Ironi i Markusevangeliet: Jakob og Johannes

Engle Vi allerede set to af de tre gange, hvordan Jesus forklarer sine blinde og døve apostle, hvad slags kristus han er. Her kommer forklaringen tredje gang for Prins Knud:

Markus 10,31 Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første."
Markus 10,32 De var på vej op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem. De var rystede, og de, der fulgte efter, var bange. Så tog han igen de tolv til side og begyndte at sige til dem, hvad der skulle ske med ham:
Markus 10,33 "Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne,
Markus 10,34 og de skal håne ham og spytte på ham, piske ham og slå ham ihjel, og tre dage efter skal han opstå."
Markus 10,35 Så kom Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, hen til Jesus og sagde til ham: "Mester, der er noget, vi vil bede dig om at gøre for os."
Markus 10,36 Han spurgte dem: "Hvad er det, I vil have, at jeg skal gøre for jer?"
Markus 10,37 De sagde til ham: "Lov os, at vi må få sæde i din herlighed, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd."

De to Herrer
Hvis Jakob og Johannes skulle have glemt det, så er pladsen ved siden af Jesus allerede optaget — af Gud!

Jesus fortæller (for tredje gang), at han skal hånes, spyttes på, piskes og slås ihjel, men den har åbenbart svært ved at sive ind på lystavlen, for Jakob og Johannes kræver at »få sæde i din herlighed«.

Ja, de kræver det faktisk. Bibelselskabets oversættelse er så fusket, at man kan misse pointen. Helt bogstaveligt siger de: "vi vil have, at du gør alt, hvad vi beder om, for os". Sådan bliver Markus 10,35 da også oversat i den frie verden: »we want you to do for us whatever we ask« (NIV), »we want you to do for us whatever we ask of you« (ESV og NASB), »we would that thou shouldest do for us whatsoever we shall desire« (King James Bibel). I 1814 stod der: »Mester, vi ville, at du skal giøre os det, vi ville bede«.

De to Tordensønner (Markus 3,17) kommanderer rundt med Jesus som om, han var deres tjener. Dermed viser de, at de intet har fattet, når Jesus har brugt de bedste år af sit liv på at fortælle dem, at vejen til Himlens rige går gennem afsavn, ved at give alt til de fattige (Markus 10,21), at blive som et barn (Markus 10,14), og at blive tjener for alle: »Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener« (Markus 9,35). Ja, Jesus har sågar gentaget fire vers forinden, at »mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første« (Markus 10,31, citeret foroven).

Markus 3,17: og Jakob, Zebedæus' søn, og Johannes, Jakobs bror, dem gav han tilnavnet Boanerges, det vil sige "Tordensønner",

Brødrene kræver at sidde på begge sider af Jesus: »den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd«. De har åbenbart glemt, at den plads allerede er optaget (Markus 12,36, Markus 14,62), og at de faktisk beordrer Jesus til at smide Gud væk fra sin plads. Jesus svarer:

Markus 12,36: David har selv sagt ved Helligånden: Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder!
Markus 14,62: Jesus svarede: "Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer."
Ars Moriendi, Jesus i Getsemane
Jesus beder englen om at tage bægeret væk, men de søvnige disciple sover.

Markus 10,38 Jesus sagde til dem: "I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg drikker, eller døbes med den dåb, jeg døbes med?"
Markus 10,39 "Ja, det kan vi," svarede de. Jesus sagde til dem: "Det bæger, jeg drikker, skal I drikke, og den dåb, jeg døbes med, skal I døbes med;
Markus 10,40 men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som det er bestemt for."

Jesus mener ikke, at de er i stand til at »drikke det bæger, jeg drikker, eller døbes med den dåb, jeg døbes med«, hvilket tydeligvis er en allegori for hans lidelse og død. Brødrene hævder, at de parat til hvad som helst for få del i herligheden. Alligevel må Jesus afvise dem: Pladsen er allerede reserveret: »sædet ved min højre og ved min venstre hånd […] gives til dem, som det er bestemt for«.

