Den græske originaltekst til Det Nye Testamente, Textus Receptus

Textus Receptus er navnet på ca. 30 forskellige trykte bøger, der indeholder teksten til Det Nye Testamente på græsk, og som alle mere eller mindre skamløst kopierer den tekst, Desiderius Erasmus havde udgivet.

Textus Receptus dannede grundlaget for europæiske Bibler i næsten 400 år og var især populær blandt protestanter, der oversatte den til deres eget sprog. Dette er ganske ironisk:

Erasmus af Rotterdam

Latin var et levende sprog for Erasmus. Som latinkyndig kunne han rejse til Italien, Svejts og England og tale med alle de lærde folk. Han kunne sågar undervise i Cambridge uden at kunne tale engelsk.

Erasmus' ambition var at lave en ny latinsk tekst, der skulle erstatte den 1.100 år gamle Vulgata. En latinsk tekst, der var mere korrekt og mere forståelig. Som billedet til højre viser, indeholder bogen to tekster: dels Erasmus' nye latinske oversættelse og dels den græske tekst, Men det var tydeligvis den latinske tekst, der var vigtigst.

Forsiden på den færdige bog (billedet til venstre) startede: »Novum Instrumentum omne, diligenter ab Erasmo Roterodamo recognitum & emendatum«. Recognitum & emendatum betyder revideret og forbedret, og her må Erasmus have ment den latinske tekst. Erasmus var den første, der fik udgivet den græske tekst til Det Nye Testamente på tryk, og dermed fandtes der ikke nogen græsk tekst i forvejen, der kunne revideres og forbedres. Titelsiden fortsætter: »non solum ad Graecam veritatem verum etiam ad multorum utriusque linguae codicum eorumque veterum« Det vil sige, at teksten ikke kun var tjekket mod græsk, men mod mange gamle bøger på begge sprog. Igen må Erasmus hentyde til den latinske tekst, for eftersom Det Nye Testamente er skrevet på græsk, giver det ikke mening at tjekke den græske tekst mod latin. Til sidst skriver Erasmus, at bogen også indeholder et afsnit med bemærkninger til de ændringer, han har indført i teksten: »cum Annotationibus, quæ lectorem doceant, quid qua ratione mutatum sit«. Igen må Erasmus hentyde til den latinske tekst, for det giver ikke mening, at tale om ændringer til den græske tekst, når der aldrig før har været trykt en sådan græsk tekst.

Der er simpelthen intet hverken på titelsiden eller i den følgende dedikation til Pave Leo X, der fortæller, at bogen overhovedet indeholder en græsk tekst. Det spændende var Erasmus' nye oversættelse, som han havde arbejdet på i 10 år, og de over 1.000 noter til de steder, hvor hans nye tekst afveg fra Vulgata. Erasmus udgav aldrig den græske tekst separat — andre forlæggere blev nødt til at lave piratkopier — men derimod blev Erasmus' latinske tekst udgivet separat masser af gange, hvortil Erasmus gennem årene skrev ialt fire forskellige forord, der blev gladere og gladere.

På samme måde var den meget voldsomme kritik, han blev udsat for, rettet mod hans latinske tekst. Den gamle Vulgata havde i 1.100 år dannet grundlag for videnskab, moral og lov, og dermed var et angreb på Vulgata et angreb på hele samfundet. F.eks. rettede han i Efeserne 5,31-32 "sacramentum" til "mysterium": »[…] de to skal blive ét kød. Dette rummer en stor hemmelighed […]«. Den nye latinske tekst angreb således ægteskabets status som sakramente. Den originale græske tekst kunne man af naturlige grunde ikke kritisere.

Man kan spørge om, hvorfor Erasmus overhovedet inkluderede en græsk tekst. Det kan have skyldtes, at han (eller hans forlægger, Frobenius) ville konkurrere med Complutenserpolyglotten, men det mest sandsynlige er, at den græske tekst skulle dokumentere, at Erasmus' ændringer i forhold til Vulgata ikke var grebet ud af den blå luft. I eksemplet, hvor Erasmus skrev "mysterium" i Efeserne 5,32, står der "mustêrion" i den græske tekst.

Arbejdet startede i 1515 og skulle ske i en hast, fordi han skulle være færdig før Complutenserpolyglotten. Erasmus benyttede sig af 7 græske manuskripter, der alle var fra det 12. århundrede eller nyere:

Tidspresset gjorde, at der var mange fejl i førsteudgaven. Det lykkedes Erasmus at udføre arbejdet på få måneder, og han beskrev senere selv processen som »praecipitatum verius quam editum« — d.v.s. "kastet sammen, snarere end redigeret". Scrivener kalder førsteoplaget for "den mest fejlfyldte bog, jeg kender".(1) De fleste af fejlene blev rettet i andenudgaven i 1519.

