Modarbejder Matthæus Paulus?

Jesus omskæres
Jesusbarnet bliver omskåret med en stor slagterkniv.
Kalkmaleri fra Norra Strö i Lund.

Et af de spørgsmål de tidlige kristne diskuterede var, hvor meget af jødedommens arvegods man skulle tage til sig: Skulle kristne omskæres? Skulle Moseloven med dens 613 påbud og forbud følges? Kunne ikke-jøder overhovedet blive kristne? Disse emner var selve årsagen til Paulus' anden rejse til Jerusalem.

Lad os prøve at ridse(1) forløbet op kronologisk:

Matthæus' evangelium var stik modsat Paulus' evangelium. Matthæus er den mest jødiske af de fire evangelister, og i dette evangelium forbyder Jesus disciplene at prædike for ikke-jøder. Hvis Jesus nogensinde har afskaffet Moseloven og de mundtlige traditioner, så har det undgået Matthæus' opmærksomhed. I disse spørgsmål var Matthæus på samme side som de "judaister", Paulus havde været oppe at toppes med for 20-40 år siden.

Samtidig har der på Matthæus' tid været mange menigheder, der stadig forkyndte Paulus' lovfri evangelium — det var trods alt Paulus' form for kristendom, der endte med at vinde. Kunne man så ikke forestille sig, at Matthæusevangeliet ikke bare nøjes med at modsige Paulus, men ligefrem drejer teksten for at undergrave Paulus' troværdighed? Kunne man tænke sig, at da Matthæus skrev sit evangelium omkring år 80, har han beskrevet Jesus' liv (ca. år 30) på sådan en måde, at Paulus' breve (skrevet ca. år 50) kom til at virke selvmodsigende?

Ikke så meget for at drille Paulus eller for at glæde Peter — begge havde været døde i årtier — men snarere for at stikke en kæp i hjulet på de menigheder, der spredte Paulus' lovfrie, ikke-jødiske forkyndelse.

Før himmel og jord forgår

Lad os tage Jesus' berømte Bjergprædiken.

Moses med lovens tavler
Gustave Doré. Moses med lovens tavler.

Matthæus 5,17 Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.
Matthæus 5,18 Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.
Matthæus 5,19 Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.
Matthæus 5,20 For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

Her lader Matthæus Jesus sige, så klart som det kan siges, at Moseloven er gældende indtil »himmel og jord forgår«.

Moses med de Ti Bud Hvis Paulus' disciple prædikede, at »Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror« (Romerne 10,4), så kunne de mere lovtro jødekristne hér påpege, at "Kristus" faktisk havde sagt det stik modsatte, af hvad Paulus havde påstået. Kristus havde ikke tænkt sig at nedbryde noget som helst, og slet ikke lov-retfærdighed. Tværtimod skulle Jesus' disciple overgå de skriftkloge og farisæerne i retfærdighed.

Her har vi altså en klokkeren modsigelse, men bemærk, at forfatteren indleder med at sige »Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne«. Hvorfor skulle folk tro det, medmindre nogen havde sagt sådan? Ifølge Matthæus er der altså "nogen", der hævder, at Loven og Profeterne er nedbrudt. Her er en direkte hentydning til Paulus og hans disciple, der mente, Jesus »satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft« (Efeserne 2,15).

Efeserne 2,15: Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred

I Matthæus 5,19 rettes den anklagende finger mod »Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme«. Hvem var det, der lærte folk, at de ikke behøvede at holde buddene i Moseloven? Det var Paulus, og derfor er han »den mindste i Himmeriget«.

Denne formulering minder lidt om Paulus' ord om sig selv. Han kaldte sig selv »den ringeste af apostlene« (den græske tekst bruger samme ord for "ringeste" og "mindste").

1 Korinth. 15,9 for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke.

Efeserne 3,8 Jeg, den ringeste af alle de hellige, fik den nåde at forkynde evangeliet om Kristi uransagelige rigdom for hedningerne

Den mindste i Himmeriget. Og hvad betyder "Paulus" så? Det er latin for "den lille".

Peter og Paulus

Den discipel, som gav Paulus mest besvær, var Peter/Kefas.(2) Et af deres store slagsmål skete i Antiokia. Vi lader Paulus give sin version:

Teologisk diskussion Galaterne 2,11 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv.
Galaterne 2,12 Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.
Galaterne 2,13 Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri.
Galaterne 2,14 Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder?

