Paulus som Hedningeapostel

Jesus Paulus kaldte sig selv for »hedningeapostel«. (Romerne 11,13). Ifølge ham selv havde han under sin anden rejse til Jerusalem delt territoriet med Jesus' apostle. Aftalen var klokkeklar: Peter skulle forkynde det nye evangelium for de omskårne — d.v.s. jøderne — mens Paulus tog sig af de uomskårne — d.v.s. resten af verden:

Men til jer hedninger vil jeg sige: Jeg sætter netop min tjeneste som hedningeapostel højt,

Galaterne 2,7 Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne
Galaterne 2,8 - for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne -
Galaterne 2,9 og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.

Desværre gik det galt. Paulus' epistler fortæller, hvordan han konstant måtte forsvare sin apostelværdighed overfor "falske apostle", "troløse arbejdere" og "Satans tjenere" (2 Korintherne 11,13-15). Til sidst blev Paulus arresteret — sandsynligvis lokket i en fælde af de andre disciple — hvorefter han blev sendt til Rom, hvor traditionen vil vide, at han blev henrettet.

2 Korintherne 11,13: De er falske apostle, troløse arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle.
2 Korintherne 11,14: Og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel.
2 Korintherne 11,15: Så er det ikke mærkeligt, når også hans tjenere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste.

Der er især to grunde til, at det gik så galt: Der var uklarhed om, hvad en "hedningeapostel"er for noget, og om hvem der skulle være "hedningeapostel".

Hvad er en hedningeapostel?

Nu ved vi jo ikke, hvilken aftale Paulus havde med Peter og Jakob, eller hvor formelt mødet i Jerusalem overhovedet har været. Men hvad betyder det i grunden, at Paulus er "hedningeapostel"?

Det kan betyde lige præcis tre ting: Opdelingen af territoriet kan være geografisk, etnisk eller teologisk (se evt. de to eksterne links). Lad os se på de tre muligheder:

Paulus bliver kaldet af Jesus
Michelangelo: Paulus møder Jesus på vejen til Damaskus.

Konklusionen er altså, at uanset hvad aftalen nærmere er gået ud på — og uanset om der overhovedet har været en formel aftale — har konflikterne været uundgåelige.

Hvem skulle være hedningeapostel?

Paulus mente tydeligvis selv, at territoriet var delt mellem ham og Peter. Som han skriver i Galaterbrevet (citeret på toppen af denne side): »Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne«.

Men Gud har åbenbart glemt at give "Sankt" Peter besked. Lad os se på, hvordan de to evangelister Matthæus og Lukas har opfattet rollefordelingen.

Matthæusevangeliet

Den hedenske kvinde
I Matthæusevangeliet kalder Jesus ikke-jøder for hunde.

Matthæus er den mest jødiske af de fire evangelister. I hele evangeliet er der ikke antydning af, at Moseloven og den mundtlige Torah skulle være ophævet. Tværtimod forbyder Jesus disciplene at forkynde ordet for ikke-jøder (Matthæus 10,5-6).

Matthæus 10,5: Disse tolv sendte Jesus ud og befalede dem: "Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer;
Matthæus 10,6: men gå derimod til de fortabte får af Israels hus.

Først i de tre sidste vers af Matthæusevangeliet, efter at Jesus er genopstået, giver Jesus sin berømte missionsbefaling:

Matthæus 28,18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden.
Matthæus 28,19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,
Matthæus 28,20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."

Og hvad siger Matthæus så her om Paulus' mission hos hedningerne?

Den vantro Thomas
Disciplene møder den genopstandne Jesus.

Paulus havde jo hævdet, at Gud havde udnævnt ham til apostel for uomskårne — »ligesom Peter for de omskårne«: Men ifølge Jesus tilfaldt hele opgaven til Peter og resten af de tolv apostle: »gør alle folkeslagene til mine disciple« (folkeslag og hedninger er det samme ord på originalsproget, græsk).

Man kan ikke bare bortforklare denne modsigelse med, at Jesus havde skiftet mening, efter at han var blevet "herliggjort" — for apostlene i Jerusalem havde jo netop fået deres autorisation, efter at den genopstandne Kristus var blevet »givet al magt i himlen og på jorden«.

