Har Moses Skrevet Mosebøgerne?

Grunden til, at de første fem bøger i Bibelen hedder Mosebøgerne, er ikke så meget, at Moses er hovedpersonen - han optræder jo slet ikke i Første Mosebog. Det er snarere, fordi man i tusinder af år troede, at de var skrevet af Moses.

Jesus omskæres
Jesus bliver omskåret. Denne skik stammer fra Første Mosebog, hvor Moses ikke var født endnu.

Det står sådan set ingen steder i Mosebøgerne, men alligevel er det en rød tråd i Det Nye Testamente, at de fem første bøger i Det Gamle Testamente er skrevet af Moses: »Moses har fastsat«, »Hvorfor har Moses så påbudt«, »Moses har jo sagt«, »Hvad har Moses påbudt jer?«, »Moses har tilladt«, »Moses har foreskrevet os«, »at de døde opstår, har også Moses tilkendegivet«, »De har Moses og profeterne, dem kan de høre«, »for loven blev givet ved Moses«, »Har Moses ikke givet jer loven?«, »i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder«, »de skikke, som Moses har overleveret os«, »Moses har fra gammel tid sine forkyndere i alle byer og læses op i synagogerne hver eneste sabbat«, »det, profeterne og Moses har sagt skulle ske«, »Om den retfærdighed, som kommer af loven, skriver Moses« o.s.v.

Moses får også "æren" for omskærelsen: »Hvis I ikke omskæres efter Moses' skik, kan I ikke blive frelst."« (Apost. G. 19,1). Budet om omskærelsen hører ellers hjemme i Første Mosebog — flere hundrede år før Moses blev født:(1) »Moses har givet jer omskærelsen - egentlig går den ikke tilbage til Moses, men helt til fædrene« (Johannes 7,22). Når den står i Mosebøgerne, må den være skrevet af Moses.

Det, der kun er en tradition blandt jøderne, er dermed blevet et klippefast dogme blandt de kristne. Og det er der en grund til:

Johannes 1,45 Filip møder Nathanael og siger til ham: "Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret."

Moses har skrevet Mosebøgerne, og Moses har skrevet om Jesus. Jesus' legitimitet som den nye Moses bygger på, at Jesus opfylder de løfter og profetier, som Moses har skrevet.

Jesus skar det selv ud i pap:

Johannes 5,46 Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om.
Johannes 5,47 Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord?

Hvis ikke man tror på Moses som forfatter af Mosebøgerne, kan man ikke være kristen. Som Jesus siger: »hvordan skal I så tro mine ord?«

Problemer med Moses som Forfatter

Spinoza
Spinoza udgav sin bog i 1670

Moses med de Ti Bud Man behøver ikke at læse længe i Mosebøgerne for at se, at Jesus' rørende tillid til Moses er ubegrundet. Til at starte med står der ingen steder i bøgerne, at de skulle være skrevne af Moses, og historien er heller ikke skrevet i jeg-form.

En af de første til at påpege logiske problemer i teorien var Rabbi ben Ezra (ca. 1090 - 1164/1167). Han var dog klog nok til kun at komme med forblommede hentydninger. Femhundrede år senere var tiden lidt mere moden, og Baruch (Benedict) Spinoza (1632-1677) var villig til at "kaste lys over" ben Ezra's "mørke hentydninger".

Omtrent samtidig med Spinoza — i 1651 — udgav Thomas Hobbes Leviathan, hvor der i kapitel 33 også var mange eksempler på, at de historiske bøger i Det Gamle Testamente ikke kunne være skrevet af hovedpersonerne selv. De fleste af de punkter, der nu følger, er fra Spinoza og Rabbi ben Ezra. Argumenterne har altså været kendt i 900 år, og er dukket op på skrift, så snart de kristne magthavere holdt op med at slå skeptikere ihjel.(2)

  1. Moses omtales konsekvent i tredje person: »Moses talte, og Gud svarede ham«, »Herren talte til Moses og sagde«, »Herren talte med Moses ansigt til ansigt«, »Moses gjorde, ganske som Herren havde befalet ham« »Moses rejste boligen, han satte fodstykkerne til den på plads« »Moses blev vred på hærens beskikkede«, »Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses«, »Moses var mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden« o.s.v., o.s.v.

