien og alle hans Omgivelser bleve ogsaa overvældede med Gaver fra ham. Trods sine Gaver blev han dog endnu mere forhadt; thi man mærkede, at han ikke bortskænkede sine Foræringer af Ædelmodighed, men paa Grund af Frygt, saa Følgen blev, at de, der havde faaet Gaver af ham, ikke blev mere velsindede imod ham, og de, der intet fik, bleve ham endnu mere fjendske. Alligevel vedblev han at bortskænke stedse mere glimrende Gaver, da han saa, at Kongen, tvært imod hans Forhaabninger, med Omhu tog sig af de faderløse Børn og ved sin Medli-


1Aar 7 f. Chr.
Side 90

denhed mod Børnene gav tilkende, at han fortrød at have ladet Fædrene henrette.

2. Herodes samlede nemlig engang sine Slægtninge og Venner om sig, fremstillede Børnene for dem og sagde med Øjnene fulde af Taarer: "En ulykkelig Skæbne har berøvet mig disses Fædre, og de ere nu ved Naturens Baand og ved den Medlidenhed, deres faderløse Stilling indgyder, blevne overladte til min Omsorg. Jeg skal ogsaa forsøge, om jeg end har været en meget ulykkelig Fader, saa dog at blive en omhyggelig Bedstefader, og jeg skal sørge for, at Børnene efter min Død til Beskyttere skulle faa dem, der ere mig de kæreste. Jeg trolover derfor Din Datter, Feroras, med den ældste af Alexandros' Sønner, for at Du af den Grund med Omhu skal antage Dig ham; og Din Søn, Antipatros, med Aristobulos' Datter. Gid Du derved maatte blive den Faderløse en Fader. Hendes Søster skal min Søn Herodes1 have til Ægte; han er jo paa mødrene Side en Dattersøn af Ypperstepræsten. Gid nu alle mine Paarørende vil respektere denne min Afgørelse, og ingen af mine Venner handle derimod. Jeg beder ogsaa til Gud, om at han vil stadfæste disse Ægteskaber til mit Riges og mine Efterkommeres Gavn og se paa disse Børn med mildere Øjne end paa deres Fædre."

3. Efter disse Ord brast han i Graad, lod Børnene række hinanden deres Hænder, hilsede enhver især med Venlighed og hævede derpaa Forsamlingen. Antipatros blev strax stærkt rystet herved, og hans Bedrøvelse bemærkedes af alle. Han forstod nemlig, at den Hæder, hans Fader havde vist de Faderløse, spaaede hans egen Undergang, og at hans Haab om Kronen atter var udsat for at strande, naar nu Alexandros' Børn fik en Støtte baade i Archelaos2 og Tetrarchen Feroras. Han betænkte ogsaa, hvor stort et Had Folket nærede til ham, og hvor stor Medlidenhed, de havde med de Faderløse. Thi ligesom Jøderne i Brødrenes Levetid havde været dem hengivne, saaledes bevarede de dem nu, efter at de vare blevne styrtede af ham, i kærlig Erindring. Han besluttede da, hvad det end skulde koste, at faa de paatænkte Ægteskaber forpurrede.

4. Da han jo vidste, hvor vanskelig hans Fader var, og hvor let hans Vrede flammede op ved den mindste Mistanke, frygtede han for at gaa underfundig til Værks, men tog Mod til sig, fremtraadte for sin Fader og bad ham ligefrem om, at han ikke maatte berøve ham den Ære, han een Gang havde vist ham, og ikke lade ham nøjes med Kongenavnet, men give de andre Magten. Han vilde nemlig ikke kunne faa nogen Magt, dersom Alexandros' Søn, der i


1Herodes den Stores anden Gemalinde af Navnet Mariamme var en Datter af den alexandrinske Præst Simon eller Boethos, som af Herodes blev gjort til Ypperstepræst, samtidig med at Datteren blev Dronning (Aar 24 f. Chr). Herodes havde med hende den her nævnte Søn Herodes, der senere levede som Privatmand. 2Deres Bedstefader.
Side 91

Forvejen havde Archelaos til Bedstefader, nu desuden fik Feroras til Svigerfader. Han bad indstændigt om, at han vilde forandre sin Beslutning angaaende disse Giftermaal; der var jo mange andre Børn i Kongehuset. — Kongen havde nemlig ni Hustruer,1 og med syv af dem havde han Børn, nemlig: med Doris den omtalte Antipatros, med Ypperstepræstens Datter Mariamme: Herodes, med Malthake fra Samaria havde han Antipas og Archelaos og Datteren Olympias, som hans Brodersøn Josef havde til Ægte. Med Kleopatra fra Jerusalem havde han Herodes og Filippos, og med Pallas havde han Fasael. Desforuden havde han Døtrene Roxane og Salome, den første med Faidra og den anden med Elpis. To af hans Hustruer vare barnløse, den ene var hans Søskendebarn og den anden hans Broderdatter. Foruden de anførte havde han med Mariamme to Døtre, Søstre til Alexandros og Aristobulos. — Da han altsaa havde et saa talrigt Afkom, bad Antipatros ham forandre sin Beslutning om Ægteskaberne

5. Kongen blev yderst opbragt ved saaledes at mærke hans Sindelag mod de Faderløse; han kom tillige til at tænke paa de Henrettede, om de ikke maaske vare faldne som Ofre for Antipatros' Bagtalelser. Han gav derfor Antipatros et vredt Svar og afviste ham for dengang. Men tilsidst lod han sig dog omstemme ved hans Smigrerier og forandrede sin Bestemmelse, saaledes, at han gav Antipatros selv Aristobulos' Datter, og hans Søn fik Feroras' Datter.

6. Man kan heraf se, hvormeget Antipatros i den Slags Sager ved sin Smiger formaaede at udvirke. Salome kunde i et lignende Tilfælde intet udrette. Skønt hun var Kongens Søster, og skønt Kejserens Hustru Livia2 gik i Forbøn for hende, fik hun dog ikke Lov til at ægte Araberen Syllaios; men Kongen svor, at han vilde betragte hende som sin værste Fjende, hvis hun ikke afstod fra dette sit Forsæt. Tilsidst bortgiftede han hende mod hendes Vilje til een af sine Venner Alexas, samt een af hendes Døtre til Alexas' Søn og den anden til Antipatros' Morbroder. Een af Mariammes Døtre blev gift med Herodes Søstersøn Antipatros og den anden med hans Brodersøn Fasael.

