Ironi og Sort Humor i Markusevangeliet

Gøgleren Vi danskere er verdensmestre i ironi, men hvad betyder det i grunden? Og hvordan fungerer det? Nudansk Ordbog definerer ironi som: »Det at udtrykke som alvorligt ment, hvad man i virkeligheden ikke mener«. Lad os tage et eksempel fra Jesus' korsfæstelse:

Markus 15,29 De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: "Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage,
Markus 15,30 frels dig selv og stig ned fra korset!"
Markus 15,31 Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.
Markus 15,32 Kristus, Israels konge - lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!" Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

Her har vi et klokkeklart eksempel på ironi. Ypperstepræsterne og de skriftkloge mener selvfølgelig ikke "i virkeligheden", at Jesus i stand til at bryde templet ned, at han er Kristus, eller at han er Israels konge. Så havde de jo nok ikke arresteret ham og udleveret ham til den romerske besættelsesmagt.

Men der er mange former for ironi. Wikibooks definerer "dramatisk ironi" sådan her:
Gøgleren

3: Dramatisk ironi: Den effekt der opstår hos publikummet når det ved mere end personerne i skuespillet - og derfor opfatter hentydninger og antydninger som personerne ikke selv kan opfatte.
(fra: Wikibooks /Dansk i læreruddannelsen /Ironi)

Denne type ironi ser vi også i citatet foroven, for samtidig med at ypperstepræsterne og de skriftkloge ironisk kalder Jesus for »Kristus, Israels konge«, er læseren udmærket klar over, at Jesus vitterligt både er Kristus og Israels konge. Deres ord og handlinger har en betydning, de ikke selv forstår, og dermed fungerer ironien på to planer samtidigt.

I Bibelcitatet foroven håner jøderne Jesus: »du, som bryder templet ned«. Markusevangeliet er skrevet få år efter Jerusalems ødelæggelse. Markus' læsere er fuldt ud klar over, hvordan templet blev revet ned, byen brændt af, og indbyggerne blev dræbt eller solgt som slaver. Dermed bliver jødernes fordømmende ord til en fordømmelse af dem selv.

Som Wikibooks skriver, kræver dramatisk ironi, at læseren ved noget, som figurerne i dramaet ikke selv ved. Den alvidende læser kan grine eller gyse, mens de blinde aktører bevæger sig ud over afgrunden.

De Blinde Jøder

Jesus' mor og brødre
Kristen tegneserie: Jesus afviser sin mor og sine brødre.
Johannes Døberen og Treenigheden
Læseren ved fra starten af, at Jesus er Guds søn.

Meget af den dramatiske ironi går ud på, at de deltagende ikke forstår, hvem Jesus er. For at ironien skal fungere, skal forfatteren som nævnt være sikker på, at læseren kender hemmeligheden. Derfor fortæller Markus i allerførste vers med rene ord, at dette er »evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn«.(1) Meget tidligt i historien siger Gud: »Du er min elskede søn« (Markus 1,11), mens ånden(2) stiger ned fra himlen i form af en due.

Dermed er læseren bedre informeret end selv Jesus' familie. De tror, at han er tosset, og prøver at få fat i ham. Mens de er på vej, er Jesus — ironisk nok — ved at tale om, at et hus ikke kan bestå, hvis det er i splid: »hvis et hus er kommet i splid med sig selv, så kan det hus ikke bestå« (Markus 3,25). Jesus' eget hus er også i splid: hans familie er på vej for at gribe ham, men han redder ironien ved at definere sig ud af problemet: Da hans familie ankommer, nægter han at se dem, fordi de kristne er hans sande brødre og søstre (billedet til venstre).

Dybest set er der ingen "messiansk hemmelighed" for læseren. Derimod er hemmelighedskræmmeriet et fast tema i dette evangelium, hvor jøderne ikke kan se det, der er indlysende for læseren. Et af problemerne er, at ingen forstår Jesus' lignelser:

Markus 4,10 Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne.
Markus 4,11 Og han svarede dem: "Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser,
Markus 4,12 for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse."

Vi kommer ikke uden om ironien: Mener Jesus virkelig, at han bevidst taler i gådesprog med det formål at forhindre folk i at blive frelst? Eller er det bare et ironisk svar på et dumt spørgsmål? Enten er Jesus' replik ironisk, eller også har vi en frelser, der bevidst forsøger at undgå at frelse sit folk, og det er også ironisk.

Jesus forbyder konstant de folk, han helbreder, at fortælle, hvem han er, og hvilke evner han har. F.eks. helbreder Jesus en spedalsk og siger bagefter: »Se til, at du ikke siger det til nogen«. Alligevel taler den eks-spedalske vidt og bredt om episoden, så Jesus må flygte ud af byen. Ironisk nok, er det den spedalske, der nu går rundt i inde byen blandt andre folk, mens Jesus må isolere sig og leve som en spedalsk: »så Jesus ikke længere kunne gå åbenlyst ind i nogen by, men måtte blive udenfor på øde steder« (så tror da pokker, at Jesus blev rasende). I evangeliets sidste vers får kvinderne ved graven den modsatte ordre: Nu skal de sprede nyheden om genopstandelsen, men ironisk nok: Når de omsider må tale, tier de. Evangeliet ender: »de sagde ikke noget til nogen, for de var bange«.

Abstrakt Jesus af Anthony Falbo
Folk forstod ikke Jesus.

Jødernes blindhed sættes i modsætning til, at alle de dæmoner, han uddriver, med det samme kan se, hvem han er: »når de urene ånder så ham, faldt de ned for fødderne af ham og råbte: "Du er Guds søn!"« (Markus 3,11). Senere kan selv en blind se det, som disciplene ikke kan se: »en blind tigger, ved vejen […] gav han sig til at råbe: "Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!"« (Markus 10,46-47). Ham vender vi tilbage til. Andre, der kan se det, er den hedenske kvinde, der er den eneste,(3) der kalder Jesus Herre: »Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber«. Og så er der den romerske officer, men ham vender vi også tilbage til.

Nu hvor vi snakker om blinde: Jesus helbredte en blind mand, der åbnede øjnene og sagde: »Jeg kan se mennesker, for jeg ser nogle, som ligner træer, men de går omkring« (Markus 8,24). Den blinde mand havde aldrig set mennesker, så han vidste ikke, hvordan de så ud. Men hvordan kunne han så vide, hvordan træer ser ud?

Det tog Jesus to forsøg at åbne øjnene på den blinde mand. Senere laver han to bespisningsmirakler ude i ørkenen, men disse to forsøg er ikke nok til at åbne øjnene på hans blinde disciple.

