Om oversættelsen: Oversættelsen fra 1931 er på mange måder bedre end det makværk, der blev udført for vores skattepenge i 1992, selvom sproget er lidt arkaisk,
Om bogen: Mosebøgerne kaldes således, fordi man engang troede, Moses var forfatteren. Bogen starter med den første skabelsesberetning, hvor Gud skaber hele verden på 6 dage (undtagen vandet) og ser, at det er godt. I næste kapitel kommer en anden gud og skaber hele verdenen en gang til, desværre skaber han også en ond slange.
Bogen følger Jødernes historie fra Adam til Josef, der ender i Ægypten. Andre højdepunkter er en drukning af hele menneskeheden, en mislykket menneskeofring og en bøssevoldtægt.
Kapitler:
1 2 3
4 5 6
7 8 9
10 11 12
13 14 15
16 17 18
19 20 21
22 23 24
25 26 27
28 29 30
31 32 33
34 35 36
37 38 39
40 41 42
43 44 45
46 47 48
49 50
Kapitel 1
|
|
| Gustave Doré. 1 Mosebog 1,3 Gud skaber lyset. |
1 I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.
2 Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet.
Men Guds Ånd svævede over Vandene.
3 Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys.
4 Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og
Mørket,
5 og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev
Aften, og det blev Morgen, første Dag.
6 Derpå sagde Gud: "Der blive en Hvælving midt i Vandene til at
skille Vandene ad!"
7 Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet
under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
8 og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev
Morgen, anden Dag.
9 Derpå sagde Gud: "Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted,
så det faste Land kommer til Syne!" Og således skete det;
10 og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet
samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
11 Derpå sagde Gud: "Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer
Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!" Og
således skete det:
12 Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter,
og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så,
at det var godt.
13 Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.
14 Derpå sagde Gud: "Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at
skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse
af Højtider, Dage og År
15 og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden! Og
således sket det:
16 Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen,
det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;
17 og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden
18 og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra
Mørket. Og Gud så, at det var godt.
19 Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.
20 Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en Vrimmel af levende
Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under
Himmelhvælvingen!" Og således skete det:
21 Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende
Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle
vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
22 Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige
og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på
Jorden!"
23 Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.
24 Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende Væsener efter deres
Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter! Og
således skete det:
25 Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter
dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at
det var godt.
26 Derpå sagde Gud: "Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de
ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle,
Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb, der kryber
på Jorden!"
27 Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han
det, som Mand og Kvinde skabte han dem;
28 og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og
mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og
hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle
vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!"
29 Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden,
som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal
være eder til Føde;
30 men alle Jordens Dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der
kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne
Urter til Føde." Og således skete det.
31 Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre
godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.
Kapitel 2
|
| Efter at Gud har skabt menneskerne i kapitel 1, bliver menneskene skabt en gang til i kapitel 2. |
1 Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær.
2 På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og
han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
3 og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den
hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
4 Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN
gjorde Jord og Himmel -
5 dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu
var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde
ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til
at dyrke Agerjorden,
6 men en Tåge vældede op af Jorden og vandede hele Agerjordens
Flade -
7 da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste
Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.
8 Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og der
satte han Mennesket, som han havde dannet;
9 Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en
Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt
i Haven, og Træet til Kundskab om godt og ondt.
10 Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte
den sig i fire Hovedstrømme.
11 Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der
findes Guld
12 og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.
13 Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj.
14 Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien.
Den fjerde Flod er Frat.
15 Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke
og vogte den.
16 Men Gud HERREN bød Adam: "Af alle Træer i Haven har du Lov at
spise,
17 kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den
Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"
18 Derpå sagde Gud HERREN: "Det er ikke godt for Mennesket at være
ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!"
19 Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og
Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han
vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende
Væsener, det skulde være deres Navn.
20 Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr
Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede
til ham.
21 Så lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet
ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;
22 og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han
en Kvinde og førte hende hen til Adam.
23 Da sagde Adam: "Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit
Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!"
24 Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin
Hustru, og de to bliver eet Kød.
25 Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes
ikke.
Kapitel 3
|
| Hvorfor har Gud i grunden skabt den træske slange? |
1 Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud
HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: "Mon Gud virkelig
har sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?"
2 Kvinden svarede: "Vi har Lov at spise af Frugten på Havens
Træer;
3 kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke
spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!"
4 Da sagde Slangen til Kvinden: "I skal ingenlunde dø;
5 men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive
som Gud til at kende godt og ondt!"
6 Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for
Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og
spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
7 Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor
syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.
8 Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam
og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
9 Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: "Hvor er du?"
10 Han svarede: "Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var
nøgen, og så skjulte jeg mig!"
11 Da sagde han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen? Mon du har
spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?"
12 Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af
Træet, og så spiste jeg."
13 Da sagde Gud HERREN til Kvinden: "Hvad har du gjort?" Kvinden
svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg."
14 Da sagde Gud HERREN til Slangen: "Fordi du har gjort dette, være
du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din
Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
15 Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og
hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i
Hælen!"
16 Til Kvinden sagde han: "Jeg vil meget mangfoldiggøre dit
Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din
Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!"
17 Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og
spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal
Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig
Føde af den alle dit Livs Dage;
18 Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din
Føde;
19 i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender
tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og
til Støv skal du vende tilbage!"
20 Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt
levende.
21 Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortler til Adam og hans Hustru og
klædte dem dermed.
22 Men Gud HERREN sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til
at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage
også af Livets Træ og spise og leve evindelig!"
23 Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde
dyrke Jorden, som han var taget af;
24 og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han
Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til
Livets Træ.
Kapitel 4
1 Adam kendte sin Hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte
Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med HERRENs Hjælp!"
2 Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain
Agerdyrker.
3 Nogen Tid efter bragte Kain HERREN en Offergave af Jordens
Frugt,
4 medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres
Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
5 men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre
vred og gik med sænket Hoved.
6 Da sagde HERREN til Kain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du
med sænket Hoved?
7 Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men
handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står
til dig, men du skal herske over den!"
8 Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på
Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.
9 Da sagde HERREN til Kain: "Hvor er din Broder Abel?" Han
svarede: "Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?"
10 Men han sagde: "Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til
mig fra Jorden!
11 Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som åbnede sig
og tog din Broders Blod af din Hånd!
12 Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin
Kraft; du skal flakke hjemløs om på Jorden!"
13 Men Kain sagde til HERREN: "Min Straf er ikke til at bære;
14 når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig
for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver,
der møder mig, slå mig ihjel!"
15 Da svarede HERREN: "Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han
hævnes syvfold!" Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen,
der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
16 Så drog Kain bort fra HERRENs Åsyn og slog sig ned i Landet Nod
østen for Eden.
17 Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte
Hanok. Han grundede en By og gav den sin Søn Hanoks Navn.
18 Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede
Metusjael; og Metusjael avlede Lemek
19 Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla.
20 Ada fødte Jabal; han blev Stamfader til dem, der bor i Telte og
holder Kvæg;
21 hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der
spiller på Harpe og Fløjte.
22 Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle
dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama.
23 Og Lemek sagde til sine Hustruer: "Ada og Zilla, hør min Røst,
Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et
Sår, en Dreng for en Skramme!
24 Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og
halvfjerdsindstyve Gange!"
25 Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav
Navnet Set; "thi," sagde hun, "Gud har sat mig andet Afkom i
Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!"
26 Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte
man at påkalde HERRENs Navn.
Kapitel 5
|
| 1 Mosebog 5,22: og Enok vandrede med Gud;
Se evt. De 10 første patriarker og Metusalem og Syndfloden |
1 Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde
han det i Guds Billede;
2 som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav
dem Navnet "Menneske", da de blev skabt.
3 Da Adam havde levet i 130 År, avlede han en Søn, som var ham lig
og i hans Billede, og han kaldte ham Set;
4 og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 År og avlede
Sønner og Døtre;
5 således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han.
6 Da Set havde levet 105 År, avlede han Enosj;
7 og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 År og avlede
Sønner og Døtre;
8 således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han.
9 Da Enosj havde levet 90 År, avlede han Kenan;
10 og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 År og avlede
Sønner og Døtre;
11 således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han.
12 Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal'el;
13 og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 År og
avlede Sønner og Døtre;
14 således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han.
15 Da Mahalal'el havde levet 65 År, avlede han Jered;
16 og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og
avlede Sønner og Døtre;
17 således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde
han.
18 Da Jered havde levet 162 År, avlede han Enok;
19 og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 År og avlede
Sønner og Døtre;
20 således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han.
21 Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem,
22 og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem,
levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre;
23 således blev Enoks fulde Levetid 365 År;
24 og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.
25 Da Metusalem havde levet 187 År, avlede han Lemek;
26 og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og
avlede Sønner og Døtre;
27 således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han.
28 Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn,
29 som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: "Han skal skaffe os
Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har
forbandet."
30 Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede
Sønner og Døtre;
31 således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han.
32 Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.
Kapitel 6
1 Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der
fødtes dem Døtre,
2 fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog så
mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
3 Da sagde HERREN: "Min Ånd skal ikke for evigt blive i
Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120
År."
4 I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og
disse fødte dem Børn - men også senere hen i Tiden - levede
Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til
Fortids Dage.
