Kort Underretning om det Marokkanske Slaveri

Titelblad
Titelblad

Bogen "Kort Underretning om det Maroccanske Slaverie i Aarene 1751, 1752 og 1753 af Wilhelm Friderich Ravn, "daværende Slave", er historien om ca. 40 danske købmænd, der havnede som slaver i Marokko by ved Barbarkysten.

Danskerne forlod Helsingør 24 april 1751 med to krigsskibe og to handelsskibe og ankom til Safi 5 juni. Undervejs døde "kun" syv mænd, hvilket 50 år senere betegnes som "en meget lykkelig Reyse".

Danskerne indgik en traktat med den lokale prins: Imod en klækkelig betaling fik Danmark monopol på handlen i havnebyerne Safi og St. Crux (Agadir) med provinser, og alle købmænd fra andre lande måtte forlade disse byer.

Denne traktat var lige lovlig god, og formentlig har den langt overskredet den opgave og den beløbsramme, som gesandten havde fået med hjemmefra. Som man let kan regne ud, blev de øvrige købmænd forbitrede over at skulle opgive deres forretning, og man må formode, mange lokale indbyggere heller ikke var glade for de prisstigninger, der uvægerligt ville komme, når fri konkurrence blev erstattet af monopol.

Købmændene modarbejdede derfor på mange måder danskerne, og en af måderne var at sprede et rygte blandt indbyggerne om, at danskerne ville bygge fæstninger og gøre dem til slaver. For at afkræfte dette rygte sendte danskerne skibene og soldaterne videre til Tunis og Tripolis. Men dette var en fejl, for næppe var fregatterne sejlet videre, før prinsen brød traktaten og arresterede danskerne under netop dette påskud.

Det var en latterlig anklage, eftersom der kun har været 10-12 soldater tilbage hos købmændene, men her gjaldt den stærkes ret. Der var langt hjem til Danmark, og de andre lande har haft begrænset lyst til at forsvare Danmarks monopol. Danskernes ejendele blev konfiskeret, og de måtte arbejde som slaver for prinsen.

Marokko
Marokko

Beretningen er formet som en slags dagbog på aleksandrinske vers »Dagviis forfattet paa Værs«. Versene er ikke stor kunst, men dette gør næsten virkningen bedre. Når man læser side efter side med lommefilosofiske strøtanker, haltende versefødder og anstrengte rim, føler man dobbelt så meget, hvordan tiden slæber sig afsted gennem de ca. 2 år i slaveri. Sidst på året kommer storkene til Afrika, og forfatteren filosoferer over, hvilket land de mon kommer fra. Da det atter bliver forår i Danmark, flyver storkene nordpå, mens forfatteren stadig er slave og misunder fuglene deres vinger: »Da jeg den første saae jeg ønskte mig og Vinge / At jeg mig kunde langt fra Barbariet svinge«.

Der er næsten ingen personskildring. Den eneste, der fremstår levende, er den lokale hersker, der konsekvent omtales som "Prinsen". Han har tilsyneladende ikke noget navn, hvilket minder om historien i 2 Mosebog, hvor jøderne var slaver for "Farao".

Denne prins regerer med stor brutalitet: Kvinder såvel som mænd bliver straffet med metoder, der ikke lader Islamisk Stat noget tilbage: pisk, afhugning af hænder, slavearbejde og henrettelser ved halshugning, skydning eller bål.

Hvor hårdt end danskerne har det, er de dog heldigere stillet end prinsens øvrige undersåtter. Jøderne bliver lagt i jern og tit truet med at blive brændt levende. Muslimer og konvertitter bliver strengt straffet for at bryde Sharia. Selv prinsens egen familie risikerer at blive sat til slavearbejde for små forseelser. Danskerne bliver også en enkelt gang ofre for prinsens luner, hvor de får lagt jern om benene og skal udføre det "rigtige slavearbejde" sammen med "Negerne". Dette varer heldigvis kun 3 dage.

Man kan se, hvor godt danskerne blev behandlet i forhold til slaver fra andre lande ved, at der "kun" døde 5 ud af lidt over 40 i løbet af de to år. Til sammenligning blev 10 norske skibbrudne fra Bergen på to år reduceret fra 10 til 3: »For to Aar var der ti, men syv der ere død / De andre sukkendes gaaer hen i deres Nød« (side 37).

Den relativt pæne behandling skyldes naturligvis, dels at prinsen var bange for de danske krigsskibe, som han vidste ville komme, og dels at han regnede med at få løsepenge eller en fordelagtig handelsaftale.

Handlingen skal ikke afsløres her, men sagen trak ud, dels på grund af afstanden til Danmark, dels fordi sejlads er umulig i vinterhalvårene, dels fordi den danske konge ikke ville lægge navn til forhandlinger med en mand, der havde gjort hans undersåtter til slaver, og dels fordi de danske kaptajner afviste at gå i en land til prinsen, der jo havde vist, at han ikke var til at stole på.

Det lykkedes dog tilsidst, efter at danskerne havde samlet 5 krigsskibe og et handelskib i havnen. Danmark fik nu en handelsaftale. Desværre gik den ene fregat kort efter i brand (billedet til højre). 24 sømænd reddede sig i land, og da fredstraktaten endnu ikke var tråd i kraft, fulgte prinsen — for en tid — sin gamle vane og gjorde dem til slaver.

I alt 132 danske søfolk omkom ved branden, men forfatteren bruger alligevel de sidste sider af bogen til at skamrose Gud, der har fået ham frelst ud af slaveriet. Skidt med, at det kostede 132 sømand at frelse 40 slaver. Æren er Guds i det høje.

Som et kuriosum (der ikke nævnes i denne bog) kan tilføjes, at fredsaftalen kun gjaldt for de to byer Safi og St. Crux (Agadir). Det vil sige, at danske sømænd på vej til disse to byer endnu en tid var i fare for at blive fanget af slavehandlere fra resten af Marokko.

Deres

Høy-Grevelige Excellence,

Høy-Velbaarne Greve og Herre,

Hr. Adam Gottlob,

Greve af Moltke,

Ridder af Elephanten,

Geheime-Raad, Ober-Hof-Marschal,

Greve til Grevskabet Bregentved, Friherre til
Fri-Herskaberne Lindenborg og Høgholm,
Herre til Tryggevelde, Alslev, &c. &c.

Naadigste Herre!

Du Kongens kiere Mand! og Rigets store Stierne!
  I hvilken Gield jeg til Din Naade staar, Du veed;
Men Himlen veed, hvor jeg af Hiertet ønskte gierne
  At give mindste Spoer af min Erkiendtlighed.

Tillad derfore, at min ringe Pen beskriver
  Dig her paa Bladet, som min Lykkes største Hiu!;
Og at mit ringe Digt ved Dig beskyttet bliver,
  Som, om Du ikke var, tilbage blev i Skiul.
Formaar jeg intet da udaf min Gield at løse,
  Saa veed dog Verden nu, jeg er Din Skyldener,
Og at Dit Naades Hav til mig har ladt udøse
  En riig og mægtig Strøm udaf Velgierninger.
For Resten jeg, imens jeg Liv i Blodet haver
  Skal stedse være med mit Suk til GUD bereed,
At han vil fylde Dig, og Slægt, med Himmel-Gaver,
  Og gøre Klippe-fast i ald Lyksalighed.

Saaledes ønsker underdanigst

Deres

Høy-Grevelige Excellences,

Min Naadigste Herres

underdanigste Tiener

W.F.R

1751.

Vor allernaadigste Kong FRIDERICH den Femte,
Der Landets Fader er, og derfor ikke glemte
  Selv at befordre, hvad et Land lyksalig giør,
  Som er at Handelen kand blomstre meer end før.

April. 16.

Til saadan Ende lâr To herlige Fregatter
I Seyle-færdig Stand med alt, hvad de befatter,
  Paa Rheden lægge ud, hvor de udi en Hast
  At vente Veyr og Vind sig giøre Anker-fast.

Men det var langsom her paa dette Stæd at blive,
Endnu ey færdig var de tvende Handel-Skibe,
  Som skulde følge med; Thi blev besluttet saa:
  Man bedre kunde dem i Sundet vente paa.(*)

De to fregatter ankom til Helsingør d. 16 april, men handelsskibene var ikke klar til afgang før 24. april.

2

1751.
April.


17.

Hoglandt,(*) den alle som Captain og chef bør høre,
Betræder Falster og commando der vil føre,
  Men Captain Schindel han besørger Doqvens(*) Gavn,
  Og begge seylede med Lyst fra Kiöbenhavn.

22.

Neptunus kort derpaa vi seer, naar vi udkikker,
Og Ebenezer med, som langsom efterstikker, (a)
  De under vor convoi at følge ønske sig,
  At de for Røvere kan seyle trygelig.

Nu seylte vi ey meer, end lætte vores Anker,
Om Reysen hafdes der sær differente Tanker,
  Den største Deel blandt os veed ey, hvor de skal hen,
  Dog har det ingen Nød, naar GUD er vores Ven.

24.

Herpaa man gav signal, som Ordre var at seyle;
GUD styre selv for os, vi rette cours ey feyle!
  Vi hilset Cronborg først, og Afskeed sluttet blev,
  Hvorpaa vi alle ud ad Bølge-Marken drev.

At melde smaa Ting, som paa Reysen er passeret,
Jeg meen u-nødig er; Thi sligt er annoteret
  Udi den daglige journal, der læses kand;
  Min Tanke haster kun hen til et fremmet Land.

Jeg meener Africa, til de Barbarske Kyster,
Did hen blev coursen satt; med Landets Folk vi lyster
  At slutte Fred, saa og en Handel stifte der
  Til manges Glæde, men til Kiøbenhavns i sær.


(a) Tvende Handels-Skibe.

Simon Hooglant (18. juni 1712 - 19. december 1789). Dansk søofficer, der også havde deltaget i fredsforhandlingerne med Algier i 1746.
Doqven / Docqven . . .: Dokken.

3

1751.
Junii. 5.

Vi kom da lykkelig udaf de store Vande,
Saa at vi kunde see de Africanske Lande,
  Vi glædes vel derved, men allermeest den Stund,
  Da vi for Saphia(*) kan søge Anker-Grund.





7.

Her laae vi nogen Tiid, indtil vi Budskab finge,
At vores Reyse og dessein vil vel gelinge;
  En Morisk Barqve kom til os med hvide Flag,
  Til Tegn, at der var Fred at vente til Behag.

13.

Da Longueville (a) nu sit Indtog vilde giøre
I Staden Saphia, til samme at fuldføre,
  Ham Captain Hoglandt selv og mange andre fleer,
  Hvis Dragt var uniform, at følge med vi seer.

Da hørtes Hurra høyt paa Falster Skib at skraales,
Og Een og Tyve Skud af Stykkerne udvraales,
  Det samme Docqven giør, men meest man mærke maae,
  At Franske, Hollandske og Svensk giør ligesaa. (b)

Paa Landet blev de af cavallerie modtaget,
Saa og Infanterie, hvorpaa de blev ledsaget
  Ved Stadens gouverneur af Stadens Porte ind,
  Et Syn som Glæde gav, og kildrede vort Sind.


(a) Obrist-Lieutenant og capitain ved fortificationen, som denne Expedition fornemmelig var betroet.(*)

(b) Af disse Nationers Handels-Skibe laae en 10 stkr. i Bayen.

Saphia . . .: I dag staves byen "Safi" (se kortet).
Johan Baptist Longueville var Obertløjtnant af Ingeniørkorpset.

Han blev udnævnt til gesandt for at slutte freds- og handelstraktat under lignende betingelser som dem, der var indgået med Algier i 1746.

4

1751.
Junii.

I Byen hørtes der utallig Skud at bromme,
Endeel de sang og sprang, og andre slog paa Tromme,
  De glædde sig ved os, og vi igien ved dem,
  For den Foreening, som nu skulde bringes frem.

21.

Derpaa man hannem saae hen til Marocco(*) ride,
For der sin Konges Ord at lade Printsen(*) viide,
  Det lykkes for ham vel, vi eene Frihed faae
  At have Handel her, samt Pakhuus bygge maae.




Julii.

De andre Kiøbmænd maa ey længer her forblive,
Septembers første Dag skal alle sig bortgive,
  De krymper sig, og tit til Printsen søger hen,
  Men alt omsonst, han er den Danske Konges Ven.

5.

Hr. Longueville kom fornøyet vel tilbage
Til Saphia, hvor vi hør otte Skud at knage,
  Vi gave syv igien, og glædet os paa nye,
  At vores gode Ven var kommen vel til Bye.

6.

Men Dagen efter, som vel neppe har sin Lige
I vores Almanak, om man deri vil kige,
  Den heel mærkværdig er for os og andre fleer;
  Thi vi det Danske Flag i Barbariet seer;

Det vajer hid og did til Dannemarkes Ære,
Et Freds-Tegn, som var værd for Kongen at frembære,
  Da den vel vente kan at blive Lykke-riig,
  Der sligt at melde faar, som er saa ønskelig.

Marocco . . .: I dag hedder hovedstaden Marrakech, men i mange hundrede år blev navnet på byen og landet brugt i flæng (se evt. kortet).
Prinsen . . .: Denne prins var Muhammed III (1710 - 9 April 1790), søn af kejseren Abdallah IV.

Prinsen havde fungeret som guvernør af Marokko By / Marrakech siden 1750.

5

1751.
Julii.

Selv Falster brøster sig og høyt med Hoved kneyser,
For den saa pyntet er, nu ned nu op sig reyser,
  Dens Master, Stænger var saa tæt beslagede,
  At hver Een hende saae med stor Fornøyelse.

Men dette var ey nok; Thi Cheffen lod paabyde
At løse Stykkerne, som hastig Ild udspyde,
  Det samme Docqven og de andre Skibe giør,
  Vi fra enhver i sær en canonade hør.

Paa denne Glæde-Dag vi og til GUD istemte
Med Hierte-Sukke for Kong FRIDERICH den Femte,
  At Han af denne Fred maa Fredens Frugter faae;
  Og udi Venskab med Marocco ævig staae.

11.

Fra Printsen bliver os tilbragt en stor Foræring
Af Fiire Strudser og en Tiger, (a) som til Tæring
  Behøver meere, end de i sig selv er værd,
  Men dog maa agtes høyt og vogtes udi sær.

Paa dette Stæd vi saae, at Penge, Vahre tages
Af Skibene, og til vor Consul Rey (b) opdrages,
  Han Compagniets Tarv i Saphy søge skal,
  Som vi i Sancte Crux,(*) med Handel overall.


(a) Strudserne døde strax, men Tigeren, som var bleven gandske tam,(*) levede indtil den med Falster blev opbrændt.

(b) En Fransk Kiøbmand udi Saphia, som stod udi stor Credit Hos Printsen,(*)

Sancte Crux . . .: Portugiserne døbte byen "Santa Cruz do Cabo de Aguer".

I dag hedder byen Agadir (se kortet).

Prinsen havde selv opfostret tigeren og var meget glad for den.

Historien melder ikke noget om, hvorfor han så forærede den væk.

Stefen Rey havde boet i Safi og drevet handel i 11 år.

6

1751.
Julii.

Paa begge Stæder lod vi straxen proclamere,
Hver Købmand skal sig til September retirere,
  Det vel i følge var af vores Freds-Accort,(*)
  Men hine derfor har paaført os megen Tort.(*)

Dog maa min Læsere ey tænke, at man vilde
Foruden Vederlag fordrive dem saa ilde,
  For deres Vare kan de fuld Betaling faae,
  Og Morens Debet vi betaler ligesaa.

Hr. Longueville lod et Brev omborde sende,
At han nu færdig var, han give vil tilkiende:
  Thi lader Hoglandt strax igien beordre saa,
  At To Chalouper skal fra Landet med ham gaae.

12.

Der skeer ham en honeur, saa snart vi saae ham komme
Fra Saphia, vi hør Canonerne at bromme,
  Da han paa Falster var, hand hilses der paa nye
  Af de Langhalsede med Knal og Bral i Skye.

Af samme Tone hør vi Docqven ogsaa spille.
Det er mod dens Natur at være længe stille;
  Vor Handel-Skibe tør og vove saadan Dyst,
  Og viiser at de har og Hierte udi Bryst.



13.

Men vores Reyse vi skal videre fortsætte,
Og derfor skyndede os Anker at oplætte,
  Den Insul Mogodor (a) vi først passerede,
  Dog kom den ey saa nær at vi den kunde see.


(a) Denne Insul var os overladt efter Freds-Tractaten, men vi var ikke derpaa.

Den 1. juli 1751 blev traktaten afsluttet: Danskerne kunne de næste 5 år kræve told af alle ind- og udgående varer i Safi og St. Crux (Agadir). Alle andre landes skibe, der anløb, kunne konfiskeres. De fremmede købmænd skulle forlade byerne senest 1 september.

Til gengæld skulle danskerne betale 50.000 marokkanske dukater årligt til prinsen. Desuden fik han årligt 3.000 dukater udenfor traktaten.

Beløbet er langt større, end hvad Longueville var bemyndiget til at give væk; nemlig en gave på 1.000 -1.500 dukater, allerhøjst 4.000 dukater.

Det er klart, at de øvrige landes købmænd ikke var glade for at skulle forlade landet, og at de stod bag en stor del af de problemer, danskerne snart løb ind i.

Den danske regering tog også senere afstand fra traktatens betingelser og hævdede, at de ikke havde ønsket flere fordele end alle de andre lande.

Ifølge Neue genealogisch-historische Nachrichten afsnit 43 side 683-685 blev Longueville arresteret, da han kom tilbage til København, fordi han havde været skyld i ulykken ved at overskride sine beføjelser.

7

1751.
Julii.

Thi Skibet hastig løb med Vind og Veyr i følge,
Da det hvid-skummet Hav top-krusede sin Bølge,
  Og holdt saaledes ved indtil paa anden Dag,
  Da saae vi Cap de Ger os alle til Behag.

Omsider fik vi see det, alle eftertragtet,
Da Fæstningen Sanct Crux vi gladefuld betragtet,
  Som paa den høyest Field paa Toppen anlagt er,
  Og har et muuret Taarn, men slette Bygninger.

Men neden ved dens Foed en anden Bye frembrækker
Mod Havets Bølger, og sig kunstelig udstrækker;
  Paa Morisk Art opbygt, dens Huuse platte var.
  Og uden Vinduer fra Dørren Lysning har.

Her blev vor Anker kast, og Reysen fik en Ende,
For lykkelig Seylads vi Tak til GUD lod sende.
  Og bad, han vilde end fra ald Ulykkes Fald
  Fremdeeles vogte os, som her forblive skal.

Men Longueville nu end meere sig umager,
Med flagret Chloupe han til Sancte Crux hentager,
  Og under Stykkers Lyd henroer ad Landet til,
  Med Gouverneuren der og andre tale vil.

Men som de vidste af hans Ankomst alt at sige,
Saa saae man Morerne i Hast til Hest at stige,
  Hver med Gevær i Haand de holdt rangerede
  Ved Havets Breeder, og ham ventet der at see.

8

1751.
Jul. 18.

Da Han paa Landet kom, han venligen modtages,
Man merkte Artighed med Høflighed ledsages,
  Hr. Longueville vi omsider saae til Hest,
  Da hver gav Fryde-Skud alt som han kunde best.

De derpaa rider hen mod Havet at udlede
En Plads, som var beqvem og havde Vand tilrede.
  Men de den ikke fandt, der kom en Hindring i,
  Som holt os op, indtil Tre Dage var forbi.

21.

Omsider blev et Bierg udseet for os at være
Det Stæd, som syntes best de Danske Folk at bære
  Vi reyste Tælter op, og ønskte os i Stand
  Til at forsvare os mod ond Barbarisk Mand.

Men som Misundelse regierer alle Vegne,
Saa fandtes den i sær i de Barbarske Egne,
  De andre Kiøbmænd vil ey lide os i Land;
  Thi stifter de Uroe blandt den gemeene Mand,

Og bilder dennem ind, vi ville dem fordrive,
Helst om vi Fæstning fik, til Slaver maa de blive:(*)
  Kort sagt: ved slig Rapport Rebellion der skeer,
  Saa de, der med os var, imod os vi nu seer.

