Den Alexandrinske Tekst

Kig i Bibelen I et tidligere afsnit kiggede vi på manuskripterne — d.v.s. håndskrevne, græske bøger med dele af Det Nye Testamente. Vi så, at selv om der umiddelbart ser ud til at være et stort antal manuskripter at vælge imellem, så er det ekstremt få af disse manuskripter, der indeholder den komplette tekst, og at der fra de første 900 år efter Kristus kun findes et eneste græsk manuskript, der indeholder hele Det Nye Testamente, nemlig Codex Sinaiticus.

Hvis man skal udgive en dansk Bibel med Det Nye Testamente, har man altså kun 2 muligheder: Enten oversætter man Codex Sinaiticus — og det er der mange grunde til, at man ikke gør — eller også må man forsøge at strikke "de bedste" dele fra "de bedste" manuskripter sammen til en sammenhængende græsk originaltekst.

Og hvilken tekster er så "de bedste"? Svaret burde være enkelt. Uanset om man er kristen eller ateist, skulle man tro, den bedste tekst for hver af de 27 bøger i Det Nye Testamente er den tekst, der er tættest på det, den græske forfatter oprindeligt har skrevet.

Så enkelt er tingene desværre sjældent, når man taler religion. Vi har set, hvordan de fleste græske manuskripter i sagens natur er relativt nye, og at det er disse upålidelige manuskripter, som Textus Receptus bygger på.

De 3.000.000 varianter

Codex Sinaiticus
Codex Sinaiticus, fra ca. år 350.
Slutningen af Markusevangeliet

Videnskab er ikke demokratisk, og det hjælper ikke noget, at 90% af manuskripterne indeholder en "flertalstekst", hvis disse manuskripter er relativt nye og er resultatet af mange hundrede års afskrivninger, fejl og forfalskninger.

En af de første til at skabe opstandelse var en forsker fra Oxford, John Mill, der i 1707 udgav Stephanus' udgave af Textus Receptus, hvor han i fodnoterne angav 30.000 varianter i den græske tekst.

Bogen var bogstaveligt talt et livsværk: Mill havde arbejdet på den i 30 år, og den blev udgivet to uger, før han døde. Mill havde sammenlignet Textus Receptus med 100 gamle græske manuskripter, værker af kirkefædre og gamle oversættelser (som han dog læste på latin). John Mill havde oven i købet været meget tilbageholdende, og han havde kun nævnt de afvigelser, der kunne påvirke tekstudlægning og tekst-rekonstruktion.

Det store tal — 30.000 ud af knap 167.000 ord i Det Nye Testamente — vakte debat. Mill's bog var et slag mod protestanternes Sola Scriptura, men til gengæld var det lige vand på katolikkernes bedemølle: Hvordan kunne protestanterne blindt følge den hellige skrift, når der er 30.000 uoverensstemmelser i teksten? Så var det da langt bedre at være katolik og følge den "ubrudte apostolske tradition".

Det store antal græske manuskripter, oversættelser og religiøse tekster er i virkeligheden et problem for de kristne, for der er ikke 2 manuskripter, der er ens. I dag har vi næsten 50 gange så mange manuskripter, som Mill havde, og antallet af variationer er 100 gange så stort.(1) Det vil sige, at antallet af afvigelser er 15 gange så stort som antallet af ord i Det Nye Testamente. Sådan rundt regnet.

Andre kritiske røster var Johann Albrecht Bengel, der i 1734 udgav en Textus Receptus, hvor han tilføjede et noteapparat, der for mange af versene angav varianter, der var Textus Receptus overlegne. Bengel var den første, der fandt på at gruppere de mange manuskripter i familier. Endnu en kritiker var Samuel Prideaux Tregelles (1813-1875), hvis kritiske artikler den i dag er indsigtsfulde og minder os om, at tekstkritik ikke er noget nymodens pjank, og ikke bare bygger nogle få nyligt fundne manuskripter.

Disse forsøg blegnede dog i forhold til Konstantin von Tischendorff (1815-1874). Tischendorff er mest berømt for at finde Codex Sinaiticus(2) i Katharinaklosteret ved Sinaibjerget - en Bibel fra 300-tallet som det dog tog ham over 15 år at få adgang til. Han opdagede 21 andre uncialer(3) og tydede 23 andre manuskripter og palimpsester.(4)

Tischendorff udgav sin kritiske udgave af den græske tekst i 1869-1872, men desværre kunne han ikke få adgang til Codex Vaticanus, fordi en kardinal i Vatikanet selv ville udgive teksten. Han brugte "kun" 64 uncialer (hvor vi har 318 i dag), han brugte kun et enkelt papyrus-fragment (hvor vi har 124 papyrus-manuskripter i dag) og kun en brøkdel af de 2.882 minuskelskrifter, vi kender. Alligevel satte han en ny standard med sin grundighed og omhyggelighed, og hans bog blev genoptryk så sent som i 1965.

Westcott & Hort og Nestle-Aland

Johannes 8, Codex Vaticanus
Codex Vaticanus fra ca. år 350.
Johannes 7,52 + 8,11-14

Da Brooke Foss Westcott (1825-1901) og Fenton John Anthony Hort (1828-92) udgav deres kritiske tekst i 1881 efter 28 års arbejde, var de altså langt fra de første, men man kan sige, at tiden var inde. To faktorer gjorde, at Westcott & Hort var sværere at ignorere, end deres forgængere havde været: For det første brugte de nogle meget gamle manuskripter fra 300-tallet: Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus, og for det andet blev deres kritiske tekst samme år ledsaget af en Bibel-udgivelse: en revision af den højtelskede King James Bible kaldet English Revised Version, og denne nye Bibel byggede på en tekst, der var meget lig Westcott & Hort's.