5 Men HERREN så, at Menneskenes Ondskab tog til på Jorden, og at
deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
6 Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og
det skar ham i Hjertet.
7 Og HERREN sagde: "Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har
skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og
Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!"
8 Men Noa fandt Nåde for HERRENs Øjne
9 Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand
blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.
10 Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.
11 Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af
Uret;
12 og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød
havde fordærvet sin Vej på Jorden.
13 Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre Ende på alt
Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil
jeg nu udrydde dem af Jorden.
14 Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum
ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig;
15 og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang,
50 Alen bred og 30 Alen høj;
16 du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud
end een Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du
skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste
Stokværk.
17 Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød
under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden,
skal forgå.
18 Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med
dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner:
19 og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags
ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han- og Hundyr skal
det være,
20 af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af
alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind
til dig for at holdes i Live.
21 Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for
at det kan tjene dig og dem til Føde."
22 Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde
han.
Kapitel 7
|
| Gud drukner hele verdens befolkning, undtagen 8 mennesker. |
1 Derpå sagde HERREN til Noa: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi
dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
2 Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle
urene Dyr eet Par, Han og Hun,
3 ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan
forplante sig på hele Jorden.
4 Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve
Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har
gjort, fra Jordens Flade."
5 Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham.
6 Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden.
7 Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i
Arken for at undslippe Flodens Vande.
8 De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på
Jorden,
9 gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han- og Hundyr, som Gud
havde pålagt Noa.
10 Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden;
11 i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den
Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser
åbnedes,
12 og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve
Nætter.
13 Selvsamme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem,
Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner
14 og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg
efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle
Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger;
15 af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til
Noa;
16 Han- og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og
HERREN lukkede efter ham.
17 Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg
og løftede Arken, så den hævedes over Jorden.
18 Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på
Vandet;
19 og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under
Himmelen stod under Vand;
20 femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under
Vand.
21 Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg,
vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker;
22 alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det
faste Land, døde.
23 Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade,
Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af
Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken.
24 Vandet steg over Jorden i 150 Dage.
Kapitel 8
1 Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos
ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at
Vandet begyndte at falde;
2 Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra
Himmelen standsede,
3 og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af
efter de 150 Dages Forløb.
4 På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på
Ararats Bjerge,
5 og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den
første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
6 Da der var gået fyrretyve Dage, åbnede Noa den Luge, han havde
lavet på Arken,
7 og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet
var tørret bort fra Jorden.
8 Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra
Jordens Overflade;
9 men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til
ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han
rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.
10 Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud
fra Arken;
11 ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et
friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet
bort fra Jorden.
12 Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom
den ikke mere tilbage til ham.
13 I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var
Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da
han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
14 På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.
15 Da sagde Gud til Noa:
16 "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
17 og før alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt
Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på
Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"
18 Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;
19 og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt
Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af
Arken.
20 Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene
Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.
21 Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv:
"Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi
Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil
aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu
har gjort!
22 Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede,
Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"
Kapitel 9
|
| Derpå bragte han brændofre på alteret, og Herren indåndede den liflige duft. |
1 Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv
frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!
2 Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens
vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden
vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet!
3 Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde;
ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.
4 Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise!
5 Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver
jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for
Menneskenes Liv.
6 Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod
udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.
7 Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør
eder til Herre over den!"
8 Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:
9 "Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter
eder
10 og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og
alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken,
alle Jordens Dyr;
11 jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt
Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en
Vandflod for at ødelægge Jorden!"
12 Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige
Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er
hos eder:
13 Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem
mig og Jorden!
14 Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i
Skyerne,
15 vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og
hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere
blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød.
16 Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme
den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød
på Jorden."
17 Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter
imellem mig og alt Kød på Jorden!"
18 Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var
Fader til Kana'an;
19 det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens
Befolkning.
20 Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård.
21 Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde
i sit Telt.
22 Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte
sine Brødre det;
23 men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik
baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte
Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel.
24 Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn
havde gjort ved ham,
25 sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for
sine Brødre!"
26 Fremdeles sagde han: "Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an
blive hans Træl!
27 Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an
blive hans Træl!"
28 Noa levede 350 År efter Vandfloden;
29 således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.
Kapitel 10
1 Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter
Vandfloden fødtes der dem Sønner.
2 Jafets Sønner: Gomer, Magog, Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og
Tiras.
3 Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifat og Togarma.
4 Javans Sønner: Elisja, Tarsis, Kittæerne og Rodosboerne;
5 fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets
Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter
og i deres Folkeslag.
6 Kams Sønner: Kusj, Mizrajim, Put og Kana'an.
7 Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas
Sønner: Saba og Dedan.
8 Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden.
9 Han var en vældig Jæger for HERRENs Øjne; derfor siger man: "En
vældig Jæger for HERRENs Øjne som Nimrod."
10 Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erek, Akkad og Kalne i
Sinear;
11 fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot-
Ir, Kela
12 og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By.
13 Mizrajim avlede Luderne, Anamerne, Lehaberne, Naftuherne,
14 Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og
Kaftorerne.
15 Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het,
16 Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne,
17 Hivviterne, Arkiterne, Siniterne,
18 Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte
Kana'anæernes Slægter sig,
19 så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af
Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma, og Zebojim
indtil Lasja.
20 Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres
Lande og Folk.
21 Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder,
fødtes der Sønner.
22 Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram.
23 Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.
24 Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber;
25 Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid
adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan.
26 Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera,
27 Hadoram, Uzal, Dikla,
28 Obal, Abimael, Saba,
29 Ofir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner,
30 og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar,
Østens Bjerge.
31 Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres
Lande og Folk.
32 Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres
Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte
sig på Jorden.
Kapitel 11
|
| Hans Holbein: Babelstårnet. |
1 Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog.
2 Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog
de sig ned.
3 Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og
brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som
Kalk.
4 Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top
når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal
spredes ud over hele Jorden!"
5 Men HERREN steg ned for at se Byen og Tårnet, som
Menneskebørnene byggede,
6 og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og
når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig
for, umuligt for dem;
7 lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de
ikke forstår hverandres Tungemål!"
8 Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de
opgav at bygge Byen.
9 Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al
Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele
Jorden.
10 Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han
Arpaksjad, to År efter Vandfloden;
11 og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og
avlede Sønner og Døtre.
12 Da Arpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela;
13 og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og
avlede Sønner og Døtre.
14 Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber;
15 og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede
Sønner og Døtre.
16 Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg;
17 og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede
Sønner og Døtre.
18 Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u;
19 og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede
Sønner og Døtre.
20 Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug;
21 og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede
Sønner og Døtre.
22 Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor;
23 og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede
Sønner og Døtre.
24 Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara;
25 og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede
Sønner og Døtre.
26 Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.
27 Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nakor og Haran.
Haran avlede Lot.
28 Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur
Kasdim.
29 Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors
Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.
30 Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.
31 Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin
Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra
Ur-Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til
Karan, slog de sig ned der.
32 Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.
Kapitel 12
1 HERREN sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og
din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;
2 så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig
og gøre dit Navn stort og vær en Velsignelse!
3 Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der
forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!"
4 Og Abram gik, som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham.
Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;
5 og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den
Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i
Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen.
6 Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til
Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet.
7 Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom
giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for
HERREN, som havde åbenbaret sig for ham.
8 Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel,
og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han
byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENs Navn.
9 Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.
10 Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev
trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.
11 Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj:
Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;
12 når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår
de mig ihjel og lader dig leve;
13 sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og
jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!"
14 Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre
smuk Kvinde;
15 og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så
blev Kvinden ført til Faraos Hus.
16 Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik
Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og
Kameler.
17 Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams
Hustru Sarajs Skyld.
18 Da lod Farao Abram kalde og sagde: "Hvad har du gjort imod mig!
Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?
19 Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til
Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!"
20 Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres
Ejendom på Vej;
13,1 Og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten
op til Sydlandet, og Lot drog med ham.
Kapitel 13
2 Abram var meget rig på Kvæghjorde, Sølv og Guld;
3 og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra
Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde
stået første Gang, mellem Betel og Aj,
4 til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og
Abram påkaldte der HERRENs Navn.
5 Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og
Telte.
6 Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen;
thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen.
7 Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var
dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet.
8 Abram sagde derfor til Lot: "Der må ikke være Strid mellem os to
eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder!
9 Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil
du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så
går jeg til venstre!"
10 Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det
var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som
HERRENs Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til,
11 valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå,
og de skiltes,
12 idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned
i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted
helt hen til Sodoma.
13 Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod HERREN.
14 Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne:
"Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod
Syd, mod Øst og mod Vest;
15 thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til
evig Tid,
16 og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så
lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv.
17 Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!"
18 Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres
Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede HERREN et Alter.
Kapitel 14
1 Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer
i Elam og Tidal i Gojim,
2 lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra,
Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i
Bela, det et Zoar.
3 Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims
Dal, det er Salthavet.
4 I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende
faldt de fra;
5 og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte
ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i
Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim
6 og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens
Rand;
7 så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Kadesj, og
slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der
boede i Hazazon Tamar.
8 Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er
Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp
9 med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel
af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.
10 Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og
Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens
de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.