Jesus og hans disciple plukker korn
Hvad laver farisæerne selv ude i en kornmark på en sabbatsdag?

Ironi er også nyttigt til at fremhæve jødernes dobbeltmoral:

Markus 3,2 Og de holdt øje med, om Jesus ville helbrede ham på sabbatten, så de kunne anklage ham.
Markus 3,3 Og han sagde til manden med den visne hånd: "Rejs dig og kom ind i midten!"
Markus 3,4 Så sagde han til dem: "Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?" Men de tav.
Markus 3,5 Han så rundt på dem med vrede, og bedrøvet over deres forhærdede hjerte sagde han til manden: "Ræk hånden frem!" Han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen.
Markus 3,6 Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel.

Jesus spørger om, man må »frelse liv eller at slå ihjel«. Da han derefter helbreder en mand, lægger de straks planer om at dræbe ham. Ironien ligger i, at dem, der mener, det er blasfemisk at helbrede på en sabbat, ikke har problemer med at lægge mordplaner på en sabbat.

Den samme dobbeltmoral afsløres, når Jesus møder farisæerne i kornmarken. Det er ikke helt klart, hvad det er, farisæerne kritiserer disciplene for: »Se dér, hvorfor gør de noget, som ikke er tilladt på en sabbat?« (Markus 2,24). Det bedste gæt er, at disciplene har brudt sabbatten ved at bevæge sig længere end "en sabbatsvej", men så er det jo ironisk, at farisæerne også selv står ude i marken.

Hvor farisæisk kan en farisæer være?

De Blinde Apostle

Bolling

Jesus' tolv apostle er om muligt endnu mere blinde og uvidende end de andre jøder. Selv Jesus fatter ikke omfanget af deres dumhed og udbryder frustreret: »Så er da også I uforstandige? Fatter I ikke […]«, »Forstår I endnu ikke?«, »Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?« og »forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser«.

I Markus 4,11 fortæller Jesus disciplene: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet«. Det fremgår ikke, hvad "Guds riges hemmelighed" går ud på, for senere i samme kapitel ved de stadig ikke, hvem Jesus er: »Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?« (4,41). I det meste af kapitel 6 er apostlene ude og prædike omvendelse: »Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig« (6,12). Det kunne være sjovt at vide, hvad de egentlig prækede, for det er først langt inde i kapitel 8, at de finder ud af, at Jesus er Kristus.

Jesus fodrer 5,000 mennesker med syv brød og to fisk
I Markusevangeliet udfører Jesus bespisningen i ørkenen to gange, men det er ikke nok til at åbne øjnene på de blinde disciple.

Men ikke nok med at disciplene er dumme — de er også ironiske og sarkastiske, når de taler til Jesus. Ombord i et skib i stormvejr vækker de den sovende Jesus og spørger anklagende: »Mester, er du ligeglad med, at vi går under?« (Markus 4,38). Når Jesus spørger, hvem der rørte hans kappe (og tappede ham for kræfter), svarer de: »Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?« (Markus 5,31).

Ude i ørkenen beder Jesus sine disciple om at købe mad til folkemængden, men de svarer: »Skal vi gå hen og købe for to hundrede denarer brød, så vi kan give dem noget at spise?«. Bibelen fortæller os, at en denar er en dagløn (Matthæus 20,1-2), så det disciplene svarer er noget i retning af "jamen naturligvis; jeg render altid rundt med en halv årsløn i lommen bare for det tilfældes skyld, at jeg skulle fodre 5.000 vildtfremmede mennesker".

Matthæus 20,1: For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård.
Matthæus 20,2: Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård.

Disciplenes dumhed må kaldes monumental, for et par kapitler senere skal Jesus gentage tricket med bespisningen i ørkenen. Denne gang skal han bespise færre mennesker end sidst, men alligevel udbryder disciplene i kor: »Hvorfra skal nogen få brød til at mætte dem her i ødemarken?« (Markus 8,4).

Lidt senere har disciplene igen glemt at tage brød med:

Markus 8,14 De havde glemt at tage brød med, så de havde kun et enkelt brød med sig i båden.
Markus 8,15 Og Jesus befalede dem: "Se til, at I vogter jer for farisæernes surdej og Herodes' surdej."
Markus 8,16 Og de talte med hinanden om, at det var, fordi de ikke havde brød med.
Markus 8,17 Da Jesus blev klar over det, sagde han til dem: "Hvorfor taler I om, at det er, fordi I ikke har brød med? Kan I endnu ikke fatte eller forstå? Er jeres hjerte så forhærdet?
Markus 8,18 Kan I ikke se, skønt I har øjne? Kan I ikke høre, skønt I har ører? Husker I ikke,

Jesus taler om (symbolsk) surdej: »Se til, at I vogter jer for farisæernes surdej«. Disciplene forstår ham ikke, og Jesus forstår ikke, at de ikke forstår ham. De to parter taler simpelthen forbi hinanden — apostlenes dumhed går hen over hovedet på Jesus. Til sidst går det op for Jesus: »Da Jesus blev klar over det«, og han skælder dem ud for at være blinde og døve.

Som (alvidende) læser undrer man sig over, hvad Jesus overhovedet skal med disse disciple, og hvorfor han ikke bare fortæller dem, hvem han er, i stedet for at vente på, at de selv regner det ud. Langt om længe — halvvejs inde i historien — er der tilsyneladende håb forude. Peter har forstået det: »Du er Kristus«. Men hvis Jesus tror, at den Hellige Grav nu er forvaret, så bliver han straks klogere. Hans problemer er kun lige startet.

Jesus og Peter
I Markusevangeliet kurerer Jesus de blinde med spyt og mudder.

Markus 8,29 Så spurgte han dem: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" Peter svarede: "Du er Kristus."
Markus 8,30 Og han forbød dem at sige dette om ham til nogen.
Markus 8,31 Så begyndte han at lære dem, at Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter.
Markus 8,32 Og dette sagde han ligeud. Da tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham.
Markus 8,33 Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: "Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil."

Peter har gennemskuet, at Jesus er en kristus. Problemet er, at jøderne havde forskellige forventninger til en sådan kristus: Nogle ventede en kristus, der var konge af Davids slægt og ville gendanne Davids Stor-Israel; Andre ventede en kristus af Arons slægt, der ville indføre et helligt præstestyre; og andre igen ventede en himmelsk kristus, der ville rense hele jorden for alle de urene ikke-jøder.