Der var ankommet udsendinge fra Jakob og menigheden i Jerusalem, og bagefter ville Peter/Kefas ikke længere spise sammen med hedninge (d.v.s. ikke-jøder(3)).

Vi ser her de to forskellige former for kristendom. Paulus kalder menigheden i Jerusalem for »de omskårne« (Galaterne 2,12), i modsætning til hans egen menighed, hvor han var voldsomt imod omskærelse. Peters og Jakobs evangelium har åbenbart forbudt jøder at spise med ikke-jøder, og Paulus anklager Peter for at »tvinge hedningerne til at leve som jøder« — kort sagt: Peter havde krævet, at de nye kristne skulle følge Moseloven, og Paulus var vildt uenig.

Paulus og Peter var altså grundlæggende uenige om forholdet til Moseloven og ikke-jøder, og her er Matthæus 100% på Peters side. I Matthæusevangeliet er der stor ærefrygt for Peter. Det er Peter, der (næsten) går på vandet sammen med Jesus, og Peter har fået sit navn, der betyder "en klippe" på græsk, af selveste Jesus:

Peter og Jesus
I Matthæusevangeliet får Peter nøglerne til Himmeriget.

Matthæus 16,16 Simon Peter svarede: "Du er Kristus, den levende Guds søn."
Matthæus 16,17 Og Jesus sagde til ham: "Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.
Matthæus 16,18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.
Matthæus 16,19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene."

Her har vi altså Matthæus' ord for, at hvis Paulus og Peter er uenige, så er det altid Peter, der har ret. Det er Peter, der er den klippe, som Jesus byggede sin kirke på (16,18), det er Peter, der får åbenbaringer, der ikke er fra »kød og blod« (16,17), det er Peter, der har nøglerne til Himmelens Rige, og det er Peter, der kan "løse" og "binde" — d.v.s. bestemme, hvad der er lovligt og ulovligt (16,19).

Men bemærk formuleringen »det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene«. Den minder om Paulus' ord i Brevet til Galaterne:

Galaterne 1,12 Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus.
[.. .. ..] [. . .]
Galaterne 1,16 at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod,

I Brevet til Galaterne er det vigtigt for Paulus at betone sin uafhængighed af menigheden i Jerusalem. Paulus har ikke fået sit evangelium fra »et menneske« (som f.eks. menigheden i Jerusalem), og han har ikke rådført sig »med nogen af kød og blod« (som f.eks. menigheden i Jerusalem). Paulus har modtaget sit evangelium »ved en åbenbaring af Jesus Kristus« (Galaterne 1,12).

Med Matthæusevangeliet i hånden kunne menigheden i Jerusalem altså afvise Paulus' disciple: Når nu Jesus havde erklæret, at det var Peter, der fik åbenbaringer direkte fra Gud fader — ikke af »kød og blod« — hvorfor skulle man så kunne tro på de åbenbaringer, Paulus påstod, han havde fået 10-20 år senere?

De Falske Profeter og deres Lovbrud

Længere fremme i Bjergprædikenen kommer der en advarsel mod falske profeter:

Matthæus 7,13 Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den.
Matthæus 7,14 Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!
Matthæus 7,15 Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve.
Matthæus 7,16 På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler?
Matthæus 7,17 Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter.
Matthæus 7,18 Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.
Matthæus 7,19 Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.
Matthæus 7,20 I kan altså kende dem på deres frugter.
Matthæus 7,21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.
Matthæus 7,22 Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?
Matthæus 7,23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!
Matthæus 7,24 Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.
Matthæus 7,25 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen.

Paulus i Københavns Domkirke
Thorvaldsen udnævner Paulus til en af de 12 disciple.

Og hvem er så disse falske profeter? Vi kan »kende dem på deres frugter« (Matthæus 7,16-20), og disse "dårlige frugter" er åbenbart, at de ikke »gør min himmelske faders vilje.« (Matthæus 7,21). Hvad er Guds vilje? Tja, i en jødisk sammenhæng er "Guds vilje" detaljeret beskrevet i en tyk bog, som jøderne kalder Tanach og de kristne kalder Det Gamle Testamente.

I de to næste vers møder vi nogle mennesker, der tror, at de er de sande kristne: De har missioneret, prædiket og profeteret i Jesus' navn: »har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?«. Men Jesus afviser dem: »Bort fra mig, I som begår lovbrud« (7,22-23).

