Paulus: Ægte og Uægte Epistler

En hund efter Bibel-vers
Næse for forfalskninger?

Paulus står som forfatter til omkring halvdelen af de 27 bøger i Det Nye Testamente.

Spørgsmålet er så, hvilke der er ægte. Kristne mennesker er jo flittige til at producere nye helligskrifter, når behovet opstår:

  1. I meget gamle dage indeholdt de syriske og armenske Bibler et Tredje Korintherbrev. Brevet var et forsøg på at forklare den undrende menighed, hvordan Paulus' bemærkning i 2 Korintherne »Kød og blod kan ikke arve Guds rige« kunne forliges med det kristne dogme om opstandelse i kødet.
  2. I knap så gamle dage indeholdt europæiske Bibler en epistel fra Paulus til Laodikenserne. Denne epistel var et forsøg på at skabe det brev, Paulus selv havde omtalt i Kolossenserne 4,15-16.
  3. I mange år troede man, at Brevet til Hebræerne var skrevet af Paulus, fordi forfatteren er lusket nok til at nævne Paulus' følgesvend Timotheus: »I skal vide, at vor broder Timotheus er blevet løsladt« (Hebræerne 13,23).
Kolossenserne 4,15: Hils brødrene i Laodikea, og hils Nymfa og menigheden i hendes hus!
Kolossenserne 4,16: Når brevet er blevet læst hos jer, sørg så for, at det også bliver læst i menigheden i Laodikea, og at I selv får brevet til Laodikea at læse.
Hebræerne 13,23: I skal vide, at vor broder Timotheus er blevet løsladt, og hvis han kommer snart, vil han være med, når jeg besøger jer.

I dag er der 13 epistler tilbage, som Kirken stadig officielt tilskriver Paulus. Hvor mange af dem er så ægte? Svaret afhænger naturligvis af, hvem man spørger. I den ene ende af spekteret er nogle kristne "forskere" parat til at forsvare alt, sålænge der står "Bibel" på forsiden af bogen. I den anden ende er der de radikale hollandske teologer som f.eks. Gustaaf Adolf van den Bergh van Eysinga, der i 1930'erne og 40'erne argumenterede for, at alle tretten epistler var falsknerier skrevet omkring år 140. Georg Brandes skrev i 1925: »Ægte er efter al Sandsynlighed kun Galaterbrevet, Romerbrevet og delvis første Korintherbrev«.

Konsensus ligger i midten: Syv epistler regnes for autentiske (bortset fra de 50 falske vers og de 6.000 forfalskninger, forstås), tre er oplagte falsknerier, mens tre er suspekte i forskellig grad.

Engel Engel

ÆgteUægteSuspekte
Romerne
1. Korintherne
2. Korintherne
Galaterne
Filipperne
1 Thessaloniker
Filemon
1 Timotheus
1 Timotheus
Titus
(og Hebræerne)
2 Thessaloniker
Kolossenserne
Efeserne

Det kan man se, når man sammenligner de falske og suspekte med de ægte.

De Tre Pastorale Breve

Paulus i kurv
Apostlenes Gerninger 9.25: Paulus' disciple hjælper ham med at flygte i en kurv.

Der er rimelig enighed blandt forskere, om at disse tre epistler — Titus samt Første og Andet Brev til Timotheus — er skrevet af den samme person, men ikke af Paulus.

De tre breve indeholder tilsammen 902 forskellige ord, hvoraf 54 er egennavne. Af de resterende 848 ord er der 306 (d.v.s. over 36% procent), der ikke optræder i nogle andre af de ti andre Paulus-epistler (d.v.s. ikke engang i de andre suspekte epistler). 175 af disse ord optræder ikke i nogle andre bøger i Det nye Testamente. Ordforrådet minder langt mere om apologeter fra det andet århundrede.

Man skal altid tage sproglige analyser med et gran salt, men i dette tilfælde er tallene ekstremt tydelige: En tredjedel af ordene er ikke Paulus' ord.(1)

Omvendt er der masser af ord (1.635 ikke medregnet 103 egennavne), som Paulus bruger, men som ikke optræder i pastoralbrevene. F.eks. bruger den ægte Paulus "ekastos" (enhver) 42 gange, "peripateô" (at gå omkring) 32 gange, "uranos" (himmel) 21 gange og "energeo" (virksom) 17 gange. Disse 4 ord optræder i alle 9 epistler (d.v.s. undtagen Filemon, der er et meget kort, personligt brev), men ikke i nogen af pastoralerne.

