Jødernes krig mod Romerne, Indledning

Af Flavius Josephus. Oversat af Alexander Rasmussen

Forfatteren af det her oversatte Værk, Joseph ben Matthias, eller som han senere kaldte sig, Flavius Josephus, er født i Jerusalem Aar 37 — 38 e. Chr. Baade hans fædrene og mødrene Slægt hørte til de fornemste i Landet, ja blandt sine Forfædre kunde Josephus endogsaa regne en Konge (Alexandros Jannai?) af Makkabæernes Hus. Som Dreng og Yngling fik Joseph en omhyggelig Undervisning og satte sig grundigt ind i baade Farisæernes, Saddukæernes og Essenernes Lærdomme. Dog sluttede han sig nærmest til det førstnævnte Parti. I Aaret 64 fik han Lejlighed til at se større Forhold end de hjemlige, idet han nemlig foretog en Rejse til Rom for at gaa i Forbøn for nogle jødiske Præster, som sade i Fangenskab der. Det lykkedes ham at opnaa en Audiens hos Kejser Neros Gemalinde, Poppæa Sabina, som modtog ham naadigt og ved sin Indflydelse fik de fængslede Præster frigivne. Kort efter hans Hjemkomst fra denne Rejse begyndte den i nærværende Bog skildrede Opstand (Aar 66). Som Flertallet af sine Standsfæller, de fornemme Præster, stod Joseph uvilligt og tilbageholdende overfor den stormende Folkebevægelse, tilmed da han, efter hvad han kendte til Roms Vælde, allerede nu forudsaa, hvad Opstanden maatte føre til. Som saa mange andre blev han imidlertid reven med af Strømmen og lønnedes for sin Tilslutning til Oprørspartiet med en højt betroet Post. Han blev Militær- og Civilguvernør i Galilæa og kom saaledes til at tage imod det første Stød af den fremrykkende romerske Hær. Fra første Øjeblik var der noget tvetydigt over hans Færd, og han var stadig mistænkt og overvaaget af de ivrige Patrioter i Galilæa, samtidig med at han møjsommelig maatte organisere sin Hær og føre den haabløse Forsvarskamp imod Romerne.

Side ii

Om hvad han her udrettede og gennemgik, giver hans Bog en udførlig og meget selvtilfreds, næppe synderlig paalidelig Beretning. Efter Fæstningen Jotapatas Erobring faldt han i Vespasianus' Hænder og undgik kun ved sin Snildhed at blive sendt til Kejser Nero og henrettet. Han paastaar at have forudsagt Vespasianus hans tilkommende Storhed og Ophøjelse paa Kejsertronen. I hvert Fald besluttede Vespasianus efter en hemmelig Samtale med Joseph at spare denne og beholde ham hos sig. Dog holdt han ham foreløbig i et mildt Fangenskab, under hvilket Joseph særlig synes at have lagt an paa at vinde Titus' Yndest. Da hans Forudsigelse to Aar senere (69) gik i Opfyldelse, var hans Lykke gjort og hans Forhold til den nye Kejserslægt befæstet for stedse. Han blev løsladt af sit Fangenskab, knyttede fra nu af Kejserens Slægtsnavn Flavius til sit eget og fulgte som Titus' Yndling denne under Slutningen af den jødiske Krig. Under Jerusalems Belejring søgte han, efter Titus' Ønske, flere Gange at bevæge de haardnakkede Forsvarere til Overgivelse, men kunde selvfølgelig ikke indgyde dem nogen Tillid til sig og opnaaede kun at forøge deres Fanatisme. Sit Livs sidste Halvdel henlevede Josephus under gunstige Forhold i Rom, hvor han holdt sig i de vexlende Kejseres Yndest og hengav sig til historiske Studier og en rig Forfattervirksomhed. Tidspunktet for hans Død er ubekendt; han levede endnu efter Aar 100.

