Paulus' Anden Rejse til Jerusalem

Paulus' omvendelse
Paulus bliver kaldet af Jesus på vejen til Damaskus.

Vi har set, hvordan Paulus' første rejse til Jerusalem er beskrevet både af Lukas (forfatteren af Apostlenes Gerninger) og af Paulus selv, og at disse beretninger er meget modstridende. Paulus' anden rejse er også beskrevet af begge forfattere. Paulus prøver at vinkle historien som om, han vandt alle diskussionerne, hvorimod Lukas igen forsøger at nedtone enhver antydning af uenighed.

Denne gang lader vi Paulus få ordet først:

Galaterne 2,1 Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med.
Galaterne 2,2 Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves.
Galaterne 2,3 Men ikke engang Titus, der var med mig, og som er græker, blev tvunget til at lade sig omskære;
Galaterne 2,4 det krævede ellers nogle indsnegne falske brødre, som havde listet sig ind for at udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, og for at trælbinde os.
[.. .. ..] [. . .]
Galaterne 2,7 Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne
Galaterne 2,8 - for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne -
Galaterne 2,9 og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.
Galaterne 2,10 Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.

Som man kan se, har Paulus ikke ligefrem overrendt menigheden i Jerusalem: »efter fjorten års forløb«.

Æsler kan tale
Hvilke dyr kan tale? Klik på billedet for at få svaret?

Nogle kristne vil gerne have, at Paulus' anden rejse, er den samme, som den, der er den anden rejse i Apostlenes Gerninger, nemlig i kapitel 11. Dermed kunne man undgå tre problemer:

Desværre for disse kristne har vi lige citeret Paulus for, at der gik 14 år mellem de to møder. Hvis man postulerer, at det andet møde skete allerede i Apostlenes Gerninger kapitel 11, bliver det rigtigt bizart: I Apostlenes Gerninger 9,30 bliver Paulus sendt fra Jerusalem til Tarsus. Derefter bruger Peter halvandet kapitel på at blive udnævnt til hedningeapostel, og så tager Barnabas til Tarsus for at hente Paulus (Apostlenes Gerninger 11,25), og efter et år (Apostlenes Gerninger 11,26) tager de til Jerusalem (Apostlenes Gerninger 11,27-30). Er der virkelig gået 14 år allerede? Hvor tiden dog flyver, når man har det sjovt i Tarsus.

Apostlenes Gerninger 9,30: Da brødrene blev klar over det, fik de ham ned til Cæsarea og sendt videre til Tarsus.
Apostlenes Gerninger 11,25: Barnabas tog så af sted til Tarsus for at opsøge Saulus,
Apostlenes Gerninger 11,26: og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia; og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare. Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne.
Apostlenes Gerninger 11,28: En af dem, som hed Agabos, rejste sig og varslede ved Ånden, at der ville blive stor hungersnød i hele verden; og det blev der under Claudius.
Apostlenes Gerninger 11,29: Disciplene besluttede da, at alle skulle sende, hvad de hver især havde råd til, som hjælp til brødrene i Judæa.
Apostlenes Gerninger 11,30: Det gjorde de så, og de sendte Barnabas og Saulus til de ældste med gaven.

Kronologien bryder også sammen i næste kapitel. I kapitel 12 dør Kong Agrippa, hvilket formodes at ske år 44 e.v.T. Dette levner ikke tid nok til de tre + fjorten år efter Paulus' omvendelse i Damaskus. Der er heller ikke den store overensstemmelse mellem Paulus' beskrivelse og historien i Apostlenes Gerninger 11,27-30, der bare handler om, at Paulus og Barnabas overbringer nogle penge til "brødrene" i forbindelse med en hungersnød.

Derimod passer pengene langt bedre, hvis vi kigger på besøget i kapitel 15, som ifølge Lukas er Paulus' tredje besøg (eller fjerde besøg, afhængig af hvilken Bibel-oversættelse man læser):