XIXX

1. Efter at Antipatros saaledes havde berøvet de Faderløse ethvert Haab om at komme til Magten og faaet de omtalte Giftermaal


1Foruden den henrettede Hasmonæerinde Mariamme. 2Augustus' tredie Hustru. Hun havde før været gift med Tiberius Claudius Nero og havde af dette Ægteskab den senere Kejser Tiberius.
Side 92

ordnede til sin Fordel, følte han sig sikker i sine Forhaabninger om Thronen, og da han saaledes med al sin Slethed havde erhvervet en sikker Stilling, blev han aldeles utaalelig. Thi da han ikke kunde udrydde det Had, enhver nærede til ham, søgte han at befæste sin Stilling ved Frygt. Hermed hjalp Feroras ham; thi denne betragtede ham allerede som regerende Konge. Der fandtes ved Hoffet en Kres af Kvinder, som iværksatte nye Uroligheder; Feroras' Hustru førte sammen med sin Moder og Søster samt Antipatros' Moder et ryggesløst Liv paa Slottet, og hun havde endogsaa den Dristighed at forhaane Kongens to Døtre, hvorfor Kongen ogsaa var særdeles opbragt paa hende. Skønt disse Kvinder saaledes vare ilde lidte af Kongen, havde de dog Indflydelse hos alle andre. Kun Salome var en Modstander af deres Kres og meddelte Kongen om de Forsamlinger, de holdt, og som næppe sigtede til at fremme hans Tarv. Da de fik at vide, at der var rejst Anklage imod dem, og at Herodes var vred, ophørte de med deres aabenlyse Sammenkomster og Venskabsytringer, ja, de anstillede sig tværtimod som Uvenner indbyrdes, naar Kongen hørte derpaa. Paa samme Maade forstillede ogsaa Antipatros sig, idet han lod, som om han var fornærmet paa Feroras. De havde imidlertid hemmelige Sammenkomster og holdt natlige Drikkelag, og jo mere der blev passet paa dem, des mere styrkedes deres Sammenhold. Intet af hvad de gjorde forblev dog skjult for Salome, og hun berettede alt til Herodes.

2. Denne blev herved opflammet til Vrede, især mod Feroras' Hustru, som Salome særlig anklagede. Kongen samlede da et Møde af sine Venner og Slægtninge og anklagede dette Kvindemenneske for mange forskellige Ting: for hendes Forhaanelser af hans Døtre, for at hun med Penge havde opmuntret Farisæerne1 til Modstand imod ham, og for at hun ved Tryllemidler havde gjort hans Broder fjendsk imod ham. Han henvendte tilsidst sin Tale til Feroras og sagde, at han kunde vælge eet af to, enten sin Broder eller sin Hustru Han svarede da, at han hellere vilde miste Livet end sin Hustru. Herodes vidste nu ikke, hvad han skulde gøre ved Sagen og vendte sig da til Antipatros, hvem han forbød at have noget Samkvem enten med Feroras' Hustru eller med denne selv eller med nogen af hendes Kres. Antipatros overtraadte heller ikke aabenlyst denne Befaling, hvorimod han hemmelig holdt natlige Sammenkomster med dem; men af Frygt for Salomes Paapassenhed fik han ved sine Venner i Italien udvirket, at han kom til at gøre en Udenlandsrejse til Rom. De skrev nemlig, at det vilde være heldigt, om Antipatros for en Tid blev sendt til Kejseren. Herodes sendte ham


1Ifølge Archæologien XVII. 2 vægrede en stor Del Farisæere sig paa denne Tid (Aar 7) ved at aflægge Troskabsed til Kejseren og Herodes. De bleve straffede med en Mulkt, som Feroras' Hustru betalte.
Side 93

da uden Tøven afsted1 med et prægtigt Følge og medgav ham mange Penge samt sit Testamente, som han skulde overbringe. Heri havde Kongen bestemt Antipatros til sin Arving og efter Antipatros Herodes, en Søn af Ypperstepræstens Datter Mariamme.

3. Ogsaa Araberen Syllaios sejlede til Rom uden at tage Hensyn til, at Kejseren havde forbudt ham at komme; hans Hensigt var at føre Sag imod Antipatros angaaende det samme Forhold, hvorfor han tidligere var bleven indstævnet af Nikolaos.2 Han havde ogsaa en hæftig Trætte med sin egen Konge, Aretas,3 thi han havde nemlig dræbt flere af Kongens Venner og især Soaimos en af de anseteste Mænd i Petra. Ved store Pengesummer vandt han Kejserens Hofmester Fabatus og fik i ham en Hjælper i Sagen mod Herodes. Herodes gav dog Fabatus endnu flere Penge og fik ham til at svige Syllaios samt til at kræve den Afgift, som var bleven Syllaios paalagt af Kejseren. Syllaios betalte imidlertid Intet, men anklagede endog Fabatus hos Kejseren, idet han sagde, at Fabatus mere forvaltede Herodes' end Kejserens Sager. Herover blev Fabatus opbragt, og da han endnu stod i stor Gunst hos Herodes, optraadte han som Angiver af Syllaios' hemmelige Planer og meddelte Kongen, at Syllaios havde bestukket hans Drabant Korinthos, som derfor burde sættes i Forvaring. Kongen troede dette; thi den nævnte Korinthos var vel opdraget dér i Riget, men af Fødsel en Araber. Han lod du strax ikke blot denne gribe, men ogsaa to andre Arabere, som man fandt hos ham, den ene en Ven af Syllaios, den anden en Høvding. Paa Pinebænken tilstod de, at Korinthos for en stor Sum Penge var gaaet ind paa at myrde Herodes. Efter ogsaa at være blevne forhørte af Saturninus, Statholderen i Syrien, bleve de sendte til Rom.4

4. Herodes lod imidlertid ikke Feroras have Ro, men vilde bringe ham til at skille sig fra sin Hustru; thi han vidste ikke, hvilket Middel han skulde bruge for at faa straffet dette Kvindemenneske, som han af mange Grunde nærede Had til. Tilsidst blev han saa harmfuld, at han forviste baade hende og sin Broder fra Hoffet. Feroras fandt sig rolig i denne haarde Medfart og drog til sit Tetrarchi,5 idet han svor, at først Herodes' Død skulde komme til at gøre Ende paa hans Landflygtighed; thi han vilde paa ingen Maade vende tilbage, saalænge han levede. Ja, han vilde ikke engang komme til sin Broder, da denne blev syg, skønt der uafladelig blev sendt Bud efter ham. Herodes vilde nemlig før sin Død meddele ham nogle Befalinger. Mod Forventning kom Kongen sig dog;


1Aar 6 f. Chr. 2Herodes Minister Nikolaos Damaskenos havde ved Kejserhoffet i Aarene 8-7 f. Chr. med Held ført Sagen imod Araberen Syllaios, der beskyldte Herodes for Krænkelse af Landefreden. 3Aretas den Fjerde 9 f. Chr. — 40 e. Chr. 4Syllaios blev henrettet i Rom. 5Peræa.
Side 94

men kort efter blev Feroras syg, og da viste det sig, at Herodes var mere forsonlig; thi han kom til ham og lod ham kærlig pleje. Feroras stod dog ikke denne Sygdom igennem, men døde faa Dage efter.1 Herodes nærede stor Kærlighed til ham lige til hans sidste Dag, og dog gik Rygtet, at han havde forgivet ham. Han lod Liget bringe til Jerusalem, paabød hele Folket dyb Sorg og gav ham en prægtig Begravelse. Et saadant Endeligt fik altsaa den ene af Alexandros' og Aristobulos' Mordere.

XXX.