Hans efterladte Værker ere følgende:

1. Jødernes Krig mod Romerne, i 7 Bøger, forfattet i Slutningen af Kejser Vespasianus' Regering, henimod Aar 79. Som det fremgaar af Skriftet selv, er det oprindelig forfattet paa Aramaisk, men derpaa af selve Forfatteren omarbejdet paa Græsk.

2. Jødisk Archæologi, i 20 Bøger, fuldendt Aar 93 — 94 under Kejser Domitianus. Han behandler her Jødefolkets Historie fra Verdens Skabelse til det store Oprørs Udbrud Aar 66 e. Chr.

3. Selvbiografi, et lille Skrift fra Tiden efter Aar 100, hvori han, overfor Angreb af Historieskriveren Justus af Tiberias, søger at besmykke sin Optræden i Galilæa, men derved i endnu højere Grad end i "Jødernes Krig" kommer til at fremstille sig selv som hemmelig Romerven.

4. Mod Apion, eller Om det jødiske Folks høje Alder, 2 Bøger, hvori han, overfor en vis Apion, der havde skrevet et

Side iii

Stridsskrift mod Jøderne, leverer et Forsvar for sit Folk og sin Religion. Det er forfattet senere end Archæologien, som omtales deri.

Gennem hele Josephus' Forfatterskab gaar en Bestræbelse for at forherlige det jødiske Folk og tilvinde det Agtelse i den græsk-romerske Verdens Øjne. Dette søger han at opnaa dels ved Overdrivelse af Jødernes Bedrifter, dels ved Fortielse af adskillige jødiske Ejendommeligheder og dels ved helt igennem at afpasse og tildanne sine Beretninger efter sine Læseres tilvante Forestillinger. Ligesaa slet en Patriot, Josephus unægtelig havde været i Handling, ligesaa god en Patriot stræber han at være i sit Forfatterskab. — Hans historiske Troværdighed har været yderst forskellig bedømt. Han er blevet hævet til Skyerne som "den jødiske Livius" og omvendt bleven bedømt med den skarpeste Kritik. Den moderne Forskning er gaaet en Middelvej imellem disse yderlige Domme. Størst Tillid fortjener hans her oversatte Værk, som, hvor ikke netop hans egen Person eller hans egne Bedrifter omtales, giver en i alt væsentligt korrekt og troværdig Skildring af de vældige og forfærdelige Begivenheder, hvortil han jo for den største Dels Vedkommende har været Øjenvidne. At han som Titus' Yndling spreder et Berømmelsens Skær over denne, og at han som Aristokrat og Overløber ser med Foragt og Had paa Opstandens demokratiske og jærnhaarde Ledere mærkes jo kun altfor tydeligt. Hans Talstørrelser er ikke at lide paa; dog dette er en almindelig Svaghed i Oldtidens Historieværker. De lange, velformede Taler, som de optrædende Personer holde ved vigtigere Lejligheder, ere selvfølgelig konstruerede af Josephus selv, som heri følger de gamle Historieskriveres sædvanlige Skik. Dog alt i alt maa vi være den begavede og flittige Mand taknemlige for hans malende og livfulde Skildring, som vel ikke i historisk Nøjagtighed eller upartisk Klarhed kan staa ved Siden af den klassiske Historieskrivnings bedste Værker, men som til Gengæld behandler et saa overordentlig interessant Tidsrum. -

"Jødernes Krig mod Romerne" er tidligere sammen med Josephus' øvrige Skrifter oversat paa Dansk af Sognepræst A. Reiersen i Mou ved Aalborg (1757). Det ganske forældede Sprog i denne Oversættelse er moderniseret og Bogen paany udgivet i Norge af J. Belsheim (Christiania 1882). Nærværende Oversættelse søger sin Berettigelse dels i, at den er foretaget efter den i nyere Tid kritisk

Side iv
gennemarbejdede Grundtext, og dels i, at den er ledsaget af historiske og geografiske Smaanoter, hvilke desværre af Pladshensyn have maattet indskrænkes mere, end man kunde have ønsket, men dog formentlig ere tilstrækkelige til at frugtbargøre Læsningen og fremme Tilegnelsen af Skriftet. I Gengivelsen af Personnavne er fulgt den Regel: Navne af græsk Oprindelse ere gengivne i græsk, de af romersk Oprindelse i latinsk Form, jødiske Navne med Forfatterens Stavemaade.

