Markus og Paulus

Kig i Bibelen Paulus mødte jo aldrig Jesus personligt. Hans teologi er meget forskellig fra Jesus', og den Jesus, som Paulus beskriver, er meget forskellig fra Jesus i evangelierne.

På den anden side kan det jo ikke benægtes, at der også er lighedspunkter mellem de to Jesusser. Især Markus ser ud til at have mange paulinske ideer.

Hvordan kan dette paradoks forklares? Det kan det, hvis vi husker, at Bibelselskabet snyder os med den måde, de enkelte bøger i Det Nye Testamente er arrangeret på. I danske Bibler kommer Matthæusevangeliet først, derefter kommer Markus, og langt senere kommer epistlerne. Men i virkeligheden er bøgerne skrevet i den modsatte rækkefølge — Paulus' epistler er ældst.

Lad os prøve at vende billedet om og læse Det Nye Testamente i den rækkefølge, de enkelte bøger er skrevet:

Så passer pengene pludselig. Markus har brugt Paulus til at udforme sin Jesus-figur.

Abba, fader

Ordet "Abba" bruges præcis tre gange i Bibelen:

Mantegna, Jesus i Getsemane
Mantegna: Apostlene holder vagt ved Getsemane, mens Jesus beder "Abba, Fader"
(klik for at se det fulde billede).

Romerne 8,15 I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader!

Galaterne 4,6 Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader!

Markus 14,36 Han sagde: "Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil."

Markus og Paulus bruger samme udtryk. Lukas og Matthæus bruger det ikke.

Hvorfor er det ikke Paulus, der har skrevet af efter Markus? Fordi Paulus bruger udtrykket korrekt. Paulus fortæller begge gange, hvordan der råbes Abba, og minder derefter sin græsk-talende menighed om, at ordet betyder fader på aramæisk.

Derimod giver udtrykket ikke mening i Markusevangeliet. Jesus taler til Gud i enrum, men han behøver vel ikke at forklare Gud, hvad Abba betyder på aramæisk? Hvilket sprog talte Jesus overhovedet? Hvis han talte aramæisk, ville han vel sige "Abba, Abba" og ikke "Abba, fader".

Nadveren og forræderiet

What would Jesus do?

1 Korinth. 11,23 For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød,
1 Korinth. 11,24 takkede, brød det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!"
1 Korinth. 11,25 Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: "Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!"
1 Korinth. 11,26For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.

Ateister, de rigtige ghost busters Paulus er åbenbart enig med Markus i, at Jesus blev forrådt »i den nat, da han blev forrådt«.

Hvorfor er det så ikke Paulus der har læst om Judas-forræderiet hos Markus eller hørt det af de andre apostle? Fordi det ord, Bibelselskabet oversætter til "forrådt" har mange andre betydninger, inklusive "at overlevere".

Det er uhyre sandsynligt, at dette vers har inspireret Markus til at opfinde historien om Judas, men Paulus kender ingen steder hverken til Judas eller til noget forræderi. Tværtimod skriver han, at den genopstandne Jesus viste sig for alle tolv apostle: »han blev set af Kefas og dernæst af de tolv« (1 Korinther 15,5).

Paulus er åbenbart enig med Markus i, at Jesus har indstiftet en nadver. Hvorfor er det så ikke Paulus, der har læst om nadveren hos Markus eller hørt det af apostlene? Fordi Paulus skriver ca. 25 år efter, at den historiske Jesus formodes, at have indstiftet nadveren for sine tolv disciple, og alligevel skriver Paulus, at »jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer«.

Her har vi Paulus' ord for, at det er ham, Paulus (ikke disciplene for 25 år siden), der har modtaget nyheden, »modtaget fra Herren«, og at det er Paulus (og ikke de tolv disciple), der fortæller det til menigheden i Korinth. Der er ingen, der har hørt om nadveren, før Paulus fortæller om den, 25 år efter at den skulle være indstiftet, og efter at disciplene i 25 år skulle have "forkyndt Herrens død" »hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret«. I øvrigt indstifter Jesus ikke nogen nadver i Johannesevangeliet, selvom Johannes er den eneste evangelist, der påstår, han var øjenvidne.

Paulus' omvendelse
Paulus "modtager" fra Jesus.

Og hvor har Paulus det fra? Ja, han har »modtaget fra Herren« — altså ikke fra disciplene, men formentlig som en af de åbenbaringer han jævnligt modtog. Kunne det tænkes, at han havde hørt det fra de disciple i Jerusalem, der påstås at have været øjenvidner. Nej, for det første siger han jo selv, at »jeg har modtaget fra Herren«, for det andet var det et fast punkt i Paulus' epistler, at det evangelium han prædikede ikke var menneskeværk (læs evt. om Paulus' første rejse til Jerusalem).

Galaterne 1,11 For jeg gør jer bekendt med, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, ikke er menneskeværk.
Galaterne 1,12 Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus.

Det er Paulus, der har introduceret nadveren til kristendommen — hans ord giver ikke plads til en historisk Jesus. Læs meget mere om Paulus, nadveren og forræderiet.

De onde, onde Farisæere

Paulus i Thessalonika
Gustave Doré. Paulus i synagogen i Thessalonika.

Markus skal bruge et navn for de onde, onde jøder, der hele tiden er på nakken af Jesus. Paulus startede som bekendt sin karriere som en ond mand, der forfulgte kirken.