1. Derefter kom Straffen over den egentlige Ophavsmand Antipatros, og netop Feroras' Død blev Foranledningen dertil. Nogle af dennes Frigivne kom nemlig bedrøvede til Kongen og fortalte, at hans Broder var taget af Dage ved Gift. Hans Hustru havde nemlig bragt ham en Ret, der ikke var tillavet paa sædvanlig Maade, og efter at have spist den, var han strax bleven syg. Hendes Moder og Søster havde ogsaa to Dage i Forvejen fra Arabien ladet hente et Fruentimmer, som var giftkyndigt, for at tilberede en Elskovsdrik til Feroras; men i Stedet derfor havde hun givet ham Gift, hvilket var sket paa Syllaios' Foranstaltning; hun var nemlig en Bekendt af ham.

2. Kongen fattede Mistanke og lod holde pinligt Forhør over Slavinderne og nogle frie Kvinder. Der var da een, som under Torturen raabte: "Gud, som styrer Jord og Himmel, straffe Antipatros' Moder, som er Skyld i disse vore Ulykker!" Da Kongen havde faaet dette Udgangspunkt, lod han yderligere Sandheden efterforske. Og Kvinden aabenbarede saa Antipatros' Moders Forbindelse med Feroras og hans Kvinder og deres hemmelige Sammenkomster, hvor Feroras og Antipatros, efter at være komne fra Kongen, hele Natten igennem havde drukket i deres Selskab og ikke tilladt hverken nogen Tjener eller Pige at være tilstede. Det var een af de frie Kvinder, som aabenbarede dette.

3. Herodes lod da hver enkelt af Slavinderne særskilt underkaste Tortur. Alles Angivelser stemmede overens med det tidligere sagte, og de fortalte, hvorfor Antipatros ifølge Aftale var draget til Rom og Feroras til Peraia. De havde nemlig ofte indbyrdes talt om, at Herodes, efter at have henrettet Alexandros og Aristobulos, vilde lade Turen komme til dem og deres Hustruer. Thi eftersom han


1Aar 5 f. Chr.
Side 95

var optraadt overfor Mariamme og hendes Sønner, kunde man ikke vente, at han vilde skaane nogen anden, saa at det var bedst at flygte saa langt bort fra dette Umenneske som muligt. Antipatros havde ofte beklaget sig overfor sin Moder og sagt, at han allerede begyndte at blive graahaaret, hvorimod hans Fader foryngedes Dag for Dag. Det kunde let ske, at han døde, førend han virkelig kom til at overtage Regeringen. Men selv om ogsaa Faderen døde først — og naar mon det skete? — saa vilde i hvert Fald Nydelsen af Regeringen efter Herodes blive ham en kortvarig Glæde. Aristobulos' og Alexandros' Børn voksede imidlertid op ligesom Hydrahoveder.1 Faderen havde berøvet ham Haabet om at faa sine Børn til Efterfølgere; thi til Thronarving efter hans Død havde Herodes ikke bestemt nogen af hans Børn, men Mariammes Søn Herodes. Men Herodes maatte jo gaa i Barndom, naar han kunde tro, at hans Testamente vilde blive respekteret. Antipatros skulde nok sørge for, at der ikke blev een af hans Efterkommere tilbage. Der havde aldrig nogensinde været en Fader, der hadede sine Børn som Herodes, og dog hadede han endnu mere sin Broder. Herodes havde nemlig nylig givet Antipatros 100 Talenter, for at han ikke mere skulde tale med Feroras. Da Feroras saa engang havde sagt: "Hvad Fortræd have vi gjort ham?" havde Antipatros svaret: "Lad ham kun plyndre os lige til Skindet, naar han saa dog blot vil lade os slippe derfra med Livet; men det er umuligt at slippe fra dette blodtørstige Umenneske, som ikke engang kan taale, at man aabenlyst holder af nogen; vi maa derfor holde vore Sammenkomster hemmeligt, men havde vi blot Mands Mod og Kraft, skulde han nok komme til at tillade, at vi holdt dem offentligt."

4. Dette vidnede de paa Pinebænken, og desuden sagde de, at Feroras havde haft i Sinde at flygte med dem til Petra. Paa Grund af Talen om de 100 Talenter fæstede Herodes Lid til, hvad de sagde; thi Antipatros var den eneste, han havde sagt noget derom. — Han lod først sin Vrede gaa ud over Doris, Antipatros' Moder, hvem han fratog alle de Smykker, han havde givet hende, hvilke beløb sig til en Værdi af mange Talenter, hvorpaa han jog hende bort for anden Gang. Hans Vrede mildnedes herved mod Feroras' Kvinder, og han lod dem pleje efter Torturen. Opfyldt af Frygt og Mistænksomhed lod han dog mange Uskyldige gribe og lægge paa Pinebænken, for at ingen af de Skyldige skulde slippe fra ham.

5. Paa denne Maade kom Turen ogsaa til Samaritaneren Antipatros, som var Hovmester hos Antipatros. Ved at underkaste ham Tortur erfarede Herodes, at Antipatros havde sendt een af sine Venner Antifilos til Ægypten for at hente Gift til at dræbe ham med.


1Hydra er i de græske Sagn et mangehovedet Uhyre, som har den Egenskab, at for hvert Hoved, man hugger af den, voxer to nye frem.
Side 96

Antipatros' Morbroder Theudion havde igen faaet Giften af Antifilos og givet den til Feroras, hvem Antipatros havde paalagt at dræbe Herodes, medens han selv var i Rom og saaledes udelukket fra Mistanke. Feroras havde saa igen givet sin Hustru Giften i Forvaring. Hun blev saa hentet til Kongen, der strax befalede hende at give ham, hvad hun havde i Forvaring. Hun gik ud, ligesom for at hente det, men styrtede sig saa ned fra Taget for at undgaa nærmere Undersøgelse og Mishandling fra Kongens Side. Men det var nu engang, som det syntes, Guds Vilje, at Antipatros ikke skulde undgaa sin Straf — og hun faldt ikke paa Hovedet, men paa Siden, saa hun slap derfra med Livet. Hun blev atter bragt op til Kongen, og da hun var bleven bragt til Bevidsthed igen — hun var nemlig besvimet ved Faldet — spurgte han hende, hvorfor hun havde styrtet sig ned; han lovede hende højtideligt, at hun skulde blive fri for enhver Straf, hvis hun sagde Sandhed; men vilde hun skjule noget, skulde han tilrede hendes Legeme saaledes paa Pinebænken, at der ikke skulde blive en Stump tilbage deraf til at begrave.