Vi gik enddog i Land paa vores Plads at bygge,
Slog Tælter op, som os mod Solen kunde skygge,
  Von Diethart (a) var og der, halvfemsindstyve Mand
  Han hafde med sig, men os ey beskytte kand.


(a) Obrist-Lieutenant og Captain ved Grenaderene.

De fremmede købmænd begynder hurtigt at modarbejde danskerne ved at sprede rygter blandt de lokale indbyggere om, at danskerne vil befæste landet og gøre dem til slaver.

Man kan naturligvis forstå en vis uro i starten, hvor de to handelsskibe var ledsagede af to krigsskibe med soldater.

9

1751.

I slig Omstændighed var gode Raad vel dyre,
Vi skiulte vort Gevær og torde ikke fyre,
  Faae Mænd gav Baschen (a) os til vor Beskiermelse
  Mod dette Røver-Folk, som os saa ængstede,

Men Longueville han med samt de Paz (b) de vover
Sig ey om Natten her, paa Sancte Crux de sover;
  Thi Morens Raab og Skrig at høre paa var ey
  Behagelig, hvorfor de rede deres Vey.

I nogle Nætter var vi uden Søvn, og Blunde,
Og med vort Liv i Haand bortdreve, som vi kunde,
  Dog var den sidste Nat den allerfarligste,
  Da Malcontenterne i mængde lod sig see.

Omkring paa Biergene de laae saa tyk som Fluer,
Hver havde sit Gevær, os letteligen kuer,
  De komme, gik og reed, var i Bevægelse,
  Thi var det Tid, vi os fra Pladsen skyndede.

Min Flint jeg havde ladt med Kugle som de andre,
Til Døden, (tænkte jeg,) du skal ey eene vandre,
  Den yderlige Nød vi alle saae os i,
  For Slaverie og Død dog endnu vare frie.


(a) den øverste Officier der paa Staden.

(b) var en Jøde, som havde projecteret os denne Handel.(*)

Josef Buzaglo de Paz var jøde bosat i Marokko. De Paz kom til København fra Frankrig, hvor han netop havde siddet 20 måneder i fængsel for spionage. Den 4 august 1749 blev han frigivet og landsforvist.

de Paz tog direkte til København og foreslog, at Danmark etablerede handel med byerne Saphia (Safi) og St. Crux (Agadir).

De første handler gik godt, og i november 1750 foreslog De Paz, at man oprettede en handelstraktat med Marokko.

Som det fremgår af nærværende beretning, havde jøder en meget ringe status i Marokko, og da De Paz lige var sluppet ud af et fransk fængsel, havde han ikke de kontakter i Marokko, som han hævdede at have.

Derfor var De Paz nødt til at benytte sig af Stefen Rey, der var lige så røget, som De Paz var speget.

10

1751.
Jul. 25.

Ved Dagens Brækning fik vi Ordre at oprykke
Fra et saa farligt Stæd, der truet med Ulykke,
  Alting blev baaret bort, Soldat, Matroserne
  Sig skyndede, og kom dermed paa Skibene.

Til høye Sancte Crux Hr. Longueville rider,
Ey uden Følgeskab, som langsom efterskrider,
  Courerer midlertid hen til Marocco gaaer,
  Med Længsel venter vi, hvad svar igien de faaer.

Aug. 6.

Men ved Retour vi hør at Printsen selv fortryder
Paa hvad, passeret er, og derimod tilbyder,
  At Morerne for os et Pak-Huus bygge skal
  Ved vores Opsigt, og indretning over all

Vor Militairske Folk de ikke kan fordrage,
De frygte, vi ved dem, vil Landet fra dem tage,
  Ja samme Frygt de har og for Fregatterne,
  De vilde, at de dem ey meere kunde see.




10.

Dog før Fregatterne til Dannemark vil seyle,
Til Tunis, Tripolis om Fred de først vil beyle,(*)
  De lættet Anker og farvel bød hver sin Ven,
  Men Ordren var Geheim at komme her igien.

Men Lieutnant Kaas han blev beordret hiem at føre
Soldaterne, for dem vi ilde maatte høre,
  Naar alt, hvad anstød gav, fra Sancte Crux bortgik,
  Saa ventet vi, at vor Disput en Ende fik.

Krigsskibene forlod danskerne for at indgå traktater i Tunis og Tripolis.

side 37 får vi at vide, at dette lykkedes.

11

1751.
Aug.

De Paz, som Directeur for Handelen alleene,
Giør sig Umage med at bringe den paa Beene,
  Af Penge-Kister kom strax nogle udi Land,
  Derefter andre Ting, som fandtes først for Hand.

Her stedse Raades os med Kiøbmænd ey at tale,
Knap heller med en Mor, vi lod os det befale.
  Men Spørsmaal? om af os var bedre Venskab holt,
  Maaskee vi ikke da saa liderlig(*) var solt.

De meest formuende de vilde sig begive
Med os i Compagnie, om de saa maatte blive;
  Det havde været vel, om vi det havde giort.
  Men For- og Efter-Raad ey agtes lige stort.

Mig efter min instrux var given denne Ære,
I det secrete-Raad tillige med at være,
  Men Raad blev ikke holdt, og mig blev intet sagt.
  En Fremmed meere troes, end vi som Eed har lagt.

Men den Materie jeg vil igien fravige,
Det mig, som Præsten, gik, der intet torde sige,
  Men sagde: her endnu var nok at tale om,
  For Tidens Kortheds Skyld vi ikke længer kom.

Paz Maantlig for vor Kost begierer tolv Rigsdaler,
Og aldting, indtil Brød, os meget dyrt afmaler,
  Da, før man kom i Land, heed det man alting fik
  Omsonst, det kosted kun at man derefter gik.

liderlig . . : Dårligt, værdiløst, sjusket

12

1751.
Aug.

Man maaskee tænke vil, at vi fik mange Rætter,
Ney, lidet Suppe de os daglig foresætter,
  Og Kiød, af Olie som smagte meget slet,
  En skiden Jøde-Karl var den, som kaagte det.

Hr. Longueville faaer et Brev i samme Dage
Fra Printsen, at han sig til Saphy vil umage,
  At tale med ham der om Magtpaaliggende,
  Som ingen vide maa undtagen han og Ree.(*)

Thi laver Han sig til for Reysen strax at giøre,
Den Jøde Massau skal, som Tolk, hans tale føre, (a)
  Men var en slet Person, det vi at finde fik,
  En Jødes Ærlighed kun sielden holder Stik.

Vor Ober-Assistent (b) foruden tvende andre, (c)
Nu blev befalet med til Saphia at vandre,
  For der hos Consul Ree at have Kiøbmænds Navn,
  Og ham tilhaande gaae til Compagniets Gavn.


(a) denne Jøde havde gaaet os tilhaande i Leyren, og var vores Vert paa Sancte Crux.

(b) Obrist-Lieutenant Butlers Søn fra Norge.

(c) Schumacker og Janum, den første som Cahyt Skriver paa Falster, den anden Underskriver paa Docqven, som vare persuaderede at gaae i Land.

Ree må være den samme som Rey, siden han to vers senere omtales som "Consul Ree".

Longueville havde udnævnt Stefen Rey til dansk generalkonsul.

13

1751.
August. 16.

Saa reed de samtlig bort. Men vi, som blev tilbage,
Fik ikke Leylighed at holde Hellig-Dage,
  Den gamle Jøde Paz Han haver ingen Roe,
  Men skielder, bander og til ingen fæster Troe;

Ey brugte overlæg til hvad, han vilde giøre,
Nu atter Penge, Gods i Land han lader føre,
  Og vidste ikke hvad han havde faaet Hiem,
  Thi ligesom det kom saa blev det kastet frem.

Imidlertiid vi drev vor Handel, som vi kunde,
Vi kiøbte Mandler, Vox og Kobber, naar vi funde
  At Pris og Vahre mod hinanden kunde staae.
  Vi ikke gierne da lod Moren fra os gaae.

Først i September skal de andre Kiøbmænd vandre,
Men de faaer Baschen til, han Tiiden skal forandre,
  Han regner gammel Stiil, for os løb Tiiden bort,
  Saa de fik meere Roe at blande deres Kort.

En stor anseelig Told tilbyder de at give,
Om de som hidindtil i Landet maa forblive,
  Den samme Summa vi og Printsen byder til,
  Som undrer sig, og dem dog maintinere vil.

Ved denne Tiid vi saae, de andre Kiøbmænd klage,
Hvad det betyder vi ey fatte kan saa fage,(*)
  Dog tænkte vi, maaskee de Frihed atter faaer
  Her at forblive, som kun lidet got os spaaer.

fage . . .: hurtigt.

14

1751.
Septbr.

Neptunus skulle nu til Kiøbenhavn hiem-seyle
Med øvrigt Mandskab, men de daglig meget feyle,
  Af Kiød, af Ollie, af Brød, af Meel og Vand,
  Som vi besørgede dem udsendt her fra Land.

7.

Men Sundheds Pas vi maa fra Saphia forskrive
Til vor Neptunus, som ey længer her kan blive,
  Ey andet venter paa, end han kan Ladning faae,
  At han for Folkets Skyld ey Eene Hiem skal gaae.

Men Tiiden løber bort, September halv til Ende,
De Paz giør Løfter nok at vilde Kobber sende,
  Og Vand, saa meget som til Reysen nødig var,
  Dog var det ikkun Snak, de bleve ikke klar.

Men som det nærmer sig alt meer til Vinter-Dage,
Skal Ebenezer nu det halve Mandskab tage.
  Som vare af de Folk, der udi Holsteen laae,
  Han, skiønt ugierne, da til Elven seyle maae.

19.

Han noget Kobber fik, men andre Vahre ikke, (a)
Thi nu forsildig var ham Ladningen at skikke.
  Han derfor denne Gang kan ikke vente meer,
  Fordi Ulykken var os nærmer, end vi seer.


(a) ongefehr 400 Centner(*) Kobber. Jødernes Nye-Aar indfaldt Dagen efter, som hindrede videre Udskibning.

En centner er 100 pund, så 400 centner er 20 tons.

15

1751.
Septbr. 20.

En Mor fra Saphia og Printsens Secretairer,
De kommer til de Paz, os samtlig gratulerer,
  At vi kan hidse Flag paa Huuset, naar vi vil,
  Det Printsens Ordre var, og Pak-huus bygge til.

De Paz han troer sligt og lader Breve styre
Ombord til Lieutnant Kaas, de engang vilde fyre
  Naar Klokken den var syv, (a) derefter gaae i Land,
  Og nyde den Plaisir med os, som gives kan.

21.

Det skeede som vi bad, men neppe var to Timer
Forløben, for vi hør at Morene de stimer
  Strax ved Contoirets Dør, de samles meer og meer,
  Men vi ey vidste til hvad Ende saadant skeer.

Omsider mærker vi, de andre Kiøbmænd komme,
Og i Contoiret gaaer os kun til liden fromme;
  Thi de berette os, at Longueville var
  I Saphy arrestert, og dem Han med sig har.

Hvad I leveret har til Monsieur Ree er taget,
Og alting confisqvert, thi det er nu opdaget,
  At I ey kommen er at handle, men I vil
  Og bygge Fæstninger, og Landet have til.


(a) da Flaget blev hidset. Enhver af de der værende Kiøbmænd har sit Flag som viser om de ere Franske, Engelske &c.

16

1751.
August.(*)

Men Monsieur Ree, som vi og tænkte stod i Fare,
Han ved sin Sneedighed slap vel af denne Snare,
  Og fik Befaling Hiem udi sit Huus at gaae,
  Nedtog det Danske Flag, det Franske satte paa.

Vi alle Nøglerne strax maatte fra os give,
De lod os haanligen udaf contoiret drive,
  Derpaa bemægter sig alt, hvad der var at faae,
  Som meget meere var, end de vel tænkte paa.

Ey Compagniets Gods kan eene dem fornøye,
De ogsaa graadig sig til vores Gods forføye,
  Vor Kister, Kufferter de aabner for at see,
  Om der kun Penge var, dem tog de smilende.

Tænk selv, hvor angest-fuld jeg den Tiid maatte være,
Jeg fangen var og saae min Velfærd bort at bære,
  Jeg gruede for hvad, der meer tør hende sig,
  Jeg frygtede altiid at blive Slave-Lig.

Strax efter maa vi see, at Lieutnant Kaas som Fange,
Og paa Barbarisk-viis udplyndres af saa mange,
  Endeel af vore Folk gik det og Ligedan,
  De just til Uhæld var udsendt at fylde Vand.

Der ere tvende Ting paa Morerne at sige,
Som er Lettroenhed og Gierrigbed tillige,
  Det var motiverne, som virkte Ordren ud
  Til vores Fangeskab, hvoraf os hjelpe GUD?

"August" må være en fejl. I tredje vers på side 14 var "September halv til Ende".

17

1751.
Septbr.
22.

Om Morgenen vi saae To store Bolter slænges
For os paa Gulvet ned, vi frygtet, som nu trænges,
  For deres Størrelse, hver havde Ringe Toe,
  Som kunde neetes til,(*) og vare til at snoe.

Derefter Baschen kom, og vores Angest endte.
De Bolter, siger Han, for Jøderne er sendte; (a)
  De blev om deres Been belagde haardelig
  Af en Barbarisk Smed; De Paz ey klagde sig.

Men dette var ey nok, den Plage blev forhøyet.
Med Halsbaand udaf Jern de og blev sammenføyet,
  At hvor den Eene laae, der laae den anden med,
  Saa det var Ynk at see dem gaae fra Stæd til Stæd.

Men Baschen siger os, vi skulde ikkun skrive
Til Skibene, at de sig skyndeligst bortgive,
  Af samme Meening og de andre Kiøbmænd var.
  Hvorfor en barqve strax med Brev omborde târ.

Top, Höyer, Svendsen for de Trende Handel-Skibe, (b)
Hvoraf den første kom med os i lige Knibe,
  Fik denne Ordre at de hastig bort skal gaae
  Ad Søen til igien, en anden Havn at faae,


(a) De Paz og hans Halv-Broder Abraham , den sidste var antaget at være vores Tolk i Barbariet; de vare begge født i Salée.

(b) Svendsen var fragtet fra Altona.

Neetes . . .: Måske skulle der stå "nettes" som i "at knytte tråde sammen til et net"?

Eller måske er det en alternativ stavning af "nittes"?

18

1751.
Septbr.

For der at fylde Vand, og Reysen saa fortsætte,
Men Coursen endelig til Kiöbenhavn at rette,
  Dog Svendsen, kunde Han sin Ladning blive qvit
  Udi Gibraltar, det da stander Hannem frit.



23.

Men Han sit Anker maa i Grunden lade stikke,
Thi Han med ald sin Magt ey samme op kan vrikke,
  Saa ginge de til Seyls med een Baad alle Tre,
  Men deres beste Folk for alting savnede.





Octobr.

Paa disse Skibe slog og Morerne sit Øye,
Dem underbore vil og skade dem tilføye,
  Men da de merkte, at vor Folk holdt Natte-Vagt,
  Saa blev der intet nu af denne deres Agt.

4.

Til Danmark en Coureer vil Prinsen nu bortsende,(*)
Han veed ey selv, hvordan han Sagen best kand vende,
  Thi Han begriber let, Han sig forløbet har,
  Og maaskee ønsker tit, at Sagen u-giort var.

5.

Imidlertiid det til den Tiid og Time lakket.
Da vores Vahre paa Kamelerne blev pakket,
  De dreve bort dermed til Staden Saphia,
  Vi sukkede, saae til, at dette gik os fra.


10.

Nu Touren kom til os, vi alle med hverandre,
Som fyrgetyve var, skal udaf Byen vandre
  De andre Kiøbmænd stod og saae vor Udtog an,
  At det os smertede, enhver vel tænke kan.

Kureren var en jøde ved navn Samuel Sumbel, der tog sig ualmindelig god tid.

Prinsens brev var skrevet på arabisk i en fornærmende tone og gentog blot de grundløse beskyldninger om, at danskerne havde ønsket at besætte landet.

Brevet kan læses i dansk oversættelse i "Det under Kong Frederik den Femte oprettede Danske Afrikanske Kompagnies historie", 1818, side 20-23. Se eksternt link.

l9

1751.
Octobr.

Ved Porten Muler stod, paa hvilke vi skal ride,
Enhver blev given sin og ingen sat tilside,
  Saa reed vi alle bort med Vagten for og bag,
  Det var en Søndag, men for os en Sørge-Dag. (a)

Farvel nu Sancte Crux, du gaaer os ey af Minde,
Du trykte os saa haart, at Taarene de rinde
  Paa vore Kinder ned for Hustrue, Børn og Ven,
  Ach! Sancte Crux! vi dig ey glemme kan igien.

Vi reed saa immerfort med Sukke i vor Hierte,
At GUD vil frelse os fra Slaveriets Smerte.
  Om Natten hvilede vi under Himmelen,
  Og helst, hvor der var Vand at drive Tørsten hen.

Det merkeligste os paa denne Reyse mødte
Var høye Bierge, som langt op mod Skyen stødte
  Og vare bare Steen, paa mange reed vi op
  Thi Veyen ofte faldt hen over deres Top.


16.

Da fyrgetyve Miil omsider havde ende,
Kom vi til Saphia; Men Morerne de rende
  For at anmelde os, da vi rangeret blev,
  Og sadt i et Geleed, saaledes de os drev.

Men Jøderne gik slet, thi bleve de henkastet
Paa To af vore Folk, som fandt sig vel belastet,
  De dem til Slottet bær, der Byrden ende fik,
  Vi derpaa alle ind af Slottes Porte gik.


(a) 18 Søndag efter Trinitatis.

20

1751.
Octobr.

Paa Gaarden Printsen sad og skuede os nøye,
Hvor vi igien i Rad blev stillet for Hans Øye,
  Vi vores compliment ham giorde med et Buk
  Men Jøderne de faldt til Jorden med et Suk.

Dem Tvende Morer holdt, imedens Prinsen talte;
Begyndelsen ey os ret synderlig befaldte,
  Dem gives Spørsmaal, og et document kom frem
  Af andre skrevet men kan ey beskiemme dem. (a)

Derefter udi Hast en Mor hen til os springer.
Og snapper To af os i Axlerne, og bringer
  For Printsen, som os spør, hvad Navn enhver vel har,
  Hvad Landsmand og af hvad Profession han var.

Derpaa strax løbendes de førte os tilbage,
Og atter løbendes To andre frem ledsage,
  De samme Spørmaal fik, saa løb de hid og hen
  Indtil der ingen meer tilovers var igien.

Thi det er Moden her, at alt hvad forretages
I Printsens Øyesyn, det skal saaledes mages,
  At det skeer løbendes; det være hvem det vil,
  Han sig beqvemme maa at løbe fra og til.


(a) Det var en Historie om deres Broder i Tetuan, som af Keyseren var tildømt at brændes for en Angivelse, han havde giort, som ikke kunde bevises; Han var Ilden saa nær, at da Skægget begyndte at brænde, fik han Pardon.

21

1751.

Omsider seer vi og Kamelerne indkomme
Med vores Vahre, som var glædeligt for somme,
  De ned i Rade-vis med Brølen legger sig,
  Og blev saa pakket af ved Morer hastelig.

Da dette var forbi, saa bleve vi ledsaget.
Hen til en Kiøbmands-Huus, og venligen indtaget. (a)
  Men Jøderne de blev paa Slottet i Arrest,
  For der i Sikerhed at holdes allerbest.

17.

Nu Printsen Jøderne igien for sig lod kalde,
De nesten slæbes frem og ned paa Jorden falde,
  De prygles jammerlig, De Paz det meeste fik,
  Som i Erfarendhed den anden overgik.

Han derfor tænker, det er Tiid at projectere,
Og søge at man kan sin Skiebne nu forcere:
  Han lover Masagan, som Portugiesen har,
  Skal blive Morsk igien, han Eene den indtâr.

