Altså: Kejseren har givet Erasmus eneret for 4 år.
Textus Receptus er navnet på en stor familie af trykte bøger, der indeholder teksten til Det Nye Testamente på græsk. Denne familie kaldes også i flæng den byzantinske tekst og flertalsteksten.
|
|
| Forsiden af Erasmus' første oplag, 1516.
Nederst står bl.a. CVM PRIVILEGIO MAXIMILLIANI CAESARIS …
INTRA QVATVOR ANNOS.
Altså: Kejseren har givet Erasmus eneret for 4 år. |
Erasmus udgav Det Nye Testamente på græsk med paralleltekst på latin i Basel i 1516. Arbejdet skulle ske i en hast, fordi han skulle være færdig før Complutenserpolyglotten.
Tidspresset gjorde, at der var mange fejl i førsteudgaven. Erasmus havde kun 6 græske manuskripter, der alle var fra det 12. århundrede eller nyere, og han skrev sine rettelser og noter direkte ind i disse manuskripter, der derefter blev sendt til bogtrykkeren. Det lykkedes at udføre arbejdet på få måneder, og Erasmus beskrev senere selv processen som »praecipitatum verius quam editum« — d.v.s. "kastet sammen, snarere end redigeret". De fleste af fejlene blev rettet i andenudgaven i 1519.
En pudsig detalje er, at der i Basel ikke fandtes nogle græske manuskripter med Johannes' Åbenbaring. Erasmus måtte derfor låne et eksemplar af sin ven Johann Reuchlin, men dette eksemplar manglede de sidste 6 vers, så dem måtte Erasmus "oversætte baglæns" fra latin. Desværre indeholdt Erasmus' latinske Bibel en fejl, hvor der i Åbenbaringen 22,19 stod "livets bog" i stedet for "livets træ", og nu blev denne fejl tilføjet i den græske tekst.
Ingen kendte græske manuskripter indeholder "livets bog" i dette vers, så når andre forlæggere, såsom Stephanus og Beza også skriver "livets bog" i deres græske "originaltekst", afslører de, at de ukritisk har skrevet af efter Erasmus. Senere blev "livets bog", som Erasmus havde "oversat tilbage" fra latin, "oversat frem" til mange sprog i de nye Bibler:
Åbenbar. 22,19 Und so jemand davontut von den Worten des Buchs dieser Weissagung, so wird Gott abtun sein Teil vom Buch des Lebens und von der heiligen Stadt und von dem, was in diesem Buch geschrieben stehet
(Martin Luther, 1545 og alle oplag før 1912)
Åbenbar. 22,19 And if any man shall take away from the words of the book of this prophecy, God shall take away his part out of the book of life, and out of the holy city, and from the things which are written in this book.
(King James Bible, 1611)
Åbenbar. 22,19 Og dersom Nogen tager Noget bort fra denne Prophetiens Bogs Ord, da skal Gud borttage hans Deel af Livsens Bog og af den hellige Stad og fra de Ting, som ere skrevne i denne Bog.
(Dansk Bibel, 1897)
 |
| Treenigheden |
I det hele taget brugte Erasmus hyppigt den latinske Vulgata til at "forbedre" den græske tekst, når originalteksten ikke var original nok. F. eks. tilføjede Erasmus en dialog mellem Paulus og Gud i Apostlenes Gerninger 9,6: »Og han sagde, bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham«, som ikke er med i nogen græsk tekst, og som Erasmus har oversat til græsk fra Vulgata.
I tredjeudgaven i 1522 blev det Johannæiske Komma (Comma Johanneum) tilføjet: »og der er tre vidner i Himlen: Faderen og Ordet og Ånden, og de tre er ét i Kristus Jesus«. Erasmus havde nægtet at medtage dette tvivlsomme "bevis" for Treenigheden, fordi det udelukkende fandtes i latinske Bibler, men den slags udfordringer skal man ikke sige to gange til en kristen: Som ved et trylleslag blev der fundet et enkelt græsk manuskript fra 1500-tallet med det berømte "Comma". Erasmus så sig derfor nødsaget til at tilføje Comma'et, og snart begyndte Treenigheden at brede sig gennem Europas Bibler lige så hurtigt som "livets bog".
Det er trist, at det blev Erasmus' værk, som stort set alle udgivere i Europa skrev af i de næste århundreder. Videnskabeligt betragtet var hans bog ufatteligt overfladisk.