6. Hertil svarede Kvinden efter en kort Pause: "Ja, hvorfor skal jeg egentlig længer skjule denne Hemmelighed, nu efter Feroras' Død, for derved at frelse Antipatros, som har styrtet os alle i Ulykke? Hør, Konge! hvad jeg siger, og Gud, som ikke lader sig vildlede, skal være Dig et Vidne om min Sanddruhed. Da Du grædende sad ved Sengen, hvor Feroras laa paa sit Dødsleje, kaldte han mig til sig og sagde: "Min Hustru! Jeg har taget storlig fejl af min Broders Sindelag imod mig, jeg har hadet ham, der dog elsker mig saa højt, og villet dræbe ham, der endogsaa før min Død er aldeles opløst af Sorg over mig. — Nu faar jeg, hvad jeg har fortjent for min Ugudelighed! men Du skal strax komme hid med den Gift, som Du forvarer, og som Antipatros har efterladt ti) at dræbe ham med, og Du skal hurtig tilintetgøre den i mit Paasyn, for at jeg ikke ogsaa i Dødsriget skal straffes af den hævnende Aand," Og som han befalede, bragte jeg den ogsaa til ham og hældte i hans Paasyn største Delen deraf i Ilden; men en Del deraf gemte jeg til mig selv, da jeg jo ikke vidste, hvad der kunde ske, og jeg frygtede for Dig."

7. efter at have sagt dette, gav hun ham en Buxboms Æske, som indeholdt Resten af Giften. Kongen lod derpaa Antifilos' Moder og Broder underkaste Tortur, og de bekendte, at Antifilos havde bragt Æsken med sig fra Ægypten, og at han havde faaet Giften af sin Broder, som var Læge i Alexandreia. Det saa da ud, som om Alexandros' og Aristobulos' Aander vandrede omkring i hele Paladset og opsporede og bragte alle skjulte Ting for Dagen og drog Folk frem til Undersøgelse, som man aldeles ikke havde haft mistænkt. Ja, endogsaa Ypperstepræstens Datter Mariamme fandtes at være Medvider i denne Sammensværgelse, hvilket hendes Brødre

Side 97

tilstod paa Pinebænken. Kongen lod sin Hævn over Moderens Frækhed gaa ud ogsaa over hendes Søn; thi Sønnen Herodes, som han havde med hende, og som skulde være Thronarving efter Antipatros, udslettede han af sit Testamente.


XXXI.

1. Desuden kom ogsaa Bathyllos i Forhør, og han var det sidste Vidne om Antipatros' Planer. Han var hans Frigivne og medbragte en anden Slags Gift, bestaaende af Hugormegift og Væsker af andre Krybdyr, forat Feroras og hans Hustru, hvis den første Gift skulde være for svag, kunde anvende denne imod Kongen. Som et andet Bevis paa Antipatros' Frækhed imod sin Fader, bragte han Breve fra ham, hvori han satte Ondt for sine Brødre. Kongens Sønner Archelaos og Filippos, som bleve opdragne i Rom, vare nu Ynglinge og meget begavede. For at de ikke skulde staa i Vejen for hans Forhaabninger, stræbte Antipatros at rydde dem bort og affattede da disse Breve imod dem i Herodes' romerske Venners Navn, og nogle bestak han til at skrive Beskyldninger imod dem, saaledes: at de sagde meget Ondt om deres Fader, at de aabent beklagede Alexandros og Aristobulos og vare fortrydelige over at være blevne kaldte hjem. Faderen havde nemlig allerede sendt Bud efter dem, og det var det, som særlig havde foruroliget Antipatros.

2. Ja, ogsaa allerede før sin Rejse havde han, medens han opholdt sig i Judæa, ved Bestikkelser i Rom faaet lignende Breve sendte til Herodes imod dem; men han gik da stadig, uden at Faderen endnu nærede nogen Mistanke imod ham, og tog Brødrene i Forsvar og sagde, at noget af, hvad der blev skrevet, vel var Usandhed og Resten Ungdomsforseelser. Da han jo maatte give dem, der skrev Brevene om hans Brødre, store Pengesummer, søgte han at aflede den Mistanke, hans store Udgifter kunde vække, ved at købe kostbare Dragter, brogede Tæpper, Guld- og Sølvbægre og mange andre Kostbarheder, for at Lønnen til hine ikke skulde mærkes iblandt hans mange store Udgifter. Han anførte saaledes ogsaa en Udgift paa 200 Talenter og foregav, at den for Størstedelen var anvendt paa Retssagen mod Syllaios. Skønt saaledes alt, hvad han havde gjort, endogsaa de mindre Ting, nu kom for Dagen sammen med den store Misgerning, idet alle Forhørene udraabte ham som Fadermorder, og Brevene som Brodermorder for anden Gang, — saa var der dog ingen af dem, som rejste til Rom, der meddelte ham For-

Side 98

holdenes Stilling i Judæa, skønt der imellem Undersøgelsen og hans Hjemrejse forløb 7 Maaneder. Saa forhadt var han af alle. Maaske var der ogsaa nogle, som havde besluttet sig til at meddele ham det, men bleve bragte til Tavshed af de henrettede Brødres Aander. Han skrev altsaa fra Rom og meldte sin snarlige Ankomst samt fortalte, at han under store Hædersbevisninger havde taget Afsked med Kejseren.

3. Kongen længtes efter at faa fat i Forræderen, og af Frygt for, at han skulde faa Nys om Sagen i Forvejen og saaledes tage sig i Vare, skrev Kongen et Brev, hvori han anstillede sig meget kærlig og særlig bad ham skynde sig hjem; naar han kom hjem, vilde Kongen lade sit Klagemaal mod hans Moder falde, — Antipatros var nemlig ikke uvidende om, at hans Moder var bleven forstødt. Først da han kom til Tarentum, fik han Brev om Feroras' Død og sørgede meget derover. Nogle priste ham, fordi han sørgede saa dybt over sin Farbroder; men hans Sorg gjaldt sandsynligvis snarere hans fejlslagne Plan imod Faderen, og han græd, ikke saa meget over Feroras, som over at have mistet dette Redskab for sine Planer. Han blev ogsaa grebet af en vis Frygt for sine Foretagender, for at Giften maaske skulde være bleven opdaget. Da fik han i Kilikien det før omtalte Brev fra sin Fader og fremskyndede strax Rejsen; men da han var landet i Kelenderis,1 kom han til at tænke paa sin Moders Ulykke, og han fik en Anelse om, at der heller ikke ventede ham noget godt. De forsigtigste af hans Venner raadede ham da til ikke at begive sig til sin Fader, før han havde faaet nøje Besked om, af hvad Grund han havde forstødt hans Moder; de frygtede nemlig for, at han ogsaa skulde være indviklet i Anklagerne mod hende. De mere ubetænksomme derimod, som mere bevægedes af Længsel efter at gense Fædrelandet end de saa paa Antipatros' Tarv, gav ham det Raad at skynde sig og ikke ved sin Tøven indgyde Faderen endog den ringeste Mistanke og give sine Fjender Lejlighed til Bagtalelse. Ja, hvis der virkelig var sat noget i Værk imod ham, var jo netop hans Fraværelse Skyld deri; thi havde han været tilstede, vilde Ingen have vovet det. Det vilde være urimeligt, for en usikker Formodnings Skyld, at han glip af sikre Goder; han skulde snarere begive sig til sin Fader og modtage det Rige, hvis Fremtid beroede alene paa ham. Dette Raad fulgte han; thi det var, som om en Aand drev ham afsted; han sejlede tværs over2 og kom til Sebastoshavnen i Cæsarea.