trut truttelut Apost. G. 15,1 Der kom nu nogle folk ned fra Judæa og ville belære brødrene: "Hvis I ikke omskæres efter Moses' skik, kan I ikke blive frelst."
Apost. G. 15,2 Da det førte til strid og ikke så lidt diskussion mellem Paulus og Barnabas og disse folk, besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem for at tale om dette stridsspørgsmål.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,6 Apostlene og de ældste trådte sammen for at drøfte denne sag.
Apost. G. 15,7 Efter megen diskussion rejste Peter sig og sagde: "Brødre, I ved, at Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,13 Da de tav, tog Jakob ordet og sagde: "Brødre, hør på mig!
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,19 Derfor mener jeg, at vi ikke skal skabe vanskeligheder for de hedninger, der vender om til Gud,
Apost. G. 15,20 men skrive til dem, at de skal holde sig fra besmittelse med afguder og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,22 Så besluttede apostlene og de ældste sammen med hele menigheden at udvælge nogle af dens mænd og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. Det blev Judas, der kaldtes Barsabbas, og Silas, som var ledende mænd blandt brødrene.
Apost. G. 15,23 De fik denne skrivelse med: "Apostlene og de ældste, jeres brødre, hilser vore brødre af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien.
Apost. G. 15,24 Vi har hørt, at der er kommet nogle fra os, som har forvirret jer og foruroliget jer med deres ord; men vi har ikke givet dem noget påbud.
Apost. G. 15,25 Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,28 For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige,
Apost. G. 15,29 at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!"
Apost. G. 15,30 Så blev de sendt af sted, og de kom til Antiokia, hvor de samlede hele menigheden og overrakte brevet.

Konfirmation De to beretninger vi kigger på her, beskriver tydeligvis det samme møde: (1) Paulus er rejst til Jerusalem sammen med Barnabas, (2) formålet med besøget er at klarlægge holdningen til at konvertere hedninger, (3) det absolutte hovedemne er omskærelse, (4) både Peter (=Kefas(1)) og Jakob deltager, (5) fjendtlige medlemmer kræver, at hedningerne bliver omskårne, (Paulus kalder dem »nogle indsnegne falske brødre«; Lukas kalder dem "farisæere"), (6) mødet ender med, at Paulus bliver autoriseret som hedningeapostel, (7) bagefter tager Paulus og Barnabas til Antiokia, og (8) efter at de er nået hjem til Antiokia, kommer Paulus og Barnabas op at skændes og bliver uvenner for livstid (det ser vi på lige om lidt).

Selvmodsigelserne viser sig lige fra starten: I sin epistel understreger Paulus igen sin uafhængighed: Det har taget fjorten år, før han gad besøge menigheden; det er ham, der har taget initiativet til mødet, efter en personlig åbenbaring (formentlig direkte fra Jesus); og Paulus' formål med mødet et at præsentere sit eget evangelium, så han ikke "behøver at løbe forgæves". Ifølge Paulus sker mødet helt privat med kirkens tre søjler: »jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne«. Med hensyn til ordet "ansete" er der tale om indremissionsk fusk i Bibeloversættelsen.

Apostlenes Gerninger forfølger sit eget stik modsatte tema og fortæller, hvordan Paulus igen bliver "sendt i byen" af de ældste: »besluttede man, at Paulus […] skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem for at tale om dette stridsspørgsmål«. Her beskrives mødet som et stort fællesmøde, og selvom Peter og Jakob ganske vist deltager, er det en rød tråd her i Apostlenes Gerninger, at Paulus aldrig møder dem ansigt til ansigt.

Paulus selv fortæller, at han havde taget en græker ved navn Titus med — tilsyneladende som en slags test for at se, om menigheden ville acceptere, at man ignorerer Moselovens bud om omskærelse. Paulus triumferer, at »ikke engang Titus […] blev tvunget til at lade sig omskære« (Galaterne 2,3). Men vi får også et lille forvarsel om den kommende katastrofe: Paulus og Barnabas "får håndslag" (Galaterne 2,9), men det gør den uomskårne Titus åbenbart ikke.

Nå, men Paulus og apostlene har altså aftalt at dele territoriet: Menigheden i Jerusalem prædiker evangeliet for jøderne, mens Paulus tager sig af "hedningerne" — d.v.s. resten af verden. Ifølge Lukas har Paulus fået at vide, at "hedningerne" ikke behøver at følge hele pakken i Moseloven med dødsstraf for de mest latterlige småting. Hedningerne skal bare holde sig »fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt« (Apost. G. 15,20).

Truttelut Sådan en aftale ser man ikke noget til i Paulus' epistler. Paulus skrev ligefrem, at man havde ret til at spise offerkød, bare man ikke bragte de svage i troen til fald: »Men se til, at jeres ret til at spise offerkød ikke bringer de svage til fald« (1 Korintherne 8,7-10), »Alt, hvad der sælges på kødtorvet, kan I spise med god samvittighed uden at undersøge, om det er offerkød.« (1 Korintherne 10,19-29).

