Paulus havde aldrig mødt Jesus personligt, og der gik flere år, før han mødte Jesus' disciple. Det er formodentlig derfor, det evangelium, Paulus prædiker, ofte er i modstrid med Jesus' ord.
Jesus havde pointeret, at han kun ville frelse jøder (»Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus«). Paulus derimod kaldte sig selv hedningeapostel, fordi han - i modsætning til Jesus og hans disciple - missionerede blandt ikke-jøder, især i Grækenland.
|
|
| Gustave Doré. Peter skulle have en himmelsk vision, før han turde besøge den urene hedning Cornelius. Det er den rene jøde til højre i billedet. |
Romerne 11,13 Men til jer hedninger vil jeg sige: Jeg sætter netop min tjeneste som hedningeapostel højt,
[.. .. ..][. . .]
Romerne 11,16 Er førstegrøden hellig, er dejen det også. Er roden hellig, er grenene det også.
Paulus skriver selv, hvordan han var for ikke-jøder, som Peter (Kefas) var for de omskårne jøder:
Galaterne 2,7 Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne
Galaterne 2,8 – for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne
Galaterne 2,9 – og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.
Det var åbenbart ikke velset at omgås ikke-jøder. Paulus fortæller, hvordan han måtte skælde Peter (Kefas) ud. Peter turde pludselig ikke længere omgås u-omskårne ikke-jøder, at han var blevet irettesat af nogle af Jesus' bror, Jakobs bydrenge:
Galaterne 2,11 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for
han havde dømt sig selv.
Galaterne 2,12 Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.
Galaterne 2,13 Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri.
Galaterne 2,14 Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder?
Galaterne 2,15 Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst.
|
| Jesus var mere respektfuld over for kvinder, end Paulus var. |
Det er forvirrende at læse, hvad Bibelen siger om frelse, men det står fast, at Jesus krævede, at man holdt Moseloven og helst gav alt, hvad man ejede til de fattige:
Matthæus 19,16 Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: "Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?"
Matthæus 19,17 Han svarede ham: "Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!"
Matthæus 19,18 Han spurgte: "Hvilke?" Jesus svarede: "'Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk,
Matthæus 19,19 ær din far og din mor!' og: 'Du skal elske din næste som dig selv.'"
Matthæus 19,20 Den unge mand sagde: "Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?"
Matthæus 19,21 Jesus sagde til ham: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!"
For Jesus var det lige så svært for en rig mand at komme i paradis, som for en kamel at komme gennem nåleøjet. Man finder ingen steder i de tre synoptiske evangelier nogen antydning af, at tro er nødvendig for frelsen, undtagen Markus 16-9,20, der er en nyere tilføjelse. Paulus mente derimod, at det eneste afgørende var troen.
Galaterne 2,16 Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt.
Galaterne 3,11 Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for "den retfærdige skal leve af tro".
Romerne 3,28 For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.
Ordet tro skal dog ikke læses, som vi gør det i dag - ordet skal mere forstås som tillid til Gud. Paulus brugte eksemplet med Abraham, der uden at protestere var parat til at ofre sin egen søn på bålet:
Romerne 4,1 Hvad skal vi da sige om Abraham, vort folks stamfader? Hvad opnåede han?
Romerne 4,2 Hvis det var af gerninger, Abraham blev gjort retfærdig, har han noget at være stolt af; dog ikke over for Gud.
Romerne 4,3 For hvad siger Skriften? "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed."
Romerne 4,4 Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste.
Romerne 4,5 Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed.
Romerne 4,6 Sådan priser David også det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger:
Jesus lallede rundt som en vagabond - uden at bekymre sig om, hvor det næste måltid kom fra. Nogle af Jesus' udtalelser ville i al fald lyde besynderlige - hvis ikke lige det var fordi, de var udtalt af Guds søn:
|
| Grise er urene dyr - også Antoniusgrise |
Matthæus 6,25 Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne?
Matthæus 6,26 Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?
Matthæus 6,27 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?
Matthæus 6,28 Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke.
Matthæus 6,29 Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem.
Matthæus 6,30 Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?
Matthæus 6,31 I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen?
