Hvordan kan det være, at kristne danskere ikke holder Moseloven? Hvorfor bryder vi Guds lov og guffer svinekød og rejer i os? Hvorfor har dansk lov ikke dødsstraf for at arbejde om lørdagen? Hvorfor er danskere ikke omskårne?
Mange kristne vil forklare det med, at Jesus har indført en ny pagt, men det er noget vås. Jesus sagde tydeligt, at han ikke ville ophæve de gamle love (undtagen for sig selv). Det er ikke Jesus, men Paulus, der har fundet på de nye regler.
Paulus formulerer det på den kringlede måde, at gennem Jesus er vi døde fra loven, og derfor ikke mere bundne, end en enke er efter sin døde mand:
|
|
| Paulus' omvendelse. |
Romerne 7,1 Ved I ikke, brødre – jeg taler jo til mennesker, der kender loven – at loven kun er herre over et menneske, så længe det lever?
Romerne 7,2 En gift kvinde er ved lov bundet til sin mand, så længe han lever; men dør han, er hun løst fra den lov, der bandt hende til ham.
Romerne 7,3 Hun vil altså stå som ægteskabsbryder, hvis hun bliver en andens, mens hendes mand er i live; men dør han, er hun fri fra loven, så at hun ikke er ægteskabsbryder ved at blive en andens.
Romerne 7,4 Så er også I, mine brødre, gjort døde for loven ved Kristi legeme, for at I skal tilhøre en anden, ham der er opstået fra de døde, og vi bære frugt for Gud.
Romerne 7,5 For dengang vi var i kødet, var de syndige lidenskaber, som loven kalder frem, virksomme i vore lemmer, så at vi bar frugt til døden.
Romerne 7,6 Men nu er vi løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i, så at vi er tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle.
Dybest set vrøvler Paulus: Hvis parallellen skal holde, skulle det være loven, der var død, så vi kunne blive gift med en anden. Men meningen er klar nok: Loven er afsluttet (død), og vi andre er frie.
Ifølge Paulus var den gamle lov nemlig kun nødvendig, dengang mennesket var syndefuldt. Da nu Jesus havde taget skylden fra os, var loven ikke længere bindende. Paulus kalder (meget betegnende) Moseloven for dødens lov:
Romerne 8,2 For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov.
Romerne 8,3 Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet,
Sammen med "dødens lov" faldt de gamle forbud med sabbatdage og urene madvarer bort:
Romerne 14,2 Den enes tro tillader ham at spise hvad som helst, den svage spiser kun grønsager.
Romerne 14,3 Den, der spiser, må ikke foragte den, der ikke spiser, og den, der ikke spiser, må ikke dømme den, der spiser; Gud har jo taget imod ham.
[.. .. ..][. . .]
Romerne 14,5 Én regner den ene dag for vigtigere end andre dage, en anden regner alle dage for lige vigtige. Enhver skal stå fast ved sin overbevisning.
Romerne 14,6 Den, der lægger vægt på, hvad det er for en dag, gør det for Herren. Den, der spiser, gør det for Herren; han siger jo Gud tak. Og den, der ikke spiser, gør det for Herren og siger også Gud tak.
[.. .. ..][. . .]
Romerne 14,14 Jeg ved og er i Herren Jesus vis på, at intet er urent i sig selv, men for den, der regner noget for urent, er det urent.
[.. .. ..][. . .]
Romerne 14,17 For Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i Helligånden.
[.. .. ..][. . .]
Romerne 14,20 Ødelæg ikke Guds værk på grund af mad. Alt er rent, men for den, der tager anstød af at spise det, bliver det noget ondt.
1 Korinth. 8,8 Men mad gør hverken fra eller til over for Gud. Vi opnår ikke noget ved at spise, og vi mister ikke noget ved at lade være.
1 Korinth. 10,23 Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op.
[.. .. ..][. . .]
