|
|
| Paulus' møder Jesus. |
Paulus var prædikant og var i høj grad arkitekten bag kristendommen, som vi kender den i dag. Derfor kan vi ikke bruge Paulus som sandhedsvidne om Jesus' eksistens, ligeså lidt som vi kan bruge Muhammed som sandhedsvidne om Koranen, Joseph Smith som sandhedsvidne om Mormons Bog eller Marshall Applewhite (lederen af Heaven's gate) som sandhedsvidne om UFO'er bag Hale-Bopp kometen.
Derimod er Paulus et førsteklasses vidne om, hvad menighederne mente det 1. århundrede. Lad os derfor kigge på, hvad han siger om den historiske Jesus i sine epistler.
Indledningsvis må vi erindre, at Paulus aldrig har mødt Jesus, at han udbredte et evangelium, der var i modstrid med Jesus, og at konflikten med menigheden i Jerusalem endte med, at Paulus blev arresteret.
Det er tilsyneladende heller ikke meget, Paulus ved om Jesus: Han nævner aldrig Maria, Josef, Betlehem, de vise mænd fra Østerland, Herodes barnemord, Jesus' dåb, Johannes Døberen, fristelserne i ørkenen, Bjergprædikenen, Fadervor, Galilæa, Nazaret, Kapernaum, Jesus' "forvandling", Judas Iskariot, Maria Magdalena, Getsemane, Golgata, osv. osv. Pontius Pilatus nævnes kun i 1 Timotheus, som ikke er et ægte paulinsk epistel.
Jesus elskede at kalde sig selv Menneskesønnen; Paulus bruger aldrig det udtryk. Jesus brugte halvdelen af sin tid på at slås med de onde farisæere; Paulus nævner dem aldrig. Jesus og hans disciple forfulgtes af Herodes den Store og hans børn, børnebørn og oldebørn; Paulus nævner dem ikke. Jesus gjorde mange mirakler og uddrev mange dæmoner; Paulus nævner det ikke. Jesus er berømt for sine evindelige lignelser; Paulus citerer dem aldrig — ja faktisk er det utroligt, hvor lidt han overhovedet citerer Jesus.
Paulus' epistler afslører, at han (og menighederne) havde et hårrejsende ukendskab til den Jesus, der er beskrevet i evangelierne.
Paulus opfandt (eller lagde grunden til) begreber som Arvesynden, forsoningen, Jesus som "det endelige offer" og Lovens ophør. Denne teologi leder man forgæves efter i Det Gamle Testamente og evangelierne. Til gengæld lader det ikke til, at Paulus anede, hvad Jesus siger om ikke-jøder, arbejde, frelse og Moseloven i evangelierne.
|
| Jesus var mere respektfuld over for kvinder, end Paulus var. |
Paulus sagde »Kristus sendte mig ikke for at døbe« (1 Korintherne 1,17). 1 Korintherne 1,17: For Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet, dog ikke med talekunstens visdom, for at Kristi kors ikke skal blive til tom tale. Det vil sige, at Paulus aldrig har hørt om Jesus' "store missionsbefaling":
Matthæus 28,19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,
Paulus har åbenbart aldrig hørt Jesus sige det Fadervor, som gentages i kirken hver søndag, for Paulus aner ikke, hvordan man beder:
Romerne 8,26 Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke,
Paulus nævner aldrig Jesus' bjergprædiken. I så fald ville han have hørt Jesus' berømte ord om, at man ikke må dømme andre mennesker - og især ikke sine (tros)brødre:
Matthæus 7,1 Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes.
Matthæus 7,2 For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.
Matthæus 7,3 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?
Matthæus 7,4 Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje?
Matthæus 7,5 Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.
Paulus opfordrede tværtimod sine disciple til at dømme andre mennesker - og især deres (tros)brødre:
1 Korinth. 6,1 Hvordan kan nogen af jer, der har en sag imod en broder, vove at bringe den for retten hos de uretfærdige og ikke hos de hellige?
1 Korinth. 6,2 Eller ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? Og når verden dømmes af jer, er I så ikke gode nok til at dømme i ubetydelige sager?
1 Korinth. 6,3 Ved I ikke, at vi skal dømme engle, for slet ikke at tale om jordiske forhold?
1 Korinth. 6,4 Men når I nu har sådanne sager, hvordan kan I så sætte folk, som menigheden foragter, til at være dommere?
1 Korinth. 6,5 Det siger jeg til skam for jer. Er der da ingen blandt jer, som har visdom nok til at afgøre sager mellem brødre?
1 Korinth. 6,6 I stedet for fører broder sag mod broder, og det for ikke-troende!
|
| Jesus til bords med en synderinde ved fødderne. |
Paulus fortæller om et stort skænderi, han havde med Peter (=Kefas), fordi Kefas ikke turde spise med ikke-jøder:
Galaterne 2,11 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv.
Galaterne 2,12 Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.
Galaterne 2,13 Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri.
Paulus skriver ikke, at han vandt skænderiet. Tværtimod fortæller han, at Peter, Jakob's udsendinge og "de andre jøder" fik Barnabas over på deres side.
