Det Uhistoriske Portræt af Paulus

Paulus er hovedpersonen i Apostlenes Gerninger. Problemet er bare, at den person, der beskrives af Lukas (forfatteren af Apostlenes Gerninger), er meget forskellig fra det billede Paulus giver af sig selv i sine breve.

Lad os sammenligne Lukas' portræt af Paulus med, hvad Paulus selv skriver i de ægte epistler.

Forfølgelse og omvendelse

Henrettelse ved stening
Stefanus bliver henrettet af jøderne.
Ifølge Apostlenes Gerninger står Paulus ved siden af og passer på mordernes tøj.
Paulus ser lyset
Gustave Doré. Paulus bliver kaldet af Jesus på vejen til Damaskus.

Paulus startede med at være imod de kristne og at forfølge dem.

Ifølge Lukas hed Paulus i starten Saulus, og han var tilstede, da disciplen Stefanus, den nye religions første martyr, blev stenet til døde. Ja, han hjalp sågar morderne ved at passe på deres tøj, »Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus« (Apostlenes Gerninger 7,58). Kort efter gik Saulus/Paulus amok og »trængte ind i det ene hus efter det andet« for at få de kristne fængslet (Apostlenes Gerninger 8,3), og »lod dem piske i synagogerne« (Apostlenes Gerninger 22,19), og han »fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord« (Apostlenes Gerninger 9,1).

Apostlenes Gerninger 7,58: De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus.
Apostlenes Gerninger 8,3: Men Saulus søgte at tilintetgøre menigheden, han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem fængslet.
Apostlenes Gerninger 22,19: Jeg svarede: 'Herre, de ved jo selv, at jeg fængslede dem, som tror på dig, og lod dem piske i synagogerne.
Apostlenes Gerninger 9,1: Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten

Da der ikke var flere kristne at forfølge i Jerusalem, tog han til Damaskus for at få udleveret de kristne, der gemte sig der. Men i nærheden af Damaskus blev han "kaldet" af Jesus, hvorefter han skiftede side og udbredte kristendommen med samme forblindede iver, som han hidtil havde bekæmpet kristendommen.

Paulus fortæller også selv, at han startede som modstander. Han »brændte mere af iver« for jødedommen og har »til overmål forfulgt Guds kirke og ville udrydde den« (Galaterne 1,13-14), han "forfulgte" de kristne og forsøgte at udrydde troen (Galaterne 1,23), han var en »ivrig forfølger af kirken« (Filipperne 3,5-6), han var tidligere »en spotter og forfølger og fór frem med vold« (1 Timotheus 1,13),(1) og han kaldte sig selv »den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke« (1 Korintherne 15,7).

Galaterne 1,13: I har jo hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den.
Galaterne 1,14: Jeg gik videre i jødedommen end mange jævnaldrende i mit folk og brændte mere af iver for mine fædrene overleveringer.
Galaterne 1,23: de havde bare hørt om, at han, der før forfulgte os, nu forkynder den tro, han tidligere ville udrydde,
Filipperne 3,5: omskåret på ottendedagen, israelit af fødsel, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer,
Filipperne 3,6: ivrig forfølger af kirken, uangribelig i lovretfærdighed.
1 Timotheus 1,13: skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde,

Her er der altså en del enighed: Paulus har "forfulgt kirken" og ville udrydde den. Han bruger et udtryk som "brændende af iver" (græsk: "zêlôtês"), og dette ord kan i en kristen sammenhæng sagtens inkludere steninger, husransagelser, fængslinger, pisk, mord og meget andet. Men Paulus kan ikke have pisket, brændt og fængslet samtlige kristenfolk i Jerusalem, for han skriver selv, at »Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa« (Galaterne 1,22).

En ting, der kan undre os andre normale mennesker, er, at Paulus først fortæller, hvordan han "brændende af iver" »til overmål forfulgte Guds kirke«, for umiddelbart efter at erklære, at Gud havde udset ham »fra moders liv« (Galaterne 1,15). Hvis Paulus var udvalgt, hvorfor kunne Jesus' ånd så ikke bare have stoppet ham noget før?