1 Korinth. 10,25 Alt, hvad der sælges på kødtorvet, kan I spise med god samvittighed uden at undersøge, om det er offerkød.
Det står endnu tydeligere i Kolossenserbrevet. Dette epistel er formodentlig ikke et ægte Paulus-epistel, men det er taget med i Bibelen og har været med til at præge kristendommen.
1 Kol. 2,16 Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter.
Paulus var farisæer, og dermed omskåret - ligesom Jesus iøvrigt også var det. Omskærelsen har siden Abraham været et tegn på den gamle pagt mellem Gud og jøderne, men i den nye pagt var det uden betydning:
1 Korinth. 7,18 Var man omskåret, da man blev kaldet, skal man ikke lave om på det, og var man ikke omskåret, skal man ikke lade sig omskære.
1 Korinth. 7,19 Om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør lydighed mod Guds bud.
1 Romerne 2,25 Vel gavner omskærelse, hvis du holder loven, men overtræder du loven, er du trods din omskærelse blevet som en uomskåret.
1 Romerne 2,26 Hvis derfor en uomskåret holder lovens forskrifter, skal han så ikke anses for en omskåret, selv om han ikke er det?
1 Romerne 2,27 Og den, der i det ydre er uomskåret, men som opfylder loven, skal dømme dig, som overtræder loven, skønt du har lovens bogstav og er omskåret.
1 Romerne 2,28 For jøde er man ikke i det ydre, og omskærelse er ikke det, som ses på kroppen.
1 Romerne 2,29 Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte, i Ånden, ikke efter bogstaven. Hans ros kommer fra Gud, ikke fra mennesker.
Det var lige præcis Paulus' holdning til Moseloven og ikke-jøder, der bekymrede resten af apostlene og Jesus' bror Jakob. I Apostlenes Gerninger er det beskrevet udramatisk: Peter havde haft en vision, der havde fået ham til at glemme sin racisme - og i stedet omgås ikke-jøder. Da Paulus kommer og fortæller om alle de hedninge (dvs. ikke-jøder), han har fået omvendt, beslutter Jakob:
Apost. G. 15,19 Derfor mener jeg, at vi ikke skal skabe vanskeligheder for de hedninger, der vender om til Gud,
Apost. G. 15,20 men skrive til dem, at de skal holde sig fra besmittelse med afguder og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod.
Det lyder jo meget tilforladeligt, men vi må huske, at Apostlenes Gerninger er skrevet mange år efter begivenhederne - nemlig af den samme græker, der skrev Lukasevangeliet.
Hvis man læser Paulus egne ord, ser det knap så rosenrødt ud.
Peters besøg hos ikke-jøder har åbenbart ikke været populært hos Jesus' andre disciple.
Paulus skælder derfor Peter (kaldet Kefas) ud):
Galaterne 2,11 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv.
Galaterne 2,12 Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.
Galaterne 2,13 Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri.
Galaterne 2,14 Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder?
Peter har åbenbart spist sammen med ikke-jøder efter sin vision, men er blevet banket på plads af "nogle fra Jakob". Peter tør derfor ikke mere omgås ikke-jøder, og meningheden i Jerusalem kræver, at alle følger Moseloven ("lever som jøder"). Bemærk, at Paulus ikke skriver, at han vandt diskussionen over Peter - tværtimod fik "de andre jøder" Barnabas over på deres side.
Dette viser, at den historie, der ender med menighedens tilladelse (citeret foroven) er mere eller mindre fri fantasi. Menigheden i Jerusalem har hverken tilladt omvendelse af ikke-jøder - eller at Moseloven ignoreres.
Det var også derfor, Paulus blev fængslet.
Konklusion: Den eneste, der har ophævet Moseloven, er en mand, der aldrig har mødt Jesus. Jesus og hans disciple insisterede på, at Moseloven skulle holdes - og at man ikke måtte omgås ikke-jøder.