Jesus går derfor straks videre til næste lektion og fortæller, at han er en helt fjerde slags kristus: En kristus, der skal lide, forkastes og slås ihjel (8,31). Den plan synes Peter åbenbart ikke om, for han protesterer »og begyndte at irettesætte ham« (8,32). Jesus kigger ham ind i øjnene og kalder ham Satan. Herefter går det ned af bakke for den nye religion.

Apostlene forventer en sejrende Kristus, så Jesus forklarer dem tre gange, at han er kommet for at blive hånet, spyttet på, slået og dræbt. Apostlene er åbenbart lige så døve, som de er blinde, og diskuterer istedet indbyrdes, hvem der er den største iblandt dem:

Markus 9,31 for han underviste sine disciple og sagde til dem: "Menneskesønnen overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter."
Markus 9,32 Men de forstod ikke, hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham.
Markus 9,33 Så kom de til Kapernaum. Og da han var kommet inden døre, spurgte han dem: "Hvad var det, I talte om på vejen?"
Markus 9,34 Men de sagde ikke noget, for på vejen havde de talt med hinanden om, hvem der var den største.

I citatet foroven har Jesus fortalt dem for anden gang, hvordan han skal slås ihjel, men apostlene har travlt med at diskutere, hvem der er den største. Selv Jesus forstår det ikke og må spørge: »Hvad var det, I talte om på vejen?« (9,33). I resten af bogen forsøger Jesus at lære sine disciple, at man skal blive som et barn, at man skal være tjener for de andre, og at de første skal blive de sidste, men uden held.

Jesus får pedicure
I Lukas- og Johannesevangeliet får Jesus ikke salve på hovedet, men på sine fødder.
Billede af Peter Rubens.

Ordet kristus betyder den salvede, så man skulle tro, at disciplene blev glade, da han i sidste øjeblik — to dage før korsfæstelsen — blev salvet, men nej:

Markus 14,3 Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved.
Markus 14,4 Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: "Hvorfor ødsle sådan med olien?
Markus 14,5 Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige." Og de overfusede hende.
Markus 14,6 Men Jesus sagde: "Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig.
Markus 14,7 De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid.
Markus 14,8 Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.
Markus 14,9 Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende."

Disciplene bliver vrede. Ja, Markus skriver kun "nogle blev vrede" (14,4), men Matthæus kan lide at skære det ud i pap, som Markus antyder: »Da disciplene så det, blev de vrede« (Matthæus 26,8). Åbenbart synes de, salven var for dyr til deres kristus, og at det havde været bedre, hvis kvinden havde brugt pengene på de fattige. Jesus minder dem om, at de jo sagtens selv kunne gøre noget for de fattige: »og når I vil, kan I gøre godt mod dem« (14,7). Ironien ligger i, at dem, der ikke selv gør noget for de fattige, er de første til at bestemme, hvad andre folk skal gøre med deres egne penge.

Jesus giver fingeren til farisæerne
Markus 7,9: "Hvor kønt! I forkaster Guds bud for at indføre jeres egen overlevering".
Mente Jesus, det var kønt at forkaste Guds bud? Eller var han ironisk?

Det er også ironisk, at selvom disciplene nu har vidst i 6 kapitler, at Jesus er Kristus, den salvede, så kan de stadig ikke se meningen med at salve ham. I al fald ikke, hvis det koster penge.

Jesus siger, at »Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen«. Det skyldes måske, at han ved, han ikke vil være der, når kvinderne kommer til graven efter begravelsen for at salve ham. Der er også noget ironisk (men det er måske ikke bevidst) i ordene om, at historien skal fortælles »i hele verden […] til minde om hende«, eftersom vi aldrig får at vide, hvem hun var.

Mantegna, Jesus i Getsemane
Mantegna: Disciplene holder vagt i Getsemane.

Umiddelbart efter — i det næste vers — går Judas til ypperstepræsterne for at forråde Jesus. Vi får aldrig at vide, hvorfor han gør det, men det er oplagt, at det skyldes den salving, der lige er sket. Så kan man diskutere, om Judas blev skuffet over, at frelseren var villig til at brænde en årsløn af på hårbalsam til sig selv, eller om det var gået op for ham, at Jesus ikke var den sejrrige Messias, som han havde håbet på. Uanset hvad: Hvis Judas' forræderi er en reaktion på salvingen, er der en ironisk pointe i Jesus' ord: »Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen«.

Komedien når sit højdepunkt på Getsemane, hvor Jesus også ender med at blive ironisk. Han beder sine tre super-disciple holde vagt, mens han går afsides og beder til Gud. Tre gange formaner han dem at være vågne, tre gange kommer han tilbage, og hver gang ligger hans trofaste apostle og sover. Læseren tror måske på "alle gode gange tre", og forventer, at disciplene vil tage sig sammen den tredje gang, men Markus snyder læserens forventninger med et ironisk tvist: Tredje gange ligger disciplene og snork-bobler ligeså tungt som de to første gange (billedet til højre).

Til sidst opgiver Jesus, og nu citerer jeg fra King James Bibel: »Sleep on now, and take your rest« (billedet til højre). Hvis disciplene ikke adlyder Jesus, når han siger, de skal være vågne, så kan han ligeså godt beordre dem til at sove!

Sov videre
Kristen tegneserie: "Sov videre nu. Tag jer et hvil!".

Sådan er Markus 14,41 ikke oversat i den danske Bibel, og det skyldes blandt andet, at de to udsagnsord på græsk både kan læses som indikativ og imperativ. I kommentaren til dette vers i NetBible står der: »This sentence can be taken either as a question or a sarcastic command«; John Gill(4) skriver »sleep on now, and take your rest; which words are spoken ironically«; Jean Calvin skriver (om det tilsvarende vers Matthæus 26,45): »Sleep on now, and take your rest. It is plain enough, that Christ now speaks ironically, but we must, at the same time, attend to the object of the irony«; mens Theophylact(5) skriver: »but He tells them ironically, "Sleep on now, and take your rest" because He knew that the betrayer was now close at hand. And that He spoke ironically is evident, by what is added«.

Blåøjet Jesus
Kan disse øjne være ironiske?

Selvfølgelig kan det godt være, at Bibelselskabet er klogere end Gill, Calvin og Theophylact og oversætterne af King James Bible og NetBible tilsammen (ja, det var ment ironisk), men når jeg citerer en moderne Bibel, en Bibel fra 1611, en baptist, der levede 1697-1771, en af Reformationens koryfæer, og en ærkebiskop, der levede 1055-1107, skulle det gerne vise, at der ikke er tale om noget nymodens, ateistisk sludder.