Galaterne 1,13 I har jo hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den.
Galaterne 1,14 Jeg gik videre i jødedommen end mange jævnaldrende i mit folk og brændte mere af iver for mine fædrene overleveringer.
Galaterne 1,15 Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede
Galaterne 1,16 at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod,

Apostlenes Gerninger fortæller tre gange(!) om, hvordan Paulus blev kaldet af Jesus og så lyset tæt på Damaskus. Selve kaldelsen er ikke beskrevet af Paulus selv, men han fortæller, at efter han var blevet kaldet, rejste han til Arabien, inden han vendte tilbage til Damaskus. Så åbenbart skete kaldelsen om ikke på vej til Damaskus, så dog i Damaskus.

Galaterne 1,15 Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede
Galaterne 1,16 at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod,
Galaterne 1,17 og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.

Paulus i kurv
Apostlenes Gerninger og 2. Korintherne er enige om, at Paulus måtte flygte fra Damaskus i en kurv.

Både Apostlenes Gerninger og 2 Korintherne er enige om, at Paulus' disciple måtte smugle ham ud af Damaskus i en kurv. Denne historie er dog så mistænkelig, at den får sin egen side: Flugten fra Damaskus.

Her stopper enigheden til gengæld: Lukas fortæller, at Paulus straks skyndte sig til Jerusalem for at underkaste sig menighedens autoritet. Lukas vil nemlig gerne udglatte enhver uenighed, der har været mellem apostlene. Lukas bliver lodret modsagt af Paulus, der gerne ville understrege sin uafhængighed af menigheden i Jerusalem. I citatet foroven understreger Paulus, at han ikke tog til Jerusalem, men til Arabien, og ventede tre år, før han gad besøge Jerusalem.

Lukas vil gerne præsentere et harmonisk billede og fortæller, hvordan Paulus straks skyndte sig til dem, der havde kendt den historiske Jesus, for at underkaste sig menighedens autoritet. Paulus' Jesus er derimod et åndevæsen, som han har mødt »uden for legemet […] rykket bort til den tredje himmel […]« (2 Korintherne 12,2-5). Derfor understreger han, hvordan ingen "af kød og blod" — inklusive menigheden i Jerusalem — har bidraget ham med noget som helst. Læs evt. meget mere om Paulus' første besøg i Jerusalem.

Opsummering: Lukas og Paulus er enige i, at Paulus startede som fjende af den nye religion; at han blev konverteret omkring Damaskus; og (tilsyneladende) at han flygtede i en kurv.

På alle andre punkter er de dybt uenige: Forfulgte Paulus menighederne i Jerusalem med mord og brand? Og var han med til at dræbe Stefanus? Eller var han »personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa«? Hvor hurtigt og hvor tit besøgte Paulus Jerusalem? Tog Paulus direkte til Jerusalem, eller tog han først 3 år til Arabien? Besøgte Paulus Jerusalem 5-6 gange eller 2-3 gange?

Paulus epistler viser ham som en original teolog, der opfinder grundlæggende kristne dogmer som arvesynden, frelse gennem tro, forsoning med Gud og opgør med Moseloven. Lukas nævner ikke disse dogmer — ej heller, at Paulus i det hele taget skriver epistler, til trods for at "Lukas" nævnes i tre af dem (Kolossenserne 4,14, Filemon 1,24, 2 Timotheus 4,10-11).

Hånd af Harvey KurtzmanLæs meget mere om Flugten fra Damaskus, Paulus' første besøg i Jerusalem, Paulus' andet besøg, uenigheden i Antiokia og Paulus' arrest.

Kolossenserne 4,14: Hilsen fra den kære Lukas, lægen, og fra Demas.
Filemon 1,24: og fra Markus, Aristark, Demas og Lukas, mine medarbejdere.
2 Korinth 12,2: Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det - blev rykket bort til den tredje himmel.
2 Korinth 12,3: Og jeg ved om dette menneske - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det -
2 Korinth 12,4: at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale.
2 Korinth 12,5: Dette menneske vil jeg være stolt af, men jeg vil ikke være stolt af mig selv, undtagen af min magtesløshed.