Den gode hyrde Forfatteren af de pastorale breve har naturligvis læst de ægte epistler. Han siger »jeg taler sandhed, jeg lyver ikke« (1 Timotheus 2,7) og bruger her de samme ord, som Paulus: »Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke« (Romerne 9,1), men ordene virker malplacerede her. I Romerbrevet adresserer Paulus en menighed, der er i splittelse, og hvoraf mange ikke kender ham. I 1 Timotheus skriver "Paulus" derimod et venligt brev til sin gamle ven og partner, der iøvrigt var medforfatter til adskillige af de andre epistler. Skulle det virkeligt være nødvendigt for Paulus at bedyre overfor sin gamle våbenfælle, at »jeg taler sandhed, jeg lyver ikke«?

Lad os glemme selve sproget (se det eksterne link for mange og lange statistikker) og lad os istedet kigge på indholdet:

De tre epistler kaldes tilsammen de pastorale breve,(2) fordi de er adresseret til en "pastor", Titus og Timotheus, der er leder af hver sin menighed. Og heri ligger endnu et problem: På Paulus' tid havde menighederne ikke nogen hierarkisk struktur.

Det skyldtes for det første, at menighederne var nystartede, for det andet skyldtes det Paulus' personlighed (hele evangeliet byggede jo på de åbenbaringer, han løbende modtog fra Jesus), og for det tredje, at alle var enige om, at Jorden meget snart ville gå under, så der var ingen grund til at spilde tid på lederuddannelse og organisationsdiagrammer.

Vi får et indblik i organisationen gennem de ægte epistler, Første og Anden Korintherbrev: Menighederne var små samfund, der mødtes til gudsdyrkelse, åndelig opbyggelse, uddannelse, gensidig støtte og fælles måltider. Der var ingen ledende personer eller grupper; i stedet var menighederne organiserede af Gud selv gennem Helligånden og den Åndens gave, som hvert medlem havde modtaget (viden / profeti / tungetale / fortolkning). Der var simpelthen ikke nogen "pastor".

Lyder det uholdbart? Det var det også, og ofte gik det i skuddermudder. Det Første Korintherbrev, handler netop om de svære problemer, menigheden i Korinth havde: Der var splittelser (1,10), medlemmerne lå i strid med hinanden (1,11), der var opstået fraktioner (1,12) og partier (11,19), der forekom blodskam (5,1), de var tilmed indbildske (5,2), de omgikkes afgudsdyrkere, spottere, drukkenbolte og røvere (5,11), og lagde sag an mod hinanden (6,1).

1 Korintherne 1,10: Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind.
1 Korintherne 1,11: For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden.
1 Korintherne 1,12: Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus.
1 Korintherne 5,1: Det er almindelig kendt, at der forekommer utugt hos jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger, nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru.
1 Korintherne 5,2: Og så er I tilmed indbildske! Burde I ikke snarere være fortvivlede, så han, der har gjort dette, fjernes fra jeres midte?
1 Korintherne 5,11: Hvad jeg skrev til jer, var, at I ikke må have med nogen at gøre, der har navn af broder, men lever utugtigt eller er grisk eller er en afgudsdyrker eller en spotter eller en drukkenbolt eller en røver. I må heller ikke spise sammen med sådan en.
1 Korintherne 6,1: Hvordan kan nogen af jer, der har en sag imod en broder, vove at bringe den for retten hos de uretfærdige og ikke hos de hellige?
1 Korintherne 11,19: Der må jo også være partier hos jer, så man kan se, hvem af jer der er til at stole på!

Der var kort sagt rigeligt at rydde op i for den lokale pastor i Korinth, men hele problemet var jo netop, at der ikke fandtes nogen leder. Menigheden havde i fællesskab skrevet til Paulus: »Hvad angår det, I skrev« (7,1), og Paulus skrev tilbage til hele den syndefulde menighed: »Derfor har jeg sendt Timotheus til jer, […] han skal minde jer om mine veje i Kristus Jesus, […] Hvad vil I? Skal jeg komme til jer med riset[?]« (1 Korintherne 4,17;21).

