Grunden til, at de første fem bøger i Bibelen hedder Mosebøgerne, er ikke så meget, at Moses er hovedpersonen - han optræder jo slet ikke i første Mosebog. Det var snarere fordi, man i tusinder af år troede, at de var skrevet af Moses.
Det står sådan set ingen steder i Bibelen, og den er heller ikke skrevet i jeg-form, men alligevel bed historien sig fast. Og det selv om Mosebøgerne ender med disse ord:
5 Mosebog 34,5 Moses, Herrens tjener, døde dér i Moabs land, efter Herrens afgørelse,
5 Mosebog 34,6 og han begravede ham i dalen i Moabs land over for Bet-Peor; men den dag i dag ved ingen, hvor hans grav er.
5 Mosebog 34,7 Moses var 120 år, da han døde, hans øjne var ikke blevet svage, hans livskraft ikke svundet.
5 Mosebog 34,8 Israelitterne græd over Moses i tredive dage på Moabs sletter; så var sørgetiden for Moses forbi.
[.. .. ..][. . .]
5 Mosebog 34,10 Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt.
Ikke bare kunne Moses skrive om sin egen død, men der står også, at ingen ved, hvor hans grav er (som om man havde søgt længe), og at der ikke har været så stor en profet siden (som om der havde været mange mindre profeter).
I øvrigt lyder det lidt pralende, at Moses selv skulle have skrevet, at han var den største profet nogensinde. Især fordi Moses jo var meget sagtmodig:
4 Mosebog 4,3 Men manden Moses var mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden.
Det lyder selvmodsigende, at den sagtmodige Moses skulle have pralet med, at han var »mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden«.
Følgende citat må været skrevet, efter at israelitterne var kommet ud af ørkenen, men da var Moses jo død:
4 Mosebog 15,32 Mens israelitterne var i ørkenen, opdagede de en mand, der samlede brænde på sabbatsdagen.
Der er masser af hentydninger til byer og folkeslag, der ikke fandtes på Moses' tid. Der er også en omtale af Israels første konge:
1 Mosebog 36,31 Dette er de konger, som regerede i Edom, før israelitterne fik deres første konge:
Israels første konge var Saul, og det skete år 1095 fvt. - et halvt årtusinde efter at Moses var død.
|
| 1 Mosebog: Noas ark |
En af de mest forbløffende historier læser vi i Dommerbogen, hvor 600 mand stjæler nogle afgudsbilleder fra Mika:
Dommer 18,18 Da de fem mænd var gået ind i Mikas hus og havde taget det udskårne billede, efoden, husguden og det støbte billede, sagde præsten til dem: »Hvad er det, I gør?«
Dommer 18,19 De svarede: »Ti stille! Læg hånden på munden, og følg med os! Bliv fader og præst hos os! Vil du hellere være præst for én mands hus end for en stamme og slægt i Israel?«
Dommer 18,20 Da blev præsten glad, og han tog efoden og husguden og gudebilledet og sluttede sig til dem.
[.. .. ..][. . .]
Dommer 18,30 Derpå stillede danitterne gudebilledet op. Jonatan, Gershoms søn, Moses' sønnesøn, og hans efterkommere var præster for danitternes stamme lige til den dag, befolkningen blev ført i eksil.
Dommer 18,18 Det gudebillede, Mika havde lavet, stillede de op, og det stod der al den tid, Guds hus var i Shilo.
Her har vi får vi at vide, Moses sønnesøn - og hans efterkommere i mange generationer - arbejdede som hedensk præst og dyrkede afgudsbilleder. Selvom Moses formodes at have nedskrevet De Ti Bud, der forbyder afgudsdyrkelse og gudebilleder.
Man skal altså være et stort fjols for at tro på, at Moses skrev Mosebøgerne. Men der var faktisk et stort fjols, der troede på det:
Johannes 5,46 Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om.
Johannes 5,47 Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord?