11 Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle
Levnedsmidlerne og drog bort;
12 ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt
hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.
13 Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der
boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til
Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller.
14 Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede
han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 318 Mand, og satte
efter Fjenden til Dan;
15 der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på
Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus.
16 Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og
hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.
17 Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger,
der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det
er Kongedalen.
18 Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte
Brød og Vin
19 og velsignede ham med de Ord: "Priset være Abram for Gud den
Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber,
20 og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din
Hånd!" Og Abram gav ham Tiende af alt.
21 Sodomas Konge sagde derpå til Abram: "Giv mig Menneskene og
behold selv Godset!"
22 Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til HERREN, Gud den
Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd
på,
23 at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem
eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke
sige, at du har gjort Abram rig!
24 Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine
Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!"
Kapitel 15
1 Nogen Tid efter kom HERRENs Ord til Abram i et Syn således:
"Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre
stor!"
2 Men Abram svarede: "Herre, HERRE, hvad kan du give mig, når jeg
dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal
arve mit Hus."
3 Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min
Hustræl kommer til at arve mig!"
4 Og se, HERRENs Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at
arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig."
5 Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen
og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham:
"Således skal dit Afkom blive!"
6 Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed.
7 Derpå sagde han til ham: "Jeg er HERREN, som førte dig bort fra
Ur-Kasdim for at give dig dette Land i Eje!"
8 Men han svarede: "Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg
skal få det i Eje?"
9 Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og
en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!"
10 Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene
over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.
11 Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede
dem bort.
12 Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og
se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke.
13 Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som
fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for
dem og mishandles af dem i 400 År.
14 Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og
siden skal de vandre ud med meget Gods.
15 Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god
Alderdom.
16 I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er
Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."
17 Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en
rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de
sønderskårne Kroppe.
18 På den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit
Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod,
Eufratfloden,
19 det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne,
20 Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne,
21 Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og
Jebusiterne."
Kapitel 16
1 Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en
ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar;
2 og Saraj sagde til Abram: "HERREN har jo nægtet mig Børn; gå
derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved
hende!" Og Abram adlød Saraj.
3 Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar,
efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand
Abram hende til Hustru;
4 og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun
så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde.
5 Da sagde Saraj til Abram: "Min Krænkelse komme over dig! Jeg
lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal
føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og
dig!"
6 Abram svarede Saraj: "Din Trælkvinde er i din Hånd, gør med
hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun
flygtede for hende.
7 Men HERRENs Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved
Kilden på Vejen til Sjur;
8 og han sagde: "Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og
hvor går du hen?" Hun svarede: "Jeg flygter for min Herskerinde
Saraj!"
9 Da sagde HERRENs Engel til hende: "Vend tilbage til din
Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!"
10 Og HERRENs Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom så
talrigt, at det ikke kan tælles."
11 Og HERRENs Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og
du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har
hørt, hvad du har lidt;
12 og han skal blive et Menneske-Vildæsel, hvis Hånd er mod alle,
og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine
Frænder!"
13 Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en
Gud, som ser; thi hun sagde: "Har jeg virkelig her set et Glimt
af ham, som ser mig?"
14 Derfor kaldte man Brønden Be'erlahajro'i; den ligger mellem
Kadesj og Bered.
15 Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte
ham, Ismael.
16 Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham
Ismael.
Kapitel 17
1 Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede HERREN
sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre
for mit Åsyn og vær ustraffelig,
2 så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et
overvættes stort Afkom!"
3 Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham:
4 "Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en
Mængde Folk;
5 derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde
Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk.
6 Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk,
og Konger skal nedstamme fra dig.
7 Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig
fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil
være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud;
8 og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land,
hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!"
9 Derpå sagde Gud til Abraham: "Men du på din Side skal holde min
Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt;
10 og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og
eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres.
11 I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn
mellem mig og eder;
12 otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle
kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt,
alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom;
13 omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på
eders Legeme skal være en evig Pagt!
14 Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres
på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min
Pagt!"
15 Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din Hustru Saraj skal du ikke
mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara;
16 jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg
vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags
Konger skal nedstamme fra hende!"
17 Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en
hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År
føde en Søn?"
18 Abraham sagde derfor til Gud: "Måtte dog Ismael leve for dit
Åsyn!"
19 Men Gud sagde: "Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn,
som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det
skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham!
20 Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham
og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom;
tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et
stort Folk.
21 Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et
År ved denne Tid."
22 Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.
23 Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de
købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag
deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham.
24 Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på
sin Forhud;
25 og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin
Forhud.
26 Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret;
27 og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var
købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.
Kapitel 18
|
| Biblia Pauperum - Typer på Treenigheden. Til venstre Abraham i Mamre. |
1 Siden åbenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han
sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen.
2 Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så
snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren,
bøjede sig til Jorden
3 og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå
ikke din Træl forbi!
4 Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og
hvile ud under Træet.
5 Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder;
siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder
forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!"
6 Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag
hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!"
7 Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den
til Svenden, og han tilberedte den i Hast.
8 Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte
det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.
9 Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede:
"Inde i Teltet!"
10 Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen,
og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren
bag ved dem;
11 og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det
ikke mere gik Sara på Kvinders Vis,
12 lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle
Attrå, nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?"
13 Da sagde HERREN til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde
jeg virkelig føde en Søn, nu jeg er gammel?
14 Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid
kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!"
15 Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede. Men
han sagde: "Jo, du lo!"
16 Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med
for at følge dem på Vej.
17 Men HERREN sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for
Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre.
18 da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle
Jordens Folk skal velsignes i ham?
19 Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og
sine Efterkommere at vogte på HERRENs Vej ved at øve
Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad
han har forjættet ham."
20 Da sagde HERREN: "Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er
stort, og deres Synd er såre svar.
21 Derfor vil jeg stige ned og se, om de virkelig har handlet så
galt, som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig
- derom vil jeg have Vished!"
22 Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men
HERREN blev stående foran Abraham.
23 Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde
retfærdige sammen med gudløse?
24 Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da
virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de
halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.
25 Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige
sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de
gudløse - det være langt fra dig! Skulde den, der dømmer hele
Jorden, ikke selv øve Ret?"
26 Da sagde HERREN: "Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige
i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele
Stedet!"
27 Men Abraham tog igen til Orde: "Se, jeg har dristet mig til at
tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!
28 Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du
da ødelægge hele Byen for fems Skyld?" Han svarede: "Jeg vil
ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den."
29 Men han blev ved at tale til ham: "Måske findes der fyrretyve i
den!" Han svarede: "For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det
være."
30 Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale:
Måske findes der tredive i den!" Han svarede: "Jeg skal ikke
gøre det, hvis jeg finder tredive i den."
31 Men han sagde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min
Herre: Måske findes de tyve i den!" Han svarede: "For de tyves
Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
32 Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun
tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!" Han
svarede: "For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
33 Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham
vendte tilbage til sin Bolig.
Kapitel 19
|
| "Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster;" (1 Mosebog 19,8) |
1 De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas
Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde,
bøjede sig til Jorden
2 og sagde: "Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus
og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!" Men
de sagde: "Nej, vi vil overnatte på Gaden."
3 Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå
tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de
spiste.
4 Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk,
Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge,
alle uden Undtagelse,
5 og de råbte til Lot: "Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat? Kom
herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!"
6 Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig.
7 Og han sagde: "Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre!
8 Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg
bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men
disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet
ind under mit Tags Skygge!"
9 Men de sagde: "Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor
som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle
værre med ham end med dem!" Og de trængte ind på Manden, på Lot,
og nærmede sig Døren for at sprænge den.
10 Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede
Døren;
11 men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både
store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.
12 Derpå sagde Mændene til Lot: "Hvem der ellers hører dig til her,
dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til
i Byen, må du føre bort fra dette Sted;
13 thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget
over dem er blevet så stort for HERREN, at HERREN har sendt os
for at ødelægge dem."
14 Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte
hans Døtre: "Stå op, gå bort herfra, thi HERREN vil ødelægge
Byen!" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.
15 Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: "Tag
din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for
at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeskyld!"
16 Og da han tøvede, greb Mændene ham, hans Hustru og hans to Døtre
ved Hånden, thi HERREN vilde skåne ham, og de førte ham bort og
bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.
17 Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: "Det gælder dit
Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i
Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal
omkomme!"
18 Men Lot sagde til dem: "Ak nej, Herre!
19 Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig
stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene
og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet.
20 Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den
betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo
ikke stort, og mit Liv er frelst!"
21 Da svarede han: "Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil
ikke ødelægge den By, du nævner;
22 men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når
derhen!" Derfor kaldte man Byen Zoar.
23 Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar,
24 lod HERREN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HERREN,
fra Himmelen;
25 og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes
Indbyggere og Landets Afgrøde.
26 Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til
en Saltstøtte.
27 Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde
stået hos HERREN,
28 og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen.
så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en
Smelteovn.
29 Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i
Hu og
førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer,
Lot boede i.
30 Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine
Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule
med sine to Døtre.
31 Da sagde den ældste til den yngste: "Vor Fader er gammel, og der
findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig
Vis.
32 Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at
få Afkom ved vor Fader!"