Erasmus brugte især de to manuskripter Codex 2^e og Codex 2^ap, mens de andre manuskripter tjente til at korrigere disse to. Erasmus skrev sine rettelser og noter direkte ind i disse to gamle håndskrifter, hvorefter de blev sendt til bogtrykkeren. Her kan vi igen se, at det var den latinske tekst, der var vigtigst: Hvis Erasmus havde arbejdet 10 år med den græske tekst, ligesom han havde med den latinske, ville han ikke have ankommet uforberedt til Basel i 1515 og være afhængig af, hvilke græske manuskripter der kunne støves op i byen. Hvis Erasmus var kommet til Basel med et nedskrevet udkast til en græsk tekst, ville han ikke have skrevet sine noter ind i Codex 2^e og Codex 2^ap.

Metoden med at skrive noterne direkte ind i de gamle håndskrifter lod sig ikke gøre med Johannes' Åbenbaring, fordi Bibel-teksten var blandet med kommentarer, så den var svær at læse for bogtrykkeren. Derfor fik Erasmus fremstillet en renskrevet kopi af Åbenbaringen, men desværre røg der et par ord fra kommentarerne med, som dermed blev til en del af den hellige tekst. Kopien introducerede også nye fejl: I vers 17,4 blev "akatharta" (der betyder "uren") skrevet som "akathartetos" — et ord, der ikke kendes fra den græske litteratur. Tilsvarende vers 17,8, hvor "kai parestai" blev kopieret som "kaiper estin", så der stadig i danske Bibler i 1897 stod »Dyret, som var og ikke, enddog det er«, hvor der i dag står »dyret, som var og ikke er og vil komme«.

Men ikke bare var manuskriptet med Johannes' Åbenbaring svært at læse. Et større problem var, at de sidste seks vers manglede. Erasmus valgte at oversætte disse seks vers "baglæns" fra latin til græsk. Dermed introducerede Erasmus 20 fejl i disse 6 vers alene, d.v.s. varianter, der ikke findes i noget eksisterende græsk manuskript. Den mest iøjnefaldende af disse er, at der i Åbenbaringen 22,19 stod "livets bog" i stedet for "livets træ".

Ingen kendte græske manuskripter indeholder "livets bog" i dette vers, så når andre forlæggere, såsom Stephanus og Beza også skriver "livets bog" i deres græske tekster, afslører de, at de ukritisk har skrevet af efter Erasmus. Senere blev "livets bog", som Erasmus havde "oversat tilbage" fra latin, "oversat frem" til mange sprog i de nye Bibler:

Åbenbar. 22,19 Und so jemand davontut von den Worten des Buchs dieser Weissagung, so wird Gott abtun sein Teil vom Buch des Lebens und von der heiligen Stadt und von dem, was in diesem Buch geschrieben stehet
(Martin Luther, 1545 og alle oplag før 1912)

Åbenbar. 22,19 And if any man shall take away from the words of the book of this prophecy, God shall take away his part out of the book of life, and out of the holy city, and from the things which are written in this book.
(King James Bible, 1611)

Åbenbar. 22,19 Og dersom Nogen tager Noget bort fra denne Prophetiens Bogs Ord, da skal Gud borttage hans Deel af Livsens Bog og af den hellige Stad og fra de Ting, som ere skrevne i denne Bog.
(Dansk Bibel, 1897)

I det hele taget brugte Erasmus hyppigt den latinske Vulgata til at "forbedre" den græske tekst, når originalteksten ikke var original nok. F. eks. tilføjede Erasmus en dialog mellem Paulus og Gud i Apostlenes Gerninger 9,6: »Og han sagde, bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham«, som ikke er med i nogen græsk tekst, men som Erasmus har oversat til græsk fra Vulgata.

Apost. G. 9,6 Og han sagde, bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre.
(Dansk Bibel, 1897)

I tredjeudgaven i 1522 blev det Johannæiske Komma (Comma Johanneum) tilføjet: »og der er tre vidner i Himlen: Faderen og Ordet og Ånden, og de tre er ét i Kristus Jesus«. Erasmus havde nægtet at medtage dette tvivlsomme "bevis" for Treenigheden, fordi det udelukkende fandtes i latinske Bibler, men den slags udfordringer skal man ikke sige to gange til en kristen: Som ved et trylleslag blev der fundet et enkelt græsk manuskript fra 1500-tallet med det berømte "Comma". Erasmus så sig derfor nødsaget til at tilføje Comma'et, og snart begyndte Treenigheden at brede sig gennem Europas Bibler lige så hurtigt som "livets bog".