1 Korintherne 7,1: Hvad angår det, I skrev, så er det bedst for en mand ikke at røre en kvinde.
1 Korintherne 7,2: Men for at undgå utugt skal enhver mand have sin hustru, og enhver kvinde sin mand.
Bortrykkelsen
»Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne« (1 Thess. 4,15-17).

I modsætning hertil afslører indholdet i de tre pastorale breve, at de er skrevet i en senere tid. En tid, hvor kirken havde mistet deres karismatiske grundlægger, Paulus, og istedet havde opbygget en formel hierarkisk struktur med en "hyrde" i spidsen for hver menighed. De tre breve er adresserede til pastoren, der så efter behag kan lade nogle af guldkornene dryppe videre ned til de menige medlemmer.

Dette leder direkte over i det næste problem: Grunden til at der ikke var nogen formel ledelsesstruktur var bl.a., at dommedag var nær. Det er et fast tema i de ægte Paulus-epistler: »Herren er nær« (Filipperne 4,5) »Men det siger jeg, brødre: Tiden er knap« (1 Korinth. 7,29) »Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. […] Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne« (1 Thess. 4,15-17).

Denne dommedagsstemning er totalt fraværende i de pastorale breve. Tværtimod er disse breve fyldt med råd om, hvordan en kristen menighed skal køre i det daglige, nu hvor der er god, lang tid til verdens undergang. Der er retningslinjer for kristelig opførsel (især til kvinder), og der er jobbeskrivelser for tilsynsmænd (biskopper), kirketjenere og kirkeældste — kort sagt: Nu opbygges netop den struktur, som den ægte Paulus kunne have haft behov for, dengang han skrev Brevet til Korintherne.(3)

Paulus sejler mod Rom.
Paulus sejler mod Rom. Bibel fra ca. 1430.

Et fjerde problem er at få de pastorale breve til at passe ind i Paulus' rejser, som vi kender dem fra hans andre epistler og fra Apostlenes Gerninger. F.eks. skriver "Paulus" til Timotheus: »Da jeg rejste til Makedonien, bad jeg dig blive i Efesos, for at […]« (1 Timotheus 1,3).

Paulus havde besøgt Efesos i Apostlenes Gerninger 18,19-22, men dengang tog han ikke til Makedonien bagefter, men derimod til Cæsarea, Jerusalem og Antiokia. I kapitel 19 var Paulus igen i Efesos, men da han tre år senere forlod byen igen, havde han sendt Timotheus i forvejen (Apostlenes Gerninger 19,22) — altså stik modsat af, hvad der står i 1 Timotheus 1,3.

Apostlenes Gerninger 18,19: Da de kom til Efesos, lod Paulus de andre blive tilbage og gik selv hen i synagogen og førte samtaler med jøderne.
Apostlenes Gerninger 18,20: De bad ham blive der i længere tid; det afslog han,
Apostlenes Gerninger 18,21: men da han brød op, sagde han: "Jeg kommer tilbage til jer, om Gud vil." Så sejlede han fra Efesos
Apostlenes Gerninger 18,22: og kom til Cæsarea, og da han havde været oppe at hilse på menigheden i Jerusalem, tog han til Antiokia.
Apostlenes Gerninger 19,22: To af sine medarbejdere, Timotheus og Erastos, sendte han til Makedonien, men selv blev han en tid i provinsen Asien.

Hvis man som kristen skal tro på, at de pastorale breve er ægte, er man nødt til at postulere, at Paulus ikke døde i Rom i slutningen af Apostlenes Gerninger, men at han istedet blev frigivet fra fangenskabet, besøgte Spanien, genbesøgte Efesos, Makedonien, Korinth, Troas, Milet, Kreta og overvintrede i Nikopolis (Titus 3,12), inden han blev fængslet i Rom for anden gang, og døde som martyr under Nero små to år senere.(4)

Titus 3,12: Når jeg sender Artemas eller Tykikos til dig, så kom til mig i Nikopolis, så snart du kan; for dér har jeg besluttet at blive vinteren over.

Man bliver helt forpustet på Paulus' vegne. Det er muligt, at Jesus kunne flyve, men det er der ingen, der har påstået, at Paulus kunne.

