Paulus' sidste rejse til Rom

Paulus' omvendelse
Paulus bliver kaldet af Jesus på vejen til Damaskus.

Apostlenes Gerninger ender på en underlig uforløst måde. Først bliver Paulus arresteret, og det ser mistænkeligt ud som om, menigheden i Jerusalem og Jesus' bror, Jakob, har lokket ham i baghold. Derefter ender historien med, at han bruger flere år på at tage til Rom som fange, og den historie er lige så spøjs.

Vi har andetsteds kigget på Paulus' rejser til Jerusalem og Antiokia. Konklusionen hér er, at der er en kerne af sandhed i Apostlenes Gerninger, som man svagt kan skimte, hvis man sammenligner med Paulus' egne breve. Paulus havde planer om en tredje Jerusalem-rejse (Romerne 15,25), men historien om, hvad der skete, er kun beskrevet i Apostlenes Gerninger, og det er svært at skimte nogen "kerne af sandhed" nogen steder.

Romerne 15,25: Men nu rejser jeg til Jerusalem med hjælp til de hellige.

I starten af Apostlenes Gerninger er Paulus som bekendt en ond mand, der forfølger de jøde-kristne. Hans oprindelige navn var Saulus, hvilket vil sige, at han var opkaldt efter jødernes første konge, Saul.

Saulus/Paulus er altså selv jøde: »Jeg er jøde, […] uddannet grundigt i den fædrene lov ved Gamaliels fødder« (Apostlenes Gerninger 22,3). Det bekræfter Paulus også i sine egne epistler: »Er de israelitter? Det er jeg også!« (2 Korintherne 11,22), »omskåret på ottendedagen, israelit af fødsel, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer« (Filipperne 3,5), »Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme« (Romerne 11,1).

Apostlenes Gerninger 22,3: "Jeg er jøde, født i Tarsus i Kilikien, opvokset her i byen, uddannet grundigt i den fædrene lov ved Gamaliels fødder, brændende af iver for Gud, ligesom I alle er det i dag.
2 Korintherne 11,22: Er de hebræere? Det er jeg også! Er de israelitter? Det er jeg også! Er de af Abrahams slægt? Det er jeg også!

Men ikke alt er, hvad det ser ud til.

Paulus, den romerske agent

Vi får et forvarsel tidligt i historien: Paulus bliver fængslet af romerne, og pludselig springer han ud af skabet som romersk borger:

Apost. G. 16,37 Men Paulus svarede dem: "De har uden dom ladet os piske offentligt, selv om vi er romerske borgere, og de har sat os i fængsel. Og nu vil de hemmeligt jage os bort! Nej, de kan selv komme og føre os ud."
Apost. G. 16,38 Det meldte betjentene til embedsmændene. Og de blev bange, da de hørte, at de var romerske borgere.
Apost. G. 16,39 Så kom de hen og gav dem en undskyldning, og da de havde løsladt dem, bad de dem forlade byen.

Ateister, de rigtige ghost busters Paulus siger vel at mærke ikke, han var en jøde, der levede i Romerriget. Det kunne alle de andre jøder og kristne jo sige med samme ret. Han hævdede at være romersk borger, og det må have været noget ganske særligt, for embedsmændene »blev bange, da de hørte, at de var romerske borgere«, og skyndte sig at løslade dem »og gav dem en undskyldning«.

Paulus og romerne
Apostlenes Gerninger kapitel 22: Romerne redder Paulus fra den rasende folkemængde.

Paulus har åbenbart nogle specielle papirer i orden. Hvis enhver kunne erklære sig for "romersk borger", så kunne Jesus bare have sagt det samme, og så var han sluppet for at blive korsfæstet. Paulus kan noget, som ikke engang Jesus kan.

Længere fremme, mod enden af eventyret, bliver Paulus igen fængslet under mystiske omstændigheder i Jerusalem. Paulus bliver omringet af en rasende menneskemængde, fordi man tror, at de "rensede" jøder, han følger ind i templet, er "urene" grækere. Jøderne ville have dræbt ham, hvis ikke han var blevet reddet af de flinke romere (billedet til højre).

Paulus introducerer sig selv for romerne, sådan lidt diskret:

Apost. G. 21,39 Paulus sagde: "Jeg er jøde fra Tarsus i Kilikien, borger i en ikke ukendt by. Jeg beder dig, tillad mig at tale til folket."