Men Printsen leer deraf, og ham bebreyder meere
Sin store Trædskhed i at ville føre fleere
  Udi Fordervelse; Thi dømmer Printsen saa:
  De begge levendes i Ilden kastes maa.

Det Baal blev strax antændt, vi saae det alt at brænde,
Men Jøderne de veed og denne Straf at vende,
  De raaber høyt, at de til Morer blive vil,
  Men nogle svarede; De tiene ey dertil.


(a) en Fransk Kiøbmand ved Navn Palliet.

22

1751.
Octobr.

Dog det saa meget Hialp, at man dem ey lod brænde,
Men Esel-Driverne fik dennem udi Hænde
  For at omføre dem i Byen op og ned,
  Hvor man tillige saae ey mindste Ynksomhed.

Saa drives de igien i Fængselet tilbage,
Og sammenkoglet er til en des større Plage,
  De maaskee bliver der, til Døden Ende giør
  Paa deres Lidelser. See! Forskiel nu og før.

Men det er Tiid, at jeg nu vender om tilbage,
Og seer hvad Printsen meer med os vil foretage:
  Han nogle gir Forlov at søge Klæder nu,
  Men de, dem hørte til, de kommes ey ihu.

Hvad jeg i Sancte Crux af Klæder fik tilbage,
De blev i Saphia bortranet meget fage,(*)
  Jeg indesluttet var og ikke kaldtes frem,
  Før alting borte var, min Skiæbne var mig slem.

Vi alle haabede i Saphia at blive,
Indtil fra Dannemark var kommen vore Skibe;
  Men det var ey saa got, vi til Marocco maa,
  Og der formodentlig i Slaveriet gaae.

Til vores Reyse lod os Printsen Penge give, (a)
Som til saa lang en Veys Fornødenhed kan blive;
  Hvorfor vi takkede, fik Lov at løbe bort,
  Og strax paa Reysen vi derefter maatte fort.


(a) i alt 30 Ducater a 10 Mark stk. til os og alle Folkene. Den Dag sad […]

23

1751.
Octobr.

Men Walter, som var Syg, fik Frihed, blev tilbage (a)
I Saphia, indtil han naaede Helbreds Dage,
  Ham Monsieur Rilliet antager som en Ven, (b)
  Og hannem have vil, til han er frisk igien.

18.

Enhver sin Mule faaer, som uden Byen holder
Men dette ridt os ey den mindste Lyst forvolder,
  Vi liden Længsel har Marocco-Bye(*) at see,
  Som den, der truet os med Sygdom, Sorg og Vee.

I mange Aar i Rad har Pesten den fortæret,
Vi frygtede, den kom saa grum som den har været,
  Vi frygtet Slaverie og allehaande nød,
  Vi frygtet endelig, at Sorrig blev vor Død.

I disse Tanker blev vi stedse ved at ride.
Indtil en Tyve Miil vi havde lagt tilside.
  Da saae vi Spitsen af Marocco høye Taarn,
  Om hvis fortryllet Knap vi vidste af tilforn, (c)


han paa en Stoel og havde 2de Flinter en Dansk og en Morsk hos sig, han begierte Krudt og Hagel og ladte Geværene, vi stod da og frygtede, det maatte gielde en af os at være Maalet, men der blev opsat tvende smaae Flasker, som han med hver sin Flint træffede.

(a) han var fra Altona og Bogholder paa Contoiret.

(b) var en Fransk Mand og Borger af Altona, og giorde os i førstningen megen Fortræd.

(c) see Hübners fuldstændige Geographies 2den Tome. p. 667.

24

1751.
Octobr.

Men Underveys vi saae en salt Søe udi længde
En halv Miil, hvor af man kan have Salt i mængde,
  Den heele Plads var Salt, dog langt fra Havet er,
  Og haver Overflod meer end for Landet her.

21.

Da vi i Staden kom, og samme fik at skue,
Vort Øye aldrig før har seet saa slet een Tue,
  Den stor er af Begreb, med øde Pladser fuld,
  Hvad Huuse endnu staaer, vil falde snart Omkuld.

Dens Gader ikke er Steen-lagde saasom vore,
Men fuld af Støv og Skarn og Banker meget store,
  Saa snart det regner er her saare slet at gaae.
  Men den Barbeenet Mor sligt lidet agter paa.

Saa seer Marocco ud med samt dens høye Mure,
Hvorinden vi maa gaae og pløye Jammers-fure,
  Vi bleve i Triumph der Slottet ført forbie,
  Og fik en Jøde-Gaard til samtlig vor Logis.

Hver Mand til Ophold her skal To Blankiner have, (a)
Maa derfor slukke Tørst og mætte hungrig Mave,
  Kand de ey strække til, hans egen Sag det er
  Thi maae vi leve knap, om vi vil leve her.

Nu skulde kaages Mad, men hvori skal vi kaage?
Os fattes Pander her og Potter, Krukker, Laage,
  Vi feylte Kurv og Kniv og Gaffeler med meer,
  Som Kul og Brænde, Dug, Tallerkener og skeer.


(a) en blankin er en liden Sølv-Mynt ongefehr 4 ß. Danske.

25

1751.
Octobr.

Den som er delicat, til dette Stæd ey komme,
Han da fra Bordet tit maa gaae med Maver tomme,
  Thi Smørret er ureent, og fuld af mange Haar,
  Og Vandet i en Sæk man til sig tilbragt faaer.

Udi en Skind-Sæk de to, tre slags Melke malker,
Naar de vil have Smør paa Sækken de da valker
  Saa længe, til de seer at Smørret samler sig;
  U-reentgiort sælges det, om det behager dig.

Det stikkes ey med Skee, som sømmer sig at giøre,
Men begge Hænderne de udi Smørret kiøre,
  Og kaster det saa paa Vægt-Skaalen, som kort før
  Har vært i Ollie, den ikke først aftør.

Men Kierne-Melken de i Sække-viis forkiøbe,
Om den er suur og sød det faaer man lade løbe,
  Af Enden drikker man, om man har Melken kier,
  Skiønt Sækken hiadsket,(*) som hos os raae Huder, er.

Vand-Sækkene de er med Tiære tet besmurde,
Som giør at Vandet kan ey smage, som det burde,
  Den der saa megen Roes tillægger Tiære-Vand,
  Han vil jeg ønske, var for mig i dette Land.

Kus, Kus det er en Mad, som Morerne helst nyder, (a)
Den Fattige han dog saa sielden den tilbyder,
  Han nøyes, naar han har lidt Meel udi en Sæk,
  Det rører raat med Vand og æder det saa vek.


(a) Kus, Kus er Hveedemeel, som udi et Fad arbeydes med Hænderne til […]

hiadsket . . .: jasket — d.v.s. medtaget; snavset; tilsølet; sjusket.

26

1751.
Octobr.

Man ingen Qvinde her med blottet Ansigt møder,
Knap med et Øye de kan see at fløtte Fødder,
  Med hvide Dekkener de alle skiulte gaae,
  Og deres Børn de dem paa Ryggen slingre maae.

23.

Vort Folk de hentes af, til Arbeyd skal de gange,
I Printsens Hauge hver ansees nu som en Fange,
  Dog ey alleene der, men og i Marken maae
  De alt forrette, hvad en Gartner pæger paa.

25.

Nu kommer Printsen selv fra Saphia, og haver
Vor Longueville med, for hannem det saa laver,
  At ham til sit Logis en Hauge viises an
  Med Frihed, der sit Huus han reparere kan.

Materialerne vil Printsen ham levere.
Men selv Indretnigen han har at commandere.
  Fik en Etage høy, plat Tag og ikke meer
  End Tre smaae Kammere og Murene af Leer.

See da! saa vare vi nu alle i Marocco, (a)
Hvor vi var tvungen til at lære pocco, pocco, (b)
  Vi daglig øved os udi Taalmodighed,
  Som er den beste Trøst, naar Lykken den vred.


Gryn, og kommes udi en Potte, der er giort som et Dørslag, og sættes tilklinet oven paa den Potte som Kiødet kaages udi, og bliver saaledes af den opstigende Aande eller Varme kaagt, derefter anrettes paa et Fad med Kiødet, som er Morenes beste Mad.

(a) Vi vare i alt fangne 45 Personer.

(b) pocco er saa meget sagt, som bie lit, eller giv Tiid.

27

1751.
Octobr.

Fra Fez der meenes, at en Hoben Mandskab komme,
Vi altererer os, det siges ud af somme,
At de skal føre os tilbage med igien
Til Keyseren,(*) som ey er Christnes gode Ven.

26.

Der kom fem hundrede, hvorover vi bedrøves,
Det gaaer os verre nu, vort Liv vil os berøves,
  Saa tænkte hver for sig, til vi at vide fik,
  Hvorfor de kommen var, den Sorrig da bortgik.

Det var Munderingen de skulde her afhente,
Den Printsen aarlig her maa give, som en Rente,
  Og da den var levert, de glade sig beteer.
  Men vi end gladere, vi saae dem ikke meer.




31.

Et nye-Aar Morerne ved denne Tiid indtræder.
Og ved utallig Skud sig overmaade glæder.
  Men Printsen dræber selv Tolv Faar paa denne Dag,
  Og viser Overtroe dem alle til Behag.

Vi bleve kaldet op igien for Printsens Øye,
Og bange var at han os vilde ondt tilføye.
  En Ulv blev bragt her frem, som Hunde hidses paa,
  Det Syn han meente at vi ey tilforne saae.

Slots-Gaarden skulde vi med Bygningen betragte,
Vi loed, som sligt et Syn os stor Forundring bragte,
  Han tænkte vel, at det var for dens Størrelse,
  Ney! for dens Usselhed vi loed Forundring see.

Keyseren . . .: Denne kejser var Abdallah IV (1694 - 10 November 1757). Abdallah var sultan af Marokko i flere omgange: 1729-1734, 1736, 1740-1741, 1741-1742, 1743-1747 og 1748-1757.

Han var far til "Prinsen", Muhammed III.

Men hensyn til Fez, se kortet.

28

1751.
Octobr.

Paa begge Sider man to høye Muure skuer
Opstampede af Jord, som ikke meget duer.
  For begge Ender stod en fire Bygninger,
  Og ikkun udi hver et Logemente er.

Slots-Porten var en Dør, men Vagten Mamelucker, (a)
En 12 à 14ten Mand derinden fore kukker;
  Gemakker vi ey faae, ey heller Vinduer,
  Thi ind af Dørrene de Lysning haver her.

Novbr.
1.

Saa fik vi Lov at gaae, indtil om nogle Dage
Erindres vi igien til ham at komme fage,(*)
  Han da i Haugen var, og paa en Matte laae.
  Vi løbendes kom frem, vi bukket, paa ham saae.

En fiierkantet Park i Haugen var blandt andet.
Der saaes en tyve Gies at ligge udi Vandet,
  Og ikkun ordinair, som vi i Walbye har;
  Her spurte han om Gies, der og i Danmark var?

Peruqven lod han tâ ud af Schumakers Hovet
For at beskue den, han syntes, det var noget,
  Som usædvanlig var; Til Moren sagde ret:
  Hvad du paa Hagen har, bær han paa Hovedet.

I Regne-Konsten han os ville ret probere,
Thi skrev han nogle Tal, dem skulle vi addere,
  Derefter maatte vi multiplicere dem;
  Han tænkte; mon de veed at 2 og 3 er fem.


(a) Saaledes eller Renegat kaldes de som af Christne ere blevne Mahumetaner.

29

1751.
Novbr.

En Kiøkken-Have liig var ellers denne Have;
Thi Kaal og Rødder man i Mængde der kan grave;
  For Resten intet rart, som vi jo ogsaa har
  I Dannemark, og meer, end her at finde var.

Men førend vi gik bort, han hver af os benaader
Med Tienester, der os i Indkomst intet baader.
  Bestalling vi ey fik, dog derfor ligefuld
  I Værdighed vi var, men ikke Hierte-huld.

Top, Janum, vil han i Rustkammeret skal være;
Men Butler, Schumaker, de begge fik den Ære,
  At blive Portnere ved Haugen, men dernest
  Kom Jødens Tiener til at holde Printsens Hest (a)

Hr. Longueville fik sin domestiqv' tilbage,
Og kunde Lieutnant Kaas til sig i Haven tage;
  Men mig et Kammer blev anviist paa Slottet, hvor
  To port-Mahoner(*) var, som fangtes udi Fior. (b)


(a) Printsen har alle Dage en 4 à 5 Heste opsadlet fra Morgen til Aften, og holdes parat uden for Slottet; Morerne bær saadan Ærbødighed for disse Bester, at de ved forbigaaende kysser baade dem og Stigbøylerne.

(b) Disse port-Mahoner - Jouan og Pedro vare kommen i Bayen for St. Crux for at fiske, men som Msr. Rey havde mist et Skib i sidste Krig imellem England og Frankrig, taget af de første, fik han Printsen […]

Port Mahon ligger på Menorca. Især beboerne på Middelhavets øer var ofre for de arabiske slavehandlere.

30

1751.
Novbr.

De samme to Messieurs behændig til sig listet
Det beste af mit Tøy, jeg udi Saphy mistet,
  Dog Printsen gav dem Lov; thi tog de ikke lit;
  Han før har røvet dem, nu røver de af mit.

Saa bukket vi og løb, vi vor Bekymring dulgte.
Som Skyggen Legemet, den stedse med os fulgte.
  Vi sukkede til GUD, at han vil staae os bi
  I den Bedrøvelse, vi kommen var udi.

Vi strax af Morerne til vore Poster førtes.
Og udi Axlerne i fuld Galop henkiørtes.
  Ved Solens Nedgang fik vi Frihed hiem at gaae.
  Men ved dens Opgang hver sin Post maa passe paa.

Vi ofte skieldes ud af disse Røver-Knegte,
For Mersus, Hargebuk, Caran og meer u-ægte;
  Men vi paa got bred Dansk besvarer dennem saa,
  At vores Regninger sig balancere maae.

Top var fornøyet med de hannem der lod sætte,
Han syntes Tiiden gik, nu han fik at forrette,
  Han roeste sin AlKai, (jeg grandt erindre kan:)
  At han var skikkelig og en fornuftig Mand.

8.

Kort efter blev han syg, men gik dog nogle Dage,
Og fandt at Svagheden vil daglig meer tiltage,
  Thi blev han hiemme og gik ikke meere ud,
  Da Janum samme Dag fik ogsaa Svagheds Bud.


overtalt til at søge Repressalier og tog saaledes dette Skib igien og alle Folkene.(*)

Det er en lidt mystisk forklaring, men det er korrekt, at Menorca på den tid var under engelsk herredømme. Det var netop under englænderne, at Port Mahon blev Menorcas hovedstad.

Vi har tidligere fået oplyst, at Rey var franskmand, men det er svært at se logikken i, at prinsen skulle hjælpe Rey med at få hævn over englænderne ved at tage menorcinske fiskere som slaver.

I så fald burde det give Ravn en advarsel om, hvor farlig en mand Rey var.

31

1751.
Novbr.


Decbr.
5.

De bleve liggende og Sygdommen forøgtes,
Hos Barbeer Gabriel der Medicin opsøgtes,
  Men det slog ikke an, kort sagt: de begge døer.
  Og uden Kiste vi dem hen til Graven føer.



15.

End to Matroser maa den samme Vey og tage,
De Dødens Bitterhed taalmodeligen smage,
  De fulgte Skipperen, som var Matthias Top.
  Med ham nu løset er af Slaveriet op.



20.

Vor Prints saa naadig er at han tilbyder Penge,
Om Longueville og til dennem skulde trænge,
  Af dette Tilbud han sig at benytte veed,
  Og hielpe vores Folk af deres Nøgenhed.

De bleve klædet ud, enhver fik Buxer, Trøye,
Og Dekken, naar de vil til Hvile sig forføye,
  De glade bleve for at de skal ikke gaae
  Og ligge nøgne nu, da Kulden trænger paa.

At denne Prints er haard, naar han vil Retten øve,
Derpaa man daglig har nu en nu anden Prøve,
  Man kan for ingen Ting i Jernet blive kast,
  Og uden Naade blir i samme holdet fast.

En Dom af hannem selv og ofte exeqveres:
To Morer var tildømt, de skal arqvebuseres,
  De bleve stillet op, han skyder dennem der,
  Og meen de glade døer for han selv Drabsmand er.

32

1751.
Decbr.

En Qvinde fundet blev i Horeriets Laster,
Hun hastig bringes frem til Jorden ned sig kaster,
  Da Printsen havde hørt, hvad hendes Brøde var,
  Befaler han, at hun skal straffes aabenbar.

To Morer griber fat og hendes slaaer med Remmer (a)
Og Hovet, Ansigt, Krop ugudeligen skiemmer,
  Saa Blodet hende stod paa Kinder Taare-viis
  Og meere, end om hun hudflettet var med Riis.

Men Printsen raaber: holdt! før hende i det Kammer,
Hvor at Barberen er, som hende vel annammer,
  Og tænkte hendes Saar forbindes skulde der,
  Hun derfor blotter sig og meen at læges her.

I dette Positur hun hentes strax tilbage,
Til et nyt Skue-Spil de hende frem maa drage:
  Een slig Tragædie jeg ey tilforne saae,
  Det gyser end i mig, naar jeg den tænker paa.

En stor Bulbider, som var stedse vant at slide
De grumme vilde Dyr, han hende nu skal bide,
  Han lades løs med Hast og hidses hende paa,
  Det første Greb han giør, et Øre mistes maa.

Ja det var græsseligt, hvor han vil Tænder fatte,
Medfulgte Kiød og Blod, som ham i Flaben satte,
  Han afrev hendes Kiød, som faldt paa Jorden hen,
  Da siger Prinsen: løb! tag Hunden bort igien.


(a) Tykke Remme, som ere flettede til Pidske.

33

1751.
Decbr.

Saa blev hun baaret bort men ikke død tilfulde,
Men de, som hende bar var hende ikke hulde;
  Thi lader Printsen end forøge hendes Nød
  I det han Tænderne af hendes Mund udbrød.

Men han, som havde haft med hende at bestille,
Kom strax udi et Jern, blev Slave mod sin Ville,
  Saaledes straffes sligt i denne Verdens Part;
  Men i Europa gaaer det ikke til saa hart.

Dog derfor ikke tænk de ere her saa reene
Ney, Horeries Last er deres Lyst alleene,
  Til Sodomitterie de er afskyelig
  Hengiven, at man maa derover skrække sig.

Saa endtes dette Aar, som vi kand aldrig glemme,
For det saa haardelig indførte os i klemme,
  Gid Undersaatterne af Danmark aldrig see
  Dets lige meere! Men os bedre Lykke skee!

1752.
Jan. 1.

I JEsu Navn vi nu et nyt Aar her begynder,
Det os paaminder vi til GUD med Bøn os skynder,
  For samme JEsu Navn giv Sundhed, Lykke, Fred
  Og hielp enhver af os Hiem til sin Roelighed.

Men jeg vil fare fort og daglig annotere,
Hvad i mit Fangeskab end meere kand passere;
  Det første Nye-Aars Dag os møder dette Aar
  Var et falsk Spargement,(*) hvorledes vi Attraaer

Spargement . . .: rygte, løs snak, sladder.

34

1752.
Jan. 1.

At snige os herfra til Massagan at løbe, (a)
Men det en Suppe var vi ønskte ey at søbe,
  Thi vor Omstændighed var bedre, end at vi
  Slig desperat en Tour os skulde vove i.

Mistænkt vi vare dog for Printsen derved bleven,
Vi tælles, om vi er saa mange, som var skreven,
  Marocco-Bye vi maae ey meere komme i,
  Men blive udi det saa kaldte Jøderie.

Saa var vi brudt igien, i hvordan vi det laver,
Vor meeste Proviant vi fra Marocco haver,
  Thi var de tvungen til, naar vores Bud vil gaae
  Derefter, at en Mor tillige følge maae.

Det Huus vi kom udi var ikke med det Beste,
Thi paa hvert Stæd vi der vor Øye vilde fæste
  Var Værelserne stygt bestrøet med Vegge-Lus,
  Thi flyttet vi derfra hen i et andet Huus.