Udseende og Fremtoning

Paulus i Københavns Domkirke
Paulus af Thorvaldsen

I Apostlenes Gerninger er Paulus en stor taler — foran filosofferne på Areopagos (Apostlenes Gerninger 17,22-34), foran Tertullus (Apostlenes Gerninger 24,10-21) og foran den jødiske folkemængde som han, for en kort tid, får dysset ned (Apostlenes Gerninger 21,40-22,21). Paulus er den naturlige leder: Selv som fange på vej til Rom er det ham, der forhindrer sine fangevogtere i at begå mytteri, ham der holder sine vogtere ved godt mod, og ham der redder dem alle med den rejseplan, han løbende modtager via en engel.

Vi får ikke en decideret beskrivelse af hans udseende, men Paulus har haft et ydre, der var en græsk gud værdigt (billedet til højre).

Apost. G. 14,11 Da folk så, hvad Paulus havde gjort, råbte de højt på lykaonisk: "Guderne er i menneskeskikkelse kommet ned til os!"
Apost. G. 14,12 Og de kaldte Barnabas Zeus og Paulus Hermes, fordi det var ham, der førte ordet.

Apost. G. 28,6 De indfødte ventede, at han ville svulme op eller pludselig falde død om; men da de havde ventet længe og så, at der ikke var sket noget med ham, slog de helt om og sagde, at han var en gud.

Paulus' beskrivelse af sine egne talegaver er noget anderledes: »Man siger jo, at […] min personlige optræden svag og min tale for intet at regne« (2 Korintherne 10,10) og »skønt jeg ikke er nogen stor taler« (2 Korintherne 11,6). Han kalder sig selv et »et misfoster« (egentlig betyder ordet abort) (1 Korintherne 15,8), og han har »en torn i kødet«. Hvad denne "torn" så end er for noget, så er det noget, der tvinger ham til at "udøve sin magt i magtesløshed" og at »være stolt af min magtesløshed« (2 Korintherne 12,7-9). Desuden vækker hans skrøbelighed og ynkelighed foragt og afsky:

2 Korintherne 10,10: Man siger jo, at mine breve er vægtige og strenge, men min personlige optræden svag og min tale for intet at regne.
2 Korintherne 11,6: men skønt jeg ikke er nogen stor taler, har jeg dog kundskab og har i ét og alt og på alle måder lagt den frem for jer.

Galaterne 4,13 I ved, at det var under menneskelig skrøbelighed, jeg første gang forkyndte evangeliet for jer,
Galaterne 4,14 og min ynkelighed fristede jer ikke til foragt og afsky. Tværtimod, I tog imod mig som en engel fra Gud, ja, som Kristus Jesus selv.

Paulus sejler mod Rom.
Paulus styrer skibet som fange på vej mod Rom.
Bibel fra ca. 1430.

Her er det en voldsom forskel på beskrivelsen. En kristen bortforklaring kunne være, at Paulus bare var beskeden, men hvis der er noget, Paulus ikke var, så var det beskeden. Paulus var stridbar, enerådig og ufejlbarlig. Selv ikke »en engel fra himlen« skulle bare vove at modsige Paulus:

Galaterne 1,8 Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.
Galaterne 1,9 Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.

2 Korintherne 12,7: Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig.
2 Korintherne 12,8: Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig,
2 Korintherne 12,9: men han svarede: "Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed." Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig.
1 Korintherne 15,8: Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig;

Konklusion: Beskrivelsen af Paulus' fremtoning og talegaver må betegnes som fri fantasi.

Paulus som Apostel og Mirakelmager

Uddrivelse af onde ånder
Bibelen i LEGO. Apostlenes Gerninger 19,12. Paulus' tørklæde får de onde ånder til at fare ud.

I Apostlenes Gerninger er miraklernes tid ikke forbi: Saulus/Paulus blindede midlertidigt en konkurrerende troldmand, og »i det samme faldt der dybt mørke over Elymas, og han gik rundt og famlede efter en, som kunne lede ham ved hånden« (Apostlenes Gerninger 13,6-12), han fik en krøbling til at gå, »sagde han med høj røst: "Rejs dig og stå på dine ben!" Da sprang han op og kunne gå«, så folk troede, at Paulus var guden Hermes »råbte de højt på lykaonisk: "Guderne er i menneskeskikkelse kommet ned til os!« (Apostlenes Gerninger 14,8-12), og han fik en ung mand til at genopstå fra de døde: »Paulus gik ned, kastede sig over ham, tog om ham og sagde: "Ingen larm og klage! For der er liv i ham […] Den unge mand bragte de hjem i live« (Apostlenes Gerninger 20,7-12).