33 De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig
hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller
at hun stod op.
34 Næste Dag sagde den ældste til den yngste: "Jeg lå i Går Nat hos
min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du
så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor
Fader!"
35 Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste
lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig,
eller at hun stod op.
36 Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader;
37 og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs
Stamfader den Dag i Dag.
38 Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er
Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.
Kapitel 20
1 Derpå brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned
mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar.
2 Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster,
sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig.
3 Men Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten og sagde til ham:
"Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun
er en anden Mands Hustru!"
4 Abimelek var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde:
"Herre, vil du virkelig slå retfærdige Folk ihjel?
5 Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har
også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed
og med rene Hænder har jeg gjort dette."
6 Da sagde Gud til ham i Drømmen: "Jeg ved, at du har gjort det i
dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har også hindret dig i at
synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende.
7 Men send nu Mandens Hustru tilbage, thi han er en Profet, så han
kan gå i Forbøn for dig, og du kan blive i Live; men sender du
hende ikke tilbage, så vid, at du og alle dine er dødsens!"
8 Tidligt næste Morgen lod Abimelek alle sine Tjenere kalde og
fortalte dem det hele, og Mændene blev såre forfærdede.
9 Men Abimelek lod Abraham kalde og sagde til ham: "Hvad har du
dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du
bragte denne store Synd over mig og mit Rige? Du har gjort imod
mig, hvad man ikke bør gøre!"
10 Og Abimelek sagde til Abraham: "Hvad bragte dig til at handle
således?"
11 Abraham svarede: "Jo, jeg tænkte: Her er sikkert ingen Gudsfrygt
på dette Sted, så de vil slå mig ihjel for min Hustrus Skyld.
12 Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke
min Moders; men hun blev min Hustru.
13 Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde
jeg til hende: Den Godhed må du vise mig, at du overalt, hvor vi
kommer hen, siger, at jeg er din Broder."
14 Derpå tog Abimelek Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder
og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham;
15 og Abimelek sagde til ham: "Se, mit Land ligger åbent for dig;
slå dig ned, hvor du lyster!"
16 Men til Sara sagde han: "Jeg har givet din Broder 1000 Sekel
Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er
tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning."
17 Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og
hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn.
18 HERREN havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus
for Abrahams Hustru Saras Skyld.
Kapitel 21
1 HERREN så til Sara, som han havde lovet, og HERREN gjorde ved
Sara, som han havde sagt,
2 og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til
den Tid Gud havde sagt ham.
3 Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak;
4 og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel,
således som Gud havde pålagt ham.
5 Abraham var 100 År gammel, da hans Søn Isak fødtes ham.
6 Da sagde Sara: "Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører
det, vil le ad mig."
7 Og hun sagde: "Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer
Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!"
8 Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et
stort Gæstebud, den Dag Isak blev vænnet fra.
9 Men da Sara så Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født
Abraham, lege med hendes Søn Isak,
10 sagde hun til Abraham: "Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort,
thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med
Isak!"
11 Derover blev Abraham såre ilde til Mode for sin Søns Skyld;
12 men Gud sagde til Abraham: "Vær ikke ilde til Mode over Drengen
og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi
efter Isak skal dit Afkom nævnes;
13 men også Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er
jo dit Afkom!"
14 Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav
Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han
sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i
Be'ersjebas Ørken,
15 og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under
en af Buskene
16 og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra,
idet hun sagde ved sig selv: "Jeg kan ikke udholde at se Drengen
dø!" Og således sad hun, medens Drengen græd højt.
17 Da hørte Gud Drengens Gråd, og Guds Engel råbte til Hagar fra
Himmelen og sagde til hende: "Hvad fattes dig, Hagar? Frygt
ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor han ligger;
18 rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Hånden, thi jeg vil
gøre ham til et stort Folk!"
19 Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand;
og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at
drikke.
20 Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i
Ørkenen og blev Bueskytte.
21 Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra
Ægypten.
22 Ved den Tid sagde Abimelek og hans Hærfører Pikol til Abraham:
"Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for;
23 tilsværg mig derfor her ved Gud, at du aldrig vil være troløs
mod mig eller mine Efterkommere, men at du vil handle lige så
venligt mod mig og det Land, du gæster, som jeg har handlet mod
dig!"
24 Da svarede Abraham: "Jeg vil sværge!"
25 Men Abraham krævede Abimelek til Regnskab for en Brønd, som
Abimeleks Folk havde tilranet sig.
26 Da svarede Abimelek: "Jeg ved intet om, hvem der har gjort det;
hverken har du underrettet mig derom, ej heller har jeg hørt det
før i Dag!"
27 Da tog Abraham Småkvæg og Hornkvæg og gav Abimelek det, og derpå
sluttede de Pagt med hinanden.
28 Men Abraham satte syv Lam til Side,
29 og da Abimelek spurgte ham: "Hvad betyder de syv Lam, du der har
sat til Side?"
30 svarede han: "Jo, de syv Lam skal du modtage af min Hånd til
Vidnesbyrd om, at jeg har gravet denne Brønd."
31 Derfor kaldte man dette Sted Be'ersjeba, thi der svor de
hinanden Eder;
32 og de sluttede Pagt ved Be'ersjeba. Så brød Abimelek og hans
Hærfører Pikol op og vendte tilbage til Filisternes Land.
33 Men Abraham plantede en Tamarisk i Be'ersjeba og påkaldte der
HERREN den evige Guds Navn.
34 Og Abraham boede en Tid lang som fremmed i Filisternes Land.
Kapitel 22
|
| Menneskeofring til Gud |
1 Efter disse Begivenheder satte Gud Abraham på Prøve og sagde til
ham: "Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
2 Da sagde han: "Tag din Søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og
drag hen til Morija Land og bring ham der som Brændoffer på et
af Bjergene, som jeg vil vise dig!"
3 Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine
Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet
Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde
sagt ham.
4 Da Abraham den tredje Dag så op, fik han Øje på Stedet langt
borte.
5 Så sagde Abraham til sine Drenge: "Bliv her med Æselet, medens
jeg og Drengen vandrer derhen for at tilbede; så kommer vi
tilbage til eder."
6 Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde, det på sin Søn
Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen.
7 Da sagde Isak til sin Fader Abraham: "Fader!" Han svarede:
"Ja, min Søn!" Da sagde han: "Her er Ilden og Brændet, men hvor
er Dyret til Brændofferet?"
8 Abraham svarede: "Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet,
min Søn!" Og så gik de to sammen.
9 Da de nåede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et
Alter og lagde Brændet til Rette; så bandt han sin Søn Isak og
lagde ham på Alteret oven på Brændet.
10 Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn.
11 Da råbte HERRENs Engel til ham fra Himmelen: "Abraham, Abraham!"
Han svarede: "Se, her er jeg!"
12 Da sagde Engelen: "Ræk ikke din Hånd ud mod Drengen og gør ham
ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer
din Søn, din eneste, for mig!"
13 Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder,
hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik
hen og tog Væderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted.
14 Derfor kaldte Abraham dette Sted: HERREN udser sig, eller, som
man nu til dags siger: Bjerget, hvor HERREN viser sig.
15 Men HERRENs Engel råbte atter til Abraham fra Himmelen:
16 "Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra HERREN: Fordi du har
gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste, for mig,
17 så vil jeg velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt som Himmelens
Stjerner og Sandet ved Havets Bred; og dit Afkom skal tage sine
Fjenders Porte i Besiddelse;
18 og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes, fordi du adlød
mig!"
19 Derpå vendte Abraham tilbage til sine Drenge, og de brød op og
tog sammen til Be'ersjeba. Og Abraham blev i Be'ersjeba.
20 Efter disse Begivenheder meldte man Abraham: "Også Milka har
født din Broder Nakor Sønner:
21 Uz, hans førstefødte, dennes Broder Buz, Kemuel, Arams Fader,
22 Kesed, Hazo, Pildasj, Jidlaf og Betuel;
23 Betuel avlede Rebekka; disse otte har Milka født Abrahams Broder
Nakor,
24 og desuden har hans Medhustru Re'uma født Teba, Gaham, Tahasj og
Ma'aka."
Kapitel 23
1 Sara levede 127 År, så mange var Saras Leveår.
2 Sara døde i Kirjat Arba, det er Hebron, i Kana'ans Land. Så gik
Abraham hen og holdt Klage over Sara og begræd hende.
3 Og da han havde rejst sig fra sin døde, talte han således til
Hetiterne:
4 "Jeg er Gæst og fremmed hos eder; men giv mig et Gravsted hos
eder, så jeg kan jorde min døde og bringe hende bort fra mit
Ansigt!"
5 Da svarede Hetiterne Abraham:
6 "Hør os, Herre! En Guds Fyrste er du jo iblandt os; jord du din
døde i en af vore bedste Grave! Ikke en af os vil nægte dig sin
Grav og hindre dig i at jorde din døde."