Romerne forstår ikke helt, hvad Paulus mener med »borger i en ikke ukendt by«, og de bliver enige om at piske Paulus — sådan for en sikkerheds skyld. Så bliver Paulus nødt til at tale rent ud af posen, og bruge sit magiske "Gå-Direkte-Ud-Af-Fængslet" kort igen:

Apost. G. 22,25 Da de spændte Paulus fast for at piske ham, spurgte han den officer, der stod ved siden af: "Må I piske en romersk borger, og det uden dom?"
Apost. G. 22,26 Da officeren hørte det, gik han til kommandanten og meldte ham det og sagde: "Hvad er det, du er i færd med? Den mand er jo romersk borger!"
Apost. G. 22,27 Kommandanten kom hen til Paulus og spurgte: "Sig mig, er du romersk borger?" "Ja," svarede han.
Apost. G. 22,28 Kommandanten sagde: "Den borgerret har jeg givet mange penge for." Men Paulus sagde: "Jeg er endog født med den!"
Apost. G. 22,29 De, der stod og skulle forhøre Paulus, trak sig nu straks tilbage. Også kommandanten blev bange, da han forstod, at det var en romersk borger, han havde ladet fængsle.

Sankt Dogbert Endnu en gang bliver fængselspersonalet bange, og igen bliver "romeren" befriet. Og denne gang får vi endda at vide, at Paulus har været romer fra fødslen. Indtil videre har det heddet sig, at han oprindeligt hed Saulus — opkaldt efter jødernes første konge Saul — og først skiftede navn til det mere romerske Paulus, da Jesus havde kaldet ham. Men nu viser det sig, at Paulus er barnefødt romer: »Jeg er endog født med den«.

Paulus og Agrippa II
Apostlenes Gerninger: Paulus overtaler næsten Agrippa II til at blive kristen.

Romerne har lige reddet Paulus fra den rasende folkemængde, der ville henrette ham, fordi han havde vanhelliget templet ved at tage nogle grækere med ind. Og nu viser det sig, at Paulus selv er barnefødt romer — en del af besættelsesmagten. Oy vey!

Romerne kan naturligvis ikke lade Paulus gå på gaden, nu da de onde jøder er efter ham, så Paulus får eskorte ud af byen. Og hvilken eskorte! To officerer og 470 mand:

Apost. G. 23,23 Kommandanten tilkaldte to af sine officerer og sagde: "Fra den tredje time i nat skal I holde to hundrede soldater klar til at afgå til Cæsarea og halvfjerds ryttere og to hundrede spydkastere,"

"Romeren" får et brev med sig til statholderen:

Apost. G. 23,25 Så skrev han et brev med følgende ordlyd:
Apost. G. 23,26 "Claudius Lysias hilser den højtærede statholder Felix.
Apost. G. 23,27 Denne mand var blevet anholdt af jøderne, og de var ved at slå ham ihjel, men jeg kom til med mandskabet og befriede ham, da jeg erfarede, at han var romersk borger.

. . . derefter har de så travlt med at få "romeren" overført til hovedkvarteret, at de tager afsted i mørket, selvom romerne ellers aldrig vovede sig uden for byerne om natten:

Apost. G. 23,31 Soldaterne tog nu Paulus med, som de havde fået ordre til, og bragte ham om natten til Antipatris.

Derefter følger en masse snak og palaver, men Paulus insisterer på, at indanke sin sag for selveste den romerske kejser. Man kan undre sig over, hvorfor Paulus anker sagen, inden der overhovedet har været en retssag, og hvorfor Paulus hellere vil dømmes af Kejser Nero, som de kristne elsker at hade, i stedet for af de lokale romere og konger, der alle som én erklærer, at Paulus bør frigives. Men sådan står der altså i Bibelen, og derfor slutter Apostlenes Gerninger mange år senere med, at Paulus befinder sig i Rom og »prædikede om Guds rige […] uden hindring«"

Paulus, Agrippa II, Festus og Berenike
Apostlenes Gerninger kapitel 25: Paulus afhøres af Porkius Festus, Agrippa II og Berenike på sin vej mod Rom. Bibel fra ca. 1430.

Det skal siges, at Paulus officielt var i fangenskab og ventede på sin dom. Men kong Agrippa II (billedet til højre) har for længst udtalt, at Paulus kunne frigives, hvis ikke det var, fordi han selv havde indanket sin sag for kejseren (Apostlenes Gerninger 26,32). Vi skal åbenbart tro på, at når først romeren Paulus har anket en retssag, der ikke har fundet sted, så kan ikke engang kongen frigive ham.

Apostlenes Gerninger 26,32: Og Agrippa sagde til Festus: "Den mand kunne være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren."

Paulus har været i to år hos Festus, rejst Middelhavet tyndt, overvintret på Kreta og strandet på Malta, hvor han er blevet bidt af giftslange, selvom der ikke lever giftslanger på Malta. Undervejs i historien har alle inklusive forfatteren vist også glemt, hvad det var, anklagen lød på. Først var det "at have tilladt fire urene grækere at gå ind i et jødisk tempel" (selvom disse "grækere" bevisligt var jøder). Og på et tidspunkt er det for "at tro på opstandelsen":

Apost. G. 23,6 Men da Paulus vidste, at den ene del af Rådet bestod af saddukæere og den anden del af farisæere, råbte han: "Brødre, jeg er farisæer og stammer fra farisæere. Nu skal jeg dømmes for håbet om dødes opstandelse!"
Apost. G. 23,7 Da han sagde det, opstod der strid mellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen blev splittet.
Apost. G. 23,8 For saddukæerne siger, at der hverken er nogen opstandelse eller nogen engel eller ånd, men farisæerne hævder begge dele.