Efter at have opfordret disciplene til at sove, fortsætter Jesus: »Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder« (Markus 14,41). Så kan enhver spekulere på, hvem der har svigtet ham og "overgivet ham i syndernes hænder". Judas eller de tre uduelige vagter?

Markus 14,41: Så kom han for tredje gang og sagde til dem: "Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder.

Sådan er Jesus' dumme apostle beskrevet: Otte totalt anonyme skikkelser, en forræder, Judas, og tre super-apostle, Peter, Jakob og Johannes. Lad os kigge på de tre sidste.

Jakob og Johannes

Engle Vi allerede set to af de tre gange, hvor Jesus forklarer sine blinde og døve apostle, hvad slags kristus han er. Her kommer forklaringen tredje gang for Prins Knud:

Markus 10,31 Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første."
Markus 10,32 De var på vej op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem. De var rystede, og de, der fulgte efter, var bange. Så tog han igen de tolv til side og begyndte at sige til dem, hvad der skulle ske med ham:
Markus 10,33 "Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne,
Markus 10,34 og de skal håne ham og spytte på ham, piske ham og slå ham ihjel, og tre dage efter skal han opstå."
Markus 10,35 Så kom Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, hen til Jesus og sagde til ham: "Mester, der er noget, vi vil bede dig om at gøre for os."
Markus 10,36 Han spurgte dem: "Hvad er det, I vil have, at jeg skal gøre for jer?"
Markus 10,37 De sagde til ham: "Lov os, at vi må få sæde i din herlighed, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd."

De to Herrer
Hvis Jakob og Johannes skulle have glemt det, så er pladsen ved siden af Jesus allerede optaget — af Gud!

Jesus fortæller (for tredje gang), at han skal hånes, spyttes på, piskes og slås ihjel, men den har åbenbart svært ved at sive ind på lystavlen, for Jakob og Johannes kræver at »få sæde i din herlighed«.

Ja, de kræver det faktisk. Bibelselskabets oversættelse er så fusket, at man kan misse pointen. Helt bogstaveligt siger de: "vi vil have, at du gør alt, hvad vi beder om, for os". Sådan bliver Markus 10,35 da også oversat i den frie verden: »we want you to do for us whatever we ask« (NIV), »we want you to do for us whatever we ask of you« (ESV og NASB), »we would that thou shouldest do for us whatsoever we shall desire« (King James Bibel). I 1814 stod der: »Mester, vi ville, at du skal giøre os det, vi ville bede«.

De to Tordensønner (Markus 3,17) kommanderer rundt med Jesus som om, han var deres tjener. Dermed viser de, at de intet har fattet, når Jesus har brugt de bedste år af sit liv på at fortælle dem, at vejen til Himlens rige går gennem afsavn, ved at give alt til de fattige (Markus 10,21), at blive som et barn (Markus 10,14), og at blive tjener for alle: »Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener« (Markus 9,35). Ja, Jesus har sågar gentaget fire vers forinden, at »mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første« (Markus 10,31, citeret foroven).

Markus 3,17: og Jakob, Zebedæus' søn, og Johannes, Jakobs bror, dem gav han tilnavnet Boanerges, det vil sige "Tordensønner",

Brødrene kræver at sidde på begge sider af Jesus: »den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd«. De har åbenbart glemt, at den plads allerede er optaget (Markus 12,36, Markus 14,62), og at de faktisk beordrer Jesus til at smide Gud væk fra sin plads. Jesus svarer:

Markus 12,36: David har selv sagt ved Helligånden: Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder!
Markus 14,62: Jesus svarede: "Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer."
Ars Moriendi, Jesus i Getsemane
Jesus beder englen om at tage bægeret væk, men de søvnige disciple sover.

Markus 10,38 Jesus sagde til dem: "I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg drikker, eller døbes med den dåb, jeg døbes med?"
Markus 10,39 "Ja, det kan vi," svarede de. Jesus sagde til dem: "Det bæger, jeg drikker, skal I drikke, og den dåb, jeg døbes med, skal I døbes med;
Markus 10,40 men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som det er bestemt for."

Jesus mener ikke, at de er i stand til at »drikke det bæger, jeg drikker, eller døbes med den dåb, jeg døbes med«, hvilket tydeligvis er en allegori for hans lidelse og død. Brødrene hævder, at de parat til hvad som helst for få del i herligheden. Alligevel må Jesus afvise dem: Pladsen er allerede reserveret: »sædet ved min højre og ved min venstre hånd […] gives til dem, som det er bestemt for«.

Jesus bruger fem vers mere på igen at forklare de blinde disciple, hvilken slags Messias han er. Umiddelbart derefter møder de en blind tigger, og selv en blind kan se det, disciplene ikke kan se. Den blinde tigger råber: »Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig«.

Jesus giver tiggeren præcis den samme udfordring, han lige har givet Jakob og Johannes: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« (Markus 10,51), og den blinde tigger giver det svar, de to Tordensønner burde have givet: »at jeg må kunne se!«

Til trods for de to Tordensønners store løfter, ved vi, hvordan det endte: Jakob og Johannes havde lovet at drikke »drikke det bæger, jeg drikker«, men ved Getsemane, hvor Jesus tiggede Gud om at tage bægeret fra ham: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig«, lå Jakob og Johannes og Peter og snorkede (billedet til højre).

Alle disciplene svigtede Jesus, da han blev arresteret — i modsætning til Johannes Døberens disciple, der begravede deres mester. Og hvem var det så, der fik den eftertragtede plads på højre og venstre side af Jødernes Konge?

Markus 15,26 Og indskriften med anklagen imod ham lød: "Jødernes konge".
Markus 15,27 Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.

Jesus med kors Igen forsøger Bibelselskabet at forplumre pointen ved at skrive "hånd" i Markus 10,40 og "side" i 15,27, men der står hverken "hånd" eller "side" i den græske tekst — der står kun "højre" og "venstre".

Der er sikkert dem, der ikke kan se den bidende ironi fra forfatterens side, og som tror, at Markus beskriver en historisk hændelse. Men hvor kommer de to røvere lige pludselig fra? Vi kender alle historien om, hvordan jøderne under megen råb og skrig og palaver valgte at frigive Barabbas og dødsdømme Jesus. Men de to røvere dukker bare op ved Jesus' højre og venstre side, uden at vi har hørt noget til dem før.