Andet Brev til Thessalonikerne

Der Hemeliker Apenbaringe
Dommedag er et fast tema i de ægte Paulus-epistler

Begge de to breve til Thessalonikerne er angiveligt skrevet af de samme tre mennesker, nemlig Paulus, Silvanus og Timotheus (1 Thessaloniker 1,1; 2 Thessaloniker 1,1). Men det morsomme er, at det andet brev påstår, at det første er et falskneri, og advarer imod »et brev, der skulle være fra os, om at Herrens dag er lige forestående«.

1 Thessaloniker 1,1: Fra Paulus og Silvanus og Timotheus. Til thessalonikernes menighed i Gud Fader og Herren Jesus Kristus. Nåde være med jer og fred!
2 Thessaloniker 1,1: Fra Paulus og Silvanus og Timotheus. Til thessalonikernes menighed i Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.

Og det er faktisk en glimrende beskrivelse af Første Thessalonikerbrev. Eskatologi er et af Paulus' yndlingsemner, og emnet i Første Thessalonikerbrev — ligesom de andre ægte paulinske epistler — er, at Herren vil komme(5) i deres levetid: I Første Thessalonikerne besvarer Paulus nogen spørgsmål fra nervøse medlemmer, der undrer sig over, hvor Jesus mon bliver af. Flere af medlemmerne er døde, og nu er resten blevet bange for, at de også selv vil dø, inden Jesus når at frelse dem:

Den ægte Paulus beroliger dem med, at der er ikke den ting, Jesus ikke kan. Ikke bare kan Jesus frelse dem, der stadig er i live, han kan også genopvække de døde og »føre de hensovede sammen« (4,13-14).

1 Thess. 4,13 Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb.
1 Thess. 4,14 For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham.
1 Thess. 4,15 For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede.
1 Thess. 4,16 For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først.
1 Thess. 4,17 Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.
1 Thess. 4,18 Trøst derfor hinanden med disse ord.
1 Thess. 5,1 Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer.
1 Thess. 5,2 For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten..
1 Thess. 5,3 Når folk siger: "Fred og ingen fare!" da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe.
Jesus kommer; Sørg for at se travl ud. 1 Thess. 5,4 Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv.
1 Thess. 5,5 I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket.
1 Thess. 5,6 Så skal vi da ikke sove som de andre, men være vågne og ædru.
1 Thess. 5,7 For de, der sover, sover om natten, og de, der drikker sig berusede, er berusede om natten.
1 Thess. 5,8 Men vi, der tilhører dagen, skal være ædru og iføre os troen og kærligheden som brynje og håbet om frelse som hjelm.

Dette vil ske meget snart: (»Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer«). Når »ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder«, stiger Herren ned fra himlen. Derefter vil de døde genopstå (»de, der er døde i Kristus, skal opstå først«), og så vil de levende (»rykkes bort i skyerne […] for at møde Herren i luften«). Menigheden ved udmærket godt, at det vil ske fuldstændigt uventet »som en tyv om natten« med stor ødelæggelse (5,3). For ikke at blive overraskede "som af en tyv" (5,4), skal medlemmerne konstant være på vagt — »være vågne og ædru« (5,5-8).

I dette store afsnit og i 1 Thessaloniker 3,13 og 1 Thessaloniker 5,23 gentager Paulus det tema, der kendetegner alle de ægte paulinske epistler: Verden vil gå under i vores tid (d.v.s. for næsten 2.000 år siden).

1 Thessaloniker 3,13: så han styrker jeres hjerter til at være uangribelige i hellighed over for vor Gud og Fader, når vor Herre Jesus kommer med alle sine hellige! Amen.
1 Thessaloniker 5,23: Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme!

Budskabet i 2 Thessaloniker er stik modsat:

Jesus
Til Dommedag ankommer Jesus i en kappe dyppet i blod og med et skarpt tveægget sværd i munden.