Men her var ogsaa Feyl, ja større end de første
Hvorfor vi efter nye Forandring maatte tørste,
  Og vover klagende til Printsen ind at gaae,
  Som gav os Lov at vi et andet søge maae.

Vi funde ogsaa Et og gave det tilkiende
For Gouverneuren, som os samme vil tilvende.
  Men Jøderne de veed igien en anden Vey,
  De gaaer til Larby, som var øverste Alkay.


(a) Massagan tilhører Portugiserne og ligger 3 Dages Reyse fra Marocco.

35

1752.
Jan.

De giør ham en Duceur at de skal ikke flytte,
Han og forsikkrer fast at ville dem beskytte,
  Han lover os at vi et andet Huus skal faae
  Og bedre, men var Snak, som intet fulgte paa.

Imidlertid gik bort en Uge, eller meere,
Med Løfter søger han os Tiiden at trainere.(*)
  Men vi ved Leylighed det Printsen meldet faaer,
  At Jøderne de vil ey udaf deres Gaard.

Men Printsen meenede de sligt ey havde vovet
At giøre mod hans Bud; Thi siger han dens Hovet
  Paa Jorden ligge skal, som hindrer denne Sag,
  At jo de Christne gaaer i Huuset denne Dag.

Saa maatte Jøderne paa Øyeblik udrykke,
Vi bad, de saadant ey vil tage til Mistykke,
  De brugte Munde stærk, som vi forstode ey,
  Men vi, vi flyttet ind og de gik deres Vey.




7.

I Dag en Rotte kom uhældig udi knibe
Og vidste ingen Raad, hvortil den kunde gribe
  Da til dens Lykke kom selv Printsen over den
  Og fik den levende og sendte os den hen,

Med Ordre til Jouan(*), han skulde Rotten føde
Men hvis Forsømmelse forvoldte at den døde,
  Han Palo (a) skulde faae; Thi griber han sig an
  At frelse dette Dyr fra Døden, om han kand.


(a) Palo er Hug.

trainere / trænere . . .: Trække i langdrag, forhale, udsætte.
Jouan var en af de to fiskere fra Port Mahon, som Ravn omtalte i en fodnote side 29 nederst.

36

1752.
Jan. 8.

Een meere vigtig Sag i Dag forrettet bliver,
Een Execution jeg kortelig beskriver,
  Som skeede paa en Mor, som hialp en Renegat (a)
  Herfra til Masagan, og derfor gribes fat.

Fordi han kom igien, og samme Spil proberer,
En anden Renegat ham deri atraperer.
  Da Moren mærker det, han søger Leylighed
  At Dræbe ham, han ey skal sige, hvad han veed.

Men Renegatens Saar var ikke dødelige,
Han kommer til sig selv og Sandhed veed at sige,
  Thi bliver Moren søgt, som gives ingen Frist
  Til at kand skiule sig, men fanges uden List.

For Printsen stilles frem, som paa Slots-Gaarden holder,
Det var kun een, to, tre for mange Døds-Herolder
  Med Stok og Steene strax hans Hoved knusede.
  Og i en Steenhob der begrov hans Legeme.

Ved denne Tiid vi saae at Storkene de kommer,
Det er Beviis at der er ikke meere Sommer,
  Hvorfra de kommen er; hvor kommer de da fra
  Nu vi paa denne Dag seer dem i Africa?


(a) Denne Renegats Farbroder er Gouverneur i Cadix, har været her en 10 à 12 Aar, og var avanceret til Alkay over Renegaterne, havde gifte sig med en negerinde, som han forlod og løb bort.

37

1752.
Jan.

Marocco er en Bye for dem den allerbeste;
Thi der god Leylighed til Reeder er at feste,
  Vi ofte paa eengang har seet vel hundrede
  Paa Murene at staae, for Pladser at udsee.

Da jeg den første saae jeg ønskte mig og Vinge,
At jeg mig kunde langt fra Barbariet svinge,
  Det vel u-nødig er at spørge mig hvorhen?
  Enhver læt giette kand, jeg hastet Hiem igien.

Men ach! slig Phantasie jeg sætte maa tilside,
Og heller alle Ting taalmodeligen lide,
  Og haabe, inden at vor Stork târ bort igien,
  Er jeg ved Himlens Hielp da hos min beste Ven.

13.

Fra vores Consul i Gibraltar fik vi Breve,
Han ønsker samtlig, vi saa got som han, maae leve,
  Dernest beretter han: at Freden sluttet var
  Med Tunis, Tripolis, saa vi snart Hoglandt har.(*)

Men Svendsen haver der god Vinter-Havn opnaaet
Hans Ladning vi og vel i Salvo haver faaet.
  Men Ebenezer og Neptunus gik sin Vey
  Til Kiöbenhavn i Haab, det dem mislinger ey.

Fra Staden Fez (a) vi og den Efterretning haver,
At der tre Bergens Mænd i Slaveriet graver, (b)
  For to Aar var der ti, men syv der ere død,
  De andre sukkendes gaaer hen i deres Nød.


(a) Fez er Keyserens Residentz og ligger 8 Dages Reyse fra Marocco.

(b) Disse 3 Mænd fra Bergen neml. Skipper Lars Didrichsen og 2de […]

Hoglandt havde ganske rigtigt klaret sin opgave med traktaterne i Tunis og Tripolis.

Den 17 januar 1752 — altså kun fire dage efter Ravn skrev dette vers — ankom de to krigsskibe til Gibraltar, hvor Hoglandt fik ordre fra Danmark om at drage til Safi og forsøge at befri danskerne.

Problemet var bare, at sydvest- og vest-passaten, der blæser på vestkysten af Afrika om foråret, gør det umuligt at ligge på reden i Safi.

De to krigsskibe måtte vente til begyndelsen af april, og de ankom først til Safis red 22 april.

38

1752.
Jan.
14.

Jeg og ey glemme vil tillige her at skrive,
Hvad vores Prinz i Dag behaget os at give,
  En stor Foræring, som vi kastet bort igien,
  En Hoben selv-død Høns lod han os bringe hen. (a)

15.

Han Variabel er, nu fik han udi Sinde
At sige Lieutnant Kaas, han og skal sig indfinde
  Herefter daglig i det Kammer, hvor jeg er,
  Hvor Kurver, Hakker staar til Arbeyds-Folket her.

Han speculerer paa om han kand Skibe have.
Og meen vi hannem et i Danmark kand tillave.
  Med Longueville selv han tale vil derom.
  Som svarede saa vel, at han fra Sagen kom.

29.

Een stor fornemme Fæst for Morerne indfalder.
Som varer Dage sex, de Mahomets den kalder.
  Fordi han samme Tiid til Verden kommen er,
  De derfor denne Fæst besynderlig har kiær.


Matroser, de bleve efter Skibets Forliis 1750 fanget. Foruden dem, ere tvende Personer Slaver, som er Jacob Bret fra Holsteen i 7 Aar og Valentinsen fra Stavanger i dette Aar, begge fanget under Hollandsk Flag, som og igien ransonerede dem, førend vores bortreyse.

(a) Prinzen fik den Dag en stor Hoben Høns udi Buure, som af Kameelerne blev baaret og hvoriblandt fandtes en 50 stk. døde, som os blev givet.

39

1752.
Jan.

En Hoben Mennesker til Hest og Fods sig stiller
Med Fahner og Gevehr, paa Trommer, Piber spiller,
  Som strax sig høre lod, saa snart at Prinzen kom,
  Der med utallig Skud blev æret runden om.

Han havde sin Alkay tilforn alt givet ordre.
Han Longueville hen paa Pladsen skal befordre,
  Fra Sted til Sted, at han det Optog skue kand,
  Og derved offentlig beæres af hver Mand.

Den eene Sporenstreg imod den anden rider,
Gevehr imod Gevehr gaaer løs paa begge Sider,
  Men Prinzen sin Alkay særdeles fordrer frem
  Til samme exercits, som saaes at have Klem.

Da dette var forbie, vil Prinzen til at spiise,
Men Longueville vil han først en Naade viise,
  To store Fade med den Mad, som syntes best,
  Lod han ham bringe hen til denne høye Fest.

Derhos en compliment, fordi vi Festen ære,
Med beste Klæder paa han saae os pyntet være,
  Det ingen Christne før saaledes havde giort,
  Det syntes han hos os at være noget stort.


29.

Men Festen eene var ey Aarsag, vi os pynte,
Vor Cron-Prinz CHRISTIAN et nyt Aar nu begyndte,(*)
  Det vores Glæde var og Hiertes Ønske er:
  Han leve sneese Aar, GUd Hannem have kier!

Christian den 7. var født 29. januar 1749. Dette var altså hans 3 års fødselsdag.

40

1752.
Jan.

Her vare tre Slags Folk, som glædet sig ved Dagen:
Vi, for vor Cron-Prinz, som saa herlig blir opdragen,
  Catholske for de veed, Francisci Dag det er,
  Og Morerne fordi, de Mahomed har kier.


Febr.
5.

Til samme Fest sig og nu Monsieur Rey indfinder,
Présent til Prinzen giør, sig dermed ham forbinder,
  Han reyser, og har ey med Longueville talt.
  Det nogle udaf os ey synderlig befaldt.

Naar nogen Audienz hos Prinzen her vil have,
Han da tillige maae frembringe ham en Gave,
  Han tager Penge, Gods og Creaturer med,
  Saaledes som enhver kand bringe det afsted.

Den som har ilde talt om Rey og os tillige,
Og meere sagt end han med Sandhed kunde sige,
  Jeg meener Rilliet, ham tager Ree til sig,
  For han forrette skal hans Handel treffelig.

Courerens langsom Gang forøger vores Smerte, (a)
han viiser, at han har mod os et Jøde-Hierte,
  Han reyser magelig, og hviler sin Sabbat,
  Og tænker lidt paa os, som er i Sorgen sat.


(a) Coureren ved Navn Zumbel, var en Jøde, og en Domestique af Monsieur Rey i Saphia.

41

1752.
Febr.

Paa Equipage han formegen Tiid anvender,
For vores Regning han vil pynte alle Ender,
  Men under denne Stads ey andet blives vaer,
  End kun en Jøde, der sig klæder, som en Nar.

Den sextende forhen han først skal vare gaaet
Bort fra Marseille, og vor Regning feyl har slaaet,
  Fra Dannemark vi da seent Breve faaer igien;
  GUd trøste os og vær imidlertid vor Ven.

9.

Til Fruentimmerne bor liden Claus maae bære (a)
De grønne Urter, som paa Maden stedse ere,
  Engang ved Leylighed de friste hannem vil,
  At han skal blive Mor, Foræring have til.

De sige nogle Ord, dem skal man eftersige,
Det skader ikke, om man træffer dem saa lige,
  Men kommer Huen til paa Hovedet at staae,
  Behøves ikke meer, en Mor man være maae.

Men Drengen var saa klog, det første ikke siger,
Og Huen slog han til, at den paa Jorden viger.
  Da trues han med Kniv, hvorfor han bange blev,
  Og derfor grædendes i Hast paa Døren drev.

Een, som er Renegat, maae stedse her forblive,
Kand ikke Frihed faae, skiøndt han vil Penge give,
  Og mindre daglig end en anden Slave faaer,
  Letsindig mange dog til dennem overgaaer.


(a) Claus var fra Altona, og fulgte med Walter til Barbariet.

42

1752.
Febr.
13.

Nu har vi Fastelavn, som os til Fasten leder;
For Jesu Lidelser GUds Venskab os tilbeder,
  Hans Kors og Død vi tit ey hiemme agtet paa,
  I Syvslet Prædiken(*) vi ønskte nu at gaae.

14.

Kaas bliver nu, som jeg, ey meer for Arbeyd skaanet,
Vi maae og med deran, dog derfor ey forhaanet,
  Med Trommer, Sadler og med Flinter en Galop,
  Løb vi her Fastelavn og bar paa Loftet op.

At med-arbeyde her det agtes ey for noget,
En Prinz af Blodet, selv han løber med i Taaget,
  Ja de om en Blankin iblandt os bede kand,
  Saa store Betlere vi finder her i Land.

15.

Nu falder Prinzen paa Negotie at drive,
Og lader Joseph hid fra Saphia forskrive; (a)
  Som Kiøbmand skulde han et vist Stad Reyse hen,
  Og købe Uld, hvor der var lettest Priis paa den.

To tusind Piastres han til Indkiøb med vil have,
Om han skal Købmandskab til nogen Fordeel lave,
  Men nogle sagde: Hvis han disse Penge fik,
  Han aldrig kom igien, til Biergene han gik.


(a) Denne Joseph var fra Levante, og havde været Hussar i Kejserlig Tieneste, var siden kommen til Saphia, og blev brugt som Tolk ved vores Fangeskab, drev en Slags Negotie, og havde tii Slutning ladt sig ned i Marocco.

En Syvslætsprædiken er en prædiken, der holdes kl. 7 om morgenen.

43

1752.
Febr.

Til Slutning vil han ey, hvor Prinzen ham vil skikke,
Og der, hvor Joseph, vil, behager Prinzen ikke,
  Han bliver derfor vred, udskielder ham Caran.
  Fordi han ikke tør slig Reyse tage an.

20.

Parforce-Jagt i Dag skal Prinzen divertere.
Hvortil, foruden ham, behøves ingen fleere,
  Thi her var ingen Hiort at giøre Væsen af,
  Men kun en graa Canin, som kunde løbe braf.(*)

Den lod han bære ind, paa Gaarden skal den rende.
For tvende Hunde, som skal den til Døden sende.
  Men deres Fyrighed var saa aldeeles slæt,
  At den ey grebet blev, før den var bleven træt.

Omsider i en Krog de endelig den fanger,
En Moer den tager strax, og hen til Prinzen ganger,
  Som selv tog Morens Kniv, skar Struben ud paa den,
  Og lod til Kiøkkenet derefter bære hen.

En Ræv og Kuskesue (a) er ellers tvende Rætter,
Dem man for Prinzen selv som noget rart fremsætter,
  Hans Taffel Jorden er, hans Haand er Skee og Kniv,
  Hans Viin er Vand, og slet er all hans Tidsfordriv.

For slige Rætter kand han ikke læt manqvere;
Men hvis han var hos os, vi ville ham tractere,
  Han skulde, mod hans Agt, see vi leed ingen Nød,
  Men Danmark havde Viin og Mad i Overflød.


(a) Kuskesue er en Slags Grød, og det samme som Kus Kus.

braf . . .: Jeg gætter på, at det er ordet "brav", der skal rime på "udaf".

side 73 staves "udgav" som "udgaf" for ligeledes at rime på "af".

44

1752.
Febr.

Man under parasol ham stedse seer at ride,
Med blotte Beene, men dog sporet: ved hans Side,
  Og for, tre Morer gaaer og vifter Fluer bort
  Fra ham og Hesten, som imidlertid gaaer fort.

Een Stoel han ikkun har, den lâr han stedse bære
Bag efter sig, hvor han kand have Lyst at være,
  Undtagen naar han vil paa Jorden legge sig,
  Da hentes en Matras til Hvile magelig.

Naar hans Maitresser faaer Tilladelse at komme
I Haugen, som ey skeer før Dagen halv er omme,
  Saa gaaer Castraten først, som knap er deres Ven,
  Og jager Mandfolk bort, at ingen er igien.

Fornøyet Prinzen gaaer hos disse løse Tasker,
Der stedse brune er, hvormeget de sig vasker.
  Han brøster sig, som naar man seer en Hane staaer
  Blandt sine Høner, hvor ham ingen overgaaer.

22.

Tiid bringer alle Ting det Onde med det Gode,
Af første haver man det meste at formode,
  Nu fører Tiden os de tvende Jøder til,
  Vi lod i Saphia, skiønt de ugierne vil.

Om det betyder godt, vil Tiiden eene lære;
Men Tiiden haver lært dem deres Kors at bære,
  De for nærværende Tiid blandt Slaverne maae gaae,
  Og haaber Tiiden giør en Ende god herpaa.

45

1752.
Febr.

23.

Men disse Jøder giør os atter meget bange,
Af slette Tidender de altid haver mange,
  En Dronning sige de, i Dannemark er død,
  Vi haabed det var Snak og havde ingen Nød.

Naar nogen Prinzen Brev og andet skrevet sender,
Han efter Læsningen det strax i Ilden brender,
  Men naar man dette veed, man let begribe kand
  At Archivarii ey haves her i Land.

Hans Secretairer bær en Pose ved sin Side,
Med Penne, Blek, Papiir, hvormed de gaae og ride,
  Men Pennen er en Pind udaf et lidet Rør,
  Den de fra høyre Haand til venstre hurtig før.

Før Pinden de igien i Penne-Huuset stikker,
De ey, som somme giør, med Munden den afslikker,
  Til Munden kommer de dog temmeligen nær,
  Da de i Skiæget smugt aftørrer Pennen her.

Marts.
10.

Nu fik vi vide vist, vor Dronning død var bleven,(*)
De fra Marseille os det samme har tilskreven, (a)
  Vi hørte det med Graad, Omstændighederne
  Var saa bedrøved, at vor Ansigt blegnede.


(a) Vores Consul Msr. Ploiart berettede os dette Høyst-sørgelige Dødsfald.

Louise af Storbritannien (7. december 1724-19. december 1751) var dronning af Danmark og Norge fra 1746 til sin død i 1751. (Wikipedia)

46

1752.
Mart.
10.

Hvad skal jeg skrive nu? gid sligt var aldrig skreven,
Formørkelse der er i Kongens Riger bleven,
  Vor Engle-Dronnings Glands gik ned før Middags-Tiid, (a)
  Der skinte paa enhver med Naade-Straaler bliid.

Vor første Sorg var stor, men denne Sorrigs-Byrde,
Vor nu halv-dræbte Liv var færdig reent at myrde,
  Den første Hiertet op fra Bryst i Halsen drev,
  Den sidste samme snart af Livet nesten rev.

Saa er vor Dronning død, er Landets Moder borte?
Er Slottets Ziir og Glands omvivet med det sorte?
  Ak Ja! Bedrøvelse betager Sind og Hu,
  Og Hiertet nesten gaaer af Sorg og Suk i tu.

See! hvor hver Undersaat med Taarer sig beklage
For vor Livsaligste, som maatte døe saa fage,
  En Dronning! Eyegoed, From, Mild og Naadefuld,
  Os dyrebarere end Perlen udi Guld.

Vi Hende ikkun saae, og ikke heller meere,
Hun nu blandt Englerne selv Engel er med fleere;
  For jordisk Crone nu en Himmel Croue bær;
  I evig Salighed hos GUd og Lammet er.

Men hvad for Trøst er nu for os, som er tilbage,
At vi i vores Sorg ey gandske skal forsage?
  Det er vor FRIDERIC, hvis Høye Gaver kand
  Alleene muntre os i denne Sørge-Stand.


(a) I sit Alders 27de Aar.

47

1752.
Mart.

Han er vor Liv og Lyst, GUd lindre denne Smerte,
Som dit alviise Raad selv lagde paa Hans Hierte;
  Glæd vor Monark igien for dette fæle Saar,
  Som hver een Undersaat til Marv og Hierte gaar.

13.
14.
15.

Nu seer vi Prinzen med De Paz at conferere,
Den eene søger vel den anden at fixere;
  Men kiender jeg De Paz, da troer jeg visselig,
  Han denne Gang, som før, af Jernet snakker sig.

Han viiser os, hvor vidt han har med Prinzen gaaet,
At han et mindre Jern om sine Been har faaet.
  Som heftes med en Laas, og tages fra, naar han
  Med Prinzen tale skal, at han da løbe kand.

Han er ved god Humeur, er ikke meere bange,
Saa snart vi Breve kun fra Dannemark kand fange,
  Da , siger han, vor Sag en lyksom Ende faaer,
  Og han med samtlig os af Slaveriet gaaer.

Vi hidindtil for os en egen Karl her havde, (a)
Som efter fattig viis een Vandgrød os tillavde.
  Men Prinzen Kundskab fik, at han en Snedker var,
  Og derfor sans façon ham til sit Arbeyd târ.