Det store spørgsmål er så, om disse to røvere er Tordensønnerne (Markus 3,17), eller om de er "to andre røvere". Spørgsmålet kan naturligvis ikke besvares, men det interessante er, at stort hele Det Nye Testamente undtagen Markus viser, at Jakob og Johannes overlevede påsken. I Matthæus 28,16 møder Jesus »de elleve disciple« (Judas er jo død), og tilsvarende er der også elleve disciple i Lukas 24,9 og 24,33. I Johannes 21,2 møder Jesus »Zebedæussønnerne«. I Apostlenes Gerninger 1,13 er Johannes og Jakob med på listen over de 11 disciple. Paulus møder en Jakob i Galaterne 1,19 og Johannes og en Jakob i Galaterne 2,9.

Men hvad med Markusevangeliet, det ældste evangelium? Jesus møder de elleve i Markus 16,14, men de sidste 12 vers er et nyere falsum. Der er intet i den ægte del af evangeliet, der indikerer, hvor mange af disciplene der overlevede. Omvendt havde Jesus jo lovet Jakob og Johannes, at »Det bæger, jeg drikker, skal I drikke, og den dåb, jeg døbes med, skal I døbes med«. Hvis ikke de blev korsfæstet sammen med Jesus, giver denne profeti ingen mening.

Johannes 21,2: Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen.
Matthæus 28,16: Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne.
Lukas 24,9: Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre.
Lukas 24,33: Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet,
Apostlenes Gerninger 1,13: Da de var kommet ind i byen, gik de op i salen ovenpå, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus' søn, og zeloten Simon og Judas, Jakobs søn.
Galaterne 1,19: men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror.
Galaterne 2,9: og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.
Markus 16,14: Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse.

Simon Peter

Vig bort, Satan
Peter var advaret: "Vig bag mig, Satan! […] "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv" (Matthæus 16,23-24)
"Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene" (Matthæus 10,33).

Som den fremmeste af de tolv apostle får Peter særbehandling af Markus. Ja, man fristes sommetider til at tro, at evangeliet udelukkende er skrevet for at håne Peter.

Tag lignelsen om sædemanden:

Markus 4,3 "Hør her! En sædemand gik ud for at så.
[.. .. ..] [...]
Markus 4,5 Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord;
Markus 4,6 og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.

Peter betyder som bekendt klippe og det græske ord for klippegrund i ovenstående vers er "petrôdes" — det vil sige Peter-agtig. Jesus bliver som sædvanlig nødt til at skære sin lignelse ud i pap for de døve og blinde disciple og forklare, hvorfor Guds ord er spildt på de Peter-agtige:

Markus 4,16 De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det;
Markus 4,17 men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.

galimatias De Peter-agtige tager straks imod ordet med glæde, når de har hørt det. Her er muligvis et ekstra hib til Simon Peter, for det jødiske navn Simon betyder "hørende": »Herren har hørt, […] Derfor gav hun ham navnet Simeon« (1 Mosebog 29,33). Desværre falder de Peter-agtige fra i samme øjeblik, »der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet«. Allerede her lægger forfatteren op til Peters fornægtelse.

1 Mosebog 29,33: Hun blev igen gravid og fødte en søn; hun sagde: "Herren har hørt, at jeg er tilsidesat, og har givet mig også denne søn." Derfor gav hun ham navnet Simeon.

Der er et lignende ordspil med Peter og sten, når Jesus tre gange taler om "hjertets forhærdelse". Denne forhærdelse af hjertet har intet at gøre med mættede fedtsyrer og forkalkede kranspulsårer. De græske ord er "pôrôsis" og "poroo", der kommer af en sten-art ved navn "poros". Markus skriver tre gange om "hjertets forhærdelse", men når Lukas og Matthæus kopierer Markus, bliver disse stenfyldte replikker censureret bort.

Vi har allerede set, hvordan Jesus kalder Peter for Satan:galimatias

Markus 8,32 Og dette sagde han ligeud. Da tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham.
Markus 8,33 Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: "Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil."
galimatias Markus 8,34 Så kaldte han skaren til sig sammen med sine disciple og sagde til dem: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.
Markus 8,35 For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det.
[.. .. ..] [...]
Markus 8,38 For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle."

galimatias Kort forinden har Jesus ført en døv (Markus 7,33) og en blind (Markus 8,23) afsides for at helbrede dem. I en grotesk drejning af historien er det nu den blinde og døve Peter, der tager Jesus afsides og irettesætter sin egen mester.

Jesus kalder Peter for Satan (se evt. hvordan Matthæus får reddet Peter ud af den knibe), og derefter forklarer Jesus: For at være en god discipel skal man »fornægte sig selv og tage sit kors op« og være parat til at give sit liv.

Markus 7,33: Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge;
Markus 8,23: Han tog den blinde ved hånden og førte ham uden for landsbyen, og han spyttede på hans øjne, lagde hænderne på ham og spurgte: "Kan du se noget?"

Men Peter fornægtede aldrig sig selv, og han gav aldrig sit liv. Han svor ganske vist endnu højere og endnu helligere end de andre disciple: »Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke. […] Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig« (14,29-31). Det græske ord, Peter bruger for "at svigte", er præcis det samme ord som "falde fra" i lignelsen om sædemanden og de Peter-agtige (tjek evt. konkordans). Peter svigter / falder fra og nøjes med at følge efter den arresterede Jesus på sikker afstand. Ude i gården endte han med at fornægte Jesus tre gange — en simpel tjenerinde fik den største apostel til at fornægte Jesus. Den apostel, der kaldtes "klippen", brød sammen: »Og han brast i gråd«. Den apostel, der svor allermest at være trofast, endte som, den der svigtede mest.

Macho mand
Markus 8,34: Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.

Der ligger en udspekuleret ironi i, at mens Peter fornægter Jesus, kommer han samtidigt til at fornægte sig selv: Nej, han er ikke med Jesus; nej, han er ikke en apostel ("en af dem"); og nej, han er ikke en galilæer.

galimatias Jesus havde sagt, at en apostel skulle »tage sit kors op og følge mig«, men Simon Peter tog aldrig noget kors op. Da Jesus startede sin vandring mod Golgata, var det en anden Simon, der kom til at bære korset:

Markus 15,21 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

galimatias Hvem var Simon af Kyrene? Og hvem var Alexander og Rufus? Ikke nogen — de er lige så frit opfundne som alle andre figurer og steder i historien. Pointen er, at Kyrene var en græsk koloni, og at denne Simon havde givet sine sønner gode græske og romerske navne, Alexander og Rufus. Den jødiske Simon Peter mistede chancen, og frelsen tilhører den helleniserede Simon. Markus er den eneste evangelist, der fortæller, hvad Simon fra Kyrene's sønner hed.

Efter opstandelsen er Peter ikke en gang discipel længere:

Markus 16,7 Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det."