Loven (den jødiske Torah) hedder "nomos" på græsk. Det var det ord, Jesus brugte i »nedbryde loven eller profeterne« og »en eneste tøddel forgå af loven«, og som Paulus brugte i »Kristus er enden på loven«. Ordet for lovløs/lovbrud dannes ved at sætte nægtelsen "a" foran: "anomos" og "anomia". Folk, der begår lovbrud, er dem, der ikke følger Moseloven.

Hvis Paulus' disciple forsøgte at sælge et budskab om, at Moseloven var »syndens og dødens lov« (Romerne 8,2), tab, affald, en forbandelse, eller hvad Paulus ellers kunne finde på at sige, så havde Matthæus her givet de lovtro jødekristne et godt våben i hånden: Jesus kendte ikke disse lovfri kristne og deres "anomia": »Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud« (Matthæus 7,23).

Romerne 8,2: For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov.

Matthæus fortæller videre (Matthæus 7,24-25) om en klog mand, der byggede sit hus på klippen. Det græske ordet for klippe er "petras", hvilket var det navn, Jesus havde givet til Peter. Jesus ville jo selv bygge sin kirke på Peter: »du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke« (se forrige afsnit).

Her er det interessant at sammenligne Matthæus med Lukas' version, for Lukas har ikke nær den samme Peter-dyrkelse. Lukas er også forfatter af Apostlenes Gerninger, hvor De Tolv langsomt forsvinder fra handlingen, mens Paulus overtager hovedrollen.

Matthæus skriver, at den kloge mand »har bygget sit hus på klippen«. Derimod skriver Lukas, at manden »gravede dybt ned og lagde soklen på klippen« (Lukas 6,48). Allerede her er forbindelsen til Peter svagere (hvordan graver man ned til Peter?). Matthæus gentager — så alle rigtigt kan forstå det — at huset blev reddet, »for dets grund var lagt på klippen [petras]«, men Lukas skriver derimod, at det var »fordi det var bygget godt«.

Lukas 6,48: Han ligner et menneske, der byggede et hus, gravede dybt ned og lagde soklen på klippen. Da der blev oversvømmelse, væltede floden ind imod huset, men den kunne ikke rokke det, fordi det var bygget godt.

Man kan diskutere, om Matthæus og Lukas har fundet lignelsen om kirken på klippen i en fælles hypotetisk kilde, Q, eller om Lukas har læst Matthæusevangeliet, men uanset hvad, så afviger de to versioner fra hinanden. Igen ser vi, hvordan der kommer modsigelser, fordi forfatterne har forskellige dagsordener.

Men tilbage til Bjergprædikenen: Matthæus siger altså, at man skal passe på de falske profeter, der prædiker et evangelium om frihed for Moseloven. Man skal istedet bygge sin kirke på Peter, d.v.s. holde sig til den lovtro form for kristendom.

Vjen til helvede
Den nemme og brede vej.

Citatet foroven startede med de to veje (Matthæus 7,13-14). Den vej ene er bred og nem at finde — ligesom Paulus' evangelium. Paulus prædikede, at frelse var for alle »Der er ingen forskel på jøder og grækere; alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham« (Romerne 10,12), og at alt var tilladt: »Alt er tilladt mig, men ikke alt gavner. Alt er tilladt mig, men jeg skal ikke lade noget få magt over mig« (1 Korintherne 6,12). Desværre fører den brede og nemme vej til fortabelsen — ifølge Matthæus.

Den anden vej, den snævre og trange, der fører til frelsen, minder mere om den strenge version, som Jesus prædiker i Matthæusevangeliet: Frelse var kun »til de fortabte får af Israels hus« (Matthæus 10,5-6; Matthæus 15,21-28), og Moselovens 613 påbud og forbud med dødsstraf for de mest latterlige småting sammen med de mundtlige traditioner med komplicerede regler om sabbat, faste, rent og urent gjaldt til »himmel og jord forgår« (Matthæus 5,17-20, citeret foroven).

Matthæus 10,5: Disse tolv sendte Jesus ud og befalede dem: "Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer;
Matthæus 10,6: men gå derimod til de fortabte får af Israels hus.
Matthæus 15,24: Han svarede: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus."
Matthæus 15,25: Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: "Herre, hjælp mig!"
Matthæus 15,26: Han sagde: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde."