Erasmus "valgte" simpelthen de manuskripter, der fandtes i Basel eller kunne lånes. Han brugte især et enkelt manuskript fra det 12. århundrede til evangelierne, og et andet manuskript fra det 12. århundrede til Apostlenes Gerninger og epistlerne. Paradoksalt nok, benyttede han ikke Codex Basiliensis, der er fra 8. århundrede og rummer det meste af de fire evangelier.
Moderne tekst-kritiske værker baserer sig på tusinder græske manuskript-fragmenter og papyrusser. De enkelte afsnit af Erasmus' værk var baseret på 2, 1 eller sommetider ingen manuskripter (fx de 6 sidste vers i Åbenbaringen).
I 1633, udgav forlæggeren Elzevier i Leiden en udgave af den græske "originaltekst",
hvor han i indledningen skrev:
»textum ergo habes, nunc ab omnibus receptum«
(= derfor har du nu den tekst, som alle har modtaget/anerkendt). Derefter blev betegnelsen Textus Receptus
brugt med bagudvirkende kraft for alle udgivelser
af Det Nye Testamente på græsk — inklusive Erasmus' udgivelser, der nu var næsten 120 år gamle.
Det vil sige, at "Textus Receptus" ikke er navnet på et bestemt græsk manuskript, men i stedet betegner en stort antal udgivelser, der hver for sig er forskellige sammendrag af mange græske manuskripter.
Polyglotten regnes normalt ikke som medlem af Textus Receptus-familien,
selvom man skulle tro, den græske originaltekst, der lå til grund for Polyglotten
var "lige så original" som originalteksten bag Textus Receptus.
Årsagen er formentlig, at Polyglotten var en katolsk udgivelse,
mens de andre udgivere af Textus Receptus typisk var protestanter,
der netop udgav Textus Receptus, fordi den katolske, latinske Bibel, Vulgata,
ikke var god nok.
Stephanus, 1550
|
| Stephanus, 1550, Johannesevangeliet. |
|
| Stephanus, 1551, Johannesevangeliet - nu med versnumre! |
Hvis man skal udnævne én bestemt udgivelse til "den sande" Textus Receptus, vil man her i (vest)Europa pege på brødrene Elzevier's udgivelser fra 1624 og 1633 — det var jo som nævnt Elzevier, der havde introduceret ordene Textus Receptus. I engelsktalende lande betragtes Textus Receptus derimod som den tekst Robertus Stephanus (fransk: Robert Estienne, engelsk: Stephens) udgav i 1550.
Disse bøger er ikke ens. Scrivener(1) lister 286 forskelle på Stephanus og Elzevier, hvoraf hovedparten dog ser ud til at være meget små. Stadig ifølge Scrivener er der 2.777 forskelle på Complutenserpolyglotten's græske tekst og Elzevier's Textus Receptus, og mere end 2.300 forskelle i forhold til Stephanus' Textus Receptus.
Stephanus' tekst er, som alle andres, mere eller mindre en kopi af Erasmus' tekst, men i 3. oplag tilføjede han, som den første i verden, små noter, hvor han dokumenterede forskelle mellem de græske manuskripter (han kiggede på 14 manuskripter i alt).
På grund af stridigheder mellem katolikker og protestanter måtte Stephanus flygte fra Paris til Geneva i Svejts, og her udkom i 1551 hans 4. oplag med en verdenspremiere: Teksten var opdelt i vers, der havde numre.
Stephanus' søn fortalte senere, at Stephanus havde tilføjet versnumrene "på hesteryg". Hermed mente han formentlig, at faderen havde skrevet dem om aftenen på kroerne undervejs på sin rejse. Stephanus' kritikere valgte derimod at opfatte det meget bogstaveligt, som om Stephanus havde siddet med manuskripterne på hesten og havde tilføjet et nyt vers, hver gang et bump på vejen fik pennen til at hoppe. De var åbenbart ikke helt enige med Stephanus' versopdeling.
Frederick Henry Ambrose Scrivener(1) udgav i 1881 The New Testament in the Original Greek according to the Text followed in the Authorized Version), hvor den græske tekst er udvalgt, så teksten svarer til den populære King James Bible — i det omfang, hvor King James overhovedet følger nogen græsk tekst og ikke den latinske Vulgata.