Apostlenes Gerninger 13,9: Saulus, som også hedder Paulus, blev da fyldt af Helligånden, så fast på ham
Apostlenes Gerninger 13,10: og sagde: "Du Djævelens barn, fjende af al retfærdighed! Du, som er så fuld af alt muligt bedrag og ondskab, holder du aldrig op med at gøre Herrens lige veje krogede?
Apostlenes Gerninger 13,11: Nu skal Herrens hånd ramme dig, så du bliver blind og for en tid ikke kan se solen!" I det samme faldt der dybt mørke over Elymas, og han gik rundt og famlede efter en, som kunne lede ham ved hånden.
Apostlenes Gerninger 14,9: Denne mand lyttede, når Paulus talte. Paulus så fast på ham, og da han så, at manden havde tro til at blive frelst,
Apostlenes Gerninger 14,10: sagde han med høj røst: "Rejs dig og stå på dine ben!" Da sprang han op og kunne gå.
Apostlenes Gerninger 14,11: Da folk så, hvad Paulus havde gjort, råbte de højt på lykaonisk: "Guderne er i menneskeskikkelse kommet ned til os!"
Apostlenes Gerninger 14,12: Og de kaldte Barnabas Zeus og Paulus Hermes, fordi det var ham, der førte ordet.
Apostlenes Gerninger 20,9: I vinduet sad en ung mand, der hed Eutykos. Da Paulus talte så længe, faldt han i søvn, og overmandet af søvnen styrtede han ned fra anden sal. Da man løftede ham op, var han død.
Apostlenes Gerninger 20,10: Men Paulus gik ned, kastede sig over ham, tog om ham og sagde: "Ingen larm og klage! For der er liv i ham."
Apostlenes Gerninger 20,11: Så gik Paulus op igen, brød brødet og spiste og talte længe, lige til det blev lyst. Derpå tog han af sted.
Apostlenes Gerninger 20,12:Den unge mand bragte de hjem i live; og de blev ikke så lidt trøstet.

Selv hans tørklæder og bælter kunne helbrede folk (billedet til højre):

Apost. G. 19,11 Gud lod usædvanlige undergerninger ske ved Paulus' hænder.
Apost. G. 19,12 Ja, man bragte ligefrem tørklæder eller bælter, som Paulus havde båret, hen til de syge; og sygdommene forlod dem, og de onde ånder fór ud.

Han overlevede en stening, hvor folk troede, han var død, og han var straks i stand til gå hjem og tage på en lang rejse næste dag: »de slæbte ham uden for byen i den tro, at han var død […] han rejste sig op og gik ind i byen. Næste dag drog han sammen med Barnabas til Derbe« (Apostlenes Gerninger 14,19-20). Han overlevede livsfarlige slangebid uden problemer, »Paulus rystede dyret af i ilden og tog ingen skade«, så de indfødte på Malta »sagde, at han var en gud« (Apostlenes Gerninger 28,1-6), hvorefter han helbredte Publius' far med håndspålæggelse foruden alle de andre syge mennesker: »Publius' far lå syg, plaget af feber og dysenteri […] efter dette kom også de andre syge på øen og blev helbredt« (Apostlenes Gerninger 28,8-9).
Apostlenes Gerninger 14,19: Da kom der nogle jøder fra Antiokia og Ikonion, som fik folk overtalt, så de stenede Paulus; de slæbte ham uden for byen i den tro, at han var død.
Apostlenes Gerninger 14,20: Men disciplene slog kreds om Paulus, og han rejste sig op og gik ind i byen. Næste dag drog han sammen med Barnabas til Derbe.
Apostlenes Gerninger 28,5: Men Paulus rystede dyret af i ilden og tog ingen skade.
Apostlenes Gerninger 28,6: De indfødte ventede, at han ville svulme op eller pludselig falde død om; men da de havde ventet længe og så, at der ikke var sket noget med ham, slog de helt om og sagde, at han var en gud.
Apostlenes Gerninger 28,8: Publius' far lå syg, plaget af feber og dysenteri. Paulus gik ind til ham, lagde hænderne på ham og bad og helbredte ham.
Apostlenes Gerninger 28,9: Efter dette kom også de andre syge på øen og blev helbredt.