Galaterne 1,13 I har jo hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den.
[.. .. ..] [. . .]
Galaterne 1,23 de havde bare hørt om, at han, der før forfulgte os, nu forkynder den tro, han tidligere ville udrydde,

Og hvilken sekt var Paulus så medlem af, dengang han forfulgte kirken? Det fortæller han også selv:

Filipperne 3,5 omskåret på ottendedagen, israelit af fødsel, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer,
Filipperne 3,6 ivrig forfølger af kirken, uangribelig i lovretfærdighed.
Filipperne 3,7 Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab.

Dengang Paulus var en ond jøde, der forfulgte kirken, var han lovtro farisæer, så vupti har Markus navnene til skurkerollen.

Hvorfor er det så ikke Paulus, der kopierer Markus Tja, for det første må Paulus jo selv vide, om han er farisæer eller ej. For det andet forklarer han ikke nærmere om farisæere og bruger i øvrigt kun ordet denne ene gang. Hvorfor skulle Paulus forklare sig? Det var først, da Markus skrev sit evangelium 10-20 år senere, at farisæer blev synonym for hykler.

De Tolv Disciple

Lego: Jesus kalder sine disciple
Bibelen i Lego, Jesus kalder sine disciple.

Paulus' epistler er fyldt med hans skænderier med menigheden i Jerusalem. Apostlene i Jerusalem er kun til besvær for Paulus: I bedste fald er de ligegyldige, og i værste fald udbreder de et evangelium, der er falskt.

På samme måde er det et gennemgående tema hos Markus, at disciplene i Jerusalem intet fatter af Jesus' ord. De andre evangelier er skrevet på et senere tidspunkt, hvor der var respekt om disciplene, og hvor der var udgivet adskillige epistler i deres navne, men hos Markus lægges der ikke fingre imellem, når disciplene beskrives som dumme og grådige.

Markus har vidst, at der skulle være præcis tolv. Paulus havde jo fortalt, hvordan Jesus genopstod og viste sig foran "de tolv":

1 Korinth. 15,5 og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv.

Som nævnt er der den lille ekstra krølle, at Paulus skriver, at Jesus blev set »af de tolv«. Både i Matthæus- og Lukasevangeliet dør Judas, inden Jesus genopstår, men hvis man kun læser Markusevangeliet og ikke lader sig "farve" af de andre evangelier, kunne man let få indtrykket af, at Jesus møder alle tolv disciple efter sin genopstandelse.

Paulus fortæller også, at hans egen menighed består af mennesker, der var hverken var vise eller mægtige »I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme« (1 Korinth. 1,26), så derfor lader Markus Jesus vælge sine disciple blandt ulærde fiskere og bønder.

Hvad skulle de tolv disciple så hedde? Paulus nævner tre "søjler" blandt menigheden i Jerusalem:

Galaterne 2,9 og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.

Og vupti har Markus navnet på de tre super-apostle: Jakob, Peter og Johannes. Resten af Markus' 12 disciple er navne uden indhold.

Peter omtales oftest i Paulus' epistler: To gange nævner Paulus navnet Peter og 8 gange navnet Kefas. Markus går ud fra — måske med rette — at det er en og samme person, og derfor får Peter hovedrollen blandt disciple i Markusevangeliet. Bemærk, at hovedrollen blandt de dumme og grådige disciple ikke er en ærefuld betegnelse, hverken hos Paulus eller Markus. Peters troløshed er et fast tema, som Markus udleverer med sort ironi.

Jesus elsker dig, ikke Både Paulus og Jesus skældte Kefas/Peter ud:

Galaterne 2,11 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv.
Galaterne 2,12 Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.
Galaterne 2,13 Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri.
Galaterne 2,14 Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder?

Markus 8,32 Og dette sagde han ligeud. Da tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham.
Markus 8,33 Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: "Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil."

I begge episoder bliver Peter skældt ud i alles påhør. I modsætning til de mange tusinde af paralleller og hentydninger, der fylder Bibelen, er disse to episoder ikke adskilt af årtusinder. Det er den samme person, som både Paulus og Jesus står og skælder ud i fuld offentlighed ansigt til ansigt, fordi han ikke forstår evangeliet (se evt. Paulus' anden rejse til Jerusalem og Uenigheden i Antiokia).

Hvorfor er det så ikke Paulus, der kopierer Markus? Fordi i Galaterbrevet citeret foroven bliver Paulus kritiseret af Jakobs folk og af Peter for at have spist »sammen med hedningerne«. Hvis Paulus havde hørt om en historisk Jesus, kunne han bare have påpeget, at Jesus også plejede at spise med farisæere og toldere? Derefter kunne Paulus have citeret, hvad Jesus havde sagt i lignende situationer: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge« (Markus 2,17).

Men Paulus citerer aldrig Jesus — hverken her eller andre steder — for på Paulus' tid var evangelierne endnu ikke skrevet, og Paulus kender ikke nogen historisk Jesus. Læs meget mere om de dumme og grådige disciple.

Loven

Paulus og Markus har det samme kringlede forhold til Moseloven. På den ene side er loven urokkelig, på den anden side ignorerer de den. Paulus og Markus har begge samme forklaring: Der findes en "Guds lov", som er den oprindelige (men som de desværre glemmer at forklare nærmere). Moseloven er derimod et midlertidigt nødvendigt onde, der er givet på grund af menneskets ondskab, »for overtrædelsernes skyld«, »med tanke på jeres hårdhjertethed«, indtil Jesus dukker op og sætter tingene på plads:

Galaterne 3,19 Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet. Den blev givet ved engle, gennem en formidler.