Scrivener talte selv 5.337 forskelle på sin tekst og Textus Receptus, d.v.s tilfælde, hvor King James Bible ikke følger Textus Receptus.
Textus Receptus er en byzantinsk tekst.
Det Byzantinske Rige svarer stort set til det, der i dag er Grækenland og Tyrkiet. Her holdt den Østromerske Kirke til, og de brugte græsk som kirkesprog — 1.000 år efter at Den Vestromerske Kirke var gået over til latin.
Det vil sige, at langt op i 1400-tallet producerede Den Østromerske Kirke stadig bunkevis af græske manuskripter. Derfor er flertallet af græske manuskripter relativt nye og fremstillet i Det Byzantinske Rige med de variationer i teksten, der er opstået her.
Den byzantinske tekst kaldes ofte "The Majority Text", fordi det er den tekstgren, vi finder i ca. 90% af de græske manuskripter.
Derfor er det meget fristende at bruge begreberne Flertalstekst, Den Byzantinske Tekst og Textus Receptus i flæng, men det ændrer ikke ved, at Erasmus' værk er et meget sjusket arbejde baseret på meget få manuskripter.
Flere forskere har forsøgt at vægte de forskellige eksisterende manuskripter for at komme frem til en videnskabeligt udregnet "flertals-tekst".
Et af de nyeste forsøg er Zane C. Hodges og Arthur L. Farstad, der udgav deres bud på en "Majority Text" i 1982. I forhold til Scrivener's tekst. er der 1.838 forskelle, hvoraf kun de 1.005 får nogen effekt i (engelsk) oversættelse — d.v.s. 1.005 i forhold til King James Bible (se eksternt link forneden).
Hvordan skal man vurdere disse 1.838/1.005 forskelle? Nogle er naturligvis ubetydelige, men blandt de større kan nævnes, at det johannæiske komma (1 Johannesbrev 5,7) udgår, hvormed Bibelens eneste bevis for Treenigheden er væk. Som sagt havde Erasmus kun medtaget verset, fordi det fandtes i et enkelt græsk manuskript fra 1500-tallet, så verset har intet at gøre i en "flertals-tekst". Det samme gjaldt Erasmus' "livets bog" og Erasmus' udvidelse af Apostlenes Gerninger 9,6 (nævnt foroven), der jo ikke er med i noget græsk manuskript overhovedet.
|
| Lukas 17,36 var suspekt allerede på King James' tid. En fodnote i 1611-udgaven forklarer: !!This 36. verse is wanting in most of the Greek copies. |
Andre vers, der helt forsvinder, er Lukas 17,36 (se billedet til venstre) og Apostlenes Gerninger 8,37; 15,34 og 24,7, mens Matthæus 27,35, Apostlenes Gerninger 9,6 og 10,6 og Åbenbaringen 1,11 forkortes stærkt.
I det hele taget står Åbenbaringen for over en tredjedel af afvigelserne. Der er så mange afvigelser i Åbenbaringen, at Hodges & Farstad måtte opgive at bruge flertals-analyse og i stedet indføre en "genealogisk" metode for denne ene bog. Tilsyneladende har bibel-udgiverne gennem 1.800 år haft svært ved at holde tungen lige i munden, når de skulle afskrive den udsyrede handling i Åbenbaringen.
Moralen er, dels at mange vers fra Textus Receptus ikke har flertallet bag sig, og dels at man ikke kan bruge begreberne "Textus Receptus", "Flertalstekst" og King James Bible i flæng.
Textus Receptus havde en storhedstid i 300 år, indtil den blev erstattet af den aleksandrinske tekst.
(1) Scrivener. . .: udgav bl.a. "A Plain Introduction to the Criticism of the New Testament" i 1861 og "The New Testament in the Original Greek according to the Text followed" i 1881.
A Plain Introduction kan læses på Google Books. På side 293 nævner Scrivener antal forskelle mellem Complutenserpolyglotten og Elzevier's bog, og på side 300 er det forskellene mellem Complutenserpolyglotten og Stephanus.
På side 304 og frem lister han de 286 forskelle mellem de to Textus Receptusser. Mange af disse 286 forskelle er så små, at de ikke vil påvirke en oversættelse — ofte skyldes forskellen bare, at det samme bogstav har fået to forskellige accenter. Derfor skal man formentlig også tage hans andre tal med et vist gran salt.