Jesus bruger fem vers mere på igen at forklare de blinde disciple, hvilken slags Messias han er. Umiddelbart derefter møder de en blind tigger, og selv en blind kan se det, disciplene ikke kan se. Den blinde tigger råber: »Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig«.

Jesus giver tiggeren præcis den samme udfordring, han lige har givet Jakob og Johannes: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« (Markus 10,51), og den blinde tigger giver det svar, de to Tordensønner burde have givet: »at jeg må kunne se!«

Til trods for de to Tordensønners store løfter, ved vi, hvordan det endte: Jakob og Johannes havde lovet at »drikke det bæger, jeg drikker«, men ved Getsemane, hvor Jesus tiggede Gud om at tage bægeret fra ham: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig«, lå Jakob og Johannes og Peter og snorkede (billedet til højre).

Alle disciplene svigtede Jesus, da han blev arresteret — i modsætning til Johannes Døberens disciple, der begravede deres mester. Og hvem var det så, der fik den eftertragtede plads på højre og venstre side af Jødernes Konge?

Markus 15,26 Og indskriften med anklagen imod ham lød: "Jødernes konge".
Markus 15,27 Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.

Jesus med kors Igen forsøger Bibelselskabet at forplumre pointen ved at skrive "hånd" i Markus 10,40 og "side" i 15,27, men der står hverken "hånd" eller "side" i den græske tekst — der står kun "højre" og "venstre".

Der er sikkert dem, der ikke kan se den bidende ironi fra forfatterens side, og som tror, at Markus beskriver en historisk hændelse. Men hvor kommer de to røvere lige pludselig fra? Vi kender alle historien om, hvordan jøderne under megen råb og skrig og palaver valgte at frigive Barabbas og dødsdømme Jesus. Men de to røvere dukker bare op ved Jesus' højre og venstre side, uden at vi har hørt noget til dem før.

Det store spørgsmål er så, om disse to røvere er Tordensønnerne (Markus 3,17), eller om de er "to andre røvere". Spørgsmålet kan naturligvis ikke besvares, men det interessante er, at stort set hele Det Nye Testamente undtagen Markus viser, at Jakob og Johannes overlevede påsken. I Matthæus 28,16 møder Jesus »de elleve disciple« (Judas er jo død), og tilsvarende er der også elleve disciple i Lukas 24,9 og 24,33. I Johannes 21,2 møder Jesus »Zebedæussønnerne«. I Apostlenes Gerninger 1,13 er Johannes og Jakob med på listen over de 11 disciple. Paulus møder en Jakob i Galaterne 1,19 og Johannes og en Jakob i Galaterne 2,9.

Men hvad med Markusevangeliet, det ældste evangelium? Jesus møder de elleve i Markus 16,14, men de sidste 12 vers er et nyere falsum. Der er intet i den ægte del af evangeliet, der indikerer, hvor mange af disciplene der overlevede. Omvendt havde Jesus jo lovet Jakob og Johannes, at »Det bæger, jeg drikker, skal I drikke, og den dåb, jeg døbes med, skal I døbes med«. Hvis ikke de blev korsfæstet sammen med Jesus, giver denne profeti ingen mening.

 
Guds hånd

Denne artikel er en del af serien om ironi i Markusevangeliet.

Det forrige afsnit handlede om de blinde apostle.

Det næste afsnit handler om Peter.

Johannes 21,2: Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen.
Matthæus 28,16: Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne.
Lukas 24,9: Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre.
Lukas 24,33: Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet,
Apostlenes Gerninger 1,13: Da de var kommet ind i byen, gik de op i salen ovenpå, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus' søn, og zeloten Simon og Judas, Jakobs søn.
Galaterne 1,19: men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror.
Galaterne 2,9: og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.
Markus 16,14: Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse.

I denne sektion om ironi i Markusevangeliet

Yderligere informationer


Venstre Højre Op til Markus' brug af ironi