(a) Denne Karl havde Prinzen givet os af Begyndelsen, for at kaage vores Mad, men blev os nu fratagen, uden at faae en anden igien; men Obrist-Lieutenant Longueville havde endnu sin fra Kiøbenhavn medbragte Kok.

48

1752.
Mart.

Vil vi ey hungre, maae vi selv paa Kaagning finde,
Det os som Konen gik, den Nøden drev at spinde;
  Vort Fangeskab os det og meere lære kand.
  Før vragtes Steg og Viin, nu smager Brød og Vand.

Een Kok med Lære-Brev vi ikke har begieret,
Kun en Matros, som før ved Skibets Kost har været.
  Vi nøyes med en Grød, Postey ey rækker til.
  Thi to Blankiner sig saa langt ey strække vil.

16.

Een nye Fortræd, hvoraf vi daglig haver mange,
Melou, vor Tolk, han vil ey meere hos os gange,
  Men Longueville ham dog savner allermeest,
  Fordi han var habil, hans Ord at tale best.

Han Schweitzer af Gebuhrt, men Renegat var bleven,
Og Skiæbnen havde ham i Verden vidt omdreven,
  Nu var han gammel og Fortræd ey taale kand,
  Thi seer vi ham at gaae i Helligdommens Stand. (a)

18.

Nu Prinzen vil igien med Longueville tale,
Som skynder sig, at han ey Tiiden skal forhale,
  Men som han samme Tiid vil høre Clauses Sang,
  Saa maa den første gaae fra ham igien sin Gang.


(a) Helligdommen kaldes det Stæd , hvor en Helgen ligger begravet, hvor de, som kand have begaaet een og anden Misgierning, flyer til og kand være i Sikkerhed indtil de faaer Pardon.

49

1752.
Mart.

For Prinzen og Gemahl de Drengen hastig førte,
Der sine Viiser sang, som de før aldrig hørte,
  I deres Melodie de fandt saa stor Behag,
  At Drengen Penge fik til Klæder samme Dag.

23.

Kaas hidindtil med mig paa Slottet haver gaaet
Med vor Bambuser, (a) men vor Prinz har Indfald faaet,
  At det forbudet er, det være af hvad Stand
  Barfodet skal de gaae, før de indkomme kand.

Og naar han rider ud, vi maatte observere,
At vi ved vores Dør kand staae og paradere,
  Men slet Figurer man paa Hose-Sokker giør,
  Vi stod som Syndere, der intet tale tør.

Men see! hvor Prinzens Søn bevæges ved vor Jammer,
En Negerinde han hensender til vort Kammer,
  Os rækker begge to en tre Blankiner til,
  I Fald vi dennem til Kul Kul forbruge vil. (b)

GUd trøste dem, som er' i saadan Vilkaar dreven,
At de til Ynksomhed for andre ere bleven,
  I den Omstændighed er vi desverre bragt,
  At os en Almis her blev givet mod vor Agt.


(a) Bambuser ere; Tøfler, thi Skoe bruges ikke her.

(b) Kul Kul er saa meget sagt, som til Mad, eller at spise.

50

1752.
Mart.
27.

Vi seer De Paz i Dag i Jøderiet spiser,
Og haver ingen Jern, vi lykkelig ham priser,
  Men derimod vi seer en Strikke om hans Haand,
  Et Tegn, han ey endnu er fri for Fange-Baand.

En Mor ham fulgte, som smukt ærbar ham fremleder,
Og stedse passer paa, imens de Mad tilreeder.
  Vi tænkte, dette har Anseelse, som naar
  En ærlig Mand iblandt i Bødels Hænder gaaer.



28.

Fra Kiöbenhavn vi har paa Breve længe ventet,
Dem vi og lykkelig paa denne Dag indhentet.
  Vel var de gamle af October-Maaned her,
  Men var dog Trøstefuld i denne vor Ufær. (a)

31.

I Dag i Kiöbenhavn târ mange op til Hove,
Og ey med Frygt, som her, paa Slottet sig tør vove.
  Med Underdanighed de gratulere vil,
  Thi Kongens Fødsels-Fæst indleder dem dertil.(*)

En Condolence vi for nogle Tider hørte.
Som os Bedrøvede i verre Tilstand førte,
  Nu bringer Tiiden os en Høytids-Glæde-Dag,
  Da Kongen lider vel til alles Velbehag.

Afvigte Aar var ret fatal for Land og Rige,
Gid dette derimod af intet Ondt maa sige,
  Det forrige os gav en Taare-blandet Drik,
  Som var saa bitter, at den os til Hiertet gik.


(a) Brevene vare fra Geheime-Raad Bernstorf og Etats-Raad Fabritius.

Frederik den 5. var født 31. marts 1723.

51

1752.
Mart.

Vor dyreste Monark, han legger nu tilbage
De ni og tyve Aar, os synes gik forfage,(*)
  Siig mig et Rige, hvor en bedre Konge er,
  Som elskes høyere og meere haves kier?

Iblandt de mange Suk, som Andagt selv antænder,
At Kongen leve maae, jeg og af Iver brænder,
  Til mine Sukke jeg med andres blandet faaer,
  At de saa samtlig ind for GUD i Himlen gaaer.

Omkring mig Bierge er med Spitser saare høye,
At de i Skyen staar, kan neppe sees med Øye,
  Men hindrer ey, min Bøn dem overstige skal.
  Om Kongens Lykke, Liv, til GUD i Himlens-Sal.

Hvor Skiebnen vil os end omkring i Verden lede.
Er der dog lige høyt til Himmelen at bede,
  Thi skal et Barbarie og tiene mig hertil:
  GUD give Kongen alt hvad han sig ønske vil.

Nu stiger Solen høyt og Varmen daglig meere,
Gid vi ey Maaneder her skulle tælle fleere,
  Vor Folk beklager sig, de stærk arbeyde maae,
  Hvad vil der blive af, naar Heeden brænder paa?

Vi plages Dag og Nat af Morer og af Fluer,
Myg, Lopper, Veggeluus, de vores Blod udsuer,
  Ja det er ikke nok, vi sover ikke trygt,
  For Fiir-been, Skorpion og Slanger har vi Frygt.

forfage . . .: for hurtigt, overilet.

52

1752.
April.

For dette U-tøy maae vi Hvile-Stæd forandre,
Paa Gaarden nogle sov, paa Taget saaes der andre.
  Men hvor man og gik hen at vilde lægge sig,
  Saa fulgte disse Dyr os efter idelig.

See Kiære! mærk heraf, hvormegct Ondt vi lide
Og at vi vores Tiid heel Bitterfuld maa slide;
  Du kand da slutte læt, hvor vi tilmode er,
  Naar Mennesker og Dyr os alle hader her.

4.

En Jøde for en Mor fik Aarsag til at sukke,
Fordi den første vil den sidste Tørsten slukke.
  Og gav ham Brændeviin, en saadan Portion,
  At Baschen seer ham fuld, som giver ey Pardon.

Han strax bekiende maae, hvor han det haver drukket,
Hvorpaa de begge to blev i Arresten stukket.
  Men Jødens Kone fik âparte Vagt for sig.
  Hun ey sin Fattigdom bortbringer hemmelig.

Om anden Dagen de for Printsen trækket bliver,
Som ey benaader dem, men saadan Ordre giver:
  At Moren pidskes skal med Remmer paa sin Hud,
  Men Jøden hundrede Ducater tælle ud.

Hvis ey? Han i en Ild skal levendes henkastes;
Men Staklen ingen har, til Baalet med ham hastes,
  Da byder Jøderne 7 gange 10 for ham,
  Hvorfor han frelset blev fra denne Vee og Skam.

53

1752.
April.

Gik det saa til hos os, da maatte Pokker skienke,
Man skilte sig vel strax ved Krus, Glas, Bord og Benke,
  Det anderledes er beskaffet i vort Land,
  Hvor een tør drikke til han Dør ey finde kan.

Saa seer man Jøderne foragtet, meget plaget,
Og ofte uden Skyld af Morerne blir slaget,
  Hvad Printsen falder paa, at han vil have giort,
  Om det og er Sabbath, saa maa de cito fort.

En Dreng tør gribe fat paa tvende store Jøder,
Mod deres Villie til Arbeyd dennem nøder,
  Vil de med Gode ey, da tager han til Steen,
  Og trykker dennem med paa deres Side-Been.

De tør ey slaae igien; Men dette tit de giøre.
At de kan slippe fri og fra en U-hæld større,
  De giver Penge, skiønt de haver ikkun faae.
  For hvilke Moren dem omsider lader gaae.

Man sorte Huver seer dem alle sammen bære,
Men Morernes er rød, og holdes høyt i Ære,
  Dog deres Huver târ de ikke af, om de
  Med Printsen tale skal, den bliver siddende.

10.

Melou tilbage kom, forlod igien sin Sancte, (a)
Fordi at Printsen det saaledes selv forlangte;
  At Longueville fik, som før, stor Tieneste
  Af denne Renegat, vi daglig kunde see.


(a) Sancte, see de 16 Marti.

54

1752.
April.
16.

Ved denne dato jeg erindre kan mit Hierte
Hvor det i Dag et Aar, var fyldt med Suk og Smerte,
  Fra min og mine Smaae jeg skulle skilles da,
  Og paa den falske Søe dem alle seyle fra.(*)

Fra den Dag veed jeg lit af Glæde meer at sige,
Men vel Bedrøvelse og Sorrig uden Lige;
  Den Tiid har været lang som tvende andre Aar,
  Og mig paa Hovedet ladt mange hvide Haar.

Jeg haver ofte tænkt paa hvad Hr. Gros mig sagde; (a)
For ham i Helsingör en lærd Mand mig beklagde.
  Med disse Ord, da han fik høre jeg skal bort:
  Eja, jeg Kender ham, hvad haver han da giort?

Han meente vel, jeg var en slem Bedrager bleven,
Og derfor til en Straf til Barbariet dreven,
  Men denne gode Mand hans Ord er mærkelig,
  Thi Reysen været har besværlig nok for mig.

23.

Nu fik vi Tidender at vore to Fregatter (b)
Til Saphy kommen er, paa nye vi Haabet fatter.(*)
  At vor Omstændighed skal nu Forandring faae,
  Og vi ey længere som Slaver skulle gaae.


(a) Hr. Gros var vores Præst paa Fregatten Falster.(*)

(a) Falster og Docqven,

Der er ganske rigtigt gået et år siden afrejsen side 1.
Som nævnt i en tidligere fodnote, måtte fregatterne vente mange måneder på, at passatvindene lagde sig.

De ankom til Safi 22 april.

Andreas Groos (1714-1759) var skibspræst i 14 år, indtil han 1757 blev sognepræst i Aastrup på Falster.

55

1752.
April.
24.

Men dette Haab slog Feyl, vi Rilliet seer komme
Og haver Breve men særdeles et i Lomme, (a)
  Som Printsen have skal: fra Hoglandt samme var,
  De Paz blev kaldet frem og det fortolket har.

Dets Indhold var ey saa, som Prinsen havde ventet,
Thi bliver Rilliet igien til hannem hentet.
  Ham siges: hvem et Brev fra andre bringer mig,
  End fra Kong FRIDERICH, skal dræbes visselig.(*)

25.

Men Longueville maa med ham tilbage skrive,
At Captain Hoglandt ey for Saphia kan blive,
  Det Printsens Villie er, at han forføyer sig
  Ad Søen til igien, skal det gaae lykkelig.

Han bange var, at vi vil Folk i Landet kaste,
Som paa hans Koner der sig kunde let forhaste.
  To tusind Mand derfor han giver sin Instrux.
  At de skal skynde sig til Saphy og Sanct-Crux.

May. 1.

Nu GUD skee Tak og Lov, de Maaneder er omme.
Som vi befrygtede, at Pesten skulle komme,
  Saa hielper GUD, at vi en Sorrig daglig meer
  Aflægger, naar vi kun med Bøn til hannem seer.


(a) Et fra Etatz-Raad Fabritius af 7 Januar. og et fra Captain Hogland, i hvilket blev os berettet, at de tvende Handel-Skibe vare lykkelig kommen til Kiøbenhavn, men Capitain Wernike var død underveys.

Hoglandt havde ikke noget brev fra kongen.

Tværtimod gik hans ordrer ud på, at han ikke måtte handle i kongens navn eller med kongelig fuldmagt, men at han skulle forhandle traktaten og få gidslerne frigivet i sin egen autoritet.

56

1752.
May. 3.

Coureren dages op, vi tænkte var fordreven,
Et Brev fra Kiöbenhavn til Prinsen har han skreven,
  Og indberetter, at han vel modtaget er,
  I denne Maaned vi, maaskee, ham haver her.

Ree bliver ved og lâr vor Skiebne sig ey trykke,
De andre Kiøbmænd târ dog Deel i vor Ulykke,
  Den første viiser sig fremdeeles Svigefuld,
  De andre lader til at være meere huld.

Da han vor Consul var, da var han ogsaa mægtig,
Han havde Jorde-Gods i Pungen dertil vægtig,
  Han levde kydsk, og var af høye Adel-Stand,
  Han holdt et kostbar Bord, som en fornemme Mand.

Men nu er det ey saa, han ikke noget eyer,
Han haver intet Gods, sin Gield han ey bortfeyer.
  Han ikke lever kydsk, men Lyst til Vellyst har.
  Han er en Fraadsere, hans Fader Bager var.

Mærk her, hvor Kiærlighed og Had ulige dømmer,
Man saae slet intet før, nu alt hvad ikke sømmer,
  Her viises kortelig, hvad Passioner er,
  Døm ey, og hvor det gaaer, hav Sandhed altid kier.

De Folk af vores, som ved Hauge-Arbeyd ere,
I slig Omstændighed kan dog fornøyet være,
  Men Gartneren er haard og over Tyrannie,
  Naar de med Penge ey kan daglig staae ham bi.

57

1752.
May.

Udaf hans eene Svend blev to Mand ilde slaget,
Som ønsker Printsen saae, hvorledes de var plaget,
  De ikke veed hvordan den Sag skal meldes an,
  At de for slig Confect engang forskaanes kan.

Men kiere! hør hvor læt man komme kan i Fare,
Jeg kom og saae dem staae, jeg vilde dem forsvare,
  Ham laster, at han slaar og deres Penge târ,
  Som intet andet selv til Livets Ophold har.

Han svarte: de ham slog og hannem intet gave,
Blankiner har han nok, om jeg vil nogle have,
  Sex, otte Stykker han tog op mig Spotvis bød,
  Jeg slog til Haanden, at de blev paa Jorden strød.

For Prinzen melder han det første med det sidste,
Til egen Fordeel han en hoben Løgner vidste, (a)
  Vi bleve alle tre ved Vagten førte frem,
  Som Tolk kom og De Paz men uden nogen Klem.

Vi ledes ud igien, de os i Vagten føre,
Den Ordre klingrede kun slet i vores Øre,
  Derefter vi en Smed seer uformodentlig
  Med sine Svenne hen til os at nærme sig;


(a) Han rev sin Kappe i stykker og sagde vore Folk havde giort det.

58

1752.
May.

De tre Ambolter slog i Jorden, hvor vi stode,
Enhver læt tænke kan hvordan vi blev tilmode.
  Vi Strømperne i Hast skal trække af vor Been,
  Som nu med Jern strax skal beslaaes til vores Meen.

Vi sukkede til GUD, og giorde som de sagde,
Om begge Beene de os Jerne-Ringe lagde.
  Men vi taalmodig var, som den der hærdet er
  Af Modgang og Fortræd der daglig haves her.

Her laae vi Natten hen paa Gaarden uden hvile,
Ved Dagens Brækning blev vi drevet op, at ile
  For Fange-Fogeden, hvor hver sin Hakke fik,
  Med Negerne til vor anviste Arbeyd gik. (a)

Sligt Longueville faaer omsider og at høre,
Til vor Befrielse han alting monne giøre,
  Ved een og anden han til Slutning mager saa,
  At Printsen os igien af Jernet lader gaae.

8.

Vi kom da løs igien og intet har at frygte,
Og Jernet brydes af som os saa meget trygte, (b)
  Jeg vilde kiøbe mit for at fremvise det
  Og til Erindring gemt, men det blev nægtet slet.


(a) Vores Arbeyde vare nogle gamle Leer-Muure at nedbrekke og i Stykker slaae, men Jernet som var en bred Stang imellem Beenene og meget svært, incommoderede ikke lidet.

(b) Efter 3 Dages Forløb,

59

1752.
May.

Er dette Tegn til Fred? da maa enhver vel sige
At Frugterne er slet og suure uden Liige;
  Men saasom Freden ey har naaed Fuldkommenhed,
  Er Frugten endnu grøn, af ingen Sødhed veed.

10.

To Mand af vores, som har Marmor-Steene sleben
Paa Slottet nogen Tiid, men ey i Kunsten dreven,
  De vilde, Prinzen nu til Saphy skulde gaae
  For der at hugge Steen, hvoraf er nok at faae.

20.

Som jeg forhen har sagt, saa er det ogsaa gaaet,
De Paz er Naade viist, har Jernet af sig faaet.
  Vi haaber dette spaaer os alle noget got,
  At vi ey længere skal løbe her til Spot.

At Prinzen nu og da vil hannem saa flatere,
Det bør han vist nok for en Naade estimere,
  Men kiere! siig mig, om ey Prinzen Aarsag har
  At være hannem god, ja om det meere var?

Hans Broder Abraham er og fornøyet blevet,
At ham et mindre Jern om Beenene blev drevet,
  Han for sin Broders Skyld er fængslet haardelig,
  Ved Broderen igien om Frihed trøster sig.

31.

Een Eg-Ost(*) Prinzen lod Hr. Longueville give (a)
Paa Porcelain, derved et Par Sølv-skaftet Knive,
  Da Maaltid var forbi, og Tøyet bæres hen,
  Kom til Foræring det tilbage strax igien.


(a) Denne Eg-Ost var med Honning over.

Eg-ost . . .: En "æggeost" er en slags kage, der koges af mælk og æg.

60

1752.
Junii.
 2.

Fra Sancte Crux vi har den Efterretning faaet,
At Kiøbmand Grobbe(*) er saa hemmelig bortgaaet,
  Til vor ruin han var et Redskab, som blev brugt,
  Men see! nu frygter han og derfor târ sin Flugt.

Ved denne Flugt blev sagt, at ingen Kiøbmand meere
Tillades uden Byes alleene at spadsere;
  Thi Prinzen frygter, at der fleere tog den Vey,
  For sin og vores Skyld han dette vilde ey.

7.

Det er nu just et Aar, at vi lod Anker fæste(*)
For Saphia, den Tiid vor Lykke var den beste,
  Da skinte Solen klar for os til meget got,
  Men den formørkedes i Hast til Tab og Spot.

Nu synes, ligesom at Skyerne bortdrive,
Og Solen vil igien os med sin Glands omgive,
  Men vor Coureer han giør Ophold i denne Sag,
  Hans Udeblivelse er alle til Mishag.

I fra Marseille de os atter indberetter,
Hvor slet den Jøde-Karl sin Reyse-Fær fortsætter,
  Han fire Uger har i Hamborg hvilet sig,
  Med store Ord og Løgn har pralet skammelig.

Han for sin Nølen ey til Kiøbenhavn kand komme,
Før Martius, da snart det halve Aar er omme.(*)
  Til Straf han burde gaae, som Helsingöerske Post
  Hver Dag et Aar omkring i Heede og i Frost.

Der er ikke omtalt nogen Grobbe i resten af bogen.

I bogen "Danske Afrikanske Kompagnie historie" (se eksternt link nederst) fortælles (side 16), at en engelsk købmand ved Grover fra St. Crux var en af dem, der især havde hidset de indfødte op med rygterne om, at danskerne ville erobre landet.

Den 7.juni året før blev de mødt af en maurisk bark med hvidt flag (side 3).

Samuel Sumbel var ganske rigtigt meget længe om rejsen til København, og gjorde mange ophold undervejs.