Hvorfor bekymre sig om mad og tøj? Især, hvis man "véd", at Jorden snart går under. Så kan man (som nævnt) lige så godt forære alle sine ejendele væk:
Matthæus 6,25 Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«
Jesus må have været dyr at have på kost, når han besøgte farisæerne sammen med sine disciple, følgesvende og kvinder.
Paulus var teltmager af profession, og han insisterede på, at han og hans disciple skulle arbejde for føden.
2 Thess. 3,6 Vi påbyder jer, brødre, i vor Herre Jesu Kristi navn at holde jer fra enhver broder, der lever et uordentligt liv og ikke holder sig til den overlevering, de modtog af os.
2 Thess. 3,7 I ved jo selv, hvordan I bør efterligne os. Vi levede ikke uordentligt blandt jer,
2 Thess. 3,8 og vi fik ikke kosten gratis af nogen, men fik den ved at arbejde under slid og møje nat og dag for ikke at ligge nogen af jer til byrde,
2 Thess. 3,9 ikke fordi vi ikke havde ret til det, men for at give jer et forbillede, så I kan efterligne os.
2 Thess. 3,10 For allerede da vi var hos jer, bød vi jer, at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden.
2 Thess. 3,11 Vi har nemlig hørt, at der er nogle blandt jer, der lever uordentligt; de arbejder ikke, men blander sig i ting, som ikke kommer dem ved.
2 Thess. 3,12 Dem byder og formaner vi ved Herren Jesus Kristus, at de skal arbejde støt og stille og selv skaffe sig til livets ophold.
Da Jesus udsendte sine apostle, sagde han, de ikke behøvede at arbejde for føden. Selve missioneringen var arbejde nok, og derfor kunne apostlene sagtens leve på nas hos deres værter:
Lukas 10,7 Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus.
Sammenlign Jesus' holdning med, hvad Paulus skriver i 1. Korintherne:
1 Korinth. 9,6 Eller er det kun mig og Barnabas, som ikke har ret til at lade være med at arbejde?
Ovenstående lyder underligt i moderne ører, og den skal lige vendes et par gange: Paulus havde ikke ret til ikke at arbejde! Åbenbart har Paulus været under anklage for ikke at være rigtig apostel, fordi han ikke levede på nas.
Paulus fortsætter brevet med at gøre et meget stort nummer ud af, at han ikke vil modtage løn for forkyndelsen:
1 Korinth. 9,12 Når andre har ret til at få noget hos jer, har vi det så ikke endnu mere? Alligevel har vi ikke gjort brug af denne ret, men finder os i alt for ikke at lægge hindringer i vejen for evangeliet om Kristus.
1 Korinth. 9,13 Ved I ikke, at de, der arbejder i templet, lever af templets indtægter, og at de, der gør tjeneste ved alteret, får deres andel af det, der ofres?
1 Korinth. 9,14 På samme måde har Herren bestemt, at de, som forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet.
1 Korinth. 9,15 Men jeg har ikke gjort brug af nogen af disse rettigheder, og jeg skriver ikke dette for nu at gøre krav på dem. For jeg vil hellere dø end – denne min stolthed skal ingen tage fra mig!
1 Korinth. 9,16 At jeg forkynder evangeliet, giver mig ingen grund til stolthed, for jeg er tvunget til det, og ve mig, hvis jeg ikke forkynder det.
1 Korinth. 9,17 For gør jeg det frivilligt, har jeg krav på løn; men gør jeg det, fordi jeg skal, er det et hverv, der er pålagt mig.
1 Korinth. 9,18 Hvad er da min løn? At jeg forkynder evangeliet uden udgift for nogen og uden at udnytte den ret, som evangeliet giver mig.
Den største forskel mellem Jesus og Paulus ligger dog i deres holdning til Moseloven. Jesus har aldrig ophævet Moseloven, men sagde derimod: »Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven«.
Paulus mente derimod, at Jesus gennem sin død havde ophævet den gamle lov og dannet Den Nye Pagt.
Det var også Paulus, der opfandt Arvesynden, selvom det modsiger både Gud og Jesus.
Konklusion: Paulus har aldrig mødt Jesus, og hans evangelium modsiger Jesus på flere punkter.