2 Thess. 2,2 så lad jer ikke straks bringe ud af fatning eller skræmme, hverken af en profeti eller af et ord eller af et brev, der skulle være fra os, om at Herrens dag er lige forestående.
2 Thess. 2,3 Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn,
2 Thess. 2,4 modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.
2 Thess. 2,5 Husker I ikke, at jeg sagde dette til jer, mens jeg endnu var hos jer?
[.. .. ..][. . .]
2 Thess. 2,8 Da skal den lovløse åbenbares; ham skal Herren Jesus dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når han kommer synligt.
2 Thess. 2,9 Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere

Jesus på Dommedag Ifølge forfatteren af 2 Thessaloniker skal man ikke tro på 1 Thessaloniker (»et brev, der skulle være fra os«), og man skal ikke tro, » at Herrens dag er lige forestående« (2,2). Der er masser af god tid: Først kommer "frafaldet"; så bliver "lovløshedens menneske" åbenbaret; så skal "modstanderen" sidde i Guds tempel (2,3-4); så kommer der masser af tydelige "løgnetegn" og "løgneundere"; så vil Jesus dræbe den lovløse med sin munds ånde, (2,8-9); og først da kommer Verdens ende.

Jordens undergang er altså ikke lige om hjørnet, og når den engang kommer, vil der være masser af tydelige tegn. "Paulus" fortæller oveni købet, at han allerede har forklaret det hele for dem: »Husker I ikke, at jeg sagde dette til jer, mens jeg endnu var hos jer?« (2,5). Hvis det skulle være sandt, forstår man slet ikke menighedens ængstelse i Første Thessalonikerbrev.

Vi kan selvfølgelig ikke bevise, at der med det falske »brev, der skulle være fra os, om at Herrens dag er lige forestående« tænkes på 1 Thessaloniker, selvom beskrivelsen passer perfekt. Men det er heller ikke så vigtigt: Pointen er, at 1 og 2 Thessaloniker modsiger hinanden i en sådan grad, at de umuligt kan være skrevet af den samme person.

Kommer Dommedag meget snart og meget uventet? Eller kommer den om lang tid efter masser af tydelige tegn? Vi er åbenbart tvungne til at vælge mellem Første og Andet Thessalonikerbrev, og da det første brev stemmer med Paulus' normale eskatologi, må det andet brev være et falsum.

Ironisk nok slutter 2 Thessalonikerne med endnu en gang at bedyre, at dette her er den ægte epistel: "Paulus" har underskrevet epistlen med sine egne små hænder.

2 Thess. 3,17 Hilsen fra Paulus med min egen hånd. Det er et kendetegn i ethvert brev; sådan skriver jeg.

Brevene til Kolossenserne og Efeserne

Paulus i Efesos
Gustave Doré. Ifølge Apostlenes Gerninger tilbragte Paulus ca. tre år i Efesos, hvor han fik tiden til at gå med at brænde "hedenske" bøger.
Jesus II, Dommedag
Jesus 2, Dommedag. Kommer snart til en planet nær dig.

Brevet til Efeserne er forbløffende upersonligt i tonen: Der er ikke hilsner til nogle navngivne personer, hvilket er underligt, for ifølge Apostlenes Gerninger kapitel 18-19 boede Paulus næsten tre år blandt brødrene i Efesos (billedet til venstre). Epistlen viser derimod, at de højst kender hinanden af omtale: »jeg har hørt om jeres tro« (Efeserne 1,15), »I har hørt om det hverv, Gud […] har givet mig« (Efeserne 3,2).

Efeserne 1,15: Derfor, efter at jeg har hørt om jeres tro på Herren Jesus og jeres kærlighed til alle de hellige,
Efeserne 3,2: - så sandt I har hørt om det hverv, Gud af sin nåde har givet mig med henblik på jer:

Brevet er adresseret til »de hellige, som bor i Efesos«, men i nogle af de allerældste manuskripter mangler ordene »som bor i Efesos«. Det gælder papyrus P46 fra ca. år 200, det gælder to af de ældste pergamenter, Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus, og det gælder de Bibler, kirkefædre som Basilios den Store og Origenes citerede fra. Det er altså oplagt at gætte på, at epistlen slet ikke er nogen epistel, men er en rundsendt traktat, der senere har fået klistret "Efeserne" på.

Kolossenserbrevet tegner et uldent billede af forfatteren. Det indledes med »Fra Paulus […] og vor broder Timotheus«, men allerede i vers 23 knækker filmen, og i resten af epistlen skrives der "jeg" og "vi" i flæng. Vi får at vide, at Paulus er i fængsel (Kolossenserne 4,3, Kolossenserne 4,10), og i lænker (Kolossenserne 4,18), men det forhindrer åbenbart ikke Paulus i at arbejde knaldhårdt for kolossenserne, laodikenserne og alle mulige andre verden over (Kolossenserne 1,29-2,1).

