Textus Receptus

Textus Receptus er navnet på ca. 30 forskellige trykte bøger, der indeholder teksten til Det Nye Testamente på græsk, og som alle mere eller mindre skamløst kopierer den tekst, Desiderius Erasmus havde udgivet.

Brødrene Elzevier

Truttelut I 1633, udgav forlæggerne Abraham and Bonaventura Elzevier i Leiden en udgave af den græske "originaltekst", hvor de i indledningen skrev: »textum ergo habes, nunc ab omnibus receptum« (= derfor har du nu den tekst, som alle har modtaget/anerkendt). Derefter blev betegnelsen Textus Receptus brugt med bagudvirkende kraft for alle udgivelser af Det Nye Testamente på græsk — inklusive Erasmus' udgivelser, der nu var næsten 120 år gamle.

Det vil sige, at "Textus Receptus" ikke er navnet på et bestemt græsk manuskript, men i stedet betegner en stort antal udgivelser, der i sidste ende går tilbage til Erasmus' arbejde.

Stephanus, 1550

Stephanus, 1550
Stephanus, 1550, Johannesevangeliet.
Stephanus, 1551
Stephanus, 1551, Johannesevangeliet - nu med versnumre!

Hvis man skal udnævne én bestemt udgivelse til "den sande" Textus Receptus, vil man her i (vest)Europa pege på Elzevier's udgivelser fra 1624 og 1633 — det var jo som nævnt Elzevier, der havde introduceret ordene Textus Receptus. I engelsktalende lande betragtes Textus Receptus derimod som den tekst, Robertus Stephanus (fransk: Robert Estienne, engelsk: Stephens) udgav i 1550.

Disse bøger er ikke ens. Scrivener(1) lister 286 forskelle på Stephanus og Elzevier, hvoraf hovedparten dog ser ud til at være meget små. Stadig ifølge Scrivener er der 2.777 forskelle på Complutenserpolyglotten's græske tekst og Elzevier's Textus Receptus, og mere end 2.300 forskelle i forhold til Stephanus' Textus Receptus.

Stephanus' tekst er, som alle andres, mere eller mindre en kopi af Erasmus' tekst, men i 3. oplag tilføjede han, som den første i verden, små noter, hvor han dokumenterede forskelle mellem de græske manuskripter (han kiggede på 14 manuskripter i alt).

På grund af stridigheder mellem katolikker og protestanter måtte Stephanus flygte fra Paris til Geneva i Svejts, og her udkom i 1551 hans 4. oplag. Dette oplag havde tre tekster: Vulgata, Erasmus' latinske test og den græske tekst, og bogen indeholdt en verdenspremiere: For første gang nogensinde var teksten nu opdelt i vers, der havde numre.

Stephanus' søn fortalte senere, at Stephanus havde tilføjet versnumrene "på hesteryg". Hermed mente han formentlig, at faderen havde skrevet dem om aftenen på kroerne undervejs på sin rejse. Stephanus' kritikere valgte derimod at opfatte det meget bogstaveligt, som om Stephanus havde siddet med manuskripterne på hesten og havde tilføjet et nyt vers, hver gang et bump på vejen fik pennen til at hoppe. De var med andre ord ikke helt tilfredse med Stephanus' versopdeling.

Scrivener, 1881

Frederick Henry Ambrose Scrivener(1) udgav i 1881 The New Testament in the Original Greek according to the Text followed in the Authorized Version), hvor den græske tekst er udvalgt, så teksten svarer til den populære King James Bible — i det omfang, hvor King James overhovedet følger nogen græsk tekst og ikke den latinske Vulgata.

Scrivener talte selv 5.337 forskelle på sin tekst og Textus Receptus, d.v.s tilfælde, hvor King James Bible ikke følger Textus Receptus.

Den Byzantinske Tekst

Textus Receptus er en byzantinsk tekst.

Det Byzantinske Rige svarer stort set til det, der i dag er Grækenland og Tyrkiet. Her holdt den Østromerske Kirke til, og de brugte græsk som kirkesprog — 1.000 år efter at Den Vestromerske Kirke var gået over til latin.

Det vil sige, at langt op i 1400-tallet producerede Den Østromerske Kirke stadig bunkevis af græske manuskripter. Derfor er flertallet af græske manuskripter relativt nye og fremstillet i Det Byzantinske Rige med de variationer i teksten, der er opstået her.