Det er trist, at det blev Erasmus' værk, som stort set alle udgivere i Europa skrev af i de næste århundreder. Videnskabeligt betragtet var hans bog ufatteligt overfladisk.

Erasmus "valgte" simpelthen de manuskripter, der fandtes i Basel og kunne lånes. Han brugte især et enkelt manuskript (Codex 2^e) fra det 12. århundrede til evangelierne, og et andet manuskript fra det 12. århundrede (Codex 2^ap) til Apostlenes Gerninger og epistlerne. Paradoksalt nok, benyttede han ikke Codex Basiliensis, der er fra 8. århundrede og rummer det meste af de fire evangelier.

Til Erasmus' forsvar skal det siges, at det jo ikke var hans prioritet af udgive den bedst mulige græske tekst. Sålænge den græske tekst kunne bakke hans latinske oversættelse op, havde den opfyldt sin mission.

Elzevier

I 1633, udgav forlæggerne Abraham and Bonaventura Elzevier i Leiden en udgave af den græske "originaltekst", hvor de i indledningen skrev: »textum ergo habes, nunc ab omnibus receptum« (= derfor har du nu den tekst, som alle har modtaget/anerkendt). Derefter blev betegnelsen Textus Receptus brugt med bagudvirkende kraft for alle udgivelser af Det Nye Testamente på græsk — inklusive Erasmus' udgivelser, der nu var næsten 120 år gamle.

Det vil sige, at "Textus Receptus" ikke er navnet på et bestemt græsk manuskript, men i stedet betegner en stort antal udgivelser, der i sidste ende går tilbage til Erasmus' arbejde.

Stephanus, 1550

Hvis man skal udnævne én bestemt udgivelse til "den sande" Textus Receptus, vil man her i (vest)Europa pege på Elzevier's udgivelser fra 1624 og 1633 — det var jo som nævnt Elzevier, der havde introduceret ordene Textus Receptus. I engelsktalende lande betragtes Textus Receptus derimod som den tekst, Robertus Stephanus (fransk: Robert Estienne, engelsk: Stephens) udgav i 1550.

Disse bøger er ikke ens. Scrivener(2) lister 286 forskelle på Stephanus og Elzevier, hvoraf hovedparten dog ser ud til at være meget små. Stadig ifølge Scrivener er der 2.777 forskelle på Complutenserpolyglotten's græske tekst og Elzevier's Textus Receptus, og mere end 2.300 forskelle i forhold til Stephanus' Textus Receptus.

Stephanus' tekst er, som alle andres, mere eller mindre en kopi af Erasmus' tekst, men i 3. oplag tilføjede han, som den første i verden, små noter, hvor han dokumenterede forskelle mellem de græske manuskripter (han kiggede på 14 manuskripter i alt).

På grund af stridigheder mellem katolikker og protestanter måtte Stephanus flygte fra Paris til Geneva i Svejts, og her udkom i 1551 hans 4. oplag. Dette oplag havde tre tekster: Vulgata, Erasmus' latinske test og den græske tekst, og bogen indeholdt en verdenspremiere: For første gang nogensinde var teksten nu opdelt i vers, der havde numre.

Stephanus' søn fortalte senere, at Stephanus havde tilføjet versnumrene "på hesteryg". Hermed mente han formentlig, at faderen havde skrevet dem om aftenen på kroerne undervejs på sin rejse. Stephanus' kritikere valgte derimod at opfatte det meget bogstaveligt, som om Stephanus havde siddet med manuskripterne på hesten og havde tilføjet et nyt vers, hver gang et bump på vejen fik pennen til at hoppe. De var med andre ord ikke helt tilfredse med Stephanus' versopdeling.

Scrivener, 1881

Frederick Henry Ambrose Scrivener(2) udgav i 1881 The New Testament in the Original Greek according to the Text followed in the Authorized Version), hvor den græske tekst er udvalgt, så teksten svarer til den populære King James Bible — i det omfang, hvor King James overhovedet følger nogen græsk tekst og ikke den latinske Vulgata.

Scrivener talte selv 5.337 forskelle på sin tekst og Textus Receptus, d.v.s tilfælde, hvor King James Bible ikke følger Textus Receptus.