Oversættelsen er foretaget efter Destinons og Nieses nye med kritisk Apparat forsynede Textudgave: Flavii Josephi Opera. Vol. VI. Berolini 1894. Til Udarbejdelsen af Noterne har jeg benyttet et stort Antal Værker, af hvilke jeg først og fremmest skal nævne: E. Schürers rige og udtømmende Geschichte des jüdischen Volkes im Zeitalter Jesu Christi, I Leipzig 1890, II-III Leipzig 1898, samt for Topografiens Vedkommende Fr. Buhls Arbejder: Jerusalem paa Christi og Apostlenes Tid. Kbh. 1886, og Palæstina. Kbh. 1890, samt Genesaret Sø. Kbh. 1889. Gode Hjælpemidler til Studiet af Josephus er ogsaa de tyske Værker: G. Boettger: Topografisch-historisches Lexicon zu den Schriften des Flavius Josephus. Leipzig 1879, og F. Spiesz: Das Jerusalem des Josephus. Berlin 1881. Af Kort anbefales Den tyske Palæstinaforenings fortrinlige og billige Haandkort over Palæstina, udarbejdet af H. Fischer og H. Guthe (Wagner og Debes, Leipzig). -

S. Kongerslev Præstegaard 1904.
Alexander Rasmussen.

FLAVIUS JOSEPHUS

JØDERNES KRIG MOD

ROMERNE

Side 9

FORTALE.

1. Jødernes Krig mod Romerne er den største, ikke blot af dem, vi have ført, men næsten af alle dem, vi have hørt omtale, som Stæder have udkæmpet med Stæder eller Folk med Folk. Den er dog hidtil kun bleven skildret enten af Mænd, der ikke selv have overværet Begivenhederne, men gennem Rygtet have opsamlet urimelige og uoverensstemmende Beretninger og have fortalt om den paa kunstlet Maade, — eller af Mænd, som ganske vist have bivaanet den, men enten af Lyst til at smigre Romerne eller af Had til Jøderne have fremstillet Forholdene falsk, saa der i deres Skrifter findes Anklager her og Besmykkelse hist, men intetsteds historisk Nøjagtighed. — Derfor har jeg, Joseph, Matthias Søn, Præst fra Jerusalem, jeg der selv i Begyndelsen har kæmpet mod Romerne og nødtvungen bivaanet de senere Begivenheder, besluttet mig til, for Romerrigets Undersaatter, at oversætte paa Græsk hvad jeg tidligere har forfattet paa mit Modersmaal og bestemt for de østlige Folkeslag.

2. Da den vældige Bevægelse opstod, om hvilken jeg taler, vare de hjemlige Forhold hos Romerne usunde, og det revolutionære Parti blandt Jøderne, der havde fuldt op af Kræfter og Penge, benyttede sig da af de forvirrede Forhold, saa at Jøderne paa Grund af det overordentlige Røre kunde nære Haab om at bemægtige sig Dele af Orienten, medens Romerne derimod maatte gribes af Frygt for at miste dem.1 — Jøderne haabede nemlig, at alle vore Stammefrænder hinsides Eufrat skulde gribe til Vaaben sammen med dem; men Romerne foruroligedes af deres Naboer Gallerne, og ej heller Kelternes Land var roligt; alt var, kort sagt, efter Neros Død op-