4. Imod Forventning var der ikke nogensomhelst til at modtage ham; thi alle vare løbne bort, og Ingen vovede at gaa ham imøde; han var jo nemlig almindelig forhadt, og nu havde alle Mod til at


1Befæstet Plads og Havn i Kilikien, nu Kalandria. 2Middelhavets Nordøsthjørne.
Side 99

vise deres Had. Der var ogsaa mange, som lode sig afholde af Frygt for Kongen; thi hele Byen vidste allerede fuld Besked om, hvad der forestod Antipatros, og den Eneste, der Intet vidste, var Antipatros selv. Ligesaa prægtig som hans Afrejse havde været, da han sejlede til Rom, ligesaa slet var nu hans Modtagelse. Han kunde vel nok forstaa, hvilke Ulykker der ventede ham i Hjemmet; men dog vidste han med Snuhed at forstille sig, og skønt han i sit Hjerte var nær ved at dø af Angst, paatvang han sig dog et frimodigt Udseende. Der var ikke Tanke om at kunne flygte eller at slippe fra den nærværende Fare, og han kunde heller ikke her faa noget bestemt at vide om Forholdene i Hjemmet, da Kongen havde truet alle til at tie stille. Han havde derfor endnu nogenlunde godt Haab om, at der enten ikke var opdaget noget, eller, hvis der var kommet noget for Dagen, han da kunde rede sig ud af det ved Frækhed og Underfundighed, hvilket nu var det eneste Middel, han havde til Frelse.

5. I Tillid hertil drog han ind paa Slottet, dog uden at være ledsaget af sine Venner: thi disse bleve med Haan afviste og udelukkede ved den første Port. Varus, Statholderen i Syrien, var netop paa Slottet ved samme Tid. Antipatros gik ind til sin Fader og var fræk nok til at nærme sig til ham for at kysse ham. Men Herodes greb for sig med Hænderne, vendte Hovedet bort og raabte: "Hører det ogsaa med til Dit Fadermord, at Du, som har saa mange Synder paa Din Samvittighed, vil omfavne mig? Tvi Dig, Du gudsforgaaende Menneske! Og rør ikke ved mig, før Du har fralagt Dig de Beskyldninger, som rettes imod Dig. Jeg vil lade nedsætte en Domstol over Dig, og til alt Held er Varus her, som kan være Dommer. Gaa og tænk paa, hvad Du vil sige til Dit Forsvar imorgen. Jeg vil give Dig Tid til at udtænke Dine Slyngelstreger!" Antipatros kunde af Forbauselse ikke svare et Ord hertil og gik bort. Senere kom hans Moder og Hustru til ham og fortalte ham om alle Beskyldningerne. Han tog da Mod til sig og overvejede nu, hvad han skulde fremføre til sit Forsvar.


XXXII.

1. Den følgende Dag lod Kongen en Domstol sammensatte af sine Slægtninge og Venner og tilkaldte ogsaa Antipatros' Venner. Han selv og Varus førte Forsædet, og han befalede saa at føre alle Vidnerne ind; Blandt andre fremførtes Antipatros' Moders Tjenere, som ikke længe i Forvejen vare blevne grebne, da de skulde bringe

Side 100

hendes Søn et Brev fra hende af følgende Indhold: "Da alt dette er kommet Din Fader for Øre, maa Du ikke begive Dig til ham, hvis Du da ikke kan skaffe Dig nogen Støtte fra Kejserens Side." Efter at disse og alle de andre vare fremførte, kom Antipatros ind og kastede sig hovedkulds for sin Faders Fødder: "Fader!" sagde han, "jeg beder Dig, lad Dig ikke lede af en forudfattet Mening om mig, men hør upartisk paa mit Forsvar; hvis Du vil høre paa mig, skal jeg bevise min Uskyldighed."

2. Herodes raabte da, at han skulde tie og sagde til Varus: "Jeg er overbevist om, at Du Varus! og enhver retsindig Dommer vil dømme Antipatros som et ryggesløst Menneske. Og jeg er bange for, at Du ikke vil ynke min Skæbne, men mene, at jeg ærlig har fortjent al denne Elendighed som Fader til saadanne Sønner. Men netop derfor maa Du saameget desto mere have Medlidenhed med mig; thi jeg har dog, selv overfor saa slette Børn, været den kærligste Fader. De to første skænkede jeg allerede i deres Ungdom Kongetitlen og, foruden at jeg med stor Bekostning lod dem opdrage i Rom, skaffede jeg dem som Kejserens Venner en Stilling, der gjorde andre Konger misundelige paa dem. Dog lagde de Raad op imod mig, og de maatte dø, mest for Antipatros' Skyld. Thi da han endnu var ung og skulde være min Efterfølger, søgte jeg paa enhver Maade at sikre ham. Men dette ryggesløse Umenneske satte min Taalmodighed paa en haard Prøve, og tilsidst brød hans Tøjlesløshed ud imod mig. Han syntes nemlig, at jeg levede for længe, og min høje Alder var ham til Besvær; thi han ventede ikke at kunne blive Konge uden at begaa et Fadermord. Det er en smuk Tak, han bringer mig, fordi jeg har hentet ham ind fra Landet, hvor han levede som et Udskud, og med Tilsidesættelse af min Dronnings Sønner udnævnt ham til min Efterfølger i Regeringen. Jeg maa nu, Varus, bekende min Taabelighed; thi jeg har jo selv ophidset disse mine Sønner imod mig ved at berøve dem deres Forhaabninger for Antipatros' Skyld. Og kunde det Gode, jeg gjorde imod dem, lignes ved det, jeg gjorde imod ham? Endnu i min egen Levetid har jeg, paa lidt nær, afstaaet ham Magten, jeg har offentligt i mit Testamente erklæret ham for min Efterfølger i Regeringen, jeg har givet ham en særlig aarlig Indtægt paa 50 Talenter, og af mine egne Penge har jeg desuden givet ham rigeligt; da han for Exempel nu sejlede til Rom, gav jeg ham 300 Talenter. Og af hele min Familie anbefalede jeg ham alene til Kejseren som den, der havde reddet sin Faders Liv. Men er der nogen af de andre, der har handlet saa ugudeligt imod mig som Antipatros? Eller er nogen Beskyldning fremført imod dem som den, der nu afslører denne Forræder? Og saa vover dog denne Fadermorder at fremføre noget og haaber atter ved sine Kunster at skulle skjule Sandheden! Varus! Tag Dig i Agt for ham! Thi jeg kender dette Umenneske; jeg forudser, hvorledes

Side 101

han vil søge at skaffe sig Tiltro, jeg kan forud høre hans hykleriske Graad. Det var ham, som bad mig tage mig i Vare for Alexandros, mens denne levede, og ikke betro min Person til alle og enhver. Ja, han ledsagede mig til mit Leje og saa sig rundt om, om maaske nogen skulde ligge paa Lur efter mig. Han var min Vogter, naar jeg sov, han skaffede mig Tryghed, han trøstede mig, naar jeg sørgede over mine henrettede Sønner, og bedømte sine endnu levende Brødres Sindelag, han var min Beskærmer, min Livvagt. — Naar jeg, Varus! tænker paa hans Træskhed og Hykleri, saa synes det mig utroligt, at jeg lever, og jeg undrer mig over, at jeg har kunnet undgaa denne farlige Forræder. Naar jeg nu ser, hvorledes Forsynet tømmer mit Hus og stedse faar dem, der have været mig de kæreste, til at rejse sig imod mig, saa maa jeg begræde min ufortjente Skæbne og sukke over min Ensomhed. Men Ingen af dem, der tørster efter mit Blod, skal slippe, om saa Anklagen gælder alle mine Børn!"

