Paulus' Rejser

Paulus ser lyset
Gustave Doré. Paulus bliver kaldet af Jesus på vejen til Damaskus.
Lukas Evangelisten Lukas ("Den med tyren").

Paulus optræder både som forfatter af et antal epistler og som aktør i Apostlenes Gerninger, og som altid, når den ufejlbarlige Bibel beskriver noget to gange, opstår der et utal af selvmodsigelser.

Ifølge Lukas (forfatteren af Apostlenes Gerninger) var den onde Saulus til stede i Jerusalem, da Stefanus blev stenet til døde. Senere blev Saulus omvendt til kristendommen og tog navnet Paulus. Han besøgte byen 5 eller 6 gange efter sin omvendelse (9,26-30; 11,30; 12,25; 15,1-30; 18,22; 21,1-23,10).

Apostlenes Gerninger 9,26: Da han var kommet til Jerusalem, forsøgte han at slutte sig til disciplene, men alle var bange for ham, da de ikke kunne tro, at han var en discipel.
Apostlenes Gerninger 11,30: Det gjorde de så, og de sendte Barnabas og Saulus til de ældste med gaven.
Apostlenes Gerninger 15,1: Da de kom til Jerusalem, blev de modtaget af menigheden og apostlene og de ældste og fortalte om alt, hvad Gud havde gjort mod dem.
Apostlenes Gerninger 18,22: og kom til Cæsarea, og da han havde været oppe at hilse på menigheden i Jerusalem, tog han til Antiokia.
Apostlenes Gerninger 21,17: Da vi kom til Jerusalem, tog brødrene glade imod os.

Antallet af Jerusalem-besøg afhænger af, hvilken oversættelse og hvilken originaltekst man vælger. I gamle dage stod der i Apostlenes Gerninger 12,25, »at Barnabas og Saulus kom tilbage fra Jerusalem, efterat de havde fuldført deres Ærinde«, hvilket rent logisk betød, at de afsluttede det besøg, der startede i forrige kapitel. I den Alexandrinske Tekst, som Bibelselskabet bedyrer, at oversættelsen fra 1992 bygger på, er ordet "fra" (græsk ex) rettet til "til" (græsk: eis). Hvis man bruger en pålidelig Bibeloversættelse, som f.eks. the New Revised Standard Version, står der: »after completing their mission Barnabas and Saul returned to Jerusalem«. Det vil sige, at der er tale om endnu et besøg.

Ifølge Paulus selv var han kun i Jerusalem to gange, og han havde planlagt et tredje besøg (Romerne 15,25), som formentlig var der, hvor han blev arresteret og ført til Rom.

Romerne 15,25: Men nu rejser jeg til Jerusalem med hjælp til de hellige.

Paulus' første rejse til Jerusalem

Paulus i kurv
Apostlenes Gerninger 9.25: Paulus' disciple hjælper ham med at flygte i en kurv.

Ifølge Lukas blev den onde Saulus omvendt til den gode Paulus på vej til Damaskus. Bagefter flygtede han fra Damaskus til Jerusalem:

Apost. G. 9,25 Men en nat tog hans disciple og firede ham ned i en kurv og fik ham således gennem bymuren.
Apost. G. 9,26 Da han var kommet til Jerusalem, forsøgte han at slutte sig til disciplene, men alle var bange for ham, da de ikke kunne tro, at han var en discipel.
Apost. G. 9,27 Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til apostlene. Han forklarede dem, hvordan han på vejen havde set Herren, og at Herren havde talt til ham, og hvordan han i Damaskus frimodigt havde talt i Jesu navn.
Apost. G. 9,28 Og han havde sin gang hos dem i Jerusalem og talte frimodigt i Herrens navn.
Apost. G. 9,29 Han talte og diskuterede med hellenisterne; men de forsøgte at rydde ham af vejen.
Apost. G. 9,30 Da brødrene blev klar over det, fik de ham ned til Cæsarea og sendt videre til Tarsus.

Paulus flygter ud af byen i en kurv, og på et splitsekund — mellem vers 25 og 26 — er han beamet over til Jerusalem i bedste Star Trek stil. Zap! Hele rejsen til Jerusalem overstås mellem to vers. Paulus' flyvende kurv er endnu hurtigere end H. C. Andersen's flyvende kuffert.