Skabelsen
"fra skabelsens begyndelse skabte Gud dem som mand og kvinde"

Markus 10,2 Så kom der nogle farisæere, og for at sætte ham på prøve spurgte de ham: "Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru?"
Markus 10,3 Han svarede dem: "Hvad har Moses påbudt jer?"
Markus 10,4 Og de sagde: "Moses har tilladt manden at skrive et skilsmissebrev og så skille sig fra hende."
Markus 10,5 Jesus sagde til dem: "Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at han gav jer dette bud;
Markus 10,6 men fra skabelsens begyndelse skabte Gud dem som mand og kvinde.
Markus 10,7 'Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru,
Markus 10,8 og de to skal blive ét kød.' Derfor er de ikke længere to, men ét kød.
Markus 10,9 Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille."

Her er Markusevangeliet mere radikalt end de andre evangelier. Lukas dropper helt denne episode, hvor Jesus fortæller, at det er Moses, der har opfundet buddene i Moseloven (Markus 10,5).

Det samme gælder de følgende Jesus-ord om sabbatten og om ren og uren mad. Hverken Lukas eller Matthæus kopierer disse dybt kontroversielle ord, når de kopierer Markus:

Markus 2,27 Og Jesus sagde til dem: "Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld.

Markus 7,19 For det kommer ikke ind i hjertet, men ned i maven, og det kommer ud igen." Dermed erklærede han al slags mad for ren.

Flere Paralleller mellem Markus og Paulus

Johannes Døberen og Treenigheden
Jesus bliver døbt og ser ånden dale ned over sig som en due.

Lad os gennemgå Markusevangeliet:

Markus 1,1: »Begyndelsen på evangeliet«. Den græske tekst "archê tou euangeliou" optræder kun her og i Filipperne 4,15, hvor det oversættes til »evangeliets første tid«.

Filipperne 4,15: I ved jo også selv, filippere, at i evangeliets første tid, da jeg drog bort fra Makedonien, var der ingen anden menighed end jer, der stod sammen med mig om udgifter og indtægter.

Markus 1,10: Jesus bliver døbt, og han ser, at »himlene flænges«. Markus bruger kun ordet for flænges "schizô" to steder: her og efter Jesus' død, hvor forhænget i templet flængedes. I begge tilfælde følges "flængningen" op med en erklæring om, at Jesus er Guds søn.

Dermed kæder Markus Jesus' dåb sammen med hans død — vi ser hans død i hans dåb. At sammenligne dåben med døden er meget paulinsk. Se kommentarerne længere ned til Markus 10,38-39.

Markus 1,10: Jesus ser »Ånden dale ned over sig som en due«, mens Gud Fader siger »Du er min elskede søn«. Paulus lover, at som Guds adopterede søn får vi alle en ånd, "som giver barnekår": »men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader!« (Romerne 8,15).

Markus 1,11: Jesus døbes, og han får at vide, at han er Guds søn: »og der lød en røst fra himlene: "Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!"«. Dette passer med Paulus, der fortæller, at vi er Guds adopterede sønner: »For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. […] I har fået den ånd, som giver barnekår« (Romerne 8,14-17), »For I er alle Guds børn ved troen« (Galaterne 3,26). I de senere evangelier, Matthæus og Lukas, er Jesus derimod født som Guds søn.

Markus 1,14: »Guds evangelium«. Den græske formulering "euangelion tou theou" optræder kun her og hos Paulus (Romerne 15,16 og 1 Thessalonikerne 2,2; 2,8; 2,9). Markusevangeliet er også det eneste, der bruger ordet "evangelium" om sig selv.

Romerne 15,16: at være Kristi Jesu tjener blandt folkeslagene, præst for Guds evangelium, så at folkeslagene kan blive et kærkomment offer, helliget ved Helligånden.
1 Thessalonikerne 2,2: men skønt vi, som I ved, lige var blevet plaget og mishandlet i Filippi, fandt vi frimodighed i vor Gud til at forkynde hans evangelium for jer under megen kamp.

[...]
1 Thessalonikerne 2,8: sådan ville vi af ømhed for jer gerne give jer ikke blot Guds evangelium, men også vort liv. For vi var kommet til at holde af jer.
1 Thessalonikerne 2,9: Brødre, I husker jo vores slid og møje; vi arbejdede nat og dag for ikke at ligge nogen af jer til byrde, mens vi prædikede Guds evangelium for jer.

Markus 1,29-31: »Simons svigermor lå med feber«. Markus har kunnet regne ud, at Peter (Kefas) var gift: »Er vi ikke i vor gode ret til at have en søster til hustru […] ligesom […] Kefas?« (1 Korintherne 9,5).

Markus 2,15-17: »han spiste sammen med syndere og toldere […] De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere«. Jesus er kommet for at omvende synderne.

Dette er helt i tråd med Paulus: »mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde. […] Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere« (Romerne 5,6-8) »og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen« (2 Korintherne 5,18-20). Derimod er det i modsætning til Gud i Det Gamle Testamente, der kort og godt nedslagtede syndere.