Hvis Paulus (og Peter) havde kendt den Jesus, der optræder i evangelierne, ville de vide, at Jesus plejede at spise med toldere, farisæere og syndere. Paulus kunne bare have citeret, hvad Jesus selv havde svaret på lignende anklager:
Markus 2,16 Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: "Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?"
Markus 2,17 Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere."
Paulus kender ikke den Jesus, der er beskrevet i evangelierne.
Jamen, nævnte Paulus ikke Judas' forræderi?
1 Korinth. 11,23 For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød,
|
| Judaskysset. Kalkmaleri fra Gørlev Kirke |
Ordet, der bruges på originalsproget græsk, er "paradidômi", der består af ordene "para" (ved siden af) og "didômi" (give). Ordet betyder, at "give", "over-levere" og "over-give" (også i betydningen "overgive verbalt"). Selvfølgelig kan man overgive folk på en forræderisk måde, men ordet har mange andre betydninger.
Ordet optræder to gange i verset: Paulus skriver, at han har overleveret, hvad han har hørt. Her er det igen ordet "paradidômi".
Paulus har modtaget ("paralambanô" / over-fået), og bagefter over-givet, paradidômi, at Jesus er blevet over-givet, paradidômi.
Hvis man insisterer på at oversætte "paradidômi" til "at forråde" i Paulus' epistler, får man nogle spøjse resultater. F. eks i Romerbrevet, hvor Gud åbenbart forrådte Jesus:
Romerne 8,32 Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?
. . . og ifølge samme logik, siger Paulus også, at Jesus har forrådt, "paradidômi", sig selv:
Efeserne 5,2 og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.
Når der står "forrådt" i 1 Korintherbrev, er det altså mere et vidnesbyrd om oversætterens kristne dagsorden (se evt. Hvordan man bruger en bibel-konkordans).
Paulus har altså ikke omtalt Judas' forræderi. Til gengæld har han en interessant oplysning i forbindelse med den genopstandne Jesus:
1 Korinth 15,5 og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv.
En ting er, at Kefas (=Peter) er en af de tolv apostle, så man undrer sig over, hvorfor Paulus ikke skriver »set af Kefas og dernæst af resten af de tolv« eller i det mindste »set af Kefas og dernæst af alle de tolv«.
Men det er straks værre, at Paulus er uvidende om, at Judas skulle være død, og at der altså kun var 11 apostle. Som selvudnævnt apostel, burde Paulus kende alt til historien om, at en af de andre apostle havde forrådt Jesus og bagefter havde fået sin velfortjente straf.
Paulus har aldrig hørt historien om Judas og forræderiet. Læs meget mere om Paulus, nadveren og forræderiet.
Lad os se på et af de ovenstående citater en gang til:
|
| ". . . som en gave og et offer til Gud, en liflig duft." |
Efeserne 5,2 og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.
Det lyder jo meget smukt alt sammen: Kærlighed, gave, offer og liflig duft. Men det har jo ikke ret meget at gøre med historien om korsfæstelsen, som vi kender den fra Mel Gibson: Forhånet, tæsket, overspyttet, pisket og til sidst, svedig, blodig og beskidt, sømmet op på et kors for at dø en pinefuld død ved kvælning. Er det det, Paulus kalder "den liflige duft"?
Enten mener Paulus, at Gud er en blodtørstig kannibal, der elsker den "liflige duft" af forpint menneskekød, der branker i solen. Eller også har vores førstehåndsvidne, Paulus, simpelthen aldrig hørt om passionshistorien.
Det er også underligt, at Paulus kun havde godt at fortæller om de romerske myndigheder:
Romerne 13,1 Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud.
Romerne 13,2 Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom.
Romerne 13,3 De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem;
Romerne 13,4 for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde.
Romerne 13,5 Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld.
Romerne 13,6 Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det.
Det lyder jo utroligt positivt: Alle myndigheder er forordnede af Gud og er Guds tjenere, som man trygt kan underkaste sig. Man hvordan kunne Paulus skrive sådan, hvis han havde hørt om retssagen mod Jesus? Det er muligt, Pontius Pilatus ikke troede, Jesus var skyldig, men han dømte ham alligevel til piskning og henrettelse.
|
| Ecce homo af Wenceslaus Hollar |
Hvordan kan vores vidne være så jubeloptimistisk over for de myndigheder, som evangelierne påstår har pint og dræbt hans gud?
En anden epistelskriver, Jakob, ser ud til at være ligeså hårrejsende uvidende om Jesus' lidelseshistorie:
Jakob 5,10 Brødre, tag profeterne, der talte i Herrens navn, som jeres forbillede, når det gælder at lide ondt og bære det tålmodigt.
Jakob 5,11 Vi priser jo dem salige, der holdt ud; I har hørt om Jobs udholdenhed og har set, hvordan Herren lod det gå ham til sidst, for Herren er barmhjertig og rig på nåde.
Jakob opfordrer menigheden til at "lide ondt og bære det tålmodigt", og som eksempel til efterfølgelse nævner han profeterne og Job. Her havde det været langt mere oplagt at nævne Jesus, der tavst fandt sig i anklagerne, »so