Lad os så høre Paulus selv fortælle:

Galaterne 1,15 Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede
Galaterne 1,16 at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod,
Galaterne 1,17 og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.
Galaterne 1,18 Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas, og jeg blev hos ham i fjorten dage;
Galaterne 1,19 men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror.
[.. .. ..] [. . .]
Galaterne 1,22 Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa;
Galaterne 1,23 de havde bare hørt om, at han, der før forfulgte os, nu forkynder den tro, han tidligere ville udrydde,

Henrettelse ved stening
Stefanus bliver henrettet af jøderne.
Ifølge Lukas står Paulus ved siden af og passer på mordernes tøj.

Paulus' rejse tog altså lidt mere end et splitsekund. Han var først i Arabien, og »vendte siden tilbage til Damaskus« (han blev måske smuglet ind igen i en kurv?), før han tog til Jerusalem »efter tre års forløb«.

Her plejer kristne at påstå med store runde øjne, at der ikke er nogen selvmodsigelse. Der står jo ikke i Apostlenes Gerninger, at rejsen ikke tog tre år. Det er selvfølgelig rigtigt nok, men man undrer sig over, at en "guddommeligt inspireret" forfatter som Lukas ikke har kunnet tilføje ordene »tre år efter« eller bare »senere«. Især fordi teksten nu skaber et problem for en anden guddommeligt inspireret tekst.

En typisk kristen undskyldning, hver gang der mangler vigtige oplysninger i Bibelen, er, at papir var rasende dyrt i gamle dage. Der er simpelthen ikke sket noget i de tre første år, efter at Saulus har skiftet personlighed, religion, karriere og endda navn, der har været spændende nok til, at man har haft råd til at ofre papir på at skrive om det. Men hvordan kan det så være, at Lukas har "råd" til at fortælle tre gange om Paulus' omvendelse i fulde detaljer (det vender vi tilbage til), men ikke har råd til det lille ord »senere«?

Jesus Kristus & Co. nr. 3 Men der er meget mere galt. I Apostlenes Gerninger 9,26 er »alle bange for ham, da de ikke kunne tro, at han var en discipel«. Paulus har rejst rundt tre år i et lillebitte land og prædiket, uden at nyheden er nået frem til de guddommeligt inspirerede disciple i Jerusalem, og uden at de har fået besked, hverken af almindelige budbringere eller af engle, Helligånden, drømme eller guddommelige visioner.

Hvis apostlene er så uvidende, hvordan kan vi så tro på deres epistler? Hvis Helligånden ikke har fortalt dem, at Paulus har prædiket for Gud i tre år, hvordan kan vi så stole på, at deres epistler er inspirerede af Helligånden? Hvorfor er de i det hele taget bange for ham, når Paulus selv siger, at »Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa« (Galaterne 1,22)? Hvordan kan han være ukendt, når Apostlenes Gerninger fortæller, at han var tilstede i Jerusalem, dengang Stefanus blev stenet til døde (billedet til venstre), og bagefter forfulgte menighederne med pisk, husransagelser og fængsel? (Apostlenes Gerninger 8,3)

Apostlenes Gerninger 8,3: Men Saulus søgte at tilintetgøre menigheden, han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem fængslet.

Det er også underligt, at menigheden i Damaskus var fuldt opdaterede om alle detaljer om Paulus' forbrydelser i Jerusalem (Apostlenes Gerninger 9,13-14; 9,21). Det lader til, at Helligånden flyver meget langsommere ind i Jerusalem end ud af Jerusalem.

Apostlenes Gerninger 9,13: Ananias svarede: "Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem.
Apostlenes Gerninger 9,14: Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn."
Apostlenes Gerninger 9,21: Alle, der hørte det, blev forbavset og sagde: "Er det ikke ham, der i Jerusalem ville udrydde dem, der påkalder dette navn? Og er han ikke kommet hertil netop for at fængsle dem og bringe dem til ypperstepræsterne?"

Dette modsiger Paulus' egne ord. Han skriver selv, at han »efter tre års forløb, drog [..] op til Jerusalem for at træffe Kefas(1)«. Det er ham selv, der tager initiativet til et to-ugers møde med Peter, hvor han (nærmest som en eftertanke) lige akkurat kan finde lidt tid til Jakob, Herrens bror. Paulus regner sig selv for ligemand med kirkens tre søjler — i skærende kontrast til beretningen i Apostlenes Gerninger, hvor Paulus bliver afvist, og det er den lavt-rangerede apostel Barnabas, der må føre Paulus hen til de andre apostle. Barnabas optræder iøvrigt flere steder i Paulus' epistler, hvor han er en slags assistant for Paulus, mens han her i Apostlenes Gerninger er en mentor.