Sig »til hans disciple og til Peter«. Det svarer lidt til at sige: "Hej venner. Davs Peter". Jesus havde jo advaret Peter: »den, der skammer sig ved mig og mine ord […] skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed«.

Det er nok derfor, Satan Peter (eller "Sankt" Peter, som han kalder sig i dag), stadig står udenfor Perleporten.

Retssagen og Korsfæstelsen

Jesus og Isak
Biblia Pauperum, Jesus bærer sit kors hjulpet af Simon af Kyrene.

Vi har set, hvordan Jesus har spået, at Peter vil fornægte ham, og hvordan han tre gange han spået, at de vil »håne ham og spytte på ham, piske ham og slå ham ihjel«

Til sidst bliver han taget til fange, og samtidigt med at Peter står ude i gården og fornægter Jesus, farer vagtfolkene løs på Jesus — og håner ham, spytter på ham og slår ham, mens de råber »Profetér så!«.

Markus 14,65 Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham: "Profetér så!" Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke.

Josephus og Kejser Titus
En generation efter Jesus' korsfæstelse blev Jerusalem brændt ned.

Dermed opfylder de selv den profeti, de beder om.

Ved retssagen, der er en parodi på jødisk og romersk ret, er der problemer, fordi »deres vidneudsagn stemte ikke overens«. Her er der — utilsigtet — ironi, idet de fire evangelier giver højst modstridende beskrivelser. Deres vidneudsagn stemmer ikke overens.

Det fremgår aldrig helt, hvad Jesus anklages for. Hvis anklagen er blasfemi, er det ironisk, eftersom læseren ved, at han er Guds søn, og at det derfor er de onde jøder, der er blasfemikere. Hvis anklagen er oprør, er det også ironisk, fordi dem, der anklager ham, selv er med til at frigive oprøreren Barabbas.

Soldaternes behandling er et kapitel for sig. Lad os starte med at konstatere, at når soldaterne giver Jesus en purpurkåbe på, er vi ovre i fantasiens verden (hvis nogen havde været i tvivl). Purpur var reserveret for konger og kejsere, så den eneste i Jerusalem, der har haft en smule purpur, har været Pontius Pilatus. Pilatus var "equites romani" (ridder) og havde ret til at pynte sin toga med en tynd stribe af purpur, mens hans overordnende, guvernøren af Syrien, som konsulær senator havde ret til en bred stribe purpur. Hvis soldaterne ville skaffe en purpurkåbe, ville de derfor være nødt til sende bud til kejseren i Rom for at låne hans. Og ville kejseren bryde sig om, at de spyttede på hans dyre kappe? (Markus 15,19)

På samme måde: Hvorfor skal hele vagten (d.v.s. ca. 200 mand) vækkes p.g.a. af enkelt fange? Hvorfor håner og piner de Jesus, når Pilatus ikke mener, han har gjort noget: »Hvad ondt har han da gjort?«. Hvorhenne finder de tornebuske til en tornekrans inde i paladset? Og er det nogensinde sket, at dødsdømte forbrydere er blevet tilbudt vin krydret med kostbart myrra.(6)

tre æsler
Hvor mange æsler red Jesus på?

Vandringen til Golgata kan snarere læses som en parodi på en romersk kejsers triumftog med hentydninger, som Markus' romerske læsere har kunnet goutere: Prætorianergarden (Markus 15,16 siger "praitôrion") vækker alle mand, der giver Jesus en kejserlig purpurkåbe på og en tornekrone. Prætorianergarden hilser deres nye konge »Hil dig, jødekonge«, og de »lagde sig på knæ og tilbad ham«. Derefter fører garden Jesus gennem byen og fremme ved målet bliver han tilbudt kostbar vin, som han afviser (Markus 15,23). På dette tidspunkt i triumftoget ville den romerske kejser også afvise vinen — og istedet hælde den over alteret.

Markus 15,23: De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke.

Navnet på ankomststedet er afslørende. Ifølge Markus hedder det »Golgata - det betyder Hovedskalsted«. Bemærk, at "hovedskal" står i ental. De romerske triumftog endte altid ved Capitol. Som Markus' romerske læsere var klar over, havde Capitol sit navn, fordi man ifølge et sagn fandt et menneskeligt hoved (latin: "caput"), da man grundlagde Jupiters tempel. Dette hoved blev taget som tegn på, at denne høj i Rom skulle være hoved for hele verden.

Både Jesus' og kejserens triumftog ender altså ved en høj, hvis navn betyder hoved. Grunden til, at ingen aner, hvor Golgata skulle have ligget henne, er, at det aldrig har eksisteret — udover som en parodi på Capitol i Rom.

Jesus bliver korsfæstet, og over hovedet får han et skilt med "Jødernes konge". Igen er det ironisk ment, og igen fungerer ironien på to planer, fordi læseren ved, at betegnelsen er sand. Mens han hænger på korset, bliver han spottet af ypperstepræsterne, de skriftkloge og alle forbipasserende, der kalder ham »Kristus, Israels konge«, og igen taler de sandt uden at vide det. De spotter ham: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse«, og igen er det, de tror er ironi, den tragiske sandhed: Hvis Jesus vitterligt frelste sig selv, ville han netop ikke kunne frelse de andre.

Den dramatiske ironi bliver til tragisk ironi, når spotterne hånende udfordrer Jesus: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«. Markus' læsere ved, at templet i Jerusalem senere blev revet ned af romerne en generation senere.

Jesus' Død og Officerens Bekendelse

Tintin i Soltemplet
Sørg altid for, at der er solformørkelse, når du skal henrettes.
Og det må IKKE være påske.

Til sidst dør Jesus, og den romerske officer kalder ham for Guds søn.

Markus 15,37 Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.
Markus 15,38 Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst.
Markus 15,39 Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: "Sandelig, den mand var Guds søn."

Denne scene er en gentagelse af Jesus' dåb: Dengang var det himlen, der flængedes, nu er det forhænget ind til det allerhelligste i templet (Markus bruger kun ordet "flænge" disse to steder) — dengang trængte ånden ind i ham; nu ud-ånder han — dengang var det Gud, der sagde »Du er min elskede søn«, nu er det officeren, der bekræfter: »Sandelig, den mand var Guds søn«.

Officeren overtager Guds replik. Men skal det også forstås ironisk? Lad os se på, hvordan Lukas og Matthæus reagerer, når de kopierer Markus' historie. Først Matthæus:

Matthæus 27,54 Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: "Sandelig, han var Guds søn."