3. Efter at have sagt disse Ord blev han afbrudt af sin Sindsbevægelse, men gav saa Tegn til Nikolaos,1 een af sine Venner, at han skulde fremføre Beviserne. Imidlertid havde Antipatros, der havde ligget henslængt for sin Faders Fødder, løftet Hovedet i Vejret og raabt: "Du har, Fader! selv holdt Forsvarstalen for mig. Thi hvorledes skulde jeg være en Fadermorder, jeg, om hvem Du indrømmer, at jeg stadig har været Din Vogter? Du kalder min Pietetsfølelse Opspind og Forstillelse! Men hvorledes skulde da jeg, som ellers var saa snedig i andre Forhold, være saa taabelig, at jeg ikke betænkte, at det var vanskeligt at skjule en saa stor paatænkt Ugærning for Mennesker, men rent umuligt at skjule den for den himmelske Dommer, som opdager alt og er allevegne tilstede? Eller var jeg uvidende om mine Brødres Endeligt? Dem ramte Guds Straf jo netop for de onde Raad, de havde lagt op imod Dig. Hvad skulde forøvrigt have ophidset mig imod Dig? Haab om Riget? Ja, men jeg var jo Konge! Formodning om, at Du hadede mig? Var jeg da ikke netop elsket? Havde jeg da Grund til at nære nogen anden Frygt for din Skyld? Nej, tværtimod var jeg jo, som Din Vogter, Genstand for andres Frygt! Mangel paa Penge? Hvem havde Raad til at forbruge mere end jeg? Ja, havde jeg end været det mest forvorpne af alle Mennesker, og havde jeg end haft et Sindelag som det grummeste vilde Dyr, maatte jeg saa ikke endda, Fader, være bleven vunden ved Dine Velgærninger? Du kaldte mig jo, som Du selv sagde, tilbage. Du gav mig Fortrinet for Dine mange andre Børn, Du udnævnte mig endnu i Din egen Levetid til Konge, ja, Du overvældede mig med andre Goder, saa at Du gjorde mig til Genstand for Misundelse. O, jeg ulykkelige! Jeg kom tidlig nok paa


1Nikolaos Damaskenos. Herodes' fornemste Minister, der ogsaa har gjort sig bekendt som Historieskriver.
Side 102

Udenlandsrejse; thi derved gav jeg mine Avindsmænd en gunstig Lejlighed og mine Efterstræbere et stort Forspring. Det var dog for Din Skyld, Fader! og for at føre Din Sag, at jeg rejste, for at ikke Syllaios skulde foragte Dig i Din Alderdom. Rom kan bevidne min Pietetsfølelse, og ligeledes Verdens Behersker, Kejseren, som ofte har kaldt mig en Søn, der elskede sin Fader. Modtag her, Fader! hans Brev! Det er sandfærdigere end Bagtalerne her, og det skal være min eneste Forsvarstale; det vil jeg bruge som Vidnesbyrd om min Kærlighed til Dig. Kom i Hu, at det ikke var med min gode Vilje, at jeg sejlede herfra; thi jeg vidste godt, at der her i Riget næredes Had imod mig. Du har saaledes, Fader! imod Din Vilje selv styrtet mig i Fordærvelse ved at nøde mig til at foretage Rejsen og derved give Fjendskabet en gunstig Lejlighed til Bagtalelse. Se, her staar jeg nu som den Anklagede! Her staar jeg nu, jeg, som uden nogensteds at have lidt Skade, er rejst over Land og Hav, hvilket jeg vel ikke kunde have gjort, hvis jeg havde været en Fadermorder! Men heller ikke dette Bevis vil gavne mig; jeg synes at være fordømt baade af Gud og af Dig, Fader! Skønt jeg saaledes er dømt, vil jeg dog bede Dig ikke at tro, hvad de andre under Torturen have bekendt; men lad Ilden gaa over mig, lad Pineredskaberne vandre over mine Indvolde, lad Dig ikke bevæge til Skaansel ved dette besmittede Legemes Jamren; thi er jeg virkelig en Fadermorder, saa passer det sig ikke, at jeg dør uden at have gennemgaaet Tortur." Dette raabte han ud med Jamren og Taarer og bevægede alle de andre, ja ogsaa Varus til Medlidenhed; kun Herodes var saa forbitret, at han ikke fældede en Taare; thi han vidste jo, at Beskyldningerne vare sande.

4. Derpaa begyndte Nikolaos paa Kongens Befaling at fremføre mange Ting om Antipatros' Snedighed, og efter at have berøvet ham alles Medynk, fremsatte han derpaa en haard Anklage og tilskrev ham alle de slette Gærninger, der vare skete i Riget, i Særdeleshed Brødrenes Henrettelse; han paaviste nemlig, at de vare faldne som Offer for hans Bagtalelser. Han sagde, at han ogsaa havde stræbt de tiloversblevne efter Livet, fordi de, næst efter ham, stode som Thronarvinger; og hvorledes kunde man vente, at han, som havde beredt Gift for sin Fader, skulde skaane sine Brødre? Han gik saa over til Anklagen for Forgiftningen, fremførte en Række Beviser og dvælede særlig med Harme ved Forholdet til Feroras, at Antipatros ogsaa vilde have gjort ham til Brodermorder, og ved at bestikke Kongens bedste Venner havde bedækket hele Kongehuset med Skændsel. Han omtalte desforuden mange andre Ting, og efter at have bevist dem sluttede han sin Tale.

5. Varus befalede derpaa Antipatros at forsvare sig; men han sagde intet andet end: "Gud er mit Vidne, at jeg intet urigtigt har gjort!" og blev derpaa liggende uden at sige et Ord. Varus lod

Side 103

derpaa befale, at man skulde give en dødsdømt Fange Giften at drikke. Denne døde øjeblikkelig, og Varus havde derpaa hemmelige Forhandlinger med Herodes, hvorpaa han skrev til Kejseren om, hvad der var passeret for Domstolen og rejste saa bort Dagen efter. Kongen lod da Antipatros fængsle1 og sendte Beretning til Kejseren om den Ulykke, der havde ramt ham.