1Josephus bruger her, i sin Iver for at vise Krigens verdenshistoriske Charakter, stærkt overdrivende Udtryk om Romernes Svaghed og Frygt og om Jødernes Styrke og Udsigter. Dog vare Forholdene i Romerriget særdeles vanskelige i Aarene 66-70. i Slutningen af Neros Regering og under de fire Kejseræmner Galba, Ottio, Vitellius og Vespasianus' Kamp om Magten. Samtidig maatte Rom bekæmpe Claudius Civilis' Opstand blandt Bataverne.
Side 10

fyldt af Forvirring, og Tidsforholdene indgav mange Haab om at svinge sig op paa Tronen, medens Hærene ønskede Omvæltninger i Haab om Bytte. Jeg har derfor anset det for urigtigt ikke at lade Sandheden komme til sin Ret ved Omtalen af saa vigtige Begivenheder, og jeg vil da bestræbe mig for, at baade Parthere og Babyloniere, de fjærnestboende Arabere samt vore Stammefrænder hinsides Eufrat og Adiabenerne kunne faa nøje Kundskab om, baade hvorledes Krigen er opstaaet, hvor stor Elendighed den har ført med sig, og hvad Udfald den har haft, — og for at heller ikke Hellenerne og de Romere, som ikke have gjort Felttoget med, og som hidtil have maattet lade sig nøje enten med Smigrerier eller med Opdigtelser, skulle være ubekendte dermed.

3. Mine Forgængere have den Dristighed at kalde deres Skriverier Historie; men rent bortset fra, at de intet rigtigt meddele, forekommer de mig tilmed at forfejle deres Hensigt. De ville nemlig afmale Romerne som store, og derfor nedsætte de bestandig Jøderne og fremstille dem som ringe. Jeg kan imidlertid ikke indse, hvorledes man kan anses for stor, fordi man har besejret de smaa. Og de tage hverken Hensyn til Krigens Længde eller til den Mængde romerske Soldater, som satte Livet til, eller til de Feltherrers Storhed, som udholdt saa store Anstrængelser foran Jerusalem, og hvem de, efter min Mening, berøve deres Hæder ved at forringe deres Bedrifter.

4. Jeg vil sandelig ikke med Forsæt forstørre mine Landsmænds Bedrifter og derved yppe Trætte med dem, der hæve Romernes til Skyerne, men nøjagtig fremstille begge Partiers Bedrifter. Under Fortællingen om disse Begivenheder kan jeg dog ikke undlade at give efter for min Sindsbevægelse og lade min Sorg komme til Orde, idet jeg begræder mit Fædrelands Ulykker. Thi det var indre Urolighed, som ødelagte det, og det var de jødiske Tyranner, som nødte Romerne til imod deres Vilje at anvende deres Magt imod os, og det var dem, der foranledigede Templets Brand, hvilket selve Sejrherren, Kejser Titus, kan bevidne, som under hele Krigen havde Medlidenhed med den af Oprørslederne beherskede Almue, og som mange Gange med Vilje opsatte Byens Indtagelse og gav de belejrede Frist, for at Ophavsmændene kunde blive omstemte. Skulde imidlertid nogen falde paa at laste os, fordi vi udtale os saa anklagende mod Tyrannerne og deres røveriske Færd, eller fordi vi sukke over vort Fædrelands Vanskæbne, da bede vi ham tilgive os vor Sindsbevægelse, som jo unægtelig strider imod Historieskrivningens Lov. Husk dog paa, at vor By mere end nogen anden indenfor Romerrigets Omraade har haft den Skæbne at stige til et Højdemaal af Lykke og saa derpaa at styrte ned i den yderste Elendighed. Ja, alle Menneskers og alle Tiders Ulykker synes mig at staa tilbage i Sammenligning med Jødernes, og Skylden for disse Ting ligger ikke

Side 11

hos nogen fremmed. Derfor er det mig umuligt at beherske min Sorg. Skulde nogen imidlertid være saa haard, at han fordømmer min Medlidenhed, saa kan han jo føre Kendsgærningerne paa Historiens og Klagerne paa Forfatterens Regning.