Paulus egen beskrivelse er langt mere tilforladelig og beskeden. Han kan kun henvise til uspecificerede »tegn og undere og mægtige gerninger« (2 Korintherne 12,12), »Ånd og kraft som bevis« (1 Korintherne 2,4), og »kraften i tegn og undere« (Romerne 15,18-19). Ja, faktisk har Gud sagt, at Paulus' magtesløshed er hans styrke: »for min magt udøves i magtesløshed« (2 Korintherne 12,1-10).

2 Korintherne 12,12: Tegnene på, at jeg er apostel, er gjort hos jer med al udholdenhed, både ved tegn og undere og mægtige gerninger.
1 Korintherne 2,4: og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis,
Romerne 15,18: For jeg vil ikke driste mig til at tale om andet end det, som Kristus har gjort gennem mig for at føre folkeslagene til lydighed, i ord og gerning,
Romerne 15,19: ved kraften i tegn og undere, ved Guds ånds kraft. Så har jeg da fuldført forkyndelsen af evangeliet om Kristus fra Jerusalem og vejen rundt helt til Illyrien.
2 Korintherne 12,5: Dette menneske vil jeg være stolt af, men jeg vil ikke være stolt af mig selv, undtagen af min magtesløshed.
[...]
2 Korintherne 12,9: men han svarede: "Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed." Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig.
2 Korintherne 12,10: Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.
Paulus af Holbein
Paulus af Holbein (1523)

Paulus kunne ikke helbrede sin egen discipel, men måtte efterlade Trofimos, da han blev syg: »Trofimos har jeg måttet efterlade syg i Milet« (2 Timotheus 4,20(1)), og han gav Timotheus lægelige råd, »fordi du så tit er syg« (1 Timotheus 5,23(1)). Han havde selv skavanker, »en torn i kødet«, som han ikke kunne blive helbredt for, selvom han havde bedt til Gud tre gange, »Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig« (2 Korintherne 12,7-9).

2 Timotheus 4,20: Erastos er blevet i Korinth, Trofimos har jeg måttet efterlade syg i Milet.
1 Timotheus 5,23: Drik ikke længere bare vand, men tag lidt vin for din mave, og fordi du så tit er syg.

I Apostlenes Gerninger lover Gud personligt Paulus, at »ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig fortræd«:

Apost. G. 18,9 Og Herren sagde til Paulus i et syn om natten: "Frygt ikke! Men tal, og ti ikke, for jeg er med dig,
Apost. G. 18,10 og ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig fortræd; for jeg har et talstærkt folk i denne by."

Guds argument er lidt underligt: »for jeg har et talstærkt folk i denne by«. Og åbenbart duer Guds beskyttelse kun i Korinth, for de beroligende ord står i kontrast til Paulus' egen beskrivelse. Han har været pisket, tævet, fængslet, stenet, konstant i fare, forsulten, forfrossen, bekymret og meget mere:

2 Korinth 11,23 Er de Kristi tjenere? Jeg taler rent afsindigt: Jeg overgår dem! Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange.
2 Korinth 11,24 Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét,
2 Korinth 11,25 jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn.
2 Korinth 11,26 Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre.
2 Korinth 11,27 Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder.
2 Korinth 11,28 Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne.

Der er nogle grundlæggende modsigelser omkring Paulus' rolle som apostel og hedningeapostel. Han selv indleder konsekvent sine breve med »Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel«, mens Apostlenes Gerninger er langt mere tilbageholdende med at tildele ham apostelværdighed. Det kan man så undre sig over, hvis Apostlenes Gerninger skulle være skrevet af Lukas — den eneste ven, der aldrig svigtede Paulus (2 Timotheus 4,10-11).

2 Timotheus 4,10: for Demas har forladt mig af kærlighed til denne verden og er rejst til Thessalonika. Kreskens er rejst til Galatien, Titus til Dalmatien.
2 Timotheus 4,11: Kun Lukas er hos mig. Og tag Markus med, han er mig til god hjælp i tjenesten.