6. Senere opdagede man, at Antipatros ogsaa havde haft Planer for imod Salome. Thi een af Antifilos' Tjenere kom nemlig fra Rom og medbragte Breve fra en Kammerpige hos Livia ved Navn Akme. Herigennem blev Kongen underrettet om, at der iblandt Livias Papirer var fundet nogle Breve fra Salome, hvilke herved i al Hemmelighed af Velvilje bleve ham tilsendte. Disse Salomes Breve indeholdt de værste Skældsord og sværeste Beskyldninger imod Kongen. Brevene havde imidlertid Antipatros sammenskrevet og havde ved Bestikkelse formaaet Akme til at sende Herodes dem. Dette blev bevist af et Brev til Antipatros; thi til ham havde Kvindemennesket sendt en særlig Skrivelse: "Som Du ønskede, har jeg nu skrevet til Din Fader og har sendt de paagældende Breve; jeg er overbevist om, at Kongen, naar han faar læst dem, ikke vil skaane sin Søster. Lad mig nu se, at Du, naar alt gaar efter Ønske, erindrer hvad Du har lovet mig!"

7. Da dette Brev var kommet for Lyset, sammen med de mod Salome opdigtede, fattede Kongen snart Mistanke om, at ogsaa de mod Alexandros benyttede Breve havde været falske. Han blev da meget bedrøvet; thi han havde i sin Harme været nærved ogsaa at henrette sin Søster paa Antipatros' Anstiftelse. Han vilde derfor ikke længer opsætte at tage Straf over ham for alle disse Ting; men just da han vilde skride ind mod Antipatros, blev han holdt tilbage af en svær Sygdom. Om Akme og de mod Salome opdigtede Breve gjorde han imidlertid Indberetning til Kejseren. Han forlangte sit Testamente tilbage og forandrede det, saa at han til Konge udnævnte Antipas med Forbigaaelse af de ældre Sønner Archelaos og Filippos; thi ogsaa disse havde jo Antipatros bagtalt. Til Kejseren testamenterede han, foruden andre Gaver, 1000 Talenter, hans Hustru, Børn, Venner og Frigivne henved 500, og alle de andre ikke ubetydeligt Jordegods og Penge. Sin Søster Salome forærede han prægtige Gaver. Disse Rettelser foretog han altsaa i sit Testamente.


1Aar 5 f. Chr.
Side 104

XXXIII.

1. Hans Sygdom tog imidlertid en uheldig Vending, da jo denne Svaghed paakom ham i hans Alderdom og paa en Tid, hvor hans Sind var modløst. Han var jo nemlig allerede omtrent 70 Aar, og hans Sjæl var nedbøjet ved de ulykkelige Forhold med hans Børn, saa at han, selv om han havde været rask, ikke kunde have nogen Glæde af Livet. Hvad der forværrede hans Sygdom var Tanken om, at Antipatros endnu var i Live, og han havde da ogsaa besluttet at lade ham henrette, dog ikke over Hals og Hoved, men saa snart han var bleven rask igen.

2. Til hans øvrige Ulykker kom nu ogsaa et Folkeopløb. Der var nemlig i Byen to Skriftkloge, som havde Ord for nøje at kende den fædrene Overlevering og derfor hos hele Folket nød den største Ære: den ene var Judas, Sepferaios' Søn og den anden Matthias, Margalos' Søn. Til deres Lovfortolkninger kom der et ikke ringe Antal Disciple, og der flokkedes daglig om dem en hel Hær af unge Mennesker. Da disse Skriftkloge hørte, at Kongen var medtaget af Sorg og Sygdom, lode de sig overfor deres Bekendte forlyde med, at nu var der kommet en meget gunstig Lejlighed til at hævde Guds Ære og at nedrive de Kunstværker, som i Strid med de fædrene Love vare blevne opstillede. Det stred nemlig imod Loven, at der i Templet var Billedstøtter, Dyrehoveder eller noget Arbejde, der var en Afbildning af noget levende Væsen. Kongen havde imidlertid over den store Tempelport ladet opsætte en Guldørn. De Skriftkloge opfordrede da altsaa til at rive denne ned, idet de sagde, at om ogsaa nogen skulde komme i Fare derved, saa var det dog skønt at dø for den fædrene Lov, og de, der fik en saadan Død, bevarede dog deres udødelige Sjæl, og en evig Salighedsnydelse ventede dem. De Mennesker derimod, der foretrak at dø af Sygdom fremfor at dø for en saadan ædel Handlings Skyld, vare uværdige, blottede for sand Visdom og manglede den rette Kærlighed til deres egen Sjæl.

3. Samtidig med, at hine udtalte sig saaledes, udbredte det Rygte sig, at Kongen var død, og som Følge deraf lagde Disciplene med større Dristighed Haand paa Værket. Midt om Dagen, medens en Mængde Mennesker færdedes i Templet, hejsede de med tykke Reb sig selv ned fra Taget og huggede med Øxer Guldørnen ned. Dette blev strax meldt til Kongens Befalingsmand, og han ilede til med en ikke ubetydelig Styrke, greb omtrent 40 unge Mennesker og førte dem for Kongen. Denne spurgte dem da først, om de havde haft den Frækhed at bugge Guldørnen ned, hvortil de svarede ja. Da han derpaa spurgte, paa hvis Befaling, de havde gjort det, svarede de: "Paa den fædrene Lovs Befaling!" Paa Spørgsmaalet om.

Side 105

hvorledes de med Døden for Øje kunde være saa glade, svarede de: fordi de efter Døden skulde nyde en større Lykke.

4. Over disse Svar blev Kongen overmaade opbragt, og med større Kraft, end hans Sygdom tillod, traadte han frem for en Folkeforsamling og fremsatte mange Anklager mod disse Mænd: at de vare Tempelrøvere, og at de brugte Loven som Paaskud for at skjule mere vidtrækkende Planer; han mente derfor, at de burde straffes som Gudsfjender. Folket frygtede for, at Straffen skulde komme til at strække sig over mange og bad ham om at straffe først dem, der havde foranlediget denne Gærning, dernæst dem, der vare blevne grebne deri, og saa lade sin Vrede mod de andre fare. Kongen lod sig med Nød og næppe bevæge hertil og lod saa dem, der havde hejset sig ned, og tillige de Skriftkloge brænde levende. De øvrige, som vare grebne, overleverede han til Bødlerne for at henrettes.

5. Fra den Tid bemægtigede Sygdommen sig hele hans Legeme og ytrede sig i mange forskellige Lidelser. Han havde nemlig en, dog ikke særlig heftig, Feber; men saa fik han en utaalelig Kløe paa hele Legemets Overflade og bestandige Smerter i Lemmerne samt opsvulmede Ben, ligesom en Vatersotig, Betændelse i Maven, og paa Skamdelene en Byld, ud af hvilken der krøb Maddiker. Endvidere led han af Stakaandethed, Trangbrystethed og Krampe i alle Lemmer, saa at de Religiøse sagde, at disse Sygdomme vare en Straf for, hvad han havde gjort imod de Skriftkloge. Skønt han maatte kæmpe mod saamange Smerter, klyngede han sig dog til Livet og haabede paa Helbredelse samt grundede paa, hvilken Kur han skulde bruge. Han drog saa hinsides Jordan og brugte de varme Bade i Kalirrhoe; disses Vand løber ud i Asfaltsøen og er paa Grund af dets Ferskhed ogsaa drikkeligt. Lægerne ordinerede dér, at han skulde sidde nedsænket i et Badekar fyldt med varm Olie for at blive opvarmet paa hele Legemet; men han sank da i Afmagt, og Øjnene faldt til som paa en Død. Hans Tjenere opløftede da et Skrig, og ved denne Lyd kom han til sig selv; men fra nu af tabte han Haabet om Helbredelse og gav Befaling til at uddele til hver af Soldaterne 50 Drachmer og til Befalingsmændene og sine Venner mange Kostbarheder.