Derefter har Paulus »sin gang hos dem i Jerusalem og talte frimodigt i Herrens navn« (ApG. 9,28). Hvordan hænger det sammen med Paulus' egne ord om, at han kun mødte Peter og Jakob? »men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob« (Galaterne 1,19). Når Paulus forlader byen, er det ikke, fordi han kun havde afsat to uger. Det er et fast tema i Apostlenes Gerninger, at Paulus hver gang bliver sendt rundt af de forskellige menigheder. Denne gang fordi nogen onde hellenister vil dræbe ham (ApG. 9,29), så "brødrene" får smuglet ham ud af byen igen (ApG 9,30).

Men nu hvor Lukas har "papir nok" til at beskrive Paulus' omvendelse flere gange, så lad os se, hvordan Lukas lader Paulus beskrive sin omvendelse ved anden genfortælling:

Apost. G. 22,11 Da jeg på grund af denne lysglans ikke kunne se, måtte jeg ledes ved hånden af mine ledsagere og kom så til Damaskus.
Apost. G. 22,12 Dér var der en mand, som hed Ananias. Han levede fromt efter loven og var velanskrevet blandt alle jøderne på stedet.
Apost. G. 22,13 Han kom hen til mig, trådte frem og sagde: 'Broder Saul, bliv seende igen!' Og i det samme kunne jeg se ham.
Apost. G. 22,14 Han sagde: 'Vore fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans vilje og se den Retfærdige og høre ham tale med egen mund.
Apost. G. 22,15 For du skal over for alle mennesker være hans vidne om det, du har set og hørt.
Apost. G. 22,16 Hvorfor tøver du? Rejs dig og lad dig døbe og få dine synder vasket af, idet du påkalder Herrens navn!'
Apost. G. 22,17 Og det skete, da jeg igen var kommet til Jerusalem og bad i templet, at jeg faldt i henrykkelse,
Apost. G. 22,18 og jeg så Herren. Han sagde til mig: 'Skynd dig at forlade Jerusalem, for de vil ikke tage imod dit vidnesbyrd om mig.'
Apost. G. 22,19 Jeg svarede: 'Herre, de ved jo selv, at jeg fængslede dem, som tror på dig, og lod dem piske i synagogerne.
Apost. G. 22,20 Og da dit vidne Stefanus' blod blev udgydt, stod jeg selv ved siden af og bifaldt det og passede på hans morderes kapper.'
Apost. G. 22,21 Men Herren sagde til mig: 'Gå, for jeg vil sende dig til folkeslag langt borte.'"

Igen bliver Paulus beamet fra Damaskus til Jerusalem på et splitsekund — mellem vers 16 og 17. Zap! Igen fortæller Paulus, at han tidligere har været i Jerusalem: »da jeg igen var kommet til Jerusalem«, og igen er apostlene i Jerusalem uvidende om, at den onde Saulus er blevet til den gode Paulus. Faktisk er dette selve årsagen til, at "Herren" må hastehjemkalde Paulus fra Jerusalem (22,18): »de ved jo selv, at jeg fængslede dem, som tror på dig, og lod dem piske i synagogerne« (22,19). Menigheden kender udmærket Paulus — og ikke for det gode: »da dit vidne Stefanus' blod blev udgydt, stod jeg selv ved siden af og bifaldt det« (22,19).

Paulus, Agrippa II, Festus og Berenike
Apostlenes Gerninger kapitel 25-26: Paulus fortæller historien for tredje gange, da han afhøres af Agrippa II m.fl. på sin vej mod Rom.

Og her kommer Lukas' historie så i den tredje variant. Paulus er blevet arresteret og undervejs til Rom plæderer han sin sag for kong Agrippa II:

Apost. G. 26,19 Derfor, kong Agrippa, har jeg ikke været ulydig mod det himmelske syn.
Apost. G. 26,20 Men jeg forkyndte først for dem i Damaskus og derefter i Jerusalem og i hele jødernes land og så for hedningerne, at de skulle omvende sig og vende om til Gud og gøre de gerninger, som omvendelsen kræver.
Apost. G. 26,21 Det er grunden til, at jøderne anholdt mig på tempelpladsen og ville slå mig ihjel.

