Herodes den Store var en romersk lydkonge, så vi kan gå ud fra, at barnemordet aldrig er sket. Guds udvalgte folk var kommet under romersk lov, så der herskede en vis retssikkerhed. Desuden er der ingen historikere, der kender til denne begivenhed, selvom Herodes er den person i oldtiden, vi ved mest om. Ja, faktisk døde Herodes den Store 4 år før Kristi fødsel, så hvis han har stået bag barnemordet, er det et af Bibelens største mirakler.
|
|
| Gustave Doré: Barnemordet i Betlehem. |
Dette forhindrer dog ikke Matthæus i at komme sin historie, og oven i købet påstå, at den opfylder en profeti:
Matthæus 2,16 Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.
Matthæus 2,17 Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
Matthæus 2,18 I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere.
Her er Matthæus så flink at fortælle os, at det er Jeremias, han citerer. Lad os tage et stort citat af det relevante sted i Jeremias:
Jeremias 31,15 Dette siger Herren: I Rama høres klageråb, bitter gråd; Rakel græder over sine børn, hun lader sig ikke trøste over sine børn, for de er borte.
Jeremias 31,16 Dette siger Herren: Græd ikke mere, stands dine tårer! For du får løn for din møje, siger Herren; de skal vende tilbage fra fjendens land.
Jeremias 31,17 Der er håb for dine efterkommere, siger Herren. Dine børn skal vende tilbage til deres land.
Hvem var Rakel? Hun var en af Jakobs koner, og mor til Josef og Benjamin. Jakob hed også Israel, så Rakel var bogstaveligt talt mor til Israels børn. Hun har dog aldrig grædt over sine tabte børn, eftersom hun døde under fødslen af sit andet barn, Benjamin (1 Mosebog 35,18). 1 Mosebog 35,18: Lige før Rakel udåndede - for det kostede hende livet - gav hun ham navnet Ben-Oni; men hans far kaldte ham Benjamin.
Jeremias var vidne til, at jøderne blev ført i fangenskab i Babylon. I sin jeremiade drager han en parallel mellem fangenskabet i Babylon og fangenskabet i Egypten. Når Rakel græder, kan det både være over hendes egne og Israels (dvs. Jakobs) børn, Josef og Benjamin, der føres til Egypten, og det kan være Israels børn (dvs. det jødiske folk), der føres til Babylon.
De "forsvundne børn" er altså ikke spædbørn, men Israels befolkning. Desuden er de ikke døde, de er i fangenskab, og Gud lover (vers 16 og 17), at "børnene" vil vende tilbage til deres land.
Det er mere end svært at se sammenhængen til barnemordet i Betlehem. Desuden er det ekstremt usandsynligt, at Barnemordet i Betlehem nogensinde har fundet sted.
Konklusion: Profetien om barnemordet lider af fire svagheder. For det første er det ikke nogen profeti, for det andet er der ikke tale om børn, for det tredje er der ikke tale om noget mord, og for det fjerde har den begivenhed, der skulle opfylde profetien, aldrig fundet sted.
