Paulus mødte som bekendt aldrig Jesus — og er derfor ubrugelig som historisk vidne.
Paulus nævner intet konkret om Jesus' liv, og han citerer aldrig Jesus.
Paulus mødte som bekendt aldrig Jesus — og er derfor ubrugelig som historisk vidne.
Paulus nævner intet konkret om Jesus' liv, og han citerer aldrig Jesus.
Men der er tilsyneladende en enkelt undtagelse:
1 Korinth. 11,23 For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød,
1 Korinth. 11,24 takkede, brød det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!"
1 Korinth. 11,25 Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: "Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!"
1 Korinth. 11,26For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.
Paulus kender åbenbart til nadveren og til Judas-forræderiet. Eller gør han?
Lad os kigge på forræderiet først:
|
| Judaskysset. Kalkmaleri fra Gørlev Kirke |
1 Korinth. 11,23 For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød,
Ordet, der bruges for "forrådt" på originalsproget græsk, er "paradidômi", der består af ordene "para" (ved siden af) og "didômi" (give). Ordet betyder altså, at "over-give" eller "over-levere" (også i betydningen "overgive verbalt").
Selvfølgelig kan man overgive noget på en forræderisk måde, men ordet har mange andre betydninger. I det vers, vi kigger på, optræder "paradidômi" to gange. Første gang oversætter Bibelselskabet ordet til "overlevere", »og også overleveret til jer«, og anden gang oversættes det altså til »forrådt«. Men ordet er det samme begge gange, og mere bogstavelige Bibel-oversættelser som Young's Literal Translation (1898) og Darby (1867) oversætter ordet på samme måde begge gange: »which also I did deliver to you, that the Lord Jesus in the night in which he was delivered up, took bread«.
Ordet "modtaget" på originalsproget græsk, er "paralambanô", der består af ordene "para" (ved siden af) og "lambanô" (tage). Paulus har "over-taget" information, som han nu "over-giver" til menigheden, om hvordan Jesus en nat blev "over-givet".
Kan man "over-levere" Jesus som en nyhed? Det kan man sagtens. Paulus skriver ikke om en jordisk person — han kalder selv sin Kristus for "Guds hemmelighed":
Kolossenserne 2,2 for at de skal trøstes i deres hjerte og knyttes sammen i kærlighed og nå til den fulde rigdom på vished og indsigt, nå til erkendelse af Guds hemmelighed, Kristus,
Jesus er altså ikke blevet forrådt; Paulus har bare i en af sine åbenbaringer fået "over-leveret" historien om Kristus. På samme måde starter Lukasevangeliet med, at Lukas har fået overleveret, "paradidômi", historien om Jesus fra øjenvidner: »sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner« (Lukas 1,2).
|
| Paulus får "over-leveret" fra Jesus. |
Men selvfølgelig kan "paradidômi" betyde at forråde, og det er meget sandsynligt, at denne bemærkning har inspireret Markus til at opfinde historien om Judas' forræderi. Paulus' epistler er ældre end Markusvangeliet, og Markus har tydeligvis læst Paulus.
Paulus har derimod ikke noget Judas-forræderi i tankerne. Det kan man blandt andet se et par kapitler længere fremme: Igen har Paulus over-leveret ("paradidômi") og modtaget / over-taget ("paralambanô") nogle vigtige oplysninger om Jesus:
1 Korinth. 15,3 Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne,
1 Korinth. 15,4 at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne,
1 Korinth. 15,5 og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv.
Jesus genopstår for alle 12 disciple. Der er ikke antydning fra Paulus' side af, at nogen skulle have forrådt nogen og at, der kun skulle være 11 disciple tilbage.
Man skal også huske, at Paulus brugte meget af sine epistler på at harcelere over de konkurrerende disciple, der var "falske apostle", "troløse arbejdere" og "satans tjenere":
2 Korinth. 11,13 De er falske apostle, troløse arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle.
2 Korinth. 11,14 Og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel.
2 Korinth. 11,15 Så er det ikke mærkeligt, når også hans tjenere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste.