7 Men Abraham stod op og bøjede sig for Hetiterne, Folkene der på
Stedet,
8 og sagde til dem: "Hvis I samtykker i, at jeg jorder min døde og
bringer hende bort fra mit Ansigt, så føj mig i at lægge et godt
Ord ind for mig hos Efron, Zohars Søn,
9 så han giver mig sin Klippehule i Makpela ved Udkanten af sin
Mark; for fuld Betaling skal han i eders Nærværelse give mig den
til Gravsted!"
10 Men Efron sad blandt Hetiterne; og Hetiten Efron svarede Abraham
i Hetiternes Påhør, så mange som gik ind gennem hans Bys Port:
11 "Gid min Herre vilde høre mig! Marken giver jeg dig, og Hulen
derpå giver jeg dig; i mit Folks Nærværelse giver jeg dig den;
jord du kun din døde!"
12 Da bøjede Abraham sig for Folkene der på Stedet
13 og sagde til Efron i deres Påhør: "Om du blot - gid du dog vilde
høre mig! Jeg giver dig, hvad Marken er værd; modtag det dog af
mig, så jeg kan jorde min døde der."
14 Da sagde Efron til Abraham:
15 "Gid min Herre vilde høre mig! Et Stykke Land til 400 Sekel
Sølv, hvad har det at sige mellem mig og dig? Jord du kun din
døde!"
16 Og Abraham forstod Efron og tilvejede ham den Sum, han havde
nævnet i Hetiternes Påhør, 400 Sekel Sølv i gangbar Mønt.
17 Således gik Efrons Mark i Makpela over for Mamre i hele sin
Udstrækning tillige med Klippehulen og alle Træerne på Marken
18 over i Abrahams Eje i Hetiternes Næværelse, så mange som gik ind
gennem hans Bys Port.
19 Derefter jordede Abraham sin Hustru Sara i Klippehulen på
Makpelas Mark over for Mamre, det er Hebron, i Kana'ans Land.
20 Og Marken med Klippehulen derpå gik fra Hetiterne over til
Abraham som Gravsted.
Kapitel 24
1 Abraham var blevet gammel og til Års, og HERREN havde velsignet
ham i alle Måder.
2 Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for
hele hans Ejendom: "Læg din Hånd under min Lænd,
3 så jeg kan tage dig i Ed ved HERREN, Himmelens og Jordens Gud,
at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre,
blandt hvem jeg bor,
4 men drage til mit Land og min Hjemstavn og tage min Søn Isak en
Hustru derfra!"
5 Da sagde Trællen: "Men hvis nu Pigen ikke vil følge mig her til
Landet, skal jeg så bringe din Søn tilbage til det Land, du
vandrede ud fra?"
6 Abraham svarede: "Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage
dertil!
7 HERREN, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og
min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han
vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran
dig, så du kan tage min Søn en Hustru derfra;
8 men hvis Pigen ikke vil følge dig, så er du løst fra Eden til
mig; men i intet Tilfælde må du bringe min Søn tilbage dertil!"
9 Da lagde Trællen sin Hånd under sin Herre Abrahams Lænd og svor
ham Eden.
10 Derpå tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Hånde
kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig på Vej til Nakors By i
Aram-Naharajim.
11 Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid,
ved den Tid Kvinderne går ud for at hente Vand;
12 og han bad således: "HERRE, du min Herre Abrahams Gud, lad det
lykkes for mig i Dag og vis Miskundhed mod min Herre Abraham!
13 Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre går
ud for at hente Vand;
14 og siger jeg nu til en Pige: Hæld din Krukke og giv mig at
drikke! og siger så hun: Drik kun, og jeg vil også give dine
Kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din
Tjener Isak; således vil jeg kunne kende, at du har vist
Miskundhed mod min Herre!"
15 Knap var han færdig med at bede, se, da kom Rebekka, en Datter
af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru
Milka, gående med Krukken på Skulderen,
16 en såre smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand.
Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen.
17 Da ilede Trællen hen til hende og sagde: "Giv mig lidt Vand at
drikke af din Krukke!"
18 Hun svarede: "Drik, Herre!" og løftede straks Krukken ned på sin
Hånd og lod ham drikke;
19 og da hun havde slukket hans Tørst, sagde hun: "Jeg vil også øse
Vand til dine Kameler, til de har slukket deres Tørst."
20 Så skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage
til Brønden for at øse, og således øste hun til alle hans
Kameler.
21 Imidlertid stod Manden og så tavs på hende for at få at vide, om
HERREN havde ladet hans Rejse lykkes eller ej;
22 og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering,
der vejede en halv Sekel, og to Armbånd, der vejede ti
Guldsekel, og satte dem på hendes Arme;
23 og han sagde til hende: "Sig mig, hvis Datter du er! Er der
Plads til os i din Faders Hus for Natten?"
24 Hun svarede: "Jeg er Datter af Betuel, som Milka fødte Nakor;"
25 og videre sagde hun: "Der er rigeligt både af Strå og Foder hos
os og Plads til at overnatte "
26 Da bøjede Manden sig og tilbad HERREN,
27 idet han sagde: "Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud, som
ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed!
HERREN har ført mig på Vejen til min Herres Broders Hus."
28 Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders
Hus.
29 Men Rebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til
Manden ved Kilden;
30 og da han så Næseringen og Armbåndene på sin Søsters Arme og
hørte sin Søster Rebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til
hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved
Kilden;
31 og han sagde: "Kom, du HERRENs
velsignede, hvorfor står du
herude? Jeg har ryddet op i Huset og gjort Plads til Kamelerne."
32 Så kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og
Laban bragte Strå og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for
Manden og hans Ledsagere.
33 Men da der blev sat Mad for ham, sagde han: "Jeg vil intet nyde,
før jeg har røgtet mit Ærinde!" De svarede: "Sig frem!"
34 Så sagde han: "Jeg er Abrahams Træl.
35 HERREN har velsignet min Herre i rigt Mål, så han er blevet en
velstående Mand, og givet ham Småkvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld,
Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler
36 og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom,
og ham har han givet alt, hvad han ejer.
37 Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du må ikke tage min
Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor;
38 Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min
Søn en Hustru derfra!
39 Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge
med mig?
40 svarede han: HERREN, for hvis Åsyn jeg har vandret, vil sende
sin Engel med dig og lade din Rejse lykkes, så du kan tage min
Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus;
41 i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min
Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til
mig!
42 Da jeg nu i Dag kom til Kilden, bad jeg således: HERRE, du min
Herre Abrahams Gud! Vilde du dog lade den Rejse lykkes, som jeg
nu har for!
43 Se, jeg stiller mig her ved Kilden, og siger jeg nu til den
Pige, der kommer for at øse Vand: Giv mig lidt Vand at drikke af
din Krukke!
4 og svarer så hun: Drik selv, og jeg vil også øse Vand til dine
Kameler! lad hende da være den Kvinde, HERREN har udset til min
Herres Søn!
45 Og knap var jeg færdig med at tale således ved mig selv, se, da
kom Rebekka med sin Krukke på Skulderen og steg ned til Kilden
og øste Vand, og da jeg sagde til hende: Giv mig noget at
drikke!
46 løftede hun straks sin Krukke ned og sagde: Drik kun, og jeg vil
også give dine Kameler at drikke! Så drak jeg, og hun gav også
Kamelerne at drikke.
47 Da spurgte jeg hende: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er
Datter af Betuel, Nakors og Milkas Søn! Så satte jeg Ringen i
hendes Næse og Armbåndene på hendes Arme;
48 og jeg bøjede mig og tilbad HERREN, og jeg lovede HERREN, min
Herre Abrahams Gud, som havde ført mig den rigtige Vej, så jeg:
kunde tage min Herres Broderdatter til hans Søn!
49 Hvis I nu vil vise min Herre Godhed og Troskab, så sig mig det,
og hvis ikke, så sig mig det, for at jeg kan have noget at rette
mig efter!"
50 Da sagde Laban og Betuel: "Denne Sag kommer fra HERREN, vi kan
hverken gøre fra eller til!
51 Der står Rebekka foran dig, tag hende og drag bort, at hun kan:
blive din Herres Søns Hustru, således som HERREN har sagt!"
52 Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for
HERREN.
53 Derpå fremtog Trællen Sølv- og Guldsmykker og Klæder og gav
Rebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver.
54 Så spiste og drak han og hans Ledsagere og overnattede der. Da
de var stået op næste Morgen, sagde han: "Lad mig nu fare
til min Herre!"
55 Men Rebekkas Broder og Moder svarede: "Lad dog Pigen blive hos
os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller så, siden kan du drage
bort"
56 Da sagde han til dem: "Ophold mig ikke, nu HERREN har ladet min
Rejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!"
57 De svarede; "Lad os kalde på Pigen og spørge hende selv!"
58 Og de kaldte på Rebekka og; spurgte hende: "Vil du drage med
denne Mand?" Hun svarede: "Ja, jeg vil!"
59 Da tog de Afsked med deres Søster Rebekka og hendes Amme og med
Abrahams Træl og hans Ledsagere;
60 og de velsignede Rebekka og sagde: "Måtte du, vor Søster, blive
til ti Tusi
nd Tusinder, og måtte dit Afkom indtage dine Fjenders
Porte!"