Og hvis Paulus skulle påstå, at han havde fået en åbenbaring på vej til Damaskus, hvor Jesus havde autoriseret ham som hedningeapostel, og at han havde modtaget sit evangelium gennem en lang perlerække af åbenbaringer, så rimer det meget dårligt med Jesus' egne ord: Jesus kunne umuligt finde på at flyve til Damaskus for at efteruddanne konkurrerende prædikanter, eftersom hans sidste ord til De Tolv var: »se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende«.

Jesus' ord i Matthæusevangeliet giver simpelthen ikke plads til Paulus. Man fristes til at tro, at Matthæus bevidst modarbejder Paulus.

Apostlenes Gerninger

Peters vision
Peters vision med rene og urene dyr.

Som udgangspunkt er Apostlenes Gerninger langt mere positiv overfor Paulus. Ifølge traditionen er værket skrevet af Lukas — den eneste ven, der aldrig svigtede Paulus (2 Timotheus 4,10-11).

2 Timotheus 4,10: for Demas har forladt mig af kærlighed til denne verden og er rejst til Thessalonika. Kreskens er rejst til Galatien, Titus til Dalmatien.
2 Timotheus 4,11: Kun Lukas er hos mig. Og tag Markus med, han er mig til god hjælp i tjenesten.

I Apostlenes Gerninger kapitel 9 ser Paulus et blændende lys ude i ørkenen og bliver hvervet af Jesus' ånd. Men Paulus får ikke noget at vide om, at han skulle koncentrere sig udelukkende om hedningerne. Tværtimod siger Herren om Paulus: »han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn« (Apost. G. 9,15).

I Apostlene Gerninger er det nemlig Peter, der får lov til at skrive hedningeapostel på sit visitkort. I de to næste kapitler er det Peters tur til at få et syn, og hans åbenbaring er langt mere storslået end Paulus' blændende lys. Peter ser himlen åbne sig og en stor dug med alle mulige dyr dale ned:

Apost. G. 10,11 og han så himlen åben og noget komme ned, som lignede en stor dug, der ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden.
Apost. G. 10,12 I den var der alle slags af jordens firbenede dyr og krybdyr og af himlens fugle.
Apost. G. 10,13 Og en røst lød til ham: "Rejs dig, Peter, slagt og spis!"
Apost. G. 10,14 Men Peter svarede: "Ikke tale om, Herre, for jeg har aldrig spist noget som helst vanhelligt og urent."
Apost. G. 10,15 Så lød røsten igen til ham, for anden gang: "Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde vanhelligt."
Apost. G. 10,16 Dette skete tre gange, og straks efter blev det hele taget op til himlen.

Peter fatter ikke, hvad Gud mener med "rent" og "vanhelligt", så Gud må gentage forestillingen for Prins Knud: »Dette skete tre gange« (Apost. G. 10,16). Da det stadigvæk kniber med forståelsen, bliver Peter ført til ikke-jøden Cornelius' hus. Først da fatter Peter, at Gud har givet ham et vink med en vognstang om, at han skal droppe sine racistiske fordomme. Man kan selvfølgelig undre sig over, hvad det mon er for et budskab, Jesus har forkyndt, mens han stadig levede. Peter opsummerer:

Apost. G. 10,28 Han sagde til dem: "I ved, at det ikke er tilladt for en jøde at omgås eller besøge nogen fra et fremmed folk. Men Gud har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent.

Peter giver hedningerne Helligånden og døber dem, hvorefter han tager tilbage til Jerusalem og genfortæller hele kapitel 10 for de andre apostle, der kvitterer med at udbryde: »Så har Gud da også givet hedningerne omvendelsen til livet« (Apost. G. 11,18).

Det er denne udnævnelse, Peter hentyder til, da Paulus kommer til Jerusalem for anden gang:

Peters vision
Peters vision. Bibel-illustration af Holbein, 1523

Apost. G. 15,7 Efter megen diskussion rejste Peter sig og sagde: "Brødre, I ved, at Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro.

Peter fastslår, at det er ham, der er specielt udvalgt af Gud til at forkynde evangeliet til ikke-jøder. Derfor er det ekstra uforståeligt, at Peter ikke turde spise med hedningerne i Antiokia, efter at have modtaget besøg af nogle af Jakobs folk. Læs evt. mere om uenigheden i Antiokia.