Derimod var de to handelsskibe allerede hjemkommet hhv. 21 november 1751 og 11 januar 1752, så da Sumbel ankom 23 marts 1752, var det danske hof allerede fuldt opdateret.

Sumbels ankomst gjorde altså ikke stort fra eller til. Det medbragte brev gjorde heller ikke den store forskel, da den danske konge forlængst officielt havde afvist de de grundløse beskyldninger.

Den 21 maj gik Sumbel ombord på fregatten Christiansborg og fulgte danskerne tilbage til Marokkko.

61

1752.
Julii.
7.

Jeg vel flaterte mig til Dannemark at komme,
Før Storkens Tiid udi Marocco den var omme,
  Men see! den flyver bort i Luften svinger hen,
  Men jeg bedrøved gaaer og sukker her igien.

See Juni gik og hen og der kom ingen Skibe,
Vi bliver som vi er og holdes udi knibe,
  Midsommer er forbi, den beste Tiid gaaer bort,
  Saa vi af Gremmelse maa nesten blive sort.

Vi venter Julii vil bedre for os være,
At vi forgiæves ey skal vores Tiid fortære,
  Men Haabet giør at vi vor Kors taalmodig bær,
  Og mit udi vor Sorg dog lit fornøyet er.

11.

Een Maaneds Faste nu for Morerne indfalder.
Som de dog uden Skiel for deres Faste kalder;
  Thi de opreyser det igien den heele Nat
  Med Fraadserie, indtil de Dagen haver fat.

Men Longueville han sin Renegat fornøyer
I den Henseende sig efter hannem føyer,
  Sit Middags-Maaltid han til Aftens Maaltid giør,
  Som var en Artighed hiin billig rose bør.

12.

Fra Saffia vi tit kand dette nyt indhente,
At vor Coureer er nu hver Dag her at forvente,
  Men hvor og hvorfra han med Skibet gaaet er
  Det bliver holdt geheimt, vi veed det ikke her.

62

1752.
Julii.
15.

Tre Morer og derhos en Renegat blev fanget.
For i Marocco de har Tyverie beganget,
  De føres hastig frem for Prinzen til en Straf,
  Som blev at Hænderne strax hugges dennem af. (a)

18.

Fra Saffia igjen vi Efterretning haver,
At vores Skibe nu ved Cadix sig tillaver
  Med hvad, som videre til Reysen nødig er,
  Saa at vi hver Dag nu kand vente dennem her.

27.

Vi hører at de alt til Saphy kommen ere,
Vi glæder os og seer Coureren med at være
  Vor Naadigste Monark har tænkt paa vores Nød,
  Og vil vor Slaverie ey være skal vor Død.

Vi derfor Aarsag har vor Hoved at opreyse.
Forløsning stunder til, saa vi kand glade kneyse,
  Af Fanger haaber vi igien at vorde frie,
  Og Soelskind ventes kand, naar Regnen er forbie.

28.

I Dag vi Zumbel seer, som vi saa længtes efter,(*)
Vi merker, han ey har forloret sine Kræfter,
  Han bliver ledet frem for Prinzen, hvor man saa,
  Han Jorden kyssede og ned for hannem laae.

Hvad der er bleven talt, det veed man ey saa lige,
Men meget got han har om Danmark vist at sige,
  Af Breve havde han slet ingen med sig bragt,
  De blev paa Skibet, som vel var imod hans Agt.


(a) Er det et stort Tyverie, bliver Fødderne tillige afhugget.

Samuel Sumbel var, som nævnt i en tidligere note, ankommet til København 23. marts 1752.

Den 9. maj fik han kongelig audiens, og den 21 maj gik han ombord i krigsskibet Christiansborg. Skibet var under ledelse af Kaptajn Johan Kristof Holst, men denne døde tidligt på rejsen og blev begravet i England.

Da Christiansborg ankom til Cadix tog Hoglandt overkommandoen over de tre krigsskibe.

Den 27 juli gik Sumbel i land i Safi.

63

1752.
Julii.

Til ingen Fremmet man vil Kongens Brev levere,
Thi Proponeres Kaas med ham Kandil, og fleere,
  Skal gaae til Saphia at hente samme hid,
  Som approberet blev, de reede straxen did.

30.

Kandil var fra Tangier, Søe-Capperie har øvet,
Og Folk med Skib og Gods tit jammerligen røvet,
  Mens det uagtet, var han vores beste Ven,
  Som vi bar Tillid til at hiælpe os igien.

Aug.
3.

Men de fik ingen Brev; thi Cheffen ikke torde
Levere Kongens Brev, før Folket var om Borde,
  Vel kom der en Copie af samme Brev herhen.
  Men Prinzen ville dog ey løse os igien.

Der skal og ligesom en Hindring altid være,
At vi Taalmodighed desbedre kunde lære,
  Den lange Faste just i denne Tiid kom til,
  I hvilken Prinzen ey til Saphy reyse vil.

6.

Kaas kom da her igien foruden Brev tilbage,
Men har imidlertid havt nogle gode Dage,
  Og haver skuet det, som er hans element,
  Jeg meen den stolte Søe, hvorpaa han vel er kiendt.

Der siges Hoglandt har igien ladt Prinzen vide,
Han til den tivende vil paa vor Ankomst lide,
  Hvis vi til denne Tiid ey da om Borde er,
  Han maaskee vide faaer, hvad Bomber i sig bær.(*)

Lad os opsummere, hvad vi kan kalde "anden runde":

Krigsskibet Christiansborg var ankommet, og da kaptajnen var død i starten af rejsen, havde Hoglandt taget overkommandoen, og der lå nu tre krigsskibe udfor Safi.

Ombord på Christiansborg var diverse gaver, som Rey havde anbefalet, samt et brev fra den danske konge til prinsen.

Hoglandts position var altså betydeligt stærkere end sidst, men forhandlingerne gik i hårdknude. Hoglandt havde ikke lyst til at komme i land, da prinsen havde vist, at han ikke var til at stole på. Han prioriterede at få slaverne løsladt først, inden han overleverede Kongens brev og gaverne. Som Ravn skriver (side 63, vers 3) fik prinsen dog en kopi af brevet.

Hoglandt håbede måske på at kunne blokere havnen og bombe byen, men spørgsmålet er, om han virkelig ville have kunnet dette.

64

1752.
Aug.
7.

See! Jøderne er fri , det havde jeg ey ventet
At skee før os, vi saae dem gladefulde hentet,
  De Paz fornøyet er og Caprioler skiær,
  De glemte deres Nød, da de slap den Ufær. (a)

Nu giver Prinzen kiøb, i Dag har han erklæret,
At Longueville fri og uden Skyld har været,
  Og haaber, andet han ey proponere vil,
  End begge Rigerne kand Nytte bringe til.

Nu er vi Haabefuld, os Haabet ey skal glippe,
Dog staaer det meget hart, før Prinzen os vil slippe,
  Han vil og ikke vil, men naar han tænker paa
  Vor Magt ved Saphia, han krymper sig og maae.

13.

Een af Matroserne saaledes raisonerer:
Hvorfor mon Prinzen os ey nu fra sig leverer,
  Da han par force, dog maae lade os bortgaae,
  Saa fremt han ikke vil hvad der kand følge paa.

Det Ord par force strax for Prinzen bliver baaret,
Og Karlen hentes op, og slaaes til han er saaret,
  Hvor Morerne ham seer, saa raaber de pro fors,
  Taalmodeligen han maae bære dette Kors.

For Talemaadens Skyld, vi længere maa blive,
Vi ikke hannem, men han os vil foreskrive;
  Thi holder han os op, og giør os Tiiden lang,
  Saa vi snart tvivler om at komme vores Gang.


(a) Nemlig: At komme af Jernet.

65

1752.
Aug.
15.

Nye Hindringer; thi nu vil Prinzen her skal blive
Sex af Haandværkerne, før han vil Frihed give, (a)
  Han vil, at ogsaa de et halv Aar blive maae,
  For deres Arbeyd skal de god Betaling faae.

Det Folkene ey vil, men heller Livet miste,
Før de i dette Land end meere Ondt vil friste,
  De siger: Gaar i bort, og vi skal blive her.
  Om Hævn til Himmelen vi raaber da enhver.

Men Prinzen meente, at det var med deres Ville,
Saa havde Jøden Paz det tordet forestille,
  Hvorfore han blev vred for det og andet meer,
  Lod Jøden jage ud, men hør hvad meere skeer.

Der fulgte Ordre med de hannem skulde banke,
Som snarere end Guld paa dette Stæd kand vanke,
  Han haardere end før i Jernet bliver kast,
  Sin korte Frihed selv forspildte i en Hast.

Han tragter efter Guld, men kun Jern-Kiæder vinder,
Det første Øyene paa hannem saa forblinder,
  At han kand ikke see de sidstes Hæslighed,
  Dem han nu tredie Gang proberet har og veed.

16.

Men Prinzen lod i Dag Hr. Longueville vide,
At han til Saphia alleene skulde ride.
  Han fire Dage selv derefter komme vil,
  Da alle Folkene skal bringes med dertil.


(a) Disse Haandværker vare Smedde og Snedkere.

66

1752.
Aug.

Han denne Ordre strax da maatte efterleve.
Lod hastig pakke ind sit Tøy og sine Breve,
  Det giør ham ondt at han os efterlader saa,
  Men meest, han ikke der paa Skibet komme maa.

Raison af Prinzen tør vi ikke her begiere,
Om velgiort eller ey vil Tiden eene lære.
  Gid alting lykkes vel, at og omsider vi
  Engang maa see os frelst af dette Barbarie.

19.

Nu tog og Prinzen bort, som han os havde lovet,
Men at vi skulle med, det havde han forsovet;
  Vel siges, at vi skal om otte Dage vek,
  Men den som troer sligt, han være maae en Giek.

16.(*)

Dog det vel yttres snart, hvad meer af os vil blive.
Med Godhed saae vi helst, han vilde Frihed give,
  Hvis ikke? veed vi vist at Hoglandt er en Mand
  Som har Motiver nok der persvadere kand.

Vi siden ikke har et Brev fra Saphy faaet,
Saa vi Bekymrede veed ey, hvordan er gaaet.
  Thi nogle siger det, og andre siger det,
  Uvis dog alting er, og Haabet er kun slet.

Hr. Longueville vel forbuddet er at skrive.
Thi ellers lod han os ey uden Breve blive.
  Vi ey begribe kand, hvorledes det er fat,
  At Ild fra Skibene i Byen ey blier sat.

Der er noget galt med datoen. Det var d. 16 på forrige side.

67

1752.
Aug.

Et lidet Batterie har Prinzen ladt opmuure
Med tolv Canoner paa, som skulle os belure,
  En gammel Renegat, der og Constabel er, (a)
  Er og den eeneste som Prinzen haver her.

Han staaer for dette Værk, og Stykkerne antænder,
Jeg veed han frygter, naar at de for Alvor brænder,
  At heele Muren med ham selv skal falde ned.
  Da Prinzen følgelig vil blive hannem vred.

Vi mange Tidender har haft i disse Dage,
Ja megen Løgn og Snak for Sandhed maatte tage,
  Men kun til vor Fortræd de alle sigtede,
  Og som vor Uven fandt meest i Fornøyelse.

Det for vidtløftig er at melde alt hvad sagdes,
Og hvor urimeligt os det og det tillagdes;
  Vi vel maa Glæde os, at der er Løgne til,
  Thi ellers bleven var vi til et Sørge-Spil.

Hr. Longuevilles Brev kand dette confirmere, (b)
Han lever vel, saa vit man her tør pretendere.
  Fra Skibene vor Prinz begieret har en Mand,
  Som haver Fuldmagt med, og Freden slutte kand.


(a) Denne Renegat var en Fransk Mand.

(b) Samme Brev var dateret Saphia den 28 Aug. Item et af samme Dato fra Monsieur Blangenes som var en Kiøbmand fra Marseille.

68

1752.
Aug.

Vor kiære Konges Brev var alt forhen leveret,
Som paa Arabisk net Var blevet translateret,(*)
  Men een og anden Sag ham dog for Hoved stoed.
  Som ved persvation, vi tænkte han forloed.

For vores nye Gesandt vil Prinzen Gissel sætte,
Ti Morer udaf Stand og ikke af de slette,
  Men Hoglandt svarde, jeg dem ey forlange vil,
  Men Prinzelig Parol vil Tillid sætte til.(*)

Med dette Svar han og har sær fornøyet været,
Og Hoglandt vel omtalt, og derved hannem æret;
  Os givet er det Haab, at vi snart Saffia
  Med større Lyst skal see, end da vi tog derfra.

Sept.
4.

En nye Relation, Jouan han dette skriver: (a)
At Hoglandt ved et Skud enhver tilkiende giver,
  Samt ved et Brev, som strax derefter kom i Land,
  At Tiden løb, og han ey længer ligge kand.

Hvorpaa at Printzen har igien ham ladet svare:
Om han om Borde paa en Engelsmand vil fare,
  Hans Secretairer med Kandil skal møde der
  For at beslutte hvad, til Freden tienlig er.

Om Confirmation vi siden intet hørte,
Og derfor Sorg med os omkring i Hiertet førte.
  Een Dag tilbringer os, hvad som er til Behag,
  En anden, at det slet staaer med de Danskes Sag.


(a) Af 1 Sept.

Brevet har formentlig været oversat til arabisk af filologen Johan Christian Kall.

Han oversatte i al fald det brev, som Lützau havde med i "tredje runde".

Forhandlingerne gik i hårdknude. Hoglandt havde ikke lyst til selv at ende som slave, så han nægtede at gå i land, før fangerne var frigivede.

Prinsen tilbød åbenbart at levere 10 højtstående af sine egne folk som mod-gidsler, men dette tilbud har ikke tilfredsstillet Hoglandt.

69

1752.
Septbr.

Saa gaaer det Vexelviis med alt, hvad vi kand høre,
De længe haver sagt, at Freden var for Dørre,
  Men vare vi om Bord vi feylte ikke Magt
  At bringe Freden frem som nægtes mod vor Agt.

Vi ingen breve i ti Dage haver faaet,
Saa at vort Haab igien er langt tilbage gaaet,
  Der siges Rey er den, som hindrer Fredens Gang,
  Og sig umager med, at den gaaer overlang.

Vi frygter meget for end et Aar her at være.
Og udi Øyens Graad vor Vand og Brød fortære,
  Men GUd som Magten har, og løser alle Baand,
  Bøy denne Pharao og frels os af hans Haand.

10.

Nu siges os forvist, at Skibene er borte,(*)
Og intet virket har, men lugt er Fredens Porte,
  Vi arme Mennesker! hvad fanger vi nu an?
  Hvad skal vi giøre, at vi frelste blive kan?

Vi alle haabede, vor Slave-Tiid var omme,
Til kiære Kiöbenhavn vi ventede at komme,
  Og der med Glæde see og favne hver sin Ven,
  Men ak GUd bedre det, vi komme ey derhen.

Vi maa os lave til end meere Ondt at lide,
Thi giør vi vel, at vi bereder os i Tide;
  Vor Sorrig vil vi med Taalmodighed bestrøe.
  At vi ey udaf den før Tiiden skulle døe.

Hoglandt rejste fra Safi til Lissabon.

Ifølge "Danske Afrikanske Kompagnies historie", side 33 øverst (se eksternt link) skete dette d. 10 september 1752.

Ifølge Ravns fodnote på næste side skete det allerede 6 september (10 september var bare den dag, Ravn fik oplysningen).

70

1752.
Septbr.
14.

Jeg gad ey skrevet meer, hvad meere skal jeg sige?
Jeg taber ald min Sands i det Barbarske Rige;
  Nu Longueville her giør Indtog tredie Gang
  Til vores Gremmelse til daglig Suk og Trang.

Med Salve-Garde ham geleydet, som en Fange,
Vi saae, hvorfore vi og bleve meget bange;
  Hans domestiqver de i Saphy bleven er,
  Og der arbeyde maa, som andre giøre her.

Om hvad pâsseret er, han vidste lidt at sige,
Udaf sit Kammer han har ikke maattet kige,
  Ja Blek og Pen tilsidst Kandil tog hannem fra,
  Samt Tolken, Tiener, Kok, slet Haab vi havde da.

Der blev imidlertiid om Folk og Freden handlet,
Men Prinzens Løfter saae man stedse blev forvandlet,
  Han anderledes nu til Sinde bleven var,
  Saa Tiiden løb kun bort med Svar og Contra-Svar.

Os alting er imod og Vand vi monne feyle,
Thi maatte Skibene til vores Sorrig feyle, (a)
  Men hvor de ginge hen, og komme vil igien,
  Det ingen af os veed, GUd være vores Ven.

Ved den Forandring seer vi Folket meere plaget,
Og større Fare staar at blive verre slaget,
  De skielder os og ud, langt slettere end før,
  Og siger: Dannemark dem ingen Skade giør.


(a) De gik fra Saphia den 6 Septbr.

71

1752.
Septbr.

I denne Hastighed blev jeg og Condemneret
Til Havens eene Port, som Portner relegeret,
  Dog del fornøyet var, jeg den Forretning fik.
  Og takket GUd, at det ey verre med mig gik.

21.

Fyldt er vor Sørge-Aar fra først vi bleve fanget,
Hvem havde tænkt, at vi saa længe skulle ganget,
  GUd har opholdet os i denne vores Nød,
  Saa at vi savner kun de fire, som er død.

Gid det ved dette Tal og maatte nu forblive,
Vi ulyksalige skal ikke fleere skrive;
  Saa længe vi har Liv, saa har vi ogsaa Haab
  At komme til vort Hiem. GUd høre vores Raab?

Men hvis der er Forskiel paa Tyge Brahes Dage,
Vil vi September med i samme Meening tage,
  Det er den sletteste blandt alle Maaneder,
  Hvori to Gange vi til Slaver giorte er.

1752.
Octobr.
9.

Saa seer vi nu igien, fra Saphy Printsen kommer,
Hans Ankomst mærkes læt af Piber, Skud og Trommer,
  Høy-Hiertet rider hand, som den der vundet har
  Et Felt-Slag, men maaskee vor egen Skylden var.

Os Printsen hidindtil lod otte Skilling give,
Men, at vor Fattigdom kan nu desstørre blive,
  Faaer vi herefter kun sex Skilling for hver Dag,
  Saa Pines vi, fordi bedervet er vor Sag.

72

1752.
Octobr.

Iblandt os nogle er, som udaf Tørsten plages,
Formedelst Brændeviin i Slagsmaal ofte tages,
  Maaskee at saadant er for Printsen blevet bragt,
  Og derfor kortes os to Skilling, som er sagt.(*)

Ved denne Leylighed, i Fald man det vil høre,
Skal jeg om Printsens Hest her noget nyt anføre,
  Den fandt sig ikke vel da den til Saphy kom,
  Men meere laae end stoed, og sielden saae sig om.

Sygdommen tog alt til han op og ned sig kaster.
Men Morerne de løb, med Medicinen haster;
  For Mave-Pine, som forvolte hannem Stik,
  Gav de ham Edike og Løg til sidste Drik.

Det hjalp, han døde og ey meere Ondt ham nager,
De derpaa Skoene saa sagte fra ham tager,
  Derefter vadske ham, i Lærret som et Liig
  De syer hannem ind, og Præsten nærmer sig.

En Heste-Tale holdt som man kan sikkert vente
Var ret opbyggelig for dem, som Sproget kiente;
  Til Slutning han og ham med lidet Kalk bestrøer,
  Saaledes giør de her, naar hellig Heste døer. (a)


(a) De Heste, som har været ved Mahomets Grav, holdes hellige; ligesaa de som Printsen selv rider paa; hans Liv-Hest kaldte han Skarmus og gav ham nesten hver Morgen en Spand sød Melk at drikke.

Det er interessant, at Ravn forsøger at undskylde prinsen. Den mest oplagte grund til den ringere behandling er jo, at prinsen ikke havde fået de ønskede løsepenge.

Det er også interessant at høre, at de danske slaver tilsyneladende ofte drak sig berusede i brændevin og havnede i slagsmål, uden at det havde haft konsekvenser. Sammenlign med de hårde straffe til muslimen og jøden side 52.