Flertals-teksten

Den byzantinske tekst kaldes ofte "The Majority Text", fordi det er den tekstgren, vi finder i ca. 90% af de græske manuskripter.

Derfor er det meget fristende at bruge begreberne Flertalstekst, Den Byzantinske Tekst og Textus Receptus i flæng, men det ændrer ikke ved, at Erasmus' værk er et meget sjusket arbejde baseret på meget få manuskripter.

Flere forskere har forsøgt at vægte de forskellige eksisterende manuskripter for at komme frem til en videnskabeligt udregnet "flertals-tekst".

Et af de nyeste forsøg er Zane C. Hodges og Arthur L. Farstad, der udgav deres bud på en "Majority Text" i 1982. I forhold til Scrivener's tekst er der 1.838 forskelle, hvoraf kun de 1.005 får nogen effekt i (engelsk) oversættelse — d.v.s. 1.005 i forhold til King James Bible (se eksternt link forneden).

Hvordan skal man vurdere disse 1.838/1.005 forskelle? Nogle er naturligvis ubetydelige, men blandt de større kan nævnes, at det johannæiske komma (1 Johannesbrev 5,7) udgår, hvormed Bibelens eneste bevis for Treenigheden er væk. Erasmus havde kun medtaget verset, fordi det fandtes i et enkelt græsk manuskript fra 1500-tallet, så verset har intet at gøre i en "flertals-tekst". Det samme gjaldt Erasmus' "livets bog" og Erasmus' udvidelse af Apostlenes Gerninger 9,6, der jo ikke er med i noget græsk manuskript overhovedet (se evt. den forrige side om Erasmus).

King James, Lukas 17,36
Lukas 17,36 var suspekt allerede på King James' tid.
En fodnote i 1611-udgaven forklarer:
!!This 36. verse is wanting in most of the Greek copies.

Andre vers, der helt forsvinder, er Lukas 17,36 (se billedet til venstre) og Apostlenes Gerninger 8,37; 15,34 og 24,7, mens Matthæus 27,35, Apostlenes Gerninger 9,6 og 10,6 og Åbenbaringen 1,11 forkortes stærkt.

I det hele taget står Åbenbaringen for over en tredjedel af afvigelserne. Der er så mange afvigelser i Åbenbaringen, at Hodges & Farstad måtte opgive at bruge flertals-analyse og i stedet indføre en "genealogisk" metode for denne ene bog. Tilsyneladende har skribenterne gennem 1.800 år haft svært ved at holde tungen lige i munden, når de skulle afskrive den udsyrede handling i Åbenbaringen.

Moralen er, dels at mange vers fra Textus Receptus ikke har flertallet bag sig, og dels at man ikke kan bruge begreberne "Textus Receptus", "Flertalstekst" og King James Bible i flæng.

Textus Receptus havde en storhedstid i 300 år, men i dagens Europa er der ingen moderne Bibler, der bruger denne tekst. I stedet anvendes den aleksandrinske tekst.

 
Guds hånd

Denne artikel er en del af serien om den græske originaltekst.

Det forrige afsnit handlede om Erasmus af Rotterdam.

Det næste afsnit handler om den aleksandrinske tekst, som moderne Bibler formodes at bygge på.

Eksternt Link

Ressourcer

I denne sektion om originalteksten

Yderligere Information


Fodnoter: (1)

Scrivener. . .: udgav bl.a. "A Plain Introduction to the Criticism of the New Testament" i 1861 og "The New Testament in the Original Greek according to the Text followed" i 1881.

A Plain Introduction kan læses på Google Books. På side 293 nævner Scrivener antal forskelle mellem Complutenserpolyglotten og Elzevier's bog, og på side 300 er det forskellene mellem Complutenserpolyglotten og Stephanus.

På side 304 og frem lister han de 286 forskelle mellem de to Textus Receptusser. Mange af disse 286 forskelle er så små, at de ikke vil påvirke en oversættelse — ofte skyldes forskellen bare, at det samme bogstav har fået to forskellige accenter. Derfor skal man formentlig også tage hans andre tal med et vist gran salt.


Venstre Højre Op til sektion om Den græske originaltekst