Hvem skrev Mosebøgerne?

Dore: Abraham og Hagar
Abraham jager slavinden ud i ørkenen. Billedet må være et kompromis: Sønnen er for stor til at blive båret, men dog langt fra 14 år.

Oprindeligt troede man, at de fem Mosebøger var skrevet af én og samme mand: Moses. Siden 1700-tallet har man vidst, at dette ikke er tilfældet, og en af grundene er, at Mosebøgerne er fyldt med "dubletter" - den samme historie fortælles to gange eller endog tre gange.

I bedste fald medfører dette, at historien går i stampe; i mange tilfælde er der deciderede modsigelser. Eksemplerne er utallige:

Den brændende busk
Den brændende busk: Gud påstår, at ingen kender hans hemmelige navn, selvom det står 160 gange i 1 Mosebog.

Bibelen starter med to forskellige skabelsesberetninger; Noa skulle først tage et par af alle dyrene ind i arken og lidt senere var det syv af de rene dyr; Abraham smider sin slavinde ud, og hun må bære deres lille søn ud i ørkenen; i den anden variant er drengen derimod omkring 16 år gammel. Abraham sælger sin kone som en anden alfons (selvom hun er 80 år) ved at bilde køberen ind, at hun er hans søster; Tyve år senere, da konen er 100 år, gentager han successen; I en tredje variant er det sønnen Isak, der sælger sin kone som en søster. Josef's brødre sælger ham til en »ismaelitisk karavane«; i næste vers er det »nogle midjanitiske handelsmænd«, der sælger ham til ismaelitterne; senere bliver han solgt to gange i Egypten.

For en lang række eksempler, se selvmodsigelser mærket med 'Firekildehypotesen'.

Siden oplysningstiden har man prøvet at forklare disse modsigelser. Allerede i 1753 forsøgte Jean Astruc(1) at gøre rede for de to kilder, han mente, var brugt til 1 Mosebog. Tanken var stadig, at Moses var forfatter, men at han havde benyttet sig af forskellige modstridende kilder.

Men det var ikke nok at skyde skylden på Moses' kilder: En af de værste modsigelser involverer Moses selv, nemlig når Gud i den brændende busk påstår, at han aldrig har fortalt sit hemmelige navn til nogen, selvom det står 160 gange i 1 Mosebog. I det hele taget er der mange grunde til, at Moses ikke kunne være forfatteren.

Løsningen på denne rodebutik er Firekildehypotesen. Moses var ikke en redaktør, der havde brugt to kilder — han var selv hovedpersonen i fire forskellige kilder med to forskellige guder, der var blevet flettet sammen.

Den enkelte kilde var komplet og uden de mange selvmodsigelser, men efter sammenfletningen opstod de uendeligt mange gentagelser og selvmodsigelser. For at adskille de fire kilder kan eksperter bruge kriterier som teksternes sprog, om guden er fysisk eller åndelig, om guden bruger engle eller drømme, om præsterne er af Levis stamme eller Arons slægt, og navnene: Abram/Abraham, Saraj/Sara, Horeb/Sinaj. Men den mest iøjnefaldende forskel er, at guden har to forskellige navne indtil den brændende busk.

Den ene gud hedder Jahve, så derfor kaldte man forfatteren J. Den anden gud hedder Elohim, så denne forfatter kaldes E.

Desuden er Femte Mosebog et falsum fra år 621 f.v.t. Eftersom Femte Mosebog hedder Deuteronomy på engelsk, kaldes forfatteren D;

Derefter viste det sig, at Elohim-historierne var skrevet af to forfattere: Én fra det 8. århundrede f.v.t., der stadig kaldes E, og en levitisk Præst fra det 7 århundrede f.v.t., der kaldes P.

Tilsidst er der nogen, der har samlet disse dokumenter til én lang historie, og denne Redaktør kaldes R.