Tænk, hvis Paulus havde hørt om et forræderi i indercirklen blandt de tolv, da han skrev de ovenstående linier. Så havde han virkelig haft nogle gode eksempler at komme med. Men Paulus hentyder aldrig til Judas.
Derfor er det helt forkert at oversætte "paradidômi" til forrådt.
|
| Ezekiel 4,12 brød. Klik på billedet og få Guds helt specielle opskrift. |
Paulus kender åbenbart til nadveren med brød og bæger. Bemærk, at han ikke skriver, hvad der er i bægeret. Det vender vi tilbage til.
Det pudsige er, at Paulus skriver ca. 25 år efter, at den historiske Jesus formodes, at have indstiftet nadveren for sine tolv disciple, og alligevel skriver Paulus, at »jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer«.
Her har vi Paulus' ord for, at det er ham, Paulus (og ikke disciplene for 25 år siden), der har modtaget nyheden, »modtaget fra Herren«, og at det er Paulus (og ikke de tolv disciple), der fortæller det til menigheden i Korinth. Der er ingen, der har hørt om nadveren, før Paulus fortæller om den, 25 år efter at den skulle være indstiftet af en historisk Jesus.
Og hvor har Paulus det fra? Kunne det tænkes, at han havde hørt det fra de disciple i Jerusalem, der påstås at have været øjenvidner? Nej, for det første siger han jo selv, at »jeg har modtaget fra Herren«. Han har det altså ikke fra disciplene, men formentlig fra en af de åbenbaringer, han jævnligt modtog. For det andet var det et fast punkt i Paulus' epistle, at det evangelium, han prædikede ikke var menneskeværk (læs evt. om Paulus' rejser til Jerusalem).
|
| Den sidste nadver. Ægte bodega-humor. |
Galaterne 1,11 For jeg gør jer bekendt med, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, ikke er menneskeværk.
Galaterne 1,12 Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus.
Paulus skriver i sikker forventning om, at han er den første i verden, der får lov til at "over-levere" historien om nadveren. Tænk, hvis en historisk Jesus havde indstiftet nadveren for sine disciple: Så ville modtageren af Paulus' brev skrive tilbage: "Det ved vi da godt, din nørd. Det har vi faktisk gjort hver søndag i 25 år".
Vil det sige, at Paulus har et bedre kendskab til den historiske Jesus, end de disciple, der havde fulgt Jesus? Nej, Paulus kender ikke noget til en historisk Jesus. Paulus' Jesus og Paulus' nadver er nogle rent åndelige størrelser. Her er et citat fra det forrige kapitel i samme epistel:
1 Korinth. 10,1 Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet
1 Korinth. 10,2 og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet
1 Korinth. 10,3 og spiste alle den samme åndelige mad
1 Korinth. 10,4 og drak alle den samme åndelige drik - for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus -
Sådan ser Paulus' verden ud: Jødernes flugt fra Ægypten gennem Det Røde Hav var en dåb, mannaen var en åndelig mad, vandet fra klippen var en åndelig drik, klippen var Jesus, og jøderne drak af den åndelige klippe, der var Jesus. Allegori og symbolik. Paulus' nadver sker på et åndelig plan.
Det er Paulus, der har indstiftet nadveren — ikke en historisk Jesus. Paulus' ord levner ikke plads til en historisk Jesus.
Så kunne det være sjovt at gætte på, hvor Paulus mon har "modtaget" nadveren fra?
Kristendommen har mange af sine myter og ritualer fælles med andre af den tids religioner. Desværre ved vi ikke så meget om disse religioner, fordi de kristne har nedbrændt hele biblioteker med "hedensk" litteratur. Det vi ved i dag, kender vi fra de tidlige kirkefædres angreb på de konkurrerende religioner.
Justinus Martyr (død ca. år 165) måtte erkende ligheden mellem kristendommen
og de eksisterende religioner.
Men han havde verdens bedste forklaring: Det var skam ikke kristendommen, der havde efterabet
de eksisterende religioner. Næ nej, det var de gamle religioner, der havde forud-efterabet kristendommen.