61 Så brød Rebekka og hendes Piger op, og de satte sig på Kamelerne
og fulgte med Manden; og Trællen tog Rebekka og drog bort.
62 Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'er-lahaj-ro'i, og
han boede i Sydlandet.
63 Da han engang ved Aftenstid var gået ud på Marken for at bede,
så han op og fik Øje på nogle Kameler, der nærmede sig.
64 Men da Rebekka så op og fik Øje på Isak, lod hun sig glide ned
af Kamelen
65 og spurgte Trællen: "Hvem er den Mand der, som kommer os i Møde
på Marken?" Trællen svarede: "Det er min Herre!" Da tog hun sit
Slør og tilhyllede sig.
66 Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet.
67 Da førte Isak Rebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende
til Hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet
efter sin Moder.
Kapitel 25
1 Abraham tog sig en Hustru, som hed Ketura;
2 og hun fødte ham Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og
Sjua.
3 Joksjan avlede Saba og Dedan. Dedans Sønner var Assjuriterne,
Letusjiterne og Le'ummiterne.
4 Midjans Sønner var Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda'a. Alle disse
var Keturas Sønner.
5 Abraham gav Isak alt, hvad han ejede;
6 men de Sønner, Abraham havde med sine Medhustruer, skænkede han
Gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin Søn
Isak, østpå til Østlandet.
7 De År, Abraham levede, udgjorde 175;
8 så udåndede han. Og Abraham døde i en god Alderdom, gammel og
mæt af Dage, og samledes til sin Slægt.
9 Og hans Sønner Isak og Ismael jordede ham i Makpelas Klippehule
på Hetiten Efrons Zohars Søns, Mark over for Mamre,
10 den Mark, Abraham havde købt af Hetiterne; der jordedes Abraham
og hans Hustru Sara.
11 Og da Abraham var død, velsignede Gud hans Søn Isak. Isak boede
ved Be'er-lahaj-ro'i.
12 Dette er Abrahams Søn Ismaels Slægtebog, hvem Saras Trælkvinde,
Ægypterinden Hagar, fødte ham.
13 Følgende er Navnene på Ismaels Sønner efter deres Navne og
Slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el, Mibsam,
14 Misjma, Duma, Massa,
15 Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Hedma.
16 Det var Ismaels Sønner, og det var deres Navne i deres
Indhegninger og Teltlejre, tolv Høvdinger med deres Stammer.
17 Ismaels Leveår udgjorde 137; så udåndede han; han døde og
samledes til sin Slægt.
18 De havde deres Boliger fra Havila til Sjur over for Ægypten hen
ad Assjur til. Lige for Øjnene af alle sine Brødre slog han sig
ned.
19 Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak.
20 Isak var fyrretyve År gammel, da han tog Rebekka, en Datter af
Aramæeren Betuel fra Paddan-Aram og Søster til Aramæeren Laban,
til Hustru.
21 Men Isak bad til HERREN for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar;
og HERREN bønhørte ham, og Rebekka, hans Hustru, blev
frugtsommelig.
22 Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: "Står det
således til, hvorfor lever jeg da?" Og hun gik hen for at
adspørge HERREN.
23 Da svarede HERREN hende: "To Folkeslag er i dit Liv, to Folk
skal gå ud af dit Skød! Det ene skal kue det andet, den ældste
tjene den yngste!"
24 Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes
Liv.
25 Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele
Kroppen; og de kaldte ham Esau.
26 Derefter kom hans Broder frem med Hånden om Esaus Hæl; derfor
kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve År gammel, da de
fødtes.
27 Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes
i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede
i Telt.
28 Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men Rebekka
holdt mest af Jakob.
29 Jakob havde engang kogt en Ret Mad, da Esau udmattet kom hjem
fra Marken.
30 Da sagde Esau til Jakob: "Lad mig få noget af det røde, det røde
der, thi jeg er ved at dø af Sult!" Derfor kaldte de ham Edom.
31 Men Jakob sagde: "Du må først sælge mig din Førstefødselsret!"
32 Esau svarede: "Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg
mig om min Førstefødselsret!"
33 Men Jakob sagde: "Du må først sværge mig det til!" Da svor Esau
på det og solgte sin Førstefødselsret til Jakob.
34 Så gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og
drukket, stod han op og gik sin Vej. Således lod Esau hånt om
sin Førstefødselsret.
Kapitel 26
1 Da der opstod Hungersnød i Landet - en anden end den forrige på
Abrahams Tid - begav Isak sig til Filisterkongen Abimelek i
Gerar.
2 Og HERREN åbenbarede sig for ham og sagde: "Drag ikke ned til
Ægypten, men bliv i det Land, jeg siger dig;
3 bo som fremmed i det Land, så vil jeg være med dig og velsigne
dig; thi dig og dit Afkom vil jeg give alle disse Lande og
stadfæste den Ed, jeg tilsvor din Fader Abraham;
4 og jeg vil gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og give
dit Afkom alle disse Lande, og i din Sæd skal alle Jordens Folk
velsignes,
5 fordi Abraham adlød mine Ord og holdt sig mine Forskrifter
efterrettelig, mine Bud, Anordninger og Love."
6 Så blev Isak boende i Gerar.
7 Da nu Mændene der på Stedet forhørte sig om hans Hustru, sagde
han: "Det er min Søster!" Thi han turde ikke sige, at hun var
hans Hustru, af Frygt for at Mændene der på Stedet skulde slå
ham ihjel for Rebekkas Skyld; thi hun var meget smuk.
8 Men da han havde boet der en Tid lang, hændte det, at
Filisterkongen Abimelek lænede sig ud af Vinduet og så Isak
kærtegne sin Hustru Rebekka.
9 Så lod Abimelek Isak kalde og sagde: "Hun er jo din Hustru; hvor
kunde du da sige, at hun er din Søster" Isak svarede: "Jo, jeg
tænkte: Jeg vil ikke udsætte mig for at miste Livet for hendes
Skyld."
10 Men Abimelek sagde: "Hvad er det dog, du har gjort imod os!
Hvor let kunde det ikke være sket, at en af Folket havde ligget
hos din Hustru, og så havde du bragt Skyld over os!"
11 Så bød Abimelek alt Folket: "Hver den, der rører denne Mand
eller hans Hustru, skal lide Døden."
12 Isak såede der i Landet og fik samme År 100 Fold; og HERREN
velsignede ham,
13 så han blev en mægtig Mand og stadig gik frem, indtil han blev
såre mægtig,
14 og han havde Småkvæg og Hornkvæg og Trælle i Mængde. Derover
blev Filisterne skinsyge på ham.
15 Alle de Brønde, hans Faders Trælle havde gravet i hans Fader
Abrahams Dage, kastede Filisterne til og fyldte dem med Jord;
16 og Abimelek sagde til Isak: "Drag bort fra os, thi du er blevet
os for stærk!"
17 Så drog Isak bort og slog Lejr i Gerars Dal og bosatte sig der.
18 Men Isak lod atter de Brønde udgrave, som hans Fader Abrahams
Trælle havde gravet, og som Filisterne havde tilkastet efter
Abrahams Død, og gav dem de samme Navne, som hans Fader havde
givet dem.
19 Da nu Isaks Trælle gravede i Dalen, stødte de på en Brønd med
rindende Vand;
20 men Gerars Hyrder yppede Kiv med Isaks og sagde: "Dette Vand
tilhører os!" Derfor kaldte han Brønden Esek, thi der stredes de
med ham.
21 Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de også
yppede Kiv om den, kaldte han den Sitna.
22 Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de ikke
yppede Kiv om den, kaldte han den Rehobot, idet han sagde: "Nu
har HERREN skaffet os Plads, så vi kan blive talrige i Landet"
23 Så drog han derfra til Be'ersjeba.
24 Samme Nat åbenbarede HERREN sig for ham og sagde: "Jeg er din
Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig, og jeg vil
velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt for min Tjener Abrahams,
Skyld!"
25 Da byggede Isak et Alter der og påkaldte HERRENs Navn; og der
opslog han sit Telt, og hans Trælle gravede der en Brønd.
26 Imidlertid kom Abimelek til ham fra Gerar med sin Ven Ahuzzat og
sin Hærfører Pikol.
27 Isak sagde til dem: "Hvorfor kommer I til mig, når I dog hader
mig og har jaget mig bort fra eder?"
28 Men de svarede: "Vi ser tydeligt, at HERREN er med dig, derfor
har vi tænkt: Lad der blive et Edsforbund mellem os og dig, og
lad os slutte en Pagt med dig,
29 at du ikke vil gøre os noget ondt, ligesom vi ikke har voldet
dig Men, men kun handlet vel imod dig og ladet dig fare i Fred;
du er og bliver jo HERRENs velsignede!"
30 Så gjorde
han et Gæstebud for dem, og de spiste og drak.
31 Næste Morgen svor de hinanden Eder, og derefter tog Isak Afsked
med dem, og de drog bort i Fred.
32 Samme Dag kom Isaks Trælle og bragte ham Melding om den Brønd,
de havde gravet, og sagde: "Vi har fundet Vand!"