Men hvis en historisk Jesus havde sagt sådan, ville Paulus kunne have brugt citatet overfor Peter i Antiokia (skænderiet citeret foroven i kapitlet om disciplene). Når Paulus ikke bare kunne henvise til, at Jesus også spiste sammen med ikke-jøder, er det et tegn på, at Markusevangeliet bygger på Paulus' epistler, og ikke omvendt.

Markus 2,27: »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld«. Jesus ignorerer jødiske helligdage, ligesom Paulus: »Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af […] sabbatter« (Kolossenserne 2,16). Se også Romerne 14,5 og Galaterne 4,10-11. Denne sætning findes ikke hos Matthæus og Lukas.

Kolossenserne 2,16: Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter.
Romerne 14,5: Én regner den ene dag for vigtigere end andre dage, en anden regner alle dage for lige vigtige. Enhver skal stå fast ved sin overbevisning.
Galaterne 4,10: I overholder dage og måneder og tider og år.
Galaterne 4,11: Jeg er bange for, at jeg har slidt forgæves for jer.

Markus 3,22: »de skriftkloge, der var kommet ned fra Jerusalem, sagde: "Han er besat af Beelzebul!«. Fast tema i Markus og Paulus, at de skriftkloge i Jerusalem intet fatter. I Matthæus 12,24 er det i stedet farisæerne, der får tildelt skurkerollen.

Matthæus 12,24: Da farisæerne hørte det, sagde de: "Det kan kun være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne."

Markus 3,31-35: »Hvem er min mor og mine brødre? […] Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor.«.

Jesus bruger 5 vers på at forklare en af de store grundlæggende forskelle på jødedommen og kristendommen: Jødedommen er lukket, og hvis man ikke har en fin jødisk stamtavle, må man finde sig en anden religion. I kristendommen betyder den fysiske familie intet, og de kristne kalder hinanden brødre og søstre.

Her er han helt i tråd med Paulus, der konstant kalder menigheden for brødre og søstre: »Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang«, »Jeg anbefaler vor søster Føbe til jer«, »en broder eller en søster er ikke bundet i sådanne tilfælde«, »og hans mor, som også er en mor for mig«, »Jeg formaner jer, brødre« o.s.v., o.s.v.

Matthæus gentager episoden relativt nøje, men Lukas nedtoner Jesus' afvisning af sin mor og brødre, og han bortcensurerer det sarkastiske Hvem er min mor og mine brødre?«. Lukas skal jo bruge Maria og brødrene i starten af Apostlenes Gerninger.

Markus 4,3-20: Sædemanden spreder sine frø: »Noget faldt på klippegrund, […] og det visnede, fordi det ikke havde rod. […] De, der bliver sået på klippegrund […] har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra«.

Peter betyder som bekendt "klippe", og det græske ord, som Jesus bruger for "klippegrund" ("petrôdes" / "petrôdê"), betyder "Peter-lignende". Forfatteren lægger her op til historien om Peters fornægtelse: »når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra«. Peters troløshed er fast tema i Paulus og Markus.

Markus 4,40-41: »Så sagde han til dem: "Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?" Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: "Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?"«. Fast tema i Markus/Paulus, at disciplene i Jerusalem intet fatter.

Jesus på arbejde
Universets Skaber på arbejde som tømrer.

Markus 6,3: »Er det ikke tømreren«. Jesus er "tømrer" i den danske oversættelse. Det græske ord er "tektôn", der betyder håndværker. Paulus kalder sig selv en bygmester, "ærke-håndværker" "architektôn": »Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den« (1 Korintherne 3,10). I Matthæusevangeliet er Jesus i stedet søn af en tømrer; Lukas nævner ikke noget arbejde.

Ja, det danske ord arkitekt kommer af "architektôn".

Markus 6,3: »Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os?"« Jesus har mange brødre og søstre. Paulus fortæller, »at han er den førstefødte blandt mange brødre« (Romerne 8,29), selvom Paulus formentlig bruger "brødre" og "søstre" i en mere åndelig betydning. En af Jesus' brødre hedder Jakob, og Markus har formentlig læst om Jakob, Herrens bror hos Paulus: »men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror« (Galaterne 1,19).

Lukas nævner ikke navnene på Jesus' brødre.

Markus 6,14: »[…] folk sagde: "Det er Johannes Døber, der er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham."«.

Folk forventer, at efter opstandelsen er man ikke bare genoplivet, men fyldt med magiske kræfter: »derfor virker disse kræfter i ham«. Paulus har samme holdning, nemlig at de genopstandne får nye, magiske kroppe: »Se, jeg siger jer en hemmelighed: […] vi skal alle forvandles, […] de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed« (1 Korintherne kapitel 15).

I Matthæus 14,1-2 er det ikke længere "folk", der tror sådan, men kun landsfyrsten Herodes. Citatet er ikke med i Lukasevangeliet.

Markus 6,49-50: »Da de så ham gå på søen, troede de, at det var et spøgelse, og de skreg op; for alle så ham og blev skrækslagne«. Disciplene tror, Jesus er et spøgelse. Fast tema i Markus/Paulus, at disciplene i Jerusalem intet fatter.

I Matthæusevangeliet kan de stadig tale i stedet for at skrige op; Lukas dropper episoden.

Markus 6,52: »De havde nemlig ikke fattet det med brødene, tværtimod var deres hjerte forhærdet«. Fast tema i Markus/Paulus, at disciplene i Jerusalem intet fatter. Hverken Matthæus eller Lukas kopierer denne sætning.