Kolossenserne 4,3: og bed også for os om, at Gud vil åbne os en dør for ordet, så vi kan forkynde Kristus-hemmeligheden, som jeg sidder i fængsel for.
Kolossenserne 4,10: Hilsen fra Aristark, min medfange, og Markus, Barnabas' fætter; ham har I fået påbud om - tag godt imod ham, når han kommer til jer.
Kolossenserne 4,18: Hilsen fra Paulus med min egen hånd. Husk mig i mine lænker. Nåden være med jer!
Kolossenserne 1,29: Det er det, jeg slider og strider for med hans kraft, der virker mægtigt i mig.
Kolossenserne 2,1: Jeg vil nemlig have, at I skal vide, hvor svær en kamp jeg må kæmpe for jer og for dem i Laodikea og for alle andre, der ikke har truffet mig,

Begge epistler indeholder sætninger, der er usædvanligt lange i forhold til Paulus' ægte epistler. Nu er det selvfølgelig spekulativt at tale om sætningslængde, eftersom der ikke punktummer i originalmanuskripterne, men hvis man går ud fra teksten i Nestle-Aland,(6) har man en neutral og autoritativ målestok. Hvis man således definerer sætninger, der fylder mere end 14 linier i Nestle-Aland, som "meget lange", så har Efeserne seks af disse sætninger, hvilket er mere end nogen anden epistel, mens Kolossenserne kommer på en andenplads med tre "meget lange sætninger". På samme måde har Kolossenserne 1,9-20 den længste sætning af alle epistlerne med 29 linier i Nestle-Aland, mens Efeserne 1,3-14 er den næstlængste med 28 linier. Som eksempel på det modsatte har det langt længere Romerbrev kun en enkelt "meget langt sætning". (7) Se appendiks nederst på siden.

Epistlerne er også suspekte, fordi der ikke er noget eskatologisk indhold. Paulus er normal glad for at fremmane verdens undergang, men dette emne mangler totalt i disse to epistler. Tværtimod indeholder de — ligesom de pastorale breve — beskrivelser af en "kristen husorden" i to meget enslydende afsnit (Efeserne 5,21-6,9, Kolossenserne 3,18-4,1). Børnene bliver oveni købet opfordret til at ære deres forældre, for at de »må få et langt liv på jorden« (Efeserne 6,1-3). Glemt er den ægte Paulus' ord om, at »Herrens dag er lige forestående«.

Efeserne 6,1: Børn, adlyd jeres forældre i Herren; for det er ret og rigtigt.
Efeserne 6,2: "Ær din far og din mor!" Det er det første bud, der er knyttet et løfte til:
Efeserne 6,3: "for at det må gå dig godt, og du må få et langt liv på jorden."

Man undrer sig også over, at "Paulus" fortæller menigheden, at de er »bygget på apostlenes og profeternes grundvold« (Efeserne 2,20), eftersom Paulus normalt plejede at understrege sin uafhængighed af de øvrige apostle (se evt. Paulus' apostelværdighed).

Efeserne 2,20: I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten.

Men det værste er, at både Efeserne og Kolossenserne har fået Paulus' teologi galt i halsen. Ifølge den ægte Paulus er verden i syndens vold, hvor "Synd" er en slags ond kraft, der styrer hele verden. Den eneste måde et menneske kan flygte fra synden er gennem døden, så man kan genopstå, ligesom Jesus selv døde og genopstod.

Jesus døbes
Ravenna, ca. år 500
Jesus bliver døbt.

Men der er en vigtig pointe: Vi skal dø fra synden allerede nu (en symbolsk død gennem dåben), men vi vil først genopstå senere ved Jesus' ankomst. Bemærk, hvordan Paulus i de ægte epistler skriver i fremtidsform:

Romerne 6,4 Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.
Romerne 6,5 For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.
[.. .. ..] [. . .]
Romerne 6,8 Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham.

Det lyder måske som hårkløveri for os almindelige mennesker, men for en kristen er det afgørende at vide, om man allerede er genopstået eller ej. Derfor var Paulus nødt til at irettesætte nogle menighedsmedlemmer, der åbenbart havde fået den idé, at de allerede her og nu var genopstået med Kristus i himlen.