33 Så kaldte han den Sjib'a; og derfor hedder Byen den Dag i Dag
Be'ersjeba.
34 Da Esau var fyrretyve År gammel, tog han Judit, en Datter af
Hetiten Be'eri, og Basemat, en Datter af Hetiten Elon, til Ægte.
35 Det var Isak og Rebekka en Hjertesorg.
Kapitel 27
|
| Jakob snyder sin blinde, døende far, Isak. I baggrunden er Esau på jagt (223 KB). |
1 Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, så han ikke kunde
se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham:
"Min Søn!" Han svarede: "Her er jeg!"
2 Da sagde han: "Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden
kommer
3 tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gå
ud på Marken og skyd mig et Stykke Vildt;
4 lav mig en lækker Ret Mad efter min Smag og bring mig den, at
jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!"
5 Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og
da Esau var gået ud på Marken for at skyde et Stykke Vildt til
sin Fader,
6 sagde hun til sin yngste Søn Jakob; "Se, jeg hørte din Fader
sige til din Broder Esau:
7 Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg
kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENs Åsyn før min
Død.
8 Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg pålægger dig:
9 Gå ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; så laver jeg af
dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag;
10 bring så den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan
velsigne dig før sin Død!"
11 Men Jakob sagde til sin Moder Rebekka: "Se, min Broder Esau er
håret, jeg derimod glat;
12 sæt nu, at min Fader føler på mig, så står jeg for ham som en
Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!"
13 Men hans Moder svarede: "Den Forbandelse tager jeg på mig, min
Søn, adlyd mig blot og gå hen og hent mig dem!"
14 Så gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun
tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag.
15 Derpå tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde
hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem på;
16 Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det
glatte på hans Hals,
17 og så gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde
tillavet.
18 Så bragte han det ind til sin Fader og sagde: "Fader!" Han
svarede: "Ja! Hvem er du, min Søn?"
19 Da svarede Jakob sin Fader: "Jeg er Esau, din førstefødte; jeg
har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt,
for at din Sjæl kan velsigne mig!"
20 Men Isak sagde til sin Søn: "Hvor har du så hurtigt kunnet finde
noget, min Søn?" Han svarede: "Jo, HERREN din Gud sendte mig det
i Møde!"
21 Men Isak sagde til Jakob: "Kom hen til mig, min Søn, så jeg kan
føle på dig, om du er min Søn Esau eller ej!"
22 Da trådte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt på ham
sagde Isak: "Røsten er Jakobs, men Hænderne Esaus!"
23 Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var hårede som hans
Broder Esaus. Så velsignede han ham.
24 Og han sagde: "Du er altså virkelig min Søn Esau?" Han svarede:
"Ja, jeg er!"
25 Da sagde han: "Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns
Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!" Så bragte han ham det,
og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.
26 Derpå sagde hans Fader Isak til ham: "Kom hen til mig og kys
mig, min Søn!"
27 Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af
hans Klæder. Så velsignede han ham og sagde: "Se, Duften af min
Søn er som Duften af en Mark, HERREN har velsignet!
28 Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i
Overflod!
29 Måtte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for
dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje
sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet,
hvo dig velsigner!"
30 Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var
gået fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra
Jagten;
31 også han lavede en lækker Ret Mad, bragte den til sin Fader og
sagde: "Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt,
for at din Sjæl kan velsigne mig!"
32 Så sagde hans Fader Isak:
"Hvem er du?" Og han svarede: "Jeg er
Esau, din førstefødte!"
33 Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: "Men hvem var da han.
der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg
spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han
velsignet!"
34 Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og
hjerteskærende Skrig og sagde: "Velsign dog også mig, Fader!"
35 Men han sagde: "Din Broder kom med Svig og tog din
Velsignelse!"
36 Da sagde han: "Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde
overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min
Førstefødselsret, og nu har han også taget min Velsignelse!" Og
han sagde: "Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?"
37 Men Isak svarede: "Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og
alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Korn og
Most, har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min
Søn?"
38 Da sagde Esau til sin Fader: "Har du kun den ene Velsignelse.
Fader? Velsign også mig, Fader!" Og Esau opløftede sin Røst og
græd.
39 Så tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: "Se, fjern fra
Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde
ovenfra;
40 af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men når
du samler din Kraft, skal du sprænge hans Åg af din Hals!"
41 Men Esau pønsede på ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans
Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: "Der er ikke
længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, så vil jeg slå
min Broder Jakob ihjel!"
42 Da nu Rebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun
Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: "Din Broder
Esau vil hævne sig på dig og slå dig ihjel;
43 adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan
44 og bliv så hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,
45 til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad
du har gjort ham; så skal jeg sende Bud og hente dig hjem.
Hvorfor skal jeg miste eder begge på een Dag!"
Kapitel 28
46 Men Rebekka sagde til Isak: "Jeg er led ved Livet for Hets
Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig sådan en hetitisk Kvinde, en
af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!"
1 Da kaldte Isak Jakob til sig og velsignede ham, idet han bød
ham: "Du må ikke tage dig en Hustru blandt Kana'ans Døtre.
2 Drag til Paddan-Aram, til din Morfader Betuels Hus, og tag dig
der en af din Morbroder Labans Døtre til Hustru!
3 Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og give dig
et talrigt Afkom, så du bliver til Stammer i Hobetal.
4 Han give dig og dit Afkom med dig Abrahams Velsignelse, så du
får din Udlændigheds Land i Eje, det, Gud skænkede Abraham!"
5 Så lod Isak Jakob fare, og han drog til Paddan-Aram, til
Aramæeren Laban, Betuels Søn, som var Broder til Rebekka, Jakobs
og Esaus Moder.
6 Men Esau fik at vide, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham
til Paddan-Aram for at tage sig en Hustru der, og at han, da han
velsignede ham, havde pålagt ham ikke at tage sig en Hustru
blandt Kana'ans Døtre,
7 og at Jakob havde adlydt sin Fader og Moder og var draget til
Paddan-Aram.
8 Da skønnede Esau, at Kana'ans Døtre vakte hans Fader Isaks
Mishag,
9 og han gik til Ismael og tog Mahalat, en Datter af Abrahams Søn
Ismael og Søster til Nebajot, til Hustru ved Siden af sine andre
Hustruer.
10 Så drog Jakob bort fra Be'ersjeba og vandrede ad Karan til.
11 På sin Vandring kom han til det hellige Sted og overnattede der,
da Solen var gået ned; og han tog en af Stenene på Stedet og
brugte den som Hovedgærde og lagde sig til Hvile der.
12 Da drømte han, og se, på Jorden stod en Stige, hvis Top nåede
til Himmelen, og se, Guds Engle steg op og ned ad den;
13 og HERREN stod foran ham og sagde: "Jeg er HERREN, din Fader
Abrahams og Isaks Gud! Det Land, du hviler på, giver jeg dig og
dit Afkom;
14 dit Afkom skal blive som Jordens Støv, og du skal brede dig mod
Vest og Øst, mod Nord og Syd; og i dig og i din Sæd skal alle
Jordens Slægter velsignes;
15 se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går og
føre dig tilbage til dette Land; thi jeg vil ikke forlade dig,
men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!"
16 Da Jakob vågnede af sin Søvn, sagde han: "Sandelig, HERREN er på
dette Sted, og jeg vidste det ikke!"
17 Og han blev angst og sagde: "Hvor forfærdeligt er dog dette
Sted! Visselig, her er Guds Hus, her er Himmelens Port!"
18 Tidligt næste Morgen tog Jakob den Sten, han havde brugt som
Hovedgærde, rejste den som en Stenstøtte og gød Olie over den.
19 Og han kaldte dette Sted Betel; før hed Byen Luz.
20 Derpå gjorde Jakob følgende Løfte: "Hvis Gud er med mig og
vogter mig på den Vej, jeg skal vandre, og giver mig Brød at
spise og Klæder at iføre mig,
21 og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min Faders Hus, så skal
HERREN være min Gud,
22 og denne Sten, som jeg har rejst som en Støtte, skal være Guds
Hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig Tiende!"
Kapitel 29
1 Derpå fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns
Land.
2 Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg,
der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og
over Hullet lå der en stor Sten,
3 som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for
siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen.
4 Jakob spurgte dem: "Hvor er I fra, Brødre?" De svarede: "Fra
Karan!"
5 Da spurgte han dem: "Kender I Laban, Nakors Søn?" De svarede:
"Ja, ham kender vi godt."
6 Han spurgte da: "Går det ham vel? De svarede: "Ja, det går ham
vel; se, hans Datter Rakel kommer netop med Hjorden derhenne!"
7 Da sagde han: "Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at
drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud på Græsgangene!"
8 Men de svarede: "Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede;
først når de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande
Dyrene."
9 Medens han således stod og talte med dem, var Rakel kommet
derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede;
10 og så snart Jakob så sin Morbroder Labans Datter Rakel og hans
Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede
sin Morbroder Labans Hjord.