    Nu kunne man selvfølgelig indvende, at Moses måske kunne lide at omtale sig selv sådan, men denne påstand modsiges af en tale i starten af Femte Mosebog. Denne tale skal forestille at være holdt af Moses, og her har forfatteren ingen problemer med at skrive "jeg": »Herren vor Gud talte til os […] Dengang sagde jeg til jer […] Hvordan skulle jeg alene […] som jeg kan sætte i spidsen […] I svarede mig […] Så tog jeg jeres stammehøvdinge […] Samtidig gav jeg jeres dommere […] skal I forelægge mig den; så skal jeg høre den […] Dengang gav jeg jer befaling […] Så brød vi op […] sådan som Herren vor Gud havde befalet. Da vi kom til Kadesh-Barnea, sagde jeg til jer« (5 Mosebog 1,6-20).

    Forfatteren kunne altså sagtens have skrevet resten af Mosebøgerne i første person, hvis han ønskede at lade som om, han var Moses.

  2. Femte Mosebog starter: »Dette er den tale, Moses holdt til hele Israel øst for Jordan i ørkenen«. Moses krydsede aldrig selv Jordan, så hvorfor skulle han skrive, at talen blev holdt øst for Jordan?

  3. Der er hentydninger til kana'anære:

    1 Mosebog 12,6 Abram drog gennem landet og kom til Sikems helligsted, til Orakel-egen. Dengang boede kana'anæerne i landet.

    1 Mosebog 13,7 Det førte til strid mellem Abrams og Lots hyrder. Dengang boede kana'anæerne og perizzitterne i landet.

    Kana'anæerne var det folk, der var så uheldige at bo i det land, som Gud havde givet jøderne. Det var dem Josva måtte slås imod — en generation efter Moses — og kana'anæerne blev først for alvor udryddet under Kong Salomon. Derfor giver det ikke mening for en forfatter på Moses' tid at skrive om "dengang, der boede kana'anære i landet".

  4. Der står i Mosebøgerne, at Moses gav dem til præsterne:

    5 Mosebog 31,9 Da Moses havde skrevet denne lov, gav han den til præsterne, levitterne, som bar Herrens pagts ark, og til alle Israels ældste,

    Moses kunne ikke selv have skrevet, at han havde afleveret loven, når først han havde givet den fra sig.

    Moses dræber midjanitterne
    "Manden Moses var mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden".
  5. Der står i Mosebøgerne, at Moses var den største profet nogensinde: »Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses« (5 Mosebog 34,10). Der står også, at Moses var meget sagtmodig: »Men manden Moses var mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden« (4 Mosebog 12,3). Naturligvis ville verdens mest sagtmodige person ikke skrive, at han selv var verdens største profet nogensinde.

  6. Vi får at vide, hvordan Moses kom ned fra bjerget med den nye pagt, og hvordan han »kundgjorde alle Herrens ord og alle retsreglerne for folket«, som hele folket »med én røst« lovede at adlyde.

    Moses fejrede den glade begivenhed med at rejse 12 falliske stenstøtter og ofre nogle tyre som et brændoffer på et improviseret alter. Moses læser op af pagten endnu engang, og folket lover endnu engang at de »vil adlyde Herren og gøre alt, hvad han befaler«:

    2 Mosebog 24,3 Moses gik hen og kundgjorde alle Herrens ord og alle retsreglerne for folket, og folket svarede med én røst og sagde: "Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre."
    2 Mosebog 24,4 Så skrev Moses alle Herrens ord ned, og næste morgen byggede han et alter ved bjergets fod og rejste tolv stenstøtter, en for hver af Israels tolv stammer.
    2 Mosebog 24,5 Derpå satte han israelitternes unge mænd til at bringe brændofre og at ofre tyre som måltidsofre til Herren.
    2 Mosebog 24,6 Moses tog den ene halvdel af blodet og hældte det i skåle, og den anden halvdel stænkede han på alteret.
    2 Mosebog 24,7 Derpå tog han pagtsbogen og læste den op for folket, og de sagde: "Vi vil adlyde Herren og gøre alt, hvad han befaler."