Nu er Paulus havnet i Rom, og romersk lov giver næppe den store straf for "at tro på opstandelsen". Romerne var vant til, at gudesønner, som bl.a. Kejser Augustus, steg til himmels. Jøderne i Rom er heller ikke klar over, hvad det er, Paulus skulle være anklaget for: »Vi har ikke fået noget brev om dig fra Judæa« (Apostlenes Gerninger 28,20-22). Dem, der ville myrde ham, havde svoret, at »at de hverken ville spise eller drikke, før de havde fået Paulus slået ihjel« (Apostlenes Gerninger 23,12-21), men nu er der gået ca. tre år, så de må efterhånden være døde af sult.

Apostlenes Gerninger 23,12: Da det var blevet dag, rottede jøderne sig sammen og svor på, at de hverken ville spise eller drikke, før de havde fået Paulus slået ihjel.

[. . .]
Apostlenes Gerninger 23,14: De gik til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: "Vi har svoret, at vi intet vil spise, før vi har fået Paulus slået ihjel.

[. . .]
Apostlenes Gerninger 23,21: Men stol ikke på dem; for mere end fyrre af dem har planlagt et baghold mod ham, og de har svoret hverken at ville spise eller drikke, før de har fået ham slået ihjel. Og nu holder de sig klar og venter kun på dit tilsagn."
Apostlenes Gerninger 28,20: Det er altså grunden til, at jeg har bedt om at måtte træffe jer og tale til jer; for jeg bærer denne lænke på grund af Israels håb."
Apostlenes Gerninger 28,21: De svarede: "Vi har ikke fået noget brev om dig fra Judæa, og der er heller ikke kommet nogen af vore brødre, som har fortalt eller sagt noget ondt om dig.
Apostlenes Gerninger 28,22: Men vi ønsker at høre af din egen mund, hvad du har i sinde. For vi ved, at dette parti vækker modsigelse alle vegne."

Og hvorfor skulle jøderne slå Paulus ihjel for at tro på opstandelsen, når det var en udbredt tro blandt farisæerne? Forfatteren har efterhånden opgivet al logik. Romeren Paulus nu igen blevet farisæer: »jeg er farisæer og stammer fra farisæere« (Apost. G. 23,6, citeret foroven), og han får splittet jødernes råd, fordi halvdelen af rådet også er farisæere, der tror på opstandelsen (Apost. G. 23,6-8). Paulus er altså anklaget af jøderne for at tro på det samme, som en stor del af det jødiske råd troede på.

Pave Johannes Paul II
Johannes Paulus i Rom.

Historien ender med, at »Paulus blev nu hele to år i sin lejede bolig« i Rom:

Apost. G. 28,30 Paulus blev nu hele to år i sin lejede bolig og tog imod alle, der kom til ham.
Apost. G. 28,31 Han prædikede om Guds rige og lærte dem om Herren Jesus Kristus, med fuld frimodighed, uden hindring.

Paulus sejler mod Rom.
Paulus sejler mod Rom. Bibel fra ca. 1430.

Og når forfatteren ikke selv kan finde ud af at afslutte eventyret, så har traditionen tilføjet, at Paulus blev dræbt under Kejser Neros forfølgelser af de kristne. Åbenbart mener de kristne, at eventyret om Neros forfølgelser er mere troværdigt end eventyret om, hvordan jøden Paulus pludselig bliver barnefødt romersk borger, og bagefter skal straffes af den romerske ret for at "lade grækere komme ind i et jødisk tempel".

Nogle kristne mener sågar, at Paulus blev frigivet og derefter taget til fange igen et par år senere, før han blev dræbt under Nero. Man kan nemlig ikke få Paulus' rejser til at hænge sammen med de pastorale epistler, 1ste og 2den Timotheus og Titus, med mindre Paulus blev frigivet fra fangenskabet, besøgte Spanien, genbesøgte Efesos, Makedonien, Korinth, Troas, Milet, Kreta, overvintrede i Nikopolis (Titus 3,12), inden han blev fængslet i Rom for anden gang, og døde som martyr under Nero små to år senere.

Titus 3,12: Når jeg sender Artemas eller Tykikos til dig, så kom til mig i Nikopolis, så snart du kan; for dér har jeg besluttet at blive vinteren over.

Denne beskrivelse — og meget andet — har fået en forsker som Cliff Carrington til at foreslå, at Paulus arbejdede som romersk agent og prøvede at sprede forvirring blandt jøderne, og at lille kreds omkring Josephus har opdigtet hele Det Nye Testamente (se eksternt link forneden). Jeg tror ikke et øjeblik på det selv, men Carringtons konklusion er uundgåelig, hvis man bruger Apostlenes Gerninger som et historisk dokument.

Eksternt link

Yderligere information


Op til sektion om Paulus