Markus 7,1-13: »Farisæerne og nogle skriftkloge, som var kommet fra Jerusalem […] spurgte ham så: "Hvorfor følger dine disciple ikke de gamles overlevering […] Men han sagde til dem: […] I sætter Guds ord ud af kraft med jeres egen overlevering«. Faste temaer i Markus og Paulus: Farisæere er onde og lovtro, de skriftkloge i Jerusalem er onde og uvidende, og "Guds ord" overtrumfer Moseloven (se særskilte kapitler foroven).

Markus 7,15-19: »Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent […] Dermed erklærede han al slags mad for ren«. Jesus blæser på reglerne om ren og uren mad. Her er han i tråd med Paulus: »Jeg ved og er i Herren Jesus vis på, at intet er urent i sig selv« […] »Ødelæg ikke Guds værk på grund af mad. Alt er rent […]« (Romerne 14,13-23).

Den dybt kontroversielle bemærkning, »Dermed erklærede han al slags mad for ren« springes over af både Matthæus og Lukas.

Markus 7,20-23: Lang liste over synder: »de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed«. Paulus har flere af den slags hadelister — 1 Korintherne 6,9-10, Galaterne 5,19-21 og her Romerne 1,29-32: »opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige.«

Den hedenske kvinde
Jesus minder den hedenske kvinde om, at jøderne skal fodres først.

Markus 7,27: »Lad først børnene blive mætte«. Jesus "fodrer" jøderne, før han har tid til ikke-jøder. Minder om Paulus, der skrev »for jøde, først, og for græker« (Romerne 1,16; 2,9; 2,10). Selvom Bibelselskabet skriver, at kvinden er »hedning«, står der faktisk græker ("Hellênis") i originalteksten.

Markus 7,28: Jesus helbreder den hedenske kvindes datter — formentlig fordi hun kalder Jesus Herre: »Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber«. Kvinden er den eneste person i Markusevangeliet, der kalder Jesus Herre.(1)

Her har vi en hentydning til Paulus: »for "enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses"« (Romerne 10,13).

Markus 8,1-10: Efter at have mindet den hedenske kvinde om, at han skulle fodre jøderne først (Markus 7,27 citeret foroven), gentager han sit bespisnings-mirakel, men denne gang sker det i Dekapolis (Markus 7,31), der som navnet antyder var et græsk område. Dermed har han bogstaveligt talt fodret jøderne først og bagefter grækere (Romerne 1,16; 2,9; 2,10).

Matthæus ændrer historien, så begge bespisninger sker blandt jøder (se evt. denne side for detaljer: Matthæus, den mest jødiske af de fire evangelister); kvinden er heller ikke græker i Matthæus' version, men kana'anæisk. Lukas har kun et enkelt bespisningsmirakel.

Markus 7,31: Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis.
Romerne 1,16: det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.
Romerne 2,9: Nød og angst rammer hvert menneske, som gør det onde, både jøde, først, og græker;
Romerne 2,10: herlighed og ære og fred får enhver, som gør det gode, både jøde, først, og græker.

Markus 8,12: »Hvorfor kræver denne slægt et tegn?«. Paulus fortalte også at jøderne kræver et tegn: »For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder […]« (1 Korintherne 1,22-23).

Markus 8,15: »Se til, at I vogter jer for farisæernes surdej og Herodes' surdej«. Advarsel mod fjendens "surdej". Paulus advarer også imod den onde surdej i Galaterne 5,9 og 1 Korintherne 5,6-8: »ikke med en slet og ond surdej«.

Galaterne 5,7: I var kommet godt i gang. Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden?
Galaterne 5,8: Det er ikke ham, der kaldte jer, der har overtalt jer til det.
Galaterne 5,9: Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen.
1 Korintherne 5,6: Jeres stolthed klæder jer ikke. Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen?
1 Korintherne 5,7: Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus.
1 Korintherne 5,8: Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.

Markus 8,17-18: »Kan I endnu ikke fatte eller forstå? Er jeres hjerte så forhærdet? Kan I ikke se, skønt I har øjne? Kan I ikke høre, skønt I har ører?«. Fast tema i Markus/Paulus, at disciplene i Jerusalem intet fatter. Matthæus dropper bemærkningen om disciplenes øjne, ører og forhærdede hjerter; Lukas dropper hele episoden.

Markus 8,21: »Og han sagde til dem: "Forstår I endnu ikke?"«. Fast tema i Markus/Paulus, at disciplene i Jerusalem intet fatter.

Markus 8,31: »Så begyndte han at lære dem, at Menneskesønnen skulle […] slås ihjel og opstå tre dage efter«. Som Paulus skriver: »han opstod på den tredje dag efter Skrifterne« (1 Korintherne 15,4). Desværre glemmer både Jesus og Paulus at forklare, hvor de har fundet en profeti om genopstandelse på den tredje dag henne.

Markus 9,6: Peter »vidste nemlig ikke, hvad han skulle sige, for de var helt forfærdede.«. Fast tema i Markus/Paulus, at disciplene i Jerusalem i almindelighed og Peter i særdeleshed taler uden at tænke.

Markus 9,31: »for han underviste sine disciple og sagde til dem: […] de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter."«. Som Paulus skriver: »han opstod på den tredje dag efter Skrifterne« (1 Korintherne 15,4). Desværre glemmer både Jesus og Paulus at forklare, hvor de har fundet en profeti om genopstandelse på den tredje dag henne.