Men tilbage i Apostlenes Gerninger er Paulus tilsyneladende enig med, at Peter tager sig af ikke-jøder, for Paulus bruger al sin tid i jødernes synagoger. Det fremgår igen og igen, at Paulus gladeligt prædiker for jøderne: »og han prædikede straks i synagogerne« (9,20) »[han] satte jøderne i Damaskus til vægs, når han påviste, at Jesus er Kristus« (9,21) »da de var kommet til Salamis, forkyndte de Guds ord i jødernes synagoger« (13,5) »På sabbatten gik de hen i synagogen og satte sig« (13,14) »I Ikonion gik Paulus og Barnabas ligeledes ind i jødernes synagoge« (14,1) »til Berøa, og da de var ankommet, gik de hen i jødernes synagoge« (17,10) »Han førte samtaler i synagogen med jøderne og de gudfrygtige« (17,17).

Ifølge den hellige skrift var det Paulus sædvane at gå til synagogerne: »De […] nåede til Thessalonika, hvor jøderne havde en synagoge. Efter sædvane gik Paulus hen til dem« (17,1-2), og dér var han hver eneste sabbat: »hver eneste sabbat førte Paulus samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere« (18,4). Paulus omskar sågar sin egen discipel for ikke at fornærme jøderne »så han omskar ham af hensyn til jøderne i de egne« (16,3).

Det er først langt senere i historien, at Paulus går over til at prædike for hedningerne. Og grunden til at Paulus finder nye græsgange var ikke, at Gud havde skiftet mening og havde besluttet at videregive Peters titel som hedningeapostel til Paulus. Næh, årsagen var simpelthen, at Paulus blev træt af jødernes hån. Først da fandt han på at gå over til ikke-jøderne:

Apost. G. 18,5 Da Silas og Timotheus kom oppe fra Makedonien, var Paulus fuldt optaget af forkyndelsen og vidnede for jøderne, at Jesus er Kristus.
Apost. G. 18,6 Men de stillede sig afvisende og spottede. Da rystede Paulus støvet af sin kappe og sagde: "Jeres blod kommer over jeres eget hoved. Jeg er uden skyld. Fra nu af går jeg til hedningerne."

I et tilbageblik fortæller Paulus, hvordan han har præket »i Jerusalem og i hele jødernes land«, før han begyndte at prædike for ikke-jøder:

Apost. G. 26,20 Men jeg forkyndte først for dem i Damaskus og derefter i Jerusalem og i hele jødernes land og så for hedningerne, at de skulle omvende sig og vende om til Gud og gøre de gerninger, som omvendelsen kræver.

Paulus i Thessalonika
Gustave Doré. Paulus i synagogen i Thessalonika.

Og selv da, var Paulus ikke mere fornærmet, end at han stadig prædikede for jøderne i måneder og år: »Paulus […] gik selv hen i synagogen og førte samtaler med jøderne« (18,19) »Paulus kom i synagogen og talte frimodigt i tre måneder« (19,8) »Det fortsatte i to år, så at alle i provinsen Asien fik Herrens ord at høre, både jøder og grækere« (19,10).

I sidste ende var det netop det, der gik galt: Disciplene i Jerusalem kunne ikke lide, at Paulus prædikede sit lovfri evangelium til jøderne:

Apost. G. 21,21 Men de har hørt om dig, at du lærer alle de jøder, der bor blandt hedningerne, frafald fra Moses ved at sige, at de ikke skal omskære deres børn og heller ikke leve efter jødisk skik.

Derefter blev Paulus arresteret under meget mystiske omstændigheder og ført til Rom. Men selv det stoppede ikke Paulus, der brugte chancen til at prædike for jøderne i Rom:

Apost. G. 28,17 Tre dage senere sammenkaldte Paulus jødernes førende mænd. Da de var forsamlet, sagde han: "Brødre! Jeg har intet gjort imod folket eller imod fædrenes skikke, alligevel er jeg blevet udleveret fra Jerusalem til romerne som fange.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 28,23 Efter at have aftalt en dag med ham kom der endnu flere til ham på hans bopæl; og fra tidlig morgen og helt til aften forklarede og vidnede han for dem om Guds rige, og ud fra Moseloven og profeterne søgte han at overbevise dem om Jesus.

Og Paulus prædikede videre helt frem til det tredjesidste vers i Apostlenes Gerninger, hvor jøderne forlod ham:

Apost. G. 28,28 Derfor skal I vide, at denne frelse fra Gud er sendt til hedningerne; og de skal høre!"
Apost. G. 28,29 Da han havde sagt dette, gik jøderne bort under stor indbyrdes strid.

Eksternt link

Yderligere information



Op til sektion om Paulus