6. Han begav sig saa tilbage og kom til Jericho og var da i en saa mørk Sindsstemning, at han — som en Slags Trods mod Døden — fattede Planen til en gruelig Gærning. Han gav nemlig Befaling til at samle de mest fremragende Mænd fra hver By i hele Judæa og indelukkede dem i den saakaldte Hippodrom.1 Han kaldte derpaa sin Søster Salome og hendes Mand Alexas til sig og sagde: "Jeg ved, at Jøderne ville fejre min Død med Fester; men jeg kan dog blive mindet med Sorg af enhver og faa en prægtig Begravelse, naar I blot ville udføre, hvad jeg nu befaler. I skulle, naar jeg har


1Væddeløbsbane.
Side 106

udaandet, hurtig lade disse indespærrede Mænd omringe af Soldater og dræbe, for at hele Judæa, ja hvert Hus, imod sin Vilje skal komme til at fælde Taarer over mig!"

7. Han gav altsaa denne Befaling, og saa kom der fra hans Sendebud i Rom Breve, hvori der meddeltes, at Akme, paa Kejserens Befaling, var bleven henrettet og at Antipatros var dømt til Døden. De skrev dog ogsaa, at hvis hans Fader vilde nøjes med at jage ham i Landflygtighed, vilde Kejseren henstille det til ham. Herodes kom ved denne Efterretning for en kort Stund i en bedre Stemning; men snart efter bukkede han igen under for Smerterne, — han udmattedes nemlig af Mangel paa Næring og af krampagtig Hoste — og han tænkte paa at komme sin Skæbne i Forkøbet. Han tog da et Æble og forlangte en Kniv, — han plejede nemlig at skrælle Frugten, før han spiste den; — saa sig derpaa omkring, om der skulde være nogen, der kunde hindre hans Forehavende, og løftede saa sin Haand for at stikke sig selv ihjel. Men da kom hans Fætter Achiabos løbende til, holdt hans Haand fast og hindrede ham saaledes deri. Der opløftedes imidlertid strax et stort Klageraab i Paladset, som om Kongen var ved at gaa bort, og saa snart Antipatros hørte dette, fattede han Mod og bad i sin Glæde Vogterne om for Penge at løse ham og lade ham gaa. Men Befalingsmanden forbød dem det, ja løb endogsaa til Kongen og meldte ham Antipatros' Hensigt. Kongen raabte da op, trods sin Sygdom, og sendte strax Drabanter hen for at dræbe Antipatros. Han gav Befaling til at begrave hans Lig i Hyrkania og foretog atter Rettelser i sit Testamente, idet han udnævnte sin ældste Søn Archelaos, Antipatros' Broder,1 til sin Efterfølger, og Antipas til Tetrarch.

8. Han overlevede sin Søns Henrettelse i fem Dage og døde derpaa,2 efter at have været Konge i 343 Aar, siden han efter Antigonos' Henrettelse havde bemægtiget sig Regeringen, og i 374 Aar, regnet fra den Tid, da han var bleven udnævnt til Konge af Romerne. Han havde i alle andre Forhold haft saa stor Lykke med sig, som nogen kunde have; thi fra at være Privatmand, havde han bemægtiget sig Riget, beholdt det i saa lang Tid og givet det i Arv til sine egne Børn; men i sine huslige Forhold havde han været meget ulykkelig. Endnu før hans Død rygtedes blandt Soldaterne, var Salome og hendes Mand komne til Stede og havde løsladt de Fangne, som Kongen


1Skal vel være: "Antipas' Broder". Archelaos og Antipas vare nemlig Helbrødre, Sønner af Malthake. 2Aar 4 f. Chr. i Marts eller April. Da Herodes ifølge Matth. 2 maa have levet efter Jesu Fødsel, synes her at være en Modsigelse til Stede; thi det er af flere baade astronomiske og chronologiske Grunde sikkert, at Herodes' Død fandt Sted Aar 4 f. Chr. Jesu Fødsel er imidlertid fejlagtig angivet til 753-754 efter Roms Anlæggelse (1 f. C — 1 e. C), den maa have fundet Sted 749 — 750 efter Roms Anlæggelse (5 — 4 f. Chr.). 3 og 4Josephus regner her, som oftere, 1 Aar formeget.
Side 107

havde givet Befaling til at dræbe; hun sagde nemlig, at Kongen havde skiftet Sind og befalet, at enhver atter skulde gaa til sit. Da de vare gaaede bort, meddelte hun Soldaterne Kongens Død og samlede dem og det øvrige Folk til en Forsamling i Amfitheatret i Jericho. Dér fremstod Ptolemaios, som havde Kongens Seglring i Forvaring; han holdt en Lovtale over Kongen, trøstede Folket og oplæste for Soldaterne et Brev, Kongen havde efterladt sig, hvori han formanede dem meget til at være hans Efterfølger hørige og lydige. Efter Brevets Oplæsning aabnede han Testamentet og oplæste det. Heri havde Herodes bestemt Filippos til Arving af Trachon og de tilgrænsende Egne, og, som vi før have omtalt, Antipas til Tetrarch og Archelaos til Konge. Den sidstnævnte fik Befaling til at bringe Kejseren hans Seglring og Bestemmelserne om Riget i forseglet Stand. Kejseren havde han nemlig givet Raadighed over det hele, og han skulde bekræfte Testamentet. Forøvrigt skulde de rette sig efter de tidligere testamentariske Bestemmelser.

9. Der opløftedes da strax et Raab for at lykønske Archelaos, og afdelingsvis gik Soldaterne tilligemed Folket frem, tilsagde ham Huldskab og Troskab og nedbad Guds Velsignelse over ham. Derefter gav man sig til at forberede Kongens Begravelse. Archelaos lod Intet mangle for at gøre den prægtig, men lod alle de kongelige Klenodier fremtage og føre med Liget i Processionen. Ligbaaren var helt af Guld, besat med Ædelstene; over den laa et broget Purpurtæppe, og Liget, som laa derpaa, var indhyllet i Purpur; Diademet var sat paa dets Hoved, og over det en Guldkrans. Sceptret hvilede ved den højre Haand. Omkring Baaren gik hans Sønner og en Mængde Slægtninge, og efter dem fulgte Drabanterne, den thrakiske Afdeling, Germaner og Galler, alle i fuld Rustning. Derefter kom den øvrige Hærstyrke i fuld Rustning og Orden efter deres Førere og Underbefalingsmænd. Efter dem fulgte 500 Tjenere og Frigivne, som bare vellugtende Sager. Liget blev ført 70 Stadier bort, til Herodeion, hvor det efter Befaling blev jordet. Og saaledes endte Herodes' Historie.