    Og hvad står der så i den pagt, som Moses læste op for hele folket 2 gange i træk, som folket lovede at adlyde to gange i træk, og som de straks fejrede med stenstøtter og brændofre? Ja, ifølge 5. Mosebog, står der i pagten, at du må ikke rejse stenstøtter . . .

    Stening
    4 Mosebog 15,32-36. Til venstre samler en israelit brænde på sabbatten. Til højre kigger Moses (med horn) på, mens manden bliver stenet til døde.
    Bibel fra Utrecht, ca. 1430

    5 Mosebog 16,22Du må heller ikke opstille nogen stenstøtte. Den slags hader Herren din Gud.

    . . . og at du kun må frembringe brændofre et eneste sted, nemlig i templet i Jerusalem:

    5 Mosebog 12,5 Nej, I skal søge til det sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte sit navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme,
    5 Mosebog 12,6 og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.

  7. Følgende citat må været skrevet, efter at israelitterne var kommet ud af ørkenen, men da var Moses jo død:

    4 Mosebog 15,32 Mens israelitterne var i ørkenen, opdagede de en mand, der samlede brænde på sabbatsdagen.

  8. Bashans konges store seng står nu i Rabba:

    5 Mosebog 3,11 - For Bashans konge Og var den sidste, der var tilbage af refaitterne. Han havde en seng af jern; den står nu i ammonitternes Rabba. Den er ni alen lang og fire alen bred, målt med almindelig alen. -

    Dermed fortæller forfatteren, at der er gået lang tid, fra kongen selv sov i den, til "nu". Men ikke bare det: Da Moses gik ude i ørkenen, havde hverken han eller jøderne kendskab til Rabba eller størrelsen af byens senge. Jøderne fik først adgang til Rabba, da Kong David erobrede den et halvt årtusinde senere:

    2 Samuel 12,29 David samlede hele hæren og drog mod Rabba, angreb den og indtog den.
    2 Samuel 12,30 Fra Milkoms hoved fjernede han guldkronen, der vejede en talent, og en ædelsten. Den blev anbragt på Davids hoved. Fra byen tog han et vældigt bytte,

    Moses med horn Her skal det tilføjes, at teksten kan snyde og (som altid) varierer mellem de forskellige oversættelser. I den forrige oversættelse var sengen en jernkiste: »hans Kiste, en Jernkiste, står jo endnu i Rabba i Ammon«. Forfatteren siger, at den »står jo endnu i Rabba«, for at henvise til en viden, som alle har.

    I oversættelsen fra 1871 lød det: »er den ikke i Ammons Børns Rabba?«, d.v.s., at sætningen er et retorisk spørgsmål, ligesom i King James Bibel fra 1611: »is it not in Rabbath of the children of Ammon?«. Igen er der tale om en henvisning til en viden, alle har, men som de ikke kunne have fået, før Kong David erobrede byen.

  9. Der bliver citeret fra en bog kaldet Bogen om Herrens Krige:

    4 Mosebog 21,14 Derfor hedder det i Bogen om Herrens Krige: "....Vaheb i Sufa og dalene, Arnon
    4 Mosebog 21,15 og dalenes skråning, som strækker sig hen imod Ar og grænser til Moabs område."

    Denne bog er desværre en af de mange forsvundne bøger, men formentlig har den ikke kun handlet om de 40 år i ørkenen, men også om de mange krige, dengang jøderne ankom til Det Forjættede Land og nedslagtede alle de folk, der var så uheldige at leve dér. Men hvordan kan Moses citere en bog, der ikke er skrevet endnu?

  10. Der er masser af hentydninger til byer og folkeslag, der ikke fandtes på Moses' tid. For eksempel:

    1 Mosebog 14,14 Da Abram hørte, at hans slægtning var taget til fange, mønstrede han sine våbenføre mænd, der var født som hans trælle, 318 mand, og forfulgte dem helt til Dan.

    Dan var en af Israels tolv stammer, men jøderne skulle først ind i det forjættede land, før de kunne erobre en by og give den et navn. Der gik mange generationer, før byen kom til at hedde Dan. Bibelen ikke rigtigt blive enig med sig selv, hvad byen hed før, men der er ingen tvivl om, at den først fik navnet Dan på et sent tidspunkt.