Matthæus, der er den mest fantasifulde evangelist, har tilføjet et par ekstra mirakler: et verdensomspændende jordskælv og en hær af zombier, der venter uden for byen i tre dage. Og ifølge Matthæus var det dette jordskælv (som han lige har opfundet), der gjorde officeren sammen med alle hans mænd rædselsslagne og overbeviste dem.

Romersk svamp
Romerne brugte en svamp for enden af en stav som toiletpapir.

Lukas er ikke så meget for de overdrevne mirakler, men han har en anden løsning:

Lukas 23,47 Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: "Den mand var virkelig retfærdig."

Officeren priser Gud. Lukas har skrevet teksten om, så læseren kan forstå, at officeren mener sine ord ærligt.

Lad os se på Markus i en af de gamle Bibler:

Markus 15,39 Men Høvedsmanden, som stod hos, tvært over for ham, og saae, at han udgav Aanden med saadant Raab, sagde: sandelig var dette Menneske Guds Søn.
(Oversættelsen fra 1897)

Tintin i Soltemplet
På dette kristne billede holder romeren i den forkerte ende af svampestangen. Jeg aner ikke, hvorfor. Spørg din lokale præst.

De gamle Bibler var fyldt med forfalskninger (se 6.000 eksempler), og en af dem var at ændre Markus' tekst, således at det var selve Jesus' råb, der overbeviste officeren.

Af ovenstående kan vi lære, at Matthæus, Lukas og de tidlige kristne har fundet det nødvendigt at ændre i Markus' tekst. De har alle følt, at der er noget rivende galt. Den romerske officer overtager den rolle og den replik, som Gud havde ved dåben, men almindelig logik fortæller os, at Guds replik er ment ironisk i officerens mund.

Det er faktisk svært at se, hvorfor officeren skulle være oprigtig: Hans soldater har kastet lod om Jesus' tøj, uden at han greb ind. Alle andre tilskuere ved korset har hånet Jesus: ypperstepræsterne, de skriftkloge og alle forbipasserende. Selv de to andre korsfæstede (på den højre og venstre hånd, forstås) har fundet overskud til at håne Jesus. Ikke engang et astronomisk mirakel: en tre timers verdensomspændende solformørkelse ved fuldmåne, kunne stoppe folk fra at håne Jesus' dødsklage: »Hør, han kalder på Elias«.

Romersk toilet
Romersk toilet. Man sad side ved side og stak svampe-pinden ind foran. Derved behøvede ingen at se, hvad der skete under naboens toga.

Til sidst udsætter de Jesus for den ultimative ydmygelse: Man »tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke« (Markus 15,36). Det har — helt bogstaveligt — været børnelærdom for Markus' romerske læsere, hvad dette betød. Romerne brugte en svamp for enden af en stang til at tørre sig efter toiletbesøg. Nogle bragte deres egen svamp, mens andre brugte en offentlig svamp, der lå i eddike af hygiejnemæssige årsager (se billeder til højre).

Til sidst bliver forhænget inde i templet flænget, men det kan officeren jo ikke vide fra Golgata (afhængig af, hvor Golgata skal forestille at ligge). Det er heller ikke det, Markus skriver. Der står ikke "da, han så forhænget i templet flængedes i to dele"; der står: »Da officeren […] så, at han udåndede sådan«. Udåndede sådan! Hvordan sådan?

Det officeren har set er, at Jesus har opgivet alt håb: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« (15,34); at Elias ikke kom og hjalp ham (Markus 15,35-36); og at Jesus drak eddike fra en offentlig toiletsvamp (Markus 15,36). Det eneste usædvanlige ved Jesus' død, i forhold til de mange hundreder andre korsfæstelser officeren har set, var, at Jesus døde så hurtigt (Markus 15,44). Man kan derfor let forestille sig, at den hærdede officer ser Jesus' ynkelige død og vrænger: "Guds søn? Ih ja! Den mand var sandelig Guds søn".

Efter anholdelsen er Jesus blevet hånet for at være profet (Markus 14,65), for at være Jødernes Konge (Markus 15,18), for at være frelser (Markus 15,30-31), for at være Kristus, (Markus 15,32) — og nu her til allersidst: for at være Guds søn.

Markus 14,65: Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham: "Profetér så!" Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke.
Markus 15,18: Og de gav sig til at hilse ham: "Hil dig, jødekonge!"
Markus 15,30: frels dig selv og stig ned fra korset!"
Markus 15,31: Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.
Markus 15,32: Kristus, Israels konge - lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!" Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.
Markus 15,44: Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død, og tilkaldte officeren og spurgte ham, om Jesus havde været død længe.

Men faktisk er det ligegyldigt, hvad officeren mener "i virkeligheden": Vi kommer ikke uden om ironien: Hvis han er ærlig, har vi en fortsættelse af temaet med, at alle andre end jøderne kan se, at Jesus er Guds søn. Hvis han er hånlig, har vi igen den dramatiske ironi, hvor dem, der spotter Jesus, taler sandt uden at vide det.

Den Sidste Ironi

Den historiske Jesus
Evangelium betyder "det glade budskab".
Vejen til helvede
Skæbnens ironi.

Som nævnt flere gange kræver dramatisk ironi, at både forfatteren og læseren ved noget, som personerne i handlingen ikke ved. Hele historien igennem har læseren kunnet grine af de blinde jøders dumhed og gyse over deres skæbne.

Nu nærmer slutningen sig, og læseren ved udmærket, hvordan historien skal ende: Jesus skal genopstå efter tre dage, det har han jo sagt tre gange (citeret på nærværende side). Selv de onde jøder havde fattet det, selvom de havde fået det galt i halsen (Markus 14,58; 15,29).

Efter opstandelsen vil han møde sine disciple i Galilæa: »efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa« (14,28), og der vil de se intet mindre end Dommedag: Menneskesønnen vil »komme i skyerne med megen magt og herlighed« (13,26; 14,62), »i sin faders herlighed sammen med de hellige engle« (8,38).

Så vil det være hævnens time: Jesus vil smide de onde vinbønder, der dræbte sønnen, ud af sin fars vingård (12,1-12), og i det hele tage vil han udøse fra kataloget i kapitel 13 med alle mulige rædsler: Trængselstider, Ødelæggelsens Vederstyggelighed, engle, solen, der formørkes, kræfterne i himlen, der rystes, stjerner, der falder ned fra himlen, o.s.v., o.s.v.

I sidste kapitel skrider handlingen frem som forventet af læseren: Graven er tom søndag morgen (16,1-4), en ung mand i hvide klæder bekræfter, at Jesus er genopstået (16,5-6), og at han er gået i forvejen til Galilæa præcis som lovet: »som han har sagt jer det« (16,7).

