Ironi i Markusevangeliet: Officerens bekendelse

Tintin i Soltemplet
Sørg altid for, at der er solformørkelse, når du skal henrettes.
Og det må IKKE være påske.

Til sidst dør Jesus, og den romerske officer kalder ham for Guds søn.

Markus 15,37 Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.
Markus 15,38 Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst.
Markus 15,39 Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: "Sandelig, den mand var Guds søn."

Denne scene er en gentagelse af Jesus' dåb: Dengang var det himlen, der flængedes, nu er det forhænget ind til det allerhelligste i templet (Markus bruger kun ordet "flænge" disse to steder) — dengang trængte ånden ind i ham; nu ud-ånder han — dengang var det Gud, der sagde »Du er min elskede søn«, nu er det officeren, der bekræfter: »Sandelig, den mand var Guds søn«.

Officeren overtager Guds replik. Men skal det også forstås ironisk? Lad os se på, hvordan Lukas og Matthæus reagerer, når de kopierer Markus' historie. Først Matthæus:

Matthæus 27,54 Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: "Sandelig, han var Guds søn."

Matthæus, der er den mest fantasifulde evangelist, har tilføjet et par ekstra mirakler: et verdensomspændende jordskælv og en hær af zombier, der venter uden for byen i tre dage. Og ifølge Matthæus var det dette jordskælv (som han lige har opfundet), der gjorde officeren sammen med alle hans mænd rædselsslagne og overbeviste dem.

Romersk svamp
Romerne brugte en svamp for enden af en stav som toiletpapir.

Lukas er ikke så meget for de overdrevne mirakler, men han har en anden løsning:

Lukas 23,47 Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: "Den mand var virkelig retfærdig."

Officeren priser Gud. Lukas har skrevet teksten om, så læseren kan forstå, at officeren mener sine ord ærligt.

Lad os se på Markus i en af de gamle Bibler:

Markus 15,39 Men Høvedsmanden, som stod hos, tvært over for ham, og saae, at han udgav Aanden med saadant Raab, sagde: sandelig var dette Menneske Guds Søn.
(Oversættelsen fra 1897)

Tintin i Soltemplet
På dette kristne billede holder romeren i den forkerte ende af svampestangen. Jeg aner ikke, hvorfor. Spørg din lokale præst.

De gamle Bibler var fyldt med forfalskninger (se 6.000 eksempler), og en af dem var at ændre Markus' tekst, således at det var selve Jesus' råb, der overbeviste officeren.

Af ovenstående kan vi lære, at Matthæus, Lukas og de tidlige kristne har fundet det nødvendigt at ændre i Markus' tekst. De har alle følt, at der er noget rivende galt. Den romerske officer overtager den rolle og den replik, som Gud havde ved dåben, men almindelig logik fortæller os, at Guds replik er ment ironisk i officerens mund.

Det er faktisk svært at se, hvorfor officeren skulle være oprigtig: Hans soldater har kastet lod om Jesus' tøj, uden at han greb ind. Alle andre tilskuere ved korset har hånet Jesus: ypperstepræsterne, de skriftkloge og alle forbipasserende. Selv de to andre korsfæstede (på den højre og venstre hånd, forstås) har fundet overskud til at håne Jesus. Ikke engang et astronomisk mirakel: en tre timers verdensomspændende solformørkelse ved fuldmåne, kunne stoppe folk fra at håne Jesus' dødsklage: »Hør, han kalder på Elias«.

Romersk toilet
Romersk toilet. Man sad side ved side og stak svampe-pinden ind foran. Derved behøvede ingen at se, hvad der skete under naboens toga.

Til sidst udsætter de Jesus for den ultimative ydmygelse: Man »tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke« (Markus 15,36). Det har — helt bogstaveligt — været børnelærdom for Markus' romerske læsere, hvad dette betød. Romerne brugte en svamp for enden af en stang til at tørre sig efter toiletbesøg. Nogle bragte deres egen svamp, mens andre brugte en offentlig svamp, der lå i eddike af hygiejnemæssige årsager (se billeder til højre).

Til sidst bliver forhænget inde i templet flænget, men det kan officeren jo ikke vide fra Golgata (afhængig af, hvor Golgata skal forestille at ligge). Det er heller ikke det, Markus skriver. Der står ikke "da, han så forhænget i templet flængedes i to dele"; der står: »Da officeren […] så, at han udåndede sådan«. Udåndede sådan! Hvordan sådan?

Det officeren har set er, at Jesus har opgivet alt håb: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« (15,34); at Elias ikke kom og hjalp ham (Markus 15,35-36); og at Jesus drak eddike fra en offentlig toiletsvamp (Markus 15,36). Det eneste usædvanlige ved Jesus' død, i forhold til de mange hundreder andre korsfæstelser officeren har set, var, at Jesus døde så hurtigt (Markus 15,44). Man kan derfor let forestille sig, at den hærdede officer ser Jesus' ynkelige død og vrænger: "Guds søn? Ih ja! Den mand var sandelig Guds søn".

Efter anholdelsen er Jesus blevet hånet for at være profet (Markus 14,65), for at være Jødernes Konge (Markus 15,18), for at være frelser (Markus 15,30-31), for at være Kristus (Markus 15,32) — og nu her til allersidst: for at være Guds søn.

Markus 14,65: Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham: "Profetér så!" Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke.
Markus 15,18: Og de gav sig til at hilse ham: "Hil dig, jødekonge!"
Markus 15,30: frels dig selv og stig ned fra korset!"
Markus 15,31: Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.
Markus 15,32: Kristus, Israels konge - lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!" Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.
Markus 15,44: Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død, og tilkaldte officeren og spurgte ham, om Jesus havde været død længe.

Men faktisk er det ligegyldigt, hvad officeren mener "i virkeligheden": Vi kommer ikke uden om ironien: Hvis han er ærlig, har vi en fortsættelse af temaet med, at alle andre end jøderne kan se, at Jesus er Guds søn. Hvis han er hånlig, har vi igen den dramatiske ironi, hvor dem, der spotter Jesus, taler sandt uden at vide det.

 
Guds hånd

Denne artikel er en del af serien om ironi i Markusevangeliet.

Det forrige afsnit handlede om retssagen og korsfæstelsen.

Det næste (og sidste) afsnit handler om den største ironi.

I denne sektion om ironi i Markusevangeliet

Yderligere informationer


Venstre Højre Op til Markus' brug af ironi