11 Så kyssede han Rakel og brast i Gråd;
12 og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn
af Rebekka. Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte
ham det"
13 og så snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i
Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus.
Så fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket;
14 og Laban sagde: "Ja, du er mit Kød og Blod!" Han blev nu hos ham
en Månedstid.
15 Så sagde Laban til Jakob: "Skulde du tjene mig for intet fordi
du er min Frænde? Sig mig, hvad du vil have i Løn!"
16 Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste Rakel;
17 Leas Øjne var matte, men Rakel havde en dejlig Skikkelse og så
dejlig ud,
18 og Jakob elskede Rakel; derfor sagde han: "Jeg vil tjene dig syv
År for din yngste Datter Rakel."
19 Laban svarede: "Jeg giver hende hellere til dig end til en
fremmed; bliv kun hos mig!"
20 Så tjente Jakob syv År for Rakel; og de syntes ham kun nogle få
Dage, fordi han elskede hende.
21 Derefter sagde Jakob til Laban: "Giv mig min Hustru, nu min
Tjenestetid er ude, at jeg kan gå ind til hende!"
22 Så indbød Laban alle Mændene på Stedet til Gæstebud.
23 Men da Aftenen kom, tog han sin Datter Lea og bragte hende til
ham, og han gik ind til hende.
24 Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde.
25 Da det nu om Morgenen viste sig at være Lea, sagde Jakob til
Laban: "Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for
Rakel, jeg har tjent hos dig? Hvorfor har du bedraget mig?"
26 Laban svarede: "Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give
den yngste bort før den ældste;
27 men lad nu Bryllupsugen gå til Ende, så vil jeg også give dig
hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv År til."
28 Det gik Jakob ind på, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban
ham sin Datter Rakel til Hustru.
29 Og Laban gav sin Datter Rakel sin Trælkvinde Bilha til
Trælkvinde.
30 Så gik Jakob også ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end
Lea. Derpå blev han i Labans Tjeneste syv År til.
31 Da HERREN så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes
Moderliv, medens Rakel var ufrugtbar.
32 Så blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet
Ruben; thi hun sagde: "HERREN har set til min Ulykke; nu vil min
Mand elske mig!"
33 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde:
"HERREN hørte, at jeg var tilsidesat, så gav han mig også ham!"
Derfor gav hun ham Navnet Simeon.
34 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde:
"Nu må da endelig min Mand holde sig til mig, da jeg har fø
dt
ham tre Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Levi.
35 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun
sagde: "Nu vil jeg prise HERREN!" Derfor gav hun ham Navnet Juda.
Så fik hun ikke flere Børn.
Kapitel 30
1 Da Rakel så, at hun ikke fødte Jakob noget Barn, blev hun
skinsyg på sin Søster og sagde til Jakob: "Skaf mig Børn, ellers
dør jeg!"
2 Men Jakob blev vred på Rakel og sagde: "Er jeg i Guds Sted?
Det er jo ham, der har nægtet dig Livsfrugt!"
3 Så sagde hun: "Der er min Trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så
hun kan føde på mine Knæ og jeg få Sønner ved hende!"
4 Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jakob gik ind
til hende.
5 Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en Søn,
6 og Rakel sagde: "Gud har hjulpet mig til min Ret, han har hørt
min Røst og givet mig en Søn." Derfor gav hun ham Navnet Dan.
7 Siden blev Rakels Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte
Jakob en anden Søn;
8 og Rakel sagde: "Gudskampe har jeg kæmpet med min Søster og
sejret." Derfor gav hun ham Navnet Naftali.
9 Men da Lea så, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin
Trælkvinde Zilpa og gav Jakob hende til Hustru;
10 og da Leas Trælkvinde Zilpa fødte Jakob en Søn,
11 sagde Lea: "Hvilken Lykke!" Derfor gav hun ham Navnet Gad.
12 Siden fødte Leas Trælkvinde Zilpa Jakob en anden Søn;
13 og Lea sagde: "Held mig! Kvinderne vil prise mit Held!" Derfor
gav hun ham Navnet Aser.
14 Men da Ruben engang i Hvedehøstens Tid gik på Marken, fandt han
nogle Kærlighedsæbler og bragte dem til sin Moder Lea. Da sagde
Rakel til Lea: "Giv mig nogle af din Søns Kærlighedsæbler!"
15 Lea svarede: "Er det ikke nok, at du har taget min Mand fra mig?
Vil du nu også tage min Søns Kærlighedsæbler?" Men Rakel sagde:
"Til Gengæld for din Søns Kærlighedsæbler må han ligge hos dig i
Nat!"
16 Da så Jakob kom fra Marken om Aftenen, gik Lea ham i Møde og
sagde: "Kom ind til mig i Nat, thi jeg har købt dig for min Søns
Kærlighedsæbler!" Og han lå hos hende den Nat.
17 Så bønhørte Gud Lea, og hun blev frugtsommelig og fødte Jakob en
femte Søn;
18 og Lea sagde: "Gud har lønnet mig, fordi jeg gav min Mand min
Trælkvinde." Derfor gav hun ham Navnet Issakar.
19 Siden blev Lea frugtsommelig igen og fødte Jakob en sjette Søn;
20 og Lea sagde: "Gud har givet mig en god Gave, nu vil min Mand
blive hos mig, fordi jeg har født ham seks Sønner." Derfor gav
hun ham Navnet Zebulon.
21 Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Dina.
22 Så kom Gud Rakel i Hu, og Gud bønhørte hende og åbnede hendes
Moderliv,
23 så hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: "Gud
har borttaget min Skændsel."
24 Derfor gav hun ham Navnet Josef; thi hun sagde: "HERREN give mig
endnu en Søn!"
25 Da Rakel havde født Josef, sagde Jakob til Laban: "Lad mig fare,
at jeg kan drage til min Hjemstavn og mit Land;
26 giv mig mine Hustruer og mine Børn som jeg har tjent dig for, og
lad mig drage bort; du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent
dig!"
27 Men Laban svarede: "Måtte jeg have fundet Nåde for dine Øjne!
Jeg har udfundet, at HERREN har velsignet mig for din Skyld."
28 Og han sagde: "Bestem, hvad du vil have i Løn af mig, så vil jeg
give dig den!"
29 Så sagde Jakob: "Du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig, og
hvad din Ejendom er blevet til under mine Hænder;
30 thi før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du Overflod;
HERREN har velsignet dig, hvor som helst jeg satte min Fod. Men
når kan jeg komme til at gøre noget for mit eget Hus?"
31 Laban svarede: "Hvad skal jeg da give dig?" Da sagde Jakob: "Du
skal ikke give mig noget; men hvis du går ind på, hvad jeg nu
foreslår dig, vedbliver jeg at være Hyrde for dine Hjorde og
vogte dem.
32 Jeg vil i Dag gå hele din Hjord igennem og udskille alle
spættede og blakkede Dyr alle de sorte Får og de blakkede eller
spættede Geder skal være min Løn;
33 i Morgen den Dag skal min Retfærdighed vidne for mig: Når du
kommer og syner den Hjord, der skal være min Løn, da er alle de
Ged
er, som ikke er spættede eller blakkede, og de Får, som ikke
er sorte, stjålet af mig."
34 Laban svarede: "Vel, lad det blive, som du siger!"
35 Så udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de
spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og
alle de sorte Får og overgav dem til sine Sønner,
36 og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob
vogtede Resten af Labans Hjord.
37 Men Jakob tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og
Plataner og afskrællede Barken således, at der kom hvide Striber
på Grenene; 38 og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene
foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de
parrede sig, når de kom for at drikke;
39 Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte så stribet, spættet og
blakket Afkom.
40 Og Lammene udskilte Jakob. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod
de stribede og alle de sorte Dyr i Labans Hjord. På den Måde fik
han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans.
41 Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jakob Grenene
op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran
Grenene;
42 men når det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; således
kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob.
43 På den Måde blev Manden overmåde rig og fik Småkvæg i Mængde,
Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler.
Kapitel 31
1 Men Jakob hørte Labans Sønner sige: "Jakob har taget al vor
Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand."
2 Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham
som tidligere.
3 Da sagde HERREN til Jakob: "Vend tilbage til dine Fædres Land og
din Hjemstavn, så vil jeg være med dig!"
4 Så sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud på Marken til
sin Hjord;
5 og han sagde til dem: "Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han
ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har
været med mig;
6 og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft,
7 medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti
Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade;
8 sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele
Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være
min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom.
9 Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem.
10 Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene,
der sprang, var stribede, spættede og brogede
11 og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se,
her er jeg!
12 Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der
springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt,
hvad Laban har gjort imod dig.
13 Jeg er den Gud, som åbenbarede sig for dig i Betel, der, hvor
du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og
forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!"
14 Så svarede Rakel og Lea ham: "Har vi vel mere Lod og Del i vor
Faders Hus?
15 Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os
og selv brugte de Penge, han fik for os?
16 Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore
Børn - gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!"
17 Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne
18 og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet
sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for
at drage til sin Fader Isak i Kana'ans Land.
19 Medens Laban var borte og klip