Markus 9,32: »Men de forstod ikke, hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham«. Fast tema i Markus/Paulus, at disciplene i Jerusalem intet fatter.

Markus 9,38-40: »Mester, vi har set en uddrive dæmoner i dit navn«. Disciplene er ophidsede fordi, nogle u-autoriserede disciple uddriver dæmoner i Jesus' navn, men Jesus svarer beroligende: »I må ikke hindre ham […] Den, der ikke er imod os, er for os«.

Paulus er inde på det samme i Filipperne 1,15-20: Bare Jesus bliver prædiket, så skidt med resten: »andre forkynder Kristus for at hævde sig selv og ikke med rene motiver […] Men hvad! Kristus bliver i alle tilfælde forkyndt, hvad enten det er på skrømt eller oprigtigt, og det glæder jeg mig over«.

Matthæus er lodret uenig. Han springer Markus 9,38-39 over og retter Markus 9,40 til det stik modsatte: »Den, der ikke er med mig, er imod mig […]« (Matthæus 12,30). Ren George W. Bush. Man skulle næsten tro, at Matthæus bevidst modarbejdede Paulus.

Markus 9,42-48: »Og hvis din hånd / fod / øje bringer dig til fald«. Både Markus og Paulus taler ofte om at "bringe til fald" eller "forarge", der på græsk er samme ord "skandalizô".

Hånden, øjet og foden, der bringer til fald og skal hugges af, er formentlig et billede på dele af kirken. På samme måde inddeler Paulus mange steder kirken i forskellige legemsdele — blandt andet hele kapitel 12 i 1ste Korintherne): »Siger foden: "Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet," er den dog alligevel en del af legemet«, (1 Kor. 12,15), »Øjet kan ikke sige til hånden: "Jeg har ikke brug for dig," eller hovedet til fødderne: "Jeg har ikke brug for jer."« (1 Kor. 12,21). Hverken Matthæus eller Lukas kopier citatet med at hugge foden af.

Markus 10,5: »Jesus sagde til dem: "Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at han gav jer dette bud;« Jesus og Paulus har samme holdning til Moseloven: Den er kun et nødvendigt onde, der er indført midlertidigt, indtil Jesus kommer og indfører den ægte "Guds lov": »Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet.« (Galaterne 3,19). Se særskilt afsnit foroven.

Han, hun og slangen
"Derfor skal en mand […] binde sig til sin hustru og de to skal blive ét kød"

Markus 10,7-8: »Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru og de to skal blive ét kød.«. Jesus citerer 1 Mosebog 2,24 i fuld længde, ligesom Paulus gør det i Efeserne 5,31 og mere kortfattet i 1 Korintherne 6,16.

Efeserne 5,31: Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.
1 Korintherne 6,16: Eller ved I ikke, at den, der binder sig til en skøge, er ét legeme med hende? - det hedder jo: "De to skal blive ét kød."

Markus 10,12: »hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud«. Jesus fortæller jøderne, at han ikke vil have, at kvinder søger skilsmisse. Paulus kom med lignende forklaringer: »De gifte byder jeg, dog ikke jeg selv, men Herren, at en kvinde ikke må skille sig fra sin mand« (1 Korintherne 7,10)

Det havde virket latterligt, hvis en historisk Jesus virkelig skulle have belært jøderne om noget så grundlæggende om kvinder ikke kunne begære skilsmisse. Derimod er bemærkningen relevant i Paulus' tilfælde, eftersom han skrev til ikke-jøder. Deraf kan vi slutte, at Markus har læst Paulus' epistel.

Denne episode gentages i Matthæus 5,31-32; 19,3-8 og Lukas 16,18, men hverken Matthæus eller Lukas nævner muligheden af, at en kvinde skulle kunne bede om skilsmisse.

Lukas 16,18: Enhver, som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.

Markus 10,13-14: »disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred«. Fast tema i Markus/Paulus, at disciplene i Jerusalem intet fatter. Matthæus og Lukas dropper disse detaljer.

Markus 10,33 »Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til […] de skriftkloge, og de skal dømme ham til døden«. Fast tema i Markus/Paulus at de skriftkloge i Jerusalem er onde og uvidende.

Markus 10,34: »og de skal […] slå ham ihjel, og tre dage efter skal han opstå« Som Paulus skriver: »han opstod på den tredje dag efter Skrifterne« (1 Korintherne 15,4). Desværre glemmer både Jesus og Paulus at forklare, hvor de har fundet en profeti om genopstandelse på den tredje dag henne.

Markus 10,35-37: Jakob og Johannes ønsker at sidde på Jesus' højre og venstre side og »få sæde i din herlighed«. Måske en reference til Paulus bemærkning om, at disciplene skal dømme: »ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? […] ved I ikke, at vi skal dømme engle« (1 Korintherne 6,2-3).

Markus 10,38-39: »Kan I […] døbes med den dåb, jeg døbes med? […] den dåb, jeg døbes med, skal I døbes med;«. Markus bruger dåben som metafor for døden. Det gør Paulus også: »vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden« (Romerne 6,2-5). Både Lukas og Matthæus springer denne detalje over. NB: Tidligere Bibler var forfalskede. Tjek evt. Matthæus 20,22-23 på siden om de 6.000 forfalskninger.