5. Jeg selv kunde forøvrigt ogsaa med Grund laste de lærde Hellener, som skønt der i deres Tid er foregaaet saa store Begivenheder, i Sammenligning med hvilke fordums Krige synes ubetydelige, dog opkaste sig til Dommere over dem og spotte flittige Skribenter, hvem de maaske overgaa med Hensyn til Sproget, men staa tilbage for i Henseende til deres Principer. De beskrive Assyrernes og Medernes Historie, som om den var mindre korrekt fortalt af de gamle Forfattere, og saa ere de dog disse underlegne baade i Evnen til at kunne skrive og i Indsigt. Thi de have beflittet sig paa at skrive om, hvad der er foregaaet i deres egen Tid, hvorved netop det, at de havde overværet Begivenhederne, gav Beretningerne Troværdighed, og at lyve ansaas af disse lærde for skammeligt. At overgive Fortidens Fortællinger til Erindringen og at fremstille sin egen Tids Begivenheder for Efterkommerne, det fortjener Ros og Omtale. Den kan ikke kaldes flittig, som blot omstiller andres Orden og Rækkefølge, men derimod den, som fremfører noget nyt og saaledes forfatter et originalt historisk Værk. Saaledes fremstiller jeg her, skønt det har kostet stor Udgift og Besvær, og skønt jeg er en fremmed, Beretningen om disse Begivenheder baade for Hellener og Romere. De Indfødte faa strax Munden paa Gled og Tungebaandet løsnet, naar det gælder Pengefortjeneste eller Retstrætter: men naar det gælder Historieskrivning, hvor det kommer an paa at tale Sandhed og med stor Møje at samle Materialier, tie de stille og overlade Forfatterskabet til ringere Aander, ja til Folk, som end ikke kende de paagældende Feltherrers Bedrifter. Hos os skal imidlertid den historiske Sandbed blive holdt i Ære, om den end ringeagtes af Hellenerne.

6. At fortælle Jødernes ældre Historie: hvad det er for et Folk, hvorledes de udvandrede fra Ægypterne, hvormange Lande de kom til under deres Omflakken, hvormange de efterhaanden erobrede, og hvorledes de bleve bortførte derfra, — det anser jeg ikke for her at være paa sin Plads, og forøvrigt er det ogsaa overflødigt, da mange Jøder før mig nøjagtigt have fremstillet Forfædrenes Bedrifter, hvilke Skrifter nogle Hellener temmelig nøjagtigt have oversat paa deres Modersmaal. Men der, hvor disse Forfattere og vore Profeter stanse, der vil jeg begynde min Historie. De Forhold, der berøre den Krig, som er ført i min Tid, vil jeg gennemgaa mere udførligt og med saa stor Omhu, som jeg formaar, hvad der derimod ligger længere forud for min Tid, vil jeg gaa lettere hen over. —

7. Først vil jeg fortælle, hvorledes Antiochos med Tilnavnet Epifanes, efter at have indtaget Jerusalem med Storm og holdt den

Side 12

besat i 3 Aar og 6 Maaneder, blev udjaget af Hasmonæerne. Derefter, hvorledes disses Efterkommere stredes om Kongemagten og blandede Romerne og Pompeius ind i deres Sager. Og hvorledes Herodes, Antipatros' Søn ved Sosius' Hjælp tilintetgjorde Hasmonæernes Dynasti. Hvorledes Folket efter Herodes' Død gjorde Oprør under den romerske Kejser Augustus' Regering, da Quintilius Varus var Statholder i Landet, og hvorledes Krigen igen brød ud i Neros tolvte Regeringsaar, hvad der hændte under Cestius og hvad Jøderne bemægtigede sig i det første Felttog.

8. Endvidere, hvorledes de befæstede Grænsestæderne, og hvorledes Nero, der efter Cestius' Nederlag nærede Frygt for sit Herredømmes Bestaaen, satte Vespasianus i Spidsen for Krigsførelsen, og hvorledes denne sammen med sin ældste Søn faldt ind i Jødeland, hvor stor en romersk Hær han anvendte, og hvormange Forbundstropper der faldt rundt om i Galilæa. Hvorledes han bemægtigede sig Byerne i denne Provins, nogle strax og med Storm, andre ved frivillig Overgivelse. Dér vil jeg saa ogsaa fortælle om Romernes gode Holdning i Krigen og Disciplinen blandt deres Legioner, endvidere om Udstrækningen af begge Landskaberne Galilæa, deres naturlige Beskaffenhed og Grænser mod Judæa, dernæst om Landskabets Ejendommelighed, dets Søer og Kilder. Derpaa vil jeg nøjagtig berette om de Lidelser, som enhver af de erobrede Stæder maatte gennemgaa, efter hvad jeg selv har set og erfaret. Jeg skal ej heller lægge Skjul paa mine egne Genvordigheder, men agter aabent og ærligt at fortælle om dem; jeg taler jo ogsaa til Folk, som ved Besked derom.