Firekildehypotesen
Jca. 920 f.v.t.Forfatteren smigrer kong Rehabeam (ca. 922-915 f.v.t.)
Eca. 770 f.v.t.Mere usikkert.
D621 f.v.t.Femte Mosebog er skrevet lige før, den blev "fundet" af præsten.
P621-612 f.v.t.P er skrevet efter D (eftersom D ikke kender til P). P refererer til Assur (Assyrien) som værende eksisterende, men Assur blev ødelagt år 612 f.v.t.
R434 f.v.t.Alle fem Mosebøger dukker op hos Ezra år 434 uden forklaring. Det mest sandsynlige er, at Ezra er Redaktøren.

På dansk kan man bruge Professor Dr. Frants Buhl's Bibeloversættelse fra 1910, hvor små J'er, P'er, E'er og D'er (men ingen R'er) i marginen viser, hvem der har skrevet de enkelte afsnit.

Kritik af Firekildehypotesen

Firekildehypotesen
Fordelingen af de fire forfattere/redaktører på de fire første Mosebøger.
"D" tager sig af 5. Mosebog og de følgende bøger.
Billede fra Wikipedia.

Sådan er teorien. Det gode ved den er, at den har en stor forklaringskraft: En god hypotese skal helst løse så mange problemer som muligt, uden at skabe alt for mange nye.

Firekildehypotesen kan ikke alene forklare utroligt meget, den gør det også på en måde, der rækker hånden ud til begge fløje: Skeptikere får ret i, at der er tusindvis af selvmodsigelser i Bibelen, mens moderate kristne får en spiselig forklaring på tilstedeværelsen af disse modsigelser: De skyldes, at redaktøren ikke nænnede at skære "dubletterne" fra i de hellige tekster, han flettede sammen.

På samme måde får skeptikerne ret i, at Mosebøgerne ikke er skrevet af Moses og især, at Femte Mosebog er et nyere falsum, mens jøder og kristne kan glæde sig over en forklaring, som knytter udviklingen af Israels religion sammen med Israels historie, som den er beskrevet i Bibelen.

En vaskeægte win-win situation. Men det ændrer ikke ved, at der er svagheder i forklaringen.

Det første problem er et, som Firekildehypotesen deler med en anden firekildehypotese, nemlig teorien om manuskriptet Q (et hypotetisk manuskript, som Matthæus og Lukas skulle have benyttet sig af). Ligesom vi aldrig har fundet den mindste stump af Q, har vi heller aldrig set en stump af hverken J, P, E eller D. Begge firekildehypoteser bygger på en forældet forestilling om, at forfatterne kun var forfattere, og redaktørerne kun var redaktører.

Et andet problem er redaktøren eller rettere redaktørerne. I tabellen foroven er der kun angivet en enkelt redaktør, men der er mange varianter af hypotesen (Frants Buhl medtog som nævnt ingen redaktør). For eksempel kan det foreslås, at J og E var slået sammen af en redaktør, inden endnu en redaktør slog dette JE-dokument sammen med P. Redaktørerne bliver dermed hurtigt den "magiske lim", der skal redde den enkelte hypoteses svage punkter.

Et tredje problem er påstanden om, at eksperter tydeligt kan skelne mellem de fire forfattere og et antal redaktører på grundlag af sproget. Jeg har haft denne hjemmeside siden 2004, og jeg er efterhånden blevet meget skeptisk overfor den slags "ekspertudtalelser". På den ene side er der eksperter, der ikke kan se, at 1 og 2 Timotheus samt Titus er falsknerier, og på den anden side er der eksperter, der udstyret med røntgenøjne kan vurdere hvert eneste ord i Testimonium Flavianum. Min erfaring siger mig, at hver gang en ekspert vil påstå, at en tekst er skrevet i den og den stil, vil der straks opstå to nye eksperter, der mener det modsatte.

Det største problem er dog, at hypotesen er 100% cirkulær. Dette kræver et separat afsnit:

Bibelhistorie er Cirkulær Historie

cirkulær logik
Det står i Bibelen, at Bibelen er ufejlbarlig, fordi Bibelen er Guds ord, fordi det står i Bibelen.

For nu at sige det rent ud: Bibelhistorie som fag er dårlig historie.