    Noas ark
    1 Mosebog: Noas ark

    Josva 19,47 Men danitternes område blev for trangt for dem. Derfor drog de op og angreb Leshem, indtog den og slog den med sværd; de tog den i besiddelse og bosatte sig i den, og de gav Leshem navnet Dan efter deres stamfader Dan.

    Dommerne 18,29 De gav byen navnet Dan efter deres stamfader Dan, som var søn af Israel. Tidligere hed den Lajish.

  11. På samme måde med Hebron, der nævnes masse af gange i de fem Mosebøger. Men jøderne skulle først slå anakitterne ihjel, før de overtog området og omdøbte det:

    Josva 14,12 Giv mig nu dette bjergland, som Herren lovede dengang. Du hørte jo selv dengang, at der bor anakitter der, og at der er store, befæstede byer. Måske er Herren med mig, så jeg kan fordrive dem, sådan som han sagde."
    Josva 14,13 Så velsignede Josva Kaleb, Jefunnes søn, og gav ham Hebron i eje.
    Josva 14,14 Derfor er Hebron den dag i dag i kenizzitten Kalebs, Jefunnes søns, eje, fordi han fuldt og helt var med Herren, Israels Gud.
    Josva 14,15 Tidligere hed Hebron Kirjat-Arba; Arba var den største mand blandt anakitterne.

  12. I 1 Mosebog 26,5 siger Gud, at »Abraham adlød mig og holdt […] mine love«. Ordet for "mine love" er "Torah", og hvorfor skulle Moses skrive sådan noget vrøvl, når det var ham selv, der havde modtaget Toraen 600-700 år senere?

    1 Mosebog 26,5: fordi Abraham adlød mig og holdt mine bud, mine befalinger, mine lovbud og mine love."
  13. Der er også en omtale af Israels første konge:

    1 Mosebog 36,31 Dette er de konger, som regerede i Edom, før israelitterne fik deres første konge:

    Israels første konge var Saul, og det skete år 1095 f.v.t.(1) - et halvt årtusinde efter at Moses var død. Alligevel indeholder Mosebøgerne en kongerække for landet Edom frem til »israelitterne fik deres første konge«.

  14. Der står i Mosebøgerne, at jøderne spiste Manna, indtil de nåede Kana'an:

    2 Mosebog 16,35 Israelitterne spiste manna i fyrre år, indtil de kom til beboet land. De spiste manna, indtil de nåede grænsen til Kana'an.

    Og sandelig: Efter fyrre år nåede jøderne til Kana'an, og »fra den dag hørte mannaen op«:

    Moses med de to tavler
    Hvem skrev Mosebøgerne?

    Josva 5,12 og fra den dag hørte mannaen op. Da israelitterne begyndte at spise af landets afgrøde, fik de ikke længere manna. Det år spiste de af det, der blev høstet i Kana'an.

    Men Moses kom aldrig selv ind i det Forjættede Land, og han var død inden historierne i Josvabogen. Hvorfor skriver forfatteren så i datid: »De spiste manna, indtil de nåede grænsen til Kana'an«.

  15. Gud advarer sit folk imod at gøre samme fejl, som det folk, der boede i det Forjættede Land før jøderne:

    3 Mosebog 18,24 Gør jer ikke urene med al den slags, for med al den slags har de folk gjort sig urene, som jeg jager bort foran jer.
    3 Mosebog 18,25 Landet blev urent, og jeg straffede det for dets synd, og landet spyttede sine indbyggere ud.
    [.. .. ..] [. . .]
    3 Mosebog 18,27 for alle disse vederstyggeligheder gjorde de, der var i landet før jer, så landet blev urent.

    Dette er tydeligvis skrevet, efter at de oprindelige indbyggere er "spyttet ud" af landet, og jøderne har bosat sig.