1 Korintherne 8,7: Men ikke alle har denne kundskab. Der er nogle, der spiser kødet som offerkød, fordi de hidtil har været vant til at dyrke afguderne, og så tilsøles deres samvittighed, skrøbelig som den er.
1 Korintherne 8,8: Men mad gør hverken fra eller til over for Gud. Vi opnår ikke noget ved at spise, og vi mister ikke noget ved at lade være.
1 Korintherne 8,9: Men se til, at jeres ret til at spise offerkød ikke bringer de svage til fald.
1 Korintherne 8,10: For hvis nogen ser dig, som har kundskab, sidde til bords i et afgudstempel, vil så ikke den, der er svag i sin samvittighed, blive tilskyndet til at spise offerkød?

Der er også en anden ting, der er helt gal: Paulus fortæller, hvordan han har mødt Jakob på begge sine besøg i Jerusalem. I Galaterne 1,19 ser han »Jakob, Herrens bror«, og i Galaterne 2,9 møder han Jakob, der er en af de tre, »som anses for at være søjler«. Der er bare lige den detalje, at de to Jakob'er ikke er den samme person.

Ifølge Apostlenes Gerninger 12,2 blev apostlen Jakob dræbt af Herodes Agrippa: »Og Johannes' bror, Jakob, lod han henrette med sværd«, hvorefter en ny Jakob overtager lederrollen (læs meget mere om de to Jakob'er). Den "Jakob, Herrens Bror", Paulus mødte i Apostlenes Gerninger kapitel 7, er ikke den samme som den søjle-Jakob, han mødte i kapitel 15.

Selvfølgelig kan det bortforklares — i og med, at der er en Guds velsignelse af Jakob'er i historien. Men fakta er, at hvis man kun læser Paulus' breve, får man indtrykket af, at han taler med den samme Jakob under begge besøg.

Har den guddommeligt inspirerede Paulus ikke hørt under sine daglige samtaler med Helligånden, at menighedens leder i Jerusalem er blevet dræbt? Kan han ikke selv se og høre, at det ikke er den samme mand? Hvorfor fortæller han os ikke, at "Jakob, Herrens bror" i kapitel 1, ikke er den samme som søjle-Jakob i kapitel 2?

Uenigheden i Antiokia

Vig bort, Satan
Vig bag mig, Satan!
Både Jesus og Paulus havde konfronteret Peter ansigt til ansigt: "da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt" (Galaterne 2,11).

Mødet i Jerusalem lyder som en hyggesnak, hvis man skal tro Apostlenes Gerninger. Men det skal man ikke, for allerede i næste linie af sit brev fortæller Paulus om et stort skænderi:

Galaterne 2,11 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv.
Galaterne 2,12 Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.
Galaterne 2,13 Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri.
Galaterne 2,14 Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder?

Ifølge Lukas er Peter og Jakob tilfredse, så længe hedningerne bare »holder sig fra besmittelse med afguder og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod« (Apost. G. 15,20). Dette modsiger igen Paulus, der skriver, at han ikke er blevet pålagt noget: »mig pålagde de ansete intet nyt«.

Hvordan kan det så være, at Peter efter at have haft besøg af »nogle fra Jakob« ikke længere ville spise med hedningerne »af frygt for de omskårne«? Hvorfor anklager Paulus Peter for at »tvinge hedningerne til at leve som jøder«? Hvorfor bakkede Barnabas Peter op? Barnabas havde jo selv været med og "fået håndslag" sammen med Paulus. Hvorfor henviste Paulus ikke bare til det møde, hvor Barnabas, Peter og Jakob var med?

Paulus fortæller, at han »trådte op imod ham ansigt til ansigt«, men han skriver ikke, at han vandt diskussionen. Hele Galaterbrevet er et stort forsvar for Paulus' apostelværdighed, og tænk, hvis han kunne skrive: "Og til sidst måtte Peter og de andre jøder give mig ret". Men det skriver han ikke.

Tværtimod skriver Paulus, at Peter fik lokket Barnabas og "de andre jøder" over på sin side. Hvorfor viste Paulus bare ikke det brev fra »Apostlene og de ældste«, hvor han personligt nævnes ved navn: »vor kære Barnabas og Paulus«, og hvor der udtrykkeligt står »I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!«? (Apost. G. 15,28-30)

Paulus selv, Jakob, Peter, Barnabas og "de andre jøder" er åbenbart totalt uvidende om hele det lange møde i Apostlenes Gerninger og om det brev, som Paulus fik af apostlene.