De fleste af de beretninger, der står i Bibelen, er ukendte udenfor Bibelen, f.eks. er der ikke et eneste historisk bevis for Jesus' eksistens. Det eneste vi har er selve teksten i Bibelen, og for en rigtig historiker har disse tekster en meget lav sandhedsværdi: De er anonyme, redigerede, fyldt med utrolige mirakler og tydeligvis skrevet med propaganda som formål (Johannes 20,31).

Johannes 20,31: Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Forskere indenfor Det Gamle og (især) Det Nye Testamente må derfor låne tekstanalytiske værktøjer indenfor litteraturhistorie. De er blevet verdensmestre i formkritik og redaktionskritik, og har opfundet en række "sandhedskriterier", der er ukendte indenfor andre grene af litteraturhistorie. Bibelen er jo en helt speciel bog. Men uanset hvor længe man kigger på den samme tekst, kan man ikke finde noget, der ikke er i teksten. Ethvert forsøg på finde rede i Bibelens tekster er afhængig af de samme tekster, som teorien forsøger at rydde op i.

Kong Josija
Er det rigtigt, at 5. Mosebog blev fundet på Kong Josijas tid?

For at tage et relevant eksempel: Bibelen fortæller, hvordan Lovbogen blev fundet år 621 f.v.t. Som skeptiker er man godt klar over, at denne Lovbog ikke har ligget gemt i templet i mange hundrede år, men at den garanteret er skrevet af ypperstepræsten, lige før han "fandt" den. Det er derfor, at D-forfatteren er sat til år 621 f.v.t. i tabellen foroven.

Men det er ikke det, der står i teksten. Der står, at der blev spået om Kong Josija og hans reformer mange generationer, før han blev født — sågar med navns nævnelse: »I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig« (1 Kongebog 13,2). Som bevis for, at profetien var sand, fik Gud den daværende konges hånd til at visne og alteret til at revne. Da profeten kort efter blev slået ihjel af Gud, bekræftede en anden profet, at profetien mod altrene og offerhøjene ville gå i opfyldelse: »det ord, han på Herrens befaling råbte mod alteret i Betel og mod alle offerhøjstemplerne i Samarias byer, skal blive til virkelighed« (1 Kongebog 13,32).

Bibelen fortæller videre, at da Josija havde fået Lovbogen, fik han at vide af profetinden Hulda, at Gud var rasende på Josija og resten af landet, fordi de ikke havde fulgt den Lovbog, som de ikke havde vidst fandtes. Efter at Josija havde brugt resten af sit liv på at slagte alle de hedenske præster, bliver han til gengæld rost af Bibelforfatteren, fordi han »af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov«.

Som skeptiker går man altså — næsten uden at tænke over det — ud fra, at Bibelen lyver angående profeten, den visne hånd, det revnede alter og den anden profet, at ypperstepræsten lyver om fundet af bogen (eller Bibelen tager fejl), at profetinden lyver om Guds vrede (eller Bibelen tager fejl), og at Bibelen tager fejl om, at Josija fulgte Moses' lov (i og med Loven netop ikke var skrevet af Moses).

Men hvordan kan vi vide, at Josija fandt en lovbog? Hvordan kan vi vide, at han, de to profeter, profetinden og ypperstepræsten overhovedet har eksisteret? Det kan vi udelukkende ud fra beretningerne i 2. Kongebog (og gentagelsen i 2 Krønikebog kapitel 34). Vores "skeptiske" tilgang bygger på, at vi automatisk ser bort fra de detaljer, der ikke passer med vores "skeptiske" verdensbillede, mens vi sluger resten råt.

Hvis historien om Josijas masseødelæggelse af helligdomme i hele landet er sand, må man undre sig over, at denne ødelæggelse ikke har efterladt arkæologiske spor. Man må også undre sig over, at de stormænd, der ifølge Lovbogen mistede magten til kongen, og de præster, der ifølge Lovbogen ikke kunne bo andre steder end i Jerusalem, ikke protesterede.