  16. En af de mest forbløffende historier læser vi i Dommerbogen, hvor 600 mand stjæler nogle afgudsbilleder fra Mika:

    Dommer 18,18 Da de fem mænd var gået ind i Mikas hus og havde taget det udskårne billede, efoden, husguden og det støbte billede, sagde præsten til dem: »Hvad er det, I gør?«
    Dommer 18,19 De svarede: »Ti stille! Læg hånden på munden, og følg med os! Bliv fader og præst hos os! Vil du hellere være præst for én mands hus end for en stamme og slægt i Israel?«
    Dommer 18,20 Da blev præsten glad, og han tog efoden og husguden og gudebilledet og sluttede sig til dem.
    [.. .. ..][. . .]
    Dommer 18,30 Derpå stillede danitterne gudebilledet op. Jonatan, Gershoms søn, Moses' sønnesøn, og hans efterkommere var præster for danitternes stamme lige til den dag, befolkningen blev ført i eksil.
    Dommer 18,18 Det gudebillede, Mika havde lavet, stillede de op, og det stod der al den tid, Guds hus var i Shilo.

    Her har vi får vi at vide, Moses sønnesøn — og hans efterkommere i mange generationer - arbejdede som hedensk præst og dyrkede afgudsbilleder. Selvom Moses' efterkommere største stolthed var, at deres stamfar skulle have nedskrevet de 5 Mosebøger, der igen og igen forbyder afgudsdyrkelse og gudebilleder.

    Bibelselskabet skriver i deres kommentar: »I jødisk skrifttradition er der foretaget en ændring af Moses' til Manasses for at undgå, at Moses' navn sættes i forbindelse med dyrkelsen af gudebilledet i Dan«. Med andre ord var den historie så pinlig, at jøderne forfalskede deres egne hellige skrifter og erstattede Moses' navn med Manasse.

  17. I de fem Mosebøger fortælles den samme historie ofte flere gange med forskellige varianter. Et eksempel er de to skabelsesberetninger. Et andet eksempel er, at Noa først skulle have et par af alle dyr med, og bagefter syv par. Den værste modsigelse er, når Gud i den brændende busk påstår, at han aldrig har fortalt sit hemmelige navn til nogen, selvom det står 160 gange i 1 Mosebog.

    Det er derfor svært at tro, at den samme mand — oveni købet en guddommeligt inspireret profet — kunne have skrevet alle de modstridende afsnit.

Moses' Død og Begravelse

Moses og Elias opstår
Hvordan kunne Jesus møde Moses (med røde horn) på bjerget, når Moses var død?

Man skulle tro, at Jesus' tillid til Moses fik et grundstød i sidste kapitel af Femte Mosebog. Hvis Moses har skrevet denne bog, hvordan er han så i stand til at beskrive sin egen død og begravelse?

5 Mosebog 34,5 Moses, Herrens tjener, døde dér i Moabs land, efter Herrens afgørelse,
5 Mosebog 34,6 og han begravede ham i dalen i Moabs land over for Bet-Peor; men den dag i dag ved ingen, hvor hans grav er.
5 Mosebog 34,7 Moses var 120 år, da han døde, hans øjne var ikke blevet svage, hans livskraft ikke svundet.
5 Mosebog 34,8 Israelitterne græd over Moses i tredive dage på Moabs sletter; så var sørgetiden for Moses forbi.
[.. .. ..][. . .]
5 Mosebog 34,10 Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt.

Faktisk er beskrivelsen af Moses' død også et problem for handlingen i Det Nye Testamente: Hvis Moses var død, hvordan kunne han så dukke op på bjerget (billedet til højre), dengang Jesus blev "forvandlet"?

Og hvis Moses blev begravet af Gud(3) her på jorden »i dalen i Moabs land over for Bet-Peor«, hvorfor står der så i Det Nye Testamente, at ærkeenglen Mikael havde kæmpet med Djævelen om Moses' lig?

Judas 1,9 Dengang ærkeenglen Mikael stredes med Djævelen om Moses' lig, vovede han trods alt ikke at udtale nogen spottende dom, men sagde blot: "Herren straffe dig!"

Der er altså mange ubesvarede spørgsmål, men heldigvis har vi et svar fra en præstesøn, der levede kort tid efter Jesus. Historikeren Josephus levede år 37 til ca. 99 og var af jødisk præsteslægt. Hans bøger om jødernes oldtid er så autoriserede, som tænkes kan:

Kristi himmelfart - Gustave Doré
Når historien er slut, og hovedpersonen er blevet overflødig, er det praktisk at lade ham flyve til himmels.