Men i sidste vers snyder Markus læseren: Historien slutter brat og uventet, fordi kvinderne er for bange til at give beskeden videre til apostlene.

Hvordan kan "det glade budskab" slutte med: »Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange«?

Den Største Ironi

Joker og Harley Quinn Markusevangeliet er en historie om fortabelse: Guds søn forsøger at advare jøderne (hele kapitel 13 er en advarsel om Jerusalems ødelæggelse), men jøderne er for blinde til at finde frelsen, og de mest blinde af dem alle er Jesus' egne disciple. De eneste, der kender Jesus for, hvad han er, er dæmonerne, en blind mand, en hedensk kvinde og (muligvis) en romersk officer.

I år 70 brændte romerne Jerusalem ned, og templet ligger i ruiner den dag i dag. Den jødiske offerkult forsvandt for evigt, Gud blev hjemløs, og Jerusalems indbyggere blev enten dræbt eller solgt som slaver. Halvdelen af Guds 613 påbud og forbud i Det Gamle Testamente var lige til at rive ud af Bibelen og smide væk. Midt i al den ødelæggelse kunne de overlevende jøder læse, hvordan en "utro og syndig slægt" for præcis en generation siden havde solgt deres retfærdige og uskyldige frelser for sølvpenge (ja, Amos og Markus bruger samme ord for penge/sølvmønter på græsk).

Amos 2,4 Dette siger Herren: På grund af Judas tre forbrydelser, ja fire, opgiver jeg ikke min beslutning. De forkastede Herrens lov og holdt ikke hans bud; de løgneguder, som deres fædre fulgte, førte dem vild.
Amos 2,5 Derfor sender jeg ild mod Juda, den fortærer Jerusalems borge.
Amos 2,6 Dette siger Herren: På grund af Israels tre forbrydelser, ja fire, opgiver jeg ikke min beslutning. De solgte den uskyldige for penge og den fattige for et par sandaler.

Overbelastning Det ironiske er, at denne sørgelige historie om et forblindet folks undergang starter med ordene: »Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus«. Ordet evangelium betyder det glade budskab. Ikke bare er historien sørgelig, men der er slet ikke noget budskab — evangeliet slutter med ordene: »de sagde ikke noget til nogen, for de var bange«.

Endnu mere ironisk er det, at denne ætsende sorte fortælling om dumhed, blindhed, ondskab og undergang er blevet skrevet om af Matthæus og Lukas til en historie om frelse, og at historien dermed danner grundlaget for en religion med over en milliard medlemmer. Samtidig er de dumme og døve disciple, der svigtede og fornægtede Jesus, blevet til helte, der lægger navn til adskillige bøger i Det Nye Testamente.

Ved skæbnens ironi er Markus' sorte tragikomedie blevet til en verdensomspændende frelsereligion.

Yderligere informationer


Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6)

Markus 1,1 . . .: Her skal det siges, at ordene "Guds søn" i Markus 1,1 måske er et falskneri (ligesom de 6.000 andre eksempler). Westcott & Hort udelader ordene, mens Nestle-Aland sætter dem i klammer.

Men selvom disse ord skulle have manglet i originalen, bliver læseren orienteret ved Jesus' dåb, når Gud siger »Du er min elskede søn« (Markus 1,11).

Midtvejs i historien gentager Gud for de mest tungnemme læsere: »Det er min elskede søn. Hør ham!« (Markus 9,7).

ånden . . .: Markus fortæller ganske vist aldrig læseren, hvad slags ånd det er, der besætter Jesus ved dåben, men der er næppe nogen læser, der kan være i tvivl.

Fra Robert M. Fowler, Let the reader understand: reader-response criticism and the Gospel of Mark, side 16:

»[…] Mark is portraying for us a person being invaded and possessed by a spirit. In Mark, Jesus becomes spirit-possessed. See, for example, Mark 1:12, where the spirit within Jesus throws him out (ekballô) into the desert. Jesus has not so much acquired a spirit; rather, a spirit has acquired Jesus. In the baptism scene Mark is laying the basis for a debate that will arise later in the Gospel. Whether Jesus is spirit-possessed is not a question in Mark, but rather whether the spirit in him is good or evil, from God or Satan (Mark 3:20-35). The storyteller nowhere clarifies explicitly the nature of Jesus' spirit possession but provides ample clues for the reader to figure out the puzzle«.

I gamle Bibler var teksten forfalsket, således at Jesus også blev kaldt Herre i Markus 9,24: »jeg troer, Herre! hjælp min Vantro«.

Se evt. de 6.000 forfalskninger.

John Gill (1697 - 1771). Engelsk baptist. Forfatter af John Gills Exposition of the Entire Bible.
Theophylact . . .: (1055-1107) græsk ærkebiskop af Ohrid og Bibel-kommentator.

That by His second prayer He might shew Himself to be very man. It goes on: "And when He returned, He found them asleep again;" He however did not rebuke them severely. "For their eyes were heavy, (that is, with sleep,) neither wist they what to answers Him." By this learn the weakness of men, and let us not, whom even sleep can overcome, promise things which are impossible to us. Therefore He goes away the third time to pray the prayer mentioned above.

Wherefore it goes on: "And He cometh the third time, and saith unto them, Sleep on now, and take your rest." He is not vehement against them, though after His rebuke they had done worse, but He tells them ironically, "Sleep on now, and take your rest," because He knew that the betrayer was now close at hand. And that He spoke ironically is evident, by what is added; "It is enough, the hour is come; behold, the Son of Man is betrayed into the hands of sinners." He speaks this, as deriding their sleep, as if He had said; Now indeed is a time for sleep, when the traitor is approaching.

For at gøre det helt klart: Vin med myrra var fint og dyrt. Plinius d.Æ. (23-79) skriver i sit 37-binds naturhistoriske encyklopædi:

XV. The finest wines in early days were those spiced with scent of myrrh, as appears in the plays of Plautus, although in the one entitled The Persian he recommends the addition of sweet-reed also. Consequently some think that in old times people were extremely fond of scented wine; but Fabius Dossennus decides the point in these verses:

I sent them a fine wine, one spiced with myrrh,

and in his Acharistio :

Bread and pearl-barley and wine spiced with myrrh.

(Kilde: Plinus)

Tilsvarende Martial (ca. 40 - ca. 104) Epigram 14,113: If you drink your wine warm, a Myrrhine cup is best for hot Falernian; and the flavour of the wine is improved by it.


Op til sektion om Markus