Til Palmesøndag giver prinsen selv de kristne brændevin (side 88). Men dette skyldes nok, at på dette tidspunkt lå de danske krigsskibe ved Safias red.

73

1752.
Octobr.

Der findes mange, som Opstandelsen tør negte,
Men disse Mennesker de meer end den forfegte;
  De ey alleene troer, de selv engang opstaaer,
  Men og at slig en Hest med dem i Himlen gaaer.

At være Svoger til en Prints er vel en Lykke,
Men her af Lykken er det kun et lidet Stykke,
  For ringe Bagatel kan Broder, Svoger, Ven
  Til Slave blive giort, i Jernet kastes hen.

I disse Dage vi exempel derpaa haver,
Vi seer, hans Svoger her med andre Fanger graver,
  Dertil om Beenene med Jern han bunden er,
  Hans Tvende Søstre dog Maitresser ere her.

Mod Qvinde-kiønnet han er ikke meget bedre.
Og ingen Forskiel giør paa dem, han burde hedre,
  For liden Brøde dem saa tæt lâr prygle af.
  At de ey glemme skal den, Hugene udgaf.

Og omendskiønt at her er Spinde-Huuse ikke,
Han dem alligevel til Arbeyd veed at skikke,
  Man kan her Qvindfolk see med Jern og Bolter paa.
  Som stærk paa Murene hos andre stampe maa. (a)


(a) Murene her bliver opstampede af Jord og Kalk imellem tvende mod hinanden staaende Bræder, som de saaledes veed at forlænge, at der undertiden kand staae over 50 Mand i een Linie, som holder god Tempo i at støde alle, som een Mand, hvorved de hver Gang giver et fælt Skrig fra sig.

74

1752.
Octobr.

Min GUd! saa er et Aar udi Marocco ganget,
Men tretten Maaneder alt siden vi blev fanget,
  Den Tiid har varet lang for vor Bedrøvelse,
  Men blev end længer da vor Hoglandt feylede.

Vor Skiebne maa vi dog jo visselig beklage,
Os tærer Sorrig ud, og Tiiden vore Dage,
  Vor Liv er suur og lang, vi ret nu feyler Kraft
  At bare Kaarset, vi saa lange haver haft.

Hvis Haabet ikke var, saa var det med os ude,
Det giør at vi paa Jord kan sove, som paa Pude,
  Vi lider meget med Taalmodighed i Haab,
  At GUd os hielper fra vor megen Suk og Raab.

Slet Thee er kostbar her, jeg da Salvie tager,
Jeg Nardus, Krusemynt, Basilicum ey vrager,
  Jeg savner Æren-Priis og Balsoms rare Dyd,
  Men ach! dog allermeest den adle Hiertens-Fryd.

Den kiere Urt jeg ey i dette Rige, finder,
Jeg burde reyst fra den med Taarene paa Kinder,
  Jeg ald for hastig var at byde den farvel,
  Jeg tit det angret har med Sukke i min Siel.

Her er snart noget nyt at skrive alle Dage,
Vi ubestandigt for bestandigt her maa tage,
  Hr. Longueville fik sin Tiener vel igien,
  Men han maa atter bort, til Have-Arbeyd hen.

75

1752.
Octobr.

Men udi Saphia de Kokken dog vil have,
Saa han nu ingen har som Maden kand tillave,
  Vi marker Prinzen ham ey meer Douceurer giør,
  Ey heller med ham tael, see Forskiel nu mod før.(*)

Af dette seer man vel, hvor liden han nu agtes;
Naar i Proportion mod hannem vi betragtes,
  Saa agter vel enhver, hvad Fare vi er i,
  Og vor Beængstelse i vores Slaverie.

Nov.
2.

Nu bringer Tiiden os igien nye Efterretning,
At Skibene, som os var skikket til Undsætning,
  Dem haver Hoglandt dog til Kiøbenhavn hiembragt,
  Og Vintren over der at blive har i Agt.(*)

Jeg tænker, naar vor Ven seer Skibene at komme,
Han glæder sig i Haab, vor Slave-Tiid er omme.
  Men naar det bliver sagt: At vi end sidde her,
  Vil vor Uven paa nye fornøye sig især.

Men skamme dig, som er saa fuld af Ondskabs Galde,
Troer du, at Uheld dig skal aldrig overfalde?
  Meen du, Ulykken ey kand hvile for din Dør,
  Og naar du tænker mindst eengang dig gribe tør.

Nu ynsker alle Mand at Tiiden ville løbe
Og ile hurtig frem, som den var kiørt med Svøbe;
  Men hvis vi lever og kom ud af denne Nød,
  Vi saae vel gierne da, vor Tiid tilbage flød.

Denne forskel kan skyldes en uforsigt bemærkning fra Hooglandt, der havde sagt til Sumbel, at han ikke længere betragtede Longueville som ambassadør, fordi han nu var slave.

Måske har prinsen så konkluderet, at han heller ikke behøvede at behandle Longueville som ambassadør?

Denne oplysning var helt forkert, hvad Ravn også noterer side 81 vers 4.

Hoglandt var sejlet til Lissabon. Det er dog korrekt, at man var nødt til at vente til næste forår p.g.a. passatvindene.

76

1752.
Nov.

Vi vil, at Tiiden gaaer, vi ikke med vil fare,
Vi ville stille staae, for Alderdom os spare;
  Forandring er en Ting, den elsker alle Mand,
  Men udi Alder den enhver ey lide kand.

Paa Sole-Viseren gaaer Solen ey tilbage,
Ey heller stille staaer, mm iiler fort og fage;
  Saa gaaer det og med os, før vi det merker, er
  Vor Glas udløbet og vi staaer blandt Dødninger.

Vel den, som levet har, saa det ham hidset gavner,
Men vi som lever her, det allerbeste savner,
  Vi lider Hungers Nød, jeg meener for Guds Ord
  Vi længes hiertelig at gaae til HErrens Bord.

GUD hielpe den blandt os, som skal af Verden gange,
Den Siele-Himmel-Mad han ikke kand erlange,
  Han feyler Trøst og Moed i sin Beængstelse;
  Er det ey Sorrig nok for os Bedrøvede?

4.

Hr. Longueville maae i Dag af Haven flytte.
Som hannem været har til Tidsfordriv og Nytte,
  Til Jøderiet han ey vel fornøyet gik,
  Hos Kiøbmand Joseph der sit Logemente fik.

Hans Huus og Have i Besiddelse blev taget
Af Gartneren, saa har det Prinzen selv behaget;
  De Værelser, der saae saa smuk af Maling ud.
  Dem gaber Moren paa saa taasset, som en Stud.

77

1752.
Nov.
6.

Bemeldte Joseph, târ til sine Knebelbarter,
Saa deeler han en Kalv i tvende lige Parter,
  Men Kalven tagen var ufødt af Koens Liv,
  Da hun af Slagteren var dræbt ved Morder-Kniv.

Den halve vil han selv til Lakker-Bidsten have,
Den anden Part han os lod sende til en Gave,
  Men stig Foræring vi ey agtede ret stort,
  Og meget heller saae, den ikke os var giort.

10.

Vor Prinz han lader to igien i Jernet fæste,
Det var een Dansk og Spansk, som paste paa hans Heste,
  Forseelsen den er ey værd at tale om,
  Den femtende de og igien af Jernet kom.

De Paz som kiedes nu ved Tiiden, derfor tænker
Paa noget nyt igien, som løse kand hans Lænker,
  Han giver Baschen an, dernæst en Secretair,
  Dem han som utroe Mænd mod Prinzen nu anseer.

At de af hannem har en stor Sum Piastres faaet
Om Morgenen, før vi i Fangeskab var gaaet,
  De skulle derimod ham frie fra Ildens Glød,
  Som han blev truet med og udaf anden Nød.

Men nu han seer, at de kand intet mindre giøre,
Vil han at Pengene skal Prinzen og tilhøre,
  Men Prinzen ikke stort der reflecterer paa,
  Ham gives større Jern, han maa tilbage gaae.

78

1752.
Decbr.
23.

Vor Prinz ved denne Tiid lod sine Slaver give
Hver to Ducater, som til Klæder skulde blive (a)
  For hvilke Uniform de alle klædet blev, (b)
  Og vel fornøyet var med dem, der saadant drev.

I Jule-Dage fik vi Lov at blive hiemme,
At vi med Sang og Bøn Guds Ære kunde fremme,
  Ak! var det dog saa vel, at vi engang igien
  I vore Kirker sang GUD Pris i Himmelen.

31.

Saa gik det gamle Aar, som ingen skuer meere,
Dets Dage talte vi med Sukke, men end fleere
  Vi endnu tælle skal i dette Barbarie;
  Er det dog ey en Ynk, vi ikke vorder frie!

Hvor langsom du end gik, saa fik du dog en Ende,
Men vi gaaer sukkende, veed Skiæbnen ey at vende,
  Thi da vi haabede at blive frelst og frie,
  Da kom vi anden Gang i dette Slaverie.

Du saae os ingen Tiid foruden Sorg og Længsel,
Nu uden Medynk du forlader os i Trængsel,
  Hver veed, du været har for os heel sørgelig,
  Gak derfor evig bort, og lad os glemme dig.


(a) 10 Mk. i Moriske Penge, kaldes en Ducat.

(b) Klæderne vare hvide uldene Buxer og Trøyer med rødt Klæde for Albuen og under Armene.

79

1752.
Dec.

Den største Lykke, som os ellers nu kand hende,
Er at om Himmelen os vilde Frihed sende,
  Det er og alt hvad jeg os samtlig ynske vil;
  Gid Frihed dette Aar os alle bringes til!

1753.
Jan.

Min Tiid er længselfuld, nu falder mig i Tanker,
Hvor tit Fornøyelser der udi Danmark vanker,
  En Mikkels-Aften der hos mange lystig er,
  Da drikkes Viin og Miød, vi Vandet drikker her.

Den fede Mortens-Gaas vor Appetit har savnet,
Den søde Jule-Grød har os ey noget gavnet,
  Ja Nye-Ars Gave, som kierkommen altiid var,
  Vi heller ey har faaet, ey nogen noget har.

Hellig Tre Kongers Lys, som før paa Bordet sattes
Til vor Fornøyelse, vi dennem ogsaa fattes,
  En Jule-Kage med bemeldte Konger paa
  Ey zirer vores Bord, Viin-Flasken ingen saae.

Om Barnet JEsus vi slet intet høre tale,
Men om en Løgn-Prophet vi daglig hører prale.
  Udaf Knecht-Robberter vi meget skrekket er,
  Fra disse Bussemænd frels os o HErre kier!

Nu kommer Fastelavn, som bringer varme Bolder,
Men løber os forbi, det Barbariet volder.
  Ja Sommer-Reyserne, som mange munter giør,
  Med fleer' Fornøyelser er langt fra vores Dør.

80

1753.
Jan.

Det for vidtløftig er at huske alt det Gode,
Som den Mistrøstige kand giøre vel tilmode,
  Ney! et velsignet Land det kiere Danmark er,
  Hvem blandt os siger ey: Ak gid vi vare der.

17.

I disse Dage seer man Morerne i Glæde,
Om deres Mahumet de vide vel at qvæde,
  Hans Fødsels-Dag det er, som celebreret blev,
  I Aar de som i fior her Dagene bortdrev.

Om Mahumet saa glad, som hans Tilhænger' ere,
Jeg meget tvivler om, han ønskte vel at være
  Blandt dennem her igien, og da en Streg vel slog
  Paa hvad, han haver sagt, da han til Himmels drog.

Vi seer, at denne Fæst os Monsieur Ree hidfører,
Og nye Foræringer til Prinzen atter giører,
  Vi haaber, han mod os nu bedre sindet er,
  Og haver raset ud, ey meere Avind bær.

Han declarere skal, hans Liv har vært i Fare,
De andre Kiøbmænd stod det efter aabenbare,
  De ville, at han paa et Baal var bleven brændt
  Med Jøderne, som de og ville have skiendt.

Thi de beskyldte ham Medvidere at være
I vor bekiendte og fortredelig Affaire,
Ey andre Raad da var, man skaaner Livet helst,
End vores Fangeskab, at han kand blive frelst.

81

1753.
Jan.

En af Soldaterne lod Sygdom nu advare,
At han med første skal til de Afdøde fare,
  I Nat ved Hanegal kom alles Bussemand,
  Og banker hastig paa om han nu følge kand.



26.

Men ak! han tænkte ey han komme skal saa fage,
Udi et Raserie han endte sine Dage,
  Han vilde nødig bort, men maatte dog afsted;
  Thi Døden skyndte sig og tog de lange Fied, (a)

Just Fyrgetyve er vi endnu her tilbage,
De tvende Jøder ey i dette Tal at tage,
  Gid, mens vi haver Tiid, vi os bereeder saa,
  At naar os feyler Tiid, vi glad af Verden gaae.

Vi tænkte Skibene til Kiöbenhavn var gaaet,
Men Efterretning vi har anderledes faaet;
  Ved Lissabon de har haft herlig Vinter-Havn,(*)
  Og derved intet tabt men fremmet deres Gavn;

Derfra til Cadix de omsider ville seyle,
De tre alt ere der, det fierde vi end feyle,
  En nye Ambassadeur de bringer og med sig,(*)
  Ved ham vi haabe vil at blive lykkelig. (b)


(a) Denne Soldats Navn var Christian Reichheim gammel 40 Aar, af Profession en Gartner. Som gav ham Yndest hos Printsen , saa han fik ofte Drikke-Penge og Klæder, men det artigste var, han kaldte ham stedse Bonjour.

(b) Denne Efterretning hafde vi af en Skipper, som var kommen fra Lissabon til Sancte Crux.

Ravn havde noteret den fejlagtige oplysning side 75.

Hoglandt var sejlet til Lissabon. I mellemtiden var Adam Frederik Lützau sejlet fra Danmark med Blaaheyren til Cadix med endnu flere gaver til prinsen — denne gang flinte og låse til geværer.

Lützau rejste over land fra Cadix til Lissabon og tog kommandoen over Christiansborg samt overkommandoen over alle fire krigsskibe og handelsskibet Neptunus.

Lige som sidste år var man nødt til at vente vinteren over p.g.a. passatvindene.

Ravn må hentyde til kommandørkaptajn Adam Frederik Lützau, der som nævnt havde overkommandoen over eskadren. Han havde brev fra den danske konge til prinsen, hvor der stod, at han overtog forhandlingerne efter Hoglandt.

I forhold til Hoglandt under de to første forsøg var Lützaus position langt stærkere. Han havde brev fra kongen og havde gaver og penge.

Samtidig havde han 5 krigsskibe (efter at Friderich & Lovise var ankommet) og kongelig tilladelse til om påkrævet at blokere havnene i Safi og St. Crux.

82

1753.
Jan. 31.

Ree reiste bort igien, men først saaledes mager,
At Printsen gav Forlov, han Lieutnant Kaas medtager,
  Det var da vel at han til Saphy kommen er,
  Og kan forblive, til vor Skibe ere der.

Febr. 1.

Fra den Tiid kunde vi hos Longueville spiise,
Som var en Artighed vi billig maatte prise,
  Vi komme eller ey, (saaledes har han sagt; )
  Skal Skee, Tallerkener for os dog være lagt.

Hvis han af Førstningen os hafde saa tracteret,
Det vilde visselig os meget Soulageret(*);
  Han hafde da sin Kok af Printsen Penge fik,
  Og bedre da, end nu, han til sit Taffel gik.

Mart.
12.

Vi ønsker Dag fra Dag at Skibe komme vilde
For at afhente os, som lider her saa ilde,
  En troer, de komme skal i dette Maane-Skin,
  En anden, i April de først vil løbe ind.

Saa løber Tiiden bort, men stille staaer vor Smerte,
Hvad Vederqvægelse for et bedrøvet Hierte?
  Vi lever stedse hen imellem Haab og Frygt,
  Af Speculation vi ere halv forrykt.

19.

To Skibe siges nu til Sallé ere gaaet,
Men Breve have vi end ikke derom faaet.
  Dog hvis det Sandhed er at de alt ligger der,
  Da vil de meget seent tilbage komme her.

Soulagere . . .: Lette for en byrde; trøste.

83

1753.
Mart.

Man slutter, at de Fred med Keyseren vil giøre,
Da Printsen siden maa god-villig række Øre,
  Hvis vi af Førstningen saaledes hafde giort
  Maaskee vor Fangeskab ey bleven var saa stort.

Vor Prints mod Biergene med Jagten daglig spøger,
Ved samme Leylighed han Bierge-Morer søger,
  For Contribution at tvinge dennem af,
  Han bortog deres Qvæg, og ingen Skaansel gav.

Dog nær til Biergene sig drister ey at ride,
Thi der de værger sig, vil ey af hannem vide,
  Imidlertiid et Brev fra Saphia han faaer,
  Og uformodentlig til samme Stad hengaaer.

Maaskee Aarsagen er til en saa hastig Reyse,
At vore Skibe sees at ligge der og kneyse,
  Ak! er det saa, da var det heel behagelig,
  Men Confirmation enhver tilønsker sig.

24.

Men det var ey saa got; Thi Brevene de lyder,
At ingen Skibe end paa Saphy Vande flyder,
  Den een og tivende er Printsen kommen der,
  Og ønsker saasom vi, at Skibene var her.



31.

Men lad ham blive der, vi Deel târ i den Glæde,
Der er i Kiöbenhavn i Kongens Huus og Sæde,
  Gid Kongen frisk og vel maa see sin Fødsels-Dag
  Til vores Haab og Trøst, til Rigernes Behag.

84

1753.
Mart.

GUd lægge Aar til Aar, GUd gøre Kongen mægtig,
Mod sine Fjender, og i alting stor og prægtig,
  For Sygdom, Sorrig, selv bevar ham kiere GUd,
  Og lad din Salighed ham følge ind og ud.

April. 3.

Vi tænkte Printsen var i Saphia forbleven,
Til vore Skibe der var lykkelig inddreven;
  Men det var ey saa vel, den Udeblivelse
  Giør hannem Tiiden lang og os bedrøvede.

Derfor vi hannem seer til Residentsen haste
Med ald sit Følgeskab, som ere onde Gaste,
  Hans Ankomst vi ey kand anhøre uden Skræk,
  Men var vi vel herfra igien, vi bleve Kiæk.

April. 13.

Et Skib med Proviant fra Kiöbenhavn er gaaet (a)
For vor Esquadre, som hat længe intet faaet,
  Det er da dette Skib der seenlig ventes paa,
  Og Ophold giør, at de fra Cadix ey kand gaae.

Imidlertiid vi dem dog hver Dag nu forventer
Til vores Glæde, skiønt de noget lidet lenter,(*)
  Men til min Tiidsfordriv vil jeg om Morerne
  Lidt meere skrive dig til en Fornøyelse.


(a) Bemeldte Skib Friderich & Lovise(*) var gaaet fra Kiöbenhavn den 13 Februar. under Commando af Capitain Fischer.

Lente . . .: Tøve, nøle.
Den opmærksomme læser vil have regnet ud, at "Friderich & Lovise" er Frederik d. 5 og Dronning Louise.

Sidstnævntes død blev begrædt på side 45 og frem.

85

1753.
April.

De Kirke-Taarne har men Klokker har de ikke,
De derimod et Flag høyt ud af Taarnet stikke,
  Og derhos ved et Raab forkynder Tiidens Gang (a)
  Som vi tit syntes var for os ret meget lang.

Fredagen er Sabbath, de da til Kirken haster,
For GUD og Mahumet sig ned paa Jorden kaster,
  De ofte reyser sig, og falder ned igien,
  Mod Østen vender sig, og seer til Mecca hen. (b)

Naar denne korte Bøn saaledes er til Ende,
Fra Kirken seer man dem igien tilbage rende,
  Paa Søndag, Søgendag man ingen Forskiel seer,
  Knap paa en Høytids-Dag, da intet Arbeyd Skeer.

Det underligste er, naar de sin Bøn vil giøre,
At de skal Buxer først og Tøflerne afføre.
  Men begge Kiøn de og om Dagen vadsker sig
  Paa et forborgen Stæd, jeg ey tør nævne dig.