Det samme skænderi er beskrevet i Apostlenes Gerninger, men her har Lukas kørt historien gennem spin-maskinen, så man dårligt kan kende den igen:

Apost. G. 15,36 Nogen tid efter sagde Paulus til Barnabas: "Lad os vende tilbage og besøge brødrene i alle de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord, og se, hvordan de har det."
Apost. G. 15,37 Barnabas ville også tage Johannes, som kaldtes Markus, med,
Apost. G. 15,38 men Paulus fandt det ikke rigtigt at tage en med, der havde forladt dem i Pamfylien og ikke deltaget i arbejdet sammen med dem.
Apost. G. 15,39 Det førte til bitter uenighed, så deres veje skiltes. Barnabas tog Markus med og sejlede til Cypern,
Apost. G. 15,40 men Paulus valgte Silas, og efter at brødrene havde overgivet ham til Herrens nåde, tog han af sted.

Vi kan se, at det er den samme episode, fordi (1) begge skænderier sker umiddelbart efter mødet i Jerusalem, (2) skænderiet sker i Antiokia, (3) skænderiet resulterer i "bitter uenighed" og (4) Paulus og Barnabas skilles fra hinanden.

Men her i Apostlenes Gerninger er historien klinisk renset for enhver hentydning til Moseloven og til uenighed mellem Peter og Paulus. Vi får slet ikke at vide, at Peter havde været her i Antiokia. Paulus får bare lige pludselig lyst til at få lidt frisk luft: »Lad os vende tilbage og besøge brødrene […] og se, hvordan de har det«. Paulus vil ikke have Markus med, for ham kan han ikke lide; det vil Barnabas godt, og »det førte til bitter uenighed«. Hvordan kan sådan en lille detalje føre til sådan en "bitter uenighed" mellem to gæve helgener, at de aldrig mere ses?

Der har naturligvis været mange forsøg på at (bort)forklare denne uenighed. Et argument er, at bare fordi Paulus fortæller om mødet, før han fortæller om konflikten, behøver det ikke at være den rækkefølge, det er sket i. Paulus' brev er en retorisk tale og ikke en historisk kronologi. Dette er formelt set korrekt, men for det første er der stadig ikke nogen antydning af, at Paulus skulle have byttet om på de to episoder, for det andet ender skænderiet med, at Barnabas skilles fra Paulus, og hvis rejsen til og fra Jerusalem sker senere, mangler vi en forklaring på, hvorfor de er gode venner "igen", og for det tredje er rækkefølgen i Galaterne jo den samme som i Apostlenes Gerninger.

Der er endnu en ting, der er grundlæggende galt, nemlig hvordan disciplene skulle have opdelt territoriet. Lad os lige se på de to beskrivelser af mødet en gang til: Paulus fortæller, at det blev vedtaget, at Peter tog sig af de omskårne — d.v.s. jøderne, — mens Paulus tog sig af de uomskårne — d.v.s. resten af verden:

Peters vision
Gud udnævner Peter til apostel for hedningerne.

Galaterne 2,7 Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne
Galaterne 2,8 - for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne -
Galaterne 2,9 og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.

Paulus' opsummering hænger meget skidt sammen med Apostlenes Gerninger, hvor Peter også får en storslået vision (billedet til højre). Her bliver Peter udpeget til hedningeapostel af Gud, og Peter sætter sig til bords hos hedningen Cornelius. På mødet i Jerusalem minder Peter resten af menigheden om denne udnævnelse:

Apost. G. 15,7 Efter megen diskussion rejste Peter sig og sagde: "Brødre, I ved, at Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro.

Forvirringen er total: Hvis Peter har fået en guddommelig vision og er blevet udnævnt til hedningeapostel af selveste Gud, hvorfor nægter han så at spise med hedningerne og trækker sig tilbage »af frygt for de omskårne« (Galaterne 2,12)? Og hvis Peter er Guds personligt udvalgte hedningeapostel, hvor kommer Paulus og hans aftale fra Galaterbrevet ind i billedet?

Vi må nok konkludere, at Lukas er en klodset spin-doktor, og at det er svært at stole for meget på Apostlenes Gerninger. Brevet fra apostlene, hvori der står »I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!« — og Peters åbenbarting i ørkenen — eksisterer kun i Lukas' fantasi.

De folk, der havde kendt Jesus, tillod ikke, at de nye kristne ignorerede Moseloven. Paulus havde ikke noget mandat til at missionere. I sidste ende var det derfor, at Paulus blev arresteret.

 
Guds hånd

Historien fortsætter med, at Paulus bliver fængslet. Eller læs evt. meget mere om Paulus som hedningeapostel.

Eksterne links

Yderligere information


Fodnote: (1)

Det er et åbent spørgsmål, om Peter er den samme som Kefas.

Men da der ikke kan siges noget 100% entydigt ud fra Paulus' tekster — og da det dybest set ikke gør nogen forskel — er udgangspunktet på nærværende hjemmeside den kristne fortolkning, nemlig at Peter er den samme som Kefas.


Op til sektion om Paulus