[…] Then as he was embracing Eleazar and Joshua and talking with them, suddenly a cloud came down on him and he disappeared in a particular valley. In the holy books he wrote that he died, to prevent them saying that he went to God because of his extraordinary virtue.

Josephus, Jødernes Oldtid, Bind 4, Kapitel 8, afsnit 48

Dér har vi forklaringen — direkte fra den jødiske præstesøns mund: Moses havde ganske vist skrevet i de hellige bøger, at han var død, men det var kun en hvid løgn: Moses havde bare ladet, som om han var død, for at folk ikke skulle tro, han var steget til himmels.

Rygterne om Moses' død er vildt overdrevne.

Filosoffen Filon af Alexandria (ca. 10 f.Kr. - ca. 45 e.Kr.) har en lidt anderledes fortælling: Inden Moses' sidste tale blev han forvandlet af Gud til et sol-lignende sind, og inden han fløj til Himlen, holdt han en tale, hvor han — fyldt af Helligånden — spåede om sin egen død og begravelse og om, hvad der ville ske efter hans begravelse: »while still alive he prophesied admirably what should happen to himself after his death, relating, that is, how he had died when he was not as yet dead«.(4)

Lad os slutte med at konstatere, at selvom vi accepterede den jødiske og kristne (bort)forklaring med, at Moses profetisk beskrev sin egen død og begravelse, ville der stadig være et problem. Der står i Mosebøgerne, at »den dag i dag ved ingen, hvor hans grav er« (som om man havde søgt længe), og at »der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses« (som om der siden da havde været en lind strøm af middelmådige profeter). Teksten forsøger ikke selv at lade som om, den er skrevet i Moses i profetisk tilstand. Den er tydeligvis skrevet mange hundrede år efter Moses' død, »den dag i dag«.

 
Guds hånd

Hvis ikke det var Moses, hvem skrev så Mosebøgerne?

Eksternt Link

Yderligere oplysninger


Fodnoter: (1) (2) (3) (4)

På denne side skriver jeg om, hvad der står i Bibelen.

Jeg tager ikke stilling til, om Moses, Saul, David, Salomon, Jesus og alle de andre figurer har eksisteret som historiske personer.

Faktisk var de kristne ikke helt færdige med at henrette skeptikere på Spinoza's tid. Så sent som i 1697 blev den 23-årige Thomas Aikenhead henrettet i Edinburgh for bl.a. at kalde teologi for "en rapsodi af dårligt opfundet nonsens".

I det 20. århundrede henrettede man ikke skeptikere længere — som sådan. Den 56-årige John William Gott døde i 1922, efter at hans helbred var blevet nedbrudt af, at han fire gange havde været idømt fængsel med hårdt straffearbejde. Nye tider, nye metoder.

Strengt taget er teksten i 5 Mosebog 34,5-10 lidt tvetydig. Der står: »Herrens tjener, døde […] efter Herrens afgørelse, og han begravede ham i dalen i Moabs land«, uden at forklare, hvem "han" og "ham" er.

Rabbi ben Ezra mente, at Moses havde begravet sig selv, men den mest udbredte fortolkning blandt de skriftkloge er, at det var Gud, der begravede Moses: »Who was greater than Moses, that none attended him except G-d, as it states: (Deuteronomy 34:6) "And he buried him in the valley"«.
(Mishnah Sotah 1,9)

Filon af Alexandria (ca. 10 f.Kr. - ca. 45 e.Kr.) fortæller om Moses' himmelfart:

[…] when he was about to depart from hence to heaven, to take up his abode there, and leaving this mortal life to become immortal, having been summoned by the Father, who now changed him, having previously been a double being, composed of soul and body, into the nature of a single body, transforming him wholly and entirely into a most sun-like mind
[…]
For when he was now on the point of being taken away, and was standing at the very starting-place, as it were, that he might fly away and complete his journey to heaven, he was once more inspired and filled with the Holy Spirit, and while still alive he prophesied admirably what should happen to himself after his death, relating, that is, how he had died when he was not as yet dead, and how he was buried without anyone being present so as to know of his tomb, because in fact he was entombed not by mortal hands, but by immortal powers, so that he was not placed in the tomb of his forefathers, having met with particular grace that no man ever saw.

(Moses' Liv af Filon, 51 / 288-291)


Op til Det Gamle Testamente