Markus 10,45: Jesus skal »give sit liv som løsesum for mange«. Præcis som der står i 1 Timotheus 2,5-6: »Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle«.

Matthæus kopierer dette vers (20,28), men Lukas, der ikke ser Jesus som et sonoffer, springer verset over.

Matthæus 20,28: ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange."

Markus 11,23: »Den, der siger til dette bjerg: Løft dig op og styrt dig i havet! og som ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det, han siger, vil ske, for ham sker det«. Tro kan flytte bjerge — det vidste Paulus også: »Og om jeg så […] har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet« (1 Korintherne 13,2).

Markus 11,27-28: »Så kom de igen ind i Jerusalem. Og […] de skriftkloge […] spurgte: "Med hvilken ret gør du dette?« Fast tema i Markus/Paulus at de skriftkloge i Jerusalem er onde og uvidende.

Markus 12,17: »giv kejseren, hvad kejserens er«. Paulus anerkendte også den verdslige stats behov for skatteinddrivelse: »Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told;« (Romerne 13,1-7).

Markus 12,18-27: »når de døde opstår, så hverken gifter de sig eller giftes bort, men er som engle i himlene«. I Paradis er vi ikke længere mand og kone. Her er Jesus i tråd med Paulus: »Kød og blod kan ikke arve Guds rige, […] Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles« (1 Korintherne 15,35-53).

Markus 12,28-34: »'Du skal elske din næste som dig selv.' Intet andet bud er større end disse.«. Jesus mener, at De Ti Bud kan sammenfattes til Den Gyldne Regel, ligesom Paulus gjorde: »og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: "Du skal elske din næste som dig selv."« (Romerne 13,8-10).

Romerne 13,8: Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven.
Romerne 13,9: Budene: "Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære," og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: "Du skal elske din næste som dig selv."
Romerne 13,10: Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde.
De to Herrer
Hans Holbein: Illustration af Salme 110

Markus 12,36: »Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder!«. Jesus citerer Salme 110 og påstår, den handler om ham. Paulus påstod det samme: »indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder […] for "alt har han lagt under hans fødder"« (1 Korintherne 15,25-28). Markus kan også have fået denne idé fra Brevet til Hebræerne, der i mange, mange hundrede år regnedes for paulinsk.

Markus 13,8: »sted efter sted skal der komme jordskælv, og der skal komme hungersnød. Dette er begyndelsen på veerne«. Jesus sammenligner verdens undergang med fødselsveer. Præcis som Paulus gør i 1 Thessaloniker 5,3 »Når folk siger: "Fred og ingen fare!" da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, […]«.

Matthæus kopierer metaforen, og dette er de to eneste steder, det græske ord "Ôdin" optræder i evangelierne. Lukas kopierer det ikke.

Markus 14,10: Judas' forræderi. Paulus fortæller i 1 Korintherne 11,23, at Herren blev "forrådt". N.B.: Ordet, der bruges på græsk, har mange andre betydninger (se det separate kapitel foroven).

Markus 14,12: » Og den første dag under de usyrede brøds fest, da man slagtede påskelammet«. Korsfæstelsen sker i påsken, fordi Paulus kalder Jesus et påskelam: »for også vort påskelam er slagtet, Kristus« (1 Korintherne 5,7).

N.B.: Ordet "lam" optræder ikke i den græske originaltekst, hverken hos Paulus eller Markus. En mere bogstavelig oversættelse ville være "for også vor påske er ofret", ligesom der står i den gode gamle King James Bible fra 1611: »For even Christ our passover is sacrificed« (se selv: 1 Korintherne 5,7 i King James).

Markus 14,22-24: Jesus indstifter nadveren med brød og vin. Ligesom Paulus fortæller i 1 Korintherne 11,23-26 (se kapitlet foroven).

Botticelli Getsemane
Getsemane: En engel rækker Jesus bægeret.

Markus 14,32-38: Ved Getsemane tigger Jesus Gud om at slippe for den kommende korsfæstelse: »Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil«. Jesus er rædselsslagen ved tanken om sin skæbne, men han adlyder.

Jesus vilje til at adlyde afspejler Filipperne 2,8: »ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors«. Noget lignende finder vi i Hebræerne 5,7-8: »Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led«,

Matthæus ændrer ikke historien væsentligt, men Lukas laver Jesus om til en person, der er langt mere i kontrol. Dette gør historien så blodfattig, at en forfalsker måtte få ham til at svede blod. I Johannesevangeliet håner Jesus den svage Jesus fra Markusevangeliet: »hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time« (Johannes 12,27). Det rører ham ikke at skulle drikke af bægeret: »Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?« (Johannes 18,11). Problemet er så, at jo mere overnaturligt stærk, Lukas og Johannes gør deres Jesus-figur, jo mere træder lydigheden i baggrunden.

Man viser lydighed ved at gøre ting, man bestemt ikke har lyst til. Jo mere rædselsslagen Jesus er i Markusevangeliet, »Min sjæl er fortvivlet til døden«, jo mere understreger det Jesus' lydighed: »lydig indtil døden«.

Markus 14,39-42: Ved Getsemane beder Jesus tre gange Gud om at tage bægeret (den kommende prøvelse) fra ham, »Tag dette bæger fra mig«, men forgæves. På samme måde som Paulus havde en "torn i kødet", som han tre gange forgæves havde bedt Gud om at tage fra ham. »Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig« (2 Korintherne 12,7-9).