Paulus sagde selv »Jeg sætter netop min tjeneste som hedningeapostel højt« (Romerne 11,13), men ifølge Apostlenes Gerninger var det Peter, der var hedningeapostel, og ifølge Matthæusevangeliet er der slet ikke plads til Paulus.

Konklusion: Beskrivelsen af Paulus' mirakler er (naturligvis) fri fantasi. Igen ser vi, at det glansbillede af enige apostle, som Lukas forsøger at skabe, er uhistorisk.

Hånd af Harvey KurtzmanLæs meget mere om Paulus som apostel og hvem der er hedningeapostel, og hvad det indebærer.

Paulus' baggrund

Paulus i fjernsynet
Kristen tegneserie fra 1978, der genfortæller historien om Paulus i en moderne version.

I Apostlenes Gerninger fortæller Paulus, at han er opvokset i Jerusalem og oplært i jødedommen af Gamaliel (i øvrigt optræder Gamaliel selv i Apostlenes Gerninger 5,33-42):

Apost. G 22,3 "Jeg er jøde, født i Tarsus i Kilikien, opvokset her i byen, uddannet grundigt i den fædrene lov ved Gamaliels fødder, brændende af iver for Gud, ligesom I alle er det i dag.

Lukas siger, at Paulus var farisæer (ligesom Gamaliel):

Apost. G 23,6 Men da Paulus vidste, at den ene del af Rådet bestod af saddukæere og den anden del af farisæere, råbte han: "Brødre, jeg er farisæer og stammer fra farisæere. Nu skal jeg dømmes for håbet om dødes opstandelse!"

Apost. G 26,5 De ved om mig fra tidligere tid - hvis de ellers vil vidne om det - at jeg som farisæer har levet efter den strengeste retning i vor religion.

Paulus selv er enig i, at han er jøde (Galaterne 1,14, Galaterne 2,15, 2 Korinther 11,22, Romerne 11,1) og farisæer (Filipperne 3,5-6), men han kan umuligt være opvokset i Jerusalem og oplært af Gamaliel, eftersom han fortæller, at »Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa« (Galaterne 1,22).

Galaterne 1,14: Jeg gik videre i jødedommen end mange jævnaldrende i mit folk og brændte mere af iver for mine fædrene overleveringer.
Galaterne 2,15: Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst.

Desuden er det også svært at tro, at Paulus skulle have været oplært af den legendariske Rabbi Gamaliel, når Paulus konstant benytter sig af den græske bibeltradidtion. Eksempler her, her og her.

Romerne 11,1: Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme.
2 Korinther 11,22: Er de hebræere? Det er jeg også! Er de israelitter? Det er jeg også! Er de af Abrahams slægt? Det er jeg også!

Endnu mærkeligere bliver det hen mod slutningen af eventyret, hvor Paulus pludselig bliver eks-jøde og eks-farisæer — og springer ud af skabet som barnefødt romersk borger. Hånd af Harvey KurtzmanLæs meget mere om Paulus rejse til Rom.

Missionsbefalingen og Dåb

Jesus døbes
Jesus' dåb
Ravenna, ca. år 500

Jesus' sidste ord til apostlene var: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« (Matthæus 28,19).

I Apostlenes Gerninger rejser Paulus Mellemøsten tyndt og døber, hvor han kommer frem. Paulus døber Lydia og hendes husstand (Apostlenes gerninger 16,14-15), fængselsbetjenten og hans husstand (Apostlenes gerninger 16,33), Krispus, alle i hans hus og mange af korintherne (Apostlenes gerninger 18,8) og tolv af Johannes Døberens disciple (Apostlenes gerninger 19,1-7).

Apostlenes gerninger 16,14: Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurhandler fra byen Thyatira, lyttede til alle Paulus' ord, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun tog dem til sig.
Apostlenes gerninger 16,15: Da hun og hendes husstand var blevet døbt, indbød hun os: "Hvis I anser mig for at være tro mod Herren, så kom ind i mit hus og bliv dér." Hun nødte os til det.
Apostlenes gerninger 16,33: I denne sene nattetime tog han dem med og vaskede deres sår, og umiddelbart efter blev han selv og alle i hans hus døbt.
Apostlenes gerninger 18,8: Men synagogeforstanderen Krispus og alle i hans hus kom til tro på Herren. Også mange af korintherne hørte og troede og blev døbt.
Apostlenes gerninger 19,5: Da de hørte det, blev de døbt i Herren Jesu navn,
Apostlenes gerninger 19,6: og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede.
Apostlenes gerninger 19,7: Der var vel i alt tolv mand.