Den Byzantinske Tekst

Det Byzantinske Rige svarer stort set til det, der i dag er Grækenland og Tyrkiet. Her holdt den Østromerske Kirke til, og de brugte græsk som kirkesprog — 1.000 år efter at Den Vestromerske Kirke var gået over til latin.

Det vil sige, at langt op i 1400-tallet producerede Den Østromerske Kirke stadig bunkevis af græske manuskripter. Derfor er flertallet af græske manuskripter relativt nye og fremstillet i Det Byzantinske Rige med de variationer i teksten, der er opstået her.

Flertals-teksten

Den byzantinske tekst kaldes ofte "The Majority Text", fordi det er den tekstgren, vi finder i ca. 90% af de græske manuskripter.

Derfor er det meget fristende at bruge begreberne Flertalstekst, Den Byzantinske Tekst og Textus Receptus i flæng, men det ændrer ikke ved, at Erasmus' værk er et meget sjusket arbejde baseret på meget få manuskripter.

Flere forskere har forsøgt at vægte de forskellige eksisterende manuskripter for at komme frem til en videnskabeligt udregnet "flertals-tekst".

Et af de nyeste forsøg er Zane C. Hodges og Arthur L. Farstad, der udgav deres bud på en "Majority Text" i 1982. I forhold til Scrivener's tekst er der 1.838 forskelle, hvoraf kun de 1.005 får nogen effekt i (engelsk) oversættelse — d.v.s. 1.005 i forhold til King James Bible (se eksternt link forneden).

Hvordan skal man vurdere disse 1.838/1.005 forskelle? Nogle er naturligvis ubetydelige, men blandt de større kan nævnes, at det johannæiske komma (1 Johannesbrev 5,7) udgår, hvormed Bibelens eneste bevis for Treenigheden er væk. Som sagt havde Erasmus kun medtaget verset, fordi det fandtes i et enkelt græsk manuskript fra 1500-tallet, så verset har intet at gøre i en "flertals-tekst". Det samme gjaldt Erasmus' "livets bog" og Erasmus' udvidelse af Apostlenes Gerninger 9,6 (nævnt foroven), der jo ikke er med i noget græsk manuskript overhovedet.

Andre vers, der helt forsvinder, er Lukas 17,36 (se billedet til venstre) og Apostlenes Gerninger 8,37; 15,34 og 24,7, mens Matthæus 27,35, Apostlenes Gerninger 9,6 og 10,6 og Åbenbaringen 1,11 forkortes stærkt.

I det hele taget står Åbenbaringen for over en tredjedel af afvigelserne. Der er så mange afvigelser i Åbenbaringen, at Hodges & Farstad måtte opgive at bruge flertals-analyse og i stedet indføre en "genealogisk" metode for denne ene bog. Tilsyneladende har skribenterne gennem 1.800 år haft svært ved at holde tungen lige i munden, når de skulle afskrive den udsyrede handling i Åbenbaringen.

Moralen er, dels at mange vers fra Textus Receptus ikke har flertallet bag sig, og dels at man ikke kan bruge begreberne "Textus Receptus", "Flertalstekst" og King James Bible i flæng.

Textus Receptus havde en storhedstid i 300 år, men i dagens Europa er der ingen moderne Bibler, der bruger denne tekst. I stedet anvendes den aleksandrinske tekst.

Denne artikel er en del af serien om den græske originaltekst.

Det forrige afsnit handlede om det første forsøg på at udgive en trykt græsk tekst.

Det næste afsnit handler om den aleksandrinske tekst, som moderne Bibler formodes at bygge på.

Eksternt Link

Ressourcer

I denne sektion om originalteksten

Yderligere Information

Scrivener skriver i "A Plain Introduction to the Criticism of the New Testament":

»The typographical errors of the Complutensian Greek have been stated (p. 379); Erasmus' first edition is in that respect the most faulty book I know«.

Side 383 i 1874-oplaget.

Scrivener. . .: udgav bl.a. "A Plain Introduction to the Criticism of the New Testament" i 1861 og "The New Testament in the Original Greek according to the Text followed" i 1881.

A Plain Introduction kan læses på Google Books. På side 293 nævner Scrivener antal forskelle mellem Complutenserpolyglotten og Elzevier's bog, og på side 300 er det forskellene mellem Complutenserpolyglotten og Stephanus.

På side 304 og frem lister han de 286 forskelle mellem de to Textus Receptusser. Mange af disse 286 forskelle er så små, at de ikke vil påvirke en oversættelse — ofte skyldes forskellen bare, at det samme bogstav har fået to forskellige accenter. Derfor skal man formentlig også tage hans andre tal med et vist gran salt.