Westcott & Hort's tekst blev derefter overtaget af Eberhard Nestle, der i 1898 kombinerede deres tekst med Tischendorff's. Hvor disse to tekster afveg fra hinanden, konsulterede Nestle en tredje bog, Weymouth (i 1901-udgaven brugte Nestle istedet Weiss).

Nestle' søn, Erwin Nestle, overtag arbejdet fra den 13. udgave i 1927, og efterhånden voksede bogen til at inkludere et kritisk noteapparat. I 1952 blev Kurt Aland medredaktør, og teksten blev revideret til at tage højde for alle de mange manuskripter, der blev fundet i det 20. århundrede. Teksten kaldes både Nestle-Aland, NA26 (26. version), NA27 (27. version) og "Novum Testamentum Graece".

I dag har denne tekst udkonkurreret Textus Receptus som den mest originale originaltekst. I indledningen til The text of the New Testament kaldte Kurt Aland Textus Receptus for den dårligste af alle teksttyperne, og han skrev om Erasmus' arbejde: to putti

The most serious defect of the first edition of the Greek New Testament was not so much its innumerable errors, as the type of text it represented. Erasmus relied on manuscripts of the twelfth/thirteenth century which represented the Byzantine Imperial text, the Koine text, or the Majority text - however it may be known-the most recent and the poorest of the various New Testament text types, and his successors have done the same.

(Kurt & Barbara Aland, The text of the New Testament, side 4). Min fremhævelse

Kurt Aland fortsatte, at det var heldigt, at Erasmus og Beza (en af de andre udgivere af Textus Receptus) ikke havde brugt de best mulige håndskrifter, for så ville Textus Receptus have været langt sværere at overvinde(!):

Although the eigth-century uncial E or Basilensis (which would have given him only a slightly earlier form of the same Byzantine text) was available to Erasmus in Basel, and Theodora Beza's personal library contained both Codex Bezae Cantabrigiensis and Codex Claromontanus, both scholars ignored these resources. This was fortunate in the case of Beza [...], for if the text of Codex Bezae Cantabrigiensis had prevailed in the early period it would have proved far more difficult than the Textus Receptus for scholarship to overcome, and even this took a full three hundred years.

(Kurt & Barbara Aland, The text of the New Testament, side 4). Min fremhævelse

Kurt Aland har som tysker nok glædet sig lidt for tidligt. I engelsktalende lande har den store respekt for King James' Bibel sammen med en stor portion fundamentalisme gjort, at der stadig produceres Bibler baseret på "the Majority Text". Samtidig er der stadig et mindretal af forskere, der holder fast i en byzantinsk tekst, der minder om Textus Receptus.

Men herhjemme i Europa har den aleksandrinske tekst gået sin sejrsgang, og her er der næppe nogen Bibler, der er baseret på Textus Receptus. Lad os derfor se på de mange vers, der ændres eller ligefrem udgår af europæiske Bibler.

 
Guds hånd

Denne artikel er en del af serien om den græske originaltekst.

Det forrige afsnit handlede om Textus Receptus, som Biblerne byggede på i gamle dage.

Det næste afsnit handler om de mange vers, der ændres eller ligefrem udgår, efter at man har droppet Textus Receptus.

Ressourcer

I denne sektion om originalteksten

Yderligere Information


Fodnoter: (1) (2) (3) (4)

30.000 × 100 . . .: Min kilde til disse tal er især Bart Ehrman, professor og leder af afdelingen for religiøse studier ved Universitetet i North Carolina. Ehrman startede i øvrigt sine Bibelstudier på Princeton som ultra-konservativ, evangelisk født-påny fundamentalist.

Ehrman nævner Mill flere steder - f.eks. i sin artikel The Neglect of the Firstborn in New Testament Studies: »His apparatus did not include all of the differences that he had uncovered in his investigation, but only the ones that he considered significant for the purposes of exegesis or textual reconstruction. These, however, were enough. To the shock and dismay of many of his contemporaries, Mill's apparatus indicated some 30,000 places of variation, 30,000 places where the available witnesses to the NT text differed from one another. […] We have nearly 50 times the number of MSS that John Mill had at his disposal in 1707, and we know of possibly 100 times as many textual variants -- far more variants among our manuscripts than there are words in the New Testament.«

Codex Sinaiticus. . .: Denne bog er ikke bare blandt de aller-aller-ældste Bibler, der eksisterer, men er faktisk det eneste manuskript fra før år 900, der indeholder hele Det Nye Testamente. Se evt. forrige afsnit i denne sektion.
Uncialer. . .: Manuskripter skrevet med store bogstaver / majuskler. Disse manuskripter er typisk meget gamle — fra 800-tallet eller ældre. Se evt. første side i denne sektion.
Palimpsest. . .: Et pergament, der er vasket/skrabet og bagefter blevet genbrugt til en nyere tekst. Ved hjælp af kemikalier og ultraviolet lys kan man ofte se den oprindelige tekst.

Venstre Højre Op til sektion om Den græske originaltekst