Een Brud, som giftes skal, hun sættes paa en Mule,
Men under Futteral hun sidde maa og skuule,
  Det samme er behængt med Speyle og Papier,
  Som buntet malet er, og holdes for en Ziir.


(a) De raaber tillige: at GUd er GUd og Mahomed hans Prophete. Flaget tages ind efter at det haver hængt i 2 Timer og hidses igien om 2 Timer, undtagen om Fredagen da det hænger den gandske Formiddag.

(b) Mecca er en stor Stad hvor Profeten ligger begraven.

86

1753.
Apr.

Brudgommen er til Hest, foran man seer ham ride,
Da andre Morer gaaer og svermer ved hans Side,
  Bag efter Qvinderne de følge hende nest,
  Med Dækner skiulte gaaer, som klæder dennem best.

I Byen op og ned de hende saadan fører
Da Piber, Trommer, Skud, man langs ad Veyen hører,
  Til Slutning ledes hun i Huuset til sin Mand,
  Hvor begge er tilfreds med ringe Mad og Vand.

Endeel af Qvinderne sig meget ilde skiender
I det de maler sig paa Ansigt, Fødder, Hænder,
  Med Snoge-Pander,(*) Glas, Rav-Perler Snese-Tall
  Er Hoved, Hals og Bryst behænget over all.

Man mærker Klæderne maa stedse hvide være,
Men Snørliv, Fiskbeens-Skiørt de ikke veed at bære;
  Parisisk Skrædere de gielder intet her,
  Her elskes gammel Dragt, som og comode er.

Om Been og Arme bær de store brede Ringe,
Som de hos Jøderne maae dyre nok betinge,
  Men ingen Nøgel-Ring hos os af Størrelse
  Kand lignes imod dem, de bær i Ørene.

De fleeste nøyes ey med saadant et Par Ringe,
Men vil at tvende Par i Ørene skal slinge, (a)
  Et Hul maa stikkes til, om det endda er nok,
  Saadan er Moden nu til Hove i Maroc'.


(a) De haver et Par oven og et Par neden i Ørene.

Snoge-Pander . . .: Porcelænssnegl (især af arten Cypræa moneta) med en lille, hvid skal, der i Afrika og Indien anvendtes som betalingsmiddel (ODS).

87

1753.
Apr.

Dersom en Christen her Løsagtighed bedriver
Med en Morinde, og det ham beviset bliver,
  Af tvende onde Kaar han et maa gribe til,
  Det er at Brændes, hvis han Mor ey være vil.

Iblandt de Pinseler, som bruges her til Plager,
Naar nogen er mistænkt for een og andre Sager,
  Og ikke tydelig det vel bevises kand,
  Er een besynderlig for Qvinde og for Mand.

Dem gives Buxer paa, som store er og vide,
I hvilke stikkes et Par Katte, som kand bide,
  Paa dennem man da slaaer, at de des grummere
  Skal rive, slide paa det bare Legeme,

Producterne hvormed Kiøbmændene her handler
Er Kobber, Uld og Vox, samt søde, bittre Mandler,
  Gummi Arabicum, Sandraqve,(*) Olie, Skind,
  Som det fornemmeste der bringer Penge ind.

Hvis videre man spørg: Hvordan et Land er dette?
Jeg svarer: Meget slet mod Dannemark at sætte,
  Jeg heller Brød og Vand vil spise med dig der,
  End om jeg Steg og Viin kand daglig have her.

15.

Vor Palme-Søndag vi saaledes her passerte,
At Prinzen med en Stud os alle vel tracterte,
  Han lod den hidse først, derefter slagtede
  De arme Jøder den i vor Nærværelse.

Sandraqve . . .: Sandarak / Sandrak en harpiks der især benyttes til fremstilling af spiritusfernis, lak og politur samt i pulveriseret tilstand som radérpulver. (ODS)

88

1753.
Apr.

Han Brød og Brændeviin lod os tillige give,
Og vilde at vi ret fornøyet skulle blive,
  Han os og bringe lod Salat og andet grønt,
  At Steg og Suppe vi kand dermed pryde kiønt.

Til dette Maaltid var vi tre Slags Christne Fanger,
Som alle sukkendes her i Marocco ganger,
  Det Danske, Portugis og Port-Mahoner(*) var,
  Som han med Svig og List i sine Hænder har. (a)

22.

Vi med Tilladelse vor Paaske helligholdte,
Som os Fornøyelse og nogen Lise voldte,
  Hvem skulde have tænkt, at vi her anden Gang
  I vores Slaverie skal synge Paaske-Sang.

Men hielp os fromme GUD , at vi skal ikke meere
I denne vores Stand her holde Fæster fleere;
  Men giv os Lykke til, om du saa synes best.
  At vi paa Skibene maa holde Pintze-Fæst.

May.
5.

Min Prinz saa naadig er, at han mig overdrager
Til Kiøbmand Cabanis, (b) som gierne mig medtager
  Til Saphia, hvor jeg vil haabe snart at see
  De Danske Skibe, som vil ende vores Vee.


(a) Vi vare i alt 58 Personer.

(b) En Fransk Kiøbmand.

89

1753.
May.

Men dette slog mig feyl, som det er vandt at giøre,
Nu skal han ikke mig, men Butler, derhen føre,
  Jeg derimod skal hen til Kiøbmand Joseph gaae,
  Hans Ord og Løfter er, som Vand, at lide paa.

Min Læser mærker vel, hvor Bladet sig har vendet
For os Uskyldige, i hvad som os er hendet,
  Dem, Prinzen vilde vi ey skulde agte stort,
  Maa vi parere i, hvad de vil have giort.

10.

To Portugiser hid fra Masagan er løbet;
For de sit slemme Sind ved Mord og ondt har røbet,
  Men de har ingen Lyst blandt Slaverne at gaae,
  Thi seer man dem, som Moer, med røde Huer paa.

Een Gang da Prinzen fik det Indfald at paabyde.
Man skulde Hundene udi Marocco skyde, (a)
  Var Gouverneuren her fra Saphy samme Tiid,
  Og selv Een-Øyet saae dem ødelagt med Fliid. (b)

Ved hans Tilbagekomst, een ham det Spørsmaal byder:
Hvorledes slap i bort? han spørg: Hvad det betyder?
  Hin hannem svarede: Fordi at Prinzen har
  Ladt skyde hver en Hund, som i Marocco var.


(a) Prinzen kunde ikke vel sove den Nat for Hundene; thi loed han befale Renegaterne om Morgenen, at de skulle dræbe dem, da vores Barberer mistede sin Hund ved samme Leylighed.

(b) Gouverneuren havde kun et Øye.

90

1753.
May.
11.

Vi haabede, vort Haab har ikke os beskiemmet;
Thi vor Forventning blev dog lykkeligen fremmet,
  Vor' Skibe kommen er og ligger sex i Rad, (a)
  Enhver vel tænke kand, vi blev i Hjertet glad.

Men vores Commandeur Hr. Lützow lader skrive
Til Gouverneuren, (b) at han Prinzen vilde give
  Den Efterretning, at han nu var kommen der,
  Og vilde stifte Fred, og Venskab have kier.



17.

Til hvilken Ende han har Kongens Brev i Hænde,
Hvorefter Prinzen vil behage Bud at sende,
  To Secretairer seer vi derfor bort at gaae,
  For høystbemeldte Brev til Prinzen vel at faae.

Kandil, som hidindtil har ligget som i Dvale,
Han melder sig, og vil som Ræven os husvale,
  I vor' Affaires han saa gierne vil paa nye
  Ved Løgn og Ondskab os med Prinzen sammensye.

Men vi vil denne Gang med hannem ikke tale,
Ey andet han formaaer, end lyve vel og prale,
  Hans slette Handel er for Prinzen meldet an,
  Som haver sagt: Vi ham paa Døren drive kand.


(a) Som vare: Falster, Docqven, Christiansborg, blaae Heyre, Friderich & Lovise og Handel-Skibet Neptunus.

(b) Gouverneuren i Saphia.

91

1753.
May.
22.

I Dag kom Kongens Brev, som Monsieur Rey hidsender
Ved Jøden Zumbel, som har samme udi Hænder;
  Der siges, Prinzen med dets Indhold var contant,(*)
  Saa vores Fange-Tiid nu her ey bliver lang.




23.

Udaf Forhindringer vi venter ingen fleere,
Skiønt Zumbel skal endnu med Lützow tale meere,
  Han derfor skynder sig igien til Saphia,
  Nu det hans Alvor var at hielpe os herfra.



30.

Han var og redelig, thi han med Brev tilbage
Kom ilendes, for her at korte vore Dage,
  Vi bleve kaldet op, for Prinzen stilles frem,
  Som gav os alle Lov at reyse til vort Hiem.

May.
NB. 31.

Da Christ til Himmels foer, den Dag GUd HErren giorde,
At vi blev frie, og reed bort for at gaae om Borde,
Vi takker GUd, dernest vor Allernaadigste
Kong FRIDERIC, som saae til vor Bedrøvelse.

Saa far Marocco vel med ald din megen Plage!
Vi skal erindre dig i alle vore Dage,
  Du har utallig Suk udpræsset af vor Bryst,
  Og mangen Græde-Taar af vore Øyen kryst.

I tive Maaneder blev vi i Trældom øvet,
Forskiel paa got og ondt imidlertid har prøvet,
  Du holdte os saa hart til Fængsels Skole-Gang,
  Din Lærdom været har os baade suur og lang.

contant . . .: Mon ikke snarere prinsen var "content", altså tilfreds?

92

1753.
May.

Men vi nu ikke meer vil af din Trældom vide.
Vi Hammer, Hakke, Høvl, bortkaster til en Side,
  Vi dine Porte vil ey meere passe paa,
  Men takker GUd, som lod os ud af dennem gaae.

Vi vifter med vor Hat af et fornøyet Hierte,
Vi efterlader dig ald vores Sorg og Smerte,
  Vi rider glade bort og ynsker, vi ey meer
  I Verden noget Stæd saa suur en Skiebne seer.

Jun.
2.

Den anden Junius var vi ved Saphy Porte,
Hvor Rey lidt uden for sin Compliment os giorte,
  Han fulgte os, og i sit Huus bevertede
  Saavel, at vi ham Tak og Roes er pligtige.

Dog maa jeg sige, vi ey var fuldkommen glade,
Saa længe vi endnu i Saphy-Huuse sade,
  Vi frygted immer for, vi nye Disputer fik,
Som ogsaa skeede; vi dog vel fra Landet gik.



3.

Vi er nu Himmel-glad, som Frihed har i Hænde,
Og ere vel om Bord, vor Slavestand har Ende,
  Vi bøyer vores Knæ og priser Himmelen,
  Som først og sidst i Nød har været vores Ven.

Det var paa Christiansborg vi alle først maa stige, (a)
Da alle Stykkerne de fyrede tillige,
  Vi bydes strax til Bords, men neppe har os sadt,
  Før vi om Falster hør, at det er ilde fat.


(a) Fregatten Christiansborg, hvor Cheffen Commanderede.

93

1753.
Jun.

Det meget hastig nu til Hielp og Redning trænger,
Da Ildens grumme Magt det nesten reent befænger,
  Vi heel forskrækket blev, løb op og selv da saae,
  Hvordan i Ild og Røg det jammerligen laae.

Vi hører Hielpe-Skud, vi hører Trommen røres,
Vi seer at Skibet dem alt mindre stedse giøres,
  Endeel slog Haand i Haand, endeel i Havet sprang,
  Endeel ret ynkelig i Skibets Touværk hang.

Chalouperne de gik, og hen til Skibet haste,
At de Beængstede sig deri kunde kaste;
  Om Bord og over Bord for Øyet Døden stod,
  Ild, Vand og Land var dem forskrækkelig imod.

Krudt-Kammeret forvoldt, at man kand ikke giøre
Den Assistence, som man vilde dem tilføre,
  Dog distingverte sig Hr. Schiönneböl især.
Og for sin Dristighed fik Yndest hos enhver. (a)

Om Skibets Frelse var ey Haab meer at formode,
Thi blev der hidset Seyl, til de paa Landet stode,
  Og efter Timer tre sprang det i Luften op.
  Da manges bange Siel forlod sin usle Krop.


(a) Han var Kongelig Søe-Cadet paa Fregatten Christiansborg, men ved sin Hjemkomst blev avanceret til Lieutenant.

94

1753.
Jun.

Tre Gange Otte saae man dog Guds Forsyn spare;
Men over hundrede til Døden maatte fare, (a)
  De første bleve strax op til Marocco sendt,
  Som slap, endskiønt de stod saa nær paa Dødens Skrendt.

Diethart, og Hirschnach blev ey liggende paa Bunden,
Men fire Miil derfra ved Havets Bredder funden, (b)
  Der blev strax Anstalt giort, at de i Jorden kom,
  Saa fører Skiebnen os tit underligen om.

Aarsagen til slig Nød, og denne store Jammer,
Var kun et lidet Lys i Tømmermandens Kammer,
  I Helle-Gatten,(*) hvor man ikke var i Stand
  Formedelst Ildens Røg, at slukke den med Vand.

Et nyt Exempel paa vor Lykke og Ulykke;
Vi Fangne bleve fri, i vor Stæd andre rykke;
  Det var vor Frelse, vi kom først paa Christiansborg,
  Og saa befriedes fra Falsters Nød og Sorg.


(a) De vi med stor Bedrøvelse savnede, vare af Land-Etaten, Obriste Diethart, Capitain Dinklage, Fendrick Rahner og 42 Soldater, af Søe-Etaten, Lieutenant Suhm, Lieutenant Lillienkron, Lieutenant Hirschnach, Cadet Bruun og 83 Matroser, i alt 132 Mand.

(b) De blev funden af nogle Morer, som gav det an i Saphia, hvorefter vores Consul besørgede deres Begravelse.

Helle-Gat . . .: Af hollandsk "Hel", Helvede.

Mindre (og mørkt) rum i et orlogsskibs underste og forreste del, hvor værktøj, reservedele olgn. opbevares. (ODS)

95

1753.
Jun.
11.

Saa skal nu Docqven og vor Skib (a) ey længer hvile,
Men Seyle-Ordre har til Kiøbennhavn at ile,
  Vi derfor skynder os at komme udi Stand,
  Til at forlade det for os fatale Land.

Vort Anker vindes op fra de Barbarske Vande,
Og Skibene i Hast slap bort fra disse Lande,
  GUd føye Veyr og Vind, og giør os lykkelig,
  At vi til Slutning kand med Glæde takke dig.

Det var en Søndag vi i Saphy Indtog giøre; d. 13 Jun. 1751.
En Søndag vil og os til første Landgang føre; d. 18 Jul.
  En Søndag flotter vi af Leyren heel confus; d. 25 Jul.
  En Søndag tog vi ind i Compagniets Huus; d. 8 Aug.

En Søndag fanget just Hr. Longueville bliver, d. 19 Sept.
En Søndag fra St. Crux som Fanger de os driver, d. 10 Oct.
  En Søndag vi igien kom ud af Slave-Stand, d. 3 Jun. 1753
  Og samme Søndag saae vi Falster udi Brand.

Jun.
16.

Men mærk, hvor lykkelig! kun om en Maaned kaster
Vi vores Ancker her for Kiôbenhavn, og haster
  Fra Skibet til vort Haabs og Attraas Hiem igien,
  Hvorfor saa mangt et Suk er sendt til Himmelen.


(a) Nemlig Skibet Friderich & Lovise. Men Commandeur Lützow blev efter, med Fregatterne Christiansborg og Blaae-Heyre.

96

1753.
Jul.

Ti Dage Guarantain vi holdt, og ikke meere,
Thi Kongens Naade os forskaanede for fleere,
  Og, at vi alle kand for Svaghed blive frie
  Lod Kongen her et Skib af Floden staae os bie.



25.

Den Rest af Falsters Folk blev derpaa transporteret.
Som gav os Rum og vi blev alle soulageret(*);
  Men meest paa denne Dag da vi fra Skibet tog.
  Og fuld af Glæde hen til vore Venner drog.

Aug.

Men vores Commandeur (a) kom efter nogle Dage,
Hvorover vi og Deel i deres Glæde tage;
  De Folk af Falster, som blev bergede paa Land
  Har Prinzen givet frie, og derfor roses kand.(*)

Nu har vi Fred igien, Negotie maa drive.
Og vores Consul kand i Saphia forblive, (b)
  Med Tiiden haaber vi at vinde det igien
  Som der er bleven tabt; det give Himmelen!

Her er vor Reysefærd, nu vil jeg ydmygst bede,
Min Læser mine Feyl vil ikke just oplede,
  Undskyld mig heller som en u-studeret Mand,
  Hvis Geist nedslagen var udi min Slave-Stand.

Du store Forsyns GUd, hvis faderlige Hierte
Ey taalte længere at føle vores Smerte,
  Vi usle Slaver, som har følt dit Straffes-Riis,
  Erkiender, vi dog er tractert paa Faders-viis.


(a) Hr. Lützow.

(b) Tilligemed tvende Kiøbmænd Butler og Walter.(*)

Fredsaftalen var endnu ikke trådt i kraft, så prinsen gjorde vanen tro de 24 overlevende søfolk til slaver.

Efter råd fra den kristne slave Jaume Arvona skiftede prinsen dog mening. Han gav danskerne nyt tøj og frigav dem uden løsepenge.

Det er muligt, at Rey var konsul, da Ravn forlod Marokko, men det varede ikke længe.

Den danske regering havde (i modsætning til Longueville) gennemskuet, at Rey var upålidelig, og ombord på Friderich & Lovise ankom en købmand ved navn Andreas Æreboe, der blev udnævnt til den nye konsul af Lützau.

Butler og Walter blev udnævnt til "faktor" i de to byer. Walter så vi sidste gang side 23 øverst, da han var for syg til at blive slave med de andre og måtte blive hos købmanden Rilliet. Butler så vi sidste gang side 89, hvor han, og ikke Ravn, blev overdraget til købmanden Cabanis.

Butler og Walter havde således brugt tiden på at lære om handel i Marokko.

97

1753.
Aug.

Du kunde ladet os blandt Maroccaner blive
I evig Slaverie, og derved Tiiden drive
  I usel Trældoms-Sved imellem Suk og Graad,
  Indtil Bekymringer opsled vor Lives Traad.

Om Du ey vilde os med slige Pinsler kue,
Du kunde ladet os ved Falsters Brand og Lue
  I Graven skyde ind, og smeltet vores Liv,
  Der nyelig heldede med Hoved som et Siv.

Men see! dit Forsyn og dit Faders Hierte mager,
At vi paa Christiansborg, og ey paa Falster tager.
  Men bærger vores Liv paa den uvisse Søe,
  At vi ey slippe skal vor Fængsel for at døe.

Ja du vor Attraae, Suk og Graad og Betlen føyer,
Og Skiebnens Udfald om til vores Glæde bøyer,
  At vi uventet naaer vor kiere Føde-Stavn,
  Og kierligst faune kand det søde Kiöbenhavn.

Derfor vor Kierlighed til vor og Verdens Ende,
Ja udi Evighed for Dig skal stedse brænde,
  Din Høy-fortiente Lov og Priis skal aldrig gaae
  Af vores Mund og Sind, men stedse Tilvext faae.

Vor ædelste Monark, Kong FRIDERIC den Femte,
Som i vor Trængsel ey sin Naades Omhue glemte,
  Men naadigst frelste os fra Slaverie igien,
  Ham bør vi ogsaa Lov og Tak nest Himmelen.

98

1753.
Aug.

Du store Himlens GUd Ham i din Forsyn giemme
Endnu i mange Aar, din Aand Hans Idræt fremme
  Til egen sande Priis, og Rigets store Gavn,
  Det ønsker hver og een, i sær jeg W. F. Ravn.

 

 

 

 

 

KJØBENHAVN,

trykt i de Berlingske Arvingers Bogtrykkerie, ved Ludolph Henrich Lillie.

Eksterne links

Yderligere Information


Op til sektion med ressourcer