Den ægte Paulus måtte grundigt forklare disse tåber, hvordan det hænger sammen: »Kød og blod kan ikke arve Guds rige«:

1 Korintherne 15,35 Men nogen vil spørge: Hvordan opstår de døde, og hvad slags legeme får de?
1 Korintherne 15,36 Tåbe! Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør.
[.. .. ..][. . .]
1 Korintherne 15,44 Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et sjæleligt legeme, findes der også et åndeligt legeme.
[. . .][. . .]
1 Korintherne 15,50 Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige.
1 Korintherne 15,51 Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles,
1 Korintherne 15,52i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles.
1 Korintherne 15,53For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed.
1 Korintherne 15,54Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret.
1 Korintherne 15,55Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?
1 Korintherne 15,56Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven.
1 Korintherne 15,57Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!
1 Korintherne 15,58Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.

Enden er nær
"i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles" (1 Korintherne 15,52)

Hele denne smøre med gjaldende basuner og de dødes genopstandelse minder meget om det, vi lige har læst i 1 Thessaloniker kapitel 4-5: Om kort tid, i menighedsmedlemmernes levetid, vil basunerne lyde, og de døde vil genopstå. Først da er det menighedens tur: »vi skal alle forvandles« (1 Korintherne 15,52), de får nye uforgængelige legemer: »når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed« (15,53), og »Døden er opslugt og besejret« (15,54). Til sidst en hilsen til Gud, som giver (i fremtidsform) os sejren (15,57).

Det afslørende er bare, at forfatterne af Efeserne og Kolossenserne er lige så uvidende, som de tåber den ægte Paulus måtte irettesætte. De tror nemlig også, at vi alle sammen er genopstået allerede, og at vi allerede nu sidder med Jesus i himlen:

Kolossenser 2,12 da I blev begravet sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde.
Kolossenser 2,13 Også jer, der var døde i jeres overtrædelser, uomskårne på kroppen, gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser.

Kolossenser 3,1 Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd.
[.. .. ..] [. . .]
Kolossenser 3,9 Lyv ikke for hinanden, for I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger
Kolossenser 3,10 og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse.

Efeserne 2,5 gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus - af nåde er I frelst -
Efeserne 2,6 og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus,

Appendiks om Sætningslængde

Man skal altid passe på med at tage "eksperternes" ord for gode varer, så jeg har selv prøvet at beregne længden af sætningerne i Paulus' epistler. Til formålet har jeg brugt den græske tekst af Westcott & Hort. Derefter har jeg talt punktummer og spørgsmålstegn for at bestemme antallet af sætninger.

Sætningslængde i Westcott & Hort's græske tekst

Vers

Tegn

Punktum

Spørgsmålstegn

Vers per sætning

Tegn per sætning

Romerne(8)

432

43.928

275

74

1,24

125,87

1 Korinther

437

42.067

288

100

1,13

108,42

2 Korinther

256

28.422

180

25

1,25

138,64

Galaterne

149

14.181

101

17

1,26

120,18

Efeserne

155

15.192

66

1

2,31

226,75

Filipperne

104

10.260

64

1

1,60

157,85

Kolossenser

95

9.987

45

1

2,07

217,11

1 Thess

89

9.416

50

2

1,71

181,08

2 Thess

47

5.141

27

1

1,68

183,61

1 Timoteus

113

11.084

72

1

1,55

151,84

2 Timoteus

83

8.220

50

0

1,66

164,40

Titus

46

4.656

27

0

1,70

172,44

Filemon

25

2.021

13

0

1,92

155,46


Ialt2.031204.575

1.258

223

1,37138,13

Her kan man se, hvordan Kolossenserne og Efeserne stikker ud. De to epistler er de eneste, hvor en sætning i gennemsnit er længere end 2 vers og 200 tegn.

For skægs skyld har jeg forsøgt at gøre det samme med den autoriserede danske oversættelse fra 1992, hvor jeg har talt punktummer, spørgsmålstegn, udråbstegn og kolon. I den danske oversættelse er det ikke længere muligt at se forskel på de ægte og uægte.