Lukas dropper denne gentagelse og lader kun Jesus bede én gang. I Johannesevangeliet beder Jesus ikke Gud om at tage bægeret væk; tværtimod: »Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?« (Johannes 18,11).

Markus 14,50: »Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede«. Fast tema i Markus/Paulus: Disciplene i Jerusalem er dumme og upålidelige. Matthæus skriver også, at disciplene lod Jesus i stikken, men i Lukasevangeliet forsvinder disciplene ud af historien uden et ord.

Markus 14,58: »Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder«. Det tempel Jesus vil genopbygge på tre dage er hans eget legeme. Paulus kalder også vor krop for "Guds tempel" (1 Korinther 3,16-17, 1 Korinther 6,19-20, 2 Korinther 6,16, Efeserne 2:22).

1 Korinther 3,16: Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?
1 Korinther 3,17: Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.
1 Korinther 6,19: Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv,
1 Korinther 6,20: for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!
2 Korinther 6,16: Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne? For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt: "Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk."
Efeserne 2:22: I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden.

Bemærk at ifølge Markus er det "tempel", der brydes ned, »bygget med hænder«, mens det tempel, der genopstår, »ikke er bygget med hænder«. Her er Markus helt på linie med Paulus (og i modstrid med kristendommen) om, at genopstandelsen er åndelig og ikke-fysisk: »Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme« (1 Korinther 15,44). Paulus skelner også mellem »legemlig omskærelse, gjort med hænder« (Efeserne 2,11) og at være »omskåret, ikke med hånden« (Kolossenserne 2,11). Denne skelnen mellem med og uden hænder er forsvundet hos Matthæus. Lukas springer hele replikken over.

Efeserne 2,11: Husk derfor, at I, der var født som hedninger og blev kaldt uomskårne af dem, der kalder sig omskårne, dem der har en legemlig omskærelse, gjort med hænder
Kolossenser 2,11: I ham blev I også omskåret, ikke med hånden, men ved at aflægge det syndige legeme, ved omskærelse til Kristus,

Markus 14,66-72: »I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: "Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange." Og han brast i gråd«. Fast tema i Markus/Paulus: Disciplene i Jerusalem i almindelighed og Peter i særdeleshed er dumme og upålidelige.

Markus 16,1-2: »Da sabbatten var forbi, […] den første dag i ugen kommer de til graven«. Jesus er genopstået om søndagen. Paulus forklarer, at Jesus er genopstået som "førstegrøde": »Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. […] Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til« (1 Korintherne 15,20-23).

Førstegrøden var et offer, hvor jøderne bragte et neg af årets første byg til præsten. Hvis Gud accepterede denne førstegrøde, blev resten af høsten vellykket. Paulus drager den parallel, at nu hvor Jesus' genopstandelse er accepteret af Gud, kan vi andre også genopstå.

Førstegrøden blev frembåret første dag efter sabbatten: »skal I bringe det første neg af jeres høst til præsten. […] præsten skal svinge det dagen efter sabbatten« (3 Mosebog 23,10-11). Gud er som sædvanligt lidt svært at forstå, så nogle sekter (saddukæerne) fortolkede "sabbat" som lørdagssabbat, sådan at »dagen efter sabbatten« bliver første søndag efter påsken — helt i tråd med Markus.

Andre sekter fortolkede sabbat som første dag i De Usyrede Brøds Fest — og eftersom den jødiske påske er d. 15. i måneden Nisan, og De Usyrede Brøds Fest starter d. 16., så er »dagen efter sabbatten« d. 17. Nisan. Denne fortolkning er ikke nødvendigvis i modstrid med Markus. Se evt. Jesus blev ikke dræbt langfredag og blev Jesus korsfæstet før eller under påsken.

Markus 16,2: Jesus er genopstået om søndagen. Som Paulus skriver: »han opstod på den tredje dag efter Skrifterne« (1 Korintherne 15,4). Desværre glemmer Paulus at forklare, hvor han har fundet en profeti om genopstandelse på den tredje dag henne.

Markus 16,7: »sig til hans disciple og til Peter«. Efter Jesus' genopstandelse på tredjedagen nævnes Peter særskilt ved siden af disciplene, ligesom i 1 Korintherne 15,4-5: »han opstod på den tredje dag og […] han blev set af Kefas og dernæst af de tolv«. Peter/Kefas nævnes også særskilt i 1 Korintherne 9,5: »[…] ligesom de andre apostle og Herrens brødre og Kefas«.

I øvrigt kan der ligge en sidste snert til Peter her: Peter er ikke længere discipel, fordi han har fornægtet Jesus tre gange. Så har vi igen temaet med at håne disciplene i Jerusalem i almindelighed og Peter i særdeleshed.

Konklusion: Paulus' betydning for kristendommen er endnu større end normalt antaget. Ikke bare har han skrevet en række epistler og har en hovedrolle i Apostlenes Gerninger, men han har inspireret selve udformningen af Jesus-figuren i evangelierne.

Eksternt link

Et Kristent Modsvar

Yderligere information

Fodnoter: (1)

I gamle Bibler var teksten forfalsket, således at Jesus også blev kaldt Herre i Markus 9,24: »jeg troer, Herre! hjælp min Vantro«. Se evt. de 6.000 forfalskninger.

Op til Markusevangeliet