 

En anden af Matthæus' lignelser handler om, hvordan fjenden sår ukrudt i hvedemarken (Matthæus 13,24-30). Lad os springe frem til dér, hvor Jesus forklarer lignelsen: Menneskesønnen (Jesus) spreder »den gode sæd« (d.v.s. det sande evangelium); ukrudtet er »den Ondes børn« (de kristne, der følger det falske evangelium), »og fjenden, der såede det, er Djævelen«:

Matthæus 13,37 Han svarede: "Den, der sår den gode sæd, er Menneskesønnen,
Matthæus 13,38 marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn. Men ukrudtet er den Ondes børn,
Matthæus 13,39 og fjenden, der såede det, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er engle.
Matthæus 13,40 Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende:
Matthæus 13,41 Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud,
Matthæus 13,42 og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren.
Matthæus 13,43 Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige. Den, der har ører, skal høre!

Og hvordan kan man kende Djævelen og hans falske evangelium? På at det fører til frafald og lovbrud ("anomia") (Matthæus 13,41).

Senere, lige før verdens undergang — og det sker jo meget snart — kommer der igen falske profeter, og endnu engang kan vi kende de falske profeter på deres lovløshed ("anomia").

Matthæus 24,11 Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild.
Matthæus 24,12 Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste.

Som man ser, gør Matthæus, hvad han kan, for at Paulus' disciple ikke skal kunne komme igennem med deres lovfri evangelium.

Med os eller mod os?

Blåøjet Jesus
Matthæus 12,30: "Den, der ikke er med mig, er imod mig".

Paulus så ikke noget galt i, at andre prædikede evangeliet — også selvom de ikke gjorde det "helt rigtigt":

Filipperne 1,15 Nogle prædiker ganske vist Kristus af misundelse og lyst til kiv, men andre gør det af god vilje,
Filipperne 1,16 og de gør det af kærlighed, da de ved, at jeg er sat til at forsvare evangeliet;
Filipperne 1,17 men de andre forkynder Kristus for at hævde sig selv og ikke med rene motiver, for de tror, at de kan føje ny trængsel til mine lænker.
Filipperne 1,18 Men hvad! Kristus bliver i alle tilfælde forkyndt, hvad enten det er på skrømt eller oprigtigt, og det glæder jeg mig over. Men jeg vil også blive ved med at glæde mig.

Markus er den evangelist, der er tættest på Paulus. Og Markus lader Jesus sige noget, der er ligeså laissez faire som Paulus:

Markus 9,38 Johannes sagde til ham: "Mester, vi har set en uddrive dæmoner i dit navn, og vi prøvede at hindre ham i det, fordi han ikke var i følge med os."
Markus 9,39 Men Jesus svarede: "I må ikke hindre ham, for der er ingen, som gør en undergerning i mit navn, der straks efter kan tale ondt om mig.
Markus 9,40 Den, der ikke er imod os, er for os.

Disciplene er fortørnede, fordi nogen har brudt deres "patent" på evangeliet, men Jesus beroliger dem »Den, der ikke er imod os, er for os« (Markus 9,40).

Matthæus og Lukas bygger begge på Markusevangeliet, og Lukas, der er særligt interesseret i forkyndelse til ikke-jøder, kopierer denne historie (Lukas 9,49-50).

George W. Bush
Bush 2001, 09, 20: "Enten er du med os, eller du er med terroristerne".

Matthæus er naturligvis lodret uenig med Paulus, Markus og Lukas, og han springer episoden over. Men disse uautoriserede falske kristne, der »uddrive[r] dæmoner i dit navn« optræder i stedet i Bjergprædikenen (som vi lige har set): »Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?«. Det var dem, Jesus vil afvise koldt på Dommens Dag: »Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!« (Matthæus 7,22-23).

Og ikke nok med det. Matthæus vender senere hen Markus' tolerante »Den, der ikke er imod os, er for os« om til det stik modsatte: »Den, der ikke er med mig, er imod mig«

Matthæus 12,30 Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.

Matthæus er vild med at modsige Paulus. Selv når Paulus' ord kommer igennem Markus.

Missionsbefalingen

Paulus' omvendelse
Paulus møder den genopstandne Jesus. .

Matthæusevangeliet slutter med den berømte missionsbefaling. Først nu i evangeliets sidste tre vers — efter at Jesus er genopstået — får disciplene omsider lov til at prædike evangeliet for ikke-jøder (det græske ord for hedninger, ikke-jøder og folkeslag er det samme(3)).

Matthæus 28,18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden.
Matthæus 28,19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,
Matthæus 28,20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."