Sætningslængde i den danske oversættelse fra 1992

Vers

Tegn

Punktum

Spørgsmålstegn

Udråbstegn

Kolon

Vers per sætning

Tegn per sætning

Romerne(8)

433

47.699

361

73

47

70

0,79

86,57

1 Korinther

437

47.592

366

96

38

44

0,80

87,49

2 Korinther

256

30.987

211

21

30

23

0,90

108,73

Galaterne

149

15.661

124

20

19

24

0,80

83,75

Efeserne

155

14.839

101

1

6

8

1,34

127,92

Filip

104

11.316

79

0

13

8

1,04

113,16

Kolossenser

95

9.736

81

0

5

6

1,03

105,83

1 Thess

89

9.100

67

2

10

3

1,09

110,98

2 Thess

47

5.172

31

1

6

0

1,24

136,11

1 Timoteus

113

12.518

79

1

6

4

1,26

139,09

2 timoteus

83

8.927

68

0

15

3

0,97

103,80

Titus

46

5.421

30

0

4

2

1,28

150,58

Filemon

25

2.359

17

0

6

4

0,93

87,37


Ialt2.032221.327

1.615

215

205

199

0,9199,07

Eksterne links

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7) (8)

Der er ikke noget nyt under solen. Den første til at bruge de mange fremmede ord som argument mod pastoralernes autenticitet var formentlig Friedrich Schleiermacher i bogen "Über den Ersten Brief Pauli an Timotheus : ein kritisches Sendschreiben an J. C. Gass" fra 1807.

Der kan læses uhyre detaljerede statistikker i bogen The problem of the Pastoral epistles af Percy Neale Harrison, 1921. Alle ordene listes i appendiks 1 fra side 137 og frem. For hvert eneste ord i alle 13 epistler angives det, hvorvidt ordet også optræder i apostolske fædres skrifter, apologeters skrifter (d.v.s. før år 170) eller i Septuaginta.

Denne bog kan læses online. Se det eksterne link.

Ordet er opfundet af Paul Anton i 1726-7, der holdt en række foredrag under navnet "Exegetische Abhandlung der Pastoral-briefe Pauli an Timotheum und Titum".
For en ordens skyld skal det nævnes, at Paulus i første vers af Brevet til Filipperne også hilser på »tilsynsmænd og menighedstjenere«. Der er dog ingen omtale af deres funktion.

Det græske ord for tilsynsmand, "episkopois" er roden til det danske ord biskop, men eftersom tilsynsmænd står i flertal, må der have været flere af disse "biskopper" i menigheden i Filippi.

Igen er der ikke noget nyt under solen. Jeg støtter mig stadig til The problem of the Pastoral epistles fra 1921 (side 2). Se evt. det eksterne link.

For en ordens skyld rører det ikke mig personligt, at en epistel modsiger Apostlenes Gerninger. Hvis man kigger på historierne om Paulus' første rejse til Jerusalem og rejsen til Jerusalem og til Antiokia og rejsen til Rom, må man konstatere, at Apostlenes Gerninger har et meget løst forhold til virkeligheden. Men de (få) mennesker, der vil forsvare de pastorale breve, er de samme, der vil forsvare Apostlenes Gerninger.

Kristne vil selvfølgelig læse det, som om Jesus vil vende tilbage, men det skriver Paulus ingen steder.
Nestle-Aland . . .: Novum Testamentum Graece, er den autoritative, videnskabelige græske originaltekst — den som Bibelselskabet bedyrer, at deres udgivelse bygger på.

Se evt. sektionen om Den Græske Originaltekst.

Meget lange sætninger . . .: Denne måde at måle lange sætninger på er taget fra bogen The authenticity of Ephesians af A. van Roon side 107 (se det eksterne link).

De seks lange sætninger fra Efeserbrevet, der fylder 14 linier eller mere, er: 1,3-14; 1,15-23, 2,1-7, 3,1-7, 4,11-16, 6,14-20. De tre meget lange sætninger fra Kolossenserne er: 1,9-20, 1,24-29 og 2,8-15. Den eneste meget lange sætning i Romerbrevet er 4,16-21, mens 2 Thessalonikerne har 1,3-10.

Se også appendiks nederst på nærværende side for flere statistikker.

I den danske oversættelse er der et vers mere i Romerbrevet end i den græske.

Det skyldes, at Romerne 16,24 er et af de 50-60 vers, der er udgået.


Op til sektion om Paulus