I Paulus' epistler kan han godt huske at have døbt Krispus i Korinth, men de få andre, han kan huske at have døbt, er ikke nogen, vi møder i Apostlenes Gerninger. Han bedyrer derimod indtrængende, at han har ikke døbt ret mange, for han har aldrig hørt Jesus' sidste ordre. Tværtimod: »For Kristus sendte mig ikke for at døbe«.

1 Korinth 1,14 Jeg takker Gud for, at jeg ikke har døbt nogen af jer undtagen Krispus og Gajus,
1 Korinth 1,15 så at ingen kan sige, at I blev døbt til mit navn.
1 Korinth 1,16 Jo, Stefanas og hans hus har jeg også døbt; ellers ved jeg ikke af, at jeg har døbt nogen.
1 Korinth 1,17 For Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet, dog ikke med talekunstens visdom, for at Kristi kors ikke skal blive til tom tale.

Dåb Nu hvor vi snakker om Johannes Døberens disciple, så var Paulus tilsyneladende bekendt med Johannes. Han kendte Apollos, der »kun havde kendskab til Johannes' dåb« (Apostlenes gerninger 18,25), og Paulus holdt en længere tale, hvor han blandt andet nævnte, at Johannes havde »prædiket omvendelsesdåb for hele Israels folk«, og hvor Paulus sågar kom med et længere citat fra Johannes: »Jeg er ikke, hvad I anser mig for at være. Men efter mig kommer en, hvis sko jeg ikke er værdig til at tage af« (Apostlenes gerninger 13,24-25).

Apostlenes gerninger 18,25: Han var blevet oplært i Herrens vej, og med ildhu talte og underviste han udførligt om Jesus, skønt han kun havde kendskab til Johannes' dåb.
Apostlenes gerninger 13,24: Forud for hans fremtræden havde Johannes prædiket omvendelsesdåb for hele Israels folk.
Apostlenes gerninger 13,25: Da Johannes stod ved enden af sit livsløb, sagde han: Jeg er ikke, hvad I anser mig for at være. Men efter mig kommer en, hvis sko jeg ikke er værdig til at tage af.

Den ægte Paulus er derimod lige så uvidende og tavs om Johannes Døberen, som han er om Maria, Josef, Betlehem, de vise mænd fra Østerland, Herodes barnemord, Jesus' dåb, Herodes den Store, Herodes Antipas, Agrippa, fristelserne i ørkenen, Bjergprædikenen, mirakuløse helbredelser, opvækkelse af de døde, Fadervor, Galilæa, Nazaret, Kapernaum, vandringen på søen, bespisningen af folkeskarerne, Jesus' "forvandling", tempelrensningen, Judas Iskariot, Maria Magdalena, Getsemane, Golgata, osv. osv.

De kristne standardundskyldninger er dels, at Paulus ikke har kendt til Johannes Døberen (og Maria, Josef, Nazaret, Herodes osv. osv.), fordi han først blev apostel på et sent tidspunkt, og dels at han ikke har haft grund til at nævne disse ting. Men så er det pudsigt, at Paulus i Apostlenes Gerninger har masser af viden og masser af god tid.

Konklusion: Den historiske Paulus er ligeså ukendt med dåben, som han er med alle de andre historier i evangelierne.

Hånd af Harvey KurtzmanLæs meget mere evt. mere om, hvad Paulus ikke ved om Jesus.

Hedninge og Omskærelse

Ifølge Apostlenes Gerninger omskar Paulus selv Timotheus, sådan for en sikkerheds skyld:

Apost. G. 16,2 Timotheus var velanskrevet hos brødrene i Lystra og Ikonion.
Apost. G. 16,3 Ham ville Paulus gerne have til at rejse med sig, så han omskar ham af hensyn til jøderne i de egne; for alle vidste, at hans far var græker.

Jesus omskæres
Jesusbarnet bliver skamskåret omskåret med en stor slagterkniv.
Kalkmaleri fra Norra Strö i Lund.