Her er der slet ingen plads til dumme undskyldninger: Paulus er rejst fra Damaskus til Jerusalem og siden i hele jødernes land. Der er ingen omtale af de tre år i Arabien.

Bemærk også rejseruten: »først for dem i Damaskus« → »og derefter i Jerusalem« → »og i hele jødernes land« → »og så for hedningerne«. Derimod fortæller Paulus selv, at han ikke har været »i hele jødernes land« — tværtimod tog han straks efter at have set Peter og Jakob til Syrien, og han var ukendt i Judæa:

Galaterne 1,20 Jeg tager Gud til vidne på, at hvad jeg skriver her, ikke er løgn!
Galaterne 1,21 Dernæst tog jeg til Syrien og Kilikien.
Galaterne 1,22 Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa;

Paulus i fjernsynet
Kristen tegneserie fra 1978, der genfortæller historien om Paulus i en moderne version.

Der er altså nogen massive modsigelser mellem Lukas og Paulus: Var den onde Saulus med til at forfølge menigheden i Jerusalem? Tog Paulus direkte til Jerusalem efter sin omvendelse — eller ventede han 3 år? Mødte Paulus hele menigheden — eller kun Peter og Jakob?

Paulus og Lukas har simpelthen to vidt forskellige formål med deres historier: Hele pointen med de to første kapitler af Galaterbrevet er, at Paulus vil vise sin uafhængighed af apostlene i Jerusalem. Nemlig, at hans »evangelium […] ikke er menneskeværk« (det kommer altså ikke fra menigheden i Jerusalem), han »har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske« (som fx af menigheden i Jerusalem), han »rådførte [sig] ikke først med nogen af kød og blod« (som fx menigheden i Jerusalem). Kort sagt: Paulus klarer sig udmærket på egen hånd uden hele tiden at komme rendende til Jerusalem. Hvorfor skal han spørge de dumme disciple til råds, når han selv har en direkte bredbåndsforbindelse til Helligånden? Hvis han skal se de andre apostle, skal det kun være superapostlene Peter og Jakob, og først når det passer ham selv: »efter tre års forløb«.

Lukas leger derimod spin-doktor og forsøger at nedtone enhver for for uenighed. Derfor er det første, den omvendte Paulus gør i Apostlenes Gerninger, at skynde sig til Jerusalem og underkaste sig menighedens autoritet. Resten af bogen bliver Paulus sendt hid og did af menighederne og "de ældste". Intetsteds fremgår det, at Paulus har fået lov til at møde Peter og Jakob.

Tilsvarende er der en modsigelse, når Paulus siger, at han »rådførte [sig] ikke først med nogen af kød og blod« (Galaterne 1,16). Ifølge Apostlenes Gerninger 9,6 var den eneste besked Paulus overhovedet fik ude i ørkenen, at han skulle tage til Damaskus og opsøge Ananias for yderligere vejledning: »Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre«. Der er ingen, der nogensinde har beskyldt Ananias for at være guddommeligt inspireret, så Paulus' evangelium må være et, han har fået fra apostlene.

Hvem taler så sandt? Det må nødvendigvis være Paulus: Han skriver jo til folk, der kender til begivenhederne, eller kender nogen, der kender nogen. Der var grænser for, hvor meget han kunne lyve, uden at modtagerne af brevet kunne afsløre ham. Det ville være ekstremt pinligt for Paulus at blive afsløret i en løgn, især når han »tager Gud til vidne på, at hvad jeg skriver her, ikke er løgn!« (Galaterne 1,20). Lukas skriver derimod væsentligt senere — mellem år 80 og 100 — hvor Paulus og disciplene for længst var døde, og derfor har han kunnet tillade sig selv langt større "kunstnerisk frihed".

 
Guds hånd

Historien fortsætter med Paulus' anden rejse til Jerusalem.

Eksterne links

Yderligere information


Fodnoter: (1)

Det er et åbent spørgsmål, om Peter er den samme som Kefas.

Men da der ikke kan siges noget 100% entydigt ud fra Paulus' tekster — og da det dybest set ikke gør nogen forskel — er udgangspunktet på nærværende hjemmeside den kristne fortolkning, nemlig at Peter er den samme som Kefas.


Op til sektion om Paulus