9. Videre: hvorledes Nero døde paa et Tidspunkt, da Sagerne allerede begyndte at staa daarligt for Jøderne, og hvorledes Vespasianus, under sin Fremrykken mod Jerusalem, blev kaldt hjem for at overtage Regeringen, hvilke Varsler han havde haft derom i Forvejen, hvilke Omvæltninger der havde fundet Sted i Rom, og hvorledes han imod sin Vilje blev udraabt til Enehersker af Soldaterne. Jeg skal vise, hvorledes der opstod indre Stridigheder hos Jøderne, medens han for at ordne Statens Sager var draget til Ægypten, hvorledes der opstod Tyranner iblandt dem, og hvor uenige disse vare indbyrdes.

10. Videre: hvorledes Titus, efter at være draget ud fra Ægypten, atter faldt ind i Landet, hvorledes og hvor han samlede sin Hærstyrke, og hvor stor den var. Hvorledes Byen led under indre Urolighed, selv da han var kommen tilstede, hvilke Angreb han foretog, og hvormange Angrebsvolde han opkastede. De tre Mures Udstrækning og Maal og Byens Befæstning i det hele, Helligdommens og Templets Indretning, Størrelsen af dette samt af Alteret, — alt dette skal jeg nøjagtig beskrive. Dernæst skal jeg berette om adskillige Festskikke, om de syv Renselser og om Præsternes Gærning. Endvidere om Præsternes og om Ypperstepræsternes Dragt,

Side 13

og om hvorledes det Hellige i Templet var beskaffent, — uden i mine Oplysninger hverken at fordølge eller tilføje noget.

11. Derefter skal jeg fortælle om Tyrannernes Voldsomhed mod deres Landsmænd og Romernes Skaansomhed mod deres Fjender, og om, hvorofte Titus, som ønskede at skaane Byen og Templet, opfordrede Oprørerne til Overgivelse. Jeg skal ogsaa paavise, hvad Folket maatte udstaa og døje, dels af Krigen, dels af de indre Uroligheder, dels af Hungersnød, indtil Fangenskabet tilsidst blev deres Lod. Jeg skal heller ikke undlade at omtale, hvad Overløberne maatte lide, ejheller Straffedommen over Fangerne, eller hvorledes Templet, imod Kejserens Vilje, gik op i Luer, eller hvormeget af Tempelskattene der blev reddet fra Branden, samt om hele Byens Indtagelse og de forud for denne gaaende Tegn og Varsler, om hvorledes Tyrannerne bleve fangne, og hvormange der bleve solgte som Slaver, samt hvilken Skæbne der ramte de enkelte hver især, hvorledes Romerne fik Bugt med Levningerne af Opstanden, og hvorledes de nedreve Fæstningerne i Landet, hvorledes Titus gennemrejste Landet og bragte Rolighed tilveje, samt om hans Tilbagekomst til Italien og hans Triumftog.

12. Alt dette vil jeg sammenfatte i 7 Bøger. Jeg vil søge, ikke at give dem, der have Kendskab til Forholdene og have taget Del i Krigen, nogen Anledning til Dadel eller Anklage. Jeg skriver for dem, der ville have Sandheden at høre og ikke for at more Læserne. Altsaa begynder jeg min Beretning med det første Punkt, jeg nævnede i min Indholdsangivelse.


Bog 1

Op til Jødernes Krig mod Romerne