Det underlige er, at hele det forrige kapitel, 15, handler om, hvordan Paulus besøgte menigheden i Jerusalem udelukkende for at få bekræftet, at ikke-jøder ikke behøvede at lade sig omskære.

Apost. G. 15,23 De fik denne skrivelse med: "Apostlene og de ældste, jeres brødre, hilser vore brødre af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien.
[.. .. ..] [...]
Apost. G. 15,28 For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige,
Apost. G. 15,29 at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!"

Ifølge Lukas fik Paulus altså en skriftlig bekræftelse af at, ikke-jøder kunne "handle ret" og "leve vel" uden at være omskårede. Så hvorfor skulle Paulus starte kapitel 16 med at omskære Timotheus? Endnu mærkeligere bliver det, når man læser Paulus' egen beskrivelse af samme møde:

Galaterne 2,3 Men ikke engang Titus, der var med mig, og som er græker, blev tvunget til at lade sig omskære;
Galaterne 2,4 det krævede ellers nogle indsnegne falske brødre, som havde listet sig ind for at udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, og for at trælbinde os.
Galaterne 2,5 Men dem gav vi ikke et øjeblik efter for og bøjede os ikke; for vi ville, at evangeliets sandhed skulle blive hos jer.

Her fortæller Paulus triumferende, hvordan han har haft en græker med, som det lykkedes ham at redde fra omskærelse. Paulus mener endda, at hvis han havde givet efter i Jerusalem for »nogle indsnegne falske brødre«, så ville »evangeliets sandhed« ikke været blevet hos menigheden i Galatien. Andre steder kalder Paulus de omskårne for "skamskårne": »vogt jer for de skamskårne!« (Filipperne 3,2) og ønsker, at de ville kastrere sig selv: »Gid de ville lemlæste sig helt, de, der gør jer forstyrrede!« (Galaterne 5,2).

Filipperne 3,2: Vogt jer for hundene, vogt jer for de slette arbejdere, vogt jer for de skamskårne!

Hele ideen med Paulus' evangelium er nemlig, at vi allerede er frelst gennem troen på Jesus' sonoffer. Hvis man alligevel underkaster sig Moseloven "for en sikkerheds skyld", har man bare bevist, at man ikke har tro. Eller som han sagde: »hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte« (Galaterne 3,21). Læs meget mere om Paulus og omskærelsen.

Paulus' holdning til hedninger, der dyrker de "forkerte" guder er også beskrevet forskelligt. I Apostlenes Gerninger 17,22-34 roser Paulus grækerne fordi, de »på alle måder er meget religiøse«:

Apost. G. 17,22 Så stod Paulus frem midt på Areopagos og sagde: "Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse.
Apost. G. 17,23 For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer.

Jesus Kristus & Co. nr. 3 Derimod mente den ægte Paulus, at folk der dyrkede "forkerte" guder selv var ude om, at de var fortabte. Guds eksistens kan »kendes på hans gerninger«.

Romerne 1,18 For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed.
Romerne 1,19 Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem.
Romerne 1,20 For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning.
Romerne 1,21 For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte.
Romerne 1,22 De hævdede at være vise, men blev tåber,
Romerne 1,23 og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr.

Til gengæld havde Paulus ikke noget imod at spise offerkød, der var ofret til de falske guder. Det havde man ligefrem ret til:

1 Korinth. 8,9 Men se til, at jeres ret til at spise offerkød ikke bringer de svage til fald.

Dette er i lodret modstrid med den tilladelse, han havde fået af menigheden i Jerusalem:

Apost. G. 15,28 For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige,
Apost. G. 15,29 at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!"

 
Guds hånd Læs evt. mere om Paulus og Moseloven, Paulus som hedningeapostel, Paulus' anden rejse til Jerusalem og Paulus' holdning til omskærelse.

Konklusion: Lukas portræt af Paulus viser sig at være mest fri fantasi. Hvad siger det så om Lukas' beskrivelse af Jesus?

Eksternt link

Yderligere information


Fodnoter: (1)

1ste og 2det brev til Timotheus regnes idag ikke for ægte paulinske breve. Men muligvis har forfatteren haft en smule kendskab til Paulus.

Op til sektion om Paulus