Indledningsvis er der en modsigelse, idet Jesus befaler sine disciple at døbe de nye medlemmer. Paulus derimod døbte meget sjældent folk: »Jeg takker Gud for, at jeg ikke har døbt nogen af jer«, og hævdede, at »Kristus sendte mig ikke for at døbe« (1 Korintherne 1,14-17). Matthæus' læsere kunne altså med god ret undre sig over, hvorfor mon Paulus ikke har fået samme besked, som "de rigtige" disciple fik af Jesus.

1 Korintherne 1,14: Jeg takker Gud for, at jeg ikke har døbt nogen af jer undtagen Krispus og Gajus,
1 Korintherne 1,15: så at ingen kan sige, at I blev døbt til mit navn.
1 Korintherne 1,16: Jo, Stefanas og hans hus har jeg også døbt; ellers ved jeg ikke af, at jeg har døbt nogen.
1 Korintherne 1,17: For Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet, dog ikke med talekunstens visdom, for at Kristi kors ikke skal blive til tom tale.

Men der er andet og mere galt: Paulus hævdede, at Gud havde udnævnt ham til apostel for hedninge — »ligesom Peter for de omskårne«:

Galaterne 2,7 Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne
Galaterne 2,8 - for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne -
Galaterne 2,9 og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.

Den vantro Thomas
Disciplene møder den genopstandne Jesus.

Men hvis Paulus' disciple ville hævde, at Peter og Paulus havde "delt territoriet" og Paulus var blevet hedningeapostel, så kunne menigheden i Jerusalem trygt afvise dette krav: Jesus havde givet hele opgaven til Peter og resten af de tolv apostle: »gør alle folkeslagene til mine disciple«.

Paulus' disciple kunne heller ikke bortforklare modsigelsen med, at Jesus havde skiftet mening, efter at han var blevet "herliggjort" — for apostlene i Jerusalem havde jo netop fået deres autorisation, efter at den genopstandne Kristus var blevet »givet al magt i himlen og på jorden«. De kunne heller ikke hævde, at Jesus havde fortrudt, at han i sin levetid havde fremhævet Moseloven, for Jesus havde jo sagt: »idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer«, hvilket inkluderede Matthæus 5,17-20 og alle de andre vers, vi lige har kigget på.

Og hvis Paulus' disciple skulle påstå, at Paulus havde fået en åbenbaring på vej til Damaskus, hvor Jesus havde autoriseret ham som hedningeapostel, og at han havde modtaget sit evangelium gennem en lang perlerække af åbenbaringer, så kunne menigheden i Jerusalem henvise til, at Jesus umuligt kunne finde på at flyve til Damaskus for at efteruddanne konkurrerende prædikanter, eftersom hans sidste ord til De Tolv var: »se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende«.

Missionsbefalingen giver simpelthen ikke plads til Paulus.

 
Guds hånd Læs meget mere om hvem der i grunden skulle være hedningeapostel.

Eksternt link

Et Kristent Modsvar

Yderligere informationer


Fodnoter: (1) (2) (3)

ridse op kronologisk . . .: Her er det er ikke så meget de konkrete årstal som rækkefølgen af begivenhederne, der er interessant.

Det vigtige er, at selvom handlingen i Matthæusevangeliet foregår, før Paulus kom på banen, er evangeliet skrevet senere, end Paulus' epistler, hvilket har givet Matthæus chancen for at rette detaljerne i bagklogskabens klare lys.

Det er et åbent spørgsmål, om Peter er den samme som Kefas.

Men da der ikke kan siges noget 100% entydigt ud fra Paulus' tekster — og da det dybest set ikke gør nogen forskel — er udgangspunktet på nærværende hjemmeside den kristne fortolkning, nemlig at Peter er den samme som Kefas.

hedninger . . .: ordet i den græske originaltekst er "ethnos", der, som man kan se, har noget at gøre med etnisk.

Ordet betyder race eller stamme, og bruges især om ikke-jødiske stammer. King James Bible oversætter 93 gange ordet til "Gentile", der netop betyder ikke-jøde (grundbetydningen af det engelske "Gentile" er også folkeslag og klan, i og med det kommer af det græske ord "gens", der i genitiv hedder "gentis"). Desuden oversættes det til "nation" 64 gange og "people" 2 gange. Det er kun 5 gange, at King James Bible oversætter ordet til "heathen"/hedning.

Til sammenligning oversætter Bibelselskabet i reglen ordet til "hedning". Formentlig for sit skjule, hvor fjendtlig Jesus er overfor ikke-jøder.


Op til sektion om Matthæus