Ja, det lyder som en science fiction-historie i stil med Tilbage til Fremtiden,
men Justinus Martyr brugte over 50 kapitler på dette forsvar (se eksternt link forneden):
Djævlene havde læst profetierne om Jesus
i Det Gamle Testamente,
og de havde opfyldt dem i forvejen for at forvirre fremtidens kristne.
Det er derfor, Antikken var fyldt med jomfrufødte gudesønner, der var blevet dræbt, genopstået og steget til himmels:
Alle disse gudesønner: Herkules, Perseus, Dionysos, Kejser Augustus o.s.v.
var opfundet af djævlene for at forud-efterabe Jesus.
I kapitel 66 kommer Justinus Martyr så til nadveren (eukaristien), som djævlene sandelig også har forud-efterabet:
And this food is called among us Eucharistia [the Eucharist], of which no one is allowed to partake but the man who believes that the things which we teach are true, and who has been washed with the washing that is for the remission of sins, and unto regeneration, and who is so living as Christ has enjoined. For not as common bread and common drink do we receive these; but in like manner as Jesus Christ our Saviour, having been made flesh by the Word of God, had both flesh and blood for our salvation, so likewise have we been taught that the food which is blessed by the prayer of His word, and from which our blood and flesh by transmutation are nourished, is the flesh and blood of that Jesus who was made flesh.
For the apostles, in the memoirs composed by them, which are called Gospels, have thus delivered unto us what was enjoined upon them; that Jesus took bread, and when He had given thanks, said, "This do ye in remembrance of Me, this is My body;" and that, after the same manner, having taken the cup and given thanks, He said, "This is My blood;" and gave it to them alone. Which the wicked devils have imitated in the mysteries of Mithras, commanding the same thing to be done. For, that bread and a cup of water are placed with certain incantations in the mystic rites of one who is being initiated, you either know or can learn.
Justin Martyr, død ca. år 165, første apologi, kapitel 66
Man kan grine af Justinus Martyr's argument med forud-efterabning, men her har vi al fald vi en beskrivelse af
en af de "hedenske" religioner, Mithras. Ifølge Justinus Martyr havde Mithras-dyrkerne
åbenbart et ritual, der mindede om den kristne nadver, med brød og et bæger vand.
Bemærk, at Paulus aldrig fortalte, hvad der var i det bæger, han fik "overleveret".
Hvor dyrkede man Mithras henne? Det gjorde man mange steder i Romerriget, men Plutarch fortæller (se eksternt link forneden), at det især blev dyrket af Piraterne i Kilikien, og at man fortsatte med at dyrke Mithras, efter at disse pirater var blevet nedkæmpet.
The power of the pirates had its seat in Cilicia at first, and at the outset it was venturesome and elusive;
[...]
They also offered strange sacrifices of their own at Olympus, and celebrated there certain secret rites, among which those of Mithras continue to the present time, having been first instituted by them.
Plutarchos, ca. 45-120, Pompey's liv, kapitel 24
Hovedbyen i Kilikien hed Tarsus, og det var den by, Paulus kom fra. »Paulus sagde: "Jeg er jøde fra Tarsus i Kilikien« (Apostlenes Gerninger 21,39) »Jeg er jøde, født i Tarsus i Kilikien« (Apostlenes Gerninger 22,3).
Paulus hævdede jo, at han havde "modtaget" nadveren gennem sine åbenbaringer. Men i dag ved vi, at drømme, visioner og hallucinationer ikke opstår af ingenting: De kommer fra underbevidstheden.
Selvfølgelig kan Paulus have fået nadveren fra andre byer end Tarsus og fra andre religioner end Mithras, men intet kommer af intet. Undtagen lommeuld og Gud.
Justin Martyr, Første apologi, kap. 66 (Engelsk tekst).
I kapitel 20-23 argumenterer han for, at kristendommen ikke var så afvigende i forhold til de etablerede religioner: gudesønner og opstandelse var jo helt almindeligt i den græske verden.
Derefter bruger han de næste kapitler på at vise, at kristendommen — og kun kristendommen — er den sande religion og, at Jesus er Guds inkarnerede søn. Derefter i kapitel 54 og frem er han klar til forklaringen om, at de gamle religioner havde forud-efterabet kristendommen.
I kapitel 66 kommer han til nadveren.