Der er derfor den oplagte mulighed, at 2. Kongebog kapitel 22-23, hvor Josijas reform beskrives, er skrevet udelukkende med det formål at give 5. Mosebog et ry som en meget gammel bog. Måske er 1. og 2. Kongebog skrevet samtidig med 5. Mosebog, og måske er hele historien om Josija og ypperstepræsten opfundet for at "bevise", at hvis jødernes forfædre havde adlydt 5. Mosebog, ville Judæa ikke været gået under, og jøderne ville ikke være blevet ført i eksil til Babylon.

Daniel
Er det rigtigt, at de onde babylonere holdt jøderne i eksil i 49 år, indtil de flinke persere lod dem rejse hjem igen?

På samme måde: Nu hvor vi snakker om eksilet. Er det rigtig, at hele jødefolket blev ført i eksil i Babylon år 587 f.v.t., som Bibelen siger?

Det er ganske vist den mest centrale begivenhed i hele Det Gamle Testamente, men er det nogensinde sket? Så er det i al fald en meget speciel form for eksil. Normalt sker tvangsdeportering af et folk for at gøre et fjendtligt land til slaver og arbejdskraft, og det sker ved at ødelægge deres identitet, sprog, navne og religion.

Dinosaurus med Bibel
Hvor gammel er Bibelen?

Man kan bare se på det eksil, som skete kort forinden (ifølge Bibelen), da det nordlige rige faldt: Ti af Israels tolv stammer blev deporteret, og landet blev i stedet fyldt med "hedninger". I det omfang, der overhovedet var jødisk blod tilbage i Samaria, var indbyggerne blevet så "urene" og frafaldne, at Jesus mange hundrede år senere forbød sine disciple overhovedet at prædike for dem (Matthæus 10,5-6). De ti stammer var for evigt tabt (hvis de nogensinde har eksisteret).

Matthæus 10,5: Disse tolv sendte Jesus ud og befalede dem: "Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer;
Matthæus 10,6: men gå derimod til de fortabte får af Israels hus.

Jødernes eksil ud af Judæa er beskrevet stik modsat: De tog deres hellige lovbøger og præster med i eksil. Præsterne brugte derefter denne "pause" til at færdigskrive helligskrifterne, mens folket sad ved Babylons floder og græd, når de tænkte på Zion (Salme 137,1).

Salme 137,1: Ved Babylons floder sad vi og græd, når vi tænkte på Zion;

Niogfyrre år senere vendte folket tilbage fra Babylon — mere opfyldt af hellig iver end nogensinde efter at genopbygge deres fædrene land, genrejse templet for deres fædrene Gud, dyrke deres fædrene religion, adlyde den lovbog, Josija havde fundet, studere de helligtekster, præsterne havde skrevet under eksilet, og at knuse Babylons spædbørn mod klipperne. Altså ifølge Bibelen, men ikke ifølge normal logik for tvangsdeporteringer.

På samme måde: Er det rigtigt, at Ezra levede omkring år 434, som tabellen foroven kræver? Eller er historien i Nehemias kapitel 8-10, hvor Ezra læser op af den nye Lovbog, også et sent påfund?

Det er i al fald mærkeligt, at i 2. Makkabæerbog er det Nehemias, der får æren for at genopbygge templet i almindelighed og de hellige skrifter i særdeleshed (2 Makkabæer 2,13), mens Ezra slet ikke nævnes. Anden Makkabæerbog er skrevet i det første århundrede f.v.t., så måske er historien om Ezra først opfundet på denne tid. Og måske er alle bøgerne i Bibelen skrevet kort før dette?

2 Makkabæer 2,13: Det samme er også berettet i optegnelserne og i Nehemias' notater, ligeledes hvordan han grundlagde et bibliotek og dér samlede bøgerne om kongerne og profeterne og Davids bøger og kongernes breve om tempelgaver.

Bibelhistorie som fag er og bliver cirkulær.

Yderligere information


Fodnoter: (1)

Jean Astruc, Conjectures sur les mémoires originaux dont il paroit que Moyse s'est servi pour composer le livre de la Génèse (Formodninger om de originale papirer, som det ser ud til, at Moses har brugt til at komponere Første Mosebog), 1753

Op til Det Gamle Testamente